HVORDAN FÅR VI KULTUREN MED ’UD PÅ DEN ANDEN SIDE’?

Det er ikke nogen hemmelighed, at coronakrisen har slået benene væk under museer, musiksteder, festivaler, biografer, teatre, kirker og andre af de kulturformer, der plejer at give os fællesskab, oplevelser og indhold, der ligger ud over dagen og vejen.

Det kalder på en diskussion af, hvordan man sikrer, at der også om 10, 30 og 50 år fortsat vil være attraktive, kulturbærende kvalitetsinstitutioner til glæde for publikum. Og kulturens publikum er måske større, end mange tror. Alene museerne tiltrækker i normale år omkring 16 mio gæster, hvilket er cirka otte gange så mange som det antal, der går til superliga fodbold på stadion.

Lige nu har vi begravet mundbindet, ja nogen har endda danset på dets grav. Butikslivet fjerner afstandsmarkeringer. Hjemsendelserne er ovre, man mødes med kollegerne og går måske på café eller restaurant. Og der har været forrygende fodbold, hvor mange har fejret fællesskabet omkring storskærme.

Inden for kulturen er det imidlertid småt med grøde. Undersøgelser viser, at besøgstallet på to ud af tre museer her først på sommeren lå 50 procent under besøgstallet i ’normale år’. Tallene viser også, at enkelte museer, især de mest turisttunge, i juni var helt nede under 10 procent af normalen. Mange andre i oplevelsesbranchen er også ramt.

Og hvordan ser fremtiden så ud? Jeg tror, vi skal være opmærksom på i hvert fald fire forhold.

Det første er, at den turisme, som en stor del af kultur- og oplevelsesbranchen har nydt godt af, har fået en kæberasler af en hidtil uset kaliber. Krydstogt i større stil er sandsynligvis en saga blot, korttids flyferier bliver markant færre, konference- og mødeaktivitet reduceres osv. Det er en udvikling, der også fremmes af trenden hen mod bæredygtighed og af den orientering mod det nære, som tegner sig stadig tydeligere.

Et andet forhold er, at der konstant lurer nye, krasbørstige mutationer, der nok kan give en spirende normaliseringsoptimisme et skud for boven. Selv lande, der ellers har klaret sig godt og har vaccineret store dele af befolkningen, forlænger restriktioner eller lukker helt ned.

En tredje ting er, at mange danskere er blevet mere tøvende, forsigtige og tilbageholdende. Og det i en grad, så der nok skal mere end en ophævelse af restriktioner til, før alle vender tilbage til de gyldne tiders fællesoplevelser ’ude i virkeligheden’. Jeg tror på, at mange af de danske kulturkunder nok skal komme tilbage, men jeg er bekymret for, hvor lang tid, det vil tage, og om vi som kulturvirksomheder kan holde ud så længe.

Sidst, men bestemt ikke mindst, truer nedgangen i publikum og entreindtægter selve det økonomiske fundament, der skal bære mange af de mest populære og attraktive oplevelsessteder ind i fremtiden. For det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det især er de oplevelser, som mange gerne vil besøge og betale for, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen.

Organisationen Danske Museer gennemførte i efteråret 2020 en analyse af krisens konsekvenser. Det hedder her, at ”det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængige af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”.

Der er tale om reduktioner, som skærer dybt ind i benet og dermed risikerer at ødelægge det fundament af viden og kulturarv, som er forudsætningen for museernes faglighed, troværdighed og attraktivitet. Den egenindtjening, som vi er mange, der er stolte af, er under krisen med ét slag blevet vores akilleshæl.

I Den Gamle By ser vi ind i en usikker periode, hvis længde vi ikke kender. For kort tid siden troede vi, at alt ville være normaliseret, når vi nåede ind i juli måned. Men det går langsommere, end vi havde regnet med. Efter fyringsrunde og hårde besparelser budgetterer vi ellers kun med 325.000 gæster i år. Det er 200.000 færre end i et i ’normalt’ år og svarer til niveauet for 25 år siden. Som situationen tegner nu, må vi virkelig krydse fingre for, at vi når op på de 325.000 gæster. For vi kan vanskeligt skære ned på personaleomkostningerne, fordi museets attraktivitet i meget høj grad består i, at gæsterne kan gå i dialog med ’rigtige mennesker’, der optræder som historiske aktører i den danmarkshistoriske tidsrejse, som Den Gamle By er.

Måske er 325.000 gæster årligt den nye normal for Den Gamle By? Vi ved det ikke, men der er næppe nogen tvivl om, at vi må besinde os på, at den ekstreme højkonjunktur, der har kendetegnet oplevelsesbranchen de senere år måske slet ikke kommer tilbage. Måske skal branchen i det hele taget skrue tiden og niveauet et kvart århundrede tilbage for at finde den nye normal, som vi nok alle sammen søger efter?

Naturligvis skal vi inden for kulturen fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men det enorme tilbageslag har tydeliggjort behovet for, at det offentlige tager større ansvar for de kulturvirksomheder, der spiller en særlig rolle. Med en parallel til bankverdenen kunne det måske være relevant at tale om systemiske kulturvirksomheder, der bare ikke må gå ned.

Og hvorfor så det? Lad falde, hvad ikke kan stå, kunne man indvende.

Her kan man pege på kulturens værdi for turisme, lokal økonomi, forskning, uddannelse osv. Det er også vigtigt. Men endnu vigtigere er det at se på den helt basale værdi. Og denne, kulturens dybeste værdi, er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

Det er imidlertid ikke så let at sætte ord (eller for så vidt tal) på kulturens dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny med sit barnebarn i hånden.

Mit bud er, at den gode kulturoplevelse handler om noget, der er større end én selv, noget der giver fornemmelse af sammenhæng. Museerne – og en meget stor del af kulturen – er en slags reservoir for identitet og forankring – og for inspiration og forandring. Stærke kulturoplevelser hensætter gæsterne til en anden verden, hvor de kan opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage.

Coronakrisen har også tydeliggjort, at kulturoplevelser er sociale begivenheder, som er noget helt andet og langt mere værdifuldt end de digitale gengivelser, vi har måttet nøjes med i måneder. For kultur opleves næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man hygger sig, diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forstærket og forlænget.

Der er vigtige ting på spil. Nemlig mulighederne for at være fælles om noget, vi finder vigtigt, og som giver os en følelse af at være en del af noget, der er større end os selv. Spørgsmålet er, hvordan vi får disse værdier med ’ud på den anden side’.

Denne tekst er en lettere ændret udgave af den kronik, Jyllands-Posten har bedt mig skrive om kulturen og coronakrisen. Kronikken er publiceret i Jyllands-Posten 12. juli 2021.

POSITIVT NYT FRA DEN GAMLE BY

Ovenpå en meget stille start efter genåbningen 25. maj er vi i Den Gamle By nærmest blevet væltet af gæster her i juli måned, hvor der er kommet langt flere besøgende, end vi havde turdet håbe. Og langt flere end vi havde bemandet efter.

Heldigvis er villige medarbejdere trådt til og har taget ekstra timer, og mange der har givet den en ekstra skalle. Det er fantastisk at opleve den vilje og fællesånd, der gør at ting kan lade sig gøre.

Juli ender på knap 112.000 besøgende mod henholdsvis 75.000, 78.000 og 88.000 de seneste tre år. Altså en stigning på næsten 48 pct i forhold til 2019. Ser vi på hele året 2020 indtil nu er vi dog fortsat bagefter – ca 67.000 i forhold til 2019.

Der er givetvis flere forklaringer på den positive udvikling. Først og fremmest nok den politisk vedtagne støttepakke, som giver halv pris til museer her i skolesommerferien. Dernæst sommervejret, som er ideelt for Den Gamle By. At mange danskere ferierer hjemme har sikkert også betydning, og så betyder det utvivlsomt noget, at vi har satset langt flere markedsføringskroner end normalt her i sommerperioden.

Det er også vigtigt for mange, at Den Gamle By er et meget stort museum med masser af plads på gader, i gårde og haver og med masser af små og store indendørs lokaler. En pointe er nok også, at der ikke er kun én ting, som næsten alle kommer efter at opleve, men en bred mangfoldighed af oplevelser, der ligger spredt over et stort areal.

Den Gamle By gennemfører i samarbejde med Epinion og Topattraktioner løbende en publikumsundersøgelse. Den viser, at vore gæster både er glade for oplevelsen på museet og at den langt overvejende del af gæsterne  er tilfredse med personalets håndtering af de gældende retningslinjer.

Økonomisk har vi ikke indhentet efterslæbet fra nedlukningen. Men indtægten her over sommeren har hjulpet gevaldigt på situationen, så den pessimisme, vi oplevede under nedlukningen, er nu afløst af en tro på, at det nok kommer til at gå på en eller anden måde, selvom Den Gamle By utvivlsomt vil få nogle hak i tuden.

Det bliver interessant at se, hvordan besøgstallet udvikler sig, når det er slut med halv pris. For meget afhænger af årets sidste fem måneder, hvor Den Gamle By normalt har omkring 300.000 gæster og godt halvdelen af sine publikumsindtægter.

Hvordan med den aktuelle smittestigning, øges den i løbet af efteråret og vinteren? Gør det publikum ekstra nervøse, og fører det til nye indgreb?

Vi ved det ikke. Men vi er ret sikre på, at det ikke er ovre. Vi krydser fingre!

Når gæsterne ankommer til Den Gamle By møder de måske overlærer Berg, som beder om, at man holder afstand. Mindst en meter, ligesom lærerens afstandspind. Byen er nemlig fyldt med lopper, som er kommet med soldaterne hjem fra krigen i 1864. Så hold afstand, formaner han.