Kategoriarkiv: Genstande

De frivillige på Besættelsesmuseet

Den af

Besættelsesmuseet er beriget med en stor forening af frivillige. De bidrager hver og en med et stort stykke arbejde, et altid godt humør og en kæmpe viden om besættelsestiden – enkelte kan endda dele ud af egne erindringer fra tiden.

At lave et nyt museum, er et omfattende arbejde. Derfor er motiverede frivillige en forudsætning for, at projektet overhovedet kan lykkes. De frivillige på Besættelsesmuseet hjælper til i arbejdet med registrering og klargøring af museumsgenstande, rundvisninger, undervisning i skoler og meget mere.

Da Besættelsesmuseet lukkede i 2018 og skulle tømmes, for at gøre plads til renovation, mødte en stor flok frivillige op og sørgede for at ALT blev pakket ned og flyttet på rekordtid.

Vi er dybt afhængige af de frivilliges arbejdskraft – uden dem ville åbningen af det nye Besættelsesmuseum have lange udsigter.

Helle og Niels er frivillige på Besættelsesmuseet. Her ses de sammen med historiker, Maria Juul, igang med at registrere et croquis-maleri af storstikkeren, Grethe Bartram, til museets samling.

I denne artikel vil vi gerne synliggøre vores frivillige, som gør en stille men uundværlige indsats på Besættelsesmuseet. I de følgende afsnit fortæller to af museets frivillige, Anne-Birthe og Niels, om deres arbejde på Besættelsesmuseet.

Anne-Birthe arbejder med registrering og genstandshåndtering

I foråret 2018 fik jeg mulighed for at blive frivillig på Besættelsesmuseet. Når man som jeg gennem flere år har haft en stor interesse for Anden Verdenskrig, er det en gave at få lov til at arbejde med denne del af historien, hvor man også får genstande fra tiden i hænderne.

Anne-Birthe har arbejdet som sygeplejerske. Hun har flere års erfaring med registreringsarbejde fra både museums- og arkivverdenen.

Før vi kan registrere, har vores historikere udvalgt genstandene og lagt informationer om dem frem til os. At arbejde med at registrere genstande betyder, at genstandene skal fotograferes, måles, registreres på computeren og pakkes. Vi er instrueret i, hvordan man omgås genstandene korrekt med handsker og bruger det nensomme greb, når de historiske genstande flyttes og håndteres.

Den direkte kontakt med genstandene kan sommetider gøre, at hårene rejser sig på armene. Det sætter mange tanker i gang om, hvad de personer, som har haft genstandene, har været igennem. Og hvorfor de har gemt genstande, som andre måske ville have kasseret.

Vi arbejder sammen to og to. Og det er vigtigt at vi har et godt samarbejde, hvilket gør at det hele glider meget nemmere. Og jeg er så heldig at have en fantastisk samarbejdspartner i Sverre, som er meget vidende på området. Han har oplevet krigen, hvilket jeg ikke har, så der falder mange guldkorn af fra ham, som jeg kan suge til mig. Og så er det jo et tillægsgode, at vi snakker og griner godt sammen.

Jeg er fuld af beundring for vores historikere, som altid har tid til en snak, hvis vi har brug for det. Maria, som er den person, der direkte arbejder med os frivillige, sørger for at alt ligger parat til os, når vi kommer. Vi kan altid ringe til hende, hvis vi er i tvivl, og vi føler ikke, vi er til ulejlighed, når vi gør det. Hun møder os altid med et stort smil og venlighed.

Faktisk føler jeg, at vores frivillige arbejde bliver rigtig godt modtaget. Et andet tillægsgode er, at vi lige nu er placeret i Den Gamle By, som det er dejligt at gå rundt i.

Niels formidler for folkeskoleklasser

Jeg blev pensioneret i 2016. I 2017 blev jeg ansat som frivillig på besættelsesmuseet. Som efterkrigsbarn – årgang 1951- har perioden 1939 – 1945 altid interesseret mig, så det er derfor utroligt spændende at være tilknyttet Besættelsesmuseet og være med til de mangeartede opgaver, der er følge af renovering og fornyelse af museet.

Niels har arbejdet ved Aarhus Kommune som chefkonsulent. Foruden sit arbejde på museet, har han spillet en stor rolle i projektet “Krigens sidste stemmer”.

Mens museet er under ombygning kan der ikke tilbydes rundvisninger eller besøg på museet. I stedet tilbydes skolerne, at museets guider kommer ud på skolerne og fortælle om Danmark under besættelsen.

Jeg har siden museet blev lukket været ude adskillige gange. Hver gang har det været en yderst positiv oplevelse. Museet anbefaler, at det er fra 6. klassetrin og opefter. Første gang skulle jeg stå overfor en 8.klasse. Selvom formidling i forsamlinger af forskellige størrelse har været en del af mit aktive arbejdsliv, var jeg alligevel meget spændt. Måske lå der lidt fordomme inde bag hjernebarken og lurede: ”Ukoncentrerede teenagere, der overhovedet ikke gider høre om noget, der ligger så mange år tilbage.”

Men de fordomme blev i særdeleshed gjort til skamme. Denne og alle efterfølgende gange har jeg kun mødt disciplinerede, interesserede, lyttende og spørgende unge mennesker, der gør formidling af stoffet til en oplevelse i sig selv.

En af de store oplevelser, jeg har haft, var, da jeg var ude på Skæring Skole sammen med en af de sidste frivillige, der har oplevet besættelsen. Poul er født den 9. april og blev 13 år i 1940. At se og høre Poul, der trods sin alder er frisk og rørig og stod ret op og ned under hele foredraget, kan man kun blive ydmyg og rørt over. Vi delte foredraget på den måde at han fortalte om sine personlige oplevelser under besættelsen på Fyn, hvorefter jeg tog over og fortalte om, hvad der skete i Aarhus. Der er ingen tvivl om, at Pouls autenticitet fastholdt vores unge publikum. Den autenticitet må vi andre ”årsunger” så kompensere for ved at fortællingen bliver så levende som muligt – men altid sandfærdig!

Som det formentlig er fremgået, har besøgene på de forskellige skoler i Østjylland indtil nu været en ren fornøjelse.

Genstande fra Helvede

Den af

Et Smugkig i Besættelsesmuseets Samling 

I perioden 1941-45 blev omtrent 300 aarhusianere deporteret til kz-lejre og tugthuse både inden- og uden for Danmarks grænser. Efter deres ophold i lejrene bragte mange fanger forskellige genstande med sig hjem. I dag er mange af disse genstande endt i Besættelsesmuseets samling. De fortæller hver især en historie om savnet, afmagten og frygten, som prægede fangskabet. I dette blogindlæg diskuteres nogle af de overvejelser, der opstår når Besættelsesmuseet skal udvælge og formidle de genstande, som gemmer på særligt personfølsomme og ubehagelige historier om aarhusianerne i kz-lejre.

Skitsetegning fra de sidste dage i Neuengamme, april 1945. Blandt Besættelsesmuseets arkivalier har vi en stor samling af skitsetegninger, lavet af Victor Glysing Jensen under sit ophold i kz-lejren Neuengamme. De danske og norske fanger var fortrinsvist placeret i ”Stenbygningen”, som der refereres til nederst på tegningen. (Besættelsesmuseet)

Vores personlige ejendele repræsenterer hvem vi er og associeres ofte til bestemte minder. Men hvad sker der når disse private ejendele og minder pludseligt bliver til offentligt eje; når de kommer på museum og bliver en del af vores fælles kulturarv? Hvordan kan museer dele det enkelte individs traumer og glæder og kan nutidens mennesker overhovedet relatere til minder om kz-lejre, tortur og menneskelig nedbrydelse?

Tavshed og Skam
I bogen Selv Stjernerne Frøs fortæller den aarhusianske fotograf Børge Venge (1918-2012) om erindringerne fra livet i kz-lejren. Forfatteren og initiativtageren bag erindringsbogen, Knud Esmann, skriver således i forordet:

”Resten af livet martredes han ved rædslen for ikke at blive troet af familie, venner og alle andre, hvis han fortalte, hvad han havde oplevet. […] Angsten for at blive afvist og latterliggjort, lå som et låg over kz-lejr erfaringerne. […] Da vi lavede aftalen om erindringsbogen, tøvede han med at sige ja til mit gentagne forslag. Afvisningen blev ikke mildnet snarere skærpet med tiden. Det stod på i årevis. Tæppet var sænket, og derved skulle det blive. […] Da han endelig brød sin selvpålagte tavshed […], skete det ud fra troen på, at alle har ret til at blive hørt, uanset hvem og hvor mange, der har magten.”

Portræt af Børge Venge. Tegnet af russisk medfange under opholdet i kz-lejren Sachsenhausen. (Besættelsesmuseet)

Dette citat viser netop dobbeltheden i, at historier kan være både sårbare, forbundet med skam og ønskes skjult, men også at der er et behov for at få dem fortalt. Igennem kz-fangernes erindringer, souvenirers og efterbearbejdelser kan vi måske forsøge at forstå fortiden – eller endnu vigtigere, at lære af den?

Følsomme Genstande

Ifølge den amerikanske museolog og museumsinspektør, Nina Simon, har iscenesættelsen af genstande en direkte sammenhæng med gæstens opfattelse af en udstillings budskab. Dvs. at genstande kan tillægges en social rolle, når de formidles. Denne sociale rolle kan eksistere i flere former:

  • Personlige genstande, som har en tydelig historie bag sig, og f.eks. refererer til et bestemt minde, person eller periode.
  • Aktive genstande, som indbyder til aktivitet og samtale ved at opfordre til fysisk handling eller som tiltrækker opmærksomhed ved selv at være fysiske.
  • Provokerende genstande, som kan frastøde, chokere eller overraske og derved lede til debat.
  • Relationelle genstande, som inviterer folk til at socialisere med hinanden, eller som skaber tilknytning mellem genstanden og gæsten.

Kort og godt er sociale genstande altså objekter, som igangsætter en reaktion hos museumsgæsten og derved indbyder til indlevelse og refleksion. En og samme genstand kan dog høre under flere kategorier. Det afgøres udelukkende af, hvordan formidleren iscenesætter genstanden. At håndtere sociale genstande medfører derfor et stort ansvar fra formidlerens side, og det kræver at vi nøje overvejer genstandens potentiale og præcist hvilken historie den skal fortælle. Det giver formidleren en stor magt ift. at bestemme, hvilket budskab gæsten skal have med fra sit museumsbesøg.

Illustration af grundideerne til formidlingen i den nye udstilling på Besættelsesmuseet, som åbner i foråret 2020. I udstillingen lægges der stor vægt på personfortalte beretninger, hvor mennesket er i centrum. Dette afspejles ligeledes i udvælgelsen af de genstande, som skal indgå i udstillingen. (Besættelsesmuseet)

I Besættelsesmuseets kommende udstilling om Aarhusianere i kz-lejre arbejder vi med genstande, som både kan anses som personlige, provokerende og relationelle. F.eks. en genstand som, i kraft af sin direkte tilknytning til en bestemt person, kan chokere, men også skabe indlevelse. Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse, men man kan argumentere for, at historiefortællingen om kz-lejrene har indpodet sig så dybt i vores kollektive erindring, at alene ordet ”kz” giver associationer til udryddelseslejre, sult og tortur. Genstandenes ophav antænder dermed i sig selv følelser, associationer og refleksion. Derfor placerer vi denne unikke genstandsgruppe under en ny kategori: følsomme genstande.

Børges Maleri
Året er 1943 og den nygifte, aarhusianske amatørfotograf, Børge Venge, føres fra sit hjem i Guldsmedegade af Gestapo. Anklagen lyder på ”Hetz mod det Stortyske Rige”. Venge har fotograferet de store tyske militærskibe og straffen herfor var arbejdsfængsel. Venge sendes først til Frøslevlejren, derefter til kz-lejren Sachsenhausen og til sidst til kz-lejren Neuengamme. Han kom hjem i foråret 1945 med De Hvide Busser. Da Børge vendte hjem havde han dette maleri med sig.

(Besættelsesmuseet)

Kunstneren bag var Venges medfange og ven, som gik under pseudonymet H. Dorn. Det er et bestillingsarbejde udført i kz-lejren Sachsenhausen. Det udtrykker, hvordan kunstneren forestillede sig, at et hjem i Århus ville se ud. Dorn var schweizer og døde i lejren. Helt udsædvanligt fik Venge lov til at hænge maleriet op i barakken under sit ophold. Det var således det første han så om morgenen, når han vågnede og det sidste han så om aftenen, når han gik i seng. Maleriet var et forsøg på at dulme hjemveen og savnet til familien. Det var en flugt fra den uhyrlige virkelighed han nu befandt sig i. Men da han kom hjem og atter fik hægt maleriet op, syntes han alligevel ikke, at farverne var helt rigtige; det havde været en illusion, som nu havde mistet sin betydning. Derfor gav han maleriet videre til sin ældre broder.

At finde trøst i et motiv, der i så liden grad minder om Aarhus, afslører hvor desperat Venge har været efter, at få en flugt fra den virkelighed han befandt sig i. Et så desperat forsøg på at dulme savn og hjemve vækker empati. Det fortæller os noget om de håb og drømme, som gav fangerne mod på at fortsætte kampen for livet i en ellers håbløs tilværelse. Ligeledes fortæller det os noget om kammeratskabet og sammenholdet, som Venge oplevede i kz-lejren. Det fortæller os noget om den uretfærdighed og tilfældighed, der herskede og som kunne være afgørende for liv og død – Venge kom hjem, men Dorn døde i lejren, hvorfor? Sidst men ikke mindst fortæller maleriet os en del om manden, Børge Venge. En mand som bevarede sin interesse for kunst og skønhed, selv i de mest uhyggelige omgivelser, en mand som helt usædvanligt formåede at få Blokbestyrerens tilladelse til, at hænge maleriet op i lejren.

Formidlingen af dette maleri kræver, at vi forsøger at forstå Børge Venge ud fra hans daværende livsverden. Maleriet fortjener ikke at blive udstillet som et smukt kunststykke eller som en kz-souvenir. For Venge har maleriet udelukkende haft en betydning under opholdet i lejren. Det har været et overlevelsesredskab og det er dén historie vi vil belyse.

Byttevare og taknemmelighedsgaver
Umiddelbart efter Værnemagtens internering af Kommunisterne i sommeren 1941, organiserede de danske myndigheder hjælp til kz-fanger. Hjælpen bestod bl.a. i levnedsmiddel- og tøjpakker til fager i fængsler, tugthuse og kz-lejre. I takt med den stigende internering fra 29. august 1943 og interneringen af politikfolk og grænsegendarmer i 1944, kom hjælpepakkerne til at omfatte omkring 6000 fanger. Forsendelsen af 2-3 pakker pr. mand pr. måned foregik via Dansk Røde Kors.

(Besættelsesmuseet)

Dette bestik har været benyttet af Erik Hansen (1917-1997) under hans ophold i kz-lejren Neuengamme. Hansen var arkitekt i Skive og kurér for Toldstrup. Han gik under dæknavnet Knold i sit arbejde for modstandsbevægelsens modtagegruppe i Nordjylland. Hansen blev arresteret i foråret 1944, indsat i Vestre Fængsel og deporteret til Neuengamme. Han kom hjem med De Hvide Busser i april 1945.

Bestikket er fremstillet af en sovjetisk krigs- og medfange og blev givet til Hansen i bytte for cigaretter, som han havde fra Røde Kors Pakkerne. Selvom denne historie egentlig ikke har en kobling til Aarhus er den et klassisk eksempel på, hvordan danske kz-fanger har benyttet Røde Kors Pakkerne. Denne historie taler egentlig ikke til vores følelser. Den illustrerer mest af alt en historie om Røde Kors Pakkerne som en valuta i kz-lejrene.

Kammen, som ses nedenfor, har tilhørt Carl G. Munch Hansen (1910-?), som var politibetjent i Aarhus. Munch Hansen blev tilfangetaget og interneret i Buchenwald i september 1944. Den er fremstillet af en medfange – en sigøjner – og givet som tak for, at Munch Hansen havde delt sin mad fra Røde Kors Pakkerne med ham.

(Besættelsesmuseet)

Med denne historie er kammen ikke længere bare et redskab, men et symbol på fællesskab og sammenhold, på trods hårde levevilkår og forskellig nationalitet – en alliance. Derudover understøtter kammens historie, at Røde Kors Pakkerne virkelig var en central del af de Skandinaviske kz-fangers vilkår og overlevelse i lejrene.

Tilsammen illustrerer de to genstande, at livet i kz-lejrene både var præget af sammenhold og medmenneskelighed, men også at der var opbygget et kommercielt system for at sikre det enkelte individs vilkår og overlevelse. De viser også, at Røde Kors Pakkerne ikke kun var livsbevarende, men også fungerede som byttevarer i lejrene. I dette tilfælde kan man altså se, at det ikke kun er valget af genstande og historier, som er vigtigt ift. det budskab vi søger at formidle. Det er i høj grad også fravalget af genstande, som er med til at tegne et sandfærdigt billedet af livet i kz-lejrene.

Leos Fangedragt
Den 13. januar 1944 trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraa (1905-2003) og hans hustru Doris’ villa i Risskov. Gestapo åbnede ild mod døren til det værelse, hvor parret opholdte sig sammen med deres 7 årige søn. Doris Kæraa, der stod nærmest døren blev ramt og dræbt på stedet. Leo Kæraa overlevede et maveskud, men blev ført bort af Gestapo. Anklagen lød på, at Kæraa skulle have givet nedskutte flyvere og faldskærmsmænd logi i sin praksis. Han blev først indsat i Vestre Fængsel i København, dernæst sendt til Frøslevlejren og siden deporteret til kz-lejren Neuengamme.

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendt videre til kz-lejren Neuengamme. (Besættelsesmuseet)

Fangedragten, som Leo Kæraa hjembragte fra Neuengamme, er i dag en del af Besættelsesmuseets samling. På jakken ses fangenummeret og resterne fra den røde trekant, som markerede at han var politisk fange.

(Besættelsesmuseet)

Fangedragten er ganske enestående, fordi den står så stærkt i sit fysiske udtryk. Den skaber indlevelse med det samme og får alle, der ser på den, til at stoppe op og reflektere. Går man i detaljen gemmer der sig et hav af historier. Det elendige materiale, som dragten er lavet af fortæller i sig selv en historie om inhumane forhold og frihedsberøvelse. Fangenummeret, fortæller en historie om frarøvelsen af den enkelte fanges identitet og den røde trekant er en fortælling om kriminaliseringen af minoritetsgrupper og opponenter. Endnu en faktor, som gør netop denne genstand særligt følsom er, at beklædningsdele er noget af det mest kropsnære som vi mennesker beskæftiger sig med. Når noget så normalt som en trøje og et par bukser bliver knyttet til noget så uhyggeligt som kz-lejre, kan det ikke undgå at skabe en reaktion.

Håndtering af Følsomme Genstande
Disse genstande er få eksempler på de mange spændende og kuriøse genstande, som gemmer sig i Besættelsesmuseets samling.

Der findes desværre ingen faste retningslinjer for, hvordan man skal håndtere sådanne følsomme genstande. Det skyldes at hver genstand er lige så unik, som historierne og personerne bag dem. I nogle tilfælde må vi lade genstanden tale for sig selv, andre gange er det alene historien bag genstanden, som gør den interessant. Vigtigheden ligger i, at vi altid formidler genstanden ud fra dens egen kontekst. Hvis vi tillægger genstande elementer fra nutidens synspunkter, risikerer vi at tolke på genstanden, og dermed gøre den til noget den ikke er. Kun ved at være tro mod genstadens samtid sikrer vi den mest autentiske forståelse af historien og håndterer den personfølsomme fortælling mest respektfuldt.

Der er mange spændende genstande fra kz-lejrene i Besættelsesmuseets samling. Vi er i øjeblikket i gang med en større gennemgang og registreringsproces, så genstandene kan blive klar til åbningen af det nye museum. Håndteringen af genstandene kræver stor forsigtighed, derfor bruges altid handsker.

Henvisninger
Esmann, Knud (2014) Selv Stjernerne Frøs: Børge Venge – en Skæbnefortælling, Forlaget Ådalen.

Simon, Nina (2010) The Participatory Museum.

Historien om frihedskæmperarmbindet

Den af

Nu er det lige straks 5. maj og dermed årsdag for Danmarks befrielse. I den anledning har vi skrevet denne lille artikel om det klassiske frihedskæmperarmbind med de blå, røde og hvide farver, som frihedskæmperne bar i befrielsesdagene.

frihedskæmper

Dette godt slidte eksemplar af det ikoniske frihedskæmperarmbind, har tilhørt ingen ringere end kaptajn Gunnar Frijsenvang, der var byleder for modstandsbevægelsen i Aarhus d. 5. maj 1945.

5. Maj 1945

Da modstandsfolkene trådte åbent frem d. 5. maj 1945 var de fleste iklædt deres private tøj. Nogle kom i kedeldragter og andet arbejdstøj, mens andre var trukket i det pæne nålestribede jakkesæt. Enkelte havde ”organiseret” forskelligt militært udstyr som f.eks. hjelme, hvorved de afgav et vist soldatermæssigt udtryk. Bevæbningen var en blanding af nedkastet engelsk og amerikansk materiel, der var suppleret af danske og stjålne tyske våben.

 

hærarmbindet, aarhus-armbindet

Militær ventegruppe, formodentligt 2. Kolonne, på havnen i Aarhus i dagene efter befrielsen. Bemærk den meget forskelligartede mundering og bevæbning, der byder på både tyske, danske og engelske udstyrsstykker. På fotografiet ses desuden eksempler på både hærarmbindet og aarhus-armbindet. (Besættelsesmuseet)

I mangel af bedre

Oberstløjtnant (senere general) Vagn Bennike, leder af modstanden i Jylland fra 1944, ved en parade i Aarhus i sommeren 1945. På sin vis, bærer Bennike her en slags dobbelt uniformering (fra Niels Aage Nielsen, Mellem Jyske Modstandsfolk 1941-45).

Den brogede flok af modstandsfolk havde dog ét væsentligt fællestræk – nemlig det armbind, der blev kendt som frihedskæmperarmbindet. Hensigten med denne minimale uniformering var at sørge for, at modstandsfolkene blev opfattet som soldater og derved opnåede soldatens rettigheder. Det var nemlig sådan, at tyskerne i princippet anerkendte Haag-konventionens artikler om landkrig fra 1907, hvori der stod, at bevæbnede personer, som optrådte under kommando og bar et synligt symbol eller emblem, kunne klassificeres som kombattanter – altså soldater. Faldt man ikke indenfor denne klarificering løb man, ved tilfangetagelse, en betydelig risiko for at blive summarisk henrettet.

Med det in mente var det ikke underligt, at man brugte ressourcer på at producere denne light-udgave af soldateruniformen. Det senere så velkendte frihedskæmperarmbind blev produceret allerede i 1941-42, men fik først noget senere tilknytning til modstandskampen. Det første blå-rød-hvide armbind blev produceret af repræsentanter for den danske hær, som en forberedelse til den dag, hvor tyskerne måtte tabe. Når det skete, kunne man således være klar med en lovligt uniformeret militærstyrke, der kunne sikre ro og orden i landet. Derfor benævnes dette armbind ofte ”Hærarmbindet”.

Armbindet designes

Den blå baggrundsfarve på armbindet er lavet af afklippede ærmer på gamle dragonfrakker, der ellers lå og samlede støv på militærets lagre. Det røde felt skulle angiveligt stamme fra postuniformer. Den hvide bændel i midten er i armbindets første versioner forsynet med forkortelsen MI, der står for Materiel Intendantur (hvilket svarer cirka til vores dages Forsvarets Materiel Kommando). Hele herligheden var forsynet med et rundt metalemblem med løver og hjerter fra det såkaldte ”Lille Rigsvåben”. Det skal indskydes, at armbindet findes i flere forskellige udgaver og kvaliteter, og det er langt fra alle, der var forsynet med emblem.

Til militærgrupperne

I løbet af 1943-44 begyndte man i dybeste hemmelighed at opstille de såkaldte militære ventegrupper (M-grupper, Undergrundshæren), hvis opgave var at forhindre tyskerne i at ødelægge livsvigtig infrastruktur i tilfældet af en allieret invasion. Det lå også i kortene, at militærgrupperne kunne få til opgave at støtte de allierede tropper med lokalkendskab, men også deltage aktivt i forbindelse med decideret nedkæmpelse af tyske enheder. Det var derfor essentielt, at militærgrupperne blev forsynet med armbind, så de kunne opfattes som en lovligt kæmpende styrke.

Som navnet antyder, var ventegrupperne organiseret efter militært mønster. Dette betød bl.a., at gruppelederne i det fleste tilfælde havde militær baggrund, ligesom de fleste af gruppens menige medlemmer havde aftjent værnepligt. Den samlede organisation var underlagt den illegale militærledelse, kaldet ”Den lille Generalstab” med general Ebbe Gørtz som øverstbefalende.

 

General Ebbe Gørtz, øverstkommanderende for de militære ventegrupper, hilser her på en gruppe af sine folk. Soldaten til venstre i billedet er udstyret med armbind, tysk hjelm, dansk soldaterfrakke og amerikansk karabin (Frihedsmuseet).

Som et kuriosum skal det lige nævnes, at man fra ledelsens side ikke ville have, at folk fra ventegrupperne, især ikke officererne, deltog i andet illegalt arbejde. Der er dog utallige eksempler på, at ledende personer deltog aktivt i f.eks. sabotagearbejdet.

 

Fordeling af armbind

Det var nok tanken, at armbindene skulle fordeles til alle grupper, men pga. forskellige logistiske vanskeligheder nåede de aldrig ud i alle afkroge af landet. Man kan se, at de københavnske og sjællandske grupper var velforsynede, mens det kun var ganske få modstandsfolk i Nordjylland, som blev udstyret med det officielle armbind. På disse ”fjerne” steder improviserede man og lavede sit eget.

Det skal i øvrigt indskydes, at også sabotagegrupperne og mange andre typer af frihedskæmpere blev ”uniformeret” med armbindet i dagene op til befrielsen.  Hensigten har formodentligt været at sørge for, at modstanden fremstod så samlet og forenet, som overhovedet muligt.

Vi håber snart at kunne bringe historien om det særlige århusianske frihedskæmperarmbind.

Kilder:

Convention (IV) respecting the Laws and Customs of War on Land and its annex: Regulations concerning the Laws and Customs of War on Land. The Hague, 18 October 1907.

Historier fra den store indsamling II.

Den af

Den dolk, der ses på billedet nedenfor, var blandt de mange spændende ting, vi indsamlede i forbindelse med Besættelsesmuseets dokumentations-weekend d. 4.-5. maj 2013. Vi er taknemmelige for, at giver afleverede den til os i stedet for at sælge den via nettet. 

Officersdolk, indsamlet 4.-5. maj 2013

Dolken har tilhørt en værnemagtsofficer i hæren og blev båret i forbindelse med parader og ceremonier. Den er fremstillet i den tyske by Solingen af firmaet H. Kolping. Et sted på kniven, er navnet A. Nellmann indgraveret. Vi gætter på, at det er navnet på den officer, der ejede dolken. Så er der nogen derude, som kender noget til en tysk officer med det navn, vil vi gerne høre fra jer.

Værnemagts-officerer fra hæren på spadseretur i Aarhus. Officeren til venstre bærer en paradedolk af samme type som den nyligt indleverede.

Med hær-dolken har vi nu en komplet samling af paradedolke fra værnemagtens tre afdelinger: Hæren, flåden og luftvåbnet. Dolken er nu udstillet sammen med et udvalg af de øvrige ting, vi har modtaget i løbet af foråret.

Paradedolkens giver ønskede at være anonym, så vi ved altså ikke med sikkerhed, hvordan den er havnet i Aarhus. Det er dog sandsynligt, at den har tilhørt en af de mange tusinde tyske officerer, der kom til Østjylland i løbet af krigen.

Aarhus – krigens by

Aarhus var fra efteråret 1942 og frem til befrielsen transitsted for transporter mellem Tyskland og det besatte Norge. Kolossale mængder af mennesker og materiel passerede igennem byen i denne periode. Udover de mange soldater, som var med i troppetransporterne, var der i byen et stort fast mandskab. I krigens sidste to år iværksatte tyskerne store fæstningsbyggerier i skovene syd for Aarhus. Da freden kom i maj 1945, befandt der sig mere end 10.000 tyskere i byen.

Aarhus var med sin gode havn og jernbane et strategisk vigtigt knudepunkt for besættelsesmagten.

Tyskernes ting

I dagene efter d. 5. maj begyndte de tyske soldater at forlade byen for at søge mod grænsen. Her skulle de gå i allieret krigsfangenskab. Al officiel tysk militær forplejning ophørte, og det var derfor ret almindeligt, at de tyske soldater solgte ud af deres udrustning for at finansiere den ca. 175 km lange spadseretur.

tyske soldater på vej hjem

Tyskerne havde ordre om at medbringe deres personlige våben, men som billedet viser, havde kun få lyst til at slæbe de tunge våben hele den lange vej til den dansk/tyske grænse.

Mange danskere syntes, det var morsomt at erhverve de før så skræmmende symboler på den nazistiske overmagt – især hvis det kunne ske for en humpel brød eller en flaske mælk. I særlig høj kurs var de hagekors-dekorerede paradevåben og militære ordner. Det, ingen ville købe, blev kastet bort, og snart fulgtes de hjemvandrende tyskere af souvenir-jægere. Man kan fint forestille sig, at dolken her er blevet købt eller samlet op af en aarhusianer, der efterfølgende gemte den som et minde om den dag, da den forhadte besættelsesmagt forlod landet.

Historier fra den store indsamling

Den af

I weekenden 4.-5. maj besøgte Jørgen Hørslev Nielsen Besættelsesmuseet med det formål at fortælle historien om dengang han blev arresteret af tyskerne og sendt til Frøslevlejren.

Jørgen Hørslev Nielsen på Besættelsesmuseet 4. maj 2013.

Med sig havde han det skakspil, som han og kammerarterne brugte til at fordrive tiden med, da de var indsat i blok 8 i Gefangenlanger Fröslev i foråret 1945. Jørgen, der er født og opvokset i Aarhus, var medlem af en modstandsbevægelsens militære ventegrupper i Aarhus. Han blev taget af tyskerne d. 26. januar 1945, og om arrestationen fortæller han, “at det gik hårdt for sig.”. Han blev bragt til Aarhus gamle politistation (i dag Besættelsesmuseet), hvor han blev afhørt af det tyske sikkerhedspoliti indtil han blev overført til Frøslevlejren d. 1. februar.

Jørgen huskede tydeligt ventetiden og angsten for at blive sendt videre til koncentrationslejr i Tyskland. Den typiske destination for danske fange var den altid overfyldte koncentrationslejr Neuengamme, der ligger lidt syd for Hamburg. Havnede man først her, var det ikke sikkert man kom hjem igen. Det var Jørgen og kammeraterne klar over, og han kunne levende fortælle om den spænding, som de oplevede, når fangerne om morgenen blev samlet til appel. Blev ens navn råbt op, havde ”man røget sin sidste cigar.”.

Jørgens skakspil. Kammeraterne fra blok 8 har alle skrevet navn og hilsen.

Indsamling i anledning af Danmarks befrielse

Anledningen for Jørgens besøg var årsdagen for Danmarks befrielse. I år havde Besættelsesmuseet sat fokus på befrielsen og indbudt alle til at kigge forbi og fortælle deres historier fra tiden omkring befrielsen.

Vi var naturligvis spændte på, hvor mange, der som Jørgen ville finde vej til museet. Heldigvis var Stiften og Århus Onsdag venlige at skrive om arrangementet, og så snart vi åbnede dørene strømmede folk til. I museets lille bibliotek tog vi imod gæsterne, der snart stod i kø for at fortælle deres historier.

Mange havde medbragt familiealbummet med gulnede fotografier af unge mænd iklædt stålhjelme og frihedskæmperarmbind. Andre kom med dokumenter, aviser og genstande, som de gerne ville aflevere til museet. For uden alle de fysiske ting, var folk også meget villige til at lade sig interviewe. Vi optog en del af fortællingerne, mens andre efterfølgende har nedskrevet deres beretninger.

En slægtning til den aarhusianske modstandsmand Hubert Huzelsider indleverede dette fotoalbum m. tilhørende frihedskæmperarmbind af Aarhus-typen.

De indsamlede sager kommer til at indgå i vores arkiv og samling. Vi er stadig i gang med at arbejde os igennem den store mængde indleveret materiale, og vi vil løbende bringe lidt historier fra den store indsamlingsweekend her på siden. Vi planlægger desuden snart at udstille Jørgens skakspil samt et udvalg af de indkomne sager.