En vinterdag i haverne

Vinteren ligger over landet. Ganske vist uden snefog, og frostvejr har vi heller ikke haft meget af endnu, men årstiden sætter alligevel sit præg på det danske land og også på haverne og Handelsgartneriet Bernstorff i Den Gamle By. For nylig gik jeg en tur rundt og så på forholdene, og jeg synes mest, jeg så mørk jord, visne planter og et par plæner, hvor græsset til en forandring holdt sig i ro.

Jeg begyndte min rundtur i apotekerhaven, og selv om der var noget grønt at se på, så fik jeg først indtryk af stilstand og visne planter. Noget af det grønne er stedsegrønt, andet er ugræs, men i løbet af vinteren rydder gartnerne godt op, så apotekerhaven er gjort i stand, når foråret bryder frem, og lægeplanterne igen stikker næsen over jorden.

At ugræsset er grønt, er der ikke noget overraskende i, de planter, man helst er fri for, kan åbenbart trives året rundt. At der står en del visne urter tilbage, er der heller ikke noget sært i; da de visnede i efteråret, havde gartnerne travlt med at gøre klar til julen her i Den Gamle By. De står for forsyninger af gran til hele museet, de gør klar til julesalget i det store drivhus, og endelig er efteråret også tiden at rydde en del af jorden i Handelsgartneriet Bernstorff; så kan der blive lagt løg, og til foråret kan vi fornøje os over tulipaner, påske- og pinseliljer i lange baner. Efter julen skal der ryddes op, og gartnerne står igen for arbejdet med gran, denne gang for at skaffe det af vejen. Men heldigvis er der andet at se på end ukrudt og visne planter. F.eks. står misteltenen med bær i lange baner, og de er altid så smukke.

Mistelten med de særprægede og smukke bær

Julerosen eller nyseroden blomstrer. Den skulle være god at have ved hånden, hvis man trænger til at få sat gang i maven; det er dog ikke selve blomsten, man skal bruge, og i det hele taget vil jeg fraråde ethvert forsøg – efter sigende kan virkningen være voldsom, og det står vist også hen i det uvisse, om mavens indhold bevæger sig i den ene eller den anden retning; her kan enhver tænke sit. I stedet for at forsøge sig som læge eller apoteker fra en svunden tid, kan man så nøjes med at glæde sig over, at der kan være blomster i haverne, også på denne tid.

Blomstrende julerose

Høsttidløs trives allerede. Deres grønne blade er altid noget af det første, der dukker frem af jorden, og så trives de frodigt i løbet af foråret, men derefter visner de bort; man ser ikke mere til planten, før det bliver efterår, og de ’nøgne jomfruer’ dukker op. ’Nøgne jomfruer’ er et andet navn for høsttidløs, formentlig fordi de står og blomstrer uden et eneste blad i september og oktober. Nu er bladene altså fremme, så vi ved, der er liv dernede, og vi kan se frem til blomsterne om otte måneder.

Høsttidløs en vinterdag 2019

Høsttidløs en smuk efterårsdag 2015

Til sidst så jeg lidt på lægestokrosen eller resterne af den. Den er rigtignok noget gråbrun og minder ikke meget om planten, da den blomstrede i juli og august, og bierne gjorde sig til gode med pollen og nektar.

En vissen lægestokrose. I baggrunden apoteket

Lægestokrosen i blomst

Gråbrun og indtørret, som den nu er blevet, synes jeg, den har sin egen, visne skønhed; men selvfølgelig skal den klippes ned, så de nye skud kan komme til, når det bliver forår, så vi til sommer igen kan se en frodig lægestokrose med små, smukke blomster.

Og da det nu er en apotekerhave med et stort udvalg af fortidens lægeplanter, så synes jeg, vi til sidst skal se, hvordan lægestokrosen blev gengivet i ‘Herbarium pharmaceuticum’, som udkom i København 1825.

Lægestokrose, Althea officinalis

Fra apotekerhaven vandrede jeg videre til Borgmestergårdens have. Oppe fra gårdens svalegang har man overblik over haven. I hjørnet forrest til højre har vi den velholdte renæssance-have eller parterrehave, der er anlagt ud fra den første danske havebog, Horticultura Danica fra 1647. Om foråret spirer først vibeæg og dernæst tulipaner frem mellem de lave buksbomhække. Ellers er det ikke en blomsterhave, i stedet for blomster skal man nyde mønsteret, der er tegnet så sirligt med hækkene.

Borgmestergårdens have set fra svalegangen

Lysthuset med brunt bindingsværk og gule tavl ligger til venstre i haven. Det er fra begyndelsen af 1800-tallet, da det var almindeligt, at velstillede familier med råd til en prydhave også havde et lysthus i haven; så kunne man sidde derinde og drikke te eller kaffe og se ud i sin have. I dag foretrækker de fleste at være ude, når vejret er godt, og som det ses på billedet, er der bænke i haven, så museets gæster kan sætte sig og slappe af, når nogen får lyst til det. Jeg undrede mig lidt over de to bare pletter i plænen, for jeg mente, at i hvert fald i den ene plejer der at stå i lille pæretræ omgivet af høsttidløs. Nu er træ og tidløs borte, og en af gartnerne har givet mig forklaringen: der stod ganske rigtigt et pæretræ indtil for nylig, men det er fjernet på grund af råd. Den anden bare plet er hjemsted for stauden kæmpeslør, og den dukker op igen i løbet af foråret. I juni og juli udvikler den netop et kæmpestort og yndefuldt slør af små hvide blomster.

Turen fortsatte til Frk. Wahlstrøms have. Frk. Wahlstrøm var modist og modehandlerske i Lemvig, hun havde bolig og butik i et hus, der nu står i Den Gamle By, hvor det meget passende bliver kaldt Lemvighuset; husets have er anlagt, så den tager sig ud, som frøkenens have tog sig ud sidst i 1920’erne. På en sommerdag i solskin er det dejligt at slå sig ned i haven, her om vinteren er der knap så spændende.

Men hvis man ser sig om, kan man opdage et og andet, der peger frem mod lysere tider. Sidst på sommeren, mens hasselbuskene stod med blade og nødder, satte de knopper til dette års rakler eller hanblomster. Dengang var raklerne ganske korte og kompakte med et tydeligt markeret mønster.

Nu er de knap så korte og kompakte, det er, som om mønsteret er ved at gå i opløsning. Det er et lille ydmygt tegn på årets gang, at raklerne er begyndt at strække sig; om et par måneder er de lange og gule og fyldt med blomsterstøv, der flyver bort ved vindens viften og bestøver hunblomsterne, så der er håb om hasselhøst senere på året.

I kanten af den lille køkkenhave fandt jeg nogle grønne spirer, der er godt på vej til at udvikle sig til små blomster. De kan kalde smil og glæde frem hos de fleste – så poetisk et syn, når de står og blomstrer i den sene vinter og den tidlige vår. Ganske små og u-udsprungne blidelsliljer, som er et af blomsternes mange navne; vintergæk er et andet.

Desuden er der stadig lidt at gøre sig til gode med i køkkenhaven, hvis man står og mangler en rødbede eller andet godt.

Et lille udvalg af beder

En bede af mig ukendt navn

Fra frk. Wahlstrøms have fører spadserestien videre op gennem Købmandsgårdens køkkenhave.

En halvvejs bar køkkenhave

At den kan virke noget afgnavet her i januar, er jo ikke så sært. Der er blevet brugt af grøntsagerne her i efteråret, og ’… nu er kålen liggende’, som Jeppe Aakjær skriver i ’Sneflokke kommer vrimlende’.

Kål og andet godt

Det ser nu også ud, som om nogen har gnavet en hel del blade af de kålstokke, der står ret op og ned – mon ikke det er køkkenpigerne?

Men det hele er ikke bare afgnavet og gråt eller gårgrønt. Mellem de forskellige beder er der også nogle stærke farver man kan nyde synet af; det virker næsten overraskende på sådan en grå vinterdag.

Selv om de fleste grøntsager er forsvundet, kan køkkenpigerne stadig hente en hel del til brug i Købmandsgårdens køkken.

Kardon-planten trives, Gartnerne har pakket den ind for at gøre stænglerne mere spiselige; jeg tror nu ikke, den bliver høstet og spist, planten er så imponerende, når den står fuldt udvokset med store blomster sidst på sommeren.

Kardonplante med spiselige stængler

Om den i år bliver lige så høj, som den var i 2015, er måske tvivlsomt, selv om en mild vinter giver den gode chancer for at skyde i vejret til sommer.

Køkkenpigen lægger nakken tilbage for at se de smukke blomster

Jeg så interesseret på det sted, hvor der dukker vinterblomme eller erantis op sidst på vinteren. Men jeg må vente, vi er jo kun i januar.

Erantis? Her? Ja, men ikke lige foreløbig…

Til gengæld fandt jeg et andet sted i køkkenhaven nogle små, frisk-grønne blade. Jeg spekulerede lidt på, hvad det mon kunne være, og kom til at tænke på perlehyacinter; bladenes form og farve stemmer godt nok, og de kan finde på at spire frem allerede sidst på efteråret. Blomsterne viser sig nok engang sidst i marts, så jeg må væbne mig med tålmodighed, men der er da noget smukt at se frem til.

Videre fulgte jeg stien op i Købmandsgårdens prydhave.

Der plejer at være et dejligt blomsterflor i løbet af foråret og sommeren, f.eks. ses disse hvidlige blomster i august og september. Rigtblomstrende planter, som det ses på billedet.

Rigtblomstrende og frodige planter

Det var et noget andet syn, der mødte mig på min vintertur. Trods årstiden er blomsterne sådan set bevaret, men de har rigtignok skiftet farve og den visne plante minder ikke meget om den plante, jeg så i sommer.

Meget visne planter med en rigdom af lige så visne blomster

Egentlig ville jeg have afsluttet turen i Handelsgartneriet Bernstorff, og jeg ville også have fortalt om gartnernes vinterarbejde, men jeg havde fået nok af at være ude i de vintergrå haver i det grå og lidt fugtige, kolde vintervejr, så jeg søgte inden døre og satte mig til at skrive om rundturen. Så må jeg fortælle om gartnerne og gartneriet senere. Lad os slutte med et billede af juleroserne. Vi ved selvfølgelig godt, at alting ikke står stille om vinteren, der er liv under jorden, nemlig i planterødder og løg, men det er nu meget rart, at der også sker noget over jorden, der er spirende vintergækker og perlehyacinter, hasselrakler, der strækker sig, og juleroser, der står i blomst. Det er synlige tegn på, at det hele ikke er gået i stå. Juleroserne stod også og lyste hvidt i Købmandsgårdens prydhave, og i år blomstrer de rigere der, end i apotekerhaven, så lad os slutte rundturen med et billede af dem.

Juleroser i prydhaven

Det var så min rundtur gennem haverne på en grå vinterdag i tøvejr. Nu er vejret skiftet til frost, og det ser ud til, vi får en del frost i den kommende tid; måske kan vi oven i købet få noget vintersol. Frostvejret får mig til at tænke tilbage på en tur, jeg gik i byen for fem år siden, eller som en kollega skrev: Jeg blæste rundt i byen med mit kamera. Da så det hele anderledes ud, både i byens gader og i haverne. 

Borgmestergårdens have en januardag 2014

Da jeg havde taget billedet af Borgmestergårdens have, vendte jeg mig om og så ind på  gårdspladsen. Billedet taler vist for sig selv.

Kommentarer er nok overflødige

I år var jeg så småt begyndt at tro, at hele vinteren ville gå med gråt og småfugtigt tøvejr; vi har jo for længst passeret vintersolhverv og går mod lysere tider. Men som det hedder hos Brorson:

Dagene længes, vinteren strenges…

(fra salmen Her vil ties)

Hvad der så er at foretrække, den milde vinter, frost og sne eller barfrost kan vi diskutere fra nu af og til sankthans, men til den tid har vi nok tabt interessen for vinteren; så bekymrer os mest om, at vi får for lidt eller for meget sol, for lidt eller for meget regn. Og dog, for havefolket og andre jordbrugere kan vejrliget vinter og vår give en del af forklaringen på, hvordan planterne trives, når vi kommer hen på sommeren. Så tænker man tilbage og husker den strenge eller milde vinter, det tidlige eller sene forår, om det var vådt eller tørt – hvornår fik vi forår, hvor tidligt eller sent kunne vi så frø og korn, hvornår begyndte alting at spire og springe ud og blomstre? Det må nu altsammen vise sig, foreløbig kan vi bare gyse eller glædes over vejret.

Vinter og vår

Gartnerne har også deres arbejde at passe vinter og vår. Museet har potteplanter rundt om i vinduerne, og de skal selvfølgelig vandes og passes hele året. Der er mange vinduer i Den Gamle By og derfor også mange potteplanter, så det tager sin tid at komme hele vejen rundt.
Men alle gartnerne kan jo ikke gå rundt og vande blomster hele dagen og hele ugen igennem, og hvad er der så at lave, når sneen falder og dækker jorden, mens tagene bliver hvide?

 

Sneen falder over byen og Borgmestergårdens have

Når det sker, er det faktisk deres arbejde at rydde sne og strø grus, så man ikke glider og falder på brostenene. Men der kan også være en del arbejde med beskæring og oprydning rundt omkring; det er dejligt, at buske og træer trives, men de kan brede sig så meget, at det bliver nødvendigt at holde dem i ave. Den slags havearbejde kan udføres om vinteren, også mens der ligger sne.

Frank og Mikkel beskærer buske og rydder op i Frk. Wahlstrøms have

Gartneriet Bernstorff har to drivhuse, det mindste: formeringsdrivhuset, med salg af potteplanter og blomsterfrø, og det større: paradedrivhuset med udstillingen ’Oldemors Potteplanter’. Plantesalget og udstillingen åbner en af de første dage i maj og lukker sidst i september. En stor del af udstillings-planterne fra det store drivhus flyttes over i det lille, hvor de så står om vinteren i en passende temperatur, og hvor det også er lettere at passe dem. Andre planter kan overvintre i det store drivhus, hvor temperaturen ikke kommer under 5 grader. Når solen skinner, kan det blive noget varmt, men udsvinget giver ikke de store problemer.

 

Paradedrivhuset en dag i marts

En del af planterne fra paradedrivhuset, bliver nu også flyttet af en helt anden grund: Der skal gøres plads til julesalg. I den tid, museet viser juleudstillinger, kan man her købe mange forskellige varer så som: frugt, nødder, potteplanter, juledekorationer, gran og kviste af mistelten og andet godt, som et handelsgartneri ville have haft i årene før 1900. Der er også åbent for salg i weekenderne, så weekend-salget er en del af gartnernes arbejde i vinterhalvåret.
Om foråret og sommeren kan der blive meget varmt i drivhusene, og derfor bliver de kalket – den hvide farve afviser noget af lyset og dermed varmen. I år har Gitte Røn, museets gartnerformand, allerede været i gang med at kalke. Vejret var godt, og vi snakkede lidt om, hvor dejligt det var, at solen skinnede fra en blå himmel. 5 minutter efter øsede det ned, og efter et øjeblik begyndte bygen for alvor at tromme mod ruderne, regnen var blandet med hagl. Arbejdet var afbrudt, og den friske kalk blev vasket væk. Så dagen efter blev der kalket igen, og sådan kan en gartner få lidt ekstra arbejde på denne tid af året.
I det lille drivhus skal potteplanterne vandes og passes vinteren igennem, de skal ikke bare holdes med vand, men også nippes og klippes, så de holder sig pæne og fri for sygdomme.

 

Gitte nipper og klipper

Her i marts begynder et arbejde ud over den almindelige vanding og pasning af blomsterne. Planter skal pottes om, og der skal sættes stiklinger til nye potteplanter. Desuden skal det kontrolleres, om der er gået lus eller andre udyr i alt det grønne.

 

Gitte arbejder i det lille drivhus en martsdag

 

Der pottes om

 

Potteplanterne bliver undersøgt for lus

Det er svært at undgå det, men udyrene kan heldigvis bekæmpes med nogle små rovinsekter, som ikke gør skade – bortset fra, at de gør skade på lusene, og hvem de nu ellers slår ned på.

 

Biologisk bekæmpelse. Der er leveret bladlussnyltehvepse med posten, de kommer som en blanding af kokoner og voksne snyltehvepse. Her ses kokoner sammen med noget granulat. Det drysses ud på bladene.

 

Her ses en kokon, som der snart kommer en levende bladlussnyltehveps ud af. De lever af bladlus, og lægger æg i bladlusene, så der igen udvikles kokoner.

 

Her ser man benene af snyltehvepsen, der snart kommer frem, klar til at spise bladlusene.

Og endelig skal vi da ikke glemme, at hvis man er så heldig at få et kig ind i drivhusene på denne årstid, kan der være smukke blomster, selv om der ikke er så mange af dem.

 

Duftgeranien Clorinda, der er en af de første til at blomstre. Bladene dufter frugtagtigt.

Erantis og vintergæk er vinterblomster, der kan klare sig i sne og frost. I marts dukker krokus op, og der kan også dukke nogle martsvioler op. De sidste er selvfølgelig vilde, men hvis vi er heldige, står der en klynge et sted i byen.

 

Et kig ned i en hvid krokus

 

En klynge martsvioler i solskinnet

Og så kan vi begynde at glæde os til andre blomster. Sidste år, da sommer- og høstblomsterne var visne, blev jorden ryddet, og der blev lagt blomsterløg. Nu har tulipaner, påske- og pinseliljer for længst stukket bladene op af jorden, og så kan vi se forventningsfuldt på dem, indtil blomsterne springer ud.

 

Mon ikke det bliver smukt, når tulipanerne står i blomst?

 

Og vi kan glæde os til både påske- og pinseliljer

Området mellem drivhusene er inddelt i bænke, og når man ser ud over dem, ses det tydeligt, at vi ikke er nået ret langt hen på året endnu, selv om der er lidt grønt rundt omkring. I baggrunden ligger der nogle trærammer til nye drivbænke.

 

Et udsnit af gartneriet i marts

Gartnerne vil anlægge varmebænke, ligesom de gjorde sidste år, dvs. drivbænke hvor jorden er varmere end den omgivende jord. Det opnås ved, at man under jorddækket har et lag plantemateriale, eventuelt også staldgødning; her i Den Gamle By vil det sige hestemøg. Så kan man opnå en kraftig kompostering og dermed varmeudvikling.

 

Hestemøg til tre varmebænke. Det stammer fra hestestalden i Købmandsgården

Da der blev anlagt varmebænke sidste år, lagde gartnerne først et tykt lag visne blade på jorden og stampede dem sammen, så de ikke lå for løst.

 

Et tykt lag visne blade til kompostering

 

Bladene trampes sammen, så de ikke ligger for løst

Oven på de visne blade blev der lagt hestemøg, og så blev trærammerne eller selve bænkene anbragt øverst. I bænkene blev der spredt et lag jord, og så kunne man vente på, at temperaturen steg. Det varede naturligvis nogle dage, før processen kom i gang, så da det havde været frost natten efter anlæggelsen af vamebænkene, så de ikke spor varme ud.

 

Der er lagt et lag møg over bladene, drivbænkene er lagt på, og der fyldes jord i dem

 

I begyndelsen er varmebænkene kolde

Og endelig skal det nævnes, at en af gartnerne også er historiker. Om vinteren tilbringer han en del af sin tid med at studere handelsgartneriernes historie og samler viden med henblik på forandringer og fornyelser i Gartneriet Bernstorff, f.eks. interesserer han sig for, hvordan man anlagde varmebænke. Senere på året kan man somme tider træffe ham i det lille drivhus, hvor han sælger honning og potteplanter.

 

Laurits sælger blomster i formeringsdrivhuset en sommerdag

 

Den Gamle By – stedet hvor en spade ikke bare er en spade

Skrevet af gartnerelev, Astrid Steffensen

”Vi skal have gravet køkkenhaverne – Astrid, vil du ikke undersøge, hvordan man kunne have gjort det?”

Nogenlunde sådan lød opfordringen fra min formand, Gitte Røn en formiddag sidst i januar, da jeg var vendt tilbage til min elevplads i Den Gamle Bys Gartnerafdeling efter mit første skoleforløb på Beder Gartnerskole. Og selvfølgelig ville jeg det…

Det krævede ikke mange opslag og megen læsning i bibliotekets samling af gamle havebøger og gartnerfaglig litteratur fra det 18. til det 20. århundrede før det gik op for mig; at det at grave – det er ikke bare noget, man gør. Og det der med at kalde en spade for en spade – det er heller ikke noget, vi bruger i Den Gamle By.

Hvordan man gravede, og hvad man gravede med, afhang ikke blot af jordens beskaffenhed men også af den gravendes stand og køn. På landet kom det sig måske ikke så nøje, men i købstæderne, spillede den sociale orden en anden og mere fremtrædende rolle.

Vores skolelærer ville således kunne have vintergravet sin køkkenhave, når jorden var tjenlig – dvs. ikke frossen og tilpas fugtig. Han kunne meget vel have fået sine elever til at hjælpe med arbejdet, og han ville have kulegravet således, at ”… det underste Jordlag fra en vis Dybde bringes øverst, for at blive forbedret og frugtbargjort ved Hjælp af Gjødning under Solens og Luftens Indvirkning”, som F. I. Chr. Jensen formulerede det på side 64 i ”Havebog: En grundig Vejledning i Frugt-, Blomster-, og Kjøkkenhavedyrkningen samt Driveriet” fra 1856. Og læreren ville nok bare have kaldt en spade for en spade…

Hos købmandens derimod var det utænkeligt, at herren eller fruen skulle give sig i kast med at grave. Om jorden var tjenlig, var heller ikke så afgørende, når man som dem havde folk til at gøre arbejdet: ”… selv om Man skal lade Arbeideren bruge Hakken til det første Spademaal, maa Man dog foretrække dette fremfor at lade være at vintergrave sin Kjøkkenhave”, skriver J. A. Bentzien på side 25 i ”Kjøkkenhaven” fra 1858.

Vintergravning i Købmandsgårdens køkkenhave

Passager som denne vidner om, at arbejdslønnen var så relativt lav, at man ikke bekymrede sig nævneværdigt om, hvorvidt frosten forlængede arbejdstiden. Til vintergravningen anbefaledes det, at man bad sin arbejder benytte den største spade (til en veludstyret 1800-tals køkkenhave hørte spader i flere størrelser, tilpasset forskellige typer gravearbejde) for at sikre, at jorden kom til at ligge i store og kantede klumper, så frosten kunne skørne jorden så dybt som muligt.

Ved samme lejlighed var det tilrådeligt at gøde sin jord ved at tilføre delvist omsat organisk materiale. Om det var delvist omsat dyremøg, latrinindhold, køkkenaffald, gadeskarn, tang, formuldede blade eller en blanding afhang i høj grad af, hvad man kunne skaffe inde i byerne. Man gødede i øvrigt ikke hele sin have på en gang. Gødningen fulgte det firedelte sædskifte, således at det just gødede kvarter, skulle huse de mest kvælstofkrævende vækster.

Køkkenhaven bag Købmandsgården er i år bl.a. gødet med delvist formuldet tang

At man i 1864 næppe ville antræffe en gravende dame, fremgår af det følgende: Gravning [… er…] lidet passende for smaae, fint byggede Hænder og Fødder; en Dame vil vel derfor heller ikke let forledes til at prøve sine Kræfter derpaa…” skrev J. A. Bentzien på side 5 i ”Havebog for Damer” fra 1859.

For damernes vedkommende gjorde korsettet det selvfølgelig heller ikke nemmere… Havde man nu været en af borgerskabets enker eller ugifte døtre, var der da heller ikke noget i vejen for, at man fik en pige, en arbejdende kvinde, eller en gammel kone til at påtage sig det mere strabadserende havearbejde. Så det var altså ikke kønnet og hændernes beskedne størrelse alene, men i høj grad også ens sociale status, der afgjorde om man kunne udføre gravearbejde i en købstadshave. Særligt for kvinder i randen af borgerskabet var denne form for adfærdsmæssige markører vigtige. En rigtig dame kunne således ingenlunde befatte sig med gravning – mens piger, kvinder og koner fra lavere sociale lag kunne.

Anderlede forholder det sig imidlertid, når vi går gennem lågen mellem Købmandens køkkenhave og Frk. Wahlstrøms: Vi går fra 1864 til 1927, fra en tid hvor damer forventedes aldrig så meget som at røre end spade, til en tid hvor en selvstændig, ugift kvinde som Frk. Wahlstrøm meget vel kunne grave sin have med en såkaldt damespade. Damespaden er tilpasset kvindens fysik og er derfor knap så stor, tung og grov, som det vi sædvanligvis kalder en spade. Meget havde ændret sig – ikke mindst pga. Første Verdenskrig, hvor kvinderne havde været nødt til at påtage sig mændenes arbejdsopgaver, mens de var ved fronten, for at holde civilsamfundet i gang. Man havde opdaget, at damer og spader ikke er uforenlige størrelser, at en spade ikke bare er en spade – men også meget vel kan være en damespade.

Frk. Wahlstrøms køkkenhave graves med damespade

 

Jorden skørnes udmærket af frosten – også selvom den er gravet af en dame!

I C. Matthiesens bog ”Haven” fra 1919, kan man da også læse i afsnittet: ”Hvem skal passe Haven?”, at: ”… grovere Arbejder, som gravning, kan en Kvinde udføre lige saa godt – ofte bedre – end en Mand, og selv Frugttræernes Pleje kan med Tryghed overlades hende. Havebrug og Kvinder er som skabte for hinanden!”

Det er vi et par stykker i Gartnerafdelingen, der er tilbøjelige til at give ham ret i!

Pige/dame/kvinde… Det kommer vidst ud på et i 2017 – så længe værktøjet er i orden!

 

Brev fra en kollega, 5. afsnit

Her er 5. afsnit af brevet, hvor min kollega forestiller sig, hvad det kommende år kan byde på i Frk. Wahlstrøms have. Vi er nået til årets tre sidste måneder.

Oktober
Oktober kan tit give dage med sol og høj himmel, og de fleste af os håber, vi får mange af dem, især hvis sensommeren har været grå. Vi kan nyde oktoberdage med solskin og klar luft, men i skyggen er der køligt, og uanset hvor smukt vejret er, bliver vi nødt til at indse, det ikke længere er sensommer. Men frugthøsten fortsætter ind i oktober. Tidligere på året skal frugten plukkes, men i oktober og nobember kan vi blive belønnet for at bukke os ned – hvis vi er heldige.
I Christian Winthers ’Flugten til Amerika’ hedder det:
Guldet det ligger dig for din Fod,
du bukker dig kun for at faa ‘et.
Her i haven finder vi ikke guld i græsset, men i oktober kan vi finde både hasselnødder og gråpærer.

SONY DSC

Et par hasselnødder i græsset. Hvem kommer først, folk eller fæ?

SONY DSC

Gråpærer, lige til at spise – eller sylte og gemme til vinteren

Frugten falder ned af træerne. Dagene kan være smukke, selv om de er ved at blive korte, oktober kan være en dejlig måned, men året går så småt på hæld, det er efterår.

November
Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund.
Farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund.
C.J. Boye

 

Af november plejer vi ikke at vente os andet end gråvejr og regn og mismod og beklagelser over efteråret; bladene falder af træer og buske, så haven ødes ligesom eng og lund, og dagene bliver så korte, det bliver værre og værre, det eneste, der trives, er vores mismod og selvmedlidenhed og en vis fornærmelse over årets gang. Men hvis vi er heldige, kan efterårsdagene rumme deres egen skønhed, så vi også får noget at glæde os over i november. Faktisk hænder det, at solen kigger frem i november, selv om den står lavt.

SONY DSC

Solen står lavt, der er skygge i haven først på eftermiddagen

 

SONY DSC

Ikke megen sol hos Frk. Wahlstrøm, mere hos naboen

Hasselbuskens blade begynder at blive gule, så busken står spættet i grønt og gult, i hvert fald på de bedste år, og så har vi det syn at glæde os over.

SONY DSC

Hasselbusk i gult og grønt

 

SONY DSC

Hasselgrene mod en blegblå efterårshimmel

Kvæderne falder af busken, hvis de ikke bliver plukket. De gule kvæder er smukke mod den mørke muld, de er næsten gyldne, og du bukker dig kun for at få dem.

SONY DSC

Gylden kvæde på mørk muld

For nogen giver de gule kvæder forventninger om kvædegelé eller -mos eller kvædebrød, men smag og behag er forskellig, andre vil helst nøjes med at nyde synet af de gule frugter og undgå nyde smagen, nogen vil end ikke mærke duften.
Og måske ligger de ikke på den bare jord, men havner i det grønne græs; græsset er nemlig også grønt i november; græsplæner giver ikke så let op som buske og træer, men holder sig grønne og gror langt ud på efteråret, hvad enten man kan lide det eller ej.

SONY DSC

Gylden kvæde i grønt græs

Og når løvet falder af buske og træer, lander mange af kvæderne selvfølgelig i de visne blade ligesom hasselnødderne, så man skal lede efter dem.

SONY DSC

Halvskjulte kvæder

Gyldne kvæder og gule, brune og vissengrønne blade, vi kan være heldige, at efteråret bliver smukt.

Køkkenhaven er ved at være noget afpillet, men hvis det er et år med ærteblomster nederst i køkkenhaven, er deres stængler og blade grønne, og der kan endda være enkelte blomster; der er ikke så mange, at de rigtig sætter kulør på stængler og blade, men så længe de er der, kan vi se på de enkelte blomster og nyde deres skønhed i stedet for at glæde os over det rige flor, som vi har fornøjelsen af i sensommeren.

SONY DSC

Køkkenhaven, yderst til højre de sidste Ærteblomster, Lathyrus odoratus

Og trods alt kan der stadig være noget spiseligt at komme efter i køkkenhaven, f.eks. grønkål, og det kan jo være godt, hvis man på en kold dag trænger til varm grønkålssuppe.

SONY DSC

Lækker grønkål

Efterhånden er kvædebusken tom for kvæder, men kvistene kan stadig bære gule blade som en smuk og stilfærdig afslutning på den årstid, hvor buske og træer har båret blomster, løv og frugt.

SONY DSC

Gulnet løv på kvædebusken…

SONY DSC

… et smukt og stilfærdigt efterspil til sommerens skønhed

På et godt år kan men let finde noget at glæde sig over, hvis man lægger vejen gennem Frk. Wahlstrøms have sidst på året.

December
Når man ser haven i december, kan man synes, at nu er det hele slut; nu har vi så længe haft korte dage og lange og mørke nætter, så hjulet er vist gået i stå og står stille for altid. Årets ring er brudt.

SONY DSC

En grå decemberdag

Ganske vist er plænen grøn endnu, men ellers er der ikke megen opmuntring med mindre man finder opmuntring i grønt ukrudt, og det gør de færreste. Hvis der sidder nogle enkelte blade på buske eller træer, er de brune. Det nedfaldne løv er brunt. Der har måske været lidt ærteblomster langt ud på efteråret, men til sidst er det slut, og stænglerne er ikke meget værd efter et par frostnætter, så i december bliver de revet op og taget af plankeværket, de stod op ad, og så ligger de bare på jorden og skal fjernes, når der bliver tid.

SONY DSC

Ærteblomstens visne ranker ligger på jorden

Når man ser på hyldetræet, kan det være svært at forstå, at det har stået dækket af grønt løv og hvide blomsterskærme og senere skærme af sorte bær.

SONY DSC

Afpillet hyldetræ

Ribsbuskene ser ud som om, de aldrig har båret et blad og slet ikke ribs.

SONY DSC

Nøgne ribsbuske

Efter et flygtigt blik kan man godt synes, det hele er trist, og der slet ingen opmuntringer er, bortset fra at en gul kvæde kan ligge og lyse op i alt det brune.

SONY DSC

En enkelt overset kvæde

Men jordbærplanterne er delvis grønne, og de sætter stiklinger, så vi kan se, der er liv i dem, og vi kan håbe på jordbær igen til næste år.

SONY DSC

Måske får vi jordbær næste år?

Og vi kan da se, der også er andre former for liv, et lille firbenet væsen har åbenbart gjort sig til gode med en nød.

SONY DSC

Lad os håbe, nøddekernen smagte godt

Og nu hvor løvet er faldet af hasselbuskene, kan man se, hvor mange rakler der er afsat. Sammen med raklerne er kvistene fulde af små, grønne knopper; nogle skal blive til blade og nogle til hunblomster og senere nødder. Raklerne er nok de mest synlige tegn på, at årets ring ikke er brudt, hjulet står ikke stille; tiden går, og vi skal ikke fortsætte med lange mørke nætter og korte, dunkle dage i det uendelige. Raklerne kan næsten virke iøjnefaldende med deres grågrønne farve, åbenbart reflekterer de det lys, der nu engang er. De kan minde os om, at snart går vi mod lysere tider, vi kan se frem til næste års skønhed og høst. Den glæde, vi kan have af haven det ene år, vender tilbage det næste år eller måske næste år igen, for to år er aldrig helt ens, nogle er bedre end andre.

SONY DSC

Vi får en rigdom af rakler i hasselbusken til foråret

SONY DSC

Næste års hasselrakler og knopper til blomster og blade

Det var så nogle forventninger og forhåbninger om, hvad det kommende år bringer i Frk. Wahlstrøms have. Så må det vise sig, om avlen bliver mere beskeden end ventet og håbet, eller om vi får den rigdom af skønhed og frugt, som vi ønsker os. Vi har jo altid lov at håbe.

Venlig hilsen fra din kollega

Lorents Larsen

Brev fra en kollega, 2. afsnit

Her følger 2. afsnit af det brev, jeg for nylig fik fra en kollega, om hans forventninger til årets gang i Frk. Wahlstrøms have.

FEBRUAR

Hvad vil februar byde på? Formentlig stort set det samme som af januar, men selv i vinterens kulde og mørke kan hasselbuskens knopper begynde at røre på sig.

SONY DSC

Hasselbuskens knopper og smårakler en februardag

SONY DSC

En kold hasselkvist, i baggrunden Frk. Wahlstrøms hus

Nogle af knopperne rummer de små hunblomster, som vi kan vente at se i marts og april. Foreløbig må vi bare glæde os over, at knopperne grønnes, det er dog et tegn på, at alting ikke står stille i vinterkulden.

SONY DSC

Frk. Wahlstrøms hus og det røde uldspinderi og dampvæveri

 

MARTS
Marts er efter sigende den første forårsmåned, selv om det kan være svært at forstå. Til andre tider er vi heldige, og når vintergækker og erantis blomstrer og ikke står skjult under et tykt lag sne, føler de fleste af os nok, at nu er foråret på vej, og vi håber, at vinteren endelig er overstået.

SONY DSC

Forårstegn i haven

SONY DSC

Små smukke opmuntringer

SONY DSC

Erantis er også smukke i regnvejr

Og i marts blomstrer haslen, raklerne vokser sig lange og bliver gule og begynder at give blomsterstøvet fra sig.

 

SONY DSC

En langstrakt rakle og bitte små hunblomster

Raklerne er det let nok at få øje på, men de er hanblomster, og hvis hasselbusken skal bære nødder, skal der jo også nogle hunblomster til. De er små og beskedne, så man skal kigge godt efter for at se dem. Hunblomsten er formet som en lille grøn knop, der stikker en rød dusk ud af. Hvis vi går tæt på, kan vi se blomsternes skønhed.

SONY DSC

En meget ydmyg forårsbebuder

På billedet ser det ud, som om blomsten sidder på en kraftig kæp, men der er tale om en tynd kvist.

SONY DSC

En ganske lille blomst på en tynd kvist

Det bliver vist svært at finde mere ydmyge forårsbebudere, men når vi ser dem, kan vi håbe på, at de varsler et godt år med mange nødder og anden frugt. Men i grunden dukker der også meget ydmyge blomster op i næste måned (heldigvis kan bierne finde dem), foruden de mere iøjnefaldende.

 

APRIL
Når vi når april, plejer vi ikke at være i tvivl om, at det er forår, og i løbet af måneden kan vi vente mange forskellige blomster, ikke kun de små hasselblomster, der stadig sidder på kvistene.

SONY DSC

Haslen blomstrer længe

På jorden ligger der måske nogle få rester af sidste års avl, som ikke er blevet indsamlet, men man kan da se, at nogen alligevel har haft gavn af dem.

SONY DSC

Nødder nydes af mange skabninger

Påskeliljerne trives, og dem er det lettere at få øje på. De små, blå blomster, Snepryd, er også begyndt at dukke op, efterhånden grønnes plænen, og ukrudtet trives – det sidste giver naturligvis mindre fornøjelse, men det er dog et tegn på, vi er på vej mod lysere og varmere tider.

 

SONY DSC

Påskeliljer i knop

Og kort efter kan man for alvor se, at der er liv i haven – liv har der jo hele tiden været, tegnene har bare været så få og beskedne, men i løbet af måneden bliver de meget synlige.

SONY DSC

Snepryd

SONY DSC

Og påskeliljer i fuldt flor

SONY DSC

En tidlig tulipan, den blomstrer tidligt og er en gammel sort

Det kan endda ske, at en flok fornøjede unge mennesker slår sig ned på et par bænke, selv om haven først lige er begyndt at grønnes.

SONY DSC

Fornøjede unge mennesker i det kølige forår

SONY DSC

Det grønnes så småt

Ribsbuskene grønnes tidligt og får blomsterknopper og senere blomster.

SONY DSC

Ribsbuskens grene med knopper

SONY DSC

Ribsblomster

Blomsterne ser ikke ud af meget, men til alt held kan bierne godt finde dem, så der kan komme bær på buskene.
Stikkelsbærbuskene grønnes også tidligt, og det er heller ikke strålende farver, der lokker bierne til dem, men blomsterne bliver alligevel fundet, så de kan blive bestøvet, og buskene kan bære stikkelsbær.

SONY DSC

Grønne stikkelsbærblomster

Gråpæretræet grønnes måske ikke ligefrem så tidligt, men det begynder nok at røre på sig et stykke henne i april. Efterhånden er der en del, der kan give håb om en god frugthøst, når vi kommer længere hen på året.

SONY DSC

Der er liv i gråpæretræet

Man kan undre sig over, at bierne finder frem til ribs- og stikkelsbærblomsterne, der nærmest falder i et med løvet. Til gengæld er tulipanerne farvestrålende, og de kan være smukke både i sol og i regn.

SONY DSC

Tulipaner i sol

SONY DSC

Regnvåde tulipaner

SONY DSC

Og en rød regnvåd tulipan

Vi kan se frem til flere smukke blomster i løbet af måneden, kejserkrone, pinselilje og den hvide narcis, der ligner en hvid påskelilje.

SONY DSC

Rigt blomstrende kejserkroner

SONY DSC

Så hvid, så rød, så gul

SONY DSC

Den hvide narcis er formet som en gul påskelilje…

SONY DSC

… men den står længere, før den afblomstrer

Så skal vi nok ikke vente os mere af april, men det er nu heller ikke så lidt.

Skrevet af Lorents Larsen