Det er hvidt herude…

2. februar. Det er kyndelmisse.

De få danskere, der kender ordet kyndelmisse, forbinder det vist mest med et par linier i en sang, som de lærte i skolen engang for alt for længe siden:

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude.

Det er hvidt herude...

Det er hvidt herude…

Linjerne er fra Steen Steensen Blichers digt Trækfuglene fra 1838, som Thomas Laub satte musik til i 1914.

Kyndelmisse, som kirkeligt set kaldes for Mariæ renselsesdag, markerer, at der er gået 40 dage siden jul. Det er en mindefest for Jesusbarnets fremstilling i templet 40 dage efter hans fødsel. Ifølge Det gamle testamente (3. Mosebog, kapitel 12) var en kvinde uren 40 dage efter en drengs fødsel, 80 dage efter en piges. Når denne tid var vel overstået, da skulle hun i Templet ofre et lam og en due – eller hvis hun var fattig, et par duer -, hvorefter hun af præsten blev erklæret for ren. Den nybagte moder blev med andre ord udelukket i hele 40 eller 80 dage fra det kirkelige fællesskab på grund af noget så naturligt som en fødsel.

Barthélemy Parrocel (1595-1660) - Fremvisningen i templet. På gulvet står et fuglebur med to duer, hvilket signalerer fattigdom. Intet i personernes påklædning antyder dog dette! Musée du Pays Brignolais (commons.wikipedia.org)

Barthélemy Parrocel (1595-1660): Fremvisningen i templet. På gulvet står et fuglebur med to duer, hvilket signalerer fattigdom. Intet i personernes påklædning antyder dog dette! Musée du Pays Brignolais (wikipedia.commons)

Nu skulle man så tro, at denne regel blev sløjfet i 1536 med reformationens indførelse i Danmark, men det var ingenlunde så. Først en kirkeforordning i 1754 ændrede dette. Det er dog svært at skille sig af med indgroede vaner, og helt op imod 1900-tallet blev nybagte mødre af præsten budt velkommen tilbage til kirken.

Lysene indvies

Lysene indvies. Fra Olaus Magnus’ Historie om de nordiske folk, 1555

Kyndelmisse er en katolsk lys- eller kærtefest, hvor de lys, der skal bruges i hjem og kirke de næste år, indvies. I hjemmet blev lysene brugt for eksempel ved barsel eller alvorlig sygdom. Kirkens lys er et sindbillede på Frelseren, Verdens Lys. Den katolske fest kan spores tilbage til 500-tallet.

Kyndelmisse er sammensat af kyndel, et oldnordisk ord afledt af det latinske ord candela, der betyder lys, og misse, en fordanskning af det latinske ord missa for messe eller gudstjeneste. Kyndelmisse betyder altså ordret ‘gudstjeneste for lys’.

Kyndelmisses mange lys

Kyndelmisses mange lys

Som så mange katolske helligdage har også kyndelmisse rødder i en folkelig tradition. Den 2. februar er fra gammel tid blevet opfattet som årets koldeste dag. Det er Midvinter. Kyndelmisse ligger midt imellem 1. november (første vinterdag) og 1. maj (første forårsdag).

Mange folkelige traditioner var knyttet til kyndelmisse. Frugttræer skulle piskes med ris for at sikre en god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre sult. Når de tre af vinterens seks måneder var gået, skulle bonden helst have halvdelen af sit vinterfoder tilbage; denne tradition nævnes allerede af Henrik Gerner i 1670.

Det var forbudt at lade rokken gå eller at spinde kyndelmisseaften. I Verninge ved Odense så nogle engang ned på dette regelsæt og spandt lystigt løs, men så viste en kvindeskikkelse sig for de formastelige syndere. Kvinden rakte en gloende hånd frem imod dem, mens hun sagde:

Her ser I, hvad jeg i Helvede vandt,

Fordi jeg Kyndelmisseaften spandt.

Som mærkedag for midvinteren var det yndet at tage varsler af vejret på kyndelmissedag: Hvis det blæser så meget på denne dag, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Et andet udsagn: Lige så lang tid lærken synger før kyndelmisse, lige så længe skal hun græde efter voldermisse (1.maj).

Mad og højtid hører for os uløseligt sammen. Måltidet var en vigtig del af den folkelige kyndelmissetradition. Der blev afholdt kjørmesgilde, et sammenskudsgilde, hvor man spiste en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin, eller stuvet hvidkål med flæsk, sylte og pølse.

Pandekager til kyndelmisse

Pandekager til kyndelmisse

Kyndelmisses pandekager, til sikring af en god byghøst, er en fynsk specialitet, der herfra spredte sig til resten af landet.

Ligesom ved andre mærkedage var der også ideer om, hvilke spiser der med fordel skulle nydes til kyndelmisse. Nogle mente, at flæsk stoppede rygsmerter. Andre, at resterne af julebrødet modvirkede såvel hovedpine som hugormebid.

Kært barn har mange navne. Kyndelmissedag er også blevet kaldt kertemessedag, kærmessedag og kjørmesdag. Udtrykket kjørmesdag kender vi fra Jeppe Aakjærs digt Sneflokke kommer vrimlende, som netop slutter med og nu kom kjørmes-knud. Både Jeppe Aakjærs kjørmes-knud og Steen Steensens Blichers kyndelmisse-knude betegner sne og frost.

Struensee er siden oktober 1770 blevet holdt ansvarlig for halveringen af vore helligdage. Halvandet år efter helligdagsreformen blev han selv halveret

Struensee er siden oktober 1770 blevet holdt ansvarlig for halveringen af vore helligdage. Halvandet år efter helligdagsreformen blev han selv halveret

Christian VII’s personlige rådgiver Johann Friedrich Struensee er blevet beskyldt for mangt og meget i tidens løb, således også den største reform af den danske festkalender, som nogensinde har fundet sted. Reformen blev udtænkt i danske Kancelli, og Struensees rolle var derfor minimal: Han accepterede reformen, og han fik kongen til at underskrive den.

10 af årets 22 helligdage blev afskaffet: Helligtrekongersdag (6/1), kyndelmisse-Mariæ renselsesdag (2/2), tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankt Hansdag (24/6), Mariæ Besøgelsesdag (2/7), Mikkelsdag (29/9), Allehelgensdag (1/11), Mortensdag (11/11) og tredje juledag (27/12). Ydermere blev to helligdage henlagt til søndage: Mariæ bebudelsesdag (25/3, flyttet til 5. søndag i fasten) og Taksigelsesdagen for afslutningen på Københavns brand i 1728 (flyttet til søndag efter den 23. oktober).

Hvorfor foretog man dog en sådan massakre på de danske helligdage? Det fremgår med al ønskelig tydelighed af lovteksten: ere deslige Dage dog meere blevne anvendte til Lediggang, og andre deraf flydende Laster, end til en sand og alvorlig Guds Dyrkelse. Med andre ord: Vi danskere brugte helligdagene mere til druk og hor end til from andagt og bøn.

Den moderne kyndelmisse

Den moderne kyndelmisse

Selv om kyndelmisse blev afskaffet som officiel helligdag herhjemme i 1770, markerer flere og flere kirker alligevel dagen – enten 2. februar, aftenen før eller søndagen efter. Man holder gudstjeneste som en lysfest for den Kristus, der sagde Jeg er verdens lys, den som følger mig skal ikke vandre i mørke.

hvidt forneden, hvidt foroven

hvidt forneden, hvidt foroven

Med kyndelmisse er halvdelen af vinteren gået, og nu venter vi alle på foråret! Det gjorde Steen Steensen Blicher vist også. I sidste vers skriver han nemlig det, som de fleste af os savner såre meget, mens vi døjer med vinterens kulde og frost:

Inderlig jeg længes,

efter Vaar, men Vint’ren strænges;

atter Vinden om til Nord!

Kom, Sydvest, som Frosten tvinger,

kom med dine Taagevinger!

kom og løs den bundne Jord!

kom og løs den bundne Jord! 

kom og løs den bundne Jord!

Tak for denne gang!

I går aftes var det Helligtrekongers aften. Den sidste aften i denne jul. I Peters Jul fra 1863 hedder det om denne aften:

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

Det er en gammel skik at tænde stearinlys på denne aften, gerne et trearmet Helligtrekongers lys – som børnene gør det herunder i Peters Jul. Hermed markerer man julens afslutning.

Illustrationen til det afsluttende kapitel af Peters Jul

Illustrationen til det afsluttende kapitel i førsteudgaven af Peters Jul

I dag er det så Helligtrekongers dag – 6. januar.

Julesæsonen i Den Gamle By er slut for denne gang. Det har været en dejlig jul, selv om vejret ofte drillede i weekenderne! I tusindvis af gæster har siden starten på julen den 13. november været forbi museet for at se de forskellige juleudstillinger, der hele tiden vokser sig større, den nye julebutik og det nye julemuseum, eller Jul på Torvet. Andre har nydt at spadserer rundt i de gamle og i de nye gader, foretage små juleindkøb, spise en vaniljekrans eller få et varmt glas glögg. Af hele mit hjerte: Tusind tak til jer alle!

Julen er en meget vigtig sæson for Den Gamle By. En stor gruppe medarbejdere fra museets forskellige afdelinger har ydet en dedikeret indsats for at give vore mange gæster så god en oplevelse som muligt. For nogle år siden formulerede min direktør, Thomas Bloch Ravn, det således: Kaffen skal være god, toiletterne skal være rene – og så gør det da i øvrigt ikke noget, hvis der også er noget spændende at se på!  Det er mit håb, at vi også i år har efterlevet disse for enhver seværdighed så vigtige tre punkter.

Øjebliksbillede fra Ågade

Øjebliksbillede fra Ågade

At være juleinspektør og dermed være med helt fremme i det store apparat, som julen faktisk er, kan kun gøre mig ydmyg. Det er for mig at se en yderst vigtig opgave, at være med til at sikre at over 150.000 gæster på seks uger føler sig velkomne og sat i fokus. Vi prøver på at gøre tilbuddene i julesæsonen så varierede som muligt, at sprede oplevelserne ud over forskellige kvarterer i Den Gamle By og samtidigt også at sprede de forskellige oplevelser ud på alle ugens syv dage. Det er ikke altid let, men jeg håber, vore besøgende har været tilfredse med julesæsonen 2015.

Min opgave som juleinspektør er dog slet ikke koncentreret omkring julen alene. Alle årets højtider er sådan set indbefattet i jobbeskrivelsen, så ret beset burde min titel være noget så uskønt som Højtidsinspektør! Sidste år greb jeg fat i den danske fastelavn. Og hvis jeg ikke kan holde mig fra tasterne, kommer der antageligt et lille indlæg om den danske kyndelmisse…

Forude venter et nyt og spændende år med mange forskelligartede arbejdsopgaver, men jeg håber inderligt, vi ses igen til november!

Når alt jul er skrællet bort, ser juleinspektøren faktisk sådan ud!

Sådan ser juleinspektøren faktisk ud, når al julepynten er blevet fjernet! (geocaching.com)

 

Unge pige, lad os lege skjul

 

Julefrokostens fristelser #1.

Mange familier arrangerer julefrokost i disse dage, og alt efter temperament kan man være så heldig eller uheldig at nå både tre og fire julefrokoster imellem jul og nytår hos diverse familiemedlemmer.

Julefrokosten er en ægte dansk tradition, der dog ikke er særlig gammel. Det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten. Ideen var den enkle, at man på sin arbejdsplads mødtes til en gang fællesspisning, hvor man hyggede sig på tværs af faggrænserne og ønskede hinanden Glædelig jul, inden man drog hver til sit for at fejre julen i familiens skød. Den fælles spisning før juleferien styrkede sammenholdet både indenfor og udenfor murene, men gav efterfølgende tit både kollegiale og familiære tømmermænd. Springet til familiejulefrokosten er ikke langt. Allerede i 1950’erne er såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Den traditionelle julefrokost i dag viser, hvor inspirationen til frokostbordet egentligt stammer fra. Flertallet af de produkter og retter, der i dag serveres, var i århundreder resultatet af den sædvanlige slagtning i Slagtemåneden, altså november, hvor julegrisen blev slagtet og lavet til lækkerier. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Af lækkerier bliver der i dag sædvanligvis serveret forskellige slags sild, panerede rødspættefileter, lun leverpostej, lun flæskesteg, mørbradbøffer med løg, frikadeller, æbleflæsk, surrib, sylte, forskellige slags pølser og pålæg, remoulade, peberrodsflødeskum, agurkesalat, krydderfedt, sky, italiensk salat, skinkesalat, skaldyrssalat, kyllingesalat, frugtsalat og diverse oste. Alt behørigt skyllet ned med vand, sodavand, julebryg og snaps. Det hele kan købes i supermarkedet, men en julefrokost bringer tit den gode kok op i de fleste af os. Hvad er en julefrokost uden fruens stegte sild, farmors sylte og svigermors frugtsalat?

Julefrokostens fristelser #2

Julefrokostens forløber er julestuen, der har dybe rødder tilbage til middelalderen. En af de ældste omtaler af en julestue er fra 1563, hvor den fynske biskop Niels Jespersen visiterede Fuglse herred på Lolland. Biskoppen nævner i sin visitatsberetning: Høje fester er udi stor vanbrug med verdslig bestilling, frådseri og drukkenskab om juleaften og den ganske julehøjtid med juleleg og andet ugudeligt væsen. Hvad enten vi vil indrømme det eller ej, så hører mængder af mad og drikke og andet ugudeligt væsen uløseligt til det danske juleunivers. Her kan jeg slet ikke lade være med at citere biskop Erich Pontoppidan, der i 1736 knyttede følgende ord til julestuerne: Det var den muntreste årstid, da alt var fuldt af dans og lystighed; man havde ret til helt at give vellysterne tøjlen, og det var en forseelse ikke at svømme i floder af stærkt øl og flommefedt; thi man troede i gamle dage, at jo mere umådeholdent man i julefesten gjorde sin vom til gode, des frugtbarere et år blev man lyksaliggjort med.

Julestuens højtid ligger i perioden 1600-1800. Man begyndte oftest først anden juledag, men så blev man også ved lige til helligtrekongers aften. Festen blev holdt på skift hver anden eller tredje aften og nat hele juletiden. Der var rigeligt med især øl og snaps, mad og kortspil til de ældre, mens de unge morede sig dans og små mere eller mindre uanstændige julelege i julestuerne. Hvad der kunne være følgerne af en julestue, kan læses i et bryllupsdigt fra 1701: Og før der kan råbes: Et barn i min sæk, da, om ret jeg mindes, går mødommen væk. Maden betød mindre end legene. Til gengæld drak man tæt. Tønden med julebrygget blev sat ind i stuen til fri afbenyttelse. Det gik ofte galt! Fæstebonden Christen Andersen i Nørre Tulstrup sogn noterede tredje juledag 1786 således i sin dagbog: Lå mest og var gildesyg, thi vi drak for meget.

Julefrokostens fristelser #3.

At lege Julelege betød, at man underholdt sig selv og hinanden med sange, lege eller små komedier. Mere end 130 forskellige julelege kendes. Julelegene kunne være ret vovede. Og hvis man i dag synes, at man mangler en god undskyldning for at opføre sig anderledes i højtiden, skal man blot gribe fat i Johan Ludvig Heibergs komedie Julespøg og Nytårsløjer fra 1816. Heri lader han ingen ringere end ærkeenglen Gabriel sige: Det jul og nytår er, nu har lystighed sit spil; enhver har lov at gøre sig så gal som han vil.

En populær juleleg var At nippe strå, hvor man kun med læberne skulle forsøge at fange et lille halmstrå, som modparten holdt mellem læberne. Legen blev leget på den måde, at de deltagende personer stillede sig skiftevis karl og pige ud på gulvet i en lang række. Alle holdt ved et langt reb. Den første i rækken holdt halmstrået imellem læberne. Mens alle deltagerne trak frem og tilbage i rebet, skulle person nummer to forsøge – kun med læberne – at fange halmstrået holdt af person nummer et. Legen sluttede, når halmstrået var nået hele rækken igennem.

Julefrokostens fristelser #4. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.

Når man legede Huelegen, dansede karlene i kreds rundt om pigerne, der sang verset:

Pigerne ride i Sandet, alt saa trøstelig,

hold paa mig, jeg slaar paa dig.

Hold paa mig saa trøstelig,

Til min Hue falder af.

Når første vers var slut, sloges karlene og pigerne på skrømt om huerne. Når alle huerne var blevet revet af, begyndte dansen og sangen på ny, men nu handlede pigernes vers om et af de andre klædningsstykker. Sidste linie i et par af versene lød: Til mit skørt falder af, og Til mine strømper falder af. Så står det ellers enhver frit for at fundere på, hvordan og hvornår denne Hueleg egentligt sluttede!

En leg hed Trille julekage, Bage brød eller Ælte dej. Her blev en karl og en pige af det øvrige selskab fanget og lagt sammen på et bord, hvorefter de andre deltagere æltede dem sammen, bogstaveligt, fysisk og seksuelt. Som det blev skrevet i 1825: Det kan jo ikke nægtes, at somme julelege var usømmelige, f. eks. den eksercits, at karle og piger det ene par efter det andet kyssedes liggende på bordet. Denne leg var vistnok i højeste grad uanstændig.

Juleleg og kys hører uløseligt sammen: Jeg vil deres kyssen ej nævne engang, som ellers i julestuen nok går i svang, som det hedder i bryllupsdigtet fra 1701. Julelegen At falde i brønden er en slags panteleg, hvor pantet skal indløses med kys. En karl bliver dømt til at falde i brønden, hvorefter han straks falder om på gulvet og foregiver, at han er faldet i brønden. Han bliver spurgt om, hvor mange alen han ligger nede. Efter at have svaret på dette spørgsmål, bliver han spurgt om, hvem der skal hjælpe ham op. Den pige, hvis navn han nævner, skal hjælpe ham op og give ham lige så mange kys, som antallet af de alen, han er faldet ned.

Julefrokostens fristelser #5

Adskillige af de mange julelege havde et klart erotisk islæt. Det fremgår særdeles tydeligt hos Ludvig Holberg, som i 1724 offentliggjorde komedien Jule-Stue. I komedien lader han den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft udtale: Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom der er gået af stabelen ved sådanne lejligheder.

Herefter burde yderligere ord om de gamle julestuer være aldeles overflødig!

Kirken var en arg modstander af disse julestuer med deres små julelege, som fandt sted på højtidsdage. Om julestuen sagde kirken anklagende, at den medførte både drukkenskab og løsagtighed, hor og ufortræd, og at den forførte deltagerne til drik, spil, sværmen, banden og letfærdig dans.

Kirke og Stat kæmpede altså imod folkets julestuer. Men det var ikke kun folket, som legede lystigt i juledagene. Også hoffet tog del i løjerne. Christian IV opstillede 19. juni 1632 hele 18 anklagepunkter i skilsmissesagen mod sin hustru til venstre Kirsten Munk, som hun blot skulle besvare med et ja eller et nej. Spørgsmål to lød: Om hun ikke dansede, legede jul og gjorde sig lystig med Riin: (der menes Pfalzgreven af Rhin, grev Otto Ludwig af Salm) og andre, mens vi lå for fjenden og blev skudt udi armen? Ja eller nej, Kirsten Munk!

Men allerede tre år før havde Christian IV i sin forordning af 27. marts 1629 bekendtgjort, at al forargelig leg i løbet af julen forbydes strengt og bør straffes alvorligt. Hele tiden måtte øvrigheden dog indskærpe forbuddet.

Trods gentagne forbud levede julestuerne videre til langt op i 1800-tallet i store dele af samfundet. Den senere telegrafdirektør Peter Faber skrev i julesangen Julestemning (i dag bedre kendt som Sikken voldsom trængsel og alarm), der er fra efter 1850, således:

Men om aft’nen er der fint kalas.

Gud velsigne den, som først opfandt

Det at lege jul og give pant.

Unge pige, lad os lege skjul,

Giv mig kun et kys, det er jo jul

Den meget lovlydige og dannede Peter Faber var altså fuldt fortrolig med julestuerne og deres indhold mere end 200 år efter, at de første gang blev forbudt. Mange har den mening, at de gamle julestuers sande arvtager vist kun kan være de mange firma- og familiejulefrokoster landet over – med deres utal af fristelser!

Julefrokostens fristelser #6.