Det spæde forår i Handelsgartneriet Bernstorff

Om vinteren ligger gartneriet i dvale, ligesom bierne sover i deres stader. Det kan være smukt, når det hele er dækket af sne, og man kan spekulere på, hvordan det mon vil tage sig ud til sommer, men så længe det er vinter, sker der rigtignok ikke meget – i hvert fald ikke meget, vi kan se, for under jorden er der trods alt liv, der ligger løg og knolde og venter på at lade stængler med blade og blomster skyde op af den kolde jord.

Et gartneri i dvale og tre stille bistader

Der bliver også arbejdet inde i drivhusene, gartnerne passer drivhusplanterne, så de kommer velbeholdne gennem vinteren, og der er planter at udstille og planter at tage stiklinger af til foråret, men det arbejde ser man ikke meget til, hvis man går en tur gennem gartneriet.
Når vi kommer til begyndelsen af marts, er sneen som regel smeltet, men endnu er der ikke så meget at se; der er noget gråt, bortset fra at en staude står stedsegrøn – og ugræsset naturligvis grønnes.

 

En grå martsdag

Der er ganske vist lidt erantis, nogle vintergækker og nogle krokus, men de sidste har ikke rigtig foldet sig ud endnu. En bi kan måske finde lidt i de sidste erantis og vintergækker, men der er ikke alverden at komme efter, så trafikken ud og ind af bistaderne er stærkt begrænset.

En tillukket krokus

 

En bi vender hjem fra ekspedition

Under mere sydlige himmelstrøg vokser krokus vildt. I Alperne kan man finde hvide og violette krokus; midt på sommeren kan de stå og blomstre højt oppe i bjergene nogle få meter fra bjergtoppenes sne, som på den årstid er tøsne. De violette og hvide havekrokus er forædlede udgaver af de alpine, mens de gule krokus stammer fra Balkan og Lilleasien.

En gul krokus er til at få øje på

Når krokus åbner sig, har de absolut biernes interesse, så bliver der livligt ved bistaderne, og blomsterne får besøg.

Krokus på spring

 

Åben og gæstfri krokus

 

En klynge krokus får besøg

Når bierne sover vintersøvn, er deres stofskifte meget lavt, men når de vågner op og kommer ud at flyve, trænger de til at tømme tarmen, og det sætter sit præg på de hvide bistader, der pludselig bliver fulde af brune pletter.

Trafik ved bistadet en forårsdag

Det er ikke særlig pynteligt, men den livlige trafik viser, at nu er der blomster rundt omkring, for nu kan bierne trods alt finde mere end næsten afblomstrede vintergækker og erantis at gøre sig til gode med. Der er selvfølgelig ikke tale om en større blomsterrigdom, men krokus er smukke, og sammen med de hyggelig bier er de et tegn på, at nu er det endelig blevet forår, og nu bliver dagene længere, så det for alvor kan mærkes. Nu må vi vente og se, hvad der dukker op af jorden i den kommende tid.

I fuldt flor

Den Gamle By – stedet hvor en spade ikke bare er en spade

Skrevet af gartnerelev, Astrid Steffensen

”Vi skal have gravet køkkenhaverne – Astrid, vil du ikke undersøge, hvordan man kunne have gjort det?”

Nogenlunde sådan lød opfordringen fra min formand, Gitte Røn en formiddag sidst i januar, da jeg var vendt tilbage til min elevplads i Den Gamle Bys Gartnerafdeling efter mit første skoleforløb på Beder Gartnerskole. Og selvfølgelig ville jeg det…

Det krævede ikke mange opslag og megen læsning i bibliotekets samling af gamle havebøger og gartnerfaglig litteratur fra det 18. til det 20. århundrede før det gik op for mig; at det at grave – det er ikke bare noget, man gør. Og det der med at kalde en spade for en spade – det er heller ikke noget, vi bruger i Den Gamle By.

Hvordan man gravede, og hvad man gravede med, afhang ikke blot af jordens beskaffenhed men også af den gravendes stand og køn. På landet kom det sig måske ikke så nøje, men i købstæderne, spillede den sociale orden en anden og mere fremtrædende rolle.

Vores skolelærer ville således kunne have vintergravet sin køkkenhave, når jorden var tjenlig – dvs. ikke frossen og tilpas fugtig. Han kunne meget vel have fået sine elever til at hjælpe med arbejdet, og han ville have kulegravet således, at ”… det underste Jordlag fra en vis Dybde bringes øverst, for at blive forbedret og frugtbargjort ved Hjælp af Gjødning under Solens og Luftens Indvirkning”, som F. I. Chr. Jensen formulerede det på side 64 i ”Havebog: En grundig Vejledning i Frugt-, Blomster-, og Kjøkkenhavedyrkningen samt Driveriet” fra 1856. Og læreren ville nok bare have kaldt en spade for en spade…

Hos købmandens derimod var det utænkeligt, at herren eller fruen skulle give sig i kast med at grave. Om jorden var tjenlig, var heller ikke så afgørende, når man som dem havde folk til at gøre arbejdet: ”… selv om Man skal lade Arbeideren bruge Hakken til det første Spademaal, maa Man dog foretrække dette fremfor at lade være at vintergrave sin Kjøkkenhave”, skriver J. A. Bentzien på side 25 i ”Kjøkkenhaven” fra 1858.

Vintergravning i Købmandsgårdens køkkenhave

Passager som denne vidner om, at arbejdslønnen var så relativt lav, at man ikke bekymrede sig nævneværdigt om, hvorvidt frosten forlængede arbejdstiden. Til vintergravningen anbefaledes det, at man bad sin arbejder benytte den største spade (til en veludstyret 1800-tals køkkenhave hørte spader i flere størrelser, tilpasset forskellige typer gravearbejde) for at sikre, at jorden kom til at ligge i store og kantede klumper, så frosten kunne skørne jorden så dybt som muligt.

Ved samme lejlighed var det tilrådeligt at gøde sin jord ved at tilføre delvist omsat organisk materiale. Om det var delvist omsat dyremøg, latrinindhold, køkkenaffald, gadeskarn, tang, formuldede blade eller en blanding afhang i høj grad af, hvad man kunne skaffe inde i byerne. Man gødede i øvrigt ikke hele sin have på en gang. Gødningen fulgte det firedelte sædskifte, således at det just gødede kvarter, skulle huse de mest kvælstofkrævende vækster.

Køkkenhaven bag Købmandsgården er i år bl.a. gødet med delvist formuldet tang

At man i 1864 næppe ville antræffe en gravende dame, fremgår af det følgende: Gravning [… er…] lidet passende for smaae, fint byggede Hænder og Fødder; en Dame vil vel derfor heller ikke let forledes til at prøve sine Kræfter derpaa…” skrev J. A. Bentzien på side 5 i ”Havebog for Damer” fra 1859.

For damernes vedkommende gjorde korsettet det selvfølgelig heller ikke nemmere… Havde man nu været en af borgerskabets enker eller ugifte døtre, var der da heller ikke noget i vejen for, at man fik en pige, en arbejdende kvinde, eller en gammel kone til at påtage sig det mere strabadserende havearbejde. Så det var altså ikke kønnet og hændernes beskedne størrelse alene, men i høj grad også ens sociale status, der afgjorde om man kunne udføre gravearbejde i en købstadshave. Særligt for kvinder i randen af borgerskabet var denne form for adfærdsmæssige markører vigtige. En rigtig dame kunne således ingenlunde befatte sig med gravning – mens piger, kvinder og koner fra lavere sociale lag kunne.

Anderlede forholder det sig imidlertid, når vi går gennem lågen mellem Købmandens køkkenhave og Frk. Wahlstrøms: Vi går fra 1864 til 1927, fra en tid hvor damer forventedes aldrig så meget som at røre end spade, til en tid hvor en selvstændig, ugift kvinde som Frk. Wahlstrøm meget vel kunne grave sin have med en såkaldt damespade. Damespaden er tilpasset kvindens fysik og er derfor knap så stor, tung og grov, som det vi sædvanligvis kalder en spade. Meget havde ændret sig – ikke mindst pga. Første Verdenskrig, hvor kvinderne havde været nødt til at påtage sig mændenes arbejdsopgaver, mens de var ved fronten, for at holde civilsamfundet i gang. Man havde opdaget, at damer og spader ikke er uforenlige størrelser, at en spade ikke bare er en spade – men også meget vel kan være en damespade.

Frk. Wahlstrøms køkkenhave graves med damespade

 

Jorden skørnes udmærket af frosten – også selvom den er gravet af en dame!

I C. Matthiesens bog ”Haven” fra 1919, kan man da også læse i afsnittet: ”Hvem skal passe Haven?”, at: ”… grovere Arbejder, som gravning, kan en Kvinde udføre lige saa godt – ofte bedre – end en Mand, og selv Frugttræernes Pleje kan med Tryghed overlades hende. Havebrug og Kvinder er som skabte for hinanden!”

Det er vi et par stykker i Gartnerafdelingen, der er tilbøjelige til at give ham ret i!

Pige/dame/kvinde… Det kommer vidst ud på et i 2017 – så længe værktøjet er i orden!

 

Blidelslilje og Vinterblomme

Blidelslilje er en blomst, der har navn efter blidel, den anden måned i året. Ifølge Moths ordbog fra tiden omkring 1700 har måneden sit navn, fordi dagen er blevet længere, ’og mand stunder til sommer, hvorved folk blides’. Måneden kunne også kaldes blidemåned. Blidelslilje hedder også februarlilje, martslilje og martsblomst – den blomstrer i både februar og marts. Andre navne er snebryder, sneklokke, hvidklokke og snegæk, og så nærmer vi os det mere kendte sommergæk og endelig det navn, vi bruger i dag: vintergæk. ’Min vintergæk og sommernar til påske du skal blive’ hedder det i et gækkebrev i Ole Bole ABC fra 1927, og vintergækken bliver beskrevet som en lille engel med kjortel hvid og kappe grøn.

 

Kjortel hvid og kappe grøn…
… temmelig våd kjortel og kappe

Vintergækkerne hører til de få blomster, der dukker op om vinteren ligesom juleroser og erantis. De kan spire frem af den kolde jord allerede før jul, og selv om der kommer frost og sne, tager det ikke livet af dem. Spirerne holder sig bare i ro, indtil det bliver lysere i løbet af blidemåned.

 

Sommergækker i Frk. Wahlstrøms græsplæne

Det fortælles, at da Adam og Eva blev uddrevet fra Edens have, kom de til mørke og kulde, og Eva satte sig på den kolde jord og græd. Men en engel viste sig for hende, fangede et snefnug på sin hånd og pustede på det. Vanddråben faldt til jorden og en hvid blomst voksede frem. Vintergækken var skabt, og Eva blev trøstet og fattede håb.

Februarliljer. Til trøst for Eva og også for os andre

Vintergækker er også blevet kaldt Vor Frues Klokker og Kyndelmisseblomst. Kyndelmisse, 2. februar, ligger 40 dage efter jul, dvs. efter Jesus fødsel; 40 dage efter en fødsel, kunne en kvinde indfinde sig i templet til en rituel renselse, og kyndelmisse er netop det tidspunkt, hvor det fortælles, at jomfru Marie kom til templet for at fremstille barnet og selv blive renset. Og somme tider blomstrer vintergækkerne allerede på den tid.

Vintergækker formerer sig ved at sætte sideløg, men de formerer sig også ved frø; somme tider dukker der vintergækker op, hvor man ikke venter det, så er frøene blevet transporteret rundt af myrerne.

Vintergækker er heldigvis flinke til at formere sig

Eva sad på den kolde jord og græd. Det gør vi måske ikke ligefrem, men vi vil gerne opmuntres midt om vinteren, og både vintergæk og vinterblomme kommer netop som opmuntringer – vinterblomme er et andet navn for erantis. Vi ser dem som tegn på, at vi ikke skal blive hængende i vinterens mørke og kulde, men vi kan også slet og ret glæde os over de smukke blomster. Det ene udelukker jo ikke det andet, jeg tror, de fleste både er glade for blomsternes skønhed og ser dem som tidlige og opmuntrende forårstegn.

For tiden blomstrer både vintergæk og erantis; hvor langt de er nået, hvor meget de er sprunget ud, kommer an på, hvor de står, om de står lidt lunt og får godt med sol, eller om de mest står i skygge. I Den Gamle By har vi Vor Frues Klokker eller blidelsliljer mange steder, og det samme gælder vinterblomme. De fleste får ikke ret megen sol, så de blomstrer lidt sent, men så kan vi til gengæld nyde synet af dem, når de er ved at være afblomstret andre steder.

En klynge våde erantis

Erantis er knoldplanter, og de kan brede sig ved frøformering, så de først på året danner et dækkende tæppe over større områder i haven.

De kan lyse op i haven på en fugtig gråvejrsdag.

Smuk forårsbebuder
Sammenfoldede blomster venter på sol
Runde gule blomster i alt det grønne

 

Vinterblommer på rad
Stikker de hovederne sammen?

Og erantis kan næsten gløde på en februardag med sol.

Blomster i modlys
Det virker, som om blomsterne selv lyser
Varsel om sommer, håb om frodighed

Skrevet af Lorents Larsen

Abeskræk på piedestalen

Nu begynder skolernes vinterferie snart (uge 7 og 8), og så åbner 1927-hjemmet i Den Gamle Bys hus fra Havbogade i Sønderborg. Derfor har gartner Mikkel Thoft Madsen sat en ny og tidstypisk potteplante ind på piedestalen.

Stuegran i sin fine urtepotteskjuler på vej ind på piedestalen.
Stuegran i sin fine urtepotteskjuler på vej ind på piedestalen.

Den nye potteplante hører til abeskræk-slægten, som alle har større eller mindre nåle. Dens botaniske navn er Araucaria excelsa eller Araucaria heterophylla, og den er i familie med abetræet med de store, brede nåle, som mange sikkert kender fra villahaver rundt omkring i Danmark. Potteplanten har det danske navn Stuegran, selv om den ikke er i familie med vores almindelige grantræer.

I Jens Nielsen Risums lille bog Stueplanter udgivet i 1911 er der mange nyttige råd og forklaringer. Da han skrev den, havde han været overgartner i Zoologisk Have i København i 11 år. Han var en flittig skribent både med selvstændige bøger, artikler i fagtidsskrifter og med ugentlige haveråd i dagbladet Politiken og i ugebladet Hjemmet. Den unge husmor i 1927-hjemmet har måske fulgt med i hans artikler og gode råd, når hun skulle passe sin nye plante. Risum fortæller, at planten kommer fra øen Norfolk ved Ny-Zeeland, nu ville vi skrive New Zealand; men det gjorde man ikke i 1911. Han fortsætter med at fortælle, at den dyrkes som potteplante hos os; men at den i sin hjemstavn kan blive et træ på henved 100 alens højde. En alen svarer til 0,6277 meter, så et træ på over 60 meters højde. I 1911 blev stuegran ikke opformeret i Danmark; men blev indført fra specialgartnerier i Belgien.

 

Abeskræk på piedestalen.
Abeskræk på piedestalen.

Risum skriver, at Araucaria skal hvile om vinteren helst på en stuetemperatur på 5-6 grader og sparsom vanding, så måske får den unge husmor svært ved at holde liv i sin stuegran. – Vi får se.

Tak til Ringsted Arkiv - Museum Vestsjælland.
Tak til Ringsted Arkiv – Museum Vestsjælland.

Da jeg for 10 år siden indsamlede billeder fra alle landets lokalarkiver til Den Gamle Bys arbejde med boliginteriører fra 1927, var et af mine absolutte yndlingsbilleder et foto med nummer B-3241 fra Ringsted Arkiv. Billedet er optaget i jernbaneportør Ricard Larsens og hustru Christianes beskedne hjem i en kælderlejlighed i Sct. Knudsgade. I sofaen sidder døtrene Ebba og Margrethe med store sløjfer i håret og ser lidt betuttede ud, lille Egon sidder på mors skød i sin fine drengekjole. Christiane har en fin, hvid krave på i dagens anledning – det var en stor ting at få besøg af fotografen – og Ricard poserer med sin lange pibe med porcelænshovedet. Tilfældigvis så jeg på billedet i en anden anledning, da vi havde besluttet, at den unge husmor skulle have sin stuegran. – Og se blot der: på piedestalen i hjørnet står der sandelig en abeskræk.

Tak til Jesper Laursen og Louise Hilmar, Moesgård.
Tak til Jesper Laursen og Louise Hilmar, Moesgård.

Da vi ledte efter andre billeder af Araucaria på historiske boliginteriører, fandt vi også en potteplante i vindueskarmen yderst til højre på herregården Moesgård. I Jesper Laursens bog Herregårdsbilleder (2010) havde den stor lighed med stuegran; men da jeg fik billede i en højere opløsning, blev vi i tvivl; men inspirerende er interiøret under alle omstændigheder at studere. – God fornøjelse i Den Gamle Bys Havbogade i vinterferien.

 

 

Brev fra en kollega, 5. afsnit

Her er 5. afsnit af brevet, hvor min kollega forestiller sig, hvad det kommende år kan byde på i Frk. Wahlstrøms have. Vi er nået til årets tre sidste måneder.

Oktober
Oktober kan tit give dage med sol og høj himmel, og de fleste af os håber, vi får mange af dem, især hvis sensommeren har været grå. Vi kan nyde oktoberdage med solskin og klar luft, men i skyggen er der køligt, og uanset hvor smukt vejret er, bliver vi nødt til at indse, det ikke længere er sensommer. Men frugthøsten fortsætter ind i oktober. Tidligere på året skal frugten plukkes, men i oktober og nobember kan vi blive belønnet for at bukke os ned – hvis vi er heldige.
I Christian Winthers ’Flugten til Amerika’ hedder det:
Guldet det ligger dig for din Fod,
du bukker dig kun for at faa ‘et.
Her i haven finder vi ikke guld i græsset, men i oktober kan vi finde både hasselnødder og gråpærer.

SONY DSC
Et par hasselnødder i græsset. Hvem kommer først, folk eller fæ?
SONY DSC
Gråpærer, lige til at spise – eller sylte og gemme til vinteren

Frugten falder ned af træerne. Dagene kan være smukke, selv om de er ved at blive korte, oktober kan være en dejlig måned, men året går så småt på hæld, det er efterår.

November
Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund.
Farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund.
C.J. Boye

 

Af november plejer vi ikke at vente os andet end gråvejr og regn og mismod og beklagelser over efteråret; bladene falder af træer og buske, så haven ødes ligesom eng og lund, og dagene bliver så korte, det bliver værre og værre, det eneste, der trives, er vores mismod og selvmedlidenhed og en vis fornærmelse over årets gang. Men hvis vi er heldige, kan efterårsdagene rumme deres egen skønhed, så vi også får noget at glæde os over i november. Faktisk hænder det, at solen kigger frem i november, selv om den står lavt.

SONY DSC
Solen står lavt, der er skygge i haven først på eftermiddagen

 

SONY DSC
Ikke megen sol hos Frk. Wahlstrøm, mere hos naboen

Hasselbuskens blade begynder at blive gule, så busken står spættet i grønt og gult, i hvert fald på de bedste år, og så har vi det syn at glæde os over.

SONY DSC
Hasselbusk i gult og grønt

 

SONY DSC
Hasselgrene mod en blegblå efterårshimmel

Kvæderne falder af busken, hvis de ikke bliver plukket. De gule kvæder er smukke mod den mørke muld, de er næsten gyldne, og du bukker dig kun for at få dem.

SONY DSC
Gylden kvæde på mørk muld

For nogen giver de gule kvæder forventninger om kvædegelé eller -mos eller kvædebrød, men smag og behag er forskellig, andre vil helst nøjes med at nyde synet af de gule frugter og undgå nyde smagen, nogen vil end ikke mærke duften.
Og måske ligger de ikke på den bare jord, men havner i det grønne græs; græsset er nemlig også grønt i november; græsplæner giver ikke så let op som buske og træer, men holder sig grønne og gror langt ud på efteråret, hvad enten man kan lide det eller ej.

SONY DSC
Gylden kvæde i grønt græs

Og når løvet falder af buske og træer, lander mange af kvæderne selvfølgelig i de visne blade ligesom hasselnødderne, så man skal lede efter dem.

SONY DSC
Halvskjulte kvæder

Gyldne kvæder og gule, brune og vissengrønne blade, vi kan være heldige, at efteråret bliver smukt.

Køkkenhaven er ved at være noget afpillet, men hvis det er et år med ærteblomster nederst i køkkenhaven, er deres stængler og blade grønne, og der kan endda være enkelte blomster; der er ikke så mange, at de rigtig sætter kulør på stængler og blade, men så længe de er der, kan vi se på de enkelte blomster og nyde deres skønhed i stedet for at glæde os over det rige flor, som vi har fornøjelsen af i sensommeren.

SONY DSC
Køkkenhaven, yderst til højre de sidste Ærteblomster, Lathyrus odoratus

Og trods alt kan der stadig være noget spiseligt at komme efter i køkkenhaven, f.eks. grønkål, og det kan jo være godt, hvis man på en kold dag trænger til varm grønkålssuppe.

SONY DSC
Lækker grønkål

Efterhånden er kvædebusken tom for kvæder, men kvistene kan stadig bære gule blade som en smuk og stilfærdig afslutning på den årstid, hvor buske og træer har båret blomster, løv og frugt.

SONY DSC
Gulnet løv på kvædebusken…
SONY DSC
… et smukt og stilfærdigt efterspil til sommerens skønhed

På et godt år kan men let finde noget at glæde sig over, hvis man lægger vejen gennem Frk. Wahlstrøms have sidst på året.

December
Når man ser haven i december, kan man synes, at nu er det hele slut; nu har vi så længe haft korte dage og lange og mørke nætter, så hjulet er vist gået i stå og står stille for altid. Årets ring er brudt.

SONY DSC
En grå decemberdag

Ganske vist er plænen grøn endnu, men ellers er der ikke megen opmuntring med mindre man finder opmuntring i grønt ukrudt, og det gør de færreste. Hvis der sidder nogle enkelte blade på buske eller træer, er de brune. Det nedfaldne løv er brunt. Der har måske været lidt ærteblomster langt ud på efteråret, men til sidst er det slut, og stænglerne er ikke meget værd efter et par frostnætter, så i december bliver de revet op og taget af plankeværket, de stod op ad, og så ligger de bare på jorden og skal fjernes, når der bliver tid.

SONY DSC
Ærteblomstens visne ranker ligger på jorden

Når man ser på hyldetræet, kan det være svært at forstå, at det har stået dækket af grønt løv og hvide blomsterskærme og senere skærme af sorte bær.

SONY DSC
Afpillet hyldetræ

Ribsbuskene ser ud som om, de aldrig har båret et blad og slet ikke ribs.

SONY DSC
Nøgne ribsbuske

Efter et flygtigt blik kan man godt synes, det hele er trist, og der slet ingen opmuntringer er, bortset fra at en gul kvæde kan ligge og lyse op i alt det brune.

SONY DSC
En enkelt overset kvæde

Men jordbærplanterne er delvis grønne, og de sætter stiklinger, så vi kan se, der er liv i dem, og vi kan håbe på jordbær igen til næste år.

SONY DSC
Måske får vi jordbær næste år?

Og vi kan da se, der også er andre former for liv, et lille firbenet væsen har åbenbart gjort sig til gode med en nød.

SONY DSC
Lad os håbe, nøddekernen smagte godt

Og nu hvor løvet er faldet af hasselbuskene, kan man se, hvor mange rakler der er afsat. Sammen med raklerne er kvistene fulde af små, grønne knopper; nogle skal blive til blade og nogle til hunblomster og senere nødder. Raklerne er nok de mest synlige tegn på, at årets ring ikke er brudt, hjulet står ikke stille; tiden går, og vi skal ikke fortsætte med lange mørke nætter og korte, dunkle dage i det uendelige. Raklerne kan næsten virke iøjnefaldende med deres grågrønne farve, åbenbart reflekterer de det lys, der nu engang er. De kan minde os om, at snart går vi mod lysere tider, vi kan se frem til næste års skønhed og høst. Den glæde, vi kan have af haven det ene år, vender tilbage det næste år eller måske næste år igen, for to år er aldrig helt ens, nogle er bedre end andre.

SONY DSC
Vi får en rigdom af rakler i hasselbusken til foråret
SONY DSC
Næste års hasselrakler og knopper til blomster og blade

Det var så nogle forventninger og forhåbninger om, hvad det kommende år bringer i Frk. Wahlstrøms have. Så må det vise sig, om avlen bliver mere beskeden end ventet og håbet, eller om vi får den rigdom af skønhed og frugt, som vi ønsker os. Vi har jo altid lov at håbe.

Venlig hilsen fra din kollega

Lorents Larsen