Forfatterarkiv: Thomas Bloch Ravn

Om Thomas Bloch Ravn

Museumsdirektør

ARGUMENTER FOR EN SÆRLIG MUSEUMSFORSKNING

Den af

Museumsforskningen skal kvalificere museernes grundlæggende opgaver med indsamling og formidling. Krav om, at al forskning skal være på universitetsniveau risikerer at distancere forskningen fra museernes almindelige virke og dermed slå skår i den meget høje troværdighed, som er et af museernes særkender.

Forskning er fint, og universitetsforskning er endnu finere. Det blev for alvor knæsat med den seneste museumslov fra 2012, som definitivt gjorde universitetsforskningen til målestok for den forskning, der foregår på museerne.

Det forekommer umiddelbart oplagt at nikke ja til, at museerne naturligvis skal forske på universitetsniveau. Altså både producere ph.d.’ere og publicere i peer-review, som det hedder når fagfæller skal gennemgå andre forskeres resultater, inden de offentliggøres.

Denne disposition har imidlertid den (formentlig) utilsigtede konsekvens, at den daglige museumsforskning devalueres. Altså de undersøgelser og analyser, der løbende foretages for at kvalificere arbejdet med at formidle for folk og indsamle for eftertiden. Dette helt basale museumsarbejde giver nemlig ikke point i den vedtagne model.

Lidt firkantet kan man sige, at den peer-reviewede universitetsforskning prioriterer bøger og artikler, der typisk læses af de få, mens museumsforskningen er den virksomhed, der sikrer soliditet og troværdighed i det indsamlings- og formidlingsarbejde, der på museerne når ud til de mange. Og hvis man, som jeg, mener, at museernes vigtigste opgave er at nå ud til folk og give anledning til læring, eftertanke, inspiration og forundring, så hører det jo ingen steder hjemme, at museumsforskningen ikke længere giver point i de kvalitetsvurderinger, som den statslige kulturstyrelse foretager af alle statsstøttede museer, bortset fra statens egne.

Som jeg ser det, er det skismaet mellem universitetsforskning og museumsforskning, der ligger til grund for den evige diskussion, om det nu også er alle museer, der kan og skal forske. Skismaet ligger også som en understrøm i det arbejde med en museumsreform, som for nylig er igangsat af kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Jeg har i mere end 35 år været leder af et museum. Otte år på det lokalhistoriske Struer Museum og godt 27 år i Den Gamle By, og begge steder har jeg betragtet forskningen som en slags udviklingsafdeling, hvor undersøgelser og forskning indgår som en integreret del af det almindelige museumsarbejde med det særlige formål at skabe nye erkendelser, ny viden og nye vinkler, der kan berige dette arbejde med henblik på at få det, museerne kan, ud over rampen. Det er på sin vis meget parallelt til den måde, udviklingsafdelingen fungerer hos firmaer som Apple, Novo Nordisk og Bang & Olufsen – uden sammenligning i øvrigt.

I Den Gamle By er forskningen en integreret del af museets arbejde. Fx når det skal afklares, hvad der gjorde mørtel fra 1600-tallet mere elastisk end moderne mørtel. Eller hvilken teknik man anvendte til at trykke papirtapeter i 1768. Eller hvor byens borgere tørrede vasketøj i 1864. Eller hvilke varer en isenkræmmer forhandlede i 1927. Eller hvilken type fliser man på samme tidspunkt typisk brugte til byernes fortov. Eller hvordan den typiske gavlreklame så ud i 1974. Eller hvordan tyrkiske fremmedarbejdere boede og arbejdede i Danmark i 1974. Eller hvordan et typisk pizzeria var indrettet i 2014.

Her kan vi ikke støtte os til hverken ph.d.-afhandlinger eller artikler, der er publiceret efter peer-review. Men uden dette grundarbejde vil museet ikke fremstå troværdigt.

Denne daglige museumsforskning anerkendes ikke som egentlig forskning, og det giver sjældent mening at konvertere den til ph.d-afhandlinger eller publicere den i peer-review. Men den er af uvurderlig betydning, fordi den udgør det sikre fundament for Den Gamle Bys historiefortælling, der hvert år når ud til en halv million mennesker – og hvoraf kun de færrest vil læse en peer reviewed artikel.

Tung forskning i form af doktordisputatser og ph.d.-afhandlinger kan naturligvis også indgå i kvalificeringen af det museumsarbejde, der når ud til de mange. Det afhænger helt af forskningens fokus. Da Den Gamle Bys Helge Søgaard i 1940 blev dr.phil. på en afhandling om Håndværkerlavene i Aarhus var det slutproduktet på en længere proces med forskning, indsamling og udstilling af værksteder, lavsgenstande og lavenes arkiver. Da Erna Lorenzen i 1975 forsvarede sin doktorafhandling om Folks tøj i og omkring Aarhus, var den slutproduktet af årtiers konkret arbejde med Den Gamle Bys store dragt- og tekstilsamling og tilhørende udstillinger.

For godt og vel 20 år siden oprettede Den Gamle By og historiefaget ved Aarhus Universitet Dansk Center for Byhistorie som en slags brobygning mellem museum og universitet. I regi af dette forskningscenter forsvarede Jeppe Norskov Stockholm i 2010 sin ph.d-afhandling om Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark og støttede derved op om Den Gamle Bys arbejde med projektet Den Moderne By. Mette Mortensens afhandling om Et hjem i byen fra samme år er fra Den Gamle Bys side tænkt som det videnskabelige grundlag for det pensionat, som Den Gamle By drømmer om at kunne lave i museets 1927-kvarter.

I Den Gamle By har vi altid lagt vægt på, at museets arbejde er professionelt, potent og videnskabeligt baseret. Det er for os et mantra, at Den Gamle By skal virke på et videnskabeligt grundlag, og at der skal være forskning og undersøgelser bag alt, hvad vi gør. Det skal publikum vide. Men vi er på den anden side meget bevidste om, at museet ikke må virke akademisk – og dermed måske afvisende – over for det brede publikum, som typisk besøger Den Gamle By.

Universitetsforskningen, som vi kender den, er ét, museumsforskning noget andet. Begge dele er relevante, og det giver sig selv, at museumsforskningen i lighed med universitetsforskningen skal være kvalificeret og kunne evalueres. Pointen er blot, at målestokken skal være den rette.

Her i disse reformtider vil jeg slå et slag for en rehabilitering af den museumsforskning, der har så vigtig en funktion for museernes kvalitet og troværdighed, og jeg vil også slå et slag for, at den type forskning hører hjemme på alle museer. Derimod er jeg ikke sikker på, at det er alle museer, der kan og skal forske på universitetsniveau.

Konklusionen er, at så længe universitetsforskning fastholdes som eneste målestok for museernes forskning, risikerer man, at den forskning, der kvalificerer det almindelige museumsarbejde, bliver neddroslet, ja måske helt forsvinder fra nogle museer. Derved vil museerne uvægerligt miste væsentlige dele af den troværdighed, som er helt afgørende for deres virke. Det kan så igen have den uheldige konsekvens, at nogle museer på den ene side producerer tung forskning, og så på den anden side laver letbenet formidling, som indkøbes hos folk eller firmaer uden den fornødne faglighed og uden kendskab til det pågældende museum.

Museerne skal holde fast i, at de er museer og ikke universiteter. For vil museerne være universiteter, hvad skal man så med museerne?

En forkortet udgave af denne tekst er i dag publiceret som kronik i Weekendavisen.

MUSEER SKAL VÆRE FRIRUM FOR FREMTIDENS PUBLIKUM

Den af

Af Rebecca Matthews, Peter C. Kjærgaard og Thomas Bloch Ravn, direktører for henholdsvis Aros, Statens Naturhistoriske Museum og Den Gamle By

I en tid med stadig mere endimensionalitet og algoritmestyring er det vigtigt, at vi værner om de oaser for mangfoldighed og anderledeshed, der findes. Museerne har her en særlig opgave, navnlig over for de digitalt indfødte generationer, som aldrig har prøvet andet.

Museer er oplevelse, de er overraskelse, de er eftertanke, de er forundring, de er dannelse, og så er de fællesskab. En slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Og så er de ofte også en slags bindeled mellem den enkelte og noget, der er større.

Museerne repræsenterer dermed det diametralt modsatte af den individualisering, endimensionalitet og algoritmestyring, der gennemsyrer snart sagt alt i vores hverdag. Fra den musik, vi hører, de film og serier, vi streamer, de personer og meninger, vi bliver mødt af på sociale medier, og de reklamer, vi bliver udsat for.

Der er på en måde noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via it-ficeringen er blevet en styrende del af vores hverdag. Man får det, som andre har set, man reagerer positivt på. Mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer! Men denne styrede verden rummer kun sjældent noget, der opfordrer os til at tænke nyt. Fællesskaberne er virtuelle, og der er ikke noget, der giver forståelse og skaber empati for dem, der ikke er som os. Vi får, hvad vi tror vi vil have, men meget sjældent det, som vi ikke vidste, vi ønskede os.

De mest udsatte for denne udvikling er de generationer af børn og unge, der så at sige har fået det digitale ind med modermælken, og som derfor aldrig har oplevet, at det kan være anderledes. Skærmenes uendelige fascination ligger i dag konstant som en tung dyne over børns og unges liv helt fra vuggestuealderen, og er efter alt at dømme en vigtig årsag til de alvorlige trivselsproblemer, vi ser i dag.

Som direktører for tre af Danmarks største museer er vi derfor ved at revne af stolthed over, at vore museer når ud til børn og unge i titusindvis. Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, som dækker året 2022, besøgte 120.000 børn og unge under 18 år dette år Den Gamle By. På andenpladsen ligger Aros med 115.000 og på tredjepladsen Statens Naturhistoriske Museum med 97.000 børn og unge. På de to næste pladser finder man Moesgaard Museum med 88.000 og Louisiana med 74.000. En stor del af børnene og de unge kom som led i skoleundervisningen, men endnu flere kom sammen med kammerater eller med familien.

Vores tre museer er forskellige. Aros fokuserer på kunsten, Statens Naturhistoriske Museum på naturen og Den Gamle By på historien. Men de tre museer har det til fælles, at et besøg også er det, man kalder ’a good day out’, hvor vi giver gæsterne en hyggelig, oplysende, berigende, ja morsom totaloplevelse, de husker, og som integrerer aktiv medvirken, læring, engagement, samvær og såmænd også shopping og kaffe og kage. Museerne har ’public quality’, som den nu afdøde engelske museolog Kenneth Hudson ville sige.

Selvfølgelig skal museerne opbygge samlinger, de skal bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må være gæster og brugere – nu og i fremtiden. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan sørger vi for at de hygger sig og er sammen, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de lukker op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer? Og hvordan møder de hinanden?

For et kvart århundrede siden kom den amerikanske museolog Stephen E. Weil med denne stærke programerklæring: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”. Vi tilslutter os til fulde, ligesom vi også bakker op om den daværende direktør for Museum of Liverpool, David Fleming, der i 2013 formulerede museernes opgave på denne måde: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål”.

Hvis museerne ikke flytter sig, når verden omkring flytter sig, står museerne ikke bare stille, men sakker agterud. Derfor skal vi som ansvarlige ledere løbende spørge: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?

Ét svar på disse spørgsmål er, at vore museer skal være frirum for fremtidens publikum. Her er børn og unge en nøgle. Skaber vi i en tidlig alder forståelsen for, hvad det er, museer kan, så er det med til at skabe fundamentet for et mere harmonisk og rigere liv.

Vi ser i disse år en generation vokse op, der kæmper med en ensomhed og social isolation, der er både mere omfattende og dybere, end vi har set tidligere. Ironisk nok så forstærkes udviklingen af de teknologier, der også giver os mulighed for at være bedre globalt forbundne end nogensinde før. Men på børneværelserne, kollegieværelserne og i ungdomsboligerne vokser udfordringerne, og vi ser mere og mere mistrivsel. Og så er det næsten ikke til at bære, at vi ser en lignende mistrivsel og ensomhed i ældre generationer. Altsammen forstærket af den globale pandemi, som vi har været igennem. 

Spørgsmålet er så, hvad vi som museer og kulturinstitutioner kan gøre?

Jo, for det første skal vi fastholde museernes troværdighed. Både danske, amerikanske og senest svenske undersøgelser dokumenterer, at museer nyder overordentlig stor tillid, og folk ser museerne som en langt mere troværdig kilde til information end fx massemedier, NGO’er, universiteter, offentlige myndigheder og politikere. ’Alternative facts’ og ’fake history’ hører ikke hjemme på et museum.

For det andet skal museerne også fortsat vise det anderledes, det som giver anledning til undren, til nye tanker, til modsigelse, ja måske afstandtagen, og derved prikke til gæsternes vante virkelighedsopfattelse og tankegang.

For det tredje skal museerne være ramme om fællesskab. Når vi i corona-årene var så mange, der længtes efter, at musiksteder, biografer, museer, teatre, fodboldstadions, kirker og andre kulturformer atter skulle åbne, var det ikke kun fordi vi savnede det konkrete kulturindhold. Det var det selvfølgelig også. Men det var nok så meget, fordi vi savnede at være sammen og opleve noget virkeligt.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplever som det bedste ved et museumsbesøg. Langt de fleste, nemlig hele 40 pct, svarer, at det vigtigste er at være sammen, mens forbavsende få nævner udstillingerne (16 pct) og det at lære noget nyt (10 pct). USA er ikke Danmark, men en dansk undersøgelse vil næppe give et væsentligt anderledes resultat.

Endelig skal museerne også give gæsterne en følelse af at være en del af noget, der er større end dem selv. Det har at gøre med historien, det åndelige, verdensaltet. Denne, museernes dybeste værdi, er ikke så let at sætte ord på. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en nyudsprunget bøgeskov, et stort menneskeværk, et strejf på kinden fra én, man holder af, eller en begravelsessalme ved kisten i kirken.

Når museerne er bedst, er de steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden og deres egen virkelighed.

Ikke mindst derfor er vi stolte over, at vore tre museer ligger i top, når det drejer sig om at række ud til børn og unge. Det forpligter, og vi er parate til at tage ansvaret på os.

Denne tekst er en lettere redigeret udgave af kronik i Kristeligt Dagblad 11. juli 2023.

TÆNK STORT OG TÆNK LANGSIGTET

Den af

Adskillige tilløb til en museumsreform har lidt skibbrud gennem de senere år. Jeg giver her en håndfuld råd til, hvordan en reform kan sejles i havn.

At de danske museer er en succes, er vist uomtvisteligt. I seneste normalår 2019 havde de tilsammen knap 17 millioner gæster. Til sammenligning er det væsentlig flere, end der går til superligafodbold, selv når man medregner dem, der ser kampene på TV.

Men intet står stille, og selvfølgelig kan vi blive bedre. Derfor er det glædeligt, at S-V-M regeringen i sit regeringsgrundlag har annonceret, at man vil gennemføre en museumsreform. Men kulturminister Jakob Engel-Schmidt skal være opmærksom på, at det ikke er noget, man bare gør med et fingerknips.

Som gammel i gårde har jeg set adskillige ambitiøse planer, der har lidt skibbrud. Først og fremmest, tror jeg, fordi man har insisteret på enten at tage afsæt i den utidssvarende struktur, der afspejles i den eksisterende museumslov, eller i helt nye konstruktioner. For derved har man negligeret den stærke museumsvirkelighed, som er – ja virkeligheden.

Skal det lykkes denne gang, kommer kulturministeren og hans ministerium utvivlsomt længst ved at tage afsæt i den faktuelle virkelighed. Tillad mig at komme med en håndfuld råd, som forhåbentlig kan være med til at forebygge endnu et skibbrud.

For det første vil jeg anbefale ministeren at tænke stort og sætte det lange lys på. En museumsreform kunne således passende tage afsæt i spørgsmålet: Hvordan sikrer man, at Danmark også om 10, 30 og 50 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer, der både har bred popularitet og høj international profil? Naturligvis handler det også om penge, men den diskussion bør vente til den langsigtede vision er lagt fast.

Det andet råd lyder: Vær opmærksom på, at nogle museer er vigtigere end andre. Jeg er klar over, at man her i Jantelovens hjemland risikerer kritik for det synspunkt, men jeg tror alligevel, at de fleste, vil erkende, at nogle museer skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig yndest og international opmærksomhed. Og det har ikke det mindste at gøre med, om museerne er ejet af staten eller af en kommune, eller om de er selvejende eller foreningsejede. Som modtagere af statsstøtte fungerer de alle under den samme museumslov.

For det tredje anbefales det, at en reform bør bestræbe sig på at sikre en fornuftig tilstedeværelse af museer i alle landsdele. Vel at mærke uden at man ”smører smørret så tyndt ud, at der kun lige er nok til, at vi alle sammen kan overleve”, som kulturministeren så klogt udtrykte det i et tiltrædelsesinterview, hvor han også anbefalede, at ”vi sætter nogle kalorier bag nogle fyrtårne, der så kommer helt op i de højere luftlag”,

For det fjerde bør man se på, hvilken rolle de enkelte museer spiller og hvilke opgaver, de varetager. Er samlingerne af betydning lokalt, regionalt, nationalt eller internationalt? Hvilken faglig og forskningsmæssig tyngde har museerne, og hvordan synliggøres den i formidling, videnskabelige publikationer og samarbejde med højere læreanstalter? I hvilken grad rummer museerne kompetencer og ressourcer, der rækker ud over dem selv og er til nytte for andre museer, offentlige instanser og private? Og endelig: I hvilken grad er museerne attraktive for den befolkning, de i sidste ende er sat i verden for? Gider folk besøge museerne, og vil de også betale for det?

For det femte bør man betragte museumslandskabet som ét sammenhængende hele. Det vil sige, at en reform bør omfatte såvel de statsejede som de statsanerkendte museer. Det er derfor ærgerligt, at de statsejede museer ikke er inviteret med til det dialogmøde 27. februar, som ministeren har indbudt til. Som han skriver: Formålet er ”at lytte til alle gode ideer og input og at høre om konkrete erfaringer og udfordringer for at danne det bedst mulige grundlag for en kommende museumsreform”. Når de statslige museer ikke er med i kredsen, holder man de museer, der modtager langt broderparten af statens tilskud, uden for en eventuel reform. Jeg håber virkelig ikke, at ministeren mener, at en reform som udgangspunkt skal styres af, hvem der ejer museerne, frem for af hvilken rolle, de spiller, og hvad de leverer til samfundet!

Det seneste forsøg på en museumsreform led skibbrud i 2018. Kulturminister Mette Bock havde bedt to eksterne ekspertgrupper om at udvikle hver deres model for fremtidens museumsvæsen. De to ’slag i bolledejen’, som man vist kan kalde dem, blev fremlagt på et stormøde 25. januar 2018 i nogle rå konferencelokaler i Københavns Nordhavn. Det talte vi meget om de nærmeste dage, men det er ikke mit indtryk, at de to forslag fik nogen effekt overhovedet. Sikkert fordi ingen af dem relaterede sig til den eksisterende virkelighed.

Det gjorde derimod daværende direktør for A.P. Møller Fonden Henrik Tvarnø, som kulturministeren havde bedt om at komme med indlæg til samme møde. Henrik Tvarnø har et dybtgående kendskab til det danske museumslandskab, og han gav utvetydigt udtryk for, at vi i Danmark har ”forbløffende gode museer” og et ”forbløffende godt personale” til at lede dem. Han gjorde opmærksom på, at statens støtte til museerne er med til at sikre kontinuitet. Han gjorde det klart, at hvis ikke fondene kan være sikre på, at staten fastholder sit engagement, så vil det ikke være attraktivt for dem at støtte museerne. Han opfordrede også til, at man bør erkende, at nogle museer er bedre og vigtigere end andre.

Sidst men ikke mindst adresserede fondsdirektøren det helt store problem ved den eksisterende model, nemlig at alt er låst. Sådan er det stadig. På den ene side kan man ikke få skubbet de museer, der ikke leverer, ud af systemet, hvilket på den anden side betyder, at de kvalificerede museer, der står og banker på, ikke kan komme ind i varmen. Henrik Tvarnø foreslog da den enkle model, at man med mellemrum lader de museer, der leverer svagest, konkurrere med de museer, der kandiderer til at komme ind i systemet. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden.

Dagen derpå havde jeg lejlighed til at drøfte Henrik Tvarnøs forslag med både minister og departementschef. Men ingen af dem mente, at modellen havde gang på jord. Jeg medgav, at det ville være vanskeligt, hvis det alene var Kulturministeriets departement, der dekreterede lukning af et museum. Men hvorfor ikke få museernes organisationer til at bakke op, foreslog jeg? Så tror jeg nemlig, det kan lade sig gøre.

Til sidst en lille sigende historie om en tidligere kulturminister, som jeg engang hørte fundere over, hvilke museer, der var de vigtigste. Det var tydeligt, at ministeren var ude på egen hånd, for vedkommende spurgte åbent ud i rummet: ”Sig mig, er Statens Museum for Kunst vigtigere end Louisiana? Og er Nationalmuseet vigtigere end Moesgaard og Den Gamle By?”. ”Jeg ved det ikke”, besvarede ministeren selv sit spørgsmål. Pointen er, at kulturministeren – i hvert fald i sit frikvarter – var opmærksom på, at et museums betydning ikke defineres af, hvem der ejer det, men derimod af, hvad det leverer. Det håber jeg kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil lægge sig på sinde i arbejdet med den kommende reform. Ikke først og fremmest af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som på museerne kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Dette indlægt er en lettere redigeret udgave af den kronik, der bringes i Kristeligt Dagblad mandag 27. februar 2023.

BEDØM MUSEERNE PÅ DET, DE LEVERER

Den af

Den nye SVM-regering annoncerer en museumsreform, der skal skabe en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af statens midler til museerne. Jeg siger tak og anbefaler regeringen at tænke langsigtet og lade reformen omfatte alle museer, de statsejede såvel som de statsanerkendte.

Som udgangspunkt bør regeringen sætte det lange lys på og spørge:  Hvordan sikrer man, at Danmark også om 10, 30 og 50 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer, der både har bred popularitet og høj international profil?

Dernæst bør man spørge, hvad der kendetegner et godt museum. Mit bud er, at et godt museum er et sted, der tager vare på kulturen og historien, og som rummer dyb faglig viden samtidig med, at museet giver oplevelser af en karat, så det tiltrækker og engagerer et stort og bredt publikum. Men det er mere end det.

I Den Gamle By, som jeg har haft med at gøre i en menneskealder, betragter vi museet som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når museet er bedst, er det et sted, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage. Det gode museum er på den ene side et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum handler om ’mig’, og samtidig handler det om noget, der er større end ’mig’. Det har kant, det rummer kundskab og samtidig er det skønt, morsomt og inspirerende. De gode museer er vigtige. Ikke mindst fordi de på en eller anden måde handler ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden. Derfor er det også vigtigt at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret tit beskrives som ’kvindelige gymnasielærere på +50’.

I fem år har politikerne i Folketinget talt om, at statens tilskud til museerne bør omfordeles. Det har betydet, at en stor del af Danmarks museer i alt for lang tid ikke har vidst, om de var købt eller solgt. Derfor er det glædeligt, at sagen nu er sat på dagsordenen.

Når regeringen og Folketinget skal til at sætte handling bag ordene, er det vigtigt at være opmærksom på, at nogle museer er både bedre og vigtigere end andre. Jeg er klar over, at man her i Jantelovens hjemland risikerer kritik for det synspunkt, men jeg tror alligevel, at de fleste, når alt kommer til alt, vil erkende, at nogle museer skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig yndest og international opmærksomhed.

Jeg vover også et øje og anbefaler, at man lader en reform omfatte alle statsstøttede museer, også de såkaldte hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, selvom det er staten, der står som ejer.

For betragter man museumsstrukturen med historiske briller, er arven fra enevældens centralisering og etatisme fortsat meget stærk. Den stuktur, som gives af museumsloven, opererer alene med to ’hovedmuseer’, et for kunst og et for kultur, som begge er ejet af staten og beliggende i København. Alle andre museer betragtes i princippet som lokalmuseer. Og det til trods for at flere af disse museer inden for deres særlige områder gør hovedmuseerne rangen stridig.

Er Statens Museum for Kunst vigtigere end Louisiana, Aros og Kunsten, og er Nationalmuseet vigtigere end Den Gamle By og Moesgaard Museum, kunne man retorisk spørge. Ja, måske lidt, men afgjort ikke i den grad, som fremgår af museumsloven og den officielle tænkning om museumsstrukturen.

I Holland, der ellers på mange måder ligner Danmark, har man en helt anden og langt mere mangfoldig model for landets nationale museer. Her har man 26 såkaldte ’rijksmuseer’, hollandsk for ’nationalmuseer’, der rummer samlinger og fortællinger af national og sommetider også international signifikans, og som i øvrigt er de eneste, der modtager tilskud fra den hollandske stat. Rijksmuseerne i Holland var oprindeligt ejet af staten, akkurat som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst i Danmark. Men i årene omkring 1990 blev disse nationale museer ’sat fri’, som de selv siger. De blev til det, vi vil kalde selvejende institutioner, hvilket frigjorde en kreativ kraft uden lige. Frisætningen gav også museerne bedre muligheder for selv at tjene penge – og det gjorde mange af dem nu i stor stil til bedste for museernes kvalitet og udvikling. Og så er det værd at bemærke, at rijksmuseerne ikke er koncentreret i hovedstaden, men ligger spredt ud over det ganske land. Fra Amsterdam og Den Haag til Apeldoorn, fra Entschede til Enkhuizen, fra Groningen til Utrecht og Otterloo.

Forklaringen er, at Holland ikke har enevældens tradition for centralisering omkring hovedstaden, sådan som vi har det så markant her i Danmark – selv i dag godt 170 år efter enevældens ophævelse. Jeg tror, vi er mange, der drømmer om, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Folketinget vil holde op med at vurdere museerne efter, hvem der ejer dem, og i stedet bedømme museerne på det, vi rent faktisk leverer. Lad mig pege på fire målepunkter.

Et museum på højeste niveau bør bedømmes på, om, det har en attraktionskraft, der dokumenterer, at det publikum, der i sidste ende skal have glæde af museet, rent faktisk også gider besøge det og betale for det. En centralt placeret politiker mindede mig engang om, at besøgende jo også er vælgere, og måske man kan sige, at besøgende, der vælger at besøg et museum, her ’stemmer’ med både fødderne og pengepungen.

Et museum på højeste niveau bør bedømmes på, om det som minimum har samlinger af national betydning og meget gerne af en kaliber, der også vækker opmærksomhed internationalt.

Et museum på højeste niveau bør bedømmes på sin faglige tyngde, og hvorvidt denne synliggøres i museets formidling, i videnskabelige publikationer og via forskningsmæssigt samarbejde med for eksempel et universitet.

Et museum på højeste niveau bør endelig bedømmes på, om det rummer særlige kompetencer og ressourcer, som rækker ud over museet selv, og som kan være til nytte og hjælp for andre museer såvel som for offentlige instanser og private.

I bankernes verden defineres nogle banker som ’systemiske’. Ordet kommer af, at en bank kan være en ’Systemically Important Financial Institution’, SIFI. Disse SIFI’er er så betydningsfulde, at de ikke må gå konkurs.

Man kunne i forlængelse heraf foreslå, at staten som led i en museumsreform definerer de museer, der er noget helt særligt, som ’systemiske’ og dermed så betydningsfulde, at de skal sikres af staten. At systemisk ikke er det samme som at være ejet af staten, giver vist sig selv. Et systemisk museum bør alene bedømmes ud fra, hvad det leverer.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men de seneste års samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at staten tager større ansvar for driften af de museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie.

Ikke først og fremmest af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som her kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Nu og om 10, 30 og 50 år.

Denne tekst baserer sig på min artikel i Den Gamle Bys årbog 2022 og er en lettere tilrettet udgave af min kronik i Jyllands-Posten 3 januar 2023.

ALMINDELIGE MENNESKERS HUSE OG HISTORIE ER TRUET

Den af

Sammen med Ingeborg Svennevig fra Hjerl Hede og Henrik Harnow fra Den Fynske Landsby har jeg begået Jyllands-Postens kronik 26. august 2022. Teksten bringes her i en lettere redigeret udgave.

I Danmark har vi en fin tradition for at beskytte, bevare og fremvise vor kulturelle arv – også den der handler om fortidens huse. Det gælder ikke kun kongens, adelens og kirkens bygninger, men nok så meget almindelige menneskers boliger og arbejdssteder, i det omfang det har været muligt at bevare dem.

Frilandsmuseernes huse fra før 1900 er enestående levn fra helt almindelige menneskers liv. Husene ville næppe have eksisteret i dag, hvis ikke museerne havde reddet dem. De hører til det, som samtiden kaldte ’gamle rønner’, men som vi i eftertiden kan skatte for deres vidneudsagn om jævne levevilkår i fortidens Danmark.

Bygningerne og miljøerne er populære og taler ind i emner som bæredygtighed, håndværk, hygge, fællesskab, forankring og nærhed. De tilbyder os særlige muligheder for at vise og forstå livsvilkår for flertallet af vore formødre og -fædre. De præsenteres i smukke og indbydende omgivelser, der løbende skal plejes.

De tre selvejende frilandsmuseer Den Gamle By, Hjerl Hede og Den Fynske Landsby varetager på nationens vegne en meget væsentlig del af denne opgave, og den er nu blevet for tung at løfte uden målrettet statslig hjælp. Navnlig efter at klimaforandringerne har forstærket den løbende nedbrydning af de historiske huse.

Modsat andre museumsgenstande er de historiske huse nødt til at ’stå ude om natten’. De skal hyppigt efterses, og de har det svært med de temperaturstigninger og voldsomme regnskyl, som vi er blevet vidne til. Derfor har vi dygtige fagfolk til hele tiden af istandsætte og vedligeholde. Men det er ikke længere tilstrækkeligt. Hvis husene også om 10, 30 og 50 år skal berette om dagliglivet for almindelige mennesker, skal der flere ressourcer til. Ellers forsvinder de langsomt, men sikkert.

En nu afdød engelsk kollega Peter Lewis sagde engang: ”Frilandsmuseerne er for museumsverdenen, hvad elefanten, giraffen og næsehornet er for de zoologiske haver. Store og populære skabninger, som er dyre at ernære og bøvlede at forsørge. Akkurat som store dyr har også store museer brug for store ædetrug og store skovle”.

Frilandsmuseernes huse er ikke fredede. Det har den fordel, at vi derved har bedre muligheder for at formidle og levendegøre fortiden for museernes store og brede publikum. Men det betyder desværre også, at husene ikke nyder godt af bygningsfredningslovens muligheder for tilskud – og det på trods af, at netop de udgør de mest velbevarede udtryk for fortidens bygningskultur. Andre vigtige historiske bygninger – kirker, herregårde og slotte – har allerede forskellige tilskudsordninger, der i et vist omfang sikrer dem mod forfald.

I fællesskab har vore tre museer i 2022 gennemført en omfattende vurdering af behovet for en løbende renovering af de udstillede huse fra perioden cirka 1550 til 1900. Museerne har tilsammen 158 huse (hvoraf nogle består af flere bygninger), og de repræsenterer et bredt udsnit af dansk bygningskultur før 1900, geografisk såvel som socialt. Det gennemsnitlige behov for vedligeholdelse på de tre museer er tilsammen cirka 15 millioner kroner om året. Vi bruger selv årligt cirka 7 millioner året til håndværkere og materialer. Dertil kommer uvurderlig bistand fra frivillige. Og fra tid til anden har flere danske fonde også givet en hjælpende hånd, men man kan næppe påregne, at fondene i længden vil påtage sig sådanne opgaver, som jo rettelig hører under den daglige drift. Ergo mangler vore tre museer 8 millioner kroner årligt, hvis de historiske huse ikke skal gå til. De kan kun skaffes ved en særbevilling på finansloven.

Såvel Hjerl Hede, Den Fynske Landsby og Den Gamle By er statsanerkendte, mens det sidste store frilandsmuseum, Frilandsmuseet under Nationalmuseet, er statsligt ejet og finansieret og derfor ikke medtaget i første omgang. Vi anerkender, at der desuden findes en række lokale museer med enkeltstående eller få historiske bygninger, men de her nævnte tre museer har en størrelse, der betyder, at vi tilsammen løfter en opgave af national vigtighed og i et omfang, der skiller sig væsentligt ud i nationalt perspektiv. Tilsammen besøges vore museer af mere end 700.000 gæster om året. Heraf mange, som kun sjældent besøger andre museer.

Vi forestiller os en administrativt enkel, transparent og retfærdig model, der vil gøre det muligt at fordele midler til de tre museer i en øremærket form. Det er vigtigt, at disse penge ikke blandes med andre bevillinger, og at hver en krone går til genopretning af de historiske bygninger. Nogle vil mene, det er mange penge, og det har vi respekt for. Men omvendt finder vi det nødvendigt at gøre opmærksom på, at hvis der ikke tilføres penge til husene, så er det også et valg. Så forgår husene nemlig. Nogle langsomt, andre hurtigt. Og dermed siger vi farvel til en vigtig del af vores fælles historie.

Historiske huse er for mange mennesker både en vigtig kulturarv og ramme om en hyggelig dag med familien. Frilandsmuseerne er heldigvis folkekære. De er friluftsliv, samvær og læring i ét, kulturhistorie og sansning under ét. Det er måske store ord, men husene er samtidig en del af vor tids måske vigtigste fortælling: en kulturarv, der fortæller om ressourcer, genbrug, godt håndværk og fællesskab – kernen i det moderne begreb bæredygtighed. 

Her er vi ved en interessant sidegevinst, nemlig at en styrkelse af håndværk og vedligeholdelse på frilandsmuseerne er et oplagt redskab i bestræbelserne på at øge interessen for de faglige uddannelser og samtidig øge bevidstheden om bæredygtighed og genbrug inden for bygningsvedligeholdelse. Begge dele er i høj grad tiltrængt.

Aktuelle prognoser anslår, at samfundet i 2030 vil mangle henved 100.000 faglærte. Mange af dem inden for byggefagene. Det drømmer vi om at være med til at gøre noget ved. For vel er vi stolte af den historiske museumsoplevelse, som vi giver vore mange gæster. Men det er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke kan bringe museernes kompetencer i spil i andre sammenhænge og på den måde være med til at gøre en forskel i samfundet.

Vi ser derfor øget interesse for bygningshåndværk og bæredygtighed som vigtige elementer af satsningen på vedligeholdelse af vore historiske huse.

En langsigtet bevilling vil betyde, at vi kan fortsætte vort arbejde for at bevare en vigtig del af danmarkshistorien for eftertiden, sikre særlige og efterhånden sjældne håndværkerkompetencer samt bevare kendskab til materialer, genanvendelse og nære ressourcer – og formidle disse særlige kompetencer og indsigter til et stort og interesseret publikum.

Frilandsmuseerne opstod i Skandinavien for mere end 100 år siden. Ifølge den walisiske museolog John Williams-Davies er disse museer enestående i særlig to henseender. For det første fordi de fortæller om almindelige mennesker, deres huse og historie. Det var der dengang ingen andre museer, der gjorde. Og for det andet er disse museer enestående, fordi de rent faktisk fortæller historien for de almindelige mennesker, hvis historie de her belyser. Det var ligefrem revolutionerende, mener John Williams-Davies.

Det kan forekomme paradoksalt, at der politisk for tiden er så stort et fokus på ’almindelige mennesker’, og samtidig så lidt bevågenhed, når talen er om deres huse og den historie, de fortæller.

Selvom fortiden er forbi, så lever historien. Vore fortællinger om fortiden er en vigtig del af fortællingen om, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

Vi krydser fingre for en konstruktiv dialog med regering og folketing om denne sag. Både før, under og efter et valg.

JEG TROR, DET VIL VÆRE GODT FOR NATIONALMUSEET AT FRISÆTTE DE ENKELTE MUSEER OG GIVE DEM EGNE BESTYRELSER

Den af

Forleden blev jeg kontaktet af en københavneravis, som ønskede at høre, hvad jeg mener om den aktuelle situation på Nationalmuseet.

Egentlig var jeg ikke interesseret i at ytre mig offentligt om denne sag, men da Nationalmuseet jo ofte beskrives som ’vores allesammens museum’ og i øvrigt modtager langt broderparten af de statslige støttemidler til museer, så tænkte jeg, at det nok alligevel kunne være relevant at give mit besyv med.

Jeg fik spørgsmålene skriftligt og brugte en del tid på at svare ærligt og nuanceret. Desværre endte det med, at bladets kulturredaktør alligevel ikke var interesseret.

Da jeg imidlertid synes, at de synspunkter, jeg endte med at fremføre, er relevante for debatten om Nationalmuseets aktuelle situation og fremtid, publicerer jeg dem hermed i en lettere bearbejdet form.

Baggrunden for mine synspunkter er, at jeg nu i næsten 35 år har været leder af et museum og dermed en integreret del af dansk museumsverden. Der ud over har jeg i fire år været international præsident for Association of European Open Air Museums, ligesom jeg i 10 år var formand for Foreningen af Specialmuseer i Danmark.

Faglig kompetence er forudsætningen for et museums troværdighed

Første spørgsmål fra avisen lød: ”Stenalderen og besættelsestiden står lige nu uden faglig kompetence. Ser du det som en alvorlig situation?”

Jeg synes lige, det skal med, at også lederen af Frilandsmuseet, der både er dr.phil. og har været en dygtig leder af museet, netop er blevet afskediget.

Som jeg ser det, bør et museums faglighed være en slags garant for troværdigheden, så hvis man skipper væsentlige fagligheder, er der også en alvorlig risiko for at museet mister troværdighed. Og troværdighed er museernes adelsmærke.

Efter fyringen af Nationalmuseets stærke fagligheder inden for stenalder, besættelsestid og som nævnt også lederen af Frilandsmuseet, er det min klare fornemmelse, at det faglige tyngdepunkt på disse områder i dag ligger på andre museer end Nationalmuseet. Jeg gætter på, at Besættelsesmuseet i Aarhus i dag har den største faglige tyngde på dette felt, jeg mener helt klart Den Gamle By er landets førende frilandsmuseum, og jeg vil skyde på, at Moesgaard er det museum, der står stærkest inden for stenalderen.

Det er ikke længere Nationalmuseet, der er førende

Journalistens andet spørgsmål lød: ”Hænger Nationalmuseets nuværende svage faglige situation på disse områder sammen med en generel politik fra museets side, hvor man ikke har udøvet rettidig omhu over for Nationalmuseets opgaver?”

Jeg kan ikke se andet, end at det må have at gøre med ledelse og med prioritering gennem årtier.

Man kan måske sige, at der må være tale om en slags systemfejl. For det kan ikke passe, at et museum, der ifølge mine oplysninger hvert år modtager 260 mio kroner i støtte fra staten, er så nødlidende.

Lad mig sammenligne med to museer, jeg kender ret godt nemlig Den Gamle By og Moesgaard Museum. Tilsammen får vi vel rundt regnet 40 mio fra staten, og lægger man dertil det kommunale tilskud, så får de to Aarhus-museet vel i alt omkring 70 mio kr i offentlig støtte. Altså cirka 25 procent af det tilskud, som Nationalmuseet modtager.

Og lur mig, om ikke Moesgaard og Den Gamle By tilsammen har en væsentlig større, bredere og dybere museumsfaglighed end Nationalmuseet.

Og det på trods af, at navnlig Den Gamle By allerede i eftersommeren 2020 måtte skære hårdt ned som følge af coronakrisen. Det var ikke rart, men jeg synes, at vi udviste rettidig omhu ved at agere allerede dengang.

Faglig kvalitet kan sagtens forenes med folkelig gennemslagskraft

Og det tredje spørgsmål: ”Har der været en tendens til, at Nationalmuseet har prioriteret formidling og lidt lette udstillinger højere end det mere dybtgående og seriøse?”

I Den Gamle By, som jeg har med at gøre, sondrer vi ikke på den måde. Vi mener godt, at man kan forene høj faglige kvalitet med folkelig gennemslagskraft.

Det kræver, at man gearer sin organisation herefter, så man ikke på den ene side har forskere, der primært forsker, og så på den anden side har formidlere, der bare formidler. For så opnår man jo ikke den helt essentielle synergi i mødet mellem forskning og formidling, som jeg mener blandt andre Moesgaard Museum og Den Gamle By er fine eksempler på.

Og så kan det jo ende med, at museet bliver nødt til at købe udstillinger hos udefra kommende aktører fremfor at lade det være en integreret del af museets eget arbejde.

Min anbefaling fra 2008

Og sidste spørgsmål lød: ”Kunne Nationalmuseets nuværende svære situation, som Rane Willerslev åbent har indrømmet museet er i, være undgået?”

Man kunne i hvert fald have gjort noget for længe siden. Lad mig illustrere det med at fortælle, hvad jeg tilbage i 2008 drøftede med kulturministeriets departementschef.

Jeg var dengang international præsident for Europas frilandsmuseer, og med den kasket på foreslog jeg to ting, som jeg tror ville have været godt for de mange museer, der af en eller anden grund er samlet under den hat, der hedder Nationalmuseet. Anledningen var, at vi i den internationale organisation var bekymrede på Frilandsmuseets vegne, og dernæst at Nationalmuseet var i et vadested, hvor en ny direktør endnu ikke var udnævnt.

Den første anbefaling, jeg havde med, var, at man skulle decentralisere Nationalmuseet, så en række af de museer, der indgår i konglomeratet, blev sat fri af centralstyringen fra direktionen i Prinsens Palæ. Jeg tænkte blandt andet på Frilandsmuseet og Frihedsmuseet, men det kunne også være Etnografisk Samling og sikkert andre også. Altså at de blev selvstændige museer, hvor ledelsen kunne få ’foden under eget bord’ og en klar fornemmelse af retning. I dag, hvor de mange museer er samlet under én hat, må netop det være uendeligt svært for ikke at sige umuligt i en organisation som Nationalmuseets. Siden er der endda kommet flere museer til i den blandede buket, der udgør Nationalmuseet.

Min anden anbefaling til Kulturministeriets departementschef var, at Nationalmuseet – eller som jeg håbede på: de enkelte decentraliserede museer – måtte blive ledet af bestyrelser, der skulle have det fulde ansvar. Når Nationalmuseet, eller de enkelte museer, i dag ikke har bestyrelser, så må det jo være Kulturministeriets departement, der har bestyrelsesansvaret. Jeg synes, virkeligheden har vist, at det ikke er hensigtsmæssigt.

Departementschefen lyttede venligt til mine forslag, men sagde også, at det på ingen måde kunne komme på tale. Jeg svarede da, at det havde jeg heller ikke regnet med. Men jeg pointerede samtidig, at der herefter ikke var nogen, der kunne komme og sige, at forslagene ikke var blevet fremført.

Jeg mener fortsat, at Danmark vil være bedst tjent med, at Nationalmuseet bliver decentraliseret i museumsorganisationer, som hver især vil opleve at have en tydelig retning og samtidig have foden under eget bord. Og jeg undrer mig fortsat over, at man ikke har opbygget en ledelsesstruktur, hvor museet – eller de enkelte museer – bliver ledet af en kompetent og uafhængig bestyrelse.

Håndværket ligger i hånden – også i fremtiden

Den af

Sommeren over sætter Den Gamle By fokus på glæden og stoltheden ved at kunne noget med sine hænder. I denne tekst beskriver jeg, hvorfor håndværket er vigtigt – også i fremtiden.

Som så mange andre halvstuderede røvere får jeg nærmest julelys i øjnene, når jeg møder mennesker, der kan deres håndværk. Folk med ’kloge hænder’, som murer og minister Mattias Tesfaye så rammende har kaldt dem.

Det er nok derfor, jeg er så glad for at have levet det meste af mit professionelle liv i Den Gamle By, der jo i den grad er et museum for det gode håndværk. Både det traditionelle, naturligvis, men også det håndværk, der skal leve op til alle den moderne tids forskrifter.

Selvom vi egentlig godt ved, at det ikke passer, er vi i dagens Danmark tilbøjelige til at tage for givet, at vi også har dygtige håndværkere om 10, 20 eller 50 år. Men virkeligheden er, at antallet af faglærte falder, at færre søger ind på uddannelserne – og samtidig stiger efterspørgslen! En bramfri VVS-mester udtrykte det sådan: Hvis ikke I sørger for, at der bliver uddannet nogle flere af min slags, så må i skide i skoven om 20 år.

Det er ikke mindst derfor, Den Gamle By har lærlinge og elever. I alt 23 murere, malere, tømrere, gartnere og kokke har vi uddannet gennem de seneste 10 år. Vi drømmer om også at blive lærested for tjenere, bagere, konditorer, elektrikere – og, naturligvis, VVS’ere, så vi ikke skal ud i skoven om 20 år.

I årets sommermåneder demonstrerer Den Gamle Bys håndværkere deres kunne for museets mange gæster. De får også besøg af kolleger fra andre fag og brancher. Og i en særlig udstilling kan man møde en række nyudlærte svende, der nærmest stråler af stolthed, når de fortæller om deres fag og svendestykke.

Danske håndværkere har stor faglig kunnen, de er alsidige og kan improvisere. Det grunder sig på en uddannelse og fagstolthed, som har rødder tilbage til laugstiden før midten af 1800-tallet. I Danmark medførte de moderne tider nemlig ikke så stort et brud, som det var tilfældet i mange andre lande, hvis håndværkere i dag nærmest svarer til vores specialarbejdere, der har en væsentlig kortere og mere enstrenget uddannelse.

Synergi mellem håndværk og viden er en vigtig faktor for fremdrift. For nytænkning, design og udvikling forudsætter materialekendskab, håndelag og evne til at finde løsninger. Det finder vi ud af! – som det hedder på håndværkersprog.

Det gode håndværk har en stor del af æren for meget af det, Danmark er berømt for på verdensplan. Tænk bare på dansk arkitektur, møbelkunst, design og madkunst, som næppe ville have den kvalitet, hvis ikke det grundede sig på en frugtbar dialog mellem praktisk erfaring, teoretisk indsigt og æstetisk sans. Eller tænk på industriprodukter som pumper, ventiler, løftesystemer og termostater, som ikke kunne være udviklet uden løbende faglig dialog mellem ingeniøren og håndværkeren. Produkter, som måske umiddelbart virker anonyme, men som ikke desto mindre er fundamentet for nogle af landets fremmeste virksomheder.

Det alsidige håndværk er også en vigtig forudsætning for en fornuftig forvaltning af de meget store dele af vores bygningskultur, som har årtier, ja århundreder på bagen. Skal vi være grønne, og det både skal og vil vi, så er vejen også renovering frem for nybyggeri.

I Den Gamle By pointerer håndværkerne gang på gang, at håndværket kun lever, når det bruges. Nok kan meget skrives ned, og filmdokumentation er også nyttig, men det er fremfor alt det daglige arbejde, der giver det håndelag og den gefühl, der er kernen. Derfor løfter museets håndværkere også jævnligt pegefingeren og advarer mod at akademisere håndværket.

Og man bliver glad, når man kan noget med sine hænder. Personligt er jeg altid ved at revne af stolthed, når jeg fortæller om dengang, jeg renoverede vinduer i vores dejlige Bedre Byggeskik hus. Om afrensning af løs maling, udtagning af glas og fjernelse af gammelt kit, om imprægnering med linolie, om at skære nyt glas, kitte efter og give vinduet linoliemaling.

Håndværket ligger i hånden – også i fremtiden!

Denne tekst er en lettere redigeret udgave af min kronik, som lørdag 21. maj er bragt i Avisen Danmark.

Ja tak til kolonihistorisk fortælling – men for hvem og hvordan?

Den af

Også i 2020 var der blæst om kolonihistorien og hvordan den bør fortælles. Herom skrev jeg sammen med Ulla Tofte fra M/S Museet for Søfart dette indlæg, som blev trykt i Kristeligt Dagblad 30. juni 2020. Jeg genpublicerer her indlægget i anledning af den store rapport, der netop er kommet om emnet, idet jeg mener, at ikke mindst vores afsluttende forslag til en model, er vejen frem for en realistisk fortælling om kolonitiden.

Det er oplagt, at den historie, der knytter sig til Danmarks tid som kolonimagt bør fortælles, sådan som der fra mange sider er slået til lyd for de seneste uger.

Anledningen er den frygtelige politimord på amerikaneren George Floyd og de uroligheder og den bevidsthed, det har afstedkommet i USA og store dele af verden, herunder også i Danmark.

Flere har på den baggrund foreslået, at der oprettes et kolonihistorisk museum i Danmark, og der peges på Vestindisk Pakhus i Københavns Havn som en helt oplagt placering.

Det lyder meget rigtigt. Men det står ikke helt klart, hvad forslagsstillerne egentlig forestiller sig. Vi vil derfor anbefale, at det afklares, hvem den historie, man vil fortælle, skal henvende sig til, inden man lægger sig fast på, hvad der skal fortælles, og hvordan det skal fortælles.

Vi er overbevist om, at de fleste vil være enige om, at Danmarks tid som kolonimagt er en vigtig og meget sammensat historie, som bør fortælles i sin mangfoldighed af godt og ondt og midt imellem.

Vi forestiller os også, at der vil være bred enighed om, at historien bør fortælles på en måde, så den også når ud til det brede publikum, der måske ikke på forhånd er interesseret i 1600-1700-tallets danmarkshistorie.

Og hvordan gør man så det? Et museum er blevet foreslået af flere. Men hvad mener man egentlig med det?

Tænker man på et klassisk tingsmuseum, hvor man udstiller ting og sager i glasmontrer? Halsjern, skibsmodeller, samtidige malerier, tønder til opbevaring af sukker og andre kolonialvarer, statuer, der er flyttet væk fra det offentlige rum og billeder af bygninger, der er opført for penge tjent i kolonierne.

Alt sammen garneret med plancher og tekster, der fortæller om slaveri, undertrykkelse, handel, kolonialvarer og økonomisk opblomstring i de københavnske handelshuse. Altså et ”rigtigt museum”, som utvivlsomt vil nyde respekt hos fagfolk, men hvis målgruppe næppe rækker så meget herudover.

Eller forestiller man sig et historiefortællende museum a la Tirpitz, Moesgaard Museum, Kongernes Jelling eller vore egne museer: Museet for Søfart og Den Gamle By? Museer, hvor den enkelte, autentiske genstand suppleres af interaktion, filmiske fortællinger og scenograferede miljøer, der beviseligt har en appel, så disse museer når ud til en langt bredere kreds af befolkningen end det klassiske tingsmuseum.

Hvis et kolonihistorisk museum skal have en effekt for folks bevidsthed i almindelighed, er der næppe tvivl om, at man skal vælge den historiefortællende model.

Det er også værd at overveje, om man ønsker et selvstændigt museum med egen bestyrelse, faglig stab, cvr-nummer og så videre. Eller et udstillingssted, der i princippet forvaltes af et større museum, der ligger inde med den faglige ekspertise. Her kan både Nationalmuseet og Museet for Søfart komme på tale.

Et selvstændigt museum kræver ikke blot anlægsmidler, det vil også kræve et substantielt årligt tilskud. Hvis man vælger modellen med det klassiske tingsmuseum, vil det kræve et endda meget stort årligt tilskud fra det offentlige, idet den type museer erfaringsmæssigt ikke selv formår at tilvejebringe væsentlige entréindtægter. Vælger man den historiefortællende model, vil museet utvivlsomt selv kunne generere betydelige indtægter fra publikum.

Et udstillingssted, der er fagligt forankret i et andet og større museum, vil naturligvis også kræve betydelige anlægsmidler til ombygning, konceptudvikling og etablering af udstillinger. Til gengæld vil driftsomkostningerne være væsentligt mindre. Og vælger man den historiefortællende model, er der fornuftige chancer for succes, idet man må antage, at et sådant udstillingssted vil kunne tiltrække et vist betalende publikum.

Man kan imidlertid også gå en helt anden vej og tænke i retning af et museum uden vægge. Et langt mere dynamisk museum, hvor publikum selv kan gå på opdagelse og finde de spor fra kolonitiden, som er så talrige i den ældre del af København. Statuer, bygninger, gadenavne – og for så vidt også historier om ting, der ikke er synlige længere. Et grav hvor du står-museum, et vælg selv-museum, som med intelligent skiltning, spørgsmål og dilemmaer ”on site” både fortæller og aktualiserer den danske kolonihistorie.

Det hele kan så bindes sammen via en folder, en app eller hvad der nu er mest hensigtsmæssigt.

Modellen er billig, den kan ændres løbende, og den er helt fri for de pegefingre, som nogen med en vis ret forbinder med et historisk museum. Folk opfordres til at tænke selv. Det er vigtigt. For når alt kommer til alt er det afgørende ved et museum det, der foregår inde i folks hoveder.

FOLK VIL GERNE DEN GAMLE BY

Den af

I alt 296.180 har besøgt Den Gamle By i åbningstiden i 2021. Lægger man dertil de mange, der har nydt en gåtur i Den Gamle Bys gader under nedlukningen, kommer det samlede besøgstal op på 404.584. I dette indlæg ser jeg tilbage på 2021 og kigger ind i 2022.

Nu har vi i snart to år næsten ikke talt om andet end nedlukning, restriktioner, usikkerhed, skuffelser, fremtidsfrygt, vigtige opgaver, der ikke er blevet udført osv osv.

Det får man efterhånden også nok af. Så lad os se lidt fremad. Og når vi i Den Gamle By gør det, er det vigtigt at notere sig især én meget positiv ting. Og det er, at publikums interesse ikke er forsvundet. Folk vil gerne Den Gamle By.

Publikums interesse er intakt

For da kravet om coronapas forsvandt med udgangen af august og smitten de næste par måneder var næsten væk, varede det ikke længe, før antallet af gæster steg i en grad, så det næsten mindede om ’normale tider’. Danskerne kom i stort tal, og der kom også flere udlændinge, end vi havde turdet håbe. Ikke krydstogtsgæster, det giver sig selv, men folk, der kom i egen bil – og det gør nu engang de fleste udenlandske turister på vore kanter.

Desværre var det kun i forholdsvis få måneder, det var sådan. Derfor endte besøgstallet for 2021 som det laveste siden 1997. I alt 296.180 besøgte i 2021 Den Gamle By. Men var Den Gamle By ikke blevet lukket fra 20. december, lige midt i museets største højsæson, havde tallet sandsynligvis været 30-40.000 højere.

Det faktiske besøgstal på 296.180 skal sammenholdes med besøgstallet 310.791 i 2020 og 523.173 i 2019. Besøgstallet for 2021 er bestemt ikke prangende, men dog ok i betragtning af de to nedlukninger og perioder med stramme restriktioner. Lægger man dertil de godt 108.000 gæster, der har gået en tur i Den Gamle By, når museet har været lukket, når det samlede registrerede besøgstal op på 404.584.

Det er jo nemlig sådan, at når Den Gamle By er lukket som museum, så er alle velkommen til frit at gå en tur i gaderne og nyde den enestående historiske tidsrejse, som huse, gader, gårde og haver i sig selv er. Mange udtrykker stor taknemmelighed over, at vi åbner porten, når museet er lukket. Det er vi jo bare glade for.

Det er endnu for tidligt at sige noget præcist om det økonomiske resultat for 2021. Men vi forventer helt klart et underskud, og derfor er Den Gamle By taknemmelig for de tilsagn om støtte fra flere sider, som forhåbentlig i en eller anden grad vil kunne kompensere for de manglende penge i kassen.

Op på hesten igen

Nu drejer det sig for os om, om jeg så må sige, at komme op på hesten igen. For som Den Gamle Bys bestyrelsesformand Peter Kjær ofte pointerer, så er Den Gamle By jo ikke bygget til kun at have 300.000 gæster om året. Nej, vi skal igen op over den halve million og gerne også over 600.000 gæster om året.

Det bliver et langt, sejt træk, men grundlaget er der. Lad mig bare nævne, at Den Gamle By i 2021 blev valgt som ’byens bedste kulturoplevelse’; museet fik topkarakter i Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering; Den Gamle By er af en international publikation udpeget som et af 50 museer, der har en særlig betydning for museumsudviklingen i Europa; og finanslovsforhandlingerne for 2022 gav en ekstra million til Den Gamle By i en periode på fire år.

Fortsat sårbar

Alt det positive må imidlertid ikke overskygge, at Den Gamle By også er sårbar.

Den Gamle By lever først og fremmest af indtægter fra de gæster, der har lyst til at besøge os, og når der kommer færre gæster, så åbenbares den økonomiske skrøbelighed. For Den Gamle By er en organisation med mange specialer og kompetencer, der først og fremmest skal finansieres af de gæster, der besøger museet.

De fleste kender til den betagende oplevelse af at rejse tilbage i tiden. Toppen af isbjerget, kunne man kalde denne del af Den Gamle Bys virke. Her er det vigtigt at slå fast, at Den Gamle By er meget mere end isbjergets synlige top, der jo ikke ville være der, hvis ikke alt det, der ligger neden under, også var der. Det drejer sig om et bredt spektrum af kompetencer fra forskning, registrering og bevaring over udstillingsteknik, historiefortælling og levende formidling til håndværk, teknik, indkøb, rengøring og administration. 

Nedlukningerne og den nødvendige økonomiske holden igen har betydet, at vi skubber en stor pukkel af opgaver foran os. Opgaver som har måttet stilles i bero, fordi en stor del af staben måtte hjemsendes. Det drejer sig om vedligeholdelse af historiske bygninger, forskning, undersøgelser, udskiftning af nedslidt udstillingsteknik og meget andet.

Den Gamle By er et hele, hvor alle elementer er vigtige. Og skærer vi noget væk, eller er der noget, som ligger stille i længere perioder, vil vi ikke kunne levere den kvalitetsoplevelse, som er Den Gamle Bys største styrke og hele eksistensberettigelse.

På vej

I 2022 sker der ganske meget nyt i Den Gamle By.

Den 14. januar åbner udstillingen ’Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv’, som viser billeder af museets protektor dronning Margrethe på besøg gennem de seneste fem årtier. Udstillingen er udendørs og billederne vises på de steder, hvor de i sin tid er taget. Udstillingen kan ses frem til og med dronningens fødselsdag 16. april.

Op til vinterferien åbner udstillingen ’Danmark i Europa’. Anledningen er, at det i 2022 er 50 år siden, at Danmark sagde ja til det, der dengang blev kaldt enten EF eller EEC og som i dag kaldes EU. Udstillingen vil kunne ses på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By året ud.

I påsken står den på en serie arrangementer og udstillinger, som vi kalder Påske i Den Gamle By for dermed at signalere parallellen til Jul i Den Gamle By. Hvorfor er påsken vigtig? Hvorfor spiser man, som man gør. Og hvor stammer de forskellige traditioner fra. Alt det fortæller Den Gamle By om i museets nye satsning med historisk påskepynt, lege, traditioner og mad og drikke. Her kan man både smage, lugte og prøve påskehistorien.

Fra slutningen af maj og frem til og med efterårsferien sætter Den Gamle By fokus på ’Godt håndværk – også for fremtiden’ med udstilling og arbejdende værksteder. I juni sætter vi ’Gågaden’ på museum, når vi åbner Sønderbrogade med butikker, gågadebelægning, legeredskaber og flagguirlander. Til jul åbner vi den julepyntede Dronning Margrethes Gade som en gade anno 2014.

Undervejs vil man som museumsgæst kunne opleve faste formater som Legedage, 1970’er-weekends og Allehelgen. Og året igennem vil man kunne følge færdiggørelsen af Den Gamle Bys nye hovedindgang, som vil være klar til åbning til påske 2023.

Så selvom vi må slås med et betydeligt efterslæb, og selvom der garanteret kommer bump på vejen, så tror vi på fremtiden.

DET MÅ GERNE VÆRE MORSOMT AT GÅ PÅ MUSEUM. MEN FAGLIGHEDEN SKAL NATURLIGVIS VÆRE I ORDEN!

Den af

Først nu er museerne ved at komme fri af den faglige spændetrøje, som Nationalmuseets direktør Sophus Müller i sin tid fikserede den danske museumsverden i. I år er det 100 år siden, Müller gik på pension. 

Jeg er helt på det rene med, at ikke alle er enige, men selvfølgelig må det være morsomt at gå på museum. Det er jo folks fridag, og museumsbesøget skulle gerne være en hyggelig oplevelse sammen med familien eller vennerne. Men der må aldrig herske tvivl om, at den oplevelse, museerne leverer, er solidt understøttet af faglighed og forskning.

Ikke desto mindre har man i Danmark i mange år haft den opfattelse, at faglighed og underholdning er uforenelige størrelser. Det gælder i kulturverdenen i almindelighed og så sandelig også inden for museumsverdenen, hvor den mangeårige direktør for Nationalmuseet Sophus Müller var den, der i årtierne omkring 1900 ’klappede museerne i facon’, så de blev præcis, som han mente, museer skulle være.

I år er det præcis 100 år siden, Sophus Müller gik på pension efter mere end en menneskealder som dominerende direktør for Nationalmuseet. Müllers indflydelse ophørte imidlertid ikke med pensioneringen i 1921. Og heller ikke med hans død 13 år senere. Nej, Müllers uforgribelige mening om, hvordan et museum skulle være og hvem det var til for, blev i hans regeringstid indlejret så dybt i det herskende museumssyn, på Nationalmuseet og i Danmark i det hele taget, at faglighed og underholdning fortsat støder sammen fremfor at berige hinanden.

Der var virkelig noget vi-alene-vide over den dybt konservative Sophus Müller, der var opvokset i kongens København og rundet af enevældens tankesæt og verdenssyn. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede han, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed, og ikke kun for forskerne, var nærmest umuligt for ham at forestille sig.

Med mere eller mindre held forsøgte nogle museer at gå andre veje. Et eksempel er Den Gamle By, der i årene efter grundlæggelsen 1914 formåede at slå sig fri af den Müllerske hånd og ånd. Et andet eksempel er Hjerl Hede, der allerede i 1950’erne brød nyt land med sin levendegørelse.

Inden for kunstverdenen var det Louisiana, der fra 1958 brød med de herskende normer. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Inspirationen fra Louisiana sås tydeligt på de såkaldte Bredeudstillinger, der i årene 1966-88 udviklede sig til et eksperimentarium for nye museale fortælleformer. Selvom Bredeudstillingerne foregik i Nationalmuseets regi, er det værd at notere sig, at lokationen ikke var Müllers hellige haller i Prinsens Palæ, men i Brede, langt ude på landet, 15 km nord for museet i kongens København, hvor alt var som det plejede at være.

Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. På Nationalmuseet og på museerne i almindelighed. I 1969 fandt Kulturministeriet, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var én stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”. Som illustration gav betænkningen en nærmes karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lød dommen.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige, og de skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende.

Det er vi i dag heldigvis mange, der er enige i.

For selvfølgelig skal museer forny sig! Selvfølgelig må det være morsomt at gå på museum! Selvfølgelig må gæsterne hygge sig under besøget! Selvfølgelig må et museum provokere! Og selvfølgelig er det helt i orden, at museer også spiller på fantasien!

Det hele står og falder med, om man som besøgende kan regne med det, man oplever og får oplyst under besøget. Museer skal give oplevelser, men sande oplevelser – ikke ”fake history”. For hvis museer mister deres troværdighed, kan de lige så godt lukke og slukke.

I flere undersøgelser har den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider analyseret, hvilken rolle museerne spiller i vores verden af ”alternative facts”. Tallenes tale er klar: Museer nyder overordentlig stor tillid, og folk ser museerne som en langt mere troværdig kilde til information end fx massemedier, NGO’er, offentlige myndigheder og politikere.

Samme Dilenschneider er i sine analyser også nået frem til, at de fleste museumsbesøg motiveres af forventningen om en underholdende oplevelse, som så til gengæld retfærdiggøres af, at man som museumsgæst også har mulighed for at lære noget under besøget.

Det empiriske grundlag for Colleen Dilenschneiders undersøgelser er amerikansk, men lur mig, om ikke de overordnede konklusioner også har gyldighed i Danmark.

Hos os præges debatten fortsat alt for ofte af en falsk modsætning mellem oplevelse og underholdning på den ene side og faglighed og forskning på den anden. En modsætning mellem gæstehadende, genstandsfokuserede videnskabsfolk, der hygger sig med hinanden i deres elfenbenstårne, og så folkekære fortællere, der kan slå et slag i bolledejen og få museernes tørvetrillere til at vågne op til glæde for almindelige mennesker.

De succesfulde museer har erkendt, at underholdning og oplevelse ikke står i modsætning til oplysning og faglighed.

Tag blot Museet for Søfart i Helsingør, Moesgård Museum i Aarhus, Strandingsmuseet i Thorsminde, Tirpitz ved Varde og , naturligvis, Den Gamle By. Publikum strømmer til i endda meget store tal – også rigtig mange, der tidligere aldrig kunne drømme om at besøge et museum.

De fleste vil gerne hygge sig og føle sig underholdt. Og de vil bestemt ikke kede sig, hvilket de heller ikke gør, selvom de nævnte museer alle holder den faglige fane højt. Museernes succes dementerer dermed også enhver påstand om, at folk ikke er interesseret i historisk korrekthed.

En lettere redigeret udgave af denne tekst publiceres som kronik i Jyllands-Posten 30. december 2021.