Emilies konfirmationskjole fra 1847

I maj blev jeg ringet op af journalist Rasmus Bo Sørensen på dagbladet Information. Han ville gerne tale med mig om konfirmationstøj fra 1960’erne og frem. Samtalen fik mig til at tænkte på den tid, hvor det ikke var indlysende for unge piger at blive konfirmeret i hvidt. I Den Gamle Bys store dragt- og tekstilsamlinger har vi en hvid konfirmationskjole fra 1847. Konfirmanden Emilie Michelsen blev konfirmeret i Aarhus Domkirke, og hendes kjole vakte stor opsigt i Aarhus det år, fordi på dengang var det mest almindeligt at bære en sort konfirmationskjole.

Sådan så Emilie ud cirka på tidspunktet for sin konfirmation.

Emilie var født i Mindegade i Aarhus i 1832 og var ud af en sømandsslægt. Hendes far og onkler var søfolk og sejlede både til Indien og Kina, Brasilien og Californien og var med til at bringe spændende varer hjem til Danmark. I Den Gamle Bys samlinger har vi et sjal med trend af gulrød silke og islæt af højrød kashmiruld med mønsterelementer i blåt, hvidt og rødt bomuld. Vi mener, det stammer fra Indien, og vi ved, det var Emilies mors brudesjal, da hun blev gift med sin skibskaptajn.

 Emilie var en munter og glad pige, selv om hun havde været igennem nogle barske oplevelser. Hendes far gik ned med sit skib og hele besætningen i en storm ud for Hollands kyst i 1842, og senere samme år døde hendes mor fra Emilie og hendes fire brødre. Emilie blev adopteret af et barnløst købmandspar, Henrik Jørgen Giern og hustru Ernestine f. Schmidt, der boede i Mejlgade. Så hun boede altså hos dem, da hun blev konfirmeret i 1847. Købmænd hørte til købstædernes overklasse, og købmand Giern havde råd til en supermoderne konfirmationskjole til Emilie.

Emilies konfirmationskjole er en typisk nyrokoko-kjole. I 1800-tallets skiftende moder citerede man i de historiske stilarter, og i midten af 1800tallet var rokokoen fra 1700tallet i modens fokus. Foto: Poul Ib Henriksen.

Emilies kjole er delt i skørt og kjoleliv, som det hedder. Stoffet er tyndt, hvidt mol i kjolelivet og i skørtet hvidt piqué med tværborter som dekoration. Den store krave hedder en Bertha eller en Berthe. En Bertha er en stor, nedfaldende krave eller flæsebesætning langs halsudskæringen på kjoler. Den kravetype var især moderne mellem 1830 og 1865. Kraven faldt blødt ud over skuldrene og fremhæver på den måde den skrå skulderlinje, som var karakteristisk for periodens romantiske kvindemode.

Detalje af Emilies Bertha udført i en Limerick-knipling.

Under krigen 1848-50 boede Emilie på Barritskov, hvor en slægtning til adoptivmoderen var oldfrue. Barritskov ligger i det nuværende Hedensted Kommune. Det er der, de nu dyrker økologiske grønsager. Da Emilie boede der, var Henrik Jørgen greve af Rosenkrantz Scheel ejer af Barritskov.

I parken henligger dele af det gamle Barritskov i dag som en malerisk haveruin. Den nuværende hovedbygning blev opført 1914-16 ved arkitekt Gotfred Tvede.

I 1860 blev Emilie gift med købmand Anton Wistoft. Han havde på det tidspunkt forretning i Studsgade 68. I 1867 flyttede familien ind i naboejendommen i Studsgade 70, i den Raaeske Gård, som Anton Wistoft købte af Enkefru Raae 21. november 1874 for 21.000 Rigsdaler. Bygningen blev langt senere omdannet til Arkitektskolen i Aarhus; men foreløbig boede familien Wistoft her frem til begyndelsen af 1900tallet.

 

Ejendommen ved Studsgades port, hvor Emilie boede med sin Anton.

Emilie med sin førstefødte, Carl. Emilie og Anton fik otte børn.

Købmandsforretningen afhændet i 1905 til købmand M. Vestergaard. Anton Wistoft beholdt gården. Anton døde i 1908 og Emilie i 1909

De fem tilbageblevne Wistoft-søskende administrerede ejendommen frem til 1916, hvor den blev solgt til fabrikant M. Seest. Her etablerede han Aarhus Galvaniseringsanstalt, som blev drevet til hans død i 1947. Fra Wistoft familien modtog Den Gamle By mellem 1910’erne og 1940’erne mere end 300 gaver blandt andet Emilies konfirmationskjole og de indrammede fotos af Emilie.

Anton og Emilie på deres ældre dage.

Link til interviewet i Information om konfirmationstøj fra 1960’erne og frem: https://www.information.dk/kultur/2017/05/konfirmationsbilleder-aldrig-bare-konfirmationsbilleder-ogsaa-tidsbilleder

 

 

En sand overflod af smykker

I kælderen unde Plakatmuseet finder man museets nyåbnede udstilling af danske smykker fra perioden 1900-2000. Forud for at kunne åbne en udstilling ligger et omfattende arbejde. Her kan du læse om konservatorernes arbejde med udstillingen trin for trin.

Samlingen består af knap 1000 smykker. Museet ønsker at udstille samtlige smykker, men 1000 smykker er mange. De er derfor opdelt i tre niveauer, highlights i bordmontre, et repræsentative udvalg i vægmontrerne og resten i skuffer. Desuden er der en introduktionsvæg, hvor man kan lære lidt om stilarter og inspirationskilder. Konceptet var enkelt, der skal så mange smykker i hver vægmontre, som muligt. Men det er også noget af en udfordring.

At skabe et overblik

1000 smykker er mange at holde styr på og først skulle smykkerne sorteres. De var sorteret efter museumsnummer, men vi skulle bruge dem montre for montre. Sorteringen af smykkerne alene tog 3 uger.

For hver montre og skuffe tog vi et billede, for at danne os et over hvad de enkelte montre indeholdt

Billede: For hver montre eller skuffe tog vi et billede, så vi fremover hurtigt kunne se hvad den specifikke montre indeholdt.

Det var spændende at få sorteret smykkerne, og billederne gav grundlaget for at kunne planlægge designet af montrerne.

At indrette en montre

Så skulle der planlægges design. Hvordan skulle smykkerne placeres? På hvilken bagvæg? Hvilket stof som baggrund og hvilken farve? Hvordan skulle smykkerne monteres? Med hvilke teknikker osv.

Der blev afprøvet flere muligheder. Først en bølget bagvæg. Så nogle felter, skulle de være hvælvede eller flade? Hvor mange smykker var der plads til i monterene?

Den første ide til design var en bølget bagvæg.

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, her noget der nærmer sig det endelige resultat

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, indtil der til sidst var enighed om hvilken vej vi skulle gå. Valget blev en flad bagvæg, med nogle felter i grafiske former, der var placeret lidt ud fra bagvæggen

Nogle smykker gør sig ikke, hvis de udstilles fladt. Dem ville vi gerne vise i den form, de har når man bærer dem. Derfor har vi valgt at montere nogle af halskæderne og armbåndene på stativer. Her kan man se hvor smukt lyset reflekteres i smykkerne, og man kan levende forestille sig hvordan lyset spiller i smykkerne, når man bevæger sig.

Da vi hverken havde tid, eller erfaring med at producere de ønskede stativer måtte vi have hjælp. Det fik vi fra Steen Jensen fra Moesgård Museum, der har en lang erfaring med produktion af stativer til montering af museumsgenstande og af museets smed, Johannes Bengtson. Du kan læse om deres arbejde i forrige blogindlæg.

Vi ville gerne have en så usynlig montering som muligt. Derfor blev det besluttet at sy smykkerne fast til bagvæggen.

At gøre smykkerne klar til udstilling

Men først skulle smykkerne gøres klar til udstilling.

Smykkerne er generelt i en rigtig god stand, men mange af smykkerne havde ikke været i brug i mange år og trængte derfor til at blive rensede. Nogle var anløbne, mens andre var snavsede fra brug.

Hovedparten af smykkerne er udført i sølv, mange med sten, rav, ben eller koraller som dekoration.   Specielt for sølv er, at man ofte har brugt at oxiderer dele af sølvet for at fremhæve dekorationer. Nogle gange er oxidationen original, udført af sølvsmeden, men andre gange er den kommet ad åre, fordi ejeren af smykket ikke har pudset sølvet helt ind i hjørner og kroge. I begge tilfælde kan oxidationen være med til at fremhæve smykkets dekorationer, og bør derfor bibeholdes. Vi ønsker at vise smykkerne smukt pudsede, men uden at fjerne sporene fra tiden og med respekt for sølvsmedens intentioner med det enkelte smykke.

Der er også stor forskel på hvor sarte de forskellige typer af sten er, for ikke at snakke om rav og ben. Rensning kræver derfor en del viden om de enkelte materialer.

Nogle af smykkerne er blevet renset i ultralyd, en metoder der er meget udbredt blandt gudsmede. Andre er rengjorte med specialsæbe og igen andre er pudsede med et pudsemiddel uden slibemiddel. Altid med små vatpinde og forsigtighed. Andre igen er blot polerede med sølvpudseklude.

Kari renser smykke med vand og sæbe

Smykkerne monteres og udstillingen tager form

Efter endt rensning og pudsning skal smykkerne monteres.

Smykkerne er monteret på en ethafoam skumplade, for at den skal kunne holde formen, er den monteret på en bagplade af metal. Det er også i denne bagplade de mindre felter og stativerne er monteret. Skumpladerne skulle skæres på mål og beklædes med stof. For at kunne monterer de små plader, skullel der måles ud og bores huller i bagpladen.

Benna og Karen afmærker hvor de små plader og stativerne skal sidde på bagpladen. Da der er tale om en perforeret metal bagplade, er det med at ramme de rigtige huller.

Smykkerne lægges igen op på bagpladen, denne gang helt nøjagtigt. Hvorefter de er klar til at blive syet fast.

Nynne og Gitte er ved at sy smykkerne fast. De bruger fiskeline, som er nærmest usynlig.

I skufferne var det også nødvendig at sy smykkerne fast, da de skal kunne blive siddende selvom skuffen bliver trukket ud og skubbet ind i det uendelige.

Smykkerne lagt op på en plade i samme størrelse som skuffen. Her ses en skuffe lagt op og klar til montering.

Ringe og manchetknapper skulle placeres i en slidske i skumpladen. derfor var det vigtigt at måle præcist op hvor smykkerne skulle monteres. Herefter skulle pladen beklædes med stof.

Her kan man se hvordan Ole skærer huller til fingerringe i en plade til en skuffe.

Den færdige skuffe, som den ser ud i udstillingen

At nå i mål

Når man løber hurtigt og mange arbejder mod et fælles mål, er det vigtigt at holde styr på hvor langt man er nået. Til det formål havde vi lavet arbejdsplaner og afkrydsningsskemaer. På den måde kunne alle holde øje med hvor langt vi var kommet og hvad der manglede.

Et stort kryds hen over en vægmontre betød, at den var helt færdig!

En uge til åbning. Der er stadig meget der skal nås.

I de sidste dage op til åbningen arbejder et virvar af mennesker på højtryk med at sætte lys, pudse glas, montere alarmer, finjustere smykkerne og meget mere. Endelig blev det tid til åbningen, og vi fik fint besøg af hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

Smykker i 100 år

Smykkeskrinet

Den Gamle By udstiller i Smykkeskrinet en vidunderlig samling på knap 1000 smykker fortrinsvis af sølv. Smykkerne er fremstillet af en række af det 20. århundredes bedste danske sølvsmede og designere. Udstillingen blev åbnet af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary 7. februar 2017.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Den enestående samling er skabt over 40 år af det tyske ægtepar Marion og Jörg Schwandt fra Berlin. Ambitionen har været at fokusere på det karakteristiske for dansk smykkekunst: Det dagligdags, det enkle og det beskedne i materialevalget.

Erhvervelsen af samlingen og skabelsen af det underjordiske museum Smykkeskrinet har kun været muligt takket være en generøs bevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Skønvirke og Art Deco, ca. 1900-1930

Danske kunsthåndværkere tog omkring år 1900 afstand fra industriel masseproduktion af smykker. Håndværkspræget kom i højsædet. Man frigjorde sig fra historiske stilarter, og lod sig inspirere af naturens mange frembringelser. Naturen blev omformet til slyngede og bølgede, afrundede og bløde ornamenter.

Hvor man i udlandet mest brugte guld og ædelstene til smykker, anvendte danske kunsthåndværkere sølv og billige smykkestene, rav og koraller. Valget af materialer skabte en stærk kontrast mellem det kolde sølv og de varme stene. Det vakte opsigt i udlandet.

Den hammerslåede overflade er en af ledetrådene i dansk Skønvirke. At lade hammerslagene stå ganske synlige var en ny måde at efterlade sølvets overflade på og var med til at understrege det håndværksmæssige præg. De synlige hammerslag var et oprør mod den hævdvundne danske håndværkstradition, der fordrede en glatpoleret overflade. Inspirationen er hentet fra japanske metalarbejder.

Målet for mange danske sølvsmede var at frembringe kunstgenstande af høj kvalitet til bedste for alle. Den københavnske sølvsmed Mogens Ballin (1871-1914) formulerede det således i år 1900: ”Det er min Agt at lave Ting, som selv den allermindste Pung kan betale, Folkekunst…”.

Den nye stilart fik allerede i 1907 navnet Skønvirke. Stilen medførte en fornyelse af dansk kunstindustri, der blev internationalt anerkendt.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Højde 6,1 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Det let hammerslåede broche af sølv med vedhæng og hænger er fremstillet i årene 1910-17 af den kendte københavnske sølvsmed Evald Nielsen (1879-1958). Det fine bladværk med dets blomster er lavet med en sikker hånd. De indfattede og rundslebne månestene nærmest vokser ud af blomsterne. Måden at indfatte stenene på er unik for denne sølvsmed. Andre forsøgte at gøre ham kunsten efter, men denne form for såkaldt strakt fatning omkring stenene forbliver et særtræk for Evald Nielsen.

Den strakte fatning er Evald Nielsens kendetegn. Fotograf: Henrik Bjerg.

Kun få smykker i samlingen bærer præg af stilarten Art Deco, der fra omkring 1920 gjorde op med Skønvirkes endeløse plante- og bladornamentik. Tendensen gik nu mod at blande ornamenter fra klassicismen og empiren med modernistiske elementer med vægt på geometriske former og enkle og rene linjer. Formsproget var abstrakt og nonfigurativt. Stilen har navn efter en international kunstindustriudstilling 1925 i Paris.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Bredde 6,5 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Carla Rasmussen (1885-1963) lavede i København 1926-32 smykker i den nye stil Art Deco. Hendes smykker, som dette bæltespænde af sterlingsølv med den stiliserede geometriske og lineære ornamentik, raster og sølvtråde brugt dekorativt, blev af samtiden kaldt både nervøst og højt gearet. Dog forbliver hendes arbejder gedigne nyskabelser i dansk smykkekunst.

Funktionalisme, ca. 1930-50

Funktionalismen er det 20. århundredes vigtigste stilhistoriske udvikling. Denne udvikling influerer til stadighed på vor daglige brugskultur fra vugge til grav. I stedet for ordet funktionalisme burde man nok bruge udtrykket rationalisme. Det er nemlig den rationelle produktionsproces, der sammen med materialets specifikke egenskaber bestemmer et smykkes udseende – og dermed alene skaber smykkets æstetiske værdi.

Funktionalismen har rod i Bauhaus, en tysk højskole for design og arkitektur, der virkede fra 1919 til 1933. Bauhaus medførte en total forandring af smykkers udformning og hele idegrundlag. Stilens kendetegn er rene linjer og rektangulære eller firkantede former og uden overflødig dekoration. Smykket skulle have en tydelig funktion og være stilrent i dets udtryk. En næsten diametral modsætning til Skønvirkes mange svungne dekorationer. Kodeordet var funktion på bekostning af dekoration.

Som eksponent for funktionalismen i Danmark kommer man ikke uden om Karl Gustav Hansen (1914-2002). I løbet af 1932-34 tegnede den unge Karl Gustav Hansen for faderen Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding omkring 200 nærmest avantgardistiske og abstrakte smykker, der meget passende går under navnet Future. Dekorationen blev skabt ved en enkel, nonfigurativ brug af sølvet. Fremherskende er en udtalt vandret bevægelse i smykket.

Kendetegnende er den udstrakte brug af en simpel, firkantet bjælke af trukket sølvtråd, der danner rygrad i smykket. Med den tværgående bjælke som akse er med enkle virkemidler (elfenbens- og sølvkugler, enkelt, delt, dobbelt eller bølget bjælke) alligevel skabt en række meget forskelligartede smykker.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Fotograf: Henrik Bjerg.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Bredde 6,7-8,7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

De fire bjælkeformede brocher af sterlingsølv er alle designet af Karl Gustav Hansen og fremstillet på Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. De fire brocher viser spændvidden i Karl Gustav Hansens formgivning.

Karl Gustav Hansen drømte om at skabe noget, som verden endnu ikke havde set – og dét gjorde han! Hans Future-serie gjorde i 1930’erne Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding til et af de mest toneangivende værksteder i landet.

Modernisme, ca. 1950-70

Dansk smykkekunst nåede efter 1945 nye højder. De små kunstværker fik en helt ny dimension og nåede et kvalitetsmæssigt niveau og en designmæssig bredde ikke set i Danmark siden Skønvirke i 1900-tallets begyndelse. Smykkekunstnerne begyndte af arbejde målrettet hen imod at skabe højpolerede konvekse og konkave overflader, der både kunne opfange og tilbagekaste lyset. Den skulpturelle formgivning af smykkerne har en klar parallel til samtidens internationalt velrenommerede danske møbelkunst. Formgivningen er, som møbelkunsten, meget behersket i en rationel, næsten funktionel tilstand.

Sølvsmede og designere evnede at lade et smykke bevæge sig med hvert eneste åndedræt, at lade et smykke følge hver eneste kropsbevægelse. Dermed skabte de selvstændige, foranderlige skulpturer af lys. Vigtigst for dem var ikke længere formen eller omridset af smykket, men lysets bevægelse gennem smykket – eller smykkets forandring gennem lyset.

Broche designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Bredde 7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Et væld af meget dygtige designere formgav smykker i disse år. Her er valgt en broche af sterlingsølv designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe (1927-2004) og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Torun benævnte selv denne broche for Uendelighedssymbolet, men eftertiden har kaldt smykket for Moebius. Navnet viser hen til den tyske matematiker August Ferdinand Moebius, der i 1858 beskrev det såkaldte Moebiusfænomen: En rektangulær flade, hvis smalle ender er drejet 180o i forhold til hinanden og derefter samlet. Herved har man skabt en unik struktur med blot én side.

Fire forskellige stempler på Moebiusbrochen. Fotograf: Henrik Bjerg.

Torun, der i brochen her tydeligt har arbejdet intenst med lysets møde med sølvet, er en af de bedst kendte kvindelige designere og sølvsmede i verden. Hun har formgivet en række uforglemmelige og ikoniske genstande, for eksempel Bøjleuret, for Georg Jensen.

Nye tider, ca. 1970-2000

De nyeste smykker fra tiden efter 1970 viser tydelig inspiration fra forskellige kilder. Vigtigst er vel den popkultur, der blomstrede op efter midten af 1960’erne, og som nu i alle dens facetter – sammen med funktionalismen – præger det meste af vor hverdag.

Efter 1970 ser man ofte smykker i utraditionelle materialer, der ikke tidligere havde været anvendt i smykkekunsten. De klassiske materialer som sølv, kulørte stene, rav og koraller blev suppleret med eller afløst af ståltråd, fjer, træ fra strandkanten eller farvestrålende kunststoffer.

Ved at antage noget teatralsk fjerner smykket sig dog fra mennesket. Derved mister det noget af sin brugskvalitet. Samtidig sker der et skifte i opfattelsen af et smykke. Smykket er i dag mere et udtryk for brugerens personlighed end for brugerens sociale status i samfundet.

Af og til hører man det synspunkt, at smykker fra denne periode kun fungerer og er aktive som kunstgenstande, når de ses i relation til kroppen. Smykkeskrinet viser dog klart, at ethvert smykke igennem hele det 20. århundrede er et lille kunstværk i sig selv, og vedbliver at være det, selv når det ikke er i brug.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Bredde 14 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Per Suntum (1944- ) i København fremstillede denne aflange broche af sterlingsølv i 1984. Sølvsmeden har her kombineret matteret sterlingsølv med felter indlagt med rød akryl. Utraditionelt, men dog traditionstro. Samme farvestrålende effekt opnåede sølvsmede 80 år før ved brug af sølv og røde agater. Hvor Skønvirke hentede inspiration fra det brogede leben i grøftekanten, er brochen påvirket af nutidens nonfigurative, kulørte popkultur.

 

Smykkeskrinet – det usynlige arbejde

af museumssmed Johannes Bengtson Pedersen

 

Lægger du mærke til, hvordan en genstand er ophængt i en montre? Det tror jeg de færreste gør, når de er på museum. Og netop deri ligger kunsten! For det handler om, at lave noget, der er diskret og usynligt, men samtidigt stærkt og ikke mindst sikkert.

Den 8. februar åbnede vi i Den Gamle By den permanente udstilling Smykkeskrinet. Her kan man se en samling af 1000 danske smykker. For at præsentere smykkerne bedst muligt, skulle der produceres mange beslag, og her kom smeden på prøve!

Til daglig står jeg mest ved hammer og ambolt eller vinkelsliber og svejseapparat, så jeg måtte omstille mig til små elegante smykker. Heldigvis blev beslagene lavet i samarbejde med Sten Jensen, der er smed på Moesgård Museum og specialist i at lave netop genstandsbeslag.

Herunder kan du se forskellige udsnit af arbejdsprocessen.

.

Her lodder jeg et beslag sammen til en halskæde. Beslagene består af rustfri svejsetråd, da dette har langt højere styrke end almindelig jerntråd. Når beslaget skal bære for eksempel en halskæde med mange led, er det nødvendigt at lodde tynde tråde, der stikker ud fra den runde svejsetråd til at stabilisere smykket. De tynde tråde er lette at bøje og hægte smykkerne op på. Til dette bruger jeg en sølvlodning. Den mindste trådstørrelse er 0,5 mm og største 2 mm. Så man skal arbejde forsigtigt.

Steen, der er smed på Moesgård Museum, er specialist i genstandsbeslag og har lavet de fleste af beslagene til udstillingen. Her justerer han en af lodningerne.

Her prøvemonteres en halskæde med mange bevægelig dele. Den er svær at placere på beslaget. De fleste halskæder var lidt kringlede, for i montren skal de præsenteres, som sad de på et menneske.

 

Alle smykker blev monteret og rettet til flere gange, for at få dem til at præsentere sig bedst muligt i udstillingen. Dette “smykketræ” er ét blandt flere, der indgår i Smykkeskrinet, og her var finjusteringen af beslagene en omstændelig proces.

Beslagene sættes på plade, hvorefter de sandblæses og males. Krympeflex monteres der, hvor der er kontakt med smykkerne for både at skåne og skabe friktion. Disse beslag er til ringe og armbånd samt en halskæde i baggrunden.

Det er ekstra krævende, når smykkerne skal hænge i stedet for at ligge i montrerne.

Udover de næsten 1.000 smykker, vi udstiller i Smykkeskrinet, er der altså endnu mere at kigge på, hvis du besøger Smykkeskrinet. Læs mere om Smykkeskrinet i Den Gamle By her: http://www.dengamleby.dk/smykkeskrinet/

 

 

Aarhus Fortæller åbner snart – smugkig på en utrolig genstand

I månedsvis har det summet af travlhed i kælderen under Den Gamle By. Vi er nemlig ved at opbygge en fortælling om Aarhus bys historie fra vikingetiden til i dag. Og det bliver en udstilling, som væver små fragmenter af Aarhus sammen til et kæmpestort billedtæppe.

Et af fragmenterne er fortællingen om industriens vækst, hvor bl.a. køleskabsproducenten Sabroe bliver fremhævet. I museets samling findes det eftersigende allerførste privat installerede køleskab i Aarhus, så det skal naturligvis med i udstillingen.

Ud fra Sabroes gamle registreringer er netop dette køleskab blevet leveret den 14. maj 1951 til fru Friis på Niels W. Gades vej i det sydlige Aarhus. Dem, der kender vejen, vil vide, at her ikke er sparet på kvadratmeterne, og der skulle så heller ikke spares på udstyret hjemme hos fru Friis.

Over det meste af køleskabet sad malingen løst. Særligt for neden var det skallet helt af.

 

Som det ses på billedet, var køleskabet dog i meget ringe stand, da det blev fundet frem fra magasin. Malingen var krakeleret og ved at skalle af over det meste af køleskabet, og nogen steder var den helt gået tabt.

Det uheldige fænomen skyldtes ikke selve malingen, som var stærk, tyk og i høj kvalitet. Det skyldtes det uheldige valg af krydsfinersplader som skal på køleskabet! Blandt konservatorer er det en kendt sag, at tykt farvelag på træplader kun kan holde i et stabilt klima. Men som skal på et køleskab har det været alt andet end stabilt: Kulden indefra har fået kondens til at sætte sig på indersiden af krydsfineren. Fugten har fået pladen til at udvide sig på indersiden i forhold til ydersiden. Farven blev derfor nærmest skubbet af.

Der er flere lag maling i forskellige nuancer på køleskabet, som dækker over gamle skader i farvelaget. Det fortæller, at allerede mens køleskabet blev brugt, var der problemer med, at malingen faldt af.

Ud over snavs var der mange mørke pletter af skimmelsvamp på forsiden.

Særligt forsiden af køleskabet var også angrebet af mørke skimmelpletter. Sammen med meget snavs gjorde det, at køleskabet fremstod på en meget urealistisk måde. Sådan ville det aldrig have stået med madvarer i et køkken eller bryggers.

Inden køleskabet kunne flyttes fra magasinet ind til Den Gamle By, skulle alt det løse maling først lægges fast. Det blev gjort med en tyndflydende lim og varmepistol på lav temperatur. Derefter blev det flyttet til værkstedet, hvor det løse snavs og skimmelsvamp blev fjernet. Til sidst blev de største bare partier, hvor malingen manglede, retoucheret, så de ikke længere er iøjnefaldende.

Efter konservering ser man stadig misfarveningen i malingen og de flere forskellige malingslag. De bare pletter er dog skjult.

Efter køleskabet blev renset, viste det sig, at malingen på siden af skabet var gulnet i et besynderligt mønster. Det stod ikke lige til at fjerne, med mindre overfladen af malingen skulle lide overlast. Derfor blev det besluttet, at tidens tand gerne måtte kunne aflæses på overfladen.

Snavs og skimmel er væk. Nu ligner det et køleskab.

Efter rensning og retouchering fremstår køleskabet nu som noget, der kan have haft med madvarer at gøre. Læg for øvrigt mærke til det lille Sabroe-skilt for oven, som viser en siddende isbjørn på en hvælvende isflage.

Og glæd dig så til at komme ind og få det helt store billede af Aarhus!

 

Samtid og historie – to sider af samme sag

Ordet ”historisk” er populært som aldrig før. Medierne udnævner hyppigt begivenheder til at være historiske, mens de sker, men hvornår bliver noget egentlig historie? Typisk definerer historikere samtidshistorie som de seneste 50 år, men begreberne historie og samtid er tæt vævet sammen. Som Norsk Folkemuseums direktør Olav Aaraas har formuleret det: ”History won´t wait for you”

I dag er historie i morgen.

Antallet af solcentre var allerede faldende i 2014. Måske er solcentrene ikke længere en del af bybilledet i 2020, hvor 2014-gaden forventes at åbne.

Antallet af solcentre var allerede faldende i 2014. Måske er solcentrene ikke længere en del af bybilledet i 2020, hvor 2014-gaden forventes at åbne.

2014 er også historie

Hvor hurtigt processen fra samtid til historie går, kan vi i Den Gamle By se i vores arbejde med forberedelserne til en kommende 2014-gade. Projektet med at indsamle dokumentation, fotografier og genstande startede i 2014 og har nu været i gang i knap tre år. I løbet af de tre år er det tydeligt, at 2014 allerede er blevet historie. Trends i boligindretning og mode er skiftet, og skiltning, logoer og emballager er ændret. Projektet viser derfor allerede nu tydeligt, at beslutningen om at starte indsamlingen om 2014 i netop 2014 var helt rigtig.

Projektets mål er at genskabe en 2014-gade som en bro mellem nutiden og 1974-bydelen – og herfra videre bagud i historien. Som planerne ser ud nu, skal gaden rumme tre hjem og fem butikker. Derudover kommer alle de detaljer i gadebilledet, som man sjældent lægger mærke til forandrer sig: skraldespande, reklamestativer, hæveautomater, skilte, fliser og meget andet.

Et bud på, hvordan 2014-gaden i Den Gamle By kan komme til at tage sig ud.

Et bud på, hvordan 2014-gaden i Den Gamle By kan komme til at tage sig ud.

Indkøb, indsamling og samarbejde

Arbejdet med 2014 består både af fotodokumentation af detaljer i hjem, butikker og gadebilledet og af indsamling af en mængde genstande. Opbygningen af 1974-kvarteret har lært os, hvilke ting, der er svære at skaffe, og i 2014 indsamlede vi derfor målrettet emballager og andet, som ellers ikke bliver gemt. Fordi vi arbejdede i samtiden, kunne vi indkøbe tandbørster, opvaskebaljer og toiletpapir, som er noget af det, det kan være svært at skaffe senere, og lægge det direkte på magasin.

Kernefamilie anno 2014. Lena og Anne-Mette med teenagebørnene Asta, Holger og Johan.

Kernefamilie anno 2014. Lena og Anne-Mette med teenagebørnene Asta, Holger og Johan.

2014-gaden vil rumme en Danske Bank, et Consol Solcenter, en 7-Eleven, en isbutik og et pizzaria. Indsamlingen af genstande til butiksfacaderne er sket i samarbejde med firmaerne, så vi kan genskabe butikkerne i Den Gamle By, præcis som de så ud i gadebilledet. Hjemmene vil vise, hvordan henholdsvis en regnbuefamilie med tre teenagebørn, en yngre kvinde og en ældre mand indrettede sig.

I 2014 indledte vi også et samarbejde med Arla, Dansk Supermarked, og Coop for at sikre, at vi har mælkekartoner, rengøringsmidler, shampooflasker, krydderiglas og andre emballager til køkkenerne på magasin.

Museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard sammen med kernefamiliens Toyota Carina fra 1995. Toyotaens sidste tur gik til Den Gamle Bys magasin, hvor den vil blive opbevaret til den skal bruges i 2014-gaden.

Museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard sammen med kernefamiliens Toyota Carina fra 1995. Toyotaens sidste tur gik til Den Gamle Bys magasin, hvor den vil blive opbevaret til den skal bruges i 2014-gaden.

Troværdighed i detaljerne

Indsamlingen til regnbuefamiliens og den yngre kvindes hjem foregår i tæt samarbejde med beboerne, som vi i museumsarbejdet kalder informanter. Vi har en aftale om, at de kontakter os, når de skifter møbler eller kasserer tøj, og i januar 2017 overtog vi sågar regnbuefamiliens bil. Det tætte samarbejde har også betydet, at informanterne i 2014 gemte brugte emballager til indsamlingen. Tingene blev registreret og pakket, så den melpose, som egentlig var på vej i skraldespanden, om nogle år kan blive en del af et genskabt 2014 køkken. En sådan pose kan ses som affald, men i Den Gamle By er den lige præcis det, der gør, at vi kan genskabe historien på en troværdig måde. Informanterne er guld værd i denne proces, og deres egen indsats i indsamlingen og genskabelsen af deres hjem giver en uvurderlig troværdighed til projektet. En af dem har sågar dateret sine rengøringsmidler, så kun dem, der er købt i 2014, bliver doneret til museet, når de er brugt. Tidsbilledet bliver dermed meget præcist og kommer til at vise informanternes indkøbsvaner en til en. Informanterne vil frem mod åbningen blive inddraget i genskabelsen af deres hjem, og hvis de ikke kan huske de små forandringer, som er sket undervejs, kan vi få hjælp fra gennemfotograferingen af deres hjem i 2014. Det bliver spændende at se, hvor meget deres hjem har forandret sig til den tid, og i hvor høj grad 2014 er blevet til historie, når gaden åbner i 2020.

Lidt om Møntmestergården

I disse dage planlægger jeg og ser i den forbindelse på gamle notater fra mit arbejde med 1768-boligen i Møntmestergården – den pragtfulde gård fra Borgergade i København. Jeg arbejdede med det spændende projekt fra 2002 til 2009. Det var meget berigende at dykke ned i mange aspekter af en højborgerlig boligindretning i 1700-tallet og dejligt nu at gense sine overvejelser.

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

På Den Gamle Bys hjemmeside kan man læse om mange elementer i det store arbejde:

http://www.dengamleby.dk/highlights/top-10/moentmestergaarden/

Men her vil jeg fortælle lidt om, hvordan Den Gamle Bys rige samling af dåbstøj kunne hjælpe os i arbejdet med at rekonstruere væggenes udsmykning. Dåbstøj blev i 1700tallet kaldt kristentøj. Det har jeg skrevet om andre steder og vil ikke gå i dybden med her.

Den italienske trappe i Møntmestergården

Den italienske trappe i Møntmestergården

I tankerne skal vi gå op ad den såkaldte italienske trappe med de flotte marmoreringer i blåt og hvidt. Den karakteristiske blå farve var i midten af 1700-tallet ny og moderne. Trappen blev kaldt italiensk, fordi den var indendørs, – og ikke som tidligere trappetyper udvendige med adgang til svalegange, der så forbandt de enkelte rum på etagen. Om vinteren har det være koldt og upraktisk at skulle udendørs på svalen for at komme fra rum til rum. Fra Møntmestergårdens barokke trappe er der fire døre ind til lejligheden. Hvis vi går ind ad nummer to fra venstre kommer vi ind i Fruens Kabinet, som er den ene af de tre sale på rad ud mod Torvet i Den Gamle By. I 1700-tallet sværmede folk med ambitioner for det franske, så dengang ville man have sagt, at salene lå en suite eller en filade. Fidusen var, at man gennem dørene kunne se gennem salene, når de lå på række på den måde. Det var fint, moderne og statusgivende.

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

For nylig fik jeg foræret en omvisning i den franske ambassade i København. Den ligger i det Thottske Palæ ved Kongens Nytorv og rummer på et adeligt niveau fine rokokorum en filade.

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

I Den Gamle By skulle vi ramme et højborgerligt miljø, som anvendte andre materialer end det adelige; men med de samme stilmæssige ambitioner. Da Møntmestergården blev nedtaget i 1944, noterede projektlederen, arkitekt Hans Henrik Engqvist, at væggene i den sal, vi nu kalder Fruens Kabinet, var malede i mønstre, der efterlignede silkedamask. Vi brugte så vidt muligt husets egne spor i rekonstruktionen, og her var en chance for et fint samspil mellem museets store samling af kristentøj og malerafdelingens arbejde. Jeg valgte nogle kristentøj syet af damask. Det er en væveteknik, som blev opfundet i renæssancen, og den specielt velegnet til blanke materialer. Kort fortalt støder partier, hvor vævningens længdegående tråde, trenden, er dominerende op mod partier, hvor de tværgående tråde, islætten dominerer. Mønstret fremstår blankt mod mat i lysets spil i materialet. Det valgte kristentøj har et for af gyldent silkedamask med et snoet mønster af blad- og blomsterformer.

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Den Gamle Bys dygtige malere tegnede forsigtigt mønstret op og skar skabeloner ud, så mønstret kunne blive malet i to grønne nuancer på de lærreder, der var blevet opspændt på vægfladerne over panelerne.

Tilpasset2

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Jeg har skrevet om kristentøj som et møde hen over geografiske og sociale grænser i Danmark her:

http://www.oxbowbooks.com/oxbow/fashionable-encounters.html

 

 

 

Det startede med et klaver – historien om Thomas Sneum

Ansatte i Den Gamle By er en særlig størrelse. Nysgerrighed og viden går hånd i hånd, og hos mange ansatte gemmer der sig overraskende nicheviden. Skiltemaleren er ekspert i at slibe knive, projektchefen ved alt om juleøl, 1800-tals præsten er tegneseriespecialist, og assistenten dyrker historie i sin fritid. Denne tilgang til at drive museum betyder, at kompetencer og viden findes i alle ender og kanter af museet, og at der er et stort ejerskab til museet blandt kollegerne.

Murerformand Hans Bendix med sin Fiat, som udover at fragte ham til og fra arbejde, passer perfekt i gadebilledet i 1970´er bydelen.

Murerformand Hans Bendix med sin Fiat, som udover at fragte ham til og fra arbejde, passer perfekt i gadebilledet i 1970´er bydelen.

Mange gange rækker interessen ud over Den Gamle By. Et godt eksempel på det er assistent Trine Vindevoghels arbejde med historien om Thomas Sneum. Trines interesse startede med frk. Bodil Sneum, hvis lejlighed i Tårnborg Trine var med til at indrette i 2013.

Trine arbejdede her med klargøring af møbler, og særligt klaveret brugte Trine mange timer på. Samtidigt begyndte Trine at arbejde med frk. Sneums historie, og efterhånden som hun gravede sig dybere ned i familiehistorien, løb den gode historie af med hende.

Gennem frk. Sneums korrespondance med blandt andre fætteren Thomas Sneum lærte Trine frk. Sneum ganske godt at kende. Brevene tegnede billedet af et hengivent forhold mellem fætter og kusine, og Trine blev mere og mere interesseret i, hvem Thomas Sneum egentlig var.

Trine Vindevoghel til højre og kollegerne klargør genstande til brug i 1970´er bydelen.

Trine Vindevoghel til højre og kollegerne klargør genstande til brug i 1970´er bydelen.

Her gemte sig en spændende historie, for Thomas Sneum var en ganske usædvanlig person. Thomas Sneum blev født i 1917 i en familie med sønderjyske rødder, hvor danskheden spillede en stor rolle. Uddannet i Marinens Flyverkorps var han 9. april 1940 ansvarshavende flyverløjtnant på Flyvestation Avnø, hvor han stærkt modvilligt måtte følge regeringens beslutning om ikke at gøre modstand mod de tyske besættelsesstyrker.

På grund af regeringens manglende kampvilje tog Sneum sin afsked fra marinen. Han var fast besluttet på at yde sit til kampen mod nazismen, og kort efter 9. april tog han derfor hjem til sin familie på Fanø og begyndte at undersøge tyskernes aktiviteter ved kysten, hvor anlæg til Atlantvolden var under opførelse.

Skulle flyve til England i sportsfly

Thomas Sneum tog her fotos af forskellige anlæg og kom i kontakt med englænderne, som han afleverede værdifulde informationer til via Sverige. Efter ønske fra den engelske efterretningstjeneste begyndte han at optage film af raderanlæg på Fanø, og da optagelserne var klar, fik han den ide, at han selv ville aflevere dem i England. Planen blev at flyve til England i en gammel sportsflyver, som han havde fundet på Fyn og repareret med reservedele, som han fik fat i via sine kontakter i flyvekorpset. Turen foregik en julinat i 1941, og der skulle fyldes ekstra brændstof på undervejs, mens flyet var i luften. Da Sneum og hans flyvemakker Kjeld Petersen landede i England, blev de mødt med vantro, og Sneum er i dag berømt for flyvningen, som på papiret ikke kunne lade sig gøre.

Efterretningerne blev modtaget med begejstring af blandt andre R.V. Jones, som var Churchills højre hånd. Det var Sneums mål at komme til at flyve for RAF, men englænderne ønskede at bruge hans evner i efterretningstjenesten. Derfor blev han uddannet som spion og agent hos MI6, og i september 1941 blev han, som den første agent for England i Danmark, kastet ned med faldskærm ved Holbæk. Nogle dage senere stod han bag den første illegale radiosending fra Danmark til London.

Thomas Sneum.

Thomas Sneum.

Thomas Sneums efterretningsarbejde bragte ham i konflikt med dele af den danske modstandsbevægelse, som samarbejdede med den engelske faldskærmstjeneste SOE (Special Operations Executive) mens Sneum var tilknyttet den engelske efterretningstjeneste SIS (Secret Intelligence Service).

Da Thomas Sneum blev efterlyst af politiet, måtte han i 1942 flygte til Sverige. Fra Sverige kom han til England og blev nu tilknyttet RAFs norske enhed som pilot. Da krigen sluttede var han avanceret til kaptajn, men da han kom tilbage til Danmark, var flyvevåbenet stærkt kritisk overfor hans indsats i krigen, og han kunne ikke få sin rang overført.

I nogle kredse blev det at gå i engelsk tjeneste set som et brud på troskaben overfor regeringen og dermed som landsforræderi. Samtidigt var nogle af Sneums gamle kolleger misundelige på Sneums bedrifter under krigen, og forholdet mellem dem og Sneum blev anstrengt. Hertil kom udledte konflikter af samarbejdet med henholdsvis SIS og SOE. En desillusioneret Thomas Sneum trak sig ud af flyvevåbenet og marinen. Han arbejdede i stedet i det private erhvervsliv og grundlagde Falcks Redningsflyvekorps i 1947. Senere bosatte han sig i udlandet og kom først tilbage til Danmark i 2004. I 2007 døde Thomas Sneum. På gravstenen står et citat af R.V. Jones, som var hans faste kontakt i England. ”If they survive, the men who go first are rarely popular with those who wait for the wind to blow”

Citatet vidner om, at Thomas Sneums eftermæle i Danmark er meget anderledes end i England. I England er han berømt og hædret med udmærkelser fra flyvevåbenet. I Danmark er han overset på trods af flere bedrifter, som hver især burde være nok til at sikre ham en plads i historien om besættelsen.

Arbejde belønnes med medalje

Trines arbejde med Thomas Sneum har bidraget til at få Thomas´ historie frem i lyset, og Trines viden er både blevet delt i arbejdssammenhæng og i de mange forskellige historiefora, hvor Trine er aktiv. At arbejdet i højeste grad også er værdifuldt uden for museet ses i, at Trine Vindevoghel lørdag d. 5. november modtog Niels Ebbesen Medaljen for sin indsats for at sætte historie på dagsordenen og for at fortælle om Thomas og hans liv.

Motivationen for prisen lyder blandt andet, at Trine

som ikke akademisk historieuddannet yder en vigtig indsats som sparring til museets fagfolk” og fortsætter ”du er en af de ildsjæle, der er så vigtige for museets naturlige liv og kontakt til verden omkring det faglige. Vi har også med glæde fulgt din interesse for besættelsestiden, som fx Thomas Sneum – der var bærer af Niels Ebbesen Medaljen – og de mange både friske ideer og dybe tanker, der kreativt strømmer fra dig, alt til gavn for historien og forståelsen for det, der byggede vort land

I afdelingen, der arbejder med 1970´er bydelen, hvor frk. Sneums lejlighed ligger, er vi stolte af Trines arbejde, og af at vi derigennem kan give de besøgende mere baggrundsviden om historien. Det startede med et klaver, men Trines arbejde med Thomas Sneums spændende historie er ikke slut endnu.

Trine Vindevoghel modtog Niels Ebbesen medaljen lørdag d. 5. november. Medaljen blev uddelt af Mogens Skjøth, der var kurer for Jyllandsledelsen i 1944-1945.

Trine Vindevoghel modtog Niels Ebbesen medaljen lørdag d. 5. november. Medaljen blev uddelt af Mogens Skjøth, der var kurer for Jyllandsledelsen i 1944-1945.

Blind mands lejlighed

I Den Gamle Bys 1970’er kvarter arbejder vi i øjeblikket med at genskabe det tiende og sidste hjem fra 1974. Hjemmet har tilhørt Henning Eriksen og åbner i Københavnerhjørnet ved siden af Bent J i oktober 2016. Arbejdet med Hennings lejlighed har budt på særlige udfordringer i forhold til de øvrige genskabte hjem i kvarteret. Henning er nemlig næsten blind.

: Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Ingen fotos men en god hukommelse

En af udfordringerne er, at Henning på grund af sit syn aldrig har haft et forhold til fotografier. Derfor er der ikke et eneste foto af hans hjem fra 1974 – og dermed ikke nogen fotos af det hjem, vi arbejder med at genskabe.

Typisk kan familiebilleder fra jul og fødselsdage rumme god information om hjemmets indretning, fordi reolsystemet skimtes bag juletræet, eller tapetet ses i baggrunden på billedet af barnebarnet. I genskabelsen af denne lejlighed har vi ikke haft et eneste billede at gå efter.

Til gengæld har Henning en imponerende detaljeret hukommelse, så lejligheden alligevel kan komme så tæt som muligt på hans hjem i 1974. For eksempel beskriver Henning tæpperne i sin lejlighed sådan her:
”Jeg anskaffede nye gardiner og nye tæpper til mine stuer. Tæpperne var væg-til-væg-tæpper. I den store stue havde det brune og gule efterårsfarver i et mønster, jeg ikke kan forklare. I værelset var det lysegråt.”

Farvevalg og andre udfordringer

En anden udfordring er at Henning kun i begrænset omfang kan forholde sig til fotos sendt på mail. I indretningen af de andre 1970er lejligheder har fotos af mulige gardiner, møbler, farveprøver og meget andet været sendt frem og tilbage, og det har været en smidig måde at træffe indretningsbeslutninger på.

I Hennings tilfælde har der skullet bruges fotos af detaljer, fysiske tæppeprøver og en grundig beskrivelse af møbler og særligt farver. Nogle kan måske undre sig over, hvordan man diskuterer farver med en stærkt svagsynet, men for Henning er farver vigtige, og det er derfor indlysende, at han har en holdning til brune nuancer i køkkenet, gule vægge i soveværelset og grå dekorationer i fyldingsdøren til stuen.

Igen er Hennings hukommelse en styrke, og samarbejdet med Den Gamle Bys malere, der kender og er vant til at arbejde med typiske 1970er farver, har givet gode resultater. Ifølge Henning er farverne ramt helt rigtigt.

Arbejde og fritid

I 1974 arbejdede Henning som programmør på Gutenberghus i København. Det var en fuldtidsstilling, og Henning arbejdede på samme vilkår som seende. Han var glad for sit arbejde og den pionerstemning, der var i computermiljøet i de år. Gutenberghus havde kun en computer, og når der skulle køres test, arbejdede Henning og hans kolleger over, så de kunne teste uden for almindelig arbejdstid, hvor virksomheden ikke brugte computeren til almindelig drift.

Det betød, at Henning brugte meget tid på sit arbejde, og da han samtidigt var involveret i foreningslivet og dyrkede sport i sin fritid, var 1970erne med Hennings ord ikke en periode, hvor han kedede sig. Henning var aktiv i Dansk Blindesamfund, hvor han særligt engagerede sig i Blinde og svagsynedes interessegruppe for erhverv og uddannelse. Han dyrkede sport i Tandemklubben af 1971, hvor blinde og seende kørte faste ture en eller to gange om ugen med seende som piloter, og i Blinde og Svagsynedes Idrætsforening, hvor han var dyrkede gymnastik og atletik samt spillede goalball.

Hennings interesse for sport medførte i øvrigt, at han var deltog ved de paraolympiske lege i Toronto i 1976. Henning fik bronze i kapgang og det danske goalballhold, hvor han var med som reserve, vandt også bronze.

Henning lyttede meget til radio og spolebånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om lyden, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Henning lyttede meget til radio og lydbånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om den forvrængede lys, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Blind i 1970erne

Ungdomsoprøret og de mange nye tanker, som gærede i samfundet i 1960erne, satte også sine spor i forhold til forsorgsarbejdet, som uddannelsen af blinde var en del af. Der blev rokket ved autoritetstroen, og blinde og pårørende begyndte at forholde sig til blindeforsorgen på en anden måde. For eksempel var forældre mindre villige til at sende deres blinde børn hjemmefra på kostskole, og fra 1963 gav en lovændring mulighed for, at blinde børn kunne integreres i de lokale folkeskoler.

Henning var selv kommet hjemmefra som 11-årig i 1950 og havde skullet vænne sig til et nyt liv sammen med andre blinde. Der havde i starten været meget lidt voksenkontakt, og Hennings minder fra de første år på blindeskolen Refnæs, var ikke gode. Skolen lå ved Kalundborg, og der var langt hjem til familien i Nordjylland, hvor han kun kom på besøg fire gange om året.

Først i 1966 fik man som elev på Refnæs lov til at rejse hjem i weekenderne. Samtidigt var miljøet på blindeskolen og i husmandsmiljøet, hvor Henning var vokset op, meget forskelligt, og det var svært for Henning at være loyal for både sit hjem og sin hverdag på skolen.

I 1960erne og særligt 1970erne begyndte yngre blinde at blive beviste om deres rettigheder, og på samme måde som i mange andre dele af samfundet, samlede de sig som gruppe for at arbejde for bedre forhold. Ungdomsoprøret tog sig anderledes ud, og det var andre emner, der var på dagsordenen, men parallellerne til den generelle samfundsudvikling er klare. Henning deltog særligt i arbejdet for at få bedre muligheder for at dyrke idræt og skabe et fællesskab der.

Han var også med i Blinde og svagsynedes interessegruppe for uddannelse erhverv, som blev stiftet i 1971. Gruppen var første eksempel på at blinde samlede sig ud fra interesse og ikke fra geografisk afgrænsede kredse. Interessegruppen bestod af yngre blinde, der enten var i arbejde eller i gang med en videregående uddannelse. Det var en gruppe, der støttede hinanden, og flere af dem, Henning lærte at kende den gang, har han stadig kontakt med i dag. 1960erne og 1970erne havde bragt nye muligheder for erhverv og uddannelse for blinde.

Fra 1970 og frem kom der for alvor fokus på boglige uddannelser, hvor det tidligere havde været traditionelle blindehåndværk, som børstenbinder, klaverstemmer og væver, der havde domineret. Tilgangen til hvad blinde kunne arbejde med var ændret. Også internt var der opbrud i synet på medlemmernes behov, og i 1980 dannede man en decideret ungdomsafdeling i Dansk Blindesamfund.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok erstattede i 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok supplerede fra 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

Blind i arbejde

Henning havde i 1958 ligesom en del andre blinde uddannet sig til telefonist. Der var stor arbejdsløshed, og Henning gjorde sig mange tanker om fremtiden. I 1966-67 og 1967-68 tog han på højskole. Det blev en tid, der både personligt og erhvervsmæssigt fik stor betydning for Henning, og han fik mod på at vælge at videreuddanne sig. I 1970 blev han færdig som programmør. Kort efter fik han arbejde. Han arbejdede på lige fod med seende kolleger og læste postlister på sortskrift (som synshandicappede kalder almindelig skrift) med sine specialbriller. Henning tog noter i punktskrift, men hvis kollegerne skulle læse det, skrev han det over på skrivemaskine. Henning havde lært tifingersystemet som helt ung og kunne skrive fejlfrit på maskine. Det krævede øvelse, men var også nødvendigt, da han ikke selv kunne læse korrektur.

Siden 1974 har teknologien inden for hjælpemidler udviklet sig hastigt, og der er i dag helt andre muligheder med computere, smartphones og notatmaskiner, der kan konvertere mellem punktskrift, tale og sortskrift. Blinde og svagsynedes mulighed for at vælge uddannelse er også øget, men paradoksalt nok er erhvervsfrekvensen faldet. I 1975 var ca. 20 % i arbejde. I 2008 var det 11 %. I 1975 havde Dansk Blindesamfund godt 3000 medlemmer i den erhvervsaktive alder. I 2014 var tallet 2560. Andelen af ældre medlemmer er stigende, og det kan derfor stadig være svært at få unge blindes muligheder sat på dagsordenen.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er designet, så den passer præcis i hånden.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er udformet, så den passer præcis i hånden.

Hvordan ser man, at det er en blind mands lejlighed?

Man kunne måske tro, at boligindretning er af mindre betydning for en næsten blind person, men det er absolut ikke tilfældet med Henning. Farver og godt lys var særligt vigtigt, og Henning udvalgte omhyggeligt, hvad der skulle hænge på væggene. Billederne afspejler Hennings interesser for natur og historie. Indretningsmæssigt var der derudover fokus på funktionalitet, på faste pladser og orden, så Henning altid kunne finde sine ting, og på at der var plads til at komme rundt. Møblerne var derfor placeret efter faste ganglinier, ligesom tingene havde deres faste pladser, så han altid kunne finde tøj, køkkengrej mv. Graden af orden er nok højere end de fleste vil forvente af en ungkarl i 30erne, der har egen lejlighed, men det var af afgørende praktisk betydning for Henning.

De praktiske hensyn gælder også i køkkenet, hvor Henning selv lavede mad. Typisk lavede han sammenkogte retter, hvor han kunne lave mad til to dage på en gang. Til morgenmad spiste han havregryn, og frokosten blev spist i kantinen på arbejde. Henning havde fundet en særlig praktisk kaffemaskine, som det er lykkedes at finde til det genskabte hjem i Den Gamle By. Den orange Rowena er ekstra stabil, og det er næsten umuligt at vælte både kande og tragt, hvilket gør den meget sikker at bruge. Køkkenet blev brugt dagligt, men det var ikke udstyret med mange forskellige redskaber og krydderier. Det skulle være enkelt at gå til, og der var heller ikke meget plads til opbevaring i det lille køkken.

Handicap på museum

Når Den Gamle By vælger at indrette et hjem for en person med synshandicap bunder det i et ønske om at give et så bredt og troværdigt billede som muligt af, hvem danskerne var i 1974. Hjemmene i 1970er kvarteret rummer derfor mennesker med forskellige baggrunde, erhverv og aldre. Der er forskellige boformer og indretningsvalg, der afspejler beboernes livsstil. Det er i den sammenhæng helt oplagt, at kvarteret også rummer en person som handicap.

At valget er faldet på en blind, skyldes at det skulle være et handicap, som det var muligt at leve med i eget hjem, og som det var muligt at leve med i en ældre lejlighed uden særlige faciliteter. Samtidigt skulle det være en person, som havde en interessant historie, der rammer nogle af tidens tendenser i forhold til erhverv og fritid. Her var Henning det oplagte valg.

Mange af Den Gamle Bys gæster kender ikke en yngre blind, og museet kan derfor vække gæsternes nysgerrighed og bidrage til en bedre forståelse af livet med et handicap samtidigt med at hjemmet indgår i en velkendt sammenhæng i udstillingerne. Hennings lejlighed er på en gang genkendelig og anderledes. Genkendelig, fordi der er 1970er markører som farver, møbeltyper og tidstypiske mønstre.

Anderledes fordi der er hjælpemidler, som seende ikke kender, og små ting, der viser et andet liv. F.eks. er Hennings klædeskab og køkken nok noget mere ryddeligt end hos de fleste. Ryddeligheden og ordenen lægger gæsten måske ikke mærke til med det samme, men den går igen i hele lejligheden og undervejs vil gæsterne opdage, at der er faste pladser til alting. Om ikke før så når Henning fra en skærm med et interview fortæller, at sådan må det nødvendigvis være, når man ikke kan se, hvor man har stillet kaffen, lagt nøglerne eller smidt sin sweater. Kigger gæsten godt efter, giver Hennings orden hjemmet karakter. Dette træk er genskabt helt efter Hennings hukommelse, der har klarlagt placeringen af ting i køkkenet og stuen. Måske vil det give gæsterne i lejligheden anledning til at reflektere over, hvor mange eller få detaljer de selv kan huske fra deres tidligere hjem – og hvor meget tid de bruger til at lede efter ting, der ikke har faste pladser.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale københavnerlejlighed.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale Københavnerlejlighed.

Museer er til for hele befolkningen og har ansvar for den fælles historie, men alligevel er marginaliserede grupper kun sjældent en integreret del af museumsudstillinger. Hvis marginaliserede gruppers historie kommer på museum, er det ofte som særudstillinger og projekter med et særligt fokus. Blind mands lejlighed i 1970er kvarteret er et eksempel på, hvordan formidlingen af handicappedes historie kan indgå i en sammenhæng, som en del af det billede, der viser 1970erne som en helhed med bredde og identitet.

Det er målet, at formidlingen i lejligheden skal give museets gæster mulighed for at opleve lejligheden gennem Hennings øjne. Samtidigt arbejder vi på en ide om at udvikle tilbud, hvor blinde og svagsynede kan fungere som guider i lejligheden og 1974-kvarteret generelt. Tanken er, at deltagerne i disse forløb får udleveret briller, så de kan opleve den guidede tur med nedsat syn – måske skal det også være muligt at prøve at orientere sig i byrummet, lave kaffe eller løse andre dagligdags opgaver. Alt sammen ting der var en fast del af Hennings hverdag. I den sammenhæng er blinde og svagsynede eksperterne, og seende nybegyndere. På den måde kan Den Gamle By give en anderledes oplevelse og et andet syn på en selv. I dette nye syn ligger den atypiske historie om hvordan blinde og svagsynedes hverdag fungerer, og forhåbentligt kan udstillingen rykke ved de stereotypiske forestillinger om, hvordan blinde lever.

Hvad ser en blind, når han lukker øjnene?

Ud over det tætte samarbejde med Henning Eriksen har vi i opbygningen af lejligheden haft en lokal følgegruppe af svagsynede og blinde. Følgegruppen har mødtes i lejligheden undervejs og har ydet et stort bidrag i forhold til at øge forståelsen for de fejlskud seende har i deres opfattelse af blinde.

Et godt eksempel er, at vi tidligt i forløbet arbejdede med en ide om, at lejligheden skulle formidles uden lys for at vise Hennings syn. Både Henning og følgegruppen udpegede dette som en typisk fordom fra seende. Henning udtrykte det som ”For seende er fravær af syn mørke”. Følgegruppen var helt enig og forklarede ud fra deres egne synsforskelle, hvor mange forskellige måder et synshandicap kan manifestere sig på. Blindhed kan sagtens være lys og farver, skygger og bevægelse, hvilket er svært for seende at forstå. På den måde har samarbejdet været uvurderligt.

Den Gamle By samarbejder ofte med ekspertgrupper, så fremgangsmåden er ikke ny, men det er endnu engang blevet bekræftet, at det at genskabe et hjem efter en konkret persons hjem, og det at inkludere eksperter med specialviden i processen løfter resultatet og lader os komme meget tættere på den virkelige historie, som er den det hele handler om.

Dansk Blindesamfunds landsformand Thorkild Olesen står for åbningen af Henning Eriksens lejlighed. Fra 5. oktober er den åben for museets gæster.

Bogreolen fortæller

I Den Gamle Bys 1974-kvarter spiller bøger en væsentlig rolle i indretningen af de fleste hjem. Her er alt fra studiebøger, børnebøger, leksika, gør-det-selv håndbøger, telefonbøger, folketingsforhandlinger, skønlitteratur, kogebøger og meget mere.

Fra konversationsleksikon til Rasmus Klump

I de ni hjem er bøgerne med til at signalere, hvem beboerne er. I kollektivet hænger Maos lille røde til fri afbenyttelse på toilettet, mens hylderne hos de fire beboere, der er studerende, bugner af studiebøger og tidens venstreorienterede fag- og skønlitteratur.

Hos kernefamilien står en solid og smukt indbundet udgave af Salmonsens Leksikon sammen med bogklubbøger og håndbøger om husbyggeri, der kunne forberede familien på, hvordan drømmen om parcelhus kunne føres ud i livet.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Den enlige skoleinspektør frk. Sneums bogreoler viser en bred interesse for mange emner, men særligt politik, skønlitteratur og Norden er emner, der går igen. Frk. Sneum var datter af et socialdemokratisk byråds- og folketingsmedlem, og interessen for politik ses særligt i mængden af biografier om politikere og erindringer på hylderne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

På børneværelserne i hjemmene er der plads til traditionelle serier som ”De 5”, ”Jan” og ”De tre detektiver” –  og til tegneserier som Anders And, Tintin og Rasmus Klump, Pixibøger og skolebøger. Der er både klassiske børnebogsforfattere som Astrid Lindgren og Halfdan Rasmussen – og tidstypiske gør-det-selv idebøger, hvor alt kan laves ud af mælkekartoner, æggebakker og paprør fra toiletruller.

Et bredt bogmarked

1970´erne var præget af mange flere forskellige forlag end i dag – der var mange mindre forlag, som satte en ære i at give plads til venstrefløjsaktivister og græsrødder, der havde noget på hjerte. Et af de nye forlag var Tiderne Skifter, der startede i 1973 og i 1975 udgav Kvinde Kend din Krop, som siden er blevet en klassiker. Andre af tidens nye forlag var Modtryk, Demos og Husets Forlag.

Bogmarkedet var også præget af forlagenes bogklubber, som var en måde hvorpå man kunne sælge bøger billigere end hos boghandleren. Lademanns bogklub Union var postvæsenets største kunde og havde i sin storhedstid i slutningen af 1960´erne 325.000 medlemmer.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bøger fra den populære bogklub Union.

Bøger fra den populære bogklub Union.

I alt udkom der i 1974 6822 skøn- og faglitterære bøger – og bibliotekernes udlån var på lidt mere end 76 millioner. Til sammenligning var det samlede udlån i 2014 lige under halvdelen, mens der udkom knap 12.600 trykte bøger.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hvad siger din bogreol mon om dig?