Kom bag facaden i Den Gamle By til arrangementer i Møllesalen

Den af

De næste tre måneder er det muligt at komme bag facaden i Den Gamle By. Hver mandag frem til påske er der arrangementer i Møllesalen, hvor en af museets medarbejdere viser genstande og billeder og fortæller om et af de emner, som de beskæftiger sig med.

Arrangementerne holdes i Møllesalen, som der normalt ikke er offentlig adgang til. Det er en sal, der gennem tiden haft betydning for byens kulturliv. Før Aarhus Mølles bygninger blev flyttet til Den Gamle By i 1928, lå de ved Mølleparken i Aarhus. Møller Andreas Weis spillede en central rolle i byens kulturliv i midten af 1800 tallet. I Møllesalen mødtes byens kulturinteresserede borger, hvor de kunne høre musik eller måske endda møde Wilhelm Marstrand, Constantin Hansen eller andre af landets førende kunstnere, som Weis havde inviteret til at bo hos ham. Møller Weis’ og Møllesalens historie vil blive fortalt den 10. februar.

Derudover vil mandagene i Møllesalen byde på et varieret indblik i nogle af de mange historier, som Den Gamle By gemmer på. På næste mandag vises der for eksempel kjoler og korsetter fra begyndelsen af 1900-tallet, og dragternes politiske og samfundsmæssige betydning vil blive udfoldet. Senere vil der blandt andet også fortalt om emner som spejderbevægelsen, sport i Aarhus, kvinder i reklamer og den litteratur, der blev læst i Den Gamle Bys 1974 lejligheder.

Arrangementerne begynder kl. 13.30, og det er gratis at deltage, når entreen til museet er betalt. Deltagelse kræver dog tilmelding, og der er allerede venteliste ved flere af arrangementerne.

Nogle af historierne vil også finde vej her til bloggen, men for at kunne se de udvalgte genstande og få en snak med museets eksperter, må man dukker op i Møllesalen.

Her er en oversigt over mandagene med link, hvor det er mulighed for at tilmelde sig de enkelte arrangementerne.

6. januar            Varer julen lige til påske? – om julen i Den Gamle By (venteliste)

13. januar          Korsetter, charlestonkjoler og kvindesag – om historiske dragter fra 1900-tallet

20. januar          ”Tjikkerlikker tjaw tjaw” – om spejderliv, tropsmøder og duelighedstegn

27. januar          Kvinder i reklamer – om stereotyper og kalenderpiger

3. februar          ”Hallo, hallo!” – om telefonens historie gennem 100 år

10. februar        Møller Weiss – om Møllestuen og kulturdynamo Andreas Weiss

17. februar        Grænsen er nået – om genforeningen i Sønderjylland i 1920 (venteliste)

24. februar        Tacklinger, pedaltramp og pigsko – om sporten i Aarhus gennem 100 år

2. marts            Et levende museum – om Den Gamle Bys aktører

9. marts            Frihedskamp, tortur og stikkere – om det kommende besættelsesmuseum (venteliste)

16. marts          Krimier, børnerim og gør-det-selv-bøger – om litteratur i  1974-kvarteret

23. marts          Drakenberg og sømandshistorierne – om historiefortælleren, der måske blev 146 år

30. marts          Det skal fejres! – om danske traditioner og ritualer

Hvem besøgte Den Gamle By i 2018, og hvad syntes de besøgende om museet?

Den af

For to uger siden udkom både Danmarks Statistiks tal for museumsbesøgende i 2018 og Slots- og Kulturstyrelsens årlige nationale brugerundersøgelse.

De to udgivelser viser, at museer er meget populære med over 17 mio. museumsbesøgende, og at museumsgæsterne synes godt om det, som museerne tilbyder. På en skala fra 1-10 vurderes museumsoplevelsen til 8,6.

Tallene fra Den Gamle By indgår i de to udgivelser, og vi supplerer dem også med andre publikumsundersøgelser. Her er en gennemgang af nogle af hovedtallene fra Den Gamle By for året 2018.

Hvor mange besøger Den Gamle By?

Den Gamle Bys besøgstal var i 2018 546.485, og dermed var museet Danmarks andet mest besøgte museumssted. En stor del af de besøgene var børn under 18 år. Bare i forbindelse med skoleforløb kom der i alt 40.446 børn, hvilke gjorde museet til det andet mest besøgte undervisningssted. Uden for undervisningstilbud havde Den Gamle By 103.273 besøgende børn og unge, hvilke gjorde det til landet mest besøgte museum for børn og unge under 18 år.

 

Besøgende på besøgssteder – 2018
Louisiana Museum for Moderne Kunst 755.584
Den Gamle By 546.485
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 508.008
Ny Carlsberg Glyptotek 448.934
Christiansborg Slot 436.693

 

Børn og unge under 18 år, ikke undervisning – 2018
Den Gamle By 103.273
Louisiana Museum for Moderne Kunst 75.851
Moesgård Museum 71.056
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 68.793
Arken Museum for Moderne Kunst 56.282

 

Børn og unge under 18 år, undervisning – 2018
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 46.148
Den Gamle By 40.446
Statens Museum for Kunst 29.366
Arbejdermuseet 23.806
Moesgård Museum 22.399

Kilde: Danmarks Statistik

Hvem besøger Den Gamle By, og hvordan bruges museet?

I billetsalget spørger vi hver 10. gæst, hvor de kommer fra. I 2018 var 21 % af vores besøgende udlændinge. 48 % af de besøgende kom fra Aarhus kommune og i alt kommer 59 % af de besøgende kom fra Region Midtjylland, mens 18 % af de besøgende kom fra andre steder i Danmark end det midtjyske. I forhold til året før er der et lille fald i antallet af udlændinge (23 % i 2017), hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at Aarhus i 2017 var Europæisk kulturby og havde mange udenlandske turister.

Den Gamle By laver i samarbejde med Topattraktioner, der er en sammenslutning af 27 af landets største museer, sommerlande og dyreparker en publikumsanalyse i sommermånederne. Den undersøgelse giver os en ide om, hvilke aldersgrupper som besøger museet.

Der er flest i aldersgruppen fra 30-59 (59%), og flere af dem kommer antageligt sammen med de i alt 40 % af gæster, der er i grupper med personer under 18 år.

At museet bliver besøgt af familier viser også en anden publikumsundersøgelse, vi gennemfører hvert år, nemlig Slot- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse for de danske museer. Denne undersøgelse gennemføres løbende over hele året, og her kan vi se, at den hyppigste gruppe, som besøger museet, er ”Familier med flere generationer” (33%). Den tredje hyppigste gruppe er ”Familier med børn i alderen 0-12” (24%). Noget, der også er værd at notere er, at det kun er 2%, som besøger Den Gamle By alene.

I den nationale brugerundersøgelse bliver de besøgende også spurgt om, hvorfor de besøger museet ud fra nogle spørgsmål, der relatere sig til den amerikanske museumsforsker John H. Falks inddeling i de forskellige motivationsfaktorer, som museumsgæsterne kommer med.

Topscoren i Den Gamle By er ”For at skabe en god oplevelse med dem, jeg er sammen med” (60 %). Den tilkendegivelse ligger også i tråd med omkring 20 interviews, vi i 2018 lavede med gæster nogle uger efter, de havde besøgt museet. Det, som de interviewede særligt huskede og fremhævede ved besøget, var de oplevelser de havde sammen med dem, som de besøgte museet sammen med. De bemærkede også, hvis de havde mødt nogle af museets ansatte i forbindelse med deres besøg.

To andre elementer, som flere at de interviewede kom ind på var, at museumsbesøget vækkede erindringer om deres egen historie eller at de fik nogle indsigter eller oplevelser, som de kunne bruge i deres eget liv.

At Den Gamle Bys besøgende møder flere af museet ansatte kan også ses ved to andre spørgsmål, der blev stillet til vores publikum i 2018.

I undersøgelsen fra Topattraktioner spørges ind til en række af de steder, der er bemandet i Den Gamle By, og nogle af de mest besøgte steder, var bageren fra 1880’erne (35 %), Konditoriet fra 1970’erne (30 %) og Købmandsgården fra 1860’erne (29 %). Alle tre er interiører, hvor gæsten kan opleve at være tilbage i tid og få en sludder med en af museets aktører, som formidler i dragt fra den periode.

Den undersøgelse, vi laver i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsens spørger mere generelt ind til hvad gæsterne foretager sig på museet.

De to topscorere er at læse korte tekster (85 %) og se visualiseringer (65 %), men der som den tredje hyppigste aktivitet kommer at tale med museets medarbejdere (47 %).

Hvad synes de besøgende om Den Gamle By?

Undersøgelserne viser, at vores gæster er glade for museet: I den nationale publikumsundersøgelse vurderes museumsoplevelsen til 8,6 ud af 10 og i Topattraktionsundersøgelsen tilkendegiver hele 99 % af de adspurgte, at besøget på museet er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende.

I den nationale publikumsundersøgelse bliver der spurgt ind til tilfredsheden for forskellige elementer ved besøget. Det er udstillingerne (8,9), det at være et rart sted (9,0), atmosfæren (9,1) og medarbejdernes venlighed og imødekommenhed (9,4), der er de elementer, som vurderes højest.

Ved undersøgelsen fra Topattraktioner spørges der i forbindelse med vurderingen af museet om gæsten synes, at besøget var pengene værd. Og det synes de. 95 % tilkendegav at besøget ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” var penge værd.

Opsummering

De indsamlede data fra 2018 viser, at Den Gamle By er et landet mest besøgte museer og bliver særligt valgt, når familier er på tur med børn eller når skoler tager undervisningen udenfor klasselokalet.

Det er et museum, som bliver besøgt på tværs af generationer. Det at kunne snakke med museet ansatte betyder meget for de besøgende og vores gæster kan lide at kommer i Den Gamle By for at være sammen med andre.

Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj. Den Gamle By har en lav billetpris i forhold til sommerattraktioner, men har indenfor museer en af landet højeste billetpriser for voksne (børn er gratis). Det har vi valgt for at sikre, at vi har midler til at have en høj standart i forhold til vores formidling, og for at vi kan have flere ansatte til at formidle historien. Publikumsundersøgelserne viser at gæsterne er glade for den standart og for de oplevelser vi kan skabe gennem dem, de møder på museet. Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj og vores besøgende synes at de i høj grad får noget for pengene.

I Den Gamle By er vi stolte og glade for at museet bliver så meget brugt, og at de udstillinger og fortællinger vi laver bliver så godt modtaget. Undersøgelserne er vigtige for os, da de giver os en pejling om, hvad der fungerer godt. De er også vigtige da de kan hjælpe os til at rette fokus på, hvor vi kan forbedre os og dermed give en endnu bedre oplevelse til de besøgende og komme endnu mere ud med de historier, vi har på museet.

Link og oplysninger om undersøgelserne

Danmarks Statistiks tal for museerne

Disse tal bygger på det, som de enkelte museer sender ind omkring besøgstal. Ikke alle museer sender alle de ønskede tal ind om antal besøg af børn, og de museer vil så ikke indgå i denne del af undersøgelsen.

Download: Danmarks Statistiks opgørelse af besøgstal på museer 2018

Topattraktioners publikumsundersøgelse

Denne undersøgelse gennemføres på 27 af landets største attraktioner, dyreparker og museer. I Den Gamle By blev undersøgelsen for 2018 gennemført fra maj til august og i alt blev 577 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt. Undersøgelsen er ret omfattende og i linket vises blandt andet gæsternes tilfredshedsvurdering af museet i 2018.

Link: Undersøgelse fra Topattraktioner om gæsternes baggrund og tilfredshedmål

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse bliver gennemført på i alt 122 af museernes besøgssteder i et samarbejde med Rambøll. I Den Gamle By samler vi løbende gennem hele året data ind til undersøgelsen og i 2018 blev i alt 475 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Den indsamlede data bliver både brugt til at lave en rapport til de enkelte museum og til at lave en national rapport med alt den indsamlede data. I år indeholder den nationale undersøgelsen også i et samarbejde med Seismonaut et afsnit om ikke brugere af museerne, der i undersøgelse er defineret som personer der ikke har besøgt et museum indenfor det sidste år. De to ord som ikke brugerne først og fremmest hæfter på museerne er ”lærerig” og ”spændende”, og den markant vigtigste forklaring de giver på, hvorfor at de ikke har besøgt museer er ”Jeg har prioriteret andre oplevelser”. De blev også spurgt om vigtigheden af at have museer. 65 % af ikke brugerne synes at det ”i høj grad” eller ”i meget høj grad” er vigtigt, at vi har museer i Danmark.

I rapporten er der også et tre refleksioner fra folk i branchen over den indsamlede data omkring ikke brugerne. Den Gamle By blev bedt om at skrive et af indlæggene, så på side 57-59 i rapporten er der refleksioner fra Den Gamle By omkring den vigtighed som det sociale har i forhold til at vælge at gå på museum.

Link: Den nationale brugerundersøgelse for de danske museer 2018

Link: Den nationale brugerundersøgelses data fra Den Gamle By 2018

Den Gamle Bys undersøgelse af hvor de besøgende kommer fra

Den Gamle By gennemfører kontinuerligt en undersøgelse af, hvor de besøgende kommer ved at hver 10 gæst i billetsalget bliver spurgt om deres postnummer eller hvilket land, de kommer fra.

Link: Den Gamle Bys egen undersøgelse over hvor museets besøgendes kommer fra 

 

Renlighed er en dyd

Den af

Hvordan rengjorde man køkkengulve i 1864 – og hvor tit?

Det spørgsmål fik jeg lige efter nytår, og jeg vil svare på det med dette blogindlæg.

Gården midt i billedet er købmandsgården, hvor Den Gamle Bys gæster kan reflektere over begivenheder og hverdagsliv i 1864. Den lå i sin tid overfor Aarhus Rådhus.

Jeg kom straks til at tænke på Jeppe Aakjærs erindringsbog Fra min bitte-tid, der udkom i første udgave i 1928. Jeppe Aakjær blev født i 1866 på en fattig gård syd for Skive. I bogen er der krasse beskrivelser af hjemmets rutiner og problemer i forbindelse med rengøring, så dem vil jeg starte med at se nærmere på.

I Aakjærs hjem sov flere sammen i alkoverne, de indbyggede senge uden vinduer. I Den Gamle By er der 1700-tals alkover med fine låger; men alkover kunne også have forhæng. I Aakjærs hjem kom man ind i alkoverne fra stuen, og den lille Jeppe sov inderst op mod den kolde ydervæg sammen med sin bedstefar, der sov nærmest stuens varme. På ydermuren var der en groft flettet stråmåtte. Den kunne isolere lidt mod kulden; men bedstefar havde også en anden, ikke særlig delikat anvendelse af måtten, nemlig at spytte på den. Det gjorde han, selv når hans barnebarn lå i sengen. Bedstefar brugte skråtobak, hvor spunden og sovset tobak skæres i små stykker, der puttes i munden på indersiden af læberne. Nikotinen optages gennem mundens slimhinde. Skrå stimulerer også spytproduktionen og farver spyttet sort. Når den lille Jeppes bedstefar gik i seng, tog han den våde skrå ud af munden, lagde den på sengestokken, og han skulle også af med den rigelige spytproduktion, før han lagde sig til at sove. Aakjær fortæller:

”Mod denne måtte spyttede bedstefar langspyt, så den svidende sovs hyppig sved mig i øjnene. (..) Da bedstefar var død, var det næsten ikke muligt at få den sorte væg til at tage mod kalken.”

Vores nutidige opfattelse af hygiejne og hensynsfuld adfærd bliver stærkt provokeret af sådan en beretning.

 

Spyttebakke. Når en spyttebakke var i brug blev den foret med papir og fyldt med sand.

Aakjærs bedstefar hørte til den gamle skole, der ikke ville bruge spyttebakker, de flade metal- eller træskåle, der blev stillet på passende steder på gulvet. De blev foret med papir og fyldt med sand, og mændene skulle helst spytte i dem, for at man ikke skulle få spyt overalt på gulvene; men den skik var vanskelig at få indført. Aakjær fortæller:

”De skrående mænd spyttede, hvor de ville. Havde man haft en gæst, stod der gerne en svinsk dam under ham, så hans træsko var lige ved at sejle.”

Der var nok at tage fat på for en husmor!! Morgenen havde sine faste rutiner i Aakjærs hjem, og rengøring var så absolut opfattet som kvindearbejde, som tjenestepigerne og husmoderen tog sig af. Først skulle sengehalmen luftes, og det resulterede i bunker af muggen halm på gulvet, fortæller Aakjær. Så skulle spisebordet skures. Den næste opgave var at feje det stampede lergulv, som ikke kunne vaskes, fordi det ville gå i opløsning, hvis det blev overhældt med vaskevand. Aakjær beskriver fejningen på denne måde:

”Der fejedes (…) med lange, stærke strøg, der rejste støvet i kvalmende skyer lige til loftsbjælken. Da den tids vinduer var nagelfaste, tror jeg bestemt ikke, at ét eneste vindue kunne åbnes i mit hjem; det ville jo også have været en bespottelig gerning at slippe al den dejlige varme ud, når rimfrosten gnistrende på vinduesruderne! Bedstefar ville truende have hævet sin knyttede hånd mod loftet, om noget sådant var sket! Som sagt, da støvet og dunsten ikke kunne slippe ud til siderne, havde det ingen anden udvej end at stige til vejrs, og det gjorde det prompte, så det den første time efter fejningen dalede kælent ned over alt og alle, ned i maden, ned over de henstillede mælkefade, der var sat hen for at samle fløde, krøb ind i ens åndedrætsorganer, så den lille i vuggen fik et hosteanfald.”

Citatet taler for sig selv. Det er tydeligt, at Aakjær var en skønlitterær forfatter, der med sine ord maler billeder for os, så vi næsten kommer til at hoste selv. Bogen udkom, som nævnt, første gang i 1928, og de første årtier af 1900-tallet havde et ganske andet syn på rengøring, så han har naturligvis set på barndomshjemmet gennem den linse. Når fejemøget var blevet båret ud, skulle gulvet bestrøs med sand. Sandet havde flere funktioner. Dels opfattede man et gulv fint strøet med sand som et bevis på husmoderens og pigernes gode evner, dels var andet skidt nemmere at feje sammen ved næste rengøring. I Aakjærs hjem var sandkammeret under loftstrappen. Aakjær fortæller:

”Strøsandet spillede en stor rolle i de gamle hjem. Mor var i den henseende yderst kræsen. Kun far selv blev betroet til at hente det hjem fra ’æ saaendbak’ (sandbakken), hvor den gode Gud for tusinde af år siden havde lagt det i undergrunden i gnistrende lag for det samme. Her i forstuen var der inde under loftstrappen et mørkt rum, hvor sandet gemtes året om som en lille helligdom.”

Aakjærs mor strøede ligesom andre husmødre det hvide sand både på lergulvene og på de gulve, der havde en belægning af natursten i afrundede former, de såkaldte piksten. Vi hører ikke i Aakjærs beretning, hvilken gulvbelægning der var i køkkenet. Måske har det været piksten.

Stenbro med piksten

I byerne hentede man ikke selv sandet. Der var sandmænd, som kørte rundt og solgte gulvsand. Alma Kristine Petersen, hvis erindringer, man kan læse på København Stadsarkivs hjemmeside, fortæller:

”Der kom også ofte en mand med en flad vogn med en lille hest foran. Han solgte sand. Det skulle strøs på gulve og trapper. For selvom alt var gammelt og forfaldent var gulve og trapper hvidskurede”.

Alma Kristine Petersen var født i 1891 (står der i selve hendes beretning) og boede Vognmagergade i København på det tidspunkt, hun fortæller om. På samme måde fortæller Hertha Aargaard om brugen af sand på gulvene:

”Jeg er født i 1902 på Christianshavn i det, der dengang hed Prinsessegades Forlængelse. Det var kun en jordvej og havde kasernen på den anden side af vejen. Det var en herlig legeplads for os, for der kom jo sjældent køretøjer. Derfor var det også skønt, når sandmanden kom. Han solgte for 5 øre sand, som husmødrene kom på de hvidskurede gulve. Vi børn hang bag på vognen, til han opdagede os og jagede os af”.

Hvidt strandsand blev anset for det fineste. Efterhånden blev både de stampede lergulve og pikstensgulvene erstattet med bræddegulve i køkkerne, dog ikke lige op til ildstedet på grund af brandfaren. Her kunne stadig ligge piksten eller fliser, som kunne holde til eventuelle tabte gløder fra komfur eller ildsted.

Snavset køkkengulv i købmandsgården

Bræddegulvene gav ekstra rengøringsarbejde for kvinderne. Til hverdag blev de fejet og strøet med sand ligesom de andre slags gulve blev det; men om lørdagen skulle bræddegulvene skures for at holde sig pæne. Man kaldte det hvidskuring. Ole Højrup fortæller på basis af Nationalmuseets etnologiske undersøgelser:

”Dette var pigernes arbejde, og det krævede også unge ben at ligge på gulvet og skure et stort gulv med en halmvisk dyppet i mergel eller en blanding af ler og kalk. Dette skuremiddel gav nogle meget smukke gulve, men det var hårdt ved hænderne..”

I købmandsgården i Den Gamle By er der et uferniseret trægulv i køkkenet. Hvis det skal renholdes historisk korrekt, skal vi på museet have anskaffet halmviske og mergel, som er ler med et stort indhold af kalk, eller vi skal fremstille en blanding af ler og kalk, og så skal der ellers gang i knofedtet hver lørdag for at holde gulvene hvidskurede.

Brugen af gulvsand ophørte, efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i sidste halvdel af 1800-tallet. På det tidspunkt begyndte man at vaske gulvene med sæbevand.

I samleværket Vort Hjem fra 1903 redigeret af Emma Gad kan man læse om køkkengulvets renholdelse:

”Den første Morgengerning i Køkkenet bestaar i at lukke alle Vinduer op, feje og vadske Gulvet, tørre Støv af og eventuelt bære Brændsel.”

Så i byerne i hjem, hvor der var råd til tjenestepiger, blev køkkengulvet fejet og vasket hver eneste dag omkring år 1900. Fru Emma Gad har selv skrevet kapitlet om køkkenets renholdelse, og lidt længere nede i teksten kan man se, at hun til de ugentlige pligter i køkkenet anbefaler, at skabene tømmes og afvaskes, vinduer poleres, døre og paneler afvaskes, vandgryden tømmes og afvaskes og endelig pudses komfuret og alle metalsagerne i køkkenet. Dagligt benyttes stadig hvidskuring af køkkenbordet. Emma Gad skriver:

”For at faa Bordene skinnende hvide, maa de ikke blot skures med Sand og Sæbe, men bagefter vadskes grundigt med en fugtig, helst ulden Klud. Fedtpletter tages af med Soda, eller smøres ind med Pibeler, der ikke maa afvadskes før efter nogle Timers Forløb.”

Pibeler er ler uden urenheder og blev i 1700-tallet brugt til at fremstille kridtpiber, da rygning var moderne. Man kan stadig købe pibeler til at bearbejde sine trægulve med, og eventuelle fedtpletter på køkkengulvet i købmandsgården kan sikkert tages af med pibeler, hvis ikke det er nok med knofedt og mergel.

Skilte som dette blev hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet

Vi startede med alt spytteriet i Aakjærs hjem, hvilket også skete i mange andre hjem i samtiden, fordi der ikke var en generel viden om sammenhængen mellem spyt og smittefare.  Gæsterne i Den Gamle By kan overfor isenkræmmerbutikken se et skilt med teksten SPYT IKKE PAA FORTOVET under Lorrainekorset, det internationale symbol for tuberkulose. Sygdommen var meget udbredt i slutningen af 1800tallet. Det er en bakteriesygdom, der blandt andet smitter via hoste og spyt. Som en del af forebyggelsen blev skiltene hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet. Lungeforeningen oplyser, at der omkring 1900 var 6.000 nye tuberkulosetilfælde om året i Danmark, og en tredjedel af dem med dødeligt udfald. Det var et meget alvorligt samfundsproblem, og der var også en stor social slagside forbundet med sygdommen.

Tak til mine kolleger på Nationalmuseet, Lykke Pedersen, Vibeke Andersson Møller og Anja Jørgensen for tips og idéer i forbindelse med dette blogindlæg.

Kilder:

Ole Højrup: Landbokvinden. Gyldendals Bogklubber. Nationalmuseet. 1991.

Overfladebehandling af gulve: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/bygninger/Bygningsbevaring/9.6%20Overfladebehandling%20af%20gulve.pdf (16. januar 2019)

Alma Kristine Pedersens erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/alma-kristine-petersen (2. februar 2019).

Hertha Aargaards erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/hertha-aargaard (2. februar 2019).

Lungeforeningens historie: https://www.lunge.dk/om-os/viden-lungeforeningen-foer-og-nu (3. Februar 2019)

Jeppe Aakjær: Fra min bitte-tid. En kulturhistorisk selvbiografi. 4. udg. 1. oplag. Hovedland. 2003.

Vort Hjem (redaktion Emma Gad), København, Det nordiske Forlag, 1903.

 

 

 

 

 

Fint skal det være.

Den af

Nu er der pyntet op til jul. I Borgmestergårdens opholdsrum anno 1797 og i Kjellerups stue står der to fajanceopsatser, fyldt op med æbler, figner og andre lækkerier.

Opsatserne er lidt ud over det sædvanlige, rigt dekorerede med slyngede delfiner og muslingeskaller. Begge opsatser er Engelsk fajance fra perioden 1780 – 1800.

Til daglig står opsatserne i Borgmestergårdens køkken, lidt på afstand, men til jul er de fornemme opsatser i brug. Indtil for nylig var de fordums så prægtige opsatser dog ikke så præsentable, da de trængte frygteligt til konservering. Flere af muslingeskallerne var helt eller delvist knækkede af og forsvundet og på den ene opsats var topdekorationen også beskadiget.

Før konservering. Flere stykker af opsatsen er knækket af og mangler.

I samtiden ville det have været helt uacceptabelt at bruge dem til pænt brug. Det blev derfor besluttet at erstatte de manglende partier, således at opsatserne igen kunne komme til deres ret og pryde de juleopdækkede borde.

Men de af knækkede skår var for forsvundet og hullerne måtte udfyldes med gips. For at genskabe form og udtryk med så mange detaljer som muligt, skulle der laves en afstøbning af skålene et sted, der svarede til det sted der manglede. Ved at opvarme et stykke dentalvoks og trykke det fast til fajancen, det ønskede sted, fik jeg en nøjagtig kopi af formen.

Her ses hvordan dentalvoksen er trykket fast til den eksisterende fajance

Efter nedkøling kunne voksen forsigtigt fjernes og flyttes over på det område, hvor fajancen manglede. Her blev den igen varmet op og trykket fast langs skårkanten.

De manglende partier skulle udfyldes med gips. Da alle detaljerne findes på oversiden af muslingeskallerne, skulle gipsen lægges på voksen fra undersiden. Da gipsen er flydende, når den påføres måtte opsatsen vendes på hovedet under støbeprocessen. Det var ikke helt let at få opsatsen til at stå på hovedet, da den er meget lille og skrøbelig for oven. På billedet kan man se hvordan den er stablet op. Gipsen er lagt på og står nu til tørre til dagen efter.

Man må bruge hvad man har, når man skal stable en uregerlig opsats op. Her brugte jeg bland andet kasser med handsker.

Bagerst på billedet kan man se den anden opsats, der allerede har fået støbt nye muslingeskaller og topdekoration.

Her ses den støbte gips udfyldning. Klar til videre bearbejdning.

Efter endt tørring er det tid til at slibe overfladen. Jo glattere og mere præcis udfyldningen ligner originalen, des bedre bliver resultatet. Derfor er denne proces meget afgørende for et godt resultat og også den mest tidskrævende.

billedet viser en udfyldning under slibeprocessen.

Efter slibning skal gipsen retoucheres, så den ligner resten af genstanden. Det kan godt være endog meget svært at retoucherer keramik og fajance. Det skyldes især at glasur er delvist transparent og ligger på fajancen i et rimeligt tykt lag. Man skal altså både finde den rigtige glans og farve og samtidig efterligne denne dybde i materialet.

På billedet herunder kan man se hvordan jeg starter med bundfarven. Den skal være så præcis som muligt for at få et godt resultat. Meningen er at man ikke skal lægge mærke til at genstanden er konserveret, men det det er i orden at man kan se hvad ikke er originalt, hvis man ser godt efter. På den måde er man som museum ærlig omkring hvad der er originalt og hvad der er restaureringer.

Den hvide grundfarve, glasurefterligning er lagt på, nu mangler der kun den sorte dekoration

Når man maler dekorationsfarven på er det vigtigt at forsøge at efterligne porcelænsmalerens streg. Efter at den sorte bemaling også er rekonstrueret, er arbejdet bragt til ende og opsatsen er igen klar til udstillingsbrug.

den sorte dekoration er nu malet op.

Her kan man se det færdige resultat.

opsatsen, som kan ses i Kjellerups stue.

 

opsatsen som er udstillet i Borgmestergården.

Opsatserne er næsten som nye og julen er reddet i disse to fine hjem. Når du besøger vores juleudstilling må du lede efter opsatserne. Prøv at se om du kan finde mine udfyldninger.

Julebordet som det ser ud i Kjellerups stue med opsatsen i midten.

Europæiske museumspriser blev uddelt i Den Gamle By

Den af

I sidste uge havde vi besøg af museumsfolk fra mere end 25 forskellige lande i forbindelse med en konference og prisuddeling.

Prisuddelingerne af DASA- og Luigi Micheletti-prisen fandt sted i Helsingør Teater i Den Gamle By. Foto: Mathilde Bech.

For to år siden modtog Den Gamle By European Museum Academy’s Luigi Micheletti Award, der er en af de få internationale museumspriser, som uddeles.

Juryen var imponeret over den store variation og det store arbejde, vi lægger i at gøre museets historier tilgængelige for så mange som muligt. Derfor var juryen også glade for, at Den Gamle By kunne være vært for en tilbagevendende konference og prisuddeling, så endnu flere museumsfolk kunne få indblik i vores formidling. En del af programmet var derfor en rundvisning i Den Gamle By og mulighed for at snakke med nøglemedarbejdere indenfor blandt andet demensprojekter, håndværksprocesser og museets store projekt med at vise dagligliv i 1970’erne. Programmet gav også mulighed for at besøge byens to andre store museer, ARoS og Moesgaard Museum.

Efter prisuddelingen var der middag i Møntmestergårdens stemningsfulde rum. Foto: Mathilde Bech.

Konferencen bød på et rigtigt godt indblik i nogle af de mest spændende, nye udstillinger og museumsprojekter, der er i Europa i disse år. Spændvidden i projekterne kom meget godt til udtryk i præsentationen af de ti museer, der blev shortlistet til de to priser, DASA Award og Luigi Micheletti Award, som European Museum Academy uddelte i år.

Shortlistede museer

DASA Award er opkaldt efter museet DASA i Dortmund og gives til et museum eller udstilling, der formidler historien godt gennem scenografi og undervisningstiltag. De fem museer, der fik en særlig omtale ved prisuddelingen, var danske Tirpitz ved Varde, Rijksmuseum Boerhaave i hollandske Leiden, SMAC – Staatliches Museum für Archäologie i tyske Chemnitz, det schweiziske Museum of Communication i Bern og kunstmuseet Musée Wurth i franske Erstein.

Foto: Musée Wurth France Erstein.

Luigi Micheletti Award gives til et museum, der formidler det 20. århundredes historie. De nominerede var fem museer: Chaplin’s World, der ligger i Corsier-sur-Vervye i Schweitz, Hall of Biodiversity i Natural History and Science Museum, der er tilknyttet universitetet i Porto, War Childhood Museum fra Sarajevo i Bosnien og Hercegovina, Kazerne Dossin, Museum, Memorial & Research Centre i belgiske Mechelen og Estonian National Museum i Tartu.

Med inspiration fra den portugisiske forfatter Sophia de Mello Breyner Andresens berømte bog Histórias da Terra e do Mar har Natural History and Science Museum i Porto valgt at placere et hvalskelet centralt i deres Hall of Biodervesity. Foto: Natural History and Science Museum.

Et fælles træk ved flere af de udvalgte museer var en interesse og et fokus på at personligøre museumsoplevelsen. I Chaplins World, der er indrettet i Charlie Chaplins sidste levested, er et af formålene, at man skal føle sig som gæst i Chaplins hjem –  og ikke som museumsbesøgende. Kazerne Dossin ligger i den transitlejr, hvorfra belgiske jøder blev sendt videre til nazistiske koncentrationslejre. Museet formidler, at der bag tallene for de mange deporterede jøder gemmer sig en menneskelig skæbne. På væggene i museet kan man se billeder af hver enkel af de i alt 25,484 jøder og 352 romaer, der blev deporterede.

En af væggene i Kazerne Dossin med fotografier af de deporterede. Fotografierne i farver markerer at den deponerede person overlevede 2. verdenskrig.

På det estiske nationalmuseum har mannequiner i udstillingerne fået individuelle træk og mimik efter forlæg fra levende personer. I Bern i Museum of Communication har man kopieret et koncept kendt fra twitter, #AskaCurator, og skabt det om til irl. Med 20 informationsværter i udstillingerne er der altid en vidensensarbejder klar til at snakke med gæsterne. Som museets udstillingsleder, Christian Rohner, formulerede det, så fungerer formidlingen af ny digital teknologi bedst, når mennesker af kød og blod mødes og snakker sammen.

Ask a Curator på Museum of Communication i Bern. Foto: Museum of Communication.

 Vinderne af DASA Award og Luigi Micheletti Award

DASA Award 2018 blev givet til SMAC – Staatliches Museum für Archäologie i Chemnitz. Om museet skrev juryen blandt andet, at det takket været sit klare koncept, sin gode storytelling og det exceptionelle design er et af de mest spændende arkæologiske museer, som er åbnet de seneste år. Museet er indrettet i en bygning designet af Erich Mendelsohn i 1930 til den jødiskejede Kaufhaus Schocken-kæde. Varehuset blev i 1938 overtaget af nazisterne, og juryen roser også museet for at inddrage bygningens arkitektur og særlige i historie i formidlingen.

Udstillingsleder fra SMAC Dr. Jens Beutmann (t.v) takker juryformanden Dr. Karl Borromäus Murr for DASA-prisen. Mathilde Bech.

Luigi Micheletti Award 2018 blev givet til Chaplin’s World. Juryen begrundede valget med, at museet formåede at satte Chaplins film ind i en større fortælling om det 20. århundrede, og at udstillingerne er af exceptionel karakter, både teknisk og med hensyn til at engagere gæsterne.

Kommunikationschef Annick Barbezat-Perrin fra Chaplin’s World fortalte om museet på konferencen. Foto: Mathilde Bech.

De to prisvindende museer så meget spændende ud, og sammen med de andre museers præsentationer gav de god inspiration til museumsferier i de næste mange år.

I dag er det nemmere end nogensinde at søge information og finde det, men der er stadig ikke noget, der er så inspirerende som at møde med folk og høre, hvordan de har løst opgaver. Det var også tilfældet i sidste uge. Det var intense dage med mange gode bud på, hvordan museer og museers formidling kan gøres relevant i dag.

Konferencedeltagerne klar til at besøge Den Gamle By. Foto: Mathilde Bech.

 

Genbrug i Garderoben

Den af

Mit sidste blogindlæg om udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, skal fokusere på, hvordan Hendes Majestæt Dronningens kreativitet viser sig i omgangen med garderoben. Dronningen har blik for mønstre, kvaliteter og strukturer, så stoffer, der oprindeligt var beregnet til andre formål, kommer til at indgå i kjoler og dragter. Det samme yndlingstøj bliver brugt i mange år, og noget af det ældste opbevares og bruges på Dronningens sydfranske vinslot Cayx. Sommetider bliver kjoler og dragter syet om flere gange. Den gule dragt anvendt til nytårskur fra 1987 til 1997 er et eksempel på beklædning, der er syet om flere gange.

I min første idé til udstillingen var den gule kurdragt placeret i rummet med overskriften Genbrug i Garderoben. Foto: Asger Christiansen.

Et eksempel på et stykke beklædning, der blev helt forandret, er en frakke fra det franske modehus Pierre Balmain. I 1967 modtog den daværende Tronfølger en før-bryllupsgave af den danske designer Erik Mortensen. Han var på det tidspunkt kunstnerisk leder for Pierre Balmain. Den fornemme gave bestod af en haute couture kjole med tilhørende frakke.

Haute couture kjolen fra modehuset Pierre Balmain, 1967, sammen med en kjole af saristof syet af Mogens Eriksen i 2004. Foto: Frank Pedersen.

I efteråret 1967 syede danske designer Jørgen Bender frakken fra det franske modehus Pierre Balmain om til en ventekjole. Vi viste omsyningen i en digital installation sammen med ventekjolen i rummet, Genbrug i Garderoben. Ærmerne blev taget af frakken, vidden blev flyttet om foran, og kjolen fik en lang knaplukning midtfor. Kanterne består af grønne og lyserøde borter omgivet af flettede sølvbånd. Kraven blev underforet for at kunne bære broderiet.

Haute couture frakke fra Pierre Balmain efter Jørgen Benders omskabelse af den til en ventekjole. Foto: Asger Christiansen.

Den gule kurdragt, som i min første idé skulle stå i rummet Genbrug i Garderoben, blev placeret i udstillingens allerførste rum i Møntmestergården, hvor temaet var velkommen. Tanken bag dette rum er at vise Hendes Majestæt Dronningen og Prins Henrik af Danmark i en situation, som mange danskere har set på TV, og færre danskere sammen med udlændinge i det diplomatiske korps har set i virkeligheden, nemlig nytårskuren, hvor Regentparret modtager nytårsgratulanter over tre dage. Prins Henrik gav tilladelse til, at Den Gamle By måtte låne den søadmirals gallauniform båret til nytårskuren i den periode, hvor Dronningen brugte den gule dragt.

Vi udstillede Prins Henriks uniform og den gule kurdragt sammen med en royal rabalderbuket i gule nuancer. I Den Gamle Bys haveblog har jeg skrevet om denne og andre royale rabalderbuketter. Foto: Asger Christiansen.

 

Dronningens gule dragt er meget interessant. Den stammer fra 1973, blev redesignet to gange og brugt helt frem til 1997 – altså i næsten 24 år. Jørgen Bender har stået for både dens første design og de følgende to. Dragten var først en hel kjole med en draperet overdel med korte ærmer og bådformet halsudskæring. Nederdelens vidde var dengang samlet i grupper af læg i siderne, midt for og midt bag. Dronningen brugte kjolen på det første officielle besøg som Dronning i Sverige i 1973 hos den svenske konge HM Kong Gustav 6 Adolf, som også var Dronningens morfar. Bender designede næste version af kjolen i 1974. Nu fik skørtet større læg, og Bender samlede det meste af vidden midt bag og lod skørtet ende i et kort slæb. Dronningen lånte belgiske kniplinger af sin mor, og Bender monterede kniplingerne som en stor nedfaldende krave, en såkaldt Bertha. Man klipper aldrig i historiske kniplinger. Man monterer dem, så de kan pilles af igen og bruges til andre formål. Dronningen anvendte kjolen i den udgave i mange forskellige forbindelser. I 1986 ændrede Bender kjolen for sidste gang. Den blev delt i tre dele. Jakke, skørt og en hvid silkebluse med besætninger af den gule silkedamask fra den oprindelige kjole. Jakken har lange ærmer og er kantet med mink. Skørtet er skåret af fire dele i samme længde. Dronningen bar dragten første gang i 1986 ved Storhertugen af Luxembourgs bryllup, og fra 1987 til 1997 bar Dronningen den som nævnt ved nytårskuren.

For mig var det en oplevelse at se dragten uden jakken, som sædvanligvis skjuler den fine silkebluse med besætninger af det gule silkestof.

Fra Dronningens Garderobe – en garderobe i brug

Den af

Frem til 9. september 2018 kan Den Gamle Bys gæster se et udvalg af Hendes Majestæt Dronningens private beklædning. Den Gamle By modtog lånene fra Hoffet i flere omgange. Den første sending rummede en række af Dronningens hatte, som kom til museet sammen med Prins Henrik af Danmarks admirals gallauniform.

Sammen med Benna Foldager Wichmann, da vi spændte pakkede Dronningens hatte ud i vinteren 2017. Den blå hat var oprindelig i turbanfacon; men fik i 1976 en bred skygge og en drapering med blankt, stoftrykt silke, som Prins Henrik af Danmark havde hjembragt fra en rejse til Iran. Foto: Kamma Mogensen.

Det absolut sidste, der kom til Den Gamle By, var Dronningens Rømødragt fra 1996, fordi den stadig er i brug. Den ankom sammen med Prins Henriks maleri af den franske kunster Emmanuel Vergés – kaldet Malel. Maleriet hænger normalt på Amalienborg. Det er fra ca. 2001 og viser en romantisk sommerscene, hvor Regentparret læser i hver sin bog midt i en blomstrende eng. Maleri og Rømødragt ankom tre uger, før udstillingen skulle åbne.

Dele af Dronningens Rømødragt i Den Gamle Bys udstilling. Bagerst en varm kåbe af sort ulddamask foret med rødt vadmel og med et sølvspænde af form som de slesvigske løver udført af guldsmed Helle Vienberg. Forrest den røde såkaldte pi monteret med syet trøje og forklæde i stribet stof vævet af Gitte Nødskov. Foto: Asger Christiansen.

Dronningen fik i sommeren 1996 Rømødragten som gave fra Landforeningen Danske Folkedansere (nu Folkedans Danmark) og Danske Folkedanseres Spillemandskreds (nu Spillemandskredsen). Majestæten bruger Rømødragten til fester i Norge, hvor man bærer ”bunad,” det vil sige dragter rekonstrueret på basis af landlige dragter fra de forskellige egne af landet. Der var flere personer involveret i fremstillingen af dragten. I første omgang drejede det sig om Anna-Margrethe Jonsson, Inger Hald Nielsen og Gitte Nødskov. Alle tre var på det tidspunkt medlemmer af Landsforeningen Danske Folkedanseres Dragtudvalg med Gitte Nødskov som formand. Mens jeg arbejdede med udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, fik jeg lov til at låne Anna-Margrethe Jonssons og Gitte Nødskovs private mapper og scrapbøger om arbejdet med Dronningens Rømødragt for at få alt på plads om dragten i udstillingen, inden den kom til museet. Det var en stor hjælp at få så detaljeret viden om tilblivelsen. Gitte Nødskov kom på besøg med sine ting, 22. november 2017, og vi satte os i den hyggelige, julepyntede erindringslejlighed, som Gitte gerne ville se.

Sammen med Gitte Nødskov i erindringslejligheden indrettet som i 1958. Vi nærstuderer de væveprøver, som Dronningen valgte imellem til trøje og forklæde. Foto: Bo Nødskov.

Dronningen fik først tilsendt et forslag om en nordsjællandsk kvindedragt; men Dronningen ønskede sig en Rømødragt fordi: ”Jeg vidste, at jeg ville komme til at bruge den i Norge – der bruger de folkedragter til festlige lejligheder, og tit er jeg med til private fester, hvor den bæres. Derfor ville jeg gerne ha’ en, som jeg syntes var lidt flot. Det er den ene side. For det andet er den fra Sønderjylland – det betyder også noget! Og for det tredje gav min mor mig faktisk en Rømø-dragt, da jeg var omkring de 12-13 år. (Dronningen hvisker: ’Jeg ved faktisk ikke, hvor den er blevet af – den ligger nok et eller andet sted.’”

Ved Anna-Margrethe Jonssons, Inger Hald Nielsens og Gitte Nødskovs allerførste besøg på Amalienborg 24. juli 1995 fik Dronningen overdraget et eksemplar af udvalgets dragtmappe om kvindedragter fra Rømø og en række fotos, som kunne vise de detaljerede valgmuligheder. Dronningen valgte model, stoffer, farver og sko.  Et tredje medlem af Dragtudvalget, Inger-Marie Holm, udarbejdede på grundlag af Dronningens mål de rette snitmønstre til dragtens enkelte dele.

Inger-Marie Holm tegner mønstret til pi’ens overdel. En pi er et ærmeløst liv med et skørt syet på, så faconen ligner det, vi forstår ved en spencer i dag. Dronningen valgte en rød pi med grønne kantebånd og sølvknapper til sin dragt. Anna-Margrethe Jonsson, som står med mappen, syede Dronningens pi, og guldsmed Helle Vienberg fremstillede sølvknapperne. Foto: Jørn Nødskov.

Anna-Margrethe Jonsson syer Dronningens pi. Foto: Jørn Nødskov.

Dronningens dragt skulle være så komplet som muligt, så Majestæten fik også undertøj til sin dragt. Anna-Margrethe Jonsson syede en helskåren særk af hørlærred med en broderet navnemærkning, MFD, for Margrethe Frederiks Datter. Inger Hald Nielsen syede et uldent underskørt med en skoningskant af blomstret bomuld.

Undertøj i form af en hørlærredssærk med navnemærkning MFD og et underskørt af uld med skoningskant af blomstret bomuld. Oven på undertøjet lagde vi Dronningens ekstra sæt af halvsilketørklæder til hovedbeklædning og halsåbning og også den såkaldte løslomme. Det er en mellemting mellem en taske og en lomme fra den tid, hvor kvindetøj ikke havde lommer, og hvor det ikke var almindeligt at bruge tasker. Løslommer bliver bundet rundt om livet under forklædet.

Dronningen valgte den markante hovedbeklædning med tørklæde. Både hovedtørklædet og skuldertørklædet til dragten er kopier af originale tørklæder, som der findes bevaret i stort tal. De er i to forskellige tern i halvsilke og håndvævede i Bangladesh.

Sko med sølvspænder, Gitte Nødskov vævede strømpebåndene af uldgarn i to farver med et opplukket mønster og Inger Hald strikkede de sorte, uldne strømper.

En Kongelig dragt i brug kan på denne måde ses i Den Gamle By.

Tusind tak til Anna-Margrethe Jonsson og Gitte Nødskov for at stille scrapbøger og andet materiale om Rømødragtens tilblivelse til rådighed for mig.

Billedet her er taget på Amalienborg på dagen for overdragelsen af den færdige dragt til Dronningen, 10. juni 1996. Inger Hald Nielsen og Anna-Margrethe Jonsson står ved Majestætens højre side og Karin Ekstrøm og Gitte Nødskov på den venstre. Foto: Jørn Nødskov

Jeg har skrevet mere udførligt om Dronningens Rømødragt i e-tidsskriftet, Dragtjournalen, Årgang 12, nr. 16, 2018, side 132-138. Det bliver publiceret her: http://www.dragt.dk/dragtjournalen

Kilder:

Henrik M. Jansen (red.): Dronningen og Øfolkets Dragter. Skrifter for Svendborg & Omegns Museum, bind 40, 1998.

Katia Johansen: Dronningens Kjoler. Gyldendal 2012.

Anna-Margrethe Jonsson og Gitte Nødskovs private scrapbøger og arbejdsmapper.

 

Benyt chancen til at se unikke værker af Hendes Majestæt Dronningen

Den af

Frem til slutningen af august kan man i Den Gamle Bys udstilling, Fra Dronningens Garderobe, se 13 unikke kartonhatte, som Dronningen har udført til fem forskellige balletforestillinger på Fru. H.s Danseinstitut i Næstved. Hattene skal videre til en anden udstilling. Derfor bliver de taget ud af rummet med overskriften, Den Kreative Dronning. Det rum har fokus på Dronningens skabende arbejder og lyst til udklædning. Resten af den store udstilling kan ses frem til 9. september. Fru H.s Danseinstitut blev skabt af Susanne Heering og samarbejdet med Dronningen varede helt frem til balletskolen lukkede i 2012.

 

Frøen, morgenfruen og fluesvampen er fra Dronningens debut som scenograf til forestillingen Blomsternes Midsommerfest på Fru H.s Danseinstitut i Næstved i 1985. Der er også et yndigt jordbær fra forestillingen med i udstillingen i Den Gamle By.

Dronningen oversatte og bearbejdede i 1985 den svenske forfatter Elsa Beskows charmerende børnebog Blomsternes Midsommerfest til en ballet. I handlingen falder en lille pige i søvn Skt. Hans aften, og midsommerfeen giver hende lov til at opleve blomsternes midsommerfest. Der er indlagt et drama, hvor ukrudtet ønsker at være med til festen. Susanne Heering skabte koreografien til en ballet, hvor der både medvirkede voksne og børn. Dronningen har fortalt, at arbejdet med forestillingen gav gode barndomsminder. Dronning Ingrid, Dronningens svenskfødte mor læste bogen op, og Dronningen glæder sig stadig over, hvor yndige originaltegningerne i bogen er. Ved midsommer i 1947 på slottet Sofiero ved Helsingborg, tog Dronning Ingrid initiativ til, at den daværende Prinsesse Margrethe (født i 1940) opførte historien som en forestilling sammen med sine søstre, nogle af de svenske kusiner og veninder. Børnene forestillede de forskellige blomster med crepepapirshatte på hovederne. De voksne havde kreeret hattene til lejligheden. Ved forestillingen på Fru H.s Danseinstitut forærede Dronningen nogle af sine gamle, fine kjoler til at bruge som kostumer for de voksne elever, så de kunne spille rollerne som Rosendronningen og frøknerne Pæon. Kjolerne blev senere brugt i mange andre forestillinger, fordi man nemt kunne forandre dem med andet tilbehør eller draperinger med nyt stof. Mange steder i udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, kan man se, hvordan Dronningen aktivt medskaber sin egen garderobe både til gallafest og hverdag.

 

Puddelhatten blev skabt til Dronningens gendigtning af Emilie Walboms Tivoli-ballet, Drømmebilleder, til en balletudgave til Fru H.s Danseinstitut.

I 2010 skrev Dronningen en historie på grundlag af Emilie Walboms ballet, Drømmebilleder, der havde musik af H.C. Lumbye. Balletten havde været opført 284 gange i perioden fra premieren i 1915 til 1968 og ville derfor være kendt af mange. Dronningen skrev en historie om børnene Hans Christian og Amélie, der var kommet for sent til en tur fra Næstved Station til Tivoli i København sammen med de andre balletbørn fra Fru H.s Danseinstitut og deres mødre. Hans Christian og Amélie ser toget, som i forestillingen var en lang slange af børn – de forreste klædt ud som lokomotiv. De sætter sig på bænken på stationen, falder i søvn og forestillingen om et besøg i Tivoli går i gang.  En Tivolidrøm blev opført første gang i Pakhus 11 i København. Året efter blev en længere udgave af balletten opført til 30-års-jubilæet for danseinstituttet.

Kartonhattene er meget detaljerede og fantasifulde, så jeg er meget taknemmelig for, at Den Gamle By fik Dronningens tilladelse til at udstille dem.

 

Kilde: Henrik Lyding: Dronningens Teater. Gyldendal.

 

Kongelige kastesting

Den af

Frem til 9. september 2018 kan man se udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, i Møntmestergården og i udstillingsbygningen, Gallerierne.

Der har været mange spændende oplevelser i forbindelse med arbejdet, som for mit vedkommende startede i sommeren 2015. I de første år var det en dyb hemmelighed, hvad jeg arbejdede med, så jeg holdt tand for tunge! Visse personer fik dog indsigt i arbejdet, fordi jeg sammen med dem kunne gøre udstillingen endnu bedre. Én af dem er designeren Uffe Frank, som var så venlig at komme på besøg i november 2017 og fortælle om tilblivelsen af én af Hendes Majestæt Dronningens gallakjoler. For nylig var Uffe Frank på besøg igen og fik naturligvis en omvisning i udstillingen.

Sammen med Uffe Frank foran det flotte banner for udstillingen, Fra Dronningens Garderobe. Udstillingen kan ses frem til 9. september 2018. Foto: Asger Christiansen.

Mange læsere vil allerede kende Uffe Franks arbejde, idet han designede Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessens brudekjole i 2004. Her vil jeg fortælle om tilblivelsen af den gallakjole, som Uffe Frank designede til Dronningen i anledning af 60 års dagen i 2000. I november 2017 så vi på billeder af kjolen i Katia Johansens bog: Dronningens Kjoler fra 2012. Uffe fortalte nemlig, at han aldrig havde set den færdige kjole i virkeligheden. Det er der rettet op på nu ved hans besøg i Den Gamle By i midten af juni 2018.

 

Billeder af gallakjolen designet af Uffe Frank studeres nøje. Foto: Asger Christiansen.

Først vil jeg lige fortælle, hvordan Uffe Franks arbejde knytter sig ind i kæden af danske designere, der har skabt skrædderkunst for Kongehuset. I 34 år var Jørgen Bender Dronningens foretrukne designer. Bender var udlært hos Holger Blom, som forsynede Kongehuset med mange slags beklædning fra 1958 og frem til sin alt for tidlige død i 1965. Jørgen Bender og Verner Enquist førte modesalonen videre fra 1965. Ved vort møde i november kunne Uffe Frank fortælle, at også han er en af de danske designerne med tråde direkte tilbage til den danske skræddertradition med Holger Blom. Efter sin uddannelse på Dansk Konfektions- og Trikotageskole i Herning var Uffe Frank i praktik hos Jørgen Bender i et halvt år. Hos Bender lærte Uffe Frank at håndkaste sømmerummene i de store kjoler. Kastesting ligger på skrå over trevlekanten og i modsætning til for eksempel zig-zag-sting på symaskine lader kastesting sømmerummene forblive bløde, fleksible og flade, uden at kanten trevler op.

Da Jørgen Bender døde i 1999 skulle Dronningen finde nye veje til design og syning af de store kjoler, og Uffe Frank blev kontaktet af Hoffet angående en kjole. Dronningen havde selv købt stoffet, et stykke midnatsblåt, maskinbroderet tyl, i udlandet. Kjolens mørke farve var nøje udvalgt af Dronningen, fordi den skulle bruges i riddersalen på Christiansborg Slot, når 17 meget farvestrålende gobeliner efter tegning af kunstneren Bjørn Nørgaard skulle afsløres. Uffe Frank kom til et møde på Amalienborg sammen med Verner Enquist, der skulle sy kjolen. Verner Enquist fortsatte med at sy og brodere for Dronningen på det tidspunkt.

Kjolen designet af Uffe Frank i udstillingen, Fra Dronningens Garderobe. Foto: Frank Pedersen.

Fra sin tid hos den italienske modeskaber Armani havde Uffe Frank lært at anvende indbundne æsker til designforslagene, så hos sin foretrukne bogbinder i Firenze fik han fremstillet en fin æske til Dronningen og fremsendte 15-20 farvelagte designforslag på A-3. Dronningen valgte et design, hvor kjolen havde en forklæde-effekt foran og mange lag af tætplisseret tyl, der blev samlet bag på i en struttende buket. Gobelinerne var en gave til Regenten fra dansk erhvervsliv og en lang række fonde til 50 års fødselsdagen i 1990. I 2000 var de klar til at bliver præsenteret for første gang. Det havde taget 30 vævere ti år på fuld tid at væve dem på Manufacture des Gobelins og Manufacture de Beauvais i Frankrig. Ved den officielle indvielse af gobelinerne overdrog Dronningen ejendomsretten til gobelinerne til den danske stat med ønsket om, at de skulle tilhøre den danske nation.

Når farven drysser af glasset

Den af

I dette indlæg følger vi konservatorens arbejde med at samle et kompliceret puslespil af løs maling. Et puslespil, hvor brikkernes form er meget forskellig, og mange af brikkerne for længst er forsvundet.

I Den Gamle Bys apotek står en imponerende samling af gamle glas og krukker på lange hylder. Hvert glas eller krukke har en etiket, som fortæller, hvilket lægemiddel det skulle indeholde.

I april måned i år blev det opdaget, at flere af glassene havde tabt små skaller af etikettens farvelag. Værst var det på et af glassene, hvor store dele af etiketten lå i små stykker på hylden.

Ude i den virkelige verden ville de fleste nok feje skallerne ned fra hylden med en ærgerlig mine, men heldigvis er vi er i Den Gamle By ikke spor opgivende overfor den slags opgaver, og det er bare med at starte fra en ende af…

Behandlingen:

Det første, der skal ske, er at sikre det løse farvelag, som sidder tilbage på glasset. Selv den mindste berøring, vil få meget mere maling til at falde af.

Den nænsomste måde at sikre den løse maling er ved meget forsigtigt at klæbe et stykke japanpapir på forsiden af hele etiketten.

Japanpapir er en meget tynd type papir lavet af meget lange fibre, som slynger sig i alle retninger. Fordi fibrene er så lange og ligger i alle retninger, danner de et fint og tyndt net, som limen kan trænge ind igennem.

Den tyndtflydende lim påføres med pensel uden på papiret, og derfor undgår man at røre ved den løse maling med penslen. Papiret med limen suger sig fast på overfladen og hjælper med at lægge de løse skaller ned.

Den lim, der bliver brugt, har vi i forvejen udvundet af tørret størblære. (Ja, stør-fisken – den der også laver kaviar. Vidste du for øvrigt, at ordet husblas oprindeligt betød størblære?)

For at være sikker på, at limen trængte ind under den løse bemaling, blev der påført rigtig meget af den tyndtflydende lim rundt langs kanterne af farvelaget. Så længe limen er våd, er papiret gennemsigtigt. Når limen tørrer op bliver papiret hvidt.

Når limen mellem glasset og farvelaget er tørret helt op, er det tid til at fjerne japanpapiret. Da limen er vandopløselig, bliver der blot penslet med lidt vand oven på papiret, og så kan det trækkes af lige så forsigtigt. Limen under skallerne bliver heldigvis ikke opløst, da der ikke bruges særlig meget vand, og derfor sidder farvelaget nu fast på glasset.

Næste skridt i processen var at fjerne overskydende lim fra overfladen af bemalingen med en fugtig vatpind.

Der var mange løse farvelagsskaller, som lå tilbage på hylden. Den ene af skallerne var meget stor og skulle behandles særligt:

Et stykke japanpapir blev gjort klart og vædet med størlimen. Det blev lagt lige ved siden af skallen. En vædet pensel blev brugt som transportmiddel.

Penslen blev forsigtigt lagt ned på bagsiden af farveskallen. Skallen klæbede sig fast til penslen, som nu kunne løfte den over på japanpapiret. Da skallen blev løftet op fra hylden, var det tydeligt at se, at der stod noget skrift på forsiden.

På japanpapiret sørgede størlimen for at skallen blev liggende. Herefter var det let at transportere skallen fra hylden til etiketten på glasset

Nu blev der lagt lim på bagsiden af den store skal, og den blev forsigtigt sat på plads på glasset på det rette sted.

Da den store farveskal havde fundet sin oprindelige placering på etiketten, stod der PULV: i stedet for blot LV:. PULV: er en forkortelse for pulver.

Nu var det bare at vente på, at limen tørrede, og så fjerne papir og overskydende lim som beskrevet ovenfor.

De sidste små farveskaller fra hylden blev lagt over på et stykke almindeligt papir med penslen og transporteret over til arbejdsbordet.

Enkelte af skallerne havde lidt sort farve fra skriften, som kunne indikere den rette placering af skallen. De rent gule farveskaller kunne udelukkende placeres ved hjælp af deres form. Det var lidt udfordrende…Da der kun var tre bittesmå farveskaller tilbage, måtte konservatoren give op. Det var umuligt at finde de sidste skallers placering. To af dem lægges op i glasset, og den mindste bliver udvalgt til at indgå i en analyse af farvelaget.

Farvelaget undersøges:

Farveskallen indstøbes i polyester og slibes fra siden. Polyesteren fremstår brunlig og næsten sort på fotografiet. Farvelaget ser man i 100 ganges forstørrelse, og man kan se, det består af tre tynde strygninger af gullig maling. Oprindeligt var malingen hvid. Havde den været gul fra starten, ville der have været mange små gule prikker fra pigmentet i lagene på fotografiet. Den gule tone skyldes ældning af oliebindemidlet i malingen. I alt er farvelaget ikke en gang en tiendedel mm tykt.

Belyst med UV-lys ser malingen blåhvid ud. Det kan man dog ikke regne med, for UV-lyset ændrer kuløren rigtig meget. Det interessante ved UV-lyset er, at det får gennemsigtige lime til at lyse op med klare farver. Her kan man se, at der er påført lim på glasset, inden etiketten blev malet. Limen lyser op med sin klare lyse blå farve under malingen. Bemærk at undersiden af limen er helt glat, da den selvfølgelig følger glassets overflade.

Hvad vi ellers ved om glasset:

Teksten på etiketten blev aldrig komplet ved konserveringen. Desværre var meget af bemalingen faldet af på et tidligere tidspunkt, hvor der ikke blev taget samme hensyn som nu. Men det er dog tydeligere, at der oprindeligt stod PULV: R: ARI. Dette er nemlig teksten, som stod på etiketten i 1947, hvor glasset blev registreret her på museet.

Nu kan det være lidt interessant at ridse glassets historie op. Det stammer oprindeligt fra Skanderborg Apotek, hvor “signaturen” (etiketten) blev malet af apoteker Sejdelin. Han var apoteker fra 1809 til 1852, og den spinkle bladranke, som indrammer feltet, er da også i tydelig empirestil fra 1800tallets første halvdel.

Glasset – og mange andre genstande fra danske apoteker – blev i slutningen af 1800tallet indsamlet af Nordiska Museets stifter, Artur Hazelius. Museet, der ligger i Stockholm, indsamler genstande fra alle de nordiske lande. I 1946, fire år efter der var blevet indrettet et apotek i Den Gamle By, blev det forhandlet på plads, at Nordiska Museet skulle deponere en del af genstandene her. Her iblandt dette glas.

Det oprindelige indhold, altså PULV: R: ARI, var som de fleste andre medicintyper i 1800tallet tørret urtemedicin. Planten hedder Arum maculatum på latin, på dansk plettet arum. I lighed med så mange andre lægemidler fra den tid, er den giftig. Dog ikke så giftig, at apotekeren følte sig nødsaget til at male de tre sorte kors, som ellers var den almindelige advarsel om gift.

Næste gang du besøger apoteket i Den Gamle By, må du ikke snyde dig selv for at høre “apotekerens” fortællinger om en del af de forskellige typer urtemedicin. De nemlig har mange spændende virkninger – og bivirkninger…