Marts 1945 – Forfærdeligt forår

 

Billede ø

Aarhus rådhus efter schalburgtagen d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Foråret 1945 var en underlig tid. Alle var klar over, at krigen snart ville være forbi og udfaldet kunne ingen være i tvivl om. På trods af det, var folk påpasselige med at tage glæden på forskud – måske fordi man havde på fornemmelsen, at den sidste tid kunne blive farlig.

Præcis hvor farligt fandt man ud af den 13. marts kl. 22.10, hvor en bombe eksploderede under Risskovtoget i nærheden af den Permanente Badeanstalt. Der befandt sig 30 personer i motortogets enlige vogn og heraf blev 25 sårede og måtte indlægges. En yngre kvinde blev dræbt øjeblikkeligt, mens to andre senere døde af deres kvæstelser.

Attentatet mod motortoget blev foretaget af terrorbanden Peter-gruppen og var formentligt hævn for de sprængninger, som den aarhusianske sabotagegruppe, 5. kolonne, havde foretaget mod tyske togforbindelser dagen før. Blandt gerningsmændene var aarhusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som også havde deltaget i bombeattentaterne d. 22. februar, hvor syv personer blev dræbt i Guldsmedgade og Nørregade.

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Rådhuset

Få timer efter attentatet mod Risskovtoget var Peter-gruppen atter i aktion, og denne gang var det Aarhus Rådhus, som skulle ødelægges. Tyskerne havde allerede forsøgt at sprænge rådhuset måneden før, men den moderne jernbetonskonstruktion havde modstået bombernes kraft. Denne gang skulle det gå anderledes, og Peter-gruppen medbragte derfor intet mindre en 60 kg. plastisk sprængstof, som skulle placeres indvendigt i rådhuset ved foden af tårnet.

Aarhus Rådhus i dagene efter terrorattentatet d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Aarhus Rådhus var centrum for forskellige modstandsaktiviteter, og da tyskerne opdagede det, sendte de Peter-gruppens terrorister i aktion. Rådhuset blev udsat for attentater i februar og 14. marts. (Besættelsesmuseet)

Til held for rådhuset og byen udeblev nogle af terroristerne fra nattens arbejde. Peter-gruppens chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, opgav derfor at trænge ind i selve rådhuset, og beordrede i stedet Bothildsen Nielsen til at placere bomberne på parksiden der, hvor den høje administrationsbygning og den lave med Folkeregistret møder hinanden. Kufferterne med de 60 kg. sprængstof blev stillet tæt sammen op ad en af de store gavlvinduer, hvorefter en fem meters lunte blev antændt.

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Eksplosionens voldsomhed skabe omfattende ødelæggelser. Hele betonpiller blev slået i stykker og overalt flød det med knust glas, forvredne metalstykker og andre bygningsmaterialer. Kontorerne i den lave bygning var fuldkommen ødelagte og møbelarkitekt Hans Wegners smukke møbler slået til pindebrænde. I befrielsessommeren blev skaderne opgjort til 2 millioner kr., hvilket svarer til ca. 44 millioner i dag.

Hvorfor rådhuset

På sin vis var det ikke nogen overraskelse, at rådhuset blev valgt som mål for terrorbomberne. Man var udmærket klar over, at det tyske sikkerhedspolitis chef i Aarhus, SS-Hauptsturmführer Rudolf Renner, havde et godt øje til rådhuset.

Dels pga. det heroiske modspil som han mødte fra borgmester Ejnar Stecher Christensen og kommunens folk, men mest af alt pga. den mangfoldige modstandsaktivitet, som var centreret omkring rådhuset. Under en razzia på rådhuset havde Gestapo fundet en duplikator og en anseelig mængde illegale blade, der blot ventede på at blive distribueret. På et senere tidspunkt havde man fået et tip om, at modstandsbevægelsen brugte rådhuset som depot for våben og sprængstoffer. Det gjorde man også, men et tilsvarende tip til modstandsbevægelsen havde sørget for, at våbnene nu lå sikkert skjult på bryggeriet Ceres, vistnok i gærkælderen.

Efter besættelsen kom det frem, at rådhusets kælder desuden havde været brugt som skydebane, hvor frihedskæmperne kunne teste de nedkastede våben. Rådhusforvalter Herluf Halding sammen med sin kone hjulpet op mod 50 engelske flyvere med at flygte til Sverige. Og endelig udstedte flere af Folkeregistrets ansatte falske legitimationskort til medlemmer af modstandsbevægelsen.

 Det spidser til  

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Aarhus under Besættelsen)

Efter Peter-gruppens attentat mod rådhuset var det roligt en stund, men d. 26. var de tilbage i byen. Her bombede de atter Risskovtoget og indledte en serie af clearingmord og drabsforsøg. Peter-gruppens sidste terrorhandling i Aarhus var clearingmordet på Aarhus Stiftstidendes redaktør Børge Schmidt, som blev myrdet i sit hjem på Rosenvej 48 i Risskov. Det var blandt andre Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som affyrede de dræbende skud.

 

 

 

 

Oversigt

13: Bombeattentat mod Risskovtoget, 3 dræbte og mange sårede

14: Drabsforsøg på byrådsfuldmægtig Keld Jarde

14: Bombeattentat mod Aarhus Rådhus

26: Clearingmord på banenæstformand Carl Egon Sejr

28: Bombeattentat mod Hammelbanen, 11 sårede

28: Bombeattentat mod Risskovtoget, 8 sårede

29: Drabsforsøg på telefondirektør Wallmann

29: Drabsforsøg på baneingeniør Leo Sørensen

29: Clearingmord på redaktør Børge Schmidt

Den 28. marts udførte Peter-gruppen deres sidste togattentat. Denne gang gik det ud over Hammelbanen. 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Peter-gruppen og Bothildsen Nielsen udførte en række togattentater, som krævede mange menneskeliv. Den 28. marts slog de til mod Hammelbanen, hvor 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

December 1944 – Den sidste krigsjul?

I december-udgaven af artikelserien om Aarhus i 1944 ville det nok være naturligt at bringe en hyggelig julehistorie. Vi har gravet i arkiverne efter et lyspunkt, men vi har desværre kunne konstatere, at det var meget småt med julehyggen i Aarhus for 70 år siden.

Årsagen til det, skal findes i, at verdenskrigen var rykket tættere på, og forholdene nu kunne minde om dem, som herskede i de øvrige tyskbesatte lande.

Mangel på alt

De nye skærpede forhold kunne først og fremmest mærkes i hjemmene, hvor knapheden nu for alvor satte igennem. Stadigt flere fødevare-grupper var rationerede eller helt forsvundet fra forretningerne. I det mørke og kolde efterår kom man for alvor til at mærke manglen på ordentligt vintertøj, og det blev ikke bedre af, at man havde svært ved at opvarme hjemmet med de magre brændselskvoter.

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Selvom rationeringssystemet fungerede udmærket og sørgede for, at der i princippet var nok mad til alle, betød prisstigningerne, at det blev dyrt. Men kunne derfor sagtens opleve, at en familie havde nok rationeringsmærker, men ikke penge at købe for. Staten forsøgte ganske vidst at regulere priserne, så alle familier havde råd til mad og tøj, men på trods af det, var det særdeles krævende at få husholdningsregnskabet til at gå op. I julen var det helt slemt, og mange familier havde ganske enkelt ikke råd til at købe det ekstra, som forventedes i den søde juletid – i hvert ikke fald hvis der også skulle gaver under træet til jul.

Angsten

Det værste ved året 1944 var dog, hverken kulden og eller den tiltagende mangelsituation. Det værste var den snigende angst, der løbet af året havde rodfæstet sig i de fleste. Almindelige folk færdedes kun på gaden efter mørkets frembrud, hvis det var absolut nødvendigt. Bankede det på døren om aftenen, lukkede man ikke op.

Mod slutningen af 1944 kunne igen længere vide sig sikker, og mange fuldkommen uskyldige aarhusianere blev før eller siden hvirvlet ind i opgøret mellem frihedskæmperne og tyskerne. Enten som vidne, pårørende eller offer for den vold, som nu hørte til dagens orden. Mod udgangen af 1944 spidsede det for alvor til, da modstandsbevægelsens intensiverede aktivitetsniveau fik tyskerne til at svare igen med terror og drab. Og havde man haft forhåbninger om, at december ville blive en rolig måned, kom man til at tage grueligt fejl.

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbi kørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. Det var ”Peter-gruppen” som stod bag drabet, og det var formodentligt Morten Sørensens erhverv, som bragte ham i tyskernes søgelys. (Aarhus under Besættelsen)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbikørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Allerede d. 1. december indledte tyskerne en bølge af bombeattentater mod det aarhusianske restaurationsmiljø, hvorved man hurtigt fik lagt en dæmper på folks lyst til at deltage ved diverse julefrokoster og fester. Ved attentatet mod Håndværkerforeningens selskabslokale blev en servitrice dræbt og to tjenere såret. Den 7. og 20 december myrdede den tyske terrorbande ”Peter-gruppen” i alt fire personer, der var udvalgt mere eller mindre tilfældigt. Årets sidste offer for den forøgede tyske repressaliepolitik var journalisten Morten Sørensen, der blev dræbt at en salve fra en lyddæmpet maskinpistol, da han var på vej på arbejde på Aarhus Amtstidende. Modstandsbevægelsen sørgede dog for at få det sidste ord, da de på årets sidste dag skød og dræbte en mand, som arbejdede for Gestapo.

Lys forude

Det er intet under, at danskerne var storforbrugere af kulørte blade og romanhæfter, der tilbød en tiltrængt flugt fra den triste og uhyggelige hverdag. Alternativt kunne man hente trøst i de illegale blade, hvor man kunne følge med i de stadig mere opløftende nyheder om krigens gang. Ved årsskiftet 1944/45 var der igen godt nyt, da det blev meddelt, at tyskernes store offensiv ved Ardennerne i Belgien var gået i stå. Man konkluderede derfor, at århusianerne havde fejret den sidste krigsjul. Der var med andre ord lys forude.

November 1944 – På voldens Præmisser

November er for mange en af de måneder, der bare skal overstås. Den er mørk og trist, og i 1944 var den tilmed farlig. Efter tyskerne havde opløst det danske politi d. 19. september 1944 og deporteret mange af betjentene til koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, var borgerne i landets større byer overladt til sig selv.

Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro blev ødelagt ved at bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Volden antog mange former i November 1944. Her er det gået ud over Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro. Bygningen blev ødelagt ved et bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Over hele landet, og i Aarhus oprettedes kommunale vagtværn, der fik til opgave at dæmme op for den værste kriminalitet. Allerede få dage efter Aarhus Byvagts oprettelse, måtte de uerfarne vagtmænd rykke ud til de første tilfælde af manddrab. Læser man Byvagtens rapporter fra november 1944, er det slående, hvor ekstremt voldelig tiden var:

Ser man bort fra overfald og bombeattentater og koncentrerer sig om nedskydninger, er der alene i november registreret 14 tilfælde, hvor de ni havde dødelig udgang. Kun et af drabene kan karakteriseres som almindeligt, da der var tale om et rovmord. De resterende nedskydninger var alle afledt af besættelsen og den efterhånden stærkt tilspidsede situation, der herskede i krigens sidste trekvarte år.

En håndfuld af nedskydningerne blev udført af tyske soldater, der var berusede eller på anden måde optrådte uforsigtigt i omgangen med deres våben. Ofrene for disse mere eller mindre forsætlige drab var alle fuldkommen uskyldige og var blot uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Drabene og tyske soldaters tiltagende brutale adfærd i byrummet var stærkt medvirkende til, at den sidste rest af sympati for besættelsesmagten forsvandt.

Politiske drab

Den vold, der gjorde størst indtryk på århusianerne, var de drab og drabsforsøg, som optræder i Byvagtens rapporter som politiske drab. Disse drab var enten udført af modstandsfolk eller medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti, heriblandt den berygtede Peter-gruppe. Bag disse drab skimtes en uhyggelig dynamik, der byggede på øje-for-øje princippet. Helt konkret betød det, at når modstandsfolk dræbte en dansker, de mente var til fare for deres arbejde, så ville tyskerne gengælde drabet ved at skyde en århusianer, der havde fanget deres opmærksomhed på den ene eller anden måde.

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Blandt ofrene for denne uhyggelige voldsspiral var ingeniør Sven Aage Spelling, der den 24. november blev dræbt af en serie skud i entreen til sin lejlighed i Ny Munkegade. Gerningsmændene var medlemmer af Peter-gruppen og handlede efter ordre fra Gestapo-chefen i Aarhus, Rudolf Renner. Spelling havde i sin ungdom være kommunist og foretaget en studierejse til Sovjetunionen, hvilket må formodes at være årsagen til, at han var havnet i tyskernes søgelys. Der er intet, som tyder på, at Spelling havde forbindelser til modstandsbevægelsen.

Efter krigen kom det frem, at drabet på Spelling var hævn for en eller flere af de drab på tyskvenlige danskere, som modstandsbevægelsen havde udført i løbet af måneden. Mest sandsynligt er det, at der var tale om gengældelse for drabet på den nazistiske ingeniør og Schalburg-leder, Olaf Schmidt, som blev dræbt af modstandsmanden Ejnar Sørensen 13. november. Også her skimtes den fordrejede logik: En ingeniør for en ingeniør.

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

Februar 1944 – Terror og drab

Klokken var lige efter 17.00 den 3. februar 1944, da landsretssagfører Holger Christensen stod af sporvognen ved stoppestedet på Trøjborgvej. Herfra skulle han bare gå det korte stykke til sit hjem i Klintegaarden, hvor husbestyrerinden var ved at sætte middagsmaden på bordet.

Ved 18.00-tiden blev han fundet død i gården udenfor sin opgang, dræbt af et enkelt skud i nakken. Politiet blev tilkaldt og kriminalbetjentene gik i gang med at afhøre naboer og andre potentielle vidner. Ingen havde hørt eller set noget.

 

Landsretssagfører ved sit skrivebord kort før han blev myrdet d. 3. februar 1944. (Den Gamle Bys lokalhistoriske fotosamling)

Landsretssagfører ved sit skrivebord kort før han blev myrdet d. 3. februar 1944. (Den Gamle Bys lokalhistoriske fotosamling)

Bomber i natten

For politiet var den 3. februar en af de rigtig lange arbejdsdage. Det var begyndt allerede om natten, da en serie af tidsindstillede bomber detonerede rundt om i byen. På hjørnet af Guldsmedgade og Klostergade blev konditoriet Emmery raseret og selve bygningen var faretruende tæt på at styrte sammen. Samtidigt i Søndergade 70 var J.P. Holmboes skomagerforretning og Aarhus Værkstøjsmagasin epicentret for en kæmpeeksplosion, der pulveriserede mange af gadens butiksfacader. Ved et lykketræf kom ingen alvorligt til skade.

emmery1

Konditoriet Emmery var, på grund af det engelsk-klingende navn, på listen over de steder, hvor tyskerne ikke måtte handle. Måske var det derfor tyskerne udvalgte konditoriet som et af de steder, der skulle ødelægges som gengældelse for sabotage. (Besættelsesmuseet)

Politiet fik hurtigt nok at gøre med at forhindre folk i at stjæle varerne, og i morgentimerne så man ellers ordentlige århusianere i færd med at forsyne sig med sko, støvler og tøfler, der lå spredt mellem glas og splintret træ. Den stærkt chokerede indehaver af Aarhus Værktøjsmagasin blev set vakle rundt i ruinerne kun iført pyjamas, imens han tryglede folk om at lade være med at stjæle hans ting.

Hvem stod bag attentaterne?

I dagene efter attentaterne var der livlig aktivitet på rygtebørsen. Om mordet på Holger Christensen udtalte politiet, at der formodentligt var tale om et drab af ”samme karakter som flere af dem, der har fundet sted i den seneste tid.” En sådan udtalelse udelukkede enhver spekulation om almindelige mordmotiver og kunne i praksis kun betyde to ting: enten var Holger Christensen dræbt af modstandsbevægelsen pga. af mistanke for angiveri, eller så var det tyskerne, der havde gjort det.

I forhold til bombeattentaterne mente mange, at NU var modstandsfolkene gået for vidt. Andre fremførte, at der nok nærmere var tale om et nazistisk komplot, der havde til formål at sætte modstandsfolkene i et dårligt lys. De illegale blade var ikke sene til at komme med deres udlægning af sandheden. I det illegale blad ”Budstikken” kunne man læse, at samtlige attentater var tyske forsøg på at ”mudre Vandene” og skabe en misstemning imod sabotagearbejdet.

Studier i retsakterne efter krigen har vist, at attentaterne var bestilt af Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, og udført af terrorbanden ”Peter-gruppen”. Holger Christensen var den første af 13 århusianere, der blev offer for de såkaldte tyske clearingmord. Bombeattentaterne var de første af cirka 45 anslag, der krævede i alt 35 menneskeliv. Hvorvidt det vitterligt var et forsøg på at ”mudre vandene” eller rå gengældelse for modtandsfolkenes stikkerlikvideringer og sabotageaktioner vides ikke med sikkerhed.