De tyske soldater i Aarhus

Under besættelsen var der en stor til- og frastrømning af tyske soldater i Aarhus. Nogle opholdt her sig kun i ganske kort tid, mens andre var her i længere perioder. Både luftvåbnet, krigsmarinen og hæren varetog  centrale funktioner for at opretholde den tyske besættelse af Aarhus.


Tyske soldater kører ind i Aarhus den 9. april 1940. (Besættelsesmuseet)

De tidlige år

Allerede kort tid efter besættelsen blev de første tyske tropper beordret til Aarhus. Soldaterne havde forskellige funktioner og årsagerne til at de var i Aarhus varierede. Langt de fleste var kun i Aarhus på lånt tid, men der var også instanser, der lå i byen i størstedelen af krigen. En af disse var det tyske luftforsvar. De meldte allerede deres ankomst den 10 april, hvor de bad om indkvartering til 300 mand og fik kontorlokaler på Hotel Regina. Herfra koordinerede de luftforsvaret af Aarhus og siden hele Danmark. På samme måde var Krigsmarinen en fast bestanddel af besættelsestidens Aarhus. Under besættelsen var havnen som oftest fyldt med tyske skibe. Både mineryddere, torpedobåde og følgeskibe til konvojer var en fast bestanddel af skibene i havnen.

Tyske krigsskibe og spærreballoner i Aarhus havn. (Besættelsesmuseet)

Hvor luftwaffe og krigsmarinen havde forskellige militære funktioner brugte hæren derimod fortrinsvis byen til indkvartering af tropper, der skulle genopstilles eller uddannes. En af de divisioner der under besættelsen havde soldater i byen var 269. Infanteri Division, der blev beordret til Danmark kort efter luftwaffe var blevet indkvarteret i Aarhus. Divisionen havde deltaget i invasionen af Polen, Belgien og Frankrig og skulle nu udføre sikringsopgaver i Danmark. Fra juni 1940 til marts 1941 lå divisionens artilleriregiment på Vester Allé Kaserne. Her fik de et tiltrængt afbræk fra fronten, og kunne forberede sig på nye opgaver. I juni 1941 forlod de atter byen for at deltage i angrebet på Sovjetunionen. Det var dog ikke sidste gang aarhusianerne skulle stifte bekendtskab med infanteriet. Allerede i december 1942 blev de forlagt til Norge og kom derfor atter igennem Aarhus.


Tysk maskingeværspost foran hovedbanegården. Billedet er taget under oprørene den 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus som transithavn

Årsagen hertil var at Aarhus havn fra efteråret 1942 blev udskibningshavn for de tyske troppetransporter til og fra Norge. Aarhus blev dermed transitby for mange tyske soldater. Ved krigens afslutning stod der ca. 400.000 tyske soldater i Norge, og selvom alle ikke nødvendigvis kom gennem Aarhus var der ingen tvivl om, at Aarhus var et trafikalt knudepunkt for tyskerne, der på ugentlig basis sejlede tropper frem og tilbage. De tyske soldater på gennemrejse opholdte sig ofte ikke mere end nogle dage eller uger i Aarhus, men ikke desto mindre fyldte de i bybilledet.

Selv soldater fra det berygtede Waffen-SS kom igennem Aarhus. Dette blev blandt andet bemærket i en spionagerapport fra december 1944, der kunne konstatere at de var gået i land og marcherede ud mod tyske barakker på Skanderborgvej. Disse tropper var ofte på vej på orlov eller til genopstilling og kom direkte fra den finske front.


Troppetransportskibet Monte Rosa sejlede mange tyske soldater frem og tilbage mellem Aarhus og Norge. Her ses det fotograferet fra KFK’s Silo i juni 1944.(Besættelsesmuseet)

Den tyske tilstedeværelse i byen

Den øgede tyske tilstedeværelse i byen fik mærkbare konsekvenser på mere end en måde. Tyskerne begyndte i stigende grad at beslaglægge alt de kunne komme i nærheden af bygninger. Beboelsesejendomme, hoteller, forsamlingshuse, sygehuse og skoler blev alle taget i brug som besættelsen skred frem. Langt de fleste beslaglæggelser skulle bruges til indkvartering af tropper, men det rakte ikke. Tyskerne opførte derfor også et stort antal barakker forskellige steder i byen.

Beslaglæggelserne tog hårdt på bygningerne og ikke mindst skolerne måtte lide under en hårdhændet tysk behandling. De tyske soldater begik hærværk, stjal inventar og brugte reoler, stole og katedre som brændsel. Hvad bevæggrundene for deres opførsel var er ikke entydigt, og årsagerne er til en vis grad lige så forskellige som soldaterne var mange. Fælles for soldaterne var, at de kom til et stort set fredeligt paradis sammenlignet med fronten. Visse af disse havde imidlertid svært ved at løsrive sig fra fronten, hvilket netop kom til udtryk på blandt andet skolerne, men også ude i byrummet.

Østergades Hotel blev i efteråret 1942 beslaglagt. Det fungerede som soldaterhjem og hovedkvarter for den tyske ortskommandantur. (Besættelsesmuseet)

Sammenstød og samkvem med civilbefolkningen

Den betragtelige og massive tyske tilstedeværelse førte til gnidninger og sammenstød mellem danske civile og tyske soldater. Vold, hærværk, symbolsk modstand og uskyldige drillerier var alle sammen elementer i det daglige liv mellem soldaterne og aarhusianerne. Reaktionerne fra både dansk og tysk side var vidt forskellige. Hos statsadvokaten for særlige anliggender, der fungerede som bindeled mellem det danske politi og de tyske militærinstanser i sager, der involverede besættelsesmagten og civile danskere, blev der i dens fireårige levetid oprettet 1664 sager i Aarhus.

Antallet af sager fortæller dog kun den halve historie. Dels stoppede statsadvokaten for særlige anliggender med at fungere i juli 1944, dels var det langt fra alle sammenstød, der endte på deres bord. Som besættelsen skred frem var det dog tydeligt, at sammenstødenes karakter blev mere afstumpede og voldelige.

Bevæbnet tysk soldat under augustoprørene ved rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Samtidig var det dog langt fra alle tyske soldater, der endte i sammenstød med civilbefolkningen. De fleste forsøgte at få det bedste ud af deres ophold i Aarhus. De vidste, at de levede i byen på lånt tid og at fronttjenesten lå lige om hjørnet. Visse tyske soldater fik endda gode relationer til danske familier om end langt de fleste levede med at der var en kølig distance mellem dem selv og den danske befolkning.

Tysk troppetransport ved Aarhus Banegård. (Besættelsesmuseet)

De tyske soldater i den nye udstilling

I forbindelse med den nye udstilling på Besættelsesmuseet arbejder vi meget med historierne om de tyske soldater. For tiden arbejder vi blandt andet på at skaffe flere dagbøger og soldaterbreve hjem fra tyske soldater, der var stationerede i Aarhus under besættelsen.

Vi vil gerne fortælle de spændende og indsigtsfulde historier om de tyske soldater i Aarhus. De rummer alle følelser lige fra vrede, had og kærlighed til svigt, afmagt og tryghed. De handler om mennesker der begår forbrydelser og om mennesker der bliver sat i ualmindelige positioner i en ualmindelig tid.
Det er Aarhus set fra besættelsesmagtens vinkel og det er Aarhus set fra neden, hvor den enkelte soldat også kommer til orde. Du kan følge med her på bloggen, hvor vi løbende deler den nyeste viden på området og historier om besættelsestiden i Aarhus.

Historien om frihedskæmperarmbindet

Nu er det lige straks 5. maj og dermed årsdag for Danmarks befrielse. I den anledning har vi skrevet denne lille artikel om det klassiske frihedskæmperarmbind med de blå, røde og hvide farver, som frihedskæmperne bar i befrielsesdagene.

frihedskæmper

Dette godt slidte eksemplar af det ikoniske frihedskæmperarmbind, har tilhørt ingen ringere end kaptajn Gunnar Frijsenvang, der var byleder for modstandsbevægelsen i Aarhus d. 5. maj 1945.

5. Maj 1945

Da modstandsfolkene trådte åbent frem d. 5. maj 1945 var de fleste iklædt deres private tøj. Nogle kom i kedeldragter og andet arbejdstøj, mens andre var trukket i det pæne nålestribede jakkesæt. Enkelte havde ”organiseret” forskelligt militært udstyr som f.eks. hjelme, hvorved de afgav et vist soldatermæssigt udtryk. Bevæbningen var en blanding af nedkastet engelsk og amerikansk materiel, der var suppleret af danske og stjålne tyske våben.

 

hærarmbindet, aarhus-armbindet

Militær ventegruppe, formodentligt 2. Kolonne, på havnen i Aarhus i dagene efter befrielsen. Bemærk den meget forskelligartede mundering og bevæbning, der byder på både tyske, danske og engelske udstyrsstykker. På fotografiet ses desuden eksempler på både hærarmbindet og aarhus-armbindet. (Besættelsesmuseet)

I mangel af bedre

Oberstløjtnant (senere general) Vagn Bennike, leder af modstanden i Jylland fra 1944, ved en parade i Aarhus i sommeren 1945. På sin vis, bærer Bennike her en slags dobbelt uniformering (fra Niels Aage Nielsen, Mellem Jyske Modstandsfolk 1941-45).

Den brogede flok af modstandsfolk havde dog ét væsentligt fællestræk – nemlig det armbind, der blev kendt som frihedskæmperarmbindet. Hensigten med denne minimale uniformering var at sørge for, at modstandsfolkene blev opfattet som soldater og derved opnåede soldatens rettigheder. Det var nemlig sådan, at tyskerne i princippet anerkendte Haag-konventionens artikler om landkrig fra 1907, hvori der stod, at bevæbnede personer, som optrådte under kommando og bar et synligt symbol eller emblem, kunne klassificeres som kombattanter – altså soldater. Faldt man ikke indenfor denne klarificering løb man, ved tilfangetagelse, en betydelig risiko for at blive summarisk henrettet.

Med det in mente var det ikke underligt, at man brugte ressourcer på at producere denne light-udgave af soldateruniformen. Det senere så velkendte frihedskæmperarmbind blev produceret allerede i 1941-42, men fik først noget senere tilknytning til modstandskampen. Det første blå-rød-hvide armbind blev produceret af repræsentanter for den danske hær, som en forberedelse til den dag, hvor tyskerne måtte tabe. Når det skete, kunne man således være klar med en lovligt uniformeret militærstyrke, der kunne sikre ro og orden i landet. Derfor benævnes dette armbind ofte ”Hærarmbindet”.

Armbindet designes

Den blå baggrundsfarve på armbindet er lavet af afklippede ærmer på gamle dragonfrakker, der ellers lå og samlede støv på militærets lagre. Det røde felt skulle angiveligt stamme fra postuniformer. Den hvide bændel i midten er i armbindets første versioner forsynet med forkortelsen MI, der står for Materiel Intendantur (hvilket svarer cirka til vores dages Forsvarets Materiel Kommando). Hele herligheden var forsynet med et rundt metalemblem med løver og hjerter fra det såkaldte ”Lille Rigsvåben”. Det skal indskydes, at armbindet findes i flere forskellige udgaver og kvaliteter, og det er langt fra alle, der var forsynet med emblem.

Til militærgrupperne

I løbet af 1943-44 begyndte man i dybeste hemmelighed at opstille de såkaldte militære ventegrupper (M-grupper, Undergrundshæren), hvis opgave var at forhindre tyskerne i at ødelægge livsvigtig infrastruktur i tilfældet af en allieret invasion. Det lå også i kortene, at militærgrupperne kunne få til opgave at støtte de allierede tropper med lokalkendskab, men også deltage aktivt i forbindelse med decideret nedkæmpelse af tyske enheder. Det var derfor essentielt, at militærgrupperne blev forsynet med armbind, så de kunne opfattes som en lovligt kæmpende styrke.

Som navnet antyder, var ventegrupperne organiseret efter militært mønster. Dette betød bl.a., at gruppelederne i det fleste tilfælde havde militær baggrund, ligesom de fleste af gruppens menige medlemmer havde aftjent værnepligt. Den samlede organisation var underlagt den illegale militærledelse, kaldet ”Den lille Generalstab” med general Ebbe Gørtz som øverstbefalende.

 

General Ebbe Gørtz, øverstkommanderende for de militære ventegrupper, hilser her på en gruppe af sine folk. Soldaten til venstre i billedet er udstyret med armbind, tysk hjelm, dansk soldaterfrakke og amerikansk karabin (Frihedsmuseet).

Som et kuriosum skal det lige nævnes, at man fra ledelsens side ikke ville have, at folk fra ventegrupperne, især ikke officererne, deltog i andet illegalt arbejde. Der er dog utallige eksempler på, at ledende personer deltog aktivt i f.eks. sabotagearbejdet.

 

Fordeling af armbind

Det var nok tanken, at armbindene skulle fordeles til alle grupper, men pga. forskellige logistiske vanskeligheder nåede de aldrig ud i alle afkroge af landet. Man kan se, at de københavnske og sjællandske grupper var velforsynede, mens det kun var ganske få modstandsfolk i Nordjylland, som blev udstyret med det officielle armbind. På disse ”fjerne” steder improviserede man og lavede sit eget.

Det skal i øvrigt indskydes, at også sabotagegrupperne og mange andre typer af frihedskæmpere blev ”uniformeret” med armbindet i dagene op til befrielsen.  Hensigten har formodentligt været at sørge for, at modstanden fremstod så samlet og forenet, som overhovedet muligt.

Vi håber snart at kunne bringe historien om det særlige århusianske frihedskæmperarmbind.

Kilder:

Convention (IV) respecting the Laws and Customs of War on Land and its annex: Regulations concerning the Laws and Customs of War on Land. The Hague, 18 October 1907.

Historier fra den store indsamling II.

Den dolk, der ses på billedet nedenfor, var blandt de mange spændende ting, vi indsamlede i forbindelse med Besættelsesmuseets dokumentations-weekend d. 4.-5. maj 2013. Vi er taknemmelige for, at giver afleverede den til os i stedet for at sælge den via nettet. 

Officersdolk, indsamlet 4.-5. maj 2013

Dolken har tilhørt en værnemagtsofficer i hæren og blev båret i forbindelse med parader og ceremonier. Den er fremstillet i den tyske by Solingen af firmaet H. Kolping. Et sted på kniven, er navnet A. Nellmann indgraveret. Vi gætter på, at det er navnet på den officer, der ejede dolken. Så er der nogen derude, som kender noget til en tysk officer med det navn, vil vi gerne høre fra jer.

Værnemagts-officerer fra hæren på spadseretur i Aarhus. Officeren til venstre bærer en paradedolk af samme type som den nyligt indleverede.

Med hær-dolken har vi nu en komplet samling af paradedolke fra værnemagtens tre afdelinger: Hæren, flåden og luftvåbnet. Dolken er nu udstillet sammen med et udvalg af de øvrige ting, vi har modtaget i løbet af foråret.

Paradedolkens giver ønskede at være anonym, så vi ved altså ikke med sikkerhed, hvordan den er havnet i Aarhus. Det er dog sandsynligt, at den har tilhørt en af de mange tusinde tyske officerer, der kom til Østjylland i løbet af krigen.

Aarhus – krigens by

Aarhus var fra efteråret 1942 og frem til befrielsen transitsted for transporter mellem Tyskland og det besatte Norge. Kolossale mængder af mennesker og materiel passerede igennem byen i denne periode. Udover de mange soldater, som var med i troppetransporterne, var der i byen et stort fast mandskab. I krigens sidste to år iværksatte tyskerne store fæstningsbyggerier i skovene syd for Aarhus. Da freden kom i maj 1945, befandt der sig mere end 10.000 tyskere i byen.

Aarhus var med sin gode havn og jernbane et strategisk vigtigt knudepunkt for besættelsesmagten.

Tyskernes ting

I dagene efter d. 5. maj begyndte de tyske soldater at forlade byen for at søge mod grænsen. Her skulle de gå i allieret krigsfangenskab. Al officiel tysk militær forplejning ophørte, og det var derfor ret almindeligt, at de tyske soldater solgte ud af deres udrustning for at finansiere den ca. 175 km lange spadseretur.

tyske soldater på vej hjem

Tyskerne havde ordre om at medbringe deres personlige våben, men som billedet viser, havde kun få lyst til at slæbe de tunge våben hele den lange vej til den dansk/tyske grænse.

Mange danskere syntes, det var morsomt at erhverve de før så skræmmende symboler på den nazistiske overmagt – især hvis det kunne ske for en humpel brød eller en flaske mælk. I særlig høj kurs var de hagekors-dekorerede paradevåben og militære ordner. Det, ingen ville købe, blev kastet bort, og snart fulgtes de hjemvandrende tyskere af souvenir-jægere. Man kan fint forestille sig, at dolken her er blevet købt eller samlet op af en aarhusianer, der efterfølgende gemte den som et minde om den dag, da den forhadte besættelsesmagt forlod landet.