Den Gamle By og pandemien – Q&A til netmediet Kulturmonitor

Den af

Netmediet Kulturmonitor har i deres sommerenquete stillet mig en række spørgsmål om mit syn på de seneste 12 måneder og den pandemi, der har sat et afgørende præg på verdenssamfundet – og naturligvis også på Den Gamle By. Her er, hvad jeg svarede på spørgsmålene.

Krisetider

På en skala, hvor den ene ende hedder ‘begrænsninger’, og den anden ende hedder ‘muligheder’, hvor vil du så placere coronakrisen?

“Jeg har fået fortalt, at ordet ’krise’ på kinesisk består af to tegn. Det ene repræsenterer fare, det andet muligheder. Sådan er det også i denne krise.”

“Men som direktør for et museum, der i normale år tjener størstedelen af sine driftsmidler ved at servicere over en halv million gæster om året, er det uden diskussion fare-aspektet, der er det fremherskende. Tilbagegang har betydet, at vi har været nødt til at fyre en del mennesker og samtidig udskyde en masse opgaver, som vi nu skubber foran os som en næsten uoverskuelig pukkel. Det er barske vilkår og ikke et tilbageslag, som overvindes på kort tid.”

Flere aktører og branchespydspidser fra kulturlivet har taget bladet fra munden under coronakrisen. Er der et opråb eller et synspunkt, der især har gjort indtryk på dig – og i så fald hvorfor? 

“Jeg har selv flere gange gjort opmærksom på det paradoksale i, at det især er de – med et lidt gammeldags ord – folkekære museer med mange gæster og stor egenindtjening, der rammes hårdest af krisen. At mange ønsker at besøge et museum, og betale herfor, er vel i bund og grund et udtryk for, at de stemmer med både fødderne og pengepungen. Derfor kan man måske svinge sig op til at sige, at det er et demokratisk problem, at de populære museer rammes så hårdt af krisen.”

Kulturen har større folkelig forankring, end mange aner

Hvordan har pandemien specifikt påvirket museumsbranchen? Har der været noget at lave for dit – og for så vidt dine kollegers – vedkommende?

“Da hovedparten af kollegerne har været hjemsendt på lønkompensation uden at måtte gøre dagens gerning, har der været mere end nok at gøre for os, der var tilbage på pinden. I første omgang med at ‘redde’ Den Gamle By og dernæst undgå, at for meget gik tabt og for mange opgaver måtte skubbes som en pukkel foran os.”

Har det danske kulturliv i dine øjne fået den fornødne politiske opbakning under krisen?

“Det korte svar er nej. Jeg tror måske, det hænger sammen med, at mange politikere og embedsfolk ikke ved, hvor stort og bredt kulturens publikum rent faktisk er. Alene museerne tiltrækker i normale år omkring 16 millioner gæster, hvilket er cirka otte gange så mange som det antal, der går til Superliga-fodbold på stadion. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at publikum på et museum som Den Gamle By er langt mere mangfoldigt og sammensat end eksempelvis det publikum, der går på stadion til Superliga-fodbold.”

Hvem af de ni kulturordførere i Folketinget har i din optik gjort mest for kulturlivet siden coronakrisens udbrud? Og er der nogen, der i særlig grad har svigtet?

“Jeg har en fin dialog med partiernes kulturordførere, og jeg synes generelt, at de er meget lyttende. Men jeg er ikke sikker på, at det er kulturordførerne, der har haft det store ord at skulle have sagt.”

Den Gamle By er blevet bedre til at “sælge det, vi har i forvejen”

Er der nogen kulturelle projekter eller idéer, som I i Den Gamle By har fået ført ud i livet takket være coronakrisen?

“Jeg vil nævne to ting. Den ene er, at vi har besluttet at lade flere af Den Gamle Bys eksperter og videnspersoner – det være sig museumsinspektører, konservatorer eller håndværkere – formidle deres viden og teknikker direkte og personligt over for museets gæster. Det er helt tydeligt, at gæsterne værdsætter denne mulighed for at møde og gå i dialog med de folk, der virkelig har den højeste indsigt.”

“Den anden ting er, at vi satser på at blive bedre til at ’sælge’ det, vi har i forvejen på en måde, så formidling, service og indtjening går op i en højere enhed. Vi har omprioriteret interne ressourcer og oprettet en stilling som chef for Salg & Service, som udvikler og sælger alt fra ud-af-kontoret-møder og konfirmationer til Allehelgen, Bent J-dag og Frokost & Fortællinger. Alt sammen, naturligvis, med et særligt Den Gamle By-indhold.”

 Hvor har du indtil videre fået din største kulturelle oplevelse i år?

“Jeg har holdt mig væk fra arrangementer med mange mennesker, men læst bunker af bøger og gået tusindvis af ture. Skal jeg nævne én bog, der gik særlig dybt, må det blive Arne Herløv Petersens rystende roman ‘536’ om året 536, det værste år i menneskehedens historie. Det var nok bad timing at læse sådan en bog, men det var også givende.”

Kulturoplevelser er fællesoplevelser

Hvor meget har dine egne kulturvaner og dit eget kulturforbrug ændret sig under pandemien?

“Min kone og jeg har været – og er fortsat – forsigtige. Både af hensyn til os selv og for at mindske smittespredningen. Så vores kulturliv er gået fra at være udadvendt til mere indadvendt og individualiseret. Akkurat som vi går mindre i supermarkedet og køber mere ind på nettet.”

“Men som jeg også hører det fra mange andre, så savner vi at være sammen med nogen om at opleve noget, vi oplever som vigtigt. For man må ikke overse, at det er en helt særlig kvalitet ved de fleste kulturoplevelser, at de er fællesoplevelser. Man planlægger sammen, man oplever sammen, drikker måske en kop kaffe undervejs og taler efterfølgende om, hvad det var, man oplevede.”

Vurderer du, at coronakrisen har givet det danske kulturliv varige mén?

“Ja, så absolut. Vi skal nok ikke forvente, at vi lige med det første kommer tilbage til en normal, der minder om den ekstreme højkonjunktur, vi inden for kultur- og oplevelsesbranchen har oplevet i 2010’erne. Måske der er nogle, der vil bukke under, og i hvert fald tror jeg, vi må indstille os på et andet niveau og andre vilkår.”

“Som jeg ser det, er der derfor behov for en langsigtet diskussion af, hvordan vi som samfund sikrer, at der også om 10, 30 og 50 år fortsat vil være attraktive, kulturbærende kvalitetsinstitutioner i Danmark.”

HVORDAN FÅR VI KULTUREN MED ’UD PÅ DEN ANDEN SIDE’?

Den af

Det er ikke nogen hemmelighed, at coronakrisen har slået benene væk under museer, musiksteder, festivaler, biografer, teatre, kirker og andre af de kulturformer, der plejer at give os fællesskab, oplevelser og indhold, der ligger ud over dagen og vejen.

Det kalder på en diskussion af, hvordan man sikrer, at der også om 10, 30 og 50 år fortsat vil være attraktive, kulturbærende kvalitetsinstitutioner til glæde for publikum. Og kulturens publikum er måske større, end mange tror. Alene museerne tiltrækker i normale år omkring 16 mio gæster, hvilket er cirka otte gange så mange som det antal, der går til superliga fodbold på stadion.

Lige nu har vi begravet mundbindet, ja nogen har endda danset på dets grav. Butikslivet fjerner afstandsmarkeringer. Hjemsendelserne er ovre, man mødes med kollegerne og går måske på café eller restaurant. Og der har været forrygende fodbold, hvor mange har fejret fællesskabet omkring storskærme.

Inden for kulturen er det imidlertid småt med grøde. Undersøgelser viser, at besøgstallet på to ud af tre museer her først på sommeren lå 50 procent under besøgstallet i ’normale år’. Tallene viser også, at enkelte museer, især de mest turisttunge, i juni var helt nede under 10 procent af normalen. Mange andre i oplevelsesbranchen er også ramt.

Og hvordan ser fremtiden så ud? Jeg tror, vi skal være opmærksom på i hvert fald fire forhold.

Det første er, at den turisme, som en stor del af kultur- og oplevelsesbranchen har nydt godt af, har fået en kæberasler af en hidtil uset kaliber. Krydstogt i større stil er sandsynligvis en saga blot, korttids flyferier bliver markant færre, konference- og mødeaktivitet reduceres osv. Det er en udvikling, der også fremmes af trenden hen mod bæredygtighed og af den orientering mod det nære, som tegner sig stadig tydeligere.

Et andet forhold er, at der konstant lurer nye, krasbørstige mutationer, der nok kan give en spirende normaliseringsoptimisme et skud for boven. Selv lande, der ellers har klaret sig godt og har vaccineret store dele af befolkningen, forlænger restriktioner eller lukker helt ned.

En tredje ting er, at mange danskere er blevet mere tøvende, forsigtige og tilbageholdende. Og det i en grad, så der nok skal mere end en ophævelse af restriktioner til, før alle vender tilbage til de gyldne tiders fællesoplevelser ’ude i virkeligheden’. Jeg tror på, at mange af de danske kulturkunder nok skal komme tilbage, men jeg er bekymret for, hvor lang tid, det vil tage, og om vi som kulturvirksomheder kan holde ud så længe.

Sidst, men bestemt ikke mindst, truer nedgangen i publikum og entreindtægter selve det økonomiske fundament, der skal bære mange af de mest populære og attraktive oplevelsessteder ind i fremtiden. For det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det især er de oplevelser, som mange gerne vil besøge og betale for, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen.

Organisationen Danske Museer gennemførte i efteråret 2020 en analyse af krisens konsekvenser. Det hedder her, at ”det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængige af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”.

Der er tale om reduktioner, som skærer dybt ind i benet og dermed risikerer at ødelægge det fundament af viden og kulturarv, som er forudsætningen for museernes faglighed, troværdighed og attraktivitet. Den egenindtjening, som vi er mange, der er stolte af, er under krisen med ét slag blevet vores akilleshæl.

I Den Gamle By ser vi ind i en usikker periode, hvis længde vi ikke kender. For kort tid siden troede vi, at alt ville være normaliseret, når vi nåede ind i juli måned. Men det går langsommere, end vi havde regnet med. Efter fyringsrunde og hårde besparelser budgetterer vi ellers kun med 325.000 gæster i år. Det er 200.000 færre end i et i ’normalt’ år og svarer til niveauet for 25 år siden. Som situationen tegner nu, må vi virkelig krydse fingre for, at vi når op på de 325.000 gæster. For vi kan vanskeligt skære ned på personaleomkostningerne, fordi museets attraktivitet i meget høj grad består i, at gæsterne kan gå i dialog med ’rigtige mennesker’, der optræder som historiske aktører i den danmarkshistoriske tidsrejse, som Den Gamle By er.

Måske er 325.000 gæster årligt den nye normal for Den Gamle By? Vi ved det ikke, men der er næppe nogen tvivl om, at vi må besinde os på, at den ekstreme højkonjunktur, der har kendetegnet oplevelsesbranchen de senere år måske slet ikke kommer tilbage. Måske skal branchen i det hele taget skrue tiden og niveauet et kvart århundrede tilbage for at finde den nye normal, som vi nok alle sammen søger efter?

Naturligvis skal vi inden for kulturen fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men det enorme tilbageslag har tydeliggjort behovet for, at det offentlige tager større ansvar for de kulturvirksomheder, der spiller en særlig rolle. Med en parallel til bankverdenen kunne det måske være relevant at tale om systemiske kulturvirksomheder, der bare ikke må gå ned.

Og hvorfor så det? Lad falde, hvad ikke kan stå, kunne man indvende.

Her kan man pege på kulturens værdi for turisme, lokal økonomi, forskning, uddannelse osv. Det er også vigtigt. Men endnu vigtigere er det at se på den helt basale værdi. Og denne, kulturens dybeste værdi, er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

Det er imidlertid ikke så let at sætte ord (eller for så vidt tal) på kulturens dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny med sit barnebarn i hånden.

Mit bud er, at den gode kulturoplevelse handler om noget, der er større end én selv, noget der giver fornemmelse af sammenhæng. Museerne – og en meget stor del af kulturen – er en slags reservoir for identitet og forankring – og for inspiration og forandring. Stærke kulturoplevelser hensætter gæsterne til en anden verden, hvor de kan opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage.

Coronakrisen har også tydeliggjort, at kulturoplevelser er sociale begivenheder, som er noget helt andet og langt mere værdifuldt end de digitale gengivelser, vi har måttet nøjes med i måneder. For kultur opleves næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man hygger sig, diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forstærket og forlænget.

Der er vigtige ting på spil. Nemlig mulighederne for at være fælles om noget, vi finder vigtigt, og som giver os en følelse af at være en del af noget, der er større end os selv. Spørgsmålet er, hvordan vi får disse værdier med ’ud på den anden side’.

Denne tekst er en lettere ændret udgave af den kronik, Jyllands-Posten har bedt mig skrive om kulturen og coronakrisen. Kronikken er publiceret i Jyllands-Posten 12. juli 2021.

OPLEVELSESBRANCHEN HAR BEHOV FOR NYE FORRETNINGSMODELLER

Den af

Her og nu har vi brug for en hånd i ryggen, men på længere sigt vil ’hjælp-til-selvhjælp’ og støtte til udvikling af nye forretningsmodeller batte mere.

Jeg ved, mange vil elske at bo i Den Gamle By er par dage. Fx i karlekammeret anno 1864, i pigekammeret 1927 eller i kernefamiliens lejlighed fra 1974. Med masser af tid til at gå på opdagelse i alle museets krinkelkroge og spise dagens måltider i Gæstgivergården. Ruskomsnusk, stegt flæsk og persillesovs eller rigtig 1970’er fondue.

Tematiseret overnatning og bespisning ’on site’ kender vi fra både Disney og Legoland. Men på et museum! Kan man det? Nej, ikke i øjeblikket! Men vi er flere, der tror, det er en idé, der måske kunne bære fremtiden i sig.

Og ideer, der bærer fremtiden i sig er i den grad noget, vi har brug for her under coronakrisen. Ikke bare i Den Gamle By, men inden for hele oplevelsesbranchen, hvor forretningsgrundlaget for mange virksomheder er eroderet i nærmest uhyggelig grad.

Vi er mange, der har hårdt brug for en hånd i ryggen, der kan give os den akuthjælp, der forhåbentlig kan bringe vore virksomheder igennem 2021 uden for mange grundskader. Og vi er taknemmelige for den saltvandsindsprøjtning, som regeringen har annonceret til hjælp for branchen.

Tager vi imidlertid en tur op i helikopteren og sætter den lange kikkert for øjet, er det klart, at det ikke kun er akuthjælp, der er brug for. Ja i nogle tilfælde vil det måske være direkte spild af penge. Støtte til udvikling af nye forretningsmodeller vil utvivlsomt batte mere i det lange perspektiv.

For selvom det ikke er rart at tænke på, så er virkeligheden nok, at 2010’ernes enorme, ja ekstreme, højkonjunktur på oplevelses-, turist- og rejsemarkedet næppe kommer tilbage. Krydstogt i større stil er nok en saga blot, korttids flyferier bliver markant færre, konference- og mødeaktivitet reduceres osv. Det er en udvikling, der støttes af trenden hen mod bæredygtighed og af den orientering mod det nære, som tegner sig stadig tydeligere.

I Den Gamle By vurderer vi, at coronakrisen og dens eftervirkninger også i de kommende år vil fjerne en fjerdedel af museets indtægtsgrundlag. Og vi er slet ikke dem, der er hårdest ramt! Der findes museer, turistattraktioner, hoteller og andre inden for rejsebranchen, hvis forretningsgrundlag er så reduceret, at deres model næppe er holdbar i fremtiden.

Vi må holde op med at agere, som om de gode tider i 2010’erne var en normal, der kommer tilbage som en slags vort århundredes brølende 20’ere. De brølende 2010’ere, som vi nyligt har forladt, skal snarere ses som en historisk undtagelse. Tænk hvis den nye normal, der jo må komme på et eller andet tidspunkt, i stedet får et intensitetsniveau a la fx 1990’erne!

Hvordan skal man så forholde sig i denne situation? Tja, selvom det for mange af os vil varme gevaldigt med en form for akutstøtte, vil det for andre nok blot betyde, at ’døden’ udskydes – ja undskyld mig udtrykket, men det er jo det, det drejer sig om. Med mindre, og det er pointen med dette indlæg, at den annoncerede statslige støtte anvendes til at fremme hjælp-til-selvhjælp og til udvikling af nye, supplerende forretningsmodeller, så de hårdest ramte virksomheder og brancher får mulighed for at omstille sig til en ny virkelighed.

Jeg er overbevist om, at Den Gamle By og mange andre virksomheder med fordel kan arbejde på at identificere særlige in-house kompetencer, som her og nu anvendes i helt specifikke sammenhænge, men som kan udvikles og generaliseres, så de kan danne grundlag for nye forretnings- og indtjeningsmodeller.

Som nævnt drømmer vi i Den Gamle By om at kunne udvide oplevelsespaletten med både historisk mad og overnatning i unikke historiske miljøer, så vi her kan bruge nogle af museets kernekompetencer til at udvikle dette nye forretningsområde. Vi drømmer også om at udvikle museets indsigt og erfaring med vedligeholdelse og udvikling af ældre bygninger til en salgbar ydelse til glæde for fx ejere af bevaringsværdige bygninger. Og så drømmer vi om at øge museets indsats på det sociale område. Fx ved udvikle de allerede eksisterende tilbud til demente og til børn og unge med mentale handicaps, men også ved særlig indsats over for de mange unge, der befinder sig på kanten af uddannelse og arbejdsmarked og som kunne have glæde af at snuse til Den Gamle Bys brede pallette af professioner af alle slags og ad den vej forhåbentlig få smag for at gå i gang med en uddannelse.

Oven på en tærende coronakrise er det utvivlsomt de færreste, der har penge på kistebunden til selv at gennemføre en større omstilling og nyudvikling. Her vil midlertidige statstilskud kunne gøre en afgørende forskel og medvirke til udvikling af nye forretningsområder, så vingeskudte eller ligefrem truede virksomheder kan hjælpes ind i en ny fremtid – med kvaliteten intakt!

Dette indlæg er en lettere bearbejdet udgave af mit debatindlæg i dagens udgave af Jyllands-Posten 26. maj 2021.

KAN MAN MÅLE MUSEER?

Den af

Flere museumsfolk har i Kristeligt Dagblad argumenteret imod en model, jeg har foreslået med henblik på at identificere de museer, der er de vigtigste i Danmark. Modellen er i kort form refereret i Dorte Washuus interview med mig 16. februar.

Da flere øjensynligt har misforstået modellen og hensigten med den, skal jeg her uddybe.

Udgangspunktet er, at selvom de fleste utvivlsomt vil erkende, at nogle museer er vigtigere end andre, så er der af uforklarlige årsager aldrig udarbejdet en brugbar måde at måle dem på. Og det på trods at, at både politikere og forvaltning gentagne gange har efterlyst objektive kriterier herfor.

Jeg har taget som afsæt, at kriterierne skal kunne kvantificeres, så de også kan være gangbare i regneark, og dernæst at modellen bør være så enkel at opdatere, at det rent faktisk også må forventes at ville ske.

Det resulterede i en model med følgende fire målepunkter, som bør anvendes på alle de muser i Danmark, der modtager støtte fra staten:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller – bedre – man kan vælge at spørge fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Modellen er på ingen måde endelig, og man kan overveje at inddrage andre kriterier. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal kvadratmeter i udstillinger, antal objekter i samlingen, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Jeg kan imidlertid frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så er vi lige vidt. Og jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Teksten er en lettere revideret udgave af et indlæg, som jeg publicerede i Kristeligt Dagblad lørdag 6. marts 2021.

 

JA TIL FANTASI. NEJ TAK TIL FAKE HISTORY!

Den af

Skal museer forny sig? Ja, selvfølgelig!

Må det være morsomt at gå på museum? Absolut!

Er det ok at hygge sig under besøget? Klart! Ellers ville det da være trist.

Må et museum også provokere? Ja, for Søren da. Det er kun godt, hvis man som besøgende får trykprøvet sine holdninger, får en ny tanke eller måske en indsigt, man ikke havde før.

Hvad så, er det også i orden, at museerne spiller på fantasien? Helt sikkert!

Det hele står og falder med, om man som besøgende kan regne med det, man oplever og får oplyst under besøget. Museer skal give oplevelser, men sande oplevelser – ikke ”fake history”. For hvis museer mister deres troværdighed, kan de lige så godt lukke og slukke.

I flere undersøgelser har den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider analyseret, hvilken rolle museerne spiller i vores verden af ”alternative facts”. Tallenes tale er klar: Museer nyder overordentlig stor tillid, og folk ser museerne som en langt mere troværdig kilde til information end fx massemedier, NGO’er, offentlige myndigheder og politikere. ”Fake history” hører ikke hjemme på et museum.

Og ja, jeg kender godt det automatiske modspørgsmål. Skal museer da være kedelige? Nej selvfølgelig skal de ikke det.

Alt for ofte præges debatten om museer af en falsk modsætning mellem oplevelse og faglighed. En modsætning mellem gæstehadende, genstandsfokuserede videnskabsfolk, der hygger sig med hinanden i deres elfenbenstårne, og så folkekære fortællere, der kan slå et slag i bolledejen og få museernes tørvetrillere til at vågne op til glæde for almindelige mennesker.

For et halvt århundrede siden var det nok ikke helt forkert. En kulturministeriel betænkning fra 1969 mente endda, at mange museer var så stillestående, at de selv trængte til at komme på museum. Men sådan er det altså ikke længere!

De succesfulde museer har erkendt, at underholdning og oplevelse ikke står i modsætning til oplysning og faglighed.

Tag blot Museet for Søfart i Helsingør, Moesgård Museum i Aarhus, Strandingsmuseet i Thorsminde, Tirpitz ved Varde og såmænd mit eget museum Den Gamle By i Aarhus. Publikum strømmer til i endda meget store tal – også rigtig mange, der tidligere aldrig kunne drømme om at besøge et museum.

De fleste vil gerne hygge sig og føle sig underholdt. Og de vil bestemt ikke kede sig, hvilket de heller ikke gør, selvom de nævnte museer alle holder den faglige fane højt. Museernes succes dementerer dermed også enhver påstand om, at folk ikke er interesseret i historisk korrekthed.

I tider som vore, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis, opstår der typisk et behov for at stoppe op et øjeblik. Besinde sig. Hvem er vi, hvor er vi, hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien og traditionerne, der binder det sammen. Her spiller museerne med deres faglighed en nøglerolle.

I alle betydninger af ordet skal museer give en sand oplevelse.

Dette blogindlæg er en lettere revideret udgave af den klumme, jeg har publiceret i Avisen Danmark den 26. februar 2021.

KVART ÅRHUNDREDE

Den af

På denne dato for præcis 25 år siden, det var tirsdag 2. januar 1996, troppede jeg som ny museumsdirektør op i Den Gamle By til min første arbejdsdag. At det nu er et kvart århundrede siden er ikke sådan lige til at begribe. For denne nytårsmørke morgen i en kold og snedækket Den Gamle By føles på én gang som var det i går og samtidig som uendeligt længe siden. Billederne fra dengang lyver dog ikke: Det var ikke i går!

På forsiden af Aarhus Stiftstidende tirsdag 2. januar 1996 fortælles det, at jeg tog toget fra mit hjem i Struer kl 6.20 for at være fremme ved Den Gamle By omkring 8.30.

Klokken 9 denne tirsdag var jeg med til min første såkaldte nytårskur i Den Gamle By, hvor bestyrelsesformand Søren Chr. Mellerup præsenterede mig som ny direktør. Det foregik i Møllesalen, hvor jeg hilste på alle medarbejdere. Derpå fortalte jeg, at Den Gamle By altid havde været mit drømmemuseum og at jeg var beæret over at overtage posten efter en kapacitet som Erik Kjersgaard, der var død et halvt år tidligere.

Artiklen inde i avisen fortæller, at mine to første opgaver var at deltage i Den Gamle Bys nytårskur og så skrive en nytårshilsen til Dronningen. Så var jeg ligesom i gang.

Til nytårskuren gav jeg også udtryk for, at jeg ville stikke fingeren i jorden og lytte, og at jeg ikke forestillede mig, at der skulle ske revolutioner i Den Gamle By. Sådan gik det også, vil jeg mene, for selvom der er kommet mange ting til i løbet af de 25 år, så er udviklingen efter min bedste overbevisning sket i pagt med den grundlæggende idé, der ligger bag Den Gamle By.

At udviklingen kom til at ske i pagt med Den Gamle Bys grundlæggende idé, kan jeg i høj grad takke én person for, nemlig tidligere museumsinspektør, dr.phil. Erna Lorenzen, som blev min gode veninde og en slags Den Gamle By-mentor for mig. Erna Lorenzen blev ansat i Den Gamle By i 1935 og arbejdede i 10 år tæt sammen med museets stifter Peter Holm frem til dennes pensionering i 1945. Erna og jeg talte meget om det tankesæt, der fra Peter Holms side lå til grund for Den Gamle By.

Erna Lorenzen introducerede mig til de tanker, der helt fra museets tidlige år lå til grund for Den Gamle By. Erna Lorenzen var dr.phil. og i mange år museumsinspektør i Den Gamle By. Fra 1935-45 arbejdede hun tæt sammen med museets stifter Peter Holm.

Hver gang jeg havde nye tanker om udvikling, tog jeg op til Erna i villaen i Hasle for at høre, hvad hun syntes. Det være sig vedrørende planerne om at gøre Den Gamle By til et levende museum, ideen om at oprette et Dansk Center for Byhistorie i samarbejde med Aarhus Universitet eller det være sig tankerne om at opdatere Den Gamle By med moderne bykvarterer, hvor publikum ville kunne møde en tid, de kan genkende. Hver gang spurgte Erna ind til planerne og hørte, hvad der havde inspireret til disse tanker. Og så var det som om hun talte med sig selv. Egentlig var hun nok i en slags dialog med Peter Holm, og hvis både Erna, Peter og jeg var enige, så gik vi videre med sagen.

Erna Lorenzen døde i 2006 i en alder af 97 år, så hverken Erna eller Peter kom derfor med i overvejelserne om de projekter, som kom til derefter. I hvert fald ikke direkte, men nok indirekte for nu var jeg jo blevet grundigt introduceret til museets oprindelige idegrundlag.

Det har været et privilegium at være med til at forløse noget af den enorme iboende kraft, der ligger i Den Gamle By. Grundideen, museets bankende hjerte, er enestående stærk. Men det gør det jo ikke i sig selv, og det er vigtigt at være opmærksom på, at de mange projekter aldrig ville være blevet til virkelighed, hvis ikke der i Den Gamle By var en stab, der kunne udvikle og virkeliggøre, og hvis ikke museets bestyrelse havde været så fremsynet, som tilfældet er. Projekterne kunne naturligvis heller aldrig være lykkedes uden de fonde og privatpersoner, der har bakket op om Den Gamle By.

På besøg i Den Gamle By omkring 1975.

Helt tilbage fra min studietid i 1970’erne har Den Gamle By for mig stået som et enestående museum. De seneste 25 år har kun bestyrket mig i den opfattelse, og hvis nogen skulle spørge, om jeg ikke har været fristet af jobs på andre (og måske ”finere”) museer, kan jeg sige, at selvom tanken måske har strejfet mig en gang eller to, så er det aldrig blevet til mere end det. Den Gamle By er ”mit” museum, og står det til mig, agter jeg at fortsætte et pænt stykke tid endnu.

Bestyrelsesformand Søren Chr. Mellerup præsenterer mig for Aarhus Stiftstidende, da udnævnelsen til direktør blev offentliggjort i slutningen af oktober 1995.

HVILKE MUSEER ER DE VIGTIGSTE?

Den af

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland.

Måske er det derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud som særligt vigtige. Men hvis man tør, er det nu ikke så svært.

Jeg vover gerne et øje ved at pege på fire målepunkter, som er lette at håndtere, og som også har den fordel, art de kan sættes ind i et regneark:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere. Her kan man fx bede fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme om at give deres bud – eller man kan tage afsæt i ratings hos TripAdvisor eller Google.

Jeg foreslår, at der i modellen gives en maksimal score på 10 point for hvert målepunkt. Det højest opnåelige pointtal er således 40.

For et par år siden gennemførte jeg øvelsen for mig selv. Syv museer fik mellem 35 og 40 point. Fire museer mellem 30 og 35 point. Tre museer fik de maksimale 40 point. Og 11 museer fik mellem 20 og 29 point. Altså 25 museer med mere end 20 point. Jeg har ikke publiceret, hvilke museer, det drejer sig om, og agter heller ikke at gøre det, men jeg tror ikke, der vil være de store overraskelser.

Dog har jeg vist resultaterne til udvalgte politikere, turistfolk og museumsfolk, og alle har givet udtryk for, at modellen virker til at have stor træfsikkerhed. Men det er naturligvis et øjebliksbillede, der gives. For der vil være museer, der er på vej op, og sikkert også museer, der er på vej ned. Men det er ikke noget problem, for det vil næppe tage en studentermedhjælper mere end en enkelt dag at korrigere pointtavlen med de nyeste oplysninger.

Selvfølgelig kunne man også inddrage andre og flere målepunkter. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så ender man, som man plejer: Intet sker!

Jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

En lettere redigeret udgave af dette indlæg er i dag 10. december 2020 publiceret i Altinget.

 

 

 

 

 

PÅ MUSEET SKAL VI LÆRE OS SELV AT KENDE!

Den af

Igennem snart fire år har politikerne gået som katten om den varme grød: Skal statens tilskud til museerne fordeles på en anden måde end i dag? Kan det lade sig gøre – og tør vi?

Nu er debatten om museernes tilskud og opgavemodel atter bragt i spil, og så kan der være god grund til at tage en tur op i helikopteren og se på, hvilken rolle museerne egentlig bør spille i nutidens samfund? Ikke at økonomiske modeller og administrativ teknik er uvæsentlige ting, men når fokus er på økonomi og administration, glemmer man let de helt grundlæggende spørgsmål.

En af de mest indflydelsesrige museumstænkere gennem tiden, engelske Kenneth Hudson, gav helt tilbage i 1977 udtryk for følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Og hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af?” Kenneth Hudson var bl.a. manden bag verdens største museumspris European Museum of the Year Award, oftest kaldet EMYA.

En af Hudsons landsmænd David Fleming fra Museum of Liverpool gav i 2013 dette bud: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende”.

Et tilsvarende synspunkt møder man i den amerikanske museolog Stephen E. Weils programmatiske udsagn fra 1999: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”.

Det helt centrale for både Fleming, Hudson og Weil er museernes rolle i forhold til deres publikum og de grupper og samfund, de betjener. Museernes ”public quality”, som Kenneth Hudson og de mange, der er inspireret af ham, ville sige. Selvfølgelig skal museerne bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må altid være gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de åbner op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

At gøre dette kræver mere end bare faktuel viden, og det kan her være en nyttig inspiration at se på hvor begrebet ”museum” egentlig komme fra.

Museum, eller museion, er i den græske mytologi hjemmet for de ni muser, som alle var døtre af erindringens gudinde Mnemosyne. Den engelske museumsmand Peter Lewis, der 1990-2001 var direktør for Beamish Museum i det nordøstlige England, gjorde her en interessant observation, som han brugte i sin konstante kamp mod det, han kaldte ’the-museums-should-be-dull-brigade’. Han noterede sig det tankevækkende, at kun historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de sidste syv muser, der har at gøre med de mere kreative aspekter af menneskelivet, ikke er med. Han argumenterer derpå for, at disse kreative muser atter bør indlemmes i vores museumsbegreb, som dermed igen vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske. Dermed genetablerer han også museumsbegrebets forbindelse til en humanistisk verdensforståelse frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk videnskabsbegreb, der primært ser museerne som en slags vidensbank, hvor publikum kommer for at blive klogere og for at lære noget – akkurat som i skoler og på universiteter.

Museernes relevans har nemlig at gøre med andet og mere end at passe på gamle ting og skrive bøger og videnskabelige afhandlinger. Museernes egentlige betydning er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

På den anden side er det imidlertid ikke så lige til, at sætte ord på museernes dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny sammen med sit barnebarn.

Mit bud er, at museerne skal ses som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når de er bedst, er museerne steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum skal være relevant for den besøgende, og samtidig skal det handle om noget, der er større end én selv, noget der giver en fornemmelse af sammenhæng. Det skal have kant, det skal rumme kundskab og samtidig skal det være skønt, morsomt og inspirerende. Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Da svenske Artur Hazelius i 1873 grundlagde verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og nogle år senere Skansen, verdens første frilandsmuseum, valgte han som motto for sin museumsvirksomhed aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

”Kend dig selv!”. Pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne – nu og i fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50.

Museer betyder meget for mange. Men de kan betyde langt mere for flere. Netop det bør være ledestjernen, hvis man fra politisk hold nu endelig – efter fire års usikker ventetid – vælger at sætte gang i en reform af museumsstøtten.

En lettere redigeret udgave af denne tekst er i dag 3. december 2020 også bragt i Kristeligt Dagblad.

 

HVORDAN FREMTIDSSIKRER VI DE VIGTIGSTE MUSEER?

Den af

Snakken om omfordeling af statens tilskud har betydet, at en stor del af Danmarks museer i snart fire år ikke har vidst, om de var købt eller solgt. Så kære politikere: Læg projektet i graven eller gør noget ved det!

Og hvis I vælger det sidste, så tænk langsigtet. Lad en reform omfatte alle statsstøttede museer, også statens egne. Vær opmærksom på, at nogle museer er både bedre og vigtigere end andre. Og husk på, at et godt museum ikke bare skal handle om noget, men være noget for nogen, gerne for mange.

En reform bør sikre, at Danmark også om 10, 30 og 50 år vil have attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med gennemslagskraft, nationalt såvel som internationalt. Museer som fortæller store og vigtige historier og som er elsket af et stort publikum.

Coronakrisen har imidlertid vist, at det økonomiske fundament for mange af de vigtige museer er forbavsende skrøbeligt. Organisationen Danske Museer har undersøgt sagen: ”Det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

De ramte museer er bl.a. Designmuseum Danmark, Den Gamle By, Museet for Søfart, Moesgård, Arbejdermuseet, Hjerl Hede, H.C. Andersen Museet, Skagens Museum, Tirpitz, Vikingeskibsmuseet, Herregårdsmuseet Gammel Estrup og Fiskeri og Søfartsmuseet. Allesammen museer der rummer samlinger og fortællinger, som danskerne kan relatere sig til. Museer af national betydning, som nyder folkelig yndest og har betydning for turismen. Og ikke mindst museer, der i høj grad har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende, at den store egenindtjening, som museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, nu ligefrem er blevet deres akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at staten tager større ansvar for driften af den række af museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie.

Her kommer den officielle museumsmodel imidlertid til kort, fordi både lovgivning og tilskudsstruktur er blevet utidssvarende. Modellen med to statsejede ”hovedmuseer”, Nationalmuseet og statens Museum for Kunst, stammer fra enevældens tid og er ikke længere tilstrækkelig i et moderne Danmark med ikke blot to, men adskillige museer af national betydning.

I Holland, der ellers på mange måder ligner Danmark, har man en helt anden og langt mere mangfoldig model for landets nationale museer. Jeg tror, Danmark kan hente inspiration her, hvor man har 26 såkaldte rijksmuseer, der rummer samlinger og fortællinger af national signifikans. Rijksmuseerne anses for særligt vigtige og modtager derfor store tilskud fra staten, og så ligger de spredt ud over det ganske land. Fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.

Jeg drømmer om, at man også i Danmark vil anerkende behovet for at styrke de museer, der ”udfører en virksomhed af særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af et museumsfagligt speciale”, som det hed i en nu afskaffet paragraf i museumsloven.

Ikke af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som her kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Nu og om 10, 30 og 50 år.

Jul i Gågaden i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Denne tekst er i dag 1. december 2020 publiceret i Altinget i en lettere redigeret udgave.

 

 

 

 

Krisen rammer især de museer, rigtig mange holder af

Den af

Det virker som den omvendte verden, at det er de mest elskede museer, der bliver hårdest ramt af coronakrisen. Men sådan er virkeligheden desværre. Herom har Jane Sandberg fra Enigma og undertegnede skrevet dette indlæg.

Fra et helikopterperspektiv tegner der sig et billede af, at det især er de mest populære museer med mange gæster, der lider under krisen. Museer som i høj grad er selvfinansierende. Museer der nyder stor folkelig yndest, og som har stor betydning for turismen. Og museer som rummer de store nationale fortællinger, mange danskere kan relatere sig til.

Organisationen Danske Museer har gennemført en analyse af krisens konsekvenser og skriver: ”det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

I Den Gamle By er 28 faste stillinger skåret væk. Dertil kommer en reduktion af antallet af timelønnede, et stop for vedligeholdelse af museets historiske bygningsarv, en kraftig neddrosling af museets bevaringsindsats og lønnedgang for ledelsen.

Designmuseum Danmark har opsagt over halvdelen af sine medarbejdere. Vikingeskibsmuseet i Roskilde har reduceret staben med en tredjedel, og Holstebro-museerne med Hjerl Hede og Strandingsmuseet har fyret hver tiende i den faste stab. Museet for Søfart, Kongernes Samling, Moesgaard, Arbejdermuseet og Fiskeri- og Søfartsmuseet er også hårdt ramt. Og med dem en række andre af de museer, som de senere år har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser.

Der er tale om reduktioner, som skærer dybt ind i benet og dermed risikerer at ødelægge det fundament af viden og kulturarv, som er forudsætningen for museernes faglighed og troværdighed og dermed for deres attraktivitet.

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de  folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende at måtte konstatere, at den store egenindtjening, som vi på museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, i en situation som denne ligefrem er blevet museernes akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at det offentlige tager større ansvar for driften af de museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie. Ikke mindst så vores efterkommere også i fremtiden kan gå på museum og få fortællingen om, hvem vi er og hvor vi kommer fra.  Som billedet tegner sig i krisens kølvand, vil mange af de berørte museer få svært ved at løfte en række af de museale kerneopgaver, der er en forudsætning for fremtidig udvikling og relevans.

Hvis vi fortsat skal have museer af høj kvalitet for danskere og turister, kalder museumskrisen på politisk indgriben, hvor et øget fast driftsttilskud vil være af afgørende betydning for, at der også om 10, 20 og 30 år vil være attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer. Museer, der har international gennemslagskraft og som er til glæde for det store og brede publikum, som her får en både dyb og lettilgængelig forståelse for, hvad det vil sige at høre hjemme i Danmark.

Indlægget er i en lidt ændret udgave også publiceret i Berlingske Tidende 11. november 2020.