TID AT SÆTTE HANDLING BAG ORDENE

En museumsreform er på trapperne, og her ved udgangen af oktober måned skal kulturministerens arbejdsgruppe komme med anbefalinger til ”mulige modeller for en reform at tilskudsstrukturen”. Jeg håber, der bliver sat handling bag ord og ambitioner.

Med en snarlig reform af statens tilskud til museerne i sigte kan kulturpolitikerne nu give sig selv et redskab, så de kan forpligte museerne til at nå ud til flere mennesker, til flere børn og unge og til de store grupper, der ellers aldrig kunne drømme om at gå på museum. Så hvis man som politiker mener, det er vigtigt, at museerne når bredere ud end det sædvanlige kulturpublikum, så er det altså nu. Chancen kommer næppe igen lige med det første.

Misforstå mig ikke. Jeg argumenterer ikke for en politisk detailstyring af, hvordan de danske museer skal drives. En sådan hører ikke hjemme i et land som Danmark. Men når talen er om at nå ud til et bredt publikum, må både politikere og museumsfolk da kunne øjne et helt særligt demokratisk potentiale. For mon ikke man i en eller anden grad kan sige, at de mennesker, der vælger at besøge et museum, ’stemmer’ med både fødderne og med pengepungen.

Jeg argumenterer bestemt heller ikke for, at museer skal levere letbenet underholdning. Alt for ofte præges debatten om museer desværre af en falsk modsætning mellem oplevelse og faglighed. Jeg mener, at flere af Danmarks mest succesrige museer har vist, at underholdning og oplevelse sagtens kan kombineres med oplysning og faglighed.

Ifølge den nationale brugerundersøgelse, som omfatter alle museer i Danmark, er den typiske museumsgæst i dag en midaldrende kvinde med en mellemlang eller lang uddannelse. Det er selvfølgelig fint, at kvindelige gymnasielærere plus 50 går på museum. Men det er ærgerligt, at forholdsvis få museer appellerer til andre befolkningsgrupper. Det være sig mennesker med en faglig uddannelse, mænd, ufaglærte, unge mellem 20 og 45 år og danskere af anden etnisk herkomst.

Som mangeårig museumsleder drømmer jeg om, at politikerne vil finde en model, så museerne ikke bare bliver for de kulturelle, men for mennesker af alle slags. Også for dem, der normalt betragter museer som kedelige og elitære.

Naturligvis skal der også være plads til ’smalle’ museer, og det er klart, at der er mennesker, der simpelthen ikke gider museumsbesøg, uanset hvilke anstrengelser, museerne gør sig.

Men det bør ikke stå i vejen for, at den kommende museumsreform gør det attraktivt at nå bredere ud, så museerne rent faktisk bliver for flere. Tænk hvis man ligefrem vil belønne de museer, der lykkes hermed!

Og tænk hvis der også bliver sat handling bag ambitionen om, at museerne skal række ud til flere børn og unge. For det er der virkelig behov for. Der er brug for alternativer til den individualisering, endimensionalitet og algoritmestyring, der gennemsyrer snart sagt alt i vores hverdag. Fra den musik, vi hører, de film og serier, vi streamer, de personer og meninger, vi bliver mødt af på sociale medier, tilde reklamer, vi bliver udsat for. Museerne bør være et af disse alternativer, netop fordi de repræsenterer noget helt andet. For museerne er oplevelse, de er overraskelse, de er eftertanke, de er forundring, de er dannelse, de er kundskab, de er troværdighed. Ikke mindst er de fællesskab.

Vi ser i disse år en generation vokse op, der kæmper med en ensomhed og social isolation, der er både mere omfattende og dybere, end vi har set tidligere. Ironisk nok så forstærkes udviklingen af de teknologier, der også giver os mulighed for at være bedre globalt forbundne end nogensinde før. Men på børneværelserne, kollegieværelserne og i ungdomsboligerne vokser udfordringerne, og vi ser mere og mere mistrivsel. 

Tænk derfor, hvis man ligefrem vil belønne de museer, der lykkes med at nå ud til mange børn og unge! Det er nu, chancen er her!

Ja, tænk i det hele taget over, om man kunne lave en reform, hvor statens støtte afhænger af, hvad museerne rent faktisk leverer. Altså hvor der både er plads og fleksibilitet til, at nye, succesrige, museer kan komme ind i varmen og modtage tilskud fra staten, og hvor det – som den anden side af medaljen – nødvendigvis også må være sådan, at museer, der ikke længere lever op til kvalitetskravene, efter en tid må kunne dømmes ude. Sådan er det i princippet også i dag. Men kun på papiret.

Politikere, der nu står foran en længe ventet museumsreform, bør også spørge: Hvorfor har vi i det hele taget museer? Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvordan kan man måle dets succes?

For et kvart århundrede siden kom den amerikanske museolog Stephen E. Weil med denne stærke programerklæring: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”. Jeg tilslutter mig til fulde, ligesom jeg også inspireres af den tidligere direktør for Museum of Liverpool, David Fleming, der i 2013 formulerede museernes opgave på denne måde: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål”.

Selvfølgelig skal museerne opbygge samlinger, de skal bevare, og de skal forske. Men udgangspunktet må være museernes gæster og brugere – nu og i fremtiden. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan sørger vi for at de hygger sig og er sammen, og hvordan gør vi dem nysgerrige, så de lukker op for den indsigt, kundskab og viden, som museerne rummer?

Ét af svarene er er, at vore museer skal være frirum for mennesker af alle slags og alle aldre – meget gerne sammen. Det kan man måle, hvis man vil.

Når kulturministerens arbejdsgruppe om få dage udkommer med sine anbefalinger, skal Folketingets partier over de nærmeste måneder diskutere, hvordan en kommende museumsreform skal udformes. Herunder hvilke opgaver museerne skal løse, og hvordan statens tilskud skal fordeles. Trods disse lidt tekniske formuleringer, rummer en museumsreform muligheden for et markant kulturpolitisk nybrud. For den mest centrale del af oplægget til reformen handler om, at vi skal finde ud af, hvad vores museer skal kunne i fremtiden, hvilke museer der skal kunne hvad, og ikke mindst hvem de skal være til glæde for.

Hvis museerne ikke flytter sig, når verden omkring flytter sig, står museerne ikke bare stille, men sakker agterud.

Jeg ser for mig fire hovedgrupper af museer i fremtiden. For det første de helt unikke museer, der både er brede kompetencecentre og internationale fyrtårne, der kan ses på lang afstand, og som er elsket af mange. Dernæst museer af en vist størrelse og attraktivitet og med væsentlige, landsdækkende specialer. For det tredje regionale museer med et vist antal besøgende, og som dækker over flere kommuner og/eller besøgsstæder. Og endelig de lokale museer, som primært er af lokal interesse.

Mit gæt er, at der vil blive lagt vægt på, at alle kategorier af museer når bredt ud, og at de når ud til fremtidens publikum, til børnene og til de unge. Men skal det blive til andet end ord, må man belønne de museer, der tager sagen alvorligt og lægger sig i selen for at indfri de sympatiske ambitioner.

Museer betyder meget for mange, og de kan komme til at betyde meget mere for endnu flere. Den annoncerede museumsreform bør derfor være en kærkommen anledning til sikre, at det rent faktisk også kommer til at ske.

Denne tekst er en lettere omarbejdet udgave af den kronik, jeg torsdag 26. oktober 2023 har publiceret i Jyllands-Posten.

ARGUMENTER FOR EN SÆRLIG MUSEUMSFORSKNING

Museumsforskningen skal kvalificere museernes grundlæggende opgaver med indsamling og formidling. Krav om, at al forskning skal være på universitetsniveau risikerer at distancere forskningen fra museernes almindelige virke og dermed slå skår i den meget høje troværdighed, som er et af museernes særkender.

Forskning er fint, og universitetsforskning er endnu finere. Det blev for alvor knæsat med den seneste museumslov fra 2012, som definitivt gjorde universitetsforskningen til målestok for den forskning, der foregår på museerne.

Det forekommer umiddelbart oplagt at nikke ja til, at museerne naturligvis skal forske på universitetsniveau. Altså både producere ph.d.’ere og publicere i peer-review, som det hedder når fagfæller skal gennemgå andre forskeres resultater, inden de offentliggøres.

Denne disposition har imidlertid den (formentlig) utilsigtede konsekvens, at den daglige museumsforskning devalueres. Altså de undersøgelser og analyser, der løbende foretages for at kvalificere arbejdet med at formidle for folk og indsamle for eftertiden. Dette helt basale museumsarbejde giver nemlig ikke point i den vedtagne model.

Lidt firkantet kan man sige, at den peer-reviewede universitetsforskning prioriterer bøger og artikler, der typisk læses af de få, mens museumsforskningen er den virksomhed, der sikrer soliditet og troværdighed i det indsamlings- og formidlingsarbejde, der på museerne når ud til de mange. Og hvis man, som jeg, mener, at museernes vigtigste opgave er at nå ud til folk og give anledning til læring, eftertanke, inspiration og forundring, så hører det jo ingen steder hjemme, at museumsforskningen ikke længere giver point i de kvalitetsvurderinger, som den statslige kulturstyrelse foretager af alle statsstøttede museer, bortset fra statens egne.

Som jeg ser det, er det skismaet mellem universitetsforskning og museumsforskning, der ligger til grund for den evige diskussion, om det nu også er alle museer, der kan og skal forske. Skismaet ligger også som en understrøm i det arbejde med en museumsreform, som for nylig er igangsat af kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Jeg har i mere end 35 år været leder af et museum. Otte år på det lokalhistoriske Struer Museum og godt 27 år i Den Gamle By, og begge steder har jeg betragtet forskningen som en slags udviklingsafdeling, hvor undersøgelser og forskning indgår som en integreret del af det almindelige museumsarbejde med det særlige formål at skabe nye erkendelser, ny viden og nye vinkler, der kan berige dette arbejde med henblik på at få det, museerne kan, ud over rampen. Det er på sin vis meget parallelt til den måde, udviklingsafdelingen fungerer hos firmaer som Apple, Novo Nordisk og Bang & Olufsen – uden sammenligning i øvrigt.

I Den Gamle By er forskningen en integreret del af museets arbejde. Fx når det skal afklares, hvad der gjorde mørtel fra 1600-tallet mere elastisk end moderne mørtel. Eller hvilken teknik man anvendte til at trykke papirtapeter i 1768. Eller hvor byens borgere tørrede vasketøj i 1864. Eller hvilke varer en isenkræmmer forhandlede i 1927. Eller hvilken type fliser man på samme tidspunkt typisk brugte til byernes fortov. Eller hvordan den typiske gavlreklame så ud i 1974. Eller hvordan tyrkiske fremmedarbejdere boede og arbejdede i Danmark i 1974. Eller hvordan et typisk pizzeria var indrettet i 2014.

Her kan vi ikke støtte os til hverken ph.d.-afhandlinger eller artikler, der er publiceret efter peer-review. Men uden dette grundarbejde vil museet ikke fremstå troværdigt.

Denne daglige museumsforskning anerkendes ikke som egentlig forskning, og det giver sjældent mening at konvertere den til ph.d-afhandlinger eller publicere den i peer-review. Men den er af uvurderlig betydning, fordi den udgør det sikre fundament for Den Gamle Bys historiefortælling, der hvert år når ud til en halv million mennesker – og hvoraf kun de færrest vil læse en peer reviewed artikel.

Tung forskning i form af doktordisputatser og ph.d.-afhandlinger kan naturligvis også indgå i kvalificeringen af det museumsarbejde, der når ud til de mange. Det afhænger helt af forskningens fokus. Da Den Gamle Bys Helge Søgaard i 1940 blev dr.phil. på en afhandling om Håndværkerlavene i Aarhus var det slutproduktet på en længere proces med forskning, indsamling og udstilling af værksteder, lavsgenstande og lavenes arkiver. Da Erna Lorenzen i 1975 forsvarede sin doktorafhandling om Folks tøj i og omkring Aarhus, var den slutproduktet af årtiers konkret arbejde med Den Gamle Bys store dragt- og tekstilsamling og tilhørende udstillinger.

For godt og vel 20 år siden oprettede Den Gamle By og historiefaget ved Aarhus Universitet Dansk Center for Byhistorie som en slags brobygning mellem museum og universitet. I regi af dette forskningscenter forsvarede Jeppe Norskov Stockholm i 2010 sin ph.d-afhandling om Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark og støttede derved op om Den Gamle Bys arbejde med projektet Den Moderne By. Mette Mortensens afhandling om Et hjem i byen fra samme år er fra Den Gamle Bys side tænkt som det videnskabelige grundlag for det pensionat, som Den Gamle By drømmer om at kunne lave i museets 1927-kvarter.

I Den Gamle By har vi altid lagt vægt på, at museets arbejde er professionelt, potent og videnskabeligt baseret. Det er for os et mantra, at Den Gamle By skal virke på et videnskabeligt grundlag, og at der skal være forskning og undersøgelser bag alt, hvad vi gør. Det skal publikum vide. Men vi er på den anden side meget bevidste om, at museet ikke må virke akademisk – og dermed måske afvisende – over for det brede publikum, som typisk besøger Den Gamle By.

Universitetsforskningen, som vi kender den, er ét, museumsforskning noget andet. Begge dele er relevante, og det giver sig selv, at museumsforskningen i lighed med universitetsforskningen skal være kvalificeret og kunne evalueres. Pointen er blot, at målestokken skal være den rette.

Her i disse reformtider vil jeg slå et slag for en rehabilitering af den museumsforskning, der har så vigtig en funktion for museernes kvalitet og troværdighed, og jeg vil også slå et slag for, at den type forskning hører hjemme på alle museer. Derimod er jeg ikke sikker på, at det er alle museer, der kan og skal forske på universitetsniveau.

Konklusionen er, at så længe universitetsforskning fastholdes som eneste målestok for museernes forskning, risikerer man, at den forskning, der kvalificerer det almindelige museumsarbejde, bliver neddroslet, ja måske helt forsvinder fra nogle museer. Derved vil museerne uvægerligt miste væsentlige dele af den troværdighed, som er helt afgørende for deres virke. Det kan så igen have den uheldige konsekvens, at nogle museer på den ene side producerer tung forskning, og så på den anden side laver letbenet formidling, som indkøbes hos folk eller firmaer uden den fornødne faglighed og uden kendskab til det pågældende museum.

Museerne skal holde fast i, at de er museer og ikke universiteter. For vil museerne være universiteter, hvad skal man så med museerne?

En forkortet udgave af denne tekst er i dag publiceret som kronik i Weekendavisen.

MUSEER SKAL VÆRE FRIRUM FOR FREMTIDENS PUBLIKUM

Af Rebecca Matthews, Peter C. Kjærgaard og Thomas Bloch Ravn, direktører for henholdsvis Aros, Statens Naturhistoriske Museum og Den Gamle By

I en tid med stadig mere endimensionalitet og algoritmestyring er det vigtigt, at vi værner om de oaser for mangfoldighed og anderledeshed, der findes. Museerne har her en særlig opgave, navnlig over for de digitalt indfødte generationer, som aldrig har prøvet andet.

Museer er oplevelse, de er overraskelse, de er eftertanke, de er forundring, de er dannelse, og så er de fællesskab. En slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Og så er de ofte også en slags bindeled mellem den enkelte og noget, der er større.

Museerne repræsenterer dermed det diametralt modsatte af den individualisering, endimensionalitet og algoritmestyring, der gennemsyrer snart sagt alt i vores hverdag. Fra den musik, vi hører, de film og serier, vi streamer, de personer og meninger, vi bliver mødt af på sociale medier, og de reklamer, vi bliver udsat for.

Der er på en måde noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via it-ficeringen er blevet en styrende del af vores hverdag. Man får det, som andre har set, man reagerer positivt på. Mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer! Men denne styrede verden rummer kun sjældent noget, der opfordrer os til at tænke nyt. Fællesskaberne er virtuelle, og der er ikke noget, der giver forståelse og skaber empati for dem, der ikke er som os. Vi får, hvad vi tror vi vil have, men meget sjældent det, som vi ikke vidste, vi ønskede os.

De mest udsatte for denne udvikling er de generationer af børn og unge, der så at sige har fået det digitale ind med modermælken, og som derfor aldrig har oplevet, at det kan være anderledes. Skærmenes uendelige fascination ligger i dag konstant som en tung dyne over børns og unges liv helt fra vuggestuealderen, og er efter alt at dømme en vigtig årsag til de alvorlige trivselsproblemer, vi ser i dag.

Som direktører for tre af Danmarks største museer er vi derfor ved at revne af stolthed over, at vore museer når ud til børn og unge i titusindvis. Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, som dækker året 2022, besøgte 120.000 børn og unge under 18 år dette år Den Gamle By. På andenpladsen ligger Aros med 115.000 og på tredjepladsen Statens Naturhistoriske Museum med 97.000 børn og unge. På de to næste pladser finder man Moesgaard Museum med 88.000 og Louisiana med 74.000. En stor del af børnene og de unge kom som led i skoleundervisningen, men endnu flere kom sammen med kammerater eller med familien.

Vores tre museer er forskellige. Aros fokuserer på kunsten, Statens Naturhistoriske Museum på naturen og Den Gamle By på historien. Men de tre museer har det til fælles, at et besøg også er det, man kalder ’a good day out’, hvor vi giver gæsterne en hyggelig, oplysende, berigende, ja morsom totaloplevelse, de husker, og som integrerer aktiv medvirken, læring, engagement, samvær og såmænd også shopping og kaffe og kage. Museerne har ’public quality’, som den nu afdøde engelske museolog Kenneth Hudson ville sige.

Selvfølgelig skal museerne opbygge samlinger, de skal bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må være gæster og brugere – nu og i fremtiden. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan sørger vi for at de hygger sig og er sammen, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de lukker op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer? Og hvordan møder de hinanden?

For et kvart århundrede siden kom den amerikanske museolog Stephen E. Weil med denne stærke programerklæring: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”. Vi tilslutter os til fulde, ligesom vi også bakker op om den daværende direktør for Museum of Liverpool, David Fleming, der i 2013 formulerede museernes opgave på denne måde: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål”.

Hvis museerne ikke flytter sig, når verden omkring flytter sig, står museerne ikke bare stille, men sakker agterud. Derfor skal vi som ansvarlige ledere løbende spørge: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?

Ét svar på disse spørgsmål er, at vore museer skal være frirum for fremtidens publikum. Her er børn og unge en nøgle. Skaber vi i en tidlig alder forståelsen for, hvad det er, museer kan, så er det med til at skabe fundamentet for et mere harmonisk og rigere liv.

Vi ser i disse år en generation vokse op, der kæmper med en ensomhed og social isolation, der er både mere omfattende og dybere, end vi har set tidligere. Ironisk nok så forstærkes udviklingen af de teknologier, der også giver os mulighed for at være bedre globalt forbundne end nogensinde før. Men på børneværelserne, kollegieværelserne og i ungdomsboligerne vokser udfordringerne, og vi ser mere og mere mistrivsel. Og så er det næsten ikke til at bære, at vi ser en lignende mistrivsel og ensomhed i ældre generationer. Altsammen forstærket af den globale pandemi, som vi har været igennem. 

Spørgsmålet er så, hvad vi som museer og kulturinstitutioner kan gøre?

Jo, for det første skal vi fastholde museernes troværdighed. Både danske, amerikanske og senest svenske undersøgelser dokumenterer, at museer nyder overordentlig stor tillid, og folk ser museerne som en langt mere troværdig kilde til information end fx massemedier, NGO’er, universiteter, offentlige myndigheder og politikere. ’Alternative facts’ og ’fake history’ hører ikke hjemme på et museum.

For det andet skal museerne også fortsat vise det anderledes, det som giver anledning til undren, til nye tanker, til modsigelse, ja måske afstandtagen, og derved prikke til gæsternes vante virkelighedsopfattelse og tankegang.

For det tredje skal museerne være ramme om fællesskab. Når vi i corona-årene var så mange, der længtes efter, at musiksteder, biografer, museer, teatre, fodboldstadions, kirker og andre kulturformer atter skulle åbne, var det ikke kun fordi vi savnede det konkrete kulturindhold. Det var det selvfølgelig også. Men det var nok så meget, fordi vi savnede at være sammen og opleve noget virkeligt.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplever som det bedste ved et museumsbesøg. Langt de fleste, nemlig hele 40 pct, svarer, at det vigtigste er at være sammen, mens forbavsende få nævner udstillingerne (16 pct) og det at lære noget nyt (10 pct). USA er ikke Danmark, men en dansk undersøgelse vil næppe give et væsentligt anderledes resultat.

Endelig skal museerne også give gæsterne en følelse af at være en del af noget, der er større end dem selv. Det har at gøre med historien, det åndelige, verdensaltet. Denne, museernes dybeste værdi, er ikke så let at sætte ord på. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en nyudsprunget bøgeskov, et stort menneskeværk, et strejf på kinden fra én, man holder af, eller en begravelsessalme ved kisten i kirken.

Når museerne er bedst, er de steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden og deres egen virkelighed.

Ikke mindst derfor er vi stolte over, at vore tre museer ligger i top, når det drejer sig om at række ud til børn og unge. Det forpligter, og vi er parate til at tage ansvaret på os.

Denne tekst er en lettere redigeret udgave af kronik i Kristeligt Dagblad 11. juli 2023.

KAN MAN MÅLE MUSEER?

Flere museumsfolk har i Kristeligt Dagblad argumenteret imod en model, jeg har foreslået med henblik på at identificere de museer, der er de vigtigste i Danmark. Modellen er i kort form refereret i Dorte Washuus interview med mig 16. februar.

Da flere øjensynligt har misforstået modellen og hensigten med den, skal jeg her uddybe.

Udgangspunktet er, at selvom de fleste utvivlsomt vil erkende, at nogle museer er vigtigere end andre, så er der af uforklarlige årsager aldrig udarbejdet en brugbar måde at måle dem på. Og det på trods at, at både politikere og forvaltning gentagne gange har efterlyst objektive kriterier herfor.

Jeg har taget som afsæt, at kriterierne skal kunne kvantificeres, så de også kan være gangbare i regneark, og dernæst at modellen bør være så enkel at opdatere, at det rent faktisk også må forventes at ville ske.

Det resulterede i en model med følgende fire målepunkter, som bør anvendes på alle de muser i Danmark, der modtager støtte fra staten:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller – bedre – man kan vælge at spørge fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Modellen er på ingen måde endelig, og man kan overveje at inddrage andre kriterier. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal kvadratmeter i udstillinger, antal objekter i samlingen, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Jeg kan imidlertid frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så er vi lige vidt. Og jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Teksten er en lettere revideret udgave af et indlæg, som jeg publicerede i Kristeligt Dagblad lørdag 6. marts 2021.

 

HVILKE MUSEER ER DE VIGTIGSTE?

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland.

Måske er det derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud som særligt vigtige. Men hvis man tør, er det nu ikke så svært.

Jeg vover gerne et øje ved at pege på fire målepunkter, som er lette at håndtere, og som også har den fordel, art de kan sættes ind i et regneark:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere. Her kan man fx bede fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme om at give deres bud – eller man kan tage afsæt i ratings hos TripAdvisor eller Google.

Jeg foreslår, at der i modellen gives en maksimal score på 10 point for hvert målepunkt. Det højest opnåelige pointtal er således 40.

For et par år siden gennemførte jeg øvelsen for mig selv. Syv museer fik mellem 35 og 40 point. Fire museer mellem 30 og 35 point. Tre museer fik de maksimale 40 point. Og 11 museer fik mellem 20 og 29 point. Altså 25 museer med mere end 20 point. Jeg har ikke publiceret, hvilke museer, det drejer sig om, og agter heller ikke at gøre det, men jeg tror ikke, der vil være de store overraskelser.

Dog har jeg vist resultaterne til udvalgte politikere, turistfolk og museumsfolk, og alle har givet udtryk for, at modellen virker til at have stor træfsikkerhed. Men det er naturligvis et øjebliksbillede, der gives. For der vil være museer, der er på vej op, og sikkert også museer, der er på vej ned. Men det er ikke noget problem, for det vil næppe tage en studentermedhjælper mere end en enkelt dag at korrigere pointtavlen med de nyeste oplysninger.

Selvfølgelig kunne man også inddrage andre og flere målepunkter. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så ender man, som man plejer: Intet sker!

Jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

En lettere redigeret udgave af dette indlæg er i dag 10. december 2020 publiceret i Altinget.

 

 

 

 

 

LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER

Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.

Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.

At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.

Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.

I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.

Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.

At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.

For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.

Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.

I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”

Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.

Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.

Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.

Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.

Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.

Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.

Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”

For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.

Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.

Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.

Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.

Dette indlæg er under titlen ”Gratis adgang til museer giver flere gæster, men sikrer ikke mangfoldigheden” trykt som kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten 28. oktober 2020.

 

DE HISTORISKE MUSEER FORTÆLLER OS, HVEM VI ER – DERFOR SKAL DE FREMTIDSSIKRES

De historiske museer udgør en helt afgørende del af fundamentet for dansk identitet. Men måske hviler de selv på et svagere fundament, end vi gik og troede. Herom skriver museumsdirektørerne Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart), Søren Bak-Jensen (Arbejdermuseet), Mads K. Holst (Moesgaard Museum) og Thomas Bloch Ravn (Den Gamle By.

Coronakrisen har vist, at danskerne er langt mere optaget af kulturens og historiens betydning for samfundet, end mange har troet. Under nedlukningen blev det klart, at der er et stort behov i befolkningen for at finde fællesskaber baseret på nogle af de værdier, vi som individer og samfund er rundet af. Ét af de steder, hvor danskerne er søgt hen – først digitalt og derefter fysisk – er til landets museer, der i år har oplevet en hidtil uset folkelig opbakning. Men krisen har samtidig afsløret, hvor sårbare nogle af de store museer, der udfylder væsentlige roller i et nationalt museumslandskab, rent faktisk er. Derfor er der behov for tiltag, der kan sikre dem bedre i en tid efter corona.

I 2014 åbnede Moesgaard Museum i en helt ny udgave med en stor fortælling om menneskets udvikling.

Ikke mindst de historiske museer har gennem de sidste 10 år været inde i en positiv udvikling. Deres besøgstal har for længst overhalet fodboldens samlede tilskuer- og medlemstal med længder. Økonomien er vokset tilsvarende gennem brugerbetaling, samtidig med at de har fået udvidet deres samfundsmæssige opgaver, så de i dag spiller en langt større rolle i forhold til turismeudvikling, social- og sundhedsinitiativer og undervisning end tidligere.

Men coronakrisen har også vist, at der er stor forskel på hvordan museer drives. Nedlukningen ramte alle – men med vidt forskellige konsekvenser. Afhængig af tilskudsforhold og forretningsmodel oplevede nogle museer kun få eller ingen økonomiske konsekvenser af nedlukningen. For andre derimod, truede fraværet af indtægter med ét slag hele deres eksistens. Paradoksalt nok viste det sig, at nogle af de museer, der normalt betragtes som allermest succesfulde målt på besøgstal og folkelig opbakning, og dermed hidtil er blevet set som de stærkeste, pludselig var de mest sårbare.

Vi repræsenterer fire museer – Den Gamle By, Moesgaard Museum, M/S Museet for Søfart og Arbejdermuseet –  og vi arbejder alle med nogle af de store fortællinger, der spiller en helt særlig rolle for danskerne. Vi samler befolkningsgrupper på tværs i en tid, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis og mange føler et behov for at stoppe op. Besinde sig. Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor vil vi gerne hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen.

I 2013 slog M/S Museet for Søfart dørene op for fortællingen om dansk skibsfart og livet på søen i en markant ny bygning.

Som historiske museer arbejder vi med fortiden. Desværre er det en udbredt myte, at ’fortiden’ især betragtes i tyste og støvede lokaler fyldt op med gamle ting i glasmontrer – og næsten ingen gæster. Men sandheden er, at mange museer i de seneste år er genopstået som en slags Fugl Føniks. Både danskere og turister strømmer til og tager del i fortællingerne om fortiden. Fortællinger, der tager deres afsæt i nutiden og har blik på fremtiden.

Museerne er jo samfundets rødder. Og akkurat som et gammelt egetræ, har også et samfund brug for stærke, dybe rødder, der giver næring og forankring. Til gengæld har rødderne også brug for ordentlige vækstbetingelser.

Vores fortællinger udgøres derfor også af en mangfoldighed af ”stemmer”, der fortæller om dansk (og europæisk) identitet og historie. Dynamiske fortællinger, som udvikles og varieres i takt med, at museernes dybe forskning fører til nye indsigter, som giver dem aktualitet og appel, og som rækker ud til hundredtusindvis af danskere. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vi har eksperter, der er second-to none, og internationalt regnes blandt den absolutte elite. Og spørger man de besøgende, er mange danske museer helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Som historiske museer er vi Danmarks reservoir for identitet og forankring, og for inspiration og forandring. Når vi er bedst, føler de besøgende sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Og så handler de historiske museer på en forunderlige måde lige så meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Alligevel dukker der jævnligt historier op i medierne om museer i krise. En del af problemerne skyldes at nogle museer endnu ikke er kommet med på udviklingen og har undladt at skabe et skarpt indhold og en vigtig kommerciel motor, der kan bidrage til økonomien – til dels også fordi udviklingen forudsætter store institutioner, der både har flere kræfter og bredere kompetencer.

Arbejdermuseet har siden sin åbning i 1983 vist historien om arbejderne og arbejderbevægelsen i Danmark.

Vi mener derfor, at der er stort behov for at konsolidere det danske museumslandskab. Det bør ske ud fra en erkendelse af, at det succesfulde museum i fremtiden har to motorer: En kommerciel, der bygger på publikumsindtægt og driver udviklingen af de stærke publikumsoplevelser, der når de mange. Og en almennyttig motor, der løfter de mange samfundsmæssige opgaver, som museerne har, og som kræver en offentlig økonomi.  Der bør skabes gode forhold for begge motorer. I øjeblikket ligger museerne i et limbo, hvor det offentlige tilskud sætter grænser for udviklingen af museernes forretning. Der er derfor et stort behov for at bryde med tabuer og give museerne bedre mulighed for at drive deres forretning.

Men det er også helt afgørende, at de to motorer ikke adskilles. Den kommercielle motor giver rækkevidde, og den almennyttige motor giver formål. Derfor er det absolut nødvendigt, at de to sider følges ad, så offentlige tilskud følger de kommercielt stærke museer, som derigennem forpligtes på de almennyttige opgaver. Alternativet er, at vi ender med på den ene side økonomisk tunge museumsforlystelser, hvor indhold og samfundsopgaver bliver sat i baggrunden, og på den anden side økonomisk svage museer med urealistisk store samfundsopgaver, der kun når ganske få borgere.

En sammenbinding af de offentlige tilskud og de kommercielle styrker vil udfordre en række mindre museer. Hvis vi skal sikre, at der både er attraktive besøgssteder og varetagelse af kulturarven i alle dele af landet, er det derfor også en forudsætning, at museer lægges sammen på tværs af de kommunegrænser, der i dag nogle gange virker som næsten uoverstigelige barrierer. Og sammenlægningen bør naturligvis ske ud fra en tematisk betragtning – ikke en geografisk.

I Den Gamle Bys moderne kvarter, der åbnede i 2013, vises  1960’ernes og 70’ernes danske velfærdssamfund i alle sine aspekter.

De historiske museer er samfundets rødder, som giver forankring i en usikker og splittet tid. Vi har fået danskerne til at strømme til nye fortællinger om fortiden og turister til at bidrage økonomisk til samfundet. Vi vil forsat gerne gå forrest og drive udviklingen videre, men politikerne skal sikre, at vi får de rigtige rammer i fremtiden, så 10 års succes ikke går til grunde med corona.

Der er behov for at diskutere, hvordan vi sikrer, at Danmark også om 10, 20 og 30 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med høj international profil. Vi bidrager gerne!

 

Denne tekst er i let ændret udgave bragt som kronik i Berlingske Tidende 19. september 2020.

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

I årtierne omkring 1900 ser vi de første opgør med et elitært museumssyn, der havde sin rod i enevældens tankesæt. Der gik dog næsten 100 år, før der blev almen tilslutning til, at museer skal handle om andet og mere end ting og være for andre end de i forvejen frelste.

Vi alene vide

Der var noget vi-alene-vide over Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der fra midten af 1880’erne og frem til sin pensionering i 1921 kompromisløst definerede, hvordan et museum skulle være. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede Sophus Müller, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed var nærmest umuligt at forestille sig.

De i Skandinavien frembrydende folke- og frilandsmuseer, som netop fortalte almindelige menneskers historie for almindelige mennesker, var ifølge Müller slet ikke ”rigtige” museer. Det kunne på ingen måde komme på tale, at de skulle modtage støtte fra staten.

I årtierne omkring år 1900 definerede Sophus Müller kompromisløst, hvordan et museum skulle være for at være et rigtigt museum. Müller var dybt konservativ og rundet af det gammelkøbenhavnske åndsaristokrati, der havde stærke rødder i enevældens tankesæt og verdenssyn.

Flere museer havde ellers forsøgt at slå sig i tøjret. Først Dansk Folkemuseum fra 1885, siden de museer, der fra midten af 1800-årene var vokset frem i landets større købstæder, og dernæst Kunstindustrimuseet, der åbnede for publikum i 1895. Men uden held. Müller fik dem alle klappet i facon, så de kom til at passe til hans urokkelige forestilling om, hvordan tingene burde være. Og nok så vigtigt skulle de ikke på nogen måde udfordre Nationalmuseets position som ”overmuseum” og landets eneste rigtige af slagsen.

For eller imod Den Gamle By

I årene 1909-1916 lykkedes det imidlertid for ét museum at bryde Müllers magt. Nemlig Peter Holms gamle by i Aarhus, der med titusindvis af besøgende og enestående opbakning fra mange sider hurtigt voksede sig så stærk, at museet formåede at udfordre Müller og endda sikre sig tilskud fra både stat og kommune.

I første omgang havde Müller kaldt det, der skulle blive til Den Gamle By, for ”noget forbandet skidt” og ”imitation” og hans lokale proselyt, formanden for Aarhus Museum, konsul Frederik Ollendorff, mente ligefrem, at renæssancebindingsværket til Borgmestergården, Den Gamle Bys første hus, skulle hugges op og sælges som pindebrænde.

At det ikke gik sådan, må i høj grad tilskrives kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, der kaldte Ollendorff ”et forbenet gammelt rokkehoved” og gav ham på puklen for at spænde ben for den nye og anderledes museumsmodel, som Peter Holm lancerede med sin suite af historiske interiører i den gamle borgmestergård – fra renæssancen og helt op til ”vores forældres og bedsteforældres tid”.

Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Forud var gået en kamp mellem to forskellige museumssyn, som siden da har præget diskussionen om museernes opgaver og rolle i samfundet. Skal museer mest handle om genstande eller være om og for folk?

I 1915 formastede kredsen bag Den Gamle By sig til at søge både stat og kommune om tilskud til museets drift. De årlige omkostninger blev anslået til 4.500 kr. Heraf ansøgte man staten og kommunen om hver at yde en tredjedel, mens man regnede med, at resten kunne tjenes via entré, som var sat til 25 øre for voksne og 10 øre for børn. At søge staten om et driftstilskud på 1.500 kr. vidner om, at Peter Holm ikke satte sit lys under en skæppe, og i datiden var det ganske frejdigt og uset at operere med en egenindtægt på en tredjedel af driftsomkostningerne.

To museumssyn

Ministeriet bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen, og her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse mellem direktørerne for museets to afdelinger. Müller, der var chef for forhistorien, museets første og primære afdeling, og historikeren Mouritz Mackeprang, der stod i spidsen for de mere sekundære samlinger fra historisk tid.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet er én stor principiel nedgøring af Peter Holms projekt – ”15 tætskrevne sider”, som Holm bittert noterede i sine erindringer. I erklæringen sondrede Müller mellem ”det centrale, der har krav på statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det”. ”Til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande”. Borgmestergården hørte for Müller til det uægte og usande. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller ville ikke engang betegne Borgmestergården som en ”imitation eller kopi”, men som et fritlavet udstyr med ”tilfældige bestanddele hentede allevegnefra”.

Med foragt nævnte han også, at Borgmestergården rummede ”sager helt ned til vore forældres tid”. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman: ”Den holder sig også så nær som muligt til sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over beretningerne. Men hvor stoffet manglede, der er der tildigtet, og om enkelthederne ved man jo ikke meget”. Og han satte trumf på ved at sammenligne Borgmestergården med det brede offentlige ”fornøielsesvæsen”. Den slags skulle der ikke ydes statsstøtte til!

Mackeprang gik anderledes nøgternt til sagen. Han redegjorde for, hvordan Nationalmuseets anden afdeling havde fulgt Peter Holms arbejde, og han vurderede, at der ved genrejsningen af Den gamle Borgmestergård og ved indretningen af rækken af borgerlige interiører var ”gjort et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om at give et billede af ”udviklingen af en danske købstads borger og næringsliv fra år ca. 1600”. Og han udtalte, at man måtte være taknemmelig for Peter Holms initiativ, fordi de eksisterende museer med enkelte undtagelser kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Borgmestergården overgik allerede nu ”langt de øvrige provinsmuseer”, og Mackeprang anbefalede, at staten imødekom ansøgningen.

Det korte af det lange er, at Sophus Müller tabte det museumspolitiske magtspil, og i 1916 bevilligede ministeriet de ansøgte 1.500 kr. årligt til driften af Borgmestergården. Da først staten var med, bakkede kommunen også op, og dermed var Den Gamle By et permanent museum med fast driftstilskud fra både stat og kommune. Peter Holms museum blev både publikumssucces og topseværdighed, og nogle årtier senere blev Holm belønnet med titlen som æresdoktor ved Aarhus Universitet for sin indsats.

En enlig svale gør imidlertid ingen sommer. Selv om der i takt med, at 1900-årene skred frem, opstod flere museer om emner, der ligger tættere ved vores tid, var det også her den enkelte, autentiske museumsgenstand og ikke fortællingen, der var i centrum, ligesom videnskabeligheden var vigtigere end folkelig gennemslagskraft.

Nybrud

Efter etableringen af Den Gamle By skal vi helt frem til 1955 for at finde det næste nybrud. Nemlig Hjerl Hedes sommerlevendegørelse, der gav det vestjyske frilandsmuseum en gennemslagskraft og folkelig appel, der ikke tidligere var set på noget dansk museum. ”Dette frivillige og folkelige kursus i anskuelsesundervisning”, kaldte journalisten Paul Hammerich begejstret levendegørelsen i en reportage i Politiken, og folk strømmede til. Levendegørelsen baserede sig på grundige studier, for ”det skulle ikke være en cirkus”, som formanden for bestyrelsen Finn Hjerl-Hansen udtrykte det. Alligevel var mange fagfolk skeptiske, og i diskussionerne om Hjerl Hede ser vi atter modsætningen mellem de museumsfolk, der ønskede at udstille ting i montrer, og dem, der ville fortælle på en måde, der nåede ud til andre og flere end det sædvanlige museumspublikum.

Museet på Hjerl Hede var en pioner inden for levendegørelse af historien og sandsynligvis verdens første frilandsmuseum, der anvendte denne populære formidlingsform.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Müllers ånd rådede stadig

Alligevel var det meste imidlertid, som det plejede at være. Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. I 1969 fandt Kulturministeriet imidlertid, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var en stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, og så gav betænkningen ellers en næsten karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. Konklusionen lød: ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”.

Billedet viser Aarhus Museums oldtidsudstilling fra begyndelsen af 1900-tallet. Men endnu midt i århundredet var der fortsat mange museer, der tog sig sådan ud.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Man burde tage ved lære af frilandsmuseerne og de museer, der anvendte det karakteristiske interiørprincip. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige. Der skulle være en udstillingsform, hvor ”relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, og museerne skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med ”vejledninger i form af oplysende, let læselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiskes udvikling”.

Fra Brede tilbage til Prinsens Palæ

Noget tyder på, at Nationalmuseet allerede havde læst skriften på væggen. For nu skete der noget nyt. Vel at mærke ikke i de hellige haller i Prinsens Palæ i kongens København, for her var alt ved det gamle. Men ude på landet, i Brede, 15 km nord for hovedstaden. Her skabtes i perioden 1966-1988 et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer. Selv om det er over 30 år siden, at den sidste Bredeudstilling lukkede, taler mange fortsat henført om udstillingerne, som på sæt og vis var en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien. De tidligere fabriksbygninger skræmte ikke nogen væk, og området ved Mølleåen var smukt og rekreativt.

Med udstillingen ”På herrens mark” lukkede Nationalmuseet i 1988 ned for eksperimenterne i Brede for i stedet at koncentrere kræfterne om museets store om- og nybygningsprojekt i Prinsens Palæ. Det nye Nationalmuseum åbnede i 1992 med moderne foyer, restaurant, butik og den succesfulde særudstilling ”Viking og Hvidekrist”. Udstillingen foregik i de moderne særudstillingsfaciliteter, som kom til at danne rammen om flere fine særudstillinger. Men det overraskende, det morsomme og det nybrydende kom ikke med fra Brede. Og da slet ikke i de nye, faste udstillinger, hvor fortællingen blev erstattet af museumsgenstande i tusindvis. Trods det æstetiske løft må man sige, at pendulet var svinget tilbage, og der er næppe tvivl om, at Sophus Müller ville have følt sig mere hjemme i det nye Prinsens Palæ end i Brede et halvt århundrede tidligere.

Mennesket og publikum i centrum

I 1965 genskabte Den Gamle By et traditionelt marked under Aarhus Festuge. I 1977 var der premiere på det første vikingetræf på strandengen ved Moesgård. Og med inspiration fra Hjerl Hede og en række internationale open-air museer begyndte både Frilandsmuseet og Den Gamle By i 2001 at arbejde med levendegørelse. Siden er mange fulgt efter. Tivolisering var der nogen, der kaldte det, men publikum elskede det. Der er ingen tvivl om, at ligesom Louisiana havde fået nye grupper på kunstmuseum, tiltrak historiske events og levendegørelse et nyt publikum til de kulturhistoriske museer, som dermed for alvor brød ud af den faglige spændetrøje, som siden Sophus Müllers tid havde defineret museernes virke.

Tirpitzmuseet, der åbnede i 2017, er et eksempel på de nye museer, der lægger mere vægt på engagerende historiefortælling end fremvisning af gamle ting.

Det seneste årti har mange museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Her er det ikke tingen, museumsgenstanden, der er i centrum, men fortællingen om mennesket til forskellige tider. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Også Sophus Müllers gamle museum flytter sig i disse år. Her kompenserer kedsomhedsknapper og virile vikingeportrætter nu for Nationalmuseets udstillinger, der fortsat er propfyldt med museumsgenstande. Publikum er ved at komme i højsædet. At fokusere på folk giver legitimitet, og så giver det indtjening, som kan være med til at finansiere basale museumsopgaver. Det er slut med Müllers ensidige fokus på fund, forskning og forhistorie. Indtil videre i hvert fald.

Jeg tror, vi er mange, der krydser fingre for, at det holder.

 

Indlægget er en superkort udgave af hovedlinjen i bogen “Museer for folk”, der i marts udkom på Aarhus Universitetsforlag i serien 100 Danmarkshistorier. Teksten har i store træk også været trykt som kronik  i Politiken 28. maj 2020.

 

 

 

 

 

Er national det samme som at være ejet af staten, Mette Bock?

Af Mads K. Holst og Thomas Bloch Ravn, museumsdirektører på henholdsvis Moesgaard Museum og Den Gamle By.

En ny kategori har set dagens lys inden for kulturpolitikken: Nationale kulturbærende institutioner!

Kategorien er introduceret i forbindelse med lanceringen af kulturministerens nye pulje på 400 mio kr. Puljen rummer forskellige elementer, men det primære billede er, at størstedelen af midlerne skal gå til de statsejede institutioner, som især ligger i København. Det er dem, der kaldes ”nationale kulturbærende institutioner”. Det skal medgives, at de også har mistet mange statsmidler de senere år.

Dette indlæg handler ikke om skævfordeling af penge. Det kunne det have gjort, og endda med stor rimelighed. Men nej, det handler først og fremmest om tankesæt.

Det virker nemlig provokerende, når man i udspillet pr automatik sætter lighedstegn mellem at være national og kulturbærende og så at være statsejet. For det implicerer jo, at kulturinstitutioner, som ikke er ejet af staten, hverken kan være nationale eller kulturbærende – selvom de måtte være både højt anerkendte og stærkt præsterende.

Det virker ekstra provokerende, når man tænker på, at den måde at se tingene på, har sin rod i enevældens kultur- og udviklingssyn. Et kultursyn, der ser hovedstaden som rigets navle, hvorfra al orden udgår. Provinsen er et udyrket land, hvor alt er lige småt og lige gyldigt, og med en befolkning, der skal kultiveres af den dannede elite i hovedstaden.

Enevælden afskaffet for 170 år siden, i 1848. Men vi lever stadig med arven, og fra tid til anden dukker de mindre pæne sider af enevældens tankesæt op til overfladen og bliver tydelige og synlige. Som fx når man sætter lighedstegn mellem at være national og kulturbærende og så være ejet af staten. Eller når det bliver underforstået, at alt nationalt og landsdækkende, skal ligge i København, mens det, der ligger ”i provinsen” er rent lokalt.

Ser man på kulturmuseerne, som vi har mest forstand på, er der igennem mange år skabt flere korrektiver til den museumsstruktur, der voksede ud af enevælden. For ud over Nationalmuseet og en række lokalmuseer, der ligger i et fint net over hele landet, er der i Danmark også en række specialmuseer, som hver især er en slags nationalmuseer inden for deres specifikke områder: søfart, jernbane, landbrug, arbejderhistorie, kongehuset, herregårde, kommunikation, fiskeri, industri, design og meget andet.

Vi, der skriver disse linjer, repræsenterer de to største kulturmuseer, som ikke er statsejede, men som ”udfører en virksomhed af særlig betydning”, som der i mange år stod i en særlig paragraf i den danske museumslov. Denne virksomhed af særlig betydning er også begrundelsen for de særlige statstilskud, som vore to museer oppebærer.

Vore museer har ikke den førstefødselsret, der ligger i at være ejet af staten og placeret i København. Vi er almennyttige, selvejende institutioner, som er underlagt museumslov og statslige regler – akkurat ligesom Nationalmuseet, som ifølge kulturudspillet er den ”nationale kulturbærende institution” på det kulturhistoriske område. Vore museer har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at hjælpe museer, der har behov derfor. Internationalt regnes både Moesgård og Den Gamle By for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, er vi ikke i tvivl om, at både Moesgaard og Den Gamle By vil ryge i top både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Besøgstallene taler deres klare sprog. Blandt de kulturhistoriske museer er top-5: Den Gamle By, Moesgaard Museum, Rosenborg, Nationalmuseet og Frederiksborg Slot. Ser man anmeldelserne på Tripadvisor, Google og Facebook er billedet det samme.

Vi mener, at vi har vist i praksis, at det kan lade sig gøre, at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft – uden at være statsejet og uden at de skal have rod i enevælden. Faktisk giver det en anden form for museer. Vores museer er opstået ud af en bred demokratisk kultur, og vi tror på, at det har været med til at give dem en anden form for folkelig forankring.  I vores verden kan man godt både være tilgængelig og spændende samtidig med, at man er nationalt kulturbærende. Det er imidlertid en misforståelse, at det ikke kræver substantiel opbakning fra staten at løfte den opgave. Et højt niveau koster – og det er uafhængigt af ejerskab og placering.

Godt nok har vores museer været i stand til at tjene penge selv. Vi har derfor kunnet levere varen med kun en brøkdel af de tilskud, der tilfalder de statslige museer. Henved 80 procent af vores museers omsætning kommer andetsteds fra – først og fremmest fra entré og servicering af publikum, men også fra fonde og sponsorer. Alligevel er de midler, vi får fra stat og kommune afgørende for os. De udgør det økonomiske fundament, vi bygger hele vores øvrige indtjening på.

Hvis man fra staten genindfører enevældens syn på museerne, så udfordrer man reelt det, der igennem årtier er bygget op på vores institutioner. Vi bliver grupperet i en ikke-nationalt-kulturbærende samlekasse af museer, hvor det bliver vanskeligt at retfærdiggøre prioriteringer og dermed skabe højt niveau. Der er – og skal være – forskel på museer. Museerne varetager i dag mange forskellige opgaver i samfundet. De er lokale forankringspunkter, de er i stadig stigende grad grundlag for turismeudvikling, de sikrer og gør kulturarven tilgængelig, og de varetager en væsentlig rolle i forhold til dannelse og uddannelse. Og de gør det på forskelligt niveau.

Så der er et behov for, at skelne og prioritere inden for museumsområdet.  Men det kan ikke passe, at man i en moderne, demokratisk stat vender tilbage til enevældens kultursyn, og genindfører et skel mellem en dyr, elitær, finkultur på statsinstitutioner i København og en billig, udelukkende græsrodsbaseret folkekultur i provinsen.

Så, kære kulturminister: Vil du ikke godt finde en terminologi, der svarer til virkeligheden – og fremtiden? At være national og kulturbærende har intet at gøre med, hvem ejeren er, men alene med hvilke opgaver man reelt løser, og hvad og hvordan man præsterer. Det vil gøre os både glade og taknemmelige. Diskussionen om økonomisk skævvridning kan vi så gemme til en anden gang.

Blogindlægget er tidligere trykt som kronik i Berlingske Tidende søn 9. september 2018

 

 

 

Kan man kassere og sælge museumsgenstande?

Engang imellem bør alle institutioner stoppe op og se på egen virksomhed. Også museerne. Er der for mange, som samler de samme typer genstande? Er det de rigtige ting, som man har samlet? Kunne nogle af dem i virkeligheden kasseres – eller måske sælges, sådan som det aktuelt er blevet foreslået fra politisk hold?

Tingene, genstandene, er på den ene side museernes rigdom og særkende. Men de er samtidig en klods om benet, fordi det er omkostningstungt at bevare de store samlinger. Det koster tid til registrering, det koster magasinplads og det koster konservering. De store samlinger binder en meget stor del af museernes ressourcer. Måske så mange, at det kan være svært for museerne at se fremad.

Kassation er relevant

Det er derfor fornuftigt at overveje en eller anden form for begrænsning af samlingernes størrelse, herunder kassation eller salg. I hvert fald på de kulturhistoriske museer, hvor der jo gemmes hundredvis af manglebrætter, Madam-blå kaffekander, pilespidser, stenøkser, stolpehuller – you name it! Hvor meget, man kan kassere, er svært at sige, men jeg tror ikke, det er småting.

Når – og hvis – man skrider til kassation eller salg, er der i hvert fald tre forhold, man skal være yderst opmærksom på.

Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.

Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.

Museer skal tænke langsigtet

For det første skal man være opmærksom på, at enhver tid er præget af et slags nutidshovmod. Man ser typisk sig selv og sin tid som udviklingens toppunkt, hvorfra vi kan overskue alt. Ikke desto mindre viser det sig alt for ofte, at eftertiden ville have gjort et og andet anderledes. Derfor skal museerne være varsomme med at kassere de genstande og værker, som andre museumsfolk tidligere har besluttet at indlemme i samlingen og dermed bevares til – i princippet – evig tid. Det kunne jo være, at en senere generation af museumsfolk vil bebrejde os i dag, at vi kasserede netop disse ting. Museerne er organisationer med et langsigtet virke, og det er vigtigt, at vi som museumsfolk betragter museernes samlinger som investeringer på langt sigt.

Når det er sagt, så skal det også siges, at enhver professionel institution med mellemrum må stoppe op et øjeblik, vende blikket indad og overveje, om man gør tingene på en måde, så man får mest ud af de ressourcer, der er til rådighed.

Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.

Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.

Alle museumsgenstande er ikke lige vigtige

Og her kommer jeg så til det andet vigtige forhold, nemlig at det er vigtigt, at man ikke betragter alle museumsgenstande som lige værdifulde, for det er de ikke! Det giver sig selv, at der er forskel på en stenøkse eller et manglebræt, som findes i tusindvis af eksemplarer rundt om på de danske museer, og så guldhornene, som uden diskussion ville være Danmarks mest bemærkelsesværdige og bevaringsværdige museumsgenstande, hvis de ikke var blevet stjålet og omsmeltet for mere end 200 år siden. På samme måde er der fortsat museumsgenstande, der er umistelige, mens andre måske er interessante, og andre igen må antages at miste interessen efter nogle år.

Salg må ikke blive en økonomisk gulerod for museerne

Når man så skrider til kassation er det vigtigt, at det sker på et museumsetisk forsvarligt grundlag. Og her er vi ved det tredje forhold. For et forsvarligt grundlag indebærer bl.a., at man får indarbejdet nogle dobbeltchecks, så man så vidt muligt undgår, at senere generationer vil bebrejde nutiden, at vi handlede kortsigtet. Dernæst mener jeg, at det er afgørende vigtigt, at man undgår, at enkelte museer kan tjene penge ved at sælge ud af samlingen. I stedet man måske forestille sig, at pengene fra museumsgenstande, som man har valgt at sælge, går i en fællespulje, så det ikke bliver muligt for økonomisk trængte museer at dække et underskud ved at sælge ud af samlingerne. Hvorom alt er, skal man for enhver pris undgå, at salg af museumsgenstande kan blive en økonomisk anspore for enkelte museer.

Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970'er sko.

Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970’er sko.

Indsamling kan begrænses og målrettes

Et punkt, hvor det imidlertid er helt uproblematisk at gøre noget alvorligt ved sagen, er museernes indsamling. I Den Gamle By siger vi i dag nej tak til 98% af de ting, vi får tilbudt, enten fordi museet i forvejen er velforsynet, eller fordi det tilbudte ikke passer ind i museets profil. Vi er lykkelige for at få tilbudt tingene, og bestræber os altid på at forklare folk, hvorfor vi ikke kan sige ja tak.

Men på et område samler vi stort ind. Nemlig med henblik på at kunne genskabe de to moderne bykvarterer, der dækker tiden fra midten af 1900-årene til i dag. Konkret opbygger vi to kvarterer, et der viser et snapshot af Danmark i 1974 med både det nye og det gamle, der fandtes dengang. Og et kvarter, der vil vise et snapshot af 2014.  Vi gør det sådan, at vi på forhånd undersøger, hvad der var karakteristiske for disse perioder, og så går vi målrettet efter det og kun det.

Derved slipper for de mange genstande på magasin, som er så lammende for museernes handlekraft. Og handlekraften er vigtig, hvis vil skal sikre, at vore børn og børnebørn kan opleve museer med et bredt udsnit af vor egen tids historie.