Tag-arkiv: 9. april

Aarhus Besat

Den af

Himmelen over Aarhus, 9. april 1940 (Besættelsesmuseet)

Den 9. april 1940 vågnede aarhusianerne ved 5-tiden til lyden af brummende flyvemaskiner. Formationer af tyske fly fløj over byen i en nordlig retning.

Kl 6.30 modtog Aarhus Politi besked fra kollegerne i Sønderjylland om, ”at tyske Hærmasser havde overskredet den danske Grænse.” I Aarhus gik der vilde rygter om, at en hel sværm af tyske maskiner var landet på det militære øvelsesterræn på Skejby Mark.

Nødlandet tysk flyvemaskine på Skejby Mark. Formentlig en Junkers 88. (Besættelsesmuseet)

 

Politikommissær P. N. Pedersen tog affære og drog med tre betjente ud for at efterforske sagen. På Skejby Mark stod dog kun en enkelt mindre maskine, der ved 7-tiden havde foretaget en nødlanding. Den var løbet tør for brændstof, og landingen havde været ganske udramatisk. Maskinen og de to besætningsmedlemmer var uskadte. Politiet tog kontrol over situation og opsatte en afspærring omkring maskinen, så de mange nysgerrige ikke kom for tæt på.

I Rådhuset på Domkirkepladsen herskede en trykket stemning. Borgmester H.P. Christensen var i København, så det var viceborgmester E. Stecher Christensen, der havde indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde. Mødet indledes med, at viceborgmesteren oplæste den tyske general von Kaupitsch ”Oprop til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!”. Herefter diskuteredes, hvordan man skulle håndtere situationen. Mødet endte med, at byrådet tildelte borgmesteren (i dette tilfælde dennes stedfortræder) og budgetudvalget særlige kompetencer, så de hurtigt og effektivt kunne træffe nødforanstaltninger uden om de sædvanlige afstemninger.

 

Herefter satte man sig til at vente på tyskerne. Der var løbende kontakt mellem rådhuset, byens kaserne og politiet. Lidt op ad formiddagen bekendtgjorde politiet, at der beordret mørklægning. Endvidere måtte aarhusanerne nu stifte bekendtskab med den første af mange begrænsninger på den personlige frihed – nemlig retten til at bevæge sig frit i byen. Fænomenet der hurtigt blev kendt som spærretid betød, at det var forbudt at færdes i byrummet mellem 23.00 og kl 06.00 om morgenen, men mindre man var læge, jordemoder eller havde et andet væsentligt offentligt erhverv. Derudover indførtes en række andre forbud, bl.a. et mod salg og udskænkning af alkoholiske drikke. Udgangsforbuddet varede en hel uge til stor fortrydelse for byens borgere, der rasede over, at der ikke eksisterede et lignende forbud i København.

Lidt før middagstid havde den tyske fortrop passeret Horsens, og ca. ved 13-tiden rullede de første motoriserede, tyske afdelinger ind i Aarhus. Forrest kørte en afdeling motorcykler, der dirigerede kolonnen gennem byen. Herefter fulgte et halvhundrede lastbiler og pansrede kørertøjer. Ifølge den socialdemokratiske avis Demokraten var tusindevis af aarhusianere strømmet ud på gaderne, hvor de ”alvorlige og tavse” var vidner til besættelsen af deres by. En god del af de motoriserede, tyske styrker fortsatte gennem Aarhus mod Randers uden at gøre ophold.

Tysk motoriseret kolonne passerer Harald Jensens Plads, 9. april 1940. (Aage FredsLund Andersen, Besættelsesmuseet)

Lidt ud på eftermiddagen ankom tre mindre Kriegsmarine-fartøjer til Aarhus Havn. Kort efter mødte to tyske marineofficerer op hos havneingeniøren og beordrede, at al’ trafik fra havnen blev indstillet øjeblikkeligt. Samtidigt oplyste de havneingeniøren om, at der en af de nærmeste dage ville komme en tysk havnekaptajn, der skulle dirigere havnens trafik fremover. Det var alt, der hændte den 9. april 1940. Aarhus var besat – helt uden at der var blevet affyret så meget som et enkelt skud.

Først d. 10. april tog tyskerne officiel kontakt til byen igennem en Major von Heesch fra Luftwaffe, der meddelte, at han skulle bruge indkvartering til 30 officerer og henved 200 mand. Hotel Regina blev beslaglagt til kontorer for enheden og officererne blev midlertidigt anbragt hotel Royal.

Den stilfærdige begyndelse kom til at stå i stærk kontrast situationen fem år senere, hvor der befandt sig så mange som 20.000 tyske soldater og flygtninge i Aarhus.

Hagekorset vejrer over Hotel Royal. (Besættelsesmuseet)

Den 9. april – i mediernes søgelys

Den af

Sønderskudt danske militærhjelm.

I tirsdags var det den 9. april og dermed 73 år siden Danmark blev besat af tyske tropper. Vanen tro tog medierne fat i historien om besættelsesdagen og dens betydning for os danskere.

I år havde Kristeligt Dagblad opsamlet nyheden om, at Frihedsmuseets leder, Henrik Lundbak, havde tænkt sig at aflyse museets årlige mindehøjtidelighed for Danmarks besættelse. I Kristelig Dagblads artikel blev han citeret på følgende vis:

»For nogle år siden kom der stadig ældre mennesker til museet den 9. april for at deltage i markeringen, og så længe traditionen var levende, var det naturligt, at vi bidrog til den. Men gennem de seneste år er den type gæster blevet færre, og efterhånden har vi svært ved overhovedet at få øje på dem. Og så må vi spørge os selv, om ikke tiden er kommet til at stoppe,«

Historien havde saft og kraft nok til at blive opsnappet af Berlingske Media, hvor nyheden blev publiceret under overskriften Frihedsmuseet markerer ikke længere 9. april. Herefter fik historien for alvor vinger, og nyheden om den angiveligt aflyste markering spredte sig lystigt videre til landets øvrige aviser. Alle steder var forargelsen stor, og følger man kommentarfelterne i avisernes online-versioner og Facebook-sider var det tydeligt, at i hvert fald dele af folkedybet fandt det ”dybt beskæmmende”, at selveste Frihedsmuseet med sit ”svigt” i værste fald ville være med til at accelerere det erindringsforfald, der angiveligt præger den danske befolkning.

 

Mindehøjtideligheder – en museumsopgave?

Man når man tænker lidt nøjere over det, kan man vel ikke klandre Henrik Lundbak for hans manglende lyst til at gennemføre en mindehøjtidelighed, som han med sikkerhed VED, at kun meget få vil deltage i. Og måske har han ret i sin tvivlen på, hvorvidt at den klassiske mindehøjtidelighed med faner, mindekranse og fremmødte veteraner egentlig tjener et formål i dag. I øvrigt kan man også sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det i det hele taget er en museumsopgave at afholde eller deltage aktivt i mindehøjtideligheder?

Det betyder imidlertid ikke, at Henrik Lundbak, Frihedsmuseet og vi andre, der arbejder med besættelsestiden er ligeglade med danskernes erindring om den 9. april.  Det er en vigtig dato! Dels fordi mennesker mistede livet, men også fordi den markerer begyndelsen på en svær tid, ikke blot for de danske politikere, men også for almindelige mennesker.

Efter den 9. april blev alle presset til at overveje svære moralske dilemmaer. Sagt lidt populært blev de fleste danskere før eller siden tvunget til at tage stilling til, hvorvidt man ville fortsætte med at hytte sit eget skind og underkaste sig den nazistiske dominans eller kæmpe (på den ene eller anden vis) for frihed og de værdier man forbandt med dette.

Jeg tror, at museerne i stedet skulle bruge ressourcerne på at lave det arbejde som et kulturhistorisk museum er sat i verden for – nemlig at forske i og formidle historie. For Frihedsmuseets vedkommende er emnet besættelsestidens Danmark, herunder også den 9. april og alle de komplekse problemstillinger, der knytter sig hertil.

Kort sagt gælder det om at gøre det man er bedst til, og som museum er vi gode til at nå mange mennesker gennem udstillinger, publikationer og øvrige formidlingstiltag. De fleste museer, der arbejder med besættelsestiden har tydeligt mærket, at interessen for emnet er stor, og tænker vi os om og tager de nye sociale medier, som f.eks. Facebook og Twitter i brug, kan vi nå flere og nye grupper med vores fortællinger. På den vis bidrager museerne, efter min mening, bedst til, at de vigtigt historier ikke går tabt.

Afslutningsvis skal det det bemærkes, at den pludselige interesse og mediestormen Nationalmuseet (Frihedsmuseet er en afdeling under Nationalmuseet) til at udmelde, at man skam havde tænkt sig at fortsætte traditionen alligevel.

Reaktionen på Kristelig Dagblad og Berlingske Medias artikler har vist os, at der stadig er sprængkraft nok i mindet om den 9. april til at få folk – om end ikke op af stolene, så i hvert fald på Facebook.