Tag-arkiv: Museum of Innocence

Romanens kærlighedshistorie, der blev til et museum om dagliglivet i Istanbul i 1970erne

Den af

Forfatteren og nobelprismodtageren Orhan Pamuks Uskyldens Museum har været meget omtalt, og det modtog i 2014 prisen som European Museum of the Year. En god kollega gav mig et prik på skulderen om, at Den Gamle By her ville kunne hente interessant inspiration til museets fortællinger om danskernes dagligliv gennem tiden. Da Istanbul, hvor Uskyldens Museum ligger, også har andre nybrydende museer, var det derfor oplagt med et besøg i byen, hvor Uskyldens Museum ligger i et ydmygt kvarter i gaden Cukucuma på nordsiden af det gyldne horn.

Uskyldens Museum ligger i et ydmygt kvarter i gaden Cukucuma på nordsiden af Istanbuls gyldne horn.

Uskyldens Museum ligger i et ydmygt kvarter i gaden Cukucuma på nordsiden af Istanbuls gyldne horn.

Et museum der refererer til folks erindringer

Jeg besøgte museet midt i oktober og var det grundigt igennem i to omgange. Ved det første besøg fandt jeg det interessant og med flere gode formidlingsgreb, men så heller ikke mere. Ved det andet besøg, var der flere ting, der rørte mig. Nok især fordi jeg da havde genlæst dele af romanen, der ligger bag, samt det katalog, som jeg købte under første besøg. Og jo, der var bestemt noget at lære. Bl.a. var det inspirerende at se begavede montreudstillinger af dagligdags ting. Jeg blev også bekræftet i, at det giver et museum styrke, når det formår at relatere til folks erindringer. Og så erfarede jeg, at Pamuk med sit Uskyldens Museum nu sætter fokus på almindelige menneskers historie, sådan som vi i Skandinavien nu har gjort det i mere end 100 år.

Museets stueetage domineres af en stor vægmontre med 4213 cigaretskod.

Museets stueetage domineres af en stor vægmontre med 4213 cigaretskod.

74 montrer og en kærlighedshistorie fra Istanbul i 70erne

Uskyldens Museum er både en roman og en udstilling. Scenen er Istanbul i (især) 1970erne, og handlingen er en gribende kærlighedshistorie om en moderne overklassefyr, Kemal, der bliver dybt forelsket i en jævn pige, Füsün. Noget går galt, hun bliver gift med en anden, men han er så besat af hende, at han samler (og stjæler) ting, der har tilhørt hende eller som hun har rørt ved. Det er de ting, der udstilles i museets 74 montrer, en for hvert af bogens kapitler. På et mere overordnet plan er roman og udstilling en mosaik af fortællinger, snapshot og dagligdags ting fra Istanbul under 70ernes brydning mellem osmannisk tradition og vestlig modernitet. Museet er indrettet i et højt, smalt hus og fremtræder meget ydmygt. Det er en morsom gimmick, at der i romanen er optrykt en fribillet, som man får stemplet og som så giver adgang til museet. Har man ikke romanen, må man betale 25 TL, hvilket er ret dyrt for et museum i Istanbul. Pointen er naturligvis, at man får mest ud af museet, hvis man har læst romanen.

Ved hvert skod er noteret, hvor og hvornår den elskede har røget cigaretten.

Ved hvert skod er noteret, hvor og hvornår den elskede har røget cigaretten.

Museum i fire etager

Stueetagen, hvor der også er billetsalg, er domineret af en kæmpe vægmontre med 4213 cigaretskod, og hvor der ved hvert skod er noteret, hvor og hvornår den elskede Füsün har røget cigaretten. De to næste etager er dunkle og propfyldt med oplyste vægmontrer, der hver især viser ting, udklip, reklamer, postkort, fotos, papirer og film, der relaterer sig til fortællingerne i bogens kapitler. I tagetagen er genskabt det loftværelse, hvor man skal forestille sig, at den ulykkeligt forelskede hovedperson, Kemal, boede mens han samlede ting ind til sit museum. Der ud over rummer tagetagen en væg med alle oversættelser af romanen samt Orhan Pamuks skitser til de enkelte montrer. Skitserne har sin særlige begrundelse i den underfundige pointe, at Kemal sidst i romanen lader sin fætter Orhan Pamuk tage over og forestå udvikling og etablering af museet. Når udstillingerne er set, forlader den besøgende museet gennem en lille butik i underetagen, hvor man bl.a. kan købe kopier af Füsüns øreringe, postkort og – naturligvis – alle Orhan Pamuks bøger.

Museets to centrale etager er dunkle og propfyldt med oplyste vægmontrer.

Museets to centrale etager er dunkle og propfyldt med oplyste vægmontrer, der hver især refererer til et kapitel i romanen Uskyldens Museum.

Temamontre om cafeerne langs med Bosporus.

Temamontre, som refererer til romanens kapitel 14: Istanbuls gader, broer, bakker og pladser.

Stolte af det liv, de lever

Orhan Pamuk har også en museologisk mission med sit museum. For ud over at være en kærlighedshistorie og en historie om Istanbul i brydningstiden i 70erne, er Uskyldens Museum først og fremmest et projekt, der handler om at skabe respekt om hverdagen og de dagligdags ting. ”Med mit museum ønsker jeg at lære ikke bare det tyrkiske folk, men alle folk i verden at være stolte af det liv, de lever”, lader Orhan Pamuk sin hovedperson Kemal sige i romanen. ”Mens Vesten er stolt af sig selv, lever det meste af resten af verden i skam. Men hvis de genstande, der bringer os skam, udstilles på et museum, omdannes de øjeblikkelig til ejendele, vi kan være stolte af”. Et andet sted, citeres Kemal for at sige, at ”stoltheden er det centrale i et museum”. Og i et interview har Orhan Pamuk udtalt: “Our daily lives are honorable, and their objects should be preserved. It’s not all about the glories of the past. It’s the people and their objects that count.”

Montre med historien om den lokale Meltem sodavand, som en initiativrig forretningsmand forsøgt at gøre populær, som et alternativ til de amerikanske brands.

Montre med historien om den lokale Meltem sodavand, som en initiativrig forretningsmand forsøgt at gøre populær, som et alternativ til de amerikanske sodavandsbrands. Montren referer til kapitel 8: Tyrkiets første frugtsodavand.

Når en ugift kvinde under 18 år havde været i seng med en mand, hændte det, at pigens fader trak manden i retten. Disse sager blev ofte omtalt i pressen, som så bragte en billede af pigen med et sort bånd, som skjulte hendes øjne og identitet. Montren refererer til klpitel 15: Et par ubehagelige antropologiske sandheder.

Når en ugift kvinde under 18 år havde været i seng med en mand, hændte det, at pigens fader trak manden i retten. Disse sager blev ofte omtalt i pressen, som så bragte en billede af pigen med et sort bånd, som skjulte hendes øjne og identitet. Montren refererer til kapitel 15: Et par ubehagelige antropologiske sandheder.

Museumsmanifest

I forbindelse med Uskyldens Museum har Orhan Pamuk formuleret det, han kalder ”A Modest Manifesto for Museums”. I dette skriver han sig op imod det, han opfatter som det herskende billede af museer. Monumentale bygninger, nationale symboler, repræsentative institutioner, mødesteder for magten og skatkister med samlinger af det helt ekstraordinære. Museer skal i stedet, mener han, være optaget af fortællingen, af humaniteten, af det dagligdags og almindelige – det, vi i Danmark vil kalde dagliglivets og de almindelige menneskers historie. Det er her tydeligt, at han skriver sig op imod en tyrkisk museumstradition og måske også mod den type museer, han har oplevet som nationale symboler og turistmagneter i metropoler og hovedstæder verden over.

Denne montre refererer til kapitel 49: Jeg ville bede hende om at gifte sig med mig.

Denne montre refererer til kapitel 49: Jeg ville bede hende om at gifte sig med mig.

I romanen er fortælleren Kemal nærmest besat af at eje ting, som den elskede Füsün har ejet eller været i nærheden af. Således også de hunde, der stod til pynt ovenpå radioen og senere fjernsnet i hendes hjem. Gennem flere år stjal han den ene hund efter den anden, som her er udstillet i montren, der referer til kapitel 65: Hundene.

I romanen er fortælleren Kemal nærmest besat af at eje ting, som den elskede Füsün har ejet eller været i nærheden af. Således også de hunde, der stod til pynt ovenpå radioen og senere fjernsynet i hendes hjem. Gennem flere år stjal han den ene hund efter den anden, som her er udstillet i montren, der referer til kapitel 65: Hundene.

En ny type museum?

Med sit museumsmanifest stiger Pamuk op på den høje hest, og han mener vist ligefrem, at han med Uskyldens Museum har opfundet en ny type museum. I kataloget, The Innocence of Objects, funderer han nemlig over, hvorfor der ikke er andre, der har gjort som han, kombineret en roman og et museum. Nu har han så gjort det, og han mener, at modellen herefter kan bruges på adskillige romaner, der allerede er udgivet, og også på romaner, der endnu ikke er udkommet.

I og med, at Uskyldens Museum kombinerer roman og museum, kan man med en vis ret sige, at der er tale om en ny type museum. Men nybruddet er ikke helt så radikalt, som Pamuk forestiller sig. For mens det at sætte fokus på det almindelige menneske og dagliglivets historie nok er nyt i tyrkisk sammenhæng, så er dagliglivets historie som bekendt en museumstradition, der har mere end 100 år på bagen i de skandinaviske folkemuseer. Mest konsekvent sker det hos open-air museerne, der er en videreudvikling af folkemuseerne, og her går man – kan man sige – et markant skridt videre i forhold til Uskyldens Museum. For open-air museerne viser ikke enkelte ting i glasmontrer, sådan som man gør på Uskyldens Museum. Open-air museer viser dagliglivet i form af helheder i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner. Der ud over ligger der også en pointe i, at det er virkelige menneskers liv og historie, vi fortæller om og viser frem. Vi gør det med deres egne ting, og i Den Gamle By gør vi det i høj grad med hjælp af disse mennesker selv.

Fortællerens fætter, Orhan Pamuks skitse til en montre, der handler om den elskede Füsüns kørekort.

Hovedpersonens fætter Orhan Pamuks skitse til en montre, der handler om, hvordan den elskede Füsüns fik sit kørekort.

Montren til romanens kapitel 73: Füsüns kørekort.

Montren til romanens kapitel 73: Füsüns kørekort.

Nobelprismodtagerens museum

Uskyldens Museum er godt lavet, det er finurligt, og det er dybt tænkt. Museet handler om Istanbul og Tyrkiet og begribes utvivlsomt bedst af besøgende med tyrkisk baggrund. Som dansker uden relation til tyrkisk historie blev jeg ikke umiddelbart fascineret. Hvis man imidlertid kender romanen, har man en reference, så man selv som udefra kommende bedre kan aflæse og forstå de mange montrer med hverdagsting, der på græsrodsniveau prægede brydningstiden i Istanbul i 1970erne. Måske bliver man her og der også grebet af det almenmenneskelige i romanen og museet. Men for mig at se, er der ingen tvivl om, at Uskyldens Museum først og fremmest er blevet så kendt og har fået så stor anerkendelse, som tilfældet er, fordi dets skaber er verdenskendt romanforfatter og nobelprismodtager.

Denne montre refererer til kapitel 67: Eau de Cologne, der bl.a. handler om 1970ernes dufte.

Denne montre refererer til kapitel 67: Eau de Cologne, der bl.a. handler om 1970ernes dufte.

 

Vi har brug for en tidssvarende terminologi til fremtidens museer

Den af

I midten af maj deltog jeg sammen med Martin Brandt Djupdræt i European Museum Forums konference i Tallinn i anledning af uddeling af årets European Museum of the Year Award, den såkaldte EMYA. Den Gamle By var nomineret til prisen, hvilket vi er stolte af – også selvom den gik til Uskyldens Museum i Istanbul og ikke til Den Gamle By.

Foredrag om museer er sjældent ligeså fascinerende som besøg på museer. Det lyser vist ud af dette snapshot fra EMYA-konferencen i Tallinn i maj, hvor på nederste række ses Orhan Pamuk, hvis Museum of Innocence fik den store pris. Nærmeste ses undertegnede fra Den Gamle By, som var nomineret til prisen.

I løbet af konferencen slog det mig, i hvor høj grad vi inden for museumsverdenen trænger til at opdatere en række af de helt centrale begreber, som man bruger om museer. Jeg skal give tre eksempler.

Alle de museer, der var nomineret til EMYA, var blevet bedt om at medbringe et ”object”, en museumsgenstand, og det var helt tydeligt, at det for mange ikke var genstanden, men snarere historien, fortællingen, eftertanken, eller den udfordrende problematisering, der for dem var det centrale. Det var nok derfor Spaniens nationale sciencemuseum i La Coruna medbragte et spørgsmålstegn, Baksi Museum fra tyrkiske Anatolien medbragte en kjole, der blev vævet af frivillige og solgt på museet, mens Museum of Innocence medbragte en bog.

William Morris Gallery ser det som sin primære opgave at give de lokale noget af være stolte af. Museet havde som “museumsgenstand” valgt at medbringe dette banner, som er lavet af frivillige omkring museet, som ligger i en stærkt nedslidt del af London. Teksten på banneret er “A cause which cannot be sung is not worth following”, og nederst står der “Many threads, one fabric”.

I drøftelserne af museernes ”output” var fokus på ”exhibition”, udstilling, og det lå nærmest i luften, at et museum er en bygning, hvori man udstiller en samling af museumsgenstande. Men mange museer har fokus på helt andre ting, som primært relaterer sig til større fortællinger, til museernes sociale rolle eller ideologiske funktion. Fx var det spændende at høre, hvordan William Morris Gallery i London havde som sit primære formål at give folk i det nedslidte område, hvor museet er placeret, noget at være stolte af. Occidens Museum i katedralen i Pamplona sagde direkte, at museet ikke var en udstilling, men en refleksion. Og Den Gamle By var bl.a. nomineret for sit arbejde med at inkludere marginale grupper som fx demente ældre og børn og unge med mentale handicaps.

Museumsgenstand eller udstilling? Ja, begge dele, men så sandelig også en tomastet skonnert, der sejler museumsgæster til Estlands nye maritime museum i Tallinn. Mange museer er i dag meget mere end de traditionelle museumsbegreber lader ane.

Heritage, kulturarv, var et andet klassisk museumsbegreb, der blev problematiseret. Nok mest fordi det ikke har appel til nutidens publikum, men nok også fordi det fokuserer på fortiden og ikke tager afsæt i den nutid, som museernes besøgende jo lever i. Måske man i stedet skulle tale om identitet?

Object, exhibition, heritage! Museumsgenstand, udstilling, kulturarv! Ord som for mange giver associationer til støvede institutioner, som er helt ude af trit. Både med det samfund, som museerne i sidste ende skal tjene, og også med den aktuelle udvikling inden for den europæiske museumsverden, som rent faktisk er langt mere spændende, end de nævnte termer lader ane.

Nobelpristageren Orhan Pamuk, der vandt EMYA med sit Museum of Innocence, har skrevet det meget omtalte ”A Modest Manifesto for Museums”. Heri modstiller han en række begreber, og med inspiration herfra kunne man måske sige:

–      Vi tænker i objekter, vi bør tænke i ideer

–      Vi tænker i udstillinger, vi bør tænke i fortællinger

–      Vi tænker i kulturarv, vi bør tænke i identitet.

På Tallinn-konferencen blev præsenteret 34 museer, der alle var fundet værdige til at blive European Museum of the Year. Det var tankevækkende og opløftende at opleve, hvor mangfoldig den europæiske museumsverden er og hvor mange nybrud, der sker rundt omkring.

Der er for mig ingen tvivl om, at museumsbegrebet er under forandring. Det er vigtig at vi finder ord, der har relevans for de mange museer, der er på vej ind i fremtiden.