Kategoriarkiv: Begivenheder

Juleaften o hvor er du sød, så skal alle folk ha’ sagogrød

Den af

Som Anden Verdenskrig skred frem blev varemanglen og rationeringen mere omfattende. Krigen havde medført et sammenbrud af verdenshandlen, hvilket betød, at import af vare var ekstremt begrænset.

Kolonialvarer, såsom sukker, kaffe, chokolade, appelsiner osv., måtte man pludselige kigge langt efter, og de varer, man kunne købe, kostede næsten dobbeltpris.

At julen var genstand for mange bekymringer og spekulationer kan derfor ikke overraske – for hvordan fejrer man jul, når der er mangel på alt?

Heldigvis var bøger, blade og aviser fulde af gode erstatnings- og sparerråd til landets borgere om, hvordan man klarede alt fra julemad til julegaver.

Julemad og varemangel

Det var i forvejen vanskeligt at få husholdningen til at køre rundt, og at få rationeringsmærkerne til at stemme overens med husstandens behov – juletiden gjorde det ikke lettere. I Aarhus-avisen Demokraten blev husmødrenes udfordringer ved juletid beskrevet således:

”Vi tæller Rationeringsmærkerne endnu engang. Vi haaber at kunne faa lidt fra til Julebagningen; men det ser sløjt ud med Beholdningen. Kan vi ikke knibe et eller andet Sted? – Det var nu rart, om vi kunne bage lidt Smaakager, f. Eks. Vaniliekranse – av! Opskriften siger ½ kg Mel og ½ kg Margarine – en saga blott!” (dec. 1942)

Aarhusianske RENA tilbød en kemisk løsning på mangelsituationen i juletiden. (Hjemmet, 1942)

Svesker, rosiner, chokolade og andre eksotiske varer forsvandt næsten helt fra butikkerne. Derfor var danskerne nødt til at finde på erstatninger, så man stadig kunne tilfredsstille familien og – i hvert fald nogenlunde – lave de gode gamle juleopskrifter.

Men hvordan laver man f.eks. et godt julebrød, når det er vanskeligt at skaffe sukat og rosiner? Løsningen skulle findes i køkkenhaven og blev kaldt rabarberrosiner.

Rabarberrosiner
Rabarber skylles, flækkes paa langs 2-4 Gange og skæres i smaa Terninger.
Til 1 Kg. Rabarber beregnes:300-500 g. Sukker.5 g. Citronsyre.1 g. Benzoesyre.
Sukker, Citronsyre og Benzoesyre blandes grundigt, og Rabarberne neddrysses lagvist med Blandingen, som henstaar til næste Dag.
Bemærk Saften skal staa over ”Rosinerne”.

I det hele taget var julebagning vanskeligt. Hvedemel, sukker, smør og margarine var alt sammen rationeret. I Aarhus havde man heldigvis Frøken Gottlieb Hansen, som under Besættelsen afholdt kurser for husmødrene i, hvordan man kunne klare sig med en beskeden husholdning. Her er hendes bud på en billig

honningkage:

Billig Honningkage
250 g. Sirup eller Kunsthonning, ½ kg. Rugsigtemel eller Hvedemel, ½ kg Havregryn og ½ kg Bygmel, 1 Liter Kærnemælk, 2 Æg, 4 Topskefulde Natron, 1 Tskf. Nelliker,   2 Tskf. Kanel (eller erstatningskanel), 1 Tskf. Allehånd,
1 Tskf. Ingefær (eller erstatningsingefær),
½ kg Puddersukker, Rabarberrosiner.
Sirup eller Honning varmes op, til det er flydende, irøres derefter Kærnemælk og sammenpiskede Æg. Mel, Natron og Krydderier sigtes sammen og røres i Dejen skiftevis med Havregrynene. Rababerrosiner vendes i lidt af Melet og røres i til sidst.Bages i Bradepande ved jævn varme i ¾-1 Time.
Kagen bliver bedre af at ligge i 8-14 Dage, saa det er ikke saa meget for tidligt at bage den nu.

Desværre må man jo tænke sig til chokoladeovertrækket.

Juleaften er fyldt med traditioner. Vi fylder maverne med dejlig julemad, og der er klare forventninger til, hvad denne mad består af – om end det varierer lidt fra husstand til husstand. Men risengrød, risalamande og selvfølgelig en masse julegodter, kan da ikke undværes. Og ligesådan tænkte man da også under besættelsen.

Desværre var både ris og fløde mangelvarer. Ris var stort set udgået af markedet i 1942, så i mange danske hjem, kunne man blive nødt til at stille sig tilfreds med f.eks. sagogrød eller havegrød i stedet for risengrøden. Og som dessert juleaften måtte det gå an med en ”Byg á l’amande” – ifølge avisens madplan i december 1942.

Juleknaset må heller ikke mangle. Heldigvis kunne man i avisen finde en opskrift på marcipanerstatning, som kunne klares med selv den mest beskedne husholdning.

Marcipanerstatning

Hertil kan man simpelthen bruge en melet, godt dampet Kartoffel, der moses fint ud og æltes op med sigtet Flormelis, til det bliver som smeltet Dejg. Mandelessensen tilsættes efter smag, og der formes forskellige Smaastykker heraf. (dec. 1942)

Man kan have sin tvivl om, hvor stor begejstring denne marcipan har vagt i de små hjem. Men heldigvis står, den kære, Kirsten Hüttemeier altid klar med en god opskrift, for som hun skriver i 1945: ”Lidt Kræs skal der frem!”

Dejlig billig Konfekt
50 g Smør, 1 Spsk. Sirup (Maltsirup), 100 g Puddersukker,  100 g Havregryn, Smør, Sukker og Sirup smeltes i en Gryde. Grynene røres i, og med 2 Teskeer sættes Guffet i smaa Toppe paa en smurt Bageplade for at tørre. Naar de har staaet nogle Minutter et koldt Sted, tages de af Pladen med en Kniv og serveres.
De smager herligt og er lavet i Løbet af Nul-Komma-Fem.

Hjemmelavede julegaver

Julegaver var også forbundet med store bekymringer. I damebladet Mønster Tidende blev det beskrevet således:

 ”Julegaver er – i Aar mere end nogen Sinde – et Problem, der sikkert trykker mange Mennesker. Julen er jo dyr nok i Forvejen, og der er meget faa Penge at raade over. Med andre Ord, Fantasien og Opfindsomheden maa mobiliseres særlig kraftigt, hvis man skal klare sig. For der er jo alligevel noget trist ved slet ingen Ting at skænke bort. […] De fleste voksne er da heldigvis saadan indstillede, at de bliver lige saa rørte over en lille Gave, der har kostet mere Ulejlighed end Penge, som de vilde bliver over noget kostbart færdigkøbt. Vi er jo alle i samme Baad. Med Børnene er Vanskeligere; de smaa Hjerner begriber ikke saa let, at der ikke kan købes ind som sædvanlig; de venter, og de glæder sig, og de er saa svære at skuffe.” (dec. 1942)

Heldigvis var der mange gode råd og idéer til hjemmelavede julegaver i de danske dameblade. Her er idéer til julegaver til hele familien.

Måske nogle af dem kunne bruges i dag?

Hvad med at lave tøj og sengetøj til datterens dukke? Brug de stof- og granrester, som alligevel er for små til, at de kan bruges til andet. En ekstra fin detalje er, at brodere dukkens navn på sengetøjet – det er den slags, som gør lykke hos en mindreårig dukke-moder.

En hjemmelavet dukkeseng. (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Til sønnen kan man lave en legevogn ud af en tom cigarkasse, hvorpå der monteres fire halve garntrisser som hjul. Kassen bliver gjort festlig med en gang maling eller tapetrester, som klippes i figurer og limes på.

Hjemmelavet legevogn af cigarkasse.  (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Manden skal da heller ikke snydes for en hjemmelavet julegave. Den fingrefærdige husmoder kan heldigvis bruge sine stofrester til at lave en patchwork toiletrulle-holder eller en æske til kraveknapperne – som han jo aldrig kan finde. Til æsken skal man bare bruge en tom og rengjort crème-bøtte. Den lakeres i festlige farver og på låget males små kraveknapper. Ovenpå limes en forknap som håndtag og bøtten fyldes til randen med kraveknapper.

Æske til forknapper lavet en en crème-bøtte. (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Den gode veninde kunne man jo overraske med en træsko. Ganske vist i den allermindste størrelse – ifølge Mønster Tidende kan de nemlig købes for en rimelig pris i alle trævareforretninger. Alle veninderne fra syklubben får man til at skrive deres navne derpå med blyant, som man senere trækker op med tusch. Og så kan man jo dekorere skoen med lidt blomstermotiver. Som prikken over i’et kan man komme lidt hjemmelavet konfekt ned i skoen. ”saa kan De tro, det er en nydelig Gave.”

En træsko med godter og autografer.  (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Ej heller at forglemme sin moder og svigermoder. Til dem kan man lave den yndigste lille tændstiks-hylde. Hertil skal bruges en tom osteæske, hvor de to dele – æsken og låget – skæres til, så de ikke er så dybe. Dernæst betrækkes de to dele med en stump mønstret voksdug og limes sammen. I toppen montres en gardinring, så hylden kan hænges op.

Voilà, så er julegaverne på plads.

Tændstiks-hylde af osteæske. (Hjemmet, 8. december 1942)

Hjerternes fest

På trods af hårde tider, krig og varemangel blev det alligevel jul i de små danske hjem. Når man læser i aviserne og magasinerne fra besættelsen, er det helt gennemgående, at man var bestemt ved, at julen skulle blive god og hyggelig, for: ”hvor der er Hjertevarme, er der Julestemning”.

Et budskab som stadig er vigtigt at huske på i dag, når julestresset raser.

Og mon ikke også nogle enkelte af de gode gamle opskrifter på julemad og hjemmelavede julegaver kunne fortjene en renæssance?

Sabotage på lokomotivfabrikken Frichs – For 75 år siden trængte sabotører ind på fabrikken i Aarhus

Den af

Følgende artikel er forfattet af Asger Christiansen, der er frivillig medarbejder i Den Gamle By, hvor han især arbejder med lokalhistoriske emner. Asger har udgivet flere bøger og artikler om dansk jernbanehistorie og har denne gang skrevet om lokomotivfabrikken Frichs under besættelsen. Stor tak til Asger for at dele ud af sin viden her. 

Maskinfabrikken Frichs i Åbyhøj begyndte at bygge lokomotiver i 1914.
Ca. 1955. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Under Besættelsen måtte lokomotivfabrikken Frichs i Århus acceptere ordrer fra de tyske jernbaner, Deutsche Reichsbahn DR. Det drejede sig om 10 store damplokomotiver af såkaldt type 44ÜK samt en del komponenter til andre lokomotivtyper. De delvist færdige lokomotiver blev saboteret i efteråret 1944.

Ordre på lokomotiver til Tyskland

Allerede få måneder efter tyskernes besættelse af Danmark fremsatte tyskerne i juni 1940 ønske om, at Frichs leverede en del dieselmotorer til ubåde samt 15-20 damplokomotiver om året. Ubådsmotorer ønskede Frichs ikke at bygge, da man var nervøse for, at det kunne udløse engelske flyangreb mod fabrikken, men en mindre serie lokomotiver måtte man nødtvunget sige ja til. Efter lange forhandlinger blev 10 lokomotiver type 44ÜK noteret i Frichs ordrebog i november 1942. Tyskerne mente, at de nødvendige materialer samt kul, olie m.m. kunne leveres fra Tyskland i løbet af 8 måneder, og der ville gå et års tid med bygningen af maskinerne.

Type 44ÜK var store godstogslokomotiver med fem drivhjul samt en fireakslet tender (kulvogn). Under 2. Verdenskrig blev typen bygget i mere end tusind eksemplarer. De blev bygget i flere lande, bl.a. Frankrig, Østrig og Danmark, da de tyske fabrikker havde rigeligt at gøre med at fremstille andre lokomotiver i tusindvis. Med en længde på næsten 23 meter og en tjenestevægt på hele 183 tons blev 44ÜK’erne de største damplokomotiver nogensinde fremstillet i Danmark.

Arbejdet indledes i Aarhus

Tegningerne til lokomotiverne modtog Frichs fra Tyskland. I efteråret 1943 begyndte man at samle maskinerne i Aarhus. Ingeniør Hans Bendsberg fra Deutsche Reichsbahn kom til Århus for at kontrollere arbejdet. Da det åbenbart gik noget langsomt, sendte Reichsbahn endnu en mand herop. Den danske ingeniør William Bay var i den periode ansat i lokomotivværkstedet som værkmesterassistent. Bay fortalte senere, at Bendsberg var en tiltalende mand, mens den anden tyske ingeniør, Hans Worm, “var ubehagelig og gik ustandselig i vejen, mens han lavede en masse vrøvl”. William Bay har også fortalt, at Frichs “forsinkede leverancen helt eventyrligt. Således var 30 meget svære flanger til kraftdamprørene totalt borte, da de skulle monteres. Men de dukkede pludselig frem igen, da erstatningerne for dem var fremstillet og anbragt”. I flere tilfælde smuglede ansatte smådele ud af fabrikken, når de gik hjem. Stumperne blev smidt i Aarhus Å, blot 50 meter fra hovedindgangen til Frichs.

Overingeniør Rudolf Zeitz Floor var ansat på Frichs i 40 år, bl.a. som leder af lokomotivafdelingen
Foto: Privateje.

I drejeværkstedet fremstilledes metaldæksler til kobbelstængerne (der forbinder drivhjulene), men flere gange var dækslerne forsvundet, når personalet mødte næste morgen. Så kunne man begynde forfra. Drivhjulssættene, det vil sige i alt 50 aksler med hjul, blev fremstillet i Tyskland, men skulle afdrejes og færdigbearbejdes i Danmark. Det skete på statsbanernes store centralværksted i Aarhus.

Lederen af lokomotivafdelingen på Frichs, overingeniør Rudolf Zeitz Floor, og underdirektør Jens Due-Petersen (søn af Frichs-direktør Peter Due-Petersen og engelsk gift) havde blandt de ansatte ord for at være tyskfjendtlige. Måske vidste nogen, at Rudolf Floor var medlem af den illegale organisation “Ringen”. Senere blev han medlem af Frihedsrådets lokalkomite i Aarhus.

Det første af de tyske lokomotiver under bygning i en af hallerne på Frichs, foråret 1944
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Frichs ønskede ikke at forsyne lokomotiverne med hagekors eller andre tyske nationalitetsmærker. Tyskerne protesterede, men Frichs ændrede ikke beslutning. Man ønskede heller ikke at montere de sædvanlige Frichs byggeplader på siden af cylindrene. Der blev dog anbragt et lille ovalt messingskilt på kedlernes bagvæg ud mod førerpladsen, og her var angivet kedelnumre, som Frichs havde en særlig nummerserie for. Hvis man ønskede at se, hvor et lokomotiv var bygget, var det nødvendigt at fjerne hjulskærmen over et hjul på højre side. Bag skærmen var ordet Frichs indhugget i rammen. Det var eneste gang, at Frichs benyttede den procedure.

I september 1944 var samlingen af det første lokomotiv så fremskredent, at dampkedlen kunne opvarmes og de tre cylindre som afprøvning blæses igennem med damptryk. Dette arbejde blev udført af ingeniør William Bay, der mange år senere fortalte: ”Med et lokomotiv fra Hammelbanen – der stod for rangeringen til og fra Frichs – blev det tyske lokomotiv rangereret, så det stod ude i det fri. Lokomotivet blev opfyret med rigtige kul og opvarmet til det største tilladte tryk, 16 atmosfære. Jeg havde den ret tvivlsomme ære at at skulle udblæse maskinen. Der var nemlig ingen glidere eller stempler i de tre cylindre. Det var et ret så slidsomt job, da åbningen af damptilførslen jo ikke havde været betjent, så jeg husker de kræfter, der skulle bruges. Også det meget voldsomme brag, da den indespærrede damp udløstes”.

Det stod klart for de fleste, at lokomotiverne snart skulle sendes til Tyskland. Om status for de ti lokomotiver har William Bay senere beskrevet: ”Alle 10 kulvogne var helt færdige og stod i grå bemaling udenfor. De næste to lokomotiver, altså ud over det trykprøvede, havde deres kedler i kedelsmedjen. Kedlerne var monteret på ramme og hjul, og de var altså næsten færdige. Med hensyn til de øvrige syv lokomotiver stod de som undervogne i lokomotivhallen. Alle de ni førerhuse var ligeledes samlede, hvorimod de øvrige dele til de ni lokomotiver kun fandtes som ikke-monterede dele”.

Fabriksgården på Frichs, september 1944. Der gøres klar til første prøveopfyring af tysk lokomotiv
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Sabotage, september 1944

I de illegale kredse var man velinformeret om, hvor langt bygningen af lokomotiverne var nået. Lederen af modstandsbevægelsens nordjyske Region I, nedkastningschef Anton Toldstrup, gav ordre til at sprænge drejeskiven, der lå midt i fabriksgården. Hvis det lykkedes, blev det vanskeligt at få de tyske lokomotiver ud fra værkstedshallerne og derfra væk fra Frichs og videre ud på jernbanenettet. På Kong Christian Xs fødselsdag, den 26. september 1944, dukkede fire delvist maskerede mænd op i en taxa ved porten til Frichs. De knapt 1.000 ansatte havde netop da frokostpause. To af sabotørerne var lærlinge på Frichs, men som følge af deres illegale virksomhed havde de nogle måneder levet i skjul i Aalborg, og de arbejdede derfor ikke længere på fabrikken.

Den ene sabotør, maskinlærling 20-årige Werner Clausen, ventede sammen med en elektrikerlærling i taxaen, mens aktionen fandt sted. Portneren på Frichs havde ord for at være tyskvenlig, og man turde derfor ikke tage chancen for at blive genkendt af ham. Den ene af de to mænd, der gik ind og anbragte sprængladninger, var en aalborgensisk politibetjent Poul, der også levede under jorden. Inden aktionen blev han instrueret af Werner Clausen om fabrikkens indretning og drejeskivens placering. Først sprængtes en lille sprængladning, hvilket fik alle ansatte til at søge dækning i virksomhedens beskyttelsesrum. Derefter anbragtes en større sprængladning under drejeskiven. Det illegale ugeblad “Budstikken” skrev:

“Tirsdag middag blev drejeskiven på gårdspladsen i Frichs fabrikker ødelagt ved sabotage. Portneren blev i middagspausen holdt op af fire revolverbevæbnede mænd, der anbragte to bomber, en brand- og en sprængbombe, under drejeskiven. Ved eksplosionerne blev sporene på drejeskiven slynget højt op i vejret og understellet sprængt i stykker, så der vil gå mindst et par uger, før drejeskiven atter kan bruges. Det vil betyde, at lokomotiver og det øvrige jernbanemateriel, der står færdige til aflevering, ikke kan komme ud af fabrikken”.

Den ganske ødelagte drejeskive fotograferet dagen efter sabotagen. Alle værkstedernes ruder er blæst ud.
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Efter sprængningen kørte sabotørerne bort i den ventende taxa. De fleste af værkstedshallernes og administrationsbygningens ruder blev blæst ud – det skete også i de nærliggende villaer. Drejeskiven var totalt ødelagt, og som nævnt var det på grund af dens placering nu umuligt at køre jernbanemateriel væk fra fabrikken. DSB skaffede dog en anden drejeskive efter blot tre dage; den blev installeret i løbet af kort tid. Drejeskivens betonfundament havde nemlig ikke taget synderlig skade. Sabotagen udsatte altså kun i mindre grad leveringen af lokomotiverne, og derfor blev Frichs blot en uge senere målet for endnu en sabotageaktion.

 

Endnu en sabotage

En af fabrikkens lærlinge, den 20-årige Henrik Alexander Gulstad, var med i modstandsbevægelsen sammen med andre ansatte fra Frichs. De holdt skydeøvelser i fabrikkens kælder, for der var så meget larm fra værkstederne, at ingen kunne høre skudene. Henrik Gulstad henvendte sig til underdirektør Jens Due-Petersen for at høre, om man måtte sprænge fyrkasserne på de tre næsten færdige, tyske lokomotiver. De var monterede med kedler og førerhuse men manglede bl.a. kobbelstænger mellem drivhjulene. To maskiner stod i lokomotivværkstedet, et andet stod i det nye malerværksted. Underdirektør Jens Due-Petersen var indforstået med planen, der blev udført om aftenen den 2. oktober 1944.

Frichs-lærling Henrik Alexander Gulstad anbragte sprængladningerne på tre tyske lokomotiver
Foto: Vejlby-Risskov Lokalarkiv

Frichs-lærling Werner Clausen, der som tidligere nævnt levede under jorden, fremstillede de nødvendige sprængladninger. Dagen før aktionen gav Werner Clausen sprængstoffet til Henrik Gulstad, da de to unge mænd mødtes i købstadsmuseet Den Gamle By. Næste aften anbragte Henrik Gulstad det plastiske sprængstof i fyrkasserne på tre lokomotiver. Sprængstoffet skulle antændes af såkaldte sprængblyanter, der udløste eksplosionerne med en vis forsinkelse. Næste dag skrev de lokale aviser (det blev ikke nævnt, at der var tale om lokomotiver til Tyskland):

 “Atter i aftes lød tre vældige drøn over Aarhus. Det var denne gang Frichs fabrikker, det var gået ud over. De første to bomber eksploderede klokken 19.58 i færdigmonteringshallen, og ved denne eksplosion ødelagdes fyrboksene på to lokomotiver. Den tredje bombe eksploderede først ved 21.20-tiden i prøvecentralen, og denne gang ødelagdes fyrboksene på et tredje lokomotiv.

Kun nattevagten befandt sig på fabrikken. Han havde netop afsluttet sin runde og havde intet mistænkeligt bemærket. Ved eksplosionerne blev hallernes øverste stokværk, der er af glas, ødelagt, ligesom fyrboksene på de tre lokomotiver er revet op. Man er ikke klar over, hvordan bomberne er blevet anbragt i lokomotiverne. Da arbejderne mødte i morges, varede det noget, inden arbejdet kom igang, fordi man først måtte undersøge, om der var flere bomber rundt om i virksomheden”.

Da eksplosionerne lød, blev direktør Peter Due-Petersen og hans søn, underdirektør Jens Due-Petersen straks kaldt til fabrikken. De boede begge på Bakke Alle i Åbyhøj og har givet hørt bragene fra eksplosionerne. Ingeniør Erik Jensen har beskrevet, at to lokomotiver stod klar i malerværkstedet til den såkaldte koldtvandsprøve. “Der var blevet lagt plastisk tidsindstillet sprængstof på indersiden af fyrkassen på lokomotiverne, og vi så nu vandet fosse ud og løbe ned i graven mellem skinnerne. Jeg husker endnu, at Peter Due-Petersen kravlede op ad lejderen til førerrummet, og sønnen Jens råbte til sin far om at lade være. Jeg tror, de spillede for galleriet, de har sikkert begge vidst, at noget sådant kunne ske”. Foruden skaderne på lokomotiverne, var tusindvis af ruder blæst ud i virksomhedens mange bygninger.

Maskinlærling Henrik Gulstad måtte allerede dagen efter gå under jorden og leve i skjul. Han fortsatte sit virke i modstandsbevægelsen et par måneder indtil januar 1945, hvor han mistede livet ved en aktion i Nørresundby. Mere om det senere.

 

Skader på en fyrkasse på tysk lokomotivet – det kunne derefter ikke fyres op og var nærmest ubrugeligt, indtil en omfattende reparation var udført
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Tyske soldater besætter Frichs

Efter sabotagen lå arbejdet med de tyske lokomotiver stille i to måneder. Ingen af maskinerne havde endnu været ude at køre, skønt ordren var aftalt mere end tre år forinden. På et af lokomotiverne afmonterede man førerhuset, så skaderne på fyrkasse (hvor kul afbrændes) og kedel kunne inspiceres. Fyrkasserne var beskadigede, og en skade på så central en del af et lokomotiv gjorde det umuligt at gøre lokomotivet køreklart uden endog meget omfattende reparationer.

Lørdag eftermiddag den 25. november 1944 blev Frichs besat af 120 tyske soldater. De erklærede, at besættelsen skulle opretholdes, indtil lokomotiverne var sendt til Tyskland, selvom de ikke kunne køre ved egen kraft. Soldaterne, der besatte Frichs, havde vagtstue i en godsvogn placeret lige uden for fabriksporten, hvorfra de patruljerede omkring virksomheden. En sjælden gang gik de ind i værkstederne. De blandede sig dog ikke i arbejdet, men deres nysgerrighed irriterede mange af de ansatte. En medarbejder i støberiet blev så vred, at han smækkede porten i for næsen af en af soldaterne. Frichs-ansatte gjorde nu de ufærdige lokomotiver nødtørftigt klar til afsendelse. Til trods for den stærke bevogtning lykkedes det for modstandsbevægelsen at sprænge en samleskinne (uden for fabriksområdet) til fabrikkens elektricitetsværk.

Syv lokomotiver var kun delvist samlede. Et enkelt lokomotiv havde fået kedlen monteret, men de resterende seks maskiner var ikke samlede. Dog var rammer og hjul samlet, således at de kunne sammenkobles og køres bort, trukket af et lokomotiv. Kedlerne og de øvrige maskindele inklusive de færdige førerhuse blev læsset på godsvogne. Ifølge ingeniør William Bay drejede det sig om ca. 20 lukkede og et antal åbne godsvogne. De 10 bogietendere (kulvogne) var alle færdige og gråmalede.

 

Lokomotiverne afsendes

Allerede efter tre dages besættelse af Frichs sendte DSB et telegram til de berørte parter om afsendelse “af 10 ufærdige lokomotiver til Tyskland via Padborg”. Af telegrammet fremgik, at trækkraften for et antal transporter skulle være tyske lokomotiver (der kørte en del i Jylland). Ifølge brev sendt den 28. november fra “Der Bahnbevollmächtigte der Deutschen Reichsbahn für Dänemark”, med kontorer i Ny Banegårdsgade 55 i Aarhus, at DSB skulle stille et rangerlokomotiv til rådighed i perioden fra den 29. november til den 12. december. Rangerlokomotivet skulle hver morgen kl. 7.00 ”pünktlich” være klar ved Frichs for at rangere 6-10 enheder til Aarhus godsbanegård, således at transporter kunne afgå mod syd fra godsbanegården kl. 9.00.

Første sending bestående af to 44ÜK-lokomotiver, en mandskabsvogn med soldater, tre lukkede og to åbne godsvogne blev hentet på Frichs om morgenen den 29. november. Sporforbindelsen til fabrikken var et 700 m langt sidespor, det såkaldte Åbyspor. Sporet gik fra Hammelbanens egen station i Carl Blochs Gade og ud langs nordsiden af Søren Frichsvej til lokomotivfabrikken vest for Ringgaden. Åbysporets skinner kunne ikke holde til de tunge, tyske lokomotiver, skulle det vise sig. I sidesporets kurve nær Hammelbanegården afsporedes det første lokomotiv med flere hjul, fordi to skinner knækkede under maskinen. Den tyske transport holdt derfor natten over ved Søren Frichsvej under bevogtning af tyske soldater. Næste dag opdagede jernbanefolk to sprængladninger ved det nærmeste sporskifte. Danskerne nægtede at arbejde, før en tysk sprængningskommando havde demonteret sprængladningerne. Det afsporede lokomotiv blev delvist løftet med donkrafte, hvorefter tyskerne forstærkede sporet ved hjælp af specialfremstillede kiler, der svejsedes på den yderste skinne i kurven.

Den 1. december – altså to dage efter afsporingen – kunne de to lokomotiver og seks godsvogne afsendes fra Aarhus til Padborg. Særtogene blev som oftest fremført af tyske lokomotiver, der allerede befandt sig i Jylland. To dage senere afsendtes yderligere to lokomotiver og en mandskabsvogn. Så vidt vides blev der afsendt ni transporter med delvist færdige lokomotiver og komponeter; den sidste transport fandt sted den 9. december. Ifølge et brev den 20. december 1944 fra Hammelbanen var alle 10 lokomotiver nu afsendt. Der havde bl.a. været benyttet “11 lukkede mandskabsvogne til befordring af mandskab til vagttjeneste m.m.” 

Ifølge korrespondance efter Besættelsen mellem Frichs og Handelsministeriet i København skulle lokomotiverne sendes til “Stargard i Reichsbahncentralamt Pommern for at færdigbygges der”. Byen Stargard med et stort lokomotivdepot og værksted var tysk, men efter verdenskrigens grænseændringer blev Stargard og den nærliggende by Stettin indlemmet i Polen.

 

Sabotørernes skæbne

Frichs-lærling Werner Clausen, der stod for sabotagen mod drejeskiven, blev i slutningen af 1944 arresteret af det tyske Gestapo i Vejle, hvor han med andre sabotører ville sprænge en fabrik. Utroligt nok lykkedes det Werner Clausen at snakke sig ud af problemerne under et tre timer langt forhør, og han blev løsladt. Herefter beordrede modtandsbevægelsens ledelse, at Werner skulle flygte til Sverige med en fiskerbåd fra Sæby. Werner Clausen vendte tilbage til Danmark sammen med Den danske Brigade straks efter Danmarks Befrielse den 5. maj 1945. Nogen tid senere genoptog han sit arbejde på Frichs, hvor han blev færdiguddannet som maskinarbejder. Derefter var han i en årrække ansat ved DSB’s Centralværksted i Aarhus. Werner Clausen døde i 2016 i en alder af 91 år.

Maskinlærlig Henrik Alexander Gulstad med dæknavnet ”Søren” blev opfordret til at flygte til Sverige, men han blev i Jylland og fortsatte det illegale arbejde efter sabotagen på Frichs. Modstandsbevægelsen beordrede, at Henrik Gulstad flyttede til Aalborg sammen med en anden ung modstandsmand, Ib Rickmann Olsen. I Aalborg blev de to unge mænd en del af en modstandsgruppe, der omtaltes som Dagdriverbanden. Henrik og Ib havde kendt hinanden siden deres fælles skoletid på Forældreskolen i Aarhus. Om formiddagen den 12. januar 1945 var Henrik og Ib i Nørresundby sammen med andre sabotører i en aktion, hvor de ved hjælp af brandbomber satte ild til bygninger og et stort, tysk kul- og halmlager ved Østasiatisk Kompagnis nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej. Under aktionen blev sabotørerne opdaget af en dansk vagtmand. Han var medlem af det danske nazistparti, bar grå uniform, men skønt han var bevæbnet med både riffel og pistol, havde han ikke fået nogen skydetræning.

Vagtmanden skød efter en af sabotørerne, Ib Rickmann Olsen, der blev såret og indlagt på sygehuset i Aalborg. Her blev han befriet af modtandsfolk og straks skjult under falsk navn på hospitalet i Dronninglund, hvor han døde nogle dage senere. Ib Rickmann Olsens gravsted findes endnu på Nordre Kirkegård i Aarhus.

Vagtmanden skød også efter Henrik Gulstad, men var ikke klar over, om han ramte Henrik. Det viste sig, at Henrik blev ramt af et skud, der var øjeblikkeligt dræbene. Henriks lig blev dog først fundet næste formiddag, idet han var faldet ned bag nogle kasserede rør på lagerpladsen.

Henriks forældre, Otto og Anna Gulstad, Risskov, satte den 19. januar en dødsannonce i avisen, hvoraf det fremgik, at ”begravelsen har fundet sted”. Henrik, der var 20 år gammel, blev begravet på Risskov Kirkegård. I juli 1945 blev en mindeplakette monteret på Henrik Gulstads gravsten ved en ceremoni, hvor Henriks far, afdelingslæge Gulstad, bevæget takkede for anerkendelsen af sin søn. Messingplaketten har indskriptionen ”Faldne i Danmarks Frihedskamp, 1940-1945”. Gulstads gravsted og gravsten findes stadig på Risskov Kirkegård.

Efter Besættelsen blev den danske vagtmand fra Aalborg sigtet for drab på de to sabotører, og han blev i juli 1946 idømt livsvarigt fængsel. Dommen blev anket, og den ændredes af landsretten i januar 1947 til 16 års fængsel.

 

Mindetavler for Henrik Gulstad

Den 4. maj 1946 blev der opsat en stor mindesten for Henrik Gulstad og Ib Ricmann Olsen ved den nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej i Nørresundby. I Aarhus blev der opsat tre mindeplader for Henrik Gulstad, den første var den nævnte på Risskov Kirkegård. Som ungt menneske havde Henrik taget realeksamen på Forældreskolen på Marselis Boulevard i Aarhus. I skolegården blev der i januar 1947 opsat en mindeplade på hovedbygningen for Henrik. Pladen med indskriptionen ”Tak for din indsats i Frihedskampen”, var skænket af skolens elevforening, og pladen sidder stadig på skolebygningen. Mens Henrik var maskinlærling havde Henrik fulgt undervisning på Teknisk Skole ved hjørnet af Ingerslevs Plads og N.J. Fjordsgade. Også her blev en mindeplade sat op. Det skete i september 1945.

Mindeplade opsat 1947 på Forældreskolen, Marselis Boulevard, Århus
Foto: Asger Christiansen

På lokomotivfabrikken Frichs opsatte man en mindeplade i receptionen i Frichs administrationsbygning, der ligger ud mod Søren Frichs Vej. Pladen opremser navne på 45 ansatte, der var med i fabrikkens vagtværn fra oktober 1944. En særskilt plade blev opsat til minde om Henrik Alexander Gulstad, der som nævnt anbragte sprængladningerne i lokomotivernes fyrkasser. Pladen med Henriks navn har indgraveret et citat fra den norske digter Nordal Grieg: ”De beste bli aldri vor fremtid, de beste har nok med å dø”.

Lokomotivfabrikken Frichs gik konkurs i 1977, bygningerne blev solgt, og fra 1986 ombygget til erhvervspark med kontor- og butikslokaler under navnet Frichsparken. Mindepladen for Henrik Gulstad sidder nu på vestgavlen af den tidligere administrationsbygning, der nu benævnes Bygning 36.

Frichs overingeniør Rudolf Zeitz Floor blev arresteret af tyskerne den 15. marts 1945 i sit hjem Ydunsvej 31 i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Floor blev senere ført til internering i Frøslevlejren nær Padborg i Sønderjylland, hvor han sad indtil befrielsen. Rudolf Floor fortsatte på Frichs indtil 1964, hvor han gik på pension efter 40 års ansættelse på lokomotivfabrikken.

Mindepladen for Henrik Gulstad sidder endnu på Frichs tidligere administrationsbygning i Frichsparken
Foto: Asger Christiansen

Lokomotiverne samles i Østtyskland

Med afsendelsen fra Aarhus i december 1944 forsvinder “sporet” efter lokomotiverne. I hvert fald for en tid. Næste oplysninger daterer sig til slutningen af 1948, hvor de ufærdige maskiner befandt sig på Volkseigene Betriebe Lokomotivbau-Elektrotechnische Werke “Hans Beimler” i forstaden Hennigsdorf i den nordlige udkant af Berlin. Efter krigsafslutningen lå fabrikken i Berlins sovjetiske besættelsessektor. I oktober året efter – altså 1949 – blev Deutsche Demokratische Republik (Østtyskland) oprettet som selvstændig stat under et kommunistisk styre.

På samme tid var man ved at bygge Frichs-lokomotiverne færdige i Berlin. Det første kunne prøvekøres i december 1948. I oktober 1949 afholdtes den første østtyske Leipziger Messe, hvor man udstillede produkter fremstillet i den nyoprettede stat. Et af lokomotiverne fra Frichs var udstillet som eksempel på den socialistiske industris formåen. Men i hovedsagen var der altså tale om dansk arbejde fra Aarhus. De 10 Frichs-lokomotiver var i drift i Østtyskland i næsten 40 år som trækkraft for tunge godstog og i enkelte tilfælde persontog. Det sidste lokomotiv blev udrangeret og derefter hugget op i Berlin i foråret 1988.

Et de Frichs-byggede lokomotiver blev i 1949 vist frem på Leiziger Messen og præsenteret som en øst-tysk produktion
– arkiv Dietrich Kutschik

Da politiet blev taget – Operation Möve

Den af

Om formiddagen 19. september 1944 genlød gaderne af støvletramp. Nysgerrige aarhusianere kunne følge med i, hvordan tyske politisoldater tog opstilling ved vejkryds og på byens pladser. I Mejlgade blev politistationen omringet, og da klokken slog elleve begyndte luftvarselssirenerne at hyle. Det var signalet til, at ”Operation Möwe” kunne gå i gang. Svært bevæbnede tyske soldater trængte hurtigt ind i politistationen, hvor de rettede våbnene mod de overraskede aarhusianske politifolk.

Politistationen i Mejlgade/Domkirke Plads fotograferet kort efter befrielsen i maj 1945.  (Besættelsesmuseet)

Politiet interneret

Operation Möwe (Måge) var kodeordet for den landsdækkende aktion, der have til hensigt at sætte det danske politi ud af funktion. Ca. 2000 af i alt 8000 danske betjente og politiansatte blev interneret med henblik på deportation til Tyskland. Baggrunden for aktionen var, at politiet nu endegyldigt havde udspillet sin rolle som brugbart værktøj for besættelsesmagten. Politiet havde bl.a. nægtet at stille mandskab til rådighed for tyskerne i forbindelse med diverse bevogtningsopgaver. Samtidigt havde tyskerne mistanke om, at modstandsbevægelsen havde infiltreret det danske politi på en række områder. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne nu så de danske politifolk som en potentiel sikkerhedsrisiko. Mistroen bryggede på erfaringer fra den franske hovedstad, Paris, hvor det ellers så tysk-loyale franske politi havde skiftet side og var faldet tyskerne i ryggen. Man frygtede ganske enkelt, at noget lignende ville ske, hvis det kom til en allieret inversion af Danmark.

Samarbejde med besættelsesmagten

Det danske politi havde ellers i lang tid, i tyskernes øjne, ydet en udmærket indsats i bekæmpelsen af illegal virksomhed, og i sommeren 1941 havde de, på tyskernes forlangende, arresterede hundredevis af danske kommunister.

Samarbejdet mellem det danske politi og besættelsesmagten var resultatet af den særlige samarbejdspolitik, som de danske politikere førte indtil august 1943 og som fortsatte under lidt andre former frem til befrielsen. Regeringen pålagde politiet at opklare forbrydelser begået mod besættelsesmagtens interesser, ligesom det var politiets pligt at finde frem til de personer, som begav sig af med at producere og distribuere illegale skrifter og blade.

Aarhus Politi var også underlagt disse bestemmelser og deltog i arrestationerne af ledende aarhusianske kommunister, bl.a. byrådsmedlem Thomas Dyhr Christensen (1883-1952), der senere blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof i det nuværende Polen.

Overassistent Viggo Emil Hansen (1901-1944) Foto: Privateje

I efteråret 1942 arresterede Aarhus Politi overassistent ved Aarhus Kommune, Viggo Emil Hansen (1901-1944), der var under mistanke for at drive redaktion og trykkeri for en række illegale blade, herunder ”Frit Danmark”. Den ellers konservative overassistent blev idømt en fem måneders fængselsstraf ved byretten i Aarhus for produktion og distribution af kommunistisk propaganda. En række andre personer blev dømt, og for en kort periode lykkedes det Aarhus Politi at sætte en stopper for bladproduktionen i byen. Efter at have afsonet sin straf, fortsatte Hansen sit illegale arbejde. I februar 1944 blev han atter arresteret, men denne gang af Gestapo, der kendte til Hansens aktiviteter fra dansk politi. Viggo Emil Hansen døde i tysk koncentrationslejr i november 1944.

Aarhus politi deltog også aktivt i optrævlingen af de første sabotagegrupper, herunder den såkaldte Gunnar Gram-gruppe. I september 1942 havde gruppen forsøgt at ødelægge et skrædderi, der reparerede uniformer for tyskerne. Politimester Einar Hoeck (1891-1970) indrykkede en annonce i Aarhus-aviserne, hvor der blev udlovet en dusør på 1000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaringen af den stedfundne brandstiftelse. Den senere så berygtede stikker, Grethe Bartram (1924-2017), angav herefter sin storebrors gruppe til Aarhus Politi, der hurtigt fandt frem til de fleste af Gunnar Gram-gruppens medlemmer. Brandstiftelsens politiske dimension fik tyskerne til at kræve, at afsoningen skulle finde sted i tyske tugthuse.

En svær balance

Det at være politiansat under besættelsen var en kompliceret sag. Foruden kravet om samarbejde med besættelsesmagten, skulle betjentene også forholde sig til et væld af cirkulærer, særlig forordninger, særlove og krisebestemmelser, der ikke ligefrem gjorde dem populære hos befolkningen. Her kan f.eks.  nævnes kontrol med mørklægning og legitimationskort, men også håndhævning af de mange bestemmelser i forhold til hamstring, rationering osv. Derudover var det også politiet, der skulle håndhæve de upopulære udgangsforbud i forbindelse med spærretid.

I sommeren 1941 indførtes legitimationskort i det meste af Jylland for alle personer over 15 år, der færdedes i det offentlige rum. (Besættelsesmuseet)

Rigtig svært blev det, når det kom til sikring af almindelig tryghed og lov og orden i samfundet, hvor politiet ofte blev tvunget til at gå tyskerens ærinde. Dette afspejles tydeligt i de mere end 1600 sager fra Aarhus Købstad, hvor politi og besættelsesmagten skulle afgøre, hvad der skulle ske med borgere, der havde været i karambolage med tyskerne. Her ses det tydeligt, hvor magtesløse politiet var, når det kom til at opklare overfald og overgreb begået af tyske soldater. Helt anderledes let gik det, når det var tyskerne, der var den forurettede part.

Der er massevis af sager, hvor Aarhus Politi blev tvunget til at arrestere borgere, der havde optrådt fornærmende overfor tyskerne på den ene eller anden måde. Var fornærmelsen politisk motiveret kunne konsekvenserne være vidtrækkende og ende med deportation. I småtingsafdelingen blev fornærmende udtalelser overfor danske kvinder i selskab med tyskere takseret til 14 dages fængsel.

I sommermånederne og august 1943 opstod der i Aarhus folkestrejke og oprørslignende tilstande. Politiet gjorde en ihærdig indsats for at lægge en dæmper på urolighederne gennem et væld af forbud. I sidste ende måtte politiet rykke ud og bryde oprøret med magt, fordi man frygtede, at tyskerne ellers ville åbne ild. Befolkningen havde kun ringe forståelse for politiets ageren, og mange opfattede det som om, at politiet stod skulder ved skulder med besættelsesmagten.

Optøjer i Amaliegade, august 1943. (Besættelsesmuseet)

Politimester Hoeck var dybt bekymret og frygtede, at alle disse forhold ville gøre uoprettelig skade på politiets omdømme og føre til tab af borgernes tillid. Mange politifolk delte deres chefs bekymring og fandt det tillige ydmygende, at man så ofte måtte gå besættelsesmagtens ærinde. Betjentene håndterede den svære balancegang forskelligt. Nogle valgte at følge ordrene blindt, mens andre begyndte at ”sjuske” på jobbet eller direkte modarbejde tyskerne – især når det kom til sager, der antog politiske dimensioner.

Andre valgte side og fik kontakt med illegale kredse, der havde hårdt brug for kontakter hos politiet, bl.a. til fremstilling af falske papirer af den ene eller anden art. Andre engagerede sig i sabotagearbejdet. Mest kendte er betjentene Einar Sørensen (1914-1945) og Henrik W. Platou (1918-1945), som påtog sig frihedskampens nok tungeste job, nemlig stikkerlikvideringerne. Allerede fra 1943 havde de to betjente samarbejdet med den kommunistiske sabotage-gruppe, Samsing-Gruppen, som i perioder var meget aktive på Aarhus Havn.

Som i andre dele af det danske samfund fandtes enkelte, som var overbevidste nazister. En af dem var kriminalassistent Peder Sandhøj, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen 12. august 1944.

I tyske koncentrationslejre

Efter at tyskerne havde afvæbnet Aarhus Politi blev kolonnen af betjente og politiansatte sat til at marchere fra politistationen i Mejlgade til den tyskbesatte kaserne i Vester Allé. De talte lidt mere end 100 mand, hvilket svarede til ca. en tredjedel af den samlede aarhusianske politistyrke.

Betjentene overnattede på kasernens høloft, og om morgenen den 20. september blev en mindre gruppe ældre og ledende politifolk løsladt. Ingen kvindelige politiansatte var blandt de internerede.

I dagene efter den 19. september 1944 blev de 2000 internerede politifolk fra hele landet sendt afsted til Tyskland. 109 af dem tilhørte politiet i Aarhus og blev i kreaturvogne fragtet til den nyoprettede fangelejr Frøslev, hvorfra de blev sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme, som ligger lidt sydvest for Hamborg. Politifolkene var fanger i her i ca. 14 dage, inden de blev sendt videre til deres endelige bestemmelsessted, KL-Buchenwald ved Weimar i Thüringen.

I de tyske lejre stiftede politiet bekendtskab med kz-systemets mange rædsler – med dets udmagrende arbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme.

Koncentrationslejren Buchenwald ved Weimar. (Frihedsmuseet)

De danske politifolk havde i modsætning til de øvrige fanger et stærkt fællesskab, hvilket formentligt forbedrede deres chancer for at overleve. Måske endnu mere afgørende var det, at de danske fanger modtog ekstra madrationer via Røde Kors. På trods af det mistede ca. 90 politifolk livet i de tyske lejre. Fem af dem tilhørte Aarhus Politi.

Lovløshed

Hvad sker der med et mørklagt samfund præget af varemangel, når den eneste politimyndighed er det tyske sikkerhedspoliti?

Den kriminelle foretagsomhed eksploderede. Det blev nærmest umuligt for ordentlige folk at færdes i fred i byen efter mørkets frembrud, hvor gaderne hurtigt befolkedes af skumle sortbørshandlere og overfaldsmænd. Unge kvinder blev advaret mod at opholde sig i offentlige beskyttelsesrum, og aviserne proklamerede, at folk skulle holde vinduer og døre lukkede. Samtidigt bragte aviserne en fast spalte – ”Gabestokken”, hvor der blev advaret mod kendte lovovertrædere med navn og adresse.

For at dæmme op for den værste lovløshed oprettede flere bykvarterer egne vagtværn, og snart efter fik kommunen tilladelse fra staten til at oprette et eget vagtværn. Byvagten, som det blev kaldt af aarhusianerne, talte ca. 150 mand, som hver var bevæbnet med en fløjte og en gummiknippel.

Det fortælles, at Byvagten normalt ordnede mindre sager med ”et par på skrinet”, og at de på den vis fik lagt en dæmper på de mindre seriøse slynglers aktiviteter. Men på trods af denne fremgangsmåde noterede byvagten i de otte måneder, den eksisterede, intet mindre end 6.491 lovovertrædelser, hvoraf mange var grove lovovertrædelser som f.eks. ”revolver-hold-ups”, vold og overfald. Der blev desuden begået 55 drab, der ofte kunne tilskrives den krig, som modstandsfolkene og Gestapo udkæmpede i byens gader.

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de ca. 6500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

 

Politiet og freden

Siden 1943 havde modstandsbevægelsen indsamlet oplysninger om personer, man mente var landsforrædere og skulle stilles til ansvar, når krigen var forbi. Frihedsrådets arrestationsudvalg havde for Aarhus udarbejdet et arrestationskatalog med navne og adresser ca. 1500 personer.

Stemningen i foråret 1945 var hadsk og mange var klar over, at opgørets time snart var forestående. Overalt i det befriede Europa skete der, i kølvandet på det tyske sammenbrud, en uhyggelig lynjustits, hvor de befriede befolkninger tog hævn for den tyske undertrykkelse ved at lade det gå ud over kollaboratørerne, dvs. værnemagerne, tyskerpigerne, stikkerne osv.

I Danmark ønskede modstandsbevægelsen at undgå den slags, og i Aarhus fik modstandsbevægelsen kontakt til de betjente, der var gået under jorden efter politiet internering. Kriminalassistent Niels Laursen (1889-1946) havde arbejdet på at organisere de ”underjordiske” betjente i en særlig politigruppe, der skulle træde i funktion, når freden kom. Formålet var at dæmme op for de værste uroligheder og sørge for nogenlunde ro og orden. Det var lykkedes Laursen at organisere 163 betjente ud af de ca. 200, der havde undgået interneringen.

I foråret 1945 blev de 163 betjente fordelt blandt fire såkaldte militære ventegrupper, hvis samlede styrke var på ca. 2000 mand. Politifolkene var udset til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med internereingen af de personer, man mistænkte for at have haft for tætte relationer til besættelsesmagten.

Det lå i kortene, at de skulle lægge en dæmper på befolkningens hævntrang, men også sørge for, at arrestationerne forgik efter bogen, dvs. uden overdreven magtanvendelse fra modstandsbevægelsens side.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Det kom alligevel til klipning og ydmygelser af tyskerpigerne, ligesom der også forekom tilfælde, hvor personer blev udsat for unødvendig vold i forbindelse med anholdelse. På trods af det må man konkludere, at Niels Laursens politigruppe var med til at sikre, at freden i Aarhus kom til at forløbe nogenlunde ordnet, dvs. uden et stort antal vilkårlige voldshandlinger og overgreb.

Efterspil

Efter befrielsen ventede et enormt opklaringsarbejde fra den politiløse tid. Hertil kom selve retsopgøret, hvor politiet skulle opklare forbrydelser, der kunne være begået flere år tidligere og hvor mange af vidnerne var døde eller forsvundet. Det blev en kompliceret proces, der kom til at lægge beslag på især kriminalpolitiets ressourcer langt ind i 1950’erne. Alt dette arbejde skulle varetages af en politistyrke, hvoraf en tredjedel af betjentene havde været i koncentrationslejr og led af eftervirkningerne heraf.

Der var hårdt brug for alt mandskab, og mange af de deporterede betjente var tilbage i tjenesten med udgangen af maj 1945. Efterfølgende søgte ca. 70 betjente om sygeorlov, ligesom flere fik anerkendt kz-syndrom og måtte opgive tjenesten helt.

Da Aarhus Politi officielt genoptog sit virke d. 13. maj 1945 kunne politimester Hoeck og hans folk glæde sig over, at befolkningen hilste dem velkommen tilbage med betydelig entusiasme. Med undtagelse af nogle få opportunistiske kriminelle ønskede ingen at leve i et samfund uden politi.

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

 

Torsdag den 26.08.1943 – Oprør på Bruunsgade

Den af

I kølvandet på dødsdommen mod den danske modstandsmand Poul Edvin Kjær Sørensen, der var afsagt ved den tyske krigsret i Aarhus, den 25. august, var luften tyk  af vrede i byen. Allerede aftenen inden var løbesedler hastigt blevet omdelt. Overskriften var ”Dødsdomme afsagt Aarhus” og blevet opfulgt af en klokkeklar opfordring:

Borgere i Aarhus! I Harmedirrende Protest over denne Dødsdom nedlægger vi i Morgen Arbejdet i hele Aarhus. Alle Borgere, Erhvervsdrivende, Haandværkere, Arbejdere og Intellektuelle maa i Enighed slutte op i denne Manifestation; ingen maa i denne Sag unddrage sig sin Borgerpligt, men yde sit Bidrag i den nationale Kamp.

Budskabet var klart. Nu skulle byens borgere for alvor på gaden. Nu skulle kampen stå og nu skulle besættelsesmagten forstå, at nok var nok.

Befolkningen er gået på gaden. Besættelsesmuseet.

Nyheden om dødsdommen blev udslagsgivende for at oprøret for alvor brød ud. Den 26.08.1943 indledtes strejken kl.8:00 på Aarhus Oliefabrik, hvor Sørensens far arbejdede. Strejken spredte sig hurtigt til havnearbejderne, værftsarbejderne, Sabroe, Frichs og en lang række andre aarhusianske fabrikker og produktionsvirksomheder.

Musik for fulde gardiner

Tyskerne svarede på en provokerende facon. Den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, General Hermann von Hanneken, fandt det passende at understrege tyskernes magt ved at sende et marchorkester igennem byen. Bykommandant Major Kruse advarede om, at det ikke ville føre noget godt med sig, og var modstander af ideen. Von Hanneken ville dog ikke høre noget om det og undskyldte sig blandt andet med at marchøvelsen var planlagt flere dage i forvejen.

Befolkningen opfattede begivenheden nøjagtigt som Major Kruse havde forudset. Strejkevirksomheden fortsatte, men blev nu suppleret af en lang række opløb i hele byen. En tysk lastvognskolonne på 50 fartøjer blev omringet af folk og politiet måtte tilkaldes som vagter indtil kolonnen var færdig med at gøre holdt.

Politimesterens bekendtgørelse, der blev udsendt om eftermiddagen i håb om at skabe ro. Besættelsesmuseet.

Kl. 10.50 blev en gruppe politibetjente sendt til Rytterstenen på Nørrebrogade. Herfra skulle de ledsage marchorkesteret rundt omkring i byen og ned til Oliefabrikkens Havnefabrik. Det viste sig, at antallet af betjente var mangelfuldt. Orkesterets tur medførte sammenstimlen, herunder ved Sct. Pauls Kirkeplads, hvor der var forsamlet 1000 hujende og råbende mennesker, og ved stabskvarteret på Bruunsgade. Politiet var derfor nødsaget til at sende yderligere betjente på gaden, ligesom en del betjente blev kaldt øjeblikkeligt hjem fra Aalborg.

Orkesterets  rute: Nørrebrogade, Nørregade, Guldsmedgade, Lille Torv, Borgporten, St. Torv, Sct. Clemens Torv, Søndergade, Ryesgade, Banegaardspladsen, Bruunsgade, Sct. Pauls Kirkeplads, Odensegade, Svendborgvej og Svendborgrampen

Optøjerne på Bruunsgade

Optøjerne rundt i byen var generelt voldsomme, men de fleste steder lykkedes det politiet at få genoprettet roen. På Bruunsgade sporedes der imidlertid en stærk ophidselse blandt tyskerne. Politiet nåede ikke at få dæmpet gemytterne i tide og de tyske soldater åbnede herefter ild mod civilbefolkningen, efterfulgt af anholdelser. Flere personer blev slæbt med ind på de tyske beslaglæggelser på gaden, og fik der en hård medfart, ligesom flere blev såret af tyskernes skud.

Tysk maskingeværsrede ved Banegårdspladsen under Augustoprøret 1943. Besættelsesmuseet.

Den tilstedeværende øverstbefalende betjent fik ordre til at trække sig tilbage til stationen fordi tyskerne tilsyneladende ville foretage patruljeringen selv. Kort efter modtog stationen imidlertid et opkald. Tyskerne havde ikke tænkt sig at patruljere alligevel og meddelte i øvrigt, at Bruunsgade skulle ryddes øjeblikkeligt, da man ellers ville åbne ild mod befolkningen igen.

Det lykkedes betjentene at få tilkaldt en højtalervogn og få den protesterende befolkning til at forlade Bruunsgade inden der skete yderligere katastrofer. Herefter blev Bruunsgade afspærret for alle uden ærinde.

Stormøde i Folkets hus

For de hårdtarbejdende betjente var dagen dog langt fra slut. Optøjerne på Bruunsgade var nærmest ikke afsluttede før der kl.16 fra tysk side kom en melding om, at den var helt gal i Amaliegade. Værnemagten følte sig truede af en større menneskemængde, og de tyske soldater var rasende over den manglende respekt.

Da politiet ankom, var der dog forholdsvist roligt og det lykkedes atter ved hjælp af højtalervognen at få de fleste borgere til at gå fra stedet. Alligevel lykkedes det 1200 mennesker med magt at trænge ind i Folkets Hus i Amaliegade og afholdt et stort møde. Der blev holdt flere taler og mødet blev afsluttet med Der er et yndigt Land, et leve Danmark og et leve kongen til stor begejstring og jubel. Forsamlingen lovede herefter at gå stille og roligt fra stedet.

Næppe var menneskemængden  kommet uden for døren før der udbrød kaos. Tyskerne for løs på den store gruppe der tog til genmæle. Resultatet blev at folk vedblev at gå rundt i gaderne til stor provokation for værnemagtens soldater der gang på gang overfaldt grupper.  Det var kun med nød og næppe, at politiet lykkedes med at få genoprettet ro og orden.

 

Optøjerne fortsætter

Sammenstødene mellem befolkningen og værnemagten fortsatte dagen ud. Selv foran den tyske kommandantur i Østergade samledes store menneskemængder. Som aftenen skred frem, blev det politiets arbejde yderligere besværliggjort.

Østergades Hotel, hvor både det tyske Standortkommandantur og Wehrmachtsheim lå. Her blev optøjerne blandt andet dæmpet med kampklare tyske patruljer, der blev indsat mod befolkningen. Billedet er fra dagene omkring augustoprørene. Besættelsesmuseet.

Hen ad aftenen samledes folk i området omkring de Mezas vej, Frederiks allé og sidegaderne i mindre klynger. Tyskerne fulgte trop og begyndte at patruljere rundt i mindre grupper der de facto fungerede som tæskehold.

Civilbefolkningen løb rundt i gaderne og tyskerne affyrede deres våben efter dem, hvis det da ikke lykkedes dem at få fat på dem.

På Lille Torv havde der i løbet af dagen også været livlig aktivitet, hvor blandt andet 25 tyske soldater havde opholdt sig ude foran en lejlighed, hvor der var blevet sat et engelsk flag i vinduet. Hen mod kl. 21.15 var en mand og hans kammerat uheldigvis blevet standset af 9 tyske soldater. Da det gik op for dem, at de skulle agere boksepuder, flygtede de. De tyske soldater trak pistolerne og skød efter den ene, der søgte tilflugt i en opgang. Tyskerne fangede ham imidlertid og manden, der tilsyneladende ikke havde deltaget i nogen optøjer, blev tæsket med blandt andet pistolkolber.

Tyske soldater på Fiskergade. Besættelsesmuseet.

Den slags overfald skete flere gange i løbet af aftenen. Så man en gruppe tyske soldater gjorde man klogt i at holde sig på afstand.

Afmønstring på stationen

For betjentene havde dagen været en lang. Kl. 1.00 var der ro i gaderne, og de betjente der var mødt ind kl.6.00 om morgenen kunne dimitteres og for at få noget søvn. For en sikkerheds skyld valgte man stadig at beholde en stor styrke til disposition.

For dem alle havde dagen utvivlsomt været en voldsom oplevelse. Betjentene havde flere gange måtte ty til vold mod deres egne medborgere og arbejdede hele tiden i spændingsfeltet mellem befolkningen og værnemagten. Dagen var dog  kun begyndelsen og i morgen kan du atter læse med, hvor du kan læse om begivenhederne den 27. august.

 

 

 

August 1943 – Sammenstød i luften

Den af

August 1943 blev en af de mest skelsættende måneder under besættelsen. Det var her store dele af befolkningen bød besættelsesmagten trods, regeringen gik af i protest og den tyske linje blev langt hårdere og mere nådesløs end i de første år af besættelsen.

I blandt andet Esbjerg, Odense og Aalborg gik det i løbet af måneden vildt for sig og hverdagen bød på sabotager, vold, provokationer og opstand. Hidtil har historien været, at Aarhus i den henseende slap nådigt, men nye arkivstudier har vist at Aarhus ikke var en undtagelse, og at august i høj grad blev på voldens præmisser her i byen.

Vores spændende fund fortæller blandt andet historien om en by, der i hele august er præget af en anspændt atmosfære, hævntørst, nervøsitet, frygt og kaos. Især dagene op til undtagelsestilstanden og regeringens afgang den 29. august var byen på den anden ende.

Derfor vil du fra den 26.-28. august kunne læse døgnrapporter der giver et indblik i en befolkning, der havde fået nok, og en besættelsesmagt der ikke var blege for at tage til genmæle for at genoprette orden.

En måned i sabotørernes kløer
August skulle først og fremmest blive en måned, hvor den kommunistiske modstandsbevægelse og især Samsinggruppen gjorde sit til at bekæmpe besættelsesmagtens tyranni. Faktisk blev August 1943 den måned under besættelsen, hvor der skete næstflest sabotager i Aarhus. Det var den måned, hvor det for alvor tog fart og de forskellige modstandsgrupper begik intet mindre end 26 sabotager, svarende til næsten det samlede antal af sabotager der var begået siden sabotagernes begyndelse i maj 1942.

01.08.1943: Risskov Lufttørringsvaskeri, Enebærvej/Tulipanvej, Risskov
08.08.1943: DSBs 30 tons hjælpekran
08.08.1943: Lokomotiv, Remisen, Sonnesgade
10.08.1943: Ib Nielsens Maskinsnedkeri, Lystrupvej, Risskov
10.08.1943: Tysk barak ved Brendstrupgaard
10.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
11.08.1943: N. C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
11.08.1943: Tysk depot, Østergade 25
11.08.1943: Aarhus Yachtværft, Lystbådehavnen
11.08.1943: R. M. Iversens Sadelmagerværksted, Studsgade 15
11.08.1943: Tysk godsvogn på Østbaneterrænet
13.08.1943: Transformerstation ved Langelandsgades Kaserne
15.08.1943: Højspændingsmaster i Universitetsparken
15.08.1943: Jydsk Telefon Aktieselskabs fordelercentral, Sct. Pauls Gade/Skt. Pauls Kirkeplads
15.08.1943: D.N.S.A.P’s kiosk og kontor, Aaboulevarden 59
15.08.1943: Den Østjydske Længdebane
18.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
18.08.1943: Missionshotellet Tabor, Åbyhøj
18.08.1943: Tysk Barak, Viby
20.08.1943: Transformerstationer i Hasle og på Søren Frichs Vej
22.08.1943: Thomassens Autoværksted, Højbjerg
25.08.1943: Transformator, Lystbådehavnen
26.08.1943: N.C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
26.08.1943: Chr. Ni. Winthers Tømrer- og Snedkerværksteder, Mindegade 6
26.08.1943: Tysk administrationsbygning, A/S Aarhus Oliefabrik, M.P. Bruunsgade 27
28.08.1943: Rosenvangsskolen, Rosenvangs Allé 49, Viby

Hjælp fra englænderne

Midlerne til sabotagerne var samtidig af hidtil uset styrke og karakter. Special Operations Executive (SOE), der var sat i verden ”for at sætte Europa i brand”, som den britiske Premierminister Winston Churchill udtrykte det, leverede sprængstoffer til modstandslommer rundt i Europa. Dette kom blandt andet Samsinggruppen til gode, der i løbet af aftenen og natten den 10.-11. august foretog ikke mindre end otte sabotager, herunder flere, der var rettet direkte mod værnemagten.

Samsinggruppen nåede under besættelsen at udføre over 50 sabotageaktioner i Aarhus, men blev arresteret den 30. juni 1944 og siden deporteret til lejre i Tyskland. Her resterne af de tyske barakker de sprang den 10.08.1943. Besættelsesmuseet.

Foruden de mange sabotager, var mage daglige provokationer, overfald, tyverier og magtdemonstrationer fra både dansk og tysk side med til at skabe spændinger. Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår bægeret ville flyde over.

Benzin på bålet

Da aarhusianske Poul Edvin Kjær Sørensen blev anholdt den 18. august. Han blev fragtet til Aarhus, og dømt til døden ved den tyske krigsret i en beslaglagt lejlighed på Sønder Allé den 25. august.

I løbet af aftenen spredte nyheden om sig som en steppebrand og den første tyske dødsdom i Danmark, bragte for alvor sindene i kog. Allerede dagen efter indledtes der strejker mange stedet i byen. I spidsen gik Aarhus Oliemølle, hvor Sørensens far arbejdede.

Hele august havde fagbevægelsen, ført an ved socialdemokraten Leonhard Hansen, forsøgt at undgå arbejdsnedlæggelser, men besættelsesmagtens forsøg på at opretholde ro og orden ved at demonstrere deres magt til fulde blev for meget for byens borgere.

Politiet forsøgte i dagene at sikre ro og orden, men nåede ofte ikke frem før sammenstødene var i fuld gang og slukkede reelt set flere ildebrande end de forhindrede.

Bekendtgørelse fra Politimester Einar Hoeck, der advarer om de konsekvenser sammenstimlen kunne have. Besættelsesmuseet.

Ordensmagten på overarbejde

Som måneden gik på hæld måtte ordensmagten flere gange trække stavene mod civilbefolkningen for at få opløst både store og små opløb. Politiet arbejdede på højtryk i forsøget på at følge med de mange konflikter og samtidig var de under et voldsomt politisk pres. Dels fik politiet i skarpe vendinger fra den tyske bykommandant Major Kruse besked på at få styr på optøjerne, dels frygtede man fra politiets side, hvad værnemagtens repressalier ville være, hvis man ikke fik tøjlet befolkningens vrede. Tilstanden var lovløs, kaotisk og hævntørsten var at spore fra alle sider.

Politibetjente ude på march under fredeligere omstændigheder end dem der mødte dem under Augustoprørene 1943. Besættelsesmuseet.

Ingen er sikre

Hverken den tyske byledelse eller de tyske soldater var tilfredse med den drejning måneden havde taget og det var tydeligt, at nerverne sad uden på tøjet. Sammenstødene mellem tyske soldater og danske civile fortsatte med at tage til. Da bølgerne gik højest var det et rent lotteri om de tyske soldater holdt sig til slagsmål eller trak deres skydevåben mod civilbefolkningen, der heller ikke holdt sig tilbage når det kom til at opsøge konfrontationen.

En tysk soldat i undertal. Utryg ved situationen står han klar til at afsikre sin pistol. Besættelsesmuseet.

Et ægtepar slap med skrækken da de blev overfaldet og væltet af deres cykler af en flok tyske soldater. Deres råb om hjælp sendte utroligvis soldaterne på flugt, et held, der sjældent var ofrene forundt. Oftest var overfaldene fra tysk side voldelige, og ofte lykkedes det dem samtidig at stikke af fra gerningsstedet. Ved et umotiveret overfald på en dansk mand, nægtede en tysk soldat foran flere tyske officerer at legitimere sig over for det danske politi, der valgte at tage rapport og gå videre til den tyske kommando, der dog ikke ville gøre mere ved sagen.  Noget tyder altså på, at den orden de tyske officerer havde søgt at opretholde blandt deres egne i de første besættelsesår i denne måned blandt visse var blevet afløst af et voldens fripas – man havde fra tysk side fået nok.

Efterspillet

Den nærmest lovløse tilstand stoppede ikke trods undtagelsestilstandens indførelse. Et godt stykke ind i september fortsatte de mere voldsomme overfald, inden der atter faldt mere ro på.

Bekendtgørelse fra de tyske myndigheder i byen med de udstedte forholdsregler til befolkningen. Besættelsesmuseet.

Danske kvinder med deres tyske kærester blev forsat antastet og truet med klipning, og soldaternes svar på tiltale var fortsat ofte vold. Den 2. september blev en mand såret da han blev skudt i hovedet af tyske soldater, der havde bedt ham flytte sig fra Ringgadebroen. Den ældre herre med dårlig hørelse var sig ikke bevidst om, at man ikke måtte gøre ophold på broen.

Hvor man tidligere havde set, at de tyske soldater havde bedt ham flytte sig eller havde tilkaldt det danske politi, lå efterdønningerne af oprørets måned stadig luften. En hverdag som før august 1943 kunne ikke komme på tale igen. Voldsspiralen fortsatte og den mere afstumpede og brutale vold var kommet for at blive.

Følg med på søndag, hvor du kan læse den første af i alt tre døgnrapporter om dagene op til den 29. august.

 

 

Besat af Befrielsen

Den af
4. maj-arrangement hos Besættelsesmuseet og Kvindemuseet

 

Befrielsen blev fejret i Mathilde Fibigers Have

I anledningen af den 73. årsdag for Danmarks befrielse afholdte Besættelsesmuseet og Kvindemuseet, traditionen tro, en befrielsesfest d. 4. maj 2018.

Besættelsesbazar i Mathilde Fibigers Have. Der var solskin og højt humør, da Besættelsesmuseet og Kvindemuseet bød velkommen til befrielsesfest.

Fredag viste sig at blive en herlig solskinsdag. I Mathilde Fibigers Have havde Besættelsesmuseet og Kvindemuseet tilrettelagt en besættelsesbazar med boder og aktiviteter. Der var bl.a. mulighed for at købe forfriskninger, kigge i dameblade og opskriftsbøger fra 1940’erne samt røre ved genstande fra Besættelsesmuseets samling. De første gæster blev mødt velkomne kl 16.00 og festen blev kl 20.30 rundet af med befrielsesbudskabet og fællessang med ”En lærke letted’”.

Dagen igennem sørgede Nik Ukkles for autentisk jazz og swingmusik afspillet på originale lakplader.

Eftermiddagen var spækket med aktiviteter, som alle stod i besættelsestidens tegn. Gæsterne blev budt på krisekage, som er lavet ganske uden smør, og fra kl. 18.00 holdt suppekøkkenet åbnet for alle sulte sjæle.

Fra det rygende nødbluskomfur, midt på pladsen, kunne man få serveret en stærk, kulsort kop Richs erstatningskaffe, serveret i madamblåkander. For gæsterne var dette enten et fornøjeligt gensyn eller en, mere eller mindre, underholdende førstegangsoplevelse. Omkring komfuret blev der delt anekdoter om billedkortene i Richs pakkerne, som børnene samlede på, eller om bedstefaren, der efter krigen, ikke længere fandt smagen af kaffe bitter nok og derfor foretrak Richs frem for ægte kaffe. Gentagene gange lød citatet ”Det er Richs der driks, men det er Danmarks der dur”, som et minde fra fortiden, der blev genfundet ved synet af de kulørte pakker og den egenartede smag.

Udskænkningen af erstatningskaffe af en af museets frivillige. Nødbluskomfuret var et populært samlingssted da det ved aftenstide blev køligt på pladsen.

To gange i løbet af eftermiddagen var det muligt at købe sig plads på en af Århus Historiers byvandringer anført af historiker, Doron Haahr. Byvandringerne satte fokus på interessante og begivenhedsrige nedslagspunkter i besættelsestidens Århus. Desuden kunne gæsterne få et smugkig ind på besættelsesmuseet, som ellers er lukket indtil 2020, grundet en omfattende renovering. Her viste, museumsinspektør, Søren Tange Rasmussen rundt i de autentiske, uformidlede lokaler og fortalte om de planer, museet har for den nye udstilling.

Befrielsen blev også markeret med en række oplæg om Århus under besættelsen og efterkrigstiden. Søren Tange Rasmussen, talte bl.a. om befrielsen og inspirerede tilhørerne til at tænke over, hvad besættelsestiden betyder for vores liv og samfund i dag. Oplæggene stod tillige i kvindernes tegn, da der ved de følgende oplæg blev fortalt om den aarhusianske storstikker, Grethe Bartram, som blev dømt for at have stukket 53 af sine landsmænd. Desuden fortalte Kvindemuseets museumsleder Merete Ipsen om efterkrigstidens behandling af de såkaldte tyskertøser i perspektiv til organiseret kriminalitet mod kvinder i moderne krigsførelse.

Søren Tange Rasmussen fortæller om befrielsens forløb med både højdepunkter og skyggesider.

Er fejring af befrielsen stadig relevant i dag?

Fejringen af befrielsen giver anledning til refleksion: Vi kan spørge os selv om det overhovedet er relevant at fejre befrielsen den dag i dag? Er det ikke efterhånden et udateret emne, som er erstattet af mere aktuelle forhold, såsom terrortruslen og flygtningekrisen? Når de deltagene ved befrielsesfesten blev adspurgt, hvorfor vi skal blive ved med at mindes og fejre befrielsen, blev det enstemmig og resolut påpeget, at vi må og skal huske, hvad der skete dengang, så det aldrig sker igen.

Danmarks befrielse er i dag, for mange, et symbol på sammenhold og selvopofrelse. Den opfordrer os til at mindes og ære de der kæmpede for at bevare de værdier, vi næsten tager forgivet i dag: Demokrati og frihed. Når man talte med gæsterne i Mathilde Fibigers Have d. 4. maj 2018, lød det således:

”Jeg vil gerne ære og udtrykke min taknemmelig for de mænd og kvinder, som gav deres liv for at skabe det samfund vi har i dag”

”Vi skal sætte pris på det de gjorde dengang og værne om den fred de skabte. Vi er heldige i Danmark, når man ser på al den ufred, der stadig er i verden omkring os.” 

Det var et rørende øjeblik, da pladsen fyldtes med fællessang. Uopfordret rejste de fleste gæster sig, da tonerne til ”En lærke letted’” blev slået an.

I mange danske hjem markeres befrielsen med lys i vinduerne. For nogle markerer lysene, at der ikke længere er noget at frygte. For andre er lysene til ære for dem, der satte livet på spil eller symboliserer en særlig person. Flere af de fremmødte fortalte, at befrielsesfesten d. 4. maj er blevet en tradition. Her samles generationer om det fælles formål: At mindes, glædes og få mere viden.

Et besættelsesmuseum uden museum

Besættelsesmuseet og Kvindemuseet er meget taknemmelige for det store fremmøde af glade og engagerede folk fra alle aldersgrupper. Det var glædeligt, at så mange var villige til at dele deres historier med museet. Arrangementet d. 4. maj er Besættelsesmuseets største årlige begivenhed, hvor vi bestræber os på at bryde rammerne for den traditionelle museumsformidling og i stedet skabe et socialt rum, hvor det er muligt at smage, lugte, høre og røre.

Kvindemuseets Café stod for traditionelt suppekøkken om aftenen. Der blev hygget og snakket omkring de små borde i haven.

I foråret 2020 åbner Besættelsesmuseets nye udstillinger. Vi har i øjeblikket til huse i Den Gamle By, men desværre uden udstillinger. De næste to år vil vi stå for flere arrangementer i Århus byrum om besættelsestiden. Følg os på vores hjemmeside eller Facebook og bliv orienteret om, hvad vi laver og hvor du kan finde os.

Vi er naturligvis tilbage med endnu en befrielsesfest i Mathilde Fibigers Have lørdag d. 4. maj 2019 – så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Aarhus Besat

Den af

Himmelen over Aarhus, 9. april 1940 (Besættelsesmuseet)

Den 9. april 1940 vågnede aarhusianerne ved 5-tiden til lyden af brummende flyvemaskiner. Formationer af tyske fly fløj over byen i en nordlig retning.

Kl 6.30 modtog Aarhus Politi besked fra kollegerne i Sønderjylland om, ”at tyske Hærmasser havde overskredet den danske Grænse.” I Aarhus gik der vilde rygter om, at en hel sværm af tyske maskiner var landet på det militære øvelsesterræn på Skejby Mark.

Nødlandet tysk flyvemaskine på Skejby Mark. Formentlig en Junkers 88. (Besættelsesmuseet)

 

Politikommissær P. N. Pedersen tog affære og drog med tre betjente ud for at efterforske sagen. På Skejby Mark stod dog kun en enkelt mindre maskine, der ved 7-tiden havde foretaget en nødlanding. Den var løbet tør for brændstof, og landingen havde været ganske udramatisk. Maskinen og de to besætningsmedlemmer var uskadte. Politiet tog kontrol over situation og opsatte en afspærring omkring maskinen, så de mange nysgerrige ikke kom for tæt på.

I Rådhuset på Domkirkepladsen herskede en trykket stemning. Borgmester H.P. Christensen var i København, så det var viceborgmester E. Stecher Christensen, der havde indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde. Mødet indledes med, at viceborgmesteren oplæste den tyske general von Kaupitsch ”Oprop til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!”. Herefter diskuteredes, hvordan man skulle håndtere situationen. Mødet endte med, at byrådet tildelte borgmesteren (i dette tilfælde dennes stedfortræder) og budgetudvalget særlige kompetencer, så de hurtigt og effektivt kunne træffe nødforanstaltninger uden om de sædvanlige afstemninger.

 

Herefter satte man sig til at vente på tyskerne. Der var løbende kontakt mellem rådhuset, byens kaserne og politiet. Lidt op ad formiddagen bekendtgjorde politiet, at der beordret mørklægning. Endvidere måtte aarhusanerne nu stifte bekendtskab med den første af mange begrænsninger på den personlige frihed – nemlig retten til at bevæge sig frit i byen. Fænomenet der hurtigt blev kendt som spærretid betød, at det var forbudt at færdes i byrummet mellem 23.00 og kl 06.00 om morgenen, men mindre man var læge, jordemoder eller havde et andet væsentligt offentligt erhverv. Derudover indførtes en række andre forbud, bl.a. et mod salg og udskænkning af alkoholiske drikke. Udgangsforbuddet varede en hel uge til stor fortrydelse for byens borgere, der rasede over, at der ikke eksisterede et lignende forbud i København.

Lidt før middagstid havde den tyske fortrop passeret Horsens, og ca. ved 13-tiden rullede de første motoriserede, tyske afdelinger ind i Aarhus. Forrest kørte en afdeling motorcykler, der dirigerede kolonnen gennem byen. Herefter fulgte et halvhundrede lastbiler og pansrede kørertøjer. Ifølge den socialdemokratiske avis Demokraten var tusindevis af aarhusianere strømmet ud på gaderne, hvor de ”alvorlige og tavse” var vidner til besættelsen af deres by. En god del af de motoriserede, tyske styrker fortsatte gennem Aarhus mod Randers uden at gøre ophold.

Tysk motoriseret kolonne passerer Harald Jensens Plads, 9. april 1940. (Aage FredsLund Andersen, Besættelsesmuseet)

Lidt ud på eftermiddagen ankom tre mindre Kriegsmarine-fartøjer til Aarhus Havn. Kort efter mødte to tyske marineofficerer op hos havneingeniøren og beordrede, at al’ trafik fra havnen blev indstillet øjeblikkeligt. Samtidigt oplyste de havneingeniøren om, at der en af de nærmeste dage ville komme en tysk havnekaptajn, der skulle dirigere havnens trafik fremover. Det var alt, der hændte den 9. april 1940. Aarhus var besat – helt uden at der var blevet affyret så meget som et enkelt skud.

Først d. 10. april tog tyskerne officiel kontakt til byen igennem en Major von Heesch fra Luftwaffe, der meddelte, at han skulle bruge indkvartering til 30 officerer og henved 200 mand. Hotel Regina blev beslaglagt til kontorer for enheden og officererne blev midlertidigt anbragt hotel Royal.

Den stilfærdige begyndelse kom til at stå i stærk kontrast situationen fem år senere, hvor der befandt sig så mange som 20.000 tyske soldater og flygtninge i Aarhus.

Hagekorset vejrer over Hotel Royal. (Besættelsesmuseet)

Maj 1945 – Opgørets time

Den af

Da Aarhus vågnede op d. 5. maj, var det med lette tømmermænd efter gårsdagens spontane fejring af befrielsen. Nyheden om befrielsen blev kommunikeret til folket via det engelske BBC’s dansksprogede radioudsendelse.

Fra morgenstunden vrimlede det med bevæbnede frihedskæmpere, som tog opstilling på strategiske steder rundt om i byen. Mange nysgerrige samledes omkring Bispetorv, hvor Koncertpalæet i Kannikegade tilsyneladende var indrettet som en slags kommandocentral for modstandsbevægelsen.

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Skyderi i gaderne

Humøret var højt, og ikke engang regnvejret kunne tynde ud i trængslen på torvet. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da det pludselig kom til skyderi mellem en tyske patrulje og frihedskæmperne i Koncertpalæet. Skudvekslingen, som er gået over i historien som ”Kampen på Bispetorv”, varede flere timer og kostede fire frihedskæmpere og en civil livet.

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Men der var også skyderier andre steder i byen, men disse nævnes sjældent, da begivenhederne på Bispetorv har det med at løbe med al opmærksomheden. Et eksempel på en af de glemte historier er den voldsomme nedskydning af to frihedskæmpere på Kystvejen ved Skolegyde, hvor tyske marinesoldater åbnede ild uden varsel. Et andet er dramaet ved Rådhuset, hvor en frihedskæmper fra modstandsbevægelsens stabskompagni blev dræbt af skud afgivet fra den tyskbesatte kaserne på Vester Allé. På Poul Martin Møllers Vej måtte en tolvårig dreng meningsløst lade livet, da der faldt tilfældige skud fra en forbipasserende tysk lastvogn.

I alt dræbtes 13 danske civile og frihedskæmpere d. 5. maj, og to døde et par dage efter af deres sår. Hvor mange tyskere, som mistede livet i befrielsesdagene vides ikke. I øvrigt fortsatte skyderierne i Aarhus langt hen i maj, hvor der flere gange blev vekslet skud mellem tyske marinesoldater og de frihedskæmpere, som havde vagttjeneste på havneområdet.

468

I befrielsesdagene var der ofte bud efter lægehjælp. Her er redningsmandskabet på vej til kampen på Bispetorvet den 5. maj. (Besættelsesmuseet)

Modstandsbevægelsen i Aarhus ved befrielsen

Ved befrielsen var der ca. 2000 bevæbnede frihedskæmpere i Aarhus fordelt på fem enheder, kaldet kolonner. Alle kolonnerne blev ledet af danske officerer og var underlagt et stabskompagni under byledelsen. Denne ledelse var underordnet en regionsledelse, der igen var underlagt jyllandslederen oberstløjtnant Vagn Bennike, som i befrielsesdagene residerede på Hotel Ritz.

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

1.- 4. kolonne tilhørte de såkaldte militære ventegrupper, hvis hovedopgave var at støtte en eventuel allieret invasion af landet. Helt konkret betød det, at man skulle forhindre tyskerne i at ødelægge vigtig infrastruktur, som f.eks. elektricitetsværker, havneanlæg mm. Det lå også i kortene, at det kunne komme til egentlig bykamp mod de voldsomt overlegne tyske styrker. Den femte modstandskolonne var speciel i det henseende, at den primært havde fungeret som sabotagegruppe, og det var også i denne gruppe, at de meste erfarne modstandsfolk befandt sig.

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Arrestationerne

Idet befrielsen, på trods af ovennævnte skudepisoder, foregik relativt fredelig, blev modstandskolonnernes primære opgave at opretholde lov og orden. Derudover skulle de foretage arrestation og internering af personer, som man mistænkte at have haft for tætte forbindelser til besættelsesmagten.

Interneringerne er et besættelsestidens mange kontroversielle emner, og allerede i befrielsesdagene opstod der kritik af frihedskæmpernes fremfærd. Dels på grund af den noget voldsomme behandling af arrestanterne, men også fordi man mente, at den slags skulle overlades på politiet. Politiet genoptog først officielt deres arbejde d. 13. maj. Indtil da var det modstandsbevægelsen, som foretog anholdelserne.

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for "landssvigervirksomhed". En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for “landssvigervirksomhed”. En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

For de almindelige aarhusianere så anholdelserne ud til at foregå efter tilfældighedens princip, men det var på ingen måde tilfældet. I Aarhus foregik arrestationerne efter et nøje udarbejdet arrestationskatalog, som byggede på efterretninger indsamlet siden 1943.

På de aarhusianske lister var opført navne på ca. 1500 personer. Det var en stor opgave og heldigvis fik man hjælp af ca. 150 politifolk fra Aarhus Politi, som kort før befrielsen blev indrulleret i de militære ventegrupper. Tilstedeværelsen af disse uofficielle politifolk var sikkert medvirkende til, at anholdelserne skete under nogenlunde ordnede forhold.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

På trods af det er der desværre masser af eksempler på, at mistænkte fik en hård medfart i forbindelse med anholdelserne. Dertil kom at anholdelserne foregik under fuld offentlighed, hvilket betød, at eventuelle fejlanholdelser kunne have vidtrækkende sociale konsekvenser for de uheldige arrestanter. Disse ting ændrede sig ikke ved, at mange var bedre stillet ved at havne i fangenskab hos modstandsbevægelsen end hos den hævnlystne befolkning. Det gjorde sig især gældende for tyskerpigerne, som uden frihedskæmpernes beskyttelsesarrestation risikerede at blive overfaldet.

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

De fleste tilfangetagne blev interneret på Marselisborg Gymnasium, og de særligt farlige fanger blev indsat i arresten på Vester Allé. Det er senere kommet frem, at fangerne på Marselisborg Gymnasium i de første dage, i vidt omfang, blev udsat for psykisk og fysisk vold. En af fangerne blev dræbt på gymnasiet, da han greb ud efter en af frihedskæmpernes maskinpistoler. Byrådspolitikerne i Aarhus var dybt bekymrede over tilstandene på gymnasiet, og det varede da heller ikke længe, før modstandsbevægelsen udskiftede en del af vagtmandskabet på internatet. Dertil kom, at modstandsbevægelsens ledelse hurtigt ekskluderede de medlemmer, som ikke kunne holde disciplinen.

Fanger på Marselisborg Gymnasium.

Fanger på Marselisborg Gymnasium. (Besættelsesmuseet)

Status

Selvom flere ting gik galt, må man overordnet set opfatte befrielsen af Aarhus Aarhus som en nogenlunde civiliseret affære. Modstandsbevægelsen havde godt styr på sine tropper og med samarbejdet politiet sikrede man, at der ikke opstod samme uhyggelige lynjustits, som man oplevede mange andre stedet i det befriede Europa. Årsagen til det skal findes i den grundighed, hvormed freden var forberedt.

Aarhus og Danmark var nu atter frit.

Tidslinje

  • Fredag d. 4. maj
    • 20.36 – BBC’s nyhedsudsendelse. Den tyske kapitulation proklameres.
  • Lørdag d. 5. maj
    • 08.00 – Kapitulationen træder i kræft. Modstandsbevægelsen overtager ansvaret for opretholdelse af ro og orden. De tyske soldater forbliver under våben i deres stillinger.
    • Byens kirkeklokker ringer freden ind mellem 8 og 9.
    • kl. 09.30 – Ildkamp bryder ud ved Bispetorv mellem modstandsfolk og tyske soldater. Kampen varer indtil middagstid.
  • Søndag d. 6. maj
    • Søndagen præges af selvtægt over for tyske medløbere og sympatisører. Det går især går det ud over tyskerpigerne, også kaldet ”feltmadrasserne”.
  • Tirsdag d. 8. maj
    • Englænderne ankommer til Aarhus
    • Englænderne hyldes.
    • Tyskerne begynder at forlade Aarhusegnen.
  • Søndag d. 13. maj
    • Politiet genindsættes i tjeneste.
  • Torsdag d. 17. maj
    • Århusianske KZ-fanger vender hjem til Aarhus efter ophold i Sverige.
  • Lørdag d. 14. juli
    • Eksplosionskatastrofe på Godsbanegaarden. Tre personer mister livet og ca. 100 såres.

 

Marts 1945 – Forfærdeligt forår

Den af

 

Billede ø

Aarhus rådhus efter schalburgtagen d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Foråret 1945 var en underlig tid. Alle var klar over, at krigen snart ville være forbi og udfaldet kunne ingen være i tvivl om. På trods af det, var folk påpasselige med at tage glæden på forskud – måske fordi man havde på fornemmelsen, at den sidste tid kunne blive farlig.

Præcis hvor farligt fandt man ud af den 13. marts kl. 22.10, hvor en bombe eksploderede under Risskovtoget i nærheden af den Permanente Badeanstalt. Der befandt sig 30 personer i motortogets enlige vogn og heraf blev 25 sårede og måtte indlægges. En yngre kvinde blev dræbt øjeblikkeligt, mens to andre senere døde af deres kvæstelser.

Attentatet mod motortoget blev foretaget af terrorbanden Peter-gruppen og var formentligt hævn for de sprængninger, som den aarhusianske sabotagegruppe, 5. kolonne, havde foretaget mod tyske togforbindelser dagen før. Blandt gerningsmændene var aarhusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som også havde deltaget i bombeattentaterne d. 22. februar, hvor syv personer blev dræbt i Guldsmedgade og Nørregade.

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Rådhuset

Få timer efter attentatet mod Risskovtoget var Peter-gruppen atter i aktion, og denne gang var det Aarhus Rådhus, som skulle ødelægges. Tyskerne havde allerede forsøgt at sprænge rådhuset måneden før, men den moderne jernbetonskonstruktion havde modstået bombernes kraft. Denne gang skulle det gå anderledes, og Peter-gruppen medbragte derfor intet mindre en 60 kg. plastisk sprængstof, som skulle placeres indvendigt i rådhuset ved foden af tårnet.

Aarhus Rådhus i dagene efter terrorattentatet d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Aarhus Rådhus var centrum for forskellige modstandsaktiviteter, og da tyskerne opdagede det, sendte de Peter-gruppens terrorister i aktion. Rådhuset blev udsat for attentater i februar og 14. marts. (Besættelsesmuseet)

Til held for rådhuset og byen udeblev nogle af terroristerne fra nattens arbejde. Peter-gruppens chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, opgav derfor at trænge ind i selve rådhuset, og beordrede i stedet Bothildsen Nielsen til at placere bomberne på parksiden der, hvor den høje administrationsbygning og den lave med Folkeregistret møder hinanden. Kufferterne med de 60 kg. sprængstof blev stillet tæt sammen op ad en af de store gavlvinduer, hvorefter en fem meters lunte blev antændt.

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Eksplosionens voldsomhed skabe omfattende ødelæggelser. Hele betonpiller blev slået i stykker og overalt flød det med knust glas, forvredne metalstykker og andre bygningsmaterialer. Kontorerne i den lave bygning var fuldkommen ødelagte og møbelarkitekt Hans Wegners smukke møbler slået til pindebrænde. I befrielsessommeren blev skaderne opgjort til 2 millioner kr., hvilket svarer til ca. 44 millioner i dag.

Hvorfor rådhuset

På sin vis var det ikke nogen overraskelse, at rådhuset blev valgt som mål for terrorbomberne. Man var udmærket klar over, at det tyske sikkerhedspolitis chef i Aarhus, SS-Hauptsturmführer Rudolf Renner, havde et godt øje til rådhuset.

Dels pga. det heroiske modspil som han mødte fra borgmester Ejnar Stecher Christensen og kommunens folk, men mest af alt pga. den mangfoldige modstandsaktivitet, som var centreret omkring rådhuset. Under en razzia på rådhuset havde Gestapo fundet en duplikator og en anseelig mængde illegale blade, der blot ventede på at blive distribueret. På et senere tidspunkt havde man fået et tip om, at modstandsbevægelsen brugte rådhuset som depot for våben og sprængstoffer. Det gjorde man også, men et tilsvarende tip til modstandsbevægelsen havde sørget for, at våbnene nu lå sikkert skjult på bryggeriet Ceres, vistnok i gærkælderen.

Efter besættelsen kom det frem, at rådhusets kælder desuden havde været brugt som skydebane, hvor frihedskæmperne kunne teste de nedkastede våben. Rådhusforvalter Herluf Halding sammen med sin kone hjulpet op mod 50 engelske flyvere med at flygte til Sverige. Og endelig udstedte flere af Folkeregistrets ansatte falske legitimationskort til medlemmer af modstandsbevægelsen.

 Det spidser til  

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Aarhus under Besættelsen)

Efter Peter-gruppens attentat mod rådhuset var det roligt en stund, men d. 26. var de tilbage i byen. Her bombede de atter Risskovtoget og indledte en serie af clearingmord og drabsforsøg. Peter-gruppens sidste terrorhandling i Aarhus var clearingmordet på Aarhus Stiftstidendes redaktør Børge Schmidt, som blev myrdet i sit hjem på Rosenvej 48 i Risskov. Det var blandt andre Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som affyrede de dræbende skud.

 

 

 

 

Oversigt

13: Bombeattentat mod Risskovtoget, 3 dræbte og mange sårede

14: Drabsforsøg på byrådsfuldmægtig Keld Jarde

14: Bombeattentat mod Aarhus Rådhus

26: Clearingmord på banenæstformand Carl Egon Sejr

28: Bombeattentat mod Hammelbanen, 11 sårede

28: Bombeattentat mod Risskovtoget, 8 sårede

29: Drabsforsøg på telefondirektør Wallmann

29: Drabsforsøg på baneingeniør Leo Sørensen

29: Clearingmord på redaktør Børge Schmidt

Den 28. marts udførte Peter-gruppen deres sidste togattentat. Denne gang gik det ud over Hammelbanen. 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Peter-gruppen og Bothildsen Nielsen udførte en række togattentater, som krævede mange menneskeliv. Den 28. marts slog de til mod Hammelbanen, hvor 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Oktober 1944 – Luftangrebet på universitetet

Den af

Den 31. oktober klokken 11.41 er det 71 år siden det britiske Royal Air Force bombede kollegium 4 og 5 på Aarhus Universitet.

Målet for de britiske bomber var ikke en samling søvndrukne specialestuderende, men i stedet det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkvarter, der siden efteråret 1943 havde haft til huse i universitetskollegierne. Herfra havde Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel med stor dygtighed dirigeret det ene anslag efter det andet mod frihedskæmperne, ikke bare i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Baggrunden for Luftangrebet

I sommeren og efteråret 1944 så det sort ud for modstandsarbejde i Jylland. I Aarhus havde Gestapo med hjælp fra stikkeren Grethe Bartram optrævlet og tilintetgjort den før så slagkraftige kommunistiske sabotageorganisation, og i den sønderjyske modstandsregion blev modstanden stærkt decimeret, da 145 frihedskæmpere blev arresteret. Virkeligt katastrofalt blev det, da Gestapo tidligt i oktober fik fingrene i to kurerer, der arbejdede for den jyske modstands absolutte inderkreds.

Den ene af kurererne, Ruth Phillipsen, blev taget d. 7. oktober og straks efter indkaldte modstandschefen i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, til krisemøde. Man var udmærket klar over Gestapos arbejdsmetoder og frygtede, at Ruth Phillipsen ville ”knække” under afhøringerne. På mødet fremlagdes først en plan, der i al sin enkelthed gik ud på at storme Gestapo-hovedkvarteret og forsøge at befri hende. Ideen blev dog hurtigt forkastet, da kollegierne var godt bevogtede. Desuden lå der to kaserner med tyske soldater i universitetets umiddelbare nærhed.

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

I stedet afsendte Bennike følgende telegram til sine britiske allierede: ”Undergrunden i Jylland er ved at blive revet op af Gestapo […] Jeg beder indtrængende om, at kollegium 4 og 5, må blive ødelagt ved luftangreb.”

En kalkuleret risiko

Bennike afsendte anmodningen d. 15. oktober og efter lidt kommunikation frem og tilbage gik det endelig op for briterne, hvor alvorlig situationen var. Herefter samledes et hold af piloter, der havde erfaring med de såkaldte pin point raids, dvs. præcisionsbombninger, og gik i gang med forberedelserne.

Det siger sig selv, at det at gennemføre et luftangreb i et tætbebygget område var en krævende opgave, der let kunne gå galt. Bombemaskinerne skulle flyve meget lavt og i høj fart hen mod målet og hvis timingen kiksede det mindste, kunne det i værste fald betyde, at man jævnede Kommunehospitalet med jorden. Det var med andre ord en kalkuleret risiko, som modstandsbevægelsens Jyllandsledelse løb, da de afsendte nødråbet til deres britiske allierede.

Selve luftangrebet

Den 31. oktober lidt i ni om formiddagen, efter blot 16 dages forberedelser, gik 25 Mosquito jagerbombere på vingerne fra RAF-basen i Swanton Morley i Norfolk. Med sig havde de sårbare jagerbombere en gruppe Mustang-jagere, som skulle levere beskyttelse mod tyske kampfly.

Jagerbomberne var inddelt i fire angrebsbølger og første bølge passerede den danske kyst kl. 11.20. Blot 21 minutter senere var de fremme ved universitetet, hvor de begyndte angrebet.

288

Laveflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. (Besættelsesmuseet)

Flyene i de to første bølger medbragte sprængbomber, mens de sidste to hovedsageligt var udstyret med brandbomber. Strategien var, at man ville stikke ild til bygningerne efter, at de første angrebsbølger havde sprængt dem i stykker. Formålet var dels at dræbe så mange Gestapo-folk som muligt, men også at ødelægge det omfattende efterretningsarkiv, som tyskerne havde skabt i løbet af det år, de havde brugt kollegierne som hovedkvarter.

Resultatet

Angrebet var en succes og bliver almindeligvis betegnet som et af RAF’s mest vellykkede præcisionsbombninger under Anden Verdenskrig. Kollegium 4 og 5 ramtes meget præcist og missionens sekundære mål, kasernen på Langelandsgade blev også svært beskadiget.

Der var indkvarteret et stort antal tyske soldater på Langelandgades Kaserne. (Besættelsesmuseet)

Langelandsgades Kaserne var et naturligt sekundært mål, da der var indkvarteret et stort antal tyske soldater. (Besættelsesmuseet)

I de illegale blade kunne man efterfølgende læse, at luftangrebet havde kostet tyskerne 150 dræbte og flere hundrede sårede. Antallet var voldsomt overdrevet, hvilket snart blev klart, da der begyndte at sive oplysninger fra mere officiel side. Efter dagevis af oprydningsarbejde konkluderede tyskerne selv i en intern undersøgelse, at luftangrebet havde kostet dem 37 dræbte på kollegierne og 20 på kasernen. Blandt de dræbte var selveste Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og en håndfuld af hans meste effektive medarbejdere, heriblandt Hermann Rothenberg, der havde været stikkeren Grethe Bartrams kontaktperson.

Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, var blandt ofrene for de britiske bomber. Den forhadte Gestapo-chef blev begravet i det tyske afsnit på Vestre Kirkegård i København. (Besættelsesmuseet)

Tysk politiskilt og let forkullet visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Tysk politiskilt og let forkullet visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Ud over de militære mål ramte bomberne også universitets hovedbygning og aula, hvor en gruppe bygningshåndværkere blev dræbt. En enkelt vildfaren bombe smadrede ned i en villa på en sidevej til Paludan Müllers Vej, hvor en kvinde blev dræbt. Med disse civile ofre kan det samlede antal dræbte opregnes til ca. 65 personer.

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Maria Pedersen blev dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Marie Paaske Pedersen dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

Fangernes skæbne

Kureren Ruth Philipsen var til afhøring hos to Gestapo-folk på et lille kollegieværelse, da første angrebsbølge nåede universitetet. Ved et ufatteligt lykketræf overlevede hun eksplosionerne og kunne, da støvet havde lagt sig, kravle uskadt ud ad ruinerne. Det lykkedes hende at søge tilflugt i et hus i nærheden, hvor hun gemte sig i to uger inden hun blev hjulpet i sikkerhed i Sverige.

En lignende historie udspillede sig for pastor Harald Sandbæk, der også var til afhøring hos Gestapo. Han var dog knap så heldig og blev alvorligt såret. I forvirringen blev han forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og blev derfor indlagt på Kommunehospitalet uden bevogtning. Her fik han hjælp af sygehuspersonalet, der forfalskede en dødsattest og sendte ham i skjul inden han kunne overføres til Sverige. En tredje fange, Carl M. Thøgersen overlevede ikke.

Videre læsning

Kristensensen, Henrik Skov: Luftkrigen og Århus i antologien: Århus besat. Århus byhistoriske Fond 2005.

Kristensen, Kofoed, Weber (den selvsamme som lektorweber?): Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig. Aarhus Universitetsforlag 1988.

Kristensen, Kofoed, Weber: Bomber over Danmark – Vestallierede luftangreb over under 2.verdenskrig. Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck. 2012.