Netmediet Kulturmonitor har i deres sommerenquete stillet mig en række spørgsmål om mit syn på de seneste 12 måneder og den pandemi, der har sat et afgørende præg på verdenssamfundet – og naturligvis også på Den Gamle By. Her er, hvad jeg svarede på spørgsmålene.

Krisetider

På en skala, hvor den ene ende hedder ‘begrænsninger’, og den anden ende hedder ‘muligheder’, hvor vil du så placere coronakrisen?

“Jeg har fået fortalt, at ordet ’krise’ på kinesisk består af to tegn. Det ene repræsenterer fare, det andet muligheder. Sådan er det også i denne krise.”

“Men som direktør for et museum, der i normale år tjener størstedelen af sine driftsmidler ved at servicere over en halv million gæster om året, er det uden diskussion fare-aspektet, der er det fremherskende. Tilbagegang har betydet, at vi har været nødt til at fyre en del mennesker og samtidig udskyde en masse opgaver, som vi nu skubber foran os som en næsten uoverskuelig pukkel. Det er barske vilkår og ikke et tilbageslag, som overvindes på kort tid.”

Flere aktører og branchespydspidser fra kulturlivet har taget bladet fra munden under coronakrisen. Er der et opråb eller et synspunkt, der især har gjort indtryk på dig – og i så fald hvorfor? 

“Jeg har selv flere gange gjort opmærksom på det paradoksale i, at det især er de – med et lidt gammeldags ord – folkekære museer med mange gæster og stor egenindtjening, der rammes hårdest af krisen. At mange ønsker at besøge et museum, og betale herfor, er vel i bund og grund et udtryk for, at de stemmer med både fødderne og pengepungen. Derfor kan man måske svinge sig op til at sige, at det er et demokratisk problem, at de populære museer rammes så hårdt af krisen.”

Kulturen har større folkelig forankring, end mange aner

Hvordan har pandemien specifikt påvirket museumsbranchen? Har der været noget at lave for dit – og for så vidt dine kollegers – vedkommende?

“Da hovedparten af kollegerne har været hjemsendt på lønkompensation uden at måtte gøre dagens gerning, har der været mere end nok at gøre for os, der var tilbage på pinden. I første omgang med at ‘redde’ Den Gamle By og dernæst undgå, at for meget gik tabt og for mange opgaver måtte skubbes som en pukkel foran os.”

Har det danske kulturliv i dine øjne fået den fornødne politiske opbakning under krisen?

“Det korte svar er nej. Jeg tror måske, det hænger sammen med, at mange politikere og embedsfolk ikke ved, hvor stort og bredt kulturens publikum rent faktisk er. Alene museerne tiltrækker i normale år omkring 16 millioner gæster, hvilket er cirka otte gange så mange som det antal, der går til Superliga-fodbold på stadion. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at publikum på et museum som Den Gamle By er langt mere mangfoldigt og sammensat end eksempelvis det publikum, der går på stadion til Superliga-fodbold.”

Hvem af de ni kulturordførere i Folketinget har i din optik gjort mest for kulturlivet siden coronakrisens udbrud? Og er der nogen, der i særlig grad har svigtet?

“Jeg har en fin dialog med partiernes kulturordførere, og jeg synes generelt, at de er meget lyttende. Men jeg er ikke sikker på, at det er kulturordførerne, der har haft det store ord at skulle have sagt.”

Den Gamle By er blevet bedre til at “sælge det, vi har i forvejen”

Er der nogen kulturelle projekter eller idéer, som I i Den Gamle By har fået ført ud i livet takket være coronakrisen?

“Jeg vil nævne to ting. Den ene er, at vi har besluttet at lade flere af Den Gamle Bys eksperter og videnspersoner – det være sig museumsinspektører, konservatorer eller håndværkere – formidle deres viden og teknikker direkte og personligt over for museets gæster. Det er helt tydeligt, at gæsterne værdsætter denne mulighed for at møde og gå i dialog med de folk, der virkelig har den højeste indsigt.”

“Den anden ting er, at vi satser på at blive bedre til at ’sælge’ det, vi har i forvejen på en måde, så formidling, service og indtjening går op i en højere enhed. Vi har omprioriteret interne ressourcer og oprettet en stilling som chef for Salg & Service, som udvikler og sælger alt fra ud-af-kontoret-møder og konfirmationer til Allehelgen, Bent J-dag og Frokost & Fortællinger. Alt sammen, naturligvis, med et særligt Den Gamle By-indhold.”

 Hvor har du indtil videre fået din største kulturelle oplevelse i år?

“Jeg har holdt mig væk fra arrangementer med mange mennesker, men læst bunker af bøger og gået tusindvis af ture. Skal jeg nævne én bog, der gik særlig dybt, må det blive Arne Herløv Petersens rystende roman ‘536’ om året 536, det værste år i menneskehedens historie. Det var nok bad timing at læse sådan en bog, men det var også givende.”

Kulturoplevelser er fællesoplevelser

Hvor meget har dine egne kulturvaner og dit eget kulturforbrug ændret sig under pandemien?

“Min kone og jeg har været – og er fortsat – forsigtige. Både af hensyn til os selv og for at mindske smittespredningen. Så vores kulturliv er gået fra at være udadvendt til mere indadvendt og individualiseret. Akkurat som vi går mindre i supermarkedet og køber mere ind på nettet.”

“Men som jeg også hører det fra mange andre, så savner vi at være sammen med nogen om at opleve noget, vi oplever som vigtigt. For man må ikke overse, at det er en helt særlig kvalitet ved de fleste kulturoplevelser, at de er fællesoplevelser. Man planlægger sammen, man oplever sammen, drikker måske en kop kaffe undervejs og taler efterfølgende om, hvad det var, man oplevede.”

Vurderer du, at coronakrisen har givet det danske kulturliv varige mén?

“Ja, så absolut. Vi skal nok ikke forvente, at vi lige med det første kommer tilbage til en normal, der minder om den ekstreme højkonjunktur, vi inden for kultur- og oplevelsesbranchen har oplevet i 2010’erne. Måske der er nogle, der vil bukke under, og i hvert fald tror jeg, vi må indstille os på et andet niveau og andre vilkår.”

“Som jeg ser det, er der derfor behov for en langsigtet diskussion af, hvordan vi som samfund sikrer, at der også om 10, 30 og 50 år fortsat vil være attraktive, kulturbærende kvalitetsinstitutioner i Danmark.”