Hvorfor arrangerer Den Gamle By udstillingen Fra Dronningens Garderobe?

Tirsdag 27. marts åbnede Den Gamle Bys protektor Dronning Margrethe særudstillingen Fra Dronningens Garderobe, som er den største særudstilling i Den Gamle By nogensinde. Nogen har undret sig over, hvorfor Den Gamle By arrangerer en udstilling af den type. Det spørgsmål forsøgte jeg at besvare i min tale, som her bringes i uddrag.

Jeg har haft det privilegium at følge tilblivelsen, og hold da op, hvor er udstillingen betagende og flot. I Møntmestergårdens stueetage og i gallerierne over gården udstilles en stor variation af Dronningens dragter – fra 1940erne til i dag. I alt 37 kjoler og dragter, 42 hatte samt sko, dukkevogn, cykel, kufferter og skolebøger.

Jeg er ikke nogen tekstilnørd, men jeg bliver virkelig fanget af både de fornemme tekstiler, det dedikerede design, den sprudlende kreativitet og det historiske vingesus, som udstillingen rummer. Det er også interessant at se, hvordan Dronningen kreativt (og ressourcebevidst) har tilpasset tøjet, så det har kunnet genbruges i mange forskellige sammenhænge.

Udstillingsplakat og -logo for Fra Dronningens Garderobe , som vises i Den Gamle By fra 27. marts til 9.september 2018.

Tre gode grunde

Når vi prøver at se det lidt fra oven, er der især tre årsager til, at vi mener, udstillingen Fra Dronningens Garderobe er oplagt for Den Gamle By:

  • Dronningen har altid været nært knyttet til Den Gamle By
  • Den Gamle By har store samlinger og unikke kompetencer på det dragt-og tekstilhistoriske område
  • Den Gamle By er et lettilgængeligt og naturligt udflugtsmål for de tre mio danskere, der bor i Jylland og på Fyn.

Jeg skal her oplyse nærmere om Dronningens tilknytning til Den Gamle By og dernæst fortælle historien om museets enestående samling af dragter og tekstiler.

”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv”

Dronningen har engang sagt til citat: ”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv. Og jeg husker tydeligt, når jeg har været på besøg sammen med min farmor på Marselisborg og når vi har ligget med Dannebrog i Aarhus Havn”.

Udsagnets rigtighed dokumenteres til fulde i Den Gamle Bys gæstebog, hvor den 8-årige prinsesse besøgte Den Gamle By sammen med sin mor Dronning Ingrid og i den forbindelse for første gang satte sin signatur i gæstebogen.

Tirsdag 19. oktober 1948 var prinsesse Margrethe på besøg i Den Gamle By sammen med sin mor Dronning Ingrid. Prinsesse Margrethe havde givetvis besøgt museet flere gange før, men havde dengang endnu ikke lært at skrive.

Af de efterfølgende sider i gæstebogen kan vi se, at Dronningen har været en overordentlig flittig gæst med vel i gennemsnit et besøg pr år.

Dronningen har flere gange taget udenlandske statsoverhoveder med på museet, og hun har deltaget i talrige åbninger og officielle arrangementer.

I maj 1979 havde Dronning Margrethe inviteret Englands Dronning Elizabeth en tur i Den Gamle By. Daværende museumsdirektør Hans Lassen fortæller for den engelske dronning,  og museets formand Carl Christensen ledsager Dronning Margrethe, mens Prins Philip og Prins Henrik går lidt i baggrunden.

Dronning Margrethe i samtale med forhenværende rigsantikvar Olaf Olsen i forbindelse med et arrangement, hvor dronningen indmurede et dokument i Møntmestergårdens sokkel. Juli 1999.

Også privat har Dronningen vist stor interesse for museet.

I julen 2002 havde Dronningen og Prinsen private gæster på Marselisborg, og så gjorde de som alle andre århusianere: De tog dem med en tur i Den Gamle By.

Dronningen var dybt interesseret i genopførelsen af Møntmestergården, her ikke mindst i de farvelag, der lå allerunderst på gårdens italienske trappe. “Jeg bor jo selv i 1700tals huse og har været med til at restaurere de fleste af dem”, som Dronningen sagde.

 

Dronningen har ofte været med til at diskutere, hvordan vi sikrer den størst mulige korrekthed i forbindelse med de rekonstruktioner, der altid indgår i et museum som Den Gamle By. Som her hvilken maling, der skulle anvendes til panelerne i Tårnborg i museets 1974-kvarter.

Jeg mener ikke det er nogen overdrivelse at sige, at Dronning Margrethe er en af de danskere, der kender Den Gamle By allerbedst.

Den Gamle Bys store og ofte oversete samlinger

De fleste mennesker kender først og fremmest Den Gamle By som et betagende historisk bymiljø, der er som en tidsrejse fra den førindustrielle tid og helt frem til (næsten) i dag.

Denne tidsrejse i et troværdigt historisk miljø er et endda meget stærkt brand, og nok så stærkt, at det skygger for de store nationale samlinger og udstillinger, som også hører til i Den Gamle By.

Samlingerne danner udgangspunkt for særudstillinger og for adskillige “museer i museet”. Således rummer Den Gamle By både et Legetøjsmuseum, et Plakatmuseum, et Sølvmuseum, et Smykkemuseum og et museum for porcelæn og fajance. Museerne ligger typisk i randen af de historiske miljøer og opfattes af mange som en slags ekstra sidegevinst under besøg på museet.

Et lille udsnit af de ca 5.000 stykker legetøj,der siden 1997 har været udstillet i Den Gamle Bys Legetøjsmuseum. Samlingen bag museet rummer ca 25.000 genstande.

Det danske Urmuseum stammer fra 1934 og urene fik i 2011 en helt egen (og tyverisikret) udstilling som en del af Den Gamle Bys kunstkammer, der også omfatter sølvtøj og porcelæn og fajance.

Hermed er jeg nået frem til en af de vigtigste specialsamlinger: Dragt og tekstilsamlingen.

Fire ledere af dragt- og tekstilsamlingen siden 1921

Dragt- og tekstilsamlingens ældste fundament daterer sig tilbage til Aarhus Museum, der blev grundlagt i 1861, og hvis historiske samlinger Den Gamle By overtog i 1926.

Men allerede i 1921 ansatte museet den første leder på området, nemlig museumsinspektør Petra Julie Holm, som varetog samlingen helt frem til sin pensionering i 1959.

Petra Julie Holm var gift med museets grundlægger Peter Holm og stod i spidsen for Den Gamle Bys dragt- og tekstilsamling fra 1921 til 1959.

Så overtog Erna Lorenzen, som stod i spidsen fra samlingen fra 1959 til 1979. Erna Lorenzen blev i 1975 dr.phil. på en disputats om Folks tøj i 17-1800tallet baseret på museets store samlinger.

Erna Lorenzen blev dr.phil. på en afhandling om folks tøj i 1700- og 1800-tallet, baseret på grundige studier i Den Gamle Bys omfattende samlinger.

Dernæst overtog Birgitte Kjær frem til 1996, hvor hun rykkede op som overinspektør, og siden 1996 har Tove Engelhardt Mathiassen stået i spidsen for samlingen.

Birgitte Kjær var leder af samlingen fra 1979 til 2006, hvor hun rykkede op som overinspektør og overlod posten som leder af dragt- og tekstilsamlingen til den nuværende leder Tove Engelhardt Mathiassen.

Der er tale om en i dansk sammenhæng enestående kontinuitet på det dragthistoriske område.

Dragt- og tekstilsamlingen

Dragt- og tekstilsamlingen er landsdækkende og socialt meget bredt dækkende.

Samlingen er grundigt researchet og  dokumenteret, både når det drejer sig om, hvem tøjet har tilhørt og hvad det har været brugt til, og når det drejer sig om de tekstile teknikker, som er anvendt.

Dragt- og tekstilsamlingen rummer værdifulde samlinger fra 1700- og 1800-tallet. Her et velbevaret stykke taboret med lancerende blomsterranker. Detalje fra kvindeskørt fra slutningen af 1700-tallet.

Et par hjemmesyede shorts fra midten af 1970erne, hvorfra Den Gamle By har store samlinger, som supplerer den nye bydel, som museet har skabt gennem de senere år.

En brudekjole fra 1894. Kjolen er syet af hvidt kashmir og syet i Magasin du Nord i Aarhus. Kjolen har tilhørt Nicoline Schubert, der blev født Lorentzen Baes i 1866.

Den nuværende leder af dragt- og tekstilsamlingen, museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen blev i 1989 gift med Svend Erik Mathiassen i denne kjole.

Tove Engelhardt Mathiassens brudekjole fra 1989 er i dag en del af museets samling. I Den Gamle By har flere fra personalet doneret ting og tøj med historier til museet.

Denne kjole fra 1853 er Danmarks ældst bevarede ventekjole.

Kristentøjet er den ældste type dåbstøj. Her et fint et af slagsen fra midten af 1700-årene. Kristentøjet har brystsmæk af fløjl dekoreret med metalkniplinger, silke- og guldbroderi samt rørperler af farvet glas. Hætten er af grøn silkedamask pyntet med guld- og sølvkniplinger og silkebånd. Selve posen er syet af et stykke grønt og beige silketapet med Frederik den Fjerdes kronede monogram og kantet af et mønstret silkebånd og en guldfrynse. Kristentøjet stammer fra Værebro Mølle, som malede korn for Frederiksborg Slot.

Et par dåbssko fra 1850. De blev syet til Augusta von Schmidtens dåb. Skoene er broderet på stramej med blegrødt uldgarn og hvid silkegarn Skoenes bund er syet af lyserøde silkebånd.

 

Vi bygger normalt på museets egne samlinger, men der er enkelte undtagelser

Den Gamle Bys samlinger er generelt så righoldige, at vi kun yderst sjældent indlåner genstande og samlinger til brug for særudstillinger.

I forbindelse med denne udstilling var der imidlertid ingen vej udenom. For der var ifølge sagens natur intet at komme efter i museets samlinger. Men vi er taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre at låne så omfattende fra Hendes Majestæts garderobe.

Dronningen har været protektor for Den Gamle By siden 1987.

 

Museer kan godt lære af Disney

Nationalmuseets kommende kedsomhedsknap er utvivlsomt et forsøg på at komme til at tale til publikum på en måde, så flere vil opleve museet som vedkommende. Det er al ære værd, og det bliver spændende at se, hvordan knappen kommer til at fungere. Diskussionen om kedsomhedsknappen fik mig til at huske en tekst, jeg skrev for snart et kvart århundrede siden, efter at jeg i 1994 havde været på en række studieture i det store udland. Jeg var dengang leder af Struer Museum og var på jagt efter museernes muligheder i fremtidens kulturelle oplevelsesmiljø. Det er altid glædeligt, når det viser sig, at man fortsat er enig i noget, man selv ytrede for flere årtier siden, og da jeg tror, at pointerne fortsat kan have en vis interesse, genoptrykker jeg her mine betragtninger fra dengang:

 

“Der er især tre erindringsbilleder, der toner frem på nethinden, når jeg her, efter mine museale studierejser til det store udland, går i tænkeboks for at fundere over, hvad jeg egentlig fik ud af de mange besøg på museer og i historiske oplevelsescentre og temaparker af snart sagt enhver art.

Første erindring fører mig til York, vikingernes gamle hovedstad i Danelagen, hvor jeg efter halvanden times ventetid i engelsk regnvejr så, hvorledes visionærer museumsfolk her har indrettet et vikingemuseum, Jorvik Viking Centre, der siger spar to til alt, hvad jeg hidtil har oplevet indenfor genren.

I Jorvik stiger gæsterne om bord i små, el-drevne ”time-cars” og bliver derpå ført baglæns gennem en tidstunnel, hvor de møder en række grå skikkelser, ca 30 generationer af avisdrenge, hjemvendte soldater, tiggere, kræmmere, der alle synes at stræbe den modsatte vej, fremad i tiden.

Figurerne er legemsstore og meget livagtige, hvilket gør turen ganske gribende. Køreturen ender i første omgang i den gamle vikingegade, Coppergate, i året 848. Tidsbilen vender, og nu er det hele i farver. Legemsstore tableauer, tale, råb, sang og lugte giver et fascinerende indtryk af livet i York for godt tusind år siden. Det er næsten som selv at være der! Herfra køres ind i et afsnit, der skildrer arkæologernes arbejde, og køreturen slutter i en fin museumsudstilling, hvorfra der sluttelig er adgang til en museumsbutik, som rummer alt, hvad hjertet kan begære af bøger, postkort, T-shirts, vikingemønter og andet replika.

Det lå klart fra starten, at Jorvik Viking Centre skulle virke attraktivt på et bredt publikum, således at em væsentlig del af driften kunne baseres på entreindtægter. Det skulle hurtigt vise sig, at dette var lykkedes til overmål, og det har betydet, at centret i dag er en af de mest profitable turistvirksomheder i Storbritannien. For en museumsmand en tankevækkende oplevelse!

I den anden erindring står jeg som en slags museernes Morten Mindstemand midt i Disney-koncernens kæmpestore EPCOT-Center i Orlando, Florida, USA.  EPCOT, der er en forkortelse af Experimental Prototype Community of Tomorrow, består af to dele. Første del er Future World, der i en række pavilloner giver de besøgende et indblik i nutid og fremtid. Anden del er World Showcase, der er en slags permanent verdensudstilling med pavilloner fra i alt 11 af verdens lande. Nøgleordet er edu-tainment, en sammentrækning af de to engelske ord education og entertainment, som synes at være inspireret af Marshall MacLuhans diktum: ”Anyone who thinks education and entertainment are different doesn’t know much about either”.

Selvom mit museale overjeg kæmpede godt imod, måtte jeg overgive mig til dette festfyrværkeri af formidlingsteknikker og oplevelsesformer, der vil kunne berige ethvert fordomsfrit museum. I de forskellige nationale pavilloner kunne man typisk opleve:

  • dark rides a la Jorvik gennem landets historie
  • spektakulære film på storskærme af forskellig slags
  • udstillinger, hvor den besøgende må prøve og pille
  • rekonstruktion af hele miljøer
  • fornemme udstillinger af kulturskatte
  • gademusikanter og gøglere, etniske restauranter og butikker med fornemt kunsthåndværk

EPCOT er i bund og grund en kommerciel temapark og er dermed også underlagt andre vilkår end et museum. På trods af dette kunne jeg som museumsmand ikke andet end fascineres af den utrolige evne til formidling som Disney-koncernen her har udvist. Nyskabende, spændende og – langt hen ad vejen –  seriøs og vederhæftig.

Scenen for det tredje erindringsbillede er også Orlando – oplevelsesbyen, der på få årtier er opstået omkring Disney Worlds tre store tema-parker: EPCOT, Magic Kingdom og Universal Studios.

Stedet er et middelalderligt spise- og riddershow, ”Medieval Times – Dinner & Tournament”, der foregår i en ”borg”, hvor man mod betaling kan blive fotograferet sammen med ”kongen og dronningen” – det sker i riddersalen, hvor man også kan købe sig en Budweiser-øl.

Selve showet foregår i en stor ”middelalderhal”. For enden af det langstrakte turneringsareal sidder kongen og dronningen, og borgens stolte hersker styrer med mikrofon i hånd hele showet.

Nu serveres middagen, som består af en helstegt grillkylling på tintallerken og øl ad libitum i plastickrus – der er hverken kniv eller gaffel, men heldigvis masser af papirservietter påtrykt stedets logo. Under første del af middagen underholder en dygtig falkonér.

Herefter lyder en fanfare og turneringen begynder. Seks veltrænede riddere tordner ind ad portalen på deres araberheste, og i løbet af den næste times tid afgør de med lanser, sværd og økser, hvem der skal vinde publikums gunst. Publikum svinger med papkroner i forskellige farver, der hyldes, spises, drikkes øl – og alle har det rart og hyggeligt.

Showet, der i dag findes i syv identiske udgaver over hele USA, har fine fysiske rammer, forrygende riddere, fyrige heste, ja endda en fornem falkonér – men man har ikke ofret de i denne sammenhæng ganske få ekstra ressourcer, der skal til for at hæve niveauet over det platte. For en museumsmand et skræmmende eksempel på negligering af faglighed og autenticitet og dermed i bund og grund et stykke historieforfalskning i rent kommercielt øjemed.

Trods de store forskelle på Jorvik, EPCOT og middelaldershow er der en række fællestræk ved de tre oplevelsessteder:

  • der satses på høje besøgstal
  • entreindtægterne har afgørende betydning for økonomien
  • der anvendes populære formidlingsformer
  • markedsføringen er professionel og kommercielt anlagt.

De mest iøjnefaldende forskelle er, at mens Jorvik er et museum med hvad det indebærer af hensyn til autenticitet og faglig vederhæftighed, så er EPCOT og middelalder-showet rene forretninger, hvor de kommercielle hensyn ifølge sagens natur vejer tungest.

Når man så kommer hjem og ser nærmere på det museum (Struer Museum), man selv er forvalter af, når man ser på nabomuseerne og på den danske museumsverden i det hele taget, kan man godt føle, at det hele er noget gammeldags og – måske – lidt puritansk. Det var måske en overvejelse værd, om man kunne lære noget af steder som disse?

Der er grøde mange steder i den danske museumsverden, og der gøres flere forsøg på at gøre den traditionelle museumsformidling mere publikumsvenlig. Men det er et spørgsmål, om disse initiativer er tilstrækkelige til at konkurrere med de kommercielt anlagte, oplevelsesbetonede publikumsmagneter, som vokser frem stadig flere steder på verdenskortet – og som utvivlsomt også vil nå til Danmark.

Hvis ikke, kan jeg frygte, at man i løbet af nogle år vil se museerne blive kørt ud på et sidespor, hvorefter de må overlade den store scene til museumslignende oplevelsescentre og temaparker, der ikke er underlagt museumsverdenens krav om autenticitet og faglig vederhæftighed.

I værste fald kan man frygte, at museerne bringes ind i en ond cirkel af faldende besøgstal, svindende interesse fra sponsorer og offentlige myndigheder, forringet forskning, dårligere samlinger, dårligere formidling, og derpå endnu mere faldende besøgstal etc.

Den visionære canadiske museumsmand George F MacDonald har i flere spændende analyser beskrevet den voksende konkurrence fra sciencecentre, temaparker og andre, mere kommercielt baserede oplevelsescentre. Og han konstaterer nøgternt, at det i dag er attraktionerne, der ”spiller den melodi, vi alle er nødt til at danske efter”. Hans forfriskende, offensive synspunkt er, at museerne skal se dette som en udfordring, at museerne skal gøre op med deres lidt elitære og kedelige image, og at de i stedet begynder at bruge de samme ”våben” som ”modstanderne”.

Det var nok en overvejelse værd! Men museerne skal passe på ikke at skylle barnet ud med badevandet, og her må det afgørende være, at museerne fastholder deres faglige fundament. At de holder den faglige fane højt og ikke går på kompromis på det indholdsmæssige plan. Og at museerne også i fremtiden baserer sig på samlinger og på dette grundlag driver både forskning og formidling. Der udover må der være frit slag for fokusering på besøgstal og der må være vide rammer for nye og mere showbetonede oplevelses- og formidlingsformer. Heraf følger også, at der bør være mere rum for egentlig kommerciel markedsføring og mere forretningsmæssig drift i museumsverdenen.

Måske er alt dette blændværk fra det store udland. Måske passer disse nye former slet ikke til den danske mentalitet. Og så dog! Økonomi og fascinationsformere spredes i disse år hurtigt fra kontinent til kontinent, fra land til land. Så mon ikke det dog i det mindste var en overvejelse værd.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P så viseligt sagde. Men skulle man gøre et forsøg, så skal man næppe forvente, at den danske museumsverden vil ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Der vil utvivlsomt blive tale om en proces, hvor i første omgang enkelte museer, der i tema og samlinger rummer et helt ekstraordinært formidlingspotentiale, vil tage konkurrencen op med temaparker og oplevelsescentre.

Måske vil andre, lokalmuseer såvel som de store, klassiske museer, efterhånden lade sig inspirere og suge det til sig, de kan bruge. Under alle omstændigheder vil den almindelige udvikling stille visse krav og sætte visse rammer, og dem må museerne forholde sig til. Så en studietur til Disney World og EPCOT var måske ikke nogen dårlig idé. For mig var det både lærerigt og tankevækkende”.

Det var teksten fra dengang. I midten af 1990erne var der mildt sagt ikke 100 pct opslutning til disse synspunkter inden for den danske museumsverden. Jeg tror, det er anderledes i dag.

 

 

 

 

Fremtidens Museer

Torsdag 25. januar 2018 havde kulturminister Mette Bock indkaldt den samlede danske museumsverden til konferencen Fremtidens Museer. Jeg samler her mine indtryk og vurderinger af konferencen.

Baggrunden for konferencen er, at ministeren har sat statens tilskud til museerne til eftersyn. Ministeren oplyser, at det er hendes indtryk, at stort set alle museer mener, at ordningen ikke er god nok, som den er i dag.  Ministeren har bl.a. peget på, at ordningen er uigennemsigtig, så man ikke kan se, hvorfor museerne får hvad de får; der er ikke plads til nye initiativer, og det er ikke muligt at ekskludere de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt.

Ministeren havde bedt to såkaldte visionsgrupper komme med deres input til en nyordning. To ”slag i bolledejen”, kan man vist sige, med flere interessante input. Det var dog det almindelige indtryk, at ingen af de to forslag vil kunne gennemføres i praksis, selvom flere af visionsgruppernes ideer og tanker utvivlsomt vil få betydning for den kommende tids debat.

Kulturminister Mette Bock bød velkommen i de rå konferencelokaler i Dokken i Københavns Nordhavn. Meldingen var, at ”vi er der, hvor det handler om at blive klogere”.

Det var jo meget betryggende i lyset af alle de rygter, der har verseret gennem de senere måneder. Rygter om, at ministeren ønsker en model, der så at sige ville smide det hele op i luften, og som ville betyde en radikal omfordeling af statens tilskud til museerne. Nogle af rygterne sagde, at den især ville ramme de museer, der spiller en særlig rolle og som derfor modtager særlige tilskud. I museumslovs sammenhæng drejer det sig især om de tidligere såkaldte paragraf 16-museer, hvortil bl.a. Den Gamle By, Aros, Moesgård, Glyptoteket, Louisiana, Designmuseum Danmark, Kongernes Samling, Arken og en række andre museer hører.

Nu skal man ikke stole på alt, hvad man lytter sig til på vandrørene, og ministerens signaler var heldigvis også, at hun var kommet for at lytte, debattere og blive klogere.

Kulturministeren havde bedt direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden om, at komme med indlæg. Henrik Tvarnø har et dybtgående kendskab til det danske museumslandskab, og han gav utvetydigt udtryk for, at vi i Danmark har ”forbløffende gode museer” og et ”forbløffende godt personale” til at lede dem. Han gjorde opmærksom på, at statens støtte til museerne er med til at sikre kontinuitet. Han gjorde også klart, at hvis ikke fondene kan være sikre på, at staten fastholder sit engagement, så vil det ikke være attraktivt for fondene at støtte museerne. Han opfordrede også til, at man bør erkende, at nogle museer er bedre og vigtigere end andre.

Endelig kom Henrik Tvarnø med et forslag til en simpel og ubureaukratisk model, der kan sikre dynamik og plads til fornyelse inden for de eksisterende økonomiske rammer. Han foreslog, at man hvert tredje år skulle fjerne tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Henrik Tvarnø sluttede af med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør, så vær varsom med radikale ændringer.

Personligt blev jeg bekræftet i, at det er en særlig kvalitet, at der er adgang til museer overalt i landet. Men at man også bør erkende, at alt ikke er lige godt, og at noget faktisk betyder noget. Derfor bør man støtte de unikke museer, som er noget helt særligt. Man bør støtte dem, der sætter publikum in centrum, og dem, der når ud til et bredt publikum – herunder også det publikum, som kun sjældent benytter de offentlige kulturtilbud. Og så bør man støtte dem, der virkelig lægger sig i selen for selv at gøre en indsats.

Herom har jeg skrevet i mit blogindlæg Pejlepunkter for fremtidens museer fra 19.december 2017.

Til stede ved konferencen var flere af partiernes kulturpolitiske ordførere. Bl.a. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkepart. Da han af ordstyreren blev bedt om sine konklusioner på dagen sagde han, at han grundlæggende synes, at museumslandskabet fungerer godt. Derfor ser han ikke noget behov for nogen stor reform. Men han kunne godt ønske sig en gennemsigtig model, der kan forklare, hvorfor museerne får, hvad de får, og hvorfor nogen får mere end andre. Og så understregede han, at man bør fastholde en solidarisk model, hvor museerne arbejder sammen og hjælper hinanden.

Fra debatten på konferencen om Fremtidens Museer 25. januar 2018.

Kulturminister Mette Bock sluttede af med at opfordre til fortsat debat. Hun vil drøfte sagen med de kulturpolitiske ordførere og derpå vurdere, hvad der bør gøres og kan gøres. ”Måske sker der noget, måske ikke”, var ministerens slutreplik.

Hvorom alt er, så tror jeg de fleste blev klogere af dagens indlæg og debat. Det var det, ministeren ønskede i sin velkomst. Så det var en god dag i de rå konferencelokaler på den yderste mole i Københavns Nordhavn!

 

Pejlepunkter for fremtidens museer

Kulturminister Mette Bock mener, at statens støtte til museerne bør revideres, og hun har inviteret til debat om sagen. I dette indlæg vil jeg gerne slå til lyd for at fokusere på det, som den engelske museolog Kenneth Hudson kaldte museernes ”public quality”. Men hvordan måler man det?

For mig er der ingen tvivl: Museerne i Danmark er under forandring, og nye måder at drive museum på tegner sig stadig tydeligere. Der er for mig heller ingen tvivl om, at mange museer kan komme til at spille en større rolle, end de gør i dag.

Nøgleordet er ”public quality”. Udtrykket stammer fra den store engelske museolog Kenneth Hudson (1916-99), som er idémanden bag European Museum of the Year Award, som siden 1977 har præmieret nyskabende og fremtidsorienterede museer i Europa.

Det var Kenneth Hudson, der om nogen satte fokus på, at museer skal spille en rolle i samfundet, ligesom han mente, at man løbende skal vurdere hvert enkelt museums eksistensberettigelse. I en tekst fra 1977 skrev han følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?”

Jeg er overbevist om, at seks områder er vigtige:

  1. Performer museerne, så de er attraktive for publikum i almindelighed?
  2. Formår museerne at være relevante for og nå ud til det brede publikum?
  3. I hvilket omfang påtager museerne sig andre samfundsopgaver?
  4. Formår museerne at adressere tidens store spørgsmål?
  5. Evner museerne at udvikle sig og gå nye veje?
  6. Varetager museerne deres basale opgaver på tilfredsstillende vis?

Hvis museer er vigtige, er det også vigtigt, at de når ud til så mange som muligt. I 2016 udgjordes de danske museers top-5 af Louisiana med 705.854 besøgende, Aros med 614.028, Den Gamle By med 515.667, Moesgaard Museum med 531.688 og Nationalmuseets Prinsens Palæ med 429.119. Et andet vigtigt målepunkt for museernes attraktivitet er entreindtægt som en indikator for, at publikum rent faktisk finder, at museet er værd at betale for. Man kan også se på gennemslagskraft på internettet og sociale medier, ligesom man også kan inddrage publikums bedømmelser på Tripadvisor.

Det andet spørgsmål drejer sig om museernes evne til at nå længere ud end det traditionelle museumspublikum. Et publikum, der ofte, med glimt i øjet og lidt karikeret, beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Ideelt set bør i hvert fald de store museers publikum afspejle befolkningens sammensætning. De svenske museers nestor Sten Rentzhog udtrykte det engang på denne måde: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

For det tredje er det vigtigt, at museerne også på andre måder spiller en rolle i samfundet. I mange år har museerne givet oplevelser og indhold til børnehaver, folkeskoler, gymnasier og universiteter. Men museer kan også spille en rolle på helt utraditionelle og måske uventede områder. Som fx inden for erhvervsuddannelserne, hvor enkelte museer i dag er med til at uddanne lærlinge inden for forskellige håndværk, ligesom nogle museer også tilbyder særlige kurser og rundvisninger til tekniske skoler. Som noget nyt er der museer, der har bevæget sig ind på det sociale område og her fundet en ny platform. Fx Den Gamle By, der i minutiøst rekonstruerede interiører laver særlige tilbud til demente, ligesom museet holder særlige kurser om demens for vordende social- og sundhedsassistenter. Det vigtige er, at museerne indtænker deres kompetencer i andre og sommetider utraditionelle sammenhænge, og på den måde er med til at udvide deres samfundsrelevans.

Det fjerde område, man bør se på, er museernes evne til at adressere nogle af tidens store spørgsmål. Arbejdet med demente er ét eksempel herpå. For andre museer vil det være andre af tidens problematikker, der trænger sig på. Ensomhed, vold, kønsdiskrimination, ytringsfrihed og politisk korrekthed overfor historisk korrekthed. Senest har Den Gamle By arbejdet en del med indvandring, fremmedhed og integration. I samarbejde med en gruppe somaliske kvinder har vi således indrettet et dansk-somalisk hjem anno 2016. Museets danske gæster kan nu besøge et somalisk hjem, hvad kun de færreste har haft mulighed for, og mange somaliere betragter i dag Den Gamle By som deres museum, hvor de – som en slags sidegevinst – også får indblik i den danske identitet og kultur.

De museer, der bærer fremtiden i sig, prøver naturligvis også at gå nye veje. Hvor der handles, der spildes, og ofte får man utak, når man prøver noget nyt. I hvert fald i første omgang. Men der er ingen vej uden om at prøve ting af. I Den Gamle By siger vi, at vi med mellerum skal smide en håndgranat – som så forhåbentlig kan være med til at slå hul i muren til fremtiden. Det var hvad der skete, da vi i samarbejde med den hjemløse Ulrik Szkobel satte problemet med hjemløshed på dagsordenen. Vi blev da opmærksom på, at museer kan fungere som en slags neutrale enklaver for aktualisering af vanskelige og kontroversielle emner, og erfaringen fra samarbejdet med Ulrik har givet museet blod på tanden til at fortsætte med at afprøve grænserne for, hvad et museum kan.

Som det sjette og sidste punkt er der spørgsmålet om, hvorvidt museerne varetager deres basale opgaver på tilfredsstillende vis? Altså selve det fundament, som giver museet troværdighed, og som er udgangspunkt for alle øvrige aktiviteter. Her findes redskabet til måling allerede, nemlig i kvalitetsvurderinger, som Kulturstyrelsen gennemfører. Her ser man på, hvor omfattende og unikke museets samlinger er, er de tilstrækkeligt dokumenteret og undersøgt, og tager museerne ordentlig hånd om dem? Forskningen gennemgås og evalueres. Der ses på internationalt samarbejde, på formidlingen, på deres økonomiske grundlag samt organisation og ledelse. Det er vigtige og uomgængelige parametre i den samlede vurdering af et museums værdi og betydning. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at samlingen, registreringen, forskningen osv ikke målet. For målet er naturligvis at tjene samfundet i dette ords videste betydning.

Hvis kyndige folk udarbejder et pointsystem inden for hvert af de nævnte seks områder og deres underpunkter, vil man få et troværdigt billede af de enkelte museers betydning – nu og i fremtiden. Og måler man på alle disse punkter, risikerer man i den store sammenhæng næppe at ramme helt ved siden af, selvom det giver sig selv, at man ikke kan være 100 pct retfærdig på alle målepunkterne.

Museer er museer, og det skal de holde fast i. Men som alt muligt andet i samfundet vil og skal de forandre sig. For hvis man ikke flytter sig, når verden omkring en flytter sig, så står man ikke bare stille, men sakker agterud og mister relevans.

Efter 30 år som leder af et museum, er det min bedste overbevisning, at de museer, der har fremtiden for sig, er dem, der tager socialt ansvar, som skaber fællesskab og forankring og som giver afsæt for refleksion over tidens store spørgsmål – og som samtidig når ud til mange mennesker.

Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande.

 

 

T

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

I Den Gamle By mener vi, at historien er vigtig for at give det moderne liv dybde og dimension. Herom handler dette sjette og afsluttende blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Den udstilling, vi åbner her op til påske, er en del af det større museumskompleks, som udgør Den Gamle By. Det hele ligger som et reservat, en historisk oase, midt i den moderne storbys travlhed og støj. Som en slags fremmed og måske glemt stemme, som det er vores opgave som museumsfolk at gøre, hvad vi kan, for at kalde frem til et nyt liv mellem os.

Aarhus’ historie begynder i vikingetiden. Aarhus Fortæller begynder derfor også med historien om byens grundlæggelse og livet i vikingetiden.

Det er nok for meget at påstå, at historien kan bidrage med konkrete svar på nutidens spørgsmål. Men i Den Gamle By er vi overbevist om, at historien kan bruges som en slags reservoir for eftertanke og nytænkning. Den kan hjælpe os til at tænke ud over dagen og vejen, til at se ud over vores egen næsetip og måske til at forstå nutiden lidt bedre, så vi bedre kan finde vores vej ind i fremtiden.

Det gør indtryk, når lokomotiv F 694 lukker damp ud. Jernbanen var afgørende for, at Aarhus fik vokseværk fra midten af 1800-årene. Akkurat som en lufthavn med forbindelse til vigtige udenlandske knudepunkter måske kan vise sig at være afgørende for byens fortsatte vækst.

Historien er ikke mindst vigtigt i en så mærkelig og modsætningsfyldt modernitet, som vi lever i. En tid, hvor nyt rangerer højere end gammelt, hvor fornyelse er bedre end tradition, og hvor noget, der kommer fra udlandet altid er finere end noget, der har lokal forankring. En tid, hvor modernitet er et must og et udpræget modefænomen.

Faren er, sådan som jeg ser det, at vi i vores angst for at virke gammeldags og traditionsbundne absoluterer moderniteten i en sådan grad, at vor synsvinkel alt for let bliver endimensional. Derved overser vi, at det er historien, det diakrone perspektiv, der giver det moderne liv dybde og dimension.

Det er vores håb og store ambition, at Aarhus Fortæller kan bidrage med denne dybde og dimension. Vi tror, at mange her vil opdage byen (og sig selv) på en ny måde. At man vil spejle sig i historien og så måske opdage andre ting, end man er vant til.

Historien om borgmester Bernhard Jensens redning af Latinerkvarteret fra modernitetens buldozer er god at få forstand af. Også i dag skal vi passe på ikke at glemme, at det er historien, der giver nutiden dybde og dimension.

Når den officielle åbning foregår her i dag tirsdag 11. april er der grund til at rette en tak til Aarhus Byråd for at turde overlade os opgaven. Der skal også rettes en stor tak til de mange århusianere eller tidligere århusianere, der har bidraget med deres historie. En tak skal også rettes til Den Gamle Bys stab af iderige og kompetente fagfolk, som nu er i mål med den store opgave. En meget stor tak skal også rettes til Salling Fondene uden hvis støtte, det hele næppe var blevet til noget. Og så glæder jeg mig til også at rette en tak til Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen for – det kan man vist godt sige – at sætte kronen på værket ved at forestå åbningen af udstillingen.

Det har taget 156 år at nå så langt. Nu glæder vi os som små børn til at vise resultatet frem – vi håber vore gæster synes om resultatet.

I en sofakrog kan publikum nyde almindelige menneskers helt almindelige billeder af deres helt almindelige hverdag. Det er faktisk ganske gribende, og jeg tror, de fleste kan spejle sig i mange af billederne.

 

 

 

 

 

Aarhus Story blev til Aarhus Fortæller

Mange navne var i spil, og her var det vigtigt for os, at udstillingens titel skulle signalere, at der er tale om en fængende og engagerende fremstilling af byens historie, frem for en traditionel byhistorisk udstilling, som mange forbinder med noget støvet og uinteressant. Herom handler dette femte og næstsidste blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Til at begynde med kaldte vi udstillingen Aarhus Story. Jeg tror, vi var blevet grebet af den altomsiggribende mani her i Aarhus med at alting skal hedde noget på engelsk. En god ven af Den Gamle By gav os imidlertid et venligt prik på skulderen og foreslog, at vi gav udstillingen et dansk navn. Og selvfølgelig skulle den hedde noget på dansk!

Men Aarhus Museum – eller Museum Aarhus – var ikke det rigtige, var vi enige om. For der er jo tale om en fængende og engagerende fremstilling af byens historie, snarere end om en traditionel byhistorisk museumsudstilling, som mange forbinder med noget støvet og uinteressant.

Vi gjorde, som vi har gjort det i mange andre sammenhænge: Vi spurgte aarhusianerne. Flere forslag var i spil, og størst opbakning var der til Aarhus Fortæller.

Indgangsbygningen til Aarhus Fortæller er opført med inspiration i den bygning, som Ferdinand Salling opførte i Søndergade i Aarhus i slutningen af 1930’erne. Som sådan er det en lille hilsen til den fond, der har gjort projektet muligt, og samtidig er det en bygning, der føjer en mere moderne arkitektur til Sønderbrogade i Den Gamle Bys kvarter, der viser 1960’erne og 70’erne.

Det er den udstilling, som Hendes Majestæt Dronningen åbner tirsdag 11. april, og hvortil der dagen efter er adgang for aarhusianere og andet godtfolk.

Indgangen til Aarhus Fortæller ligger i en bygning, der til forveksling ligner det hus, som Ferdinand Salling i slutningen af 1930’erne opførte til sin butik i Søndergade i Aarhus. Det første, man oplever som besøgende, er en vinduesudstilling med motiver fra Aarhus’ historie. Derfra går man ind i elevatoren, der som en slags tidsmaskine fører museets gæster tilbage til dengang, Aarhus blev grundlagt. Fra elevatoren træder man ud i afsnittet, som hedder Vikingernes by, og fortsætter gennem Bispernes by og Købstadsfolk. Afsnittet Vokseværk handler om den udvikling, som tog fart, da mødet mellem havn og jernbane frisatte et enormt vækstpotentiale. Efter et intermezzo om de fem forbandede år med overskriften Besat, træder publikum ind i udstillingens største afsnit, som har fået titlen Storby? – bemærk spørgsmålstegnet! Her møder man en kalejdoskopisk fortælling, et forrygende tag-selv-bord med en mangfoldighed af historier om århusianerne og det moderne Aarhus.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på projektet. Nu glæder vi os til at vise det frem for århusianere og andet godtfolk. Vi tror det bliver stort.

 

 

 

 

Vi står på skuldrene af mange museer i arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller

I arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller har vi stået på skuldrene af en række nyskabende museer og udstillinger rundt omkring i verden. Herom fortælles i dette fjerde afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

De første tanker om det, der skulle blive til Aarhus Fortæller, begyndte allerede at tegne sig, efter at Aarhus Byråd i 2010 besluttede at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. Udviklingen fortsatte via konferencer, studieture og diskussioner, og 11. april åbner Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen udstillingen Aarhus Fortæller, der viser byens historie fra vikingetiden til i dag.

I arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller har vi stået på skuldrene af en række nyskabende museer og udstillinger rundt omkring i verden. Både bymuseer og museer, der bare er gode til at fortælle historie.

Nogle af de vigtigste er STAm – Stadsmuseum Gent (Belgien), Museum of Liverpool (England), Maihaugen-museets store udstilling Langsomt ble landet vort eget (Lillehammer i Norge), DDR Museum (Berlin, Tyskland), The Berlin Story (Tyskland), Museum of London (England), Het Huis van Alijn (Gent, Belgien), ABBA – the museum (Stockholm, Sverige) og Uskyldens Museum i Istanbul (Tyrkiet). Utallige ideer er opstået under besøg på disse – og mange flere – museer og attraktioner. Inspirationen er blevet hældt ned i Den Gamle Bys smeltedigel, og ideerne er blevet omformet og udviklet, så de kunne bruges i vores koncept.

Således var vi fx ganske betaget af det store damplokomotiv på Museum of Liverpool, hvor det udgjorde den centrale genstand, det bankende hjerte, i museets fortælling om jernbanen. Da jeg nogle måneder senere var til møde på Danmarks Jernbanemuseum og her hørte, at man havde overskydende materiel på lager, tændtes der et håb om at Den Gamle By kunne gøre noget tilsvarende som i Liverpool. Og minsandten, Jernbanemuseet havde et ekstra F lokomotiv, litra 694, som ikke blot var fremstillet på Aarhusvirksomheden A/S Frichs, men også havde kørt i mange år som rangerlokomotiv mellem Aarhus havn og banegården.

Museum of Liverpool belyser jernbanens betydning for byen med et flot damplokomotiv i centrum. Det er en museumsgenstand, der virkelig vil noget.

Det lykkedes os at få lokomotivet overdraget, og torsdag den 8. januar 2015 var masser af mennesker og medier samlet for at se en kæmpekran hejse F 694 ned i byggegruben og på plads på de i forvejen monterede jernbaneskinner, der var hentet til formålet på Aarhus havn. Det var inden, der kom tag på bygningen. Lokomotivet blev derfor pakket godt ind, så det ikke skulle lide overlast under det efterfølgende byggearbejde.

I januar 2015 kunne Den Gamle By hejse et flot eksemplar af et F-lokomotiv ned i byggegruben, hvor udstillingen skulle være. Lokomotivet er venligst udlånt af Danmarks Jernbanemuseum.

På STAm i Gent kan de besøgende gå rundt på et fantastisk glasklart gulv, der viser et kæmpe luftfoto af byen. I Aarhus Fortæller får vi et gulv, der er inspireret heraf, og vi er spændt på, om museets gæster også her vil ligge med enden i vejret for at se detaljer i billedet. Det var også på STAm, at museumsdirektør Christine De Weerdt bekræftede os i, at en kronologisk fremadskridende fortælling er den rigtige for os.

På STAm – Stadtmuseum Gent – i Belgien kan publikum gå på et fantastisk glasklart gulv, der viser et kæmpe luftfoto af byen.

Også Maihaugens store fortælling om Norges udvikling fra istiden til i dag er kronologisk og dejlig nem at overskue. Her var det tydeligt, at det ikke nødvendigvis er genstandene, der skaber den gode museumsfortælling, men at det ligeså vel kan være tableauer og panoramaer, der bærer fortællingen. På Maihaugen oplevede vi også, at museumstekster ligefrem kan være poetiske.

Den store norgeshistoriske udstilling på Maihaugen i Lillehammer er et eksempel på, at en museumsudstilling fint kan bæres af tableauer og panoramaer.

 

Teksterne i Maihaugens norgeshistoriske udstilling er billed- og stemningsskabende, ja næsten poetiske.

På DDR Museum oplevede vi, hvordan det aktiverer publikum, at de skal gå på opdagelse i skabe med låger og skuffer, og på Het Huis van Alijn i belgiske Gent erfarede vi, hvor stærk almindelige menneskers film og billeder kan virke på beskueren.

I det fine lille museum Het Huis van Alijn – Alijns hus – oplever man, hvor gribende almindelige menneskers almindelige film og billeder kan virke.

Når det personale, der har været involveret i skabelsen af Aarhus Fortæller, bevæger sig rundt i udstillingen, vil mange kunne referere til, hvor ideer er blevet undfanget, hvad vi har bearbejdet og hvilke ideer, vi direkte har lånt. For publikum tror jeg udstillingen vil fremstå som et helt nyt og originalt Den Gamle By-koncept, hvilket den også er. Men vi står naturligvis – her som i de fleste andre sammenhænge – på skuldrene af mange andre.

 

 

 

70 mio kr til gentænkt Aarhusudstilling

I 2012 var udviklingsarbejdet kommet så vidt, at vi vidste, at det ville koste 70 mio kr at lave Aarhus Fortæller som en stor underjordisk udstilling.  Et astronomisk beløb, som det på forunderlig vis lykkedes at tilvejebringe fra Salling Fondene. Indlægget er tredje afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

Efterhånden begyndte vi at kunne se hovedlinjerne for os, og vi blev klar over, at hvis vi skulle være så heldige, at det ambitiøse projekt kunne blive til virkelighed, så ville der være tale om en helt ny måde at udstille en bys historie på.

På det tidspunkt, i 2012, var Aarhus ganske langt i arbejdet med at sikre sig titlen som europæisk kulturhovedstad. Projektet blev lanceret under temaet ”Let’s rethink”, hvilket passede som fod i hose til, at Den Gamle By med denne udstilling var i færd med at gentænke den måde, hvorpå man som museum fortæller historie. I lyset af, at året som kulturhovedstad i givet fald ville blive 2017, satte vi os det mål, at udstillingen skulle åbne netop dette år.

I Den Gamle By havde vi tidligere haft et positivt samarbejde med Salling Fondene, som velvilligt havde bakket op bag et af museets store projekter.

Vi var bekendt med, at Salling Fondene var ved at varme op til endnu større donationer, og 10. september tillod vi os at aflevere en stor kuvert i Dansk Supermarkeds hovedsæde på Bjødstrup Vej i Aarhusforstaden Holme. Kuverten indeholdt en ansøgning om støtte til en byhistorisk fortælling.

I ansøgningen pointeres, at udstillingen

  • vil fænge såvel århusianerne som byens gæster
  • vil sætte nye normer for, hvordan museer kan formidle byhistorie, så den bliver interessant for en bred kreds
  • vil kunne spille stærkt sammen med Den Gamle Bys store danmarkshistoriske fortælling
  • vil skabe vækst i Den Gamle By.

Totalbeløbet lød på godt 70 mio kr, en astronomisk sum, som vi knapt turde drømme om. Men vi kunne ikke få budgettallene længere ned.

Tirsdag 16. oktober 2012 modtog vi så den glædelige meddelelse, at det totale beløb var bevilget. 20 mio fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og godt 50 mio kr fra Købmand Herman Sallings Fond. Hold da helt op. Sikke en appelsin at få i Den Gamle Bys turban!

Ved en seance i stormagasinet Salling overrakte næstformand i fondene Karin Salling en række store donationer, bl.a. også donationen til Aarhus Fortæller.

Da euforien havde lagt sig en smule, gik vi i gang med at planlægge og projektere den store underjordiske betonkonstruktion. Parallelt hermed blev der arbejdet med udstillingen. Lige før jul i 2013 var konceptplanen for hele indholdet klar, og i januar 2014 var vi kommet så langt, at de store gravemaskiner kunne gå i gang.

Så var det ellers med at holde tungen lige i munden og få styret projektet godt i hus, så budget og tidsplan blev overholdt og indholdet blev, som beskrevet og lovet. Sagt på jysk, så er det vist ikke gået så ringe.

Nu er vi tæt på mål, og hold da op, hvor har vi haft travlt. Hver gang, jeg går en tur under jorden og ser, hvordan det går, så bliver jeg simpelthen så glad.

Tirsdag 11. april åbner Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, Aarhus Fortæller, og dagen efter er der adgang for aarhusianere og andet godtfolk. Vi er meget spændt på, hvad museets gæster siger til den nye udstilling.

I 2014 kunne museets publikum følge arbejdet med at udgrave og støbe fundamentet til den kommende Aarhusudstilling.

 

 

 

Fortællingen skal i højsædet i Den Gamle Bys store udstilling om Aarhus’ historie

Aarhus Fortæller er ikke en tingsudstilling, men en udstilling, hvor fortællingen og det historiske menneske er i højsædet. I dette indlæg fortælles om de principper, der har været styrende for udstillingen. Indlægget er andet afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

13. maj 2014 åbnede Den Gamle By udstillingen Aarhus Rocks, som en af museets første, store satsninger på Aarhus’ historie. Aarhus Rocks bestod af en indendørs særudstilling og en lang række koncerter med forskellige Aarhus-bands. Her ses Michael Learns to Rock på torvet i Den Gamle By.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, da Aarhus Byråd bad Den Gamle By om atter at overtage opgaven.

Det lå lige for, at vi skulle highlighte stærke Aarhushistorier som Borgmestergården, Købmandsgården og Aarhus Mølle, der sammen med en håndfuld andre Aarhusbygninger jo i mange år har været en vigtig del af Den Gamle By. Aarhus Mølle har i øvrigt den helt særlige museumshistorie, at det var her, i møller Andreas Weiss’ fine møllesal, man i midten af 1800-årene gjorde sig de første tanker om kunst, oldtid og historiske sager. Tankerne førte frem til etableringen af Aarhus Museum, der netop blev opført på en grund i Mølleengen, som var doneret af den kulturelt interesserede møller Weiss.

Det var i møller Weiss’ fine møllesal i Aarhus mølle, at de første tanker blev tænkt om det, der skulle blive byens museum. Senere kom hele Aarhus mølle til Den Gamle By, hvor det store bygningskompleks udgør en af Den Gamle Bys hovedhjørnesten og er en del af museets fortælling om Aarhus.

Selvfølgelig regnede vi med også at anvende Den Gamle Bys særudstillingslokaler til udstillinger om Aarhus. Og selvfølgelig skulle Den Gamle By som bymuseum også formidle byens historie rundt omkring i Aarhus, uden for museets matrikel. Begge dele har vi allerede gjort gennem et par år.

Den helt store hurdle, vidste vi, ville være at finde plads og penge og et passende koncept for den store byhistoriske fortælling, der skal være fundamentet for de næste mange års arbejde med at fortælle byens historie og gøre den vedkommende.

Vi havde allerede et fornuftigt overblik over, hvad der fandtes af nyere byhistoriske udstillinger i Europa. Men for at få et ordentligt skud inspiration udefra afholdt vi i oktober 2011 en international konference med indlæg af museumsfolk og museumsforskere fra USA, Holland, Belgien og Danmark.

Flere ting stod klart helt fra starten. Vi ønskede at lave en udstilling, der har appel og relevans, og som vil være attraktiv for både den videbegærlige og for den museumsgæst, der måske kun er marginalt interesseret. Vi ville lave en udstilling, der både kan give overblik og mulighed for fordybelse. Og det skulle være en udstilling, man kan være sammen om, hvad enten man er en århusiansk familie, der vil lære noget om byen, eller man er udenlandsk turist, der vil have en fornemmelse af vigtige træk af de seneste godt 1000 års Aarhus- og Danmarkshistorie.

Derfor var vi enige om at sætte fortællingen i højsædet, at udstillingen skal være kronologisk frem for tematisk, og at udstillingen skal lægge op til, at publikum identificerer sig med historiens mennesker. Den skal også være aktiverende og sanselig, og det gør ikke noget, hvis publikum hygger sig og morer sig under besøget.

Vi var også fra starten enige om, at udstillingen skal dække historien helt tilbage fra byens grundlæggelse i vikingetiden. Dog vil den ældste tid – vikingetid, middelalder og købstadsperiode – få mindre fokus og plads, fordi disse emner i forvejen er udførligt dækket af Moesgård Museum og Den Gamle By. Den største vægt skulle lægges på vækstperioden efter midten af 1800-årene og frem til i dag, som også er den periode, hvor det moderne Aarhus tog form.

Så var der det med placeringen. Én tanke havde været at ombygge Aarhus gamle toldbod fra ca 1750. Den var flyttet til Den Gamle By i 1938 og har en betydelig bygningsmæssig volumen. Det kunne gå, men ville ikke være en ideel løsning.

På denne model af første etape af museets moderne bykvarter ses tydeligt det store, ubebyggede område, der ville kunne bruges til en underjordisk udstillingsbygning. Når kælderen med den store Aarhusudstilling stod færdig, kunne man fortsætte med at sætte huse ovenpå. Det krævede blot en stor sum penge og en grundig planlægning

Så opstod i foråret 2012 ideen at placere Aarhusudstillingen under den nyeste del af det moderne bykvarter, som på det tidspunkt var under planlægning. Det ville blive rasende dyrt, kunne vi forudse. Men det ville blive godt, fordi der her kunne skaffes 800 kvm samlet udstillingsareal, som oven i købet ville kunne forbindes med andre af Den Gamle Bys indendørs udstillingsarealer. Med denne model ville der således kunne skabes ét stort, samlet indendørs museum med mange forskellige typer museumsoplevelser.

Nu manglede vi bare pengene! Herom i næste afsnit af denne lille serie.

 

 

 

Efter 156 års tilløb åbner Den Gamle By nu udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag

I 2010 besluttede Aarhus Byråd at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. I dette indlæg skitseres forhistorien, der går helt tilbage til 1861, da Aarhus fik sit første museum. Indlægget er første afsnit i en lille serie om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, som åbner op til påske.

”Der er kommet hvid røg op af skorstenen”, sagde kulturdirektøren, da hun lettere forpustet kom ind ad døren i færd med at afslutte en vigtig telefonsamtale. ”Nicolai og Marc er blevet enige”, fortalte hun, mens hun lagde telefonen i tasken. ”Og de vil, at Bymuseet skal til Den Gamle By”. Det var midt på eftermiddagen onsdag 15. september 2010. De nævnte herrer er daværende borgmester Nicolai Wammen og daværende kulturrådmand Marc Perera Christensen.

Inden da var der lavet en udredning, der skulle afklare fremtiden for Aarhus Bymuseum. Hovedbiblioteket havde været på tale som en ny ramme, Moesgård ligeså, men nu endte pilen altså med at pege på Den Gamle By.

Lad det være sagt klart og tydeligt: i Den Gamle By var vi bestemt ikke på hugst efter nye opgaver. Vi havde mere end nok at gøre med at skabe de moderne bykvarterer, som viser livet i Danmark i 1960erne og 70erne. På den anden side havde vi på museet en gammel drøm om at lave en udstilling om en dansk bys udvikling fra vikingetid til nutid. På den måde vil den, der opleves mere fragmentarisk rundt om i Den Gamle By, kunne blive sat ind i en overskuelig sammenhæng. Hvorom alt er: Når Aarhus Byråd bad os om at påtage os opgaven, sagde vi naturligvis ja. Og hermed stod vi i Den Gamle By med en kæmpe opgave og en fantastisk mulighed.

Den proces, der hermed blev skudt i gang, kulminerer når Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, åbner udstillingen Aarhus Fortæller.

Byens første museum blev kaldt Historisk-Antiquarisk Samling. Det blev stiftet i 1861 og fik lokaler på loftet i byens dengang helt nye rådhus, som i dag danner rammen om Kvindemuseet og Besættelsesmuseet. Samlingen kom efter nogle år til at hedde Aarhus Museum og fik til huse i den museumsbygning, der blev opført i Mølleengen i 1877 – i øvrigt sammen med byens kunstsamling. Ud af denne museumsinstitution voksede i 1914 Den Gamle By som et nyt selvstændigt museum. Senere, i 1967, fulgte Aarhus Kunstmuseum og i 1970 Moesgård Museum. I dag er den tidligere museumsbygning hjemsted for bl.a. de rytmiske spillesteder Atlas og Voxhall. Men gaden hedder fortsat Museumsgade.

Historisk interesserede kredse i byen ønskede imidlertid et egentlig bymuseum, der kunne sætte fokus på byens historie. Det lykkedes i første omgang i 1993, da Aarhus Bymuseum åbnede i den tidligere Hammelbanegård. I 2005 blev museet udvidet med en moderne bygning til en ny, byhistorisk udstilling.

En politisk debat i sommeren 2009 om Aarhus Bymuseums aktiviteter førte til, at Aarhus Byråd bad Kulturforvaltningen om en undersøgelse af bymuseets fremtidige placering og organisering. I september 2010 kom den hvide røg op af skorstenen, og i løbet af 2011 faldt formalia på plads. Personalet blev overflyttet til Den Gamle By, og Aarhus Bymuseums lokaler blev ryddet.

At Aarhus Bymuseums levetid blev så relativ kort, hænger utvivlsomt sammen med, at det ikke lykkedes at få lavet den store udstilling om byens historie, som i bund og grund var ambitionen med museet.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, og i Den Gamle By gik vi i gang med at finde en model for, hvordan der kan skabes synergi i både at være et lokalt museum og et landsdækkende museum.

Tirsdag 11. april 2017 foretager Dronningen den officielle åbning af Aarhus Fortæller. Dagen efter er der adgang for århusianere og andet godtfolk.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på udvikle, skaffe midler, bygge, indrette og rigge til. Vi glæder os, og vi tror det bliver stort.