Aarhus Besat

Himmelen over Aarhus, 9. april 1940 (Besættelsesmuseet)

Den 9. april 1940 vågnede aarhusianerne ved 5-tiden til lyden af brummende flyvemaskiner. Formationer af tyske fly fløj over byen i en nordlig retning.

Kl 6.30 modtog Aarhus Politi besked fra kollegerne i Sønderjylland om, ”at tyske Hærmasser havde overskredet den danske Grænse.” I Aarhus gik der vilde rygter om, at en hel sværm af tyske maskiner var landet på det militære øvelsesterræn på Skejby Mark.

Nødlandet tysk flyvemaskine på Skejby Mark. Formentlig en Junkers 88. (Besættelsesmuseet)

 

Politikommissær P. N. Pedersen tog affære og drog med tre betjente ud for at efterforske sagen. På Skejby Mark stod dog kun en enkelt mindre maskine, der ved 7-tiden havde foretaget en nødlanding. Den var løbet tør for brændstof, og landingen havde været ganske udramatisk. Maskinen og de to besætningsmedlemmer var uskadte. Politiet tog kontrol over situation og opsatte en afspærring omkring maskinen, så de mange nysgerrige ikke kom for tæt på.

I Rådhuset på Domkirkepladsen herskede en trykket stemning. Borgmester H.P. Christensen var i København, så det var viceborgmester E. Stecher Christensen, der havde indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde. Mødet indledes med, at viceborgmesteren oplæste den tyske general von Kaupitsch ”Oprop til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!”. Herefter diskuteredes, hvordan man skulle håndtere situationen. Mødet endte med, at byrådet tildelte borgmesteren (i dette tilfælde dennes stedfortræder) og budgetudvalget særlige kompetencer, så de hurtigt og effektivt kunne træffe nødforanstaltninger uden om de sædvanlige afstemninger.

 

Herefter satte man sig til at vente på tyskerne. Der var løbende kontakt mellem rådhuset, byens kaserne og politiet. Lidt op ad formiddagen bekendtgjorde politiet, at der beordret mørklægning. Endvidere måtte aarhusanerne nu stifte bekendtskab med den første af mange begrænsninger på den personlige frihed – nemlig retten til at bevæge sig frit i byen. Fænomenet der hurtigt blev kendt som spærretid betød, at det var forbudt at færdes i byrummet mellem 23.00 og kl 06.00 om morgenen, men mindre man var læge, jordemoder eller havde et andet væsentligt offentligt erhverv. Derudover indførtes en række andre forbud, bl.a. et mod salg og udskænkning af alkoholiske drikke. Udgangsforbuddet varede en hel uge til stor fortrydelse for byens borgere, der rasede over, at der ikke eksisterede et lignende forbud i København.

Lidt før middagstid havde den tyske fortrop passeret Horsens, og ca. ved 13-tiden rullede de første motoriserede, tyske afdelinger ind i Aarhus. Forrest kørte en afdeling motorcykler, der dirigerede kolonnen gennem byen. Herefter fulgte et halvhundrede lastbiler og pansrede kørertøjer. Ifølge den socialdemokratiske avis Demokraten var tusindevis af aarhusianere strømmet ud på gaderne, hvor de ”alvorlige og tavse” var vidner til besættelsen af deres by. En god del af de motoriserede, tyske styrker fortsatte gennem Aarhus mod Randers uden at gøre ophold.

Tysk motoriseret kolonne passerer Harald Jensens Plads, 9. april 1940. (Aage FredsLund Andersen, Besættelsesmuseet)

Lidt ud på eftermiddagen ankom tre mindre Kriegsmarine-fartøjer til Aarhus Havn. Kort efter mødte to tyske marineofficerer op hos havneingeniøren og beordrede, at al’ trafik fra havnen blev indstillet øjeblikkeligt. Samtidigt oplyste de havneingeniøren om, at der en af de nærmeste dage ville komme en tysk havnekaptajn, der skulle dirigere havnens trafik fremover. Det var alt, der hændte den 9. april 1940. Aarhus var besat – helt uden at der var blevet affyret så meget som et enkelt skud.

Først d. 10. april tog tyskerne officiel kontakt til byen igennem en Major von Heesch fra Luftwaffe, der meddelte, at han skulle bruge indkvartering til 30 officerer og henved 200 mand. Hotel Regina blev beslaglagt til kontorer for enheden og officererne blev midlertidigt anbragt hotel Royal.

Den stilfærdige begyndelse kom til at stå i stærk kontrast situationen fem år senere, hvor der befandt sig så mange som 20.000 tyske soldater og flygtninge i Aarhus.

Hagekorset vejrer over Hotel Royal. (Besættelsesmuseet)

Helt nyt Besættelsesmuseum på vej

Den 18. januar offentliggjorde vi nyheden om, at Nordea-fonden har bevilget 8.376.000 kr. til udvikling og opbygning af et helt nyt Besættelsesmuseum i Aarhus.

Det var helt fantastiske nyheder, og vi er allerede i fuld sving med de indledende øvelser til det spændende projekt. Dette indlæg indeholder en kort beskrivelse af selve projektet, økonomi/tidsplaner og selvfølgelig lidt om, hvad I kan forvente af de nye udstillinger.

Koncepttegning for cellegangen. Her bliver historien om det tyske sikkerhedspoliti, deres arbejdesmetoder og ikke mindst ofre formidlet: (Besættelsesmuseet).

Det nye museum åbner i museets eksisterende bygninger, som under besættelsen var hovedkvarter for Gestapo, det frygtede tyske sikkerhedspoliti. Det sker i forbindelse med 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen i april/maj 2020.

Foruden de nye udstillinger vil museet også tilbyde en spændende række arrangementer, og der udvikles helt nyt undervisningsmateriale til brug for skoler, ungdomsuddannelser m.fl. Mange af vores arrangementer vil blive til i samarbejde med Kvindemuseet, som vi deler bygning med.

Foruden Nordea-fonden er de øvrige bidragsydere Aarhus Kommune, der har støttet med 1.590.000 kr. til renovering af bygning og udstillingslokaler. Museets støtteforening Besættelsesmuseets Venner har bidraget med 100.000 kr. Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat med 50.000 kr. Det samme har Fabrikant Albert Nielsens og hustru Anna Nielsens Fond. Med Den Gamle Bys egenfinansiering har projektet et samlet budget på 11.829.000 kr.

Hvorfor et nyt Besættelsesmuseum?

Har man besøgt museet for nylig, vil man vide, at lokalerne trænger til en større renovering. Det samme kan siges om vores udstillinger, der ikke blot tænger til en opdatering, men også en nytænkning, så de bedre kan opleves af et nutidigt publikum, der ikke levede under besættelsen.

De seneste år er der kommet megen ny viden om besættelsestiden og ikke mindst Aarhus under besættelsen. Det gør os i stand til at fortælle nye, stærke historier og samtidigt tegne et langt mere nuanceret billede af tiden. Vi tror på, at det vil gøre museet relevant for endnu flere besøgende.

Den nye udstilling tager udgangspunkt i Aarhus’ dramatiske besættelseshistorie med særlig fokus på dagligdag, modstandskamp og den nazistiske undertrykkelse og terror, der især ramte Aarhus i krigens sidste to år. Det var en tid, hvor vores demokratiske institutioner, kultur, fællesskab og sammenhængskraft blev sat på hårde prøvelser.

Demokratiet eksisterede kun så længe, politikerne var villige til at tilpasse sig besættelsesmagtens krav, og samtidigt oplevede de fleste borgere, hvordan der konstant kom nye restriktioner på den personlige frihed. Både politikere og almindelige borgere blev før eller siden stillet overfor svære valg, hvor de blev tvunget til at vælge mellem egen og andres sikkerhed eller gøre ting, der stred mod deres etiske eller demokratiske værdier. Det var med andre ord en tid, hvor svære dilemmaer trængte sig på og afkrævede en eller anden form for stillingtagen, som let kunne få uoverskuelige konsekvenser – for staten og det enkelte individ.

Når det kommer til begreber som frihed og demokrati, er det noget, mange i dag tager for givet. Kigger man ud i verden – og slet ikke så langt endda, så er det tydeligt, at besættelsestidens dilemmaer og spørgsmål har et slægtskab med en række nutidige problematikker. Oplagte eksempler er begrænsninger på ytringsfrihed, radikalisering, flygtninge, forfølgelse af politiske eller religiøse minoriteter osv. Vi lever i en verden, hvor konflikter, politiske strømninger og politisk propaganda (dvs. fake news) er med til at sætte vores demokratiske værdier under pres. Vi håber, at vi med den nye udstilling, kan være med til at skabe en platform, hvor både fortidens og nutidens dilemmaer kan perspektiveres og diskuteres.

Hvad vil vi fortælle?

Det nye museum bliver indrettet i vores nuværende lokaler i Aarhus’ gamle rådhus og politistation fra 1857. En bygning vi deler med Kvindemuseet.

Huset blev i november 1944 beslaglagt af det tyske sikkerhedspoliti, der indrettede et lokalt hovedkvarter. Det var herfra at bekæmpelsen af modstanden i store dele af Jylland blev dirigeret. Vi ved, at vold og decideret tortur var en fast del af sikkerhedspolitiets arbejdsmetoder. Hovedkvarteret var også udgangspunkt for en del af de uhyggelige terroraktioner, der hjemsøgte de større jyske byer i 1944-45. Derfor bliver historien om den tyske bekæmpelse af modstanden og undertrykkelsen af civilbefolkningen en væsentlig del af museets formidling.

Besættelsesmuseet og Kvindemuseets bygningen sådan som de tog sig ud ved befrielsen 1945. Det tyske sikkerhedspoliti frygtede angreb på hovedkvarteret fra modstandsbevægelsen og havde derfor forskanset bygningen med bunkere, pigtråd og miner. (Besættelsesmuseet)

Helt overordnet kommer museet til at beskæftige sig med tre hovedtemaer: Undertrykkelsen, Modstandskampen og Dagligdagen. Derudover vil man også kunne følge et mindre Kronologisk overblik med eksempler på begivenheder fra Aarhus, Danmark og resten af verden under Anden Verdenskrig.

Undertrykkelsen

Temaet undertrykkelsen tager udgangspunkt i husets egen historie som Gestapos hovedkvarter for Midt- og Nordjylland. Vi møder nogle af Gestapo-folkene og deres danske agenter og forbundsfæller. Temaet beskriver Gestapos arbejdsmetoder og den terror, som besættelsesmagten udøvede mod byen og civilbefolkningen i krigens sidste år. Ofrene for volden præsenteres også. Temaet indeholder desuden historien om Aarhus som vigtigt transitcenter for tyske troppetransporter og som hovedkvarter for den tyske krigsmarine i Danmark. Man vil også møde nogle af de mange tyske soldater, som levede og bevægede sig igennem byen i løbet af de fem år, byen var besat.

Modstandskampen

I temaet om modstandskampen fortælles om de mange typer af modstand, der eksisterede i Aarhus: sabotage, våbenmodtagelse, produktion af illegale blade, efterretningsvirksomhed, illegale værtsroller, stikkerlikvideringer osv. Vi møder nogle af de mange mænd og kvinder, der satte livet på spil, og de fortæller, hvordan det foregik og ikke mindst, hvorfor de gjorde det. Flere aspekter af modstandskampen problematiseres, f.eks. stikkerlikvideringerne, der i flere tilfælde blev foretaget på et spinkelt grundlag.

Dagligdagen

Temaet dagligdagen viser de mange begrænsninger på livets udfoldelse, som besættelsen betød: varemangel, erstatningsprodukter, mørklægning, rationering, spærretid osv. Her vil det blive understreget, hvordan den tyske besættelse udviklede sig fra at være ganske ufarlig til noget, der kunne minde om en reel krigssituation.

I det sidste år af besættelsen blev dagligdagen præget af, at krigen var rykket tættere på. Aarhusianerne fik en uhyggelig forsmag på, hvad krig ville sige d. 4. juli 1944, da et tysk lager af ammunition eksploderede og lagde området omkring kornpieren i ruiner. Mere en 30 personer mistede livet den dag. (Besættelsesmuseet)

Vi arbejder med en række principper for formidlingen, som bygger på Den Gamle Bys erfaringer med den Aarhus Fortæller, der åbnede i april 2017. Det er derfor et mål, at en del af vores historier skal formidles gennem personhistorier, da det er med til at skabe identifikation. Vores udstillingsrum skal være varierede i deres formsprog og formidling, så det ikke bliver for ensartet. Der skal være aktiverende elementer, hvor gæsterne får mulighed for at røre ting og undersøge skabe og skuffer. Vi vil også skabe stemningsfylde rum og oplevelser bl.a. igennem audiovisuelle virkemidler. Endelig skal der være mulighed for fordybelse og steder, hvor de særlig interesserede gæster kan få lov at dykke ned i historierne.

Udstillingen kommer helt overordnet til at fortælle om, hvordan Anden Verdenskrig og besættelsen ramte og påvirkede helt almindelige menneskers liv og dagligdag. Aarhus og nærmeste Østjylland udgør rammen for vores fortællinger, men vil udmærket kunne bruges som eksempel på, hvordan livet var i en større dansk by under besættelsen.

Kronologisk overblik

I det kronologiske tema formidles bl.a. historien om det allierede luftangreb på det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkarter på universitetskoillegierne den 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Det kronologiske overblik viser et udvalg af begivenheder under besættelsen primært i Aarhus, men med perspektivering til Danmark og verden. Det handler bl.a. om at understrege sammenhængen mellem krigens udvikling og hjemlige, danske forhold. Der planlægges fem zoner, der er fordelt på hvert besættelsesår. Der trækkes tråde til krigsudbruddet i 1939. Overblikket afsluttes med befrielsen d. 5. maj 1945, med en afstikker til krigsafslutningen med Japans kapitulation i september 1945.

Den personlige vinkel

Et bærende formidlingsprincip er anvendelse af personfortalt formidling. Vi tror på, at formidlingen bliver langt mere vedkommende, når den fortælles af en person. Vi fortæller altså ikke om undertrykkelsen, dagligdagen eller modstanden ud fra strukturer eller organisationer, men fra de mennesker, der var en del af dem. Dette går igen i hele udstillingen.

Besættelsesmuseet har gennem årene indsamlet et stort, righoldigt beretningsmateriale, ligesom vi har gennemført flere dokumentationsprojekter, hvor vi har optaget interviews med personer, der levede i Aarhus under besættelsen.

Materialet anvendes bl.a. i forbindelse med udstillingens gennemgående tema der sætter personhistorier i centrum. Museets gæster bliver i billetsalget udstyret med et legitimationskort tilhørende en fiktiv person, hvis historie er baseret på kildemateriale og vil være fuldkommen realistisk og repræsentativ.

Ved at placere legitimationskortet på en kortlæser, kommer personhistorien til syne på en skærm. Den personlige historie sættes herved i sammenhæng med den historiske periode og det udstillingsmiljø, som gæsten opholder sig i.

Alle gæster bliver ved ankomsten til Besættelsesmuseet forsynet med et legitimatioskort, hvortil der hører en personhistorie. Gæsten vil herefter opleve museets historier udfra en personlig vinkel. Eksemplaret har har tilhørt en sabotør.

Kortet er forsynet en lille baggrundshistorie: Nogle vil være modstandsfolk, mens andre vil få tildelt rollen som tysk soldat, en tyskerpige eller måske en værnemager. Andre vil være almindelige aarhusianere, der blot prøver at få hverdagen til at hænge sammen i en tid med mørklægning, varemangel og skud i natten.

 Formidlingsstationerne til person-elementet er placeret i hvert af museets temarum, så gæsten oplever, hvordan deres persona ville forholde sig til museets overordnede fortællinger. Sagt på en lidt anden måde bliver gæsterne ført ind i museet temaer gennem øjnene på deres jeg-fortællende person. Historierne får derved en subjektiv synsvinkel, som kan være både interessant, morsom, skræmmende og tankevækkende. Her er blot en enkel smagsprøve:

Den 37-årige husmor Ellen, der forholder sig til temaet modstanden:

”Jeg håber virkelig at min mand holder sig væk fra den slags. Det er slemt nok, at han har ”Budstikken” [illegalt blad] med hjem fra arbejdet og lader det ligge og flyde, hvor børnene kan se det. Jeg kan godt sige dig, at der vanker, hvis han får sat nogle dumme idéer i knægtens hoved!”

 Hver person er forsynet med mindst én særlig historie, hvor gæsten bliver tvunget til at træffe et valg, der kan få indflydelse på, hvordan deres person kommer igennem besættelsen og oplever befrielsen. Valgene eller dilemmaerne vil typisk være af moralsk karakter, hvor gæstes opfordres til at leve sig ind i den historiske problemstilling og vælge ud fra sin persons synsvinkel.

Gæsterne må agere ud fra deres egen virkelighed og moralske kompas, og det kan udmærket ske, at gæsten vælger noget umiddelbart moralsk rigtigt, som spillet (og den historiske virkelighed) straffer hårdt f.eks. med fangenskab og deportation. Og på samme vis kan det ske, at person-elementet viser, at amoralsk opførsel kan være den sikreste vej. Det, vi gerne vil med elementet er, at gæsterne drager deres egne konklusioner om moral og retfærdighed og taler med hinanden om det. Samtidig formidler elementet et billede af en historisk virkelighed, hvor selv de moralsk rigtige valg på det forkerte tidspunkt kunne få forfærdelige og uoverskuelige konsekvenser for dig selv og dine omgivelser.

Inspirationen til denne type formidling kommer fra fra open air museet Bokrijk i Belgien, hvor man i deres 1960’er-udstilling bliver introduceret til livet i perioden gennem personfortalt formidling. Vi samarbejder med kollegerne i Belgien om at udvikle videre på deres idé og tilpasse den, så den passer med vores personhistorier, geografi og periode. (Besættelsesmuseet).

Fortsættelse følger

Besættelsesmuseet havde sidste åbningsdag søndag den 18. februar. Den Gamle Bys bevaringsafdeling er i samarbejde med Besættelsesmuseets frivillige medarbejdere i fuld sving med at pakke museet ned, så det kan bliver klar til, at håndværkerne kan komme i gang med renoveringsarbejdet.

Jeg vil i kommende artikler skrive meget mere om vores ideer til de faste arrangementer og events, som planlægges som en del at det nye Besættelsesmuseum. Derudover kan man her og på Besættelsesmuseets Facebook-side kunne følge udstillingsarbejdet og læse meget mere om, hvordan vi har tænkt os at formidle vores overordnede temaer.

Maj 1945 – Opgørets time

Da Aarhus vågnede op d. 5. maj, var det med lette tømmermænd efter gårsdagens spontane fejring af befrielsen. Nyheden om befrielsen blev kommunikeret til folket via det engelske BBC’s dansksprogede radioudsendelse.

Fra morgenstunden vrimlede det med bevæbnede frihedskæmpere, som tog opstilling på strategiske steder rundt om i byen. Mange nysgerrige samledes omkring Bispetorv, hvor Koncertpalæet i Kannikegade tilsyneladende var indrettet som en slags kommandocentral for modstandsbevægelsen.

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Skyderi i gaderne

Humøret var højt, og ikke engang regnvejret kunne tynde ud i trængslen på torvet. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da det pludselig kom til skyderi mellem en tyske patrulje og frihedskæmperne i Koncertpalæet. Skudvekslingen, som er gået over i historien som ”Kampen på Bispetorv”, varede flere timer og kostede fire frihedskæmpere og en civil livet.

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Men der var også skyderier andre steder i byen, men disse nævnes sjældent, da begivenhederne på Bispetorv har det med at løbe med al opmærksomheden. Et eksempel på en af de glemte historier er den voldsomme nedskydning af to frihedskæmpere på Kystvejen ved Skolegyde, hvor tyske marinesoldater åbnede ild uden varsel. Et andet er dramaet ved Rådhuset, hvor en frihedskæmper fra modstandsbevægelsens stabskompagni blev dræbt af skud afgivet fra den tyskbesatte kaserne på Vester Allé. På Poul Martin Møllers Vej måtte en tolvårig dreng meningsløst lade livet, da der faldt tilfældige skud fra en forbipasserende tysk lastvogn.

I alt dræbtes 13 danske civile og frihedskæmpere d. 5. maj, og to døde et par dage efter af deres sår. Hvor mange tyskere, som mistede livet i befrielsesdagene vides ikke. I øvrigt fortsatte skyderierne i Aarhus langt hen i maj, hvor der flere gange blev vekslet skud mellem tyske marinesoldater og de frihedskæmpere, som havde vagttjeneste på havneområdet.

468

I befrielsesdagene var der ofte bud efter lægehjælp. Her er redningsmandskabet på vej til kampen på Bispetorvet den 5. maj. (Besættelsesmuseet)

Modstandsbevægelsen i Aarhus ved befrielsen

Ved befrielsen var der ca. 2000 bevæbnede frihedskæmpere i Aarhus fordelt på fem enheder, kaldet kolonner. Alle kolonnerne blev ledet af danske officerer og var underlagt et stabskompagni under byledelsen. Denne ledelse var underordnet en regionsledelse, der igen var underlagt jyllandslederen oberstløjtnant Vagn Bennike, som i befrielsesdagene residerede på Hotel Ritz.

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

1.- 4. kolonne tilhørte de såkaldte militære ventegrupper, hvis hovedopgave var at støtte en eventuel allieret invasion af landet. Helt konkret betød det, at man skulle forhindre tyskerne i at ødelægge vigtig infrastruktur, som f.eks. elektricitetsværker, havneanlæg mm. Det lå også i kortene, at det kunne komme til egentlig bykamp mod de voldsomt overlegne tyske styrker. Den femte modstandskolonne var speciel i det henseende, at den primært havde fungeret som sabotagegruppe, og det var også i denne gruppe, at de meste erfarne modstandsfolk befandt sig.

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Arrestationerne

Idet befrielsen, på trods af ovennævnte skudepisoder, foregik relativt fredelig, blev modstandskolonnernes primære opgave at opretholde lov og orden. Derudover skulle de foretage arrestation og internering af personer, som man mistænkte at have haft for tætte forbindelser til besættelsesmagten.

Interneringerne er et besættelsestidens mange kontroversielle emner, og allerede i befrielsesdagene opstod der kritik af frihedskæmpernes fremfærd. Dels på grund af den noget voldsomme behandling af arrestanterne, men også fordi man mente, at den slags skulle overlades på politiet. Politiet genoptog først officielt deres arbejde d. 13. maj. Indtil da var det modstandsbevægelsen, som foretog anholdelserne.

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for "landssvigervirksomhed". En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for “landssvigervirksomhed”. En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

For de almindelige aarhusianere så anholdelserne ud til at foregå efter tilfældighedens princip, men det var på ingen måde tilfældet. I Aarhus foregik arrestationerne efter et nøje udarbejdet arrestationskatalog, som byggede på efterretninger indsamlet siden 1943.

På de aarhusianske lister var opført navne på ca. 1500 personer. Det var en stor opgave og heldigvis fik man hjælp af ca. 150 politifolk fra Aarhus Politi, som kort før befrielsen blev indrulleret i de militære ventegrupper. Tilstedeværelsen af disse uofficielle politifolk var sikkert medvirkende til, at anholdelserne skete under nogenlunde ordnede forhold.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

På trods af det er der desværre masser af eksempler på, at mistænkte fik en hård medfart i forbindelse med anholdelserne. Dertil kom at anholdelserne foregik under fuld offentlighed, hvilket betød, at eventuelle fejlanholdelser kunne have vidtrækkende sociale konsekvenser for de uheldige arrestanter. Disse ting ændrede sig ikke ved, at mange var bedre stillet ved at havne i fangenskab hos modstandsbevægelsen end hos den hævnlystne befolkning. Det gjorde sig især gældende for tyskerpigerne, som uden frihedskæmpernes beskyttelsesarrestation risikerede at blive overfaldet.

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

De fleste tilfangetagne blev interneret på Marselisborg Gymnasium, og de særligt farlige fanger blev indsat i arresten på Vester Allé. Det er senere kommet frem, at fangerne på Marselisborg Gymnasium i de første dage, i vidt omfang, blev udsat for psykisk og fysisk vold. En af fangerne blev dræbt på gymnasiet, da han greb ud efter en af frihedskæmpernes maskinpistoler. Byrådspolitikerne i Aarhus var dybt bekymrede over tilstandene på gymnasiet, og det varede da heller ikke længe, før modstandsbevægelsen udskiftede en del af vagtmandskabet på internatet. Dertil kom, at modstandsbevægelsens ledelse hurtigt ekskluderede de medlemmer, som ikke kunne holde disciplinen.

Fanger på Marselisborg Gymnasium.

Fanger på Marselisborg Gymnasium. (Besættelsesmuseet)

Status

Selvom flere ting gik galt, må man overordnet set opfatte befrielsen af Aarhus Aarhus som en nogenlunde civiliseret affære. Modstandsbevægelsen havde godt styr på sine tropper og med samarbejdet politiet sikrede man, at der ikke opstod samme uhyggelige lynjustits, som man oplevede mange andre stedet i det befriede Europa. Årsagen til det skal findes i den grundighed, hvormed freden var forberedt.

Aarhus og Danmark var nu atter frit.

Tidslinje

  • Fredag d. 4. maj
    • 20.36 – BBC’s nyhedsudsendelse. Den tyske kapitulation proklameres.
  • Lørdag d. 5. maj
    • 08.00 – Kapitulationen træder i kræft. Modstandsbevægelsen overtager ansvaret for opretholdelse af ro og orden. De tyske soldater forbliver under våben i deres stillinger.
    • Byens kirkeklokker ringer freden ind mellem 8 og 9.
    • kl. 09.30 – Ildkamp bryder ud ved Bispetorv mellem modstandsfolk og tyske soldater. Kampen varer indtil middagstid.
  • Søndag d. 6. maj
    • Søndagen præges af selvtægt over for tyske medløbere og sympatisører. Det går især går det ud over tyskerpigerne, også kaldet ”feltmadrasserne”.
  • Tirsdag d. 8. maj
    • Englænderne ankommer til Aarhus
    • Englænderne hyldes.
    • Tyskerne begynder at forlade Aarhusegnen.
  • Søndag d. 13. maj
    • Politiet genindsættes i tjeneste.
  • Torsdag d. 17. maj
    • Århusianske KZ-fanger vender hjem til Aarhus efter ophold i Sverige.
  • Lørdag d. 14. juli
    • Eksplosionskatastrofe på Godsbanegaarden. Tre personer mister livet og ca. 100 såres.

 

April 1945 – Voldens Måned

I april 1945 syntes freden og friheden næsten inden for rækkevidde. De vestlige allierede stod klar ved Elben, og i øst indledte russerne Slaget om Berlin. De fleste var klar over, at det kun var et spørgsmål om uger, måske dage, før krigen var forbi.

På trods af den lovende forårsprognose var stemningen trykket. Dagligt genlød byens gader af eksplosioner og skud, og mange almindelige mennesker oplevede før eller siden at blive hvirvlet ind i den rasende duel, som frihedskæmperne og Gestapo udkæmpede i besættelsens sidste uger.

Voldsspiralen

Gennemgår man Aarhus Byvagts rapporter for april 1945 ses det tydeligt, at volden var ved at løbe løbsk. Modstandsbevægelsen dræbte otte personer, som de mistænkte for at arbejde for Gestapo eller et af de andre tyske politiorganer.

Lige før kl 18.00 d. 26. april blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mande vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Lige før kl 18.00 d. 26. april 1945 blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mange vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning, han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne svarede igen med drab og bombeattentater, som i de fleste tilfælde gik ud over civile mål. Beslutninger om, hvor de tyske repressalier skulle ramme blev taget af Gestapo-chefen, Rudolf Renner, som på dette fremskredne tidspunkt holdt sig kørende på en cocktail af alkohol og amfetamin. Det fortælles, at han flere gange i raseri beordrede Aarhus borgmester Ejnar Stecher-Christensen skudt. Den 11. april gav han ordre til drab på 10  medlemmer af Aarhus Byvagt, som han mente var i ledtog med modstandsbevægelsen.

Ordren blev heldigvis ikke efterkommet til fulde, og Renners mordere opgav det beskidte foretagende efter at have skudt Peter R. Nielsen og Erik V. Petersen på Lille Torv. Ved ufatteligt lykketræf og dygtigt lægearbejde af overlæge Malmros overlevede Erik Petersen og kunne efter krigen vidne mod de tre gerningsmænd. Peter Nielsen var dræbt på stedet.

I tillæg til disse planlagte drab opstod der ganske mange episoder, hvor nervøse tyske soldater åbnede ild mod tilfældige civile, som de følte sig truet af. Status var, at der i Aarhus i april 1945 blev dræbt eller myrdet en eller flere personer om dagen.

Flammende had

Nerverne var tyndslidte, og at hadet til tyskerne og deres danske håndlangere var til at tage og føle på. Det blev ikke bedre af, at Aarhus efterhånden blev oversvømmet af tyske flygtninge og sårede soldater, som det blev byens opgave at huse og brødføde.

Tyske flygtninge indkvarteres på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

Tyske flygtninge flytter ind på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

De illegale blade var ikke sene til at puste til ilden og berettede om, hvordan flygtningene var smittebærere af tyfus og i øvrigt ødelagde kommuneskolerne ved at bruge inventaret som brændsel. Man kunne desuden læse, at flygtningene ”døde som Fluer”, men at man ikke skulle have ondt af dem, da de selv var skyld i deres ulykke. Var man modstander af dette synspunkt, forstod man at holde det for sig selv. På Vester Kirkegård kan man i et hjørne finde gravene med 619 tyske flygtninge, hvoraf mange er børn under tre år.

Volden, angsten og den accelererende råhed, hvormed modstandsbevægelsen og Gestapo bekæmpede hinanden var med til at skabe en afstumpehed, som smittede af på befolkningen. Var man klar til at hade forsvarsløse flygtninge, var det intet at regne mod voldsomme had, som man følte overfor de danskere, som havde taget tyskernes parti.

Opgøret

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Fra modstandsbevægelsens styrende organer var man udmærket klar over, at hadet i befolkningen let kunne løbe løbsk, når freden kom. Modtagerne af vreden var naturligvis tyskerpigerne, de hjemlige nazister, værnemagerne og alle dem, som på anden vis havde taget tyskernes parti.

Det havde man set andre steder i det befriede Europa, og ingen steder var det kønt. Da Frihedsbudskabet strømmede fra radiohøjtalerne d. 4. maj kl. 20.36 mobiliserede modstandsbevægelsen over hele landet de såkaldte Militære ventegrupper, hvis opgave var at sørge for ro og orden. Man holdt vejret og håbede på det bedste.

I maj kommer det sidste afsnit i serien om Aarhus 1944-45.

Marts 1945 – Forfærdeligt forår

 

Billede ø

Aarhus rådhus efter schalburgtagen d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Foråret 1945 var en underlig tid. Alle var klar over, at krigen snart ville være forbi og udfaldet kunne ingen være i tvivl om. På trods af det, var folk påpasselige med at tage glæden på forskud – måske fordi man havde på fornemmelsen, at den sidste tid kunne blive farlig.

Præcis hvor farligt fandt man ud af den 13. marts kl. 22.10, hvor en bombe eksploderede under Risskovtoget i nærheden af den Permanente Badeanstalt. Der befandt sig 30 personer i motortogets enlige vogn og heraf blev 25 sårede og måtte indlægges. En yngre kvinde blev dræbt øjeblikkeligt, mens to andre senere døde af deres kvæstelser.

Attentatet mod motortoget blev foretaget af terrorbanden Peter-gruppen og var formentligt hævn for de sprængninger, som den aarhusianske sabotagegruppe, 5. kolonne, havde foretaget mod tyske togforbindelser dagen før. Blandt gerningsmændene var aarhusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som også havde deltaget i bombeattentaterne d. 22. februar, hvor syv personer blev dræbt i Guldsmedgade og Nørregade.

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Rådhuset

Få timer efter attentatet mod Risskovtoget var Peter-gruppen atter i aktion, og denne gang var det Aarhus Rådhus, som skulle ødelægges. Tyskerne havde allerede forsøgt at sprænge rådhuset måneden før, men den moderne jernbetonskonstruktion havde modstået bombernes kraft. Denne gang skulle det gå anderledes, og Peter-gruppen medbragte derfor intet mindre en 60 kg. plastisk sprængstof, som skulle placeres indvendigt i rådhuset ved foden af tårnet.

Aarhus Rådhus i dagene efter terrorattentatet d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Aarhus Rådhus var centrum for forskellige modstandsaktiviteter, og da tyskerne opdagede det, sendte de Peter-gruppens terrorister i aktion. Rådhuset blev udsat for attentater i februar og 14. marts. (Besættelsesmuseet)

Til held for rådhuset og byen udeblev nogle af terroristerne fra nattens arbejde. Peter-gruppens chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, opgav derfor at trænge ind i selve rådhuset, og beordrede i stedet Bothildsen Nielsen til at placere bomberne på parksiden der, hvor den høje administrationsbygning og den lave med Folkeregistret møder hinanden. Kufferterne med de 60 kg. sprængstof blev stillet tæt sammen op ad en af de store gavlvinduer, hvorefter en fem meters lunte blev antændt.

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Eksplosionens voldsomhed skabe omfattende ødelæggelser. Hele betonpiller blev slået i stykker og overalt flød det med knust glas, forvredne metalstykker og andre bygningsmaterialer. Kontorerne i den lave bygning var fuldkommen ødelagte og møbelarkitekt Hans Wegners smukke møbler slået til pindebrænde. I befrielsessommeren blev skaderne opgjort til 2 millioner kr., hvilket svarer til ca. 44 millioner i dag.

Hvorfor rådhuset

På sin vis var det ikke nogen overraskelse, at rådhuset blev valgt som mål for terrorbomberne. Man var udmærket klar over, at det tyske sikkerhedspolitis chef i Aarhus, SS-Hauptsturmführer Rudolf Renner, havde et godt øje til rådhuset.

Dels pga. det heroiske modspil som han mødte fra borgmester Ejnar Stecher Christensen og kommunens folk, men mest af alt pga. den mangfoldige modstandsaktivitet, som var centreret omkring rådhuset. Under en razzia på rådhuset havde Gestapo fundet en duplikator og en anseelig mængde illegale blade, der blot ventede på at blive distribueret. På et senere tidspunkt havde man fået et tip om, at modstandsbevægelsen brugte rådhuset som depot for våben og sprængstoffer. Det gjorde man også, men et tilsvarende tip til modstandsbevægelsen havde sørget for, at våbnene nu lå sikkert skjult på bryggeriet Ceres, vistnok i gærkælderen.

Efter besættelsen kom det frem, at rådhusets kælder desuden havde været brugt som skydebane, hvor frihedskæmperne kunne teste de nedkastede våben. Rådhusforvalter Herluf Halding sammen med sin kone hjulpet op mod 50 engelske flyvere med at flygte til Sverige. Og endelig udstedte flere af Folkeregistrets ansatte falske legitimationskort til medlemmer af modstandsbevægelsen.

 Det spidser til  

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Aarhus under Besættelsen)

Efter Peter-gruppens attentat mod rådhuset var det roligt en stund, men d. 26. var de tilbage i byen. Her bombede de atter Risskovtoget og indledte en serie af clearingmord og drabsforsøg. Peter-gruppens sidste terrorhandling i Aarhus var clearingmordet på Aarhus Stiftstidendes redaktør Børge Schmidt, som blev myrdet i sit hjem på Rosenvej 48 i Risskov. Det var blandt andre Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som affyrede de dræbende skud.

 

 

 

 

Oversigt

13: Bombeattentat mod Risskovtoget, 3 dræbte og mange sårede

14: Drabsforsøg på byrådsfuldmægtig Keld Jarde

14: Bombeattentat mod Aarhus Rådhus

26: Clearingmord på banenæstformand Carl Egon Sejr

28: Bombeattentat mod Hammelbanen, 11 sårede

28: Bombeattentat mod Risskovtoget, 8 sårede

29: Drabsforsøg på telefondirektør Wallmann

29: Drabsforsøg på baneingeniør Leo Sørensen

29: Clearingmord på redaktør Børge Schmidt

Den 28. marts udførte Peter-gruppen deres sidste togattentat. Denne gang gik det ud over Hammelbanen. 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Peter-gruppen og Bothildsen Nielsen udførte en række togattentater, som krævede mange menneskeliv. Den 28. marts slog de til mod Hammelbanen, hvor 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Februar 1945 – Rædselsnatten i Guldsmedgade

I februar 1945 beordrede den tyske terror-chef i Danmark, SS-Standartenführer Otto Bovensiepen, iværksættelsen af besættelsens hidtil hårdeste terrorkampagne. Nu skulle danskerne en gang for alle forstå, hvad der ville ske, hvis man satte sig op mod besættelsesmagten.

Århusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen (1919-1947) var medlem af den nazistiske terrorenhed, Peter-Gruppen, som stod bag bombeattentaterne i Aarhus d. 22. februar 1945. Efter krigen blev han dømt til døden for for meddelagtighed ved mere end 50 drab og over 100 bombeattentater. (Besættelsesmuseet)

Århusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen (1919-1947) var medlem af den nazistiske terrorenhed, Peter-Gruppen, som stod bag bombeattentaterne i Aarhus d. 22. februar 1945. Efter krigen blev han dømt til døden for for meddelagtighed ved mere end 50 drab og over 100 bombeattentater. (Besættelsesmuseet)

Bovensiepens særlige form for pædagogik var denne gang rettet mod befolkningen i provinsens større byer. De udpegede terrormål var især forretningsgader, avisredaktioner og teatre. Derudover var der et krav om, at et antal civile personer skulle myrdes.

Terror-chefens primære værktøj til udførsel af det beskidte arbejde var den hemmelige enhed, Unternehmung Peter, på dansk Peter-Gruppen. Enheden bestod af danske og tyske medlemmer af SS – de var alle håndplukkede for deres koldblodighed og kompromisløse nazistiske overbevisning. En af mændene var den 25-årige århusianer Kaj Henning Bothildsen Nielsen.

Odense

Terrorkampagnen startede ud i Odense d. 19. februar. I løbet af de næste to dage myrdede Peter-Gruppen syv personer. Derudover ødelagdes, vha. beslaglagt engelsk sprængstof, Fyns Stiftstidende og 11 ejendomme i byens forretningskvarter.

Fra Odense kørte Peter-Gruppen til Aarhus, hvor de om eftermiddagen d. 21. myrdede købmand Kaj Schmidt i hans forretning ved Skt. Pauls Kirkeplads. Bothildsen Nielsen brugte sit lokalkendskab i Aarhus til at udpege forretningen for sine medsammensvorne. Herfra tog gruppen til det lokale Gestapo-hovedkvarter i Aarhus politistationen i Mejlgade, hvor de blev indkvarteret. Kort efter gik Bothildsen Nielsen og hans nærmeste chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, på spadseretur i byen med det formål at planlægge ruten for nattens storstilede terroraktion.

På Gestapo-hovedkvarteret i Mejlgade var resten af gruppens medlemmer i færd med at bygge bomber. Ingredienserne til bomberne bestod af beslaglagt sabotagemateriel, heriblandt forskellige typer af plastisk sprængstof, som blev æltet sammen til bomber på mellem tre og fem kilo. Meget tyder på, at noget af sprængstoffet var særligt kraftigt og muligvis også brandfarligt.

Rædselsnatten

Ved 1-tiden natten til den 22. februar kørte gruppen først til Ryesgade, hvor de placerede to sække med i alt 16 kg. sprængstof ved Lems Bolighus. Bomberne var forsynet med tidsindstillede sprængblyanter, som ville gå af efter ca. 10 minutter. Herfra kørte bilen til Guldsmedgade, hvor der blev placeret en række bomber foran indgangsdørene til forretningerne på stykket mellem Lille Torv og Klostergade.

Lems Bolighus på Hjørnet af Rosenkrantzgade og Ryesgade var det første stop for Peter-Gruppens terrorister d. 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Lems Bolighus på Hjørnet af Rosenkrantzgade og Ryesgade var det første stop for Peter-Gruppens terrorister d. 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

I Guldsmedgade blev terroristerne forstyrret af et par vagter fra Guldsmedgades Private Vagtværn, som dog hurtigt forduftede, da der blev trukket pistoler. Efter at have antændt en langsomtbrændende lunte kørte bilen videre til Nørregade, hvor de placerede bomber ved en beboelsesejendom og en skotøjsforretning.

På vej tilbage til Gestapo-hovedkvarteret hørte terroristerne de første eksplosioner. Aktionen havde varet mindre end 20 minutter. Samme nat sprængte ukendte terrorister, formodentligt Gestapo-folk, Aarhus Teater.

I Guldsmedgade og Nørregade herskede der kaos. Bomberne eksploderede med så voldsom kraft, at de ikke nøjedes med at smadre forretningerne på gadeniveau. Der opstod brand flere steder – ilden fik muligvis næring fra ødelagte gasledninger, og flere ejendomme udbrændte fuldstændigt.

Flere bygninger på Nørregade fik også besøg af Peter-Gruppen. Her er det gået ud over frugthandler Nielsens ejendom på hjørnet af Hjelmensgade og Nørregade. (Besættelsesmuseet)

Flere bygninger på Nørregade fik også besøg af Peter-Gruppen. Her er det gået ud over frugthandler Nielsens ejendom på hjørnet af Hjelmensgade og Nørregade. (Besættelsesmuseet)

Katastrofens omfang

Ejendommen nr. 27 var fuldstændigt prisgivet flammerne, men heldigvis fik beboerne reddet sig ud. Værre gik det i gadens anden ende, hvor ejendommene 3-9 også brændte. Her boede der ca. 50 mennesker og desværre nåede alle ikke ud. Blandt de ulykkelige var sagfører Olaf Holmark, hustruen Betty og deres 6-årige datter Vivian. Der gik flere dage før redningsfolkene fandt familien i ruinerne, og det var først efter tandundersøgelser, at deres identitet kunne fastslås. I nr. 9 sprang to unger kvinder ud fra 4. sal i et desperat forsøg på at redde sig fra flammerne. Den ene blev dræbt på stedet, og den anden blev så hårdt kvæstet, at hun døde dagen efter.

I alt 7 mennesker mistede livet i Guldsmedgade og Nørregade den nat. Blandt de overlevende var mange forbrændte og på anden vis sårede og traumatiserede. En stor del havde mistet deres hjem og alt, hvad de ejede.

Et enkelt lyspunkt i tragikken var den solidaritet, som byen og dens borgere udviste overfor ofrene i dagene efter katastrofen. I hvert fald kunne kommunens hjælpekontor hurtigt konstatere, at der var meget ringe efterspørgsel på mad og nødhjælp fra beboerne af den enkle årsag, at private borgere allerede havde trådt til.

Redningsfolk fra det meste af Østjylland blev tilkaldt for at få kontrol over den voldsomme brand som truede med at sprede sig til kvarteret omkring Guldsmedgade natten til den 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Redningsfolk fra det meste af Østjylland blev tilkaldt for at få kontrol over den voldsomme brand som truede med at sprede sig til kvarteret omkring Guldsmedgade natten til den 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Terroren fortsætter

Bothildsen Nielsen og de øvrige medlemmer af Peter-Gruppen evaluerede som regel deres vellykkede aktioner ved at gå på druk. Det har sikkert også været tilfældet denne nat, men dog er der noget, som tyder på, at det var nødvendigt med mådehold. Terror-tournéen var nemlig på ingen måde forbi.

I dagene efter terrornatten d. 22. februar slog gruppen til mod en række forretninger i Søndergade, hvorefter de fortsatte til Silkeborg og Randers, hvor de bl.a. ødelagde teatrene. Terror-tournéen blev afsluttet d. 24. februar med bombeattentatet mod passagertoget Jyllandsekspressen, hvor Bothildsen Nielsen havde skjult en kuffert stoppet med sprængstof i en tætpakket kupe. Bomben eksploderes lidt nord for Hobro og krævede 10 dødsofre.

Guldsmedgade set mod Klostertorvet. Ødelæggelserne var på omfattende, at man i Aarhus ikke magtede at genopbygge gaden før Føtex kom til i 1960. (Besættelsesmuseet)

Guldsmedgade set mod Klostertorvet. Ødelæggelserne var på omfattende, at man i Aarhus ikke magtede at genopbygge gaden før Føtex kom til i 1960. (Besættelsesmuseet)

Tysk terror og clearingmord i Aarhus, februar 1945:

Terror:

21.02.1945 Bombeattentat mod Aarhus Rådhus. Udført af Gestapo

22.02.1945 Bombeattentat mod forretning i Ryesgade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod Guldsmedgade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod forretning og bolig i Nørregade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod Aarhus Teater. Formodentligt udført af Gestapo

24.02.1945 Bombeattentat mod en række forretninger i Søndergade. Udført af Peter-Gruppen

Clearingdrab:

21.02.1945 Købmand Kaj Schmidt myrdet af Peter-Gruppen

22.02.1945 Former Osvald E. Wejling Christensen myrdet af Peter-Gruppen

23.02.2015 Handelsrejsende Sofus Chr. Sølling Fynboe myrdet af Gestapo

Januar 1945 – Vennelyst i ruiner

I januar 1945 var det tydeligt for enhver, at Tyskland ville tabe krigen. Der var derfor grund til optimisme, og i det lokale illegale blad, “Aarhus Ekko”, kunne man læse, at 1945 med sikkerhed ville blive ”Befrielsens Aar”. Tidligere ville mange nok afvise den slags bombastiske udmeldinger som den rene ønsketænkning, men nu måtte selv de mest inkarnerede pessimister erkende, at det tyske nederlag syntes lige om hjørnet.

Samme illegale blad advarede dog imod at tage glæden på forskud og forudså, at det nazistiske Tysklands forbitrede dødskamp let kunne komme til at koste byen dyrt. Tilbage var nu spørgsmålet: Hvor lang tid vil det tage, og hvor slemt bliver det?

Det fik århusianerne en forsmag på natten til den 12. januar. Ved halv et-tiden hørtes over det indre Aarhus bragene fra en række voldsomme eksplosioner. Kort tid efter farvedes nattehimlen ved ø-gadekvarteret af et kraftigt ildskær. Det populære folkelige forlystelsessted, Vennelyst Teater, stod i flammer.

Det folkelige forlystelsessted Vennelyst Teater blev natten til 12. januar 1945 totalt ødelagt af tyske terrorbomber. (Besættelsesmuseet)

Klokken 23.45 var en gruppe maskerede og bevæbnede mænd fra den tyske terrorbande ”Peter-Gruppen” trængt ind i Vennelysts restaurant, hvor de gennede personalet sammen i et mindre selskabslokale, kaldet ”Gummicellen”. De bevæbnede mænd afbrød her medlemmerne af ”Aarhusegnens selskabelige Forening”, der var i gang med årets første bestyrelsesmøde. Mødet havde varet adskillige timer, og et øjeblik var det ved at gå rigtigt galt, da de godt beduggede foreningsfolk troede det hele var en morsomhed. Den fornøjelige stemning forduftede dog hurtigt, da det gik op for forsamlingen, at de maskerede mænd havde tænkt sig at sprænge bygningen.

Tyskerne og deres danske hjælpere havde allerede udført flere lignende attentater mod det århusianske forlystelsesliv. Senest mod Haandværkerforeningen i Paradisgade og Molles Kro i Kannikegade. Blandt de maskerede mænd, der nu stod i ”Gummicellen” var den fhv. SS-soldat fra Frikorps Danmark, Aage Mariegaard, der også havde være med, da Peter-gruppen sprængte Aarhus-Hallen. Her blev fem mennesker dræbt, heriblandt en seksårig pige.

Med attentatet afsluttedes en lang tradition med morskab i Vennelyst Parken. Alene oprydningsopgaven syntes uoverskuelig og byrådet besluttede ikke at genopføre teatret. (Besættelsesmuseet)

Med attentatet afsluttedes en lang tradition med morskab i Vennelyst Parken. Alene oprydningsopgaven syntes uoverskuelig og byrådet besluttede ikke at genopføre teatret. (Besættelsesmuseet)

En tjener mandede sig op og fortalte, at der var indrettet værelser til personalet oppe under loftet. Her lå nogle og sov, bl.a. teaterdirektørens 12-årige datter. Direktøren og hans kone var til selskab på den modsatte side af gaden. De sovende blev vækket og ført ned i lokalet til de øvrige.

I mellemtiden var der ankommet en bil fra Gestapo-hovedkvarteret i politistationen i Mejlgade. Føreren var attentatmændenes næstkommanderende, den tyske SS-mand Poul Lensing, der medbragte sprængstoffet. Der var i alt 40 kg. plastisk sprængstof, mere end rigeligt til at forvandle det store teaterkompleks til ruiner. To sække med sprængstof blev placeret på selve scenen og andre rundt om i teatersalen. Sækkene var forbundet med en hurtigbrændende lunte, så de ville gå af samtidigt. Hele herligheden blev forsynet med en 4 meter langsomtbrændende tændsnor, så gerningsmændene kunne regne med et par minutter til at komme derfra.

Da alt var klart, blev gidslerne frigivet efter at være blevet truet til ikke at afgive signalement af gerningsmændene. ”Peter-Gruppens” leder, SS-kaptajnen Horst Issel, tændte personligt tændsnoren, hvorefter han og gruppens øvrige medlemmer vendte tilbage til Gestapo-hovedkvarteret.

Dagen efter rejste gruppen videre til andre jyske byer, hvor de fortsatte terroren. Der gik en måned før de vendte tilbage til Aarhus, og denne gang blev ingen skånet.

Når modstandsbevægelsen saboterede tyske interesser hævnede de sig ved bl.a. at ødelægge århusianske forlystelsessteder. Den 30. september gik det ud over Aarhus-Hallen, hvor fem mennesker mistede livet. (Besættelsesmuseet)

Når modstandsbevægelsen saboterede tyske interesser hævnede de sig ved bl.a. at ødelægge aarhusianske forlystelsessteder. Den 30. september gik det ud over Aarhus-Hallen, hvor fem mennesker mistede livet. (Besættelsesmuseet)

December 1944 – Den sidste krigsjul?

I december-udgaven af artikelserien om Aarhus i 1944 ville det nok være naturligt at bringe en hyggelig julehistorie. Vi har gravet i arkiverne efter et lyspunkt, men vi har desværre kunne konstatere, at det var meget småt med julehyggen i Aarhus for 70 år siden.

Årsagen til det, skal findes i, at verdenskrigen var rykket tættere på, og forholdene nu kunne minde om dem, som herskede i de øvrige tyskbesatte lande.

Mangel på alt

De nye skærpede forhold kunne først og fremmest mærkes i hjemmene, hvor knapheden nu for alvor satte igennem. Stadigt flere fødevare-grupper var rationerede eller helt forsvundet fra forretningerne. I det mørke og kolde efterår kom man for alvor til at mærke manglen på ordentligt vintertøj, og det blev ikke bedre af, at man havde svært ved at opvarme hjemmet med de magre brændselskvoter.

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Selvom rationeringssystemet fungerede udmærket og sørgede for, at der i princippet var nok mad til alle, betød prisstigningerne, at det blev dyrt. Men kunne derfor sagtens opleve, at en familie havde nok rationeringsmærker, men ikke penge at købe for. Staten forsøgte ganske vidst at regulere priserne, så alle familier havde råd til mad og tøj, men på trods af det, var det særdeles krævende at få husholdningsregnskabet til at gå op. I julen var det helt slemt, og mange familier havde ganske enkelt ikke råd til at købe det ekstra, som forventedes i den søde juletid – i hvert ikke fald hvis der også skulle gaver under træet til jul.

Angsten

Det værste ved året 1944 var dog, hverken kulden og eller den tiltagende mangelsituation. Det værste var den snigende angst, der løbet af året havde rodfæstet sig i de fleste. Almindelige folk færdedes kun på gaden efter mørkets frembrud, hvis det var absolut nødvendigt. Bankede det på døren om aftenen, lukkede man ikke op.

Mod slutningen af 1944 kunne igen længere vide sig sikker, og mange fuldkommen uskyldige aarhusianere blev før eller siden hvirvlet ind i opgøret mellem frihedskæmperne og tyskerne. Enten som vidne, pårørende eller offer for den vold, som nu hørte til dagens orden. Mod udgangen af 1944 spidsede det for alvor til, da modstandsbevægelsens intensiverede aktivitetsniveau fik tyskerne til at svare igen med terror og drab. Og havde man haft forhåbninger om, at december ville blive en rolig måned, kom man til at tage grueligt fejl.

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbi kørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. Det var ”Peter-gruppen” som stod bag drabet, og det var formodentligt Morten Sørensens erhverv, som bragte ham i tyskernes søgelys. (Aarhus under Besættelsen)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbikørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Allerede d. 1. december indledte tyskerne en bølge af bombeattentater mod det aarhusianske restaurationsmiljø, hvorved man hurtigt fik lagt en dæmper på folks lyst til at deltage ved diverse julefrokoster og fester. Ved attentatet mod Håndværkerforeningens selskabslokale blev en servitrice dræbt og to tjenere såret. Den 7. og 20 december myrdede den tyske terrorbande ”Peter-gruppen” i alt fire personer, der var udvalgt mere eller mindre tilfældigt. Årets sidste offer for den forøgede tyske repressaliepolitik var journalisten Morten Sørensen, der blev dræbt at en salve fra en lyddæmpet maskinpistol, da han var på vej på arbejde på Aarhus Amtstidende. Modstandsbevægelsen sørgede dog for at få det sidste ord, da de på årets sidste dag skød og dræbte en mand, som arbejdede for Gestapo.

Lys forude

Det er intet under, at danskerne var storforbrugere af kulørte blade og romanhæfter, der tilbød en tiltrængt flugt fra den triste og uhyggelige hverdag. Alternativt kunne man hente trøst i de illegale blade, hvor man kunne følge med i de stadig mere opløftende nyheder om krigens gang. Ved årsskiftet 1944/45 var der igen godt nyt, da det blev meddelt, at tyskernes store offensiv ved Ardennerne i Belgien var gået i stå. Man konkluderede derfor, at århusianerne havde fejret den sidste krigsjul. Der var med andre ord lys forude.

November 1944 – På voldens Præmisser

November er for mange en af de måneder, der bare skal overstås. Den er mørk og trist, og i 1944 var den tilmed farlig. Efter tyskerne havde opløst det danske politi d. 19. september 1944 og deporteret mange af betjentene til koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, var borgerne i landets større byer overladt til sig selv.

Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro blev ødelagt ved at bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Volden antog mange former i November 1944. Her er det gået ud over Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro. Bygningen blev ødelagt ved et bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Over hele landet, og i Aarhus oprettedes kommunale vagtværn, der fik til opgave at dæmme op for den værste kriminalitet. Allerede få dage efter Aarhus Byvagts oprettelse, måtte de uerfarne vagtmænd rykke ud til de første tilfælde af manddrab. Læser man Byvagtens rapporter fra november 1944, er det slående, hvor ekstremt voldelig tiden var:

Ser man bort fra overfald og bombeattentater og koncentrerer sig om nedskydninger, er der alene i november registreret 14 tilfælde, hvor de ni havde dødelig udgang. Kun et af drabene kan karakteriseres som almindeligt, da der var tale om et rovmord. De resterende nedskydninger var alle afledt af besættelsen og den efterhånden stærkt tilspidsede situation, der herskede i krigens sidste trekvarte år.

En håndfuld af nedskydningerne blev udført af tyske soldater, der var berusede eller på anden måde optrådte uforsigtigt i omgangen med deres våben. Ofrene for disse mere eller mindre forsætlige drab var alle fuldkommen uskyldige og var blot uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Drabene og tyske soldaters tiltagende brutale adfærd i byrummet var stærkt medvirkende til, at den sidste rest af sympati for besættelsesmagten forsvandt.

Politiske drab

Den vold, der gjorde størst indtryk på århusianerne, var de drab og drabsforsøg, som optræder i Byvagtens rapporter som politiske drab. Disse drab var enten udført af modstandsfolk eller medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti, heriblandt den berygtede Peter-gruppe. Bag disse drab skimtes en uhyggelig dynamik, der byggede på øje-for-øje princippet. Helt konkret betød det, at når modstandsfolk dræbte en dansker, de mente var til fare for deres arbejde, så ville tyskerne gengælde drabet ved at skyde en århusianer, der havde fanget deres opmærksomhed på den ene eller anden måde.

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Blandt ofrene for denne uhyggelige voldsspiral var ingeniør Sven Aage Spelling, der den 24. november blev dræbt af en serie skud i entreen til sin lejlighed i Ny Munkegade. Gerningsmændene var medlemmer af Peter-gruppen og handlede efter ordre fra Gestapo-chefen i Aarhus, Rudolf Renner. Spelling havde i sin ungdom være kommunist og foretaget en studierejse til Sovjetunionen, hvilket må formodes at være årsagen til, at han var havnet i tyskernes søgelys. Der er intet, som tyder på, at Spelling havde forbindelser til modstandsbevægelsen.

Efter krigen kom det frem, at drabet på Spelling var hævn for en eller flere af de drab på tyskvenlige danskere, som modstandsbevægelsen havde udført i løbet af måneden. Mest sandsynligt er det, at der var tale om gengældelse for drabet på den nazistiske ingeniør og Schalburg-leder, Olaf Schmidt, som blev dræbt af modstandsmanden Ejnar Sørensen 13. november. Også her skimtes den fordrejede logik: En ingeniør for en ingeniør.

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

Oktober 1944 – Luftangrebet på universitetet

Den 31. oktober klokken 11.41 er det 71 år siden det britiske Royal Air Force bombede kollegium 4 og 5 på Aarhus Universitet.

Målet for de britiske bomber var ikke en samling søvndrukne specialestuderende, men i stedet det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkvarter, der siden efteråret 1943 havde haft til huse i universitetskollegierne. Herfra havde Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel med stor dygtighed dirigeret det ene anslag efter det andet mod frihedskæmperne, ikke bare i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Baggrunden for Luftangrebet

I sommeren og efteråret 1944 så det sort ud for modstandsarbejde i Jylland. I Aarhus havde Gestapo med hjælp fra stikkeren Grethe Bartram optrævlet og tilintetgjort den før så slagkraftige kommunistiske sabotageorganisation, og i den sønderjyske modstandsregion blev modstanden stærkt decimeret, da 145 frihedskæmpere blev arresteret. Virkeligt katastrofalt blev det, da Gestapo tidligt i oktober fik fingrene i to kurerer, der arbejdede for den jyske modstands absolutte inderkreds.

Den ene af kurererne, Ruth Phillipsen, blev taget d. 7. oktober og straks efter indkaldte modstandschefen i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, til krisemøde. Man var udmærket klar over Gestapos arbejdsmetoder og frygtede, at Ruth Phillipsen ville ”knække” under afhøringerne. På mødet fremlagdes først en plan, der i al sin enkelthed gik ud på at storme Gestapo-hovedkvarteret og forsøge at befri hende. Ideen blev dog hurtigt forkastet, da kollegierne var godt bevogtede. Desuden lå der to kaserner med tyske soldater i universitetets umiddelbare nærhed.

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen.  (Besættelsesmuseet)

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

I stedet afsendte Bennike følgende telegram til sine britiske allierede: ”Undergrunden i Jylland er ved at blive revet op af Gestapo […] Jeg beder indtrængende om, at kollegium 4 og 5, må blive ødelagt ved luftangreb.”

En kalkuleret risiko

Bennike afsendte anmodningen d. 15. oktober og efter lidt kommunikation frem og tilbage gik det endelig op for briterne, hvor alvorlig situationen var. Herefter samledes et hold af piloter, der havde erfaring med de såkaldte pin point raids, dvs. præcisionsbombninger, og gik i gang med forberedelserne.

Det siger sig selv, at det at gennemføre et luftangreb i et tætbebygget område var en krævende opgave, der let kunne gå galt. Bombemaskinerne skulle flyve meget lavt og i høj fart hen mod målet og hvis timingen kiksede det mindste, kunne det i værste fald betyde, at man jævnede Kommunehospitalet med jorden. Det var med andre ord en kalkuleret risiko, som modstandsbevægelsens Jyllandsledelse løb, da de afsendte nødråbet til deres britiske allierede.

Selve luftangrebet

Den 31. oktober lidt i ni om formiddagen, efter blot 16 dages forberedelser, gik 25 Mosquito jagerbombere på vingerne fra RAF-basen i Swanton Morley i Norfolk. Med sig havde de sårbare jagerbombere en gruppe Mustang-jagere, som skulle levere beskyttelse mod tyske kampfly.

Jagerbomberne var inddelt i fire angrebsbølger og første bølge passerede den danske kyst kl. 11.20. Blot 21 minutter senere var de fremme ved universitetet, hvor de begyndte angrebet.

288

Laveflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. (Besættelsesmuseet)

Flyene i de to første bølger medbragte sprængbomber, mens de sidste to hovedsageligt var udstyret med brandbomber. Strategien var, at man ville stikke ild til bygningerne efter, at de første angrebsbølger havde sprængt dem i stykker. Formålet var dels at dræbe så mange Gestapo-folk som muligt, men også at ødelægge det omfattende efterretningsarkiv, som tyskerne havde skabt i løbet af det år, de havde brugt kollegierne som hovedkvarter.

Resultatet

Angrebet var en succes og bliver almindeligvis betegnet som et af RAF’s mest vellykkede præcisionsbombninger under Anden Verdenskrig. Kollegium 4 og 5 ramtes meget præcist og missionens sekundære mål, kasernen på Langelandsgade blev også svært beskadiget.

Der var indkvarteret et stort antal tyske soldater på Langelandgades Kaserne. (Besættelsesmuseet)

Langelandsgades Kaserne var et naturligt sekundært mål, da der var indkvarteret et stort antal tyske soldater. (Besættelsesmuseet)

I de illegale blade kunne man efterfølgende læse, at luftangrebet havde kostet tyskerne 150 dræbte og flere hundrede sårede. Antallet var voldsomt overdrevet, hvilket snart blev klart, da der begyndte at sive oplysninger fra mere officiel side. Efter dagevis af oprydningsarbejde konkluderede tyskerne selv i en intern undersøgelse, at luftangrebet havde kostet dem 37 dræbte på kollegierne og 20 på kasernen. Blandt de dræbte var selveste Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og en håndfuld af hans meste effektive medarbejdere, heriblandt Hermann Rothenberg, der havde været stikkeren Grethe Bartrams kontaktperson.

Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, var blandt ofrene for de britiske bomber. Den forhadte Gestapo-chef blev begravet i det tyske afsnit på Vestre Kirkegård i København. (Besættelsesmuseet)

Tysk politiskilt og let forkullet  visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Tysk politiskilt og let forkullet visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Ud over de militære mål ramte bomberne også universitets hovedbygning og aula, hvor en gruppe bygningshåndværkere blev dræbt. En enkelt vildfaren bombe smadrede ned i en villa på en sidevej til Paludan Müllers Vej, hvor en kvinde blev dræbt. Med disse civile ofre kan det samlede antal dræbte opregnes til ca. 65 personer.

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Maria Pedersen blev dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Marie Paaske Pedersen dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

Fangernes skæbne

Kureren Ruth Philipsen var til afhøring hos to Gestapo-folk på et lille kollegieværelse, da første angrebsbølge nåede universitetet. Ved et ufatteligt lykketræf overlevede hun eksplosionerne og kunne, da støvet havde lagt sig, kravle uskadt ud ad ruinerne. Det lykkedes hende at søge tilflugt i et hus i nærheden, hvor hun gemte sig i to uger inden hun blev hjulpet i sikkerhed i Sverige.

En lignende historie udspillede sig for pastor Harald Sandbæk, der også var til afhøring hos Gestapo. Han var dog knap så heldig og blev alvorligt såret. I forvirringen blev han forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og blev derfor indlagt på Kommunehospitalet uden bevogtning. Her fik han hjælp af sygehuspersonalet, der forfalskede en dødsattest og sendte ham i skjul inden han kunne overføres til Sverige. En tredje fange, Carl M. Thøgersen overlevede ikke.

Videre læsning

Kristensensen, Henrik Skov: Luftkrigen og Århus i antologien: Århus besat. Århus byhistoriske Fond 2005.

Kristensen, Kofoed, Weber (den selvsamme som lektorweber?): Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig. Aarhus Universitetsforlag 1988.

Kristensen, Kofoed, Weber: Bomber over Danmark – Vestallierede luftangreb over under 2.verdenskrig. Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck. 2012.