Besættelsesmuseet udgiver en avis! – Nye undervisningsmaterialer på vej

En vigtig ambition med det nye Besættelsesmuseum er at få historien ud til de yngre generationer. Sideløbende med udstillingsarbejdet har Besættelsesmuseet derfor også udviklet helt nyt undervisningsmateriale om besættelsen i tre forskellige formater for grundskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne. Projektmedarbejder Maria Juul Pedersen har været ankerperson for udviklingsarbejdet.

Besættelsesmuseets nye avis består af udvalgte artikler fra perioden 1939-1945.

Ny avis med artikler fra besættelsesårene

Et af elementerne i materialet består af en nytrykt avis med nyheder fra Aarhus, Danmark og verden i perioden 1939-1945. Inspirationen kommer fra to aviser fra 1927 og 1974, som Den Gamle By tidligere har udgivet i tilknytning til museets to 1900-tals bykvarterer.

Besættelsesmuseets avis er på tilsvarende måde sammensat af artikler, reklamer og annoncer fra perioden 1939-45. Forsiden omhandler krigsudbruddet, hvert af de følgende opslag omhandler et af de fem besættelsesår, og bagsiden omhandler retsopgøret efter besættelsen. Indholdet i avisen er fra den aarhusianske, socialdemokratiske avis Demokraten, der udkom fra 1884 til 1974. I tilknytning til avisen er der udarbejdet arbejdsspørgsmål, som eleverne kan besvare på baggrund af avisen. For at kunne bruge avisen i undervisningssammenhæng, har det været nødvendigt at tilføje datoer og årstal ved hver artikel, men det er gjort i tråd med det gamle layout fra 1940’erne.

Fokusgruppe af lærere har bidraget

For at gøre undervisningsmaterialet bedst muligt, har vi med Maria som tovholder samarbejdet med en gruppe af historielærere fra både grundskolen og gymnasiet:

”Deres hjælp har været uvurderlig, fordi vi på den måde har kunnet tilpasse materialet til virkeligheden ude på skolerne og kravene i de bekendtgørelser, som lærernes undervisning skal kunne indfri. Fx står arbejdet med historiske kilder, kildekritik og historiebrug centralt i kravene til historieundervisning både i grundskole og gymnasiet. Her er avisartikler helt oplagte, da eleverne selv skal finde svarene, fortolke det, der står i avisen og afdække ændringer i avisens måde at beskrive begivenhederne på over tid. Lærerne har også kunnet give os en pejling på elevernes faglige niveau på de forskellige trin.”

Avisformatet er desuden en god måde at give eleverne et basalt kronologisk overblik over de store linjer i perioden. Mange børn og unge har nemlig ingen eller kun begrænset forhåndsviden om emnet.

Hverdagen under besættelsen

Eksempler på varemangel.

Noget af det sjoveste ved at finde artiklerne til avisen, har for Maria været at kunne komme helt tæt på aarhusianernes hverdag og de ændringer besættelsen medførte:

”For eksempel er det karakteristisk, hvordan situationen med mangel på dagligdags fornødenheder efterhånden kom til udtryk i avisen i takt med, at varemanglen tiltog. For eksempel begyndte producenter af skindvarer at eksperimentere med helt nye skindtyper. Efterspørgslen på kaniner steg betydeligt, da både skindet og kødet kunne udnyttes. Det måtte tilmed indskærpes i avisen, at kun herreløse katte, og altså ikke katte holdt som kældedyr, måtte indfanges.”

Også manglen på tobak gjorde mange desperate: “Vi har fundet en annonce, hvor en radiohandler simpelt hen tilbyder en radio i bytte for cigaretter.”

Nogle gange må man også prøve at læse mellem linjerne i den officielle fremstilling af begivenhederne, for at forstå, hvad der i virkeligheden foregik:

“Det er en indsigt, som kan give eleverne bedre forståelse både for undertrykkelsen under besættelsen og for den undertrykkelse, der foregår i forskellige lande i nutiden. For eksempel er en så vigtig begivenhed som augustoprøret i 1943 stort set ikke nævnt på grund af pressecensuren.”

Pga. pressecensuren var der mange emner, medierne ikke kunne skrive kritisk om, deriblandt forbuddet mod kommunister.

Et andet eksempel på pressecensuren er en artikel om vedtagelsen af kommunistloven i august 1941, der gjorde det ulovligt at være kommunist. For at undgå kritiske røster forbød tyskerne, at nyheden blev omtalt. Så bortset fra den neutrale overskrift og billedtekst, der faktuelt formidler selve nyheden, er hele artiklens indhold en stærkt hånende nedgørelse af den danske nazist Frits Clausen, tilsyneladende uden nogen som helst sammenhæng med den egentlige nyhed i overskriften.

Testklasser har prøvet materialet af

Alle tre formater af undervisningsmaterialer er blevet testet af en håndfuld testklasser. Her testes avisen af 9. kl. på Lisbjerg Skole.

For at finde ud af, hvordan avisen fungerede i praksis, og om den kunne engagere og motivere eleverne, har flere lærere tilbudt at teste den i undervisningen i deres egne klasser med Den Gamle Bys og Besættelsesmuseets medarbejdere som gæstelærere og ”fluer på væggen”. Det har ifølge Maria været meget lærerigt:

”At få fornemmelse for, hvordan materialet konkret bruges i en undervisningssituation har været guld værd. Det var virkelig dejligt se eleverne engagere sig og fordybe sig i avisen. Vi blev bekræftet i, at selve det gammeldags analoge format, som en avis jo er, var med til at styrke elevernes evne til at forestille sig, hvordan det må have været dengang. Og det gav dem også en klar fornemmelse af, at det var virkelige artikler, som engang var blevet trykt og udgivet. De fremhævede specifikt, at det netop var en fordel, at avisen ikke var digital. Nogle af arbejdsspørgsmålene har vi til gengæld justeret en del til efter elevernes tilbagemeldinger, ligesom vi også er endt med færre spørgsmål, end vi begyndte med, så eleverne bedre kan nå i dybden med deres refleksioner.”

Dilemmaspillet testes af 2. g. på Aarhus Katedralskole.

Dilemmaspil og kildesæt 

Ud over avisen er yderligere to formater af undervisningsmateriale udviklet, nemlig et dilemmaspil og et antal kildesæt. Begge dele er afledte resultater af det store researcharbejde, som er gjort undervejs for at skabe indholdet i udstillingen.

Legitimationskort for et antal fiktive personer danner i udstillingen udgangspunkt for, at gæsterne kan tage stilling til virkelige dilemmaer fra besættelsestiden. Nogle af personhistorierne benyttes samtidig til et dilemmaspil.

Dilemmaspillet baserer sig på et udstillingselement, hvor man med udgangspunkt i et legitimationskort følger en fiktiv person i besættelsestidens Aarhus. Personen bliver undervejs stillet over for nogle ganske svære dilemmaer, som virkelige personer har stået i, og man får som museumsgæst mulighed for at vælge, hvad man selv ville have gjort i samme situation. Nogle af disse personhistorier fra udstillingen og deres dilemmaer er siden omdannet til et kortspil, der kan bruges både i historieundervisningen på skolerne og i helt almindelige familier med hang til historie.

Kildesættene er sammensat af mange af de historiske kilder, som ligger til grund for hele udstillingens indhold. Det kan fx være avisartikler, bekendtgørelser fra værnemagten, propagandaplakater, dagbøger, erindringer, fotos, afhøringsrapporter, retsdokumenter og meget andet. Og ligesom til avisen er der udarbejdet arbejdsspørgsmål til hvert kildesæt.

Også til dilemmaspillet og kildesættene har både lærere og elever bidraget med anbefalinger, idéer, konkret test af materialet i undervisningen og efterfølgende evaluering.

Undervisningsforløb – på museet og ude på skolerne

De tre former for undervisningsmateriale kan både benyttes sammenhængende i ét forløb eller enkeltvis. På den måde vil det være meget fleksibelt for lærerne at tilrettelægge undervisningen om besættelsen.

Undervisningsmaterialerne kan også benyttes både med og uden et besøg på Besættelsesmuseet. Det ville selvfølgelig være optimalt, hvis alle klasser kunne komme ind og få en rundvisning på museet. Men i virkelighedens verden vil mange skoler, især de, der ligger et stykke væk, ikke kunne nå at tage turen frem og tilbage på en dag. Dem kommer vi i stedet til at kunne nå med undervisningsmaterialet.

Både udstillingen og undervisningsmaterialet er støttet af Nordea-Fonden.

Oplevelsen af personfortællinger

Praktikforløb med tests af formidlingsidéer
af Johanne Christensen

I august 2018 startede en ny praktikant i et praktikforløb på Besættelsesmuseet. Johanne studerer Oplevelsesøkonomi på sin Kandidat ved Aarhus Universitet. Dertil har hun en baggrund som Bachelor i Kunsthistorie og Museumsstudier. Under praktikforløbet er Johannes opgave, at udvikle og afprøve tests og brugerundersøgelser, som skal være med til at optimere museets formidling i de nye udstillinger.

Johanne Christensen, på sin kontorplads i Den Gamle By

Johanne interviewer gæsterne i Den Gamle By, uanset vind og vejr.

I dette blogindlæg fortæller Johanne om de metoder hun arbejder med, når der laves brugerundersøgelser med prototyper til udviklingen af udstillingselementer.

Persona-elementet
Hovedopgaven i min praktik er at undersøge en udstillingsidé om et persona-element i Besættelsesmuseets nye udstilling, som åbner i foråret 2020. Persona-elementet skal være gennemgående i hele museet, men stadig fungere uafhængigt af den øvrige udstilling. Det foregår således, at gæsten ved indgangen får udleveret et legitimationskort med én bestemt persona-fortælling. Det kan f.eks. være en modstandsmand, en husmor eller en politimand. Igennem museet vil du som gæst støde på nogle kortlæserstationer, hvorpå du kan lægge dit legitimationskort. Herved udløses dit personas fortælling. Du får et unikt indblik i et menneskets umiddelbare tanker, handlinger og oplevelser i hans eller hendes samtid. Gæsten introduceres for datidens både store og små dilemmaer, lige fra varemangel og rationering til likvideringer og landsforræderi.

Sådan forestiller vi os, at Besættelsesmuseets fremtidige kortaflæserstationer eventuelt kommer til at se ud.

Min opgave er at undersøge brugervenligheden af dette formidlingselement ud fra et oplevelsesøkonomisk perspektiv. De næste afsnit giver eksempler på, hvordan jeg arbejder mig frem til indsigter i gæstens perspektiv, og overfører dette til produktudviklingen af persona-elementet.

Oplevelsesøkonomi og ny museologi
Kandidaten i Oplevelsesøkonomi er en relativ ny uddannelse, da den blev oprettet i 2007 på Aarhus Universitet. Kort fortalt handler det om, at skabe merværdi for mennesket gennem oplevelser. Det gøres ved at udfordre, udvikle og undersøge forskellige kulturelle praksisser. De redskaber, vi arbejder med, kommer fra fag som antropologi, design, entreprenørskab, kommunikation og marketing.

I kraft af min baggrund i Kunsthistorie og Museologiske Studier retter jeg mit praktikforløb mod en kobling mellem museumsarbejdet og Oplevelsesøkonomi. Når jeg tester formidlingsideer, er mit udgangspunkt hele tiden museumsgæstens oplevelse. Mit formål er, at skabe brugervenlighed for gæsten, og forstå og undersøge gæstens adfærd og præferencer til det spændende museumsbesøg.

Håndskrevet illustration af mine refleksioner over min designproces som praktikant hos Besættelsesmuseet.

Anskuelsen af det spændende museumsbesøg har ændret sig markant de seneste årtier. Museerne har som vidensinstitutioner udviklet sig i takt med ny teknologi. Denne udvikling kendes som Ny Museologi og hænger uomtvisteligt sammen med designarbejdet i udstillingsopbygning.

Udviklingen i Ny Museologi betyder, at viden sker i en konstant interaktion med museumsgæsten. Museet holder fast i de fysiske rammer i udstillingsopsætningen, men gør det i relation til det mere teknologiske og digitale design. Samtidig anvendes teknologier heri til at skabe en aktiv deltagelse for museumsgæsten. Det kan eksempelvis anses i tilknytning til mit praktikforløb, hvor jeg tester, hvordan de digitale kortaflæserstationer kan være med til at igangsætte refleksioner og aktivitet hos gæsterne.

Den sociale deltagelse og brugervenlighed er hermed designets formål i vidensinstitutioner i dag. Det er i denne kobling af det fysiske rums design og det faglige indhold, at jeg undersøger brugervenligheden i Besættelsesmuseets formidlingsoplevelser.

Test af formidlingsformer
Jeg arbejder med 5 temaer, som skal udvikles indenfor persona-elementet: Koncept og identifikation, abstraktionsniveau, formidlingsform, formidlingsindhold og visualisering. Temaerne tager alle udgangspunkt i museumsgæstens møde med persona-elementet.

Først og fremmest skal det undersøges hvorvidt hver af de seks digitale stationer skal formidles med tekst, højtlæsning eller begge dele. Ved testen af dette har jeg udarbejdet to prototyper, som er analog ”klippe-klister” papirudgaver af, hvordan kortaflæserstationerne kunne se ud.

Prototyperne, som ses på billederne nedenfor, er to modsætninger, hvoraf den ene form baseres på mulighederne for tekst og højtlæsning, og den anden på fotos og højtlæsning. Min bevæggrund for at dele prototypen op i de to modsætninger er, at skarpt opdelte tests i udsnit, typisk giver de mest tydelige svar.

Analog prototype, som fremhæver konkrete formidlings virkemidler. Disse fotos er udelukkende forbeholdt tests, og skal ikke anvendes til persona-elementet eller anses som en del af de fiktive personfortællinger.

Prototypen som arbejdsredskab er her anvendt på 3 måder; som repræsentationer for en idé, dernæst som repræsentation for opdelte aspekter af idéen, og prototypen kan derved bruges som kickstarter for en materiel diskussion. En formidlingsform kan dermed testes, før man har det færdigudviklede produkt. Dette afhænger dog af, at prototypens indhold kan efterligne digitale skærmes forestillede indhold. Heldigvis vil de museumsgæster, som jeg interviewer, gerne være med til at bruge fantasien og forestille sig alle de muligheder og funktioner, som kan ses ud fra et stykke illustreret papir.

Den næste klippe-klister-prototype, jeg tester, er anvendelse og forståelsen af en mulig ”Vidste du…”-funktion i de fremtidige kortaflæserstationer. Her vil jeg anvende en kobling af observationer og spørgsmål til gæsten for at undersøge, hvorvidt indholdet rent faktisk bruges og huskes i overensstemmelse med funktionerne. Prototypen nedenfor indeholder; et følelsesbetonet brev, ”Vidste du…” med mange tal-fakta og to kontekst-fotos.

Endnu et eksempel på en analog prototype. Disse fotos er igen udelukkende anvendt til testen, og er derfor ikke tilpasset indholdet.

Prototypen er brugt til kvantitativt at undersøge, hvad museumsgæsten foretrækker af disse tre dele, hvis de f.eks. skulle vide mere om KZ-lejrer. Under mine samtaler med museumsgæster, udtrykte de fleste, at de gerne ville have det følelsesbetonede brev fremvist på en skræm; altså den personlige beretning. Dog gerne suppleret med fotos og ”Vidste du…”-funktionen. Derved kan vi arbejde videre med, at mange gæster foretrækker den personlige beretning som primær fortælling. Samtidig ser de gerne dette understøttet af kort og præcis fakta og originale fotos. Det leder desuden op til en overvejelse om, hvorvidt det skal være muligt for gæsterne selv at vælge, hvordan de får deres viden. F.eks. om fakta-bokse skal være obligatoriske eller en valgfri funktion i elementet.

Desuden blev prototypen brugt som et materielt springbræt til at tale om digitale stationer mere generelt. Museumsgæsterne, jeg interviewede, udtrykte et ønske om, at kunne trykke sig ind på mere og mere opdagelse af ny viden. Muligheden for overblikket ved illustrationer var også populært. Sidst, men ikke mindst, blev også personfortællinger via digitale skærme rost højt, og det var endda uden en intro til persona-elementet.

Workshop som kvalitativ kvalificering
Med et behov for at undersøge mere dybdegående omkring oplevelsen af persona-elementet organiserede jeg 2 workshops på 2 timer; en for det faglige personale, og en for eksterne interesserede deltagere. Begge gange med 7-8 deltagere.

Formålet med workshoppen var at undersøge, hvordan refleksion, identifikation og forståelse skete ved få et legitimationskort udleveret, og derefter følge en personfortælling. Under workshoppen var det min opgave, at observere deltagernes adfærd omkring de opstillede aktiviteter. På baggrund af dette afsluttedes workshoppen med en åben debat, hvor deltagerne fik mulighed for, at komme med konstruktiv kritik og udviklingsforslag til persona-elementet.

Fotos fra opstillingen til workshoppen. Hvert bord indeholder små konkrete opgaver, som skal hjælpe til refleksion og forståelse af de virkemidler vi anvender i persona-elementet.

Et eksempel på workshoppens anvendelighed som metode er, at deltagerne udtrykker, hvad de synes er interessant, irrelevant, let forståeligt eller for svært. Det betyder, at vi i udviklingen af elementet får en tydelig retning at gå efter, så vi kan lave den bedst mulige formidling. Workshoppen som test viste, hvad deltagerne reagerede på og italesatte, og derved hvad der er det væsentligste at arbejde videre med. Diskussionerne fik især synliggjort en udfordring i at formidle balancen mellem drama og det daglige, og heri balancen mellem det følelsesmæssige og det historiske fakta.

Hensigten i persona-elementet, er blandt andet konfrontationen med et dilemma, som gæsten skal tage stilling til undervejs. Dilemmaerne vil være baseret på virkelige begivenheder, men formidlet via et fiktivt persona. Under workshoppen blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan dette formidles mest levende og informationsrigt. Hvordan formidler man autenticiteten i en dramatiseret fortælling? Det er netop dette, som en diskussion under workshoppen kan være med til at afklare. Ved at stå over for dilemmaet medførtes en nysgerrighed omkring de virkelig hændelser under besættelsen. Workshop-deltagerne følte desuden at de fik ”indblik i en selv”, når de stod over for et valg mellem det moralske rigtige og konsekvenserne heraf. Dermed har diskussion om dilemmaet under workshoppen været med til at tydeliggøre de væsentligste aspekter ved denne formidling.

I det nye Besættelsesmuseum bliver der lagt vægt på den sociale oplevelse, hvor dialog og refleksion er i centrum for gæstens oplevelse.

Den overordnede konklusion fra workshoppen var, at oplevelsen ikke kan standardiseres. Hver især får man sit eget individuelle udbytte af en persona, afhængigt af hvilke erfaringer, man selv kommer med som gæst. Vi kan som formidlere af elementet derved fokuserer på, at udvikle rammerne omkring den individuelle identifikation og refleksion. Konkluderende var alle deltagere til begge workshops meget positive overfor persona-elementet som formidlingsform.

Dette er et eksempel på en station i workshoppen, hvor deltagerne selv skulle matche fotos og historier. Den fik positiv feedback, som formidlingsvirkemiddel.

Den sidste del af praktikforløbet
Under mit praktikforløb har jeg erfaret, at Oplevelsesøkonomi som faglighed kan supplere udstillingsarbejdet med kvalifikationer af idéer både i teori og praksis. Faget er særdeles anvendeligt under processens idéstadie, hvor form og deltaljer udvikles og besluttes. Når man vil formidle en hel masse og involvere museumsgæsten, er Oplevelsesøkonomiske designmetoder med til at sikre brugervenligheden i formidlingen.

Med denne bevidsthed arbejder jeg i den sidste del af mit praktikforløb videre med prototyper til undersøgelser af både form og indhold ved persona-elementet. Eksempelvis har jeg fået sammensat en ordliste, som kan klarlægge hvilke begreber fra perioden, som er mere eller mindre forståelige for Hr. og Fru Danmark. Således kan Besættelsesmuseet arbejde videre med at imødekomme dette i formidlingen, uden at gå på kompromis med periodens autenticitet. Derudover arbejder jeg videre med observationer af museumsgæster, når de bevæger sig rundt blandt skilte, digitale skærme og museumsgenstande. Mit formål er fortsat undersøgelsen af, hvordan vi sikrer det mest spændende og reflekterende museumsbesøg for gæsterne.

Til slut vil jeg sige et stort tak til de mange museumsgæster i Den Gamle By og de frivillige, som har bidraget med deres tid og observationer til mine undersøgelser.

 

Henvisninger
Dalsgaard, Peter; Dindler, Christian & Eriksson, Eva. (2008): Designing for participation in public knowledge institutions i: Proceedings of the 5th Nordic conference on Human-computer interaction: building bridges, NordiCHI ’08

Lim, Youn-Kyung; Stolerman, EriK & Tenenberg, Josh. (2008): The Anatomy of Prototypes: Prototypes as Filters, Prototypes as Manifestations of Design Ideas. i: ACM Transactions on Computer-Human Interaction, Vol. 15, No. 2, Article 7.

Genstande fra Helvede

Et Smugkig i Besættelsesmuseets Samling 

I perioden 1941-45 blev omtrent 300 aarhusianere deporteret til kz-lejre og tugthuse både inden- og uden for Danmarks grænser. Efter deres ophold i lejrene bragte mange fanger forskellige genstande med sig hjem. I dag er mange af disse genstande endt i Besættelsesmuseets samling. De fortæller hver især en historie om savnet, afmagten og frygten, som prægede fangskabet. I dette blogindlæg diskuteres nogle af de overvejelser, der opstår når Besættelsesmuseet skal udvælge og formidle de genstande, som gemmer på særligt personfølsomme og ubehagelige historier om aarhusianerne i kz-lejre.

Skitsetegning fra de sidste dage i Neuengamme, april 1945. Blandt Besættelsesmuseets arkivalier har vi en stor samling af skitsetegninger, lavet af Victor Glysing Jensen under sit ophold i kz-lejren Neuengamme. De danske og norske fanger var fortrinsvist placeret i ”Stenbygningen”, som der refereres til nederst på tegningen. (Besættelsesmuseet)

Vores personlige ejendele repræsenterer hvem vi er og associeres ofte til bestemte minder. Men hvad sker der når disse private ejendele og minder pludseligt bliver til offentligt eje; når de kommer på museum og bliver en del af vores fælles kulturarv? Hvordan kan museer dele det enkelte individs traumer og glæder og kan nutidens mennesker overhovedet relatere til minder om kz-lejre, tortur og menneskelig nedbrydelse?

Tavshed og Skam
I bogen Selv Stjernerne Frøs fortæller den aarhusianske fotograf Børge Venge (1918-2012) om erindringerne fra livet i kz-lejren. Forfatteren og initiativtageren bag erindringsbogen, Knud Esmann, skriver således i forordet:

Resten af livet martredes han ved rædslen for ikke at blive troet af familie, venner og alle andre, hvis han fortalte, hvad han havde oplevet. […] Angsten for at blive afvist og latterliggjort, lå som et låg over kz-lejr erfaringerne. […] Da vi lavede aftalen om erindringsbogen, tøvede han med at sige ja til mit gentagne forslag. Afvisningen blev ikke mildnet snarere skærpet med tiden. Det stod på i årevis. Tæppet var sænket, og derved skulle det blive. […] Da han endelig brød sin selvpålagte tavshed […], skete det ud fra troen på, at alle har ret til at blive hørt, uanset hvem og hvor mange, der har magten.”

Portræt af Børge Venge. Tegnet af russisk medfange under opholdet i kz-lejren Sachsenhausen. (Besættelsesmuseet)

Dette citat viser netop dobbeltheden i, at historier kan være både sårbare, forbundet med skam og ønskes skjult, men også at der er et behov for at få dem fortalt. Igennem kz-fangernes erindringer, souvenirers og efterbearbejdelser kan vi måske forsøge at forstå fortiden – eller endnu vigtigere, at lære af den?

Følsomme Genstande

Ifølge den amerikanske museolog og museumsinspektør, Nina Simon, har iscenesættelsen af genstande en direkte sammenhæng med gæstens opfattelse af en udstillings budskab. Dvs. at genstande kan tillægges en social rolle, når de formidles. Denne sociale rolle kan eksistere i flere former:

  • Personlige genstande, som har en tydelig historie bag sig, og f.eks. refererer til et bestemt minde, person eller periode.
  • Aktive genstande, som indbyder til aktivitet og samtale ved at opfordre til fysisk handling eller som tiltrækker opmærksomhed ved selv at være fysiske.
  • Provokerende genstande, som kan frastøde, chokere eller overraske og derved lede til debat.
  • Relationelle genstande, som inviterer folk til at socialisere med hinanden, eller som skaber tilknytning mellem genstanden og gæsten.

Kort og godt er sociale genstande altså objekter, som igangsætter en reaktion hos museumsgæsten og derved indbyder til indlevelse og refleksion. En og samme genstand kan dog høre under flere kategorier. Det afgøres udelukkende af, hvordan formidleren iscenesætter genstanden. At håndtere sociale genstande medfører derfor et stort ansvar fra formidlerens side, og det kræver at vi nøje overvejer genstandens potentiale og præcist hvilken historie den skal fortælle. Det giver formidleren en stor magt ift. at bestemme, hvilket budskab gæsten skal have med fra sit museumsbesøg.

Illustration af grundideerne til formidlingen i den nye udstilling på Besættelsesmuseet, som åbner i foråret 2020. I udstillingen lægges der stor vægt på personfortalte beretninger, hvor mennesket er i centrum. Dette afspejles ligeledes i udvælgelsen af de genstande, som skal indgå i udstillingen. (Besættelsesmuseet)

I Besættelsesmuseets kommende udstilling om Aarhusianere i kz-lejre arbejder vi med genstande, som både kan anses som personlige, provokerende og relationelle. F.eks. en genstand som, i kraft af sin direkte tilknytning til en bestemt person, kan chokere, men også skabe indlevelse. Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse, men man kan argumentere for, at historiefortællingen om kz-lejrene har indpodet sig så dybt i vores kollektive erindring, at alene ordet ”kz” giver associationer til udryddelseslejre, sult og tortur. Genstandenes ophav antænder dermed i sig selv følelser, associationer og refleksion. Derfor placerer vi denne unikke genstandsgruppe under en ny kategori: følsomme genstande.

Børges Maleri
Året er 1943 og den nygifte, aarhusianske amatørfotograf, Børge Venge, føres fra sit hjem i Guldsmedegade af Gestapo. Anklagen lyder på ”Hetz mod det Stortyske Rige”. Venge har fotograferet de store tyske militærskibe og straffen herfor var arbejdsfængsel. Venge sendes først til Frøslevlejren, derefter til kz-lejren Sachsenhausen og til sidst til kz-lejren Neuengamme. Han kom hjem i foråret 1945 med De Hvide Busser. Da Børge vendte hjem havde han dette maleri med sig.

(Besættelsesmuseet)

Kunstneren bag var Venges medfange og ven, som gik under pseudonymet H. Dorn. Det er et bestillingsarbejde udført i kz-lejren Sachsenhausen. Det udtrykker, hvordan kunstneren forestillede sig, at et hjem i Århus ville se ud. Dorn var schweizer og døde i lejren. Helt udsædvanligt fik Venge lov til at hænge maleriet op i barakken under sit ophold. Det var således det første han så om morgenen, når han vågnede og det sidste han så om aftenen, når han gik i seng. Maleriet var et forsøg på at dulme hjemveen og savnet til familien. Det var en flugt fra den uhyrlige virkelighed han nu befandt sig i. Men da han kom hjem og atter fik hægt maleriet op, syntes han alligevel ikke, at farverne var helt rigtige; det havde været en illusion, som nu havde mistet sin betydning. Derfor gav han maleriet videre til sin ældre broder.

At finde trøst i et motiv, der i så liden grad minder om Aarhus, afslører hvor desperat Venge har været efter, at få en flugt fra den virkelighed han befandt sig i. Et så desperat forsøg på at dulme savn og hjemve vækker empati. Det fortæller os noget om de håb og drømme, som gav fangerne mod på at fortsætte kampen for livet i en ellers håbløs tilværelse. Ligeledes fortæller det os noget om kammeratskabet og sammenholdet, som Venge oplevede i kz-lejren. Det fortæller os noget om den uretfærdighed og tilfældighed, der herskede og som kunne være afgørende for liv og død – Venge kom hjem, men Dorn døde i lejren, hvorfor? Sidst men ikke mindst fortæller maleriet os en del om manden, Børge Venge. En mand som bevarede sin interesse for kunst og skønhed, selv i de mest uhyggelige omgivelser, en mand som helt usædvanligt formåede at få Blokbestyrerens tilladelse til, at hænge maleriet op i lejren.

Formidlingen af dette maleri kræver, at vi forsøger at forstå Børge Venge ud fra hans daværende livsverden. Maleriet fortjener ikke at blive udstillet som et smukt kunststykke eller som en kz-souvenir. For Venge har maleriet udelukkende haft en betydning under opholdet i lejren. Det har været et overlevelsesredskab og det er dén historie vi vil belyse.

Byttevare og taknemmelighedsgaver
Umiddelbart efter Værnemagtens internering af Kommunisterne i sommeren 1941, organiserede de danske myndigheder hjælp til kz-fanger. Hjælpen bestod bl.a. i levnedsmiddel- og tøjpakker til fager i fængsler, tugthuse og kz-lejre. I takt med den stigende internering fra 29. august 1943 og interneringen af politikfolk og grænsegendarmer i 1944, kom hjælpepakkerne til at omfatte omkring 6000 fanger. Forsendelsen af 2-3 pakker pr. mand pr. måned foregik via Dansk Røde Kors.

(Besættelsesmuseet)

Dette bestik har været benyttet af Erik Hansen (1917-1997) under hans ophold i kz-lejren Neuengamme. Hansen var arkitekt i Skive og kurér for Toldstrup. Han gik under dæknavnet Knold i sit arbejde for modstandsbevægelsens modtagegruppe i Nordjylland. Hansen blev arresteret i foråret 1944, indsat i Vestre Fængsel og deporteret til Neuengamme. Han kom hjem med De Hvide Busser i april 1945.

Bestikket er fremstillet af en sovjetisk krigs- og medfange og blev givet til Hansen i bytte for cigaretter, som han havde fra Røde Kors Pakkerne. Selvom denne historie egentlig ikke har en kobling til Aarhus er den et klassisk eksempel på, hvordan danske kz-fanger har benyttet Røde Kors Pakkerne. Denne historie taler egentlig ikke til vores følelser. Den illustrerer mest af alt en historie om Røde Kors Pakkerne som en valuta i kz-lejrene.

Kammen, som ses nedenfor, har tilhørt Carl G. Munch Hansen (1910-?), som var politibetjent i Aarhus. Munch Hansen blev tilfangetaget og interneret i Buchenwald i september 1944. Den er fremstillet af en medfange – en sigøjner – og givet som tak for, at Munch Hansen havde delt sin mad fra Røde Kors Pakkerne med ham.

(Besættelsesmuseet)

Med denne historie er kammen ikke længere bare et redskab, men et symbol på fællesskab og sammenhold, på trods hårde levevilkår og forskellig nationalitet – en alliance. Derudover understøtter kammens historie, at Røde Kors Pakkerne virkelig var en central del af de Skandinaviske kz-fangers vilkår og overlevelse i lejrene.

Tilsammen illustrerer de to genstande, at livet i kz-lejrene både var præget af sammenhold og medmenneskelighed, men også at der var opbygget et kommercielt system for at sikre det enkelte individs vilkår og overlevelse. De viser også, at Røde Kors Pakkerne ikke kun var livsbevarende, men også fungerede som byttevarer i lejrene. I dette tilfælde kan man altså se, at det ikke kun er valget af genstande og historier, som er vigtigt ift. det budskab vi søger at formidle. Det er i høj grad også fravalget af genstande, som er med til at tegne et sandfærdigt billedet af livet i kz-lejrene.

Leos Fangedragt
Den 13. januar 1944 trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraa (1905-2003) og hans hustru Doris’ villa i Risskov. Gestapo åbnede ild mod døren til det værelse, hvor parret opholdte sig sammen med deres 7 årige søn. Doris Kæraa, der stod nærmest døren blev ramt og dræbt på stedet. Leo Kæraa overlevede et maveskud, men blev ført bort af Gestapo. Anklagen lød på, at Kæraa skulle have givet nedskutte flyvere og faldskærmsmænd logi i sin praksis. Han blev først indsat i Vestre Fængsel i København, dernæst sendt til Frøslevlejren og siden deporteret til kz-lejren Neuengamme.

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendt videre til kz-lejren Neuengamme. (Besættelsesmuseet)

Fangedragten, som Leo Kæraa hjembragte fra Neuengamme, er i dag en del af Besættelsesmuseets samling. På jakken ses fangenummeret og resterne fra den røde trekant, som markerede at han var politisk fange.

(Besættelsesmuseet)

Fangedragten er ganske enestående, fordi den står så stærkt i sit fysiske udtryk. Den skaber indlevelse med det samme og får alle, der ser på den, til at stoppe op og reflektere. Går man i detaljen gemmer der sig et hav af historier. Det elendige materiale, som dragten er lavet af fortæller i sig selv en historie om inhumane forhold og frihedsberøvelse. Fangenummeret, fortæller en historie om frarøvelsen af den enkelte fanges identitet og den røde trekant er en fortælling om kriminaliseringen af minoritetsgrupper og opponenter. Endnu en faktor, som gør netop denne genstand særligt følsom er, at beklædningsdele er noget af det mest kropsnære som vi mennesker beskæftiger sig med. Når noget så normalt som en trøje og et par bukser bliver knyttet til noget så uhyggeligt som kz-lejre, kan det ikke undgå at skabe en reaktion.

Håndtering af Følsomme Genstande
Disse genstande er få eksempler på de mange spændende og kuriøse genstande, som gemmer sig i Besættelsesmuseets samling.

Der findes desværre ingen faste retningslinjer for, hvordan man skal håndtere sådanne følsomme genstande. Det skyldes at hver genstand er lige så unik, som historierne og personerne bag dem. I nogle tilfælde må vi lade genstanden tale for sig selv, andre gange er det alene historien bag genstanden, som gør den interessant. Vigtigheden ligger i, at vi altid formidler genstanden ud fra dens egen kontekst. Hvis vi tillægger genstande elementer fra nutidens synspunkter, risikerer vi at tolke på genstanden, og dermed gøre den til noget den ikke er. Kun ved at være tro mod genstadens samtid sikrer vi den mest autentiske forståelse af historien og håndterer den personfølsomme fortælling mest respektfuldt.

Der er mange spændende genstande fra kz-lejrene i Besættelsesmuseets samling. Vi er i øjeblikket i gang med en større gennemgang og registreringsproces, så genstandene kan blive klar til åbningen af det nye museum. Håndteringen af genstandene kræver stor forsigtighed, derfor bruges altid handsker.

Henvisninger
Esmann, Knud (2014) Selv Stjernerne Frøs: Børge Venge – en Skæbnefortælling, Forlaget Ådalen.

Simon, Nina (2010) The Participatory Museum.

Torsdag den 26.08.1943 – Oprør på Bruunsgade

I kølvandet på dødsdommen mod den danske modstandsmand Poul Edvin Kjær Sørensen, der var afsagt ved den tyske krigsret i Aarhus, den 25. august, var luften tyk  af vrede i byen. Allerede aftenen inden var løbesedler hastigt blevet omdelt. Overskriften var ”Dødsdomme afsagt Aarhus” og blevet opfulgt af en klokkeklar opfordring:

Borgere i Aarhus! I Harmedirrende Protest over denne Dødsdom nedlægger vi i Morgen Arbejdet i hele Aarhus. Alle Borgere, Erhvervsdrivende, Haandværkere, Arbejdere og Intellektuelle maa i Enighed slutte op i denne Manifestation; ingen maa i denne Sag unddrage sig sin Borgerpligt, men yde sit Bidrag i den nationale Kamp.

Budskabet var klart. Nu skulle byens borgere for alvor på gaden. Nu skulle kampen stå og nu skulle besættelsesmagten forstå, at nok var nok.

Befolkningen er gået på gaden. Besættelsesmuseet.

Nyheden om dødsdommen blev udslagsgivende for at oprøret for alvor brød ud. Den 26.08.1943 indledtes strejken kl.8:00 på Aarhus Oliefabrik, hvor Sørensens far arbejdede. Strejken spredte sig hurtigt til havnearbejderne, værftsarbejderne, Sabroe, Frichs og en lang række andre aarhusianske fabrikker og produktionsvirksomheder.

Musik for fulde gardiner

Tyskerne svarede på en provokerende facon. Den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, General Hermann von Hanneken, fandt det passende at understrege tyskernes magt ved at sende et marchorkester igennem byen. Bykommandant Major Kruse advarede om, at det ikke ville føre noget godt med sig, og var modstander af ideen. Von Hanneken ville dog ikke høre noget om det og undskyldte sig blandt andet med at marchøvelsen var planlagt flere dage i forvejen.

Befolkningen opfattede begivenheden nøjagtigt som Major Kruse havde forudset. Strejkevirksomheden fortsatte, men blev nu suppleret af en lang række opløb i hele byen. En tysk lastvognskolonne på 50 fartøjer blev omringet af folk og politiet måtte tilkaldes som vagter indtil kolonnen var færdig med at gøre holdt.

Politimesterens bekendtgørelse, der blev udsendt om eftermiddagen i håb om at skabe ro. Besættelsesmuseet.

Kl. 10.50 blev en gruppe politibetjente sendt til Rytterstenen på Nørrebrogade. Herfra skulle de ledsage marchorkesteret rundt omkring i byen og ned til Oliefabrikkens Havnefabrik. Det viste sig, at antallet af betjente var mangelfuldt. Orkesterets tur medførte sammenstimlen, herunder ved Sct. Pauls Kirkeplads, hvor der var forsamlet 1000 hujende og råbende mennesker, og ved stabskvarteret på Bruunsgade. Politiet var derfor nødsaget til at sende yderligere betjente på gaden, ligesom en del betjente blev kaldt øjeblikkeligt hjem fra Aalborg.

Orkesterets  rute: Nørrebrogade, Nørregade, Guldsmedgade, Lille Torv, Borgporten, St. Torv, Sct. Clemens Torv, Søndergade, Ryesgade, Banegaardspladsen, Bruunsgade, Sct. Pauls Kirkeplads, Odensegade, Svendborgvej og Svendborgrampen

Optøjerne på Bruunsgade

Optøjerne rundt i byen var generelt voldsomme, men de fleste steder lykkedes det politiet at få genoprettet roen. På Bruunsgade sporedes der imidlertid en stærk ophidselse blandt tyskerne. Politiet nåede ikke at få dæmpet gemytterne i tide og de tyske soldater åbnede herefter ild mod civilbefolkningen, efterfulgt af anholdelser. Flere personer blev slæbt med ind på de tyske beslaglæggelser på gaden, og fik der en hård medfart, ligesom flere blev såret af tyskernes skud.

Tysk maskingeværsrede ved Banegårdspladsen under Augustoprøret 1943. Besættelsesmuseet.

Den tilstedeværende øverstbefalende betjent fik ordre til at trække sig tilbage til stationen fordi tyskerne tilsyneladende ville foretage patruljeringen selv. Kort efter modtog stationen imidlertid et opkald. Tyskerne havde ikke tænkt sig at patruljere alligevel og meddelte i øvrigt, at Bruunsgade skulle ryddes øjeblikkeligt, da man ellers ville åbne ild mod befolkningen igen.

Det lykkedes betjentene at få tilkaldt en højtalervogn og få den protesterende befolkning til at forlade Bruunsgade inden der skete yderligere katastrofer. Herefter blev Bruunsgade afspærret for alle uden ærinde.

Stormøde i Folkets hus

For de hårdtarbejdende betjente var dagen dog langt fra slut. Optøjerne på Bruunsgade var nærmest ikke afsluttede før der kl.16 fra tysk side kom en melding om, at den var helt gal i Amaliegade. Værnemagten følte sig truede af en større menneskemængde, og de tyske soldater var rasende over den manglende respekt.

Da politiet ankom, var der dog forholdsvist roligt og det lykkedes atter ved hjælp af højtalervognen at få de fleste borgere til at gå fra stedet. Alligevel lykkedes det 1200 mennesker med magt at trænge ind i Folkets Hus i Amaliegade og afholdt et stort møde. Der blev holdt flere taler og mødet blev afsluttet med Der er et yndigt Land, et leve Danmark og et leve kongen til stor begejstring og jubel. Forsamlingen lovede herefter at gå stille og roligt fra stedet.

Næppe var menneskemængden  kommet uden for døren før der udbrød kaos. Tyskerne for løs på den store gruppe der tog til genmæle. Resultatet blev at folk vedblev at gå rundt i gaderne til stor provokation for værnemagtens soldater der gang på gang overfaldt grupper.  Det var kun med nød og næppe, at politiet lykkedes med at få genoprettet ro og orden.

 

Optøjerne fortsætter

Sammenstødene mellem befolkningen og værnemagten fortsatte dagen ud. Selv foran den tyske kommandantur i Østergade samledes store menneskemængder. Som aftenen skred frem, blev det politiets arbejde yderligere besværliggjort.

Østergades Hotel, hvor både det tyske Standortkommandantur og Wehrmachtsheim lå. Her blev optøjerne blandt andet dæmpet med kampklare tyske patruljer, der blev indsat mod befolkningen. Billedet er fra dagene omkring augustoprørene. Besættelsesmuseet.

Hen ad aftenen samledes folk i området omkring de Mezas vej, Frederiks allé og sidegaderne i mindre klynger. Tyskerne fulgte trop og begyndte at patruljere rundt i mindre grupper der de facto fungerede som tæskehold.

Civilbefolkningen løb rundt i gaderne og tyskerne affyrede deres våben efter dem, hvis det da ikke lykkedes dem at få fat på dem.

På Lille Torv havde der i løbet af dagen også været livlig aktivitet, hvor blandt andet 25 tyske soldater havde opholdt sig ude foran en lejlighed, hvor der var blevet sat et engelsk flag i vinduet. Hen mod kl. 21.15 var en mand og hans kammerat uheldigvis blevet standset af 9 tyske soldater. Da det gik op for dem, at de skulle agere boksepuder, flygtede de. De tyske soldater trak pistolerne og skød efter den ene, der søgte tilflugt i en opgang. Tyskerne fangede ham imidlertid og manden, der tilsyneladende ikke havde deltaget i nogen optøjer, blev tæsket med blandt andet pistolkolber.

Tyske soldater på Fiskergade. Besættelsesmuseet.

Den slags overfald skete flere gange i løbet af aftenen. Så man en gruppe tyske soldater gjorde man klogt i at holde sig på afstand.

Afmønstring på stationen

For betjentene havde dagen været en lang. Kl. 1.00 var der ro i gaderne, og de betjente der var mødt ind kl.6.00 om morgenen kunne dimitteres og for at få noget søvn. For en sikkerheds skyld valgte man stadig at beholde en stor styrke til disposition.

For dem alle havde dagen utvivlsomt været en voldsom oplevelse. Betjentene havde flere gange måtte ty til vold mod deres egne medborgere og arbejdede hele tiden i spændingsfeltet mellem befolkningen og værnemagten. Dagen var dog  kun begyndelsen og i morgen kan du atter læse med, hvor du kan læse om begivenhederne den 27. august.

 

 

 

August 1943 – Sammenstød i luften

August 1943 blev en af de mest skelsættende måneder under besættelsen. Det var her store dele af befolkningen bød besættelsesmagten trods, regeringen gik af i protest og den tyske linje blev langt hårdere og mere nådesløs end i de første år af besættelsen.

I blandt andet Esbjerg, Odense og Aalborg gik det i løbet af måneden vildt for sig og hverdagen bød på sabotager, vold, provokationer og opstand. Hidtil har historien været, at Aarhus i den henseende slap nådigt, men nye arkivstudier har vist at Aarhus ikke var en undtagelse, og at august i høj grad blev på voldens præmisser her i byen.

Vores spændende fund fortæller blandt andet historien om en by, der i hele august er præget af en anspændt atmosfære, hævntørst, nervøsitet, frygt og kaos. Især dagene op til undtagelsestilstanden og regeringens afgang den 29. august var byen på den anden ende.

Derfor vil du fra den 26.-28. august kunne læse døgnrapporter der giver et indblik i en befolkning, der havde fået nok, og en besættelsesmagt der ikke var blege for at tage til genmæle for at genoprette orden.

En måned i sabotørernes kløer
August skulle først og fremmest blive en måned, hvor den kommunistiske modstandsbevægelse og især Samsinggruppen gjorde sit til at bekæmpe besættelsesmagtens tyranni. Faktisk blev August 1943 den måned under besættelsen, hvor der skete næstflest sabotager i Aarhus. Det var den måned, hvor det for alvor tog fart og de forskellige modstandsgrupper begik intet mindre end 26 sabotager, svarende til næsten det samlede antal af sabotager der var begået siden sabotagernes begyndelse i maj 1942.

01.08.1943: Risskov Lufttørringsvaskeri, Enebærvej/Tulipanvej, Risskov
08.08.1943: DSBs 30 tons hjælpekran
08.08.1943: Lokomotiv, Remisen, Sonnesgade
10.08.1943: Ib Nielsens Maskinsnedkeri, Lystrupvej, Risskov
10.08.1943: Tysk barak ved Brendstrupgaard
10.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
11.08.1943: N. C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
11.08.1943: Tysk depot, Østergade 25
11.08.1943: Aarhus Yachtværft, Lystbådehavnen
11.08.1943: R. M. Iversens Sadelmagerværksted, Studsgade 15
11.08.1943: Tysk godsvogn på Østbaneterrænet
13.08.1943: Transformerstation ved Langelandsgades Kaserne
15.08.1943: Højspændingsmaster i Universitetsparken
15.08.1943: Jydsk Telefon Aktieselskabs fordelercentral, Sct. Pauls Gade/Skt. Pauls Kirkeplads
15.08.1943: D.N.S.A.P’s kiosk og kontor, Aaboulevarden 59
15.08.1943: Den Østjydske Længdebane
18.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
18.08.1943: Missionshotellet Tabor, Åbyhøj
18.08.1943: Tysk Barak, Viby
20.08.1943: Transformerstationer i Hasle og på Søren Frichs Vej
22.08.1943: Thomassens Autoværksted, Højbjerg
25.08.1943: Transformator, Lystbådehavnen
26.08.1943: N.C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
26.08.1943: Chr. Ni. Winthers Tømrer- og Snedkerværksteder, Mindegade 6
26.08.1943: Tysk administrationsbygning, A/S Aarhus Oliefabrik, M.P. Bruunsgade 27
28.08.1943: Rosenvangsskolen, Rosenvangs Allé 49, Viby

Hjælp fra englænderne

Midlerne til sabotagerne var samtidig af hidtil uset styrke og karakter. Special Operations Executive (SOE), der var sat i verden ”for at sætte Europa i brand”, som den britiske Premierminister Winston Churchill udtrykte det, leverede sprængstoffer til modstandslommer rundt i Europa. Dette kom blandt andet Samsinggruppen til gode, der i løbet af aftenen og natten den 10.-11. august foretog ikke mindre end otte sabotager, herunder flere, der var rettet direkte mod værnemagten.

Samsinggruppen nåede under besættelsen at udføre over 50 sabotageaktioner i Aarhus, men blev arresteret den 30. juni 1944 og siden deporteret til lejre i Tyskland. Her resterne af de tyske barakker de sprang den 10.08.1943. Besættelsesmuseet.

Foruden de mange sabotager, var mage daglige provokationer, overfald, tyverier og magtdemonstrationer fra både dansk og tysk side med til at skabe spændinger. Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår bægeret ville flyde over.

Benzin på bålet

Da aarhusianske Poul Edvin Kjær Sørensen blev anholdt den 18. august. Han blev fragtet til Aarhus, og dømt til døden ved den tyske krigsret i en beslaglagt lejlighed på Sønder Allé den 25. august.

I løbet af aftenen spredte nyheden om sig som en steppebrand og den første tyske dødsdom i Danmark, bragte for alvor sindene i kog. Allerede dagen efter indledtes der strejker mange stedet i byen. I spidsen gik Aarhus Oliemølle, hvor Sørensens far arbejdede.

Hele august havde fagbevægelsen, ført an ved socialdemokraten Leonhard Hansen, forsøgt at undgå arbejdsnedlæggelser, men besættelsesmagtens forsøg på at opretholde ro og orden ved at demonstrere deres magt til fulde blev for meget for byens borgere.

Politiet forsøgte i dagene at sikre ro og orden, men nåede ofte ikke frem før sammenstødene var i fuld gang og slukkede reelt set flere ildebrande end de forhindrede.

Bekendtgørelse fra Politimester Einar Hoeck, der advarer om de konsekvenser sammenstimlen kunne have. Besættelsesmuseet.

Ordensmagten på overarbejde

Som måneden gik på hæld måtte ordensmagten flere gange trække stavene mod civilbefolkningen for at få opløst både store og små opløb. Politiet arbejdede på højtryk i forsøget på at følge med de mange konflikter og samtidig var de under et voldsomt politisk pres. Dels fik politiet i skarpe vendinger fra den tyske bykommandant Major Kruse besked på at få styr på optøjerne, dels frygtede man fra politiets side, hvad værnemagtens repressalier ville være, hvis man ikke fik tøjlet befolkningens vrede. Tilstanden var lovløs, kaotisk og hævntørsten var at spore fra alle sider.

Politibetjente ude på march under fredeligere omstændigheder end dem der mødte dem under Augustoprørene 1943. Besættelsesmuseet.

Ingen er sikre

Hverken den tyske byledelse eller de tyske soldater var tilfredse med den drejning måneden havde taget og det var tydeligt, at nerverne sad uden på tøjet. Sammenstødene mellem tyske soldater og danske civile fortsatte med at tage til. Da bølgerne gik højest var det et rent lotteri om de tyske soldater holdt sig til slagsmål eller trak deres skydevåben mod civilbefolkningen, der heller ikke holdt sig tilbage når det kom til at opsøge konfrontationen.

En tysk soldat i undertal. Utryg ved situationen står han klar til at afsikre sin pistol. Besættelsesmuseet.

Et ægtepar slap med skrækken da de blev overfaldet og væltet af deres cykler af en flok tyske soldater. Deres råb om hjælp sendte utroligvis soldaterne på flugt, et held, der sjældent var ofrene forundt. Oftest var overfaldene fra tysk side voldelige, og ofte lykkedes det dem samtidig at stikke af fra gerningsstedet. Ved et umotiveret overfald på en dansk mand, nægtede en tysk soldat foran flere tyske officerer at legitimere sig over for det danske politi, der valgte at tage rapport og gå videre til den tyske kommando, der dog ikke ville gøre mere ved sagen.  Noget tyder altså på, at den orden de tyske officerer havde søgt at opretholde blandt deres egne i de første besættelsesår i denne måned blandt visse var blevet afløst af et voldens fripas – man havde fra tysk side fået nok.

Efterspillet

Den nærmest lovløse tilstand stoppede ikke trods undtagelsestilstandens indførelse. Et godt stykke ind i september fortsatte de mere voldsomme overfald, inden der atter faldt mere ro på.

Bekendtgørelse fra de tyske myndigheder i byen med de udstedte forholdsregler til befolkningen. Besættelsesmuseet.

Danske kvinder med deres tyske kærester blev forsat antastet og truet med klipning, og soldaternes svar på tiltale var fortsat ofte vold. Den 2. september blev en mand såret da han blev skudt i hovedet af tyske soldater, der havde bedt ham flytte sig fra Ringgadebroen. Den ældre herre med dårlig hørelse var sig ikke bevidst om, at man ikke måtte gøre ophold på broen.

Hvor man tidligere havde set, at de tyske soldater havde bedt ham flytte sig eller havde tilkaldt det danske politi, lå efterdønningerne af oprørets måned stadig luften. En hverdag som før august 1943 kunne ikke komme på tale igen. Voldsspiralen fortsatte og den mere afstumpede og brutale vold var kommet for at blive.

Følg med på søndag, hvor du kan læse den første af i alt tre døgnrapporter om dagene op til den 29. august.

 

 

De tyske soldater i Aarhus

Under besættelsen var der en stor til- og frastrømning af tyske soldater i Aarhus. Nogle opholdt her sig kun i ganske kort tid, mens andre var her i længere perioder. Både luftvåbnet, krigsmarinen og hæren varetog  centrale funktioner for at opretholde den tyske besættelse af Aarhus.


Tyske soldater kører ind i Aarhus den 9. april 1940. (Besættelsesmuseet)

De tidlige år

Allerede kort tid efter besættelsen blev de første tyske tropper beordret til Aarhus. Soldaterne havde forskellige funktioner og årsagerne til at de var i Aarhus varierede. Langt de fleste var kun i Aarhus på lånt tid, men der var også instanser, der lå i byen i størstedelen af krigen. En af disse var det tyske luftforsvar. De meldte allerede deres ankomst den 10 april, hvor de bad om indkvartering til 300 mand og fik kontorlokaler på Hotel Regina. Herfra koordinerede de luftforsvaret af Aarhus og siden hele Danmark. På samme måde var Krigsmarinen en fast bestanddel af besættelsestidens Aarhus. Under besættelsen var havnen som oftest fyldt med tyske skibe. Både mineryddere, torpedobåde og følgeskibe til konvojer var en fast bestanddel af skibene i havnen.

Tyske krigsskibe og spærreballoner i Aarhus havn. (Besættelsesmuseet)

Hvor luftwaffe og krigsmarinen havde forskellige militære funktioner brugte hæren derimod fortrinsvis byen til indkvartering af tropper, der skulle genopstilles eller uddannes. En af de divisioner der under besættelsen havde soldater i byen var 269. Infanteri Division, der blev beordret til Danmark kort efter luftwaffe var blevet indkvarteret i Aarhus. Divisionen havde deltaget i invasionen af Polen, Belgien og Frankrig og skulle nu udføre sikringsopgaver i Danmark. Fra juni 1940 til marts 1941 lå divisionens artilleriregiment på Vester Allé Kaserne. Her fik de et tiltrængt afbræk fra fronten, og kunne forberede sig på nye opgaver. I juni 1941 forlod de atter byen for at deltage i angrebet på Sovjetunionen. Det var dog ikke sidste gang aarhusianerne skulle stifte bekendtskab med infanteriet. Allerede i december 1942 blev de forlagt til Norge og kom derfor atter igennem Aarhus.


Tysk maskingeværspost foran hovedbanegården. Billedet er taget under oprørene den 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus som transithavn

Årsagen hertil var at Aarhus havn fra efteråret 1942 blev udskibningshavn for de tyske troppetransporter til og fra Norge. Aarhus blev dermed transitby for mange tyske soldater. Ved krigens afslutning stod der ca. 400.000 tyske soldater i Norge, og selvom alle ikke nødvendigvis kom gennem Aarhus var der ingen tvivl om, at Aarhus var et trafikalt knudepunkt for tyskerne, der på ugentlig basis sejlede tropper frem og tilbage. De tyske soldater på gennemrejse opholdte sig ofte ikke mere end nogle dage eller uger i Aarhus, men ikke desto mindre fyldte de i bybilledet.

Selv soldater fra det berygtede Waffen-SS kom igennem Aarhus. Dette blev blandt andet bemærket i en spionagerapport fra december 1944, der kunne konstatere at de var gået i land og marcherede ud mod tyske barakker på Skanderborgvej. Disse tropper var ofte på vej på orlov eller til genopstilling og kom direkte fra den finske front.


Troppetransportskibet Monte Rosa sejlede mange tyske soldater frem og tilbage mellem Aarhus og Norge. Her ses det fotograferet fra KFK’s Silo i juni 1944.(Besættelsesmuseet)

Den tyske tilstedeværelse i byen

Den øgede tyske tilstedeværelse i byen fik mærkbare konsekvenser på mere end en måde. Tyskerne begyndte i stigende grad at beslaglægge alt de kunne komme i nærheden af bygninger. Beboelsesejendomme, hoteller, forsamlingshuse, sygehuse og skoler blev alle taget i brug som besættelsen skred frem. Langt de fleste beslaglæggelser skulle bruges til indkvartering af tropper, men det rakte ikke. Tyskerne opførte derfor også et stort antal barakker forskellige steder i byen.

Beslaglæggelserne tog hårdt på bygningerne og ikke mindst skolerne måtte lide under en hårdhændet tysk behandling. De tyske soldater begik hærværk, stjal inventar og brugte reoler, stole og katedre som brændsel. Hvad bevæggrundene for deres opførsel var er ikke entydigt, og årsagerne er til en vis grad lige så forskellige som soldaterne var mange. Fælles for soldaterne var, at de kom til et stort set fredeligt paradis sammenlignet med fronten. Visse af disse havde imidlertid svært ved at løsrive sig fra fronten, hvilket netop kom til udtryk på blandt andet skolerne, men også ude i byrummet.

Østergades Hotel blev i efteråret 1942 beslaglagt. Det fungerede som soldaterhjem og hovedkvarter for den tyske ortskommandantur. (Besættelsesmuseet)

Sammenstød og samkvem med civilbefolkningen

Den betragtelige og massive tyske tilstedeværelse førte til gnidninger og sammenstød mellem danske civile og tyske soldater. Vold, hærværk, symbolsk modstand og uskyldige drillerier var alle sammen elementer i det daglige liv mellem soldaterne og aarhusianerne. Reaktionerne fra både dansk og tysk side var vidt forskellige. Hos statsadvokaten for særlige anliggender, der fungerede som bindeled mellem det danske politi og de tyske militærinstanser i sager, der involverede besættelsesmagten og civile danskere, blev der i dens fireårige levetid oprettet 1664 sager i Aarhus.

Antallet af sager fortæller dog kun den halve historie. Dels stoppede statsadvokaten for særlige anliggender med at fungere i juli 1944, dels var det langt fra alle sammenstød, der endte på deres bord. Som besættelsen skred frem var det dog tydeligt, at sammenstødenes karakter blev mere afstumpede og voldelige.

Bevæbnet tysk soldat under augustoprørene ved rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Samtidig var det dog langt fra alle tyske soldater, der endte i sammenstød med civilbefolkningen. De fleste forsøgte at få det bedste ud af deres ophold i Aarhus. De vidste, at de levede i byen på lånt tid og at fronttjenesten lå lige om hjørnet. Visse tyske soldater fik endda gode relationer til danske familier om end langt de fleste levede med at der var en kølig distance mellem dem selv og den danske befolkning.

Tysk troppetransport ved Aarhus Banegård. (Besættelsesmuseet)

De tyske soldater i den nye udstilling

I forbindelse med den nye udstilling på Besættelsesmuseet arbejder vi meget med historierne om de tyske soldater. For tiden arbejder vi blandt andet på at skaffe flere dagbøger og soldaterbreve hjem fra tyske soldater, der var stationerede i Aarhus under besættelsen.

Vi vil gerne fortælle de spændende og indsigtsfulde historier om de tyske soldater i Aarhus. De rummer alle følelser lige fra vrede, had og kærlighed til svigt, afmagt og tryghed. De handler om mennesker der begår forbrydelser og om mennesker der bliver sat i ualmindelige positioner i en ualmindelig tid.
Det er Aarhus set fra besættelsesmagtens vinkel og det er Aarhus set fra neden, hvor den enkelte soldat også kommer til orde. Du kan følge med her på bloggen, hvor vi løbende deler den nyeste viden på området og historier om besættelsestiden i Aarhus.

Besat af Befrielsen

4. maj-arrangement hos Besættelsesmuseet og Kvindemuseet

 

Befrielsen blev fejret i Mathilde Fibigers Have

I anledningen af den 73. årsdag for Danmarks befrielse afholdte Besættelsesmuseet og Kvindemuseet, traditionen tro, en befrielsesfest d. 4. maj 2018.

Besættelsesbazar i Mathilde Fibigers Have. Der var solskin og højt humør, da Besættelsesmuseet og Kvindemuseet bød velkommen til befrielsesfest.

Fredag viste sig at blive en herlig solskinsdag. I Mathilde Fibigers Have havde Besættelsesmuseet og Kvindemuseet tilrettelagt en besættelsesbazar med boder og aktiviteter. Der var bl.a. mulighed for at købe forfriskninger, kigge i dameblade og opskriftsbøger fra 1940’erne samt røre ved genstande fra Besættelsesmuseets samling. De første gæster blev mødt velkomne kl 16.00 og festen blev kl 20.30 rundet af med befrielsesbudskabet og fællessang med ”En lærke letted’”.

Dagen igennem sørgede Nik Ukkles for autentisk jazz og swingmusik afspillet på originale lakplader.

Eftermiddagen var spækket med aktiviteter, som alle stod i besættelsestidens tegn. Gæsterne blev budt på krisekage, som er lavet ganske uden smør, og fra kl. 18.00 holdt suppekøkkenet åbnet for alle sulte sjæle.

Fra det rygende nødbluskomfur, midt på pladsen, kunne man få serveret en stærk, kulsort kop Richs erstatningskaffe, serveret i madamblåkander. For gæsterne var dette enten et fornøjeligt gensyn eller en, mere eller mindre, underholdende førstegangsoplevelse. Omkring komfuret blev der delt anekdoter om billedkortene i Richs pakkerne, som børnene samlede på, eller om bedstefaren, der efter krigen, ikke længere fandt smagen af kaffe bitter nok og derfor foretrak Richs frem for ægte kaffe. Gentagene gange lød citatet ”Det er Richs der driks, men det er Danmarks der dur”, som et minde fra fortiden, der blev genfundet ved synet af de kulørte pakker og den egenartede smag.

Udskænkningen af erstatningskaffe af en af museets frivillige. Nødbluskomfuret var et populært samlingssted da det ved aftenstide blev køligt på pladsen.

To gange i løbet af eftermiddagen var det muligt at købe sig plads på en af Århus Historiers byvandringer anført af historiker, Doron Haahr. Byvandringerne satte fokus på interessante og begivenhedsrige nedslagspunkter i besættelsestidens Århus. Desuden kunne gæsterne få et smugkig ind på besættelsesmuseet, som ellers er lukket indtil 2020, grundet en omfattende renovering. Her viste, museumsinspektør, Søren Tange Rasmussen rundt i de autentiske, uformidlede lokaler og fortalte om de planer, museet har for den nye udstilling.

Befrielsen blev også markeret med en række oplæg om Århus under besættelsen og efterkrigstiden. Søren Tange Rasmussen, talte bl.a. om befrielsen og inspirerede tilhørerne til at tænke over, hvad besættelsestiden betyder for vores liv og samfund i dag. Oplæggene stod tillige i kvindernes tegn, da der ved de følgende oplæg blev fortalt om den aarhusianske storstikker, Grethe Bartram, som blev dømt for at have stukket 53 af sine landsmænd. Desuden fortalte Kvindemuseets museumsleder Merete Ipsen om efterkrigstidens behandling af de såkaldte tyskertøser i perspektiv til organiseret kriminalitet mod kvinder i moderne krigsførelse.

Søren Tange Rasmussen fortæller om befrielsens forløb med både højdepunkter og skyggesider.

Er fejring af befrielsen stadig relevant i dag?

Fejringen af befrielsen giver anledning til refleksion: Vi kan spørge os selv om det overhovedet er relevant at fejre befrielsen den dag i dag? Er det ikke efterhånden et udateret emne, som er erstattet af mere aktuelle forhold, såsom terrortruslen og flygtningekrisen? Når de deltagene ved befrielsesfesten blev adspurgt, hvorfor vi skal blive ved med at mindes og fejre befrielsen, blev det enstemmig og resolut påpeget, at vi må og skal huske, hvad der skete dengang, så det aldrig sker igen.

Danmarks befrielse er i dag, for mange, et symbol på sammenhold og selvopofrelse. Den opfordrer os til at mindes og ære de der kæmpede for at bevare de værdier, vi næsten tager forgivet i dag: Demokrati og frihed. Når man talte med gæsterne i Mathilde Fibigers Have d. 4. maj 2018, lød det således:

Jeg vil gerne ære og udtrykke min taknemmelig for de mænd og kvinder, som gav deres liv for at skabe det samfund vi har i dag

Vi skal sætte pris på det de gjorde dengang og værne om den fred de skabte. Vi er heldige i Danmark, når man ser på al den ufred, der stadig er i verden omkring os.” 

Det var et rørende øjeblik, da pladsen fyldtes med fællessang. Uopfordret rejste de fleste gæster sig, da tonerne til ”En lærke letted’” blev slået an.

I mange danske hjem markeres befrielsen med lys i vinduerne. For nogle markerer lysene, at der ikke længere er noget at frygte. For andre er lysene til ære for dem, der satte livet på spil eller symboliserer en særlig person. Flere af de fremmødte fortalte, at befrielsesfesten d. 4. maj er blevet en tradition. Her samles generationer om det fælles formål: At mindes, glædes og få mere viden.

Et besættelsesmuseum uden museum

Besættelsesmuseet og Kvindemuseet er meget taknemmelige for det store fremmøde af glade og engagerede folk fra alle aldersgrupper. Det var glædeligt, at så mange var villige til at dele deres historier med museet. Arrangementet d. 4. maj er Besættelsesmuseets største årlige begivenhed, hvor vi bestræber os på at bryde rammerne for den traditionelle museumsformidling og i stedet skabe et socialt rum, hvor det er muligt at smage, lugte, høre og røre.

Kvindemuseets Café stod for traditionelt suppekøkken om aftenen. Der blev hygget og snakket omkring de små borde i haven.

I foråret 2020 åbner Besættelsesmuseets nye udstillinger. Vi har i øjeblikket til huse i Den Gamle By, men desværre uden udstillinger. De næste to år vil vi stå for flere arrangementer i Århus byrum om besættelsestiden. Følg os på vores hjemmeside eller Facebook og bliv orienteret om, hvad vi laver og hvor du kan finde os.

Vi er naturligvis tilbage med endnu en befrielsesfest i Mathilde Fibigers Have lørdag d. 4. maj 2019 – så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Helt nyt Besættelsesmuseum på vej

Den 18. januar offentliggjorde vi nyheden om, at Nordea-fonden har bevilget 8.376.000 kr. til udvikling og opbygning af et helt nyt Besættelsesmuseum i Aarhus.

Det var helt fantastiske nyheder, og vi er allerede i fuld sving med de indledende øvelser til det spændende projekt. Dette indlæg indeholder en kort beskrivelse af selve projektet, økonomi/tidsplaner og selvfølgelig lidt om, hvad I kan forvente af de nye udstillinger.

Koncepttegning for cellegangen. Her bliver historien om det tyske sikkerhedspoliti, deres arbejdesmetoder og ikke mindst ofre formidlet: (Besættelsesmuseet).

Det nye museum åbner i museets eksisterende bygninger, som under besættelsen var hovedkvarter for Gestapo, det frygtede tyske sikkerhedspoliti. Det sker i forbindelse med 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen i april/maj 2020.

Foruden de nye udstillinger vil museet også tilbyde en spændende række arrangementer, og der udvikles helt nyt undervisningsmateriale til brug for skoler, ungdomsuddannelser m.fl. Mange af vores arrangementer vil blive til i samarbejde med Kvindemuseet, som vi deler bygning med.

Foruden Nordea-fonden er de øvrige bidragsydere Aarhus Kommune, der har støttet med 1.590.000 kr. til renovering af bygning og udstillingslokaler. Museets støtteforening Besættelsesmuseets Venner har bidraget med 100.000 kr. Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat med 50.000 kr. Det samme har Fabrikant Albert Nielsens og hustru Anna Nielsens Fond. Med Den Gamle Bys egenfinansiering har projektet et samlet budget på 11.829.000 kr.

Hvorfor et nyt Besættelsesmuseum?

Har man besøgt museet for nylig, vil man vide, at lokalerne trænger til en større renovering. Det samme kan siges om vores udstillinger, der ikke blot tænger til en opdatering, men også en nytænkning, så de bedre kan opleves af et nutidigt publikum, der ikke levede under besættelsen.

De seneste år er der kommet megen ny viden om besættelsestiden og ikke mindst Aarhus under besættelsen. Det gør os i stand til at fortælle nye, stærke historier og samtidigt tegne et langt mere nuanceret billede af tiden. Vi tror på, at det vil gøre museet relevant for endnu flere besøgende.

Den nye udstilling tager udgangspunkt i Aarhus’ dramatiske besættelseshistorie med særlig fokus på dagligdag, modstandskamp og den nazistiske undertrykkelse og terror, der især ramte Aarhus i krigens sidste to år. Det var en tid, hvor vores demokratiske institutioner, kultur, fællesskab og sammenhængskraft blev sat på hårde prøvelser.

Demokratiet eksisterede kun så længe, politikerne var villige til at tilpasse sig besættelsesmagtens krav, og samtidigt oplevede de fleste borgere, hvordan der konstant kom nye restriktioner på den personlige frihed. Både politikere og almindelige borgere blev før eller siden stillet overfor svære valg, hvor de blev tvunget til at vælge mellem egen og andres sikkerhed eller gøre ting, der stred mod deres etiske eller demokratiske værdier. Det var med andre ord en tid, hvor svære dilemmaer trængte sig på og afkrævede en eller anden form for stillingtagen, som let kunne få uoverskuelige konsekvenser – for staten og det enkelte individ.

Når det kommer til begreber som frihed og demokrati, er det noget, mange i dag tager for givet. Kigger man ud i verden – og slet ikke så langt endda, så er det tydeligt, at besættelsestidens dilemmaer og spørgsmål har et slægtskab med en række nutidige problematikker. Oplagte eksempler er begrænsninger på ytringsfrihed, radikalisering, flygtninge, forfølgelse af politiske eller religiøse minoriteter osv. Vi lever i en verden, hvor konflikter, politiske strømninger og politisk propaganda (dvs. fake news) er med til at sætte vores demokratiske værdier under pres. Vi håber, at vi med den nye udstilling, kan være med til at skabe en platform, hvor både fortidens og nutidens dilemmaer kan perspektiveres og diskuteres.

Hvad vil vi fortælle?

Det nye museum bliver indrettet i vores nuværende lokaler i Aarhus’ gamle rådhus og politistation fra 1857. En bygning vi deler med Kvindemuseet.

Huset blev i november 1944 beslaglagt af det tyske sikkerhedspoliti, der indrettede et lokalt hovedkvarter. Det var herfra at bekæmpelsen af modstanden i store dele af Jylland blev dirigeret. Vi ved, at vold og decideret tortur var en fast del af sikkerhedspolitiets arbejdsmetoder. Hovedkvarteret var også udgangspunkt for en del af de uhyggelige terroraktioner, der hjemsøgte de større jyske byer i 1944-45. Derfor bliver historien om den tyske bekæmpelse af modstanden og undertrykkelsen af civilbefolkningen en væsentlig del af museets formidling.

Besættelsesmuseet og Kvindemuseets bygningen sådan som de tog sig ud ved befrielsen 1945. Det tyske sikkerhedspoliti frygtede angreb på hovedkvarteret fra modstandsbevægelsen og havde derfor forskanset bygningen med bunkere, pigtråd og miner. (Besættelsesmuseet)

Helt overordnet kommer museet til at beskæftige sig med tre hovedtemaer: Undertrykkelsen, Modstandskampen og Dagligdagen. Derudover vil man også kunne følge et mindre Kronologisk overblik med eksempler på begivenheder fra Aarhus, Danmark og resten af verden under Anden Verdenskrig.

Undertrykkelsen

Temaet undertrykkelsen tager udgangspunkt i husets egen historie som Gestapos hovedkvarter for Midt- og Nordjylland. Vi møder nogle af Gestapo-folkene og deres danske agenter og forbundsfæller. Temaet beskriver Gestapos arbejdsmetoder og den terror, som besættelsesmagten udøvede mod byen og civilbefolkningen i krigens sidste år. Ofrene for volden præsenteres også. Temaet indeholder desuden historien om Aarhus som vigtigt transitcenter for tyske troppetransporter og som hovedkvarter for den tyske krigsmarine i Danmark. Man vil også møde nogle af de mange tyske soldater, som levede og bevægede sig igennem byen i løbet af de fem år, byen var besat.

Modstandskampen

I temaet om modstandskampen fortælles om de mange typer af modstand, der eksisterede i Aarhus: sabotage, våbenmodtagelse, produktion af illegale blade, efterretningsvirksomhed, illegale værtsroller, stikkerlikvideringer osv. Vi møder nogle af de mange mænd og kvinder, der satte livet på spil, og de fortæller, hvordan det foregik og ikke mindst, hvorfor de gjorde det. Flere aspekter af modstandskampen problematiseres, f.eks. stikkerlikvideringerne, der i flere tilfælde blev foretaget på et spinkelt grundlag.

Dagligdagen

Temaet dagligdagen viser de mange begrænsninger på livets udfoldelse, som besættelsen betød: varemangel, erstatningsprodukter, mørklægning, rationering, spærretid osv. Her vil det blive understreget, hvordan den tyske besættelse udviklede sig fra at være ganske ufarlig til noget, der kunne minde om en reel krigssituation.

I det sidste år af besættelsen blev dagligdagen præget af, at krigen var rykket tættere på. Aarhusianerne fik en uhyggelig forsmag på, hvad krig ville sige d. 4. juli 1944, da et tysk lager af ammunition eksploderede og lagde området omkring kornpieren i ruiner. Mere en 30 personer mistede livet den dag. (Besættelsesmuseet)

Vi arbejder med en række principper for formidlingen, som bygger på Den Gamle Bys erfaringer med den Aarhus Fortæller, der åbnede i april 2017. Det er derfor et mål, at en del af vores historier skal formidles gennem personhistorier, da det er med til at skabe identifikation. Vores udstillingsrum skal være varierede i deres formsprog og formidling, så det ikke bliver for ensartet. Der skal være aktiverende elementer, hvor gæsterne får mulighed for at røre ting og undersøge skabe og skuffer. Vi vil også skabe stemningsfylde rum og oplevelser bl.a. igennem audiovisuelle virkemidler. Endelig skal der være mulighed for fordybelse og steder, hvor de særlig interesserede gæster kan få lov at dykke ned i historierne.

Udstillingen kommer helt overordnet til at fortælle om, hvordan Anden Verdenskrig og besættelsen ramte og påvirkede helt almindelige menneskers liv og dagligdag. Aarhus og nærmeste Østjylland udgør rammen for vores fortællinger, men vil udmærket kunne bruges som eksempel på, hvordan livet var i en større dansk by under besættelsen.

Kronologisk overblik

I det kronologiske tema formidles bl.a. historien om det allierede luftangreb på det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkarter på universitetskoillegierne den 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Det kronologiske overblik viser et udvalg af begivenheder under besættelsen primært i Aarhus, men med perspektivering til Danmark og verden. Det handler bl.a. om at understrege sammenhængen mellem krigens udvikling og hjemlige, danske forhold. Der planlægges fem zoner, der er fordelt på hvert besættelsesår. Der trækkes tråde til krigsudbruddet i 1939. Overblikket afsluttes med befrielsen d. 5. maj 1945, med en afstikker til krigsafslutningen med Japans kapitulation i september 1945.

Den personlige vinkel

Et bærende formidlingsprincip er anvendelse af personfortalt formidling. Vi tror på, at formidlingen bliver langt mere vedkommende, når den fortælles af en person. Vi fortæller altså ikke om undertrykkelsen, dagligdagen eller modstanden ud fra strukturer eller organisationer, men fra de mennesker, der var en del af dem. Dette går igen i hele udstillingen.

Besættelsesmuseet har gennem årene indsamlet et stort, righoldigt beretningsmateriale, ligesom vi har gennemført flere dokumentationsprojekter, hvor vi har optaget interviews med personer, der levede i Aarhus under besættelsen.

Materialet anvendes bl.a. i forbindelse med udstillingens gennemgående tema der sætter personhistorier i centrum. Museets gæster bliver i billetsalget udstyret med et legitimationskort tilhørende en fiktiv person, hvis historie er baseret på kildemateriale og vil være fuldkommen realistisk og repræsentativ.

Ved at placere legitimationskortet på en kortlæser, kommer personhistorien til syne på en skærm. Den personlige historie sættes herved i sammenhæng med den historiske periode og det udstillingsmiljø, som gæsten opholder sig i.

Alle gæster bliver ved ankomsten til Besættelsesmuseet forsynet med et legitimatioskort, hvortil der hører en personhistorie. Gæsten vil herefter opleve museets historier udfra en personlig vinkel. Eksemplaret har har tilhørt en sabotør.

Kortet er forsynet en lille baggrundshistorie: Nogle vil være modstandsfolk, mens andre vil få tildelt rollen som tysk soldat, en tyskerpige eller måske en værnemager. Andre vil være almindelige aarhusianere, der blot prøver at få hverdagen til at hænge sammen i en tid med mørklægning, varemangel og skud i natten.

 Formidlingsstationerne til person-elementet er placeret i hvert af museets temarum, så gæsten oplever, hvordan deres persona ville forholde sig til museets overordnede fortællinger. Sagt på en lidt anden måde bliver gæsterne ført ind i museet temaer gennem øjnene på deres jeg-fortællende person. Historierne får derved en subjektiv synsvinkel, som kan være både interessant, morsom, skræmmende og tankevækkende. Her er blot en enkel smagsprøve:

Den 37-årige husmor Ellen, der forholder sig til temaet modstanden:

”Jeg håber virkelig at min mand holder sig væk fra den slags. Det er slemt nok, at han har ”Budstikken” [illegalt blad] med hjem fra arbejdet og lader det ligge og flyde, hvor børnene kan se det. Jeg kan godt sige dig, at der vanker, hvis han får sat nogle dumme idéer i knægtens hoved!”

 Hver person er forsynet med mindst én særlig historie, hvor gæsten bliver tvunget til at træffe et valg, der kan få indflydelse på, hvordan deres person kommer igennem besættelsen og oplever befrielsen. Valgene eller dilemmaerne vil typisk være af moralsk karakter, hvor gæstes opfordres til at leve sig ind i den historiske problemstilling og vælge ud fra sin persons synsvinkel.

Gæsterne må agere ud fra deres egen virkelighed og moralske kompas, og det kan udmærket ske, at gæsten vælger noget umiddelbart moralsk rigtigt, som spillet (og den historiske virkelighed) straffer hårdt f.eks. med fangenskab og deportation. Og på samme vis kan det ske, at person-elementet viser, at amoralsk opførsel kan være den sikreste vej. Det, vi gerne vil med elementet er, at gæsterne drager deres egne konklusioner om moral og retfærdighed og taler med hinanden om det. Samtidig formidler elementet et billede af en historisk virkelighed, hvor selv de moralsk rigtige valg på det forkerte tidspunkt kunne få forfærdelige og uoverskuelige konsekvenser for dig selv og dine omgivelser.

Inspirationen til denne type formidling kommer fra fra open air museet Bokrijk i Belgien, hvor man i deres 1960’er-udstilling bliver introduceret til livet i perioden gennem personfortalt formidling. Vi samarbejder med kollegerne i Belgien om at udvikle videre på deres idé og tilpasse den, så den passer med vores personhistorier, geografi og periode. (Besættelsesmuseet).

Fortsættelse følger

Besættelsesmuseet havde sidste åbningsdag søndag den 18. februar. Den Gamle Bys bevaringsafdeling er i samarbejde med Besættelsesmuseets frivillige medarbejdere i fuld sving med at pakke museet ned, så det kan bliver klar til, at håndværkerne kan komme i gang med renoveringsarbejdet.

Jeg vil i kommende artikler skrive meget mere om vores ideer til de faste arrangementer og events, som planlægges som en del at det nye Besættelsesmuseum. Derudover kan man her og på Besættelsesmuseets Facebook-side kunne følge udstillingsarbejdet og læse meget mere om, hvordan vi har tænkt os at formidle vores overordnede temaer.