Sammen med Ingeborg Svennevig fra Hjerl Hede og Henrik Harnow fra Den Fynske Landsby har jeg begået Jyllands-Postens kronik 26. august 2022. Teksten bringes her i en lettere redigeret udgave.

I Danmark har vi en fin tradition for at beskytte, bevare og fremvise vor kulturelle arv – også den der handler om fortidens huse. Det gælder ikke kun kongens, adelens og kirkens bygninger, men nok så meget almindelige menneskers boliger og arbejdssteder, i det omfang det har været muligt at bevare dem.

Frilandsmuseernes huse fra før 1900 er enestående levn fra helt almindelige menneskers liv. Husene ville næppe have eksisteret i dag, hvis ikke museerne havde reddet dem. De hører til det, som samtiden kaldte ’gamle rønner’, men som vi i eftertiden kan skatte for deres vidneudsagn om jævne levevilkår i fortidens Danmark.

Bygningerne og miljøerne er populære og taler ind i emner som bæredygtighed, håndværk, hygge, fællesskab, forankring og nærhed. De tilbyder os særlige muligheder for at vise og forstå livsvilkår for flertallet af vore formødre og -fædre. De præsenteres i smukke og indbydende omgivelser, der løbende skal plejes.

De tre selvejende frilandsmuseer Den Gamle By, Hjerl Hede og Den Fynske Landsby varetager på nationens vegne en meget væsentlig del af denne opgave, og den er nu blevet for tung at løfte uden målrettet statslig hjælp. Navnlig efter at klimaforandringerne har forstærket den løbende nedbrydning af de historiske huse.

Modsat andre museumsgenstande er de historiske huse nødt til at ’stå ude om natten’. De skal hyppigt efterses, og de har det svært med de temperaturstigninger og voldsomme regnskyl, som vi er blevet vidne til. Derfor har vi dygtige fagfolk til hele tiden af istandsætte og vedligeholde. Men det er ikke længere tilstrækkeligt. Hvis husene også om 10, 30 og 50 år skal berette om dagliglivet for almindelige mennesker, skal der flere ressourcer til. Ellers forsvinder de langsomt, men sikkert.

En nu afdød engelsk kollega Peter Lewis sagde engang: ”Frilandsmuseerne er for museumsverdenen, hvad elefanten, giraffen og næsehornet er for de zoologiske haver. Store og populære skabninger, som er dyre at ernære og bøvlede at forsørge. Akkurat som store dyr har også store museer brug for store ædetrug og store skovle”.

Frilandsmuseernes huse er ikke fredede. Det har den fordel, at vi derved har bedre muligheder for at formidle og levendegøre fortiden for museernes store og brede publikum. Men det betyder desværre også, at husene ikke nyder godt af bygningsfredningslovens muligheder for tilskud – og det på trods af, at netop de udgør de mest velbevarede udtryk for fortidens bygningskultur. Andre vigtige historiske bygninger – kirker, herregårde og slotte – har allerede forskellige tilskudsordninger, der i et vist omfang sikrer dem mod forfald.

I fællesskab har vore tre museer i 2022 gennemført en omfattende vurdering af behovet for en løbende renovering af de udstillede huse fra perioden cirka 1550 til 1900. Museerne har tilsammen 158 huse (hvoraf nogle består af flere bygninger), og de repræsenterer et bredt udsnit af dansk bygningskultur før 1900, geografisk såvel som socialt. Det gennemsnitlige behov for vedligeholdelse på de tre museer er tilsammen cirka 15 millioner kroner om året. Vi bruger selv årligt cirka 7 millioner året til håndværkere og materialer. Dertil kommer uvurderlig bistand fra frivillige. Og fra tid til anden har flere danske fonde også givet en hjælpende hånd, men man kan næppe påregne, at fondene i længden vil påtage sig sådanne opgaver, som jo rettelig hører under den daglige drift. Ergo mangler vore tre museer 8 millioner kroner årligt, hvis de historiske huse ikke skal gå til. De kan kun skaffes ved en særbevilling på finansloven.

Såvel Hjerl Hede, Den Fynske Landsby og Den Gamle By er statsanerkendte, mens det sidste store frilandsmuseum, Frilandsmuseet under Nationalmuseet, er statsligt ejet og finansieret og derfor ikke medtaget i første omgang. Vi anerkender, at der desuden findes en række lokale museer med enkeltstående eller få historiske bygninger, men de her nævnte tre museer har en størrelse, der betyder, at vi tilsammen løfter en opgave af national vigtighed og i et omfang, der skiller sig væsentligt ud i nationalt perspektiv. Tilsammen besøges vore museer af mere end 700.000 gæster om året. Heraf mange, som kun sjældent besøger andre museer.

Vi forestiller os en administrativt enkel, transparent og retfærdig model, der vil gøre det muligt at fordele midler til de tre museer i en øremærket form. Det er vigtigt, at disse penge ikke blandes med andre bevillinger, og at hver en krone går til genopretning af de historiske bygninger. Nogle vil mene, det er mange penge, og det har vi respekt for. Men omvendt finder vi det nødvendigt at gøre opmærksom på, at hvis der ikke tilføres penge til husene, så er det også et valg. Så forgår husene nemlig. Nogle langsomt, andre hurtigt. Og dermed siger vi farvel til en vigtig del af vores fælles historie.

Historiske huse er for mange mennesker både en vigtig kulturarv og ramme om en hyggelig dag med familien. Frilandsmuseerne er heldigvis folkekære. De er friluftsliv, samvær og læring i ét, kulturhistorie og sansning under ét. Det er måske store ord, men husene er samtidig en del af vor tids måske vigtigste fortælling: en kulturarv, der fortæller om ressourcer, genbrug, godt håndværk og fællesskab – kernen i det moderne begreb bæredygtighed. 

Her er vi ved en interessant sidegevinst, nemlig at en styrkelse af håndværk og vedligeholdelse på frilandsmuseerne er et oplagt redskab i bestræbelserne på at øge interessen for de faglige uddannelser og samtidig øge bevidstheden om bæredygtighed og genbrug inden for bygningsvedligeholdelse. Begge dele er i høj grad tiltrængt.

Aktuelle prognoser anslår, at samfundet i 2030 vil mangle henved 100.000 faglærte. Mange af dem inden for byggefagene. Det drømmer vi om at være med til at gøre noget ved. For vel er vi stolte af den historiske museumsoplevelse, som vi giver vore mange gæster. Men det er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke kan bringe museernes kompetencer i spil i andre sammenhænge og på den måde være med til at gøre en forskel i samfundet.

Vi ser derfor øget interesse for bygningshåndværk og bæredygtighed som vigtige elementer af satsningen på vedligeholdelse af vore historiske huse.

En langsigtet bevilling vil betyde, at vi kan fortsætte vort arbejde for at bevare en vigtig del af danmarkshistorien for eftertiden, sikre særlige og efterhånden sjældne håndværkerkompetencer samt bevare kendskab til materialer, genanvendelse og nære ressourcer – og formidle disse særlige kompetencer og indsigter til et stort og interesseret publikum.

Frilandsmuseerne opstod i Skandinavien for mere end 100 år siden. Ifølge den walisiske museolog John Williams-Davies er disse museer enestående i særlig to henseender. For det første fordi de fortæller om almindelige mennesker, deres huse og historie. Det var der dengang ingen andre museer, der gjorde. Og for det andet er disse museer enestående, fordi de rent faktisk fortæller historien for de almindelige mennesker, hvis historie de her belyser. Det var ligefrem revolutionerende, mener John Williams-Davies.

Det kan forekomme paradoksalt, at der politisk for tiden er så stort et fokus på ’almindelige mennesker’, og samtidig så lidt bevågenhed, når talen er om deres huse og den historie, de fortæller.

Selvom fortiden er forbi, så lever historien. Vore fortællinger om fortiden er en vigtig del af fortællingen om, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

Vi krydser fingre for en konstruktiv dialog med regering og folketing om denne sag. Både før, under og efter et valg.