Forleden blev jeg kontaktet af en københavneravis, som ønskede at høre, hvad jeg mener om den aktuelle situation på Nationalmuseet.

Egentlig var jeg ikke interesseret i at ytre mig offentligt om denne sag, men da Nationalmuseet jo ofte beskrives som ’vores allesammens museum’ og i øvrigt modtager langt broderparten af de statslige støttemidler til museer, så tænkte jeg, at det nok alligevel kunne være relevant at give mit besyv med.

Jeg fik spørgsmålene skriftligt og brugte en del tid på at svare ærligt og nuanceret. Desværre endte det med, at bladets kulturredaktør alligevel ikke var interesseret.

Da jeg imidlertid synes, at de synspunkter, jeg endte med at fremføre, er relevante for debatten om Nationalmuseets aktuelle situation og fremtid, publicerer jeg dem hermed i en lettere bearbejdet form.

Baggrunden for mine synspunkter er, at jeg nu i næsten 35 år har været leder af et museum og dermed en integreret del af dansk museumsverden. Der ud over har jeg i fire år været international præsident for Association of European Open Air Museums, ligesom jeg i 10 år var formand for Foreningen af Specialmuseer i Danmark.

Faglig kompetence er forudsætningen for et museums troværdighed

Første spørgsmål fra avisen lød: ”Stenalderen og besættelsestiden står lige nu uden faglig kompetence. Ser du det som en alvorlig situation?”

Jeg synes lige, det skal med, at også lederen af Frilandsmuseet, der både er dr.phil. og har været en dygtig leder af museet, netop er blevet afskediget.

Som jeg ser det, bør et museums faglighed være en slags garant for troværdigheden, så hvis man skipper væsentlige fagligheder, er der også en alvorlig risiko for at museet mister troværdighed. Og troværdighed er museernes adelsmærke.

Efter fyringen af Nationalmuseets stærke fagligheder inden for stenalder, besættelsestid og som nævnt også lederen af Frilandsmuseet, er det min klare fornemmelse, at det faglige tyngdepunkt på disse områder i dag ligger på andre museer end Nationalmuseet. Jeg gætter på, at Besættelsesmuseet i Aarhus i dag har den største faglige tyngde på dette felt, jeg mener helt klart Den Gamle By er landets førende frilandsmuseum, og jeg vil skyde på, at Moesgaard er det museum, der står stærkest inden for stenalderen.

Det er ikke længere Nationalmuseet, der er førende

Journalistens andet spørgsmål lød: ”Hænger Nationalmuseets nuværende svage faglige situation på disse områder sammen med en generel politik fra museets side, hvor man ikke har udøvet rettidig omhu over for Nationalmuseets opgaver?”

Jeg kan ikke se andet, end at det må have at gøre med ledelse og med prioritering gennem årtier.

Man kan måske sige, at der må være tale om en slags systemfejl. For det kan ikke passe, at et museum, der ifølge mine oplysninger hvert år modtager 260 mio kroner i støtte fra staten, er så nødlidende.

Lad mig sammenligne med to museer, jeg kender ret godt nemlig Den Gamle By og Moesgaard Museum. Tilsammen får vi vel rundt regnet 40 mio fra staten, og lægger man dertil det kommunale tilskud, så får de to Aarhus-museet vel i alt omkring 70 mio kr i offentlig støtte. Altså cirka 25 procent af det tilskud, som Nationalmuseet modtager.

Og lur mig, om ikke Moesgaard og Den Gamle By tilsammen har en væsentlig større, bredere og dybere museumsfaglighed end Nationalmuseet.

Og det på trods af, at navnlig Den Gamle By allerede i eftersommeren 2020 måtte skære hårdt ned som følge af coronakrisen. Det var ikke rart, men jeg synes, at vi udviste rettidig omhu ved at agere allerede dengang.

Faglig kvalitet kan sagtens forenes med folkelig gennemslagskraft

Og det tredje spørgsmål: ”Har der været en tendens til, at Nationalmuseet har prioriteret formidling og lidt lette udstillinger højere end det mere dybtgående og seriøse?”

I Den Gamle By, som jeg har med at gøre, sondrer vi ikke på den måde. Vi mener godt, at man kan forene høj faglige kvalitet med folkelig gennemslagskraft.

Det kræver, at man gearer sin organisation herefter, så man ikke på den ene side har forskere, der primært forsker, og så på den anden side har formidlere, der bare formidler. For så opnår man jo ikke den helt essentielle synergi i mødet mellem forskning og formidling, som jeg mener blandt andre Moesgaard Museum og Den Gamle By er fine eksempler på.

Og så kan det jo ende med, at museet bliver nødt til at købe udstillinger hos udefra kommende aktører fremfor at lade det være en integreret del af museets eget arbejde.

Min anbefaling fra 2008

Og sidste spørgsmål lød: ”Kunne Nationalmuseets nuværende svære situation, som Rane Willerslev åbent har indrømmet museet er i, være undgået?”

Man kunne i hvert fald have gjort noget for længe siden. Lad mig illustrere det med at fortælle, hvad jeg tilbage i 2008 drøftede med kulturministeriets departementschef.

Jeg var dengang international præsident for Europas frilandsmuseer, og med den kasket på foreslog jeg to ting, som jeg tror ville have været godt for de mange museer, der af en eller anden grund er samlet under den hat, der hedder Nationalmuseet. Anledningen var, at vi i den internationale organisation var bekymrede på Frilandsmuseets vegne, og dernæst at Nationalmuseet var i et vadested, hvor en ny direktør endnu ikke var udnævnt.

Den første anbefaling, jeg havde med, var, at man skulle decentralisere Nationalmuseet, så en række af de museer, der indgår i konglomeratet, blev sat fri af centralstyringen fra direktionen i Prinsens Palæ. Jeg tænkte blandt andet på Frilandsmuseet og Frihedsmuseet, men det kunne også være Etnografisk Samling og sikkert andre også. Altså at de blev selvstændige museer, hvor ledelsen kunne få ’foden under eget bord’ og en klar fornemmelse af retning. I dag, hvor de mange museer er samlet under én hat, må netop det være uendeligt svært for ikke at sige umuligt i en organisation som Nationalmuseets. Siden er der endda kommet flere museer til i den blandede buket, der udgør Nationalmuseet.

Min anden anbefaling til Kulturministeriets departementschef var, at Nationalmuseet – eller som jeg håbede på: de enkelte decentraliserede museer – måtte blive ledet af bestyrelser, der skulle have det fulde ansvar. Når Nationalmuseet, eller de enkelte museer, i dag ikke har bestyrelser, så må det jo være Kulturministeriets departement, der har bestyrelsesansvaret. Jeg synes, virkeligheden har vist, at det ikke er hensigtsmæssigt.

Departementschefen lyttede venligt til mine forslag, men sagde også, at det på ingen måde kunne komme på tale. Jeg svarede da, at det havde jeg heller ikke regnet med. Men jeg pointerede samtidig, at der herefter ikke var nogen, der kunne komme og sige, at forslagene ikke var blevet fremført.

Jeg mener fortsat, at Danmark vil være bedst tjent med, at Nationalmuseet bliver decentraliseret i museumsorganisationer, som hver især vil opleve at have en tydelig retning og samtidig have foden under eget bord. Og jeg undrer mig fortsat over, at man ikke har opbygget en ledelsesstruktur, hvor museet – eller de enkelte museer – bliver ledet af en kompetent og uafhængig bestyrelse.