Vinteren ligger over landet. Ganske vist uden snefog, og frostvejr har vi heller ikke haft meget af endnu, men årstiden sætter alligevel sit præg på det danske land og også på haverne og Handelsgartneriet Bernstorff i Den Gamle By. For nylig gik jeg en tur rundt og så på forholdene, og jeg synes mest, jeg så mørk jord, visne planter og et par plæner, hvor græsset til en forandring holdt sig i ro.

Jeg begyndte min rundtur i apotekerhaven, og selv om der var noget grønt at se på, så fik jeg først indtryk af stilstand og visne planter. Noget af det grønne er stedsegrønt, andet er ugræs, men i løbet af vinteren rydder gartnerne godt op, så apotekerhaven er gjort i stand, når foråret bryder frem, og lægeplanterne igen stikker næsen over jorden.

At ugræsset er grønt, er der ikke noget overraskende i, de planter, man helst er fri for, kan åbenbart trives året rundt. At der står en del visne urter tilbage, er der heller ikke noget sært i; da de visnede i efteråret, havde gartnerne travlt med at gøre klar til julen her i Den Gamle By. De står for forsyninger af gran til hele museet, de gør klar til julesalget i det store drivhus, og endelig er efteråret også tiden at rydde en del af jorden i Handelsgartneriet Bernstorff; så kan der blive lagt løg, og til foråret kan vi fornøje os over tulipaner, påske- og pinseliljer i lange baner. Efter julen skal der ryddes op, og gartnerne står igen for arbejdet med gran, denne gang for at skaffe det af vejen. Men heldigvis er der andet at se på end ukrudt og visne planter. F.eks. står misteltenen med bær i lange baner, og de er altid så smukke.

Mistelten med de særprægede og smukke bær

Julerosen eller nyseroden blomstrer. Den skulle være god at have ved hånden, hvis man trænger til at få sat gang i maven; det er dog ikke selve blomsten, man skal bruge, og i det hele taget vil jeg fraråde ethvert forsøg – efter sigende kan virkningen være voldsom, og det står vist også hen i det uvisse, om mavens indhold bevæger sig i den ene eller den anden retning; her kan enhver tænke sit. I stedet for at forsøge sig som læge eller apoteker fra en svunden tid, kan man så nøjes med at glæde sig over, at der kan være blomster i haverne, også på denne tid.

Blomstrende julerose

Høsttidløs trives allerede. Deres grønne blade er altid noget af det første, der dukker frem af jorden, og så trives de frodigt i løbet af foråret, men derefter visner de bort; man ser ikke mere til planten, før det bliver efterår, og de ’nøgne jomfruer’ dukker op. ’Nøgne jomfruer’ er et andet navn for høsttidløs, formentlig fordi de står og blomstrer uden et eneste blad i september og oktober. Nu er bladene altså fremme, så vi ved, der er liv dernede, og vi kan se frem til blomsterne om otte måneder.

Høsttidløs en vinterdag 2019

Høsttidløs en smuk efterårsdag 2015

Til sidst så jeg lidt på lægestokrosen eller resterne af den. Den er rigtignok noget gråbrun og minder ikke meget om planten, da den blomstrede i juli og august, og bierne gjorde sig til gode med pollen og nektar.

En vissen lægestokrose. I baggrunden apoteket

Lægestokrosen i blomst

Gråbrun og indtørret, som den nu er blevet, synes jeg, den har sin egen, visne skønhed; men selvfølgelig skal den klippes ned, så de nye skud kan komme til, når det bliver forår, så vi til sommer igen kan se en frodig lægestokrose med små, smukke blomster.

Og da det nu er en apotekerhave med et stort udvalg af fortidens lægeplanter, så synes jeg, vi til sidst skal se, hvordan lægestokrosen blev gengivet i ‘Herbarium pharmaceuticum’, som udkom i København 1825.

Lægestokrose, Althea officinalis

Fra apotekerhaven vandrede jeg videre til Borgmestergårdens have. Oppe fra gårdens svalegang har man overblik over haven. I hjørnet forrest til højre har vi den velholdte renæssance-have eller parterrehave, der er anlagt ud fra den første danske havebog, Horticultura Danica fra 1647. Om foråret spirer først vibeæg og dernæst tulipaner frem mellem de lave buksbomhække. Ellers er det ikke en blomsterhave, i stedet for blomster skal man nyde mønsteret, der er tegnet så sirligt med hækkene.

Borgmestergårdens have set fra svalegangen

Lysthuset med brunt bindingsværk og gule tavl ligger til venstre i haven. Det er fra begyndelsen af 1800-tallet, da det var almindeligt, at velstillede familier med råd til en prydhave også havde et lysthus i haven; så kunne man sidde derinde og drikke te eller kaffe og se ud i sin have. I dag foretrækker de fleste at være ude, når vejret er godt, og som det ses på billedet, er der bænke i haven, så museets gæster kan sætte sig og slappe af, når nogen får lyst til det. Jeg undrede mig lidt over de to bare pletter i plænen, for jeg mente, at i hvert fald i den ene plejer der at stå i lille pæretræ omgivet af høsttidløs. Nu er træ og tidløs borte, og en af gartnerne har givet mig forklaringen: der stod ganske rigtigt et pæretræ indtil for nylig, men det er fjernet på grund af råd. Den anden bare plet er hjemsted for stauden kæmpeslør, og den dukker op igen i løbet af foråret. I juni og juli udvikler den netop et kæmpestort og yndefuldt slør af små hvide blomster.

Turen fortsatte til Frk. Wahlstrøms have. Frk. Wahlstrøm var modist og modehandlerske i Lemvig, hun havde bolig og butik i et hus, der nu står i Den Gamle By, hvor det meget passende bliver kaldt Lemvighuset; husets have er anlagt, så den tager sig ud, som frøkenens have tog sig ud sidst i 1920’erne. På en sommerdag i solskin er det dejligt at slå sig ned i haven, her om vinteren er der knap så spændende.

Men hvis man ser sig om, kan man opdage et og andet, der peger frem mod lysere tider. Sidst på sommeren, mens hasselbuskene stod med blade og nødder, satte de knopper til dette års rakler eller hanblomster. Dengang var raklerne ganske korte og kompakte med et tydeligt markeret mønster.

Nu er de knap så korte og kompakte, det er, som om mønsteret er ved at gå i opløsning. Det er et lille ydmygt tegn på årets gang, at raklerne er begyndt at strække sig; om et par måneder er de lange og gule og fyldt med blomsterstøv, der flyver bort ved vindens viften og bestøver hunblomsterne, så der er håb om hasselhøst senere på året.

I kanten af den lille køkkenhave fandt jeg nogle grønne spirer, der er godt på vej til at udvikle sig til små blomster. De kan kalde smil og glæde frem hos de fleste – så poetisk et syn, når de står og blomstrer i den sene vinter og den tidlige vår. Ganske små og u-udsprungne blidelsliljer, som er et af blomsternes mange navne; vintergæk er et andet.

Desuden er der stadig lidt at gøre sig til gode med i køkkenhaven, hvis man står og mangler en rødbede eller andet godt.

Et lille udvalg af beder

En bede af mig ukendt navn

Fra frk. Wahlstrøms have fører spadserestien videre op gennem Købmandsgårdens køkkenhave.

En halvvejs bar køkkenhave

At den kan virke noget afgnavet her i januar, er jo ikke så sært. Der er blevet brugt af grøntsagerne her i efteråret, og ’… nu er kålen liggende’, som Jeppe Aakjær skriver i ’Sneflokke kommer vrimlende’.

Kål og andet godt

Det ser nu også ud, som om nogen har gnavet en hel del blade af de kålstokke, der står ret op og ned – mon ikke det er køkkenpigerne?

Men det hele er ikke bare afgnavet og gråt eller gårgrønt. Mellem de forskellige beder er der også nogle stærke farver man kan nyde synet af; det virker næsten overraskende på sådan en grå vinterdag.

Selv om de fleste grøntsager er forsvundet, kan køkkenpigerne stadig hente en hel del til brug i Købmandsgårdens køkken.

Kardon-planten trives, Gartnerne har pakket den ind for at gøre stænglerne mere spiselige; jeg tror nu ikke, den bliver høstet og spist, planten er så imponerende, når den står fuldt udvokset med store blomster sidst på sommeren.

Kardonplante med spiselige stængler

Om den i år bliver lige så høj, som den var i 2015, er måske tvivlsomt, selv om en mild vinter giver den gode chancer for at skyde i vejret til sommer.

Køkkenpigen lægger nakken tilbage for at se de smukke blomster

Jeg så interesseret på det sted, hvor der dukker vinterblomme eller erantis op sidst på vinteren. Men jeg må vente, vi er jo kun i januar.

Erantis? Her? Ja, men ikke lige foreløbig…

Til gengæld fandt jeg et andet sted i køkkenhaven nogle små, frisk-grønne blade. Jeg spekulerede lidt på, hvad det mon kunne være, og kom til at tænke på perlehyacinter; bladenes form og farve stemmer godt nok, og de kan finde på at spire frem allerede sidst på efteråret. Blomsterne viser sig nok engang sidst i marts, så jeg må væbne mig med tålmodighed, men der er da noget smukt at se frem til.

Videre fulgte jeg stien op i Købmandsgårdens prydhave.

Der plejer at være et dejligt blomsterflor i løbet af foråret og sommeren, f.eks. ses disse hvidlige blomster i august og september. Rigtblomstrende planter, som det ses på billedet.

Rigtblomstrende og frodige planter

Det var et noget andet syn, der mødte mig på min vintertur. Trods årstiden er blomsterne sådan set bevaret, men de har rigtignok skiftet farve og den visne plante minder ikke meget om den plante, jeg så i sommer.

Meget visne planter med en rigdom af lige så visne blomster

Egentlig ville jeg have afsluttet turen i Handelsgartneriet Bernstorff, og jeg ville også have fortalt om gartnernes vinterarbejde, men jeg havde fået nok af at være ude i de vintergrå haver i det grå og lidt fugtige, kolde vintervejr, så jeg søgte inden døre og satte mig til at skrive om rundturen. Så må jeg fortælle om gartnerne og gartneriet senere. Lad os slutte med et billede af juleroserne. Vi ved selvfølgelig godt, at alting ikke står stille om vinteren, der er liv under jorden, nemlig i planterødder og løg, men det er nu meget rart, at der også sker noget over jorden, der er spirende vintergækker og perlehyacinter, hasselrakler, der strækker sig, og juleroser, der står i blomst. Det er synlige tegn på, at det hele ikke er gået i stå. Juleroserne stod også og lyste hvidt i Købmandsgårdens prydhave, og i år blomstrer de rigere der, end i apotekerhaven, så lad os slutte rundturen med et billede af dem.

Juleroser i prydhaven

Det var så min rundtur gennem haverne på en grå vinterdag i tøvejr. Nu er vejret skiftet til frost, og det ser ud til, vi får en del frost i den kommende tid; måske kan vi oven i købet få noget vintersol. Frostvejret får mig til at tænke tilbage på en tur, jeg gik i byen for fem år siden, eller som en kollega skrev: Jeg blæste rundt i byen med mit kamera. Da så det hele anderledes ud, både i byens gader og i haverne. 

Borgmestergårdens have en januardag 2014

Da jeg havde taget billedet af Borgmestergårdens have, vendte jeg mig om og så ind på  gårdspladsen. Billedet taler vist for sig selv.

Kommentarer er nok overflødige

I år var jeg så småt begyndt at tro, at hele vinteren ville gå med gråt og småfugtigt tøvejr; vi har jo for længst passeret vintersolhverv og går mod lysere tider. Men som det hedder hos Brorson:

Dagene længes, vinteren strenges…

(fra salmen Her vil ties)

Hvad der så er at foretrække, den milde vinter, frost og sne eller barfrost kan vi diskutere fra nu af og til sankthans, men til den tid har vi nok tabt interessen for vinteren; så bekymrer os mest om, at vi får for lidt eller for meget sol, for lidt eller for meget regn. Og dog, for havefolket og andre jordbrugere kan vejrliget vinter og vår give en del af forklaringen på, hvordan planterne trives, når vi kommer hen på sommeren. Så tænker man tilbage og husker den strenge eller milde vinter, det tidlige eller sene forår, om det var vådt eller tørt – hvornår fik vi forår, hvor tidligt eller sent kunne vi så frø og korn, hvornår begyndte alting at spire og springe ud og blomstre? Det må nu altsammen vise sig, foreløbig kan vi bare gyse eller glædes over vejret.