Hung – gartnerelev i Den Gamle By

Hung Thanh Nguyen ved en muret mistbænk i Gartneriet

Vejene til at vælge en uddannelse som gartner kan være mange. For nogle år siden uddannede Hung Thanh Nguyen sig til sælger og arbejde i flere år i en tøjbutik. En dag anskaffede butikken nogle kaktusplanter, og det blev Hungs opgave at passe dem. Så begyndte han at interessere sig for potteplanter, ikke kun kaktus, men potteplanter i almindelighed. Det førte til, at han selv begyndte at købe planter, ikke bare et par stykker til at pynte lidt op i vindueskarmen, men mange, så de måtte stå på altanen. Den er 10 kvadratmeter, og det gav plads til 100 potteplanter. Det var ikke kun en forbigående dille, Hung fandt ud af, at han i det hele taget havde lyst til at arbejde med planter og jordbrug. Han opgav at sælge tøj og søgte ind på gartneruddannelsen på Jordbrugets UddannelsesCenter Aarhus (Beder Gartnerskole). Hans uddannelse begyndte med et 10 ugers grundforløb på skolen, og derefter søgte han ind som gartnerelev i Den Gamle By, hvor han begyndte den 1. april.

Den 4. juli snakkede jeg med Hung og fulgte ham en overgang rundt på museet for at få indtryk af, hvad hans arbejdsdag kan indeholde på en tilfældigt valgt sommerdag.

Museet har hønsehold to steder. Præsteenken i Eilschous Boliger har en lille flok høns, der går rundt i gården om dagen og ellers holder til i deres ’hønsehus’, et rum i udhuset, og i Havbogade er der en lille, lukket hønsegård med hønsehus. Desuden har vi en flok gæs, der i løbet af dagen kan træffes forskellige steder i byen.

Præsteenkens høns ser, hvad de kan finde mellem stenene.

Den 4. juli havde Hung indledt arbejdsdagen med sin faste morgentjans, som er at lukke høns og gæs ud fra deres huse og give dem frisk vand og foder. Derefter gik han i gang med det egentlige gartnerarbejde, og den dag var han begyndt med at hente små kål- og artiskokplanter, som gartnerne har drevet frem i en muret mistbænk i Handelsgartneriet Bernstorff.

Små kålplanter, drevet frem af Den Gamle Bys gartnere

Planterne står i potter, nogle få planter i hver potte

Hung plantede først kål i en mistbænk bag dampvæveriet, og så fortsatte han til Skolemesterens have, hvor der både blev plantet kål og artiskokker. Foreløbig ser planterne ikke ud af meget, men kålen er hvidkål, som forhåbentlig får hoveder, der til efteråret kan høstes og spises. Desværre kan diverse larver og duer gøre sig gældende, larverne gnaver, og duerne spiser bladene, hvis de kan komme af sted med det.

Hvidkålen skal plantes efter en snor

Snoren er trukket, og så i gang med at plante, helst uden at træde i den løse jord

Fire små planter, der gerne skal stå med hvidkålshoveder til efteråret

Den ene plante plantes efter den anden…

… og til sidst står der en lang række

Da kål og artiskokker var plantet, fortsatte Hung ned til Frk. Wahlstrøms have, den nederste af haverne i Den Gamle By. Der har vinen sat små klaser.

Vinranker med små klaser

Druerne bliver aldrig ret store, men de kan blive spiselige, når vi kommer længere hen på året. Hvis det ligefrem skal blive en fornøjelse at spise dem, forudsætter det, at de kan få noget saft og næring fra ranken, men uheldigvis er druerankerne også begyndt at sætte lange, kraftige skud uden klaser. De nye skud kan suge en masse kraft fra planten, hvis de får lov at udvikle sig, så nu var det på tide at få dem klippet væk. Så er der håb om spiselige vindruer. Som sagt bliver de aldrig ret store, men hen på sensommeren kan de blive ganske lækre, så man kan gå og smånippe af dem.

Hung har fundet et langt skud uden druer

Klip! Væk!

Og da jeg nu var der sammen med Hung, kunne jeg spørge, om busken ved siden af vinen virkelig er, hvad den ser ud til, nemlig en figenbusk, eller bare noget, der ligner.

En umoden figen

Det er virkelig en figen, fik jeg at vide, men vi tvivler begge to noget på, om fignerne nogen siden bliver fuldmodne.

Vi traf også en kvinde, der tilsyneladende stammede fra en anden tid.Ved nærmere eftersyn viste det sig nu at være Gitte Gartner eller Gitte Røn, der er formand for gartnerafdelingen. Hun hengav sig til nydelsen af en rose eller måske snarest til forundring over dens besynderlige farve.

To roser, til højre Rosa centifolia á fleurs doubles violettes og til venstre gartnerformand Gitte Røn

Arbejdet som gartner i Den Gamle By en mangesidigt. I et moderne gartneri har drivhusene klimastyring og automatisk vanding, men gartneriet i Den Gamle By er af gode grunde ikke moderne. Her åbner og lukker gartnerne selv drivhusenes vinduer og vander potteplanterne med vandkande. Desuden skal planterne ses efter, pilles, nippes og klippes, og der er nok at se til; men Hung er stadig glad for potteplanter, så han kan lide at nusse om dem, og jeg skulle endelig komme med ind og se, hvor smukt de blomstrer i de store drivhus i denne tid. Og da vi nu alligevel var der, skulle der lige nippes og klippes lidt.

Blomstrende potteplanter i lange baner

En ranke er blevet alt for lang og bliver fjernet

Hung fortalte, at han især er glad for at arbejde i drivhuset, men i det hele taget kan han lide gartnerarbejdet. Han kan lide at arbejde med jorden og planterne, og gartnerarbejdet i Den Gamle By er varieret, eftersom der både er gartneri med drivhuse og planter på friland, der er prydhaver og køkkenhaver. Desuden varierer gartnernes arbejde med årets gang og vejrets vekslen. Derfor er der ikke kun meget at se til, men også meget forskelligt at lære, og det er selvfølgelig en stor fordel for en gartnerelev.

Undervejs rundt i Den Gamle By fortalte Hung mig, at han har været glad for sit gartnerarbejde lige fra begyndelsen. Kollegerne tog godt imod ham, så han med det samme blev en del af gartnerafdelingen, og som han sagde, giver Gitte ham frihed under ansvar til at passe arbejdet.

Mens jeg skriver dette, har Hung ferie, og efter ferien tager han fat på det andet af uddannelsens tre skoleforløb i Beder. Så vender han heldigvis tilbage til os, for bortset fra skoleforløbene kan han have hele gartneruddannelsens treårige elevtid her i Den Gamle By.

Uhm, små mælkebøtteblade og en gartnerelevs fingre!

Da Hung havde fortalt mig om sin arbejdsdag torsdag den 4. juli, blev vi enige om, at vi også lige skulle se til gæssene. De gik og gjorde sig til gode med noget græs nede ved åen. Da Hung dukkede op med nogle små mælkebøtteblade, syntes gæssene alligevel, de var mere interessante end græsstråene, og desuden kunne de nappe Hung lidt i fingrene. Selv om han ikke brød sig om det sidste, tog han det nu med godt humør, og det var let at se, at Hung og gæssene godt kan lide hinanden.

En gartnerelev og tre gæs, der kan lide hinandens selskab

 

 

Indtryk fra en junidag

Den 6. juni gik jeg en tur i haverne og gartneriet og samlede indtryk af blomstrende planter (og af to kolleger). Blomsterfloret er endnu ikke så rigt og tæt, som det bliver senere på sommeren; alligevel er der meget at se på, blomster til haven, blomster til vindueskarmen, krydderurter, lægeplanter, og nogle steder står bellisen tæt i græsset. Her følger en stribe af de indtryk, jeg vendte tilbage med. Jeg må tilstå, at jeg ikke kender navnene på alle planter i Den Gamle By, så blomsternavnene springer jeg stort set over, men jeg vil da lige nævne, at jeg begynder med liljekonval, som jeg fandt i Apotekerhaven, og derefter følger en stribe billeder, taget rundt omkring i byen.

Hvad er det?

Det er hyldeblomster.

Uhm… men ikke endnu!

Efter turen rundt i haverne, nåede jeg frem til Gartneriet, hvor lupinerne blomstrer frodigt for tiden. Foruden almindelige prydplanter til haven er der også krydderurter og stueplanter. Det mindste af drivhusene har åbent for salg af potteplanter, krydderurter, blomsterfrø og andet godt hver dag kl. 12 – 16, i skolernes sommerferie kl. 12 – 17.

Der er plantesalg dagligt i det mindste af drivhusene. Måske ses det ikke så tydeligt på billedet, men det forreste drivhus er det mindste

Til sidst vendte jeg tilbage til Apotekerhaven, hvor to af mine kolleger, Stine Marie Stengaard Johannessen og Hung Thanh Nguyen, var i færd med at binde en tvebo galdebær op; hvis den bliver hjulpet lidt på vej, kan den selv klatre opad.

Og til sidst en gåsepotentil, også fra Apotekerhaven.

Gåsepotentil, blomsten er ca. 2,5 cm i diameter

Og det var så nogle af de indtryk, jeg vendte tilbage med fra min rundtur til museets haver og gartneri.

Fiskelugtende læderslanger, gældsfængsel og frøpirateri

Thea Windfeldt Rahner har været i praktik i Den Gamle By fra museologiske studier ved Aarhus Universitet og har skrevet dette blogindlæg med glimt af haveslangens kulturhistorie.

Jeg vidste ikke, at man havde haveslanger i 1880’erne. Selvom jeg har svært ved at forestille mig en gummihaveslange i 1888, så står den alligevel dér så tydeligt på græsplænen på fotografiet. Der er vist ikke noget at tage fejl af. Billedet optræder i bogen Aarhus Flashback og viser, hvordan kendte steder i Aarhus så ud før og i dag.

Men hvornår opfandt man egentlig haveslangen? Og var det almindeligt på det tidspunkt at have én til at vande sin græsplæne eller sine kål med? Undersøgelsen tog mig på en rejse til Holland, over Atlanten, til Sydøstasien og tilbage igen. Den indebar, for blot at nævne et par eksempler: et nedbrændt rådhus, frøpirateri og en dybt forgældet opfinder.

Hav- og haveudsigt fra Jægergården, hvor en haveslange og en cykel muligvis er ligeså opstillede som familiemedlemmerne. Jægergaarden lå på hjørnet af M.P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade, som den har lagt navn til.

Rådhuset brænder!
Allerede
i 1600-tallet var man ret interesseret i at opfinde en slange, der var vandtæt og kunne klare højt tryk. Ikke til at vande sin urtegård med, men til at slukke de mange brande, der hærgede byerne. I 1652 brændte Amsterdams rådhus. Man prøvede efter bedste evne at slukke branden med tidens teknologi: spande, stiger og lange stokke. Stokkene var til for til at vælte de brændende mure, før de gjorde det af sig selv. Men det var helt umuligt og rådhuset brændte ned, kun bevaret på de mange tegninger og tryk af begivenheden.

Da Amsterdams rådhus brændte i 1652, havde man kun spande, stiger og stokke til slukningsarbejdet. En brandslange ville måske have været mere effektiv.

Brandslukning med spande er bare ikke ligeså smart, som hvis man under tryk kan skyde en vandstråle 20 meter op i luften – eller endnu bedre: hvis man kan transportere vandet i slanger og angribe ilden fra flere sider.

I Toldboden i Den Gamle By finder man nogle smukke brandspande af læder. Udenpå er de malet røde og indvendigt er de tætnet med beg.

Maleren opfinder brandslangen
Jan van der Heyden (1637-1712) havde set den håbløse kamp mod flammerne under branden på Amsterdams rådhus, da han var 15 år gammel, og i 1672 revolutionerede hans opfindelse af brandsprøjten brandslukningsteknologien. Det var netop vandslangerne, der var det nye og smarte.  Han udgav sidenhen en hel bog (Brandspuitenboek, 1690, brandsprøjtebogen) om sin opfindelse  – fuld af detaljerede illustrationer.

Tidligere havde man haft teknologi til at sprøjte vand ud under tryk, opfundet af Hans Hautsch (1595-1670) i 1650, men da der ikke hørte nogen slange til, skulle maskineriet stå farligt tæt på branden for at nytte noget. Samtidig havde den en vandbeholder, der manuelt skulle fyldes med vand fra spande.

Jan van der Heyden har her lavet en illustration af sin egen smarte brandsprøjte (til højre) med tilhørende slanger; både én til at suge vand op fra kanalen og én til at skyde vand på ilden. Den er tydeligvis meget mere fleksibel end Hautschs vandpumpe (til venstre).

Jan van der Heyden har illustreret en vellykket brandslukning udført med de fleksible brandslanger. Skyer af vanddamp står over sæbefabrikken og den nederste del af illustrationen viser hvor vandpumperne skal placeres.

Læderslanger og fiskeolie
Jan van der Heyden var, udover opfinder, også en kendt maler i Holland. Derfor kunne han selv illustrere hvor smart hans nye opfindelse var – og hvor meget mindre smart Hans Hautschs slangeløse vandpumpe var.

Vandslangen, der hørte til Heydens system, var lavet af læder, der var syet sammen. Læderet var stærkt og vandtæt, men tungt og svært at vedligeholde. Og det kunne stadig ske, at vandslangen på grund af tryk sprak midt i en brandslukning…

En væsentlig forbedring af slangen kom først i starten af 1800-tallet. Et par amerikanske brandmænd fra Philadelphia fandt på at nitte læderslangen sammen i stedet for at sy den, hvilket holdt en del bedre. Det overvandt dog ikke problemet med vedligeholdelsen af læderet. De amerikanske brandmænd skulle stadig først tømme slangen for vand efter endt brug og smøre den med fedt eller fiskeolie. Det må have lugtet rimelig fælt!

Garvet gummi på fallittens rand
Gummi fremstilles af den flydende latex – gummitræets mælkesaft – som det ’bløder’, når man skærer dybe snit i barken. Træerne skal være minimum seks år gamle, før man kan tappe gummi og man kan fortsætte tapningen i ca. 25 år, hvis man vel at mærke er forsigtig. Skær man for dybe snit i barken og tapper for intensivt, dør træet. Gummi i sin uforarbejdede form har den ulempe, at det bliver klistret, når det er varmt og skørt og sprækker, når det er koldt.

Vi skal helt op til 1839, før gummi kommer på tale til fremstilling af vandslanger og dæk. Opfinderen Charles Goodyear havde på fornemmelsen, at man kunne forarbejde gummiet til at hærde og samtidig forblive smidigt, ligesom man kan garve læder til at blive blødt. Han opdagede ved et af sine mere eller mindre tilfældige forsøg, at en blanding af gummi og svovl kan gøre gummiet modstandsdygtig over for varme og kulde.

Det tog ham mange år og endnu flere penge at finpudse det, der kom til at hedde ”vulkanisering” af gummi. Faktisk kostede det ham så mange penge, at han blev fængslet for gæld. På det tidspunkt var gældsfængsel en almindelig procedure for at få skyldneren eller dennes familie til at betale gælden. Ved sin død i 1860 efterlod Charles Goodyear sin kone og sine børn med over 200.000$ i banklån og ubetalte regninger.

Goodrichs gummisucces
En mere succesfuld mand med et meget enslydende navn, Dr. Benjamin Franklin Goodrich, skabte ti år senere en strålende forretning baseret på det vulkaniserede gummi. Goodrich oprettede den første gummifabrik i Akron, Ohio i 1870, hvis første produkt blev en gummislange! (Og vi er tilbage på sporet af historien!)

Flere hundrede gummifirmaer skød op i Akron i de følgende tiår. De producerede blandt andet bildæk til den boomende bilindustri.

Postkort med B. F. Goodrich Rubber Company fra 1930-1945 siger lidt om, hvor god en forretning produktionen af gummiprodukter var.

Selvom Goodyears gummieksperimenter aldrig indbragte ham selv nogen penge, blev et stort gummiselskab opkaldt efter ham i 1890. Goodyear Tire And Rubber Co. producerede primært bildæk. På det tidspunkt var der hundredvis af gummiselskaber i Akron.

Men hvor kom alt gummiet fra? I 1874 blev der skrevet rapporter om de døende gummitræer i Amazonjunglen. Gummitræerne kunne ikke producere nok gummi til at følge med den stigende efterspørgsel.

Frøpiraten
Det havde briten Henry Wickham en plan for. I 1876 smuglede han i titusindvis af gummifrø fra Brasilien til England. Frø der siden blev sejlet til europæiske kolonier som Sri Lanka, Malaysia og Indonesien. Hans biopirateri kom til at vende op og ned på gummiindustrien. Indtil da havde man kun kunnet dyrke gummitræer i Brasiliens regnskov, hvor træerne havde mange naturlige fjender som skimmel og diverse skadedyr. I Sydøstasien kunne man derimod roligt plante gummitræerne tæt i plantager, og udbyttet var imponerende. De fleste havde opgivet at konkurrere med de asiatiske gummiplantager, indtil Henry Ford, ophavsmanden til samlebåndsproduktionen af biler, besluttede sig for at søsætte et vanvittigt projekt.

Den knap så dygtige botaniker Henry Ford
I 1920’erne startede Henry Ford sin egen gummiplantage i Brasilien – det var en hel landsby under navnet Fordlândia, med squaredance og sygesikring for de brasilianske arbejdere. Da Henry Ford producerede biler, var han bekymret for ikke selv at have kontrol over de råmaterialer, der gik til produktionen. I dette tilfælde bekymrede det europæiske gummi-kartel ham. Henry Ford var ingeniør – ikke botaniker eller gartner. Det gjorde ikke den store forskel for ham, for han havde alligevel aldrig givet så meget for ekspertviden. Det gik nu hverken værre eller bedre end, at gummitræerne ikke trivedes i tætte rækker i den brasilianske regnskov. De var konstant plagede af skadedyr og skimmel. Henry Ford opgav ikke sin amerikanske drøm om en ”Midwestern town” midt i Amazonjunglen før 1945. Det var mildest talt en fiasko.

(Se, læs, lyt mere på https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/)

’Comet’, ’Water Witch’ og ’Flexcilla Garden Hose’
Selvom gummiproduktionen eksploderer i slutningen af 1800-tallet, og man har fundet på en måde at lave det til holdbare dæk og vandslanger på, er det så ensbetydende med, at de danske gartnere dropper vandkander og vandvogne til fordel for den nye teknologi?

Tilbage til fotografiet af familien på den nyvandede græsplæne. Jeg kan i hvert fald slå fast, at gummivandslangen var opfundet i 1888 og at mine øjne ikke bedrager mig. Er det mon blot en tilfældighed, at gartneren har glemt vandslangen efter at have vandet, eller er det netop meningen, at vandslangen skal vises frem på billedet som et statussymbol?

I de amerikanske frøkataloger fra samme tid bliver vandslangerne solgt under navne som ”Comet” og ”Water Witch”(det gør de forresten stadigvæk!), og det er svært at se forskel på vandingssystemer og kunstfærdige springvand. ”Flexzilla Garden Hose” står på listen over bedste haveslanger i 2018 i The New York Magazine med kommentaren: ”This brand has survived my husband, water pressure, animals, southern heat, etc.”

I et amerikansk frøkatalog fra 1899 kan man finde sprinklere med navne som “The Comet”, “Common Sense” og “Water Witch”. De er næsten mere kunstfærdige end springvand!

Overtog gummislangen handelsgartneriet?
I Nordisk Illustreret havebrugsleksikon fra 1920, 50 år efter gummislangens opfindelse, kan man læse sig til, at de også på dette tidspunkt er en investering, og at man til handelsgartnere stadigvæk anbefaler vandingssystemer af jernrør til vanding af store arealer (Skinners System se billede) eller simpelthen vandkander til mindre havebrug og drivhusdyrkning. ”I Handelsgartnerier anvender man, for at spare paa de dyre Gummislanger, almindelige Vandrør af Jærn, som paaskrues Opstanderne og lægges ovenpaa Jorden saa nær som muligt det Sted, man vil vande.” (s. 510) Og senere slås det fast at, ”Vandkande er et i Haver uundværligt Redskab.”(s. 510)

Derfor var vandslangen på Jægergårdens græsplæne højst sandsynligt et statussymbol. Det har i hvert fald ikke været nogen billig vare i Danmark på det tidspunkt. Selvom gummivandslangen blev opfundet omkring 1870 og jeg kan finde den på et fotografi fra 1888, er det nok de færreste handelsgartnere eller haveejere, der har smidt vandkanderne og spænet ud for at investere i dyre gummihaveslanger.

Skinners System var et populært vandingssystem af jernrør. Det var den økonomiske løsning for mange handelsgartnere.

Vandkander og store overarme i Den Gamle By
Her ender min rejse og jeg er tilbage i Den Gamle By, hvor gartnerne stadig går til den med håndkraft og vandkander. Vandkanderne egner sig godt til vanding i drivhusene, fordi man kan vande potterne individuelt og lettere kan styre hvor meget vand den enkelte plante får. De mange forskellige planter, der vokser i Den Gamle Bys drivhuse, har forskellige behov for vand og pleje og derfor er vandkander her det perfekte redskab. Uden for drivhuset kan det dog blive et meget tidskrævende arbejde at vande med vandkander. Det blev til mange kander vand og store overarme under sidste sommers tørre hede. Men i princippet havde det været muligt for et velhavende slotsgartneri at vande med gummislanger i 1885.

 

Gartner Astrid i Den Gamle By vander Pelargonier i paradedrivhuset.

 

Kilder:

Baker, Emma and Hare, Rebecca, Rubber Tires, Omaha in the Anthropocene. Hentet 4. April 2019 fra http://steppingintothemap.com/anthropocene/items/show/24.

Bhatia, Kabir (d. 7. marts, 2019) Why Did Rubber Come To Akron, WOSU Public Media, besøgt d. 3.04.19 på https://radio.wosu.org/post/why-did-rubber-come-akron#stream/0

Haurum, Gunnar, brandmateriel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It%2c_teknik_og_naturvidenskab/Teknik/Brandv%C3%A6sen_og_ildebrande/brandmateriel

Helweg, L. (1920-21), Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon 2. Bind, G. E. C. Gads forlag, København, s. 509-510

Hvilsted, Søren, vulkanisering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/vulkanisering

Hvilsted, Søren og Johansen, Hans Chr., gummi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/gummi

Mathiassen, Tove Engelhardt og Connie Jantzen (2011) Aarhus Flashback. Klematis, side 44-47

Panati, Charles (2016), Panati’s Extraordinary Origins of Everyday Things, Chartwell Books, Secaucus, New Jersey, USA, s. 164-166

Master Dutch painter revolutionised fire-fighting, Dutch News, d. 26. februar, 2014

https://www.dutchnews.nl/features/2014/02/master_dutch_painter_revolutio/

Redaktørerne (11. September, 2018), The Best Garden Hoses on Amazon, According to Hyperenthusiastic Reviewers, New York Magazine, The Strategist, Hentet d. 4. April 2019 fra: http://nymag.com/strategist/article/best-garden-hose.html)

Podcastserien 99% invisible’s afsnit om Fordlândia, 03.06.2018: https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/

http://www.nycfiremuseum.org/

Illustrationer af Jan de Baen og Jan van der Heyden hentet fra: https://www.rijksmuseum.nl

 

 

 

Det er forår!

Overskriftens oplysning er næppe en nyhed eller overraskelse for nogen, men at det blevet forår, bliver nu engang fortalt nogle gange hvert år, og så kan jeg jo også fortælle det. Blidelslilje og vinterblomme, bedre kendt som vintergæk og erantis, har allerede haft deres tid sidst på vinteren, men nu er forårsblomsterne væltet frem og blomstrer, så det er en fryd. I fredags gik jeg en tur gennem nogle af museets haver for at se på dem. Jeg begyndte i Frk. Wahlstrøms have nederst i Den Gamle By og fortsatte op gennem Købmandsgårdens køkkenhave og prydhave, hvorefter jeg sluttede med at gå over i Handelsgartneriet Bernstorff. Her følger en stribe af de billeder, jeg tog undervejs. Mit hovedindtryk nu, hvor jeg tænker tilbage på min havetur, er snepryd, de små blå og hvide blomster, fordi de har bredt sig og for øjeblikket står tæt i haverne, men som det fremgår af billederne, var der rigtignok også andet at se på.

Snepryd hos Frk. Wahlstrøm; et bed er for tiden dækket af de små flittige blomster

Et af frøkenens frugttræer står i plænen og er omgivet af et ganske lille, rundt bed, hvor violerne blomstrer og dufter

En tulipan står op ad hækken. En gammel sort, hårdfør og tidligt blomstrende

Et kig ind i den samme blomst

Rundt om blomstrer hyacinter i forskellige farver, som det ses, er der også hvide

I Købmandsgårdens køkkenhave er der ikke mange køkkenurter at komme efter lige nu; til gengæld er der et hav af SNEPRYD!  Og sådan et hav kan nok sætte humøret i vejret.

I Købmandsgårdens prydhave er der minsandten også snepryd og desuden skilla – de ligner snepryd, men er helt blå. Og der er påskeliljer i blomst. Det er der selvfølgelig også nede hos Frk. Wahlstrøm, men nu kan vi se på købmandens påskeliljer i stedet for frøkenens

Dværgpåskeliljer langs Stien bag om Byen

En krukke med stedmoderblomster i gartneriet…

… og en krukke med dværgpåskeliljer

Selvfølgelig er der også hyacinter i gartneriet

Flere hyacinter. For neden og meget utydeligt i baggrunden nogle tidlige perlehyacinter

På gartneriets udendørs borde er der sat blomstrende potteplanter frem. Hvad denne hedder, ved jeg ikke, men det var en fornøjelse at se den

På arbejdsbordet var der pyntet op med stedmoderblomster i små potter

Da jeg kom på arbejde om morgenen, gik jeg gennem gartneriet. Da stod der en potteplante her.

Nu lå den dér.

Sådan, fotografen har gjort sig nyttig, men hvor længe potteplanten blev stående, hvor den skulle, ved jeg ikke, for det var en blæsende dag

Det store drivhus var åbent, så jeg gik en tur derind og fandt clivia i blomst

Alpevioler med et væld af blomster

Hvad den hedder, ved jeg ikke, men den jo er lige smuk for det

Kyholm lilje…

… eller Kyholms tazet. Den har navn efter den lille ø Kyholm øst for Samsø

I fredags var gartneriets tidligste tulipaner ganske småt begyndt at blomstre, og jeg tænkte på, at nu får vi snart et hav af tulipaner at se på.

Tidlige tulipaner

Da jeg lagde vejen om ad gartneriet i dag, var hele rækken fuld af store gule knopper, større og mere gule end på billedet, men de pegede ikke længere opad, men vandret – vi havde lidt frost i nat, og stilkene havde bøjet sig. Jeg mødte Gitte Gartner, og hun fortalte, at i morges lå de helt ned. Da jeg så dem lidt over middag, var de i virkeligheden ved at rejse sig, selv om knopperne og den største del af stilkene stadig pegede vandret. Nu ser jeg med forventning frem til, de kommer på højkant, så vi kan se en stribe gule tulipaner i blomst.

Selvfølgelig er der også ganske almindelige påskeliljer i gartneriet, og jeg vil slutte med et par af dem, for jeg synes, de er så smukke.

Nu er det virkelig forår, påskeliljerne blomstrer!

En grå og fugtig martsdag

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive lidt om, hvordan nogle få krokus lige var var tittet op af jorden i Handelsgartneriet Bernstorff, mens vintergæk og erantis stadig stod i fuld blomst; men før jeg havde set mig om, havde vintergæk og erantis set deres bedste tid, og krokus var ikke bare tittet frem med tegn på snarlig blomstring, de stod fuldt udsprungne. Så måtte jeg finde på noget andet at skrive om, og gartnernes arbejde er jo altid et nærliggende emne her på havebloggen.

En dag i sidste uge gik jeg så en tur op i gartneriet for at se, hvad der skete. Det var en grå, fugtig og kold dag, men jeg regnede med, jeg kunne møde en gartner eller to deroppe, måske ude i fugtigheden, måske i det lille drivhus eller i det store paradedrivhus. Der var ganske rigtigt gevinst, jeg traf Frank Kristensen i det lille drivhus.

Frank pusler om planterne

Her er der trængsel af potteplanter på bordene i denne tid, for de mest kuldefølsomme fra det store paradedrivhus er på vinterlejr. Det er de hver vinter, eftersom det er lettere at opvarme det lille drivhus end det store. Planterne skal passes, de skal ikke bare vandes, men også efterses, nippes og klippes, så de er i bedst mulig stand, når de kommer tilbage på hylderne i Paradedrivhuset.

Nu er vi efterhånden nået så langt hen på foråret, at formeringsarbejdet så småt er begyndt; jeg blev nu lidt overrasket, da jeg så, hvordan spiralblomst formeres: Nogle blade er blevet skåret igennem på langs og sat i jorden med den gennemskårne side nedad.

Nuværende blade, vordende stiklinger af spiralblomst

Efter et stykke tid vokser der små rødder ud fra bladets gennemskårne kant og der dukker en række spirer op. Så har man en nogle små stiklinger, der kan plantes ud og blive til nye planter.

Som sagt er der trængsel på drivhusets borde, og planterne trives, som de skal. Frank fortalte, at når han var færdig med at pusle om dem, skulle han over i det store drivhus for at gøre rent på hylderne, så potteplanterne kan flyttes derover igen, når den tid kommer, og sommerhalvårets udstilling af Oldemors Potteplanter åbner.

Det viste sig, at der også blev arbejdet udendørs i gartneriet. Omme bag det store drivhus fandt jeg Asger Koller Mønster, der var i færd med at save brænde. Størstedelen af året er der tændt op i nogle af køkkenerne i Den Gamle By, og i løbet af den tid når komfurer og ildsteder at sluge meget brænde. Nu bliver det savet, senere kan gårdskarlene kløve det.

Asger saver brænde i et hjørne af gartneriet

Hvad sker der ellers i Gartneriet? I efteråret blev området mellem indgangen og det lille drivhus ryddet for visne sommerblomster, og så blev der sat løg, tulipan-, påske- og pinseliljeløg. Nu har løgene sat spirer der er blevet til blade, og så vi kan glæde os til, de sætter knop og blomst længere hen på foråret.

Jeg ser frem til blomsterfloret

Ovre ved hækken blomstrede krokus, og marietidslen trivedes tydeligvis.

Krokus under hækken

Marietidslen trives

En marietidsel virker måske ikke så spændende lige nu, men den sætter store og smukke blomster i juli-august.

En marietidsel-blomst

Efter mit besøg i gartneriet gik jeg en tur ned til Lemvighuset. Gitte Gartner havde fortalt mig, at en alrune var dukket  frem af jorden og havde sat blade, men ikke nok med det, den var allerede i blomst. Ikke særlig prangende blomster, som det ses på billedet, men blomster er det.

Alrune med blomster – rigtblomstrende, men ikke prangende

Alrunen blomstrer længe, og senere på året sætter den frugter, som før i tiden bl.a. blev kaldt jordæbler, fordi de ligger på jorden; ellers minder de om tomater – men man skal ikke prøve at spise dem, for de er meget giftige. Når de er fuldt udviklede og har ligget et stykke tid, går der hul på skallen, så frøene kan drysse ud. Alrune tilhører natskyggefamilien ligesom tomat, så ligheden er måske ikke så mærkelig.

Jordæbler, alrunens giftige frugter. Når frugterne er udviklede og begynder at modnes, visner bladene bort

 

Smuldrende frugter og modne frø

Gartnerafdelingen har et par kontorer i Lemvighuset, og der var lys derinde, så jeg bankede på vinduet i spændt forventning. Et øjeblik efter blev døren åbnet af gartnereleven Stine Marie Stengaard Johannessen. ‘Vi køber ikke ved dørene!’ sagde Stine afvisende, men hun slap mig alligevel ind og fortalte mig, hvad hun var i gang med. Når der omkring den 1. maj åbnes for salg af planter i det lille drivhus, bliver der også solgt blomsterfrø, som er indsamlet af museets gartnere, og Stine var i færd med at gøre frø fra lægestokrose klar til salg.

Stine i gang med et pillearbejde

Frøkapsler fra lægestokrosen bliver pillet op…

… så frøene drysser ned i en skål

Den Gamle Bys første gartnerelev, Erik Wittmann, har i et blog-indlæg fortalt nærmere om arbejdet med frøene:

Som frøene drysser

Lægestokrosen er ikke så prangende som den almindelige stokrose, men den er smuk og rigtblomstrende. Den blomstrer fra juli til september, og den kan ses i museets apotekerhave.

En lægestokrose og en flittig bi

Rigtblomstrende lægestokroser i apotekerhaven

Udbuddet af frø kan naturligvis variere fra år til år, det afhænger jo af, hvilke blomster man havde i gartneriet året før, men jeg tror nu ikke, dette års udbud vil adskille sig meget fra udbuddet sidste år; det skrev jeg om her:

Blomsterfrø sælges!

I Lemvighuset traf jeg også Thea Windfeldt Rahner, der for tiden er i gang med faget museologi og er i praktik på museet. Thea sad og studerede havehistorie for at samle materiale, der i fremtiden kan bruges i forbindelse med havearbejdet og formidling af fortidens haver. Hun er i gang med den type museumsarbejde, som vores gæster ikke ser noget til, men som er en af forudsætningerne for alt det, man kan se ved et besøg på museet, eksempelvis haverne.

Havehistorie er nok et morsomt fag efter Theas mening – eller mon hun griner mon af fotografen?

Hun higer og søger i nye bøger

Da jeg kom tilbage til den del af museet, hvor jeg selv har mit arbejdssted, mødte jeg Laurits Nørgaard Petersen, der var i færd med at vande potteplanter i vindueskarmene. Der er mange vindueskarme og mange potteplanter i Den Gamle By, og et par gange om ugen tager en af gartnerne en rundtur med en blomsterkande. Jeg fotograferede ikke Laurits den dag, men jeg har fotograferet ham før, bl.a. i det lille drivhus; der kan man nemlig jævnligt træffe ham, når der er åbent for salg. Forhåbentlig viser billedet, at det lille drivhus er et besøg værd på en sommerdag, også selv om man kun vil kigge og ikke købe.

Når plantesalget i det lille drivhus er i gang på en sommerdag, virker det ganske anderledes end på en grå martsdag. Her præsenterer Laurits en potteplante til salg.

Og det var så et lille indblik i gartnernes arbejde en tilfældig grå og fugtig martsdag 2019. På andre dage med andet vejrlig bliver der luget i haverne eller sommerens afgrøde i køkkenhaven bliver planlagt og forberedt, og somme tider bliver buske og træer rundt om i byen beskåret, så de ikke breder sig for voldsomt – alt i alt har mine kolleger i gartnerafdelingen meget at tage vare på året igennem.

Til sidst vil jeg nævne et forårstegn, jeg blev lidt overrasket over. Til trods for navnet har jeg kun sjældent set martsviolen i blomst i marts måned, men omkring alrunen i Lemvighusets have stod nogle små violer i spredt forvirring og blomstrede. Jeg afholdt mig fra at tage nærbilleder af dem, for jeg skulle have været nede og ligge så lang, jeg er – græsset var vådt og jorden var våd, og jeg var bestemt ikke klædt på til den slags; men for nogle år siden fotograferede jeg nogle martsvioler på Torvet i Den Gamle By. Da måtte jeg også ned og ligge, men brostenene var tørre (og hårde), solen skinnede, og min påklædning var anderledes den dag, så jeg fik nogle nærbilleder. Lad os slutte med et af dem og så håbe, vi snart får noget lunere og lysere forårsvejr, end vi har haft i den sidste tid.

Martsvioler i blomst på byens torv for nogle år siden

Mit ønske gik i opfyldelse, for i dag, hvor jeg redigerer og udgiver dette indlæg, skinner solen.