Sabotage på lokomotivfabrikken Frichs – For 75 år siden trængte sabotører ind på fabrikken i Aarhus

Følgende artikel er forfattet af Asger Christiansen, der er frivillig medarbejder i Den Gamle By, hvor han især arbejder med lokalhistoriske emner. Asger har udgivet flere bøger og artikler om dansk jernbanehistorie og har denne gang skrevet om lokomotivfabrikken Frichs under besættelsen. Stor tak til Asger for at dele ud af sin viden her. 

Maskinfabrikken Frichs i Åbyhøj begyndte at bygge lokomotiver i 1914.
Ca. 1955. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Under Besættelsen måtte lokomotivfabrikken Frichs i Århus acceptere ordrer fra de tyske jernbaner, Deutsche Reichsbahn DR. Det drejede sig om 10 store damplokomotiver af såkaldt type 44ÜK samt en del komponenter til andre lokomotivtyper. De delvist færdige lokomotiver blev saboteret i efteråret 1944.

Ordre på lokomotiver til Tyskland

Allerede få måneder efter tyskernes besættelse af Danmark fremsatte tyskerne i juni 1940 ønske om, at Frichs leverede en del dieselmotorer til ubåde samt 15-20 damplokomotiver om året. Ubådsmotorer ønskede Frichs ikke at bygge, da man var nervøse for, at det kunne udløse engelske flyangreb mod fabrikken, men en mindre serie lokomotiver måtte man nødtvunget sige ja til. Efter lange forhandlinger blev 10 lokomotiver type 44ÜK noteret i Frichs ordrebog i november 1942. Tyskerne mente, at de nødvendige materialer samt kul, olie m.m. kunne leveres fra Tyskland i løbet af 8 måneder, og der ville gå et års tid med bygningen af maskinerne.

Type 44ÜK var store godstogslokomotiver med fem drivhjul samt en fireakslet tender (kulvogn). Under 2. Verdenskrig blev typen bygget i mere end tusind eksemplarer. De blev bygget i flere lande, bl.a. Frankrig, Østrig og Danmark, da de tyske fabrikker havde rigeligt at gøre med at fremstille andre lokomotiver i tusindvis. Med en længde på næsten 23 meter og en tjenestevægt på hele 183 tons blev 44ÜK’erne de største damplokomotiver nogensinde fremstillet i Danmark.

Arbejdet indledes i Aarhus

Tegningerne til lokomotiverne modtog Frichs fra Tyskland. I efteråret 1943 begyndte man at samle maskinerne i Aarhus. Ingeniør Hans Bendsberg fra Deutsche Reichsbahn kom til Århus for at kontrollere arbejdet. Da det åbenbart gik noget langsomt, sendte Reichsbahn endnu en mand herop. Den danske ingeniør William Bay var i den periode ansat i lokomotivværkstedet som værkmesterassistent. Bay fortalte senere, at Bendsberg var en tiltalende mand, mens den anden tyske ingeniør, Hans Worm, “var ubehagelig og gik ustandselig i vejen, mens han lavede en masse vrøvl”. William Bay har også fortalt, at Frichs “forsinkede leverancen helt eventyrligt. Således var 30 meget svære flanger til kraftdamprørene totalt borte, da de skulle monteres. Men de dukkede pludselig frem igen, da erstatningerne for dem var fremstillet og anbragt”. I flere tilfælde smuglede ansatte smådele ud af fabrikken, når de gik hjem. Stumperne blev smidt i Aarhus Å, blot 50 meter fra hovedindgangen til Frichs.

Overingeniør Rudolf Zeitz Floor var ansat på Frichs i 40 år, bl.a. som leder af lokomotivafdelingen
Foto: Privateje.

I drejeværkstedet fremstilledes metaldæksler til kobbelstængerne (der forbinder drivhjulene), men flere gange var dækslerne forsvundet, når personalet mødte næste morgen. Så kunne man begynde forfra. Drivhjulssættene, det vil sige i alt 50 aksler med hjul, blev fremstillet i Tyskland, men skulle afdrejes og færdigbearbejdes i Danmark. Det skete på statsbanernes store centralværksted i Aarhus.

Lederen af lokomotivafdelingen på Frichs, overingeniør Rudolf Zeitz Floor, og underdirektør Jens Due-Petersen (søn af Frichs-direktør Peter Due-Petersen og engelsk gift) havde blandt de ansatte ord for at være tyskfjendtlige. Måske vidste nogen, at Rudolf Floor var medlem af den illegale organisation “Ringen”. Senere blev han medlem af Frihedsrådets lokalkomite i Aarhus.

Det første af de tyske lokomotiver under bygning i en af hallerne på Frichs, foråret 1944
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Frichs ønskede ikke at forsyne lokomotiverne med hagekors eller andre tyske nationalitetsmærker. Tyskerne protesterede, men Frichs ændrede ikke beslutning. Man ønskede heller ikke at montere de sædvanlige Frichs byggeplader på siden af cylindrene. Der blev dog anbragt et lille ovalt messingskilt på kedlernes bagvæg ud mod førerpladsen, og her var angivet kedelnumre, som Frichs havde en særlig nummerserie for. Hvis man ønskede at se, hvor et lokomotiv var bygget, var det nødvendigt at fjerne hjulskærmen over et hjul på højre side. Bag skærmen var ordet Frichs indhugget i rammen. Det var eneste gang, at Frichs benyttede den procedure.

I september 1944 var samlingen af det første lokomotiv så fremskredent, at dampkedlen kunne opvarmes og de tre cylindre som afprøvning blæses igennem med damptryk. Dette arbejde blev udført af ingeniør William Bay, der mange år senere fortalte: ”Med et lokomotiv fra Hammelbanen – der stod for rangeringen til og fra Frichs – blev det tyske lokomotiv rangereret, så det stod ude i det fri. Lokomotivet blev opfyret med rigtige kul og opvarmet til det største tilladte tryk, 16 atmosfære. Jeg havde den ret tvivlsomme ære at at skulle udblæse maskinen. Der var nemlig ingen glidere eller stempler i de tre cylindre. Det var et ret så slidsomt job, da åbningen af damptilførslen jo ikke havde været betjent, så jeg husker de kræfter, der skulle bruges. Også det meget voldsomme brag, da den indespærrede damp udløstes”.

Det stod klart for de fleste, at lokomotiverne snart skulle sendes til Tyskland. Om status for de ti lokomotiver har William Bay senere beskrevet: ”Alle 10 kulvogne var helt færdige og stod i grå bemaling udenfor. De næste to lokomotiver, altså ud over det trykprøvede, havde deres kedler i kedelsmedjen. Kedlerne var monteret på ramme og hjul, og de var altså næsten færdige. Med hensyn til de øvrige syv lokomotiver stod de som undervogne i lokomotivhallen. Alle de ni førerhuse var ligeledes samlede, hvorimod de øvrige dele til de ni lokomotiver kun fandtes som ikke-monterede dele”.

Fabriksgården på Frichs, september 1944. Der gøres klar til første prøveopfyring af tysk lokomotiv
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Sabotage, september 1944

I de illegale kredse var man velinformeret om, hvor langt bygningen af lokomotiverne var nået. Lederen af modstandsbevægelsens nordjyske Region I, nedkastningschef Anton Toldstrup, gav ordre til at sprænge drejeskiven, der lå midt i fabriksgården. Hvis det lykkedes, blev det vanskeligt at få de tyske lokomotiver ud fra værkstedshallerne og derfra væk fra Frichs og videre ud på jernbanenettet. På Kong Christian Xs fødselsdag, den 26. september 1944, dukkede fire delvist maskerede mænd op i en taxa ved porten til Frichs. De knapt 1.000 ansatte havde netop da frokostpause. To af sabotørerne var lærlinge på Frichs, men som følge af deres illegale virksomhed havde de nogle måneder levet i skjul i Aalborg, og de arbejdede derfor ikke længere på fabrikken.

Den ene sabotør, maskinlærling 20-årige Werner Clausen, ventede sammen med en elektrikerlærling i taxaen, mens aktionen fandt sted. Portneren på Frichs havde ord for at være tyskvenlig, og man turde derfor ikke tage chancen for at blive genkendt af ham. Den ene af de to mænd, der gik ind og anbragte sprængladninger, var en aalborgensisk politibetjent Poul, der også levede under jorden. Inden aktionen blev han instrueret af Werner Clausen om fabrikkens indretning og drejeskivens placering. Først sprængtes en lille sprængladning, hvilket fik alle ansatte til at søge dækning i virksomhedens beskyttelsesrum. Derefter anbragtes en større sprængladning under drejeskiven. Det illegale ugeblad “Budstikken” skrev:

“Tirsdag middag blev drejeskiven på gårdspladsen i Frichs fabrikker ødelagt ved sabotage. Portneren blev i middagspausen holdt op af fire revolverbevæbnede mænd, der anbragte to bomber, en brand- og en sprængbombe, under drejeskiven. Ved eksplosionerne blev sporene på drejeskiven slynget højt op i vejret og understellet sprængt i stykker, så der vil gå mindst et par uger, før drejeskiven atter kan bruges. Det vil betyde, at lokomotiver og det øvrige jernbanemateriel, der står færdige til aflevering, ikke kan komme ud af fabrikken”.

Den ganske ødelagte drejeskive fotograferet dagen efter sabotagen. Alle værkstedernes ruder er blæst ud.
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Efter sprængningen kørte sabotørerne bort i den ventende taxa. De fleste af værkstedshallernes og administrationsbygningens ruder blev blæst ud – det skete også i de nærliggende villaer. Drejeskiven var totalt ødelagt, og som nævnt var det på grund af dens placering nu umuligt at køre jernbanemateriel væk fra fabrikken. DSB skaffede dog en anden drejeskive efter blot tre dage; den blev installeret i løbet af kort tid. Drejeskivens betonfundament havde nemlig ikke taget synderlig skade. Sabotagen udsatte altså kun i mindre grad leveringen af lokomotiverne, og derfor blev Frichs blot en uge senere målet for endnu en sabotageaktion.

 

Endnu en sabotage

En af fabrikkens lærlinge, den 20-årige Henrik Alexander Gulstad, var med i modstandsbevægelsen sammen med andre ansatte fra Frichs. De holdt skydeøvelser i fabrikkens kælder, for der var så meget larm fra værkstederne, at ingen kunne høre skudene. Henrik Gulstad henvendte sig til underdirektør Jens Due-Petersen for at høre, om man måtte sprænge fyrkasserne på de tre næsten færdige, tyske lokomotiver. De var monterede med kedler og førerhuse men manglede bl.a. kobbelstænger mellem drivhjulene. To maskiner stod i lokomotivværkstedet, et andet stod i det nye malerværksted. Underdirektør Jens Due-Petersen var indforstået med planen, der blev udført om aftenen den 2. oktober 1944.

Frichs-lærling Henrik Alexander Gulstad anbragte sprængladningerne på tre tyske lokomotiver
Foto: Vejlby-Risskov Lokalarkiv

Frichs-lærling Werner Clausen, der som tidligere nævnt levede under jorden, fremstillede de nødvendige sprængladninger. Dagen før aktionen gav Werner Clausen sprængstoffet til Henrik Gulstad, da de to unge mænd mødtes i købstadsmuseet Den Gamle By. Næste aften anbragte Henrik Gulstad det plastiske sprængstof i fyrkasserne på tre lokomotiver. Sprængstoffet skulle antændes af såkaldte sprængblyanter, der udløste eksplosionerne med en vis forsinkelse. Næste dag skrev de lokale aviser (det blev ikke nævnt, at der var tale om lokomotiver til Tyskland):

 “Atter i aftes lød tre vældige drøn over Aarhus. Det var denne gang Frichs fabrikker, det var gået ud over. De første to bomber eksploderede klokken 19.58 i færdigmonteringshallen, og ved denne eksplosion ødelagdes fyrboksene på to lokomotiver. Den tredje bombe eksploderede først ved 21.20-tiden i prøvecentralen, og denne gang ødelagdes fyrboksene på et tredje lokomotiv.

Kun nattevagten befandt sig på fabrikken. Han havde netop afsluttet sin runde og havde intet mistænkeligt bemærket. Ved eksplosionerne blev hallernes øverste stokværk, der er af glas, ødelagt, ligesom fyrboksene på de tre lokomotiver er revet op. Man er ikke klar over, hvordan bomberne er blevet anbragt i lokomotiverne. Da arbejderne mødte i morges, varede det noget, inden arbejdet kom igang, fordi man først måtte undersøge, om der var flere bomber rundt om i virksomheden”.

Da eksplosionerne lød, blev direktør Peter Due-Petersen og hans søn, underdirektør Jens Due-Petersen straks kaldt til fabrikken. De boede begge på Bakke Alle i Åbyhøj og har givet hørt bragene fra eksplosionerne. Ingeniør Erik Jensen har beskrevet, at to lokomotiver stod klar i malerværkstedet til den såkaldte koldtvandsprøve. “Der var blevet lagt plastisk tidsindstillet sprængstof på indersiden af fyrkassen på lokomotiverne, og vi så nu vandet fosse ud og løbe ned i graven mellem skinnerne. Jeg husker endnu, at Peter Due-Petersen kravlede op ad lejderen til førerrummet, og sønnen Jens råbte til sin far om at lade være. Jeg tror, de spillede for galleriet, de har sikkert begge vidst, at noget sådant kunne ske”. Foruden skaderne på lokomotiverne, var tusindvis af ruder blæst ud i virksomhedens mange bygninger.

Maskinlærling Henrik Gulstad måtte allerede dagen efter gå under jorden og leve i skjul. Han fortsatte sit virke i modstandsbevægelsen et par måneder indtil januar 1945, hvor han mistede livet ved en aktion i Nørresundby. Mere om det senere.

 

Skader på en fyrkasse på tysk lokomotivet – det kunne derefter ikke fyres op og var nærmest ubrugeligt, indtil en omfattende reparation var udført
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Tyske soldater besætter Frichs

Efter sabotagen lå arbejdet med de tyske lokomotiver stille i to måneder. Ingen af maskinerne havde endnu været ude at køre, skønt ordren var aftalt mere end tre år forinden. På et af lokomotiverne afmonterede man førerhuset, så skaderne på fyrkasse (hvor kul afbrændes) og kedel kunne inspiceres. Fyrkasserne var beskadigede, og en skade på så central en del af et lokomotiv gjorde det umuligt at gøre lokomotivet køreklart uden endog meget omfattende reparationer.

Lørdag eftermiddag den 25. november 1944 blev Frichs besat af 120 tyske soldater. De erklærede, at besættelsen skulle opretholdes, indtil lokomotiverne var sendt til Tyskland, selvom de ikke kunne køre ved egen kraft. Soldaterne, der besatte Frichs, havde vagtstue i en godsvogn placeret lige uden for fabriksporten, hvorfra de patruljerede omkring virksomheden. En sjælden gang gik de ind i værkstederne. De blandede sig dog ikke i arbejdet, men deres nysgerrighed irriterede mange af de ansatte. En medarbejder i støberiet blev så vred, at han smækkede porten i for næsen af en af soldaterne. Frichs-ansatte gjorde nu de ufærdige lokomotiver nødtørftigt klar til afsendelse. Til trods for den stærke bevogtning lykkedes det for modstandsbevægelsen at sprænge en samleskinne (uden for fabriksområdet) til fabrikkens elektricitetsværk.

Syv lokomotiver var kun delvist samlede. Et enkelt lokomotiv havde fået kedlen monteret, men de resterende seks maskiner var ikke samlede. Dog var rammer og hjul samlet, således at de kunne sammenkobles og køres bort, trukket af et lokomotiv. Kedlerne og de øvrige maskindele inklusive de færdige førerhuse blev læsset på godsvogne. Ifølge ingeniør William Bay drejede det sig om ca. 20 lukkede og et antal åbne godsvogne. De 10 bogietendere (kulvogne) var alle færdige og gråmalede.

 

Lokomotiverne afsendes

Allerede efter tre dages besættelse af Frichs sendte DSB et telegram til de berørte parter om afsendelse “af 10 ufærdige lokomotiver til Tyskland via Padborg”. Af telegrammet fremgik, at trækkraften for et antal transporter skulle være tyske lokomotiver (der kørte en del i Jylland). Ifølge brev sendt den 28. november fra “Der Bahnbevollmächtigte der Deutschen Reichsbahn für Dänemark”, med kontorer i Ny Banegårdsgade 55 i Aarhus, at DSB skulle stille et rangerlokomotiv til rådighed i perioden fra den 29. november til den 12. december. Rangerlokomotivet skulle hver morgen kl. 7.00 ”pünktlich” være klar ved Frichs for at rangere 6-10 enheder til Aarhus godsbanegård, således at transporter kunne afgå mod syd fra godsbanegården kl. 9.00.

Første sending bestående af to 44ÜK-lokomotiver, en mandskabsvogn med soldater, tre lukkede og to åbne godsvogne blev hentet på Frichs om morgenen den 29. november. Sporforbindelsen til fabrikken var et 700 m langt sidespor, det såkaldte Åbyspor. Sporet gik fra Hammelbanens egen station i Carl Blochs Gade og ud langs nordsiden af Søren Frichsvej til lokomotivfabrikken vest for Ringgaden. Åbysporets skinner kunne ikke holde til de tunge, tyske lokomotiver, skulle det vise sig. I sidesporets kurve nær Hammelbanegården afsporedes det første lokomotiv med flere hjul, fordi to skinner knækkede under maskinen. Den tyske transport holdt derfor natten over ved Søren Frichsvej under bevogtning af tyske soldater. Næste dag opdagede jernbanefolk to sprængladninger ved det nærmeste sporskifte. Danskerne nægtede at arbejde, før en tysk sprængningskommando havde demonteret sprængladningerne. Det afsporede lokomotiv blev delvist løftet med donkrafte, hvorefter tyskerne forstærkede sporet ved hjælp af specialfremstillede kiler, der svejsedes på den yderste skinne i kurven.

Den 1. december – altså to dage efter afsporingen – kunne de to lokomotiver og seks godsvogne afsendes fra Aarhus til Padborg. Særtogene blev som oftest fremført af tyske lokomotiver, der allerede befandt sig i Jylland. To dage senere afsendtes yderligere to lokomotiver og en mandskabsvogn. Så vidt vides blev der afsendt ni transporter med delvist færdige lokomotiver og komponeter; den sidste transport fandt sted den 9. december. Ifølge et brev den 20. december 1944 fra Hammelbanen var alle 10 lokomotiver nu afsendt. Der havde bl.a. været benyttet “11 lukkede mandskabsvogne til befordring af mandskab til vagttjeneste m.m.” 

Ifølge korrespondance efter Besættelsen mellem Frichs og Handelsministeriet i København skulle lokomotiverne sendes til “Stargard i Reichsbahncentralamt Pommern for at færdigbygges der”. Byen Stargard med et stort lokomotivdepot og værksted var tysk, men efter verdenskrigens grænseændringer blev Stargard og den nærliggende by Stettin indlemmet i Polen.

 

Sabotørernes skæbne

Frichs-lærling Werner Clausen, der stod for sabotagen mod drejeskiven, blev i slutningen af 1944 arresteret af det tyske Gestapo i Vejle, hvor han med andre sabotører ville sprænge en fabrik. Utroligt nok lykkedes det Werner Clausen at snakke sig ud af problemerne under et tre timer langt forhør, og han blev løsladt. Herefter beordrede modtandsbevægelsens ledelse, at Werner skulle flygte til Sverige med en fiskerbåd fra Sæby. Werner Clausen vendte tilbage til Danmark sammen med Den danske Brigade straks efter Danmarks Befrielse den 5. maj 1945. Nogen tid senere genoptog han sit arbejde på Frichs, hvor han blev færdiguddannet som maskinarbejder. Derefter var han i en årrække ansat ved DSB’s Centralværksted i Aarhus. Werner Clausen døde i 2016 i en alder af 91 år.

Maskinlærlig Henrik Alexander Gulstad med dæknavnet ”Søren” blev opfordret til at flygte til Sverige, men han blev i Jylland og fortsatte det illegale arbejde efter sabotagen på Frichs. Modstandsbevægelsen beordrede, at Henrik Gulstad flyttede til Aalborg sammen med en anden ung modstandsmand, Ib Rickmann Olsen. I Aalborg blev de to unge mænd en del af en modstandsgruppe, der omtaltes som Dagdriverbanden. Henrik og Ib havde kendt hinanden siden deres fælles skoletid på Forældreskolen i Aarhus. Om formiddagen den 12. januar 1945 var Henrik og Ib i Nørresundby sammen med andre sabotører i en aktion, hvor de ved hjælp af brandbomber satte ild til bygninger og et stort, tysk kul- og halmlager ved Østasiatisk Kompagnis nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej. Under aktionen blev sabotørerne opdaget af en dansk vagtmand. Han var medlem af det danske nazistparti, bar grå uniform, men skønt han var bevæbnet med både riffel og pistol, havde han ikke fået nogen skydetræning.

Vagtmanden skød efter en af sabotørerne, Ib Rickmann Olsen, der blev såret og indlagt på sygehuset i Aalborg. Her blev han befriet af modtandsfolk og straks skjult under falsk navn på hospitalet i Dronninglund, hvor han døde nogle dage senere. Ib Rickmann Olsens gravsted findes endnu på Nordre Kirkegård i Aarhus.

Vagtmanden skød også efter Henrik Gulstad, men var ikke klar over, om han ramte Henrik. Det viste sig, at Henrik blev ramt af et skud, der var øjeblikkeligt dræbene. Henriks lig blev dog først fundet næste formiddag, idet han var faldet ned bag nogle kasserede rør på lagerpladsen.

Henriks forældre, Otto og Anna Gulstad, Risskov, satte den 19. januar en dødsannonce i avisen, hvoraf det fremgik, at ”begravelsen har fundet sted”. Henrik, der var 20 år gammel, blev begravet på Risskov Kirkegård. I juli 1945 blev en mindeplakette monteret på Henrik Gulstads gravsten ved en ceremoni, hvor Henriks far, afdelingslæge Gulstad, bevæget takkede for anerkendelsen af sin søn. Messingplaketten har indskriptionen ”Faldne i Danmarks Frihedskamp, 1940-1945”. Gulstads gravsted og gravsten findes stadig på Risskov Kirkegård.

Efter Besættelsen blev den danske vagtmand fra Aalborg sigtet for drab på de to sabotører, og han blev i juli 1946 idømt livsvarigt fængsel. Dommen blev anket, og den ændredes af landsretten i januar 1947 til 16 års fængsel.

 

Mindetavler for Henrik Gulstad

Den 4. maj 1946 blev der opsat en stor mindesten for Henrik Gulstad og Ib Ricmann Olsen ved den nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej i Nørresundby. I Aarhus blev der opsat tre mindeplader for Henrik Gulstad, den første var den nævnte på Risskov Kirkegård. Som ungt menneske havde Henrik taget realeksamen på Forældreskolen på Marselis Boulevard i Aarhus. I skolegården blev der i januar 1947 opsat en mindeplade på hovedbygningen for Henrik. Pladen med indskriptionen ”Tak for din indsats i Frihedskampen”, var skænket af skolens elevforening, og pladen sidder stadig på skolebygningen. Mens Henrik var maskinlærling havde Henrik fulgt undervisning på Teknisk Skole ved hjørnet af Ingerslevs Plads og N.J. Fjordsgade. Også her blev en mindeplade sat op. Det skete i september 1945.

Mindeplade opsat 1947 på Forældreskolen, Marselis Boulevard, Århus
Foto: Asger Christiansen

På lokomotivfabrikken Frichs opsatte man en mindeplade i receptionen i Frichs administrationsbygning, der ligger ud mod Søren Frichs Vej. Pladen opremser navne på 45 ansatte, der var med i fabrikkens vagtværn fra oktober 1944. En særskilt plade blev opsat til minde om Henrik Alexander Gulstad, der som nævnt anbragte sprængladningerne i lokomotivernes fyrkasser. Pladen med Henriks navn har indgraveret et citat fra den norske digter Nordal Grieg: ”De beste bli aldri vor fremtid, de beste har nok med å dø”.

Lokomotivfabrikken Frichs gik konkurs i 1977, bygningerne blev solgt, og fra 1986 ombygget til erhvervspark med kontor- og butikslokaler under navnet Frichsparken. Mindepladen for Henrik Gulstad sidder nu på vestgavlen af den tidligere administrationsbygning, der nu benævnes Bygning 36.

Frichs overingeniør Rudolf Zeitz Floor blev arresteret af tyskerne den 15. marts 1945 i sit hjem Ydunsvej 31 i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Floor blev senere ført til internering i Frøslevlejren nær Padborg i Sønderjylland, hvor han sad indtil befrielsen. Rudolf Floor fortsatte på Frichs indtil 1964, hvor han gik på pension efter 40 års ansættelse på lokomotivfabrikken.

Mindepladen for Henrik Gulstad sidder endnu på Frichs tidligere administrationsbygning i Frichsparken
Foto: Asger Christiansen

Lokomotiverne samles i Østtyskland

Med afsendelsen fra Aarhus i december 1944 forsvinder “sporet” efter lokomotiverne. I hvert fald for en tid. Næste oplysninger daterer sig til slutningen af 1948, hvor de ufærdige maskiner befandt sig på Volkseigene Betriebe Lokomotivbau-Elektrotechnische Werke “Hans Beimler” i forstaden Hennigsdorf i den nordlige udkant af Berlin. Efter krigsafslutningen lå fabrikken i Berlins sovjetiske besættelsessektor. I oktober året efter – altså 1949 – blev Deutsche Demokratische Republik (Østtyskland) oprettet som selvstændig stat under et kommunistisk styre.

På samme tid var man ved at bygge Frichs-lokomotiverne færdige i Berlin. Det første kunne prøvekøres i december 1948. I oktober 1949 afholdtes den første østtyske Leipziger Messe, hvor man udstillede produkter fremstillet i den nyoprettede stat. Et af lokomotiverne fra Frichs var udstillet som eksempel på den socialistiske industris formåen. Men i hovedsagen var der altså tale om dansk arbejde fra Aarhus. De 10 Frichs-lokomotiver var i drift i Østtyskland i næsten 40 år som trækkraft for tunge godstog og i enkelte tilfælde persontog. Det sidste lokomotiv blev udrangeret og derefter hugget op i Berlin i foråret 1988.

Et de Frichs-byggede lokomotiver blev i 1949 vist frem på Leiziger Messen og præsenteret som en øst-tysk produktion
– arkiv Dietrich Kutschik

Da politiet blev taget – Operation Möve

Om formiddagen 19. september 1944 genlød gaderne af støvletramp. Nysgerrige aarhusianere kunne følge med i, hvordan tyske politisoldater tog opstilling ved vejkryds og på byens pladser. I Mejlgade blev politistationen omringet, og da klokken slog elleve begyndte luftvarselssirenerne at hyle. Det var signalet til, at ”Operation Möwe” kunne gå i gang. Svært bevæbnede tyske soldater trængte hurtigt ind i politistationen, hvor de rettede våbnene mod de overraskede aarhusianske politifolk.

Politistationen i Mejlgade/Domkirke Plads fotograferet kort efter befrielsen i maj 1945.  (Besættelsesmuseet)

Politiet interneret

Operation Möwe (Måge) var kodeordet for den landsdækkende aktion, der have til hensigt at sætte det danske politi ud af funktion. Ca. 2000 af i alt 8000 danske betjente og politiansatte blev interneret med henblik på deportation til Tyskland. Baggrunden for aktionen var, at politiet nu endegyldigt havde udspillet sin rolle som brugbart værktøj for besættelsesmagten. Politiet havde bl.a. nægtet at stille mandskab til rådighed for tyskerne i forbindelse med diverse bevogtningsopgaver. Samtidigt havde tyskerne mistanke om, at modstandsbevægelsen havde infiltreret det danske politi på en række områder. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne nu så de danske politifolk som en potentiel sikkerhedsrisiko. Mistroen bryggede på erfaringer fra den franske hovedstad, Paris, hvor det ellers så tysk-loyale franske politi havde skiftet side og var faldet tyskerne i ryggen. Man frygtede ganske enkelt, at noget lignende ville ske, hvis det kom til en allieret inversion af Danmark.

Samarbejde med besættelsesmagten

Det danske politi havde ellers i lang tid, i tyskernes øjne, ydet en udmærket indsats i bekæmpelsen af illegal virksomhed, og i sommeren 1941 havde de, på tyskernes forlangende, arresterede hundredevis af danske kommunister.

Samarbejdet mellem det danske politi og besættelsesmagten var resultatet af den særlige samarbejdspolitik, som de danske politikere førte indtil august 1943 og som fortsatte under lidt andre former frem til befrielsen. Regeringen pålagde politiet at opklare forbrydelser begået mod besættelsesmagtens interesser, ligesom det var politiets pligt at finde frem til de personer, som begav sig af med at producere og distribuere illegale skrifter og blade.

Aarhus Politi var også underlagt disse bestemmelser og deltog i arrestationerne af ledende aarhusianske kommunister, bl.a. byrådsmedlem Thomas Dyhr Christensen (1883-1952), der senere blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof i det nuværende Polen.

Overassistent Viggo Emil Hansen (1901-1944) Foto: Privateje

I efteråret 1942 arresterede Aarhus Politi overassistent ved Aarhus Kommune, Viggo Emil Hansen (1901-1944), der var under mistanke for at drive redaktion og trykkeri for en række illegale blade, herunder ”Frit Danmark”. Den ellers konservative overassistent blev idømt en fem måneders fængselsstraf ved byretten i Aarhus for produktion og distribution af kommunistisk propaganda. En række andre personer blev dømt, og for en kort periode lykkedes det Aarhus Politi at sætte en stopper for bladproduktionen i byen. Efter at have afsonet sin straf, fortsatte Hansen sit illegale arbejde. I februar 1944 blev han atter arresteret, men denne gang af Gestapo, der kendte til Hansens aktiviteter fra dansk politi. Viggo Emil Hansen døde i tysk koncentrationslejr i november 1944.

Aarhus politi deltog også aktivt i optrævlingen af de første sabotagegrupper, herunder den såkaldte Gunnar Gram-gruppe. I september 1942 havde gruppen forsøgt at ødelægge et skrædderi, der reparerede uniformer for tyskerne. Politimester Einar Hoeck (1891-1970) indrykkede en annonce i Aarhus-aviserne, hvor der blev udlovet en dusør på 1000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaringen af den stedfundne brandstiftelse. Den senere så berygtede stikker, Grethe Bartram (1924-2017), angav herefter sin storebrors gruppe til Aarhus Politi, der hurtigt fandt frem til de fleste af Gunnar Gram-gruppens medlemmer. Brandstiftelsens politiske dimension fik tyskerne til at kræve, at afsoningen skulle finde sted i tyske tugthuse.

En svær balance

Det at være politiansat under besættelsen var en kompliceret sag. Foruden kravet om samarbejde med besættelsesmagten, skulle betjentene også forholde sig til et væld af cirkulærer, særlig forordninger, særlove og krisebestemmelser, der ikke ligefrem gjorde dem populære hos befolkningen. Her kan f.eks.  nævnes kontrol med mørklægning og legitimationskort, men også håndhævning af de mange bestemmelser i forhold til hamstring, rationering osv. Derudover var det også politiet, der skulle håndhæve de upopulære udgangsforbud i forbindelse med spærretid.

I sommeren 1941 indførtes legitimationskort i det meste af Jylland for alle personer over 15 år, der færdedes i det offentlige rum. (Besættelsesmuseet)

Rigtig svært blev det, når det kom til sikring af almindelig tryghed og lov og orden i samfundet, hvor politiet ofte blev tvunget til at gå tyskerens ærinde. Dette afspejles tydeligt i de mere end 1600 sager fra Aarhus Købstad, hvor politi og besættelsesmagten skulle afgøre, hvad der skulle ske med borgere, der havde været i karambolage med tyskerne. Her ses det tydeligt, hvor magtesløse politiet var, når det kom til at opklare overfald og overgreb begået af tyske soldater. Helt anderledes let gik det, når det var tyskerne, der var den forurettede part.

Der er massevis af sager, hvor Aarhus Politi blev tvunget til at arrestere borgere, der havde optrådt fornærmende overfor tyskerne på den ene eller anden måde. Var fornærmelsen politisk motiveret kunne konsekvenserne være vidtrækkende og ende med deportation. I småtingsafdelingen blev fornærmende udtalelser overfor danske kvinder i selskab med tyskere takseret til 14 dages fængsel.

I sommermånederne og august 1943 opstod der i Aarhus folkestrejke og oprørslignende tilstande. Politiet gjorde en ihærdig indsats for at lægge en dæmper på urolighederne gennem et væld af forbud. I sidste ende måtte politiet rykke ud og bryde oprøret med magt, fordi man frygtede, at tyskerne ellers ville åbne ild. Befolkningen havde kun ringe forståelse for politiets ageren, og mange opfattede det som om, at politiet stod skulder ved skulder med besættelsesmagten.

Optøjer i Amaliegade, august 1943. (Besættelsesmuseet)

Politimester Hoeck var dybt bekymret og frygtede, at alle disse forhold ville gøre uoprettelig skade på politiets omdømme og føre til tab af borgernes tillid. Mange politifolk delte deres chefs bekymring og fandt det tillige ydmygende, at man så ofte måtte gå besættelsesmagtens ærinde. Betjentene håndterede den svære balancegang forskelligt. Nogle valgte at følge ordrene blindt, mens andre begyndte at ”sjuske” på jobbet eller direkte modarbejde tyskerne – især når det kom til sager, der antog politiske dimensioner.

Andre valgte side og fik kontakt med illegale kredse, der havde hårdt brug for kontakter hos politiet, bl.a. til fremstilling af falske papirer af den ene eller anden art. Andre engagerede sig i sabotagearbejdet. Mest kendte er betjentene Einar Sørensen (1914-1945) og Henrik W. Platou (1918-1945), som påtog sig frihedskampens nok tungeste job, nemlig stikkerlikvideringerne. Allerede fra 1943 havde de to betjente samarbejdet med den kommunistiske sabotage-gruppe, Samsing-Gruppen, som i perioder var meget aktive på Aarhus Havn.

Som i andre dele af det danske samfund fandtes enkelte, som var overbevidste nazister. En af dem var kriminalassistent Peder Sandhøj, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen 12. august 1944.

I tyske koncentrationslejre

Efter at tyskerne havde afvæbnet Aarhus Politi blev kolonnen af betjente og politiansatte sat til at marchere fra politistationen i Mejlgade til den tyskbesatte kaserne i Vester Allé. De talte lidt mere end 100 mand, hvilket svarede til ca. en tredjedel af den samlede aarhusianske politistyrke.

Betjentene overnattede på kasernens høloft, og om morgenen den 20. september blev en mindre gruppe ældre og ledende politifolk løsladt. Ingen kvindelige politiansatte var blandt de internerede.

I dagene efter den 19. september 1944 blev de 2000 internerede politifolk fra hele landet sendt afsted til Tyskland. 109 af dem tilhørte politiet i Aarhus og blev i kreaturvogne fragtet til den nyoprettede fangelejr Frøslev, hvorfra de blev sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme, som ligger lidt sydvest for Hamborg. Politifolkene var fanger i her i ca. 14 dage, inden de blev sendt videre til deres endelige bestemmelsessted, KL-Buchenwald ved Weimar i Thüringen.

I de tyske lejre stiftede politiet bekendtskab med kz-systemets mange rædsler – med dets udmagrende arbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme.

Koncentrationslejren Buchenwald ved Weimar. (Frihedsmuseet)

De danske politifolk havde i modsætning til de øvrige fanger et stærkt fællesskab, hvilket formentligt forbedrede deres chancer for at overleve. Måske endnu mere afgørende var det, at de danske fanger modtog ekstra madrationer via Røde Kors. På trods af det mistede ca. 90 politifolk livet i de tyske lejre. Fem af dem tilhørte Aarhus Politi.

Lovløshed

Hvad sker der med et mørklagt samfund præget af varemangel, når den eneste politimyndighed er det tyske sikkerhedspoliti?

Den kriminelle foretagsomhed eksploderede. Det blev nærmest umuligt for ordentlige folk at færdes i fred i byen efter mørkets frembrud, hvor gaderne hurtigt befolkedes af skumle sortbørshandlere og overfaldsmænd. Unge kvinder blev advaret mod at opholde sig i offentlige beskyttelsesrum, og aviserne proklamerede, at folk skulle holde vinduer og døre lukkede. Samtidigt bragte aviserne en fast spalte – ”Gabestokken”, hvor der blev advaret mod kendte lovovertrædere med navn og adresse.

For at dæmme op for den værste lovløshed oprettede flere bykvarterer egne vagtværn, og snart efter fik kommunen tilladelse fra staten til at oprette et eget vagtværn. Byvagten, som det blev kaldt af aarhusianerne, talte ca. 150 mand, som hver var bevæbnet med en fløjte og en gummiknippel.

Det fortælles, at Byvagten normalt ordnede mindre sager med ”et par på skrinet”, og at de på den vis fik lagt en dæmper på de mindre seriøse slynglers aktiviteter. Men på trods af denne fremgangsmåde noterede byvagten i de otte måneder, den eksisterede, intet mindre end 6.491 lovovertrædelser, hvoraf mange var grove lovovertrædelser som f.eks. ”revolver-hold-ups”, vold og overfald. Der blev desuden begået 55 drab, der ofte kunne tilskrives den krig, som modstandsfolkene og Gestapo udkæmpede i byens gader.

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de ca. 6500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

 

Politiet og freden

Siden 1943 havde modstandsbevægelsen indsamlet oplysninger om personer, man mente var landsforrædere og skulle stilles til ansvar, når krigen var forbi. Frihedsrådets arrestationsudvalg havde for Aarhus udarbejdet et arrestationskatalog med navne og adresser ca. 1500 personer.

Stemningen i foråret 1945 var hadsk og mange var klar over, at opgørets time snart var forestående. Overalt i det befriede Europa skete der, i kølvandet på det tyske sammenbrud, en uhyggelig lynjustits, hvor de befriede befolkninger tog hævn for den tyske undertrykkelse ved at lade det gå ud over kollaboratørerne, dvs. værnemagerne, tyskerpigerne, stikkerne osv.

I Danmark ønskede modstandsbevægelsen at undgå den slags, og i Aarhus fik modstandsbevægelsen kontakt til de betjente, der var gået under jorden efter politiet internering. Kriminalassistent Niels Laursen (1889-1946) havde arbejdet på at organisere de ”underjordiske” betjente i en særlig politigruppe, der skulle træde i funktion, når freden kom. Formålet var at dæmme op for de værste uroligheder og sørge for nogenlunde ro og orden. Det var lykkedes Laursen at organisere 163 betjente ud af de ca. 200, der havde undgået interneringen.

I foråret 1945 blev de 163 betjente fordelt blandt fire såkaldte militære ventegrupper, hvis samlede styrke var på ca. 2000 mand. Politifolkene var udset til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med internereingen af de personer, man mistænkte for at have haft for tætte relationer til besættelsesmagten.

Det lå i kortene, at de skulle lægge en dæmper på befolkningens hævntrang, men også sørge for, at arrestationerne forgik efter bogen, dvs. uden overdreven magtanvendelse fra modstandsbevægelsens side.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Det kom alligevel til klipning og ydmygelser af tyskerpigerne, ligesom der også forekom tilfælde, hvor personer blev udsat for unødvendig vold i forbindelse med anholdelse. På trods af det må man konkludere, at Niels Laursens politigruppe var med til at sikre, at freden i Aarhus kom til at forløbe nogenlunde ordnet, dvs. uden et stort antal vilkårlige voldshandlinger og overgreb.

Efterspil

Efter befrielsen ventede et enormt opklaringsarbejde fra den politiløse tid. Hertil kom selve retsopgøret, hvor politiet skulle opklare forbrydelser, der kunne være begået flere år tidligere og hvor mange af vidnerne var døde eller forsvundet. Det blev en kompliceret proces, der kom til at lægge beslag på især kriminalpolitiets ressourcer langt ind i 1950’erne. Alt dette arbejde skulle varetages af en politistyrke, hvoraf en tredjedel af betjentene havde været i koncentrationslejr og led af eftervirkningerne heraf.

Der var hårdt brug for alt mandskab, og mange af de deporterede betjente var tilbage i tjenesten med udgangen af maj 1945. Efterfølgende søgte ca. 70 betjente om sygeorlov, ligesom flere fik anerkendt kz-syndrom og måtte opgive tjenesten helt.

Da Aarhus Politi officielt genoptog sit virke d. 13. maj 1945 kunne politimester Hoeck og hans folk glæde sig over, at befolkningen hilste dem velkommen tilbage med betydelig entusiasme. Med undtagelse af nogle få opportunistiske kriminelle ønskede ingen at leve i et samfund uden politi.

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

 

Aarhus Sporveje ramt af katastrofe

Frivillig i Den Gamle By John E. Nielsen fortæller her om en katastrofe, der ramte Aarhus Sporveje for 75 år siden. John er tidligere buschauffør og bivognsfører ved Aarhus Sporveje. Den Gamle By nyder godt af Johns store viden om den aarhusianske sporvogns- og bustrafik.


Aarhus Sporveje blev for 75 år siden ramt af den største katastrofe i selskabets historie, da den berygtede Petergruppe slog til natten mellem den 21. og 22. august 1944.

Lidt over midnat trængte en flok revolverbevæbnede mænd ind i Aarhus Sporvejes remise på Dalgas Avenue, hvor nattevagten og rengøringspersonalet fik besked om at forsvinde, hvis de ikke ville ryge en tur i luften. Herefter placerede mændene nogle bomber i remisen, der blev detoneret.

Eksplosionen var så kraftig, at dele røg helt over i administrationsbygningen, hvor sporvejsdirektør Falk også havde sin bolig.

Alle 25 sporvogne, 21 bivogne og 14 opklodsede trambusser samt værkstedet i remisen blev sprængt i luften. Alt gik op i flammer med undtagelse af en enkelt bivogn og en tårnvogn, der stod uden for. Bivognen er senere bygget om til en slippevogn, som stadig kan ses på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Nu stod Århus Sporveje tilbage med blot 17 trambusser, som stod i garagen på Dollerupvej og en bunke forvredet jern på Dalgas Avenue.

Alt blev sat ind for at genoprette driften. Trambusserne der stod i garagen på Dollerupvej, kom til at trække det store læs, med alle de vanskeligheder der fulgte med.  Det var ikke muligt at låne sporvogne, hverken fra København eller Odense, da sporvidden ikke var den samme som i Aarhus. De muligheder, der var for at låne busser strandede blandt andet på mangel på dæk. Det samme var tilfældet for de Trolleybusser, som det en overgang var muligt at låne fra NESA. Desuden krævede det også, at der skulle ændres på ledningsnettet.

Det blev en svær tid for Aarhus Sporveje, hvor der ingen sporvogne var. Nogle af de fastansatte blev sat til at rydde op efter schalburgtagen, andre fik midlertidig job andre steder i kommunen. Ud over det var en katastrofe for sporvejene, var det også for de løst ansatte. De blev fyret, men nogle af dem fik ansættelse igen efter krigen.

Sporvejsudvalget skulle se nærmere på gerningsstedet, efter at sprængningen var sker. Her deltog direktør Juel-Hansen, værkstedbestyrer Møller og overværkmester Lund, der alle var fra Københavns Sporveje. De undersøgte sammen resterne af de nedbrændte sporvogne og mente, at det var teknisk muligt at genopbygge 12 motorvogne og 12 bivogne. Direktør Juel-Hansen tilbød, at Københavns Sporveje var villig til at tegne en moderne sporvogn, med alle de tekniske fremskridt der skulle til i Århus. Den 27. september 1944 lykkedes det at få undervognsrester fra en motor og bivogn sendt til København til genopbygning.

Den 25. september 1944 var der ved forhandlinger mellem Aarhus Sporveje, Scandia i Randers og Frichs fabrikker. Her vedtog parterne en arbejdsfordeling om genopbygningen, efter tegninger som Københavns Sporveje leverede. Frichs skulle rette 11 undervogne til motor og bivogne, 10 motorer skulle omvikles af Titan i København.

Hvad var Scandias opgave? Allerede den gang diskuterede man om sporvognene skulle nedlægges. Det skete ikke af den simple grund, at det ikke var muligt at anskaffe det nødvendige antal nye busser, inden for overskuelig tid.

11 måneder efter schalburgtagen kørte der atter sporvogne i Aarhus. Aarhus Sporveje fik 12 genopbyggede/nye sporvogne og bivogne, og byens borgere modtog dem med blomster og hurraråb.

Interview med en vognstyrer – 10 år efter.
I anledning af Aarhus Sporvejes 50 års jubilæum ti år efter ulykken, gav vognstyrer Søren Christensen, kaldt Tykke Søren, den 7. juli 1954 et interview til avisen Demokraten:

”De oplevede schalburgtagen der ødelagde næsten alt materialet?”

”Ja vi var lige gået i seng den aften, da vi hørte knaldene og stod op og trak gardinet op. Der er ikke noget, sagde jeg. Jo, der er ild sagde mor (Laura hans Kone). Jeg bedømte det til at være tyskernes barakker ved stranden, men min søn mente, at det var det store briketlager ved Assensgade.

Min kone tog frakken på og gik ned på gaden. Et øjeblik efter kom hun grædefærdig op og fortalte, at det var remisen.  Jeg blev lidt lang i ansigtet, fortæller Søren, vores søn tog ned for at høre, hvad der var sket, han kom hjem og fortalte, at det hele var væk og at brandvæsnet og politiet var dernede.

På vej til remisen næste morgen mødte jeg en kollega, der havde en mægtig fart på. Du behøver ikke at skynde dig, sagde jeg, det hele er brændt! Han troede ikke rigtigt på mig. Han blev ved med at trække sit ur frem og sige, at vi skulle skynde os, ellers nåede han ikke at køre den første vogn frem til tiden. Det behøver du ikke at bekymre dig om, sagde jeg, der bliver ingen kørsel i dag. Men han ville ikke tro på det. Han blev ved med at stoppe op og spørge mig, om jeg lavede grin med ham. Nej, hvad fornøjelse skulle jeg ha’ af det sagde jeg.”

Søren Christensen forsætter med at fortælle:
”Dage efter schalburgtagen stod en del sporvognsfolk henne ved stakittet ved skoven uden for den nedbrændte remise. Mens vi var samlet der, så vi pludselig en tysk bil komme kørende hen mod os. En tysk officer sprang ud og præsenterede sig for direktør Falk, idet han sagde, at han kom fra sikkerhedspolitiet.

Direktør Falk vendte sig langsomt imod ham OG SAGDE:
Ja, det er en ringe sikkerhed, I kan give os her!

Og direktør Falk vendte derpå ryggen til tyskeren, der hurtigt forsvandt efter den salut.
Vi var lige ved at råbe hurra!” Slutter Søren Christensen.

(Fotografen er ukendt, hvis ikke andet er anført.)

 

 

De frivillige på Besættelsesmuseet

Besættelsesmuseet er beriget med en stor forening af frivillige. De bidrager hver og en med et stort stykke arbejde, et altid godt humør og en kæmpe viden om besættelsestiden – enkelte kan endda dele ud af egne erindringer fra tiden.

At lave et nyt museum, er et omfattende arbejde. Derfor er motiverede frivillige en forudsætning for, at projektet overhovedet kan lykkes. De frivillige på Besættelsesmuseet hjælper til i arbejdet med registrering og klargøring af museumsgenstande, rundvisninger, undervisning i skoler og meget mere.

Da Besættelsesmuseet lukkede i 2018 og skulle tømmes, for at gøre plads til renovation, mødte en stor flok frivillige op og sørgede for at ALT blev pakket ned og flyttet på rekordtid.

Vi er dybt afhængige af de frivilliges arbejdskraft – uden dem ville åbningen af det nye Besættelsesmuseum have lange udsigter.

Helle og Niels er frivillige på Besættelsesmuseet. Her ses de sammen med historiker, Maria Juul, igang med at registrere et croquis-maleri af storstikkeren, Grethe Bartram, til museets samling.

I denne artikel vil vi gerne synliggøre vores frivillige, som gør en stille men uundværlige indsats på Besættelsesmuseet. I de følgende afsnit fortæller to af museets frivillige, Anne-Birthe og Niels, om deres arbejde på Besættelsesmuseet.

Anne-Birthe arbejder med registrering og genstandshåndtering

I foråret 2018 fik jeg mulighed for at blive frivillig på Besættelsesmuseet. Når man som jeg gennem flere år har haft en stor interesse for Anden Verdenskrig, er det en gave at få lov til at arbejde med denne del af historien, hvor man også får genstande fra tiden i hænderne.

Anne-Birthe har arbejdet som sygeplejerske. Hun har flere års erfaring med registreringsarbejde fra både museums- og arkivverdenen.

Før vi kan registrere, har vores historikere udvalgt genstandene og lagt informationer om dem frem til os. At arbejde med at registrere genstande betyder, at genstandene skal fotograferes, måles, registreres på computeren og pakkes. Vi er instrueret i, hvordan man omgås genstandene korrekt med handsker og bruger det nensomme greb, når de historiske genstande flyttes og håndteres.

Den direkte kontakt med genstandene kan sommetider gøre, at hårene rejser sig på armene. Det sætter mange tanker i gang om, hvad de personer, som har haft genstandene, har været igennem. Og hvorfor de har gemt genstande, som andre måske ville have kasseret.

Vi arbejder sammen to og to. Og det er vigtigt at vi har et godt samarbejde, hvilket gør at det hele glider meget nemmere. Og jeg er så heldig at have en fantastisk samarbejdspartner i Sverre, som er meget vidende på området. Han har oplevet krigen, hvilket jeg ikke har, så der falder mange guldkorn af fra ham, som jeg kan suge til mig. Og så er det jo et tillægsgode, at vi snakker og griner godt sammen.

Jeg er fuld af beundring for vores historikere, som altid har tid til en snak, hvis vi har brug for det. Maria, som er den person, der direkte arbejder med os frivillige, sørger for at alt ligger parat til os, når vi kommer. Vi kan altid ringe til hende, hvis vi er i tvivl, og vi føler ikke, vi er til ulejlighed, når vi gør det. Hun møder os altid med et stort smil og venlighed.

Faktisk føler jeg, at vores frivillige arbejde bliver rigtig godt modtaget. Et andet tillægsgode er, at vi lige nu er placeret i Den Gamle By, som det er dejligt at gå rundt i.

Niels formidler for folkeskoleklasser

Jeg blev pensioneret i 2016. I 2017 blev jeg ansat som frivillig på besættelsesmuseet. Som efterkrigsbarn – årgang 1951- har perioden 1939 – 1945 altid interesseret mig, så det er derfor utroligt spændende at være tilknyttet Besættelsesmuseet og være med til de mangeartede opgaver, der er følge af renovering og fornyelse af museet.

Niels har arbejdet ved Aarhus Kommune som chefkonsulent. Foruden sit arbejde på museet, har han spillet en stor rolle i projektet “Krigens sidste stemmer”.

Mens museet er under ombygning kan der ikke tilbydes rundvisninger eller besøg på museet. I stedet tilbydes skolerne, at museets guider kommer ud på skolerne og fortælle om Danmark under besættelsen.

Jeg har siden museet blev lukket været ude adskillige gange. Hver gang har det været en yderst positiv oplevelse. Museet anbefaler, at det er fra 6. klassetrin og opefter. Første gang skulle jeg stå overfor en 8.klasse. Selvom formidling i forsamlinger af forskellige størrelse har været en del af mit aktive arbejdsliv, var jeg alligevel meget spændt. Måske lå der lidt fordomme inde bag hjernebarken og lurede: ”Ukoncentrerede teenagere, der overhovedet ikke gider høre om noget, der ligger så mange år tilbage.”

Men de fordomme blev i særdeleshed gjort til skamme. Denne og alle efterfølgende gange har jeg kun mødt disciplinerede, interesserede, lyttende og spørgende unge mennesker, der gør formidling af stoffet til en oplevelse i sig selv.

En af de store oplevelser, jeg har haft, var, da jeg var ude på Skæring Skole sammen med en af de sidste frivillige, der har oplevet besættelsen. Poul er født den 9. april og blev 13 år i 1940. At se og høre Poul, der trods sin alder er frisk og rørig og stod ret op og ned under hele foredraget, kan man kun blive ydmyg og rørt over. Vi delte foredraget på den måde at han fortalte om sine personlige oplevelser under besættelsen på Fyn, hvorefter jeg tog over og fortalte om, hvad der skete i Aarhus. Der er ingen tvivl om, at Pouls autenticitet fastholdt vores unge publikum. Den autenticitet må vi andre ”årsunger” så kompensere for ved at fortællingen bliver så levende som muligt – men altid sandfærdig!

Som det formentlig er fremgået, har besøgene på de forskellige skoler i Østjylland indtil nu været en ren fornøjelse.

De tyske troppetransporter til Norge

De tyske troppetransporter til Norge

Siden besættelsen har det har været  kendt, at Aarhus havn fra oktober 1942 blev en vigtig udskibningshavn for de tyske troppetransporter til Norge. Men hvor mange soldater blev der sejlet mellem Aarhus og Norge? Og hvor mange konvojer sejlede der ud fra Aarhus?

Detaljerne om de tyske udskibninger til Norge har siden besættelsen været omgærdet af mystik. Det skyldes ikke mindst, at besættelsesmagten holdt kortene tæt ind til kroppen. Havnen blev bevogtet nidkært og alle Krigsmarinens dokumenter blev hemmeligstemplet. For et par år siden skete der dog et mindre gennembrud på området.

Spioner på havnen

En række spionagerapporter åbnede døren til tyskernes aktiviteter på klem. Modstandsbevægelsen havde skaffet sig vigtig viden om havnemiljøet, og det var lykkedes dem at producere nogle ganske detaljerede rapporter om nogle af de tyske ind- og udsejlinger i Aarhus.

Det banebrydende materiale gav os et indblik i Værnemagtens aktiviteter på havnen, og dækkede endda hele 1944 og frem til befrielsen. Vigtigst af alt underbyggede rapporterne tesen om Aarhus havns store betydning for tyskerne.

Notater om hvilke skibe der sejlede ind og ud af havnen og sporadiske oversigter over hvor mange, og hvilke soldater der var på gennemrejse i Aarhus tegnede et billede af en Krigsmarine, der havde travlt med at sejle soldater og gods til Norge, Finland, Letland, Polen og Tyskland.

Tyske skibe i havnen. Fotografiet er taget fra Rådhustårnet i 1942. (Besættelsesmuseet)

På opdagelse i arkiverne

Spionagerapporterne gav os blod på tanden og vi begyndte derfor at finkæmme både danske og tyske arkiver for materiale om den tyske Krigsmarines aktiviteter i Aarhus. Vi ledte især efter oversigter over sejladserne, der måske kunne skabe et samlet overblik over de tyske troppesejladser fra Aarhus. På det tyske Bundesarkivs militærarkiv i Freiburg faldt vi over et materiale, som vi vidste potentielt kunne kaste lys over omfanget af tyske troppetransporter til Norge.

Da tyskerne gjorde Aarhus til deres primære transithavn til Norge blev der oprettet et særskilt tjenestested, der skulle overse de mange troppetransporter. Det var dette tjenestesteds krigsdagbog vi var faldet over.

Selv kaldte de dagbogen for Kriegstagebuch der Kriegsmarinedienststelle Kopenhagen, Zweigstelle Aarhus (red. Krigsdagbogen for Krigsmarinens afdeling i Aarhus). Dagbøgerne dækkede perioden fra oktober 1942 til februar 1945, og selvom vi ikke kunne vide nøjagtigt, hvad materialet indeholdt antydede titlen på dagbogen, at vi måske kunne få besvaret nogle af vores mange spørgsmål om den tyske tilstedeværelse i Aarhus.

Forsiden på den tyske krigsdagbog. (Besættelsesmuseet)

Koordinering forud for transporterne

I starten af oktober 1942 kom afdelingens leder, Kapitänleutnant Freidrich Wilhelm Lübke til Aarhus for at iværksætte de kommende troppetransporter.

I løbet af måneden koordinerede han med hjælp fra blandt andet havnekommandenten fra Aalborg, Korvettenkapitän Blauert, sejlplanerne og strukturen omkring de mange kommende transporter. Det primære formål var at få fragtet soldater og gods videre til Norge, Finland, Tyskland, Polen og Letland. Det ambitiøse projekt krævede dog hjælp fra flere kanter.

Krigsmarinens andre skibes arbejde var en forudsætning for, at man i det hele taget kunne sejle tropper til og fra Norge. Blokadebrydere, mineryddere, forpostbåde og sikringsskibe fungerede alle individuelt, men samtidig som en samlet enhed der skulle sikre de tyske troppetransporter såvel som krigsskibe fri adgang og støtte i de forskellige farvande.

På land tog bykommandanten i Aarhus, Major Carl-Hans Kruse, fat i Aarhus kommune for at få anvist en byggeplads til en stor gennemgangslejr bestående af murstensbarakker. Han bad samtidig om indkvartering til 3300 soldater, der foruden de tropper der allerede var tilstede, skulle ligge fast i byen.

Resultatet blev, at både Læssøesgades, Samsøgades, og Nørrebrogades skole blev beslaglagt af besættelsesmagten. Det viste sig imidlertid ikke at være nok.
Da gymnastiksalene på Samsøgades skole midlertidigt blev afsat til de gennemrejsende soldater beslaglagde tyskerne også gymnastiksalene på Fjordgades skole og den ene gymnastiksal på Marselisborg Gymnasium.

Troppetransporterne fik altså væsentlig betydning for antallet af tyske beslaglæggelser og nyopførsler.

Dør på Læssøesgades Skole efter befrielsen. Mest fremtrædende er jernkorset, men ser man godt efter finder man også en vis utilfredshed med ledelsen gennem små udsagn som Tot über Göring og Adolf von Stalin såvel som det mere ikoniske udtryk Heim ins Reich. (Besættelsesmuseet)

Protester og forsøg på forhandlinger fra kommunens side var forgæves. Man fandt tyskernes krav uoverskueligt store og den voksende tyske tilstedeværelse problematisk.

For tyskerne derimod faldt alt på plads og den 18.10.1942 sejlede det første store godsskib under det nye tjenestested mod Norge. Disse kom krigen igennem til at fylde mindst lige så meget som troppetransporterne og forsynede Værnemagten med materiel og brændsel og forplejning på østfronten og i Norge, ligesom der også blev fragtet flæsk, sukker og andet gods til Tyskland.

De første troppetransporter

Med alt på plads kunne værnemagten iværksætte deres første transporter. Den 22.10.1942 sejlede skibene MS Lappland og MS Telde mod Oslo med 1528 mand og 19 køretøjer. Med sig havde de Sperrbrecher nr 131 og to forpostbåde, der fungerede som sikringsskibe i konvojen.

Nogle få af de tyske Sperrbrechere i Aarhus. Oversat betyder navnet blokadebrydere, men i praksis fungerede skibene som stifindere gennem minefelterne og var derfor afgørende for at sikre de mange soldater på troppetransporterne. (Besættelsesmuseet)

Den 28.10.1942 vendte skibene tilbage fra Oslo og begyndte straks af- og pålæsning. Hvad og hvor meget skibene i troppetransporterne medbragte til Aarhus fremgår ikke af dagbøgerne før oktober 1943.

Den første transport blev startskuddet til et helt fast indslag i den aarhusianske dagligdag under besættelsen. Allerede dagen efter MS Lappland og MS Telde var sejlet i havn, var de atter sejlet afsted igen.

Men selvom troppetransporterne var præget af den rutine, som den slags logistik nu kræver for at fungere effektivt, hændte det da også, at Lübke havde noget særligt at nedfælde i krigsdagbogen.

Belgierne

I november 1942 fik man på Krigsmarinens tjenestested en melding om, at der var et antal tilfangetagne belgiere på vej til Aarhus. Det blev anført i dagbogen, at der i Luftwaffes gennemgangslejr i Büchen, eller DULAG Büchen, var blevet konstateret, at belgierne var slemt inficerede med lus.

Ikke desto mindre forsatte man med at fragte belgierne mod Aarhus, hvor de skulle videre til Norge, formodentlig for at udføre fangearbejde for det tyske statslige entreprenørforetagende Organisation Todt.

Op imod 150.000 mennesker af forskellig nationalitet blev fragtet til Norge som Krigsfanger, politiske fanger, og tvangsarbejder mellem 1941-1945. Hvor mange der blev fragtet igennem Aarhus vides ikke. Langt de fleste fanger kom fra Østeuropa og Balken og mange af disse blev sejlet via Stettin. På billedet ses to tidligere sovjetiske krigsfanger efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Lusene var dog reelt det mindste af besættelsesmagtens problemer med belgierne. Da belgierne ankom til Aarhus formåede de og den danske civilbefolkning at få kontakt med hinanden. Ifølge dagbogen lykkedes det belgierne at forbrødre sig med den indfødte befolkning, hvilket gjorde dem svære at kontrollere, uden at det dog nærmere anførtes, hvad det indebar i de tyske skrivelser.

Men går man i den daværende fuldmægtige for byrådet Keld Jardes arkiv finder man et brev skrevet på vegne af belgierne. Her takker de og beder borgmester Einar Stecher Christensen være forvisset om, at den modtagelse og støtte de havde fået af befolkningen, havde været et stor moralsk støtte.

Vrede hos Transportkommandanturen

Transportkommandanturen i Aarhus var utilfredse og befalede, at alle fanger i fremtiden skulle lastes direkte fra tog til skib. Tyskerne stod i en svær situation. I Danmark var der andre spilleregler end i resten af Europa. De kunne ikke bare behandle deres fanger som de ville og løsningen blev derfor at forsøge, at undgå al kontakt mellem fangerne og lokalbefolkningen.

Det skulle dog ikke lykkedes for dem. I starten af 1943 vandt byen og 250 ukrainske piger hinandens hjerter. Befolkningen støttede pigerne med blandt andet cigaretter og mad. De ukrainske piger var internerede på Fjordsgades skole inden de skulle videre til Norge, men det lykkedes dem, at smugle en række små notater ud til en dansk russisk mand, der siden blev anholdt. Notaterne fortalte blandt andet om, at pigerne sultede, og at nogle af dem blev anbragt i en kold arrest og derved blev alvorligt syge.

Senere samme år kom nordmanden Inge Marie Jensen igennem Aarhus. Hun var blandt de ca. 2.400 norske fanger, der blev transporteret via Aarhus i 1943-1944. Inge Marie huskede den aarhusianske lokalbefolknings venlighed så godt, at hun siden donerede en stor samling figurer hun havde lavet efter sin tid som fange i koncentrationslejren Ravensbrück.

Museets tidligere udstilling om Inge Marie Jensen Ravensbrücks rædsler. (Besættelsesmuseet)

De mange aflusninger

Alle skibene måtte med jævne mellemrum afluses, det var nemlig ikke kun fangerne der medbragte lus og andet utøj. I december 1942 var det endda så galt, at man måtte tage skibet MS Monte Rosa ud af drift indtil man kunne få desinficeret hele skibet.

MS Monte Rosa var et af de mest brugte tyske skibe til troppetransporterne. Inden krigsudbruddet var skibet en del af det nazistiske Kraft durch Freude program, der blandt andet skulle sikre billige ferier til hele befolkningen og derved promovere det nazistiske projekt. Her ses det på vej ud af Aarhus havn i 1944. (Besættelsesmuseet)

Skibet var overrendt af lus og man måtte tage hårde midler i brug. Det foreslåede gas man skulle bruge havde man imidlertid ikke på lager i Aarhus, og man måtte derfor bestille det i Hamborg og væbne sig med tålmodighed. I mere end en uge var skibet ude af drift indtil man fra Hamborg modtog pesticidet Cyklon B, der i dag mest af alt er kendt som det middel man brugte til at gasse jøder og andre uønskede med i udryddelseslejrene. Efter skibet var blevet gasset måtte det udluftes i tre dage inden besætningen atter kunne genoptage transporterne.

Oktober 1943

Som krigen skred frem gik antallet af troppetransporter kun en vej Fra oktober 1943 voksede antallet af og størrelsen på troppetransporterne voldsomt.

Tysk troppetransport og militærorkester på banegården. De fleste troppetransporter kom med tog til godsbaneterrænet og gik derfra. Datoen er ukendt. (Besættelsesmuseet)

Allerede i december 1943 skulle man dog opleve den måned med det største antal soldater, der blev sejlet til og fra Norge. I alt blev der fragtet 59.176 tropper mellem Aarhus og Norge, et tal der står tilbage som vidnesbyrd om, hvor vigtig en transitby Aarhus var for tyskernes indsats i Norge og Finland.

Ser vi tallene i et større perspektiv taler de endda et endnu tydeligere sprog. Mellem oktober 1943 og februar 1945, en periode på et år og fire måneder blev der fragtet 544.433 tropper, kvinder og civile. Langt de fleste af disse var soldater af forskellig karakter, mens antallet af civile kun beløb sig til 84 for perioden.

Troppeskib i havnen. Over havneterrænet ses spærreballoner, der skulle beskytte havn og skibe fra fjendtlige angreb. (Besættelsesmuseet)

Daglige sejladser

Det krævede to store konvojer med mellem tre og fire troppeskibe og alle de relevante sikringsskibe der arbejdede i døgndrift. Når først skibene var tømt blev det lastet øjeblikkeligt og udskibet så hurtigt som muligt. For hele dagbogens løbetid løb det op i 817 konvojer med enten gods, tropper eller begge dele, svarende til næsten en konvoj dagligt, der enten sejlede fra eller lagde til i Aarhus havn.

Tallene er dog stadig blot en del af historien. Medtaget i dagbogens opgørelser er ikke de mange lazaretskibe, der kom til Aarhus med sårede soldater fra østfronten. Til netop det åbner spionagerapporterne til gengæld døren til fortiden på klem.

Nogen egentlig oversigt over, hvor mange krigsfanger der blev fragtet gennem byen rummer dagbøgerne heller ikke. Tilsyneladende var det ikke det specifikke tjenestesteds opgave at føre fast dagbog for de områder eller også var antallet ikke større end, at de blev medtaget i den samlede optælling af tropper.

Det videre arbejde

Ikke desto mindre har materialet fra den tyske Krigsmarine vist sig væsentlig for vores forståelse af den tyske tilstedeværelse og det tyske arbejde i Aarhus. Arbejdet med den omfangsrige dagbog er dog for længst ikke afsluttet. For hvert spørgsmål materialet besvarer, rejser der sig et nyt. Flere af spørgsmålene kræver supplerende materiale, men der er ingen tvivl om, at Krigsmarinens dagbog fra Aarhus har givet os et klarere indblik i, hvordan den nazistiske besættelsesmagt opererede fra Danmarks næststørste by.

I den nye udstilling vil vi præsentere publikum for den nye viden vi får om besættelsesmagten. Indtil da kan du følge med her på bloggen, hvor vi løbende vil fortælle om de nyeste arkivfund, og hvordan de bidrager, underbygger eller forandrer historien om Aarhus under besættelsen.

Oplevelsen af personfortællinger

Praktikforløb med tests af formidlingsidéer
af Johanne Christensen

I august 2018 startede en ny praktikant i et praktikforløb på Besættelsesmuseet. Johanne studerer Oplevelsesøkonomi på sin Kandidat ved Aarhus Universitet. Dertil har hun en baggrund som Bachelor i Kunsthistorie og Museumsstudier. Under praktikforløbet er Johannes opgave, at udvikle og afprøve tests og brugerundersøgelser, som skal være med til at optimere museets formidling i de nye udstillinger.

Johanne Christensen, på sin kontorplads i Den Gamle By

Johanne interviewer gæsterne i Den Gamle By, uanset vind og vejr.

I dette blogindlæg fortæller Johanne om de metoder hun arbejder med, når der laves brugerundersøgelser med prototyper til udviklingen af udstillingselementer.

Persona-elementet
Hovedopgaven i min praktik er at undersøge en udstillingsidé om et persona-element i Besættelsesmuseets nye udstilling, som åbner i foråret 2020. Persona-elementet skal være gennemgående i hele museet, men stadig fungere uafhængigt af den øvrige udstilling. Det foregår således, at gæsten ved indgangen får udleveret et legitimationskort med én bestemt persona-fortælling. Det kan f.eks. være en modstandsmand, en husmor eller en politimand. Igennem museet vil du som gæst støde på nogle kortlæserstationer, hvorpå du kan lægge dit legitimationskort. Herved udløses dit personas fortælling. Du får et unikt indblik i et menneskets umiddelbare tanker, handlinger og oplevelser i hans eller hendes samtid. Gæsten introduceres for datidens både store og små dilemmaer, lige fra varemangel og rationering til likvideringer og landsforræderi.

Sådan forestiller vi os, at Besættelsesmuseets fremtidige kortaflæserstationer eventuelt kommer til at se ud.

Min opgave er at undersøge brugervenligheden af dette formidlingselement ud fra et oplevelsesøkonomisk perspektiv. De næste afsnit giver eksempler på, hvordan jeg arbejder mig frem til indsigter i gæstens perspektiv, og overfører dette til produktudviklingen af persona-elementet.

Oplevelsesøkonomi og ny museologi
Kandidaten i Oplevelsesøkonomi er en relativ ny uddannelse, da den blev oprettet i 2007 på Aarhus Universitet. Kort fortalt handler det om, at skabe merværdi for mennesket gennem oplevelser. Det gøres ved at udfordre, udvikle og undersøge forskellige kulturelle praksisser. De redskaber, vi arbejder med, kommer fra fag som antropologi, design, entreprenørskab, kommunikation og marketing.

I kraft af min baggrund i Kunsthistorie og Museologiske Studier retter jeg mit praktikforløb mod en kobling mellem museumsarbejdet og Oplevelsesøkonomi. Når jeg tester formidlingsideer, er mit udgangspunkt hele tiden museumsgæstens oplevelse. Mit formål er, at skabe brugervenlighed for gæsten, og forstå og undersøge gæstens adfærd og præferencer til det spændende museumsbesøg.

Håndskrevet illustration af mine refleksioner over min designproces som praktikant hos Besættelsesmuseet.

Anskuelsen af det spændende museumsbesøg har ændret sig markant de seneste årtier. Museerne har som vidensinstitutioner udviklet sig i takt med ny teknologi. Denne udvikling kendes som Ny Museologi og hænger uomtvisteligt sammen med designarbejdet i udstillingsopbygning.

Udviklingen i Ny Museologi betyder, at viden sker i en konstant interaktion med museumsgæsten. Museet holder fast i de fysiske rammer i udstillingsopsætningen, men gør det i relation til det mere teknologiske og digitale design. Samtidig anvendes teknologier heri til at skabe en aktiv deltagelse for museumsgæsten. Det kan eksempelvis anses i tilknytning til mit praktikforløb, hvor jeg tester, hvordan de digitale kortaflæserstationer kan være med til at igangsætte refleksioner og aktivitet hos gæsterne.

Den sociale deltagelse og brugervenlighed er hermed designets formål i vidensinstitutioner i dag. Det er i denne kobling af det fysiske rums design og det faglige indhold, at jeg undersøger brugervenligheden i Besættelsesmuseets formidlingsoplevelser.

Test af formidlingsformer
Jeg arbejder med 5 temaer, som skal udvikles indenfor persona-elementet: Koncept og identifikation, abstraktionsniveau, formidlingsform, formidlingsindhold og visualisering. Temaerne tager alle udgangspunkt i museumsgæstens møde med persona-elementet.

Først og fremmest skal det undersøges hvorvidt hver af de seks digitale stationer skal formidles med tekst, højtlæsning eller begge dele. Ved testen af dette har jeg udarbejdet to prototyper, som er analog ”klippe-klister” papirudgaver af, hvordan kortaflæserstationerne kunne se ud.

Prototyperne, som ses på billederne nedenfor, er to modsætninger, hvoraf den ene form baseres på mulighederne for tekst og højtlæsning, og den anden på fotos og højtlæsning. Min bevæggrund for at dele prototypen op i de to modsætninger er, at skarpt opdelte tests i udsnit, typisk giver de mest tydelige svar.

Analog prototype, som fremhæver konkrete formidlings virkemidler. Disse fotos er udelukkende forbeholdt tests, og skal ikke anvendes til persona-elementet eller anses som en del af de fiktive personfortællinger.

Prototypen som arbejdsredskab er her anvendt på 3 måder; som repræsentationer for en idé, dernæst som repræsentation for opdelte aspekter af idéen, og prototypen kan derved bruges som kickstarter for en materiel diskussion. En formidlingsform kan dermed testes, før man har det færdigudviklede produkt. Dette afhænger dog af, at prototypens indhold kan efterligne digitale skærmes forestillede indhold. Heldigvis vil de museumsgæster, som jeg interviewer, gerne være med til at bruge fantasien og forestille sig alle de muligheder og funktioner, som kan ses ud fra et stykke illustreret papir.

Den næste klippe-klister-prototype, jeg tester, er anvendelse og forståelsen af en mulig ”Vidste du…”-funktion i de fremtidige kortaflæserstationer. Her vil jeg anvende en kobling af observationer og spørgsmål til gæsten for at undersøge, hvorvidt indholdet rent faktisk bruges og huskes i overensstemmelse med funktionerne. Prototypen nedenfor indeholder; et følelsesbetonet brev, ”Vidste du…” med mange tal-fakta og to kontekst-fotos.

Endnu et eksempel på en analog prototype. Disse fotos er igen udelukkende anvendt til testen, og er derfor ikke tilpasset indholdet.

Prototypen er brugt til kvantitativt at undersøge, hvad museumsgæsten foretrækker af disse tre dele, hvis de f.eks. skulle vide mere om KZ-lejrer. Under mine samtaler med museumsgæster, udtrykte de fleste, at de gerne ville have det følelsesbetonede brev fremvist på en skræm; altså den personlige beretning. Dog gerne suppleret med fotos og ”Vidste du…”-funktionen. Derved kan vi arbejde videre med, at mange gæster foretrækker den personlige beretning som primær fortælling. Samtidig ser de gerne dette understøttet af kort og præcis fakta og originale fotos. Det leder desuden op til en overvejelse om, hvorvidt det skal være muligt for gæsterne selv at vælge, hvordan de får deres viden. F.eks. om fakta-bokse skal være obligatoriske eller en valgfri funktion i elementet.

Desuden blev prototypen brugt som et materielt springbræt til at tale om digitale stationer mere generelt. Museumsgæsterne, jeg interviewede, udtrykte et ønske om, at kunne trykke sig ind på mere og mere opdagelse af ny viden. Muligheden for overblikket ved illustrationer var også populært. Sidst, men ikke mindst, blev også personfortællinger via digitale skærme rost højt, og det var endda uden en intro til persona-elementet.

Workshop som kvalitativ kvalificering
Med et behov for at undersøge mere dybdegående omkring oplevelsen af persona-elementet organiserede jeg 2 workshops på 2 timer; en for det faglige personale, og en for eksterne interesserede deltagere. Begge gange med 7-8 deltagere.

Formålet med workshoppen var at undersøge, hvordan refleksion, identifikation og forståelse skete ved få et legitimationskort udleveret, og derefter følge en personfortælling. Under workshoppen var det min opgave, at observere deltagernes adfærd omkring de opstillede aktiviteter. På baggrund af dette afsluttedes workshoppen med en åben debat, hvor deltagerne fik mulighed for, at komme med konstruktiv kritik og udviklingsforslag til persona-elementet.

Fotos fra opstillingen til workshoppen. Hvert bord indeholder små konkrete opgaver, som skal hjælpe til refleksion og forståelse af de virkemidler vi anvender i persona-elementet.

Et eksempel på workshoppens anvendelighed som metode er, at deltagerne udtrykker, hvad de synes er interessant, irrelevant, let forståeligt eller for svært. Det betyder, at vi i udviklingen af elementet får en tydelig retning at gå efter, så vi kan lave den bedst mulige formidling. Workshoppen som test viste, hvad deltagerne reagerede på og italesatte, og derved hvad der er det væsentligste at arbejde videre med. Diskussionerne fik især synliggjort en udfordring i at formidle balancen mellem drama og det daglige, og heri balancen mellem det følelsesmæssige og det historiske fakta.

Hensigten i persona-elementet, er blandt andet konfrontationen med et dilemma, som gæsten skal tage stilling til undervejs. Dilemmaerne vil være baseret på virkelige begivenheder, men formidlet via et fiktivt persona. Under workshoppen blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan dette formidles mest levende og informationsrigt. Hvordan formidler man autenticiteten i en dramatiseret fortælling? Det er netop dette, som en diskussion under workshoppen kan være med til at afklare. Ved at stå over for dilemmaet medførtes en nysgerrighed omkring de virkelig hændelser under besættelsen. Workshop-deltagerne følte desuden at de fik ”indblik i en selv”, når de stod over for et valg mellem det moralske rigtige og konsekvenserne heraf. Dermed har diskussion om dilemmaet under workshoppen været med til at tydeliggøre de væsentligste aspekter ved denne formidling.

I det nye Besættelsesmuseum bliver der lagt vægt på den sociale oplevelse, hvor dialog og refleksion er i centrum for gæstens oplevelse.

Den overordnede konklusion fra workshoppen var, at oplevelsen ikke kan standardiseres. Hver især får man sit eget individuelle udbytte af en persona, afhængigt af hvilke erfaringer, man selv kommer med som gæst. Vi kan som formidlere af elementet derved fokuserer på, at udvikle rammerne omkring den individuelle identifikation og refleksion. Konkluderende var alle deltagere til begge workshops meget positive overfor persona-elementet som formidlingsform.

Dette er et eksempel på en station i workshoppen, hvor deltagerne selv skulle matche fotos og historier. Den fik positiv feedback, som formidlingsvirkemiddel.

Den sidste del af praktikforløbet
Under mit praktikforløb har jeg erfaret, at Oplevelsesøkonomi som faglighed kan supplere udstillingsarbejdet med kvalifikationer af idéer både i teori og praksis. Faget er særdeles anvendeligt under processens idéstadie, hvor form og deltaljer udvikles og besluttes. Når man vil formidle en hel masse og involvere museumsgæsten, er Oplevelsesøkonomiske designmetoder med til at sikre brugervenligheden i formidlingen.

Med denne bevidsthed arbejder jeg i den sidste del af mit praktikforløb videre med prototyper til undersøgelser af både form og indhold ved persona-elementet. Eksempelvis har jeg fået sammensat en ordliste, som kan klarlægge hvilke begreber fra perioden, som er mere eller mindre forståelige for Hr. og Fru Danmark. Således kan Besættelsesmuseet arbejde videre med at imødekomme dette i formidlingen, uden at gå på kompromis med periodens autenticitet. Derudover arbejder jeg videre med observationer af museumsgæster, når de bevæger sig rundt blandt skilte, digitale skærme og museumsgenstande. Mit formål er fortsat undersøgelsen af, hvordan vi sikrer det mest spændende og reflekterende museumsbesøg for gæsterne.

Til slut vil jeg sige et stort tak til de mange museumsgæster i Den Gamle By og de frivillige, som har bidraget med deres tid og observationer til mine undersøgelser.

 

Henvisninger
Dalsgaard, Peter; Dindler, Christian & Eriksson, Eva. (2008): Designing for participation in public knowledge institutions i: Proceedings of the 5th Nordic conference on Human-computer interaction: building bridges, NordiCHI ’08

Lim, Youn-Kyung; Stolerman, EriK & Tenenberg, Josh. (2008): The Anatomy of Prototypes: Prototypes as Filters, Prototypes as Manifestations of Design Ideas. i: ACM Transactions on Computer-Human Interaction, Vol. 15, No. 2, Article 7.

Genstande fra Helvede

Et Smugkig i Besættelsesmuseets Samling 

I perioden 1941-45 blev omtrent 300 aarhusianere deporteret til kz-lejre og tugthuse både inden- og uden for Danmarks grænser. Efter deres ophold i lejrene bragte mange fanger forskellige genstande med sig hjem. I dag er mange af disse genstande endt i Besættelsesmuseets samling. De fortæller hver især en historie om savnet, afmagten og frygten, som prægede fangskabet. I dette blogindlæg diskuteres nogle af de overvejelser, der opstår når Besættelsesmuseet skal udvælge og formidle de genstande, som gemmer på særligt personfølsomme og ubehagelige historier om aarhusianerne i kz-lejre.

Skitsetegning fra de sidste dage i Neuengamme, april 1945. Blandt Besættelsesmuseets arkivalier har vi en stor samling af skitsetegninger, lavet af Victor Glysing Jensen under sit ophold i kz-lejren Neuengamme. De danske og norske fanger var fortrinsvist placeret i ”Stenbygningen”, som der refereres til nederst på tegningen. (Besættelsesmuseet)

Vores personlige ejendele repræsenterer hvem vi er og associeres ofte til bestemte minder. Men hvad sker der når disse private ejendele og minder pludseligt bliver til offentligt eje; når de kommer på museum og bliver en del af vores fælles kulturarv? Hvordan kan museer dele det enkelte individs traumer og glæder og kan nutidens mennesker overhovedet relatere til minder om kz-lejre, tortur og menneskelig nedbrydelse?

Tavshed og Skam
I bogen Selv Stjernerne Frøs fortæller den aarhusianske fotograf Børge Venge (1918-2012) om erindringerne fra livet i kz-lejren. Forfatteren og initiativtageren bag erindringsbogen, Knud Esmann, skriver således i forordet:

Resten af livet martredes han ved rædslen for ikke at blive troet af familie, venner og alle andre, hvis han fortalte, hvad han havde oplevet. […] Angsten for at blive afvist og latterliggjort, lå som et låg over kz-lejr erfaringerne. […] Da vi lavede aftalen om erindringsbogen, tøvede han med at sige ja til mit gentagne forslag. Afvisningen blev ikke mildnet snarere skærpet med tiden. Det stod på i årevis. Tæppet var sænket, og derved skulle det blive. […] Da han endelig brød sin selvpålagte tavshed […], skete det ud fra troen på, at alle har ret til at blive hørt, uanset hvem og hvor mange, der har magten.”

Portræt af Børge Venge. Tegnet af russisk medfange under opholdet i kz-lejren Sachsenhausen. (Besættelsesmuseet)

Dette citat viser netop dobbeltheden i, at historier kan være både sårbare, forbundet med skam og ønskes skjult, men også at der er et behov for at få dem fortalt. Igennem kz-fangernes erindringer, souvenirers og efterbearbejdelser kan vi måske forsøge at forstå fortiden – eller endnu vigtigere, at lære af den?

Følsomme Genstande

Ifølge den amerikanske museolog og museumsinspektør, Nina Simon, har iscenesættelsen af genstande en direkte sammenhæng med gæstens opfattelse af en udstillings budskab. Dvs. at genstande kan tillægges en social rolle, når de formidles. Denne sociale rolle kan eksistere i flere former:

  • Personlige genstande, som har en tydelig historie bag sig, og f.eks. refererer til et bestemt minde, person eller periode.
  • Aktive genstande, som indbyder til aktivitet og samtale ved at opfordre til fysisk handling eller som tiltrækker opmærksomhed ved selv at være fysiske.
  • Provokerende genstande, som kan frastøde, chokere eller overraske og derved lede til debat.
  • Relationelle genstande, som inviterer folk til at socialisere med hinanden, eller som skaber tilknytning mellem genstanden og gæsten.

Kort og godt er sociale genstande altså objekter, som igangsætter en reaktion hos museumsgæsten og derved indbyder til indlevelse og refleksion. En og samme genstand kan dog høre under flere kategorier. Det afgøres udelukkende af, hvordan formidleren iscenesætter genstanden. At håndtere sociale genstande medfører derfor et stort ansvar fra formidlerens side, og det kræver at vi nøje overvejer genstandens potentiale og præcist hvilken historie den skal fortælle. Det giver formidleren en stor magt ift. at bestemme, hvilket budskab gæsten skal have med fra sit museumsbesøg.

Illustration af grundideerne til formidlingen i den nye udstilling på Besættelsesmuseet, som åbner i foråret 2020. I udstillingen lægges der stor vægt på personfortalte beretninger, hvor mennesket er i centrum. Dette afspejles ligeledes i udvælgelsen af de genstande, som skal indgå i udstillingen. (Besættelsesmuseet)

I Besættelsesmuseets kommende udstilling om Aarhusianere i kz-lejre arbejder vi med genstande, som både kan anses som personlige, provokerende og relationelle. F.eks. en genstand som, i kraft af sin direkte tilknytning til en bestemt person, kan chokere, men også skabe indlevelse. Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse, men man kan argumentere for, at historiefortællingen om kz-lejrene har indpodet sig så dybt i vores kollektive erindring, at alene ordet ”kz” giver associationer til udryddelseslejre, sult og tortur. Genstandenes ophav antænder dermed i sig selv følelser, associationer og refleksion. Derfor placerer vi denne unikke genstandsgruppe under en ny kategori: følsomme genstande.

Børges Maleri
Året er 1943 og den nygifte, aarhusianske amatørfotograf, Børge Venge, føres fra sit hjem i Guldsmedegade af Gestapo. Anklagen lyder på ”Hetz mod det Stortyske Rige”. Venge har fotograferet de store tyske militærskibe og straffen herfor var arbejdsfængsel. Venge sendes først til Frøslevlejren, derefter til kz-lejren Sachsenhausen og til sidst til kz-lejren Neuengamme. Han kom hjem i foråret 1945 med De Hvide Busser. Da Børge vendte hjem havde han dette maleri med sig.

(Besættelsesmuseet)

Kunstneren bag var Venges medfange og ven, som gik under pseudonymet H. Dorn. Det er et bestillingsarbejde udført i kz-lejren Sachsenhausen. Det udtrykker, hvordan kunstneren forestillede sig, at et hjem i Århus ville se ud. Dorn var schweizer og døde i lejren. Helt udsædvanligt fik Venge lov til at hænge maleriet op i barakken under sit ophold. Det var således det første han så om morgenen, når han vågnede og det sidste han så om aftenen, når han gik i seng. Maleriet var et forsøg på at dulme hjemveen og savnet til familien. Det var en flugt fra den uhyrlige virkelighed han nu befandt sig i. Men da han kom hjem og atter fik hægt maleriet op, syntes han alligevel ikke, at farverne var helt rigtige; det havde været en illusion, som nu havde mistet sin betydning. Derfor gav han maleriet videre til sin ældre broder.

At finde trøst i et motiv, der i så liden grad minder om Aarhus, afslører hvor desperat Venge har været efter, at få en flugt fra den virkelighed han befandt sig i. Et så desperat forsøg på at dulme savn og hjemve vækker empati. Det fortæller os noget om de håb og drømme, som gav fangerne mod på at fortsætte kampen for livet i en ellers håbløs tilværelse. Ligeledes fortæller det os noget om kammeratskabet og sammenholdet, som Venge oplevede i kz-lejren. Det fortæller os noget om den uretfærdighed og tilfældighed, der herskede og som kunne være afgørende for liv og død – Venge kom hjem, men Dorn døde i lejren, hvorfor? Sidst men ikke mindst fortæller maleriet os en del om manden, Børge Venge. En mand som bevarede sin interesse for kunst og skønhed, selv i de mest uhyggelige omgivelser, en mand som helt usædvanligt formåede at få Blokbestyrerens tilladelse til, at hænge maleriet op i lejren.

Formidlingen af dette maleri kræver, at vi forsøger at forstå Børge Venge ud fra hans daværende livsverden. Maleriet fortjener ikke at blive udstillet som et smukt kunststykke eller som en kz-souvenir. For Venge har maleriet udelukkende haft en betydning under opholdet i lejren. Det har været et overlevelsesredskab og det er dén historie vi vil belyse.

Byttevare og taknemmelighedsgaver
Umiddelbart efter Værnemagtens internering af Kommunisterne i sommeren 1941, organiserede de danske myndigheder hjælp til kz-fanger. Hjælpen bestod bl.a. i levnedsmiddel- og tøjpakker til fager i fængsler, tugthuse og kz-lejre. I takt med den stigende internering fra 29. august 1943 og interneringen af politikfolk og grænsegendarmer i 1944, kom hjælpepakkerne til at omfatte omkring 6000 fanger. Forsendelsen af 2-3 pakker pr. mand pr. måned foregik via Dansk Røde Kors.

(Besættelsesmuseet)

Dette bestik har været benyttet af Erik Hansen (1917-1997) under hans ophold i kz-lejren Neuengamme. Hansen var arkitekt i Skive og kurér for Toldstrup. Han gik under dæknavnet Knold i sit arbejde for modstandsbevægelsens modtagegruppe i Nordjylland. Hansen blev arresteret i foråret 1944, indsat i Vestre Fængsel og deporteret til Neuengamme. Han kom hjem med De Hvide Busser i april 1945.

Bestikket er fremstillet af en sovjetisk krigs- og medfange og blev givet til Hansen i bytte for cigaretter, som han havde fra Røde Kors Pakkerne. Selvom denne historie egentlig ikke har en kobling til Aarhus er den et klassisk eksempel på, hvordan danske kz-fanger har benyttet Røde Kors Pakkerne. Denne historie taler egentlig ikke til vores følelser. Den illustrerer mest af alt en historie om Røde Kors Pakkerne som en valuta i kz-lejrene.

Kammen, som ses nedenfor, har tilhørt Carl G. Munch Hansen (1910-?), som var politibetjent i Aarhus. Munch Hansen blev tilfangetaget og interneret i Buchenwald i september 1944. Den er fremstillet af en medfange – en sigøjner – og givet som tak for, at Munch Hansen havde delt sin mad fra Røde Kors Pakkerne med ham.

(Besættelsesmuseet)

Med denne historie er kammen ikke længere bare et redskab, men et symbol på fællesskab og sammenhold, på trods hårde levevilkår og forskellig nationalitet – en alliance. Derudover understøtter kammens historie, at Røde Kors Pakkerne virkelig var en central del af de Skandinaviske kz-fangers vilkår og overlevelse i lejrene.

Tilsammen illustrerer de to genstande, at livet i kz-lejrene både var præget af sammenhold og medmenneskelighed, men også at der var opbygget et kommercielt system for at sikre det enkelte individs vilkår og overlevelse. De viser også, at Røde Kors Pakkerne ikke kun var livsbevarende, men også fungerede som byttevarer i lejrene. I dette tilfælde kan man altså se, at det ikke kun er valget af genstande og historier, som er vigtigt ift. det budskab vi søger at formidle. Det er i høj grad også fravalget af genstande, som er med til at tegne et sandfærdigt billedet af livet i kz-lejrene.

Leos Fangedragt
Den 13. januar 1944 trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraa (1905-2003) og hans hustru Doris’ villa i Risskov. Gestapo åbnede ild mod døren til det værelse, hvor parret opholdte sig sammen med deres 7 årige søn. Doris Kæraa, der stod nærmest døren blev ramt og dræbt på stedet. Leo Kæraa overlevede et maveskud, men blev ført bort af Gestapo. Anklagen lød på, at Kæraa skulle have givet nedskutte flyvere og faldskærmsmænd logi i sin praksis. Han blev først indsat i Vestre Fængsel i København, dernæst sendt til Frøslevlejren og siden deporteret til kz-lejren Neuengamme.

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendt videre til kz-lejren Neuengamme. (Besættelsesmuseet)

Fangedragten, som Leo Kæraa hjembragte fra Neuengamme, er i dag en del af Besættelsesmuseets samling. På jakken ses fangenummeret og resterne fra den røde trekant, som markerede at han var politisk fange.

(Besættelsesmuseet)

Fangedragten er ganske enestående, fordi den står så stærkt i sit fysiske udtryk. Den skaber indlevelse med det samme og får alle, der ser på den, til at stoppe op og reflektere. Går man i detaljen gemmer der sig et hav af historier. Det elendige materiale, som dragten er lavet af fortæller i sig selv en historie om inhumane forhold og frihedsberøvelse. Fangenummeret, fortæller en historie om frarøvelsen af den enkelte fanges identitet og den røde trekant er en fortælling om kriminaliseringen af minoritetsgrupper og opponenter. Endnu en faktor, som gør netop denne genstand særligt følsom er, at beklædningsdele er noget af det mest kropsnære som vi mennesker beskæftiger sig med. Når noget så normalt som en trøje og et par bukser bliver knyttet til noget så uhyggeligt som kz-lejre, kan det ikke undgå at skabe en reaktion.

Håndtering af Følsomme Genstande
Disse genstande er få eksempler på de mange spændende og kuriøse genstande, som gemmer sig i Besættelsesmuseets samling.

Der findes desværre ingen faste retningslinjer for, hvordan man skal håndtere sådanne følsomme genstande. Det skyldes at hver genstand er lige så unik, som historierne og personerne bag dem. I nogle tilfælde må vi lade genstanden tale for sig selv, andre gange er det alene historien bag genstanden, som gør den interessant. Vigtigheden ligger i, at vi altid formidler genstanden ud fra dens egen kontekst. Hvis vi tillægger genstande elementer fra nutidens synspunkter, risikerer vi at tolke på genstanden, og dermed gøre den til noget den ikke er. Kun ved at være tro mod genstadens samtid sikrer vi den mest autentiske forståelse af historien og håndterer den personfølsomme fortælling mest respektfuldt.

Der er mange spændende genstande fra kz-lejrene i Besættelsesmuseets samling. Vi er i øjeblikket i gang med en større gennemgang og registreringsproces, så genstandene kan blive klar til åbningen af det nye museum. Håndteringen af genstandene kræver stor forsigtighed, derfor bruges altid handsker.

Henvisninger
Esmann, Knud (2014) Selv Stjernerne Frøs: Børge Venge – en Skæbnefortælling, Forlaget Ådalen.

Simon, Nina (2010) The Participatory Museum.

Fredag den 29. august 1943 – Tyskerne erklærer militær undtagelsestilstand.

Dagene op til den 29. august var på alle måder dramatiske. Hvor den 29. august ikke bar præg af store optøjer i Aarhus, var den dramatisk på andre måder og især nogle af de ledende skikkelser skulle stå overfor et stort koordineringsarbejde.

Værnemagten på tilbagetog

Foruden det faktum, at befolkningen i løbet af sommeren 1943 havde fået nok, lå modet til endelig at gå på gaden og byde tyskerne trods også deri, at tyskerne havde lidt alvorlige nederlag på både Øst- og Middelhavsfronten. Oven i det indledte de allierede operation Gomorrah den 24. juli. De store brandbombardementer havde stort set jævnet Hamborg med jorden.

Svigtende resultater betød, at troen på tysk nederlag blomstrede op. For Modstandsbevægelsen var det en oplagt mulighed for at optrappe sabotageaktiviteten og bekæmpe forhandlings- og samarbejdspolitikken yderligere, hvilket de blandt andet gjorde her i Aarhus med flere sabotager i August alene end i alle måneder forinden.

Et ultimatum

Tyskerne havde på ingen måde behov for yderligere problemer. Hitler var svært utilfreds med den drejning situationen havde taget i Danmark og kaldte den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best hjem til en irettesættelse. Med sig tilbage fik Best en række ultimative krav som han fremlagde for regeringen. Blandt kravene var det især dødsstraffen, som regeringen ikke kunne acceptere, hvorefter den gik af.

Besættelsesmuseet.

Borgmesteren anholdes

Tyskernes svar blev at indføre militær undtagelsestilstand den 29. august. De krav den danske regering havde afvist blev ligeledes øjeblikkeligt indført.

I Aarhus startede dagen med, at borgmester Einar Stecher Christensen blev afhentet i sit sommerhus kl. 4:30 om morgenen af en tysk officer og nogle soldater. Hans hustru, der kunne observere det hele, spurgte bekymret om hun fik sin mand at se igen. Svaret var kort og kontant. Det kom an på om borgmesteren var fornuftig. Herfra gik turen ind til den tyske kommandantur på Østergades hotel, hvor Stecher Christensen mødte politimester Einar Hoeck, der var blevet afhentet på samme vis.

Efter at være blevet gjort bekendt med undtagelsestilstanden og de tyske krav, opråbet til befolkningen fra den øverstkommanderende tyske myndighed i byen og de nye arbejdsforhold blev de begge løsladt. De havde under protest accepteret de nye arbejdsforhold.

Opråbet fra den tyske Standortältester. Besættelsesmuseet.

Anholdelse af prominente skikkelser

Det var imidlertid ikke kun Stecher Christensen og Hoeck der blev anholdt. Professorerne Blinkenberg, Frandsen, Stender Petersen og Blatt, overbibliotekar Carl Thomsen, landstingsmedlem Malchau, redaktør fra Aarhus Amtstidende Martin og lærer Grønborg var ligeledes blevet anholdt. Herudover havde tyskerne forsøgt, at anholde folketingsmedlem Otto Kier, der dog ikke var hjemme. Han blev senere anholdt og sat sammen med de ovenstående.

Der var tale om en decideret gidseltagning og borgmesteren kunne ikke få at vide, hvorfor de pågældende personer var anholdt. De blev indkvarteret på Sømandshjemmet på havnen, hvor de hensad i flere dage før de første blev løsladt. Resten blev ført til Horserødlejren, hvor de atter sad lang tid, før de blev løsladt.

En gruppe af de anholdte. Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg. Besættelsesmuseet.

Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg.

Spærretiden giver logistiske udfordringer

Grundet den af tyskerne indførte spærretid kunne ingen der kom med toget til Aarhus komme fra banegården efter kl.20. Politiet var sig klar over, at dette ville udgøre et problem og tog derfor kontakt til den tyske bykommandant Major Kruse, der gjorde en undtagelse og lod politiet eskortere alle der ankom til Aarhus hjem.

Man valgte derfor at tage kontakt til sporvejsdirektøren, der indvilligede i at stille trambusser til rådighed. Herefter henvendte politiet sig på rutebilremisen på Dollerupvej, hvor der var tre chauffører, der endnu ikke var taget hjem fra arbejde. Der blev straks gjort tre rutebiler klar og kl.20.30 stod de klar på Banegårdspladsen. Indtil kl. 01.30 blev 325 rejsende kørt til deres bopæl. Havde det ikke været for politiet havde de måtte vente på banegården indtil kl. 06.00 om morgenen.

Politimester Ejnar Hoeck fortalte efter besættelsen, at det fortrinsvis var store logistiske udfordringer, der kom til at definere hans 29. august. Besættelsesmuseet.

Tyske vagtposter overalt

Det var tydeligt, at den militære undtagelsestilstand havde udløst en hel anden militær undtagelsestilstand. I alle hovedgaderne var de tyske patruljer opstillet med korte mellemrum. De var bevæbnede med pistoler, geværer, maskinpistoler og håndgranater.

Foran hovedbanegården var der opstillet talrige vagtposter såvel som en maskingeværsrede. Bevægede man sig rundt i byen blev man ved hver enkelt vagtpost råbt an med et højt ”halt”, samtidig med at man blev belyst med en stærk lommelygte og et skydevåben. Herefter skulle man hurtigst muligt finde sine papirer frem.

Den tyske maskingeværspost ved banegården den 29. august 1943. Besættelsesmuseet.

Lovovertrædelser kunne få store konsekvenser

Trods tyskernes massive patruljering var der alligevel enkelte der skulle prøve lykken på dagen. Kl. 15.20 blev to mænd indbragt til politistationen. De var blevet anholdt af civilklædte tyskere for at omdele kommunistiske skrifter.

Sagen blev herefter både taget op i det danske retssystem og Luftwaffes krigsret her i byen. Under behandlingen af sagen i krigsretten gjorde dommeren det klart, at i al fald den ene af de to mænd havde gjort sig skyldig i ”begunstigelse af fjenden”, for hvilket straffen var døden. Til mandens held var der en overbetjent fra det danske sikkerhedspoliti tilstede, der kunne meddele dommeren, at sagen allerede var under behandling af de danske myndigheder, hvilket blev fundet tilfredsstillende. Luftwaffes Krigsret lod sagen gå videre ved den danske domstol.

Den 11. oktober 1943 blev manden idømt 30 dages hæfte. Hvad han har tænkte kan man kun forestille sig, men sagen viser på bedste vis, at den linje der fra tysk side var lagt for dagen efter augustoprørene var markant anderledes og hårdere.

Denne linje skulle få uoverskuelige konsekvenser for en lang række danskere, der skulle ende i fængsel, i KZ-lejre eller endda betale med livet. Man var gået ind i besættelsens anden fase, hvor vold, lovløshed, sabotager, schalburgtager, likvideringer og clearingdrab skulle sætte dagsordenen. Befolkningen havde budt besættelsesmagten trods, og en ild var for alvor tændt hos dem der havde viljen og modet.

 

Lørdag den 28.08.1943 – Forhandlinger skal sikre ro

Dagen efter det for alvor var ved at gå galt var politipatruljerne tidligt på gaden. Politiet skulle ikke risikere noget og patruljerede derfor især ved de gader, der i dagene forinden havde været særligt plaget af opløb. Allerede før vagtskiftet med natholdet var morgenpatruljen ude og sikre, at der var ro i gaderne.

Det var tydeligt, at politiet ikke ville risikere noget og allerhelst så, at de kunne stoppe opløbene inden de overhovedet begyndte.

En anmodning til bykommandanten

I et forsøg på netop dette tog politimester Ejnar Hoeck kontakt til bykommandanten Major Kruse. Gårsdagens mange anholdelser og optøjer var problematiske, men yderligere besværet blev situationen af de tyske soldaters ageren.

Hoeck havde ved selvsyn observeret, hvordan en tysk motorpatrulje provokerede ved sin optræden, idet den pludselig uden grund standsede op for at gøre klar til skydning, hvorved folk flygtede ind i opgange og porte, kun for at komme til stede, da patruljen atter kørte afsted.

Politimesteren henvendte sig derfor til Major Kruse og henstillede indtrængende til ham, at lade de tyske patruljer vise sig så lidt som muligt og udvise tilbageholdenhed. Alternativt, indskærpede Hoeck, ville han trække politiet bort fra gaderne og lade lovløsheden råde.

Dette stillede selvsagt bykommandanten i en besværlig position. På den ene side var det i tyskernes interesse, at der herskede ro og orden i gaderne. Skulle de selv opretholde den ville det uden tvivl ende mere voldeligt, end hvis politiet tog sig af optøjerne. Omvendt var det ufordelagtigt for majoren, at lade værnemagten fremstå svag i en sådan forhandlingssituation, ikke mindst overfor sine overordnede, herunder General von Hanneken, der måske endda kunne anse det som landsforræderi at værnemagten skulle lade sig diktere af politiet under de givne omstændigheder.

Major Kruse var for Hoeck heldigvis en pragmatisk mand og havde i øvrigt et ganske udmærket forhold med de forskellige ledende instanser i byen. Han ønskede først og fremmest, at der var ro på gemytterne, og at Aarhus for så vidt muligt var et fredeligt sted, hvor de tyske soldater kunne være i fred og ro.

Han meddelte derfor politimesteren, at han ville efterkomme hans ønske, og at han i øvrigt allerede dagen forinden havde instrueret soldaterne lignende. Langt hen ad dagen skulle der af samme årsag også være forholdsvis roligt fra de tyske soldaters side af.

– Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. Besættelsesmuseet.

Hærværk er også et protestmiddel

Desto mere blev politiet overrasket da der op ad morgenen var et større opløb ved Produktionsforeningens Brødfabrik i Studsgade. Her var der samlet en del mennesker i anledning af, at der fra fabrikken blev udleveret brød.

Samtidig med optøjerne ved brødfabrikken begyndte en regulær hærværksaktion.  På Vestergade, Volden og fiskerihavnen fik en række butikker ruderne knust. Det skulle tage politiet to timer at få skabt sig et overblik og få ro på gemytterne. Nok var der ro fra tysk side af, men det havde ikke stoppet civilbefolkningen.

– Optøjer i forbindelse med augustoprørene på Banegårdspladsen. Besættelsesmuseet.

Det største antal af anholdelser hidtil

Politiet var imidlertid ved at være rutinerede ud i at opløse opløbene. Da der kl.15:20 var samlet et større opløb ved lokomotivremisen på Sonnesgade gjorde politiet kort proces. På gaden var der samlet mellem 400 og 500 personer, mens der foran indgangen til remisen stod 45 mænd.

Politiet kom til stedet i deres patruljevogne og steg ud. Da folkemængden blev opmærksomme på politiet, gjorde de pludselig front mod betjentene, der var i voldsomt undertal, og stormede hen mod dem. Den ledende overbetjent gjorde det eneste han kunne og bad alle trække deres stave og slå løs på folkemængden.

Om det var regnen af slag der faldt over dem der deltog i opløbet eller en anden faktor der var udslagsgivende, er uvist, men i løbet af 25 minutter vendte betjentene tilbage til politistationen. Med sig bragte de alle 45 mænd, der havde stået ved indgangen til Lokomotivremisen. Det var det største antal anholdte på en gang i augustdagene, fire mere end det samlede antal fra dagen før.

Efterdønninger fra gårsdagens begivenheder

Gårsdagens begivenheder ved Høegh Guldbergsgades kaserne havde enten sat dybere spor i de tyske soldater end først antaget, eller også brugte de tyske officerer anledningen til at vise deres magt.

Kl. 20:15 blev der meddelt til politistationen, at der var forsamlet et større opløb ude foran kasernen. De samme betjente, der havde måtte trække stavene mod civilbefolkningen for blot fem tider siden, måtte atter afsted.

Da de ankom, blev de mødt af ganske få mennesker der stod i deres gadedøre. Der havde tilsyneladende ikke været skyggen af et opløb. En tysk løjtnant henvendte sig til betjentene og anmodede om, at alle vinduer i huskarreen, hvorfra der aftenen forinden var blevet affyret skud mod kasernen skulle lukkes, ligesom mørklægningsgardinerne i lejlighederne skulle trækkes ned til trods for at der ikke var lys i lejlighederne. Løjtnanten blev gjort bekendt med, at det ikke var befalet i Danmark at mørklægge vinduer, hvor der ikke var lys, hvortil han svarede at han hermed befalede det.

Politiet efterkom hans anmodning og samtlige vinduer blev lukket og mørklagt. Samtidig havde tyskerne opsat flere maskingeværsreder i de omkringliggende gader. Skulle der ske noget, ville de kunne besvare ilden øjeblikkeligt. Politiet kunne imidlertid være tilfredse med, at værnemagten faktisk efterkom Major Kruses befaling og ikke aktivt opsøgte konflikten med tæskehold og lignende som dagene forinden.

– Tysk cykelpatrulje. Det var ulovligt at fotografere tyske soldater, og det forekommer, at fotografen forsøger at skjule sin handling. Besættelsesmuseet.

Det skulle jo ske

Der var lys at spore for enden af tunnelen. En dag uden skud og større sammenstød mellem civilbefolkningen og de tyske soldater var snart slut. Kl.21.20 modtog politistationen desværre det telefonopkald de mok mindst af alt havde håbet på.

På hjørnet af Gerlachsgade og Trepkasgade var der blevet skudt på et par unge mænd. Politiet hastede til stedet, men fandt hverken opløb eller medlemmer af den tyske værnemagt. De to unge mænd blev kørt til behandling på kommunehospitalet.

Politiet var på bar bund indtil de på stedet blev oplyst, at yderligere en var blevet ramt af skud. Det drejede sig om en ung kvinde på 19 år, der havde fået et skudsår i hovedet, men straks herefter, formodentlig i chok, havde begivet sig hjem.

– Bevæbnet tysk soldat visiterer civil dansk mand under augustoprørene. Besættelsesmuseet.

Betjentene henvendte sig straks i hjemmet, hvor de traf den tilskadekomne. De bad hende følge med til stationen, hvorfra hun blev bragt til kommunehospitalet for at få foretaget en røntgenfotografering.

Her forklarede den unge kvinde, at en tysk patrulje var kommet kørende. Idet den passerede Gerlachsgade, åbnede den ild ned ad gaden, hvorved hun blev ramt. Der havde ikke været sammenstimlen eller nogen som helst provokation mod værnemagten og episoden var præcis den slags både politimester Hoeck og Bykommandant Major Kruse ville undgå.

Atter afmønstring på stationen

Betjentene vendte kort over midnat tilbage til politistationen og kunne se tilbage på en dag, der havde budt på lidt af hvert. Politimesterens anmodning havde langt hen ad vejen båret frugt, men Kruses befaling var i sidste ende ikke nok og sagesløse civile var atter tæt på at miste livet til tysk geværild.

I morgen kan du læse sidste indlæg i serien om augustoprørene i Aarhus, hvor vi for denne gang afrunder den måned der var med til at ændre besættelsens karakter fuldstændig.

 

Fredag den 27.08.1943 – Tyske soldater i panservogne

Oven på de mange optøjer og sammenstød den 26. august var Aarhus lang tid om at komme til sig selv. Det synes, at de eneste der var oppe fra morgenstunden var byens politi, der til gengæld patruljerede byen nidkært og flittigt.

Hver gang betjentene vendte tilbage fra deres patruljer var meldingen dog den samme. Alt åndede fred og ro. Det var som om at gårsdagens begivenheder havde efterladt alle parter udmattet.

Den knuste rude hos Urmager Frandsen

Det eneste der var værd at rapportere, var at butiksruden hos Guldsmede- og Urmagerforretningen på Vestergade Nr. 15 var blevet knust med en sten. Hullet i ruden var så stort at politiet var nødsaget til at beslaglægge alle udstillede varer. De kunne ikke få fat på butikkens indehaver, Hans Andersen Frandsen, og frygtede, at folk ville benytte sig af muligheden for at gå på rov.

Hans Andersen Frandsen var imidlertid ikke en hvilken som helst urmager. Han var Overgruppefører i DNSAP og en del af Schalburgkorpsets Landstorm. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at hans politiske ståsted blev udslagsgivende og resulterede i den hærværk, der blev begået mod hans forretning.

Urmager Frandsen skulle senere lide en værre skæbne end at få sin butiksrude knust. Den 26. april 1945 kort før kl.18:00 blev han likvideret med tre pistolskud på Aaboulevarden. Det viste sig siden, at han havde arbejdet som stikker for Gestapo. Hvem der præcis foretog likvideringen er i dag uvist, men likvideringsgruppen der stod bag var ledet af Einar ”Leif” Sørensen. Selv samme Sørensen var en del af politiet indtil han gik under jorden og deltog i modstandsarbejdet.

Folk stimlet sammen om den likviderede Urmager Frandsen den 26. april 1945. Besættelsesmuseet.

Stavene trækkes

Den ro som morgenen var præget af skulle imidlertid ikke var ved. Kl.12.45 vendte en af politiets patruljevogne tilbage til stationen og kun melde, at der havde været skyderi på Thorvaldsensgade ved Aaboulevarden. Det viste sig, at der havde været optræk til opløb, og at værnemagten atter havde grebet til deres skydevåben. Byen var ved at vågne op.

Herfra gik det som dagen forinden. Der var sammenstimlen over hele byen og politiet var travlt optaget med at forsøge at få spredt de protesterende masser der ofte bestod af mange hundrede mennesker. Lykkedes det dem ikke var alternativet, at tyskerne greb til våben, noget der ikke var ønskeligt for nogen parter og resulterede i panik og kaos.

Politiet gik derfor også hårdere til værks end dagen forinden. Højtalervognen synes ikke nok mere, og stavene blev ofte trukket for at få stoppet opløbene. Ligeledes begyndte politiet at foretage en del anholdelser af folk, der ikke gjorde, som de bad dem om. 13 arbejdere fra DSB blev anholdt under et opløb foran Centralværkstedets Portnerhus, da de modsat resten af opløbet ikke ville fjerne sig da politiet ankom. Dette var endda ikke et enestående tilfælde. Spændingsfeltet mellem befolkningen, besættelsesmagten og politiet viste sig atter fra sin mest absurde side.

Yderligere afspærringer

For at dæmme op for de mange konfrontationer valgte politiet med afsæt i gårdsdagens afspærring af Bruunsgade at spærre et af de område, hvor opløbene havde været flest og farligst. Det var tydeligt, at man måtte gøre noget for at undgå de mange sammenstød, der altovervejende resulterede i sårede danskere. En mand blev bragt til kommunehospitalet, hvor han blev behandlet for et skudsår i låret. To andre blev bragt til amtssygehuset. Den ene blev behandlet for et bajonetstik i ansigtet, den anden var blevet ramt af skud i nakken.

Afspærringerne skulle virke præventivt. Det var simpelthen blevet for farligt at konfrontere værnemagtens soldater, der tydeligvis var kampberedte. Helt galt var det ved at gå da en forsamling på 500 mennesker ved Friheden blev omringet af kampklare tyske soldater og panservogne. Folkemassen gik i panik og havde blot én tysk soldat åbnet ild mod menneskemængden kunne konsekvenserne have været uoverskuelige.

Politiet valgt at spærre Sønder Alle fra hjørnet af Søndergade og til Fredensgade, Østergade fra hjørnet af Søndergade til Fredensgade og Amaliegade. Ved hver afspærring blev der posteret vagter.

Befolkningen på flugt under augustoprøret. Besættelsesmuseet.

Vi indsætter kampvognene

Kl. 21:45 måtte politiet tage ned på Kaserneboulevarden til hvad der skulle blive dagens sidste opgave. Herfra var det blevet meddelt, at der blev skudt kraftigt mod værnemagtens kaserne og autopark på Høegh-Guldbergs Gade. Værnemagten havde i mellemtiden sporet sig ind på, hvilke vinduer skuddene kom fra og var begyndt at besvare ilden. De havde omringet hele karreen der var omgivet af Kaserneboulevarden, Høegh-Guldbergs Gade, Fyensgade og Ny Munkegade.

Da situationens alvor ikke var til at tage fejl af henvendte politiet sig straks på kasernen. En tysk oberst forklarede politiet, at tyskerne ville besætte ejendommen og lade kampvogne og kanoner skyde den sønder og sammen. Obersten ville ikke finde sig i at hans kaserne og soldater blev beskudt.

Politiet indvilligede selvsagt i at gøre, hvad der måtte gøres for at undgå katastrofen. Man undersøgte ejendommen, men hvem end der havde beskudt tyskerne var sluppet væk. Man opsatte derfor vagtposter, der skulle blive til man fik fat på den mistænkte.

Tysk militærkolonne på hjørnet af Kaserneboulevarden og Ny Munkegade. I baggrunden ses Høegh Guldbergsgades Kaserne i baggrunden. Besættelsesmuseet.

Gårsdagens anholdte

Foruden at være travlt beskæftiget med at forsøge at genskabe ro og orden i byen i løbet af den 27. havde politiet også en travlt med at få styr på, hvem, hvor mange og hvorfor folk var blevet anholdt den 26. Det viste sig, at flere af dem der var blevet anholdt af værnemagten var blevet afhørt op til ti gange og var gået på vand og brød. De var blevet indkvarteret i Oliemøllens administrationsbygning, hvor de var blevet tildelt feltsenge. Alle var de blevet udsat for forskellige grader af vold. En var blevet banket af flere soldater over flere omgange, mens en anden var blevet grebet af to tyske soldater og med en maskinpistol var blevet ført ind i administrationsbygningen, hvorefter de slog cigaretten ud af munden på ham og kaldte ham ”Schweinhund”. Fælles for dem alle var at de først blev løsladt den 27. omkring kl.19.00 da politiet havde dannet sig et overblik over situationen og i øvrigt ikke kunne få oplyst, hvad værnemagten havde tænkt sig at sigte dem for.

Endnu en dag med massive konfrontationer

Endnu en dag under augustoprøret var gået. Det var en dag, der atter havde budt på alvorlige sammenstød og faretruende situationer for alle parter. Til alles held lykkedes det politiet at genoprette ro og orden og omkring midnat var byen som den havde været i de tidlige morgentimer: rolig.

Følg med igen i morgen, hvor du kan få et indblik i nogle af de mange begivenheder der skete den 28. august 1943, dagen før undtagelsestilstanden.