Besættelsesmuseet er beriget med en stor forening af frivillige. De bidrager hver og en med et stort stykke arbejde, et altid godt humør og en kæmpe viden om besættelsestiden – enkelte kan endda dele ud af egne erindringer fra tiden.
At lave et nyt museum, er et omfattende arbejde. Derfor er motiverede frivillige en forudsætning for, at projektet overhovedet kan lykkes. De frivillige på Besættelsesmuseet hjælper til i arbejdet med registrering og klargøring af museumsgenstande, rundvisninger, undervisning i skoler og meget mere.
Da Besættelsesmuseet lukkede i 2018 og skulle tømmes, for at gøre plads til renovation, mødte en stor flok frivillige op og sørgede for at ALT blev pakket ned og flyttet på rekordtid.
Vi er dybt afhængige af de frivilliges arbejdskraft – uden dem ville åbningen af det nye Besættelsesmuseum have lange udsigter.
I denne artikel vil vi gerne synliggøre vores frivillige, som gør en stille men uundværlige indsats på Besættelsesmuseet. I de følgende afsnit fortæller to af museets frivillige, Anne-Birthe og Niels, om deres arbejde på Besættelsesmuseet.
Anne-Birthe arbejder med registrering og genstandshåndtering
I foråret 2018 fik jeg mulighed for at blive frivillig på Besættelsesmuseet. Når man som jeg gennem flere år har haft en stor interesse for Anden Verdenskrig, er det en gave at få lov til at arbejde med denne del af historien, hvor man også får genstande fra tiden i hænderne.
Før vi kan registrere, har vores historikere udvalgt genstandene og lagt informationer om dem frem til os. At arbejde med at registrere genstande betyder, at genstandene skal fotograferes, måles, registreres på computeren og pakkes. Vi er instrueret i, hvordan man omgås genstandene korrekt med handsker og bruger det nensomme greb, når de historiske genstande flyttes og håndteres.
Den direkte kontakt med genstandene kan sommetider gøre, at hårene rejser sig på armene. Det sætter mange tanker i gang om, hvad de personer, som har haft genstandene, har været igennem. Og hvorfor de har gemt genstande, som andre måske ville have kasseret.
Vi arbejder sammen to og to. Og det er vigtigt at vi har et godt samarbejde, hvilket gør at det hele glider meget nemmere. Og jeg er så heldig at have en fantastisk samarbejdspartner i Sverre, som er meget vidende på området. Han har oplevet krigen, hvilket jeg ikke har, så der falder mange guldkorn af fra ham, som jeg kan suge til mig. Og så er det jo et tillægsgode, at vi snakker og griner godt sammen.
Jeg er fuld af beundring for vores historikere, som altid har tid til en snak, hvis vi har brug for det. Maria, som er den person, der direkte arbejder med os frivillige, sørger for at alt ligger parat til os, når vi kommer. Vi kan altid ringe til hende, hvis vi er i tvivl, og vi føler ikke, vi er til ulejlighed, når vi gør det. Hun møder os altid med et stort smil og venlighed.
Faktisk føler jeg, at vores frivillige arbejde bliver rigtig godt modtaget. Et andet tillægsgode er, at vi lige nu er placeret i Den Gamle By, som det er dejligt at gå rundt i.
Niels formidler for folkeskoleklasser
Jeg blev pensioneret i 2016. I 2017 blev jeg ansat som frivillig på besættelsesmuseet. Som efterkrigsbarn – årgang 1951- har perioden 1939 – 1945 altid interesseret mig, så det er derfor utroligt spændende at være tilknyttet Besættelsesmuseet og være med til de mangeartede opgaver, der er følge af renovering og fornyelse af museet.
Mens museet er under ombygning kan der ikke tilbydes rundvisninger eller besøg på museet. I stedet tilbydes skolerne, at museets guider kommer ud på skolerne og fortælle om Danmark under besættelsen.
Jeg har siden museet blev lukket været ude adskillige gange. Hver gang har det været en yderst positiv oplevelse. Museet anbefaler, at det er fra 6. klassetrin og opefter. Første gang skulle jeg stå overfor en 8.klasse. Selvom formidling i forsamlinger af forskellige størrelse har været en del af mit aktive arbejdsliv, var jeg alligevel meget spændt. Måske lå der lidt fordomme inde bag hjernebarken og lurede: ”Ukoncentrerede teenagere, der overhovedet ikke gider høre om noget, der ligger så mange år tilbage.”
Men de fordomme blev i særdeleshed gjort til skamme. Denne og alle efterfølgende gange har jeg kun mødt disciplinerede, interesserede, lyttende og spørgende unge mennesker, der gør formidling af stoffet til en oplevelse i sig selv.
En af de store oplevelser, jeg har haft, var, da jeg var ude på Skæring Skole sammen med en af de sidste frivillige, der har oplevet besættelsen. Poul er født den 9. april og blev 13 år i 1940. At se og høre Poul, der trods sin alder er frisk og rørig og stod ret op og ned under hele foredraget, kan man kun blive ydmyg og rørt over. Vi delte foredraget på den måde at han fortalte om sine personlige oplevelser under besættelsen på Fyn, hvorefter jeg tog over og fortalte om, hvad der skete i Aarhus. Der er ingen tvivl om, at Pouls autenticitet fastholdt vores unge publikum. Den autenticitet må vi andre ”årsunger” så kompensere for ved at fortællingen bliver så levende som muligt – men altid sandfærdig!
Som det formentlig er fremgået, har besøgene på de forskellige skoler i Østjylland indtil nu været en ren fornøjelse.