OPLEVELSESBRANCHEN HAR BEHOV FOR NYE FORRETNINGSMODELLER

Her og nu har vi brug for en hånd i ryggen, men på længere sigt vil ’hjælp-til-selvhjælp’ og støtte til udvikling af nye forretningsmodeller batte mere.

Jeg ved, mange vil elske at bo i Den Gamle By er par dage. Fx i karlekammeret anno 1864, i pigekammeret 1927 eller i kernefamiliens lejlighed fra 1974. Med masser af tid til at gå på opdagelse i alle museets krinkelkroge og spise dagens måltider i Gæstgivergården. Ruskomsnusk, stegt flæsk og persillesovs eller rigtig 1970’er fondue.

Tematiseret overnatning og bespisning ’on site’ kender vi fra både Disney og Legoland. Men på et museum! Kan man det? Nej, ikke i øjeblikket! Men vi er flere, der tror, det er en idé, der måske kunne bære fremtiden i sig.

Og ideer, der bærer fremtiden i sig er i den grad noget, vi har brug for her under coronakrisen. Ikke bare i Den Gamle By, men inden for hele oplevelsesbranchen, hvor forretningsgrundlaget for mange virksomheder er eroderet i nærmest uhyggelig grad.

Vi er mange, der har hårdt brug for en hånd i ryggen, der kan give os den akuthjælp, der forhåbentlig kan bringe vore virksomheder igennem 2021 uden for mange grundskader. Og vi er taknemmelige for den saltvandsindsprøjtning, som regeringen har annonceret til hjælp for branchen.

Tager vi imidlertid en tur op i helikopteren og sætter den lange kikkert for øjet, er det klart, at det ikke kun er akuthjælp, der er brug for. Ja i nogle tilfælde vil det måske være direkte spild af penge. Støtte til udvikling af nye forretningsmodeller vil utvivlsomt batte mere i det lange perspektiv.

For selvom det ikke er rart at tænke på, så er virkeligheden nok, at 2010’ernes enorme, ja ekstreme, højkonjunktur på oplevelses-, turist- og rejsemarkedet næppe kommer tilbage. Krydstogt i større stil er nok en saga blot, korttids flyferier bliver markant færre, konference- og mødeaktivitet reduceres osv. Det er en udvikling, der støttes af trenden hen mod bæredygtighed og af den orientering mod det nære, som tegner sig stadig tydeligere.

I Den Gamle By vurderer vi, at coronakrisen og dens eftervirkninger også i de kommende år vil fjerne en fjerdedel af museets indtægtsgrundlag. Og vi er slet ikke dem, der er hårdest ramt! Der findes museer, turistattraktioner, hoteller og andre inden for rejsebranchen, hvis forretningsgrundlag er så reduceret, at deres model næppe er holdbar i fremtiden.

Vi må holde op med at agere, som om de gode tider i 2010’erne var en normal, der kommer tilbage som en slags vort århundredes brølende 20’ere. De brølende 2010’ere, som vi nyligt har forladt, skal snarere ses som en historisk undtagelse. Tænk hvis den nye normal, der jo må komme på et eller andet tidspunkt, i stedet får et intensitetsniveau a la fx 1990’erne!

Hvordan skal man så forholde sig i denne situation? Tja, selvom det for mange af os vil varme gevaldigt med en form for akutstøtte, vil det for andre nok blot betyde, at ’døden’ udskydes – ja undskyld mig udtrykket, men det er jo det, det drejer sig om. Med mindre, og det er pointen med dette indlæg, at den annoncerede statslige støtte anvendes til at fremme hjælp-til-selvhjælp og til udvikling af nye, supplerende forretningsmodeller, så de hårdest ramte virksomheder og brancher får mulighed for at omstille sig til en ny virkelighed.

Jeg er overbevist om, at Den Gamle By og mange andre virksomheder med fordel kan arbejde på at identificere særlige in-house kompetencer, som her og nu anvendes i helt specifikke sammenhænge, men som kan udvikles og generaliseres, så de kan danne grundlag for nye forretnings- og indtjeningsmodeller.

Som nævnt drømmer vi i Den Gamle By om at kunne udvide oplevelsespaletten med både historisk mad og overnatning i unikke historiske miljøer, så vi her kan bruge nogle af museets kernekompetencer til at udvikle dette nye forretningsområde. Vi drømmer også om at udvikle museets indsigt og erfaring med vedligeholdelse og udvikling af ældre bygninger til en salgbar ydelse til glæde for fx ejere af bevaringsværdige bygninger. Og så drømmer vi om at øge museets indsats på det sociale område. Fx ved udvikle de allerede eksisterende tilbud til demente og til børn og unge med mentale handicaps, men også ved særlig indsats over for de mange unge, der befinder sig på kanten af uddannelse og arbejdsmarked og som kunne have glæde af at snuse til Den Gamle Bys brede pallette af professioner af alle slags og ad den vej forhåbentlig få smag for at gå i gang med en uddannelse.

Oven på en tærende coronakrise er det utvivlsomt de færreste, der har penge på kistebunden til selv at gennemføre en større omstilling og nyudvikling. Her vil midlertidige statstilskud kunne gøre en afgørende forskel og medvirke til udvikling af nye forretningsområder, så vingeskudte eller ligefrem truede virksomheder kan hjælpes ind i en ny fremtid – med kvaliteten intakt!

Dette indlæg er en lettere bearbejdet udgave af mit debatindlæg i dagens udgave af Jyllands-Posten 26. maj 2021.

KAN MAN MÅLE MUSEER?

Flere museumsfolk har i Kristeligt Dagblad argumenteret imod en model, jeg har foreslået med henblik på at identificere de museer, der er de vigtigste i Danmark. Modellen er i kort form refereret i Dorte Washuus interview med mig 16. februar.

Da flere øjensynligt har misforstået modellen og hensigten med den, skal jeg her uddybe.

Udgangspunktet er, at selvom de fleste utvivlsomt vil erkende, at nogle museer er vigtigere end andre, så er der af uforklarlige årsager aldrig udarbejdet en brugbar måde at måle dem på. Og det på trods at, at både politikere og forvaltning gentagne gange har efterlyst objektive kriterier herfor.

Jeg har taget som afsæt, at kriterierne skal kunne kvantificeres, så de også kan være gangbare i regneark, og dernæst at modellen bør være så enkel at opdatere, at det rent faktisk også må forventes at ville ske.

Det resulterede i en model med følgende fire målepunkter, som bør anvendes på alle de muser i Danmark, der modtager støtte fra staten:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller – bedre – man kan vælge at spørge fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Modellen er på ingen måde endelig, og man kan overveje at inddrage andre kriterier. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal kvadratmeter i udstillinger, antal objekter i samlingen, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Jeg kan imidlertid frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så er vi lige vidt. Og jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Teksten er en lettere revideret udgave af et indlæg, som jeg publicerede i Kristeligt Dagblad lørdag 6. marts 2021.

 

JA TIL FANTASI. NEJ TAK TIL FAKE HISTORY!

Skal museer forny sig? Ja, selvfølgelig!

Må det være morsomt at gå på museum? Absolut!

Er det ok at hygge sig under besøget? Klart! Ellers ville det da være trist.

Må et museum også provokere? Ja, for Søren da. Det er kun godt, hvis man som besøgende får trykprøvet sine holdninger, får en ny tanke eller måske en indsigt, man ikke havde før.

Hvad så, er det også i orden, at museerne spiller på fantasien? Helt sikkert!

Det hele står og falder med, om man som besøgende kan regne med det, man oplever og får oplyst under besøget. Museer skal give oplevelser, men sande oplevelser – ikke ”fake history”. For hvis museer mister deres troværdighed, kan de lige så godt lukke og slukke.

I flere undersøgelser har den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider analyseret, hvilken rolle museerne spiller i vores verden af ”alternative facts”. Tallenes tale er klar: Museer nyder overordentlig stor tillid, og folk ser museerne som en langt mere troværdig kilde til information end fx massemedier, NGO’er, offentlige myndigheder og politikere. ”Fake history” hører ikke hjemme på et museum.

Og ja, jeg kender godt det automatiske modspørgsmål. Skal museer da være kedelige? Nej selvfølgelig skal de ikke det.

Alt for ofte præges debatten om museer af en falsk modsætning mellem oplevelse og faglighed. En modsætning mellem gæstehadende, genstandsfokuserede videnskabsfolk, der hygger sig med hinanden i deres elfenbenstårne, og så folkekære fortællere, der kan slå et slag i bolledejen og få museernes tørvetrillere til at vågne op til glæde for almindelige mennesker.

For et halvt århundrede siden var det nok ikke helt forkert. En kulturministeriel betænkning fra 1969 mente endda, at mange museer var så stillestående, at de selv trængte til at komme på museum. Men sådan er det altså ikke længere!

De succesfulde museer har erkendt, at underholdning og oplevelse ikke står i modsætning til oplysning og faglighed.

Tag blot Museet for Søfart i Helsingør, Moesgård Museum i Aarhus, Strandingsmuseet i Thorsminde, Tirpitz ved Varde og såmænd mit eget museum Den Gamle By i Aarhus. Publikum strømmer til i endda meget store tal – også rigtig mange, der tidligere aldrig kunne drømme om at besøge et museum.

De fleste vil gerne hygge sig og føle sig underholdt. Og de vil bestemt ikke kede sig, hvilket de heller ikke gør, selvom de nævnte museer alle holder den faglige fane højt. Museernes succes dementerer dermed også enhver påstand om, at folk ikke er interesseret i historisk korrekthed.

I tider som vore, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis, opstår der typisk et behov for at stoppe op et øjeblik. Besinde sig. Hvem er vi, hvor er vi, hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien og traditionerne, der binder det sammen. Her spiller museerne med deres faglighed en nøglerolle.

I alle betydninger af ordet skal museer give en sand oplevelse.

Dette blogindlæg er en lettere revideret udgave af den klumme, jeg har publiceret i Avisen Danmark den 26. februar 2021.

KVART ÅRHUNDREDE

På denne dato for præcis 25 år siden, det var tirsdag 2. januar 1996, troppede jeg som ny museumsdirektør op i Den Gamle By til min første arbejdsdag. At det nu er et kvart århundrede siden er ikke sådan lige til at begribe. For denne nytårsmørke morgen i en kold og snedækket Den Gamle By føles på én gang som var det i går og samtidig som uendeligt længe siden. Billederne fra dengang lyver dog ikke: Det var ikke i går!

På forsiden af Aarhus Stiftstidende tirsdag 2. januar 1996 fortælles det, at jeg tog toget fra mit hjem i Struer kl 6.20 for at være fremme ved Den Gamle By omkring 8.30.

Klokken 9 denne tirsdag var jeg med til min første såkaldte nytårskur i Den Gamle By, hvor bestyrelsesformand Søren Chr. Mellerup præsenterede mig som ny direktør. Det foregik i Møllesalen, hvor jeg hilste på alle medarbejdere. Derpå fortalte jeg, at Den Gamle By altid havde været mit drømmemuseum og at jeg var beæret over at overtage posten efter en kapacitet som Erik Kjersgaard, der var død et halvt år tidligere.

Artiklen inde i avisen fortæller, at mine to første opgaver var at deltage i Den Gamle Bys nytårskur og så skrive en nytårshilsen til Dronningen. Så var jeg ligesom i gang.

Til nytårskuren gav jeg også udtryk for, at jeg ville stikke fingeren i jorden og lytte, og at jeg ikke forestillede mig, at der skulle ske revolutioner i Den Gamle By. Sådan gik det også, vil jeg mene, for selvom der er kommet mange ting til i løbet af de 25 år, så er udviklingen efter min bedste overbevisning sket i pagt med den grundlæggende idé, der ligger bag Den Gamle By.

At udviklingen kom til at ske i pagt med Den Gamle Bys grundlæggende idé, kan jeg i høj grad takke én person for, nemlig tidligere museumsinspektør, dr.phil. Erna Lorenzen, som blev min gode veninde og en slags Den Gamle By-mentor for mig. Erna Lorenzen blev ansat i Den Gamle By i 1935 og arbejdede i 10 år tæt sammen med museets stifter Peter Holm frem til dennes pensionering i 1945. Erna og jeg talte meget om det tankesæt, der fra Peter Holms side lå til grund for Den Gamle By.

Erna Lorenzen introducerede mig til de tanker, der helt fra museets tidlige år lå til grund for Den Gamle By. Erna Lorenzen var dr.phil. og i mange år museumsinspektør i Den Gamle By. Fra 1935-45 arbejdede hun tæt sammen med museets stifter Peter Holm.

Hver gang jeg havde nye tanker om udvikling, tog jeg op til Erna i villaen i Hasle for at høre, hvad hun syntes. Det være sig vedrørende planerne om at gøre Den Gamle By til et levende museum, ideen om at oprette et Dansk Center for Byhistorie i samarbejde med Aarhus Universitet eller det være sig tankerne om at opdatere Den Gamle By med moderne bykvarterer, hvor publikum ville kunne møde en tid, de kan genkende. Hver gang spurgte Erna ind til planerne og hørte, hvad der havde inspireret til disse tanker. Og så var det som om hun talte med sig selv. Egentlig var hun nok i en slags dialog med Peter Holm, og hvis både Erna, Peter og jeg var enige, så gik vi videre med sagen.

Erna Lorenzen døde i 2006 i en alder af 97 år, så hverken Erna eller Peter kom derfor med i overvejelserne om de projekter, som kom til derefter. I hvert fald ikke direkte, men nok indirekte for nu var jeg jo blevet grundigt introduceret til museets oprindelige idegrundlag.

Det har været et privilegium at være med til at forløse noget af den enorme iboende kraft, der ligger i Den Gamle By. Grundideen, museets bankende hjerte, er enestående stærk. Men det gør det jo ikke i sig selv, og det er vigtigt at være opmærksom på, at de mange projekter aldrig ville være blevet til virkelighed, hvis ikke der i Den Gamle By var en stab, der kunne udvikle og virkeliggøre, og hvis ikke museets bestyrelse havde været så fremsynet, som tilfældet er. Projekterne kunne naturligvis heller aldrig være lykkedes uden de fonde og privatpersoner, der har bakket op om Den Gamle By.

På besøg i Den Gamle By omkring 1975.

Helt tilbage fra min studietid i 1970’erne har Den Gamle By for mig stået som et enestående museum. De seneste 25 år har kun bestyrket mig i den opfattelse, og hvis nogen skulle spørge, om jeg ikke har været fristet af jobs på andre (og måske ”finere”) museer, kan jeg sige, at selvom tanken måske har strejfet mig en gang eller to, så er det aldrig blevet til mere end det. Den Gamle By er ”mit” museum, og står det til mig, agter jeg at fortsætte et pænt stykke tid endnu.

Bestyrelsesformand Søren Chr. Mellerup præsenterer mig for Aarhus Stiftstidende, da udnævnelsen til direktør blev offentliggjort i slutningen af oktober 1995.

HVILKE MUSEER ER DE VIGTIGSTE?

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland.

Måske er det derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud som særligt vigtige. Men hvis man tør, er det nu ikke så svært.

Jeg vover gerne et øje ved at pege på fire målepunkter, som er lette at håndtere, og som også har den fordel, art de kan sættes ind i et regneark:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere. Her kan man fx bede fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme om at give deres bud – eller man kan tage afsæt i ratings hos TripAdvisor eller Google.

Jeg foreslår, at der i modellen gives en maksimal score på 10 point for hvert målepunkt. Det højest opnåelige pointtal er således 40.

For et par år siden gennemførte jeg øvelsen for mig selv. Syv museer fik mellem 35 og 40 point. Fire museer mellem 30 og 35 point. Tre museer fik de maksimale 40 point. Og 11 museer fik mellem 20 og 29 point. Altså 25 museer med mere end 20 point. Jeg har ikke publiceret, hvilke museer, det drejer sig om, og agter heller ikke at gøre det, men jeg tror ikke, der vil være de store overraskelser.

Dog har jeg vist resultaterne til udvalgte politikere, turistfolk og museumsfolk, og alle har givet udtryk for, at modellen virker til at have stor træfsikkerhed. Men det er naturligvis et øjebliksbillede, der gives. For der vil være museer, der er på vej op, og sikkert også museer, der er på vej ned. Men det er ikke noget problem, for det vil næppe tage en studentermedhjælper mere end en enkelt dag at korrigere pointtavlen med de nyeste oplysninger.

Selvfølgelig kunne man også inddrage andre og flere målepunkter. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så ender man, som man plejer: Intet sker!

Jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

En lettere redigeret udgave af dette indlæg er i dag 10. december 2020 publiceret i Altinget.

 

 

 

 

 

PÅ MUSEET SKAL VI LÆRE OS SELV AT KENDE!

Igennem snart fire år har politikerne gået som katten om den varme grød: Skal statens tilskud til museerne fordeles på en anden måde end i dag? Kan det lade sig gøre – og tør vi?

Nu er debatten om museernes tilskud og opgavemodel atter bragt i spil, og så kan der være god grund til at tage en tur op i helikopteren og se på, hvilken rolle museerne egentlig bør spille i nutidens samfund? Ikke at økonomiske modeller og administrativ teknik er uvæsentlige ting, men når fokus er på økonomi og administration, glemmer man let de helt grundlæggende spørgsmål.

En af de mest indflydelsesrige museumstænkere gennem tiden, engelske Kenneth Hudson, gav helt tilbage i 1977 udtryk for følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Og hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af?” Kenneth Hudson var bl.a. manden bag verdens største museumspris European Museum of the Year Award, oftest kaldet EMYA.

En af Hudsons landsmænd David Fleming fra Museum of Liverpool gav i 2013 dette bud: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende”.

Et tilsvarende synspunkt møder man i den amerikanske museolog Stephen E. Weils programmatiske udsagn fra 1999: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”.

Det helt centrale for både Fleming, Hudson og Weil er museernes rolle i forhold til deres publikum og de grupper og samfund, de betjener. Museernes ”public quality”, som Kenneth Hudson og de mange, der er inspireret af ham, ville sige. Selvfølgelig skal museerne bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må altid være gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de åbner op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

At gøre dette kræver mere end bare faktuel viden, og det kan her være en nyttig inspiration at se på hvor begrebet ”museum” egentlig komme fra.

Museum, eller museion, er i den græske mytologi hjemmet for de ni muser, som alle var døtre af erindringens gudinde Mnemosyne. Den engelske museumsmand Peter Lewis, der 1990-2001 var direktør for Beamish Museum i det nordøstlige England, gjorde her en interessant observation, som han brugte i sin konstante kamp mod det, han kaldte ’the-museums-should-be-dull-brigade’. Han noterede sig det tankevækkende, at kun historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de sidste syv muser, der har at gøre med de mere kreative aspekter af menneskelivet, ikke er med. Han argumenterer derpå for, at disse kreative muser atter bør indlemmes i vores museumsbegreb, som dermed igen vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske. Dermed genetablerer han også museumsbegrebets forbindelse til en humanistisk verdensforståelse frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk videnskabsbegreb, der primært ser museerne som en slags vidensbank, hvor publikum kommer for at blive klogere og for at lære noget – akkurat som i skoler og på universiteter.

Museernes relevans har nemlig at gøre med andet og mere end at passe på gamle ting og skrive bøger og videnskabelige afhandlinger. Museernes egentlige betydning er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

På den anden side er det imidlertid ikke så lige til, at sætte ord på museernes dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny sammen med sit barnebarn.

Mit bud er, at museerne skal ses som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når de er bedst, er museerne steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum skal være relevant for den besøgende, og samtidig skal det handle om noget, der er større end én selv, noget der giver en fornemmelse af sammenhæng. Det skal have kant, det skal rumme kundskab og samtidig skal det være skønt, morsomt og inspirerende. Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Da svenske Artur Hazelius i 1873 grundlagde verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og nogle år senere Skansen, verdens første frilandsmuseum, valgte han som motto for sin museumsvirksomhed aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

”Kend dig selv!”. Pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne – nu og i fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50.

Museer betyder meget for mange. Men de kan betyde langt mere for flere. Netop det bør være ledestjernen, hvis man fra politisk hold nu endelig – efter fire års usikker ventetid – vælger at sætte gang i en reform af museumsstøtten.

En lettere redigeret udgave af denne tekst er i dag 3. december 2020 også bragt i Kristeligt Dagblad.

 

HVORDAN FREMTIDSSIKRER VI DE VIGTIGSTE MUSEER?

Snakken om omfordeling af statens tilskud har betydet, at en stor del af Danmarks museer i snart fire år ikke har vidst, om de var købt eller solgt. Så kære politikere: Læg projektet i graven eller gør noget ved det!

Og hvis I vælger det sidste, så tænk langsigtet. Lad en reform omfatte alle statsstøttede museer, også statens egne. Vær opmærksom på, at nogle museer er både bedre og vigtigere end andre. Og husk på, at et godt museum ikke bare skal handle om noget, men være noget for nogen, gerne for mange.

En reform bør sikre, at Danmark også om 10, 30 og 50 år vil have attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med gennemslagskraft, nationalt såvel som internationalt. Museer som fortæller store og vigtige historier og som er elsket af et stort publikum.

Coronakrisen har imidlertid vist, at det økonomiske fundament for mange af de vigtige museer er forbavsende skrøbeligt. Organisationen Danske Museer har undersøgt sagen: ”Det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

De ramte museer er bl.a. Designmuseum Danmark, Den Gamle By, Museet for Søfart, Moesgård, Arbejdermuseet, Hjerl Hede, H.C. Andersen Museet, Skagens Museum, Tirpitz, Vikingeskibsmuseet, Herregårdsmuseet Gammel Estrup og Fiskeri og Søfartsmuseet. Allesammen museer der rummer samlinger og fortællinger, som danskerne kan relatere sig til. Museer af national betydning, som nyder folkelig yndest og har betydning for turismen. Og ikke mindst museer, der i høj grad har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende, at den store egenindtjening, som museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, nu ligefrem er blevet deres akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at staten tager større ansvar for driften af den række af museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie.

Her kommer den officielle museumsmodel imidlertid til kort, fordi både lovgivning og tilskudsstruktur er blevet utidssvarende. Modellen med to statsejede ”hovedmuseer”, Nationalmuseet og statens Museum for Kunst, stammer fra enevældens tid og er ikke længere tilstrækkelig i et moderne Danmark med ikke blot to, men adskillige museer af national betydning.

I Holland, der ellers på mange måder ligner Danmark, har man en helt anden og langt mere mangfoldig model for landets nationale museer. Jeg tror, Danmark kan hente inspiration her, hvor man har 26 såkaldte rijksmuseer, der rummer samlinger og fortællinger af national signifikans. Rijksmuseerne anses for særligt vigtige og modtager derfor store tilskud fra staten, og så ligger de spredt ud over det ganske land. Fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.

Jeg drømmer om, at man også i Danmark vil anerkende behovet for at styrke de museer, der ”udfører en virksomhed af særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af et museumsfagligt speciale”, som det hed i en nu afskaffet paragraf i museumsloven.

Ikke af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som her kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Nu og om 10, 30 og 50 år.

Jul i Gågaden i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Denne tekst er i dag 1. december 2020 publiceret i Altinget i en lettere redigeret udgave.

 

 

 

 

Krisen rammer især de museer, rigtig mange holder af

Det virker som den omvendte verden, at det er de mest elskede museer, der bliver hårdest ramt af coronakrisen. Men sådan er virkeligheden desværre. Herom har Jane Sandberg fra Enigma og undertegnede skrevet dette indlæg.

Fra et helikopterperspektiv tegner der sig et billede af, at det især er de mest populære museer med mange gæster, der lider under krisen. Museer som i høj grad er selvfinansierende. Museer der nyder stor folkelig yndest, og som har stor betydning for turismen. Og museer som rummer de store nationale fortællinger, mange danskere kan relatere sig til.

Organisationen Danske Museer har gennemført en analyse af krisens konsekvenser og skriver: ”det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

I Den Gamle By er 28 faste stillinger skåret væk. Dertil kommer en reduktion af antallet af timelønnede, et stop for vedligeholdelse af museets historiske bygningsarv, en kraftig neddrosling af museets bevaringsindsats og lønnedgang for ledelsen.

Designmuseum Danmark har opsagt over halvdelen af sine medarbejdere. Vikingeskibsmuseet i Roskilde har reduceret staben med en tredjedel, og Holstebro-museerne med Hjerl Hede og Strandingsmuseet har fyret hver tiende i den faste stab. Museet for Søfart, Kongernes Samling, Moesgaard, Arbejdermuseet og Fiskeri- og Søfartsmuseet er også hårdt ramt. Og med dem en række andre af de museer, som de senere år har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser.

Der er tale om reduktioner, som skærer dybt ind i benet og dermed risikerer at ødelægge det fundament af viden og kulturarv, som er forudsætningen for museernes faglighed og troværdighed og dermed for deres attraktivitet.

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de  folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende at måtte konstatere, at den store egenindtjening, som vi på museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, i en situation som denne ligefrem er blevet museernes akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at det offentlige tager større ansvar for driften af de museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie. Ikke mindst så vores efterkommere også i fremtiden kan gå på museum og få fortællingen om, hvem vi er og hvor vi kommer fra.  Som billedet tegner sig i krisens kølvand, vil mange af de berørte museer få svært ved at løfte en række af de museale kerneopgaver, der er en forudsætning for fremtidig udvikling og relevans.

Hvis vi fortsat skal have museer af høj kvalitet for danskere og turister, kalder museumskrisen på politisk indgriben, hvor et øget fast driftsttilskud vil være af afgørende betydning for, at der også om 10, 20 og 30 år vil være attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer. Museer, der har international gennemslagskraft og som er til glæde for det store og brede publikum, som her får en både dyb og lettilgængelig forståelse for, hvad det vil sige at høre hjemme i Danmark.

Indlægget er i en lidt ændret udgave også publiceret i Berlingske Tidende 11. november 2020.

LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER

Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.

Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.

At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.

Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.

I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.

Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.

At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.

For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.

Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.

I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”

Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.

Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.

Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.

Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.

Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.

Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.

Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”

For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.

Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.

Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.

Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.

Dette indlæg er under titlen ”Gratis adgang til museer giver flere gæster, men sikrer ikke mangfoldigheden” trykt som kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten 28. oktober 2020.

 

Historien bag Tænketank for museumsattraktioner

I år er det 20 år siden, en kreds af museer stiftede Foreningen af Specialmuseer i Danmark. Den stiftende generalforsamling blev holdt 4. oktober 2000 på Grafisk Museum i Odense, og forud var gået forskelige sonderinger og drøftelser. Den nye forening blev ikke vel modtaget af de øvrige museumsforeninger. Ja, initiativet blev decideret betragtet som illoyalt. Men kredsen bag holdt fast, fordi vi, der var med, havde behov for dette forum. For et par år siden skiftede foreningen navn til Tænketank for Museumsattraktioner. Som den, der har været med gennem alle årene, giver jeg her min version af foreningens historie.

Tilløb

Vi var flere, der i forskellige sammenhænge havde drøftet behovet for, at museer med landsdækkende specialer og en vis attraktionskraft burde tale mere sammen og støtte hinanden. Vi oplevede ikke, at de behov, vi havde, kunne imødekommes i de eksisterende museumsfora i regi af især Dansk Kulturhistorisk Museumsforening (DKM).

I februar 1999 talte jeg med Henrik Vensild fra Dansk Landbrugsmuseum og Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet herom, og vi indbød en række museumsdirektører til møde i Den Gamle By 19. marts 1999.

Mødet resulterede i et brev til kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen dateret 9. april. Som afsendere stod Fiskeri- og Søfartsmuseet, Handels- og Søfartsmuseet, Tøjhusmuseet, Arbejdermuseet, Danmarks Tekniske Museum, Dansk Landbrugsmuseum og Den Gamle By.

I brevet gjorde vi opmærksom på, at selvom det formelt er Nationalmuseet, der er hovedmuseum, så er det i praksis de landsdækkende specialmuseer, der tilsammen udfylder rollen, når talen er om de seneste 500 års historie. Vi gjorde endvidere opmærksom på, at disse museer med landsdækkende specialer burde høre direkte under Kulturministeriet. Endelig påpegede vi behovet for, at disse museer gøres synlige i museumsloven.

Vi måtte nemlig konstatere, at vore museer her var usynlige, selvom vi i allerhøjeste grad var synlige for publikum som varetager af en række af de specialer, der har stor offentlig opmærksomhed. Og alle med højere besøgstal end de fleste andre museer.

Vi fik et pænt svar fra ministeren, hvori hun oplyste, at vores synspunkter ville indgå i det videre arbejde med en revision af museumsloven.

Tre kronikker

Den 20. december 1999 publicerede jeg i Berlingske Tidende en kronik med titlen ”Behov for helhedssyn på kulturarven”. Kronikken blev de følgende uger fulgt op med kronikker af Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet og Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet i henholdsvis Jyllands-Posten og Politiken.

Fælles for de tre kronikker er to hovedpunkter.

For det første en påpegning af at der var alt for få ressourcer til varetagelse af den nyere tids kulturhistorie, som i forhold til de arkæologiske perioder var – og er – stedmoderligt behandlet. Det illustreres bl.a. ved museumsloven, hvor arkæologien dengang blev omtalt med 173 linjer, mens den nyere tid måtte nøjes med 8 linjer.

Det andet hovedpunkt, som blev påpeget, var, at specialmuseerne som museumstype overhovedet ikke var omtalt i museumsloven.

Kronikkerne førte til en del snak i museumsverdenen om, hvad der mon var på vej. Det fik en række specialmuseer syn for, da de 9. august 2000 blev indbudt til møde om dannelse af ”et forum, hvor specialmuseerne kan drøfte forhold af fælles interesse”.

Foreningen stiftes

Mødet skulle foregå på Grafisk Museum i Odense 18. september. Indbydelsen var underskrevet af Ervin Nielsen fra Grafisk Museum, Morten Hahn-Pedersen og undertegnede, og den var ledsaget af en liste over indbudte museer samt et udkast til vedtægter.  I brevet understregedes det, ”at vi betragter en sådan forening som et supplement og ikke som et alternativ til DKM, FDK og DNM, som vi fortsat opfatter som de overordnede museumsforeninger”.

I alt 29 museer var indbudt, og (vistnok) 15 mødte frem, mens flere af dem, der ikke kunne deltage, tilkendegav interesse for at melde sig ind. Der var dog også tre museumsdirektører, der på forhånd gav udtryk for, at de mente, det ville være forkert at danne en sådan forening.

Der var på mødet generel tilslutning til behovet for at definere specialmuseerne som en særlig museumskategori som supplement til den struktur, som fremgik af museumsloven, og som på det kulturhistoriske område opererede med Nationalmuseet som hovedmuseum og så en række museer, der alene havde lokalt ansvar. Man mente kort sagt ikke, at den officielle udgave af museumsstrukturen afspejlede virkelighedens verden.

På mødet var der flertal for at danne en forening, men der var også enighed om, at vedtægterne skulle pudses lidt mere. Der blev valgt en foreløbig bestyrelse, som skulle tilrette vedtægterne og lave udkast til mission statement frem til den endelige stiftende generalforsamling 4. oktober 2000 på Grafisk Museum i Odense.

Den foreløbige bestyrelse bestod af Ole Puggaard fra Industrimuseet, Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet, Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet, Ervin Nielsen fra Grafisk Museum og undertegnede Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By.

Formål og mission

På den stiftende generalforsamling 4. oktober blev de tilrettede vedtægter godkendt, og følgende museer meldte sig ind: Fiskeri- og Søfartsmuseet, Hjerl Hede, Nordsømuseet, Steno Museet, Grafisk Museum, Arbejdermuseet, Elmuseet, Industrimuseet, Post & Tele Museum, Tøjhusmuseet, Dansk Jernbanemuseum og Den Gamle By.

Der blev vedtaget et mission statement, hvori foreningens formål er beskrevet således: ”at styrke professionalismen, at danne ramme for udveksling af erfaringer samt at fremme det faglige og institutionelle samarbejde mellem museerne”.

Endvidere enedes man om, at fællesnævneren for foreningens medlemmer ikke så meget skal være deres specifikke faglige felt, ”men mere den måde, museerne fungerer på som organisationer og virksomheder”.

Man var også enige om, at foreningen skulle varetage museernes økonomiske interesser over for ”tilskudsgivere, afgiftstagere, publikum og over for turismebranchen, hvor foreningen kan fungere som en museumsparallel til DAZA og Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark”.

Forskydningen fra det rent faglige fokus omkring nyere tids historie til museernes rolle som virksomheder er tydelig.

Den bestyrelse, der var valgt 9. september fik bekræftet sit valg, og til formand for foreningen valgtes undertegnede fra Den Gamle By.

Debat

I et interview, som 21. november 2000 blev bragt i Jyllands-Posten, præsenterede jeg den nye forenings synspunkter, som efterfølgende gav anledning til en del debat.

I interviewet påpegede jeg, at specialmuseerne er en særlig museumskategori, som adskiller sig fra på den ene side de lokale museer og på den anden side det statsejede Nationalmuseet. Jeg sammenlignede specialmuseerne med de hollandske rijksmuseer, som er museer af særlig national betydning, cirka 25 i alt, som også alle modtager særlige tilskud fra staten.

”Specialmuseerne herhjemme kan betegnes som små nationalmuseer, der rummer store, væsentlige samlinger med dertil knyttet videnskabelig kompetence på de respektive områder”, udtalte jeg. ”Hverken Nationalmuseet eller de lokale kulturhistoriske museer er i stand til at mobilisere så dybtgående faglig viden som specialmuseerne”.

I interviewet pegede jeg også på, at mens både Nationalmuseet og de lokale museer primært var finansieret af offentlige tilskud, så var specialmuseerne i meget høj grad finansieret af indtægter fra publikum, mens de offentlige tilskud kun spillede en mindre rolle. Derfor var det også en del af den nye forenings politik at blive hørt i turistpolitisk sammenhæng.

”Der har hidtil eksisteret et mærkeligt skel i Danmark mellem turisme på den ene side og kultur på den anden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at en række kulturinstitutioner er attraktive for turistbranchen, men kulturens stemme er lav”.

Vores synspunkter blev også publiceret i en artikel i tidsskriftet Danske Museer.

Splittelse?

Initiativet blev betragtet som et forsøg på splittelse af museumsverdenen, og som nyvalgt formand oplevede jeg at være kommet ind på øretævernes holdeplads. Både i pressen og privat. Og så sandelig også til stormøder i DKM og i Århus Amtsmuseumsråd, hvor der ligefrem blev stillet spørgsmålstegn ved min legitimitet som formand for rådet.

Det var sikkert lidt selvforskyldt, idet jeg også i debatten havde formuleret mig ret offensivt. For det var der behov for, hvis det skulle rykke noget.

Hvorom alt er, så anerkendte Kulturministeriet foreningen, som fik høringsret i museumsspørgsmål og invitationer til deltagelse i relevante udvalg og fora. Vi fik også en stemme i turistpolitisk sammenhæng. Og ikke mindst fik vi et meget værdifuldt forum for udveksling af synspunkter, erfaringer og gode råd.

På den anden side betød det desværre, at en række museer, som burde være oplagte medlemmer, holdt sig ude af foreningen. Flere af disse museer er dog sidenhen blevet en del af kredsen.

Mange år efter, i 2012, blev vi sammen med den nye fælles organisation for de danske museer ODM (stiftet 2005) enige om, at vore to foreninger ikke var konkurrenter, endsige modstandere, men at de supplerede hinanden. Og så gav det jo også i mange sammenhænge god mening af have to museumsstemmer fremfor som hidtil blot én stemme.

Hinandens bedste konsulenter

Jeg var formand frem til 2006, hvor Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet tog over frem til sin pensionering i 2011. Herefter var jeg atter formand frem til 2016, hvor Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet blev valgt til posten.

Specialmuseernes karakter af virksomheder har været et gennemgående tema i hele foreningens levetid. Spørgsmål som byggemoms og lønsumsafgift er blevet drøftet sammen med turistpolitik, markedsføring, krisehåndtering, projektstyring, sociale medier og meget andet. Først og fremmest på fælles møder, men også i form af rundsendinger af mails med spørgsmål og problemstillinger til gensidig kommentar.

Modellen har på møderne ofte været, at et par museer er kommet med indlæg, hvor de – normalt hudløst ærligt – har fremlagt aktuelle problemstillinger, hvorpå alle har kunnet byde ind med erfaringer og forslag. Ligeledes er det en fast tradition, at nye personer i kredsen præsenterer deres museum og fortæller om, hvordan det har været at tage over efter den tidligere direktør.

På den måde har vi i været hinandens bedste – og billigste – konsulenter.

Vi har også haft eksterne konsulenter involveret. Således gennemførte vi i årene 2001-09 en hel serie ledelsesudviklingskurser med ledelseskonsulent mm Ole Ingstrup. Den drivende kraft bag dette initiativ var Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet, som også arrangerede de store studieture, som er omtalt nedenfor. Kursus i krisestyring blev gennemført med firmaet Relations People som kursusledere. Et kursus i sociale medier blev forestået af Astrid Haug. Og senest har vi drøftet publikumsundersøgelser i sparring med professor John Falk.

Mange har i årenes løb understreget betydningen af den høje gensidige tillid og hudløse ærlighed mellem foreningens medlemmer. Det hænger utvivlsomt sammen med, at vi er forholdsvis få medlemmer (max 18), at vi er nogenlunde ”lige børn, der leger bedst” og at det er direktørerne, der tegner museerne.

Det tillidsfulde samarbejde er også udbygget via studieture, som er gået til Berlin (2006), Japan (2008), Den amerikanske vestkyst (2010), World Heritage sites i Middelhavet (2012), Holland (2015) og Nordengland (2017).

Klar profil

Det har i flere sammenhænge vist sig værdifuldt, at Foreningen af specialmuseer har et klarere fokus end Organisationen Danske Museer, ODM, der jo er forening for museer af alle slags.

Ikke mindst når talen har været om fremtidens museumsstruktur, hvor foreningen gentagne gange over for Kulturministeriet har promoveret behovet for at indtænke specialmuseerne som en særlig kategori.

Relevansen af en klar profil stod også klart i en speget sag fra 2013, hvor jeg havde fået et diskret prik på skulderen om, at Kulturministeriet havde planer om at lægge Dansk Landbrugsmuseum, Jagt- og Skovbrugsmuseet og Statens Forsvarshistoriske Museum, der alle er ejet af staten, ind under Nationalmuseet.

Jeg kontaktede de tre museer, og ingen havde hørt herom. Selv ikke Dansk Landbrugsmuseum, der ugen forinden havde været til den årlige samtale med museets kulturministerielle chef. Det var vi en del, der undrede os over!

I foreningen drøftede vi sagen, men det var svært at komme videre, så jeg gav pressen et praj. Weekendavisen forfulgte sagen og skrev herom, men jeg forstod, at sagen var ganske mørklagt, så den var svær at få hul på.

Som fællesorgan for alle museer var ODM handlingslammet, og sagen bekræftede det fornuftige i at have en organisation, der tager afsæt i netop specialmuseernes interesser.

På foreningens vegne skrev jeg 21. marts 2013 til kulturminister Marianne Jelved, hvor vi advarede mod sammenlægningen: ”I Foreningen af Specialmuseer er vi helt på det rene med, at øgede krav til museerne betyder, at tiden er passé for små lokalmuseer, der blot rummer lidt af hvert og ikke ret meget af noget. På den anden side bekymres vi over forlydender om en centralisering, der alene virker som begrundet i en centraladministrativ logik, og som vil ramme markante museer med hver deres klare profil”.

Vi påpegede også, at ”de tre museer hver især har en nationalt gyldig profil, markante samlinger og en faglig kompetence, som bør være fremtidssikret i institutioner med klare opgavedefinitioner”. Og vi konstaterede, at dette ”som bekendt ikke (er) tilfældet med Nationalmuseet, der i princippet skal dække alt og alle perioder”.

Senere kom sagen for alvor op i pressen, og i TV-programmet Kulturen på News udtalte jeg på foreningens vegne skuffelse over, at sådanne initiativer skulle komme som en tyv om natten frem for at blive drøftet i et åbent forum og med dem, det drejede sig om. Senere fik jeg et brev fra kulturminister Marianne Jelved, som beklagede ministeriets fremgangsmåde.

20 år senere

Her to årtier senere må det konstateres, at der er sket en del på museumsområdet.

Mange lokalmuseer har fundet særlige nicher og er dermed kommet til at minde mere om specialmuseerne, om end det fortsat er de færreste, der har landsdækkende specialer. Og stadig flere museer ser i dag også sig selv som virksomheder og som attraktioner.

Men det officielle billede af museerne, som det tegnes i museumsloven, er der ikke rykket ved. De landsdækkende specialmuseer er fortsat fraværende i loven, og arbejdet med den nyere historie har heller ikke fået øget opmærksomhed i lovsammenhæng. Dermed er vores drøm om, at museumsloven må blive tilpasset den faktiske virkelighed, fortsat blot en drøm.

Foreningen af Specialmuseer ændrede i 2017 sit navn til Tænketank for Museumsattraktioner. Dermed afspejler foreningens navn nu det virke, hvor den har haft størst gennemslagskraft. Nemlig som et kollegialt forum, hvor vi i fællesskab udvikler vore museer og hinanden.

Set fra min stol har det navnlig været den enestående generøsitet og åbenhed mellem os som direktørkolleger, der har haft den allerstørste betydning.

Det er et stærkt grundlag for de kommende 20 år.