Regnvejrsdage

Museumsgæster påklædt til en våd dag

Når regnen falder tæt over Den Gamle By, kan man måske spekulere på, hvor gartnerne bliver af. En regnvejrsdag, da jeg kom op i Handelsgartneriet Bernsdorff, fandt jeg to af dem i det store drivhus. Normalt møder man Frank Kristensen og Truels Truelsen andre steder i byen, f.eks. i Købmandsgårdens haver, men da regnen silede ned, arbejdede de i stedet med potteplanterne. Dels skal potteplanter holdes, så de trives og er pæne, dels skal de formeres, så Gartneriet har noget at sælge af. Da jeg kom på besøg, var Frank i gang med at sætte små eksemplarer af svigermors skarpe tunge i urtepotter – en større plante var blevet delt i flere små, der blev plantet i hver sin potte.

Frank sysler om svigermors skarpe tunge

Truels var beskæftiget med at nippe og klippe duftgeranierne af hensyn til både udseende og trivsel, så der var en vældig duft i drivhuset. Vissent blev pillet væk, og halvvisne blomster blev klippet af; når de forsvinder, bryder de nye knopper hurtigere i blomst. Hvis man har blomster i haven, skal man heller ikke være bange for at plukke til buketter, som regel kommer der bare nye blomster i stedet.

Truels pusler om duftpelargonierne

 

Der nippes og klippes

Frank og Truels var i skjorteærmer, men Gitte Røn var indpakket i regntøj, hun gik mere ud og ind af drivhuset. En del af potteplanterne blev nemlig sat ud i regnen, de var blevet noget støvede og trængte til at blive skyllet, og så er det godt at sætte dem ud i jævnt silende regn; en kortvarig byge kan ikke gøre det, men den dag regnede det i timevis. Støvet blev vasket væk, og regnvandet efterlader ingen hvide skjolder, så når man synes, potteplanterne har fået tilstrækkelig meget udendørsliv, kan man bare sætte dem ind igen, så er farverne friske.

Gitte Gartner flytter potteplanterne ud til et blidt, men langvarigt styrtebad

Da jeg havde snakket med gartnerne, gik jeg en tur rundt i Gartneriet og videre ud i byen og de forskellige haver. I haverne møder man ikke mange gæster på regnvejrsdage, men jeg synes nu, der kan være grund til at se, hvordan de tager sig ud i regnen, når man har lejlighed til det, farverne kommer til deres ret i det grå vejr, og man kan glæde sig over buske og urter og blomster, når de står våde i regnen. Indtil nu har sommeren givet meget vand, men i grunden er Gitte Gartner godt tilfreds, for rundt i haverne er der trivsel og frodighed.

Fra Gartneriet, området ved indgangen

 

Fra Gartneriet, mellem de to drivhuse

Piskende regn kan være en prøvelse, men den dag var vejret roligt, og hvis regnen falder jævnt og tæt, synes jeg, det kan være en fornøjelse at se Den Gamle By, så på min rundtur til haverne standsede jeg også op et par steder for at nyde synet af byen. Lyset var jævnt, der var ringe i vandet, tegltagene var blanke.

Myriader af ringe i vandet

 

Regnen faldt tæt, men heldigvis roligt

Men min rundtur gjaldt jo i første række de forskellige haver. Fra det våde, men frodige Gartneri, fortsatte jeg til Apotekerhaven, hvor vandet løb ned ad havegangen, mens nabohusets tagsten glinsede af væde. Jeg tog et billede, og så listede jeg ind under et paradisæbletræ for at fotografere haven og dens omgivelser fra den vinkel. Man kan undre sig over, hvad et apotek skal bruge paradisæbler til, og faktisk skal æblerne slet ikke bruges i medicin, træet er værtstræ for misteltenen, der før i tiden var en lægeplante; knust mistelten blev brugt mod epilepsi og skulle indtages hvert måneskifte. Jeg tvivler stærkt på virkningen.

Regnvåd apotekerhave

 

Så fortsatte jeg min tur gennem regnen og gik ind i Købmandsgårdens prydhave, hvor jeg standsede lidt i den grønne frodighed. Derfra gik jeg ned i køkkenhaven, hvor de våde grøntsager trivedes, og de forskellige grønne nuancer kom til deres ret i regnen. Som det ses på billedet fra køkkenhaven, har en enkelt valmue sneget sig ind mellem alt det spiselige.

Et kig fra Købmandsgårdens prydhave ned i køkkenhaven

 

Et udsnit af Købmandsgårdens køkkenhave

Da jeg havde set mig om i urtegården eller køkkenhaven, som er en del større end det udsnit, der ses på billedet, sneg jeg mig til at stjæle en bælg med ærter fra ærterankerne i håb om, at Gitte ikke var i nærheden og så det. Jeg slap heldigvis godt fra det.

Turen gik videre ned gennem Frk. Wahlstrøms have, der var våd som alt andet, men hvor tigerlilje og rosenkatost blomstrede, og planterne trivedes. I havens ene ende er et stykke skilt fra til køkkenhave; det er ikke ret stort, men alting var grønt, og på blommetræet i græsplænen var der grønne og våde blommer.

Frk. Wahlstrøms have

 

Frk. Wahlstrøms køkkenhave

 

Stien gennem Frk. Wahlstrøms have, i forgrunden et blommetræ med våde blommer. Træet til venstre er et gråpæretræ

 

Til sidst kom jeg ud i Toldbodgade og fik øje på isboden. Hvad min kollega i boden fordrev dagen med, ved jeg ikke, men det var vist ikke med at sælge is. Men det var da en udstrakt service, at vores gæster kunne købe is, hvis de fik lyst til det.

En isbod i regnvejr

Det var nu et kig på byen og nogle af haverne, men undervejs rundt standsede jeg op og så nærmere på mange af planterne, for jeg synes, våde planter og blomster kan være så smukke – skønt andre tager sig nu bedst ud i tørvejr; våde tagetesblomster kan have en vis lighed med våde karklude, mens de står så smukt, når de er tørre. På den anden side, på billedet er de så våde, at de virker helt blanke, og det er da meget kønt.

Et bed med våde tagetes eller fløjlsblomst, sorten “Ild Kongen”

Her kommer så en kavalkade af andre blomster og urter, som stod og var smukke i regnen.

En nydelig solhat

Våde stokroser

 

Bondetobakkens lime-grønne blomster

 

Flere våde stokroser

 

Filtbladet kongelys

 

Og igen en våd stokrose, denne gang meget mørkerød

 

Rønnens bær står røde – og våde!

 

En enkelt blomst i ærterankerne

 

Palmekål som også kaldes trækål. Kendt tilbage i 1800tallet, men er nu blevet moderne igen og smager fortrinligt

 

Ærterankerne – ærterne fra en af bælgene forsvandt ned i fotografens mave, uden nogen så det!

 

Asparges-planter, som fik lov til at vokse sig store efter Skt Hans

 

Lathyrus

 

Lathyrus

 

Tigerlilje

 

Rosen “Souvenir de la Malmaison”

 

Rosen “Zephirine Drouhin”

Da jeg gik rundt i regnen, var jeg glad for at være klædt på til det. Vejret var vådt, men jeg fortrød bestemt ikke, at jeg havde begivet mig ud for at se de våde haver og den våde by, det var ulejligheden værd. Er man klædt fornuftigt på til sådan en dag, kan en regnvejrstur i Den Gamle By godt anbefales, især hvis man også går igennem haverne. Og bliver regnen for tæt, og bliver man træt af alt det våde, kan man jo altid søge indendørs, der er nok at se på inde i husene, og der er Plakatmuseet, Aarhus Fortæller, Smykkeskrinet og Kunstkammeret, og hvis sulten melder sig, er der spisestederne. Og i en port eller på en svalegang kan man tage en kortere pause, mens man står og se ud i regnen – hvor mange af os oplever det i vores hverdag?

Stokrose – rose på stok – Althaea rosea

Den ældste kendte omtale af stokrosen findes i Henrik Smids bog :”Een skøn loestelig ny urtegaard.” fra 1546. Samt i en række havebøger i 17-1800-tallet. Altså en skattet haveplante, som der også er stor interesse for i dag, og mon ikke også vi forbinder den med den romantiske og idylliske historietid på guldalderens malerier og senere i Morten Korch filmene. Det danske navn er også noget specielt, stokrose, men meningen er jo god nok, da det virkelig er nogle rosenlignende blomster, på en gevaldig stok.

Humlebi i stokrose


Lige nu er stokroserne her i Den Gamle By på sit højeste, også i bogstaveligste forstand, meget høje, 2,50 m er ikke sjældent, og derfor sælger vi også rigtig mange frø som vi høstede sidste år. Vi bliver nødt til at sælge dem som blandede farver, da bierne har været inde og rode rundt i alle blomsterne, og derved blandet generne for bl.a. blomstens farver.

Vores tavle med frøposer til salg

 

Pose med stokrosefrø

 

Det er bedst at så frøene af de toårige planter på denne tid af året i en potte eller bakke. Så kan man have dem i vindueskarmen eller et drivhus, hvor temperaturen kan holdes på mindst 20 grader. Det gælder bl.a. stokrose, fingerbøl, akeleje, kongelys og mange andre, som først blomstrer andet år. Ved at så dem nu, og plante dem ud her i efteråret, springer man en vækstsæson over, og de vil som regel blomstre den kommende sommer.

Nyspirede planter i frøkassen
Fire-fem planter sættes i en urtepotte
De nye frøplanter i urtepotter

 

Hvis de bliver sået til foråret, blomstrer de først sommeren efter. Men hvis man sår stokrose indendørs og holder dem tilpas fugtige, vil de i løbet af 14 dage spire. Derefter skal de hærdes af, inden de bliver for ranglede. Sæt bakken eller potten udenfor i let skygge en uges tid eller to. Derefter kan de små planter plantes ud i haven, et lidt beskyttet sted, så de når at sende rødder ud i jorden, inden vinter. Husk at vande lige når de bliver plantet ud.

God fornøjelse med blomsterpragten næste sommer.

 

Blomster-extravaganza i gartneriet Bernstorff

Skrevet af gartnerelev Astrid Steffensen

Det anses for lidt af en Begivenhed, naar den ellers saa uanselige C. grandifl. Udfolder sin pragtfulde Krone og for en kort Stund overstraaler alle sine Medsøstre i Blomsternes Rige.

Dette herlige Skue kunde Havebrugskandidat H. Thomsen, Lørdag den 11. Juni, berede en stor Skare Blomsterelskere. (Stuekulterer, bd. 1, 1904, p. 81)

Sådan skrev Ole Thomsen i 1. bind af tidsskriftet ”Stuekulturer” i 1904. Og lidt af en begivenhed var det da også, da den største af Den Gamle Bys eksemplarer af kaktussen Selenicereus grandiflorus, også kaldet Nattens Dronning, blomstrede natten mellem d. 19. og 20. juli i år.

Da jeg onsdag eftermiddag vandede i paradedrivhuset, opdagede jeg to visne blomsterknopper på kaktusdronningen – og hele fire struttende og bristefærdige. Jeg må indrømme, at hjertet lige skippede et slag; her havde jeg gået og holdt øje med damen og hendes slumrende blomsterbørn og næret et spinkelt håb om, at det skulle blive mig forundt at opleve blomstringen – og nu så det ud til at det ville ske selvsamme aften.

Dette var synet, der mødte mig kl. 22 d. 19. juli: Selenicereus grandiflorus, ‘Nattens Dronning’ med fire store blomster på øverste hylde i paradedrivhuset.
(Foto: Anne Have Lietzen)
Man kunne næsten fristes til at give den tilnavnet ‘Skønheden & Udyret’…
(Foto: Anne Have Lietzen)
Efterhånden som mørket faldt på bredte sig en vidunderlig vaniljeagtig duft i drivhuset.
(Foto: Astrid Steffensen)

Selenicereus grandiflorus er hjemmehørende i Caribien, hvor den vokser op omkring andre træer, som den fæstner sine luftrødder på. Blomsterne er kun åbne en enkelt nat, og bestøves af flagermus og natsværmere – hvilket jo kun gør den endnu mere fascinerende – og ifølge Hortus Kewensis fra 1789 (katologet over vækster i Kew Gardens) fandtes der eksemplarer af denne spektakulære kaktus i de kongelige botaniske haver ved Hampton Court allerede før år 1700.

Drømmer man som denne gartnerelev om at kunne inviterer venner og bekendte til  blomstring, beundring og kølige bobler en enkelt sommernat om året, så kan man købe aflæggere af Dronningen i Handelsgartneriet Bernstorff i Den Gamle By. I sommerhalvåret trives planterne i varme og fuld sol – gerne udendørs. I vinterhalvåret må de dog inden døre, da de ikke tåler temperaturer under 5 grader – dog vil overvintring omkring 10 grader fremme blomstringen. Ligeledes vil en meget lys placering i det tidlige forår være gavnlig for knopdannelsen.

Jeg var forberedt på en storslået oplevelse, men hvor mageløst – ja, nærmest magisk – det ville være, gjorde jeg mig ingen forestillinger om. Nok er jeg før blevet stukket af den storblomstrende dronning, men nu er jeg bidt! Så den seneste uge har jeg overvejet, hvordan jeg sikrer, at temperaturen på min overdækkede altan aldrig kommer under fem grader…

‘Nattens Dronning’ i blomst 11. juni 1904 hos Handelsgartner L. Hansen, Vesterbrogade 278, København.
(Tidsskrift for Stuekulturer, bd. 1, 1904)

Sundhed, sygdom og lægeplanter

Før i tiden blev medicin først og fremmest udvundet af planter. I dag kan man undre sig over den betydning, en stor del af medicinen blev tillagt, for udtræk fra mange af lægeplanterne mentes at kunne kurere stort set hvad som helst. I andre tilfælde har forventningerne været mere realistiske.
Nogle lægeplanter kunne samles i naturen, og langt op i 1900-tallet hørte det med til uddannelsen som farmaceut at samle planter, bestemme dem og sætte dem ind i et herbarium. Ellers dyrkede man selv lægeplanterne i de urtehaver, der før i tiden hørte til apotekerne. I Den Gamle By findes der en apotekerhave bag byens apotek, så man i løbet af sommeren kan se 91 forskellige lægeplanter, f.eks. brændenælder, citronmelisse, salvie, morgenfruer og rabarber for at nævne nogle i flæng.
Nogle planter skulle tørres og stødes, andre skulle hakkes eller snittes, hvorefter man kunne udtrække de stoffer, som med rette eller urette blev tillagt helbredende virkning. I nogle tilfælde kogte man plantedelene i vand, i andre tilfælde lavede man et udtræk ved at lægge dem i vin eller alkohol. Findelingen af planterne skete ved håndkraft, man brugte knive og mortere eller et skæreapparat, specielt konstrueret til at snitte lægeurter; men i anden halvdel af 1800-tallet blev apotekerne efterhånden udstyret med en ny form for trækkraft, nemlig dampmaskinen, og laboratorierne blev udstyret med nye apparater til at hakke og male urterne. Desuden var laboratorierne udstyret med dampkedler, dels til sterilisering af forbindsstoffer, dels med andre formål, som det kan være svært for lægmand at gennemskue. Dampmaskinerne gik af brug igen i løbet af 1900-tallets første årtier, efterhånden som elektriciteten vandt frem.
Omkring 1870 indførte apotekerne brugen af receptkuverter, som recepterne blev lagt i, når medicinen blev udleveret, og kunden fik sin recept tilbage; det var almindeligt, at man kunne få udleveret medicin på den samme recept flere gange. En del ældre receptkuverter er dekoreret med billeder, der viser noget af apotekets interiør. Øjensynlig har apotekernes officiner, salgslokaler, ikke ændret sig stort fra 1700 og frem til engang omkring 1940, bortset fra, at man fik nye lyskilder, først petroleumslamper og senere elektrisk lys.

Fra 1968 og nogle årtier frem blev der trykt nogle serier af receptkuverter med billeder af urter eller af apotekernes udstyr, f.eks. et skæreapparat til findeling af lægeurter.

 

Receptkuvert fra Randers Løve Apotek med billede af et skæreapparat til findeling af tørrede urter.

 

Receptkuvert fra Kolding Løve Apotek. N. C. Müller var apoteker fra 1885 til 1906, så kuverten må stamme fra den tid.

 

Receptkuvert fra Kolding Løve Apotek. Billede af kuvertens bagside.
Receptkuvert fra Skælskør Apotek med et udsnit af laboratoriet. Kuverten kan dateres til perioden 1911 – 1933.

Medicinen blev opbevaret i krukker af træ eller porcelæn eller i flasker. Noget stod på lageret, men der var også hylder fyldt med krukker og bøtter i officinet. I Den Gamle By er officinet indrettet, som det kunne se ud midt i 1700-tallet, men det er ikke meget forskelligt fra de officiner vi kender fra nogle af receptkuverterne, f.eks. en fra Sindal Apotek.

Sindal Apotek 1903-1924. Apotekeren er åbenbart i gang med at blande et medikament, mens kunderne venter. Apoteket åbnede 1893.

Der findes et større udvalg af lægebøger med anvisning på anvendelsen af de forskellige lægeurter. De ældste danske lægebøger er skrevet af Henrik Harpestreng, som var læge og kannik i Roskilde. Henrik Harpestreng har skrevet på både latin og dansk. Han døde 1244. Efter 1500 bliver lægebøgerne mere almindelige, i hvert fald er der bevaret flere. Andreas Agerbech, som levede 1701 til 1770 var præst og læge. 1764 udgav han ’Den filosofiske Apothekers Historie’; på titelbladet hedder det, at bogen ’giør enhver til sin egen Læge, i det den giver en tilforladelig Efterretning om alle de Species, jeg har sammensat alle mine Recepter af.’ Bogen kan være underholdende, men det må stærkt frarådes at benytte recepterne, for nogle medikamenter er virkningsløse, andre er direkte skadelige. Men den viser noget om, hvilke egenskaber man tidligere har tillagt forskellige planter, og hvordan medicinen forventedes at virke. F.eks. nævner Agerbech om flere af planterne, at de udrenser ’det sure blod’, dvs. at man slipper af med ophobede giftstoffer. Det sker i sveden eller urinen, evt. også i afføringen. I det sidste tilfælde skriver han diskret, at giften uddrives ’ved Stoelgang’, altså når man benytter en natstol, dvs. toiletstol.

Her følger nogle eksempler på lægeplanter med beskrivelse af fortidens anvendelse af dem. Planterne findes i Den Gamle Bys apotekerhave.

Baldrian

Læge-baldrian.

Læge-baldrian eller Valeriana officinalis er en flerårig plante, der bliver 50-100 cm høj. Blomsterne er hvide eller svagt rødviolette og samlet i skærme. Udtræk af plantens rod er i dag et naturlægemiddel mod uro og søvnbesvær. Tidligere blev den også anvendt mod hysteri og forrådnelse. Blomster og blade blev brugt mod øjensygdomme, bylder, sår og åndenød. Desuden har planten været brugt som elskovsmiddel, hvad man kan undre sig over, dens beroligende og søvnfremmende virkning taget i betragtning.

I Andreas Agerbechs ’Den filosofiske Apothekers Historie’ kan man bl.a. læse følgende om baldrian: VALERIANA, Baldrian, voxer best i Engene, og kand derfra flyttes ind i Haugen, men der maae den vel indhegnes for Kattene; thi om der var ikkuns een Kat i Byen, saa skulde den søge Leye og Natstoel i Valeriana, derfor kaldes den og Katte=Urt. Den har, naar den er frisk, en stærk gennemtrængende, ækelig, skarp, aromatisk Lugt; men en balsamisk Olieagtig slimig Smag. Bestaaer altsaa af en flygtig balsamisk Gummøes salt Saft og skarp Resina; kand altsaa opløse det suure Blod i alle ædle Karr, drive dets Gift ud ved Urin og Sveed, ja undertiden og ved Stoelgang. At katte benytter planten til natstol (toiletstol), må siges at være et meget diskret udtryk for, at de forretter deres nødtørft. Gummøs betyder gummiagtig eller klæbrig, og resina er harpiks eller en harpikslignende masse.

Agerbech hævder også, at baldrian kan anvendes mod epilepsi og fortæller udførligt, hvordan han har kureret en fattig kone for den faldende syge (epilepsi) ved først at give hende en ormekur (resultatet bliver nøje skildret) og derefter behandle hende med baldrian. Kuren virkede, men et års tid senere stod hun og vaskede tøj ved en å, hun blev svimmel ved synet af det strømmende vand og faldt i åen og druknede, ’hvilket var hende spaaet længe forhen. See! nu kand andre forsøge dette ringe Raad paa de Fattige o. s. v.’
Citronmelisse
Melissa officinalis, citronmelisse eller hjertensfryd.

Citronmelisse.

I dag kan man købe naturmedicin med både baldrian og citronmelisse; medicinen skal virke beroligende og søvnfremmende. Ellers dyrkes citronmelisse som prydplante og krydderurt, men tidligere har man tillagt den så mange gavnlige virkninger, at man kan undre sig over, hvorfor man i det hele taget har brugt andre lægemidler; i hvert fald var Andreas Agerbech ikke i tvivl om dens helbredende virkninger. Han skriver i 1764, at ’Melissa, Hiertensfryd, har man største Aarsag til med hiertens Glæde at plante i sin Hauge; thi det er den beste Urt, nogen kand ønske sig for Hovedet, for Hiertet, for Maven og for Moderen og for Nerverne, den smager angenem, aromatisk, bitter; den har en balsamisk, giennemtrængende, liflig, Citronagtig Lugt.’ Hvis man udtrækker de virksomme stoffer rigtigt, kan man opnå ’den største Hjertefrydende Drik, som der kand laves af Urter til en Malankolisk Hypocondrist’, og det gælder især, hvis man tilsætter liljekonval.

Agerbech tillægger nemlig liljekonval stor medicinsk virkning. I virkeligheden er planten særdeles giftig, bl.a. kan den påvirke hjerterytmen, så eksperimenter må stærkt frarådes. Tilsyneladende har Agerbech ikke kendt til plantens giftighed, for han anser blandingen af udtræk fra den og citronmelisse for at have gavnlig virkning på en forbløffende række dårligdomme. Den ’glæder Hiertet, giver Nerverne Lebens=Geister, o. s. v.’ Når de virksomme stoffer i melissen udtrækkes med en spiritus, som først er brugt til udtræk af liljekonval, så bliver melissen ’overmaade Hiertefrydendes, og Hierne= saa vel som Nervebalsamerendes, følgelig er fortreffelig mod Gigt, Hierteklemmelse, Podagra, svag Hukommelse, Svimmel, Slag, faldende Syge, Vinde, Moderstigelse, Urinens Forstoppelse, Hielper vældig i Fødsels=Nød og udrenser alting efter Fødselen, som jeg sneese Gange har erfaret tidt med Forundring, naar jeg har givet det.’

Moderen er livmoderen, og begrebet Moderstigelse skyldes en forestilling om, at livmoderen kan bevæge sig og stige for højt op i kroppen. Fødsels-nød er veer.

Salvie

Salvie.

Salvie blev ligesom citronmelisse anset for at være et universalmiddel. Andreas Agerbech hævder, at den især er nyttig mod ’suurt Blod, hvormed Giften altid følger, hvilket den opløser og ved Sveed fornemmelig udfører af alle ædle Karr.’ Det skulle medføre, at den er gavnlig mod alskens dårligdom. Det er et af flere eksempler på Agerbechs interesse for, om de forskellige urter kan opløse den gift, der efter hans mening gør blodet surt. Når giften var opløst, mente han, den blev udskilt i sved, urin eller afføring. Salvie kan styrke slappe muskler og nerver, en slap tunge, befæste tænderne og afvise mundsvamp. Desuden fordriver den mælken, når den lægges på brysterne – påstår Agerbech; jeg synes nu, man skal nøjes med at bruge den som krydderurt.

 

Jomfru Maries planter

Fortidens lægeverden består heldigvis ikke kun af Andreas Agerbech og hans lægebøger. Man anvendte flere lægeplanter end planterne i Den filosofiske Apothekers Historie. Nogle planter blev i legenderne knyttet til jomfru Marie, det gælder også morgenfrue og digitalis. Begge dele findes i museets apotekerhave. Man kan måske betvivle legendernes oplysninger, men de er i hvert fald mere poetiske end Agerbechs beskrivelser af planterne og deres effekt.

Morgenfrue Vor Fruesblomst, Marieblomst og på norsk Marieguld er andre navne for morgenfruen. En legende fortæller, at Marie og Josef blev overfaldet af røvere, der ville stjæle Maries pengepung, men pengene blev forvandlet til morgenfruer, så røverne fortsatte deres tur uden udbytte, og Marie beholdt sine penge.

Morgenfrue, i baggrunden salvie.

 

Morgenfrue.

Morgenfrue er blevet brugt udvortes som et sårhelende middel, indvortes som sveddrivende og krampestillende middel. Den bruges stadig til behandling af nogle hudsygdomme, fordi den virker helende og holder huden smidig. Desuden er blomsterne blevet brugt til forfalskning af safran og til farvning af smør og ost. Den kan tilsættes forskellige retter, dels som krydderi, dels for at give farve.

 

Fingerbøl – digitalis

Digitalis eller fingerbøl.

 

Jomfru Marie sad og syede. Så tabte hun sit fingerbøl, og hvor det ramte jorden, voksede der en plante frem, en toårig plante som andet år får en høj og kraftig stængel, tæt besat med smukke blomster, der ligner fingerbøl. En smuk plante når den blomstrer, men også giftig.

 

Planten indeholder et stof, der kan anvendes som lægemiddel mod hjertebesvær, men man skal ikke selv forsøge sig med at udvinde og dosere det, for resultatet kan blive meget anderledes end det ønskede, man kan få kvalme, opkastninger, diarré og hjertesvigt, altså det stik modsatte af den ønskede effekt. Til alt held er det risikofrit at nyde synet af de smukke blomster. I Den Gamle Bys findes almindelig fingerbøl eller Digitalis purpurea i Apotekerhaven, hvor man kan se den i blomst sidst i juni og først i juli.

 

Det var så et lille udvalg af tidligere tiders lægeplanter. Man kan undre sig over deres anvendelse i fortiden, man kan i mange tilfælde nyde synet af dem og i nogle tilfælde smagen, men det vil være meget uforsigtigt, hvis man selv forsøger at kurere sygdomme med dem. I dag prøver de fleste at holde helbredet ved lige på anden vis, i hvert fald, hvis alvorlig sygdom truer. Man kan spørge, om lægeplanterne og kendskabet til dem så har mistet enhver betydning. Det synes jeg ikke, for velsmag, skønhed, kendskab til fortiden og forundring over den kan alt sammen bidrage til et rigere liv.

 

HAVER, HATTE OG HÅNDSKREVNE OPSKRIFTER

Skrevet af gartnerelev, Astrid Steffensen

Jeg har været så heldig, at få lov at husere i Frk. Wahlstrøms hus og have dette forår. Da det blev tid at så, var spørgsmålet, hvad ville Frk. Hedvig Wahlstrøm mon have sået og sat i sin køkkenhave? Hun var selvstændig næringsdrivende og køkkenhaven ganske lille – og dermed tilsvarende lidet arbejdskrævende. Hatte var trods alt vigtigere end havebrug.

Den sparsomme plads har næppe været brugt på kartofler, tænkte jeg… Nok snarere bær og grøntsager, der kunne tilføre maden et lille ekstra raffinement – som når Frk. Wahlstrøm pyntede hatte efter tidens mode, tænkte jeg videre… Jeg savnede dog belæg for mine formodninger om forretningskvinders foretrukne udvalg af køkkenurter i en dansk købstad i 1920’erne.

En regnvåd formiddag fik jeg fornemmelsen af at Hedvigs hus måske kunne fortælle mig noget, så jeg gik på opdagelse i Lemvighusets gemmer. Og ganske rigtigt. På loftet, oppe under taget fandt jeg til min store glæde Frk. Wahlstrøms samling af håndskrevne opskrifter. Sandelig om ikke de bekræftede min formodning om, at kød og kartofler blev suppleret med bær og grøntsager i Hedvigs køkken.

Frk. Wahlstrøms håndskrevne opskrifter

I Frk. Wahlstrøms notesbøger fandt jeg blandt andet denne anvisning i hvordan man opbevarer ærter.

Opskrift på opbevaring af ærter fra Fru Brun

De pillede ærter skulle trække med salt og sukker i 24 timer, hvorefter væden blev siet fra og ærterne blev fyldt på flasker. Når flaskerne var proppet og forseglet med paraffin, kunne de gemmes koldt og mørkt i spisekammeret. Tilsyneladende fik ærterne også selskab af asier på hylderne i modistens spisekammer.

Tante Karolines gode Asier
Frk. Wahlstrøms asier

Til Tante Karolines Asier skulle der også bruges gul sennep – så det skulle der selvfølgelig også findes plads til i den lille køkkenhave, hvor jeg også såede forskellige bladbeder, rødbeder, lidt gulerødder, bønner, pibeløg og andet godt.

Spinat i opbagt sauce – bladbeder kan tilberedes ligeså.
Diverse beder i Hedvigs have
Rødbeder i peberrodssauce – god til frikadeller.

Notesbøgerne vidner om at grøntsagerne blandt andet blev stuvet hos Wahlstrøms – men mon ikke de af til blot blev vendt i smør som C. Matthiesen anbefalede i sin bog “Haven” fra 1919:

“Haven” af C. Matthiesen, s. 24

I skrivende stund har jeg netop luget mellem rækkerne og spist sommerens første jordbær fra planterne, der omkranser Hedvigs køkkenhave. Mon ikke Hedvig gjorde præcis som jeg dengang for 90 år siden i 1927: Plukkede de første jordbær en varm junidag og spiste dem stående i køkkenhaven, mens solen varmede hendes nakke?