Så blev det endelig påske anno 1927

Skrevet af Astrid Steffensen, gartner i Den Gamle By

Godt to år er gået siden det seneste indlæg her på bloggen, der blev lagt op blot fire dage før Statsministerens første pressemøde om Coronavirus. To år skulle der gå, før vi igen kunne fejre påske i Den Gamle By og få lejlighed til at pynte op til højtiden anno 1927 hos det unge par i Havbogade og hos Frk. Wahlstrøm.

Forlægget for påskedekorationerne er, som nævnt i forrige blogindlæg, håndbogen Dekoration og Binderi fra 1924. Bogen var en af de allerførste bøger om blomsterdekoration og -binderi på dansk og henvendte sig til både faglærte gartnere, blomsterbindere i byernes specialforretninger og amatører: …mange Husmødre, som selv plejer at foretage Udsmykningen af deres Hjem, vil kunne hente mangt et godt Raad og Vink ved Studiet af de Anvisninger, som Bogens erfarne Forfattere giver.

Her knap 100 år efter udgivelsen er der stadig mange gode råd at hente i bogen. Særligt hvis man er interesseret i et miljøvenligt og bæredygtigt alternativ til den blomsterskum (Oasis), der har været brugt i størstedelen af alt binderi siden 1960’erne. Blomsterskum er lavet af plastik, det afgiver store mængder mikroplast og er beregnet til engangsbrug, så vi bør finde komposterbare og genanvendelige alternativer.

I Dekoration og Binderi anbefales det at anbringe blomsterne i vådt mos eller sand. Er beholderen ikke vandtæt, må den fores, så den kan holde på både jord og vand. I dag kombineres skårne blomster sjældent med planter med rod, men den mulighed har man, hvis man anvender mos eller sand. I museets rekonstruktioner har jeg anvendt hønsenet, som jeg har krammet i facon om nogle gode håndfulde mos, vi har haft liggende siden jul. Tazetter og lathyrus er snitblomster, mens adiantum er placeret i dekorationen med en lille rodklump. Til slut fyldes der efter med vand.

I disse dage kan dekorationerne ses i to af Den Gamle Bys 1927-interiører. I Havbogade fylder duften af tazetter og lathyrus stuerne, mens de røde tulipaner strækker hals hos modisten.

God påske!

Påskepynt anno 1927

Kalenderen siger marts 2020, den første forårsmåned, – i skrivende stund skinner solen og fuglene synger.

I næste måned er det påske.

Sen frost. Flair tulipaner.

I Den Gamle By pynter vi op til påske i år, og derfor forbereder gartnerafdelingen blomsterdekorationer, som handelsgartnerne forhandlede dem i 1920’erne. De skal anvendes i de to 1927-boliger i Den Gamle By. DSB-funktionærens bolig i det sønderjyske hus fra Havbogade i Sønderborg og familien Wahlstrøms hjem fra Lemvig, hvor familien i mange år drev modistforretning. Modist er det fag, hvor man pynter og syr hatte. Hattemager er et helt andet fag, som vi også viser i Den Gamle By.

Erantis i Den Gamle By.

Den aarhusianske avis, ’Demokraten’, gav 9. april 1924 gode råd om pynt og servering til påske. Avisen var socialdemokratisk og omtalte naturligvis intet om de kristne aspekter ved påske. Artiklen starter:

”Det er atter Paaske, og vi gør, hvad vi kan, for at bringe Foraar og Glæde ind i vort Hjem. Paa Bordet og i Stuen kan vi pynte med Paaskeliljer og Erantis, hvis gule Farve lyser op som Solskin i den mørke Stue./ Paa Bordet vil de smaa Erantis se nydelige ud, tre og tre i smaa Krukker eller Glas.”

‘Demokratens’ journalist nævner påskeliljer, og ifølge V. J. Brøndegaards pragtfulde værk ’Folk og Flora’ har påskeliljer været forbundet med påsken lige siden midten af 1600-tallet. De fleste kender nok Grundtvigs salme ”Påskeblomst, hvad vil du her” fra 1817, hvor han simpelt hen gør blomsten til et symbol på opstandelsen. I femte vers lyder det:

Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

Påskeliljer i Den Gamle By.

I samarbejde med gartnerafdelingen er jeg gået en anden vej end ’Demokraten’ og har som kilde brugt bogen ’Dekoration og Binderi’ fra 1924 af overgartner ved Det kongelige danske Haveselskabs Have i København, Jens K. Jørgensen, og Kongelig Hof- Blomsterhandler Wilhelm Egly. Specifikt bogens afsnit om ’Blomsterkurve og Jardinièrer’ er vores kilde – en jadiniére er en blomsterskål eller et blomsterbord. DSB-funktionæren har villet glæde sin unge kone med en købt dekoration, og i Wahlstrøm-familien har de haft alt for travlt med de nye, moderne forårsmodeller i hatte til selv at have tid til at skabe dekorationer til stuerne.

DSB-funktionæren falder for en dekoration i den billigere ende af prislisten, for han er fornuftig med sin økonomi. Så han vælger den kurv, som gartnerne selv omtaler som ”En billig og dog fiks og nydelig lille Ting” – og han behøver ikke at fortælle sin kone, hvad den har kostet.

Kurv med violer og tazetter

Jørgensen og Egly forklarer om brugen af kurve, at man kan fylde dem med vådt sand eller mos, og hvis man vil bruge afskårne blomster, kan man med held placere brugte blikdåser med vand i bunden af kurven. Den dyblilla kurv bliver fyldt med hornvioler, lysegule tazetter og fremdrevne lyslilla lathyrus, som også kaldes ærteblomster. De grønne blade i kurven er Adiantum, på dansk venushår. I min barndom sagde de altid i gartnerforretningen, når min mor købte en buket: ”Ska’ der grønt ved?” – ja, det skulle der! Grønt og blomster klæder hinanden.

Den travle modistfamilie i Lemvig har haft råd til en lidt dyrere dekoration, der samtidig har haft en længere holdbarhed. Hertil pynter gartnerafdelingen en lerskål med dobbelte, røde tulipaner af sorten Rex robrorum sammen med en anden adiantum og tulipanblade.

Lerskål med tulipaner og adiantum

Allerede i Danmarks ældste havebog, Hans Rasmussøn Blocks ”Horticultura Danica” fra 1647, er der afbildning af tulipanerne i blomst. Det er den bog, der har dannet udgangspunkt for Den Gamle Bys renæssancehave ved Borgmestergården. Brøndegaard citerer i ‘Folk og Flora’ mange slags tekster om blomster, og jeg kunne ikke stå for dette citat om tulipanens skønhed: ”Dens dejlighed er den samme som de dumme og hjerteløse kokotters, der uden medlidenhed og tilfredsstillelse ser mændene ruinere sig for deres skyld.” Tulipanen er troløs som en letfærdigt levende kvinde, som ’kokotte’ blev forklaret med i 1928.

Jørgen og Egly skriver om dekorationen: ”En ganske almindelig Salgsgenstand i enhver Blomsterforretning….”

GOD PÅSKE i Den Gamle By.

 

Hung – gartnerelev i Den Gamle By

Hung Thanh Nguyen ved en muret mistbænk i Gartneriet

Vejene til at vælge en uddannelse som gartner kan være mange. For nogle år siden uddannede Hung Thanh Nguyen sig til sælger og arbejdede flere år i en tøjbutik. En dag anskaffede butikken nogle kaktusplanter, og det blev Hungs opgave at passe dem. Så begyndte han at interessere sig for potteplanter, ikke kun kaktus, men potteplanter i almindelighed. Det førte til, at han selv begyndte at købe planter, ikke bare et par stykker til at pynte lidt op i vindueskarmen, men mange, så de måtte stå på altanen. Den er 10 kvadratmeter, og det gav plads til 100 potteplanter. Det var ikke kun en forbigående dille, Hung fandt ud af, at han i det hele taget havde lyst til at arbejde med planter og jordbrug. Han opgav at sælge tøj og søgte ind på gartneruddannelsen på Jordbrugets UddannelsesCenter Aarhus (Beder Gartnerskole). Hans uddannelse begyndte med et 10 ugers grundforløb på skolen, og derefter søgte han ind som gartnerelev i Den Gamle By, hvor han begyndte den 1. april.

Den 4. juli snakkede jeg med Hung og fulgte ham en overgang rundt på museet for at få indtryk af, hvad hans arbejdsdag kan indeholde på en tilfældigt valgt sommerdag.

Museet har hønsehold to steder. Præsteenken i Eilschous Boliger har en lille flok høns, der går rundt i gården om dagen og ellers holder til i deres ’hønsehus’, et rum i udhuset, og i Havbogade er der en lille, lukket hønsegård med hønsehus. Desuden har vi en flok gæs, der i løbet af dagen kan træffes forskellige steder i byen.

Præsteenkens høns ser, hvad de kan finde mellem stenene.

Den 4. juli havde Hung indledt arbejdsdagen med sin faste morgentjans, som er at lukke høns og gæs ud fra deres huse og give dem frisk vand og foder. Derefter gik han i gang med det egentlige gartnerarbejde, og den dag var han begyndt med at hente små kål- og artiskokplanter, som gartnerne har drevet frem i en muret mistbænk i Handelsgartneriet Bernstorff.

Små kålplanter, drevet frem af Den Gamle Bys gartnere

Planterne står i potter, nogle få planter i hver potte

Hung plantede først kål i en mistbænk bag dampvæveriet, og så fortsatte han til Skolemesterens have, hvor der både blev plantet kål og artiskokker. Foreløbig ser planterne ikke ud af meget, men kålen er hvidkål, som forhåbentlig får hoveder, der til efteråret kan høstes og spises. Desværre kan diverse larver og duer gøre sig gældende, larverne gnaver, og duerne spiser bladene, hvis de kan komme af sted med det.

Hvidkålen skal plantes efter en snor

Snoren er trukket, og så i gang med at plante, helst uden at træde i den løse jord

Fire små planter, der gerne skal stå med hvidkålshoveder til efteråret

Den ene plante plantes efter den anden…

… og til sidst står der en lang række

Da kål og artiskokker var plantet, fortsatte Hung ned til Frk. Wahlstrøms have, den nederste af haverne i Den Gamle By. Der har vinen sat små klaser.

Vinranker med små klaser

Druerne bliver aldrig ret store, men de kan blive spiselige, når vi kommer længere hen på året. Hvis det ligefrem skal blive en fornøjelse at spise dem, forudsætter det, at de kan få noget saft og næring fra ranken, men uheldigvis er druerankerne også begyndt at sætte lange, kraftige skud uden klaser. De nye skud kan suge en masse kraft fra planten, hvis de får lov at udvikle sig, så nu var det på tide at få dem klippet væk. Så er der håb om spiselige vindruer. Som sagt bliver de aldrig ret store, men hen på sensommeren kan de blive ganske lækre, så man kan gå og smånippe af dem.

Hung har fundet et langt skud uden druer

Klip! Væk!

Og da jeg nu var der sammen med Hung, kunne jeg spørge, om busken ved siden af vinen virkelig er, hvad den ser ud til, nemlig en figenbusk, eller bare noget, der ligner.

En umoden figen

Det er virkelig en figen, fik jeg at vide, men vi tvivler begge to noget på, om fignerne nogen siden bliver fuldmodne.

Vi traf også en kvinde, der tilsyneladende stammede fra en anden tid.Ved nærmere eftersyn viste det sig nu at være Gitte Gartner eller Gitte Røn, der er formand for gartnerafdelingen. Hun hengav sig til nydelsen af en rose eller måske snarest til forundring over dens besynderlige farve.

To roser, til højre Rosa centifolia á fleurs doubles violettes og til venstre gartnerformand Gitte Røn

Arbejdet som gartner i Den Gamle By en mangesidigt. I et moderne gartneri har drivhusene klimastyring og automatisk vanding, men gartneriet i Den Gamle By er af gode grunde ikke moderne. Her åbner og lukker gartnerne selv drivhusenes vinduer og vander potteplanterne med vandkande. Desuden skal planterne ses efter, pilles, nippes og klippes, og der er nok at se til; men Hung er stadig glad for potteplanter, så han kan lide at nusse om dem, og jeg skulle endelig komme med ind og se, hvor smukt de blomstrer i de store drivhus i denne tid. Og da vi nu alligevel var der, skulle der lige nippes og klippes lidt.

Blomstrende potteplanter i lange baner

En ranke er blevet alt for lang og bliver fjernet

Hung fortalte, at han især er glad for at arbejde i drivhuset, men i det hele taget kan han lide gartnerarbejdet. Han kan lide at arbejde med jorden og planterne, og gartnerarbejdet i Den Gamle By er varieret, eftersom der både er gartneri med drivhuse og planter på friland, der er prydhaver og køkkenhaver. Desuden varierer gartnernes arbejde med årets gang og vejrets vekslen. Derfor er der ikke kun meget at se til, men også meget forskelligt at lære, og det er selvfølgelig en stor fordel for en gartnerelev.

Undervejs rundt i Den Gamle By fortalte Hung mig, at han har været glad for sit gartnerarbejde lige fra begyndelsen. Kollegerne tog godt imod ham, så han med det samme blev en del af gartnerafdelingen, og som han sagde, giver Gitte ham frihed under ansvar til at passe arbejdet.

Mens jeg skriver dette, har Hung ferie, og efter ferien tager han fat på det andet af uddannelsens tre skoleforløb i Beder. Så vender han heldigvis tilbage til os, for bortset fra skoleforløbene kan han have hele gartneruddannelsens treårige elevtid her i Den Gamle By.

Uhm, små mælkebøtteblade og en gartnerelevs fingre!

Da Hung havde fortalt mig om sin arbejdsdag torsdag den 4. juli, blev vi enige om, at vi også lige skulle se til gæssene. De gik og gjorde sig til gode med noget græs nede ved åen. Da Hung dukkede op med nogle små mælkebøtteblade, syntes gæssene alligevel, de var mere interessante end græsstråene, og desuden kunne de nappe Hung lidt i fingrene. Selv om han ikke brød sig om det sidste, tog han det nu med godt humør, og det var let at se, at Hung og gæssene godt kan lide hinanden.

En gartnerelev og tre gæs, der kan lide hinandens selskab

 

 

Indtryk fra en junidag

Den 6. juni gik jeg en tur i haverne og gartneriet og samlede indtryk af blomstrende planter (og af to kolleger). Blomsterfloret er endnu ikke så rigt og tæt, som det bliver senere på sommeren; alligevel er der meget at se på, blomster til haven, blomster til vindueskarmen, krydderurter, lægeplanter, og nogle steder står bellisen tæt i græsset. Her følger en stribe af de indtryk, jeg vendte tilbage med. Jeg må tilstå, at jeg ikke kender navnene på alle planter i Den Gamle By, så blomsternavnene springer jeg stort set over, men jeg vil da lige nævne, at jeg begynder med liljekonval, som jeg fandt i Apotekerhaven, og derefter følger en stribe billeder, taget rundt omkring i byen.

Hvad er det?

Det er hyldeblomster.

Uhm… men ikke endnu!

Efter turen rundt i haverne, nåede jeg frem til Gartneriet, hvor lupinerne blomstrer frodigt for tiden. Foruden almindelige prydplanter til haven er der også krydderurter og stueplanter. Det mindste af drivhusene har åbent for salg af potteplanter, krydderurter, blomsterfrø og andet godt hver dag kl. 12 – 16, i skolernes sommerferie kl. 12 – 17.

Der er plantesalg dagligt i det mindste af drivhusene. Måske ses det ikke så tydeligt på billedet, men det forreste drivhus er det mindste

Til sidst vendte jeg tilbage til Apotekerhaven, hvor to af mine kolleger, Stine Marie Stengaard Johannessen og Hung Thanh Nguyen, var i færd med at binde en tvebo galdebær op; hvis den bliver hjulpet lidt på vej, kan den selv klatre opad.

Og til sidst en gåsepotentil, også fra Apotekerhaven.

Gåsepotentil, blomsten er ca. 2,5 cm i diameter

Og det var så nogle af de indtryk, jeg vendte tilbage med fra min rundtur til museets haver og gartneri.

Fiskelugtende læderslanger, gældsfængsel og frøpirateri

Thea Windfeldt Rahner har været i praktik i Den Gamle By fra museologiske studier ved Aarhus Universitet og har skrevet dette blogindlæg med glimt af haveslangens kulturhistorie.

Jeg vidste ikke, at man havde haveslanger i 1880’erne. Selvom jeg har svært ved at forestille mig en gummihaveslange i 1888, så står den alligevel dér så tydeligt på græsplænen på fotografiet. Der er vist ikke noget at tage fejl af. Billedet optræder i bogen Aarhus Flashback og viser, hvordan kendte steder i Aarhus så ud før og i dag.

Men hvornår opfandt man egentlig haveslangen? Og var det almindeligt på det tidspunkt at have én til at vande sin græsplæne eller sine kål med? Undersøgelsen tog mig på en rejse til Holland, over Atlanten, til Sydøstasien og tilbage igen. Den indebar, for blot at nævne et par eksempler: et nedbrændt rådhus, frøpirateri og en dybt forgældet opfinder.

Hav- og haveudsigt fra Jægergården, hvor en haveslange og en cykel muligvis er ligeså opstillede som familiemedlemmerne. Jægergaarden lå på hjørnet af M.P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade, som den har lagt navn til.

Rådhuset brænder!
Allerede
i 1600-tallet var man ret interesseret i at opfinde en slange, der var vandtæt og kunne klare højt tryk. Ikke til at vande sin urtegård med, men til at slukke de mange brande, der hærgede byerne. I 1652 brændte Amsterdams rådhus. Man prøvede efter bedste evne at slukke branden med tidens teknologi: spande, stiger og lange stokke. Stokkene var til for til at vælte de brændende mure, før de gjorde det af sig selv. Men det var helt umuligt og rådhuset brændte ned, kun bevaret på de mange tegninger og tryk af begivenheden.

Da Amsterdams rådhus brændte i 1652, havde man kun spande, stiger og stokke til slukningsarbejdet. En brandslange ville måske have været mere effektiv.

Brandslukning med spande er bare ikke ligeså smart, som hvis man under tryk kan skyde en vandstråle 20 meter op i luften – eller endnu bedre: hvis man kan transportere vandet i slanger og angribe ilden fra flere sider.

I Toldboden i Den Gamle By finder man nogle smukke brandspande af læder. Udenpå er de malet røde og indvendigt er de tætnet med beg.

Maleren opfinder brandslangen
Jan van der Heyden (1637-1712) havde set den håbløse kamp mod flammerne under branden på Amsterdams rådhus, da han var 15 år gammel, og i 1672 revolutionerede hans opfindelse af brandsprøjten brandslukningsteknologien. Det var netop vandslangerne, der var det nye og smarte.  Han udgav sidenhen en hel bog (Brandspuitenboek, 1690, brandsprøjtebogen) om sin opfindelse  – fuld af detaljerede illustrationer.

Tidligere havde man haft teknologi til at sprøjte vand ud under tryk, opfundet af Hans Hautsch (1595-1670) i 1650, men da der ikke hørte nogen slange til, skulle maskineriet stå farligt tæt på branden for at nytte noget. Samtidig havde den en vandbeholder, der manuelt skulle fyldes med vand fra spande.

Jan van der Heyden har her lavet en illustration af sin egen smarte brandsprøjte (til højre) med tilhørende slanger; både én til at suge vand op fra kanalen og én til at skyde vand på ilden. Den er tydeligvis meget mere fleksibel end Hautschs vandpumpe (til venstre).

Jan van der Heyden har illustreret en vellykket brandslukning udført med de fleksible brandslanger. Skyer af vanddamp står over sæbefabrikken og den nederste del af illustrationen viser hvor vandpumperne skal placeres.

Læderslanger og fiskeolie
Jan van der Heyden var, udover opfinder, også en kendt maler i Holland. Derfor kunne han selv illustrere hvor smart hans nye opfindelse var – og hvor meget mindre smart Hans Hautschs slangeløse vandpumpe var.

Vandslangen, der hørte til Heydens system, var lavet af læder, der var syet sammen. Læderet var stærkt og vandtæt, men tungt og svært at vedligeholde. Og det kunne stadig ske, at vandslangen på grund af tryk sprak midt i en brandslukning…

En væsentlig forbedring af slangen kom først i starten af 1800-tallet. Et par amerikanske brandmænd fra Philadelphia fandt på at nitte læderslangen sammen i stedet for at sy den, hvilket holdt en del bedre. Det overvandt dog ikke problemet med vedligeholdelsen af læderet. De amerikanske brandmænd skulle stadig først tømme slangen for vand efter endt brug og smøre den med fedt eller fiskeolie. Det må have lugtet rimelig fælt!

Garvet gummi på fallittens rand
Gummi fremstilles af den flydende latex – gummitræets mælkesaft – som det ’bløder’, når man skærer dybe snit i barken. Træerne skal være minimum seks år gamle, før man kan tappe gummi og man kan fortsætte tapningen i ca. 25 år, hvis man vel at mærke er forsigtig. Skær man for dybe snit i barken og tapper for intensivt, dør træet. Gummi i sin uforarbejdede form har den ulempe, at det bliver klistret, når det er varmt og skørt og sprækker, når det er koldt.

Vi skal helt op til 1839, før gummi kommer på tale til fremstilling af vandslanger og dæk. Opfinderen Charles Goodyear havde på fornemmelsen, at man kunne forarbejde gummiet til at hærde og samtidig forblive smidigt, ligesom man kan garve læder til at blive blødt. Han opdagede ved et af sine mere eller mindre tilfældige forsøg, at en blanding af gummi og svovl kan gøre gummiet modstandsdygtig over for varme og kulde.

Det tog ham mange år og endnu flere penge at finpudse det, der kom til at hedde ”vulkanisering” af gummi. Faktisk kostede det ham så mange penge, at han blev fængslet for gæld. På det tidspunkt var gældsfængsel en almindelig procedure for at få skyldneren eller dennes familie til at betale gælden. Ved sin død i 1860 efterlod Charles Goodyear sin kone og sine børn med over 200.000$ i banklån og ubetalte regninger.

Goodrichs gummisucces
En mere succesfuld mand med et meget enslydende navn, Dr. Benjamin Franklin Goodrich, skabte ti år senere en strålende forretning baseret på det vulkaniserede gummi. Goodrich oprettede den første gummifabrik i Akron, Ohio i 1870, hvis første produkt blev en gummislange! (Og vi er tilbage på sporet af historien!)

Flere hundrede gummifirmaer skød op i Akron i de følgende tiår. De producerede blandt andet bildæk til den boomende bilindustri.

Postkort med B. F. Goodrich Rubber Company fra 1930-1945 siger lidt om, hvor god en forretning produktionen af gummiprodukter var.

Selvom Goodyears gummieksperimenter aldrig indbragte ham selv nogen penge, blev et stort gummiselskab opkaldt efter ham i 1890. Goodyear Tire And Rubber Co. producerede primært bildæk. På det tidspunkt var der hundredvis af gummiselskaber i Akron.

Men hvor kom alt gummiet fra? I 1874 blev der skrevet rapporter om de døende gummitræer i Amazonjunglen. Gummitræerne kunne ikke producere nok gummi til at følge med den stigende efterspørgsel.

Frøpiraten
Det havde briten Henry Wickham en plan for. I 1876 smuglede han i titusindvis af gummifrø fra Brasilien til England. Frø der siden blev sejlet til europæiske kolonier som Sri Lanka, Malaysia og Indonesien. Hans biopirateri kom til at vende op og ned på gummiindustrien. Indtil da havde man kun kunnet dyrke gummitræer i Brasiliens regnskov, hvor træerne havde mange naturlige fjender som skimmel og diverse skadedyr. I Sydøstasien kunne man derimod roligt plante gummitræerne tæt i plantager, og udbyttet var imponerende. De fleste havde opgivet at konkurrere med de asiatiske gummiplantager, indtil Henry Ford, ophavsmanden til samlebåndsproduktionen af biler, besluttede sig for at søsætte et vanvittigt projekt.

Den knap så dygtige botaniker Henry Ford
I 1920’erne startede Henry Ford sin egen gummiplantage i Brasilien – det var en hel landsby under navnet Fordlândia, med squaredance og sygesikring for de brasilianske arbejdere. Da Henry Ford producerede biler, var han bekymret for ikke selv at have kontrol over de råmaterialer, der gik til produktionen. I dette tilfælde bekymrede det europæiske gummi-kartel ham. Henry Ford var ingeniør – ikke botaniker eller gartner. Det gjorde ikke den store forskel for ham, for han havde alligevel aldrig givet så meget for ekspertviden. Det gik nu hverken værre eller bedre end, at gummitræerne ikke trivedes i tætte rækker i den brasilianske regnskov. De var konstant plagede af skadedyr og skimmel. Henry Ford opgav ikke sin amerikanske drøm om en ”Midwestern town” midt i Amazonjunglen før 1945. Det var mildest talt en fiasko.

(Se, læs, lyt mere på https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/)

’Comet’, ’Water Witch’ og ’Flexcilla Garden Hose’
Selvom gummiproduktionen eksploderer i slutningen af 1800-tallet, og man har fundet på en måde at lave det til holdbare dæk og vandslanger på, er det så ensbetydende med, at de danske gartnere dropper vandkander og vandvogne til fordel for den nye teknologi?

Tilbage til fotografiet af familien på den nyvandede græsplæne. Jeg kan i hvert fald slå fast, at gummivandslangen var opfundet i 1888 og at mine øjne ikke bedrager mig. Er det mon blot en tilfældighed, at gartneren har glemt vandslangen efter at have vandet, eller er det netop meningen, at vandslangen skal vises frem på billedet som et statussymbol?

I de amerikanske frøkataloger fra samme tid bliver vandslangerne solgt under navne som ”Comet” og ”Water Witch”(det gør de forresten stadigvæk!), og det er svært at se forskel på vandingssystemer og kunstfærdige springvand. ”Flexzilla Garden Hose” står på listen over bedste haveslanger i 2018 i The New York Magazine med kommentaren: ”This brand has survived my husband, water pressure, animals, southern heat, etc.”

I et amerikansk frøkatalog fra 1899 kan man finde sprinklere med navne som “The Comet”, “Common Sense” og “Water Witch”. De er næsten mere kunstfærdige end springvand!

Overtog gummislangen handelsgartneriet?
I Nordisk Illustreret havebrugsleksikon fra 1920, 50 år efter gummislangens opfindelse, kan man læse sig til, at de også på dette tidspunkt er en investering, og at man til handelsgartnere stadigvæk anbefaler vandingssystemer af jernrør til vanding af store arealer (Skinners System se billede) eller simpelthen vandkander til mindre havebrug og drivhusdyrkning. ”I Handelsgartnerier anvender man, for at spare paa de dyre Gummislanger, almindelige Vandrør af Jærn, som paaskrues Opstanderne og lægges ovenpaa Jorden saa nær som muligt det Sted, man vil vande.” (s. 510) Og senere slås det fast at, ”Vandkande er et i Haver uundværligt Redskab.”(s. 510)

Derfor var vandslangen på Jægergårdens græsplæne højst sandsynligt et statussymbol. Det har i hvert fald ikke været nogen billig vare i Danmark på det tidspunkt. Selvom gummivandslangen blev opfundet omkring 1870 og jeg kan finde den på et fotografi fra 1888, er det nok de færreste handelsgartnere eller haveejere, der har smidt vandkanderne og spænet ud for at investere i dyre gummihaveslanger.

Skinners System var et populært vandingssystem af jernrør. Det var den økonomiske løsning for mange handelsgartnere.

Vandkander og store overarme i Den Gamle By
Her ender min rejse og jeg er tilbage i Den Gamle By, hvor gartnerne stadig går til den med håndkraft og vandkander. Vandkanderne egner sig godt til vanding i drivhusene, fordi man kan vande potterne individuelt og lettere kan styre hvor meget vand den enkelte plante får. De mange forskellige planter, der vokser i Den Gamle Bys drivhuse, har forskellige behov for vand og pleje og derfor er vandkander her det perfekte redskab. Uden for drivhuset kan det dog blive et meget tidskrævende arbejde at vande med vandkander. Det blev til mange kander vand og store overarme under sidste sommers tørre hede. Men i princippet havde det været muligt for et velhavende slotsgartneri at vande med gummislanger i 1885.

 

Gartner Astrid i Den Gamle By vander Pelargonier i paradedrivhuset.

 

Kilder:

Baker, Emma and Hare, Rebecca, Rubber Tires, Omaha in the Anthropocene. Hentet 4. April 2019 fra http://steppingintothemap.com/anthropocene/items/show/24.

Bhatia, Kabir (d. 7. marts, 2019) Why Did Rubber Come To Akron, WOSU Public Media, besøgt d. 3.04.19 på https://radio.wosu.org/post/why-did-rubber-come-akron#stream/0

Haurum, Gunnar, brandmateriel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It%2c_teknik_og_naturvidenskab/Teknik/Brandv%C3%A6sen_og_ildebrande/brandmateriel

Helweg, L. (1920-21), Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon 2. Bind, G. E. C. Gads forlag, København, s. 509-510

Hvilsted, Søren, vulkanisering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/vulkanisering

Hvilsted, Søren og Johansen, Hans Chr., gummi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/gummi

Mathiassen, Tove Engelhardt og Connie Jantzen (2011) Aarhus Flashback. Klematis, side 44-47

Panati, Charles (2016), Panati’s Extraordinary Origins of Everyday Things, Chartwell Books, Secaucus, New Jersey, USA, s. 164-166

Master Dutch painter revolutionised fire-fighting, Dutch News, d. 26. februar, 2014

https://www.dutchnews.nl/features/2014/02/master_dutch_painter_revolutio/

Redaktørerne (11. September, 2018), The Best Garden Hoses on Amazon, According to Hyperenthusiastic Reviewers, New York Magazine, The Strategist, Hentet d. 4. April 2019 fra: http://nymag.com/strategist/article/best-garden-hose.html)

Podcastserien 99% invisible’s afsnit om Fordlândia, 03.06.2018: https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/

http://www.nycfiremuseum.org/

Illustrationer af Jan de Baen og Jan van der Heyden hentet fra: https://www.rijksmuseum.nl