I kølvandet på dødsdommen mod den danske modstandsmand Poul Edvin Kjær Sørensen, der var afsagt ved den tyske krigsret i Aarhus, den 25. august, var luften tyk  af vrede i byen. Allerede aftenen inden var løbesedler hastigt blevet omdelt. Overskriften var ”Dødsdomme afsagt Aarhus” og blevet opfulgt af en klokkeklar opfordring:

Borgere i Aarhus! I Harmedirrende Protest over denne Dødsdom nedlægger vi i Morgen Arbejdet i hele Aarhus. Alle Borgere, Erhvervsdrivende, Haandværkere, Arbejdere og Intellektuelle maa i Enighed slutte op i denne Manifestation; ingen maa i denne Sag unddrage sig sin Borgerpligt, men yde sit Bidrag i den nationale Kamp.

Budskabet var klart. Nu skulle byens borgere for alvor på gaden. Nu skulle kampen stå og nu skulle besættelsesmagten forstå, at nok var nok.

Befolkningen er gået på gaden. Besættelsesmuseet.

Nyheden om dødsdommen blev udslagsgivende for at oprøret for alvor brød ud. Den 26.08.1943 indledtes strejken kl.8:00 på Aarhus Oliefabrik, hvor Sørensens far arbejdede. Strejken spredte sig hurtigt til havnearbejderne, værftsarbejderne, Sabroe, Frichs og en lang række andre aarhusianske fabrikker og produktionsvirksomheder.

Musik for fulde gardiner

Tyskerne svarede på en provokerende facon. Den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, General Hermann von Hanneken, fandt det passende at understrege tyskernes magt ved at sende et marchorkester igennem byen. Bykommandant Major Kruse advarede om, at det ikke ville føre noget godt med sig, og var modstander af ideen. Von Hanneken ville dog ikke høre noget om det og undskyldte sig blandt andet med at marchøvelsen var planlagt flere dage i forvejen.

Befolkningen opfattede begivenheden nøjagtigt som Major Kruse havde forudset. Strejkevirksomheden fortsatte, men blev nu suppleret af en lang række opløb i hele byen. En tysk lastvognskolonne på 50 fartøjer blev omringet af folk og politiet måtte tilkaldes som vagter indtil kolonnen var færdig med at gøre holdt.

Politimesterens bekendtgørelse, der blev udsendt om eftermiddagen i håb om at skabe ro. Besættelsesmuseet.

Kl. 10.50 blev en gruppe politibetjente sendt til Rytterstenen på Nørrebrogade. Herfra skulle de ledsage marchorkesteret rundt omkring i byen og ned til Oliefabrikkens Havnefabrik. Det viste sig, at antallet af betjente var mangelfuldt. Orkesterets tur medførte sammenstimlen, herunder ved Sct. Pauls Kirkeplads, hvor der var forsamlet 1000 hujende og råbende mennesker, og ved stabskvarteret på Bruunsgade. Politiet var derfor nødsaget til at sende yderligere betjente på gaden, ligesom en del betjente blev kaldt øjeblikkeligt hjem fra Aalborg.

Orkesterets  rute: Nørrebrogade, Nørregade, Guldsmedgade, Lille Torv, Borgporten, St. Torv, Sct. Clemens Torv, Søndergade, Ryesgade, Banegaardspladsen, Bruunsgade, Sct. Pauls Kirkeplads, Odensegade, Svendborgvej og Svendborgrampen

Optøjerne på Bruunsgade

Optøjerne rundt i byen var generelt voldsomme, men de fleste steder lykkedes det politiet at få genoprettet roen. På Bruunsgade sporedes der imidlertid en stærk ophidselse blandt tyskerne. Politiet nåede ikke at få dæmpet gemytterne i tide og de tyske soldater åbnede herefter ild mod civilbefolkningen, efterfulgt af anholdelser. Flere personer blev slæbt med ind på de tyske beslaglæggelser på gaden, og fik der en hård medfart, ligesom flere blev såret af tyskernes skud.

Tysk maskingeværsrede ved Banegårdspladsen under Augustoprøret 1943. Besættelsesmuseet.

Den tilstedeværende øverstbefalende betjent fik ordre til at trække sig tilbage til stationen fordi tyskerne tilsyneladende ville foretage patruljeringen selv. Kort efter modtog stationen imidlertid et opkald. Tyskerne havde ikke tænkt sig at patruljere alligevel og meddelte i øvrigt, at Bruunsgade skulle ryddes øjeblikkeligt, da man ellers ville åbne ild mod befolkningen igen.

Det lykkedes betjentene at få tilkaldt en højtalervogn og få den protesterende befolkning til at forlade Bruunsgade inden der skete yderligere katastrofer. Herefter blev Bruunsgade afspærret for alle uden ærinde.

Stormøde i Folkets hus

For de hårdtarbejdende betjente var dagen dog langt fra slut. Optøjerne på Bruunsgade var nærmest ikke afsluttede før der kl.16 fra tysk side kom en melding om, at den var helt gal i Amaliegade. Værnemagten følte sig truede af en større menneskemængde, og de tyske soldater var rasende over den manglende respekt.

Da politiet ankom, var der dog forholdsvist roligt og det lykkedes atter ved hjælp af højtalervognen at få de fleste borgere til at gå fra stedet. Alligevel lykkedes det 1200 mennesker med magt at trænge ind i Folkets Hus i Amaliegade og afholdt et stort møde. Der blev holdt flere taler og mødet blev afsluttet med Der er et yndigt Land, et leve Danmark og et leve kongen til stor begejstring og jubel. Forsamlingen lovede herefter at gå stille og roligt fra stedet.

Næppe var menneskemængden  kommet uden for døren før der udbrød kaos. Tyskerne for løs på den store gruppe der tog til genmæle. Resultatet blev at folk vedblev at gå rundt i gaderne til stor provokation for værnemagtens soldater der gang på gang overfaldt grupper.  Det var kun med nød og næppe, at politiet lykkedes med at få genoprettet ro og orden.

Optøjerne fortsætter

Sammenstødene mellem befolkningen og værnemagten fortsatte dagen ud. Selv foran den tyske kommandantur i Østergade samledes store menneskemængder. Som aftenen skred frem, blev det politiets arbejde yderligere besværliggjort.

Østergades Hotel, hvor både det tyske Standortkommandantur og Wehrmachtsheim lå. Her blev optøjerne blandt andet dæmpet med kampklare tyske patruljer, der blev indsat mod befolkningen. Billedet er fra dagene omkring augustoprørene. Besættelsesmuseet.

Hen ad aftenen samledes folk i området omkring de Mezas vej, Frederiks allé og sidegaderne i mindre klynger. Tyskerne fulgte trop og begyndte at patruljere rundt i mindre grupper der de facto fungerede som tæskehold.

Civilbefolkningen løb rundt i gaderne og tyskerne affyrede deres våben efter dem, hvis det da ikke lykkedes dem at få fat på dem.

På Lille Torv havde der i løbet af dagen også været livlig aktivitet, hvor blandt andet 25 tyske soldater havde opholdt sig ude foran en lejlighed, hvor der var blevet sat et engelsk flag i vinduet. Hen mod kl. 21.15 var en mand og hans kammerat uheldigvis blevet standset af 9 tyske soldater. Da det gik op for dem, at de skulle agere boksepuder, flygtede de. De tyske soldater trak pistolerne og skød efter den ene, der søgte tilflugt i en opgang. Tyskerne fangede ham imidlertid og manden, der tilsyneladende ikke havde deltaget i nogen optøjer, blev tæsket med blandt andet pistolkolber.

Tyske soldater på Fiskergade. Besættelsesmuseet.

Den slags overfald skete flere gange i løbet af aftenen. Så man en gruppe tyske soldater gjorde man klogt i at holde sig på afstand.

Afmønstring på stationen

For betjentene havde dagen været en lang. Kl. 1.00 var der ro i gaderne, og de betjente der var mødt ind kl.6.00 om morgenen kunne dimitteres og for at få noget søvn. For en sikkerheds skyld valgte man stadig at beholde en stor styrke til disposition.

For dem alle havde dagen utvivlsomt været en voldsom oplevelse. Betjentene havde flere gange måtte ty til vold mod deres egne medborgere og arbejdede hele tiden i spændingsfeltet mellem befolkningen og værnemagten. Dagen var dog  kun begyndelsen og i morgen kan du atter læse med, hvor du kan læse om begivenhederne den 27. august.