November 1944 – På voldens Præmisser

November er for mange en af de måneder, der bare skal overstås. Den er mørk og trist, og i 1944 var den tilmed farlig. Efter tyskerne havde opløst det danske politi d. 19. september 1944 og deporteret mange af betjentene til koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, var borgerne i landets større byer overladt til sig selv.

Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro blev ødelagt ved at bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Volden antog mange former i November 1944. Her er det gået ud over Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro. Bygningen blev ødelagt ved et bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Over hele landet, og i Aarhus oprettedes kommunale vagtværn, der fik til opgave at dæmme op for den værste kriminalitet. Allerede få dage efter Aarhus Byvagts oprettelse, måtte de uerfarne vagtmænd rykke ud til de første tilfælde af manddrab. Læser man Byvagtens rapporter fra november 1944, er det slående, hvor ekstremt voldelig tiden var:

Ser man bort fra overfald og bombeattentater og koncentrerer sig om nedskydninger, er der alene i november registreret 14 tilfælde, hvor de ni havde dødelig udgang. Kun et af drabene kan karakteriseres som almindeligt, da der var tale om et rovmord. De resterende nedskydninger var alle afledt af besættelsen og den efterhånden stærkt tilspidsede situation, der herskede i krigens sidste trekvarte år.

En håndfuld af nedskydningerne blev udført af tyske soldater, der var berusede eller på anden måde optrådte uforsigtigt i omgangen med deres våben. Ofrene for disse mere eller mindre forsætlige drab var alle fuldkommen uskyldige og var blot uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Drabene og tyske soldaters tiltagende brutale adfærd i byrummet var stærkt medvirkende til, at den sidste rest af sympati for besættelsesmagten forsvandt.

Politiske drab

Den vold, der gjorde størst indtryk på århusianerne, var de drab og drabsforsøg, som optræder i Byvagtens rapporter som politiske drab. Disse drab var enten udført af modstandsfolk eller medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti, heriblandt den berygtede Peter-gruppe. Bag disse drab skimtes en uhyggelig dynamik, der byggede på øje-for-øje princippet. Helt konkret betød det, at når modstandsfolk dræbte en dansker, de mente var til fare for deres arbejde, så ville tyskerne gengælde drabet ved at skyde en århusianer, der havde fanget deres opmærksomhed på den ene eller anden måde.

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Blandt ofrene for denne uhyggelige voldsspiral var ingeniør Sven Aage Spelling, der den 24. november blev dræbt af en serie skud i entreen til sin lejlighed i Ny Munkegade. Gerningsmændene var medlemmer af Peter-gruppen og handlede efter ordre fra Gestapo-chefen i Aarhus, Rudolf Renner. Spelling havde i sin ungdom være kommunist og foretaget en studierejse til Sovjetunionen, hvilket må formodes at være årsagen til, at han var havnet i tyskernes søgelys. Der er intet, som tyder på, at Spelling havde forbindelser til modstandsbevægelsen.

Efter krigen kom det frem, at drabet på Spelling var hævn for en eller flere af de drab på tyskvenlige danskere, som modstandsbevægelsen havde udført i løbet af måneden. Mest sandsynligt er det, at der var tale om gengældelse for drabet på den nazistiske ingeniør og Schalburg-leder, Olaf Schmidt, som blev dræbt af modstandsmanden Ejnar Sørensen 13. november. Også her skimtes den fordrejede logik: En ingeniør for en ingeniør.

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

Februar 1944 – Terror og drab

Klokken var lige efter 17.00 den 3. februar 1944, da landsretssagfører Holger Christensen stod af sporvognen ved stoppestedet på Trøjborgvej. Herfra skulle han bare gå det korte stykke til sit hjem i Klintegaarden, hvor husbestyrerinden var ved at sætte middagsmaden på bordet.

Ved 18.00-tiden blev han fundet død i gården udenfor sin opgang, dræbt af et enkelt skud i nakken. Politiet blev tilkaldt og kriminalbetjentene gik i gang med at afhøre naboer og andre potentielle vidner. Ingen havde hørt eller set noget.

 

Landsretssagfører ved sit skrivebord kort før han blev myrdet d. 3. februar 1944. (Den Gamle Bys lokalhistoriske fotosamling)

Landsretssagfører ved sit skrivebord kort før han blev myrdet d. 3. februar 1944. (Den Gamle Bys lokalhistoriske fotosamling)

Bomber i natten

For politiet var den 3. februar en af de rigtig lange arbejdsdage. Det var begyndt allerede om natten, da en serie af tidsindstillede bomber detonerede rundt om i byen. På hjørnet af Guldsmedgade og Klostergade blev konditoriet Emmery raseret og selve bygningen var faretruende tæt på at styrte sammen. Samtidigt i Søndergade 70 var J.P. Holmboes skomagerforretning og Aarhus Værkstøjsmagasin epicentret for en kæmpeeksplosion, der pulveriserede mange af gadens butiksfacader. Ved et lykketræf kom ingen alvorligt til skade.

emmery1

Konditoriet Emmery var, på grund af det engelsk-klingende navn, på listen over de steder, hvor tyskerne ikke måtte handle. Måske var det derfor tyskerne udvalgte konditoriet som et af de steder, der skulle ødelægges som gengældelse for sabotage. (Besættelsesmuseet)

Politiet fik hurtigt nok at gøre med at forhindre folk i at stjæle varerne, og i morgentimerne så man ellers ordentlige århusianere i færd med at forsyne sig med sko, støvler og tøfler, der lå spredt mellem glas og splintret træ. Den stærkt chokerede indehaver af Aarhus Værktøjsmagasin blev set vakle rundt i ruinerne kun iført pyjamas, imens han tryglede folk om at lade være med at stjæle hans ting.

Hvem stod bag attentaterne?

I dagene efter attentaterne var der livlig aktivitet på rygtebørsen. Om mordet på Holger Christensen udtalte politiet, at der formodentligt var tale om et drab af ”samme karakter som flere af dem, der har fundet sted i den seneste tid.” En sådan udtalelse udelukkede enhver spekulation om almindelige mordmotiver og kunne i praksis kun betyde to ting: enten var Holger Christensen dræbt af modstandsbevægelsen pga. af mistanke for angiveri, eller så var det tyskerne, der havde gjort det.

I forhold til bombeattentaterne mente mange, at NU var modstandsfolkene gået for vidt. Andre fremførte, at der nok nærmere var tale om et nazistisk komplot, der havde til formål at sætte modstandsfolkene i et dårligt lys. De illegale blade var ikke sene til at komme med deres udlægning af sandheden. I det illegale blad ”Budstikken” kunne man læse, at samtlige attentater var tyske forsøg på at ”mudre Vandene” og skabe en misstemning imod sabotagearbejdet.

Studier i retsakterne efter krigen har vist, at attentaterne var bestilt af Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, og udført af terrorbanden ”Peter-gruppen”. Holger Christensen var den første af 13 århusianere, der blev offer for de såkaldte tyske clearingmord. Bombeattentaterne var de første af cirka 45 anslag, der krævede i alt 35 menneskeliv. Hvorvidt det vitterligt var et forsøg på at ”mudre vandene” eller rå gengældelse for modtandsfolkenes stikkerlikvideringer og sabotageaktioner vides ikke med sikkerhed.