I midten af maj deltog jeg sammen med Martin Brandt Djupdræt i European Museum Forums konference i Tallinn i anledning af uddeling af årets European Museum of the Year Award, den såkaldte EMYA. Den Gamle By var nomineret til prisen, hvilket vi er stolte af – også selvom den gik til Uskyldens Museum i Istanbul og ikke til Den Gamle By.
I løbet af konferencen slog det mig, i hvor høj grad vi inden for museumsverdenen trænger til at opdatere en række af de helt centrale begreber, som man bruger om museer. Jeg skal give tre eksempler.
Alle de museer, der var nomineret til EMYA, var blevet bedt om at medbringe et ”object”, en museumsgenstand, og det var helt tydeligt, at det for mange ikke var genstanden, men snarere historien, fortællingen, eftertanken, eller den udfordrende problematisering, der for dem var det centrale. Det var nok derfor Spaniens nationale sciencemuseum i La Coruna medbragte et spørgsmålstegn, Baksi Museum fra tyrkiske Anatolien medbragte en kjole, der blev vævet af frivillige og solgt på museet, mens Museum of Innocence medbragte en bog.
I drøftelserne af museernes ”output” var fokus på ”exhibition”, udstilling, og det lå nærmest i luften, at et museum er en bygning, hvori man udstiller en samling af museumsgenstande. Men mange museer har fokus på helt andre ting, som primært relaterer sig til større fortællinger, til museernes sociale rolle eller ideologiske funktion. Fx var det spændende at høre, hvordan William Morris Gallery i London havde som sit primære formål at give folk i det nedslidte område, hvor museet er placeret, noget at være stolte af. Occidens Museum i katedralen i Pamplona sagde direkte, at museet ikke var en udstilling, men en refleksion. Og Den Gamle By var bl.a. nomineret for sit arbejde med at inkludere marginale grupper som fx demente ældre og børn og unge med mentale handicaps.
Heritage, kulturarv, var et andet klassisk museumsbegreb, der blev problematiseret. Nok mest fordi det ikke har appel til nutidens publikum, men nok også fordi det fokuserer på fortiden og ikke tager afsæt i den nutid, som museernes besøgende jo lever i. Måske man i stedet skulle tale om identitet?
Object, exhibition, heritage! Museumsgenstand, udstilling, kulturarv! Ord som for mange giver associationer til støvede institutioner, som er helt ude af trit. Både med det samfund, som museerne i sidste ende skal tjene, og også med den aktuelle udvikling inden for den europæiske museumsverden, som rent faktisk er langt mere spændende, end de nævnte termer lader ane.
Nobelpristageren Orhan Pamuk, der vandt EMYA med sit Museum of Innocence, har skrevet det meget omtalte ”A Modest Manifesto for Museums”. Heri modstiller han en række begreber, og med inspiration herfra kunne man måske sige:
– Vi tænker i objekter, vi bør tænke i ideer
– Vi tænker i udstillinger, vi bør tænke i fortællinger
– Vi tænker i kulturarv, vi bør tænke i identitet.
På Tallinn-konferencen blev præsenteret 34 museer, der alle var fundet værdige til at blive European Museum of the Year. Det var tankevækkende og opløftende at opleve, hvor mangfoldig den europæiske museumsverden er og hvor mange nybrud, der sker rundt omkring.
Der er for mig ingen tvivl om, at museumsbegrebet er under forandring. Det er vigtig at vi finder ord, der har relevans for de mange museer, der er på vej ind i fremtiden.