LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER

Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.

Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.

At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.

Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.

I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.

Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.

At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.

For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.

Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.

I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”

Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.

Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.

Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.

Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.

Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.

Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.

Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”

For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.

Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.

Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.

Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.

Dette indlæg er under titlen ”Gratis adgang til museer giver flere gæster, men sikrer ikke mangfoldigheden” trykt som kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten 28. oktober 2020.

 

Den Gamle By frygter at blive spærret inde af fredningsforslag

I Den Gamle By arbejder vi med at bevare kultur, og personligt har jeg altid fundet det vigtigt også at bevare og beskytte Danmarks exceptionelle naturværdier. Fx Skagens gren, Råbjerg Mile, Stevns Klint og Vadehavet – og vi ser heller ikke nogen problemer i at også dele af Botanisk Have i Aarhus måtte blive fredet. Men vi undrer os over, at Dansk Naturfredningsforening nu har rejst forslag om fredning af hele Botanisk Have. Ikke blot stenbedet, aboretet og andre særlige steder, men også områder tæt på Den Gamle By, som ifølge fagfolk er uden fredningsværdi.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested  for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested
for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

Også områder, der ikke er fredningsværdige, er med i forslaget

I Den Gamle By undrer vi os især over, at to områder er taget med i Dansk Naturfredningsforenings forslag. Det ene er den baggård, der ligger bag gartnerhuset på Eugen Warmings Vej. Det andet er det ret anonyme område, der strækker sig fra møllen på toppen af bakken og så ned til Ceres-krydset. I alt cirka fem procent af havens areal – og som ret beset ikke meget mere end en græsplæne og en håndfuld træer.

For hvis man freder sådanne områder, så vil det ikke blot være til skade for Den Gamle By og den halve million gæster, der årligt besøger museet, men så sandelig også for den troværdighed, der i almindelighed knytter sig til naturfredningssagen.

I Den Gamle By har vi ingen planer om at udvide på de nævnte områder, men man skal være opmærksom på, at en fredning kan forhindre al udvikling – selv til det bedre. For når sådan en græsplæne først er fredet, kan ingen demokratisk valgte organer gøre noget ved det – hverken byråd, region, folketing eller EU. Det er alene det særlige fredningsnævn, der kan træffe beslutninger på området.

Fare for at handicapvenlig indgang ikke kan blive til noget

De fleste ved, at det er vanskeligt for handicappede at besøge Den Gamle By. Det problem er vi nu på vej til at løse, idet museet med støtte fra A.P. Møller Fonden kan bygge en ny indgang på den del af Den Gamle Bys grund, der vender ned mod Ceres-krydset.

En sådan indgang vil gøre det muligt for kørestole, rollatorer og for folk, der bare ikke kan gå på brosten, at komme ind til de dele af Den Gamle By, hvor der er fortov og asfalt og flade brosten og hvor der er etableret flere elevatorer til udstillingerne. Dermed bliver der let adgang til de moderne kvarterer, Kunstkammeret, Aarhus Story, Købmandsgården, Legetøjsmuseet – kort sagt de dele af Den Gamle By, der i disse år har publikums store bevågenhed.

Men det fordrer, at der kan etableres stiforbindelser, og måske skal der ændres lidt på terrænet, og så skal der være plads til skure for handicapscootere og hvad der nu ellers hører til ved sådan en indgang til et stort museum. Bliver Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag til virkelighed, er vi bange for, at denne vision ikke kan blive til noget.

Intelligent parkeringsløsning forhindres

Jeg tror også de fleste er bekendt med, at de alt for få parkeringspladser jævnligt skaber kaos til skade for beboerne på Eugen Warmings Vej og tilstødende gader og villaveje.

En ny indgang ved den del af museet, der vender ned mod Ceres-krydset, vil give let adgang til det store antal parkeringspladser, der i dag findes ved Scandinavian Center, og ikke mindst til de mange pladser, der er ved at blive etableret på Ceres-grunden. Vel at mærke parkeringspladser, som sjældent vil blive brugt i de weekends og ferie, hvor Den Gamle By har flest gæster og dermed det største parkeringsbehov.

En udnyttelse af disse muligheder er kun realistisk, hvis Den Gamle By får mulighed for at etablere den nye indgang ned mod Ceres-krydset. Vi frygter, at Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag vil forhindre denne løsning – til skade for såvel Den Gamle By, museets mange gæster og for de hundredvis af beboere, der må leve med de umulige parkeringsforhold i området.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Områderne ved Den Gamle By rummer ingen uerstattelige naturhistoriske interesser

Den Gamle By har bedt Naturhistorisk Museum se på de to områder, og konklusionen fra museumsdirektør Bo Skaarup er klar: ”Botanisk Have tættest på den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested for hverken dyr, svampe eller planter”. Han konkluderer: ”Naturhistorisk Museum ser derfor ikke særlige eller uerstattelige naturhistoriske interesser, der berettiger en fredning af de arealer af Botanisk Have, der umiddelbart grænser op til Den Gamle By”.

Formålet er ikke fredning, men at stoppe Den Gamle By

Noget tyder på, at Danmarks Naturfredningsforening er enig i dette, idet det fremgår, at den primære begrundelse for fredningsforslaget er, at man ønsker at forhindre en eventuel videre udbygning af Den Gamle By, ligesom man også udtrykker bekymring for en videre udvikling omkring væksthusene.

Altså er formålet ikke at frede bevaringsværdigt natur, men at beskytte et grønt område mod andre interesser.

Det er helt legitimt at ville beskytte byens grønne åndehuller, og i Den Gamle By er vi enige i, at man skal beskytte Botanisk Have og i øvrigt sikre den såkaldte grønne kile, som har været en hovedhjørnesten i kommuneplaner så langt tilbage, jeg kan huske.

Vi forstår blot ikke, hvorfor man ikke som hidtil kan anvende planloven til formålet. At bruge den helt særlige danske naturfredningsmodel til at frede noget, der ret beset ikke er fredningsværdigt, er ikke troværdigt.

Aarhus Kommune anviste i 1998 forhaven som museets udviklingsområde 

Den Gamle Bys planlagte indgangsbygning ned mod Ceres-krydset er en del af den store donation, som Den Gamle By har modtaget fra A.P. Møller Fonden. Bygningen vil afslutte museets projekt med at skabe en slags ny gammel by, der viser livet i Danmark fra 1920rne over 1970erne og helt op til vor tid. Projektet er unikt på verdensplan og er den vigtigste årsag til, at Den Gamle By nu besøges af omkring en halv million gæster om året, heraf et meget stort antal aarhusianere.

Siden 1998 har Den Gamle By vidst, at museets udviklingsmuligheder ikke ligger inde i selve Botanisk Have, men på græsplænen, hvor der pt er byggeplads. Dengang meddelte daværende tekniske rådmand, Hans Schiøtt, at en fremtidig udvikling af Den Gamle By skulle ske i ”den del af anlægget, der strækker sig langs Viborgvej ned mod Ceres-krydset”. Det har vi ageret efter, og vi har haft en god dialog med kommunen og byrådspolitikerne herom.

Den Gamle By ønsker området fra møllen og til Ceres-krydset friholdt

I Den Gamle By har vi ikke nogen problemer med, at Danmarks Naturfredningsforening ønsker at frede de 95 pct af Botanisk Have, der ligger nord for museet. Men vi er bekymret over, at forslaget også omfatter de fem pct, der udgøres af arealet fra møllen og ned mod Ceres-krydset. For det er jo i området ned mod Ceres-krydset, museet skal have en ny indgang, så Den Gamle By bliver tilgængelig for handicappede, så der bliver adgang til parkeringspladser, så villaerne på Eugen Warmings Vej slipper for de mange parkerende museumsgæster, og så museet bliver en integreret del af den kulturakse, som er et af Aarhus’ stærkeste kort som turistby.

Den Gamle By håber, at det indsendte fredningsforslag må blive modificeret, så de ikke-fredningsværdige områder friholdes.

Bevaringen af denne grønne korridor er indskrevet i adskillige kommuneplaner og vil utvivlsomt også være en fremtidig prioriteringssag for Aarhus Kommune. Det bør være tilstrækkelig sikring af dette område.  For ingen kan seriøst argumentere for, at disse arealer har naturkvaliteter, der kan begrunde en fredning.