Oktober 1944 – Luftangrebet på universitetet

Den 31. oktober klokken 11.41 er det 71 år siden det britiske Royal Air Force bombede kollegium 4 og 5 på Aarhus Universitet.

Målet for de britiske bomber var ikke en samling søvndrukne specialestuderende, men i stedet det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkvarter, der siden efteråret 1943 havde haft til huse i universitetskollegierne. Herfra havde Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel med stor dygtighed dirigeret det ene anslag efter det andet mod frihedskæmperne, ikke bare i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Baggrunden for Luftangrebet

I sommeren og efteråret 1944 så det sort ud for modstandsarbejde i Jylland. I Aarhus havde Gestapo med hjælp fra stikkeren Grethe Bartram optrævlet og tilintetgjort den før så slagkraftige kommunistiske sabotageorganisation, og i den sønderjyske modstandsregion blev modstanden stærkt decimeret, da 145 frihedskæmpere blev arresteret. Virkeligt katastrofalt blev det, da Gestapo tidligt i oktober fik fingrene i to kurerer, der arbejdede for den jyske modstands absolutte inderkreds.

Den ene af kurererne, Ruth Phillipsen, blev taget d. 7. oktober og straks efter indkaldte modstandschefen i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, til krisemøde. Man var udmærket klar over Gestapos arbejdsmetoder og frygtede, at Ruth Phillipsen ville ”knække” under afhøringerne. På mødet fremlagdes først en plan, der i al sin enkelthed gik ud på at storme Gestapo-hovedkvarteret og forsøge at befri hende. Ideen blev dog hurtigt forkastet, da kollegierne var godt bevogtede. Desuden lå der to kaserner med tyske soldater i universitetets umiddelbare nærhed.

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen.  (Besættelsesmuseet)

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

I stedet afsendte Bennike følgende telegram til sine britiske allierede: ”Undergrunden i Jylland er ved at blive revet op af Gestapo […] Jeg beder indtrængende om, at kollegium 4 og 5, må blive ødelagt ved luftangreb.”

En kalkuleret risiko

Bennike afsendte anmodningen d. 15. oktober og efter lidt kommunikation frem og tilbage gik det endelig op for briterne, hvor alvorlig situationen var. Herefter samledes et hold af piloter, der havde erfaring med de såkaldte pin point raids, dvs. præcisionsbombninger, og gik i gang med forberedelserne.

Det siger sig selv, at det at gennemføre et luftangreb i et tætbebygget område var en krævende opgave, der let kunne gå galt. Bombemaskinerne skulle flyve meget lavt og i høj fart hen mod målet og hvis timingen kiksede det mindste, kunne det i værste fald betyde, at man jævnede Kommunehospitalet med jorden. Det var med andre ord en kalkuleret risiko, som modstandsbevægelsens Jyllandsledelse løb, da de afsendte nødråbet til deres britiske allierede.

Selve luftangrebet

Den 31. oktober lidt i ni om formiddagen, efter blot 16 dages forberedelser, gik 25 Mosquito jagerbombere på vingerne fra RAF-basen i Swanton Morley i Norfolk. Med sig havde de sårbare jagerbombere en gruppe Mustang-jagere, som skulle levere beskyttelse mod tyske kampfly.

Jagerbomberne var inddelt i fire angrebsbølger og første bølge passerede den danske kyst kl. 11.20. Blot 21 minutter senere var de fremme ved universitetet, hvor de begyndte angrebet.

288

Laveflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. (Besættelsesmuseet)

Flyene i de to første bølger medbragte sprængbomber, mens de sidste to hovedsageligt var udstyret med brandbomber. Strategien var, at man ville stikke ild til bygningerne efter, at de første angrebsbølger havde sprængt dem i stykker. Formålet var dels at dræbe så mange Gestapo-folk som muligt, men også at ødelægge det omfattende efterretningsarkiv, som tyskerne havde skabt i løbet af det år, de havde brugt kollegierne som hovedkvarter.

Resultatet

Angrebet var en succes og bliver almindeligvis betegnet som et af RAF’s mest vellykkede præcisionsbombninger under Anden Verdenskrig. Kollegium 4 og 5 ramtes meget præcist og missionens sekundære mål, kasernen på Langelandsgade blev også svært beskadiget.

Der var indkvarteret et stort antal tyske soldater på Langelandgades Kaserne. (Besættelsesmuseet)

Langelandsgades Kaserne var et naturligt sekundært mål, da der var indkvarteret et stort antal tyske soldater. (Besættelsesmuseet)

I de illegale blade kunne man efterfølgende læse, at luftangrebet havde kostet tyskerne 150 dræbte og flere hundrede sårede. Antallet var voldsomt overdrevet, hvilket snart blev klart, da der begyndte at sive oplysninger fra mere officiel side. Efter dagevis af oprydningsarbejde konkluderede tyskerne selv i en intern undersøgelse, at luftangrebet havde kostet dem 37 dræbte på kollegierne og 20 på kasernen. Blandt de dræbte var selveste Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og en håndfuld af hans meste effektive medarbejdere, heriblandt Hermann Rothenberg, der havde været stikkeren Grethe Bartrams kontaktperson.

Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, var blandt ofrene for de britiske bomber. Den forhadte Gestapo-chef blev begravet i det tyske afsnit på Vestre Kirkegård i København. (Besættelsesmuseet)

Tysk politiskilt og let forkullet  visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Tysk politiskilt og let forkullet visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Ud over de militære mål ramte bomberne også universitets hovedbygning og aula, hvor en gruppe bygningshåndværkere blev dræbt. En enkelt vildfaren bombe smadrede ned i en villa på en sidevej til Paludan Müllers Vej, hvor en kvinde blev dræbt. Med disse civile ofre kan det samlede antal dræbte opregnes til ca. 65 personer.

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Maria Pedersen blev dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Marie Paaske Pedersen dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

Fangernes skæbne

Kureren Ruth Philipsen var til afhøring hos to Gestapo-folk på et lille kollegieværelse, da første angrebsbølge nåede universitetet. Ved et ufatteligt lykketræf overlevede hun eksplosionerne og kunne, da støvet havde lagt sig, kravle uskadt ud ad ruinerne. Det lykkedes hende at søge tilflugt i et hus i nærheden, hvor hun gemte sig i to uger inden hun blev hjulpet i sikkerhed i Sverige.

En lignende historie udspillede sig for pastor Harald Sandbæk, der også var til afhøring hos Gestapo. Han var dog knap så heldig og blev alvorligt såret. I forvirringen blev han forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og blev derfor indlagt på Kommunehospitalet uden bevogtning. Her fik han hjælp af sygehuspersonalet, der forfalskede en dødsattest og sendte ham i skjul inden han kunne overføres til Sverige. En tredje fange, Carl M. Thøgersen overlevede ikke.

Videre læsning

Kristensensen, Henrik Skov: Luftkrigen og Århus i antologien: Århus besat. Århus byhistoriske Fond 2005.

Kristensen, Kofoed, Weber (den selvsamme som lektorweber?): Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig. Aarhus Universitetsforlag 1988.

Kristensen, Kofoed, Weber: Bomber over Danmark – Vestallierede luftangreb over under 2.verdenskrig. Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck. 2012.

 

August 1944 – Øje for Øje

Det så sort ud for modstandsarbejdet i sommeren 1944. Det tyske sikkerhedspoliti havde vha. deres netværk af stikkere haft held til at optrævle store dele af det jyske modstandsmiljø og dermed sat en effektiv stopper for sabotagen, ikke blot i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Den Jyske Rejsegruppe

Modstandsfolkenes engelske allierede, SOE (Special Operations Executive), ønskede sabotagen genoptaget så hurtigt som muligt, og for at imødekomme dette ønske oprettedes der en rejsende sabotagegruppe under den erfarne sabotør Jens Lillelund, som havde været tilknyttet den københavnske organisation Holger Danske.  Ideen med Rejsegruppen var, at sabotørerne skulle rejse fra by til by og udføre især fabrikssabotage. Man håbede, at de mobile sabotører ville være sværere at finde, da de kun opholdte sig på samme sted i kort tid.

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

Rejsegruppen bestod hovedsageligt af folk fra det midtjyske og blev samlet i Aarhus i juli/august 1944. Det var derfor også naturligt, at flere af Rejsegruppens folk blev involveret i opbyggelsen af en ny og senere særdeles slagkraftig århusiansk sabotagegruppe, der blev kendt under navnet 5. kolonne.

Så går det atter løs 

Rejsegruppens sabotager i Aarhus begyndte med en håndfuld mindre aktioner i juli måned. I august tog det for alvor fart med en række vellykkede aktioner mod autoværksteder, der reparerede biler og motorcykler for tyskerne. I løbet af efteråret udførte Rejsegruppen og 5. kolonne knap 80 vellykkede sabotageaktioner, og Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, der i juni selvsikkert havde meddelt sine chefer i København, at Aarhus var ”renset” for sabotører, fik nu igen brug for sit korps af stikkere.

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Fra København indløb der snart rasende ordrer om, at sabotørernes frækhed måtte gengældes med terror, og til det formål valgte terror-chefen i København, SS-obersten Otto Bovensiepen, at oprette en særlig Aarhus-afdeling af den senere så berygtede terrorbande Peter-gruppen. Gruppe flyttede ind hos Gestapo på universitetskollegierne, hvor de boede i nogle kælderrum, der snart blev døbt ”Bunkeren”.

Aarhus-afsnittets leder var SS-majoren Philip Schmitt, som havde en uhyggelig fortid som kommandør for koncentrationslejren Breendonk i det tyskbesatte Belgien. Han havde blandt andet haft ansvaret for deportationen af de belgiske jøder tilbage i 1941 og var på ingen måde en person, som havde moralske skrupler, når det kom til udøvelse af magt.

Tysk hævnakt

Aarhus-gruppens første terror-aktion fandt sted 28. juli og var rettet mod DSB’s garageanlæg ved rutebilstationen. Her blev fem uerstattelige rutebiler ødelagt. Det næste terror-anslag var også rettet mod den kollektive trafik og fandt sted natten mellem 21. og 22. august, hvor Schmitts gruppe trængte ind på Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads, hvor de med trukne pistoler jog nattevagten og rengøringsfolkene væk. Herefter placerede de rigeligt med sprængstof rundt om på remiseanlægget og snart efter fulgte en enorm eksplosion efterfulgt af to mindre. Aktionen skulle angiveligt være tyskernes svar på sabotagen mod Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej.

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Bombeattentatet mod remisen kostede heldigvis ingen menneskeliv, men satte en stopper for det meste af den kollektive sporvognstrafik i Aarhus. Fra tyskernes side var meningen tydelig: Hvis I ødelægger vores transportmuligheder, så ødelægger vi jeres. Man måtte snart sande, at samme uhyggelige øje for øje-logik var gældende, når det kom til hævnaktioner for modstandsbevægelsens drab på tyskernes danske allierede.

April 1944 – Optræk til ballade

Her kommer en “let” forsinket artikel om april 1944.

Når Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, fra sit hovedkvarter på universitetet spejdede ned over Aarhus, var han klar over, at det var fjendeland, han betragtede. Tiden, hvor danskerne blev anset som venligtsindede, var for længst forbi.

Schwitzgebel havde siden sin ankomst, i efteråret 1943, tilføjet frihedskæmperne det ene sviende nederlag efter det andet. På mindre end et halvt år havde han arresteret mere end 100 modstandsfolk og bl.a. knust den illegale våbenmodtagelse.

Forstærket modstandsvilje

Via sit netværk af informanter, de såkaldte stikkere, holdt Schwitzgebel sig underrettet om folkestemningen i Aarhus. Og havde han levet under den forestilling, at den skærpede kurs overfor frihedskæmperne kunne knække modstandsviljen, var de indkomne efterretninger slemt skuffende. Hvor mange århusianere før havde været skeptiske overfor sabotagen og mente, at den skadede Danmark, var holdningen nu helt anderledes positiv. Sabotørerne blev i det skjulte betragtet som helte. Krigens udvikling ude i verden spillede en afgørende rolle for stemningsudviklingen. Hjemme i dagligstuerne blev der fulgt nøje med i fronternes forskydninger, og optimismen og dumdristigheden tog til i takt med de mange tyske tilbagetog.

Fotografiet her stammer fra foråret 1941 og stammer fra en tid, hvor tyske soldater kunne færdes ugeneret i byens gader. Efter oprøret i august 1943 var den tid forbi og politiets rapporter er fulde af historier om sammenstød mellem tyskerne og byens unge mænd. (Besættelsesmuseet)

I april måned blev to tyske officerer udsat for en kollektiv hån, da de var gået ombord i en af byens sporvogne. Vognstyreren bad tyskerne om at trække bagud i vognen, så der var plads til flere passagerer. Da tyskerne ikke reagerede på anmodningen, råbte en dame pludseligt, at tyskerne ”da ellers var eksperter i tilbagetog.”. De øvrige passagerer i den overfyldte sporvogn brød ud i en voldsom hånlatter, hvorefter de rasende tyskere forlod sporvognen. Episoder som denne, var langt fra enestående.

Optræk til ballade

Ude på gaden var stemningen også blevet ond, og tyskerne kunne ikke længere bevæge sig rundt i byen uden at blive mødt af fjendtlige blikke eller decideret chikane. Eksempelvis modtog politiet i Aarhus en klage fra tyskerne om, at især de yngre århusianske mænd havde en mani med at spytte på fortovet, når en tysker gik forbi. Politiets rapporter er fulde af episoder, hvor man forsøgte at skride ind overfor dumdristige århusianere, der generede tyskerne på den ene eller anden måde. Politiet blev ofte tvunget til at tage tyskernes parti, hvilket på ingen måde gavnede deres ry i befolkningen. Det kom i øvrigt også ofte til slagsmål mellem unge mænd og deres tyske modstykker i det århusianske restaurationsliv. Om konflikterne handlede om damebekendtskaber, patriotisme eller måske begge dele, kan ikke uden videre afgøres.

251

Århusianeren blev mere og mere dristige i takt med at de tyske nederlag på slagmarken. Markering af årsdagen for Danmarks besættelse, d. 9. april med flagen på halvt og offentlig stilhed er et eksempel på, hvordan man åbenlyst markerede sin antipati overfor besættelsesmagten. (Besættelsesmuseet)

Hvorvidt Gestapo-chefen bekymrede sig om århusianernes tiltagende frækhed vides ikke, men det kan i hvert fald konstateres, at tyskernes kommende terrormål bl.a. talte Aarhus Sporvejes remise samt en række beværtninger og forlystelsessteder, så helt upåvirket har han sikkert ikke været.

Februar 1944 – Terror og drab

Klokken var lige efter 17.00 den 3. februar 1944, da landsretssagfører Holger Christensen stod af sporvognen ved stoppestedet på Trøjborgvej. Herfra skulle han bare gå det korte stykke til sit hjem i Klintegaarden, hvor husbestyrerinden var ved at sætte middagsmaden på bordet.

Ved 18.00-tiden blev han fundet død i gården udenfor sin opgang, dræbt af et enkelt skud i nakken. Politiet blev tilkaldt og kriminalbetjentene gik i gang med at afhøre naboer og andre potentielle vidner. Ingen havde hørt eller set noget.

 

Landsretssagfører ved sit skrivebord kort før han blev myrdet d. 3. februar 1944. (Den Gamle Bys lokalhistoriske fotosamling)

Landsretssagfører ved sit skrivebord kort før han blev myrdet d. 3. februar 1944. (Den Gamle Bys lokalhistoriske fotosamling)

Bomber i natten

For politiet var den 3. februar en af de rigtig lange arbejdsdage. Det var begyndt allerede om natten, da en serie af tidsindstillede bomber detonerede rundt om i byen. På hjørnet af Guldsmedgade og Klostergade blev konditoriet Emmery raseret og selve bygningen var faretruende tæt på at styrte sammen. Samtidigt i Søndergade 70 var J.P. Holmboes skomagerforretning og Aarhus Værkstøjsmagasin epicentret for en kæmpeeksplosion, der pulveriserede mange af gadens butiksfacader. Ved et lykketræf kom ingen alvorligt til skade.

emmery1

Konditoriet Emmery var, på grund af det engelsk-klingende navn, på listen over de steder, hvor tyskerne ikke måtte handle. Måske var det derfor tyskerne udvalgte konditoriet som et af de steder, der skulle ødelægges som gengældelse for sabotage. (Besættelsesmuseet)

Politiet fik hurtigt nok at gøre med at forhindre folk i at stjæle varerne, og i morgentimerne så man ellers ordentlige århusianere i færd med at forsyne sig med sko, støvler og tøfler, der lå spredt mellem glas og splintret træ. Den stærkt chokerede indehaver af Aarhus Værktøjsmagasin blev set vakle rundt i ruinerne kun iført pyjamas, imens han tryglede folk om at lade være med at stjæle hans ting.

Hvem stod bag attentaterne?

I dagene efter attentaterne var der livlig aktivitet på rygtebørsen. Om mordet på Holger Christensen udtalte politiet, at der formodentligt var tale om et drab af ”samme karakter som flere af dem, der har fundet sted i den seneste tid.” En sådan udtalelse udelukkede enhver spekulation om almindelige mordmotiver og kunne i praksis kun betyde to ting: enten var Holger Christensen dræbt af modstandsbevægelsen pga. af mistanke for angiveri, eller så var det tyskerne, der havde gjort det.

I forhold til bombeattentaterne mente mange, at NU var modstandsfolkene gået for vidt. Andre fremførte, at der nok nærmere var tale om et nazistisk komplot, der havde til formål at sætte modstandsfolkene i et dårligt lys. De illegale blade var ikke sene til at komme med deres udlægning af sandheden. I det illegale blad ”Budstikken” kunne man læse, at samtlige attentater var tyske forsøg på at ”mudre Vandene” og skabe en misstemning imod sabotagearbejdet.

Studier i retsakterne efter krigen har vist, at attentaterne var bestilt af Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, og udført af terrorbanden ”Peter-gruppen”. Holger Christensen var den første af 13 århusianere, der blev offer for de såkaldte tyske clearingmord. Bombeattentaterne var de første af cirka 45 anslag, der krævede i alt 35 menneskeliv. Hvorvidt det vitterligt var et forsøg på at ”mudre vandene” eller rå gengældelse for modtandsfolkenes stikkerlikvideringer og sabotageaktioner vides ikke med sikkerhed.