Juli 1944 – Da det regnede med stål

Det var egentlig en skøn sommerdag med høj sol og skyfri himmel. Alligevel endte den 4. juli 1944 som en af de mørkeste dage i byens historie.

Kl. 13.37 hørtes overalt i Aarhus-området braget fra en kæmpe eksplosion. Lyden kom fra havnen, hvor en skibspram lastet med knap 200 tons tysk ammunition pludselig eksploderede. En anden ammunitionspram, som lå fortøjet ved siden af, blev slynget op af havnebassinet, hvor den smadrede gennem taget på et pakhus og samtidigt knuste en godsvogn. Havneområdet ved kornpieren forvandledes på sekunder til et inferno af ild. Det tørre foderstof ved Korn- og Foderstofkompagniets silo antændtes, og der udvikledes en voldsom brand, som brandfolkene kæmpede imod i dagevis. Overalt lå granater, bunker af knust beton og forvredne jernstykker.

Selve epicentret for eksplosionsulykken. De to ammunitionspramme lå fortøjet i bassinet forrest i billedet. Til venstre ses resterne af KfK’s silo. Ni af de 25 personer, der var på arbejde den dag, blev dræbt. (Besættelsesmuseet).

Selve epicentret for eksplosionsulykken. De to ammunitionspramme lå fortøjet i bassinet forrest i billedet. I centrum af billede ses resterne af KfK’s silo. Ni af de 25 personer, der var på arbejde den dag, blev dræbt. (Besættelsesmuseet).

I den indre by, måtte folk springe for livet, da det pludselig haglede ned med glødende jern- og stålstykker. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at det meste af nedfaldet bestod af mere eller mindre intakte 88mm antiluftskytsgranater. De glohede granatfragmenter var livsfarlige og kunne uden problemer skære sig igennem tagkonstruktioner og mindre solide bygninger. Ved stranden nord for havnen blev en ung mor alvorligt såret og ved Vor Frue Kirke i Ryesgade blev en tysk soldat dræbt på stedet, da han blev ramt i hoved af en granat.

Dette lille mejeriudsalg var blot en af de mange forretninger og private hjem, der blev raseret af nedfaldende granatfragmenter. Alene lufttrykket fra eksplosionen gjorde det af med tusinder af byens butiksruder. (Besættelsesmuseet)

Dette lille mejeriudsalg var blot en af de mange forretninger og private hjem, der blev raseret af nedfaldende granatfragmenter. Alene lufttrykket fra eksplosionen gjorde det af med tusinder af byens butiksruder. (Besættelsesmuseet)

Også lufttrykket fra eksplosionen forårsagede en del skader på bygninger og personer. Mange handlende blev sårede af splintret glas, og ikke så få måtte behandles for knoglebrud efter at være blevet blæst af cyklen. Værst gik det ud over dem, som blev ramt af skorstene og teglsten, som væltede af bygningerne.

Heltemod

Hvad der allerede var en forfærdelig ulykke kunne let have udviklet sig til en fuldkommen uoverskuelig katastrofe. En håndfuld granater var gået igennem Aarhus Belysningsvæsens store gasbeholder, der forsynede elværket og byens husholdninger med gas. Gennem nedslagshullerne stod meterhøje stikflammer, og det var klart for enhver, at en gaseksplosion var nært forestående. På trods af faren klatrede en lille gruppe stålsatte folk fra belysningsvæsenet op på beholderen, hvor de med kulsyresne fik kølet overfladen nok til, at de med våde sække, ler og metalplader kunne slukke stikflammerne. Samme mandskab begav sig herefter ind til selve ulykkesstedet, hvor de deltog i redningsarbejdet til langt ud på natten.

En medarbejder fra Aarhus Belysningsvæsen besigtiger  skaderne på den store gastank. (Besættelsesmuseet)

En medarbejder fra Aarhus Belysningsvæsen besigtiger skaderne på den store gastank. (Besættelsesmuseet)

En lignende heltedåd fandt sted i havnebassinet ved ulykkesstedet, hvor det tyske fragtskib ”Scharnhörn”, der var tungt lastet med ammunition, var brudt i brand. Kaptajnen ombord på Aarhus Havns slæbebåd ”Hermes” besluttede at slæbe det brændende tyske skib ud ad havnen for at afværge en endnu større eksplosion. I relativ sikkerhed lykkedes det Hermes’ besætning at slukke branden, hvorefter de vendte tilbage til kornpieren, hvor de deltog i slukningsarbejdet med skibets kraftige brandsprøjter.

Redningsarbejdet

I tillæg til de to ovennævnte aktioner skal også nævnes de mange folk, som deltog i det ufatteligt krævende redningsarbejde. Redningsarbejdet var besværet af, at eksplosionen havde forvandlet kajområdet til et månelandskab af ødelagte bygninger. Heden fra branden var uudholdelig, og faren for nye eksplosioner fra de vidt spredte granater var overhængende.
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at der foruden de officielle instanser som brandvæsnet, CB’erne (værnepligtigt katastrofeberedskab) og politiet også deltog en stor mængde privatpersoner i redningsarbejdet.  Heriblandt et par læger, der tilfældigvis var på ferie i byen og pludselig dukkede op på ulykkesstedet, hvor de ydede livsvigtig førstehjælp. Derudover bistod byens vognmænd og endda cykelbude med longjohns ambulancerne med at bringe de mange sårede til byens hospitaler.

På skadestuerne på byens hospitaler kunne man snart melde om fulde huse. De fleste sårede blev bragt til kommunehospitalet, hvor man måtte tage en af græsplænerne i brug som venteværelse. (Besættelsesmuseet)

På skadestuerne på byens hospitaler kunne man snart melde om fulde huse. De fleste sårede blev bragt til Kommunehospitalet, hvor man måtte tage en af græsplænerne i brug som venteværelse. (Besættelsesmuseet)

Årsagen til ulykken

Der blev efterfølgende spekuleret meget i, hvad der var årsag til ulykken. I dag er der almindelig enighed om, at eksplosionen var en ulykke forårsaget af enten uforsigtighed eller defekt ammunition – eller måske en kombination af de to ting.

Det er i hvert fald konklusionen i den danske politirapport, som blev udarbejdet efter ulykken. Rapporten bygger blandt på omfattende afhøringer af de mennesker, som arbejdede i området. Vi ved derfor, at i alt otte danske havnearbejdere var beskæftiget med at laste prammene med ammunitionskasser. Ammunitionen kom fra godsvogne på kajområdet, som blev læsset på sækkevogne og kørt til kajkanten. Her blev kasserne enkeltvis sendt ned i prammen via en slidske, og ikke vha. en kran, som man kan læse andre steder. Der arbejdede fire mand i godsvognen og fire mand i prammen, men præcist hvordan arbejdsfordelingen var, kan vi intet sige om, da ingen af de otte overlevede. Arbejdet var overvåget af tyske vagter, og det fortælles endvidere, at den ansvarshavende tyske major flere gange manede til forsigtighed ved arbejdet.

Tyskerne udmeldte sidst i juli, at deres undersøgelser havde vist, at der var tale om en kommunistisk sabotageaktion. Dette må nok anses som ren propaganda, da tyskernes egne dokumenter viser, at de reelt mente, at eksplosionen var en ulykke.

Tyske officerer besigtiger skaderne. Billedet viser skaderne efter at prammen ved eksplosionen er slynget ud ad havnebassinet og er landet i en godsvogn. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne i færd med at undersøge ulykkens omfang. Fotografiet viser resterne af den ene ammunitionspram, som er landet i en godsvogn. (Besættelsesmuseet)

Den tyske version af sandheden var muligvis med til at give næring til en del fantasifulde og særdeles sejlivede historier om, at det var modstandsbevægelsen, som stod bag eksplosionen. I forhold til det, må man huske på, at Gestapo havde arresteret
Aarhus ellers så effektive kommunistiske sabotagegruppe. (Læs evt. bloggen fra juni for mere info).

Tabene

Antallet af danske sårede var vanskeligt at gøre op. Det kaos, der opstod på hospitalerne medførte, at mange ikke blev registreret korrekt, men det anslås at mere end 200 personer modtog behandling her. Af de i alt 33 danskere, som omkom ved katastrofen, kunne 12 ikke identificeres.

Den 29. juli 1944 afholdtes en stor mindehøjtidelighed i Domkirken, hvor borgmester E. Stecher Christensen holdt en bevægende tale. Herefter fulgte tusinder af århusianere i et sørgeoptog til Vestre Kirkegård, hvor fællesurnen med de uidentificeredes aske blev begravet.

Den 29. juli 1944 afholdtes en stor mindehøjtidelighed i Domkirken, hvor borgmester E. Stecher Christensen holdt en bevægende tale. Herefter fulgte tusinder af århusianere i et sørgeoptog til Vestre Kirkegård, hvor fællesurnen med de uidentificeredes aske blev begravet.

De tyske tab begrænsede sig til 5 dræbte og henved 40 sårede. De dræbte tyskere blev begravet i Frederikshavn.

Juni 1944 – Taget af tyskerne

Den 6.juni 1944 blev den kommunistiske sabotør og medlem af Samsing-gruppen, Otto Christensen, arresteret af Gestapo og ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter på kollegierne i Universitetsparken. Da Otte Christensen ikke ville snakke, blev han i lænker slæbt op på loftet. Her blev han væltet omkuld og kunne intet gøre for at værne sig mod de spark og slag, som politifolkene tildelte ham. Da han stadig ikke ville snakke, klædte de ham af, hvorefter en Gestapomand gav sig til at tampe løs på ham med en lang pisk.

Da Otto Christensen senere kom til sig selv i arresten på Vester Allé, havde han åbne sår på ryg og bagdel. Han kunne knap bevæge sig og var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at ”holde tæt”. Han besluttede derfor at tage sit eget liv. Med et lille søm, han fandt i cellen, forsøgte han at flå pulsåren over.  Foretaget mislykkedes, og herefter gik der måneder med afhøringer, hvor der ofte indgik tortur og mishandling før, Otto Christensen blev ført til fangelejren i Frøslev og senere til den tyske koncentrationslejr KL-Neuengamme.

kz

De fleste deporterede århusianere havnede i koncentrationslejren Neuengamme eller i en af dens mange mindre arbejdslejre/udelejre. I krigens sidste tid var lejren voldsomt overbefolket, og risikoen for at pådrage sig en dødelig sygdom som f.eks. tyfus var stor. (Frihedsmuseet)

En af mange

Otto Christensen var en af mange kommunistiske modstandsfolk, som blev taget i juni 1944. Arrestationerne skete som et led i en større operation, der på sin vis var startet allerede i december 1943, hvor det lykkedes tyskerne at optrævle den del af modstandsbevægelsen, der stod for modtagelse af våben og sprængstoffer.

Nu var turen altså kommet til de kommunistiske sabotagegrupper, og det blev snart uhyggeligt klart, at Gestapo havde et indgående kendskab til modstandsfolkenes dæknavne og skulesteder. Foruden de to sabotagegrupper, Samsing-gruppen og Morten Ruge-gruppen, blev også den kommunistiske bladgruppe, som stod bag det illegale blad, ”Aarhus Ekko”, taget. Derudover blev en række illegale værter/værtinder, som havde åbnet deres hjem for de kommunistiske modstandsfolk, arresteret. Blandt Gestapos mere prominente fangster var kommunistlederen David Hejgaard, der havde en koordinerende rolle for det illegale arbejde i Jylland.

Med udgangen af juni var stort set hele den kommunistiske modstandsorganisation i Aarhus-området rykket op med rode, og i løbet af sommeren fremtvang Gestapo mere end 30 tilståelser. Status var herefter, at Gestapo havde sat en stopper for sabotagen i Aarhus. De få tilbageværende modstandsfolk var i chok og har ganske sikkert spurgt hinanden: hvordan kunne det overhovedet ske?

En stikker i blandt os

Forklaringen på katastrofen var uhyggeligt simpel. Man havde en stikker i sine rækker, og hendes navn var Grethe Bartram. Hun var opvokset i det kommunistiske miljø og var her en person, man stolede på. Præcist hvorfor hun valgte at gå til fjenden er aldrig blevet forklaret til fulde.

Grethe_Bartram01

Grethe Bartram – kommunist og meddeler for Gestapo (Besættelsesmuseet)

Efter krigen blev hun dømt for at have angivet 53 personer til Gestapo, hvoraf 26 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Heraf kom ni personer aldring hjem igen. Grethe Bartram blev under retsopgøret idømt livsstraf (dvs. dødsstraf) for angiveri, men modtog benådning på livsvarigt fængsel. Hun afsonede 11 år frem til sin løsladelse i 1956, hvorefter hun bosatte sig herefter i Sverige.

Om Samsing-Gruppen

Kommunistisk sabotagegruppe ledet af jord- og betonarbejder Willy Samsing, der var formand for DKP på Trøjborg. Gruppen bestod foruden Willy Samsings tre brødre af en hård kerne på 10-12 mand. Gruppen var den første effektivt arbejdende sabotagegruppe i Aarhus og udførte mellem marts 1943 og frem til deres arrestation i juni/juli 1944 mere end 50 små og store aktioner. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Under fangenskabet i KZ-Neuengamme blev Willy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Willy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

 

 

Maj 1944 – Ordrer fra England

Lyttede man til BBC’s danske udsendelse i dagene op til 1. maj 1944 hørte man særmeldingen ”Hilsen til Marie”. Denne tilsyneladende uskyldige hilsen betød, at inderkredsen af det århusianske modstandsmiljø fik meget travlt med at planlægge den hidtil mest ødelæggende sabotageaktion i byens historie.

På et hemmeligt møde på Frederikshøj Kro kunne den nyudnævnte leder af modstanden i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, fortælle sine folk, at man fra engelsk side havde beordret ødelæggelsen af livsvigtige elektriske anlæg i Jylland. I Aalborg var målet elektricitetsnettet, mens det i Aarhus var selve elektricitetsværket, der skulle ødelægges.

07B0900001

Lige før 1. maj 1944 var ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland ved at få erstatningskaffen galt i halsen, da de via BBC’s danske radioudsendelse modtog ordre om at ødelægge elforsyningen i store dele af Jylland. Fotografiet stammer fra befrielsesdagene og viser Jyllandsleder oberstløjtnant Vagn Bennike (i midten). (Besættelsesmuseet)

En sådan ordre havde man kun forventet at modtage i tilfælde af en allieret landgang i Jylland, og da der ikke var tegn på noget sådant, gav det anledning til en del forvirring. Niels Aage Nielsen, der på det tidspunkt var koordinator af sabotagen i Midtjylland, var forfærdet over ordren og fremførte, at sabotagen mest ville ramme civilbefolkningen og kun genere tyskerne en smule, da de var i besiddelse af egne generatorer. Hertil svarede oberstløjtnant Bennike, at ”En ordre er en ordre!”.

På et senere møde hos Stadsingeniør A. J. Rambøll, der også var tilknyttet modstandsmiljøet, fremlagde direktøren for belysningsvæsenet, C. R. Wegener, tegninger af elektricitetsværket og pegede på en placering, hvor en kraftig bombe ville have størst effekt. Wegener, der var blevet helt bleg ved tanken om at medvirke til ødelæggelsen af sin egen virksomhed, oplyste desuden, at aktionen i værste fald ville betyde, at århusianerne måtte undvære strøm i op til 3-4 år efter krigens afslutning!

Det var således med største ulyst, at Niels Aage Nielsen gik i gang med at skaffe folk og sprængstof til opgaven. Til sin rådighed havde han, den i efterkrigstiden så berømte Samsing-gruppe, der var ledet af den kommunistiske sabotør Willy Samsing.

Man havde aftalt at mødes ved badeanstalten Spanien, hvor sabotørerne ville få udleveret en nøgle til elektricitetsværket. Nu opstod der en diskussion om, hvorvidt man overhovedet skulle udføre sabotagen. Willy Samsing havde skrubler og påpegede overfor sin gruppe, at den engelske ordre ville ramme civilbefolkningen urimeligt hårdt, og at en sådan aktion på sigt kunne være med til at vende befolkningen mod sabotørerne.

Det endte med, at Samsing afblæste aktionen med det påskud, at de ikke havde sprængstof nok. Snart efter modtog sabotageledelsen i Aarhus besked fra Aalborg om, at man heller ikke her havde fulgt ordren.

elværk

I maj 1944 var Aarhus tæt på miste elforsyningen, da en gruppe garvede sabotører modtog ordre om at sprænge det kommunale elværks store maskinhal. Var aktionen blevet gennemført, havde århusianerne stået uden strøm i resten af krigen. Maskinhallen ses til venstre foran gastanken. (Den Gamle By)

Militærfolkene blev naturligvis rasende over, at de kommunistiske sabotører ikke makkede ret. Det hjalp dog en hel del på stemningen, da det kom frem, at englænderne med deres ordre var gået udenom Frihedsraadet, der ellers var den danske modstands øverste ledelse.

Episoden udstillede uenighederne mellem Frihedsraadet og deres engelske allierede, og det er uhyggeligt at tænke på, at mere end 100.000 århusianere let kunne være taget som gidsler i en aldeles absurd magtkamp.

April 1944 – Optræk til ballade

Her kommer en “let” forsinket artikel om april 1944.

Når Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, fra sit hovedkvarter på universitetet spejdede ned over Aarhus, var han klar over, at det var fjendeland, han betragtede. Tiden, hvor danskerne blev anset som venligtsindede, var for længst forbi.

Schwitzgebel havde siden sin ankomst, i efteråret 1943, tilføjet frihedskæmperne det ene sviende nederlag efter det andet. På mindre end et halvt år havde han arresteret mere end 100 modstandsfolk og bl.a. knust den illegale våbenmodtagelse.

Forstærket modstandsvilje

Via sit netværk af informanter, de såkaldte stikkere, holdt Schwitzgebel sig underrettet om folkestemningen i Aarhus. Og havde han levet under den forestilling, at den skærpede kurs overfor frihedskæmperne kunne knække modstandsviljen, var de indkomne efterretninger slemt skuffende. Hvor mange århusianere før havde været skeptiske overfor sabotagen og mente, at den skadede Danmark, var holdningen nu helt anderledes positiv. Sabotørerne blev i det skjulte betragtet som helte. Krigens udvikling ude i verden spillede en afgørende rolle for stemningsudviklingen. Hjemme i dagligstuerne blev der fulgt nøje med i fronternes forskydninger, og optimismen og dumdristigheden tog til i takt med de mange tyske tilbagetog.

Fotografiet her stammer fra foråret 1941 og stammer fra en tid, hvor tyske soldater kunne færdes ugeneret i byens gader. Efter oprøret i august 1943 var den tid forbi og politiets rapporter er fulde af historier om sammenstød mellem tyskerne og byens unge mænd. (Besættelsesmuseet)

I april måned blev to tyske officerer udsat for en kollektiv hån, da de var gået ombord i en af byens sporvogne. Vognstyreren bad tyskerne om at trække bagud i vognen, så der var plads til flere passagerer. Da tyskerne ikke reagerede på anmodningen, råbte en dame pludseligt, at tyskerne ”da ellers var eksperter i tilbagetog.”. De øvrige passagerer i den overfyldte sporvogn brød ud i en voldsom hånlatter, hvorefter de rasende tyskere forlod sporvognen. Episoder som denne, var langt fra enestående.

Optræk til ballade

Ude på gaden var stemningen også blevet ond, og tyskerne kunne ikke længere bevæge sig rundt i byen uden at blive mødt af fjendtlige blikke eller decideret chikane. Eksempelvis modtog politiet i Aarhus en klage fra tyskerne om, at især de yngre århusianske mænd havde en mani med at spytte på fortovet, når en tysker gik forbi. Politiets rapporter er fulde af episoder, hvor man forsøgte at skride ind overfor dumdristige århusianere, der generede tyskerne på den ene eller anden måde. Politiet blev ofte tvunget til at tage tyskernes parti, hvilket på ingen måde gavnede deres ry i befolkningen. Det kom i øvrigt også ofte til slagsmål mellem unge mænd og deres tyske modstykker i det århusianske restaurationsliv. Om konflikterne handlede om damebekendtskaber, patriotisme eller måske begge dele, kan ikke uden videre afgøres.

251

Århusianeren blev mere og mere dristige i takt med at de tyske nederlag på slagmarken. Markering af årsdagen for Danmarks besættelse, d. 9. april med flagen på halvt og offentlig stilhed er et eksempel på, hvordan man åbenlyst markerede sin antipati overfor besættelsesmagten. (Besættelsesmuseet)

Hvorvidt Gestapo-chefen bekymrede sig om århusianernes tiltagende frækhed vides ikke, men det kan i hvert fald konstateres, at tyskernes kommende terrormål bl.a. talte Aarhus Sporvejes remise samt en række beværtninger og forlystelsessteder, så helt upåvirket har han sikkert ikke været.

Marts 1944 – Hvidstengruppen og Aarhus

Det var lidt ud på eftermiddagen den 11. marts 1944, da en lille kolonne tyske kørertøjer ankom til arresten på Vester Allé. I den forreste bil sad Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og betragtede, hvordan hans seneste fangst af østjyske modstandsfolk blev ført ind i fængselsbygningen.

Tidligere på dagen havde Schwitzgebel stået i spidsen for anholdelsen af den landskendte ejer af Hvidsten Kro Marius Fiil. Sønnen Niels, svigersønnen Peter og døtrene Tulle og Gerda var også blandt de anholdte. Aktionen var nøje planlagt, og vi ved i dag, at Schwitzgebels agenter havde holdt øje med kroen gennem længere tid. Gruppens resterende medlemmer blev fanget den 17. marts med undtagelse af to, som det lykkedes at gå under jorden.

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 70 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 71 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Afhøringer i Aarhus

Arrestanterne blev i dagene efter anholdelserne fragtet til afhøring på universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde indrettet hovedkvarter. For medlemmerne af Hvidstengruppen blev det hurtigt klart, at tyskerne vidste stort alt om gruppens arbejde med våben- og sprængstofmodtagelse. Der var derfor ingen grund til at benægte anklagerne.

Afhøringerne blev afsluttet i løbet af maj, hvorefter gruppen overførtes til Horserødlejren og Vestre Fængsel. Den 26. juni 1944 dømtes otte af gruppens medlemmer til døden ved en tysk krigsret, heriblandt Marius Fiil, hans søn og svigersøn. De øvrige straffe lød på langvarige tugthusstraffe i tyske fængsler. Dommen blev eksekveret allerede tre dage efter.

Større end Hvidsten

Man glemmer ofte, at gruppen omkring Hvidsten Kro ikke var den eneste modtagegruppe, der forsynede de østjyske sabotører med våben og sprængstoffer. Da Gestapo-chefen i januar 1944 iværksatte den store oprulningen af den jyske modtageorganisation, var Hvidstengruppen altså en blandt flere modtagegrupper, som Schwitzgebel havde i kikkerten.

I Østjylland blev også Hornsletgruppen taget. Det samme skete ved Viborg, på Fyn og så langt væk som Lolland. Det anslås, at op mod 200 modstandsfolk blev pågrebet. Af dem blev 25 henrettet og mange deporteret til fængsler i Tyskland.

Katastrofe for sabotagen

For sabotagegrupperne, ikke bare i Østjylland, men i store dele af landet var det en katastrofe, at modtageorganisation blev oprullet. Uden regelmæssig tilførsel af sabotagemateriel var det nærmest umuligt at udføre sabotager. Det blev bestemt ikke bedre af, at tyskerne opdagede og beslaglagde en del depoter.

At det var et hårdt slag for sabotagen i Aarhus ses tydeligt ved, at de før så aktive sabotører i forårsmånederne 1944 holdt særdeles lav profil. I marts, april og maj begrænsede sabotagen sig til en aktion mod et maskinsnedkeri i Højbjerg og en sprængning af en elektrisk samleskinne på jernbaneterrænet i Viby.

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, kunne hermed melde til sine overordnede i København, at han var kommet et godt stykke i bestræbelserne på at komme sabotage-uvæsnet til livs. Nu havde man taget deres våben – næste skridt var at fange dem!

Februar 1944 – Terror og drab

Klokken var lige efter 17.00 den 3. februar 1944, da landsretssagfører Holger Christensen stod af sporvognen ved stoppestedet på Trøjborgvej. Herfra skulle han bare gå det korte stykke til sit hjem i Klintegaarden, hvor husbestyrerinden var ved at sætte middagsmaden på bordet.

Ved 18.00-tiden blev han fundet død i gården udenfor sin opgang, dræbt af et enkelt skud i nakken. Politiet blev tilkaldt og kriminalbetjentene gik i gang med at afhøre naboer og andre potentielle vidner. Ingen havde hørt eller set noget.

 

Landsretssagfører ved sit skrivebord kort før han blev myrdet d. 3. februar 1944. (Den Gamle Bys lokalhistoriske fotosamling)

Landsretssagfører ved sit skrivebord kort før han blev myrdet d. 3. februar 1944. (Den Gamle Bys lokalhistoriske fotosamling)

Bomber i natten

For politiet var den 3. februar en af de rigtig lange arbejdsdage. Det var begyndt allerede om natten, da en serie af tidsindstillede bomber detonerede rundt om i byen. På hjørnet af Guldsmedgade og Klostergade blev konditoriet Emmery raseret og selve bygningen var faretruende tæt på at styrte sammen. Samtidigt i Søndergade 70 var J.P. Holmboes skomagerforretning og Aarhus Værkstøjsmagasin epicentret for en kæmpeeksplosion, der pulveriserede mange af gadens butiksfacader. Ved et lykketræf kom ingen alvorligt til skade.

emmery1

Konditoriet Emmery var, på grund af det engelsk-klingende navn, på listen over de steder, hvor tyskerne ikke måtte handle. Måske var det derfor tyskerne udvalgte konditoriet som et af de steder, der skulle ødelægges som gengældelse for sabotage. (Besættelsesmuseet)

Politiet fik hurtigt nok at gøre med at forhindre folk i at stjæle varerne, og i morgentimerne så man ellers ordentlige århusianere i færd med at forsyne sig med sko, støvler og tøfler, der lå spredt mellem glas og splintret træ. Den stærkt chokerede indehaver af Aarhus Værktøjsmagasin blev set vakle rundt i ruinerne kun iført pyjamas, imens han tryglede folk om at lade være med at stjæle hans ting.

Hvem stod bag attentaterne?

I dagene efter attentaterne var der livlig aktivitet på rygtebørsen. Om mordet på Holger Christensen udtalte politiet, at der formodentligt var tale om et drab af ”samme karakter som flere af dem, der har fundet sted i den seneste tid.” En sådan udtalelse udelukkede enhver spekulation om almindelige mordmotiver og kunne i praksis kun betyde to ting: enten var Holger Christensen dræbt af modstandsbevægelsen pga. af mistanke for angiveri, eller så var det tyskerne, der havde gjort det.

I forhold til bombeattentaterne mente mange, at NU var modstandsfolkene gået for vidt. Andre fremførte, at der nok nærmere var tale om et nazistisk komplot, der havde til formål at sætte modstandsfolkene i et dårligt lys. De illegale blade var ikke sene til at komme med deres udlægning af sandheden. I det illegale blad ”Budstikken” kunne man læse, at samtlige attentater var tyske forsøg på at ”mudre Vandene” og skabe en misstemning imod sabotagearbejdet.

Studier i retsakterne efter krigen har vist, at attentaterne var bestilt af Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, og udført af terrorbanden ”Peter-gruppen”. Holger Christensen var den første af 13 århusianere, der blev offer for de såkaldte tyske clearingmord. Bombeattentaterne var de første af cirka 45 anslag, der krævede i alt 35 menneskeliv. Hvorvidt det vitterligt var et forsøg på at ”mudre vandene” eller rå gengældelse for modtandsfolkenes stikkerlikvideringer og sabotageaktioner vides ikke med sikkerhed.

Januar 1944 – Rædselsåret

Det var en by i chok, der tog hul på 1944. Arrestationer og deportationer til tyske KZ-lejre var en nu del af dagens orden og stod i skærende kontrast til den fredelige stemning, der havde hersket de to første besættelsesår.

Krigen var kommet til Aarhus, og fra januar 1944 oplevede mange at blive hvirvlet ind i en uhyggelig voldsspiral, der skulle komme til at kræve mere end 200 århusianeres liv.

Optakten

De første besættelsesår havde været relative fredelige. Danskerne holdt sig i ro og de uindbudte tyske gæster opførte derfor sig nogenlunde ordentligt. Det ændrede sig i løbe af 1943, hvor sabotagen tog til og tyskerne svarede igen med arrestationer og krav om dødsstraf til sabotører.

Den 29. august 1943 indførtes militær undtagelsestilstand, og den danske regering trådte tilbage. Kort efter fik det frygtede tyske sikkerhedspoliti (Gestapo m.fl.) officielle beføjelser og kunne nu arrestere og fængsle danske borgere uden rettergang, hvilket betød, at forholdene i Danmark begyndte at minde om dem, der herskede i de øvrige tysk-besatte lande.

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus var en af de byer, der for alvor kom til at mærke de skærpede forhold. I oktober 1943 rykkede Gestapo ind i universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor de indrettede hovedkvarter. Der var herfra, at tyskerne det kommende år iværksatte en uhyggeligt effektiv jagt på de midt- og nørrejyske modstandsgrupper.

Straks efter Gestapos ankomst, begyndte arbejdet. Chefen, hvis fulde navne og titel var Kriminalrat & SS-Hauptsturmfuhrer der SiPo Eugen Schwitzgebel, var umådeligt energisk. På kort tid lykkedes det ham, at rekruttere et stort antal danske meddelere, som forsynede ham med navne på de mange tyskfjendtlige, der befandt sig i hans område.

 

Alf

Mindeplade for Alf Toldboe Jensen i Parken ved Musikhuset.

I november begyndte arrestationerne. Det gik især ud over modstandsgrupper i Aarhus og Randers, hvor to betydelige sabotagegrupper blev sat ud af spillet. Den 3. december blev fem sabotører henrettet på det militære øvelsesterræn på Skæring Hede, hvorefter ligene i hemmelighed blev begravet på i marskområde i nærheden af Oksbøl. Gestapos sjette offer blev henrettet på nytårsaftens dag på kasernen i Vester Allé. Kigger man efter i Musikhusets haveanlæg, kan man i dag se en mindeplade over Alf Toldboe Jensen cirka på det sted, hvor henrettelsen fandt sted.

 

Kaj Munk og Aarhus

Afslutningen på 1943 havde sat sine spor. Stemningen i byen var trykket og de fleste følte en stærk afmagt overfor den undertrykkelse, der udløb fra Gestapo-hovedkvarteret ”på bakken”. Andre reagerede med trods og vrede.

Vreden fik for alvor næring, da det kom frem, at det i virkeligheden var tyskerne, som havde myrdet Kaj Munk d. 4. januar. De tyske gerningsmænd havde ellers gjort et klumpet forsøg på at maskere mordet som en stikkerlikvidering udført af danske modstandsfolk. Kaj Munk havde ydet betydelig økonomisk støtte til kommunistiske modstandsfolk i Aarhus, og deres illegale blad ”Aarhus Ekko” sørgede for, at sprede sandheden om mordet til byens borgere.

Kaj Munks støtte til modstandsbevægelsen i Aarhus var ikke det eneste punkt, hvor mordet havde forbindelse byen. Efter at Kaj Munks mordere havde fuldført det beskidte arbejde kørte de videre til Aarhus, hvor de blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Den venlige modtagelse var nok ikke kun kollegial gæstfrihed, men en del af Schwitzgebels strategi for at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus.

Under en middag i sin lejlighed i Klintegården fremlagde gestapo-chefen sine ideer for gerningsmændenes leder, SS-Hauptsturmführer Otte Schwerdt. I al’ sin enkelthed gik det ud på, at hævne modstandsfolkenes sabotager og stikkerlikvideringer med gengældelsesaktioner: dvs. bombeattentater (schalburgtager) og mord på civile (clearingmord). Otto Schwerdt, der overlevede krigen, bedyrede under krigsforbryderprocessen mod ham, at han ikke brød sig om den slags arbejde. Derfor havde han betakkede sig og rejste tilbage til København i håb om at blive overført til aktiv fronttjeneste. Der skulle dog gå mindre end en måned før han var tilbage i Aarhus.

Modstanden vokser

Efter mordet på Kaj Munk skete en voldsom optrapning af modstandsaktiviteten i Aarhus, og i januar måned var der kun få dage, hvor gaderne ikke genlød af sabotørernes bomber.

Samtidigt besluttede kompromisløse folk i modstandsfolkenes rækker, at sætte ind mod gestapo-chefens mange meddelere, hvilket resulterede i drab på tre personer, som var under mistanke for angiveri. En fjerde person blev likvideret i København, hvor han prøvede at skjule sig.

 

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendte til Koncentrationslejren Neuengamme. Den 26. april 1945 blev han evakueret med de Hvide Busser og kom til Sverige. (Besættelsesmuseet)

Gestapo svarede igen ved at iværksætte en voldsom arrestationsbølge. Den 13. januar trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraas villa i Risskov. Aktionen var ledet af selveste Gestapo-chefen og endte med, at Gestapo-folkene åbnede ild mod døren til det værelse, hvor familien befandt sig. Doris Kæraa, der stod nærmest blev dræbt på stedet, og da Leo Kæraa sprang frem for at gribe sin kone, blev han ramt af et maveskud. Den brutale nedskydning foregik for øjnene af parrets 7-årige søn.

Det er meget sikkert, at Gestapos brutale fremfærd var med til at skærpe hadet til tyskerne og ikke mindst deres danske forbundsfæller. Stemningen var ond.

Stemningen var ond. Præcist, hvor ond, får man en klar fornemmelse af, hvis man læser januarudgaven af ”Aarhus Ekko”. Heri findes en beskrivelse af en stikkerlikvidering, der fandt sted på Åboulevarden ved Immervad d. 14. januar:

Forleden blev kioskejer Jeger, Aarhus, ramt af flere skud i Kroppen, og er senere død på Hospitalet. Læsere af dette Blad kender hans modbydelige Angiverivirksomhed, flere Danskere har som Følge heraf være underkastet Tortur hos Gestapo. Nu har han altsaa faaet sin Straf som alle de andre enten har eller vil faa – en Straf, som desværre kun kan blive alt for mild i Forhold til det de har begaaet.

Efterfølgende fortaltes det i byen, at folk var flokkedes om den døende mand og havde råbt hurra. I en lidt anden version hedder det sig, at en flok unge mennesker var dukket op og havde afsunget den kendte børnesang ”Højt på en gren en krave”, hvor de havde byttet om på ordene, så det blev den hæslige jæger, der døde og ikke kragen.

 

 

Den Jyske Rejsegruppe og Universalfabrikkerne

Nu, hvor september måned synger på sidste vers, kommer her en kort status over den voldsomme modstandsaktivitet, der fandt sted i denne måned for 70 år siden. Samtidigt fortæller denne lille artikel om Den Jyske Rejsegruppe, der foretog en stor del af aktionerne og var med til at genstarte sabotagen efter, at det tyske sikkerhedspoliti havde tilintetgjort den vigtigt århusianske sabotageorganisation, Samsing-Gruppen.

Rejsegruppen i Aarhus

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

I sensommeren 1944 ankom den erfarne sabotør, Jens Lillelund, til Aarhus fra København. Her havde han været medlem af den senere så legendariske modstandsgruppe, Holger Danske, hvor han var kendt for at være en dygtig organisator. I Aarhus fik han til opgave at oprette en mobil sabotagegruppe, der kunne rejse rundt i Jylland og lave industrisabotage. Man forestillede sig, at gruppen skulle forsvinde fra byen, så snart jobbet var udført. På den måde håbede man at undgå, at Gestapo fik færten af gruppen. Rejsegruppen blev dog i Aarhus i et stykke tid, hvor den lærte sig sabotagehåndværket og samtidigt ledtog i opbyggelsen af den senere så slagkraftige århusianske sabotagegruppe 5. kolonne.

De to grupper var i aktion 8-10 gange i juli og august måned, og i september tog det for alvor fart, da man gennemførte hele 12 vellykkede sabotageaktioner. Målene var fabrikker og især automobilværksteder, der arbejdede for tyskerne.

 

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var mål en for Rejsegruppens mange sabotager mod automobilværksteder i august måned.

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var bolt et af mange autoværksteder, som Rejsegruppen og 5.kolonne ødelagde i august og september 1944. (Besættelsesmuseet).

Universalfabrikkerne

Rejsegruppen og 5. kolonne slog i fællesskab til imod den nazistiske ingeniør Olaf Schmidts kontor og fabrik, kaldet Universalfabrikkerne. Første aktion mod Schmidt fandt sted allerede d. 9. september, hvor man brød ind i Universalfabrikkerens kontorlokaler på Park Allé. Her fandt man en del kompromitterende dokumenter, der beviste at Schmidt var leder af Schalburgkorpsets Aarhus-afsnit og samtidigt udførte krigsvigtigt arbejde for tyskerne. Herefter anstiftede man en brand og placerede et par bomber, der dog ikke eksploderede.

På baggrund af oplysningerne fra kontoret planlagde Rejsegruppen og 5.kolonne en fælles aktion, skulle gå over i historien som en af de bemærkelsesværdige sabotageaktioner, der blev foretaget i byen under besættelsen.

 

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset, det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Den 12. september gik man i aktion mod Universalfabrikkerens fabriksbygninger på Fredens Torv, der kun lå få hundrede meter fra det tyske hovedkvarter i Østergades Hotel. Med hjælp fra fabrikkens lagerforvalter, Jørgen Illum, fik man placeret en meget kraftig bombe (35 kg. plastisk sprængstof) i fabrikkens forhus, hvor Schalburgkorpset Aarhus-afsnit havde lokaler. Bomben eksploderede kl 0.13 og smadrede hele forhuset og noget af naboejendommen. Utrolig nok kom ingen til skade ved den voldsomme eksplosion.

 

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Få dage efter, den 17. september, tog man sig af bagbygningen. Lagerforvalteren havde informeret om, at der om søndagen ingen sabotagevagter ville være på området. Det var derfor en let sag for sabotørerne at forcere ruinerne af forhuset og anbringe bomberne i baghuset. Herefter skyndte sabotørerne sig tilbage over murbrokkerne mens de samtidigt råbte til de nysgerrige århusianere, der havde tage opstilling uden for fabriksområdet, at fabrikken snart ville ryge i luften. Folk tog benene på nakken og forsvandt i alle retninger. En tysk officer blev tiltrukket af den megen uro og gav sig til at løbe efter sabotørerne. Der gik nu en vild jagt gennem byen, som endte med, at det lykkedes for sabotørerne at slippe væk ved at skjule sig i en biograf.

 

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Selv om det havde været et ”close call” for gruppen, gik der ikke mere end fire dage før byen atter gav genlyd af sabotørernes bomber. Universalfabrikkerne kom aldrig til at genoptage krigsproduktionen. Olaf Schmidt selv, kom til at betale den ultimative pris for sin alliance med besættelsesmagten. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen foran sit hjem på Harald Jensens Plads d. 13. november 1944.

 

 

Historien om frihedskæmperarmbindet

Nu er det lige straks 5. maj og dermed årsdag for Danmarks befrielse. I den anledning har vi skrevet denne lille artikel om det klassiske frihedskæmperarmbind med de blå, røde og hvide farver, som frihedskæmperne bar i befrielsesdagene.

frihedskæmper

Dette godt slidte eksemplar af det ikoniske frihedskæmperarmbind, har tilhørt ingen ringere end kaptajn Gunnar Frijsenvang, der var byleder for modstandsbevægelsen i Aarhus d. 5. maj 1945.

5. Maj 1945

Da modstandsfolkene trådte åbent frem d. 5. maj 1945 var de fleste iklædt deres private tøj. Nogle kom i kedeldragter og andet arbejdstøj, mens andre var trukket i det pæne nålestribede jakkesæt. Enkelte havde ”organiseret” forskelligt militært udstyr som f.eks. hjelme, hvorved de afgav et vist soldatermæssigt udtryk. Bevæbningen var en blanding af nedkastet engelsk og amerikansk materiel, der var suppleret af danske og stjålne tyske våben.

 

hærarmbindet, aarhus-armbindet

Militær ventegruppe, formodentligt 2. Kolonne, på havnen i Aarhus i dagene efter befrielsen. Bemærk den meget forskelligartede mundering og bevæbning, der byder på både tyske, danske og engelske udstyrsstykker. På fotografiet ses desuden eksempler på både hærarmbindet og aarhus-armbindet. (Besættelsesmuseet)

I mangel af bedre

Oberstløjtnant (senere general) Vagn Bennike, leder af modstanden i Jylland fra 1944, ved en parade i Aarhus i sommeren 1945. På sin vis, bærer Bennike her en slags dobbelt uniformering (fra Niels Aage Nielsen, Mellem Jyske Modstandsfolk 1941-45).

Den brogede flok af modstandsfolk havde dog ét væsentligt fællestræk – nemlig det armbind, der blev kendt som frihedskæmperarmbindet. Hensigten med denne minimale uniformering var at sørge for, at modstandsfolkene blev opfattet som soldater og derved opnåede soldatens rettigheder. Det var nemlig sådan, at tyskerne i princippet anerkendte Haag-konventionens artikler om landkrig fra 1907, hvori der stod, at bevæbnede personer, som optrådte under kommando og bar et synligt symbol eller emblem, kunne klassificeres som kombattanter – altså soldater. Faldt man ikke indenfor denne klarificering løb man, ved tilfangetagelse, en betydelig risiko for at blive summarisk henrettet.

Med det in mente var det ikke underligt, at man brugte ressourcer på at producere denne light-udgave af soldateruniformen. Det senere så velkendte frihedskæmperarmbind blev produceret allerede i 1941-42, men fik først noget senere tilknytning til modstandskampen. Det første blå-rød-hvide armbind blev produceret af repræsentanter for den danske hær, som en forberedelse til den dag, hvor tyskerne måtte tabe. Når det skete, kunne man således være klar med en lovligt uniformeret militærstyrke, der kunne sikre ro og orden i landet. Derfor benævnes dette armbind ofte ”Hærarmbindet”.

Armbindet designes

Den blå baggrundsfarve på armbindet er lavet af afklippede ærmer på gamle dragonfrakker, der ellers lå og samlede støv på militærets lagre. Det røde felt skulle angiveligt stamme fra postuniformer. Den hvide bændel i midten er i armbindets første versioner forsynet med forkortelsen MI, der står for Materiel Intendantur (hvilket svarer cirka til vores dages Forsvarets Materiel Kommando). Hele herligheden var forsynet med et rundt metalemblem med løver og hjerter fra det såkaldte ”Lille Rigsvåben”. Det skal indskydes, at armbindet findes i flere forskellige udgaver og kvaliteter, og det er langt fra alle, der var forsynet med emblem.

Til militærgrupperne

I løbet af 1943-44 begyndte man i dybeste hemmelighed at opstille de såkaldte militære ventegrupper (M-grupper, Undergrundshæren), hvis opgave var at forhindre tyskerne i at ødelægge livsvigtig infrastruktur i tilfældet af en allieret invasion. Det lå også i kortene, at militærgrupperne kunne få til opgave at støtte de allierede tropper med lokalkendskab, men også deltage aktivt i forbindelse med decideret nedkæmpelse af tyske enheder. Det var derfor essentielt, at militærgrupperne blev forsynet med armbind, så de kunne opfattes som en lovligt kæmpende styrke.

Som navnet antyder, var ventegrupperne organiseret efter militært mønster. Dette betød bl.a., at gruppelederne i det fleste tilfælde havde militær baggrund, ligesom de fleste af gruppens menige medlemmer havde aftjent værnepligt. Den samlede organisation var underlagt den illegale militærledelse, kaldet ”Den lille Generalstab” med general Ebbe Gørtz som øverstbefalende.

 

General Ebbe Gørtz, øverstkommanderende for de militære ventegrupper, hilser her på en gruppe af sine folk. Soldaten til venstre i billedet er udstyret med armbind, tysk hjelm, dansk soldaterfrakke og amerikansk karabin (Frihedsmuseet).

Som et kuriosum skal det lige nævnes, at man fra ledelsens side ikke ville have, at folk fra ventegrupperne, især ikke officererne, deltog i andet illegalt arbejde. Der er dog utallige eksempler på, at ledende personer deltog aktivt i f.eks. sabotagearbejdet.

 

Fordeling af armbind

Det var nok tanken, at armbindene skulle fordeles til alle grupper, men pga. forskellige logistiske vanskeligheder nåede de aldrig ud i alle afkroge af landet. Man kan se, at de københavnske og sjællandske grupper var velforsynede, mens det kun var ganske få modstandsfolk i Nordjylland, som blev udstyret med det officielle armbind. På disse ”fjerne” steder improviserede man og lavede sit eget.

Det skal i øvrigt indskydes, at også sabotagegrupperne og mange andre typer af frihedskæmpere blev ”uniformeret” med armbindet i dagene op til befrielsen.  Hensigten har formodentligt været at sørge for, at modstanden fremstod så samlet og forenet, som overhovedet muligt.

Vi håber snart at kunne bringe historien om det særlige århusianske frihedskæmperarmbind.

Kilder:

Convention (IV) respecting the Laws and Customs of War on Land and its annex: Regulations concerning the Laws and Customs of War on Land. The Hague, 18 October 1907.

Jul i en mærketid

Julens Gaveproblemer er hver Aar min onde Samvittighed. Med Fødselsdage kan det endda gaa, de kommer som Regel kun een ad Gangen. Men Julegaverne, dem ryster jeg for; mest fordi jeg har saa svært ved at ”hitte paa” og blive færdig i rette Tid. [En ung mands tanker om julegave-shopping anno 1943]

Nej, det var ikke let at købe gaver under krigen. Især ikke, når det, de blev reklameret for – slet ikke var til salg. (Mandens Blad, 1943)

Hvis den stakkels husmoder ikke have tilstrækkeligt med energi i juletiden, så havde den senere så kendte rejsearrangør Simon Spies et vidundermiddel: Slankepiller eller ferietabletter fra Syntosan var nemlig propfulde af amfetamin og kunne sætte fut i selv den mest udslidte husmoder. (Hjemmet, 1943)

I en tid med varemangel og prisstigninger var den unge herres kvaler dog ubetydelige til sammenligning med fruens udfordringer med at skaffe varmt tøj til børnene, præstere en ordentlig julemiddag samt anskaffe knas og julesmåkager til helligdagene.

Aviser, ugeblade og tidsskrifter var på den tid fulde af gode råd til, hvordan man (dvs. husfruen) klarede sig igennem julen. I nedenstående artikel ses annoncer, reklamer og små hjælpe-notitser fra Hjemmet, Familie-journalen, Mandens Blad og div. aviser.

Gaverne var udpræget praktiske, og de kolde krigsvintre betød, at de bløde pakker nød en noget højere status end i dag. (Hjemmet, 1943)

 

Julegaverne

Det siger sig selv, at krigen havde sat væsentlige begrænsninger på, hvad der var at finde i butikkerne. På trods af det, var det nu stadig muligt at købe importerede varer – især fra Tyskland, men også fra nogle af de tysk-besatte lande. F. eks. var det stadig muligt at købe barbermaskiner m.m. fra hollandske Philips.

Mandens Blad, 1943

Selvom man fra statens side gjorde en masse for at kontrollere prisudviklingen i en tid med mangel, var mange ting ganske enkelt for dyre for folk. Det ringe vareudbud og de forholdsvis høje priser betød, at mange selv fremstillede de gaver, som skulle gives væk. Manglen på tøj og fodtøj var betydelig, og en endog velbrugt vinterfrakke kunne være en fornem gave.

Hjemmet 1943

Julemaden

De fremsynede familier havde sparet forskellige op til juledagene. Der skulle bruges mange smør- og sukkermærker, ligesom man måtte regne med at bruge meget af gasrationen til madlavning. Havde man et godt forhold til sin faste kolonialhandler, kunne man være heldig at få et lille stykke ægte chokolade, som børnene kunne dele, efter gaverne var pakket op.

I juledagene åbnede mange familier for de små hamstringslagre af ægte bønner, som de gemte til særlige lejligheder. Den ægte kaffe blev blandet med kaffeerstatningen. (Familiejournalen , 1943)

Som husmoder var du også totalt afhængig af din lokale slagter, der, hvis du var heldig, kunne forsyne dig med and eller gås. Flæskesteg kunne også fås, men den var ganske sikkert uden svær og meget mager. Anden eller gåsen blev (akkurat som i Peters Jul) stegt hos bageren, så man kunne spare på gassen. Flæskestegen blev grydestegt, da det var gasbesparende i til sammenligning med ovnstegning. Tilbehør var sovs, rødkål og kartofler – det var der rigeligt af. De brunede kartofler måtte man tænke sig til, da man gemte smør og sukker til julebaget.

“Julegås” anno 1944.

Kunne din slagter ikke skaffe de traditionelle ønsker, kunne man i stedet kaste sig ud i forskellige  eksperimenter med f.eks. kaninsteg eller en af de mange forlorne retter, som slagtermesteren opfandt til lejligheden. En af dem var forloren julegås, der bestod af forhåndenværende hakkekød tilsat en smule svinespæk.

Mange byboere brugte i julen en del energi på at opdyrke kontakter til landbefolkningen, hvilket ofte kunne tilføje en del godt til den noget reducerede julemiddag. Det var dog langt fra alle, der havde lyst, mulighed eller cykeldæk til at tage på landet – så havde du penge nok, var ”den sorte børs” en anden mulighed.

Stod det helt grelt til, kunne det være nødvendigt at servere sildefrikadeller på julebordet, eller måske ligefrem en helt vegetarisk julemiddag. Særlig berygtet var knoldselleri-koteletterne, der var lagt sammen med æg og spinat.

Bagværk

Havde man døjet med sellerien hele julen, kunne man trøste sig med, at julesmåkagerne i de fleste tilfælde var tillavet efter de klassiske opskrifter. Kanel kunne stadig skaffes, og den kemiske industri forsynede os med forskellige essenser, så det var muligt at opnå den nogenlunde rigtige smag.  Måske havde man skåret en smule ned på sukkeret og smørret, men i det store hele var småkagerne som de plejede – der var bare ikke helt så mange af dem.

Aarhusianske RENA tilbyder en kemisk løsning på mangelsituationen. (Hjemmet, 1942)

Det skortede heller ikke på gode råd i bladene om, hvordan man ”midt i en mærketid” kunne lave lækkert bagværk. Et af påhittene var at anvende ”eksotiske” ingredienser som f.eks. havregryn og byggryn i kagerne som delvis erstatning for hvedemel. Tog man en husmor fra 1940erne og placerede hende i en af vores bagerforretninger, ville hun korse sig over alt det ”modbydelige fattigmandsbrød” med alle dets grove kerner og besynderlige gryn, som vi spiser i dag. Hvidt brød var sagen, og det var med megen skepsis, at husmødrene accepterede at blande, hvad de grundlæggende anså som ”dyrefoder” i deres hjemmebag.

Deres kvaler blev ikke mindre af, at de altid skulle holde et vågent øje med gasforbruget. Til bagning kunne anvendes en såkaldt gasbageform, hvori forskelligt bagværk kunne bages (Statens Husholdningsråd påstod at den kunne bruges til tilberedning af alt). Gasbageformen skulle placeres på blusset og det var vigtigt ikke at fylde for meget dej i, da det let kunne koge over. Et andet problem var, at kagerne eller brødet ofte kun var færdiglavet i bunden, da formen ikke rigtig formåede at levere en ordentlig overvarme. På plussiden var, at den rent faktisk var meget mere økonomisk end ovnen.

Gasbageformen blev introduceret til danskerne allerede i 1930’erne. Det var langtfra alle byboer, der ejede et komfur med gasovn, og med gasbageformen kunne alle nu bage (eller i hvert fald koge) deres eget brød. (Besættelsesmuseet)

 

Den samme jul?

Bladrer man lidt i ugebladene og aviserne fra den tid, er det påfaldende, at julen i 1940erne stort set ligner den vi har i dag. Vi håber på gode gaver, hvid jul, og behovet eller måske forventningen om at hygge sig med familie og venner i juledagene er den samme. Krigen er stort set kun til stede i de spredte referencer til den ”svære situation” eller i forhåbningen om et nyt år med fred i verden.

 

Mændene skulle finde frem til deres indre sportsmand og bekæmpe uheldig ”julekorpulence” gennem gymnastik eller f.eks. gentlemanboksning. Til sammenligning var tidens slanketips til kvinder, at de skulle indtage piller med amfetamin og afføringsmiddel.(Mandens Blad, 1944)

Selv annoncerne for slankemidler er de samme som i dag. Det kan naturligvis godt være, at nutidens økologiske naturslankemidler ikke længe indeholder koncentrerede mængder af amfetamin og afføringsmiddel, som de gjorde i 1940erne, men de lover det samme – nemlig en genvej til at smide julefjedtet og blive bikiniklar.

(Hjemmet, 1943)

God jul.