”Ikke alt, der tæller, kan tælles”

 

Det udsagn tænker jeg ofte på, når talen falder på, hvordan man måler betydning, succes og relevans på museumsområdet og inden for kulturlivet i bredere forstand.

Først på året deltog jeg i en debat med kulturknuseren Lasse Marker, som for nogle måneder siden udgav bogen ”Seks grunde til at der ikke sker en skid i dansk kulturliv”. Her argumenterer han bl.a. for, at kulturen skal kunne tælles og måles, så oplysningerne kan sættes ind i regneark og sammenlignes, så man – dvs dem, der bevilger penge – har et seriøst grundlag for at beslutte, hvem der skal have de offentlige tilskud. Lasse Marker er uddannet cand.scient.pol. og dermed en af de såkaldte djøf’ere, der gennem de seneste år har haft held til at sætte dagsordenen for, hvordan man måler kvalitet inden for mange forskellige områder. Diskussionen med Lasse Marker gav mig anledning til disse overvejelser.

Naturligvis er der ikke noget galt i at kvantificere resultater. Problemet er, at de ting, der kan kvantificeres, jo kun delvist afspejler virkeligheden. Der er simpelthen en del, der ikke kommer med, og en del af dette kan være overordentligt væsentligt.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det, der kan gøres op i tal.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det.

Den Gamle By i tal

Lad mig illustrere det med nogle oplysninger fra Den Gamle By, som jeg kender bedst til. Den Gamle By havde i 2014 499.207 besøgende. Året før var tallet 480.270. Museets samlede omsætning var i 2013, som er det senest opgjorte regnskabsår, 125 mio kr. Heraf var de 31 mio offentlige tilskud, 43 mio var projektmidler (primært fra fonde) og så tjente vi selv 51 mio kr. Det kan også nævnes, at Den Gamle Bys personale i 2013 stod bag 24 bøger og artikler samt 71 blogindlæg. Og man kunne supplere med antallet af permanente udstillinger, særudstillinger, antallet af indlemmede genstande, afholdte foredrag, besøgende på hjemmesiden, generel besøgstilfredshed, likes på facebook osv osv.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Virkeligheden er større og mere, end tallene viser

Men Den Gamle By er jo mere end det, de tal udtrykker. For virkeligheden er større og mere end tal. Man kan jo heller ikke reducere værdien af en nyudsprunget bøgeskov i maj til antal rummeter træ, der kan sælges. Eller en solskinsdag til så og så meget solenergi, der kan sendes ud til el-forbrugerne.

Den Gamle By er også skønhed og glæde, eftertanke og inspiration. Den Gamle By er med til at give forankring og sammenhængskraft. Dertil kommer, at Den Gamle By er med til at finde nye veje for, hvad det vil sige at være museum. Lad mig her nævne to ting, som stort set ikke batter noget i kvantitativ sammenhæng, men som har været med til at flytte den måde, man kan være museum på. Begge eksempler vedrører vores arbejde som et inkluderende museum.

Den særlige erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Den Gamle Bys erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Hvordan måler man værdien af erindringsformidling for demente ældre?

Her har vi i godt 10 år arbejdet med en særlig erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens. Denne aktivitet benyttes af ca 1000 deltagere om året. Det batter ikke ret meget i forhold til den halve million, som i øvrigt besøger museet. Men vores initiativ har haft stor betydning for de demente, der har besøgt museets erindringslejlighed – og derigennem fået lidt lys i en ellers trist tilværelse. Initiativet har også betydning i og med, at Den Gamle By medvirker til at uddanne SOSU-assistenter i både Aarhus og Silkeborg. Og så har vores initiativ virket som inspirationskilde for museer og andre over hele Europa.

Hvordan måler man værdien af en hjemløs på museum?

Som det andet eksempel vil jeg nævne, at Den Gamle By i tre måneder i efteråret 2012 inviterede en hjemløs til at bo i en baggård på museet. Den Gamle By er bl.a. et museum om hjemmets historie, så da den hjemløse selv henvendte sig og foreslog, at vi også skulle vise, hvordan det er at være hjemløs, fandt vi ideen helt oplagt. Han flyttede ind i tre måneder, og i den tid kunne museets gæster kigge ind til ham og få en snak. Vi oplevede, at mange mennesker, som næppe ville besøge en hjemløs, som de mødte ”ude i virkeligheden”, her fik en oplevelse og en indsigt, som de ellers aldrig ville have fået. Museer over hele Europa har været interesseret i at høre om Den Gamle Bys erfaringer fra dette projekt, og det har givet Den Gamle By en profil som et museum, der går nye veje med henblik på at fortælle væsentlige historier og være til nytte.

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs "ude i virkeligheden".

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs “ude i virkeligheden”.

Ikke alt, der kan tælles, tæller

Ingen af disse to projekter kan reduceres til tal, der kan sættes ind i regneark. Og hvis de kunne, ville de ikke batte ret meget. Men begge projekterne er væsentligt, fordi de er med til at sætte et andet og anderledes spot på problemer og forhold i samfundet, og fordi de er med til at udvide grænserne for, hvad man kan bruge et museum til.

Så fint nok at besøgstal, omsætning osv kvantificeres. Det ser jeg overhovedet ingen problemer i. Men jeg ser et stort problem, hvis man mener, at sådanne målinger i sig selv er tilstrækkelige og bør være styrende for hvordan man agerer – bl.a. med hensyn til tildeling af offentlige midler.

Til slut tilbage til citatet i overskriften til dette indlæg. Citatet lyder i sin helhed: ”Ikke alt, der tæller, kan tælles. Og ikke alt, der kan tælles, tæller”. Eller: ”Not everything, that counts, can be counted. And not everything, that can be counted, counts”. Citat Albert Einstein.

 

Er museumsforskningen i fare for at forsvinde?

Forskning er fint, og universitetsforskning er endnu finere. Det skal museerne lægge sig på sinde, mener Kulturministeriet. Efter vedtagelse af den nye museumslov sidste år er der kommet fokus på, at museerne nu skal forske på universitetsniveau og både producere ph.d’ere og publicere i peer-review.

Det lyder som udgangspunkt godt og rigtigt. Men jeg kan frygte, at der er en risiko for, at den langsigtede konsekvens heraf kan blive, at den forskning, der kvalificerer det almindelige museumsarbejde, vil blive neddroslet eller helt forsvinde. Og dermed vil konsekvensen blive det direkte modsatte af det, der var hensigten!

I Den Gamle By har forskningen i mange år haft samme funktion som udviklingsafdelingen har det hos Apple, Siemens eller Novo Nordisk. Undersøgelser og dokumentation indgår som en integreret del af det almindelige museumsarbejde, og forskningen skal skabe nye erkendelser, ny viden og nye vikler, der kan berige dette arbejde.

 

Der ligger en omfattende research til grund for Den Gamle Bys arbejde med at indrette en gæstearbejderlejlighed anno 1974. Resultaterne er samlet i en diger rapport, som ikke er peer-reviewed, men dog det bedste grundlag for arbejdet med indretning af lejligheden.

Da Helge Søgaard i 1940 blev dr.phil. på en afhandling om Håndværkerlavene i Aarhus var det slutproduktet på en længere proces med indsamling og udstilling af værksteder, lavsgenstande og lavenes arkiver. Da Erna Lorenzen i 1975 forsvarede sin afhandling om Folks tøj i og omkring Aarhus, var den slutproduktet af årtiers konkret arbejde med Den Gamle Bys store tekstilsamling.

Da Jeppe Norskov Stockholm i 2010 forsvarede sin ph.d-afhandling om Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark støttede den op om Den Gamle Bys arbejde med projektet Den Moderne By, og ligeledes var Mette Mortensens afhandling om Et hjem i byen fra samme år tænkt som grundlag for det pensionat, som Den Gamle By drømmer om at kunne lave i museets 1927-kvarter.

Det sidste år har Connie Jantzen arbejdet med middelalderbyen Aarhus og kunne i juni udgive en bog om emnet. Det er et arbejde, der bygge på hendes mangeårige virke som museumsinspektør med Aarhus som særligt emne. Publikationen indgår i et større projekt som Olaf Olsen var initiativtager til i 1977, men Connies arbejde er samtidig en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med at undersøge Aarhus’ historie og vil indgå som et grundlag for kommende udstillinger om byen.

Også i det daglige forsker museet. Fx når det skal afklares, hvorfor mørtel fra 1600tallet er mere elastisk end moderne mørtel; hvor man tørrede sit vasketøj i midten af 1800årene; hvilket typer fliser man brugte til fortov i 1920erne; eller hvordan den typiske gavlreklame så ud i 1970erne.

Jolly-Cola reklamen er genskabt efter grundige studier af gavlreklamer fra begyndelsen af 1970erne.

Museumsforskningen er ikke frit svævende, og den er ikke et mål i sig selv. Forskningen er et middel til at kvalificere det daglige museumsarbejde. Men forskningen skal ikke være det, de er mest synligt for museumsgæsten.

I Den Gamle By har vi altid lagt vægt på, at museets arbejde er professionelt, potent og videnskabeligt baseret. Men vi mener, at museerne skal holde fast i, at vi er museer og ikke universiteter. For vil vi være universiteter, kan vi ligeså godt flytte forskningen hertil.

Den norske filosof Jon Elster er i forskellige sammenhænge citeret for udsagnet, at de største forandringer ofte sker som utilsigtede konsekvenser af intentionelle handlinger. Og det er lige præcis, hvad jeg frygter kan komme til at ske i dette tilfælde.

Man ønsker at opprioritere museernes forskning ved at gøre den mere universitetsagtig, og konsekvensen kan meget vel blive, at forskningen derved fjernes så meget fra det almindelige museumsarbejde, at den ikke længere kan berige og kvalificere dette.

 

Trods modstand fortsatte Den Gamle By arbejdet med at skabe grundlaget for et bykvarter fra 1970’erne

Kulturarvsstyrelsen lagde i flere omgange sten i vejen for Den Gamle Bys arbejde med moderne bykvarterer, men bestyrelse og ledelse mente, at det var det rigtige for museet – og arbejdede derfor videre med projektet.

I Den Gamle By var vi pavestolte, da vi lancerede ideen om at skabe en ny Den Gamle By, der skulle vise bygninger, boliger og erhverv fra 1900-tallets Danmark. Vi var også 100 pct overbevist om, at museet her var i fuld overensstemmelse med sit eget bankende hjerte og grundlæggende idé. Som bekendt havde museets stifter Peter Holm i sin tid talt om, at Den Gamle By også skulle rumme elementer fra ”vore forældres og bedsteforældres tid”.

Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys projekt

Det var derfor noget af et slag i ansigtet for bestyrelsesformand Peter Jensen og undertegnede, da repræsentanter for Kulturarvsstyrelsen på et møde i Den Gamle By i foråret 2003 klart og meget kontant tilkendegav, at det ikke var et projekt, Den Gamle By burde gå videre med.

Vi blev virkelig taget på sengen, idet Statens Museumsnævn, som Kulturarvsstyrelsen var afløser for, tre år tidligere havde sagt, at det da var Den Gamle By, der skulle påtage sig den opgave. Se indlæg herom.

International interesse og opbakning

Kulturarvsstyrelsens afvisning gjorde ondt! Men den gav os anledning til at tænke os om én gang til. Vi drøftede vore tanker med flere af de udenlandske kolleger, der havde realiseret mere nutidige projekter.

I august 2003 havde jeg lejlighed til at orientere om projektet i et internationalt museumsforum. Det foregik på en konference i Glasgow i Skotland, hvor omkring hundrede museumsfolk fra toneangivende open-air museer, bakkede stærkt op om projektet.

Resultatet blev, at vi blot blev endnu mere overbeviste om, at det var et rigtigt projekt for Den Gamle By.

Helt tilbage i 2001 hjemtog Den Gamle By en komplet lejlighed med stue, soveværelse, køkken og badeværelse samt alt indhold i skuffer, skabe og bogreoler. Det var sådan set kun udsigten, vi ikke fik med.

Rapport anbefalede, at der ikke skulle gives midler til Den Moderne By

Ikke desto mindre fik vi i september 2003 endnu et ordentligt gok i nøden. For da udkom Kulturarvsstyrelsens rapport om de såkaldte paragraf-16 museer, altså museer der – som der stod i museumsloven – ”udfører en virksomhed af særlig betydning”.

Styrelsen gik endnu engang imod Den Gamle Bys planer, og det med to hovedargumenter. For det første, at ”bygningsfredningsloven sikrer et repræsentativt udsnit af det 20. århundredes bygninger”. Og for det andet, at ”de kulturhistoriske museer rummer betydelige samlinger fra perioden”.

Et hus som dette fra Nørregade i Aarhus er ikke beskyttet af nogen form for fredning og behandles ofte derefter! Skal sådanne huse bevares for eftertiden må de flyttes til open-air museer, der jo netop har som deres opgave at bevare almindelige menneskers historie.

I Den Gamle By mener vi, at fredning og flytning af huse supplerer hinanden

Styrelsens første argument kunne vi uden videre tilbagevise, idet bygningsfredningen jo først og fremmest bevarer det enestående og unikke, men meget sjældent de helt almindelige, ja ofte kedelige huse, som helt almindelige danskere har boet og levet i. Dertil kommer, at bygningsfredningen nok giver historisk dybde til vore byer og kulturmiljøer. Men bygningerne skal jo fungere i en nutidig sammenhæng, folk skal bo i dem og har brug for både træk og slip, dobbeltruder, samtalekøkkener og moderne elinstallationer. Derfor kan fredede bygninger ifølge sagens natur ikke give et billede af, hvordan mennesker har boet i dem i tidligere tider. Det kan open-air museerne til gengæld, idet man her bevarer hverdagsdanskerens huse og indretter dem, som de har set ud på et givet tidspunkt.

Open-air museernes særkende er, at de indsamler helheder

Styrelsens andet argument, at der jo i forvejen er betydelige samlinger fra perioden er helt korrekt – blot ikke som et argument imod Den Gamle Bys projekt. For mens kulturhistoriske museer generelt skaber og bevarer samlinger af enkeltgenstande, så er open-air museernes særkende at bevare helheder.

For mig eget vedkommende har jeg fx, da jeg for mange års siden var leder af Struer Museum, opbygget en stor samling af radio- og tv-apparater fra Struers stolte virksomhed B&O. Men det er en samling af enkeltgenstande.

Det, vi gør i Den Gamle By, når vi sætter fokus på denne historie, det er at skabe helheder – som fx en hel radio- og tv-forretning med et bredt udvalg af apparater, kassettebånd, plader, josty-kit – det hele i datidens priser! Det er kort sagt to forskellige måder at tænke museum på. De er i princippet lige rigtige og lige vigtige, og den ene type udelukker ikke den anden.

 

I 2005 afholdt Den Gamle By en international konference om 1900’tallet på museum. Svenskeren Sten Rentzhog, som er en af ophavsmændene det svenske SAMDOK, pointerede at det var vigtigt at flytte moderne helheder til open-air museerne. Nordmanden Olav Aaraas fortalt om sine banebrydende moderne projekter på Sogn Folkemuseum og Maihaugen. Caspar Jørgensen fra Kulturarvsstyrelsen forfægtede styrelsens synspunkt, at Den Gamle Bys projekt var irrelevant. Og Allan Frandsen og Thomas Bloch Ravn fortalte om Den Gamle Bys projekt.

Den Gamle By fortsatte sit arbejde

Det korte af det lange er, at bestyrelse og direktion besluttede, at Den Gamle By skulle fortsætte sit arbejde.

I 2003 opslog vi i regi af Dansk Center for Byhistorie et ph.d.-stipendium i byplanlægningens historie i Danmark.

Året efter ansatte vi en museumsinspektør, Allan Leth Frandsen, der skulle arbejde med at udvikle projektet.

Museet erhvervede magasinkapacitet, så vi kunne opbevare de store mængder bygningsmateriale og inventar, som ville blive relevant.

Aarhus Kommune skabte 2004-05 plangrundlaget, så Den Gamle By fik det nødvendige areal til realisering af projektet.

I 2005 afholdt museet en international konference, der havde til formål at bringe erfaringer fra udenlandske museers arbejde med moderne tid til Den Gamle By.

Vi foretog undersøgelser og analyserede, hvilke bygninger, der var repræsentative fra de danske provinsbyers brokvarterer i perioden, hvilke butikker der var flest og mest typiske, hvordan befolkningssammensætningen var osv.

Og vi iværksatte arbejdet med en masterplan for projektet.

 

I 2006 hentede Den Gamle By et minimarked i Gedved. En enestående helhed fra begyndelsen af 1970’erne med diske, reoler, frysere, reklameskilte, prisskilte samt en del varer.

Kilder

Thomas Bloch Ravn: 1900talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer no 3, 2003

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition to The Old Town – a project for the future; Report of the 21th Conference of the Association of European Open Air Museums 2003, printed in Scotland 2005

http://www.kulturstyrelsen.dk/nyheder/nyhedsarkiv-kulturarvsstyrelsen/browse/65/?no_cache=1&cHash=987f46f33321974761b1cd997373e38e

 

 

 

 

Hvordan opstod egentlig ideen til Den Moderne By?

Til juni åbner Den Gamle By den store hjørneejendom Tårnborg, som bliver det mest markante enkeltelement i museets 1974-kvarter. I dette og en række efterfølgende indlæg fortæller jeg om hvordan ideen til projektet om et moderne bykvarter opstod og tog form.

I betragtning af, at den statslige Kulturarvsstyrelse skulle vise sig at være voldsomt imod tanken om et moderne bykvarter i Den Gamle By, var det lidt ironisk, at det rent faktisk var en embedsmand i Statens Museumsnævn, der gjorde mig opmærksom på, at det var Den Gamle By, der burde tage teten og sætte 1900-tallet på museum. Stedet var Kulturministeriet, datoen var 13. marts 2000, og anledningen var et møde, hvor museumsfolk og embedsmænd skulle drøfte oplæg til ny museumslov.

I Den Gamle By vidste vi fra en international konference i 1999, at en række af vore udenlandske søstermuseer var begyndt at gå op i nærheden af vores egen tid. Jeg rejste derfor spørgsmålet, hvordan museerne og museumsloven her i Danmark forholder sig til at bevare helheder fra vores egen tid.

Da var det, at museumskonsulent Morten Lundbæk fra det daværende Statens Museumsnævn klart og utvetydigt gav udtryk for, at det da var en opgave for Den Gamle By, og at den også passede fint med museets vedtægter og ansvarsområde.

Det var jo værd at tænke over. Men jeg kunne ikke umiddelbart se nogen muligheder for at løse opgaven inden for Den Gamle Bys rammer. Det gentog jeg på en konference i Association of European Open Air Museums, som blev holdt i Szentendre i Ungarn i september 2001, hvor emnet blev drøftet. Begrundelsen var, at Den Gamle By hverken havde pladsen eller pengene, samt at det var vanskeligt at se, hvordan vi kunne indpasse moderne bygninger i den helstøbte bindingsværksby. Jeg havde fx også svært ved at forestille mig et 1970’er kollektiv ved siden af en 1700-tals stue.

Pludselig var ideen der

Men så pludselig var ideen der. Bare et halvt år efter. For i senvinteren 2002 blev tanken om at skabe et brokvarter uden på den eksisterende gamle by formuleret første gang. Formuleringen lød:

”Den Gamle By kan konstatere, at væsentlige træk af Danmarks kultur og udvikling igennem 1900tallet i dag er ved at glide de danske museer af hænde, og det er museets plan at skaffe ressourcer til at indsamle bygninger, boliger, forretninger og værksteder, som tilsammen kan give et troværdigt totalbillede af det liv, som millioner af danskere har levet i 1900årene” (Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. et vindue til historien, 2002 side 238).

Kort fortalt var ideen at bygge brokvarterer uden på den eksisterende gamle by, så vi derved kan undgå et tidsmæssigt misk-mask med sammenblanding af forskellige perioder.

Tættere på nutiden

Når vi fandt, at også Den Gamle By skulle gå tættere på nutiden, var det dels fordi museer ikke blot bør forholde sig til den fjerne fortid, men også til en tid, som folk har et konkret forhold til. Dels var det for, at museet derved kunne aktualisere sin historiefortælling overfor publikum. Akkurat ligesom museets stifter Peter Holm havde gjort det i sin tid, da han lod det sidste rum i Borgmestergården vise tiden omkring 1850 – ”vore forældres og bedsteforældres tid”, som han kaldte det.

 

Rækkehus på Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem, der bl.a. rummer en lejlighed fra 1970’erne.

Inspiration fra udlandet

Inspirationen havde vi især hentet hos søstermuseer i Storbritannien, Norge, Sverige og Holland, hvor man på forskellige måder har skabt miljøer og helheder, der er genkendelige for et nutidigt publikum. Disse inspirationskilder vender jeg tilbage til i senere indlæg på denne blog.

 

Jeg besøgte museet i Arnhem i 2000, året efter at rækkehusne var åbnet for publikum, og oplevede her for første gang, hvor stærkt det virker, når man som museumsgæst næsten føler, man træder ind i sin egen historie.

Brokvarterer uden på den gamle købstad

Den Gamle Bys idé var kort fortalt at skabe to kvarterer med bygninger, boliger, butikker og erhverv. Kvarterer af den type kalder man brokvarterer. De findes i stort set alle købstæder, hvor de voksede frem fra slutningen af 1800-tallet og lagde sig uden om de gamle bykerner med rødder tilbage til middelalderen.

Vi ville lave ét kvarter, der med fokus på 1927 viser den begyndende modernisering af de danske byer, sådan som den slog igennem fra 1890ernes industrialisering og frem til alting gik i stå med 1930ernes krise og den efterfølgende Anden Verdenskrig. Og så et andet kvarter, der med fokus på året 1974 viser vækstperioden fra der atter kom gang i hjulene efter Anden Verdenskrig og frem til oliekrisen og den hermed sammenhængende økonomiske nedtur atter satte tingene på stand-by.

Som sådan kunne de to kvarterer supplere den eksisterende Den Gamle By, som især viser et 17/1800-tals bybillede.

 

Planskitse af Den Gamle By med den eksisterende 17-1800-tals købstad samt 1927-kvarteret og 1974-kvarteret. Den grønne del, 1927-afsnittet, består hovedsageligt af ældre bygninger, der løbende opgraderes til 1927-miljø. De to røde områder samt den gule viser forskellige afsnit i 1974-kvarteret. Den mørkerøde del er Havnegade-etapen, som er finansieret af A.P. Møller Fonden.

Et forbillede for open-air museerne

I vinteren 2007 bad vi de svenske museers nestor Sten Rentzhog, som netop havde skrevet en stor bog om verdens open-air museer, om at kommentere Den Gamle Bys nye, store projekt. Han skrev bl.a. følgende:

”Som der første museum kommer Den Gamle By til at give et helhedsbillede af det allerede næsten glemte 1900-tallet. Museumsbesøget får mere indhold, og publikum vil få mere ud af besøget”….”Hvis projektet gennemføres, er jeg overbevist om, at Den Gamle By atter bliver et markant forbillede for verdens øvrige open-air museer”.

I kommende indlæg vil jeg fortælle om en række forskellige inspirationskilder til projektet, ligesom jeg vil skildre de forskellige trin på vejen til projektets virkeliggørelse.

 

Kilder

Ulrike Looft-Gaude (red): Report. 19th Conference. Association of European Open Air Museums, Schleswig-Holsteinisches Freilichtmuseum 1999

Ivan Balassa & Miklós Cseri (red):Survival of a 19th Century Idea in the 21st Century. Report. 20th Conference of the Association of European Open Air Museums, Szentendre 2001

Thomas Bloch Ravn: New Ideas in Harmony with Tradition, trykt i Balassa og Cseri, 2001 side 79-89

Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. Vindue til historien, Gyldendal 2002

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition To The Old Town – a project for the future, report of the 21th Conference in Association of European Open Air Museums, Scotland 2003 side 151-56

Thomas Bloch Ravn: 1900-talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer 3/2003 s. 16-21

 

 

 

 

Nationale museer?

Kulturministeriet har planer om at lægge både Statens Forsvarshistoriske Museum, Dansk Landbrugsmuseum og Jagt- og skovbrugsmuseet ind under Nationalmuseet. Inden det måtte ske, bør der foretages en udredning af, hvordan museumsverdenen bør organiseres og hvordan man får mest museum for de statslige støttekroner.

 

Jeg har været leder af et dansk museum i mere end 25 år. Men når jeg tænker nærmere efter, har jeg aldrig nogensinde haft behov for at spørge Nationalmuseet til råds, endsige fået nogen hjælp herfra.

Den erkendelse er dukket op gennem de seneste par år, hvor man har diskuteret fremtidens danske museumslandskab med henblik på at få lavet en ny museumslov, som nu er vedtaget.

 

 Lovens formulering om Nationalmuseet svarer ikke til virkeligheden

I de danske museumslove har der gennem alle årene stået, at Nationalmuseet er ”Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum”.

 

Staten ejer Nationalmuseet i København. Men der er mange andre danske museer, der har nationalt ansvar for Danmarks kulturarv.

Natonalmuseet skal ”belyse Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed”, og loven siger, at museet for dansk kulturs vedkommende skal ”anlægge og opretholde repræsentative samlinger”. Der står også, at Nationalmuseet som statsligt hovedmuseum er forpligtet til at yde museumsfaglig bistand til de øvrige statslige museer samt statsanerkendte museer.

Ser man lidt praktisk på det, er det imidlertid en illusion og fuldstændig urealistisk, at Nationalmuseet skal kunne dække det hele, kunne det hele og så i øvrigt assistere de andre museer i landet.

 

Ikke ét, men mange nationalmuseer i Danmark

For virkeligheden er jo, at en lang række opgaver varetages af specialmuseer, som ligger spredt ud over det ganske land.

 

Vil man se lokomotiver og jernbanehistorie er stedet Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Vil man se lokomotiver og vide noget om jernbanen, vil det for de fleste være naturligt at besøge Dansk Jernbanemuseum i Odense, frem for at drage til Nationalmuseets hovedsæde i Prinsens Palais i centrum af København.

Er det søfart, man interesserer sig for, er Søfartsmuseet i Helsingør stedet, dernæst Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Er man til kanoner og militærhistorie er det Tøjhusmuseet i København, mens flådens historie fortælles på Orlogsmuseet på Christianshavn.

 

Med udstillingen Den Fjerne Krig om at være dansk soldat i Afghanistan har Tøjhusmuseet lavet den måske mest relevante museumsudstilling i Danmark i mange år.

Kongehusets historie fortælles på Rosenborg. Byernes historie finder man i Den Gamle By, der som bekendt ligger i Aarhus, posthistorien finder man på Post og Tele Museum i København, landbrugets historie ses bedst belyst på Dansk Landbrugsmuseum i Auning og dernæst på Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Holstebro og Den Fynske Landsby i Odense. Og sådan kunne man blive ved med at nævne væsentlige museer, der hver dækker deres del af Danmarks historie.

 

Mejeriudsalg på Dansk Landbrugsmuseum, som er det nationale museum for landbrug og fødevarer.

Jeg kunne ønske mig, at museumsloven ved næste revision vil blive tilpasset virkeligheden. For det er givet, at virkelighedens verden aldrig vil tilpasse sig lovens bogstav om, at Nationalmuseer skal dække det hele.

 

Andre modeller i lande uden strukturer fra enevælden

Den danske museumsmodel med ét statsejet hovedmuseum, naturligvis beliggende i København, har sin oprindelse i Kongens Kunstkammer fra enevældens tid. Og selvom Danmark reelt har en hel række museer med nationalt ansvar, har man aldrig for alvor taget et opgør med strukturen fra enevælden, så lovgivning og tilskudsstruktur kunne blive tilpasset virkeligheden i det demokratiske Danmark.

Ser man fx til Holland, der på mange måder ligner Danmark, finder man en helt anden, decentral struktur for nationale museer.

For mens de store, statsfinansierede og statsejede hovedmuseer i Danmark ligger i hovedstaden, er de tilsvarende hollandske rijksmuseer (nationalmuseer) spredt ud over det ganske land. 26 i alt – fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.

I Holland har man 26 nationale museer, som ligger spredt ud over hele landet. Her Nederlands Openluchtmuseum, der ligger i Arnhem og hvis engelske navn er National Heritage Museum.

En del af baggrunden er, at Holland ikke har enevældens tradition for centralisering omkring hovedstaden, sådan som vi har det så markant her i Danmark. En anden del af forklaringen er, at man ikke i det moderne Danmark har gjort op med den enevældige tradition for centralisering.

 

Forslag om at decentralisere Nationalmuseet

Da Nationalmuseet i 2008 skulle have ny direktør tillod jeg mig at give Kulturministeriet et råd. Jeg gjorde det i min egenskab af præsident for Association of European Open Air Museums, en post jeg varetog fra 2007 til 2011.

Mit råd var, at man skulle gøre Frilandsmuseet, der i mange år bare har været en afdeling af Nationalmuseet, til et selvstændigt museum – og så foreslog jeg i øvrigt en generel decentralisering af Nationalmuseet i lighed med den model, man har i Holland.

Da jeg 2007-11 var præsident for de europæiske frilandsmuseer foreslog jeg Kulturministeriet, at man skulle gøre Frilandsmuseet og evt andre store afdelinger af Nationalmuseet til selvstændige museer.

Forstå mig ret. Jeg har intet mod Nationalmuseet, hvor jeg kender flere højkompetente folk, der gør en kæmpeindsats. Men ser man på Nationalmuseet som helhed er resultaterne ikke imponerende i betragtning af, at museet får over 200 mio kr i årligt statsligt tilskud.

Min pointe var, at en decentralisering ville give de enkelte afdelinger – eller snarere selvstændige museer – en klarere mission og retning. Når alle afdelingerne er bunket sammen i en stor, tung institution kan det være svært at finde ud af, hvilken vej man egentlig skal gå. En anden pointe var, at der ville blive flere, der ville føle, at de havde foden under eget bord, og jeg er overbevist om, at det ville give en markant forøgelse af arbejdsglæde og gejst på museet – og øget museal produktivitet til glæde for museets gæster og brugere.

Mine tanker blev venligt modtaget, men det blev også sagt klart, at noget sådant næppe kom på tale. Det kunne jeg jo kun tage til efterretning med den bemærkning, at det blot var vigtigt for mig, at tanken nu var formuleret på rette sted. Jeg ville nemlig have det dårligt med, at man, hvis den ikke var blevet formuleret, kunne klandre mig for ikke at have meldt ud i rette tid.

 

 Hvordan får man mest for de statslige støttekroner

Når der aktuelt synes at være planer om, at lægge en række betydningsfulde specialmuseer ind under Nationalmuseet, er der grund til at råbe vagt i gevær.

I februar 2012 åbnede Tøjhusmuseet en længe savnet og meget rost udstilling om Danmarks Krige. Udstillingen var hovedsagelig finansieret af store donationer fra private fonde.

Inden Kulturministeriet skrider til handling, bør der foretages en udredning med inddragelse af relevante interessenter fra museumsverdenen, støtteforeningerne og fra offentligheden. Herunder bør forskellige scenarier og deres konsekvenser skitseres. Og så må det være i alles interesse at få foretaget en sammenlignende analyse af, hvordan man får mest museum for de statslige støttekroner.

Personligt tvivler jeg meget på, at man gør det ved at lægge flere i sig selv stærke museumsenheder ind under en eksisterende mastodont som Nationalmuseet.