April 1945 – Voldens Måned

I april 1945 syntes freden og friheden næsten inden for rækkevidde. De vestlige allierede stod klar ved Elben, og i øst indledte russerne Slaget om Berlin. De fleste var klar over, at det kun var et spørgsmål om uger, måske dage, før krigen var forbi.

På trods af den lovende forårsprognose var stemningen trykket. Dagligt genlød byens gader af eksplosioner og skud, og mange almindelige mennesker oplevede før eller siden at blive hvirvlet ind i den rasende duel, som frihedskæmperne og Gestapo udkæmpede i besættelsens sidste uger.

Voldsspiralen

Gennemgår man Aarhus Byvagts rapporter for april 1945 ses det tydeligt, at volden var ved at løbe løbsk. Modstandsbevægelsen dræbte otte personer, som de mistænkte for at arbejde for Gestapo eller et af de andre tyske politiorganer.

Lige før kl 18.00 d. 26. april blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mande vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Lige før kl 18.00 d. 26. april 1945 blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mange vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning, han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne svarede igen med drab og bombeattentater, som i de fleste tilfælde gik ud over civile mål. Beslutninger om, hvor de tyske repressalier skulle ramme blev taget af Gestapo-chefen, Rudolf Renner, som på dette fremskredne tidspunkt holdt sig kørende på en cocktail af alkohol og amfetamin. Det fortælles, at han flere gange i raseri beordrede Aarhus borgmester Ejnar Stecher-Christensen skudt. Den 11. april gav han ordre til drab på 10  medlemmer af Aarhus Byvagt, som han mente var i ledtog med modstandsbevægelsen.

Ordren blev heldigvis ikke efterkommet til fulde, og Renners mordere opgav det beskidte foretagende efter at have skudt Peter R. Nielsen og Erik V. Petersen på Lille Torv. Ved ufatteligt lykketræf og dygtigt lægearbejde af overlæge Malmros overlevede Erik Petersen og kunne efter krigen vidne mod de tre gerningsmænd. Peter Nielsen var dræbt på stedet.

I tillæg til disse planlagte drab opstod der ganske mange episoder, hvor nervøse tyske soldater åbnede ild mod tilfældige civile, som de følte sig truet af. Status var, at der i Aarhus i april 1945 blev dræbt eller myrdet en eller flere personer om dagen.

Flammende had

Nerverne var tyndslidte, og at hadet til tyskerne og deres danske håndlangere var til at tage og føle på. Det blev ikke bedre af, at Aarhus efterhånden blev oversvømmet af tyske flygtninge og sårede soldater, som det blev byens opgave at huse og brødføde.

Tyske flygtninge indkvarteres på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

Tyske flygtninge flytter ind på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

De illegale blade var ikke sene til at puste til ilden og berettede om, hvordan flygtningene var smittebærere af tyfus og i øvrigt ødelagde kommuneskolerne ved at bruge inventaret som brændsel. Man kunne desuden læse, at flygtningene ”døde som Fluer”, men at man ikke skulle have ondt af dem, da de selv var skyld i deres ulykke. Var man modstander af dette synspunkt, forstod man at holde det for sig selv. På Vester Kirkegård kan man i et hjørne finde gravene med 619 tyske flygtninge, hvoraf mange er børn under tre år.

Volden, angsten og den accelererende råhed, hvormed modstandsbevægelsen og Gestapo bekæmpede hinanden var med til at skabe en afstumpehed, som smittede af på befolkningen. Var man klar til at hade forsvarsløse flygtninge, var det intet at regne mod voldsomme had, som man følte overfor de danskere, som havde taget tyskernes parti.

Opgøret

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Fra modstandsbevægelsens styrende organer var man udmærket klar over, at hadet i befolkningen let kunne løbe løbsk, når freden kom. Modtagerne af vreden var naturligvis tyskerpigerne, de hjemlige nazister, værnemagerne og alle dem, som på anden vis havde taget tyskernes parti.

Det havde man set andre steder i det befriede Europa, og ingen steder var det kønt. Da Frihedsbudskabet strømmede fra radiohøjtalerne d. 4. maj kl. 20.36 mobiliserede modstandsbevægelsen over hele landet de såkaldte Militære ventegrupper, hvis opgave var at sørge for ro og orden. Man holdt vejret og håbede på det bedste.

I maj kommer det sidste afsnit i serien om Aarhus 1944-45.

November 1944 – På voldens Præmisser

November er for mange en af de måneder, der bare skal overstås. Den er mørk og trist, og i 1944 var den tilmed farlig. Efter tyskerne havde opløst det danske politi d. 19. september 1944 og deporteret mange af betjentene til koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, var borgerne i landets større byer overladt til sig selv.

Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro blev ødelagt ved at bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Volden antog mange former i November 1944. Her er det gået ud over Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro. Bygningen blev ødelagt ved et bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Over hele landet, og i Aarhus oprettedes kommunale vagtværn, der fik til opgave at dæmme op for den værste kriminalitet. Allerede få dage efter Aarhus Byvagts oprettelse, måtte de uerfarne vagtmænd rykke ud til de første tilfælde af manddrab. Læser man Byvagtens rapporter fra november 1944, er det slående, hvor ekstremt voldelig tiden var:

Ser man bort fra overfald og bombeattentater og koncentrerer sig om nedskydninger, er der alene i november registreret 14 tilfælde, hvor de ni havde dødelig udgang. Kun et af drabene kan karakteriseres som almindeligt, da der var tale om et rovmord. De resterende nedskydninger var alle afledt af besættelsen og den efterhånden stærkt tilspidsede situation, der herskede i krigens sidste trekvarte år.

En håndfuld af nedskydningerne blev udført af tyske soldater, der var berusede eller på anden måde optrådte uforsigtigt i omgangen med deres våben. Ofrene for disse mere eller mindre forsætlige drab var alle fuldkommen uskyldige og var blot uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Drabene og tyske soldaters tiltagende brutale adfærd i byrummet var stærkt medvirkende til, at den sidste rest af sympati for besættelsesmagten forsvandt.

Politiske drab

Den vold, der gjorde størst indtryk på århusianerne, var de drab og drabsforsøg, som optræder i Byvagtens rapporter som politiske drab. Disse drab var enten udført af modstandsfolk eller medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti, heriblandt den berygtede Peter-gruppe. Bag disse drab skimtes en uhyggelig dynamik, der byggede på øje-for-øje princippet. Helt konkret betød det, at når modstandsfolk dræbte en dansker, de mente var til fare for deres arbejde, så ville tyskerne gengælde drabet ved at skyde en århusianer, der havde fanget deres opmærksomhed på den ene eller anden måde.

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Blandt ofrene for denne uhyggelige voldsspiral var ingeniør Sven Aage Spelling, der den 24. november blev dræbt af en serie skud i entreen til sin lejlighed i Ny Munkegade. Gerningsmændene var medlemmer af Peter-gruppen og handlede efter ordre fra Gestapo-chefen i Aarhus, Rudolf Renner. Spelling havde i sin ungdom være kommunist og foretaget en studierejse til Sovjetunionen, hvilket må formodes at være årsagen til, at han var havnet i tyskernes søgelys. Der er intet, som tyder på, at Spelling havde forbindelser til modstandsbevægelsen.

Efter krigen kom det frem, at drabet på Spelling var hævn for en eller flere af de drab på tyskvenlige danskere, som modstandsbevægelsen havde udført i løbet af måneden. Mest sandsynligt er det, at der var tale om gengældelse for drabet på den nazistiske ingeniør og Schalburg-leder, Olaf Schmidt, som blev dræbt af modstandsmanden Ejnar Sørensen 13. november. Også her skimtes den fordrejede logik: En ingeniør for en ingeniør.

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)