I 2020 har Den Gamle By en lang række tilbud i januar, februar og marts, hvor museumsinspektører og andre tager spændende sager frem fra magasinerne og fortæller kulturhistorie med udgangspunkt i genstandene. Tilmelding via link:
https://www.dengamleby.dk/mandage/
13. januar var det min tur, og jeg havde valgt fem eksempler fra museets store dragtsamling. Jeg viste dem sammen med nogle billeder, der kunne understrege pointerne. Den Gamle By har en stor samling af historiske dragter og tekstiler. Den er på næsten 20.000 genstande og er den største og bredeste tekstilsamling uden for København. Siden slutningen af 1990’erne har samlingen ikke haft permanente udstillingslokaler; men dele af den er kommet frem til tematiske udstillinger. I 2004 (Brud og Brudgom), 2005 (Ventetøj i 150 år), 2006 (Kristentøj og Dåbskjoler), 2009 (Festtøj 1909-2009), 2012 (Sko og Accessories) og i 2014 (Hønsestrik og Hot pants). Nogen vil måske huske, at jeg i 2018 kuraterede en udstilling, hvor alt var indlånt og mest fra Hendes Majestæt Dronningen. Den hed ”Fra Dronningens Garderobe” og blev vist frem til begyndelsen af september 2018.
Fra åbningen af udstillingen “Fra Dronningens Garderobe” i 2018.
Jeg arbejder naturligvis også med samlingen, når jeg producerer forlæg til kostumerne i museets Levende Historie, og i 2014, 2016 og 2019 har jeg skrevet speak til 1970’er-modeshows til tøj, jeg havde valgt fra en brugssamling, der ikke er museumsgenstande.
“Brudepar” og “bryllupsgæster” fra 1970’er-modeshow i 2016.
De dragter og billeder, jeg valgte at vise 13. januar 2020, kan fortælle et stykke social- og modehistorie og om tiden fra 1900 til 1930, hvor der skete der en revolution i kvinders liv og påklædning. Forandringerne i mænds garderober var knap så spektakulære; men fordi livsomstændighederne og lovgivningen blev ændret for kvinder, påvirkede det naturligvis mænds liv.
I 1908 fik danske kvinder kommunal valgret.
I 1912 blev vielsesritualet ændret, så kvinder ikke mere skulle love underdanighed til deres mænd.
1915 fik danske kvinder stemmeret og kunne vælges ind i rigsdagen på lige fod med mænd.
I 1924 blev historikeren Nina Bang Danmarks første kvindelige minister i statsminister Thorvald Staunings ministerium. Det var kæmpeskridt i en forandring af det danske samfund.
Kvinder fik mere selvbestemmelse.
Kvinder fik mere indflydelse.
Kvinders klædedragt ændrede sig virkelig markant i den periode og holdt op med at være så stram og snøret!
Både i Danmark og i udlandet arbejdede kvindebevægelserne hen imod en frisættelse af kvindekroppen fra snærende bånd og korsetter. Allerede i midten af 1800‑tallet havde en gruppe amerikanske kvinder forsøgt sig med en reformdragt med posede bukser, som blev kaldt ‘bloomers’ efter kvindesagsforkæmperen Amelia Bloomer. Dragten var i tillempet tyrkisk stil med en tunika og en kort krinoline over de posede bukser. Den slog kun an i begrænsede kredse og havde en kort levetid; men nye, mere brugbare designs af mere behagelig påklædning for kvinder dukkede op både i USA og i Europa.
Korset fra cirka 1900, hvor kvinden stadig kunne holde sin ryg rank.
I moden for kvinder har idealet gang på gang været timeglasfiguren med et slankt midtpunkt i taljen. Generationer af kvinder har nået idealet med et korset. Faconen blev opnået med afstivningsmaterialer, som kunne være træ, metal eller hvalbarde. Korsettet på billedet er fra cirka 1900 og har stålblanchetter foran og snørehuller bagpå. Blanchetterne har en lukkemekanisme. Damen skulle have hjælp til snøringen bagpå; men når først den var på plads, kunne hun selv lukke korsettet.
Korsetter var dyre at anskaffe og man passede godt på dem. Man bar dem ikke ind mod den nøgne krop. Inderst havde man en særk (datidens underkjole) – også kaldet ’chemise’ med det franske ord for særk – eller en såkaldt ’korsetskåner’, forløberen for undertrøjen. Det dyre korset skulle beskyttes mod sved og snavs, og særke og korsetskånere var syet af vaskbare materialer. Korsettet formede og støttede kroppen til idealet – og vægten af dragten hvilede i høj grad på korsettet.
Kjolen stammer fra et solidt håndværkermiljø i Viborg.
Silkekjole fra slutningen af 1890’erne
Den fine silkekjole har tilhørt hustruen til en murermester i Viborg, så der er tale om et solidt håndværkermiljø i en dansk provinskøbstad. Vi har ikke andre gaver fra denne kvinde, så vi kan godt være sikre på, at det har været hendes fineste kjole. Datteren forærende kjolen til Den Gamle By næsten 40 år efter moderens død, så hun har passet på den meget længe. Den er af sort silkesatin med en såkaldt vesteindsats af brokade. Den er todelt, som det var helt almindeligt på den tid. Dengang kaldte man de to dele, kjoleliv og skørt. Skørtet falder flot. Det gør det, fordi de fem forreste stofbaner er klippet på skrå af stoffet, så falder det blødere og mere smidigt. Ærmerne er stramme og har de såkaldte vinger foroven. Det var moderne i de allersidste år af 1890’erne. Kvinden døde i 1899; men vi ved desværre ikke, hvornår hun blev født, så om hun har været ung eller gammel, ved vi ikke. Kjolelivet har isyede stivere og det måler 66 cm i taljen. Hun har sikkert også brugt korset for at få det ønskede taljemål. Murermesterens frue har kunnet holde ryggen rank; men lige efter århundredeskiftet, i begyndelsen af 1900-tallet, blev det moderne med en ny korsettype, der var endnu mere usund. Dets facon pressede mave og rygsøjle bagud. Det blev meget betegnende kaldt: sans ventre, altså uden mave. Når mave og rygsøjle presses bagud, kommer overkroppen frem, så man kan holde balancen. Damen får en s-formet silhuette set fra siden. Kjolerne blev samtidigt konstrueret sådan, at de fik en masse poset stof på overdelen og meget betegnende blev den mode kaldt for ’gåsebryst’ i starten af 1900-tallet.
Forlovelseskjole fra 11.11.(19)11.
Forlovelseskjole – 11.11.11 – altså 11. november 1911 – måske lidt talmagi indblandet. Den ser romantisk ud, men det var meget usundt at presse rygsøjlen tilbage på den måde.
Stramt snørede korsetter pressede organerne, og kvindesagsforkæmpere både i USA og i Europa kæmpede for at indføre en anden type dragter, der kunne bruges uden korset. De blev kaldt reformdragter og til reformdragterne hørte en hel anden type undertøj. Det var ikke helt uproblematisk. Det ene problem var, at tilskæringen af modedragterne forudsatte, at vægten af dragten hvilede på korsettet. Det sorte silkeskørt i en solid silkesatin og skåret i hele otte baner vejer naturligvis en hel del. Vægten af reformdragterne skulle hvile på skuldrene. Så det var et økonomisk spørgsmål at gå over til reformdragt. Det var dyrt at anskaffe nyt undertøj. Nordisk Mønstertidende bragte snitmønstre, så for dem, der selv kunne sy, var der naturligvis penge at spare. Det andet problem var, at reformdragterne havde et løse snit end de stramt korsetterede modedragter, og kvinderne risikerede at se gravide ud. Reformdragterne slog kun igennem bestemte dele af samfundet for eksempel i de mere frisindede kunstnerkredse. De fleste kender nok det berømte Michael Ancher portræt af Anna Ancher i hvid reformkjole fra 1902. Deres datter Helga Ancher blev født i 1883, så Anna var ikke gravid i 1902.
Blå reformkjole
Den Gamle By har flere af disse reformkjoler, og jeg valgte at tage denne blå reformkjole fra 1899 frem. Den er syet af et let, uldent stof, som kaldes serge, og er udsmykket med et applikationsbroderi. Hvad er det, der gør denne kjole til en reformkjole i modsætning til den sorte silkekjole? – Svaret er, at det er snittet. Kjolen er i modsætning til den sorte silkekjole en hel kjole uden overskæringer i taljen. I stedet har den det såkaldte prinsessesnit. Det er en tilskæringsform, hvor længdegående indsnit eller indsatte baner fra skulder til hofte eller kjolekant danner en tætsiddende eller en lidt løsere facon uden vandret overskæring i taljen. Damen har brugt den uden korset; men med reformundertøj, hvor vægten af dragten hvilede på skuldrene i stedet for i taljen på korsettet. Hun havde heller ingen snærende strømpebånd bundet stramt om benene. I stedet knappede hun strømperne og på reformlivstykket, en anden af undertrøjens forgængere. På den måde havde hun en større bevægelsesfrihed. Den blå kjole blev syet til en ung pige, da hun skulle på højskole, hvilket markerer et af de andre miljøer, hvor reformdragter slog igennem.
Reformkjole 1899.
Højskolerne blev steder, hvor landboungdommen blev påvirket kulturelt og underlæggende også politisk ‑ de fleste markante venstre‑politikere i begyndelsen af 1900-tallet havde været på højskole. Valg- og stemmeret var endnu bundet op på køn og økonomi, og frem til systemskiftet i 1901 kunne Kongen udnævne ministre på trods af Folketingets flertal. Den unge kvinde, der ejede reformkjolen, har sikkert oprindeligt haft et skærf til at binde løst om livet. Det ser man på mange illustrationer af reformkjoler. I 1905 eller 1906 fik hun syet en bolero af et skærf, oplyste hun, da hun som ældre forærede sin reformkjole til Den Gamle By i 1957.
Bolero 1905 eller 1906.
Herredragt fra 1909
Kjole og hvidt er det fineste festtøj for mænd på det tidspunkt. Hvis man da ikke havde en gallauniform. Faktisk er livkjolens snit bevaret helt fra begyndelsen af 1800-tallet med højsiddende overskæring fortil og lange skøder bagtil. Nogen kalder dem svalehaler. Dette sæt er fra den fine herreekviperingsforretning, Brødrene Andersen, der på det tidspunkt lå på den fornemme adresse Kongens Nytorv 28 i København. Livkjolen og bukserne er syet af fint, sort klæde, vesten af en blandingsvare af silke og bomuld. Det er skræddersyet efter mål til den dengang kendte skuespiller og teaterdirektør, Albert Helsengreen. I kan se på modellen, at vor tids træning og slankhed for mænd slet ikke var i fokus. Nej, en mand af betydning skulle have pondus. Og hvad betyder så det? Det betyder ’vægt og værdighed’, så en stor krop efter utallige fyldige middagsselskaber var ingen hindring for mænd på det tidspunkt. Husk blot Gustav Wieds ’ædedolkenes klub’ i Livsens Ondskab fra 1899, hvor byens herrer spiser og drikker sig selv fra sans og samling. Jeg siger ikke, at Helsengreen var sådan; men det peger på en anden opfattelse af kropsidealer for indflydelsesrige mænd i begyndelsen af 1900-tallet.
Herredragt fra Brdr. Andersen på Kongens Nytorv i København.
Cykling
Der er ét element mere, som jeg er nødt til at nævne i forbindelse med frigørelsen af kvindekroppen. I løbet af 1800-tallet var den deciderede sportsudøvelse også kommet til, og tøjet måtte nødvendigvis følge med. Man kan ride på en hest i damesaddel og med lange skørter; men det er umuligt at holde balancen på en cykel, hvis ikke man sidder overskrævs. Cykelsporten havde på den måde en afgørende indflydelse på opkomsten af kvindetøj med en større bevægelsesfrihed. De posede bukser, bloomers, som vi startede med, har haft en lang levetid først i form af cykelbukser senere som gymnastikbukser og endnu i år i 2020 som posede underbukser til små børn og voksne kvinder. Kvinder cyklede. I starten ikke uden modstand dengang cykling udelukkede var en sportsgren og ikke et transportmiddel.
En anonym, københavnsk herre skrev i bladet ”Idræt” i 1896:
”Jeg bor ved Søerne, og fra tidlig Morgen til sen Aften, joller Cyclister forbi; Mandfolk i Knæbukser, ”Damer” i Knæbukser eller hvad det nu kaldes. Det ser hæsligt ud, og jeg vender mig til den bedre Del af Ungdommen og spørger, om en ung Mand af god Familie vil gifte sig med et Pigebarn, hvis Ben al Verden dagligt beskuer på Promenaden. Jeg har troet at ingen anstændige Damer viste sig i den Dragt, men man har oplyst mig om min Vildfarelse. Man har vist mig Damer af agtede Familier, som uden at rødme bar sig saa ukvindeligt ad. Jeg har overbevist mig om Faktum.
Jeg vil flytte bort fra mine kære Søer og hen i en Gade, hvor Cycling er forbudt. Jeg vil ikke se på Dekadencen. Men først vil jeg lade min Stemme høre mod denne Uvornhed. Maaske bliver jeg kun til Latter. Jeg bryder mig ikke derom. Jeg er en gammel Mand og har mit paa det tørre. Maaske gør mit Ord ogsaa Gavn et eller andet Sted”.
Billede fra Fred. Rasmussens katalog ca. 1927.
Moden overhalede reformdragterne, så det blev moderne for alle kvinder med løsthængende kjoler med en god bevægelsesfrihed. Symønstre til undertøj holdt op med at blive kaldt mønstre til reformundertøj – nu så det almindelige undertøj ud på den måde.
En 1920’er kjole
Kjolerne kunne have lavtsiddende taljeoverskæringer; men havde det ikke nødvendigvis. Hvis de havde det, var de løse og med god vidde. De blev kaldt sækkekjoler. Kjolen fra 1924-25 er en fin selskabskjole med en tylsbund, der er overbroderet med det nye materiale kaldet ’kunstsilke,’ der skulle efterligne den dyrere silke. Den har tilhørt Petra Julie Holm, der var fra 1921 gift med Peter Holm, Den Gamle Bys stifter og første direktør. – Frem til 1959 havde hun ansvaret for indsamling, bevaring og udstilling af museets store dragt- og tekstilsamling.
Kjole i kunstsilke fra 1924-25.
Nu kunne det ikke mere bevares som en dyb hemmelighed, at også kvinder havde to ben. Det kunne godt skabe forargelse blandt ældre kvinder, der end ikke havde vist deres ankler offentligt. Nye tider var kommet. Min mormor har fortalt, hvordan min tipoldemor helt frem i 1920’erne sad med konehue og dermed helt tildækket hår og forargede sig over min mormors korte, moderne 1920’er skørter. Min tipoldemor vrissede, at i hendes ungdom viste pæne piger ikke deres ankler. Ligesom den forargede herre, der skrev om de cyklende damers ben, er det et klart udtryk for et sammenstød mellem forskellige opfattelser af påklædning og ærbarhed.
Helenes brudekjole
Hvis Helene havde fået lov af sin mor, havde hendes brudekjole været endnu kortere i 1928. Hun var født i Wien i 1909, og kjolen blev syet i en af Wiens førende modesaloner. Parret blev viet i Guldbjerg Kirke på Fyn og brylluppet blev holdt hos gommens forældre. Kjolens snit er moderne for anden halvdel af 1920erne med meget korte skørter, lavtsiddende talje og spids halsudskæring Fra slutningen af 1920’erne var kjolerne mindst ligeså korte som de forargelige cykelbloomers.
Brudepar 1928.
Film var nu det helt store underholdingsmedium og sportslivet blev mere og mere udbredt. Den franske modeskaber Coco Chanel havde åbnet sit eget modehus i Paris i 1919 og hun lancerede nyt design i tynde strikstoffer og tweed til den moderigtige og sporty kvinde. Drengepigen, la garconne, med den slanke krop og de korte skørter var blevet moderne. Hun røg cigaretter af cigaretrør og havde kortklippet hår. Den lidt langsomme vals i de korsetterede kjoler blev afløst af livlige danse som Charleston og Lindy Hop. Charleston opstod blandt afroamerikanerne i byen af samme navn i South Carolina i begyndelsen af 1920’erne. De kortskørtede 1920’er kjoler passede godt til den energiske dans, som havde twistende bevægelser med benløft. Man dansede på offentlige dansesteder, hvor alle klasser svingede sig til de moderne rytmer.1920’erne-kjolerne havde tit blanke detaljer, som kunne skinne og glitre i dansestedernes fashionable, elektriske belysning.
Kvindekroppen var sat fri for det snærende korset. Dog blot for en tid, moden skiftede igen, så idealet blev et slankt midtpunkt.
Litteratur
Jørn Hansen: Kropsudfoldelse – fra sport til jogging. Den jyske Historiker. Nr. 53, 1990, side 81-96.
Tove Engelhardt Mathiassen: Men hendes Ansigt dæktes af et Slør…” Sløret i vestlig, kristen og sekulariseret sammenhæng. I: Tørklædet som tegn. (Red. Inge Degn og Kirsten Molly Søholm), Aarhus Universitetsforlag. 2011, side 60-79.