70 mio kr til gentænkt Aarhusudstilling

I 2012 var udviklingsarbejdet kommet så vidt, at vi vidste, at det ville koste 70 mio kr at lave Aarhus Fortæller som en stor underjordisk udstilling.  Et astronomisk beløb, som det på forunderlig vis lykkedes at tilvejebringe fra Salling Fondene. Indlægget er tredje afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

Efterhånden begyndte vi at kunne se hovedlinjerne for os, og vi blev klar over, at hvis vi skulle være så heldige, at det ambitiøse projekt kunne blive til virkelighed, så ville der være tale om en helt ny måde at udstille en bys historie på.

På det tidspunkt, i 2012, var Aarhus ganske langt i arbejdet med at sikre sig titlen som europæisk kulturhovedstad. Projektet blev lanceret under temaet ”Let’s rethink”, hvilket passede som fod i hose til, at Den Gamle By med denne udstilling var i færd med at gentænke den måde, hvorpå man som museum fortæller historie. I lyset af, at året som kulturhovedstad i givet fald ville blive 2017, satte vi os det mål, at udstillingen skulle åbne netop dette år.

I Den Gamle By havde vi tidligere haft et positivt samarbejde med Salling Fondene, som velvilligt havde bakket op bag et af museets store projekter.

Vi var bekendt med, at Salling Fondene var ved at varme op til endnu større donationer, og 10. september tillod vi os at aflevere en stor kuvert i Dansk Supermarkeds hovedsæde på Bjødstrup Vej i Aarhusforstaden Holme. Kuverten indeholdt en ansøgning om støtte til en byhistorisk fortælling.

I ansøgningen pointeres, at udstillingen

  • vil fænge såvel århusianerne som byens gæster
  • vil sætte nye normer for, hvordan museer kan formidle byhistorie, så den bliver interessant for en bred kreds
  • vil kunne spille stærkt sammen med Den Gamle Bys store danmarkshistoriske fortælling
  • vil skabe vækst i Den Gamle By.

Totalbeløbet lød på godt 70 mio kr, en astronomisk sum, som vi knapt turde drømme om. Men vi kunne ikke få budgettallene længere ned.

Tirsdag 16. oktober 2012 modtog vi så den glædelige meddelelse, at det totale beløb var bevilget. 20 mio fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og godt 50 mio kr fra Købmand Herman Sallings Fond. Hold da helt op. Sikke en appelsin at få i Den Gamle Bys turban!

Ved en seance i stormagasinet Salling overrakte næstformand i fondene Karin Salling en række store donationer, bl.a. også donationen til Aarhus Fortæller.

Da euforien havde lagt sig en smule, gik vi i gang med at planlægge og projektere den store underjordiske betonkonstruktion. Parallelt hermed blev der arbejdet med udstillingen. Lige før jul i 2013 var konceptplanen for hele indholdet klar, og i januar 2014 var vi kommet så langt, at de store gravemaskiner kunne gå i gang.

Så var det ellers med at holde tungen lige i munden og få styret projektet godt i hus, så budget og tidsplan blev overholdt og indholdet blev, som beskrevet og lovet. Sagt på jysk, så er det vist ikke gået så ringe.

Nu er vi tæt på mål, og hold da op, hvor har vi haft travlt. Hver gang, jeg går en tur under jorden og ser, hvordan det går, så bliver jeg simpelthen så glad.

Tirsdag 11. april åbner Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, Aarhus Fortæller, og dagen efter er der adgang for aarhusianere og andet godtfolk. Vi er meget spændt på, hvad museets gæster siger til den nye udstilling.

I 2014 kunne museets publikum følge arbejdet med at udgrave og støbe fundamentet til den kommende Aarhusudstilling.

 

 

 

Fortællingen skal i højsædet i Den Gamle Bys store udstilling om Aarhus’ historie

Aarhus Fortæller er ikke en tingsudstilling, men en udstilling, hvor fortællingen og det historiske menneske er i højsædet. I dette indlæg fortælles om de principper, der har været styrende for udstillingen. Indlægget er andet afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

13. maj 2014 åbnede Den Gamle By udstillingen Aarhus Rocks, som en af museets første, store satsninger på Aarhus’ historie. Aarhus Rocks bestod af en indendørs særudstilling og en lang række koncerter med forskellige Aarhus-bands. Her ses Michael Learns to Rock på torvet i Den Gamle By.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, da Aarhus Byråd bad Den Gamle By om atter at overtage opgaven.

Det lå lige for, at vi skulle highlighte stærke Aarhushistorier som Borgmestergården, Købmandsgården og Aarhus Mølle, der sammen med en håndfuld andre Aarhusbygninger jo i mange år har været en vigtig del af Den Gamle By. Aarhus Mølle har i øvrigt den helt særlige museumshistorie, at det var her, i møller Andreas Weiss’ fine møllesal, man i midten af 1800-årene gjorde sig de første tanker om kunst, oldtid og historiske sager. Tankerne førte frem til etableringen af Aarhus Museum, der netop blev opført på en grund i Mølleengen, som var doneret af den kulturelt interesserede møller Weiss.

Det var i møller Weiss’ fine møllesal i Aarhus mølle, at de første tanker blev tænkt om det, der skulle blive byens museum. Senere kom hele Aarhus mølle til Den Gamle By, hvor det store bygningskompleks udgør en af Den Gamle Bys hovedhjørnesten og er en del af museets fortælling om Aarhus.

Selvfølgelig regnede vi med også at anvende Den Gamle Bys særudstillingslokaler til udstillinger om Aarhus. Og selvfølgelig skulle Den Gamle By som bymuseum også formidle byens historie rundt omkring i Aarhus, uden for museets matrikel. Begge dele har vi allerede gjort gennem et par år.

Den helt store hurdle, vidste vi, ville være at finde plads og penge og et passende koncept for den store byhistoriske fortælling, der skal være fundamentet for de næste mange års arbejde med at fortælle byens historie og gøre den vedkommende.

Vi havde allerede et fornuftigt overblik over, hvad der fandtes af nyere byhistoriske udstillinger i Europa. Men for at få et ordentligt skud inspiration udefra afholdt vi i oktober 2011 en international konference med indlæg af museumsfolk og museumsforskere fra USA, Holland, Belgien og Danmark.

Flere ting stod klart helt fra starten. Vi ønskede at lave en udstilling, der har appel og relevans, og som vil være attraktiv for både den videbegærlige og for den museumsgæst, der måske kun er marginalt interesseret. Vi ville lave en udstilling, der både kan give overblik og mulighed for fordybelse. Og det skulle være en udstilling, man kan være sammen om, hvad enten man er en århusiansk familie, der vil lære noget om byen, eller man er udenlandsk turist, der vil have en fornemmelse af vigtige træk af de seneste godt 1000 års Aarhus- og Danmarkshistorie.

Derfor var vi enige om at sætte fortællingen i højsædet, at udstillingen skal være kronologisk frem for tematisk, og at udstillingen skal lægge op til, at publikum identificerer sig med historiens mennesker. Den skal også være aktiverende og sanselig, og det gør ikke noget, hvis publikum hygger sig og morer sig under besøget.

Vi var også fra starten enige om, at udstillingen skal dække historien helt tilbage fra byens grundlæggelse i vikingetiden. Dog vil den ældste tid – vikingetid, middelalder og købstadsperiode – få mindre fokus og plads, fordi disse emner i forvejen er udførligt dækket af Moesgård Museum og Den Gamle By. Den største vægt skulle lægges på vækstperioden efter midten af 1800-årene og frem til i dag, som også er den periode, hvor det moderne Aarhus tog form.

Så var der det med placeringen. Én tanke havde været at ombygge Aarhus gamle toldbod fra ca 1750. Den var flyttet til Den Gamle By i 1938 og har en betydelig bygningsmæssig volumen. Det kunne gå, men ville ikke være en ideel løsning.

På denne model af første etape af museets moderne bykvarter ses tydeligt det store, ubebyggede område, der ville kunne bruges til en underjordisk udstillingsbygning. Når kælderen med den store Aarhusudstilling stod færdig, kunne man fortsætte med at sætte huse ovenpå. Det krævede blot en stor sum penge og en grundig planlægning

Så opstod i foråret 2012 ideen at placere Aarhusudstillingen under den nyeste del af det moderne bykvarter, som på det tidspunkt var under planlægning. Det ville blive rasende dyrt, kunne vi forudse. Men det ville blive godt, fordi der her kunne skaffes 800 kvm samlet udstillingsareal, som oven i købet ville kunne forbindes med andre af Den Gamle Bys indendørs udstillingsarealer. Med denne model ville der således kunne skabes ét stort, samlet indendørs museum med mange forskellige typer museumsoplevelser.

Nu manglede vi bare pengene! Herom i næste afsnit af denne lille serie.

 

 

 

Efter 156 års tilløb åbner Den Gamle By nu udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag

I 2010 besluttede Aarhus Byråd at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. I dette indlæg skitseres forhistorien, der går helt tilbage til 1861, da Aarhus fik sit første museum. Indlægget er første afsnit i en lille serie om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, som åbner op til påske.

”Der er kommet hvid røg op af skorstenen”, sagde kulturdirektøren, da hun lettere forpustet kom ind ad døren i færd med at afslutte en vigtig telefonsamtale. ”Nicolai og Marc er blevet enige”, fortalte hun, mens hun lagde telefonen i tasken. ”Og de vil, at Bymuseet skal til Den Gamle By”. Det var midt på eftermiddagen onsdag 15. september 2010. De nævnte herrer er daværende borgmester Nicolai Wammen og daværende kulturrådmand Marc Perera Christensen.

Inden da var der lavet en udredning, der skulle afklare fremtiden for Aarhus Bymuseum. Hovedbiblioteket havde været på tale som en ny ramme, Moesgård ligeså, men nu endte pilen altså med at pege på Den Gamle By.

Lad det være sagt klart og tydeligt: i Den Gamle By var vi bestemt ikke på hugst efter nye opgaver. Vi havde mere end nok at gøre med at skabe de moderne bykvarterer, som viser livet i Danmark i 1960erne og 70erne. På den anden side havde vi på museet en gammel drøm om at lave en udstilling om en dansk bys udvikling fra vikingetid til nutid. På den måde vil den, der opleves mere fragmentarisk rundt om i Den Gamle By, kunne blive sat ind i en overskuelig sammenhæng. Hvorom alt er: Når Aarhus Byråd bad os om at påtage os opgaven, sagde vi naturligvis ja. Og hermed stod vi i Den Gamle By med en kæmpe opgave og en fantastisk mulighed.

Den proces, der hermed blev skudt i gang, kulminerer når Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, åbner udstillingen Aarhus Fortæller.

Byens første museum blev kaldt Historisk-Antiquarisk Samling. Det blev stiftet i 1861 og fik lokaler på loftet i byens dengang helt nye rådhus, som i dag danner rammen om Kvindemuseet og Besættelsesmuseet. Samlingen kom efter nogle år til at hedde Aarhus Museum og fik til huse i den museumsbygning, der blev opført i Mølleengen i 1877 – i øvrigt sammen med byens kunstsamling. Ud af denne museumsinstitution voksede i 1914 Den Gamle By som et nyt selvstændigt museum. Senere, i 1967, fulgte Aarhus Kunstmuseum og i 1970 Moesgård Museum. I dag er den tidligere museumsbygning hjemsted for bl.a. de rytmiske spillesteder Atlas og Voxhall. Men gaden hedder fortsat Museumsgade.

Historisk interesserede kredse i byen ønskede imidlertid et egentlig bymuseum, der kunne sætte fokus på byens historie. Det lykkedes i første omgang i 1993, da Aarhus Bymuseum åbnede i den tidligere Hammelbanegård. I 2005 blev museet udvidet med en moderne bygning til en ny, byhistorisk udstilling.

En politisk debat i sommeren 2009 om Aarhus Bymuseums aktiviteter førte til, at Aarhus Byråd bad Kulturforvaltningen om en undersøgelse af bymuseets fremtidige placering og organisering. I september 2010 kom den hvide røg op af skorstenen, og i løbet af 2011 faldt formalia på plads. Personalet blev overflyttet til Den Gamle By, og Aarhus Bymuseums lokaler blev ryddet.

At Aarhus Bymuseums levetid blev så relativ kort, hænger utvivlsomt sammen med, at det ikke lykkedes at få lavet den store udstilling om byens historie, som i bund og grund var ambitionen med museet.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, og i Den Gamle By gik vi i gang med at finde en model for, hvordan der kan skabes synergi i både at være et lokalt museum og et landsdækkende museum.

Tirsdag 11. april 2017 foretager Dronningen den officielle åbning af Aarhus Fortæller. Dagen efter er der adgang for århusianere og andet godtfolk.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på udvikle, skaffe midler, bygge, indrette og rigge til. Vi glæder os, og vi tror det bliver stort.

 

Smykkeskrinet i Den Gamle By

Tirsdag 7. februar åbnede kronprinsesse Mary Smykkeskrinet i Den Gamle By. Her vises 1000 smykker af de bedste danske designere fra hele det 20. århundrede. Flere har spurgt, hvordan denne samling og udstilling er kommet til Den Gamle By. Her kommer forklaringen.

Tirsdag 7. februar åbnede kronprinsesse Mary Smykkeskrinet i Den Gamle By. En enestående samling af dansk smykkedesign, som nu indgår som en permanent udstilling i Den Gamle By.

I november 2011 fik jeg et prik på skulderen om, at et ægtepar i Berlin havde en hel enestående samling af dansk smykkekunst. En samling af en sådan kaliber, at den burde kunne ses på et museum i Danmark.

Javel, sagde jeg til denne kender af dansk smykkekunst: ”Men hvorfor kontakter du mig?”

”Jo, af to grunde”, sagde han. ”Dels vil den svinge godt med Den Gamle By øvrige samlinger af sølvtøj, porcelæn og finere ure. Dels har jeg bemærket, at Den Gamle By har en heldig hånd med at realisere større projekter”.

Det var jo svært at sidde overhørigt! Så vi undersøgte sagen. Vi havde et hyggeligt møde med Marion og Jörg Schwandt, som have skabt samlingen over de seneste 40 år. Mødet foregik i Den Gamle By, og senere var vi i Berlin for at se nærmere på sagerne.

Og hold da op! Sikke en samling! Der udstrålede kærlighed til dansk design, udviste stort overblik og en kompromisløs kvalitetssans.

Denne broche er en af mine personlige favoritter. Designet af Nanna og Jørgen Ditzel for Anton Michelsen i 1953.

Tanken om et underjordisk smykkeskrin opstod!

To ting skulle dog kunne lade sig gøre. For det første skulle et sådan smykkeskrin kunne indpasses i de underjordiske udvidelser, som Den Gamle By allerede var ved at planlægge. Og for det andet måtte de nødvendige midler tilvejebringes fra ekstern side, idet et underjordisk smykkeskrin ville være en investering langt over Den Gamle Bys egen formåen.

Vi kontaktede derfor Niels Peter Louis-Hansen, der som formand for Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden tidligere har hjulpet os. Efter en positiv samtale om samlingen sendte vi en ansøgning og krydsede fingre. Der gik ikke længe, inden vi fik et brev med tilsagn om midler – både til erhvervelse af samlingen, til et underjordisk udstillingslokale, til registrering og publikation af samlingen og til opbygning af udstillingen.

Så var det bare om at komme i gang, og 7. februar kunne Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary – som feen i eventyret – trykke på knappen og tænde lys i montrerne i det 70 kvm store udstillingsrum.

Armbånd designet af Bent Knudsen i årene omkring 1960.

Samlingen omfatter 1000 smykker, hovedsagelig i sølv, men også enkelte guldsmykker. Det har været målet for ægteparret at skabe et overblik over de strømninger i det 20. århundredes smykkekunst, som er særligt danske. Det vil sige det enkle, det funktionelle, og med fokus på lys og refleksion.

Ifølge de eksperter, som Den Gamle By har konsulteret, er samlingen ”helt enestående i såvel Danmark som i udlandet”.

Alle de kendte smykkedesignere og sølvsmede er repræsenteret med mesterværker i samlingen. Det gælder for eksempel Mogens Ballin, Thorvald Bindesbøll, Kay Bojesen, Marie Christiansen, Nanna Ditzel, Bent Exner, Kay Bojesen, Torun Bülow-Hübe, Bent Gabrielsen, Karl Gustav Hansen, Kastor Hansen, Bent Knudsen, Henning Koppel, Uwe Helmuth Moltke, Evald Nielsen, Svend Weihrauch og selvfølgelig Georg Jensen.

Vi har oplevet at mange gæster, der kommer for at opleve Den Gamle By classic, bliver positivt overraskede over – som en slags sidegevinst – også få mulighed for at opleve Smykkeskrinet. Og jeg er overbevist om, at smykkeinteresserede fra hele verden nok skal finde vejen til denne betagende samling af dansk smykkekunst.

Broche af sølv med stiliseret slyngornamentik og rødbrun rundslebet agat. Designet af Thorvald Bindesbøl for Holger Kyster omkring 1905.

Smykkeskrinet er en permanent udstilling og et af Den Gamle Bys bidrag til kulturbyåret Aarhus 2017.

 

 

Tak for et godt 2016 – velkommen til 2017

Besøgsrekord

Godt nytår til alle. Og tak for 2016 – et år, som er gået over al forventning. Et år med en flot besøgsrekord, hvor i alt 515.667 gæster er passeret gennem Den Gamle Bys billetsalg. Det er næsten 40.000 flere end sidste år og godt 16.000 over 2014, som var den hidtidige rekord. Der er tale om en fremgang på lidt mere end 8 pct og vel at mærke en fremgang, der har været nogenlunde konstant hele året.

En kritisk røst kunne gøre gældende, at vejret så sandelig også har været med os, og at det er årsagen til de fine tal. Og ja, vejret har været med Den Gamle By. Sommervejret var museumsvejr. En stor del af efteråret var vejret næsten sommerligt. Og julevejret var særdeles venligt, når man tager årstiden i betragtning. Men vi skal huske på, at selvom vejret var med Den Gamle By, så var der ikke kommet så mange gæster, hvis ikke museet havde appel og relevans og bød på gode oplevelser. Og det gjorde – og gør – Den Gamle By virkelig.

Det er fjerde år i træk, at besøgstallet ligger lige omkring den halve million. Det kan vi alle være stolte af.

Vi kan også være stolte af alle de ting, vi har nået i det år, der nu er gået. Udstillinger på Plakatmuseet med Gitte Kaths plakater og senest plakater og historier fra Christiania. Åbningen af Børnehaven og den blinde mands lejlighed. Udstillingen om Børne TVs historie og de mange forskellige aktiviteter, der har knyttet an hertil. Og så sandelig også de mange programaktiviteter, hvor jeg synes, at julen efter et godt tilløb sidste år, nu virkelig er kommet op i et ekstra gear.

Julen er fortsat en hovedsæson

Jeg tror, vi kan takke Tivoli Frihedens juleaktiviteter for det prik, der har gjort, at Den Gamle By er kommet i gang med den fornyelse og videreudvikling af julen, som vi egentlig også trængte til. Jeg – og andre med mig – var godt nervøse for, om konkurrencen fra Tivoli ville tage noget fra os, men det ser bestemt ikke ud til at være tilfældet.

Jeg tror vi kan konstatere, at julen for mange er blevet et attraktivt forretningsområde – også for nogen af dem, man egentlig ikke forbinder med jul. Senest har vi set, at Moesgård har bevæget sig ind på området, og jeg er ikke i tvivl om, at mange andre vil forsøge sig.

Jeg tror imidlertid, at Den Gamle By er så stærk på dette felt, at vi ikke for alvor skal føle os truet. Men jeg ved også, at vi ikke at hvile på laurbærrene. Vi skal udvikle, vi skal følge med og vi skal blive bedre.

Anerkendelser

Den Gamle By har modtaget flere fornemme anerkendelser i løbet af 2016. Først modtog Henning Lindberg Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogiks store pris. Senere modtog Annette Hoff Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom, og senere igen modtog Annette Kulturministeriets forskningspris, som er opkaldt efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Og så fik hele museet jo den fine europæiske museumspris, som hedder Luigi Micheletti Award.

Bag scenen er der som altid foregået en masse i form af planlægning, vedligeholdelse, administration, rengøring, drift, byggeri, bevaring, udvikling, indkøb osv osv. Det er alt det, der får Den Gamle By til at fungere som organisation.

Visioner og store resultater er vigtige, men man skal altid huske på, at det, der får maskinen til at køre, er den daglige dedikation og det lange, seje træk.

Tak for en flot indsat, og tak for et rigtig godt resultat. Sådan en succes opnås kun når alle spiller med. Der er virkelig grund til, at vi alle kan være stolte.

Den Gamle By satser på Aarhus 2017

Nu er vi så netop kommet ind i 2017, som er året, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad. Det tror jeg, vi skal have store forventninger til. Både fordi positionen som europæisk kulturhovedstad vil give Aarhus synlighed i udlandet og nok især i Danmark. Og ikke mindst skal vi have store forventninger, fordi de ting, som vi bidrager med forhåbentlig – og efter al sandsynlighed – vil give Den Gamle By en ny platform, som vil få stor betydning i de kommende år.

Her tænker jeg først og fremmest på Aarhus Fortæller, som vil åbne op til påske. Det er et projekt, som vi på en eller anden måde har arbejdet med lige siden byrådet i 2010 bad Den Gamle By om at overtage opgaven som lokalmuseum for Aarhus. Mange processer har lappet over hinanden, og stort set alle i Den Gamle By har medvirket på den ene eller den anden måde. Først skulle vi udvikle det rigtige koncept og vi skulle finde ud af, om det nu også kunne lade sig gøre rent praktisk. Så skulle det beregnes, hvor meget det ville koste, og pengene skulle skaffes. Så var der en masse planlægning og projektering, samtidig med at råskitsen til udstilling og fortælling faldt på plads. Så skulle der graves et kæmpe hul, vi skulle have nogle af de store ting ned, inden der blev lagt låg på, og det underjordiske bygningsværk skulle gøres færdig, så vi kunne begynde at bygge udstillinger op. Det er kort sagt en overordentlig omfattende og kompleks proces, der ligger bag.

Der har været knald på, og der er fortsat knald på. Men hold op, hvor det tegner godt. Kort inden jul viste vi den ufærdige udstilling frem for medlemmer af Aarhus byråd og en række direktører og chefer. Sagt på jysk, så var de ret begejstrede. Direktøren for kultur og borgerservice, Rolf Hapel, skrev efterfølgende til mig: ”Igen har I formået at skabe en ud-af-boksen oplevelse i Den Gamle By og på forbilledlig vis givet et overbevisende bud på en kondensering af tusind års historie i Aarhus. Det er sgu godt gået!”

Under jorden åbner vi også Smykkeskrinet med 1000 smykker, designet af nogle af de fineste danske smykkedesignere fra det 20.århundrede. Det foregår i begyndelsen af februar. Inden da har Plakatmuseet åbnet en udstilling med Aarhus-plakater gennem tiden. Den afløses senere af en udstilling med plakater fra hele Europa, og således er Plakatmuseet på fineste vis med til at binde Aarhus og Europa sammen her i kulturåret. Og til august åbner automobilforhandleren i 1927-kvarteret.

Hermed rammer vi forhåbentlig forskellige målgrupper. Aarhus Fortæller vil nok især interessere lokalt, men ramme bredt i byen. Smykkeskrinet vil få en kaliber, så det nok vil tiltrække smykkeinteresserede fra hele verden – næppe det helt store antal, men til gengæld en stærk profil. Plakaterne vil interes-sere folk med interesse for grafisk design. Og automobilfor-handleren vil utvivlsomt interessere mange af dem, der har olie på fingrene og twist i lommerne.

For mig at se er der især fire pointer ved de satsninger, vi gennemfører i løbet af kulturbyåret.

Den ene er, at det meste af det, vi bidrager med, har en holdbarhed. Det er ikke noget, der er her en kort periode, men noget som man også kan have glæde af i 2020, 2025 og 2030. Den anden store pointe er, at Den Gamle By med disse nye ting fastholder sin herlige mangfoldighed, og at alle de forskellige målgrupper utvivlsomt vil se og opleve noget, de ikke ellers ville have interesseret sig for.

Den tredje pointe er, at ikke mindst Aarhus Fortæller vil give Den Gamle By en helt ny platform for at blive århusianernes museum.

Og den fjerde og sidste pointe er, at vi med den fortsatte underjordiske udbygning af Den Gamle By nu begynder at have så store og attraktive indendørs udstillinger, at vi bør kunne tiltrække flere gæster – ikke mindst på de årstider, hvor mange ellers ser Den Gamle By som en både våd og kold oplevelse.

Fortsat udvikling

I 2017 vil vi også fortsætte udviklingen af museets programvirksomhed, og julen vil fortsat blive udviklet. I 2017 fortsætter vi også med at istandsætte udvalgte bygninger. Således skal både den del af Aarhus Mølle, hvor bibliotek og regnskabs-afdeling har til huse, have nyt tag, og Viborghuset skal have en omgang i forbindelse med, at cykelsmeden skal flytte ned til automobilforhandleren i Randershuset i 1927-kvarteret.

I 2017 vil vi også komme til at se huset fra Skanderborg blive rejst. Sønderbrogade vil begynde at få karakter af gågade, og arbejdet på Sydhavnen vil for alvor gå i gang.

Derimod er arbejdet med den nye indgangsbygning i venteposition. Det hænger sammen med, at fredningen af Botanisk Have er anket til Natur- og Miljøankenævnet. De har hele to år til at svare i. Dvs at der kan gå helt frem til november 2017, før vi ved, hvad vilkårene er for en ny indgangsbygning i området ned mod Ceres-krydset.

Som bekendt har vi fået pengene til indgangsbygningen af A.P. Møller Fonden, og jeg er overbevist om, at projektet nok skal blive til noget.

Vi skal tiltrække flere besøgende

Til gengæld er der en afklaring omkring Den Gamle Bys statstilskud. Det er en sag, jeg har orienteret om gentagne gange, og udgangen på sagen er som bekendt blevet, at de tre millioner er blevet forlænget for fire år. Vi havde håbet – og bestemt også syntes det var rimeligt – hvis tilskuddet var blevet gjort permanent, sådan som det oprindelig var aftalen. Men nu har vi altså pengene i fire år.

Selvfølgelig skal vi fortsat arbejde på at få tilskuddet gjort permanent, og det skal vi helt enkelt gøre ved at lave Danmarks bedste museum. Et museum, som viser nye veje og som er attraktivt, har appel og er relevant.

På den anden side vil det nok være klogt at forsøge at geare museet til at kunne klare sig, hvis det nu skulle vise sig, at det ikke lykkes med de tre millioner kroner næste gang. Dels skal vi sørge for selv at tjene så mange penge som muligt, og dels skal vi holde hus med de midler, vi har til rådighed.

Helt grundlæggende skal vi tiltrække flere besøgende.

Det skal vi gøre ved at positionere Den Gamle By som stedet, hvor alle danskere kan lære om sig selv og deres historie uden løftede pegefingre. Det skal vi gøre ved at fastholde – og gerne udvide – Den Gamle Bys position som en international topseværdighed. Og det skal vi gøre ved at få århusianerne til at føle, at Den Gamle By er deres museum.

Her i 2017 er det især århusianerne vi skal satse på. Vi skal have dem til at betragte og til at bruge Den Gamle By som deres museum. Nøglen er naturligvis Aarhus Fortæller. Alle århusianere skal besøge Aarhus Fortæller, de skal have lyst til at tage deres gæster med på besøg, og det er her alle tilflyttere skal lære byens DNA at kende.

Aarhusianernes museum

Aarhus Fortæller skal rammes ind af aktiviteter og faciliteter, som lægger op til genbesøg i Den Gamle By. Vigtig er her de programaktiviteter, der arrangeres i weekends og småferier. Vigtig er også restaurant- og cafeområdet, hvor vi skal have århusianerne til bare at komme forbi og få en god kop kaffe eller en bid frokost og så snuse lidt til nogen af de mange oplevelser, som Den Gamle By rummer. Vigtig er også Den Gamle Bys butikker, hvor man skal have lyst til at komme forbi for at købe kager hos bageren, Den Gamle By-snapsen i Butikken, Riises rom i købmandsgården, Den Gamle By-julepynt i julebutikken og selvfølgelig de Aarhus-souvenirs, som Aarhus ikke har haft før nu.

Og meget mere af den slags. Vi skal udvikle og styrke Den Gamle Bys brand, vi skal gøre Den Gamle By til talk of the town, og vi skal gøre Den Gamle By til et mødested, hvor der altid sker noget, og hvor det bare er dejligt at komme.

Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Men det er i 2017, vi tager det første store skridt. Jeg er overbevist om, at Aarhus Fortæller er det perfekte afsæt.

At få århusianerne til i endnu højere grad at tage Den Gamle By til sig som deres museum, er den store dagsorden for det år, der lige er begyndt.

Godt nytår

I 2016 viste en undersøgelse, som blev foretaget af den nationale turistorganisation VisitDenmark, at Den Gamle By var Danmarks bedst kendte museum, og her lige inden jul fik jeg under hånden en interessant konklusion på en undersøgelse, der er foretaget for et nyt museum, der er på vej. I denne undersøgelse havde man spurgt et større antal danskere, hvad der har været deres bedste museumsoplevelse. Og gæt hvad et flertal svarede! Ja, rigtigt, de svarede Den Gamle By. Jeg håber, undersøgelsen vil blive publiceret, men jeg ved ikke om det sker.

Det nye år er nu to dage gammelt. Dagen er tiltaget med 9 minutter. Vi går mod lysere tider. Jeg håber, at Den Gamle By må fortsætte sin positive udvikling. Til glæde for de besøgende, for Aarhus og for os, der har vort virke her.

Med disse ord vil jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår.

 

Ovenstående er holdt som nytårstale ved en komsammen for personalet i Den Gamle By mandag 2. januar 2017 kl 11.30.

 

Fra 2017 vil Den Gamle By give pensionistrabat til alle

Fra nytår kan alle pensionister veksle en billet, der er købt til fuld pris, til en billet, der giver gratis adgang til Den Gamle By resten af året. Den nye ordning erstatter en hidtidig ordning, der kun har været gældende for pensionister, der bor i Aarhus kommune.

Fra nytår 2017 kan alle pensionister veksle en billet, der købt til fuld pris, til en årsbillet. Fuld pris er i 2017 135 kr. Køber man billet i lavsæson (75 kr) eller mellemsæson (110 kr) – kan man betale differencen op til 135 kr og dermed komme gratis ind resten af året – til særudstillinger, til sommerarrangementer, til temadage, til koncerter og til julehøjtiden i Den Gamle By, lige så tit man lyster.

Den Gamle By har i mange år haft en særlig ordning med gratis adgang for Aarhus-pensionister. Såvidt jeg har forstået, var det i tidernes morgen et krav fra Aarhus kommune, som en slags genydelse for kommunens tilskud til Den Gamle By. Det krav har kommunen imidlertid ikke stillet i mange år, ligesom de heller ikke stiller sådanne krav til Den Gamle Bys kolleger på Aros eller Moesgård.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den hidtidige ordning med gratis adgang for Aarhus-pensionister har givet anledning til mange klager. Personalet i Den Gamle Bys billetsalg har haft meget bøvl og besvær, når de skulle forklare en pensionist fra en nabokommune, hvorfor den pågældende skulle betale fuld pris, mens den århusianske pensionist lige var gået ind uden at skulle betale. Ja, i 2016 blev der ligefrem klaget til ombudsmanden over denne forskelsbehandling. Efter lidt skriveri frem og tilbage besluttede ombudsmanden dog ikke at gå ind i sagen.

Den nye ordning kommer til at gælde for alle danske pensionister og efterlønnere, hvorved den hidtidige forskelsbehandling ophører.

Året rundt er der meget at opleve i Den Gamle By. Her det moderne bykvarter med udstilling af biler fra 1960erne og 70erne.

Året rundt er der meget at opleve i Den Gamle By. Her det moderne bykvarter med udstilling af biler fra 1960erne og 70erne.

Det er endvidere værd at gøre opmærksom på, at Den Gamle By ligesom så mange andre er ramt af en statslig grønthøster, det såkaldte omprioriteringsbidrag, der hvert år reducerer tilskuddet med 2 pct. Det gælder alle, der modtager tilskud fra staten, og med 2 pct i 2016, 2 pct i 2017, 2 pct i 2018 osv bliver det efterhånden ganske mange penge, som museet er nødt til at finde på anden vis.

Den Gamle By er nødt til selv at tjene penge for at kunne passe på og formidle den vigtige kulturarv, som museet rummer. Men vi er meget opmærksomme på, at vi ikke laver museum for at tjene penge, men derimod tjener penge for at lave et ordentligt museum.

I museets historiske haver er der nye oplevelser året rundt.

I museets historiske haver er der nye oplevelser året rundt.

At vi selv tjener penge gør det fx muligt at opretholde en helt særlige ordning for ældre, der er ramt af demens. En ordning som er berømmet både i Danmark og i udlandet, og som senest har vakt stor interesse i New York.

Med den nye rabatordning for pensionister er vilkårene ens for alle, og så er det en meget billig ordning for de, der har lyst til at besøge Den Gamle By mere end en gang på en sæson.

Modellen med at veksle et billet, som er købt til fuld pris, til et kort, der gælder resten af året, har vi fundet hos to engelske kollegamuseer, nemlig Beamish i det nordøstlige England og Black Country Living Museum i West Midlands. Her er modellen en kæmpe succes. Det tror og håber vi også den bliver i Danmark og i Aarhus.

poul_madsen_12

Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932

Kultur kan være meget mere end kultur

De fleste kulturvirksomheder rummer erfaringer og kompetencer, som kan nyttiggøres i sammenhænge, der for en umiddelbar betragtning kan virke fremmede for selve det primære virke. Grebet an på den rigtige måde kan sådanne kompetencer danne grundlag for udvikling af nye forretningsområder.

Jeg blev opmærksom på den vinkel, da jeg for mange år siden så, hvorledes B&O arbejdede målrettet med at udvikle nye og anderledes forretningsområder med afsæt i identifikation af særlige in-house kompetencer. Kompetencerne var udviklet til afgrænsede og specifikke formål, men ved at analysere dem, fandt man frem til, at flere rent faktisk havde en mere generel karakter, som gjorde, at de kunne overføres til og anvendes på andre, og hidtil uforudsete, områder.

Siden har jeg tænkt, at det også må være en tilgang, man kan have gavn af på kulturområdet, herunder på museer, som er det område, jeg kender bedst til – og vel at mærke til benefit for både den virksomhed eller institution, der står bag og for dens brugere eller kunder.

Jeg skal illustrere det med to eksempler fra min egen verden. Det første har at gøre med håndværksmæssige kompetencer, hvor Den Gamle By i mange år har uddannet lærlinge inden for de klassiske byggefag murer, maler og tømrer. Modellen er, at lærlingene tilbringer halvdelen af deres læretid i Den Gamle By og den anden halvdel hos en moderne mester ”ude i samfundet”. På den måde medvirker vi til at fastholde traditionelle kompetencer i det moderne håndværk. De unge mennesker får en alsidig uddannelse, og resultaterne har været yderst tilfredsstillende med talrige medaljer til de nyuddannede svende.

I samarbejde med en privat fond har museet også i en årrække stået for efteruddannelse af nyuddannede svende med ambitioner inden for deres fag. Fonden giver et substantielt løntilskud, og Den Gamle By sørger for, at de unge svende kommer under vingerne på en erfaren håndværker med mange år på bagen i Den Gamle By.

Vi er overbevist om, at vi kan gøre meget mere på dette felt, og vi overvejer derfor at udvikle denne efteruddannelse til et egentligt nyt forretningsområde. Inspirationen kommer fra vore kolleger på Skansen i Stockholm og på Weald and Downland Museum i Sydengland, som udbyder populære kurser i emner som vinduesrenovering, tegltag, lerklining, reparation af bindingsværk og andre fagområder, hvor museerne har en unik viden. Det er lykkes vore to kollegamuseer at gøre disse kurser til et nyt forretnings- og indtjeningsområde, som nu dels udgør en del af museernes driftsgrundlag, og som dels har den almennyttige effekt, at disse særlige kompetencer herved bliver spredt til flere og bragt i anvendelse ”ude i samfundet”.

De seneste par år har Den Gamle By også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt dialog med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed, idet disse børn ikke har det godt med at blive overrasket. Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet; de skal fungere på en anden tids vilkår, og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår inden for.

Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

Det er klart, at projektet rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i den danske museumslov. For her er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og som under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. På sigt kan løsningen af sociale opgaver måske udvikle sig til et egentligt indtjeningsområde for museerne.

Naturligvis skal museer og andre kulturinstitutioner primært fokusere på deres kerneopgave. Men jeg tror, at der er rige muligheder for at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, som lidt karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Mulighederne varierer fra kulturområde til kulturområde, og mange er givetvis allerede opmærksom herpå. Men ved at arbejde systematisk med at finde nye virke- og forretningsområder kan megen kultur utvivlsomt både finde nye måder at være nyttige på og samtidig i et vist omfang også nye måder at tjene penge.

 

Dette indlæg er også publiceret som kulturklumme i Altinget torsdag 15. september 2016.

 

 

 

 

 

 

Museer skal udfordre digital virkelighedsforsnævring

I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

 

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.

 

Kultur som overskudsforretning

Kultur beriger vores tilværelse med glæde og inspiration, kundskab og identitet. Men ganske meget kultur er også erhverv og en overskudsforretning for såvel det offentlige som for samfundet som helhed.

Kultur betragtes ofte som en udgift for samfundet. Det er det selvfølgelig også al den stund, at størstedelen af museer, teatre og anden kultur her i landet modtager offentlige tilskud. Ja, man kan vist roligt sige, at kultur generelt ikke kan eksistere uden substantielle offentlige tilskud.

Med til billedet hører imidlertid, at en stor del af kulturen også giver indtægter retur til de offentlige kasser, ja en del af kulturen er utvivlsomt en direkte overskudsforretning for det offentlige. Både fordi meget kultur er erhvervsvirksomheder i sig selv, men også i kraft af den økonomi, kulturen skaber andre steder i samfundet. Jeg skal her holde mig til museumsområdet, som jeg kender bedst.

For et par år siden foretog vi i Foreningen af Specialmuseer i Danmark en undersøgelse af forholdet mellem offentlige tilskud, egne indtægter og andre indtægter. Foreningen af Specialmuseer omfatter 15 museer, der har det til fælles, at de også er attraktive besøgsmål. Fra Arbejdermuseet til Dansk Landbrugsmuseum, fra Rosenborg til Hjerl Hede, fra Designmuseum Danmark til Den Gamle By.

I 2014 havde de 15 museer tilsammen 2,5 mio besøgende og en samlet omsætning på 530 mio kr. Heraf var de 164 offentlige tilskud, 231 egne indtægter og 135 kr indtægter fra sponsorer og fonde. Altså for hver offentlig krone genererede de 15 museer en omsætning på godt tre kr. Heraf er der naturligvis blevet betalt skat og diverse afgifter. Vi har ikke beregnet det præcise omfang hera, men der er ingen tvivl om, at dette beløb i sig selv vil andrage mere end det offentlige tilskud. Skåret ind til benet er disse museer således helt klart virksomheder, der giver overskud for det offentlige.

Dertil kommer, at museer trækker til, og det giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Sidste år havde jeg fornøjelsen at vise to topdirektører fra krydstogtsfirmaernes hovedstad, Miami i USA, rundt i Den Gamle By. De var i Aarhus for at vurdere, hvorvidt det var relevant for firmaerne at satse på Aarhus. I min snak med dem fremgik det klart, at Aarhus sagtens kunne konkurrere med langt mere kendte destinationer omkring Kattegat og Østersøen. Jeg husker, en af dem sagde, at han ankom med lave forventninger, men at Aarhus simpelthen blæste ham omkuld. Begge var de betaget af byens smukke beliggenhed, en effektiv og servicebevidst havn, byens interessante havnefront og en fin bymidte. Men først og fremmest var de betaget af, at Aarhus som en forholdsvis lille by rummede tre museer i absolut topklasse. Der var ingen tvivl om, at det var museerne, der gjorde udslaget, så firmaet nu har fokus på Aarhus som destination.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det er en stor fornøjelse at høre århusianske hoteldirektører, detailhandlere, restauratører og campingbestyrere sige tak til byens tre store museer, Aros, Moesgaard og Den Gamle By, som tilsammen tiltrækker mere end halvanden million gæster, hvoraf en stor andel er turister udefra.

I Den Gamle By siger vi, at vi ikke laver museum for at tjene penge. Nej, vi bestræber os for at tjene penge for at lave et stadig bedre museum. Vi siger også, at museet ikke først og fremmest handler om huse og om ting, men om mennesker. Den Gamle By er et museum om mennesker og for mennesker. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske. Men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Men dette egentlige formål skal ikke overskygge, at Den Gamle By såvel som mange andre museer også er en erhvervsvirksomhed, som giver økonomisk overskud – for såvel det offentlige som for samfundet i almindelighed.

Denne tekst har været publiceret som klumme i Altinget 18. august.