Indtryk fra en junidag

Den 6. juni gik jeg en tur i haverne og gartneriet og samlede indtryk af blomstrende planter (og af to kolleger). Blomsterfloret er endnu ikke så rigt og tæt, som det bliver senere på sommeren; alligevel er der meget at se på, blomster til haven, blomster til vindueskarmen, krydderurter, lægeplanter, og nogle steder står bellisen tæt i græsset. Her følger en stribe af de indtryk, jeg vendte tilbage med. Jeg må tilstå, at jeg ikke kender navnene på alle planter i Den Gamle By, så blomsternavnene springer jeg stort set over, men jeg vil da lige nævne, at jeg begynder med liljekonval, som jeg fandt i Apotekerhaven, og derefter følger en stribe billeder, taget rundt omkring i byen.

Hvad er det?

Det er hyldeblomster.

Uhm… men ikke endnu!

Efter turen rundt i haverne, nåede jeg frem til Gartneriet, hvor lupinerne blomstrer frodigt for tiden. Foruden almindelige prydplanter til haven er der også krydderurter og stueplanter. Det mindste af drivhusene har åbent for salg af potteplanter, krydderurter, blomsterfrø og andet godt hver dag kl. 12 – 16, i skolernes sommerferie kl. 12 – 17.

Der er plantesalg dagligt i det mindste af drivhusene. Måske ses det ikke så tydeligt på billedet, men det forreste drivhus er det mindste

Til sidst vendte jeg tilbage til Apotekerhaven, hvor to af mine kolleger, Stine Marie Stengaard Johannessen og Hung Thanh Nguyen, var i færd med at binde en tvebo galdebær op; hvis den bliver hjulpet lidt på vej, kan den selv klatre opad.

Og til sidst en gåsepotentil, også fra Apotekerhaven.

Gåsepotentil, blomsten er ca. 2,5 cm i diameter

Og det var så nogle af de indtryk, jeg vendte tilbage med fra min rundtur til museets haver og gartneri.

Fiskelugtende læderslanger, gældsfængsel og frøpirateri

Thea Windfeldt Rahner har været i praktik i Den Gamle By fra museologiske studier ved Aarhus Universitet og har skrevet dette blogindlæg med glimt af haveslangens kulturhistorie.

Jeg vidste ikke, at man havde haveslanger i 1880’erne. Selvom jeg har svært ved at forestille mig en gummihaveslange i 1888, så står den alligevel dér så tydeligt på græsplænen på fotografiet. Der er vist ikke noget at tage fejl af. Billedet optræder i bogen Aarhus Flashback og viser, hvordan kendte steder i Aarhus så ud før og i dag.

Men hvornår opfandt man egentlig haveslangen? Og var det almindeligt på det tidspunkt at have én til at vande sin græsplæne eller sine kål med? Undersøgelsen tog mig på en rejse til Holland, over Atlanten, til Sydøstasien og tilbage igen. Den indebar, for blot at nævne et par eksempler: et nedbrændt rådhus, frøpirateri og en dybt forgældet opfinder.

Hav- og haveudsigt fra Jægergården, hvor en haveslange og en cykel muligvis er ligeså opstillede som familiemedlemmerne. Jægergaarden lå på hjørnet af M.P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade, som den har lagt navn til.

Rådhuset brænder!
Allerede
i 1600-tallet var man ret interesseret i at opfinde en slange, der var vandtæt og kunne klare højt tryk. Ikke til at vande sin urtegård med, men til at slukke de mange brande, der hærgede byerne. I 1652 brændte Amsterdams rådhus. Man prøvede efter bedste evne at slukke branden med tidens teknologi: spande, stiger og lange stokke. Stokkene var til for til at vælte de brændende mure, før de gjorde det af sig selv. Men det var helt umuligt og rådhuset brændte ned, kun bevaret på de mange tegninger og tryk af begivenheden.

Da Amsterdams rådhus brændte i 1652, havde man kun spande, stiger og stokke til slukningsarbejdet. En brandslange ville måske have været mere effektiv.

Brandslukning med spande er bare ikke ligeså smart, som hvis man under tryk kan skyde en vandstråle 20 meter op i luften – eller endnu bedre: hvis man kan transportere vandet i slanger og angribe ilden fra flere sider.

I Toldboden i Den Gamle By finder man nogle smukke brandspande af læder. Udenpå er de malet røde og indvendigt er de tætnet med beg.

Maleren opfinder brandslangen
Jan van der Heyden (1637-1712) havde set den håbløse kamp mod flammerne under branden på Amsterdams rådhus, da han var 15 år gammel, og i 1672 revolutionerede hans opfindelse af brandsprøjten brandslukningsteknologien. Det var netop vandslangerne, der var det nye og smarte.  Han udgav sidenhen en hel bog (Brandspuitenboek, 1690, brandsprøjtebogen) om sin opfindelse  – fuld af detaljerede illustrationer.

Tidligere havde man haft teknologi til at sprøjte vand ud under tryk, opfundet af Hans Hautsch (1595-1670) i 1650, men da der ikke hørte nogen slange til, skulle maskineriet stå farligt tæt på branden for at nytte noget. Samtidig havde den en vandbeholder, der manuelt skulle fyldes med vand fra spande.

Jan van der Heyden har her lavet en illustration af sin egen smarte brandsprøjte (til højre) med tilhørende slanger; både én til at suge vand op fra kanalen og én til at skyde vand på ilden. Den er tydeligvis meget mere fleksibel end Hautschs vandpumpe (til venstre).

Jan van der Heyden har illustreret en vellykket brandslukning udført med de fleksible brandslanger. Skyer af vanddamp står over sæbefabrikken og den nederste del af illustrationen viser hvor vandpumperne skal placeres.

Læderslanger og fiskeolie
Jan van der Heyden var, udover opfinder, også en kendt maler i Holland. Derfor kunne han selv illustrere hvor smart hans nye opfindelse var – og hvor meget mindre smart Hans Hautschs slangeløse vandpumpe var.

Vandslangen, der hørte til Heydens system, var lavet af læder, der var syet sammen. Læderet var stærkt og vandtæt, men tungt og svært at vedligeholde. Og det kunne stadig ske, at vandslangen på grund af tryk sprak midt i en brandslukning…

En væsentlig forbedring af slangen kom først i starten af 1800-tallet. Et par amerikanske brandmænd fra Philadelphia fandt på at nitte læderslangen sammen i stedet for at sy den, hvilket holdt en del bedre. Det overvandt dog ikke problemet med vedligeholdelsen af læderet. De amerikanske brandmænd skulle stadig først tømme slangen for vand efter endt brug og smøre den med fedt eller fiskeolie. Det må have lugtet rimelig fælt!

Garvet gummi på fallittens rand
Gummi fremstilles af den flydende latex – gummitræets mælkesaft – som det ’bløder’, når man skærer dybe snit i barken. Træerne skal være minimum seks år gamle, før man kan tappe gummi og man kan fortsætte tapningen i ca. 25 år, hvis man vel at mærke er forsigtig. Skær man for dybe snit i barken og tapper for intensivt, dør træet. Gummi i sin uforarbejdede form har den ulempe, at det bliver klistret, når det er varmt og skørt og sprækker, når det er koldt.

Vi skal helt op til 1839, før gummi kommer på tale til fremstilling af vandslanger og dæk. Opfinderen Charles Goodyear havde på fornemmelsen, at man kunne forarbejde gummiet til at hærde og samtidig forblive smidigt, ligesom man kan garve læder til at blive blødt. Han opdagede ved et af sine mere eller mindre tilfældige forsøg, at en blanding af gummi og svovl kan gøre gummiet modstandsdygtig over for varme og kulde.

Det tog ham mange år og endnu flere penge at finpudse det, der kom til at hedde ”vulkanisering” af gummi. Faktisk kostede det ham så mange penge, at han blev fængslet for gæld. På det tidspunkt var gældsfængsel en almindelig procedure for at få skyldneren eller dennes familie til at betale gælden. Ved sin død i 1860 efterlod Charles Goodyear sin kone og sine børn med over 200.000$ i banklån og ubetalte regninger.

Goodrichs gummisucces
En mere succesfuld mand med et meget enslydende navn, Dr. Benjamin Franklin Goodrich, skabte ti år senere en strålende forretning baseret på det vulkaniserede gummi. Goodrich oprettede den første gummifabrik i Akron, Ohio i 1870, hvis første produkt blev en gummislange! (Og vi er tilbage på sporet af historien!)

Flere hundrede gummifirmaer skød op i Akron i de følgende tiår. De producerede blandt andet bildæk til den boomende bilindustri.

Postkort med B. F. Goodrich Rubber Company fra 1930-1945 siger lidt om, hvor god en forretning produktionen af gummiprodukter var.

Selvom Goodyears gummieksperimenter aldrig indbragte ham selv nogen penge, blev et stort gummiselskab opkaldt efter ham i 1890. Goodyear Tire And Rubber Co. producerede primært bildæk. På det tidspunkt var der hundredvis af gummiselskaber i Akron.

Men hvor kom alt gummiet fra? I 1874 blev der skrevet rapporter om de døende gummitræer i Amazonjunglen. Gummitræerne kunne ikke producere nok gummi til at følge med den stigende efterspørgsel.

Frøpiraten
Det havde briten Henry Wickham en plan for. I 1876 smuglede han i titusindvis af gummifrø fra Brasilien til England. Frø der siden blev sejlet til europæiske kolonier som Sri Lanka, Malaysia og Indonesien. Hans biopirateri kom til at vende op og ned på gummiindustrien. Indtil da havde man kun kunnet dyrke gummitræer i Brasiliens regnskov, hvor træerne havde mange naturlige fjender som skimmel og diverse skadedyr. I Sydøstasien kunne man derimod roligt plante gummitræerne tæt i plantager, og udbyttet var imponerende. De fleste havde opgivet at konkurrere med de asiatiske gummiplantager, indtil Henry Ford, ophavsmanden til samlebåndsproduktionen af biler, besluttede sig for at søsætte et vanvittigt projekt.

Den knap så dygtige botaniker Henry Ford
I 1920’erne startede Henry Ford sin egen gummiplantage i Brasilien – det var en hel landsby under navnet Fordlândia, med squaredance og sygesikring for de brasilianske arbejdere. Da Henry Ford producerede biler, var han bekymret for ikke selv at have kontrol over de råmaterialer, der gik til produktionen. I dette tilfælde bekymrede det europæiske gummi-kartel ham. Henry Ford var ingeniør – ikke botaniker eller gartner. Det gjorde ikke den store forskel for ham, for han havde alligevel aldrig givet så meget for ekspertviden. Det gik nu hverken værre eller bedre end, at gummitræerne ikke trivedes i tætte rækker i den brasilianske regnskov. De var konstant plagede af skadedyr og skimmel. Henry Ford opgav ikke sin amerikanske drøm om en ”Midwestern town” midt i Amazonjunglen før 1945. Det var mildest talt en fiasko.

(Se, læs, lyt mere på https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/)

’Comet’, ’Water Witch’ og ’Flexcilla Garden Hose’
Selvom gummiproduktionen eksploderer i slutningen af 1800-tallet, og man har fundet på en måde at lave det til holdbare dæk og vandslanger på, er det så ensbetydende med, at de danske gartnere dropper vandkander og vandvogne til fordel for den nye teknologi?

Tilbage til fotografiet af familien på den nyvandede græsplæne. Jeg kan i hvert fald slå fast, at gummivandslangen var opfundet i 1888 og at mine øjne ikke bedrager mig. Er det mon blot en tilfældighed, at gartneren har glemt vandslangen efter at have vandet, eller er det netop meningen, at vandslangen skal vises frem på billedet som et statussymbol?

I de amerikanske frøkataloger fra samme tid bliver vandslangerne solgt under navne som ”Comet” og ”Water Witch”(det gør de forresten stadigvæk!), og det er svært at se forskel på vandingssystemer og kunstfærdige springvand. ”Flexzilla Garden Hose” står på listen over bedste haveslanger i 2018 i The New York Magazine med kommentaren: ”This brand has survived my husband, water pressure, animals, southern heat, etc.”

I et amerikansk frøkatalog fra 1899 kan man finde sprinklere med navne som “The Comet”, “Common Sense” og “Water Witch”. De er næsten mere kunstfærdige end springvand!

Overtog gummislangen handelsgartneriet?
I Nordisk Illustreret havebrugsleksikon fra 1920, 50 år efter gummislangens opfindelse, kan man læse sig til, at de også på dette tidspunkt er en investering, og at man til handelsgartnere stadigvæk anbefaler vandingssystemer af jernrør til vanding af store arealer (Skinners System se billede) eller simpelthen vandkander til mindre havebrug og drivhusdyrkning. ”I Handelsgartnerier anvender man, for at spare paa de dyre Gummislanger, almindelige Vandrør af Jærn, som paaskrues Opstanderne og lægges ovenpaa Jorden saa nær som muligt det Sted, man vil vande.” (s. 510) Og senere slås det fast at, ”Vandkande er et i Haver uundværligt Redskab.”(s. 510)

Derfor var vandslangen på Jægergårdens græsplæne højst sandsynligt et statussymbol. Det har i hvert fald ikke været nogen billig vare i Danmark på det tidspunkt. Selvom gummivandslangen blev opfundet omkring 1870 og jeg kan finde den på et fotografi fra 1888, er det nok de færreste handelsgartnere eller haveejere, der har smidt vandkanderne og spænet ud for at investere i dyre gummihaveslanger.

Skinners System var et populært vandingssystem af jernrør. Det var den økonomiske løsning for mange handelsgartnere.

Vandkander og store overarme i Den Gamle By
Her ender min rejse og jeg er tilbage i Den Gamle By, hvor gartnerne stadig går til den med håndkraft og vandkander. Vandkanderne egner sig godt til vanding i drivhusene, fordi man kan vande potterne individuelt og lettere kan styre hvor meget vand den enkelte plante får. De mange forskellige planter, der vokser i Den Gamle Bys drivhuse, har forskellige behov for vand og pleje og derfor er vandkander her det perfekte redskab. Uden for drivhuset kan det dog blive et meget tidskrævende arbejde at vande med vandkander. Det blev til mange kander vand og store overarme under sidste sommers tørre hede. Men i princippet havde det været muligt for et velhavende slotsgartneri at vande med gummislanger i 1885.

 

Gartner Astrid i Den Gamle By vander Pelargonier i paradedrivhuset.

 

Kilder:

Baker, Emma and Hare, Rebecca, Rubber Tires, Omaha in the Anthropocene. Hentet 4. April 2019 fra http://steppingintothemap.com/anthropocene/items/show/24.

Bhatia, Kabir (d. 7. marts, 2019) Why Did Rubber Come To Akron, WOSU Public Media, besøgt d. 3.04.19 på https://radio.wosu.org/post/why-did-rubber-come-akron#stream/0

Haurum, Gunnar, brandmateriel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It%2c_teknik_og_naturvidenskab/Teknik/Brandv%C3%A6sen_og_ildebrande/brandmateriel

Helweg, L. (1920-21), Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon 2. Bind, G. E. C. Gads forlag, København, s. 509-510

Hvilsted, Søren, vulkanisering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/vulkanisering

Hvilsted, Søren og Johansen, Hans Chr., gummi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/gummi

Mathiassen, Tove Engelhardt og Connie Jantzen (2011) Aarhus Flashback. Klematis, side 44-47

Panati, Charles (2016), Panati’s Extraordinary Origins of Everyday Things, Chartwell Books, Secaucus, New Jersey, USA, s. 164-166

Master Dutch painter revolutionised fire-fighting, Dutch News, d. 26. februar, 2014

https://www.dutchnews.nl/features/2014/02/master_dutch_painter_revolutio/

Redaktørerne (11. September, 2018), The Best Garden Hoses on Amazon, According to Hyperenthusiastic Reviewers, New York Magazine, The Strategist, Hentet d. 4. April 2019 fra: http://nymag.com/strategist/article/best-garden-hose.html)

Podcastserien 99% invisible’s afsnit om Fordlândia, 03.06.2018: https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/

http://www.nycfiremuseum.org/

Illustrationer af Jan de Baen og Jan van der Heyden hentet fra: https://www.rijksmuseum.nl

 

 

 

Det er forår!

Overskriftens oplysning er næppe en nyhed eller overraskelse for nogen, men at det blevet forår, bliver nu engang fortalt nogle gange hvert år, og så kan jeg jo også fortælle det. Blidelslilje og vinterblomme, bedre kendt som vintergæk og erantis, har allerede haft deres tid sidst på vinteren, men nu er forårsblomsterne væltet frem og blomstrer, så det er en fryd. I fredags gik jeg en tur gennem nogle af museets haver for at se på dem. Jeg begyndte i Frk. Wahlstrøms have nederst i Den Gamle By og fortsatte op gennem Købmandsgårdens køkkenhave og prydhave, hvorefter jeg sluttede med at gå over i Handelsgartneriet Bernstorff. Her følger en stribe af de billeder, jeg tog undervejs. Mit hovedindtryk nu, hvor jeg tænker tilbage på min havetur, er snepryd, de små blå og hvide blomster, fordi de har bredt sig og for øjeblikket står tæt i haverne, men som det fremgår af billederne, var der rigtignok også andet at se på.

Snepryd hos Frk. Wahlstrøm; et bed er for tiden dækket af de små flittige blomster

Et af frøkenens frugttræer står i plænen og er omgivet af et ganske lille, rundt bed, hvor violerne blomstrer og dufter

En tulipan står op ad hækken. En gammel sort, hårdfør og tidligt blomstrende

Et kig ind i den samme blomst

Rundt om blomstrer hyacinter i forskellige farver, som det ses, er der også hvide

I Købmandsgårdens køkkenhave er der ikke mange køkkenurter at komme efter lige nu; til gengæld er der et hav af SNEPRYD!  Og sådan et hav kan nok sætte humøret i vejret.

I Købmandsgårdens prydhave er der minsandten også snepryd og desuden skilla – de ligner snepryd, men er helt blå. Og der er påskeliljer i blomst. Det er der selvfølgelig også nede hos Frk. Wahlstrøm, men nu kan vi se på købmandens påskeliljer i stedet for frøkenens

Dværgpåskeliljer langs Stien bag om Byen

En krukke med stedmoderblomster i gartneriet…

… og en krukke med dværgpåskeliljer

Selvfølgelig er der også hyacinter i gartneriet

Flere hyacinter. For neden og meget utydeligt i baggrunden nogle tidlige perlehyacinter

På gartneriets udendørs borde er der sat blomstrende potteplanter frem. Hvad denne hedder, ved jeg ikke, men det var en fornøjelse at se den

På arbejdsbordet var der pyntet op med stedmoderblomster i små potter

Da jeg kom på arbejde om morgenen, gik jeg gennem gartneriet. Da stod der en potteplante her.

Nu lå den dér.

Sådan, fotografen har gjort sig nyttig, men hvor længe potteplanten blev stående, hvor den skulle, ved jeg ikke, for det var en blæsende dag

Det store drivhus var åbent, så jeg gik en tur derind og fandt clivia i blomst

Alpevioler med et væld af blomster

Hvad den hedder, ved jeg ikke, men den jo er lige smuk for det

Kyholm lilje…

… eller Kyholms tazet. Den har navn efter den lille ø Kyholm øst for Samsø

I fredags var gartneriets tidligste tulipaner ganske småt begyndt at blomstre, og jeg tænkte på, at nu får vi snart et hav af tulipaner at se på.

Tidlige tulipaner

Da jeg lagde vejen om ad gartneriet i dag, var hele rækken fuld af store gule knopper, større og mere gule end på billedet, men de pegede ikke længere opad, men vandret – vi havde lidt frost i nat, og stilkene havde bøjet sig. Jeg mødte Gitte Gartner, og hun fortalte, at i morges lå de helt ned. Da jeg så dem lidt over middag, var de i virkeligheden ved at rejse sig, selv om knopperne og den største del af stilkene stadig pegede vandret. Nu ser jeg med forventning frem til, de kommer på højkant, så vi kan se en stribe gule tulipaner i blomst.

Selvfølgelig er der også ganske almindelige påskeliljer i gartneriet, og jeg vil slutte med et par af dem, for jeg synes, de er så smukke.

Nu er det virkelig forår, påskeliljerne blomstrer!

En grå og fugtig martsdag

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive lidt om, hvordan nogle få krokus lige var var tittet op af jorden i Handelsgartneriet Bernstorff, mens vintergæk og erantis stadig stod i fuld blomst; men før jeg havde set mig om, havde vintergæk og erantis set deres bedste tid, og krokus var ikke bare tittet frem med tegn på snarlig blomstring, de stod fuldt udsprungne. Så måtte jeg finde på noget andet at skrive om, og gartnernes arbejde er jo altid et nærliggende emne her på havebloggen.

En dag i sidste uge gik jeg så en tur op i gartneriet for at se, hvad der skete. Det var en grå, fugtig og kold dag, men jeg regnede med, jeg kunne møde en gartner eller to deroppe, måske ude i fugtigheden, måske i det lille drivhus eller i det store paradedrivhus. Der var ganske rigtigt gevinst, jeg traf Frank Kristensen i det lille drivhus.

Frank pusler om planterne

Her er der trængsel af potteplanter på bordene i denne tid, for de mest kuldefølsomme fra det store paradedrivhus er på vinterlejr. Det er de hver vinter, eftersom det er lettere at opvarme det lille drivhus end det store. Planterne skal passes, de skal ikke bare vandes, men også efterses, nippes og klippes, så de er i bedst mulig stand, når de kommer tilbage på hylderne i Paradedrivhuset.

Nu er vi efterhånden nået så langt hen på foråret, at formeringsarbejdet så småt er begyndt; jeg blev nu lidt overrasket, da jeg så, hvordan spiralblomst formeres: Nogle blade er blevet skåret igennem på langs og sat i jorden med den gennemskårne side nedad.

Nuværende blade, vordende stiklinger af spiralblomst

Efter et stykke tid vokser der små rødder ud fra bladets gennemskårne kant og der dukker en række spirer op. Så har man en nogle små stiklinger, der kan plantes ud og blive til nye planter.

Som sagt er der trængsel på drivhusets borde, og planterne trives, som de skal. Frank fortalte, at når han var færdig med at pusle om dem, skulle han over i det store drivhus for at gøre rent på hylderne, så potteplanterne kan flyttes derover igen, når den tid kommer, og sommerhalvårets udstilling af Oldemors Potteplanter åbner.

Det viste sig, at der også blev arbejdet udendørs i gartneriet. Omme bag det store drivhus fandt jeg Asger Koller Mønster, der var i færd med at save brænde. Størstedelen af året er der tændt op i nogle af køkkenerne i Den Gamle By, og i løbet af den tid når komfurer og ildsteder at sluge meget brænde. Nu bliver det savet, senere kan gårdskarlene kløve det.

Asger saver brænde i et hjørne af gartneriet

Hvad sker der ellers i Gartneriet? I efteråret blev området mellem indgangen og det lille drivhus ryddet for visne sommerblomster, og så blev der sat løg, tulipan-, påske- og pinseliljeløg. Nu har løgene sat spirer der er blevet til blade, og så vi kan glæde os til, de sætter knop og blomst længere hen på foråret.

Jeg ser frem til blomsterfloret

Ovre ved hækken blomstrede krokus, og marietidslen trivedes tydeligvis.

Krokus under hækken

Marietidslen trives

En marietidsel virker måske ikke så spændende lige nu, men den sætter store og smukke blomster i juli-august.

En marietidsel-blomst

Efter mit besøg i gartneriet gik jeg en tur ned til Lemvighuset. Gitte Gartner havde fortalt mig, at en alrune var dukket  frem af jorden og havde sat blade, men ikke nok med det, den var allerede i blomst. Ikke særlig prangende blomster, som det ses på billedet, men blomster er det.

Alrune med blomster – rigtblomstrende, men ikke prangende

Alrunen blomstrer længe, og senere på året sætter den frugter, som før i tiden bl.a. blev kaldt jordæbler, fordi de ligger på jorden; ellers minder de om tomater – men man skal ikke prøve at spise dem, for de er meget giftige. Når de er fuldt udviklede og har ligget et stykke tid, går der hul på skallen, så frøene kan drysse ud. Alrune tilhører natskyggefamilien ligesom tomat, så ligheden er måske ikke så mærkelig.

Jordæbler, alrunens giftige frugter. Når frugterne er udviklede og begynder at modnes, visner bladene bort

 

Smuldrende frugter og modne frø

Gartnerafdelingen har et par kontorer i Lemvighuset, og der var lys derinde, så jeg bankede på vinduet i spændt forventning. Et øjeblik efter blev døren åbnet af gartnereleven Stine Marie Stengaard Johannessen. ‘Vi køber ikke ved dørene!’ sagde Stine afvisende, men hun slap mig alligevel ind og fortalte mig, hvad hun var i gang med. Når der omkring den 1. maj åbnes for salg af planter i det lille drivhus, bliver der også solgt blomsterfrø, som er indsamlet af museets gartnere, og Stine var i færd med at gøre frø fra lægestokrose klar til salg.

Stine i gang med et pillearbejde

Frøkapsler fra lægestokrosen bliver pillet op…

… så frøene drysser ned i en skål

Den Gamle Bys første gartnerelev, Erik Wittmann, har i et blog-indlæg fortalt nærmere om arbejdet med frøene:

Som frøene drysser

Lægestokrosen er ikke så prangende som den almindelige stokrose, men den er smuk og rigtblomstrende. Den blomstrer fra juli til september, og den kan ses i museets apotekerhave.

En lægestokrose og en flittig bi

Rigtblomstrende lægestokroser i apotekerhaven

Udbuddet af frø kan naturligvis variere fra år til år, det afhænger jo af, hvilke blomster man havde i gartneriet året før, men jeg tror nu ikke, dette års udbud vil adskille sig meget fra udbuddet sidste år; det skrev jeg om her:

Blomsterfrø sælges!

I Lemvighuset traf jeg også Thea Windfeldt Rahner, der for tiden er i gang med faget museologi og er i praktik på museet. Thea sad og studerede havehistorie for at samle materiale, der i fremtiden kan bruges i forbindelse med havearbejdet og formidling af fortidens haver. Hun er i gang med den type museumsarbejde, som vores gæster ikke ser noget til, men som er en af forudsætningerne for alt det, man kan se ved et besøg på museet, eksempelvis haverne.

Havehistorie er nok et morsomt fag efter Theas mening – eller mon hun griner mon af fotografen?

Hun higer og søger i nye bøger

Da jeg kom tilbage til den del af museet, hvor jeg selv har mit arbejdssted, mødte jeg Laurits Nørgaard Petersen, der var i færd med at vande potteplanter i vindueskarmene. Der er mange vindueskarme og mange potteplanter i Den Gamle By, og et par gange om ugen tager en af gartnerne en rundtur med en blomsterkande. Jeg fotograferede ikke Laurits den dag, men jeg har fotograferet ham før, bl.a. i det lille drivhus; der kan man nemlig jævnligt træffe ham, når der er åbent for salg. Forhåbentlig viser billedet, at det lille drivhus er et besøg værd på en sommerdag, også selv om man kun vil kigge og ikke købe.

Når plantesalget i det lille drivhus er i gang på en sommerdag, virker det ganske anderledes end på en grå martsdag. Her præsenterer Laurits en potteplante til salg.

Og det var så et lille indblik i gartnernes arbejde en tilfældig grå og fugtig martsdag 2019. På andre dage med andet vejrlig bliver der luget i haverne eller sommerens afgrøde i køkkenhaven bliver planlagt og forberedt, og somme tider bliver buske og træer rundt om i byen beskåret, så de ikke breder sig for voldsomt – alt i alt har mine kolleger i gartnerafdelingen meget at tage vare på året igennem.

Til sidst vil jeg nævne et forårstegn, jeg blev lidt overrasket over. Til trods for navnet har jeg kun sjældent set martsviolen i blomst i marts måned, men omkring alrunen i Lemvighusets have stod nogle små violer i spredt forvirring og blomstrede. Jeg afholdt mig fra at tage nærbilleder af dem, for jeg skulle have været nede og ligge så lang, jeg er – græsset var vådt og jorden var våd, og jeg var bestemt ikke klædt på til den slags; men for nogle år siden fotograferede jeg nogle martsvioler på Torvet i Den Gamle By. Da måtte jeg også ned og ligge, men brostenene var tørre (og hårde), solen skinnede, og min påklædning var anderledes den dag, så jeg fik nogle nærbilleder. Lad os slutte med et af dem og så håbe, vi snart får noget lunere og lysere forårsvejr, end vi har haft i den sidste tid.

Martsvioler i blomst på byens torv for nogle år siden

Mit ønske gik i opfyldelse, for i dag, hvor jeg redigerer og udgiver dette indlæg, skinner solen.

En vinterdag i haverne

Vinteren ligger over landet. Ganske vist uden snefog, og frostvejr har vi heller ikke haft meget af endnu, men årstiden sætter alligevel sit præg på det danske land og også på haverne og Handelsgartneriet Bernstorff i Den Gamle By. For nylig gik jeg en tur rundt og så på forholdene, og jeg synes mest, jeg så mørk jord, visne planter og et par plæner, hvor græsset til en forandring holdt sig i ro.

Jeg begyndte min rundtur i apotekerhaven, og selv om der var noget grønt at se på, så fik jeg først indtryk af stilstand og visne planter. Noget af det grønne er stedsegrønt, andet er ugræs, men i løbet af vinteren rydder gartnerne godt op, så apotekerhaven er gjort i stand, når foråret bryder frem, og lægeplanterne igen stikker næsen over jorden.

At ugræsset er grønt, er der ikke noget overraskende i, de planter, man helst er fri for, kan åbenbart trives året rundt. At der står en del visne urter tilbage, er der heller ikke noget sært i; da de visnede i efteråret, havde gartnerne travlt med at gøre klar til julen her i Den Gamle By. De står for forsyninger af gran til hele museet, de gør klar til julesalget i det store drivhus, og endelig er efteråret også tiden at rydde en del af jorden i Handelsgartneriet Bernstorff; så kan der blive lagt løg, og til foråret kan vi fornøje os over tulipaner, påske- og pinseliljer i lange baner. Efter julen skal der ryddes op, og gartnerne står igen for arbejdet med gran, denne gang for at skaffe det af vejen. Men heldigvis er der andet at se på end ukrudt og visne planter. F.eks. står misteltenen med bær i lange baner, og de er altid så smukke.

Mistelten med de særprægede og smukke bær

Julerosen eller nyseroden blomstrer. Den skulle være god at have ved hånden, hvis man trænger til at få sat gang i maven; det er dog ikke selve blomsten, man skal bruge, og i det hele taget vil jeg fraråde ethvert forsøg – efter sigende kan virkningen være voldsom, og det står vist også hen i det uvisse, om mavens indhold bevæger sig i den ene eller den anden retning; her kan enhver tænke sit. I stedet for at forsøge sig som læge eller apoteker fra en svunden tid, kan man så nøjes med at glæde sig over, at der kan være blomster i haverne, også på denne tid.

Blomstrende julerose

Høsttidløs trives allerede. Deres grønne blade er altid noget af det første, der dukker frem af jorden, og så trives de frodigt i løbet af foråret, men derefter visner de bort; man ser ikke mere til planten, før det bliver efterår, og de ’nøgne jomfruer’ dukker op. ’Nøgne jomfruer’ er et andet navn for høsttidløs, formentlig fordi de står og blomstrer uden et eneste blad i september og oktober. Nu er bladene altså fremme, så vi ved, der er liv dernede, og vi kan se frem til blomsterne om otte måneder.

Høsttidløs en vinterdag 2019

Høsttidløs en smuk efterårsdag 2015

Til sidst så jeg lidt på lægestokrosen eller resterne af den. Den er rigtignok noget gråbrun og minder ikke meget om planten, da den blomstrede i juli og august, og bierne gjorde sig til gode med pollen og nektar.

En vissen lægestokrose. I baggrunden apoteket

Lægestokrosen i blomst

Gråbrun og indtørret, som den nu er blevet, synes jeg, den har sin egen, visne skønhed; men selvfølgelig skal den klippes ned, så de nye skud kan komme til, når det bliver forår, så vi til sommer igen kan se en frodig lægestokrose med små, smukke blomster.

Og da det nu er en apotekerhave med et stort udvalg af fortidens lægeplanter, så synes jeg, vi til sidst skal se, hvordan lægestokrosen blev gengivet i ‘Herbarium pharmaceuticum’, som udkom i København 1825.

Lægestokrose, Althea officinalis

Fra apotekerhaven vandrede jeg videre til Borgmestergårdens have. Oppe fra gårdens svalegang har man overblik over haven. I hjørnet forrest til højre har vi den velholdte renæssance-have eller parterrehave, der er anlagt ud fra den første danske havebog, Horticultura Danica fra 1647. Om foråret spirer først vibeæg og dernæst tulipaner frem mellem de lave buksbomhække. Ellers er det ikke en blomsterhave, i stedet for blomster skal man nyde mønsteret, der er tegnet så sirligt med hækkene.

Borgmestergårdens have set fra svalegangen

Lysthuset med brunt bindingsværk og gule tavl ligger til venstre i haven. Det er fra begyndelsen af 1800-tallet, da det var almindeligt, at velstillede familier med råd til en prydhave også havde et lysthus i haven; så kunne man sidde derinde og drikke te eller kaffe og se ud i sin have. I dag foretrækker de fleste at være ude, når vejret er godt, og som det ses på billedet, er der bænke i haven, så museets gæster kan sætte sig og slappe af, når nogen får lyst til det. Jeg undrede mig lidt over de to bare pletter i plænen, for jeg mente, at i hvert fald i den ene plejer der at stå i lille pæretræ omgivet af høsttidløs. Nu er træ og tidløs borte, og en af gartnerne har givet mig forklaringen: der stod ganske rigtigt et pæretræ indtil for nylig, men det er fjernet på grund af råd. Den anden bare plet er hjemsted for stauden kæmpeslør, og den dukker op igen i løbet af foråret. I juni og juli udvikler den netop et kæmpestort og yndefuldt slør af små hvide blomster.

Turen fortsatte til Frk. Wahlstrøms have. Frk. Wahlstrøm var modist og modehandlerske i Lemvig, hun havde bolig og butik i et hus, der nu står i Den Gamle By, hvor det meget passende bliver kaldt Lemvighuset; husets have er anlagt, så den tager sig ud, som frøkenens have tog sig ud sidst i 1920’erne. På en sommerdag i solskin er det dejligt at slå sig ned i haven, her om vinteren er der knap så spændende.

Men hvis man ser sig om, kan man opdage et og andet, der peger frem mod lysere tider. Sidst på sommeren, mens hasselbuskene stod med blade og nødder, satte de knopper til dette års rakler eller hanblomster. Dengang var raklerne ganske korte og kompakte med et tydeligt markeret mønster.

Nu er de knap så korte og kompakte, det er, som om mønsteret er ved at gå i opløsning. Det er et lille ydmygt tegn på årets gang, at raklerne er begyndt at strække sig; om et par måneder er de lange og gule og fyldt med blomsterstøv, der flyver bort ved vindens viften og bestøver hunblomsterne, så der er håb om hasselhøst senere på året.

I kanten af den lille køkkenhave fandt jeg nogle grønne spirer, der er godt på vej til at udvikle sig til små blomster. De kan kalde smil og glæde frem hos de fleste – så poetisk et syn, når de står og blomstrer i den sene vinter og den tidlige vår. Ganske små og u-udsprungne blidelsliljer, som er et af blomsternes mange navne; vintergæk er et andet.

Desuden er der stadig lidt at gøre sig til gode med i køkkenhaven, hvis man står og mangler en rødbede eller andet godt.

Et lille udvalg af beder

En bede af mig ukendt navn

Fra frk. Wahlstrøms have fører spadserestien videre op gennem Købmandsgårdens køkkenhave.

En halvvejs bar køkkenhave

At den kan virke noget afgnavet her i januar, er jo ikke så sært. Der er blevet brugt af grøntsagerne her i efteråret, og ’… nu er kålen liggende’, som Jeppe Aakjær skriver i ’Sneflokke kommer vrimlende’.

Kål og andet godt

Det ser nu også ud, som om nogen har gnavet en hel del blade af de kålstokke, der står ret op og ned – mon ikke det er køkkenpigerne?

Men det hele er ikke bare afgnavet og gråt eller gårgrønt. Mellem de forskellige beder er der også nogle stærke farver man kan nyde synet af; det virker næsten overraskende på sådan en grå vinterdag.

Selv om de fleste grøntsager er forsvundet, kan køkkenpigerne stadig hente en hel del til brug i Købmandsgårdens køkken.

Kardon-planten trives, Gartnerne har pakket den ind for at gøre stænglerne mere spiselige; jeg tror nu ikke, den bliver høstet og spist, planten er så imponerende, når den står fuldt udvokset med store blomster sidst på sommeren.

Kardonplante med spiselige stængler

Om den i år bliver lige så høj, som den var i 2015, er måske tvivlsomt, selv om en mild vinter giver den gode chancer for at skyde i vejret til sommer.

Køkkenpigen lægger nakken tilbage for at se de smukke blomster

Jeg så interesseret på det sted, hvor der dukker vinterblomme eller erantis op sidst på vinteren. Men jeg må vente, vi er jo kun i januar.

Erantis? Her? Ja, men ikke lige foreløbig…

Til gengæld fandt jeg et andet sted i køkkenhaven nogle små, frisk-grønne blade. Jeg spekulerede lidt på, hvad det mon kunne være, og kom til at tænke på perlehyacinter; bladenes form og farve stemmer godt nok, og de kan finde på at spire frem allerede sidst på efteråret. Blomsterne viser sig nok engang sidst i marts, så jeg må væbne mig med tålmodighed, men der er da noget smukt at se frem til.

Videre fulgte jeg stien op i Købmandsgårdens prydhave.

Der plejer at være et dejligt blomsterflor i løbet af foråret og sommeren, f.eks. ses disse hvidlige blomster i august og september. Rigtblomstrende planter, som det ses på billedet.

Rigtblomstrende og frodige planter

Det var et noget andet syn, der mødte mig på min vintertur. Trods årstiden er blomsterne sådan set bevaret, men de har rigtignok skiftet farve og den visne plante minder ikke meget om den plante, jeg så i sommer.

Meget visne planter med en rigdom af lige så visne blomster

Egentlig ville jeg have afsluttet turen i Handelsgartneriet Bernstorff, og jeg ville også have fortalt om gartnernes vinterarbejde, men jeg havde fået nok af at være ude i de vintergrå haver i det grå og lidt fugtige, kolde vintervejr, så jeg søgte inden døre og satte mig til at skrive om rundturen. Så må jeg fortælle om gartnerne og gartneriet senere. Lad os slutte med et billede af juleroserne. Vi ved selvfølgelig godt, at alting ikke står stille om vinteren, der er liv under jorden, nemlig i planterødder og løg, men det er nu meget rart, at der også sker noget over jorden, der er spirende vintergækker og perlehyacinter, hasselrakler, der strækker sig, og juleroser, der står i blomst. Det er synlige tegn på, at det hele ikke er gået i stå. Juleroserne stod også og lyste hvidt i Købmandsgårdens prydhave, og i år blomstrer de rigere der, end i apotekerhaven, så lad os slutte rundturen med et billede af dem.

Juleroser i prydhaven

Det var så min rundtur gennem haverne på en grå vinterdag i tøvejr. Nu er vejret skiftet til frost, og det ser ud til, vi får en del frost i den kommende tid; måske kan vi oven i købet få noget vintersol. Frostvejret får mig til at tænke tilbage på en tur, jeg gik i byen for fem år siden, eller som en kollega skrev: Jeg blæste rundt i byen med mit kamera. Da så det hele anderledes ud, både i byens gader og i haverne. 

Borgmestergårdens have en januardag 2014

Da jeg havde taget billedet af Borgmestergårdens have, vendte jeg mig om og så ind på  gårdspladsen. Billedet taler vist for sig selv.

Kommentarer er nok overflødige

I år var jeg så småt begyndt at tro, at hele vinteren ville gå med gråt og småfugtigt tøvejr; vi har jo for længst passeret vintersolhverv og går mod lysere tider. Men som det hedder hos Brorson:

Dagene længes, vinteren strenges…

(fra salmen Her vil ties)

Hvad der så er at foretrække, den milde vinter, frost og sne eller barfrost kan vi diskutere fra nu af og til sankthans, men til den tid har vi nok tabt interessen for vinteren; så bekymrer os mest om, at vi får for lidt eller for meget sol, for lidt eller for meget regn. Og dog, for havefolket og andre jordbrugere kan vejrliget vinter og vår give en del af forklaringen på, hvordan planterne trives, når vi kommer hen på sommeren. Så tænker man tilbage og husker den strenge eller milde vinter, det tidlige eller sene forår, om det var vådt eller tørt – hvornår fik vi forår, hvor tidligt eller sent kunne vi så frø og korn, hvornår begyndte alting at spire og springe ud og blomstre? Det må nu altsammen vise sig, foreløbig kan vi bare gyse eller glædes over vejret.