Tag-arkiv: Decentralisering

Bedøm museerne på det, de leverer

Den af

Det er nu 20 måneder siden, at kulturminister Mette Bock lancerede sin ambition om en anderledes fordeling af statens tilskud til museer. Initiativet har skabt stor usikkerhed blandt museerne. For selvom vi er mange museer, der tjener langt de fleste af vore driftsmidler selv, kan vi på ingen måde gøre vores arbejde ordentligt uden den solide basis, som statens – og i øvrigt også kommunernes – tilskud udgør.

I sin lancering af planen i Berlingske Tidende 7. marts 2017 udtrykker kulturministeren ønsket om ”nogle mere objektive kriterier for støtte”. Samtidig ønsker ministeren at frigøre nogle midler – ”for i dag er der intet råderum til nye initiativer”. Andetsteds uddyber ministeren denne ambition til også at omfatte fjernelse af støtten fra de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt. I interviewet med Berlingske mener ministeren endvidere, at ”kulturstøtten bliver smurt for tyndt ud i dag” og hun pointerer: ”Hvis man forsøger at gøre alle glade hele tiden, risikerer man, at alle i stedet ender med at være lidt utilfredse”.

Når man i de forløbne måneder har lyttet på vandrørene, er signalerne imidlertid nogle helt andre. Nemlig at især en række af de store museer har grund til at være foruroligede. Museer som normalt betragtes som toppen, både hvad angår væsentlighed, kompetence og folkelig yndest.

Her tænkes der ikke på de store og overordentligt udgiftstunge museer, som er ejet af staten. For af uransagelige årsager holdes de udenfor. Nej, der tænkes alene på de såkaldt statsanerkendte museer, som er en broget flok, der rækker fra internationale profiler som Louisiana, Glyptoteket, Moesgård og Den Gamle By til lokale museer som Amagermuseet, Svendborg Museum og Try Museum.

”De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, forlyder det. Det er svært at forstå anderledes, end at de museer, der har mange gæster og entreindtægter, skal beskæres, så de museer, som kun få besøger, kan få yderligere midler fra staten. Tænk hvis man brugte samme model inden for sygehusområdet!

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland. Det er måske derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud. Det skal medgives, at det heller ikke er så enkelt, og helt sikkert er det, at et forsøg herpå fører lige lukt ind på øretævernes holdeplads. Men derfor kan man jo godt gøre sig nogen tanker om, hvordan man kan hjælpe kulturministeren med at definere de ”objektive kriterier”, som hun har efterlyst.

Der bør laves en model, der baserer sig på kriterier, som er alsidige og lettilgængelige. Den bør være enkel og let at håndtere, idet man ellers kan frygte, at det hele vil sande til i detaljer, afbalanceringer, personlige præferencer, pression, regneark og bureaukrati.

Jeg vover her et øje ved at pege på fire målepunkter, som lever op til ovenstående:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller man kan vælge at spørge fire, otte eller ti personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Hvis man forestiller sig, at hvert målepunkt kan give fx op til 10 point, så kan man tælle det hele sammen, og når man har gjort det, har man et hierarki over de vigtigste museer i Danmark.

Selvfølgelig kunne man inddrage andre og flere målepunkter i modellen. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal unikke besøgende på hjemmeside, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på fx evne til at gå nye veje; hvorvidt museerne påtager sig andre samfundsopgaver; samt museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og jeg vil vædde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Frem til 2014 var der i museumsloven en særlig kategori til de nationale, kulturbærende museer, de såkaldte paragraf 16-museer, som ifølge lovteksten udførte ”en virksomhed af særlig betydning”.

Jeg vil gerne opfordre til, at man med inspiration herfra indfører en særlig kategori af museer med national og international betydning. En analyse af museerne på grundlag af de fire nævnte objektive målepunkter, kunne danne grundlag herfor.

Den kunne også udgøre det objektive grundlag for at fjerne statens støtte fra de museer, der ikke lever op til lovens krav, og dermed skabe det ønskede ”råderum til nye initiativer” – som fx at få nye, kvalificerede museer ind i varmen og måske også til at opgradere museer, der oplagt får for lidt.

Hvordan man kan gøre det, kom der et forslag til fra direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden, der af ministeren var blevet bedt om at komme med et indlæg i debatten. Det skete på ministerens store museumsmøde i København 25. januar 2018. Henrik Tvarnø indledte med at mene, at vi har ”forbløffende gode museer i Danmark”. Dernæst foreslog han en model, hvor man hvert tredje år fjerner tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Og så sluttede Henrik Tvarnø i øvrigt sit indlæg med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør i den danske museumsverden, så vær varsom med radikale ændringer.

Jeg tror, vi er mange museer, der drømmer om, at kulturminister og Folketing vil bedømme os på det, vi leverer. Naturligvis skal man sørge for, at der er adgang til attraktive museer over hele landet. Men på den anden side skal man – som kulturministeren også pointerer – være opmærksom på ikke at smøre smørret så bredt ud på brødet, at man ikke kan smage det nogen steder.

Denne tekst har været bragt som debatindlæg i Altinget 26. november 2018.

 

 

 

 

 

 

Nationale museer?

Den af

Kulturministeriet har planer om at lægge både Statens Forsvarshistoriske Museum, Dansk Landbrugsmuseum og Jagt- og skovbrugsmuseet ind under Nationalmuseet. Inden det måtte ske, bør der foretages en udredning af, hvordan museumsverdenen bør organiseres og hvordan man får mest museum for de statslige støttekroner.

 

Jeg har været leder af et dansk museum i mere end 25 år. Men når jeg tænker nærmere efter, har jeg aldrig nogensinde haft behov for at spørge Nationalmuseet til råds, endsige fået nogen hjælp herfra.

Den erkendelse er dukket op gennem de seneste par år, hvor man har diskuteret fremtidens danske museumslandskab med henblik på at få lavet en ny museumslov, som nu er vedtaget.

 

 Lovens formulering om Nationalmuseet svarer ikke til virkeligheden

I de danske museumslove har der gennem alle årene stået, at Nationalmuseet er ”Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum”.

 

Staten ejer Nationalmuseet i København. Men der er mange andre danske museer, der har nationalt ansvar for Danmarks kulturarv.

Natonalmuseet skal ”belyse Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed”, og loven siger, at museet for dansk kulturs vedkommende skal ”anlægge og opretholde repræsentative samlinger”. Der står også, at Nationalmuseet som statsligt hovedmuseum er forpligtet til at yde museumsfaglig bistand til de øvrige statslige museer samt statsanerkendte museer.

Ser man lidt praktisk på det, er det imidlertid en illusion og fuldstændig urealistisk, at Nationalmuseet skal kunne dække det hele, kunne det hele og så i øvrigt assistere de andre museer i landet.

 

Ikke ét, men mange nationalmuseer i Danmark

For virkeligheden er jo, at en lang række opgaver varetages af specialmuseer, som ligger spredt ud over det ganske land.

 

Vil man se lokomotiver og jernbanehistorie er stedet Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Vil man se lokomotiver og vide noget om jernbanen, vil det for de fleste være naturligt at besøge Dansk Jernbanemuseum i Odense, frem for at drage til Nationalmuseets hovedsæde i Prinsens Palais i centrum af København.

Er det søfart, man interesserer sig for, er Søfartsmuseet i Helsingør stedet, dernæst Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Er man til kanoner og militærhistorie er det Tøjhusmuseet i København, mens flådens historie fortælles på Orlogsmuseet på Christianshavn.

 

Med udstillingen Den Fjerne Krig om at være dansk soldat i Afghanistan har Tøjhusmuseet lavet den måske mest relevante museumsudstilling i Danmark i mange år.

Kongehusets historie fortælles på Rosenborg. Byernes historie finder man i Den Gamle By, der som bekendt ligger i Aarhus, posthistorien finder man på Post og Tele Museum i København, landbrugets historie ses bedst belyst på Dansk Landbrugsmuseum i Auning og dernæst på Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Holstebro og Den Fynske Landsby i Odense. Og sådan kunne man blive ved med at nævne væsentlige museer, der hver dækker deres del af Danmarks historie.

 

Mejeriudsalg på Dansk Landbrugsmuseum, som er det nationale museum for landbrug og fødevarer.

Jeg kunne ønske mig, at museumsloven ved næste revision vil blive tilpasset virkeligheden. For det er givet, at virkelighedens verden aldrig vil tilpasse sig lovens bogstav om, at Nationalmuseer skal dække det hele.

 

Andre modeller i lande uden strukturer fra enevælden

Den danske museumsmodel med ét statsejet hovedmuseum, naturligvis beliggende i København, har sin oprindelse i Kongens Kunstkammer fra enevældens tid. Og selvom Danmark reelt har en hel række museer med nationalt ansvar, har man aldrig for alvor taget et opgør med strukturen fra enevælden, så lovgivning og tilskudsstruktur kunne blive tilpasset virkeligheden i det demokratiske Danmark.

Ser man fx til Holland, der på mange måder ligner Danmark, finder man en helt anden, decentral struktur for nationale museer.

For mens de store, statsfinansierede og statsejede hovedmuseer i Danmark ligger i hovedstaden, er de tilsvarende hollandske rijksmuseer (nationalmuseer) spredt ud over det ganske land. 26 i alt – fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.

I Holland har man 26 nationale museer, som ligger spredt ud over hele landet. Her Nederlands Openluchtmuseum, der ligger i Arnhem og hvis engelske navn er National Heritage Museum.

En del af baggrunden er, at Holland ikke har enevældens tradition for centralisering omkring hovedstaden, sådan som vi har det så markant her i Danmark. En anden del af forklaringen er, at man ikke i det moderne Danmark har gjort op med den enevældige tradition for centralisering.

 

Forslag om at decentralisere Nationalmuseet

Da Nationalmuseet i 2008 skulle have ny direktør tillod jeg mig at give Kulturministeriet et råd. Jeg gjorde det i min egenskab af præsident for Association of European Open Air Museums, en post jeg varetog fra 2007 til 2011.

Mit råd var, at man skulle gøre Frilandsmuseet, der i mange år bare har været en afdeling af Nationalmuseet, til et selvstændigt museum – og så foreslog jeg i øvrigt en generel decentralisering af Nationalmuseet i lighed med den model, man har i Holland.

Da jeg 2007-11 var præsident for de europæiske frilandsmuseer foreslog jeg Kulturministeriet, at man skulle gøre Frilandsmuseet og evt andre store afdelinger af Nationalmuseet til selvstændige museer.

Forstå mig ret. Jeg har intet mod Nationalmuseet, hvor jeg kender flere højkompetente folk, der gør en kæmpeindsats. Men ser man på Nationalmuseet som helhed er resultaterne ikke imponerende i betragtning af, at museet får over 200 mio kr i årligt statsligt tilskud.

Min pointe var, at en decentralisering ville give de enkelte afdelinger – eller snarere selvstændige museer – en klarere mission og retning. Når alle afdelingerne er bunket sammen i en stor, tung institution kan det være svært at finde ud af, hvilken vej man egentlig skal gå. En anden pointe var, at der ville blive flere, der ville føle, at de havde foden under eget bord, og jeg er overbevist om, at det ville give en markant forøgelse af arbejdsglæde og gejst på museet – og øget museal produktivitet til glæde for museets gæster og brugere.

Mine tanker blev venligt modtaget, men det blev også sagt klart, at noget sådant næppe kom på tale. Det kunne jeg jo kun tage til efterretning med den bemærkning, at det blot var vigtigt for mig, at tanken nu var formuleret på rette sted. Jeg ville nemlig have det dårligt med, at man, hvis den ikke var blevet formuleret, kunne klandre mig for ikke at have meldt ud i rette tid.

 

 Hvordan får man mest for de statslige støttekroner

Når der aktuelt synes at være planer om, at lægge en række betydningsfulde specialmuseer ind under Nationalmuseet, er der grund til at råbe vagt i gevær.

I februar 2012 åbnede Tøjhusmuseet en længe savnet og meget rost udstilling om Danmarks Krige. Udstillingen var hovedsagelig finansieret af store donationer fra private fonde.

Inden Kulturministeriet skrider til handling, bør der foretages en udredning med inddragelse af relevante interessenter fra museumsverdenen, støtteforeningerne og fra offentligheden. Herunder bør forskellige scenarier og deres konsekvenser skitseres. Og så må det være i alles interesse at få foretaget en sammenlignende analyse af, hvordan man får mest museum for de statslige støttekroner.

Personligt tvivler jeg meget på, at man gør det ved at lægge flere i sig selv stærke museumsenheder ind under en eksisterende mastodont som Nationalmuseet.