Julens inderste væsen

Drikke jul. Æde jul. Lege jul. Opskriften på jul har siden vikingetiden været velkendt. Men et enkelt ord mangler, nemlig sammen. Fælleskabet er julens inderste væsen, og det ville ikke være jul, hvis vi ikke netop var et fællesskab.

Der er ikke meget sjov ved ”læg nu smukt din hånd i min”, hvis man ikke er mindst to. Der mangler noget, hvis man ikke har nogen at give gaverne til. Og julegudstjenesten forudsætter deltagelse af andre, før elementerne har deres virkning. Nogen skal læse juleevangeliet og fortolke det for andre. Salmernes virkning er størst, når orglet højtideligt ledsager flere stemmers sang. Julesangene hyggeligst, når man synger i kor.

I en corona-tid skal vi være sammen hver for sig, og juletraditionerne er derfor udfordret af, at netop fællesskabet skal finde nye veje. Men andre før os har holdt jul i en krisetid, og julen har det med at finde vej, uanset hvad den stilles over for. Måske fordi fællesskaber kan opstå alle steder – og fordi de er levedygtige trods afstand og kan holdes intakte på trods, når man har viljen til det. Det samme gælder julen og dens traditioner, som egentlig er ret elastiske – selv om vi ynder, at de er gået uforandrede gennem hundreder af år.

I 1973 ramte julen midt i oliekrisen, og Folketinget vedtog forbud mod belysning i butiksvinduerne. Julelysene i gaderne blev flere steder slukket, og Fredericia Dagblad skrev: ”Traditionen tro plejer der første søndag i advent at være det store myldreliv i Fredericias gader. Men det udeblev i år, hvor restriktionerne med manglende julebelysning og illumination af forretningsvinduerne samt bilfri søndag lagde en kraftig dæmper på udendørsaktiviteterne.” I år er den store juletrængsel erstattet af enkeltmands-indkøb og nethandel.

Stemningen var anderledes alvorlig under Anden Verdenskrig, hvor ønsket om fred kunne aflæses på årets julemærke allerede i julen 1940, hvor motivet på julemærket var en fredsdue. Freden kom som bekendt først i 1945, og i de fem år blev uvisheden hverdag med censur, rationering, beslaglæggelser af skoler og soldater i gaderne. Som i dag blev elever henvist til alternativ skolegang – fordi tyskerne brugte skoler til indkvartering eller militær undervisning, og børnenes undervisning kom til at foregå mange alternative steder. Efter krigen beskrev en elev i Aarhus, hvordan det var at komme tilbage til skolen med ordene ”Vi var hjemme – og vi følte, et mareridt var ovre.” Mon ikke denne følelse kommer til at gå igen, når de elever, der nu er sendt hjem af corona-hensyn, igen er tilbage?

Under besættelsen måtte man undvære julelys i gaderne.

Mens vi i dag kan nyde julelysene i gaderne for fuld udblæsning, satte krigens mørklægning sit præg på julen i gadebilledet. Lys fik en helt særlig betydning, hvilket også ses i, at Asp Holmblad i 1942 lancerede de første kalenderlys, som kunne købes færdige. Modsætningen mellem lys og mørke kom til at symbolisere krigen. Historiker Hans Ellekilde beskrev det sådan i 1943: ”I årene før 2. Verdenskrig var julen så overordentligt smuk her i København. Hvem mindes ikke med glæde storbyens fælles juletræ på Rådhuspladsen, strålende med tusinder af lys de aftenstunder imod jul, hvor man gik på juleindkøb til sine kære. Hvem glemmer nogensinde de strålende oplyste gader med broer af julegran og julelys over strøggaderne, og hvor savnes det bitterligt i disse skumle år, hvor vi må famle i bælgmørke gennem Københavns nu så skumle og uhyggefyldte gader.” Hans Ellekildes fokus på savnet af lyset i den julepyntede by giver et godt billede af julen før krigen, men viser også at fællesskabet spiller ind i oplevelsen. Ellekilde nævner det fælles juletræ, at købe gaver til sine kære og fællesskabet i det vi, som nu famler rundt i den mørke by.

Anden Verdenskrig påvirkede også smagen af julen. Rationeringer satte fart i husmødrenes kreativitet, når det kom til konfekt og søde sager. Det gav os havregrynskuglen, der, trods det at den kom til verden som et erstatningsprodukt, i dag er en fast juletradition for mange. Erstatningsmarcipan lavet på moste kartofler, slog dog ikke an. Man lærte at nøjes med lidt, som en erindring om appelsiner fra en dreng født i 1935 viser. ”Det var et stort øjeblik, når en appelsin blev delt. Vi dyppede den i sukker og fik en skive eller to hver. Det var som om en anden verden rykkede ind i stuen.

Krigen var også en tid med frygt og uvished, og under krigen måtte nogle danskere holde jul steder, hvor julehygge og -samvær umiddelbart virker usandsynlig som f.eks. i interneringslejren Frøslevlejren. Her fejrede fængslede modstandsfolk jul i 1944, og Kjeld Feilberg fortæller, hvordan det foregik. Efter julemåltidet med flæskesteg og æblekage blev der holdt jul på stuerne. Modstandsfolkene havde lavet primitiv julepynt af de forhåndenværende materialer, og lys var blevet smuglet ind. Modstandsfolkene supplerede med hjemmelavede julelys af voks fra osteskorper. På Kjeld Feilbergs stue blev der skålet i indsmuglet snaps, og der var også skaffet et lille juletræ. Festen var beskeden, men alle bidrog med lidt, og Feilberg kaldte juleaften ”en af lejrens største oplevelser.” At julen foregik i en periode med mange transporter til tyske lejre, understreger, i hvor høj grad fællesskabet var en støtte for de internerede og en måde at få alvoren lidt på afstand.

Også i skyttegravene under Første verdenskrig var julens fællesskab nærværende på trods. Historien om de engelske og tyske soldater, som sammen sang julen ind juleaften 1914 er et gribende eksempel på, hvordan et fællesskab i julen overskrider grænser, der ellers skiller os.

En dansk soldat, der deltog i 1. verdenskrig på allieret side, berettede i et brev til sin søster om julen 1915: ”Juleaften var jeg jo lidt beklemt om hjertet. Lykkeligvis var jeg alene i mit telt, så jeg kunne have alle mine tanker hjemme hos Eder, kære, og jeg glemte ikke mine julesalmer.” Fællesskabet med soldatens familie ligger her i tankerne og i de salmer, som han vidste, at familien sang derhjemme. På den måde kunne fællesskabet tilgås i tankerne og dermed overskride fysisk adskillelse.

For de sønderjyske familier, som havde måttet sige farvel til fædre, brødre og sønner, der blev sendt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, prægede krigen naturligvis julen. Som en dreng født 1910 erindrer ”Far havde hidtil været heldig med at få juleorlov, men i 1917 lykkedes det ikke. Den jul gik han nede i fæstningen Neu Breisach vest for Rhinen på højde med Freiburg og måtte nøjes med at sende tankerne hjem. 1917 – det var den jul, mor græd. Vores tapre mor.

Når alt kommer til alt, bærer fællesskabet julen, men fællesskabet kan heldigvis tilgås på mange måder. Når vi i år skal være sammen hver for sig, må vi indstille os på nye veje for fællesskabet og for julen og huske på, at julens fællesskab, dens inderste væsen, har det med at finde en vej uanset.

Rigtig glædelig jul.

Tak til Aarhus Stadsarkiv for citatet om skolegang under krigen og til Museerne i Fredericia for citatet om julebelysning under oliekrisen.

 

Butiksjulen 1974

I Den Gamle Bys 1974-kvarter er det let at få øje på julepynten i gaderne og butikkerne, men hvordan formede julen i butikkerne sig ellers? Og hvad gjorde man for at trække kunder og den attraktive julehandel til? En god kilde til det er ugeavisen ”Tilbuds-avisen”, som Aarhus Stiftstidende udgav i 1974. ”Tilbuds-avisen” var en klassisk ugeavis, som kom i forskellige udgaver, der dækkede forskellige dele af Aarhus. At gamle nyheder af og til kan være mere spændende end nye, er almen viden for historikere. Og ser man på Tilbudsavisen for Århus Nord fra november og december 1974 finder man mange gode historier fra butiksjulen 1974. Nogle af dem skal vi se på her.

Jul i Den Gamle Bys gågade anno 1974.

Indkøb – en oplevelse

Traditionelt siger man, at julen i 1970´erne var præget af, at handelsstands- og cityforeninger for alvor havde fået øjnene op for nye måder at trække kunder til butikkerne. Gågader var kommet til på forsøgsbasis i 1960´erne, og det viste sig hurtigt, at kunderne var glade for den nye måde at handle på. Randers gjorde i 1963 gaden Houmeden til den første permanente gågade i Danmark og derefter fulgte mange byer trop. I 1969 dukkede Jyllands første butikscenter VERI Center op i Vejlby-Risskov nord for Aarhus. Derefter åbnede der butikscentre op over hele landet såsom Rosengårdcentret i Odense i 1971 og Sædding Centret, der blev Esbjergs første butikscenter i 1977. Indkøbsoplevelsen blev i højere grad set som en helhed, og det er en tendens, som også præger detailbranchen i dag.

Butiks- og storcentrene havde gode muligheder for at lave indendørs aktiviteter til jul. Her er det juleudstillingen i 1973 i Gellerup Center, det nuværende City Vest i det vestlige Aarhus. Gellerup Center åbnede i november 1972. Foto: Billedarkivet, Den Gamle By.

Gode tilbud

En del af strategien for at trække kunder til i julen 1974 var naturligvis de gode tilbud. Allerede i slutningen af november annoncerede Kvickly og Brugsen i ”Tilbuds-avisen” med gode priser på margarine og smør til julebagningen – ligesom der var ”fryserabat” på en halv gris, som kunne udskæres efter kundens ønske, så den var klar til dybfryseren. For de udearbejdende husmødre kunne FDB-butikkerne også hjælpe med færdig brunkagedej på frost, som var klar til brug. Også Marienlunds Bageri var klar til at hjælpe med småkagerne – de annoncerede med et tilbud om at fylde småkagedåserne for 18 kr. pr. kilo.

 

Hos supermarkedet Nordland Trica var der både tilbud på ekstra gode julevarer som fløde, vin, gløgg, dessertis, ost og kaffe – og på hverdagsvarer som skyllemiddel, æg og forloren skildpadde på dåse. I december gik jagten på kunderne yderligere ind med juletilbud på ænder, julemedister og ribbensteg, som nok kunne trække kunder inden for dørene.

 

Julelotteri

Et af de populære tiltag i 1970´erne var julelotterier i forretningerne, som ”Tilbuds-avisen” har mange eksempler på. I Tordenskjoldsgade på Trøjborg var 70 specialforretninger gået sammen om et julelotteri, som man kunne deltage i, når man købte varer i forretningerne. For hver 10 kr. kunderne købte for, fik de udleveret en brik, der skulle påklæbes en spilleplade med 12 felter. Når spillepladen var fuld, skulle den indleveres og hver tirsdag i december blev der trukket en vinder. Hovedpræmien var et B&O Beovision 26” farve-tv til en værdi af 8.000 kr. En af forretningerne, der var med i lotteriet, var Foto-borgen, som er genskabt i Den Gamle Bys 1974-kvarter. Julehittet hos ”de rare foto-julemænd”, som forretningen omtaler medarbejderne, var et lommekamera til 129 kr.

Foto-borgen er genskabt i Den Gamle Bys 1974-kvarter og pyntes hvert år til jul, som den blev det på Trøjborg. I 1974 udleverede forretningen gratis julekalendere til alle børn som reklame.

Også hos Chevron var der julelotteri, hvor alle bilister fik udleveret en lodseddel, så de kunne deltage i lodtrækningen om laks og chokolade. Derudover kunne billisterne få gratis batteritest og kølervæskekontrol. Blandt juletilbuddene var ratovertræk i læder og en triptæller, så benzinforbruget kunne kontrolleres. Oliekrisen i vinteren 1973-1974 med bilfri søndage og restriktioner på julebelysningen i forretningerne i julen 1973 var stadig i frisk erindring. I forlængelse heraf havde Palle Koch tilbud på klar plast i mange farver og på tætningslister under overskriften ”Stop kulde – spar varme”, så der kunne laves forsatsruder og lignende.

”Tilbuds-avisens” annonce om julelotteriet i Tordenskjoldsgade.

Hos Nordland Trica var der dagligt lotteri i december, hvor man kunne vinde julemiddagen – nemlig en stor and og 1,5 liter rødvin. Her fik kunderne et lod, hver gang de købte for 25 kr.

Der trækkes en vinder af købmand Jessens julelotteri i Høje Taastrup i 1973. Hovedpræmien var en rejse til Rhodos. Foto: Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune

Udover mad og drikke var julegaveideer et oplagt sted for butikkerne at annonce. Flere steder udnyttede forskellige butikker hinandens nicher til at kunne annonce samlet med julegaver til hele familien. Butikkerne i Lystrup annoncerede således samlet. Årets hits var her fløjlsbukser til både børn og voksne, elboremaskine og selvfølgelig legetøj til børnene; Airfix modeller, Skildpaddedukker og indianere og cowboyfigurer i malet plast.

Palle Koch havde bud på julegaver til hele familien.

I Tordenskjoldsgade på Trøjborg mente forretningen Gottlieb – gardiner og udstyr, at julegaveideerne skulle findes mellem kalenderviskestykker til 9,85 kr. og strygefri sengesæt til 98 kr. Andre forretninger nævnte spillet Master Mind, der var årets nyhed, hjemmesko og sportsudstyr som bordtennisbats og fjerbolde til badminton. Andre tidstypiske gaveideer var sømandsstrik, originale islændersweatre, ørkenstøvler og kassettebånd til børnene med Kaj og Andrea eller Sørøver Sally.

I kernefamiliens hjem i 1974-kvarteret pynter et kalenderviskestykke i køkkenet.

Arrangementer, udflugter og juletræssalg

Ønskede læserne af ”Tilbuds-avisen” at komme lidt ud i julemåneden var der også mulighed for det. Århus Hjælpebrigade holdt Julekoncert i Kongreshuset, hvor man både kunne opleve Malernes Sangkor, skuespillerne Gotha Andersen og Grethe Thordahl, festtale ved borgmester Orla Hyldested og brassbandet Senex. I Vejlby-Risskov holdt husmoderforeningen julestue med juleklip, og i Skødstrup var der julebanko i forsamlingshuset, hvor der blev spillet om seks kvarte grise med kaffe som sidegevinster.

Juletræssalget blev i 1974 i høj grad foretaget af foreninger. Ved Veri Centret var det Skovbakkens brydeafdeling, der for 6. gang stod for juletræssalget. Foreningens medlemmer fældede selv træerne på Mols og ved Silkeborg. De forventede at sælge 2000-3000 træer i julemåneden. I en annonce 11. december reklamerer klubben med normannsgran, nobilis, blå og rødgran samt om lodtrækning om 10 juleænder.

Kreativiteten for at lokke kunder til var generelt stor. Hos Smedens lavpris-salg i Hasselager var der arrangeret julebus fra det centrale Aarhus, gratis kaffe i udstillingen og tilbud på håndmadder på Hasselager Kro, så der var basis for en længere udflugt. Forretningens julegaveideer rummede alt fra tandkrus og termostater over toiletbørster, badeforhæng og blandingsbatterier, så vi er her i den mere praktiske del af julegaverne.

Et par nye briller blev anbefalet som ”helt uventet” julegave.

En gruppe forretningsdrivende i Viby i det sydlige Aarhus gik den anden vej. Som kunsthandler Frank Erlykke udtalte: ”Julen er efterhånden blevet en tand for kommerciel. For mange forretningsfolk gælder det efterhånden kun om at få kunderne inden for døren. Nu vil vi prøve om vi kan få lidt af den gamle julestemning frem igen.” ”Fra min side er det en protest mod at julen efterhånden er sunket ned til at blive et spørgsmål om kolde kontanter i pengekassen. Den stemning som vi kendte engang er forsvundet. Selvfølgelig skal der skillinger i kassen til jul, men hyggen må ikke glemmes.” Sammen med andre forretninger arrangerede Frank Erlykke derfor fortovskoncert på Viby Torv med Jellebakkeskolens kor 17. december.

Også Minimagasinet havde blik for hyggen og reklamerede for at man selv kunne lave julestads med karton, stjernestrimler, glanspapir, guldfolie og silkepapir.

Allerede 30.december annoncerer flere forretninger for at udsalget starter torsdag 2. januar. At julen knap er overstået, før udsalget starter, er bestemt ikke noget nyt. Om julesalget slog rekorder i 1974 vides ikke, men ”Tilbuds-avisen” fortæller sin tydelige historie om, at de forretningsdrivende i avisens forskellige områder gjorde deres for at tilskynde kunderne til at lægge juleindkøbene netop hos dem.

 

 

 

Hvorfor er der så mørkt i Den Gamle By?

De fleste gæster mærker en særlig stemning i Den Gamle By med ro og fred i museets gader, haver og baggårde. Når mørket falder på, bliver det for alvor tydeligt, at museet er noget andet end den omgivende by. For mange giver mørket en ekstra oplevelse, for med gadelys, billygter og reklameskilte er det sjældent rigtigt mørkt, hvis man ikke bor på landet. Vi skal nu se nærmere på mørket og hvorfor, der egentligt er så mørkt i Den Gamle By.

Den lille buket med gran kaster en stor skygge i det sparsomme lys. Skulle man færdes i gaderne efter mørkets frembrud, var det nødvendigt med en lygte. Lyset fra boligerne trængte kun i meget begrænset omfang ud i gaderne.

Før elektrisk lys, neonreklamer og blinkende julepynt var vinteren mørk. Lys var dyrt, så det skulle der spares på. Dagen sluttede tidligt, og man samledes om lyset med hvert sit arbejde. Gottlieb Andreas Jensen f. 1838 i Aarhus fortæller ”Til daglig skulle læsningen passes, så sad vi omkring bordet med et tællelys. Moder hørte os i vers og tabel, samtidig med at hun passede sin rok”. Lys var en luksus, som var med til at markere forskellen på hverdag og fest, og til jul tændte man så mange lys, som der var råd til. Lys i gaderne kendte man kun i begrænset omfang, og udendørs julepynt slet ikke.

København fik for eksempel sine første gadelygter i 1679, men det var de færreste byer, der havde gadelys i 1700-tallet. I løbet af 1800-tallet kom der en form for gadelys i de fleste kødstæder, men helt op i 1800-tallet var gadelys en luksus, og man tændte f.eks. ikke lamperne ved fuldmåne for at spare, hvilket giver en god fornemmelse af, hvordan lys var en udgift.

Vinteren var mørk uden det lyshav, vi kender i dag. En enkelt gadelampe rakte ikke langt.

I dag opfatter vi lys som noget, der kommer mere eller mindre af sig selv, men tidligere skulle der en indsats til for at have lys. De første gadelygter var tranlamper, som skulle vedligeholdes for at give det bedste lys. Lampeglasset skulle pudses, vægerne skulle klippes til, og der skulle hældes tran i lamperne. Det arbejde stod vægterne for, så det var tydeligt, at gadelyset ikke kom af sig selv. For at sikre adgang til lamperne, havde lygtepælene eller ophængene gerne en tværarm, hvor vægterens stige kunne hvile.

I midten af 1800-tallet kom gaslygter til, hvilket må have været en stor forandring fra tranlamperne, der ikke gav meget lys fra sig. Da man i 1868 i Paris eksperimenterede med at gøre gaslygterne endnu bedre, gjorde det indtryk i Frederiksborg Amts Tidende; ”Det rene hvide lys er så stærkt, at man i en afstand af 25 skridt med stor lethed kan læse i en trykt bog og skelne de fineste nuancer af farver

Der varede dog længe, før gadelamperne i Danmark nåede det niveau. Samtidigt var der stor forskel på gadelyset i mindre og større byer, og gadelys blev kun langsomt udbredt. F.eks. valgte Thisted, Frederikssund og Maribo at opkøbe de gammeldags tranlygter fra Helsingør og København, da man her skiftede fra tran til gas. Skulle Den Gamle By fortælle den historie, er der derfor i virkeligheden slet ikke mørkt nok i 1864 kvarteret på museet. Det fortæller meget godt, hvor meget lys vi er vant til.

Det gælder ikke mindst julelys, hvor gågaderne og butikkerne i dag – sammenlignet med tidligere – udgør et lyshav, og private haver, som de senere år i stigende grad er blevet pyntet med julelys i alverdens former og farver. Til sammenligning skrev Peter Faber i 1848 om julehandlen i København ”se butikken hvor den stråler smukt”, så det må trods alt have været en oplevelse at se på butikker i julemørket. Det handler nok om, at der dengang var så mørkt, at det var lettere at se butikkens lys, og at der derfor ikke skulle så meget til.

Først i 1917 blev det første udendørs juletræ tændt, nemlig Politikens juletræ i København. Herefter fik købstænder over hele landet juletræ på Torvet, og i 1920´erne og 1930´erne kom guirlander og lys på gaden til. I 1927 beskrev aviserne bl.a. butikkernes julepynt sådan ”Butikkerne stråler som eventyrhaver fulde af kostelige skatte” og ”Samtidig brød et skrapt elektrisk lys ud fra butiksvinduerne over hele byen. Det var et flimrende, glitrende lyshav”. De store moderne butiksruder gjorde indtryk.

Under besættelsen måtte julelysene i gaderne i øvrigt undværes på grund af mørklægningen. Som en historiker skrev i 1943: ”I årene før den anden verdenskrig var julen så overordentlig smuk her i København. Hvem mindes ikke med glæde storbyens fælles juletræ på Rådhuspladsen, strålende med tusinder af lys de aftenstunder mod jul, hvor man gik på juleindkøb med sine kære. Hvem glemmer nogensinde de strålende oplyste gader med broer af julegran og julelys over strøggaderne, og hvor savnes det bitterligt i disse sidste år, hvor vi må famle i bælgmørke gennem Københavns nu så skumle og uhyggefyldte gader.” Lyset gør sig bedst i kontrast til mørket.

De julepyntede butikker i 1927-kvarteret kaster masser af lys ud i gaden gennem de store, moderne butiksruder.

I Den Gamle By kan man gå igennem gaderne og på egen krop opleve udviklingen i lyset og juleoppyntningen i gaderne. Fra ingen pynt og sparsom belysning i den ældste del af museet, over julelys, guirlander og store butiksruder i 1927-kvarteret og til en 1974-gågade, der næsten ligner det vi kender i dag, men en overflod af lys både inde og ude.

Julestemningen i byens rum kan fortsat opleves i Den Gamle By efter de nye coronaretningslinjer. Se mere på https://www.dengamleby.dk/jul/ hvor du også kan booke din billet.

Historien om Den Gamle Bys peberkage

Mad og drikke har alle dage været tæt knyttet til fejringen af julen. Traditionerne omkring krydderier og tilberedning er mange, men ligesom juletraditionerne i det hele taget ikke er statiske, har opskrifter og smagsfavoritter også udviklet sig i takt med især importmuligheder, teknologi og lokale forhold. Det gælder for eksempel julebag, nærmere bestemt peberkager eller brunkager, som vi skal se nærmere på her.

Peberkage, brunkage, honningkage, sirupskage – kært barn har mange navne

I Den Gamle By bager vi hvert år julens kager, som de så ud i en købmandsgård i 1864, hos bageren i 1885, hos en husmor i 1927 og i et konditori anno 1974. Personlig smag spiller naturligvis en rolle, men ser man på julekagerne over tid, er der klare forskelle.

Arbejdet med at sikre at museets gæster kan smage på historien og opleve tidligere tiders smage, er lagt i hænderne på dygtige kolleger i museets afdeling for mad og drikke. De dedikerede kokke og bagere får hjælp af Den Gamle Bys madhistoriker Christian Rasmussen, som til julen 2020 har gravet sig ned i historien om brunkager, sirupskager, honningkager og peberkager for at sikre, at julekagerne hos bageren fra 1885 bliver helt, som de skal være.

Den Gamle Bys nye peberkage er inspireret af de klassiske peberkager i den tyske by Aachen. Her er peberkagerne en vigtig del af bagernes juleudstillinger. Der findes et hav af varianter af de tyske peberkager, lyse og brune, tynde og seje samt mere lette og luftige varianter, og kager der minder den danske honningkage.

Opgaven startede med, at vi havde brug for en ny opskrift på peberkager. Bagerne havde udfordringer med den gamle. De syntes, at dejen var svær at arbejde med, og de var ikke tilfredse med resultatet. Desuden vidste ingen, hvor opskriften stammede fra”, fortæller Christian og fortsætter: ”Ret hurtigt fandt jeg dog ud af, at der var tale Madam Mangors opskrift på brune peberkager fra 1838. Vi gik ingredienserne og opskriften igennem, og vi blev ved med at undre os over kombinationen af øl i dejen og det at kagerne skulle rulles meget tyndt ud og bages hårdt. Det lød mest som en sprød småkage – ja faktisk mindede det mere om en hybrid mellem en brunkage og en peberkage…

Og det skulle vise sig, at det var lige hvad det var. Jagten på peberkagens historie førte Christian rundt til det meste af Europa.

De første peberkager

Christian opsporede peberkagens rødder til et kloster i Dinant i Belgien. Her spiste munkene kagen i de mange fasteperioder, hvor de ikke måtte spise kød og mælkeretter. Peberkagerne blev bagt hårdt for at få en lang holdbarhed. De var sødet med honning og krydret med mange krydderier, som man kendte det fra bagværk i Antikkens Grækenland og det gamle Ægypten. Noget tyder derfor på, at munkene har fået inspiration til kagerne herfra.

Christian uddyber: ”Efterhånden som klostre skød op langs handelsveje og ved byer i Europa, spredte peberkagen sig. Den udviklede sig forskelligt efter lokale forhold og fik nye navne undervejs. På den måde er peberkagen i familie med de engelske gingerbread, franske Pain d’epice og speculaas/speculoos fra Holland og Belgien.” Særligt i Tyskland blev peberkagen en succes, og mange kender dem fra nutidens julemarkeder. Den tyske udgave blev kendt under navnene Pfefferkuchen (Peberkage), Lebkuchen (der betyder noget i retning af ”brødkage”) og Honigkuchen (honningkage).

Er der peber i peberkage?

Jagten på den oprindelige peberkage førte også Christian til svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der er peber i peberkager. Med de mange forskellige udgaver af kagerne, kan svaret både være ja og nej, men forklaringen på navnet skal findes i den måde, hvorpå ordet peber blev brugt tidligere.

Testsmagning af den første prøvebagning af den nye peberkage.

Selve navnet ”peberkage” hentyder til de mange forskellige krydderier, som kagen kan indeholde”, forklarer Christian; ”Så nej, det er ikke et must, at der skal være peber i. Og indeholder opskriften peber, er der typisk tale om hvid peber.” Samme brug af ordet peber findes i pebernødder, som dukker op i Danmark i 1500-tallet nogenlunde samtidigt med peberkagerne, og i ordet pebersvend og det afledte pebermø. Mens det i dag betegner ugifte over 30 år, var pebersvend tidligere betegnelsen for en, der handlede med krydderier. Udover peber kunne det være kanel, kardemomme, nelliker, ingefær, koriander, muskatblomme, anis og allehånde. ”Brug af krydderier var førhen en måde at vise sin rigdom på, og da krydderier samtidigt kunne kamuflere, hvis maden ikke var helt frisk, og da de blev brugt som lægeplanter, var krydderier populære. Ikke alle de nævnte blev brugt på én og samme gang i peberkagerne, men der blev gerne brugt flere forskellige, og dejen blev også krydret med stykker af enten sukat, pomerans eller kandiseret citronskal”, fortæller Christian. Oprindeligt blev dejen sødet med honning, men senere begyndte man at bruge sirup fra sukker.

Danske peberkager

De tidligste kilder nævner peberkager i Danmark i 1500-tallet, hvor de blev solgt på markeder. Pebernødder dukker som nævnt op samtidigt, men pebernødderne kunne folk selv lave. I slutningen af 1700-tallet dukkede honningkagerne fra Christiansfeld op. ”Helt kort fortalt blev Christiansfeld bygget til den Herrnhutiske Brødremenighed fra Tyskland. Byens indbyggere kom derfor sydfra”, fortæller Christian; ”Det gjaldt også byens første to bagere, som startede et pfefferküchlerei (peberkagebageri). Det siges, at honningkagerne i starten blev kaldt lebkager som i Tyskland. Forbindelsen til de tyske peberkage-typer er tydelig, men kagerne bliver alligevel kendt i Danmark som honningkager”.

Da støbejernskomfuret blev udbredt fra midten af 1800-tallet, revolutionerede det måden at lave mad på. I de private køkkener kunne der nu bages et væld af nye julesmåkager som jødekager, vaniljekranse, specier – og brunkager. Her er det husmoderen i Havbogadehjemme 1927, der er i gang med julesmåkagerne.

Støbejernskomfurets indtog i de danske hjem fra 1850 og frem, var det næste, der påvirkede peberkagens danske udvikling. I de nye komfurer var der bageovn, og med den fik den brede befolkning mulighed for selv at bage småkager – ikke mindst til jul. At der blev bagt, ved vi blandt andet fra Peters jul fra 1863:

Og mor har peberkager bagt

Jeg ved det, jeg har selv dem smagt

Da de var ganske varme

En anden kildegruppe er de mange kogebøger, der blev udgivet i anden halvdel af 1800-tallet. Her opdagede Christian noget interessant: ”I konditorfagets håndbøger kan man se, at de kender til de oprindelige peberkager og varianter fra hele Europa, men det er helt anderledes i de kogebøger, som blev brugt rundt om i de danske hjem. Heri kaldes peberkager både brune peberkager og brune sirupskager, men på et tidspunkt forsvinder ”peber” og ”sirup” fra opskrifterne.” Christian har fundet den tidligste opskrift med navnet ”bruunkager” i Nyeste Kogebog af Eulalia Ussings fra 1860. Og det var ikke kun navnet, der var ændret: ”Opskriften er nu med væsentligt færre forskellige krydderier og der er tilført smør og mandler i dejen, hvor mandler tidligere kun blev brugt til pynt på peberkager. Dejen skal rulles tyndt ud, og det giver os altså den sprøde brunkage, som vi kender den i dag”.

Selvom de private husholdninger glemte de tyske peberkagevarianter, var de formentligt velkendte hos konditorer og bagere frem mod år 1900. Den Gamle Bys bager fra 1885 sælger i forvejen honninghjerter og brunkager, og med den nye peberkage kan man som gæst nu for alvor smage sig igennem peberkagens udvikling i Danmark.

Frem mod år 1900 bliver forvandlingen til brunkagen komplet. Den gamle peberkagetype går de fleste steder i glemmebogen, mens honningkagen og brunkagen går sejrsgang gennem landet ikke mindst som julebagværk. Alle tre typer er en del af historien om julens kager. De er bagt, som man kunne have gjort det dengang, og de kan smages i Den Gamle Bys bager fra 1885.

Nu er det jul igen, nu er det jul igen, og julen varer hele året

Starten af november måned er en særlig tid for juleinspektøren i Den Gamle By. Det er nemlig tid til at pynte op til jul. For at få det hele på plads starter vi i god tid. Ja faktisk starter juleforberedelserne allerede i starten af året, når julen pakkes ned. Alting skal gåes efter og pakkes omhyggeligt ned, så det er klar til næste jul. Pynt, der skal repareres eller rengøres, tages fra, sådan så det kan ordnes i god tid før oppyntningen starter.

Julestemning i Den Gamle By

Jul med traditioner og historie – og god afstand

I 2020 har forberedelserne til julen dog set noget anderledes ud, da de medarbejdere, der plejer at arbejde med julen, blev hjemsendt fra marts til august som følge af corona-krisen. Men selvom COVID-19 fortsat præger vores hverdag og alting absolut ikke er som det plejer, så bliver julen i Den Gamle By næsten som den plejer. Vi vil fortsat fortælle alle de gode julehistorier, og vi vil fortsat give mulighed for at museets gæster kan smage på julens traditioner – som f.eks. øl, æbleskiver og bagværk og julespecialiteter fra det salte køkken – og opleve julens traditioner og historier, der binder os sammen på tværs af tid og sted.

Når alle detaljer er på plads, oser det af julestemning i Den Gamle Bys mange julepyntede hjem – som her i Huset i Havnegade.

Julealsangen, som mange gæster vil kende fra tidligere år, gennemføres med corona-retningslinierne in mente, og kommer til at hedde Jule-fællessang med inspiration fra fællessangen under nedlukningen i foråret. Jule-fællessangen foregår i anlægget to gange om eftermiddagen hver lørdag og søndag fra 21. november.

For at museets gæster kan opleve julen som de plejer, har museet indført et system til booking af billetter, så man på forhånd booker sin plads og køber billet hjemmefra. Dette gælder for alle gæster, også børn under 18 år samt årskortholdere. Det medfører,  at vi kan holde antallet af gæster på et niveau, hvor Jul i Den Gamle By bliver en god og sikker oplevelse – ganske som det plejer. Heldigvis har Den Gamle By mange kvadratmeter at sprede gæsterne og julen på, så kødannelse og trængsel kan minimeres. Billetsalget er startet på  www.dengamleby.dk

Nyt i julesamlingen

Selvom arbejdet med julen har været særligt udfordret i år, så er der alligevel blevet arbejdet med julesamlingen. Året rundt får museet henvendelser fra venlige mennesker, der tilbyder os interessante juleting, og i løbet af det seneste år, har vi endnu engang modtaget flere spændende julesager til samlingen.

 

Her starter julemanden fra Haderslev sin rejse til Den Gamle Bys magasin.

En mekanisk julemand

I december 2019 hentede museet f.eks. en mekanisk julemand, som har været en fast del af juletraditionerne i blomsterforretningen Clausen Bellis i Haderslev i mere end 25 år. Parret Birthe og Verner Dalstrup, der havde butikken fra 1977 til 2005, havde fået den gode ide at holde ”Julestue” i butikken op til jul. Her lavede blomsterdekoratørerne juledekorationer, og kunderne kunne få et glas gløgg, mens de så på julevarerne og fik inspiration til deres egen jul. Julestuerne lå typisk tæt på 1. søndag i advent, så man kunne få inspiration til adventskransen.

Blomsterdekoratørerne i Clausen Bellis med et udvalg af forretningens bud på advents- og juledekorationer samt kalenderlys ca. 1991. Fra venstre Anita, Birthe Dalstrup, Lykke og Majbritt.

Traditionen med julestuerne startede Clausen Bellis i 1978. Verner Dalstrup fortæller: ”Det var simpelthen utroligt. Der kom så mange mennesker… Dengang havde vi annonceret i det meste af Sønderjylland, og det fik folk til at komme fra Sønderborg og Aabenraa – ja, selv fra Tønder strømmede folk til.” Julen var ikke mindst på grund af julestuerne en travl tid i forretningen, og i 1998 blev der f.eks. købt fem tons ler til at lave dekorationer af. Den store succes førte til, at den mekaniske julemand blev købt i 1989. Julemanden var en større investering til hele 30.000 kr., men han var umådeligt populær og i brug indtil 2004, så han var et godt køb. Birthe Dalstrup fortæller, at det var tydeligt at se, at tiden i 2004 var løbet fra julemanden, og børnene var ikke helt så interesserede i ham længere. Det ændrer dog ikke ved, at han de første mange år var et tilløbsstykke, og han viste sig at være en god investering. Sammen med julemanden blev forretningen pyntet med guirlander på facaden og mange lys sammen med  julestuen blev en fast del af mange kunders juletradition.

Julemanden i blomsterbutikken Clausen Bellis 1993. Julemandens bevægelser er synkroniseret, så øjenbevægelser og bladren passer til oplæsningen.

Den mekaniske julemand var koblet til en bilradio, der kunne gemmes under den kurvestol, som han sad i, og på den måde kunne han ”læse” historier højt for børnene. Med tiden blev det en tradition, at børnehaver og andre børnegrupper kom på besøg og hørte historier, mens de spiste deres madpakker. Clausen Bellis indkøbte 50 små plastikstole og Verner og Birthe syntes, at det var så hyggeligt, når børnehavebørnene fra byen kom på besøg i julen.

Julenisser

Nisserne i julevinduet hos Frits Hansen Kaffe, Lille Torv 4, Aarhus, julen 1985.

To andre butiksnisser modtog Den Gamle By i september. De to nisser, der oprindeligt var ud af en nisseflok på fire, stammer fra Frits Hansens Kaffe på Lille Torv 4 i Aarhus. De blev købt til forretningen i 1920´erne eller 1930´erne og var været brugt i butikkens julepynt helt op til 1980´erne. Giver, der er barnebarn til Frits Hansen kan fra sin barndom i 1950´erne huske, at butikkens kunder hvert år spurgte hvornår nisserne kom op – og at det var et trækplaster, når nisserne stod i det julepyntede vindue.

Julepynt anno 2020

Det seneste skud på stammen er en helt ny og meget tidstypisk ting, som juleinspektøren lavede aftale om at få allerede i starten af september, nemlig en julekugle, der forestiller julemanden med mundbind. Julekuglen er importeret fra USA, og firmaet Mark og Waldorf er et af de eneste danske firmaer, der forhandler den. Marlene Waldorf kunne 7. september fortælle, at der allerede da var solgt 2000 stk.  Marlene fortæller: ”Da vi så julemanden med mundbind første gang tænkte vi at det var en sjov og sød reminder på en tid og ikke mindst et år, som vi alle husker. Uanset hvad – så har COVID-19 influeret på alles liv og hverdag, og det er der vist ingen der bare lige glemmer. Vi har rigtig mange kunder som hvert år køber et stykke julepynt/julekugle til træet, eller som køber et stykke til deres barnebarn – en sød og hyggelig tradition, som vi også selv bruger herhjemme. Der er ingen tvivl om at vi i år skal have julemanden som det ene stykke helt særlige julepynt – vi tænker slet ikke at det er trist, men blot en konstatering af, at COVID-19 er her, og det kan vi vist ikke lige lave om på.”

Mark og Waldorfs julekugle med julemanden med mundbind bliver en del af Den Gamle Bys julesamling, så den fremover kan være med til at fortælle historien om julen 2020.

At COVID-19 til en vis grad sætter dagsordenen, er ikke til at komme uden om, men i Den Gamle By vil vi gøre vores til at julen 2020 bliver helt som julen plejer, selvom der er meget, som slet ikke er som det plejer.

Julen varer længe – i Den Gamle By varer den hele året

Lørdag d. 23. november åbner julen i Den Gamle By. Den første julestemning har så småt indfundet sig blandt kollegerne, og travlheden op til åbningen er på sit højeste. For mig som juleinspektør er perioden op til åbningen en særlig tid, hvor alt andet sættes til side for at få julen på plads.

Juleinspektøren pynter et af de mange historiske juletræer.

Julen varer (som bekendt) længe – især i Den Gamle By, hvor juleplanlægningen som regel går i gang i starten af året. Jeg og flere andre ansatte juler derfor mere eller mindre hele året. Alligevel er der noget helt specielt over juletiden. Ikke mindst fordi den involverer kolleger fra alle afdelinger. Der skal nemlig mange hænder til for at få alle ender til at nå sammen.

Åbningen af julen lørdag d. 23. november er kulminationen på lang tids arbejde, og i år markeres dagen med udgivelsen af en ny billedguide om julen. Udgivelsen af billedguiden er støttet af Nordea-fonden.

Billedguiden JUL kan købes fra lørdag d. 23.  november.

Billedguiden om julen er baseret på fotografier fra museet. Bogen fortæller samtidigt om julens traditioner og kan både bruges som en guide til juleudstillingerne, som forberedelse til et besøg på museet, og som en måde at forlænge besøget bagefter. Som en hilsen til de gamle julehæfter gemmer billedguiden et brætspil på indersiden af opslaget, ligesom der er inspiration til julepynt og bagværk. Billedguiden om julen er blevet til henover sommeren, og arbejdet med den har trods tidspunktet været fyldt af julestemning.

Juleinspektøren i Den Gamle Bys Julebutik.

Julen rummer mange gode historier, og fra lørdag d. 23. november kan historierne igen opleves på museet – og nu kan de gode historier også komme med museets gæster hjem i bogform.

En af julens gode historier handler om det ældst kendte juletræ i København. I 1811 pyntede familien Lehmann juletræ i St. Kongensgade og målløse naboer satte stiger til vinduerne for at afgøre, om det virkelig var sandt, at der var et træ med lys på grenene i stuen. I Den Gamle By har nysgerrige gæster mulighed for at opleve historien på egen krop og kigge ind til Lehmanns genskabte træ i Møllesalen. Lehmanns juletræ er pyntet som de tidligst kendte juletræer med blandt andet lys og spiselig pynt.

Et nyt element ved julen i Den Gamle By i år er juletræet på Torvet, som kommer til at se ud som juletræet ved rådhuset i Horsens gjorde i 1950´erne og 1960´erne. Selve træet pyntes med lys og rundt om stilles indsamlingsnisser, der er tro kopier af de indsamlingsnisser, der blev brugt i Horsens. Den Gamle Bys indsamlingsnisser er nemlig lavet efter de originale, som blev lånt på Horsens Museum.

Den Gamle Bys udstillingsmedarbejder Niels Rahbæk lægger sidste hånd på kopien af indsamlingsnissen. Originalen fra Horsens Museum ses til venstre.

I 1914 blev der tændt et udendørs juletræ på Rådhuspladsen i København. Initiativet kom fra Politiken, men skikken bredte sig til mange byer, hvor det blev tradition at tænde byens juletræ på en central plads i byen. Hvilket år Horsens fik sit første juletræ ved rådhuset på Søndergade står ikke klart, men byens juletræ er omtalt i avisen Horsens Social-Demokrat i december 1926. Senest i 1937 fik juletræet selskab af en indsamlingsnisse. Nissen samlede ind til støtte for fattige familier. På fotos fra 1950´erne og 1960´erne ses det, at der nu er kommet flere nisser til. De nyere nisser er klædt i rødt, mens den ældste har grå trøje på.

Juletræet foran Horsens Rådhus, Søndergade 26, i starten af 1960’erne. Fotografiet er venligst udlånt af www.horsensbilleder.dk

Indsamling til støtte for mindrebemidlede i julen kendes fra mange byer, og selv om det nok er de færreste, der i dag går med mønter i lommen, har vi i Den Gamle By valgt at lade indsamlingsnisserne være i funktion. Ved at donere en mønt gennem en indsamlingsnisses mund kan man støtte Julemærkefondens arbejde for børn, der trænger til støtte for at bekæmpe mistrivsel.

Det første julemærke fra 1903. Julemærkefonden blev oprettet efter, at Einar Holbøll opfandt julemærket i 1903.

I 1911 var der indsamlet penge nok til at åbne et tuberkulosesanatorium, hvor fattige børn fik gratis behandling mod tuberkulose. Året efter åbnede to Julemærkehjem, hvor børn, der var syge eller på anden måde havde det svært, kunne komme på rekreation. I dag tager Julemærkehjemmene årligt imod knap 1.000 børn i alderen 7 til 14 år, som får hjælp til at bearbejde mistrivsel, der skyldes mobning, ensomhed og lavt selvværd.

Før det blev moderne med byens juletræ og juleudsmykning i gaden var julen og vinteren mørk. I den del af Den Gamle By, hvor historien før 1900 fortælles, er mørket derfor en del af oplevelsen af julen. Her er ingen blinkende reklamer og øjnene må vænne sig til mørket, så man kan se, hvor man går. De mørke, brostensbelagte gader står i kontrast til lyshavet i 1974-gågaden Sønderbrogade.

Julen i Den Gamle By er åben hver dag fra lørdag 23. november til søndag 5. januar. Se hvad du kan opleve på www.dengamleby.dk/jul

Gågaden Sønderbrogade i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Før gadelys, neonskilte og oplyste butikker var vinteren og julen mørk.

Tak for alt!

Endnu et helt år er gået. Julesæsonen 2018 i Den Gamle By er slut for denne gang. Julen 2018 bød på mange dejlige stunder og oplevelser.

I går aftes blev Helligtrekongers lyset tændt

Siden lørdag den 17. november 2018 har hele 162.584 besøgende lagt vejen forbi Den Gamle By.  Det er ganske enkelt det højeste antal gæster, der nogensinde har kigget forbi Den Gamle By i julesæsonen. Topsæsonen julen 2016 med 162.455 gæster er hermed slået. Det er et besøgstal, der virkelig kun kan vække stor glæde og dyb taknemmelighed.

Når jeg har talt med nogle af gæsterne, er det tydeligt, at de er kommet hertil af vidt forskellige årsager.

Nogle har givet udtryk for, at det da ikke kan blive jul, før man har set museets traditionsrige udstillingsrække, der i tid spænder fra 1625 til 1974. Nogle er kommet, fordi man lige skulle en tur forbi Museumsbutikken eller i Julebutikken for at købe et par julegaver eller noget af det fine, tyske glaspynt til træet. Nogle skal bare hvert år nyde et glas glögg, en vaniljekrans eller en gammeldags æbleskive samt tage en god spadseretur hånd i hånd rundt i de gamle gader, gyder og stræder.

Uanset hvad der har fået de mange gæster til at besøge Den Gamle By, håber jeg, at I har fået en god oplevelse med hjem. Vi har i al fald stræbt efter at gøre jeres ophold her så varmt og velkomment som muligt.  Af hele mit hjerte: Tusind tak til hver og en af jer!

Det er dog også med megen vemod, at jeg poster dette indlæg. Det er nemlig det sidste indlæg, som jeg skriver til denne blog. Jeg har været juleinspektør her i Den Gamle By siden julen 2005. Efter 14 år på denne herlige post er det så endegyldigt slut nu. Her må det være på sin plads at citere Johan Krohn, der i sidste kapitel af Peters Jul, denne vidunderlige facitliste til den danske jul, skriver:

See, nu er da Julen strax forbi,

Det er Helligtrekongersaften!

Saa ender den rare Jul, men vi

Er glade, at vi har havt den.

Tre Lys har vi tændte, tænk engang,

For Kongerne, de som bragte

Jesusbarnet en Julepresent;

Vi veed det, for Faaer har sagt det.

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

 

Jeg kan ikke slutte her uden også at rette en stor tak til alle de, der igennem årenes løb har været forbi julebloggen for at se eller læse de forskellige indlæg. Og tak for alle jeres kommentarer og bemærkninger til de forskellige indlæg!

Det er med ro i sindet, at jeg både takker af og byder hjerteligt velkommen til min efterfølger og gode kollega, Anna Wowk Vestergaard. Jeg ved, at den danske juls historie fremover vil være i de bedste hænder!

Tak for alt!

 

Det er ikke nytårsløjer…

Til alle tider har man markeret skiftet fra det ene år til det andet år, overgangen fra det gamle år til det nye år. Tidligere var der ingen ende på de løjer, som folk satte i værk nytårsaften. Et af formålene var at drille hinanden på en gemytlig og harmløs måde. Et andet formål med nytårsløjerne var at drille den nabo eller den genbo, der måske havde optrådt lidt uheldigt i løbet af det forgangne år.

Det er sjovest at lave nytårsløjer med mennesker, som man kender. Det kan godt være lidt svært i dag i vort fortravlede samfund, hvor vi dårligt nok ved, hvem vore naboer er. Springet fra nytårsløjer til hærværk kan i så tilfælde være forbløffende kort.

De udendørs nytårsløjer er så godt som ikke-eksisterende mere. Tidligere brugte man at smide lerpotter på yderdøre eller stentrapper, at bortføre kaffekanden fra køkkenet, at hejse aflagte juletræer op i flagstangen eller at bortføre skraldespande og dørriste. I min barndom var det meget almindeligt at smide et par blå lyn ned ad kældertrappen. Sikke et drøn sådan et par kinesere kunne levere i sådan en betonkonstruktion!

Som barn havde jeg også meget fornøjelse ud af at drille mine forældres gode naboer Asta og Børge i nummer 16. I skjul af mørket bandt man en ståltråd fast til nedløbsrøret (der i ‘de gode, gamle dage’ ikke var lavet af pvc) og strammede den godt til, Så sad man ellers der i skjul bag buskene og trak en grovfil hen over ståltråden. Det larmede så meget, at det inden døre på det nærmeste rungede over det hele.

Blev man grebet på fersk gerning af Børge, var det nu ikke så galt igen. Straffen for unoderne var som regel et par stykker hjemmelavet konfekt eller et par æbleskiver ledsaget af en Valash-sodavand eller et glas med Peters Sommerdrik!

Det hedder jo at skyde nytåret ind. Vi knægte på Jagtvej havde omkring 1960 lommerne fyldt med kinesere, eller Camel’er eller Blå lyn. Og de forskellige kinesere blev brugt flittigt! Tidligere tog nogen sætningen ‘at skyde nytåret ind’ helt for pålydende. Min farbror havde den (u-)skik at gå ud på den nærmeste mark for at tømme pistolen op mod den mørke nattehimmel, hvorefter han pænt gik til ro. Han var gammel modstandsmand fra Aarsgruppen, og pistolen var den gang endnu ikke blevet afleveret til ordensmagten.

Dét nummer var aldrig gået i Nakskov i 1898. Her indskærpede politiet, og det med hævet pegefinger, at alle former for nytårsskyderi på det strengeste var forbudt ifølge politivedtægten. Formastelige syndere kunne straffes med bøder helt op til 100 kroner.

Netop derfor var der i årene efter 1900 en gevaldig opblomstring af spøg og skæmt artikler mest til brug inden døre. Der var ingen ende på de besynderlige genstande, som man kunne erhverve og drille værtsparret med: Fransk nysepulver eller negermasker, anarkistbomber eller uartige grise, blækklatter eller patteflasker… Illustrationerne med spøg og skæmt artiklerne til dette indlæg er alle hentet fra Importørens imponerende Hovedkatalog 1913.

Nytårsaften er i dag noget ganske andet end nytårsløjer. Den store fest sammen med vennerne starter allerede lidt i 18, så alle kan være parat til Dronningens nytårstale. Derefter går man til bords (iført en engangs marokkansk fez) og spiser en lækker middag. Af og til brændes der et par bordbomber af midt på det fint dækkede bord (med det resultat at der selvfølgelig er konfetti både i glas og på tallerken, og at værtinden bliver lidt småsur over, at konfettien også ender i sauceskålen) eller der smides en række serpentinere hen over hovedet på deltagerne i det hævdvundne nytårsritual. Og når klokken ringer det nye år ind, går de, der stadig er vågne, på gaden for at tænde de dyrt indkøbte batterier, ønske Godt Nytår til alle forbipasserende, alt imens man nyder vinen med bobler og papirstykker. Herefter følger man salmens ord

Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to.

 

Og det var så det… Godt nytår til jer alle!

Et veldækket julefrokostbord

Jeg har her på denne juleblog tidligere haft fat i den danske julefrokost. I et indlæg den 26. december 2013 nævnte jeg således, at det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten, og at springet derfra til familiejulefrokosten ikke kunne være så langt igen. Jeg skrev dengang, at allerede i 1950’erne var såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Man kan dog med sindsro rykke dateringen af familiens julefrokost længere tilbage i tiden. Jeg har fundet to forslag til en menu til familiens julefrokost. Det ene forslag er fra 1922, og det anden fra 1932.

Menuforslag til familiens julefrokost 1922

Menuforslag til familiens julefrokost 1922

I det herlige hæfte Vore Damers Jul, årgang 1922, bringes der et forslag til en komplet menu til familiens julefrokost grundigt beskrevet af forstanderinde Martha Sahl. Denne frk. Sahl havde i 1920’erne egen Fagskole for Husholdning. Indslaget gør tydeligt læserne opmærksom på, at alle retterne, og det gælder også for kagerne, skal opstilles på bordet. I menuen er der indeholdt to portionsanretninger. Dem anbringer man ganske enkelt ved hver kuvert sammen med øl, glas og lignende. De forskellige salater og pålæg kan man anrette på mindre fade og placere på en sådan måde, at hver gæst let kan forsyne sig.

Og hvad bestod menuen så af i 1922? Man kan blive ganske sulten af at læse menuen. Her er menuen 1922 til familiens julefrokost:

Juleskinke med cumberlandsauce og garniture af grøntsager

Juleskinke med cumberlandsauce

Asparges med indisk remoulade

Asparges med indisk remoulade

Ananassalat

Ananassalat

Grønkål anglaise

Grønkål anglaise

Frugtsalat med selleri og flødeost

Frugtsalat

Forskellige former for pålæg

Forskellige former for pålæg

Flødekage og små honningtærter til kaffen

Flødekage og små honningtærter til kaffen

Ti år senere får vi i Vore Damers Jul 1932 at vide, at traditioner er en god ting, og at traditioner bør overholdes. Naar man mødes til Frokosten 1. Juledag, skal man derfor ikke vente Overraskelser – de kan arrangeres ved saa uendelig mange Lejligheder i Aarets Løb – men skal kunne nikke godkendende til de forskellige Retter, og blot konstatere om de er ligesaa gode, som de plejer at være.

Bordet kunne man pynte med en juleløber, gran eller andet, der hører julen til. På bordet blev alle retterne anbragt, igen så hver gæst let kunne forsyne sig.

Menuen til familiens julefrokost 1. juledag i 1932 bød på lækkerier såsom spegesild med løg, skysylte med rødbeder, leverpostej med asie og pickles, gåsefedt med salt kød, farserede æg med remouladesauce, karrysalat (eventuelt erstattet af en råkostsalat), kold gås eller and med æbler og svedsker, samt forskellige slags oste med radiser. Hvis man tillige ønskede at servere en varm ret, var forslaget i 1932 gratineret fisk, fyldte tomater, eller bouillon. Menuforslaget er forfattet af Sita Lassen, der et andet sted i bladet benævnes som Sitta Lasson.

Sita Lassen gør tydeligt opmærksom på, at hun med dette forslag til en menu ikke udelukkende har tænkt på gæsterne, men også på den sikkert lidt trætte, men gæstfri Husmoder, der Dagen efter Juleaften atter samler Gæster omkring sig. Alle Retterne kan nemlig enten laves helt færdige Dagen før eller i hvert Fald tilberedes saa meget, saa Ulejligheden samme Dag bliver ganske forsvindende. Paa den Maade faar Husmoderen ogsaa en rar hyggelig Frokost, hvor Maden er, som den skal være, og hun selv ikke træt eller forjaget.

I 1932 bringes der også et menuforslag til En funkis-anrettet Festmiddag til 12 personer til 2. juledag. Det er dog for sent at gøre noget ved denne festmiddag, da vi allerede er nået til 3. juledag. Måske kan menuen give inspiration til julen 2019? Menuen indeholder Gelerand med fisk, østers, trøfler og remouladesauce, Soufflefars med ristede champignon og champignonsauce, Spinattoppe med brunede gulerødder og ristet brød, Dyreryg med pommes parisienne og krustader med gele og æblemos, Ostekugler med radiser og blegselleri samt Karamelis med valnødder og isbrød. 

Velbekomme!

Hvad de ønskede –

Findes der noget så dejligt som at pakke julegaver op? Hele december måned er gået med at drømme og tænke og fantasere og fabulere og spekulere: Mon man nu får den frimærkelup eller den Tekno-bil eller det fort fra Det vilde vesten, som man nu så brændende har ønsket sig?

Her er alle de gaver, som man kan drømme om: Dampmaskine, hund, dukke, racerbil, damplokomotiv og en flyvemaskine

Her er alle de gaver, som man i ugevis kan drømme om: Dampmaskine, hund, dukke, racerbil, damplokomotiv og en flyvemaskine

Alligevel har de fleste af os vist også på et eller andet tidspunkt i livet oplevet en juleaften, der rent gavemæssigt ikke helt levede op til forventningerne. Vi kan faktisk godt blive så skuffede over julegaven fra Faster Else eller Onkel Henrik, at det kan være mere end svært at holde masken. Så er det jo meget heldigt, at der findes noget, som hedder Store-Byttedag mellem jul og nytår.

Vore Damers Jul er et herligt hæfte. Her er julenummeret fra 1927

Vore Damers Jul er et herligt hæfte. Her er julenummeret fra 1927

Temaet med de bristede forventninger blev i 1927 taget op af hæftet Vore Damers Jul. Her gør man på bedste måde rede for, hvad forskellige mennesker (!) ønskede sig – og hvad de fik. De nedenstående fire billeder og den tilhørende tekst er alle hentet fra Vore Damers Jul 1927.

Babs ønskede sig et dejligt Kødben - og fik en Mundkurv

Babs ønskede sig et dejligt Kødben – og fik en Mundkurv

Mogens ønskede sig en Masse Legetøj – og fik en Skolemappe

Han ønskede sig et Julegratiale – og fik en Opsigelse

Hun ønskede sig en Mand – og fik et Barn

Ak ja! Sådan kan det gå. Jeg forstår til fulde, at Mogens godt kan føle sig skuffet. Han ønskede sig et væld af legetøj, men fik en skoletaske, så han kunne være velforberedt til første skoledag efter jul. Sikke en nedtur! Hun ønskede sig en mand, men fik et barn. Ja, det var ingenlunde nogen dans på roser at være enlig forsøger i 1927 – men heldigvis ser hun da ikke ud til at være på grådens rand!

Dog er det vigtigt at huske på, at gaver er givet af mennesker, som rent faktisk holder af én og gerne vil glæde én. Inderst inde ved vi det jo godt: Den største glæde er at glæde andre.