Håndværket ligger i hånden – også i fremtiden

Sommeren over sætter Den Gamle By fokus på glæden og stoltheden ved at kunne noget med sine hænder. I denne tekst beskriver jeg, hvorfor håndværket er vigtigt – også i fremtiden.

Som så mange andre halvstuderede røvere får jeg nærmest julelys i øjnene, når jeg møder mennesker, der kan deres håndværk. Folk med ’kloge hænder’, som murer og minister Mattias Tesfaye så rammende har kaldt dem.

Det er nok derfor, jeg er så glad for at have levet det meste af mit professionelle liv i Den Gamle By, der jo i den grad er et museum for det gode håndværk. Både det traditionelle, naturligvis, men også det håndværk, der skal leve op til alle den moderne tids forskrifter.

Selvom vi egentlig godt ved, at det ikke passer, er vi i dagens Danmark tilbøjelige til at tage for givet, at vi også har dygtige håndværkere om 10, 20 eller 50 år. Men virkeligheden er, at antallet af faglærte falder, at færre søger ind på uddannelserne – og samtidig stiger efterspørgslen! En bramfri VVS-mester udtrykte det sådan: Hvis ikke I sørger for, at der bliver uddannet nogle flere af min slags, så må i skide i skoven om 20 år.

Det er ikke mindst derfor, Den Gamle By har lærlinge og elever. I alt 23 murere, malere, tømrere, gartnere og kokke har vi uddannet gennem de seneste 10 år. Vi drømmer om også at blive lærested for tjenere, bagere, konditorer, elektrikere – og, naturligvis, VVS’ere, så vi ikke skal ud i skoven om 20 år.

I årets sommermåneder demonstrerer Den Gamle Bys håndværkere deres kunne for museets mange gæster. De får også besøg af kolleger fra andre fag og brancher. Og i en særlig udstilling kan man møde en række nyudlærte svende, der nærmest stråler af stolthed, når de fortæller om deres fag og svendestykke.

Danske håndværkere har stor faglig kunnen, de er alsidige og kan improvisere. Det grunder sig på en uddannelse og fagstolthed, som har rødder tilbage til laugstiden før midten af 1800-tallet. I Danmark medførte de moderne tider nemlig ikke så stort et brud, som det var tilfældet i mange andre lande, hvis håndværkere i dag nærmest svarer til vores specialarbejdere, der har en væsentlig kortere og mere enstrenget uddannelse.

Synergi mellem håndværk og viden er en vigtig faktor for fremdrift. For nytænkning, design og udvikling forudsætter materialekendskab, håndelag og evne til at finde løsninger. Det finder vi ud af! – som det hedder på håndværkersprog.

Det gode håndværk har en stor del af æren for meget af det, Danmark er berømt for på verdensplan. Tænk bare på dansk arkitektur, møbelkunst, design og madkunst, som næppe ville have den kvalitet, hvis ikke det grundede sig på en frugtbar dialog mellem praktisk erfaring, teoretisk indsigt og æstetisk sans. Eller tænk på industriprodukter som pumper, ventiler, løftesystemer og termostater, som ikke kunne være udviklet uden løbende faglig dialog mellem ingeniøren og håndværkeren. Produkter, som måske umiddelbart virker anonyme, men som ikke desto mindre er fundamentet for nogle af landets fremmeste virksomheder.

Det alsidige håndværk er også en vigtig forudsætning for en fornuftig forvaltning af de meget store dele af vores bygningskultur, som har årtier, ja århundreder på bagen. Skal vi være grønne, og det både skal og vil vi, så er vejen også renovering frem for nybyggeri.

I Den Gamle By pointerer håndværkerne gang på gang, at håndværket kun lever, når det bruges. Nok kan meget skrives ned, og filmdokumentation er også nyttig, men det er fremfor alt det daglige arbejde, der giver det håndelag og den gefühl, der er kernen. Derfor løfter museets håndværkere også jævnligt pegefingeren og advarer mod at akademisere håndværket.

Og man bliver glad, når man kan noget med sine hænder. Personligt er jeg altid ved at revne af stolthed, når jeg fortæller om dengang, jeg renoverede vinduer i vores dejlige Bedre Byggeskik hus. Om afrensning af løs maling, udtagning af glas og fjernelse af gammelt kit, om imprægnering med linolie, om at skære nyt glas, kitte efter og give vinduet linoliemaling.

Håndværket ligger i hånden – også i fremtiden!

Denne tekst er en lettere redigeret udgave af min kronik, som lørdag 21. maj er bragt i Avisen Danmark.

FOLK VIL GERNE DEN GAMLE BY

I alt 296.180 har besøgt Den Gamle By i åbningstiden i 2021. Lægger man dertil de mange, der har nydt en gåtur i Den Gamle Bys gader under nedlukningen, kommer det samlede besøgstal op på 404.584. I dette indlæg ser jeg tilbage på 2021 og kigger ind i 2022.

Nu har vi i snart to år næsten ikke talt om andet end nedlukning, restriktioner, usikkerhed, skuffelser, fremtidsfrygt, vigtige opgaver, der ikke er blevet udført osv osv.

Det får man efterhånden også nok af. Så lad os se lidt fremad. Og når vi i Den Gamle By gør det, er det vigtigt at notere sig især én meget positiv ting. Og det er, at publikums interesse ikke er forsvundet. Folk vil gerne Den Gamle By.

Publikums interesse er intakt

For da kravet om coronapas forsvandt med udgangen af august og smitten de næste par måneder var næsten væk, varede det ikke længe, før antallet af gæster steg i en grad, så det næsten mindede om ’normale tider’. Danskerne kom i stort tal, og der kom også flere udlændinge, end vi havde turdet håbe. Ikke krydstogtsgæster, det giver sig selv, men folk, der kom i egen bil – og det gør nu engang de fleste udenlandske turister på vore kanter.

Desværre var det kun i forholdsvis få måneder, det var sådan. Derfor endte besøgstallet for 2021 som det laveste siden 1997. I alt 296.180 besøgte i 2021 Den Gamle By. Men var Den Gamle By ikke blevet lukket fra 20. december, lige midt i museets største højsæson, havde tallet sandsynligvis været 30-40.000 højere.

Det faktiske besøgstal på 296.180 skal sammenholdes med besøgstallet 310.791 i 2020 og 523.173 i 2019. Besøgstallet for 2021 er bestemt ikke prangende, men dog ok i betragtning af de to nedlukninger og perioder med stramme restriktioner. Lægger man dertil de godt 108.000 gæster, der har gået en tur i Den Gamle By, når museet har været lukket, når det samlede registrerede besøgstal op på 404.584.

Det er jo nemlig sådan, at når Den Gamle By er lukket som museum, så er alle velkommen til frit at gå en tur i gaderne og nyde den enestående historiske tidsrejse, som huse, gader, gårde og haver i sig selv er. Mange udtrykker stor taknemmelighed over, at vi åbner porten, når museet er lukket. Det er vi jo bare glade for.

Det er endnu for tidligt at sige noget præcist om det økonomiske resultat for 2021. Men vi forventer helt klart et underskud, og derfor er Den Gamle By taknemmelig for de tilsagn om støtte fra flere sider, som forhåbentlig i en eller anden grad vil kunne kompensere for de manglende penge i kassen.

Op på hesten igen

Nu drejer det sig for os om, om jeg så må sige, at komme op på hesten igen. For som Den Gamle Bys bestyrelsesformand Peter Kjær ofte pointerer, så er Den Gamle By jo ikke bygget til kun at have 300.000 gæster om året. Nej, vi skal igen op over den halve million og gerne også over 600.000 gæster om året.

Det bliver et langt, sejt træk, men grundlaget er der. Lad mig bare nævne, at Den Gamle By i 2021 blev valgt som ’byens bedste kulturoplevelse’; museet fik topkarakter i Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering; Den Gamle By er af en international publikation udpeget som et af 50 museer, der har en særlig betydning for museumsudviklingen i Europa; og finanslovsforhandlingerne for 2022 gav en ekstra million til Den Gamle By i en periode på fire år.

Fortsat sårbar

Alt det positive må imidlertid ikke overskygge, at Den Gamle By også er sårbar.

Den Gamle By lever først og fremmest af indtægter fra de gæster, der har lyst til at besøge os, og når der kommer færre gæster, så åbenbares den økonomiske skrøbelighed. For Den Gamle By er en organisation med mange specialer og kompetencer, der først og fremmest skal finansieres af de gæster, der besøger museet.

De fleste kender til den betagende oplevelse af at rejse tilbage i tiden. Toppen af isbjerget, kunne man kalde denne del af Den Gamle Bys virke. Her er det vigtigt at slå fast, at Den Gamle By er meget mere end isbjergets synlige top, der jo ikke ville være der, hvis ikke alt det, der ligger neden under, også var der. Det drejer sig om et bredt spektrum af kompetencer fra forskning, registrering og bevaring over udstillingsteknik, historiefortælling og levende formidling til håndværk, teknik, indkøb, rengøring og administration. 

Nedlukningerne og den nødvendige økonomiske holden igen har betydet, at vi skubber en stor pukkel af opgaver foran os. Opgaver som har måttet stilles i bero, fordi en stor del af staben måtte hjemsendes. Det drejer sig om vedligeholdelse af historiske bygninger, forskning, undersøgelser, udskiftning af nedslidt udstillingsteknik og meget andet.

Den Gamle By er et hele, hvor alle elementer er vigtige. Og skærer vi noget væk, eller er der noget, som ligger stille i længere perioder, vil vi ikke kunne levere den kvalitetsoplevelse, som er Den Gamle Bys største styrke og hele eksistensberettigelse.

På vej

I 2022 sker der ganske meget nyt i Den Gamle By.

Den 14. januar åbner udstillingen ’Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv’, som viser billeder af museets protektor dronning Margrethe på besøg gennem de seneste fem årtier. Udstillingen er udendørs og billederne vises på de steder, hvor de i sin tid er taget. Udstillingen kan ses frem til og med dronningens fødselsdag 16. april.

Op til vinterferien åbner udstillingen ’Danmark i Europa’. Anledningen er, at det i 2022 er 50 år siden, at Danmark sagde ja til det, der dengang blev kaldt enten EF eller EEC og som i dag kaldes EU. Udstillingen vil kunne ses på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By året ud.

I påsken står den på en serie arrangementer og udstillinger, som vi kalder Påske i Den Gamle By for dermed at signalere parallellen til Jul i Den Gamle By. Hvorfor er påsken vigtig? Hvorfor spiser man, som man gør. Og hvor stammer de forskellige traditioner fra. Alt det fortæller Den Gamle By om i museets nye satsning med historisk påskepynt, lege, traditioner og mad og drikke. Her kan man både smage, lugte og prøve påskehistorien.

Fra slutningen af maj og frem til og med efterårsferien sætter Den Gamle By fokus på ’Godt håndværk – også for fremtiden’ med udstilling og arbejdende værksteder. I juni sætter vi ’Gågaden’ på museum, når vi åbner Sønderbrogade med butikker, gågadebelægning, legeredskaber og flagguirlander. Til jul åbner vi den julepyntede Dronning Margrethes Gade som en gade anno 2014.

Undervejs vil man som museumsgæst kunne opleve faste formater som Legedage, 1970’er-weekends og Allehelgen. Og året igennem vil man kunne følge færdiggørelsen af Den Gamle Bys nye hovedindgang, som vil være klar til åbning til påske 2023.

Så selvom vi må slås med et betydeligt efterslæb, og selvom der garanteret kommer bump på vejen, så tror vi på fremtiden.

NY UDGAVE AF PRISMET BØR GIVE KVALITET TIL LOKALOMRÅDET

Nu er nye store planer for højhuset Prismet ved Den Gamle By offentliggjort i pressen. Jeg skal derfor her redegøre for, dels hvordan Den Gamle By stiller sig til de nye planer, dels hvilke forhold, vi mener, projektudviklerne bør tage særligt hensyn til.

Sidste år ved denne tid blev jeg under hånden gjort bekendt med, at ejerne af Prismet agtede at lave en række indgribende og meget omfattende ændringer omkring højhuset ved Den Gamle By, og jeg blev venligt spurgt til min mening herom.

’Tja, skaden var jo sket for 20 år siden’, sagde jeg, og tilføjede, at ændringer af bygningen vel næsten kun kunne blive til det bedre. 

Jeg forstod under samtalen, at man simpelthen var nødt til det, fordi bygningen, som da ikke havde mere end 20 år på bagen, allerede krævede nogle stærkt ressourcekrævende istandsættelser.

Bl.a. var man nødt til at skifte facadebeklædningen, og planen var, forstod jeg, at ændre den til noget, der ikke i samme grad stak af fra de materialer, der i øvrigt er anvendt i området. Jeg blev også orienteret om, at man agtede at bygge karreen færdig, hvilket jeg altid har undret mig over ikke var sket i forbindelse med opførelsen. Et rygte sagde dengang for 20 år siden, at det var fordi arkitekten bag Prismet, Knud Friis, også havde tegnet benzinstationen, som ligger på grunden, og den ville han vist gerne bevare. Endelig forstod jeg, at man agtede at bygge et par etager på bygningen, så det lidt lavstammede højhus også kom til at ligne et højhus.

Jeg var selvfølgelig godt klar over, at man gav mig denne venlige forhåndsorientering i håbet om, at Den Gamle By ikke endnu engang ville forsøge at spænde ben for projektet, sådan som vi helt klart forsøgte, da planerne om et højhusbyggeri ved Den Gamle By først kom frem for 25-30 år siden.

Vi mener og har altid ment, at bygningen er forkert placeret, og at den ved sin beliggenhed gør vold på oplevelsen af Den Gamle By, som er et af verdens mest enestående museer.

Men som sagt er skaden jo sket. Vi har det synspunkt, at såfremt både ejerne af Prismet (PFA), århusianerne og Den Gamle By kan få noget kvalitet ud af dette fejlplacerede højhus, så er det jo kun positivt.

Ifølge mine notater fra mødet 13. november sidste år pegede jeg på fire ting, som jeg fandt vigtige for Den Gamle By.

For det første finder vi i Den Gamle By det positivt, hvis facaden bliver ændret, så bygningen ikke i samme grad som nu kommer til at fremstå som et voldsomt og på mange måde ødelæggende fremmedelement i området.

For det andet understregede jeg, at Den Gamle Bys lidt tøvende, men grundlæggende positive holdning er betinget af, at en forøgelse af bygningen i både bredden og i højden ikke vil øge skyggevirkningen i Den Gamle By. Der skete allerede en del skade, da bygningen skød op for 20 år siden, og siden da har jeg fx ikke set hverken vandstær eller isfugl ved vandmøllen i Den Gamle By. Jeg gjorde det klart, at Den Gamle By kan ikke give sin støtte til et projekt, der sætter museet mere i skygge end tilfældet er allerede i dag.

For det tredje ønsker Den Gamle By at fastholde det eksisterende antal parkeringspladser til glæde for museet gæster. Jeg erindrede om, at Aarhus Kommune i sin tid krævede af ejerne af Prismet, at Den Gamle Bys gæster skal have adgang til parkeringspladserne ved Prismet, og at adgangen skal være gratis i alle weekends. Denne model skulle være et plaster på såret, fordi Den Gamle By mistede de mere end 100 parkeringspladser, som museets gæster hidtil havde kunnet benytte på den grund, hvor Prismet skulle opføres. Sådan har det været lige siden, og i Den Gamle By forventer vi, at dette kommunale krav til ejerne af Prismet fortsat er gældende. Det er af afgørende betydning for Den Gamle By, at parkeringsforholdene for museets gæster ikke forringes i forbindelse med en eventuel ombygning og udvidelse. Kan antallet af parkeringspladser ligefrem forøges, vil vi være både glade og taknemmelige.

For det fjerde opfordrede jeg under vores samtale til, at man i konceptet for den nye udgave af Prismet tænker byggeriet i sammenhæng med såvel Den Gamle By som Botanisk Have. Det er jo helt oplagt, at konceptet bør lægge op til, at beboere og virksomheder vil finde det naturligt, at spille sammen med de store kvaliteter, der er begge disse steder. Således kan Den Gamle By være et af de steder, hvor der er naturligt at mødes over en kop kaffe eller en bid frokost, ligesom Den Gamle By eventuelt på sigt kunne tilbyde udlejning af gæsteværelser for både beboere og virksomheder i Prismet. Det er mange muligheder for konstruktivt samspil, og fra Den Gamle By er vi gerne med på at drøfte, hvilke værktøjer, der kan fremme et sådant.

Når det af Aarhus Stiftstidende fra søndag 21. november fremgår, at jeg på Den Gamle Bys vegne er ’ret positiv’ over for de nye planer, skal det forstås med disse punkter i baghhovedet. Punkter, som jeg for godt et år siden tilkendegav over for folkene bag projektet.

Nu som for 20 år siden er jeg dog af den opfattelse, at Den Gamle By nok skal være her om 100 år, mens det bestemt ikke er sikkert, at Prismet vil eksistere til den tid. Men kan man vende den fejldisposition, som man foretog for godt to årtier siden, til noget positivt, bakker vi fra Den Gamle By meget gerne op bag dette. Naturligvis under forudsætning af en konstruktiv dialog om ovenstående punkter.

DEN GAMLE BY: SÅDAN ER SITUATIONEN LIGE NU

Det lyder voldsomt, men det er faktisk sådan, at vi i Den Gamle By vil være glade og taknemmelige, hvis vi her i 2021 ’kun’ mister 200.000 gæster og 27 mio kr i egenindtægt i forhold til et normalt år. Vi håber, det lykkes at nå dette budgetmål. Som sæsonen har tegnet hidtil, ser det svært ud, men der er også lyspunkter.

For det gik jo som forventet. Coronapasset var en træls hæmsko, som har ødelagt meget for os i Den Gamle By. Også selvom vi investerede i selv at kunne lynteste folk, der ikke havde coronapas. Rigtig mange blev simpelthen væk på grund af coronapasset.

I begyndelsen af skolesommerferien var besøgstallet langt efter normalår som 2018 og 2019. Hele 40-50 pct var vi bagefter – og det gør altså ondt i en økonomi, som er til for at sikre, at vi kan drive og vedligeholde et stort museum som Den Gamle By. I slutningen af juli blev det bedre. Sandsynligvis fordi en stor del af befolkningen da var vaccineret. Herunder ikke mindst aldersklassen 30-45, som udgør en stor del af Den Gamle Bys publikum.

Da vi kom efter 1. august, var vi næsten på niveau med normalårene. Bortset fra, naturligvis, de udenlandske turister, som er markant færre.

Midt i alt det trælse og usikre er det således dejligt at kunne konstatere, at danskerne tilsyneladende fortsat har en usvækket lyst til at besøge Den Gamle By.

Det korte af det lange er, at skolesommerferien var ringere end vi havde håbet på, og ringere, end vi havde budgetteret med, men ikke helt så ringe, som vi i mørke stunder havde frygtet.

Nu ser vi ind i sensommer og tidligt efterår, hvor vi plejer at have rigtig mange udenlandske turister, som vi ikke forventer her i år. Det gælder gæster, der plejer at komme i busser, og især de gæster, der kommer med krydstogt. Det gør os noget nervøse.

Det ville ikke være så stort et problem, hvis ikke den aktuelle nedgang og usikkerhed kommer oven i katastrofeåret 2020. For da blev benene virkelig slået væk under Den Gamle By, og vi måtte fyre hårdt i organisationen og sætte næsten alting i stå. Fokus var dengang alene på, at Den Gamle By skulle overleve 2020 og være gearet til et reduceret 2021.

Det lykkedes. Takket være hjælp fra stat, kommune, fonde og private kom vi igennem det første kriseår.

Men det hører med til historien, at vi i 2020 også måtte ophøre med at vedligeholde museets mange historiske huse – og med forskning, registrering, konservering osv. Alt der ikke var direkte møntet på publikum, blev skåret væk. Sådan er det også her i 2021, og jeg frygter, at det fortsat i høj grad vil være sådan i 2022. Dermed skubber vi enorm arbejdspukkel foran os.

I længden er det ikke forsvarligt at blive ved med at udskyde bygningsvedligeholdelse og de andre vigtige opgaver, som vi er forpligtet til efter museumsloven. Men da disse opgaver i høj grad finansieres af de penge, som museets gæster gerne skulle lægge i billetsalg, butikker og restaurant, så er det en undladelse, vi indtil videre må leve med.

Hvis Den Gamle By skal holde sin kvalitet og appel, har vi derfor i de kommende år brug for flere gæster og mere indtjening, ligesom der er behov for, at ’nogen’ vil sikre Den Gamle By.

Vi krydser fingre og håber det bedste!

Den Gamle By og pandemien – Q&A til netmediet Kulturmonitor

Netmediet Kulturmonitor har i deres sommerenquete stillet mig en række spørgsmål om mit syn på de seneste 12 måneder og den pandemi, der har sat et afgørende præg på verdenssamfundet – og naturligvis også på Den Gamle By. Her er, hvad jeg svarede på spørgsmålene.

Krisetider

På en skala, hvor den ene ende hedder ‘begrænsninger’, og den anden ende hedder ‘muligheder’, hvor vil du så placere coronakrisen?

“Jeg har fået fortalt, at ordet ’krise’ på kinesisk består af to tegn. Det ene repræsenterer fare, det andet muligheder. Sådan er det også i denne krise.”

“Men som direktør for et museum, der i normale år tjener størstedelen af sine driftsmidler ved at servicere over en halv million gæster om året, er det uden diskussion fare-aspektet, der er det fremherskende. Tilbagegang har betydet, at vi har været nødt til at fyre en del mennesker og samtidig udskyde en masse opgaver, som vi nu skubber foran os som en næsten uoverskuelig pukkel. Det er barske vilkår og ikke et tilbageslag, som overvindes på kort tid.”

Flere aktører og branchespydspidser fra kulturlivet har taget bladet fra munden under coronakrisen. Er der et opråb eller et synspunkt, der især har gjort indtryk på dig – og i så fald hvorfor? 

“Jeg har selv flere gange gjort opmærksom på det paradoksale i, at det især er de – med et lidt gammeldags ord – folkekære museer med mange gæster og stor egenindtjening, der rammes hårdest af krisen. At mange ønsker at besøge et museum, og betale herfor, er vel i bund og grund et udtryk for, at de stemmer med både fødderne og pengepungen. Derfor kan man måske svinge sig op til at sige, at det er et demokratisk problem, at de populære museer rammes så hårdt af krisen.”

Kulturen har større folkelig forankring, end mange aner

Hvordan har pandemien specifikt påvirket museumsbranchen? Har der været noget at lave for dit – og for så vidt dine kollegers – vedkommende?

“Da hovedparten af kollegerne har været hjemsendt på lønkompensation uden at måtte gøre dagens gerning, har der været mere end nok at gøre for os, der var tilbage på pinden. I første omgang med at ‘redde’ Den Gamle By og dernæst undgå, at for meget gik tabt og for mange opgaver måtte skubbes som en pukkel foran os.”

Har det danske kulturliv i dine øjne fået den fornødne politiske opbakning under krisen?

“Det korte svar er nej. Jeg tror måske, det hænger sammen med, at mange politikere og embedsfolk ikke ved, hvor stort og bredt kulturens publikum rent faktisk er. Alene museerne tiltrækker i normale år omkring 16 millioner gæster, hvilket er cirka otte gange så mange som det antal, der går til Superliga-fodbold på stadion. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at publikum på et museum som Den Gamle By er langt mere mangfoldigt og sammensat end eksempelvis det publikum, der går på stadion til Superliga-fodbold.”

Hvem af de ni kulturordførere i Folketinget har i din optik gjort mest for kulturlivet siden coronakrisens udbrud? Og er der nogen, der i særlig grad har svigtet?

“Jeg har en fin dialog med partiernes kulturordførere, og jeg synes generelt, at de er meget lyttende. Men jeg er ikke sikker på, at det er kulturordførerne, der har haft det store ord at skulle have sagt.”

Den Gamle By er blevet bedre til at “sælge det, vi har i forvejen”

Er der nogen kulturelle projekter eller idéer, som I i Den Gamle By har fået ført ud i livet takket være coronakrisen?

“Jeg vil nævne to ting. Den ene er, at vi har besluttet at lade flere af Den Gamle Bys eksperter og videnspersoner – det være sig museumsinspektører, konservatorer eller håndværkere – formidle deres viden og teknikker direkte og personligt over for museets gæster. Det er helt tydeligt, at gæsterne værdsætter denne mulighed for at møde og gå i dialog med de folk, der virkelig har den højeste indsigt.”

“Den anden ting er, at vi satser på at blive bedre til at ’sælge’ det, vi har i forvejen på en måde, så formidling, service og indtjening går op i en højere enhed. Vi har omprioriteret interne ressourcer og oprettet en stilling som chef for Salg & Service, som udvikler og sælger alt fra ud-af-kontoret-møder og konfirmationer til Allehelgen, Bent J-dag og Frokost & Fortællinger. Alt sammen, naturligvis, med et særligt Den Gamle By-indhold.”

 Hvor har du indtil videre fået din største kulturelle oplevelse i år?

“Jeg har holdt mig væk fra arrangementer med mange mennesker, men læst bunker af bøger og gået tusindvis af ture. Skal jeg nævne én bog, der gik særlig dybt, må det blive Arne Herløv Petersens rystende roman ‘536’ om året 536, det værste år i menneskehedens historie. Det var nok bad timing at læse sådan en bog, men det var også givende.”

Kulturoplevelser er fællesoplevelser

Hvor meget har dine egne kulturvaner og dit eget kulturforbrug ændret sig under pandemien?

“Min kone og jeg har været – og er fortsat – forsigtige. Både af hensyn til os selv og for at mindske smittespredningen. Så vores kulturliv er gået fra at være udadvendt til mere indadvendt og individualiseret. Akkurat som vi går mindre i supermarkedet og køber mere ind på nettet.”

“Men som jeg også hører det fra mange andre, så savner vi at være sammen med nogen om at opleve noget, vi oplever som vigtigt. For man må ikke overse, at det er en helt særlig kvalitet ved de fleste kulturoplevelser, at de er fællesoplevelser. Man planlægger sammen, man oplever sammen, drikker måske en kop kaffe undervejs og taler efterfølgende om, hvad det var, man oplevede.”

Vurderer du, at coronakrisen har givet det danske kulturliv varige mén?

“Ja, så absolut. Vi skal nok ikke forvente, at vi lige med det første kommer tilbage til en normal, der minder om den ekstreme højkonjunktur, vi inden for kultur- og oplevelsesbranchen har oplevet i 2010’erne. Måske der er nogle, der vil bukke under, og i hvert fald tror jeg, vi må indstille os på et andet niveau og andre vilkår.”

“Som jeg ser det, er der derfor behov for en langsigtet diskussion af, hvordan vi som samfund sikrer, at der også om 10, 30 og 50 år fortsat vil være attraktive, kulturbærende kvalitetsinstitutioner i Danmark.”

HVORDAN FÅR VI KULTUREN MED ’UD PÅ DEN ANDEN SIDE’?

Det er ikke nogen hemmelighed, at coronakrisen har slået benene væk under museer, musiksteder, festivaler, biografer, teatre, kirker og andre af de kulturformer, der plejer at give os fællesskab, oplevelser og indhold, der ligger ud over dagen og vejen.

Det kalder på en diskussion af, hvordan man sikrer, at der også om 10, 30 og 50 år fortsat vil være attraktive, kulturbærende kvalitetsinstitutioner til glæde for publikum. Og kulturens publikum er måske større, end mange tror. Alene museerne tiltrækker i normale år omkring 16 mio gæster, hvilket er cirka otte gange så mange som det antal, der går til superliga fodbold på stadion.

Lige nu har vi begravet mundbindet, ja nogen har endda danset på dets grav. Butikslivet fjerner afstandsmarkeringer. Hjemsendelserne er ovre, man mødes med kollegerne og går måske på café eller restaurant. Og der har været forrygende fodbold, hvor mange har fejret fællesskabet omkring storskærme.

Inden for kulturen er det imidlertid småt med grøde. Undersøgelser viser, at besøgstallet på to ud af tre museer her først på sommeren lå 50 procent under besøgstallet i ’normale år’. Tallene viser også, at enkelte museer, især de mest turisttunge, i juni var helt nede under 10 procent af normalen. Mange andre i oplevelsesbranchen er også ramt.

Og hvordan ser fremtiden så ud? Jeg tror, vi skal være opmærksom på i hvert fald fire forhold.

Det første er, at den turisme, som en stor del af kultur- og oplevelsesbranchen har nydt godt af, har fået en kæberasler af en hidtil uset kaliber. Krydstogt i større stil er sandsynligvis en saga blot, korttids flyferier bliver markant færre, konference- og mødeaktivitet reduceres osv. Det er en udvikling, der også fremmes af trenden hen mod bæredygtighed og af den orientering mod det nære, som tegner sig stadig tydeligere.

Et andet forhold er, at der konstant lurer nye, krasbørstige mutationer, der nok kan give en spirende normaliseringsoptimisme et skud for boven. Selv lande, der ellers har klaret sig godt og har vaccineret store dele af befolkningen, forlænger restriktioner eller lukker helt ned.

En tredje ting er, at mange danskere er blevet mere tøvende, forsigtige og tilbageholdende. Og det i en grad, så der nok skal mere end en ophævelse af restriktioner til, før alle vender tilbage til de gyldne tiders fællesoplevelser ’ude i virkeligheden’. Jeg tror på, at mange af de danske kulturkunder nok skal komme tilbage, men jeg er bekymret for, hvor lang tid, det vil tage, og om vi som kulturvirksomheder kan holde ud så længe.

Sidst, men bestemt ikke mindst, truer nedgangen i publikum og entreindtægter selve det økonomiske fundament, der skal bære mange af de mest populære og attraktive oplevelsessteder ind i fremtiden. For det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det især er de oplevelser, som mange gerne vil besøge og betale for, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen.

Organisationen Danske Museer gennemførte i efteråret 2020 en analyse af krisens konsekvenser. Det hedder her, at ”det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængige af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”.

Der er tale om reduktioner, som skærer dybt ind i benet og dermed risikerer at ødelægge det fundament af viden og kulturarv, som er forudsætningen for museernes faglighed, troværdighed og attraktivitet. Den egenindtjening, som vi er mange, der er stolte af, er under krisen med ét slag blevet vores akilleshæl.

I Den Gamle By ser vi ind i en usikker periode, hvis længde vi ikke kender. For kort tid siden troede vi, at alt ville være normaliseret, når vi nåede ind i juli måned. Men det går langsommere, end vi havde regnet med. Efter fyringsrunde og hårde besparelser budgetterer vi ellers kun med 325.000 gæster i år. Det er 200.000 færre end i et i ’normalt’ år og svarer til niveauet for 25 år siden. Som situationen tegner nu, må vi virkelig krydse fingre for, at vi når op på de 325.000 gæster. For vi kan vanskeligt skære ned på personaleomkostningerne, fordi museets attraktivitet i meget høj grad består i, at gæsterne kan gå i dialog med ’rigtige mennesker’, der optræder som historiske aktører i den danmarkshistoriske tidsrejse, som Den Gamle By er.

Måske er 325.000 gæster årligt den nye normal for Den Gamle By? Vi ved det ikke, men der er næppe nogen tvivl om, at vi må besinde os på, at den ekstreme højkonjunktur, der har kendetegnet oplevelsesbranchen de senere år måske slet ikke kommer tilbage. Måske skal branchen i det hele taget skrue tiden og niveauet et kvart århundrede tilbage for at finde den nye normal, som vi nok alle sammen søger efter?

Naturligvis skal vi inden for kulturen fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men det enorme tilbageslag har tydeliggjort behovet for, at det offentlige tager større ansvar for de kulturvirksomheder, der spiller en særlig rolle. Med en parallel til bankverdenen kunne det måske være relevant at tale om systemiske kulturvirksomheder, der bare ikke må gå ned.

Og hvorfor så det? Lad falde, hvad ikke kan stå, kunne man indvende.

Her kan man pege på kulturens værdi for turisme, lokal økonomi, forskning, uddannelse osv. Det er også vigtigt. Men endnu vigtigere er det at se på den helt basale værdi. Og denne, kulturens dybeste værdi, er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

Det er imidlertid ikke så let at sætte ord (eller for så vidt tal) på kulturens dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny med sit barnebarn i hånden.

Mit bud er, at den gode kulturoplevelse handler om noget, der er større end én selv, noget der giver fornemmelse af sammenhæng. Museerne – og en meget stor del af kulturen – er en slags reservoir for identitet og forankring – og for inspiration og forandring. Stærke kulturoplevelser hensætter gæsterne til en anden verden, hvor de kan opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage.

Coronakrisen har også tydeliggjort, at kulturoplevelser er sociale begivenheder, som er noget helt andet og langt mere værdifuldt end de digitale gengivelser, vi har måttet nøjes med i måneder. For kultur opleves næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man hygger sig, diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forstærket og forlænget.

Der er vigtige ting på spil. Nemlig mulighederne for at være fælles om noget, vi finder vigtigt, og som giver os en følelse af at være en del af noget, der er større end os selv. Spørgsmålet er, hvordan vi får disse værdier med ’ud på den anden side’.

Denne tekst er en lettere ændret udgave af den kronik, Jyllands-Posten har bedt mig skrive om kulturen og coronakrisen. Kronikken er publiceret i Jyllands-Posten 12. juli 2021.

KVART ÅRHUNDREDE

På denne dato for præcis 25 år siden, det var tirsdag 2. januar 1996, troppede jeg som ny museumsdirektør op i Den Gamle By til min første arbejdsdag. At det nu er et kvart århundrede siden er ikke sådan lige til at begribe. For denne nytårsmørke morgen i en kold og snedækket Den Gamle By føles på én gang som var det i går og samtidig som uendeligt længe siden. Billederne fra dengang lyver dog ikke: Det var ikke i går!

På forsiden af Aarhus Stiftstidende tirsdag 2. januar 1996 fortælles det, at jeg tog toget fra mit hjem i Struer kl 6.20 for at være fremme ved Den Gamle By omkring 8.30.

Klokken 9 denne tirsdag var jeg med til min første såkaldte nytårskur i Den Gamle By, hvor bestyrelsesformand Søren Chr. Mellerup præsenterede mig som ny direktør. Det foregik i Møllesalen, hvor jeg hilste på alle medarbejdere. Derpå fortalte jeg, at Den Gamle By altid havde været mit drømmemuseum og at jeg var beæret over at overtage posten efter en kapacitet som Erik Kjersgaard, der var død et halvt år tidligere.

Artiklen inde i avisen fortæller, at mine to første opgaver var at deltage i Den Gamle Bys nytårskur og så skrive en nytårshilsen til Dronningen. Så var jeg ligesom i gang.

Til nytårskuren gav jeg også udtryk for, at jeg ville stikke fingeren i jorden og lytte, og at jeg ikke forestillede mig, at der skulle ske revolutioner i Den Gamle By. Sådan gik det også, vil jeg mene, for selvom der er kommet mange ting til i løbet af de 25 år, så er udviklingen efter min bedste overbevisning sket i pagt med den grundlæggende idé, der ligger bag Den Gamle By.

At udviklingen kom til at ske i pagt med Den Gamle Bys grundlæggende idé, kan jeg i høj grad takke én person for, nemlig tidligere museumsinspektør, dr.phil. Erna Lorenzen, som blev min gode veninde og en slags Den Gamle By-mentor for mig. Erna Lorenzen blev ansat i Den Gamle By i 1935 og arbejdede i 10 år tæt sammen med museets stifter Peter Holm frem til dennes pensionering i 1945. Erna og jeg talte meget om det tankesæt, der fra Peter Holms side lå til grund for Den Gamle By.

Erna Lorenzen introducerede mig til de tanker, der helt fra museets tidlige år lå til grund for Den Gamle By. Erna Lorenzen var dr.phil. og i mange år museumsinspektør i Den Gamle By. Fra 1935-45 arbejdede hun tæt sammen med museets stifter Peter Holm.

Hver gang jeg havde nye tanker om udvikling, tog jeg op til Erna i villaen i Hasle for at høre, hvad hun syntes. Det være sig vedrørende planerne om at gøre Den Gamle By til et levende museum, ideen om at oprette et Dansk Center for Byhistorie i samarbejde med Aarhus Universitet eller det være sig tankerne om at opdatere Den Gamle By med moderne bykvarterer, hvor publikum ville kunne møde en tid, de kan genkende. Hver gang spurgte Erna ind til planerne og hørte, hvad der havde inspireret til disse tanker. Og så var det som om hun talte med sig selv. Egentlig var hun nok i en slags dialog med Peter Holm, og hvis både Erna, Peter og jeg var enige, så gik vi videre med sagen.

Erna Lorenzen døde i 2006 i en alder af 97 år, så hverken Erna eller Peter kom derfor med i overvejelserne om de projekter, som kom til derefter. I hvert fald ikke direkte, men nok indirekte for nu var jeg jo blevet grundigt introduceret til museets oprindelige idegrundlag.

Det har været et privilegium at være med til at forløse noget af den enorme iboende kraft, der ligger i Den Gamle By. Grundideen, museets bankende hjerte, er enestående stærk. Men det gør det jo ikke i sig selv, og det er vigtigt at være opmærksom på, at de mange projekter aldrig ville være blevet til virkelighed, hvis ikke der i Den Gamle By var en stab, der kunne udvikle og virkeliggøre, og hvis ikke museets bestyrelse havde været så fremsynet, som tilfældet er. Projekterne kunne naturligvis heller aldrig være lykkedes uden de fonde og privatpersoner, der har bakket op om Den Gamle By.

På besøg i Den Gamle By omkring 1975.

Helt tilbage fra min studietid i 1970’erne har Den Gamle By for mig stået som et enestående museum. De seneste 25 år har kun bestyrket mig i den opfattelse, og hvis nogen skulle spørge, om jeg ikke har været fristet af jobs på andre (og måske ”finere”) museer, kan jeg sige, at selvom tanken måske har strejfet mig en gang eller to, så er det aldrig blevet til mere end det. Den Gamle By er ”mit” museum, og står det til mig, agter jeg at fortsætte et pænt stykke tid endnu.

Bestyrelsesformand Søren Chr. Mellerup præsenterer mig for Aarhus Stiftstidende, da udnævnelsen til direktør blev offentliggjort i slutningen af oktober 1995.

POSITIVT NYT FRA DEN GAMLE BY

Ovenpå en meget stille start efter genåbningen 25. maj er vi i Den Gamle By nærmest blevet væltet af gæster her i juli måned, hvor der er kommet langt flere besøgende, end vi havde turdet håbe. Og langt flere end vi havde bemandet efter.

Heldigvis er villige medarbejdere trådt til og har taget ekstra timer, og mange der har givet den en ekstra skalle. Det er fantastisk at opleve den vilje og fællesånd, der gør at ting kan lade sig gøre.

Juli ender på knap 112.000 besøgende mod henholdsvis 75.000, 78.000 og 88.000 de seneste tre år. Altså en stigning på næsten 48 pct i forhold til 2019. Ser vi på hele året 2020 indtil nu er vi dog fortsat bagefter – ca 67.000 i forhold til 2019.

Der er givetvis flere forklaringer på den positive udvikling. Først og fremmest nok den politisk vedtagne støttepakke, som giver halv pris til museer her i skolesommerferien. Dernæst sommervejret, som er ideelt for Den Gamle By. At mange danskere ferierer hjemme har sikkert også betydning, og så betyder det utvivlsomt noget, at vi har satset langt flere markedsføringskroner end normalt her i sommerperioden.

Det er også vigtigt for mange, at Den Gamle By er et meget stort museum med masser af plads på gader, i gårde og haver og med masser af små og store indendørs lokaler. En pointe er nok også, at der ikke er kun én ting, som næsten alle kommer efter at opleve, men en bred mangfoldighed af oplevelser, der ligger spredt over et stort areal.

Den Gamle By gennemfører i samarbejde med Epinion og Topattraktioner løbende en publikumsundersøgelse. Den viser, at vore gæster både er glade for oplevelsen på museet og at den langt overvejende del af gæsterne  er tilfredse med personalets håndtering af de gældende retningslinjer.

Økonomisk har vi ikke indhentet efterslæbet fra nedlukningen. Men indtægten her over sommeren har hjulpet gevaldigt på situationen, så den pessimisme, vi oplevede under nedlukningen, er nu afløst af en tro på, at det nok kommer til at gå på en eller anden måde, selvom Den Gamle By utvivlsomt vil få nogle hak i tuden.

Det bliver interessant at se, hvordan besøgstallet udvikler sig, når det er slut med halv pris. For meget afhænger af årets sidste fem måneder, hvor Den Gamle By normalt har omkring 300.000 gæster og godt halvdelen af sine publikumsindtægter.

Hvordan med den aktuelle smittestigning, øges den i løbet af efteråret og vinteren? Gør det publikum ekstra nervøse, og fører det til nye indgreb?

Vi ved det ikke. Men vi er ret sikre på, at det ikke er ovre. Vi krydser fingre!

Når gæsterne ankommer til Den Gamle By møder de måske overlærer Berg, som beder om, at man holder afstand. Mindst en meter, ligesom lærerens afstandspind. Byen er nemlig fyldt med lopper, som er kommet med soldaterne hjem fra krigen i 1864. Så hold afstand, formaner han.

 

 

VI HAR BRUG FOR ANAKRONISMER

Ethvert samfund har brug for anakronismer, for noget der ikke passer i tiden, noget utilpasset, noget der provokerer, vækker til modsigelse og forarger. Noget vi kan måle os i forhold til, og noget der gør, at vi kommer til at fundere over, hvad der er i orden og hvad der ikke er.

Det er værd at have i baghovedet i en tid, hvor statuer af slavehandlere og udbyttere rives ned flere steder i verden. Selvfølgelig var, og er, slaveri umenneskeligt og uacceptabelt. Men det er værd at være opmærksom på risikoen for, at vort samfund mister sin sunde mangfoldighed, hvis vi rydder for meget op i vores historie og fejer for meget ind under gulvtæppet. Det var for eksempel det, der skete, da talibans islamistiske styre ødelagde Afghanistans årtusindgamle buddhistiske statuer. Og det på trods af verdensomspændende protester.

Vel kan de to typer monumenter ikke sammenlignes. Derfor skal de to situationer også anskues forskelligt. Men både ødelæggelsen af Buddha monumenterne og fjernelsen af slavehandlerstatuerne er udtryk for et ønske om at ”rydde op i historien” – og det tror jeg grundlæggende er farligt.

For når et samfund mister sine ”sten i skoene” risikerer det at blive éndimensionalt og i sidste ende totalitært.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, vi vælger de TV-kanaler, der er målrettet netop vores slags, læser aviser med netop vores profil, vi boltrer i Facebooks ekkokamre osv osv.

Derfor er det vigtigt, at der rundt omkring findes anakronismer og ting, der fortæller os, at både virkelighed og holdninger har været anderledes end det, vi allesammen kender til og er enige om her og nu.

Vær varsom med at rydde op i historien

Det er et tidens tegn, at samfundets og det fysiske miljøs anakronismer bliver færre. Det giver museerne en særlig rolle som oaser for anderledeshed og mangfoldighed.

Derfor var der også grund til at råbe vagt i gevær da Statens Museum for Kunst for nogle år siden begyndte at ændre titler og beskrivelser af kunstværker, hvori indgik ord som neger og hottentot. Tilsvarende kunne man undre sig over, at Nationalmuseet på et tidspunkt valgte at fjerne nogle skalpe fra museets udstilling Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt.

Det aktualiserer nemlig spørgsmålet, om museerne skal være politisk korrekte eller historisk korrekte. Museerne skal selvfølgelig være historisk korrekte, vil de fleste heldigvis nok svare. For det at være historisk korrekt er en forudsætning for, at museerne kan opretholde den meget høje grad af troværdighed, som adskillige undersøgelser tilskriver dem. Det vigtige, og vanskelige, er imidlertid også at holde fanen højt, når det historisk korrekte fra tid til anden går hen og bliver politisk ukorrekt.

Lad mig give et par eksempler fra Den Gamle By.

Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser et klassisk værtshusmiljø fra 1970’erne. Og naturligvis må der ryges! Ellers ville det jo være historisk ukorrekt.

Rygning på Jazzbar Bent J

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960’erne og 70’erne.

Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum. Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By på et tidspunkt modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være i strid med museets formidlingsopgave.

Nu er rygning på Bent J imidlertid ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som er grænsen. Klagen blev derfor også afvist af den offentlige myndighed, hvortil den var stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70’ernes brune værtshuse – her så garneret med historien om et helt særligt jazz-værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Vi valgte altså at holde fanen højt for den historiske korrekthed. Det gør vi også i andre sammenhænge.

Tæv, Sorte Sambo, nøgne piger og Virginia Rose

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i den historiske boghandel sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og der er også dem, der undrer sig over, at der flere steder i Den Gamle By findes udendørs reklamer for tobak. Fx den charmerende: ”Virginia Rose i den fikse pose”.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og det er forbudt at reklamere for tobak.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Det er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver destrueret eller fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. Internationalt er julemandens hjælper i Holland, Svarte Piet, truet, og senest forlyder det, at den gribende historie fra sydstaternes USA, Borte med blæsten, er blevet fjernet fra streamingstjenesten HBO.

“Virginia Rose – i den fikse pose. En herlig shagtobak”, står der på denne gavlreklame. For naturligvis er der reklamer for tobak i Den Gamle Bys kvarter, der med udgangspunkt i året 1974, viser 1960’ernes og 70’ernes historie.

Museer skal være troværdige

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske troværdighed, der tæller.

Det er vigtigt at vedkende sig verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter Den Gamle By og andre museer, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder et samfund først at retouchere historien, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

 

Dele af denne tekst er bragt som kronik i Jyllands-Posten lørdag 13. juni 2020.

 

 

Digitale devices kan ikke erstatte konkret kultur

Kulturoplevelser er sociale begivenheder i en sanselig virkelighed, og digitale gengivelser kan aldrig erstatte kultur i virkeligheden.

Hører du til dem, der synes, at en tonstung elefant er ligeså interessant på en skærm som i virkeligheden, hvor den både prutter og trompeterer? Hører du til dem, der finder Pablo Picassos Guernica-maleri lige så fascinerende på en skærm som i sin enorme volumen på Museo Reina Sofia i Madrid? Og hører du til dem, der mener, at det kan være det samme at opleve klassikeren mellem Liverpool og Everton på TV fremfor sammen med 60.000 svedende og syngende fans på Anfield Road i Liverpool? Ja, så er vi bare uenige.

En skærm kan ikke erstatte den sanselige virkelighed, og skærmen vil aldrig kunne rumme den sociale dimension, som en fællesoplevelse af kultur er for de fleste. Vel kan en skærm give indtryk af, hvad en elefant er, og hvordan Guerníca ser ud, og vel kan man på skærmen se både scoringer og dribledetaljer fra en fodboldkamp. Men det er ikke det samme! Skærmen er en amputeret realitet, en erstatning for den virkelige verdens konkrete sanselighed.

Når mange har længtes efter, at musiksteder, biografer, museer, zoologiske haver, teatre, fodboldstadions og andre kulturformer atter kunne åbne, er det ikke kun fordi man har savnet det konkrete kulturindhold. Det er det selvfølgelig også. Men det er i høj grad også, fordi man vil være sammen og opleve noget virkeligt. Man går jo heller ikke på café kun for at drikke kaffe eller på restaurant bare for at få noget at spise. Der følger mere med – og det er det, der gør forskellen.

Mennesket er et socialt væsen – og et fysisk væsen. Det gælder også, når talen er om at opleve kultur. For nok opleves en del kultur individuelt, men det foregår næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe, et glas vin eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forlænget og forstærket. Kultur er fællesskab, og kultur er konkret.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplevede som det bedste ved et museumsbesøg. Hele 40 pct svarede, at det bedste var at være sammen med venner og familie. Langt færre, nemlig 16 pct, nævnte indholdet i form af udstillinger og oplevelser som det vigtigste. 15 pct nævnte mødet med personalet, mens kun 10 pct fremhævede det at lære noget nyt som det vigtigste. USA er ikke Danmark, men en tilsvarende undersøgelse herhjemme vil næppe give et markant anderledes resultat.

At se en telefon med drejeskive på skærm er slet ikke det samme som at prøve at “dreje et nummer” sammen med sine venner. Her fra kernefamiliens lejlighed anno 1974 i Tårnborg i Den Gamle By.

Hovedparten af kulturen er konkret, og i bedste fald er digitale udgaver af konkret kultur et surrogat og en slags substitut for ”the real thing”. Og det er den først og fremmest, fordi den er éndimensional. En skærm rummer jo kun en lille del af den mangfoldighed, som en kulturoplevelse er i virkeligheden. Nok kan man se, men størrelsesforhold og stoflighed mangler. Nok kan man høre, men i en reduceret og artificiel lydgengivelse. Og lugten, smagen og ikke mindst dialogen og fællesskabet er totalt fraværende.

For nogle uger siden kom det frem, at interessen for skærmgudstjenester faldt markant efter ellers at have været stigende i første fase af corona-nedlukningen. I Kristeligt Dagblad 29. april gav centerleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Birgitte Graakjær Hjorth denne forklaring: ”En skærm kan ikke rumme gudstjenestens inderste væsen. Der er for meget præst og for lidt menighed. For meget tilskuer og for lidt deltager. For meget tale og for lidt svar, selvom det er den vekselvirkning, liturgien lever af. Når det er sagt, er skærmgudstjenester et godt surrogat, indtil vi kan komme til rigtige gudstjenester igen”. Den digitale kultur reducerer simpelthen virkeligheden. Den gør den éndimensional.

Mange museer har i en årrække arbejdet på at gøre samlingerne tilgængelige digitalt. Det er god service for dem, der ikke selv kan komme på Statens Museum for Kunst og se C.W. Eckersbergs malerier, eller dem, der ikke kommer på Nationalmuseet for at se Solvognen. Men en digital gengivelse kan ikke sammenlignes med at se billederne og tingene i virkeligheden. Mange vil nok også savne museumsbesøgets samvær, diskussion og kaffe og kage.

Socialt samvær og kaffe og kage i Den Gamle Bys konditori anno 1974 er en vigtig del af et museumsbesøg.

På mit eget museum, Den Gamle By, prioriterer vi at bruge ressourcerne på at give museets gæster en levende og sanselig oplevelse af den fortidige virkelighed i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner. Tanken er, at gæsterne i så høj grad som muligt skal føle sig som ét med historien. Akkurat ligesom når de som turister besøger et fremmed land, så skal de her på museet også kunne smage, lugte, se og røre. Det fremmede land er i denne sammenhæng blot deres egen historie. Hvis vi skal bruge ressourcer på at formidle museets samlinger digitalt, må de tages fra den sanselige oplevelse, som vi ved er Den Gamle Bys DNA.

Dermed være ikke sagt, at vi ikke anvender digitale medier, for det gør vi. Men altid kun som supplement, aldrig som erstatning. Når man fx besøger gynækologen anno 1974 kan man gå ind i alle lokaler. Venteværelset, køkkenet, personaletoilettet, undersøgelsesværelset og sekretærens kontor. Den besøgende fornemmer elektriciteten fra gulvtæppet i nålefilt, og man kan lugte venteværelsets askebæger, som er fyldt med cigaretskod. På digitale skærme, der hænger på væggen, guider gynækologens sekretær den besøgende rundt i lokalerne, og hun fortæller om dagligdagen i 1974, da klinikken lige var åbnet. I undersøgelsesværelset er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen. Og i sekretærens arkivskab kan publikum på skærme søge supplerende oplysninger om abort og prævention i Danmark, ligesom de kan markere deres holdninger og se, hvad andre mener om samme sag.

I gynækologens undersøgelsesværelse er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen

Men det er en pointe, at de digitale medier ikke må gøre oplevelsen individuel. Et museumsbesøg skal være en social oplevelse. Derfor kan gæsterne også være sammen om den digitale formidling. Og vi glæder vi os over, at de taler sammen, diskuterer og husker i fællesskab. Både med dem, de følges med, og andre, som de møder på deres vej i museets danmarkshistoriske tidsrejse.

Derfor tror jeg heller ikke på, at kulturen går hen og bliver digital. Det digitale kan være et nyttigt supplement, men hvis det erstatter den kulturelle virkelighed vil vi hurtigt komme til at savne både fællesskabet og sanseligheden.

“There’s more to the picture than meets the eye”, sang canadieren Neil Young på LPen “Rust never sleeps” fra 1979. Det er det, der er pointen. Virkeligheden er mere kompleks og mangfoldig end det, øjet alene ser. Ikke mindst hvis oplevelsen filtreres af en digital skærm.

En forkortet udgave af denne tekst er publiceret som indlæg i Information 8. juni 2020.