HVILKE MUSEER ER DE VIGTIGSTE?

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland.

Måske er det derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud som særligt vigtige. Men hvis man tør, er det nu ikke så svært.

Jeg vover gerne et øje ved at pege på fire målepunkter, som er lette at håndtere, og som også har den fordel, art de kan sættes ind i et regneark:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere. Her kan man fx bede fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme om at give deres bud – eller man kan tage afsæt i ratings hos TripAdvisor eller Google.

Jeg foreslår, at der i modellen gives en maksimal score på 10 point for hvert målepunkt. Det højest opnåelige pointtal er således 40.

For et par år siden gennemførte jeg øvelsen for mig selv. Syv museer fik mellem 35 og 40 point. Fire museer mellem 30 og 35 point. Tre museer fik de maksimale 40 point. Og 11 museer fik mellem 20 og 29 point. Altså 25 museer med mere end 20 point. Jeg har ikke publiceret, hvilke museer, det drejer sig om, og agter heller ikke at gøre det, men jeg tror ikke, der vil være de store overraskelser.

Dog har jeg vist resultaterne til udvalgte politikere, turistfolk og museumsfolk, og alle har givet udtryk for, at modellen virker til at have stor træfsikkerhed. Men det er naturligvis et øjebliksbillede, der gives. For der vil være museer, der er på vej op, og sikkert også museer, der er på vej ned. Men det er ikke noget problem, for det vil næppe tage en studentermedhjælper mere end en enkelt dag at korrigere pointtavlen med de nyeste oplysninger.

Selvfølgelig kunne man også inddrage andre og flere målepunkter. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så ender man, som man plejer: Intet sker!

Jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

En lettere redigeret udgave af dette indlæg er i dag 10. december 2020 publiceret i Altinget.

 

 

 

 

 

PÅ MUSEET SKAL VI LÆRE OS SELV AT KENDE!

Igennem snart fire år har politikerne gået som katten om den varme grød: Skal statens tilskud til museerne fordeles på en anden måde end i dag? Kan det lade sig gøre – og tør vi?

Nu er debatten om museernes tilskud og opgavemodel atter bragt i spil, og så kan der være god grund til at tage en tur op i helikopteren og se på, hvilken rolle museerne egentlig bør spille i nutidens samfund? Ikke at økonomiske modeller og administrativ teknik er uvæsentlige ting, men når fokus er på økonomi og administration, glemmer man let de helt grundlæggende spørgsmål.

En af de mest indflydelsesrige museumstænkere gennem tiden, engelske Kenneth Hudson, gav helt tilbage i 1977 udtryk for følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Og hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af?” Kenneth Hudson var bl.a. manden bag verdens største museumspris European Museum of the Year Award, oftest kaldet EMYA.

En af Hudsons landsmænd David Fleming fra Museum of Liverpool gav i 2013 dette bud: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende”.

Et tilsvarende synspunkt møder man i den amerikanske museolog Stephen E. Weils programmatiske udsagn fra 1999: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”.

Det helt centrale for både Fleming, Hudson og Weil er museernes rolle i forhold til deres publikum og de grupper og samfund, de betjener. Museernes ”public quality”, som Kenneth Hudson og de mange, der er inspireret af ham, ville sige. Selvfølgelig skal museerne bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må altid være gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de åbner op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

At gøre dette kræver mere end bare faktuel viden, og det kan her være en nyttig inspiration at se på hvor begrebet ”museum” egentlig komme fra.

Museum, eller museion, er i den græske mytologi hjemmet for de ni muser, som alle var døtre af erindringens gudinde Mnemosyne. Den engelske museumsmand Peter Lewis, der 1990-2001 var direktør for Beamish Museum i det nordøstlige England, gjorde her en interessant observation, som han brugte i sin konstante kamp mod det, han kaldte ’the-museums-should-be-dull-brigade’. Han noterede sig det tankevækkende, at kun historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de sidste syv muser, der har at gøre med de mere kreative aspekter af menneskelivet, ikke er med. Han argumenterer derpå for, at disse kreative muser atter bør indlemmes i vores museumsbegreb, som dermed igen vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske. Dermed genetablerer han også museumsbegrebets forbindelse til en humanistisk verdensforståelse frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk videnskabsbegreb, der primært ser museerne som en slags vidensbank, hvor publikum kommer for at blive klogere og for at lære noget – akkurat som i skoler og på universiteter.

Museernes relevans har nemlig at gøre med andet og mere end at passe på gamle ting og skrive bøger og videnskabelige afhandlinger. Museernes egentlige betydning er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

På den anden side er det imidlertid ikke så lige til, at sætte ord på museernes dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny sammen med sit barnebarn.

Mit bud er, at museerne skal ses som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når de er bedst, er museerne steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum skal være relevant for den besøgende, og samtidig skal det handle om noget, der er større end én selv, noget der giver en fornemmelse af sammenhæng. Det skal have kant, det skal rumme kundskab og samtidig skal det være skønt, morsomt og inspirerende. Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Da svenske Artur Hazelius i 1873 grundlagde verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og nogle år senere Skansen, verdens første frilandsmuseum, valgte han som motto for sin museumsvirksomhed aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

”Kend dig selv!”. Pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne – nu og i fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50.

Museer betyder meget for mange. Men de kan betyde langt mere for flere. Netop det bør være ledestjernen, hvis man fra politisk hold nu endelig – efter fire års usikker ventetid – vælger at sætte gang i en reform af museumsstøtten.

En lettere redigeret udgave af denne tekst er i dag 3. december 2020 også bragt i Kristeligt Dagblad.

 

HVORDAN FREMTIDSSIKRER VI DE VIGTIGSTE MUSEER?

Snakken om omfordeling af statens tilskud har betydet, at en stor del af Danmarks museer i snart fire år ikke har vidst, om de var købt eller solgt. Så kære politikere: Læg projektet i graven eller gør noget ved det!

Og hvis I vælger det sidste, så tænk langsigtet. Lad en reform omfatte alle statsstøttede museer, også statens egne. Vær opmærksom på, at nogle museer er både bedre og vigtigere end andre. Og husk på, at et godt museum ikke bare skal handle om noget, men være noget for nogen, gerne for mange.

En reform bør sikre, at Danmark også om 10, 30 og 50 år vil have attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med gennemslagskraft, nationalt såvel som internationalt. Museer som fortæller store og vigtige historier og som er elsket af et stort publikum.

Coronakrisen har imidlertid vist, at det økonomiske fundament for mange af de vigtige museer er forbavsende skrøbeligt. Organisationen Danske Museer har undersøgt sagen: ”Det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

De ramte museer er bl.a. Designmuseum Danmark, Den Gamle By, Museet for Søfart, Moesgård, Arbejdermuseet, Hjerl Hede, H.C. Andersen Museet, Skagens Museum, Tirpitz, Vikingeskibsmuseet, Herregårdsmuseet Gammel Estrup og Fiskeri og Søfartsmuseet. Allesammen museer der rummer samlinger og fortællinger, som danskerne kan relatere sig til. Museer af national betydning, som nyder folkelig yndest og har betydning for turismen. Og ikke mindst museer, der i høj grad har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende, at den store egenindtjening, som museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, nu ligefrem er blevet deres akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at staten tager større ansvar for driften af den række af museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie.

Her kommer den officielle museumsmodel imidlertid til kort, fordi både lovgivning og tilskudsstruktur er blevet utidssvarende. Modellen med to statsejede ”hovedmuseer”, Nationalmuseet og statens Museum for Kunst, stammer fra enevældens tid og er ikke længere tilstrækkelig i et moderne Danmark med ikke blot to, men adskillige museer af national betydning.

I Holland, der ellers på mange måder ligner Danmark, har man en helt anden og langt mere mangfoldig model for landets nationale museer. Jeg tror, Danmark kan hente inspiration her, hvor man har 26 såkaldte rijksmuseer, der rummer samlinger og fortællinger af national signifikans. Rijksmuseerne anses for særligt vigtige og modtager derfor store tilskud fra staten, og så ligger de spredt ud over det ganske land. Fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.

Jeg drømmer om, at man også i Danmark vil anerkende behovet for at styrke de museer, der ”udfører en virksomhed af særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af et museumsfagligt speciale”, som det hed i en nu afskaffet paragraf i museumsloven.

Ikke af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som her kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Nu og om 10, 30 og 50 år.

Jul i Gågaden i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Denne tekst er i dag 1. december 2020 publiceret i Altinget i en lettere redigeret udgave.

 

 

 

 

DE HISTORISKE MUSEER FORTÆLLER OS, HVEM VI ER – DERFOR SKAL DE FREMTIDSSIKRES

De historiske museer udgør en helt afgørende del af fundamentet for dansk identitet. Men måske hviler de selv på et svagere fundament, end vi gik og troede. Herom skriver museumsdirektørerne Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart), Søren Bak-Jensen (Arbejdermuseet), Mads K. Holst (Moesgaard Museum) og Thomas Bloch Ravn (Den Gamle By.

Coronakrisen har vist, at danskerne er langt mere optaget af kulturens og historiens betydning for samfundet, end mange har troet. Under nedlukningen blev det klart, at der er et stort behov i befolkningen for at finde fællesskaber baseret på nogle af de værdier, vi som individer og samfund er rundet af. Ét af de steder, hvor danskerne er søgt hen – først digitalt og derefter fysisk – er til landets museer, der i år har oplevet en hidtil uset folkelig opbakning. Men krisen har samtidig afsløret, hvor sårbare nogle af de store museer, der udfylder væsentlige roller i et nationalt museumslandskab, rent faktisk er. Derfor er der behov for tiltag, der kan sikre dem bedre i en tid efter corona.

I 2014 åbnede Moesgaard Museum i en helt ny udgave med en stor fortælling om menneskets udvikling.

Ikke mindst de historiske museer har gennem de sidste 10 år været inde i en positiv udvikling. Deres besøgstal har for længst overhalet fodboldens samlede tilskuer- og medlemstal med længder. Økonomien er vokset tilsvarende gennem brugerbetaling, samtidig med at de har fået udvidet deres samfundsmæssige opgaver, så de i dag spiller en langt større rolle i forhold til turismeudvikling, social- og sundhedsinitiativer og undervisning end tidligere.

Men coronakrisen har også vist, at der er stor forskel på hvordan museer drives. Nedlukningen ramte alle – men med vidt forskellige konsekvenser. Afhængig af tilskudsforhold og forretningsmodel oplevede nogle museer kun få eller ingen økonomiske konsekvenser af nedlukningen. For andre derimod, truede fraværet af indtægter med ét slag hele deres eksistens. Paradoksalt nok viste det sig, at nogle af de museer, der normalt betragtes som allermest succesfulde målt på besøgstal og folkelig opbakning, og dermed hidtil er blevet set som de stærkeste, pludselig var de mest sårbare.

Vi repræsenterer fire museer – Den Gamle By, Moesgaard Museum, M/S Museet for Søfart og Arbejdermuseet –  og vi arbejder alle med nogle af de store fortællinger, der spiller en helt særlig rolle for danskerne. Vi samler befolkningsgrupper på tværs i en tid, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis og mange føler et behov for at stoppe op. Besinde sig. Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor vil vi gerne hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen.

I 2013 slog M/S Museet for Søfart dørene op for fortællingen om dansk skibsfart og livet på søen i en markant ny bygning.

Som historiske museer arbejder vi med fortiden. Desværre er det en udbredt myte, at ’fortiden’ især betragtes i tyste og støvede lokaler fyldt op med gamle ting i glasmontrer – og næsten ingen gæster. Men sandheden er, at mange museer i de seneste år er genopstået som en slags Fugl Føniks. Både danskere og turister strømmer til og tager del i fortællingerne om fortiden. Fortællinger, der tager deres afsæt i nutiden og har blik på fremtiden.

Museerne er jo samfundets rødder. Og akkurat som et gammelt egetræ, har også et samfund brug for stærke, dybe rødder, der giver næring og forankring. Til gengæld har rødderne også brug for ordentlige vækstbetingelser.

Vores fortællinger udgøres derfor også af en mangfoldighed af ”stemmer”, der fortæller om dansk (og europæisk) identitet og historie. Dynamiske fortællinger, som udvikles og varieres i takt med, at museernes dybe forskning fører til nye indsigter, som giver dem aktualitet og appel, og som rækker ud til hundredtusindvis af danskere. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vi har eksperter, der er second-to none, og internationalt regnes blandt den absolutte elite. Og spørger man de besøgende, er mange danske museer helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Som historiske museer er vi Danmarks reservoir for identitet og forankring, og for inspiration og forandring. Når vi er bedst, føler de besøgende sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Og så handler de historiske museer på en forunderlige måde lige så meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Alligevel dukker der jævnligt historier op i medierne om museer i krise. En del af problemerne skyldes at nogle museer endnu ikke er kommet med på udviklingen og har undladt at skabe et skarpt indhold og en vigtig kommerciel motor, der kan bidrage til økonomien – til dels også fordi udviklingen forudsætter store institutioner, der både har flere kræfter og bredere kompetencer.

Arbejdermuseet har siden sin åbning i 1983 vist historien om arbejderne og arbejderbevægelsen i Danmark.

Vi mener derfor, at der er stort behov for at konsolidere det danske museumslandskab. Det bør ske ud fra en erkendelse af, at det succesfulde museum i fremtiden har to motorer: En kommerciel, der bygger på publikumsindtægt og driver udviklingen af de stærke publikumsoplevelser, der når de mange. Og en almennyttig motor, der løfter de mange samfundsmæssige opgaver, som museerne har, og som kræver en offentlig økonomi.  Der bør skabes gode forhold for begge motorer. I øjeblikket ligger museerne i et limbo, hvor det offentlige tilskud sætter grænser for udviklingen af museernes forretning. Der er derfor et stort behov for at bryde med tabuer og give museerne bedre mulighed for at drive deres forretning.

Men det er også helt afgørende, at de to motorer ikke adskilles. Den kommercielle motor giver rækkevidde, og den almennyttige motor giver formål. Derfor er det absolut nødvendigt, at de to sider følges ad, så offentlige tilskud følger de kommercielt stærke museer, som derigennem forpligtes på de almennyttige opgaver. Alternativet er, at vi ender med på den ene side økonomisk tunge museumsforlystelser, hvor indhold og samfundsopgaver bliver sat i baggrunden, og på den anden side økonomisk svage museer med urealistisk store samfundsopgaver, der kun når ganske få borgere.

En sammenbinding af de offentlige tilskud og de kommercielle styrker vil udfordre en række mindre museer. Hvis vi skal sikre, at der både er attraktive besøgssteder og varetagelse af kulturarven i alle dele af landet, er det derfor også en forudsætning, at museer lægges sammen på tværs af de kommunegrænser, der i dag nogle gange virker som næsten uoverstigelige barrierer. Og sammenlægningen bør naturligvis ske ud fra en tematisk betragtning – ikke en geografisk.

I Den Gamle Bys moderne kvarter, der åbnede i 2013, vises  1960’ernes og 70’ernes danske velfærdssamfund i alle sine aspekter.

De historiske museer er samfundets rødder, som giver forankring i en usikker og splittet tid. Vi har fået danskerne til at strømme til nye fortællinger om fortiden og turister til at bidrage økonomisk til samfundet. Vi vil forsat gerne gå forrest og drive udviklingen videre, men politikerne skal sikre, at vi får de rigtige rammer i fremtiden, så 10 års succes ikke går til grunde med corona.

Der er behov for at diskutere, hvordan vi sikrer, at Danmark også om 10, 20 og 30 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med høj international profil. Vi bidrager gerne!

 

Denne tekst er i let ændret udgave bragt som kronik i Berlingske Tidende 19. september 2020.

Bedøm museerne på det, de leverer

Det er nu 20 måneder siden, at kulturminister Mette Bock lancerede sin ambition om en anderledes fordeling af statens tilskud til museer. Initiativet har skabt stor usikkerhed blandt museerne. For selvom vi er mange museer, der tjener langt de fleste af vore driftsmidler selv, kan vi på ingen måde gøre vores arbejde ordentligt uden den solide basis, som statens – og i øvrigt også kommunernes – tilskud udgør.

I sin lancering af planen i Berlingske Tidende 7. marts 2017 udtrykker kulturministeren ønsket om ”nogle mere objektive kriterier for støtte”. Samtidig ønsker ministeren at frigøre nogle midler – ”for i dag er der intet råderum til nye initiativer”. Andetsteds uddyber ministeren denne ambition til også at omfatte fjernelse af støtten fra de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt. I interviewet med Berlingske mener ministeren endvidere, at ”kulturstøtten bliver smurt for tyndt ud i dag” og hun pointerer: ”Hvis man forsøger at gøre alle glade hele tiden, risikerer man, at alle i stedet ender med at være lidt utilfredse”.

Når man i de forløbne måneder har lyttet på vandrørene, er signalerne imidlertid nogle helt andre. Nemlig at især en række af de store museer har grund til at være foruroligede. Museer som normalt betragtes som toppen, både hvad angår væsentlighed, kompetence og folkelig yndest.

Her tænkes der ikke på de store og overordentligt udgiftstunge museer, som er ejet af staten. For af uransagelige årsager holdes de udenfor. Nej, der tænkes alene på de såkaldt statsanerkendte museer, som er en broget flok, der rækker fra internationale profiler som Louisiana, Glyptoteket, Moesgård og Den Gamle By til lokale museer som Amagermuseet, Svendborg Museum og Try Museum.

”De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, forlyder det. Det er svært at forstå anderledes, end at de museer, der har mange gæster og entreindtægter, skal beskæres, så de museer, som kun få besøger, kan få yderligere midler fra staten. Tænk hvis man brugte samme model inden for sygehusområdet!

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland. Det er måske derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud. Det skal medgives, at det heller ikke er så enkelt, og helt sikkert er det, at et forsøg herpå fører lige lukt ind på øretævernes holdeplads. Men derfor kan man jo godt gøre sig nogen tanker om, hvordan man kan hjælpe kulturministeren med at definere de ”objektive kriterier”, som hun har efterlyst.

Der bør laves en model, der baserer sig på kriterier, som er alsidige og lettilgængelige. Den bør være enkel og let at håndtere, idet man ellers kan frygte, at det hele vil sande til i detaljer, afbalanceringer, personlige præferencer, pression, regneark og bureaukrati.

Jeg vover her et øje ved at pege på fire målepunkter, som lever op til ovenstående:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller man kan vælge at spørge fire, otte eller ti personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Hvis man forestiller sig, at hvert målepunkt kan give fx op til 10 point, så kan man tælle det hele sammen, og når man har gjort det, har man et hierarki over de vigtigste museer i Danmark.

Selvfølgelig kunne man inddrage andre og flere målepunkter i modellen. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal unikke besøgende på hjemmeside, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på fx evne til at gå nye veje; hvorvidt museerne påtager sig andre samfundsopgaver; samt museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og jeg vil vædde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Frem til 2014 var der i museumsloven en særlig kategori til de nationale, kulturbærende museer, de såkaldte paragraf 16-museer, som ifølge lovteksten udførte ”en virksomhed af særlig betydning”.

Jeg vil gerne opfordre til, at man med inspiration herfra indfører en særlig kategori af museer med national og international betydning. En analyse af museerne på grundlag af de fire nævnte objektive målepunkter, kunne danne grundlag herfor.

Den kunne også udgøre det objektive grundlag for at fjerne statens støtte fra de museer, der ikke lever op til lovens krav, og dermed skabe det ønskede ”råderum til nye initiativer” – som fx at få nye, kvalificerede museer ind i varmen og måske også til at opgradere museer, der oplagt får for lidt.

Hvordan man kan gøre det, kom der et forslag til fra direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden, der af ministeren var blevet bedt om at komme med et indlæg i debatten. Det skete på ministerens store museumsmøde i København 25. januar 2018. Henrik Tvarnø indledte med at mene, at vi har ”forbløffende gode museer i Danmark”. Dernæst foreslog han en model, hvor man hvert tredje år fjerner tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Og så sluttede Henrik Tvarnø i øvrigt sit indlæg med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør i den danske museumsverden, så vær varsom med radikale ændringer.

Jeg tror, vi er mange museer, der drømmer om, at kulturminister og Folketing vil bedømme os på det, vi leverer. Naturligvis skal man sørge for, at der er adgang til attraktive museer over hele landet. Men på den anden side skal man – som kulturministeren også pointerer – være opmærksom på ikke at smøre smørret så bredt ud på brødet, at man ikke kan smage det nogen steder.

Denne tekst har været bragt som debatindlæg i Altinget 26. november 2018.

 

 

 

 

 

 

Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932