Hvordan skabes der udstillinger som lægger op til, at de kan opleves sammen med andre?

Den Gamle By har i et fælles nordisk projekt Increased Learning through Social Spaces undersøgt, hvordan de museumsbesøgene kan være sammen om oplevelser i udstillingerne, dvs. hvordan at sociale rum på museer kan skabes. Projektet har også undersøgt måder man kan evaluere, hvordan museernes sociale rum fungerer som læringsrum.

I projektet er udstillinger i hele Norden blevet undersøgt, og ud fra en analyse af dem, anbefaler bogen en række elementer, som man kan arbejde med, når gode sociale rum skal skabes i forskellige udstillinger:

  • Følelsesmæssig påvirkning som erindringer og overraskelser
  • Fysiske påvirkning gennem personale og museets rekvisitter og genstande.
  • Aktiviteter i form af konkurrencer og noget man skal gøre sammen med andre, men også aktiviteter man kan gøre alene, mens andre kan følge med og kommentere aktiviteten

Det er muligt at læse mere om projektet og få anbefalinger til måder at skabe sociale rum og evalueringsmetoder i den fagfællebedømte bog Museet som ett socialt rum och en plats för lärande, Fornvårdaren nr 40, red. af Gustav Wollentz, Martin Brandt Djupdræt, Anna Hansen, og Lasse Sonne. Jamtli Förlag, Östersund 2021.

Bogen kan købes for 50 kr. i Den Gamle Bys museumsbutik og kan også købes online her: https://shop.plakatmuseum.dk/butik/museet-som-ett-socialt-rum-bog/

Det er også muligt gratis at downloade bogen her: https://www.dengamleby.dk/museet-som-et-socialt-rum/

De nye udstillinger på Besættelsesmuseet i Aarhus er blandt andet lavet med inspiration fra undersøgelserne lavet i projektet Increased Learning through Social Spaces

Projektet Increased Learning through Social Spaces er lavet i et samarbejde mellem Regionmuseet Skåne i Kristianstad, Den Gamle By i Aarhus, NCK i Östersund og Universitetet i Sørøst-Norge og er støttet af Nordplus. Projektets mål var at give nordiske museer inspiration til hvordan, at de kan lave bedre sociale læringsrum.

Man bliver hooked af essesmedning! – Mød en af de nye frivillige i smedelauget

I 2020 har Den Gamle By etableret et nyt smedelaug med frivillige, der kan komme og kombinere deres interesse for essesmedning med formidling for museets gæster.

Nyt smedelaug i Den Gamle By

Den Gamle Bys museumssmed Johannes Bengtson Copmann har blandt andet brugt coronaåret 2020 på at etablere et helt nyt smedelaug i museets gamle smedje. Han kan prale med en gennemsnitsalder på under 30 år for de i alt 5 frivillige, der har været i gang i årets løb.

Lige før jul gik jeg en tur forbi smedjen for at finde ud af, hvorfor en ung fyr på 29 år har valgt at bruge 10 fridage om året som frivillig smed på et museum.

Søren Hammer Sørensen er 29 år og vild med at essesmede. Til daglig arbejder han i en ungdomsskole:

– ”Jeg er selvlært, for man kan ikke uddanne sig til essesmed i Danmark. Så jeg har bygget min egen smedje inde midt i Hobro, hvor jeg bor.”

Søren har været i gang i 2½ år nu og brugt i hvert fald over 1.000 timer på at essesmede. Han fortæller, at han har fået interessen, da han lidt tilfældigt prøvede det af:

– ”Jeg prøvede det, købte en ambolt og byggede en esse og kom i gang med at banke noget varmt jern. Og så blev jeg hooked! Og det er jo smart nok, for jeg har fået lov til at køre nogle smedehold i ungdomsskolen også, og har også haft soloundervisning, så nu underviser jeg også i at smede.”

Den Gamle Bys smedje er bemandet med frivillige i udvalgte weekender. Kan smedelauget få lidt flere medlemmer til den kommende sæson, vil det blive muligt at øge antallet af bemandingsdage.

Mulighed for at smede på gammeldags manér

– ”Da jeg så på Facebook, at Den Gamle Bys museumssmed var ved at starte det her smedelaug op, hvor man kunne komme og smede på gammeldags manér, var det meget tiltalende for mig. Derhjemme går man jo alene og smeder, men her står man typisk to sammen. Så er der både noget socialt i det, og man kan lære af hinanden.”

– “Og så er der jo publikum på. Det er måske lidt en form for pres, hvis tingene ikke rigtig går, som de skal, og der står 20 mennesker og kigger. Men så får publikum sig også nogle gange et grin. Og så må man jo forklare dem, hvorfor det ikke gik efter planen”, siger Søren med et smil.

I Sørens egen smedje derhjemme er der strøm til at bruge maskiner og elektrisk værktøj som fx vinkelsliber, og essen kører på gas. Men i Den Gamle bys smedje foregår arbejdet på ægte gammeldags manér. Der bliver fyret med kul i essen, og alt skal gøres med håndkraft, for der er ikke strøm til arbejdsredskaber.

– ”Man lærer lynhurtigt, at jo tættere, man kan smede det på den færdige størrelse, jo lettere er det, og du sparer simpelt hen så meget tid. Det er en ting, som jeg har lært ved at komme her som frivillig.”

For at komme i betragtning til smedelauget, skal man kunne noget på forhånd. Man skal sende billeder af noget af det, man har lavet, og derefter kan man blive kaldt ind til optagelsesprøve i smedjen af museumssmeden Johannes. Men man skal ikke nødvendigvis kunne det hele eller være ekspert:

– ”Smedelauget bærer præg af, at vi allesammen er i gang med at lære.” fortæller Søren.

– ”Selvom vi alle har noget erfaring, så er vi her for at blive bedre og hjælpe hinanden. Det er rigtig godt socialt, fordi folk, der smeder, typisk er meget passionerede omkring det, og så er det fint, at man har nogen, man kan dele det med. Man udveksler ideer og går og hyggesnakker. Det er også rigtig godt at have en makker, som man kan gå og ping-pong’e med i forhold til publikum.”

Sæsonen i smedelauget løber fra marts og året ud. Som frivillig i smedelauget skal man som udgangspunkt komme og arbejde i smedjen 10 dage om året, men man må gerne komme oftere.

– ”Vi kører med et tema pr. sæson. I år har vi kørt et tema med basisværktøj, fx mejsler og tænger, som smede jo skal kunne lave. Det forlyder, at næste års tema bliver skærende værktøj, bl. a. økser.”

Søren viser noget af det værktøj frem, han selv har lavet. Fordelen er, at man som essesmed kan blive ved med at tilpasse det og forbedre det. Så man får et meget personligt forhold til sit værktøj.

Formidling er en stor del af det at være frivillig i smedelauget

Søren vil også gerne udvikle sig formidlingsmæssigt gennem arbejdet i smedelauget, så kontakten til publikum i Den Gamle By gør det særligt attraktivt at være frivillig:

– ” En af de rigtig fede ting ved at være frivillig i smedelauget er at se, hvordan både unge og gamle bliver fascinerede. Formidling er faktisk en stor del af det for mig. For når jeg står derhjemme i smedjen, så livestreamer jeg ofte til nettet. Så det er en rigtig god mulighed for mig også at få lov til at komme her og formidle smedehåndværket i en museumskontekst, hvor folk står her fysisk. Det er bare på en helt anden måde, end hvis man viser det over nettet.”

Livestream med essesmedning er ikke så usædvanligt, som man lige skulle tro. Selvom det traditionelle essesmedehåndværk stort set forsvandt som erhverv i 1970’erne, har essesmedning faktisk fået lidt af en revival blandt de yngre generationer, og der er kommet mange nye hobbysmede til de senere år. Det skyldes ifølge Søren primært internettet, hvor det er let at finde andre med samme interesse:

– ”Jeg snakker med smede fra hele verden næsten dagligt. Hvis man skal bruge hjælp til noget, så er der altid lige en klar til at komme med et par tips.”

Der er også en del af gæsterne, som spørger interesseret til, hvordan man selv kommer i gang. Så fortæller Søren om, at man godt kan bygge sin egen essesmedje derhjemme.

– ”Det er faktisk også noget, vi snakker med gæsterne om – hvordan kommer man i gang derhjemme, hvor kan man gå hen, hvor er der nogle ressourcer, man kan bruge. Vi er desværre så uheldige, at når man går på Teknisk Skole for at blive smed nu om dage, så er der ikke længere noget, der hedder varmsmedning eller essesmedning. Det har de sorteret fra. Og det er der faktisk rigtig mange, der er skuffede over. En ting, jeg gør rigtig meget ud af at nævne er, at der faktisk findes en smedeskole. Den ligger bare i Sverige. Men man kan godt tage SU’en med. Og der er også danskere, der tager derover. Museumssmeden Johannes er fx uddannet på smedeskolen i Sverige. Så det er også en del af den formidling, vi laver.”

Den Gamle Bys smedje lokker nemt både store og små til med lyden af slag på ambolten og lugten af kulrøg. Børnene vil ofte gerne blive længe og kigge på, mens det som regel er forældrene, der efter noget tid siger: ”Nu skal vi vist videre, skal vi ikke…?”.

Efter min snak med Søren, går han i gang med dagens arbejde. Han begynder med at lave et par søm for at blive ”varmet lidt op”, inden han skal i gang med dagens projekt. Og allerede efter ganske få slag på ambolten kommer der flere familier hen til smedjen for at kigge på.

Julen er erindringens tid

Denne juleferie har for mange ikke været som den plejer, ligesom nytårsfejringerne for flere også må justeres af hensyn til de gældende Corona-anbefalinger. Bliver det så en mindeværdig jul? Ja, det gør det nok, men også en jul, hvor vi i mindre grad har trænet vores erindring ved at mødes og genfortælle historier om, hvordan vi tidligere har fejret højtiden.

Julen er gentagelsens- og traditionernes tid og derfor også erindringens tid. Og erindring betyder noget. Det er noget vi har observeret i Den Gamle By gennem vores arbejde med ældre, der er ramt af demens.

I Den Gamle By findes erindringslejligheden. Den er indrettet som i 1950’erne og i lejligheden laves der særlige forløb for ældre ramt af demens.

Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning ved Aarhus Universitet lavede for nogle år siden et studie, hvor ældre diagnosticeret med Alzheimer fik præsenteret den samme type af dagligdagsgenstande på henholdsvis et plejecenter og i et historiske miljø i Den Gamle By. På plejecentret var genstandene nyere og på museet ældre, men det var samme typer af genstande, f.eks. en telefon og et konfirmationskort. Undersøgelsen viste, at de ældres erindringer var flere og mere detaljerede ved sessionerne på museet. Det at gense noget man kender ”fra engang” gør, at situationer fra ens liv pludselig dukker op igen.

For personer, der lider af demens, er minder ikke kun en interessant akademisk foreteelse – det betyder også noget for deres velvære. Det har flere undersøgelser vist, blandt andet på museerne. I et Erasmus støttet projekt blev over 100 ældre demensramte observeret på Den Gamle By og i fire andre europæiske frilandsmuseer, mens de lavede erindringsvækkende aktiviteter. Dette store materiale viste, at de ældre havde det godt, når de var i historiske rammer fra deres ungdom, kunne de huske ting fra deres eget liv og talte sammen om dem. Over 80 % af tiden var de interesserede, opmærksomme og havde godt selvværd og en positiv følelsesmæssig tilstand.

Resultater af den Erasmusstøttede undersøgelse ”Active ageing and Heritage in Adult Learning” om velbefindende hos ældre med demens i forbindelse med erindringsforløb på frilandsmuseer. I alt deltog 118 ældre ramt af demens i undersøgelsesprojektet.

Erindringer er ikke kun vigtige for Alzheimerpatienter og andre med kognitive problemer. Det betyder også noget for pårørende til demensramte og deres samvær med deres nærmeste. I de sidste måneder er der i Den Gamle By blevet afholdt forløbene ”Erindring og Fællesskab” for personer med demens og deres pårørende. Ideen til disse forløb kom efter dialog med de europæiske kollegaer, der deltog i det fornævnte Erasmusprojektet. Inspirationen kom også fra det velkendte mødregruppe system: At man mødes med nogle ligesindede, når livet pludselig tager en drejning, ens fokus bliver et andet og gamle venner ikke helt forstår en på samme måde. Projektet var støttet af en pulje fra Slots- og Kulturstyrelsen, der hjalp udsatte i forbindelse med Coronapandemien, og gik ud på, at en lille gruppe med tre – fire par bestående af ældre ramt af demens og en pårørende hertil mødtes fire gange i Den Gamle Bys erindringslejlighed. De pårørende fik ligesindede at snakke med, og de demensramte kunne blomstre op og leve deres liv med den fortid, de stadig husker.

Ved et af de sidste sessioner, som blev gennemført før Corona-restriktioner lukkede forløbene, deltog også en journalist fra Kristeligt Dagblad. En af de pårørende som deltog i forløbet fortalte journalisten: ”Først gik jeg med for min mands skyld, men nu kan jeg se, hvor meget jeg selv får ud af det. Det er, som om jeg har fået min mand tilbage. Det er den bedste oplevelse, jeg har haft i mange år.”

Et udsagn som dette og Erasmusundersøgelsen af de ældres udbytte af forløbende i Den Gamle By minder os om at udveksling af historier og erindringer ikke kun er luksus og small talk. Det er også nærvær, glæde og mening med livet. Jeg håber, at mange i årets juleferie både kan tage hensyn til smitterisikoen og kan være sammen om at udveksle historier og minder – hvis ikke fysisk så gennem telefon og computer. For det at have et godt liv handler ikke kun om at holde sig smittefri, men også om at tale og mindes sammen.

God jul, godt nytår og glædelig fortællinger.

Forløb i Den Gamle Bys erindringslejlighed. Modelfoto.

En kortere udgave af dette indlæg blev 29. december 2020 publiceret i Århus Stiftstidende.

Afstemningsplakaterne fra grænsedragningen i 1920

På Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By kan du sommeren over og året ud opleve en udstilling om afstemningsplakaterne fra grænsedragningen i Sønderjylland i 1920. Plakaterne er både fantasifulde og følelsesladede – de fanger og fastholder stemningen og problematikken fra dengang. I denne artikel kommer du bag om plakaterne og får indsigt i, hvorfor de blev udformet, som de gjorde.

Den 15. juni 2020 var det lige præcis 100 år siden, at Sønderjylland kom under dansk suverænitet efter at have hørt under Tyskland siden 1864. Indtil tabet af Den 2. Slesvigske Krig i 1864 var Danmark en relativt omfattende helstat, der blandt andet. bestod af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Med tabet af hertugdømmerne blev landet imidlertid betydeligt reduceret og mistede ikke kun en tredjedel af sine tidligere besiddelser, men også næsten halvdelen af landets befolkning. Danmark blev en perifer national småstat, mens den preussiske ministerpræsident og senere rigskansler Otto von Bismarck fik det, som han havde ønsket. Den tyske sejer var nemlig et væsentligt skridt på vejen mod opfyldelsen af hans drøm om et samlet Tyskland, der endelig skulle gå i opfyldelse i 1871.

Da Tyskland tabte 1. Verdenskrig blev der imidlertid åbnet mulighed for at ændre grænserne i en række europæiske lande, herunder i det slesvigske område. Fredsaftalen, Versaillestraktaten, blev underskrevet den 28. juni 1919 med ikrafttrædelse den 10. januar 1920. Aftalen var sejrherrernes traktat, der pressede Tyskland til det yderste og derfor kun blev underskrevet under tyskprotest. Traktaten pålagde Tyskland hele ansvaret for krigen, og det medførte blandt andet, at landet mistede store områder, fik begrænsetsit militær i betragtelig grad og blev pålagt en omfattende krigsskadeserstatning.

Alexander Eckeners tysksindede plakat Seit 100 Jahren

Det som de dansksindede sønderjyder oplevede som en genforening – men som for tyskerne var en afståelse – fandt sted ved en demokratisk afstemning, hvor man lagde vægt på folkenes selvbestemmelsesret og sindelag. Det blev besluttet, at afstemningen skulle afvikles ad to omgange i to zoner, der skelnede mellem Nordslesvig og Mellemslesvig, der også omfattede den vigtige havne- og handelsby Flensborg. Den nordlige del fra 1864-grænsen ved Kongeåen syd for Ribe og Kolding frem til den linje, som stort set er identisk med den nuværende grænse, udgjorde 1. zone. Resultatet skulle opgøres under ét, således at man tog udgangspunkt i det samlede udsagn fra vælgerne og ikke i stemmerne inden for de enkelte kredse. I 2. zone blev stemmerne – i modsætning til ved afstemningen i 1. zone – optalt inden for hvert enkelt distrikt. Den første afstemning skulle finde sted 10. februar 1920 og den anden godt og vel en måned senere 14. marts.

Rasmus Christensens dansksindede plakat Fælles stamme, fælles land

Afstemningsområderne blev underlagt en international kommission “Commission Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig” (International kommission til overvågning af den slesvigske folkeafstemning), for nemheds skyld kaldet CIS, som skulle have overopsyn med, at valghandlingerne skete efter forskrifterne. Men ikke nok med det, zonerne blev ligefrem besat af britiske og franske tropper, der skulle sørge for at opretholde ro og orden før og under afstemningen. Kommissionen var således sammensat af repræsentanter fra de allierede England og Frankrig, men også fra det neutrale Norge og Sverige, mens et femte sæde stod til rådighed for USA, der dog aldrig benyttede sig af det. Kommissionen blev oprettet i juni 1919.

Johann Holtz’ enkle plakat Deutch, der nåede at blive forbudt, da et forbud mod flagning trådte i kraft 6. marts 1920.

For at kunne navigere i de følsomme politiske forhold blev der ligeledes i juni 1919 oprettet et midlertidigt Ministerium for Sønderjyske Anliggender med venstremanden H.P. Hanssen (1862-1936) for bordenden som minister. I tilknytning til ministeriet var der et oplysningskontor, hvis formål var at støtte den danske agitation forud for afstemningerne. Regeringen havde åbenbart fået nys om, at de tyske myndigheder oprustede voldsomt på plakatfronten og at de planlagde en velorganiseret propagandaindsats. Det skabte en vis nervøsitet og den danske stat frygtede at stå uforberedt og uden tilstrækkeligt modskyts. Derfor blev oplysningskontoret oprettet. Takket være kontorets virke blev der trykt ikke færre end 107.700 plakater bekostet af staten og de blev i store sække sendt gratis til de sønderjyske kommuner. Oplysningskontoret tænkte i meget praktiske baner og havde derfor sørget for, at sækkene kunne bæres i en skrårem over skulder og mave, ligesom hver sæk blev ledsaget af en klisterspand, pensel, børste og spartel. Man rundsendte simpelt hen et komplet opklæbningssæt i bedste ”gør-det-selv”-stil, for som det hed i en efterfølgende rapport: ”Til hjælp for opklæbningen har det været nødvendigt at anskaffe en Del Remedier, som til dels ikke har kunnet skaffes tilveje i Sønderjylland, og som det har været nødvendigt at have for Haanden af Hensyn til Organisationen af det med Opklæbningen forbundne Arbejde”. Afstemningen i Sønderjylland var i den grad et landsdækkende anliggende, som i vidt omfang blev styret centralt fra København.

Thor Bøgelunds Mor! stem dansk plakat findes både i en dansksproget og i en tysksproget version. Begge kan ses på udstillingen sammen med inspirationskilden, der var en tysk socialdemokratisk plakat fra 1919

Tre kunstnere blev udset til at lave de officielle plakater fra dansk side. Blandt disse var den på det tidspunkt allerede kendte og meget erfarne plakatkunstner Thor Bøgelund (1890-1959), som skulle forestå ikke mindre end 10 af de bestilte 15 plakater. De resterende fire blev udført af Rasmus Christiansen (1863-1940) og en enkelt af billedhugger og billedkunstner Joakim Skovgaard (1856-1933).

Rasmus Christensens plakat Vaagn og stem for Danmark

Afstemningsplakaterne blev fremstillet i rigelige mængder og klæbet op overalt, hvor de kunne møde vælgerne ansigt til ansigt. I 1920 var de et af de mest slagkraftige massemedier til påvirkning af afstemningsresultatet. Endnu var fjernsynet ikke opfundet, og radioen var stadig meget ny og ikke udbredt. Skønt der var løbesedler og aviser, som også plæderede for sagen i mange variationer, havde de ikke nær samme gennemslagskraft som plakaten, der var opklæbet i det offentlige rum, hvor folk færdedes. I modsætning til med den skrevne presse skulle befolkningen nemlig ikke selv aktivt opsøge nyhederne, når det drejede sig om plakaterne. Budskabet kom til dem, uden at de havde bedt om det, i samme øjeblik de trådte uden for deres gadedør.

Joakim Skovgaards plakat Det lyder som et Sagn fra gamle Dage

Det særligt virkningsfulde ved plakaterne lå i billedet. Der er kortere afstand fra øjet til hjertet, når det ser på et billede, end der er fra øjet til hjernen, når det læser en tekst. Og plakaterne spillede for hovedpartens vedkommende netop på følelserne og søgte at gå i hjertet på sit publikum. Nogle ganske få af plakaterne er rene tekstopslag, der minder om løbesedlerne i deres karakter, og som med en tone af historisk belæg argumenterer for det ene eller det andet udfald af valget. Men de mest effektfulde af plakaterne har kun en sparsom tekst til supplement af det følelsesladede billede. De afspejler i deres til tider teatralske, sentimentale eller ligefrem svulstige stil den stemning, der prægede spørgsmålet om den nye grænsedragning. For der var meget, der stod på spil, både personlige relationer, nationalt tilhørsforhold og identitet, og samtidig økonomiske interesser, der var afgørende for levestandarden og mulighederne i den nærmeste fremtid, og som ville få stor betydning også for de kommende generationer.

Harald Slott-Møllers dansksindede plakat med tysk tekst 14. März, der var datoen afstemningen i zone 2

Så det var altså ved at spille på følelserne, snarere end at appellere til fornuften, at plakaterne drev deres spil. Hvilken betydning de så har haft på vælgernes endelige kryds, er umuligt at sige med sikkerhed. Det er vel sådan, at havde man allerede en grundfæstet holdning, kunne plakaterne ikke stille så forfærdelig meget op. Var man derimod en tvivler, der endnu ikke helt vidste, hvilken vej man skulle gå, så satte plakaten ind med basuner og fanfarer for at påvirke udfaldet. Flere vaklede nemlig mellem en dansk og en tysk identitet, og som ved nutidige valg var det denne midtergruppe, der kunne påvirkes i den ene eller den anden retning, som plakaterne især bejlede til.

Paul Haases tysksindede plakat Ich bin Deutch

Det er i plakaternes udtryk helt klart, at grænsedragningen havde en anden karakter i Slesvig end i de øvrige europæiske landområder, der skulle stemme om en grænseændring efter 1. Verdenskrig. Skønt de danske og tyske plakater i den sønderjyske landsdel spiller på de følelsesmæssige tangenter, bliver de aldrig – i modsætning til afstemningsplakaterne i andre dele af Europa –  direkte aggressive, hævngerrige eller blodige. Ikke én eneste af dem. Når det går højt, spiller plakaterne på den dårlige samvittighed og forsøger at manipulere f.eks. med et ”Mor! Stem dansk – Tænk paa mig” og billedet af en lille forhutlet dreng. Det står helt klart at både Det Midlertidige Ministerium for Sønderjyske Anliggender med H.P. Hanssen som den yderst kompetente rorgænger og CIS har været opmærksomme på den gode tone og ikke ønsket, at der skulle opildnes til uro og vold via provokerende udsagn fra plakaterne. Der har været en klar og fast styring af plakaternes budskab, en styring, der ikke var fri for at udøve censur, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Udover i Slesvig var der også grænseafstemninger seks andre steder i Europa, og flere af stederne var plakaterne, som denne østrigsindede plakat, mere truende

Den politiske plakat i sin moderne skikkelse så for alvor dagens lys i tiden op til og under 1. Verdenskrig. Her spillede agitationsplakaterne en stor rolle og den udformning plakaterne havde, smittede i høj grad af på afstemningsplakaterne i 1920. På samme måde gik traditionen igen i valgplakaterne til folketinget og rigsdagen – en tradition, som kan følges helt op til 1960´erne, hvor fjernsynets indflydelse begyndte at gøre sig gældende. Her tabte plakaten pusten og blev i højere grad et ekko af medierne end et selvstændigt udtryk. Helt galt gik det, da computeren gjorde sit indtog og tendensen med kun at vise et politikerportræt blev forstærket og dominerende. Den fortællende og følelsesbetonede plakat var stort set blevet elimineret. Men indtil denne afsporing, kan man tydeligt følge en rød tråd fra agitationsplakaterne under 1. Verdenskrig til afstemningsplakaterne fra 1920 og gennem valgplakaterne til folketing og rigsdag. Det drejer sig om tydelig og enkel kommunikation, der sigter med skarpe skud mod hjertet, hvis de da ikke vælger en anden vinkel og retter skytset mod hjernen med tilsyneladende fornuftigt betingede argumenter, som især taler om velstand og god økonomi. Dengang som nu var plakaterne under alle omstændigheder med til at sætte stemningen omkring afstemningerne og afspejle de holdninger og stærke følelser, der stod på spil hos befolkningen.

Udstillingen Grænsen er nået. Afstemningsplakater fra grænselandet 1920 kan opleves på Danske Plakatmuseum i Den Gamle By frem til 31. december 2020. Frem til og med 9. august er der halv pris på dagsbilletter til Den Gamle By, og udover at besøge Plakatmuseet kan man blandt andet også opleve frilandsmuseet i Den Gamle By, museets 1970’er kvarter og tidsrejsen Aarhus Fortæller om Aarhus’ historie.

Til udstillingen Grænsen er nået har Elsebeth Aasted Schanz og Nils Arne Sørensen skrevet en velillustreret og fyldig bog, der kan købes for 249 kr. hos boghandlerne, i Den Gamle Bys museumsbutik og på Dansk Plakatmuseums webshop.

Hvem besøgte Den Gamle By i 2019, og hvad syntes de besøgende om museet?

For et par uger siden udkom Danmarks Statistiks tal for museumsbesøgende i 2019 og data fra Slots- og Kulturstyrelsens årlige nationale brugerundersøgelse er også blevet tilgængeligt.

De to opgørelser viser, at de danske museer er meget populære med 15,6 mio. besøgende i 2019, og at museumsgæsterne synes godt om det, som museerne tilbyder. På en skala fra 1-10 vurderes museumsoplevelsen til 8,6.

Tallene fra Den Gamle By indgår i de to opgørelser, og vi supplerer dem også med andre publikumsundersøgelser. Her er en gennemgang af nogle af hovedtallene fra Den Gamle By for året 2019.

At møde Den Gamle Bys medarbejder er noget museets besøgende vurderet meget højt. En medarbejder er har travl hele sommeren er postbuddet fra 1974. Han har hele to daglige postomdelinger.

Hvor mange besøger Den Gamle By?

Den Gamle Bys besøgstal var i 2019 523.173, og dermed var museet Danmarks fjerde mest besøgte museumssted. En stor del af de besøgende var børn under 18 år. Bare i forbindelse med skoleforløb kom der i alt 36.587 børn, hvilke gjorde museet til de tredje mest besøgte undervisningssted. Uden for undervisningstilbud havde Den Gamle By 93.430 besøgende børn, hvilke gjorde det til landet mest besøgte museum for børn, med i alt 130.017 børn hvilke svare til 5 % af alle børn der har besøgt et museum.

Besøgende på besøgssteder – top fem
Louisiana Museum of Modern Art 757.163
ARoS Aarhus Kunstmuseum 547.247
Christiansborg Slot 523.362
Den Gamle By 523.173
Ny Carlsberg Glyptotek 514.608
Børn og unge under 18 år, ikke undervisning – top fem
Den Gamle By, Danmarks Købstadsmuseum 93.430
ARoS Aarhus Kunstmuseum 77.351
Frilandsmuseet (Nationalmuseet) 66.119
Cisternerne (Frederiksbergmuseerne) 64.614
Skibene på Holmen (Nationalmuseet) 64.320
Børn og unge under 18 år, undervisning – top fem
ARoS Aarhus Kunstmuseum 51.413
Statens Museum for Kunst 42.766
Den Gamle By 36.587
Moesgaard Museum 29.339
Arbejdermuseet 23.887

Hvem besøger Den Gamle By og hvordan bruges museet?

I billetsalget spørger vi hver 10. gæst, hvor de kommer fra. I 2019 var 24 % af vores besøgende udlændinge. 47 % af de besøgende kom fra Aarhus kommune og i alt kommer 57 % af de besøgende kom fra Region Midtjylland, mens 19 % af de besøgende kom fra andre steder i Danmark end det midtjyske.

Den Gamle By laver i samarbejde med Topattraktioner, der er en sammenslutning af 27 af landets største museer, sommerlande og dyreparker en publikumsanalyse. Den undersøgelse giver os en ide om, hvilke aldersgrupper som besøger museet.

 

Der er flest i aldersgruppen fra 30-59 (58%), og flere af dem kommer antageligt sammen med de i alt 58 % af gæster, der er i grupper med personer under 18 år.

At museet bliver besøgt af familier viser også en anden publikumsundersøgelse, vi gennemfører hvert år, nemlig Slot- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse for de danske museer. Denne undersøgelse gennemføres løbende over hele året, og her kan vi se, at den anden hyppigste gruppe, som besøger museet, er ”Familier med flere generationer” (23%) og af en af de tredje hyppigste grupper er ”Familier med børn i alderen 0-12” (22%). Noget, der også er værd at notere er, at det kun er 3%, som besøger Den Gamle By alene.

Hvad synes de besøgende om Den Gamle By

Undersøgelserne viser, at vores gæster er glade for museet. I den nationale publikumsundersøgelse vurderes museumsoplevelsen til 8,9 ud af 10 og i Topattraktionsundersøgelsen tilkendegiver hele 99 % af de adspurgte, at besøget på museet er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. Ved undersøgelsen fra Topattrationer spørges der i forbindelse med vurderingen af museet om gæsten synes, at besøget var pengene værd. Og det synes de. 96 % tilkendegav at besøget ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” var penge værd.

I den nationale publikumsundersøgelse bliver der spurgt ind til tilfredsheden for forskellige elementer ved besøget. Det er atmosfæren, det at være et rart sted, og medarbejdernes venlighed og imødekommenhed, der er de tre elementer som vurderes højest.

Opsummering

De indsamlede data fra 2019 viser, at Den Gamle By er et landet mest besøgte museer og bliver særligt valgt, når familier er på tur med børn eller når skoler tager undervisningen udenfor klasselokalet. Undersøgelsen viser også at Den Gamle By er et museum som bliver besøgt på tværs af generationer.

Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj. Det er vi på museet stolte og glade for.

De tal der indtil videre er kommet ind gennem vores brugerundersøgelser for 2020 viser også at vores besøgende også i år er meget glade for at besøge museet og som det blev beskrevet i et tidligere blogindlæg De besøgende er trygge ved at besøge Den Gamle By giver vores gæster også en positiv vurdering af de tiltag museet har gjort for at mindske risikoen for spredning af coronavirus.

Tallene for 2020 omkring museumsbesøg bliver utvivlsom meget anderledes med hensyn til antal gæster og antallet af udenlandske besøgende. De aktiviteter museerne vil tilbyde bliver også anderledes, men jeg tror ikke de bliver dårligere. Så jeg håber af gæsterne vurderingen af museumsbesøg også i år vil blive positiv. Den Gamle By og landets andre museer anstænger sig i hvert fald for at give de besøgende en god oplevelse i år. Med den vedtagene sommerpakke, hvor der både er rabatter til offentlig trafik og halv pris på dagsbilletter til museerne er der en god anledning til at komme ud i sommerlandet, opleve noget nyt og samtidigt støtte museerne.

En af sommerens tiltag i Den Gamle By er, at museets håndværkere alle hverdage demonstrerer og fortæller om deres håndværk

Link og oplysninger om undersøgelserne:

Danmarks Statistiks tal for museerne

Disse tal bygger på det som de enkelte museer sender ind omkring besøgstal. Ikke alle museer sender alle de ønskede tal ind om antal besøg af børn og de museer vil så ikke indgå i denne del af undersøgelsen. I den opsumering af undersøgelse der er lavet i denne blog er der lavet den udvælgelse, at der kun er taget tal omkring børn med, hvor antallet af børn ikke er større end det samlede opgjorte antal af besøgende.

Link til Danmarks Statistiks tal for museerne

Topattraktioners publikumsundersøgelse

Denne undersøgelse gennemføres på 27 af landets største attraktioner, dyreparker og museer. I Den Gamle By blev 683 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse bliver gennemført på alle Danmarks statslige eller statsanerkendte museer. I Den Gamle By samler vi løbende gennem hele året data ind til undersøgelsen og i 2019 blev i alt 829 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Rapport med data fra nationale brugerundersøgelse 2019 for Den Gamle By

De besøgende er trygge ved at besøge Den Gamle By

Den Gamle By åbnede igen i mandags efter at have været lukket siden midten af marts som følge af Danmarks nedlukning på grund af coronavirussen. I de tre første åbningsdage lavede vi en gæsteundersøgelse for dels at høre om besøgendes oplevelse af museet, og dels for at høre om de var tilfredse med de tiltag, som museet har lavet for at gøre Den Gamle By til et trygt sted at besøge.
Konklusionen på undersøgelsen er, at de besøgende synes rigtigt godt om Den Gamle By, og at museets tiltag for at mindske risikoen for spredning af coronavirussen gør besøget trygt.

Den besøgende synes godt om museet

100 % af de adspurgte var tilfredse eller meget tilfredse med besøget, og 96 % synes at besøget i høj grad eller meget høj grad var pengene værd.


97% af de adspurgte var tilfredse eller meget tilfredse med den måde historier blev fortalt på museet, 93 % var tilfredse eller meget tilfredse i forhold til at lære noget nyt og 92 % var tilfredse eller meget tilfredse i forhold til museet som et egnet sted for børn og unge.



Rengøring og information ved billetsalget er noget museet særligt har haft fokus på i forbindelse med åbningen. 100 % af se adspurgte var tilfredse eller meget tilfredse med servicen og betjeningen ved indgangen, og 99 % var tilfredse eller meget tilfredse med rengøringen af museet.


Den Gamle By er et trygt sted at besøge

De besøgende blev bedt om at vurdere museet håndtering for at mindske risikoen for spredning af Corona. Den Gamle By har lavet en række tiltag med blandt andet at ensrette udstillingen, sætte spritdispenserer op og informere de besøgende om retningslinjer. De besøgende kunne bedømme museets tiltag på en skala fra 1-10, hvor 10 er er rigtigt godt.
74% gav museet vurderingen 10, 11 % vurderede tiltagene til 9 og 7% vurderede dem til 8. Det vil sige at 92 % gav museet en af de tre højeste vurderinger, og ingen vurderede museets indsat til under 6.

Undersøgelsen viser at i forhold til museets informationniveau var der 1 % af de adspurgte som var utilfredse og 85 % som er tilfredse eller meget tilfredse, og i forhold til muligheden for at desinficere hænder var der 3 % som var utilfredse og 82 % der var tilfredse eller meget tilfredse.


Ingen af de adspurgte var utilfredse med muligheden for at holde tilstrækkelig afstand til andre gæster eller muligheden for at besøge spisestederne på en tryg måde.


Der var heller ikke nogle af de adspurgte, som var utilfredse med museet ekstra rengøring eller utilfredse med personalets håndtering af de gældende retningslinjer.


Undersøgelsen er lavet i perioden 25-27. maj 2020 i samarbejde med Topattraktioner og Epinion. 11 % af Den Gamle Bys besøgende deltog i undersøgelsen.
Også i den kommende tid vil museet besøgende blive spurgt om deres tilfredshed og om de tiltag museet har lavet for at gøre museet til et trygt sted at besøge. Disse undersøgelser vil blive brugt til at evaluere tiltagene, så et besøg i Den Gamle By vedbliver med at være en god og tryg oplevelse.

Stil ind på radioens historie – på radio-rundtur i Den Gamle By

For nogle uger siden havde jeg besøg af tv-stationen dk4, som ville lave en udsendelse om radioer gennem tiden. Her i Den Gamle By kan vi nemlig vise en stor del af radioens historie gennem museets 1927- og 1974-kvarterer. Det gav mig anledning til at “stille ind” på den danske radiohistorie og gå denne radio-rundtur.

Tv-kanalen dk4 var på besøg hos cykelsmeden for at lave en tv-udsendelse om radioer.

Radioer hos cykelsmeden

Vi begynder turen hos cykelsmeden i 1927-kvarteret. Hos cykelsmeden er der flere forskellige radiomodeller fra radioens barndom. Cykelsmeden, tænker du måske? Men den er god nok. Det var nemlig ofte cykelsmede, der i begyndelsen tog det nye apparat til sig sammen med reparation af cykler, barnevogne, symaskiner og meget andet, der krævede finmekanisk snilde.

Der fandtes to typer af radioer dengang: Krystalapparater og lampemodtagere. På lampemodtagere sad lamperne, dvs. radiorørene, i begyndelsen udvendigt, men det viste sig mere praktisk at placere dem beskyttet inde i kabinettet. Lamperne kaldte man dem, fordi de mindede meget om glødepærer, en anden ny teknisk frembringelse fra den tid.

Til radiolytning brugte man i begyndelsen hovedtelefoner som dem, der ligger her på cykelsmedens arbejdsbord. Der kunne som regel tilkobles mere end ét sæt.

I begyndelsen af 1920’erne opstod flere små radiosendestationer, fx Lyngby Radio og Ryvang Radio. For at samle kræfterne og få styr på udrulningen af den nye teknologi, blev den licensfinansierede Statsradiofoni oprettet i 1925. Sendenettet blev udbygget, og med Kalundborgsenderen i 1927 blev radiosignalet landsdækkende. Nu blev radioer hurtigt meget populære. En del eksisterende fabrikker begyndte at producere radioer, og rigtig mange nye radiofabrikker skød op rundt omkring i landet. Nogle fremstillede også komponent-sæt, så man selv kunne bygge sin egen radio.

I boghandlerens baglokale findes en radio med tragthøjttaler.

I 1927 foregik radiolytning oftest gennem hovedtelefoner, men til lampemodtagere kunne man også benytte en tragthøjttaler. Den var allerede kendt fra hhv. fonografen og grammofonen. Det var dog ikke en højttaler i moderne forstand, men kun en simpel lydforstærker, der fungerer mere ligesom et gammeldags hørerør. Men til forskel fra hovedtelefoner, gjorde tragthøjttaleren det muligt at lave morgengymnastik på stuegulvet med Kaptajn Jespersen som vært i den populære udsendelse, der blev sendt fra 1927 og helt frem til 1952.

En tilfældigt udvalgt programoversigt fra 14. nov. 1927.

Kaster man blikket på en helt tilfældig programoversigt fra 1927, kan man se, hvad der blev sendt ud i æteren, som de gamle grækere kaldte det stof, himlen er lavet af: Ud over morgengymnastik var det skoleudsendelser, timeslag og klokkespil fra Rådhustårnet i København, foredrag, koncerter og pressemeddelelser.

Snedkerhåndværk eller tremmer på en lokumsdør?

I 1930’erne eksploderede salget af radioer, og det samme gjorde antallet af radiofabrikker. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne udviklede radioen sig til at blive et gedigent møbelsnedkerprodukt med håndværksmæssig finish. Nu blev radiorørene konsekvent placeret inde i kabinettet og det samme blev højttaleren, som nu var en ”rigtig” højttaler med højttalermembran, der gav meget bedre lyd end tragthøjttaleren. Højttaleren blev skjult bag stof eller tremmeværk af træ, så lyden kunne komme uhindret ud i rummet.

Pensionistparret i Huset i Havnegade st. tv. havde i 1974 en B&O-radio fra 1950’erne.

Hos pensionistparret i 1974-kvarteret kan vi se sådan et eksempel. Det er en radio fra B&O (Bang&Olufsen), en dansk radiofabrik blandt mange andre. Modellen er fra 1955. Ved hjælp af plastikknapper og en skala kunne man vælge mellem forskellige landes radiostationer og programmer. I Danmark havde Statsradiofonien fra 1951 udvidet sendefladen til både program 1 og 2, og i 1963 kom program 3. I 1950’erne og 1960’erne fik radioen desuden konkurrence fra det nye medie, billedradioen. Altså fjernsynet. Men sådan ét havde pensionistparret endnu ikke fået her i 1974.

I 1950’erne var det nye nordiske, enkle design inden for møbler blevet moderne; det vi i dag kender som ‘de danske møbelklassikere’. En af bannerførerne for den nye stil var arkitekt Poul Henningsen, eller blot kaldet PH. I 1954 blev der afholdt en radiomesse i Forum i København, og PH var i den grad ude med riven over datidens radiodesign, som han mildest talt ikke var imponeret over. Bl.a. skrev han:

”Rundbuet og tykmavet forlorenhed med sving, svaj og krummelurer, ofte sammensat af de mest forrykte træsorter behængt med plastik og messing, så man kan brække sig over at se så meget talentløshed samlet på ét sted. Den gamle lokumsdør i sin mest stupide form er forbilledlig anvendt som inspirationskilde for tremmeværket i næsten alle højttaleråbninger, råbende til skyerne om dog at fuldende værket ved at sætte en spand vand og avispapir ind i kassen, som paradoksalt nok rummer et af vor tids største tekniske vidundere.”
(Citat: B.D. Nielsen: “Bella” og alle de andre, s. 142)

Radioen hos skoleinspektør frk. Sneum i Tårnborg, 1. sal tv. er også fra 1950’erne.

Hos den kvindelige skoleinspektør Frk. Sneum i 1974-kvarteret ser vi netop et eksempel på sådan en radio med tremmeværk. Selv her, helt fremme i 1974, har Frk. Sneum tydeligvis ikke set nogen grund til at skifte radioen ud, bare fordi den var gammel og umoderne. Og det samme gjaldt mange andre danskere, som beholdt de gamle radioer, for de virkede jo stadig, og ellers kunne de bare indleveres til reparation i en radiobutik.

Til sammenligning vises herunder et foto af Den Gamle Bys baggårdstoiletter. Mon ikke, det var sådan ét, PH havde i tankerne.

Baggårdslokummer i Den Gamle Bys 1800-tals-del.

Nogle få af de danske radiofabrikker tog PH’s kritik til sig, deriblandt B&O og LL (Linnet & Laursen), som efterhånden hyrede arkitekter til at formgive deres produkter. Det store skifte fra håndværk til design kom dog også fra den teknologiske udvikling med opfindelsen af transistorer.

Transistorrevolutionen i 1960’erne

Transistorerne havde samme funktion som radiorørene, men fyldte meget mindre, så man kunne skabe meget større ydeevne. Især op igennem 1960’erne betød det udbredelsen af en helt ny type radio, nemlig transistorradioen, den lille transportable radio, som kunne køre på både batterier og ledning og havde indbygget antenne. Der er mange eksempler i 1974-kvarteret, blandt andet inde hos Frisør Anni, hvor der blev lyttet til radioværten Jørn Hjortings udsendelser, mens kunderne fik ordnet hår.

Damefrisøren har en transistorradio i salonen.

Men det var ikke kun de transportable radioer, der fik transistorer. Det skete også i de mere stationære stueradioer, og i 1970’erne fortsatte transistorrevolutionen i fjernsynet. På Pouls Radios værksted kan man kigge ind bag bagbeklædningen og selv se udviklingen fra rørradio til transistorradio.

På reparationsværkstedet i radiobutikken Pouls Radio reparerede man både rørradioer (venstre billede) og transistorradioer (højre billede) i 1974.

Stereoanlægget indtog de danske hjem

Siden 1950’ernes ”snedkerkasser” var der sket en stor udvikling, og det skyldtes to ting: For det første gjorde overgangen fra radiorør til transistorer det muligt at lave meget mindre og fladere radioer. Og for det andet havde man fået udviklet en helt ny teknologi til at forbedre lyden, nemlig stereo. Nu skulle der ikke være én højttaler inde i radioen, men hele to eksterne højttalere, og de skulle placeres korrekt i rummet for at opnå optimal lydkvalitet. Også dette gjorde, at selve radioen kunne blive mindre og fladere.

Nu var radioerne blevet horisontale i formen, og passede dermed til de nye reolsystemer, som også kom på mode. Samtidig kunne man bruge radioen som forstærker og tilkoble både pladespiller og båndoptager og dermed opnå stereolyd med alle typer afspillere i et stereoanlæg. Sådan et kan man blandt andet se hos den enlige mor i Huset i Havnegade.

I lejligheden i huset i havnegade, st. th. har de et stereoanlæg.

Fra 1973 sendte Danmarks Radio alle udsendelser i stereo. Mange kan stadig huske Stereotesten, en 5-minutters udsendelse, hvor lytterne kunne teste, om deres stereoradio og -højttalere var indstillet korrekt. God lyd var nu i højsædet, og for entusiasterne var stereo ikke engang godt nok – nu skulle det være lyd af højeste troværdighed, High Fidelity forkortet til Hi-Fi.

Hi-Fi var godt som salgsblikfang i butiksvinduet. Hi-Fi-bogstaverne har Den Gamle By genskabt ud fra et foto af virkelighedens Pouls Radio i Holstebro.

B&O blev en dansk world story i 1970’erne

Der var gode muligheder for at for at få det sidste nye inden for radio/tv i 1974. Det kan man forvisse sig om i radiobutikken Pouls Radio. På designfronten skilte navnlig ét mærke sig nu markant ud. B&O havde i begyndelsen af 1970’erne indledt samarbejde med designeren Jakob Jensen, der med kompromisløst design resulterede i, at flere af B&Os nye modeller blev udstillet på Museum og Modern Art i New York. B&O var nu blevet et verdenskendt brand, og det gav sig fra sidste halvdel af 1970’erne og frem udslag i nye stadigt dyrere high end B&O-produkter til verdensmarkedet, som de færreste almindelige danskere efterhånden kunne få råd til.

B&O blev i begyndelsen af 1970’erne et verdenskendt designikon. Siden etablerede B&O sin egen eksklusive verdensomspændende butikskæde, men her i 1974 kunne man stadig købe en B&O-model hos Pouls Radio til en overkommelig pris.

Igennem 1960’erne kom de danske radiofabrikker på stærkt tilbagetog, mens stadigt flere radioer blev importeret fra udlandet. Mange vil kunne huske europæiske mærker som Tandberg, Grundig, ITT og Philips. Desuden kom flere asiatiske mærker nu også på banen, fx AKAI, Sony og JVC. De fleste danske fabrikker fik ikke omstillet sig til det internationale marked i tide. Noget, der især pressede fabrikkerne, var konkurrencen fra fjernsynet, ikke mindst da farvefjernsynet kom.

B&O valgte allerede tidligt i 1960’erne at satse på en kombination af teknisk kvalitet, design og eksport, og det blev fabrikkens redning. I midten af 1970’erne faldt de sidste reelle danske konkurrenter nemlig fra, først og fremmest Eltra og Arena. De få tilbageværende danske producenter satsede herefter på nicheproduktion såsom skibsradioer, højttalere og lignende.

I Pouls Radio er de populære mærker i 1974 repræsenteret på hylderne. De fleste er udenlandske, men der er også danske mærker imellem.

Radioamatøren runder radio-rundturen af

Hos radioamatøren på tørreloftet i Havnegade-huset får man indblik i en radiohobby, der blev umådeligt populær i 1960’erne og 1970’erne, men som faktisk har rødder helt tilbage i radio-pionertiden i 1920’erne. Foreningen Eksperimenterende Danske Radioamatører blev oprettet i 1927 og eksisterer stadig den dag i dag.

Radioamatørstationen ligger på tørreloftet i Huset i Havnegade.

En radioamatør kommunikerer på hobbyplan over radio med andre radioamatører i hele verden. Når man har haft kontakt, bekræftes kontakten efterfølgende ved at sende et såkaldt QSL-kort til hinanden med posten. I skrivebordsskuffen ligger alle de QSL-kort, vores radioamatør har modtaget fra alverdens lande gennem årene.

I dag kommunikerer vi alle nemt gennem internettet med folk rundt omkring på hele kloden, men før den digitale revolution kunne man altså også være med, takket være radioen.

DAB og digital radio i 2014-lejlighederne

Indtil videre ender turen her. Men når Den Gamle By åbner en 2014-gade om få år, vil vi kunne vise radioudviklingen helt til frem til den digitale radio. I den ene lejlighed kommer der en Lumatron DAB-radio, og i den anden er radioapparatet helt erstattet med en app på en smartphone og en tilhørende Zeppeliner soundbar.

I de kommende 2014-lejligheder vil man komme til at se hhv. en DAB-radio og en radioapp med soundbar.

Udsendelsen om radioen før og nu på dk4 skulle efter vores oplysninger blive sendt første gang fredag 24. april 2020. Dk4 nåede ikke med på hele radio-rundturen, men du er velkommen til at tage turen på egen hånd næste gang, du besøger Den Gamle Bys 1927- og 1974-kvarterer.

 

Link

De danske programoversigter for perioden 1925-1983 findes tilgængeliggjort på nettet: https://www.danskkulturarv.dk/udstilling/postkort-og-plakater/

Litteratur

Bjarne D. Nielsen: ”Bella” og alle de andre. Radio- og TV-fabrikker i Danmark: 1925-1975. Udgivet i 2007.

Leif Ahm: En verden i lyd og billeder. Dansk radio & tv fra krystalapparat til videokassette. Udgivet i 1972.

Påske i det sønderjyske 1927-hjem

I løbet af vintermånederne har vi i Den Gamle By arbejdet med påskens traditioner. Påskedag falder altid på datoen for den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Den ene stue i det unge hjem i Havbogade.

I Den Gamle Bys sønderjyske gade, Havbogade, er der et ungt, sønderjysk hjem fra 1927. I den modelfamilie,, der danner grundlaget for indretningen er den unge ægtemand, Johannes, født i år 1900 syd for den grænse, der frem til 1920 var mellem Danmark og Tyskland. Han har derfor fra barndommen kendt den tyske skik om påskeharen, hvor forældrene fortalte deres børn, at påskeæggene var hareæg. Denne skik kom til Sønderjylland i 1920’erne, hvor forældrene påskelørdag dekorerede æg til børnene og gemte dem ude og inde. Påskemorgen skulle børnene så finde deres æg. Haren så de aldrig, fordi den var løbet væk eller havde gemt sig; men måske havde de i stuen en påskehare med godter i.

Kopi af påskehare fra 1910.

Hovedet kan tages af haren, så man kan få godter fra dens indre.

Påskeharen er hul indeni og kan fyldes med godter for eksempel kulørte sukkeræg.

Æg, både farvede hønseæg og chokoladeæg, var et integreret led i påskens fejring i 1920’erne. Et andet element i påskefejringen i 1927 er de kort, som folk sendte til hinanden for at ønske god påske. I dag findes mange former for elektroniske påskekort; men i 1927 skrev man til hinanden på fine, trykte kort med høns og kyllinger eller forårsblomster. Kortene kunne man så tage frem og læse hilsnerne for hinanden i de påskedage, hvor der i mange familier var stille højtid med kirkegang på programmet – og stor glæde påskedag over Jesu Opstandelse.

Børnene i Havbogade vil sikkert glæde sig over de fine påskekort.

Kortet til højre viser de dejlige martsvioler, som dufter skønt i de tidlige forår, og vintergækker, der om noget er en forårsbebuder. Nogen kan sikkert huske fra barndommen de gækkebreve, som man sendte rundt til familien, med en vintergæk og en lille drillevers, hvor afsenderens navn stod med prikker.

En vintergæk

en sommernar

en fugl foruden vinger

en lille ven, som har dig kær

en venlig hilsen sender

….. ……..

Børnene i 1900-tallet håbede, at bedstemor, eller hvem de nu skrev til, ikke kunne gætte, at brevet kom fra dem – og så skyldte bedstemor dem et chokoladeæg til påske. –

Påsken er den vigtigste højtid i kirkeåret, så bedstemors fine kåbe og salmebogen hører også med, når hun skal i kirke.

Se også blogindlæg om blomsterdekorationer i 1927:

Påskepynt anno 1927

God påske.

 

Tjikkerlikker Tjikkerlikker Tjaw Tjaw – Spejdere i Den Gamle By

Spejderliv var på programmet den 20. januar til Den Gamle Bys nye koncept Mandage i Møllesalen. Konceptet er korte oplæg af museets faglige medarbejdere med udgangspunkt i museets genstande og arbejde med udstillinger mm.

Under overskriften Tjikkerlikker tjaw tjaw. Skulle jeg fortælle om arbejdet med indretningen af de to KFUM-spejder patruljelokaler – Drongo og Kiwi – i kælderen under jazzværtshuset Bent J i Den Gamle Bys 1974kvarter.

Fra spejderhytte til kælderlokaler

I Den Gamle By kan gæster gå på opdagelse i blandt andet baggårdene i 1974 kvarteret, der ligger blandt andet et Vvs værksted og i den inderste baggård, kan man besøge et knallertværksted og to KFUM spejder patruljelokaler.

Drongo og Kiwi patruljelokaler i Den Gamle By

Patruljelokalerne tager sit udgangspunkt i to patruljelokaler der i 1974 fandtes i Suså gruppe, ved Næstved på Sjælland. Lokalerne på museet er ikke en 1:1 gengivelse, af flere årsager. Den primære årsag er, at Suså gruppen, med blandt andre Kiwi og Drongo patruljerne, havde til huse i en hytte, samt i en gammel togvogn på et grønt areal.

Maori hytten, Kiwi og Drongo patruljelokaler i Suså ved Næstved.

Museet måtte derfor tilpasse indretningen som den kunne have set ud i en klassisk købstad. Det blev til to kælderlokaler og et lille bibliotek under trappen med et lille udvalg af spejderlitteratur; manualer, Spejderliv, bøger om grundlæggeren Baden-Powell, og patruljens egne hæfter og bøger, herunder patruljedagbøger fra Kiwi og Drongo fra 1960-1970erne.

Patruljedagbøgerne giver et fint indblik i, hvad spejderne brugte tid på. Og mange har flotte illustrationer.

Hjælpemidler i indretningen

I forbindelse med indretning af Drongo og Kiwi patruljelokalerne havde museet flere hjælpemidler. Eksempelvis i forbindelse med fremfinding af farverne på væggene. Her var de gamle fotografier i sort/hvid, og de oprindelige medlemmer af patruljen fra den tid, var lidt i tvivl om, hvilken nuance af grøn, væggene havde haft. Til at hjælpe os med at ramme den rette vægfarve, tog museets farvekonservator prøver af de oprindelige vægge og paneler fra Suså, og kom frem til vægfarven i 1970’erne.

Og med hjælp fra nogle unge spejdere fra en spejdertrop i Galten, kunne væggene blive malet i samme stil, som da Suså patruljerne i sin tid selv indrettede og ikke mindst malede deres patruljelokaler.

Spejderne fik bøtter med maling, anvisninger om fordeling af farverne, og en bunke mulige redskaber, og så klarede de selv resten.

Fotografier og erindringer fra de tidligere medlemmer af patruljerne, hjalp os meget med hensyn til placering af genstande, eksempelvis placering af diplomer på væggene, udseende på genstande der skulle samles, såsom knob på knobtavler. Et eksempel er knobtavlen i loftet i Kiwi lokalet. Vi havde hjemtaget dem i en æske, da de var monteret direkte på loftet. Men takket være dokumentation fra nedtagning, og de ældre fotografier fra Kiwi lokalet, kunne vi se, hvordan knobene burde placeres i loftet. Vi fastgjorde dem på en plade, da kælderlokalerne ikke havde det buede loft som togvognen i Suså.

Knob på togvognens loft i Suså, knob i æsken, og på plads i loftet i kælderlokalet i Den Gamle By.

Spejderbevægelsens oprindelse var engelsk

Den danske spejderbevægelse har sin oprindelse i Storbritannien; I kølvandet på den voksende industrialisering og begrænsning af børnearbejde i 1800-tallet blev der oprettet en masse klubber med det formål at aktivere de unge, mange med brug af militær træning.

Englænderen Robert Baden-Powell var militær mand, og på baggrund af sine erfaringer skrev han en række lærebøger for hæren. I 1899 udkom lærebogen ”Aids to Scouting”, og dens indhold og fortællestil blev populær uden for hæren, i klubberne. Da Baden-Powell overværede eksempler på den træning som drengene fik i klubberne, kom han frem til, at de burde have flere og andre interesser.

Scouting for boys udkom først som en serie a seks hæfter på hver  70 sider.  Senere blev de samlet i en bog. Den er siden blevet redigeret og ændret meget over tid.

I 1908 udkom hans ”Scouting for Boys: A handbook for instuction in good citizenship”. Den var rettet mod de unge, og havde til formål at træne både deres krop og sind ved hjælp af bland andet observation, at læse spor, træarbejde, og at blive gode borgere. Der var også informationer om det britiske imperium, om borgerpligt, samt beskrivelser af Baden-Powells egne erfaringer i felten. Baden-Powell testede ideerne af på en lejr i 1907 og i 1908 var spejderbevægelsen en realitet i England.

Opstart og medlemstal i Den Danske Spejderbevægelse

Spejderbevægelsen kom til Danmark med blandt andre præsten Gunnar Engberg og Dr. Phil. Oscar Hansen, der begge mente at bogen ”Scouting for boys” indeholdt gode aktiviteter for unge. De holdt oplæg om bogen i foreninger og på gymnasier. De unge tog godt imod ideen og de første danske spejderpatruljer begyndte at dukke op. Der kom for alvor fart over feltet i 1910 da ”Patrouilleøvelser for Drenge” udkom; en forkortet og tilpasset oversættelse af Baden-Powells bog, skrevet af den danske premiereløjtnant Cay Lembcke. Og det voksende antal patruljer krævede organisering, dermed var der grundlag for den danske spejderbevægelse.

Fotografi af den imponerende KFUM spejder korpslejr ved Holstebro i 1970. Fotograf: ukendt lejrfotograf

Både KFUM spejderne og Det Danske Spejderkorps blev stiftet i 1910 for drenge spejdere, og korps for pigespejdere startede op omkring 1916. Baptist spejderkorps kom til i 1930, og flere andre fulgte trop. I dag er det største korps i Danmark, Det Danske Spejderkorps med ca. 35.800 medlemmer. I 1973 blev De danske pigespejdere og drengespejderne slået sammen til Det Danske Spejderkorps (DDS).

I samme periode kom en lignende mulighed til valg ved KFUM og KFUK spejderne (Kristelig forening for unge Mænd/Kvinder), men der valgte KFUK at takke nej, og i dag går de under De Grønne Pigespejdere med ca. 4000 medlemmer. KFUM spejderne valgte at åbne op for at piger kunne blive medlem, sammen med drengene, der er ca. 29.000 KFUM spejdere i dag.

Samarbejde med spejderbevægelsen

Spejdere fra de forskellige korps har gennem tiden besøgt Den Gamle By. I patruljedagbogen, som er udstillet i trapperummet, kan læses, hvorledes Drongo var på besøg på museet i 1960’erne.

Patruljedagbog fra Drongo om besøg i Den Gamle By.

I forbindelse med åbningen af patruljelokalerne i juni 2015, blev der organiseret et spejderløb på museet. Omkring 400 spejdere fra de forskellige korps deltog, og poster blev bemandet af frivillige fra de forskellige korps, samt fra Spejdermuseet Aarhus. I 2016 inviterede vi museets gæster på snobrød og en snak med spejdere i baggården i 1970’erne og i 2017 blev der organiseret endnu et spejderløb på museet. I 2019 arrangerede ledere fra De Grønne Pigespejdere, i samarbejde med medarbejdere fra Den Gamle By, et spejderløb, i anledning af De Grønne Pigespejderes 100 års jubilæum.

De Grønne Pigespejdere og spejdere fra DDS i gang til spejderløb i Den Gamle By. Foto: tv. fra “pigespejder” på Instagram. Foto th. Benny Aros

Mærker designet særligt til de to spejderløb i Den Gamle By

 

Korsetter, Kvindesag og Charlestonkjoler

I 2020 har Den Gamle By en lang række tilbud i januar, februar og marts, hvor museumsinspektører og andre tager spændende sager frem fra magasinerne og fortæller kulturhistorie med udgangspunkt i genstandene. Tilmelding via link:

https://www.dengamleby.dk/mandage/

13. januar var det min tur, og jeg havde valgt fem eksempler fra museets store dragtsamling. Jeg viste dem sammen med nogle billeder, der kunne understrege pointerne. Den Gamle By har en stor samling af historiske dragter og tekstiler. Den er på næsten 20.000 genstande og er den største og bredeste tekstilsamling uden for København. Siden slutningen af 1990’erne har samlingen ikke haft permanente udstillingslokaler; men dele af den er kommet frem til tematiske udstillinger. I 2004 (Brud og Brudgom), 2005 (Ventetøj i 150 år), 2006 (Kristentøj og Dåbskjoler), 2009 (Festtøj 1909-2009), 2012 (Sko og Accessories) og i 2014 (Hønsestrik og Hot pants). Nogen vil måske huske, at jeg i 2018 kuraterede en udstilling, hvor alt var indlånt og mest fra Hendes Majestæt Dronningen. Den hed ”Fra Dronningens Garderobe” og blev vist frem til begyndelsen af september 2018.

Fra åbningen af udstillingen “Fra Dronningens Garderobe” i 2018.

Jeg arbejder naturligvis også med samlingen, når jeg producerer forlæg til kostumerne i museets Levende Historie, og i 2014, 2016 og 2019 har jeg skrevet speak til 1970’er-modeshows til tøj, jeg havde valgt fra en brugssamling, der ikke er museumsgenstande.

“Brudepar” og “bryllupsgæster” fra 1970’er-modeshow i 2016.

De dragter og billeder, jeg valgte at vise 13. januar 2020, kan fortælle et stykke social- og modehistorie og om tiden fra 1900 til 1930, hvor der skete der en revolution i kvinders liv og påklædning. Forandringerne i mænds garderober var knap så spektakulære; men fordi livsomstændighederne og lovgivningen blev ændret for kvinder, påvirkede det naturligvis mænds liv.

I 1908 fik danske kvinder kommunal valgret.

I 1912 blev vielsesritualet ændret, så kvinder ikke mere skulle love underdanighed til deres mænd.

1915 fik danske kvinder stemmeret og kunne vælges ind i rigsdagen på lige fod med mænd.

I 1924 blev historikeren Nina Bang Danmarks første kvindelige minister i statsminister Thorvald Staunings ministerium. Det var kæmpeskridt i en forandring af det danske samfund.

Kvinder fik mere selvbestemmelse.

Kvinder fik mere indflydelse.

Kvinders klædedragt ændrede sig virkelig markant i den periode og holdt op med at være så stram og snøret!

Både i Danmark og i udlandet arbejdede kvindebevægelserne hen imod en frisættelse af kvindekroppen fra snærende bånd og korsetter. Allerede i midten af 1800‑tallet havde en gruppe amerikanske kvinder forsøgt sig med en reformdragt med posede bukser, som blev kaldt ‘bloomers’ efter kvindesagsforkæmperen Amelia Bloo­mer. Dragten var i tillempet tyrkisk stil med en tunika og en kort krinoline over de posede bukser. Den slog kun an i begrænsede kredse og havde en kort levetid; men nye, mere brugbare designs af mere behagelig påklædning for kvinder dukkede op både i USA og i Europa.

Korset fra cirka 1900, hvor kvinden stadig kunne holde sin ryg rank.

I moden for kvinder har idealet gang på gang været timeglasfiguren med et slankt midtpunkt i taljen. Generationer af kvinder har nået idealet med et korset. Faconen blev opnået med afstivningsmaterialer, som kunne være træ, metal eller hvalbarde. Korsettet på billedet er fra cirka 1900 og har stålblanchetter foran og snørehuller bagpå. Blanchetterne har en lukkemekanisme. Damen skulle have hjælp til snøringen bagpå; men når først den var på plads, kunne hun selv lukke korsettet.

Korsetter var dyre at anskaffe og man passede godt på dem. Man bar dem ikke ind mod den nøgne krop. Inderst havde man en særk (datidens underkjole) – også kaldet ’chemise’ med det franske ord for særk – eller en såkaldt ’korsetskåner’, forløberen for undertrøjen. Det dyre korset skulle beskyttes mod sved og snavs, og særke og korsetskånere var syet af vaskbare materialer. Korsettet formede og støttede kroppen til idealet – og vægten af dragten hvilede i høj grad på korsettet.

Kjolen stammer fra et solidt håndværkermiljø i Viborg.

Silkekjole fra slutningen af 1890’erne

Den fine silkekjole har tilhørt hustruen til en murermester i Viborg, så der er tale om et solidt håndværkermiljø i en dansk provinskøbstad. Vi har ikke andre gaver fra denne kvinde, så vi kan godt være sikre på, at det har været hendes fineste kjole. Datteren forærende kjolen til Den Gamle By næsten 40 år efter moderens død, så hun har passet på den meget længe. Den er af sort silkesatin med en såkaldt vesteindsats af brokade. Den er todelt, som det var helt almindeligt på den tid. Dengang kaldte man de to dele, kjoleliv og skørt. Skørtet falder flot. Det gør det, fordi de fem forreste stofbaner er klippet på skrå af stoffet, så falder det blødere og mere smidigt. Ærmerne er stramme og har de såkaldte vinger foroven. Det var moderne i de allersidste år af 1890’erne. Kvinden døde i 1899; men vi ved desværre ikke, hvornår hun blev født, så om hun har været ung eller gammel, ved vi ikke. Kjolelivet har isyede stivere og det måler 66 cm i taljen. Hun har sikkert også brugt korset for at få det ønskede taljemål. Murermesterens frue har kunnet holde ryggen rank; men lige efter århundredeskiftet, i begyndelsen af 1900-tallet, blev det moderne med en ny korsettype, der var endnu mere usund. Dets facon pressede mave og rygsøjle bagud. Det blev meget betegnende kaldt: sans ventre, altså uden mave. Når mave og rygsøjle presses bagud, kommer overkroppen frem, så man kan holde balancen. Damen får en s-formet silhuette set fra siden. Kjolerne blev samtidigt konstrueret sådan, at de fik en masse poset stof på overdelen og meget betegnende blev den mode kaldt for ’gåsebryst’ i starten af 1900-tallet.

Forlovelseskjole fra 11.11.(19)11.

Forlovelseskjole – 11.11.11 – altså 11. november 1911 – måske lidt talmagi indblandet. Den ser romantisk ud, men det var meget usundt at presse rygsøjlen tilbage på den måde.

Stramt snørede korsetter pressede organerne, og kvindesagsforkæmpere både i USA og i Europa kæmpede for at indføre en anden type dragter, der kunne bruges uden korset. De blev kaldt reformdragter og til reformdragterne hørte en hel anden type undertøj. Det var ikke helt uproblematisk. Det ene problem var, at tilskæringen af modedragterne forudsatte, at vægten af dragten hvilede på korsettet. Det sorte silkeskørt i en solid silkesatin og skåret i hele otte baner vejer naturligvis en hel del. Vægten af reformdragterne skulle hvile på skuldrene. Så det var et økonomisk spørgsmål at gå over til reformdragt. Det var dyrt at anskaffe nyt undertøj. Nordisk Mønstertidende bragte snitmønstre, så for dem, der selv kunne sy, var der naturligvis penge at spare. Det andet problem var, at reformdragterne havde et løse snit end de stramt korsetterede modedragter, og kvinderne risikerede at se gravide ud. Reformdragterne slog kun igennem bestemte dele af samfundet for eksempel i de mere frisindede kunstnerkredse. De fleste kender nok det berømte Michael Ancher portræt af Anna Ancher i hvid reformkjole fra 1902. Deres datter Helga Ancher blev født i 1883, så Anna var ikke gravid i 1902.

Blå reformkjole

Den Gamle By har flere af disse reformkjoler, og jeg valgte at tage denne blå reformkjole fra 1899 frem. Den er syet af et let, uldent stof, som kaldes serge, og er udsmykket med et applikationsbroderi. Hvad er det, der gør denne kjole til en reformkjole i modsætning til den sorte silkekjole? – Svaret er, at det er snittet. Kjolen er i modsætning til den sorte silkekjole en hel kjole uden overskæringer i taljen. I stedet har den det såkaldte prinsessesnit. Det er en tilskæringsform, hvor længdegående indsnit eller indsatte baner fra skulder til hofte eller kjolekant danner en tætsiddende eller en lidt løsere facon uden vandret overskæring i taljen. Damen har brugt den uden korset; men med reformundertøj, hvor vægten af dragten hvilede på skuldrene i stedet for i taljen på korsettet. Hun havde heller ingen snærende strømpebånd bundet stramt om benene. I stedet knappede hun strømperne og på reformlivstykket, en anden af undertrøjens forgængere. På den måde havde hun en større bevægelsesfrihed. Den blå kjole blev syet til en ung pige, da hun skulle på højskole, hvilket markerer et af de andre miljøer, hvor reformdragter slog igennem.

Reformkjole 1899.

Højskolerne blev steder, hvor landboungdommen blev påvirket kulturelt og underlæggende også politisk ‑ de fleste markante venstre‑politikere i begyndelsen af 1900-tallet havde været på højskole. Valg- og stemmeret var endnu bundet op på køn og økonomi, og frem til systemskiftet i 1901 kunne Kongen udnævne ministre på trods af Folketingets flertal. Den unge kvinde, der ejede reformkjolen, har sikkert oprindeligt haft et skærf til at binde løst om livet. Det ser man på mange illustrationer af reformkjoler. I 1905 eller 1906 fik hun syet en bolero af et skærf, oplyste hun, da hun som ældre forærede sin reformkjole til Den Gamle By i 1957.

Bolero 1905 eller 1906.

Herredragt fra 1909

Kjole og hvidt er det fineste festtøj for mænd på det tidspunkt. Hvis man da ikke havde en gallauniform. Faktisk er livkjolens snit bevaret helt fra begyndelsen af 1800-tallet med højsiddende overskæring fortil og lange skøder bagtil. Nogen kalder dem svalehaler. Dette sæt er fra den fine herreekviperingsforretning, Brødrene Andersen, der på det tidspunkt lå på den fornemme adresse Kongens Nytorv 28 i København. Livkjolen og bukserne er syet af fint, sort klæde, vesten af en blandingsvare af silke og bomuld. Det er skræddersyet efter mål til den dengang kendte skuespiller og teaterdirektør, Albert Helsengreen. I kan se på modellen, at vor tids træning og slankhed for mænd slet ikke var i fokus. Nej, en mand af betydning skulle have pondus. Og hvad betyder så det? Det betyder ’vægt og værdighed’, så en stor krop efter utallige fyldige middagsselskaber var ingen hindring for mænd på det tidspunkt. Husk blot Gustav Wieds ’ædedolkenes klub’ i Livsens Ondskab fra 1899, hvor byens herrer spiser og drikker sig selv fra sans og samling. Jeg siger ikke, at Helsengreen var sådan; men det peger på en anden opfattelse af kropsidealer for indflydelsesrige mænd i begyndelsen af 1900-tallet.

Herredragt fra Brdr. Andersen på Kongens Nytorv i København.

Cykling

Der er ét element mere, som jeg er nødt til at nævne i forbindelse med frigørelsen af kvindekroppen. I løbet af 1800-tallet var den deciderede sportsudøvelse også kommet til, og tøjet måtte nødvendigvis følge med. Man kan ride på en hest i damesaddel og med lange skørter; men det er umuligt at holde balancen på en cykel, hvis ikke man sidder overskrævs. Cykelsporten havde på den måde en afgørende indflydelse på opkomsten af kvindetøj med en større bevægelsesfrihed. De posede bukser, bloomers, som vi startede med, har haft en lang levetid først i form af cykelbukser senere som gymnastikbukser og endnu i år i 2020 som posede underbukser til små børn og voksne kvinder. Kvinder cyklede. I starten ikke uden modstand dengang cykling udelukkede var en sportsgren og ikke et transportmiddel.

En anonym, københavnsk herre skrev i bladet ”Idræt” i 1896:

Jeg bor ved Søerne, og fra tidlig Morgen til sen Aften, joller Cyclister forbi; Mandfolk i Knæbukser, ”Damer” i Knæbukser eller hvad det nu kaldes. Det ser hæsligt ud, og jeg vender mig til den bedre Del af Ungdommen og spørger, om en ung Mand af god Familie vil gifte sig med et Pigebarn, hvis Ben al Verden dagligt beskuer på Promenaden. Jeg har troet at ingen anstændige Damer viste sig i den Dragt, men man har oplyst mig om min Vildfarelse. Man har vist mig Damer af agtede Familier, som uden at rødme bar sig saa ukvindeligt ad. Jeg har overbevist mig om Faktum.

Jeg vil flytte bort fra mine kære Søer og hen i en Gade, hvor Cycling er forbudt. Jeg vil ikke se på Dekadencen. Men først vil jeg lade min Stemme høre mod denne Uvornhed. Maaske bliver jeg kun til Latter. Jeg bryder mig ikke derom. Jeg er en gammel Mand og har mit paa det tørre. Maaske gør mit Ord ogsaa Gavn et eller andet Sted”.

Billede fra Fred. Rasmussens katalog ca. 1927.

Moden overhalede reformdragterne, så det blev moderne for alle kvinder med løsthængende kjoler med en god bevægelsesfrihed. Symønstre til undertøj holdt op med at blive kaldt mønstre til reformundertøj – nu så det almindelige undertøj ud på den måde.

En 1920’er kjole

Kjolerne kunne have lavtsiddende taljeoverskæringer; men havde det ikke nødvendigvis. Hvis de havde det, var de løse og med god vidde. De blev kaldt sækkekjoler. Kjolen fra 1924-25 er en fin selskabskjole med en tylsbund, der er overbroderet med det nye materiale kaldet ’kunstsilke,’ der skulle efterligne den dyrere silke. Den har tilhørt Petra Julie Holm, der var fra 1921 gift med Peter Holm, Den Gamle Bys stifter og første direktør. – Frem til 1959 havde hun ansvaret for indsamling, bevaring og udstilling af museets store dragt- og tekstilsamling.

Kjole i kunstsilke fra 1924-25.

Nu kunne det ikke mere bevares som en dyb hemmelighed, at også kvinder havde to ben. Det kunne godt skabe forargelse blandt ældre kvinder, der end ikke havde vist deres ankler offentligt. Nye tider var kommet. Min mormor har fortalt, hvordan min tipoldemor helt frem i 1920’erne sad med konehue og dermed helt tildækket hår og forargede sig over min mormors korte, moderne 1920’er skørter. Min tipoldemor vrissede, at i hendes ungdom viste pæne piger ikke deres ankler. Ligesom den forargede herre, der skrev om de cyklende damers ben, er det et klart udtryk for et sammenstød mellem forskellige opfattelser af påklædning og ærbarhed.

Helenes brudekjole

Hvis Helene havde fået lov af sin mor, havde hendes brudekjole været endnu kortere i 1928. Hun var født i Wien i 1909, og kjolen blev syet i en af Wiens førende modesaloner. Parret blev viet i Guldbjerg Kirke på Fyn og brylluppet blev holdt hos gommens forældre. Kjolens snit er moderne for anden halvdel af 1920erne med meget korte skørter, lavtsiddende talje og spids halsudskæring Fra slutningen af 1920’erne var kjolerne mindst ligeså korte som de forargelige cykelbloomers.

Brudepar 1928.

Film var nu det helt store underholdingsmedium og sportslivet blev mere og mere udbredt. Den franske modeskaber Coco Chanel havde åbnet sit eget modehus i Paris i 1919 og hun lancerede nyt design i tynde strikstoffer og tweed til den moderigtige og sporty kvinde. Drengepigen, la garconne, med den slanke krop og de korte skørter var blevet moderne. Hun røg cigaretter af cigaretrør og havde kortklippet hår. Den lidt langsomme vals i de korsetterede kjoler blev afløst af livlige danse som Charleston og Lindy Hop. Charleston opstod blandt afroamerikanerne i byen af samme navn i South Carolina i begyndelsen af 1920’erne. De kortskørtede 1920’er kjoler passede godt til den energiske dans, som havde twistende bevægelser med benløft. Man dansede på offentlige dansesteder, hvor alle klasser svingede sig til de moderne rytmer.1920’erne-kjolerne havde tit blanke detaljer, som kunne skinne og glitre i dansestedernes fashionable, elektriske belysning.

Kvindekroppen var sat fri for det snærende korset. Dog blot for en tid, moden skiftede igen, så idealet blev et slankt midtpunkt.

Litteratur

Jørn Hansen: Kropsudfoldelse – fra sport til jogging. Den jyske Historiker. Nr. 53, 1990, side 81-96.

Tove Engelhardt Mathiassen: Men hendes Ansigt dæktes af et Slør…” Sløret i vestlig, kristen og sekulariseret sammenhæng. I: Tørklædet som tegn. (Red. Inge Degn og Kirsten Molly Søholm), Aarhus Universitetsforlag. 2011, side 60-79.