Fra 2017 vil Den Gamle By give pensionistrabat til alle

Fra nytår kan alle pensionister veksle en billet, der er købt til fuld pris, til en billet, der giver gratis adgang til Den Gamle By resten af året. Den nye ordning erstatter en hidtidig ordning, der kun har været gældende for pensionister, der bor i Aarhus kommune.

Fra nytår 2017 kan alle pensionister veksle en billet, der købt til fuld pris, til en årsbillet. Fuld pris er i 2017 135 kr. Køber man billet i lavsæson (75 kr) eller mellemsæson (110 kr) – kan man betale differencen op til 135 kr og dermed komme gratis ind resten af året – til særudstillinger, til sommerarrangementer, til temadage, til koncerter og til julehøjtiden i Den Gamle By, lige så tit man lyster.

Den Gamle By har i mange år haft en særlig ordning med gratis adgang for Aarhus-pensionister. Såvidt jeg har forstået, var det i tidernes morgen et krav fra Aarhus kommune, som en slags genydelse for kommunens tilskud til Den Gamle By. Det krav har kommunen imidlertid ikke stillet i mange år, ligesom de heller ikke stiller sådanne krav til Den Gamle Bys kolleger på Aros eller Moesgård.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den hidtidige ordning med gratis adgang for Aarhus-pensionister har givet anledning til mange klager. Personalet i Den Gamle Bys billetsalg har haft meget bøvl og besvær, når de skulle forklare en pensionist fra en nabokommune, hvorfor den pågældende skulle betale fuld pris, mens den århusianske pensionist lige var gået ind uden at skulle betale. Ja, i 2016 blev der ligefrem klaget til ombudsmanden over denne forskelsbehandling. Efter lidt skriveri frem og tilbage besluttede ombudsmanden dog ikke at gå ind i sagen.

Den nye ordning kommer til at gælde for alle danske pensionister og efterlønnere, hvorved den hidtidige forskelsbehandling ophører.

Året rundt er der meget at opleve i Den Gamle By. Her det moderne bykvarter med udstilling af biler fra 1960erne og 70erne.

Året rundt er der meget at opleve i Den Gamle By. Her det moderne bykvarter med udstilling af biler fra 1960erne og 70erne.

Det er endvidere værd at gøre opmærksom på, at Den Gamle By ligesom så mange andre er ramt af en statslig grønthøster, det såkaldte omprioriteringsbidrag, der hvert år reducerer tilskuddet med 2 pct. Det gælder alle, der modtager tilskud fra staten, og med 2 pct i 2016, 2 pct i 2017, 2 pct i 2018 osv bliver det efterhånden ganske mange penge, som museet er nødt til at finde på anden vis.

Den Gamle By er nødt til selv at tjene penge for at kunne passe på og formidle den vigtige kulturarv, som museet rummer. Men vi er meget opmærksomme på, at vi ikke laver museum for at tjene penge, men derimod tjener penge for at lave et ordentligt museum.

I museets historiske haver er der nye oplevelser året rundt.

I museets historiske haver er der nye oplevelser året rundt.

At vi selv tjener penge gør det fx muligt at opretholde en helt særlige ordning for ældre, der er ramt af demens. En ordning som er berømmet både i Danmark og i udlandet, og som senest har vakt stor interesse i New York.

Med den nye rabatordning for pensionister er vilkårene ens for alle, og så er det en meget billig ordning for de, der har lyst til at besøge Den Gamle By mere end en gang på en sæson.

Modellen med at veksle et billet, som er købt til fuld pris, til et kort, der gælder resten af året, har vi fundet hos to engelske kollegamuseer, nemlig Beamish i det nordøstlige England og Black Country Living Museum i West Midlands. Her er modellen en kæmpe succes. Det tror og håber vi også den bliver i Danmark og i Aarhus.

poul_madsen_12