Museer kan godt lære af Disney

Nationalmuseets kommende kedsomhedsknap er utvivlsomt et forsøg på at komme til at tale til publikum på en måde, så flere vil opleve museet som vedkommende. Det er al ære værd, og det bliver spændende at se, hvordan knappen kommer til at fungere. Diskussionen om kedsomhedsknappen fik mig til at huske en tekst, jeg skrev for snart et kvart århundrede siden, efter at jeg i 1994 havde været på en række studieture i det store udland. Jeg var dengang leder af Struer Museum og var på jagt efter museernes muligheder i fremtidens kulturelle oplevelsesmiljø. Det er altid glædeligt, når det viser sig, at man fortsat er enig i noget, man selv ytrede for flere årtier siden, og da jeg tror, at pointerne fortsat kan have en vis interesse, genoptrykker jeg her mine betragtninger fra dengang:

 

“Der er især tre erindringsbilleder, der toner frem på nethinden, når jeg her, efter mine museale studierejser til det store udland, går i tænkeboks for at fundere over, hvad jeg egentlig fik ud af de mange besøg på museer og i historiske oplevelsescentre og temaparker af snart sagt enhver art.

Første erindring fører mig til York, vikingernes gamle hovedstad i Danelagen, hvor jeg efter halvanden times ventetid i engelsk regnvejr så, hvorledes visionærer museumsfolk her har indrettet et vikingemuseum, Jorvik Viking Centre, der siger spar to til alt, hvad jeg hidtil har oplevet indenfor genren.

I Jorvik stiger gæsterne om bord i små, el-drevne ”time-cars” og bliver derpå ført baglæns gennem en tidstunnel, hvor de møder en række grå skikkelser, ca 30 generationer af avisdrenge, hjemvendte soldater, tiggere, kræmmere, der alle synes at stræbe den modsatte vej, fremad i tiden.

Figurerne er legemsstore og meget livagtige, hvilket gør turen ganske gribende. Køreturen ender i første omgang i den gamle vikingegade, Coppergate, i året 848. Tidsbilen vender, og nu er det hele i farver. Legemsstore tableauer, tale, råb, sang og lugte giver et fascinerende indtryk af livet i York for godt tusind år siden. Det er næsten som selv at være der! Herfra køres ind i et afsnit, der skildrer arkæologernes arbejde, og køreturen slutter i en fin museumsudstilling, hvorfra der sluttelig er adgang til en museumsbutik, som rummer alt, hvad hjertet kan begære af bøger, postkort, T-shirts, vikingemønter og andet replika.

Det lå klart fra starten, at Jorvik Viking Centre skulle virke attraktivt på et bredt publikum, således at em væsentlig del af driften kunne baseres på entreindtægter. Det skulle hurtigt vise sig, at dette var lykkedes til overmål, og det har betydet, at centret i dag er en af de mest profitable turistvirksomheder i Storbritannien. For en museumsmand en tankevækkende oplevelse!

I den anden erindring står jeg som en slags museernes Morten Mindstemand midt i Disney-koncernens kæmpestore EPCOT-Center i Orlando, Florida, USA.  EPCOT, der er en forkortelse af Experimental Prototype Community of Tomorrow, består af to dele. Første del er Future World, der i en række pavilloner giver de besøgende et indblik i nutid og fremtid. Anden del er World Showcase, der er en slags permanent verdensudstilling med pavilloner fra i alt 11 af verdens lande. Nøgleordet er edu-tainment, en sammentrækning af de to engelske ord education og entertainment, som synes at være inspireret af Marshall MacLuhans diktum: ”Anyone who thinks education and entertainment are different doesn’t know much about either”.

Selvom mit museale overjeg kæmpede godt imod, måtte jeg overgive mig til dette festfyrværkeri af formidlingsteknikker og oplevelsesformer, der vil kunne berige ethvert fordomsfrit museum. I de forskellige nationale pavilloner kunne man typisk opleve:

  • dark rides a la Jorvik gennem landets historie
  • spektakulære film på storskærme af forskellig slags
  • udstillinger, hvor den besøgende må prøve og pille
  • rekonstruktion af hele miljøer
  • fornemme udstillinger af kulturskatte
  • gademusikanter og gøglere, etniske restauranter og butikker med fornemt kunsthåndværk

EPCOT er i bund og grund en kommerciel temapark og er dermed også underlagt andre vilkår end et museum. På trods af dette kunne jeg som museumsmand ikke andet end fascineres af den utrolige evne til formidling som Disney-koncernen her har udvist. Nyskabende, spændende og – langt hen ad vejen –  seriøs og vederhæftig.

Scenen for det tredje erindringsbillede er også Orlando – oplevelsesbyen, der på få årtier er opstået omkring Disney Worlds tre store tema-parker: EPCOT, Magic Kingdom og Universal Studios.

Stedet er et middelalderligt spise- og riddershow, ”Medieval Times – Dinner & Tournament”, der foregår i en ”borg”, hvor man mod betaling kan blive fotograferet sammen med ”kongen og dronningen” – det sker i riddersalen, hvor man også kan købe sig en Budweiser-øl.

Selve showet foregår i en stor ”middelalderhal”. For enden af det langstrakte turneringsareal sidder kongen og dronningen, og borgens stolte hersker styrer med mikrofon i hånd hele showet.

Nu serveres middagen, som består af en helstegt grillkylling på tintallerken og øl ad libitum i plastickrus – der er hverken kniv eller gaffel, men heldigvis masser af papirservietter påtrykt stedets logo. Under første del af middagen underholder en dygtig falkonér.

Herefter lyder en fanfare og turneringen begynder. Seks veltrænede riddere tordner ind ad portalen på deres araberheste, og i løbet af den næste times tid afgør de med lanser, sværd og økser, hvem der skal vinde publikums gunst. Publikum svinger med papkroner i forskellige farver, der hyldes, spises, drikkes øl – og alle har det rart og hyggeligt.

Showet, der i dag findes i syv identiske udgaver over hele USA, har fine fysiske rammer, forrygende riddere, fyrige heste, ja endda en fornem falkonér – men man har ikke ofret de i denne sammenhæng ganske få ekstra ressourcer, der skal til for at hæve niveauet over det platte. For en museumsmand et skræmmende eksempel på negligering af faglighed og autenticitet og dermed i bund og grund et stykke historieforfalskning i rent kommercielt øjemed.

Trods de store forskelle på Jorvik, EPCOT og middelaldershow er der en række fællestræk ved de tre oplevelsessteder:

  • der satses på høje besøgstal
  • entreindtægterne har afgørende betydning for økonomien
  • der anvendes populære formidlingsformer
  • markedsføringen er professionel og kommercielt anlagt.

De mest iøjnefaldende forskelle er, at mens Jorvik er et museum med hvad det indebærer af hensyn til autenticitet og faglig vederhæftighed, så er EPCOT og middelalder-showet rene forretninger, hvor de kommercielle hensyn ifølge sagens natur vejer tungest.

Når man så kommer hjem og ser nærmere på det museum (Struer Museum), man selv er forvalter af, når man ser på nabomuseerne og på den danske museumsverden i det hele taget, kan man godt føle, at det hele er noget gammeldags og – måske – lidt puritansk. Det var måske en overvejelse værd, om man kunne lære noget af steder som disse?

Der er grøde mange steder i den danske museumsverden, og der gøres flere forsøg på at gøre den traditionelle museumsformidling mere publikumsvenlig. Men det er et spørgsmål, om disse initiativer er tilstrækkelige til at konkurrere med de kommercielt anlagte, oplevelsesbetonede publikumsmagneter, som vokser frem stadig flere steder på verdenskortet – og som utvivlsomt også vil nå til Danmark.

Hvis ikke, kan jeg frygte, at man i løbet af nogle år vil se museerne blive kørt ud på et sidespor, hvorefter de må overlade den store scene til museumslignende oplevelsescentre og temaparker, der ikke er underlagt museumsverdenens krav om autenticitet og faglig vederhæftighed.

I værste fald kan man frygte, at museerne bringes ind i en ond cirkel af faldende besøgstal, svindende interesse fra sponsorer og offentlige myndigheder, forringet forskning, dårligere samlinger, dårligere formidling, og derpå endnu mere faldende besøgstal etc.

Den visionære canadiske museumsmand George F MacDonald har i flere spændende analyser beskrevet den voksende konkurrence fra sciencecentre, temaparker og andre, mere kommercielt baserede oplevelsescentre. Og han konstaterer nøgternt, at det i dag er attraktionerne, der ”spiller den melodi, vi alle er nødt til at danske efter”. Hans forfriskende, offensive synspunkt er, at museerne skal se dette som en udfordring, at museerne skal gøre op med deres lidt elitære og kedelige image, og at de i stedet begynder at bruge de samme ”våben” som ”modstanderne”.

Det var nok en overvejelse værd! Men museerne skal passe på ikke at skylle barnet ud med badevandet, og her må det afgørende være, at museerne fastholder deres faglige fundament. At de holder den faglige fane højt og ikke går på kompromis på det indholdsmæssige plan. Og at museerne også i fremtiden baserer sig på samlinger og på dette grundlag driver både forskning og formidling. Der udover må der være frit slag for fokusering på besøgstal og der må være vide rammer for nye og mere showbetonede oplevelses- og formidlingsformer. Heraf følger også, at der bør være mere rum for egentlig kommerciel markedsføring og mere forretningsmæssig drift i museumsverdenen.

Måske er alt dette blændværk fra det store udland. Måske passer disse nye former slet ikke til den danske mentalitet. Og så dog! Økonomi og fascinationsformere spredes i disse år hurtigt fra kontinent til kontinent, fra land til land. Så mon ikke det dog i det mindste var en overvejelse værd.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P så viseligt sagde. Men skulle man gøre et forsøg, så skal man næppe forvente, at den danske museumsverden vil ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Der vil utvivlsomt blive tale om en proces, hvor i første omgang enkelte museer, der i tema og samlinger rummer et helt ekstraordinært formidlingspotentiale, vil tage konkurrencen op med temaparker og oplevelsescentre.

Måske vil andre, lokalmuseer såvel som de store, klassiske museer, efterhånden lade sig inspirere og suge det til sig, de kan bruge. Under alle omstændigheder vil den almindelige udvikling stille visse krav og sætte visse rammer, og dem må museerne forholde sig til. Så en studietur til Disney World og EPCOT var måske ikke nogen dårlig idé. For mig var det både lærerigt og tankevækkende”.

Det var teksten fra dengang. I midten af 1990erne var der mildt sagt ikke 100 pct opslutning til disse synspunkter inden for den danske museumsverden. Jeg tror, det er anderledes i dag.