Om Søren Tange Rasmussen

Museumsinspektør og leder af Besættelsesmuseet i Aarhus.

Sabotage på lokomotivfabrikken Frichs – For 75 år siden trængte sabotører ind på fabrikken i Aarhus

Følgende artikel er forfattet af Asger Christiansen, der er frivillig medarbejder i Den Gamle By, hvor han især arbejder med lokalhistoriske emner. Asger har udgivet flere bøger og artikler om dansk jernbanehistorie og har denne gang skrevet om lokomotivfabrikken Frichs under besættelsen. Stor tak til Asger for at dele ud af sin viden her. 

Maskinfabrikken Frichs i Åbyhøj begyndte at bygge lokomotiver i 1914.
Ca. 1955. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Under Besættelsen måtte lokomotivfabrikken Frichs i Århus acceptere ordrer fra de tyske jernbaner, Deutsche Reichsbahn DR. Det drejede sig om 10 store damplokomotiver af såkaldt type 44ÜK samt en del komponenter til andre lokomotivtyper. De delvist færdige lokomotiver blev saboteret i efteråret 1944.

Ordre på lokomotiver til Tyskland

Allerede få måneder efter tyskernes besættelse af Danmark fremsatte tyskerne i juni 1940 ønske om, at Frichs leverede en del dieselmotorer til ubåde samt 15-20 damplokomotiver om året. Ubådsmotorer ønskede Frichs ikke at bygge, da man var nervøse for, at det kunne udløse engelske flyangreb mod fabrikken, men en mindre serie lokomotiver måtte man nødtvunget sige ja til. Efter lange forhandlinger blev 10 lokomotiver type 44ÜK noteret i Frichs ordrebog i november 1942. Tyskerne mente, at de nødvendige materialer samt kul, olie m.m. kunne leveres fra Tyskland i løbet af 8 måneder, og der ville gå et års tid med bygningen af maskinerne.

Type 44ÜK var store godstogslokomotiver med fem drivhjul samt en fireakslet tender (kulvogn). Under 2. Verdenskrig blev typen bygget i mere end tusind eksemplarer. De blev bygget i flere lande, bl.a. Frankrig, Østrig og Danmark, da de tyske fabrikker havde rigeligt at gøre med at fremstille andre lokomotiver i tusindvis. Med en længde på næsten 23 meter og en tjenestevægt på hele 183 tons blev 44ÜK’erne de største damplokomotiver nogensinde fremstillet i Danmark.

Arbejdet indledes i Aarhus

Tegningerne til lokomotiverne modtog Frichs fra Tyskland. I efteråret 1943 begyndte man at samle maskinerne i Aarhus. Ingeniør Hans Bendsberg fra Deutsche Reichsbahn kom til Århus for at kontrollere arbejdet. Da det åbenbart gik noget langsomt, sendte Reichsbahn endnu en mand herop. Den danske ingeniør William Bay var i den periode ansat i lokomotivværkstedet som værkmesterassistent. Bay fortalte senere, at Bendsberg var en tiltalende mand, mens den anden tyske ingeniør, Hans Worm, “var ubehagelig og gik ustandselig i vejen, mens han lavede en masse vrøvl”. William Bay har også fortalt, at Frichs “forsinkede leverancen helt eventyrligt. Således var 30 meget svære flanger til kraftdamprørene totalt borte, da de skulle monteres. Men de dukkede pludselig frem igen, da erstatningerne for dem var fremstillet og anbragt”. I flere tilfælde smuglede ansatte smådele ud af fabrikken, når de gik hjem. Stumperne blev smidt i Aarhus Å, blot 50 meter fra hovedindgangen til Frichs.

Overingeniør Rudolf Zeitz Floor var ansat på Frichs i 40 år, bl.a. som leder af lokomotivafdelingen
Foto: Privateje.

I drejeværkstedet fremstilledes metaldæksler til kobbelstængerne (der forbinder drivhjulene), men flere gange var dækslerne forsvundet, når personalet mødte næste morgen. Så kunne man begynde forfra. Drivhjulssættene, det vil sige i alt 50 aksler med hjul, blev fremstillet i Tyskland, men skulle afdrejes og færdigbearbejdes i Danmark. Det skete på statsbanernes store centralværksted i Aarhus.

Lederen af lokomotivafdelingen på Frichs, overingeniør Rudolf Zeitz Floor, og underdirektør Jens Due-Petersen (søn af Frichs-direktør Peter Due-Petersen og engelsk gift) havde blandt de ansatte ord for at være tyskfjendtlige. Måske vidste nogen, at Rudolf Floor var medlem af den illegale organisation “Ringen”. Senere blev han medlem af Frihedsrådets lokalkomite i Aarhus.

Det første af de tyske lokomotiver under bygning i en af hallerne på Frichs, foråret 1944
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Frichs ønskede ikke at forsyne lokomotiverne med hagekors eller andre tyske nationalitetsmærker. Tyskerne protesterede, men Frichs ændrede ikke beslutning. Man ønskede heller ikke at montere de sædvanlige Frichs byggeplader på siden af cylindrene. Der blev dog anbragt et lille ovalt messingskilt på kedlernes bagvæg ud mod førerpladsen, og her var angivet kedelnumre, som Frichs havde en særlig nummerserie for. Hvis man ønskede at se, hvor et lokomotiv var bygget, var det nødvendigt at fjerne hjulskærmen over et hjul på højre side. Bag skærmen var ordet Frichs indhugget i rammen. Det var eneste gang, at Frichs benyttede den procedure.

I september 1944 var samlingen af det første lokomotiv så fremskredent, at dampkedlen kunne opvarmes og de tre cylindre som afprøvning blæses igennem med damptryk. Dette arbejde blev udført af ingeniør William Bay, der mange år senere fortalte: ”Med et lokomotiv fra Hammelbanen – der stod for rangeringen til og fra Frichs – blev det tyske lokomotiv rangereret, så det stod ude i det fri. Lokomotivet blev opfyret med rigtige kul og opvarmet til det største tilladte tryk, 16 atmosfære. Jeg havde den ret tvivlsomme ære at at skulle udblæse maskinen. Der var nemlig ingen glidere eller stempler i de tre cylindre. Det var et ret så slidsomt job, da åbningen af damptilførslen jo ikke havde været betjent, så jeg husker de kræfter, der skulle bruges. Også det meget voldsomme brag, da den indespærrede damp udløstes”.

Det stod klart for de fleste, at lokomotiverne snart skulle sendes til Tyskland. Om status for de ti lokomotiver har William Bay senere beskrevet: ”Alle 10 kulvogne var helt færdige og stod i grå bemaling udenfor. De næste to lokomotiver, altså ud over det trykprøvede, havde deres kedler i kedelsmedjen. Kedlerne var monteret på ramme og hjul, og de var altså næsten færdige. Med hensyn til de øvrige syv lokomotiver stod de som undervogne i lokomotivhallen. Alle de ni førerhuse var ligeledes samlede, hvorimod de øvrige dele til de ni lokomotiver kun fandtes som ikke-monterede dele”.

Fabriksgården på Frichs, september 1944. Der gøres klar til første prøveopfyring af tysk lokomotiv
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Sabotage, september 1944

I de illegale kredse var man velinformeret om, hvor langt bygningen af lokomotiverne var nået. Lederen af modstandsbevægelsens nordjyske Region I, nedkastningschef Anton Toldstrup, gav ordre til at sprænge drejeskiven, der lå midt i fabriksgården. Hvis det lykkedes, blev det vanskeligt at få de tyske lokomotiver ud fra værkstedshallerne og derfra væk fra Frichs og videre ud på jernbanenettet. På Kong Christian Xs fødselsdag, den 26. september 1944, dukkede fire delvist maskerede mænd op i en taxa ved porten til Frichs. De knapt 1.000 ansatte havde netop da frokostpause. To af sabotørerne var lærlinge på Frichs, men som følge af deres illegale virksomhed havde de nogle måneder levet i skjul i Aalborg, og de arbejdede derfor ikke længere på fabrikken.

Den ene sabotør, maskinlærling 20-årige Werner Clausen, ventede sammen med en elektrikerlærling i taxaen, mens aktionen fandt sted. Portneren på Frichs havde ord for at være tyskvenlig, og man turde derfor ikke tage chancen for at blive genkendt af ham. Den ene af de to mænd, der gik ind og anbragte sprængladninger, var en aalborgensisk politibetjent Poul, der også levede under jorden. Inden aktionen blev han instrueret af Werner Clausen om fabrikkens indretning og drejeskivens placering. Først sprængtes en lille sprængladning, hvilket fik alle ansatte til at søge dækning i virksomhedens beskyttelsesrum. Derefter anbragtes en større sprængladning under drejeskiven. Det illegale ugeblad “Budstikken” skrev:

“Tirsdag middag blev drejeskiven på gårdspladsen i Frichs fabrikker ødelagt ved sabotage. Portneren blev i middagspausen holdt op af fire revolverbevæbnede mænd, der anbragte to bomber, en brand- og en sprængbombe, under drejeskiven. Ved eksplosionerne blev sporene på drejeskiven slynget højt op i vejret og understellet sprængt i stykker, så der vil gå mindst et par uger, før drejeskiven atter kan bruges. Det vil betyde, at lokomotiver og det øvrige jernbanemateriel, der står færdige til aflevering, ikke kan komme ud af fabrikken”.

Den ganske ødelagte drejeskive fotograferet dagen efter sabotagen. Alle værkstedernes ruder er blæst ud.
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Efter sprængningen kørte sabotørerne bort i den ventende taxa. De fleste af værkstedshallernes og administrationsbygningens ruder blev blæst ud – det skete også i de nærliggende villaer. Drejeskiven var totalt ødelagt, og som nævnt var det på grund af dens placering nu umuligt at køre jernbanemateriel væk fra fabrikken. DSB skaffede dog en anden drejeskive efter blot tre dage; den blev installeret i løbet af kort tid. Drejeskivens betonfundament havde nemlig ikke taget synderlig skade. Sabotagen udsatte altså kun i mindre grad leveringen af lokomotiverne, og derfor blev Frichs blot en uge senere målet for endnu en sabotageaktion.

 

Endnu en sabotage

En af fabrikkens lærlinge, den 20-årige Henrik Alexander Gulstad, var med i modstandsbevægelsen sammen med andre ansatte fra Frichs. De holdt skydeøvelser i fabrikkens kælder, for der var så meget larm fra værkstederne, at ingen kunne høre skudene. Henrik Gulstad henvendte sig til underdirektør Jens Due-Petersen for at høre, om man måtte sprænge fyrkasserne på de tre næsten færdige, tyske lokomotiver. De var monterede med kedler og førerhuse men manglede bl.a. kobbelstænger mellem drivhjulene. To maskiner stod i lokomotivværkstedet, et andet stod i det nye malerværksted. Underdirektør Jens Due-Petersen var indforstået med planen, der blev udført om aftenen den 2. oktober 1944.

Frichs-lærling Henrik Alexander Gulstad anbragte sprængladningerne på tre tyske lokomotiver
Foto: Vejlby-Risskov Lokalarkiv

Frichs-lærling Werner Clausen, der som tidligere nævnt levede under jorden, fremstillede de nødvendige sprængladninger. Dagen før aktionen gav Werner Clausen sprængstoffet til Henrik Gulstad, da de to unge mænd mødtes i købstadsmuseet Den Gamle By. Næste aften anbragte Henrik Gulstad det plastiske sprængstof i fyrkasserne på tre lokomotiver. Sprængstoffet skulle antændes af såkaldte sprængblyanter, der udløste eksplosionerne med en vis forsinkelse. Næste dag skrev de lokale aviser (det blev ikke nævnt, at der var tale om lokomotiver til Tyskland):

 “Atter i aftes lød tre vældige drøn over Aarhus. Det var denne gang Frichs fabrikker, det var gået ud over. De første to bomber eksploderede klokken 19.58 i færdigmonteringshallen, og ved denne eksplosion ødelagdes fyrboksene på to lokomotiver. Den tredje bombe eksploderede først ved 21.20-tiden i prøvecentralen, og denne gang ødelagdes fyrboksene på et tredje lokomotiv.

Kun nattevagten befandt sig på fabrikken. Han havde netop afsluttet sin runde og havde intet mistænkeligt bemærket. Ved eksplosionerne blev hallernes øverste stokværk, der er af glas, ødelagt, ligesom fyrboksene på de tre lokomotiver er revet op. Man er ikke klar over, hvordan bomberne er blevet anbragt i lokomotiverne. Da arbejderne mødte i morges, varede det noget, inden arbejdet kom igang, fordi man først måtte undersøge, om der var flere bomber rundt om i virksomheden”.

Da eksplosionerne lød, blev direktør Peter Due-Petersen og hans søn, underdirektør Jens Due-Petersen straks kaldt til fabrikken. De boede begge på Bakke Alle i Åbyhøj og har givet hørt bragene fra eksplosionerne. Ingeniør Erik Jensen har beskrevet, at to lokomotiver stod klar i malerværkstedet til den såkaldte koldtvandsprøve. “Der var blevet lagt plastisk tidsindstillet sprængstof på indersiden af fyrkassen på lokomotiverne, og vi så nu vandet fosse ud og løbe ned i graven mellem skinnerne. Jeg husker endnu, at Peter Due-Petersen kravlede op ad lejderen til førerrummet, og sønnen Jens råbte til sin far om at lade være. Jeg tror, de spillede for galleriet, de har sikkert begge vidst, at noget sådant kunne ske”. Foruden skaderne på lokomotiverne, var tusindvis af ruder blæst ud i virksomhedens mange bygninger.

Maskinlærling Henrik Gulstad måtte allerede dagen efter gå under jorden og leve i skjul. Han fortsatte sit virke i modstandsbevægelsen et par måneder indtil januar 1945, hvor han mistede livet ved en aktion i Nørresundby. Mere om det senere.

 

Skader på en fyrkasse på tysk lokomotivet – det kunne derefter ikke fyres op og var nærmest ubrugeligt, indtil en omfattende reparation var udført
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Tyske soldater besætter Frichs

Efter sabotagen lå arbejdet med de tyske lokomotiver stille i to måneder. Ingen af maskinerne havde endnu været ude at køre, skønt ordren var aftalt mere end tre år forinden. På et af lokomotiverne afmonterede man førerhuset, så skaderne på fyrkasse (hvor kul afbrændes) og kedel kunne inspiceres. Fyrkasserne var beskadigede, og en skade på så central en del af et lokomotiv gjorde det umuligt at gøre lokomotivet køreklart uden endog meget omfattende reparationer.

Lørdag eftermiddag den 25. november 1944 blev Frichs besat af 120 tyske soldater. De erklærede, at besættelsen skulle opretholdes, indtil lokomotiverne var sendt til Tyskland, selvom de ikke kunne køre ved egen kraft. Soldaterne, der besatte Frichs, havde vagtstue i en godsvogn placeret lige uden for fabriksporten, hvorfra de patruljerede omkring virksomheden. En sjælden gang gik de ind i værkstederne. De blandede sig dog ikke i arbejdet, men deres nysgerrighed irriterede mange af de ansatte. En medarbejder i støberiet blev så vred, at han smækkede porten i for næsen af en af soldaterne. Frichs-ansatte gjorde nu de ufærdige lokomotiver nødtørftigt klar til afsendelse. Til trods for den stærke bevogtning lykkedes det for modstandsbevægelsen at sprænge en samleskinne (uden for fabriksområdet) til fabrikkens elektricitetsværk.

Syv lokomotiver var kun delvist samlede. Et enkelt lokomotiv havde fået kedlen monteret, men de resterende seks maskiner var ikke samlede. Dog var rammer og hjul samlet, således at de kunne sammenkobles og køres bort, trukket af et lokomotiv. Kedlerne og de øvrige maskindele inklusive de færdige førerhuse blev læsset på godsvogne. Ifølge ingeniør William Bay drejede det sig om ca. 20 lukkede og et antal åbne godsvogne. De 10 bogietendere (kulvogne) var alle færdige og gråmalede.

 

Lokomotiverne afsendes

Allerede efter tre dages besættelse af Frichs sendte DSB et telegram til de berørte parter om afsendelse “af 10 ufærdige lokomotiver til Tyskland via Padborg”. Af telegrammet fremgik, at trækkraften for et antal transporter skulle være tyske lokomotiver (der kørte en del i Jylland). Ifølge brev sendt den 28. november fra “Der Bahnbevollmächtigte der Deutschen Reichsbahn für Dänemark”, med kontorer i Ny Banegårdsgade 55 i Aarhus, at DSB skulle stille et rangerlokomotiv til rådighed i perioden fra den 29. november til den 12. december. Rangerlokomotivet skulle hver morgen kl. 7.00 ”pünktlich” være klar ved Frichs for at rangere 6-10 enheder til Aarhus godsbanegård, således at transporter kunne afgå mod syd fra godsbanegården kl. 9.00.

Første sending bestående af to 44ÜK-lokomotiver, en mandskabsvogn med soldater, tre lukkede og to åbne godsvogne blev hentet på Frichs om morgenen den 29. november. Sporforbindelsen til fabrikken var et 700 m langt sidespor, det såkaldte Åbyspor. Sporet gik fra Hammelbanens egen station i Carl Blochs Gade og ud langs nordsiden af Søren Frichsvej til lokomotivfabrikken vest for Ringgaden. Åbysporets skinner kunne ikke holde til de tunge, tyske lokomotiver, skulle det vise sig. I sidesporets kurve nær Hammelbanegården afsporedes det første lokomotiv med flere hjul, fordi to skinner knækkede under maskinen. Den tyske transport holdt derfor natten over ved Søren Frichsvej under bevogtning af tyske soldater. Næste dag opdagede jernbanefolk to sprængladninger ved det nærmeste sporskifte. Danskerne nægtede at arbejde, før en tysk sprængningskommando havde demonteret sprængladningerne. Det afsporede lokomotiv blev delvist løftet med donkrafte, hvorefter tyskerne forstærkede sporet ved hjælp af specialfremstillede kiler, der svejsedes på den yderste skinne i kurven.

Den 1. december – altså to dage efter afsporingen – kunne de to lokomotiver og seks godsvogne afsendes fra Aarhus til Padborg. Særtogene blev som oftest fremført af tyske lokomotiver, der allerede befandt sig i Jylland. To dage senere afsendtes yderligere to lokomotiver og en mandskabsvogn. Så vidt vides blev der afsendt ni transporter med delvist færdige lokomotiver og komponeter; den sidste transport fandt sted den 9. december. Ifølge et brev den 20. december 1944 fra Hammelbanen var alle 10 lokomotiver nu afsendt. Der havde bl.a. været benyttet “11 lukkede mandskabsvogne til befordring af mandskab til vagttjeneste m.m.” 

Ifølge korrespondance efter Besættelsen mellem Frichs og Handelsministeriet i København skulle lokomotiverne sendes til “Stargard i Reichsbahncentralamt Pommern for at færdigbygges der”. Byen Stargard med et stort lokomotivdepot og værksted var tysk, men efter verdenskrigens grænseændringer blev Stargard og den nærliggende by Stettin indlemmet i Polen.

 

Sabotørernes skæbne

Frichs-lærling Werner Clausen, der stod for sabotagen mod drejeskiven, blev i slutningen af 1944 arresteret af det tyske Gestapo i Vejle, hvor han med andre sabotører ville sprænge en fabrik. Utroligt nok lykkedes det Werner Clausen at snakke sig ud af problemerne under et tre timer langt forhør, og han blev løsladt. Herefter beordrede modtandsbevægelsens ledelse, at Werner skulle flygte til Sverige med en fiskerbåd fra Sæby. Werner Clausen vendte tilbage til Danmark sammen med Den danske Brigade straks efter Danmarks Befrielse den 5. maj 1945. Nogen tid senere genoptog han sit arbejde på Frichs, hvor han blev færdiguddannet som maskinarbejder. Derefter var han i en årrække ansat ved DSB’s Centralværksted i Aarhus. Werner Clausen døde i 2016 i en alder af 91 år.

Maskinlærlig Henrik Alexander Gulstad med dæknavnet ”Søren” blev opfordret til at flygte til Sverige, men han blev i Jylland og fortsatte det illegale arbejde efter sabotagen på Frichs. Modstandsbevægelsen beordrede, at Henrik Gulstad flyttede til Aalborg sammen med en anden ung modstandsmand, Ib Rickmann Olsen. I Aalborg blev de to unge mænd en del af en modstandsgruppe, der omtaltes som Dagdriverbanden. Henrik og Ib havde kendt hinanden siden deres fælles skoletid på Forældreskolen i Aarhus. Om formiddagen den 12. januar 1945 var Henrik og Ib i Nørresundby sammen med andre sabotører i en aktion, hvor de ved hjælp af brandbomber satte ild til bygninger og et stort, tysk kul- og halmlager ved Østasiatisk Kompagnis nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej. Under aktionen blev sabotørerne opdaget af en dansk vagtmand. Han var medlem af det danske nazistparti, bar grå uniform, men skønt han var bevæbnet med både riffel og pistol, havde han ikke fået nogen skydetræning.

Vagtmanden skød efter en af sabotørerne, Ib Rickmann Olsen, der blev såret og indlagt på sygehuset i Aalborg. Her blev han befriet af modtandsfolk og straks skjult under falsk navn på hospitalet i Dronninglund, hvor han døde nogle dage senere. Ib Rickmann Olsens gravsted findes endnu på Nordre Kirkegård i Aarhus.

Vagtmanden skød også efter Henrik Gulstad, men var ikke klar over, om han ramte Henrik. Det viste sig, at Henrik blev ramt af et skud, der var øjeblikkeligt dræbene. Henriks lig blev dog først fundet næste formiddag, idet han var faldet ned bag nogle kasserede rør på lagerpladsen.

Henriks forældre, Otto og Anna Gulstad, Risskov, satte den 19. januar en dødsannonce i avisen, hvoraf det fremgik, at ”begravelsen har fundet sted”. Henrik, der var 20 år gammel, blev begravet på Risskov Kirkegård. I juli 1945 blev en mindeplakette monteret på Henrik Gulstads gravsten ved en ceremoni, hvor Henriks far, afdelingslæge Gulstad, bevæget takkede for anerkendelsen af sin søn. Messingplaketten har indskriptionen ”Faldne i Danmarks Frihedskamp, 1940-1945”. Gulstads gravsted og gravsten findes stadig på Risskov Kirkegård.

Efter Besættelsen blev den danske vagtmand fra Aalborg sigtet for drab på de to sabotører, og han blev i juli 1946 idømt livsvarigt fængsel. Dommen blev anket, og den ændredes af landsretten i januar 1947 til 16 års fængsel.

 

Mindetavler for Henrik Gulstad

Den 4. maj 1946 blev der opsat en stor mindesten for Henrik Gulstad og Ib Ricmann Olsen ved den nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej i Nørresundby. I Aarhus blev der opsat tre mindeplader for Henrik Gulstad, den første var den nævnte på Risskov Kirkegård. Som ungt menneske havde Henrik taget realeksamen på Forældreskolen på Marselis Boulevard i Aarhus. I skolegården blev der i januar 1947 opsat en mindeplade på hovedbygningen for Henrik. Pladen med indskriptionen ”Tak for din indsats i Frihedskampen”, var skænket af skolens elevforening, og pladen sidder stadig på skolebygningen. Mens Henrik var maskinlærling havde Henrik fulgt undervisning på Teknisk Skole ved hjørnet af Ingerslevs Plads og N.J. Fjordsgade. Også her blev en mindeplade sat op. Det skete i september 1945.

Mindeplade opsat 1947 på Forældreskolen, Marselis Boulevard, Århus
Foto: Asger Christiansen

På lokomotivfabrikken Frichs opsatte man en mindeplade i receptionen i Frichs administrationsbygning, der ligger ud mod Søren Frichs Vej. Pladen opremser navne på 45 ansatte, der var med i fabrikkens vagtværn fra oktober 1944. En særskilt plade blev opsat til minde om Henrik Alexander Gulstad, der som nævnt anbragte sprængladningerne i lokomotivernes fyrkasser. Pladen med Henriks navn har indgraveret et citat fra den norske digter Nordal Grieg: ”De beste bli aldri vor fremtid, de beste har nok med å dø”.

Lokomotivfabrikken Frichs gik konkurs i 1977, bygningerne blev solgt, og fra 1986 ombygget til erhvervspark med kontor- og butikslokaler under navnet Frichsparken. Mindepladen for Henrik Gulstad sidder nu på vestgavlen af den tidligere administrationsbygning, der nu benævnes Bygning 36.

Frichs overingeniør Rudolf Zeitz Floor blev arresteret af tyskerne den 15. marts 1945 i sit hjem Ydunsvej 31 i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Floor blev senere ført til internering i Frøslevlejren nær Padborg i Sønderjylland, hvor han sad indtil befrielsen. Rudolf Floor fortsatte på Frichs indtil 1964, hvor han gik på pension efter 40 års ansættelse på lokomotivfabrikken.

Mindepladen for Henrik Gulstad sidder endnu på Frichs tidligere administrationsbygning i Frichsparken
Foto: Asger Christiansen

Lokomotiverne samles i Østtyskland

Med afsendelsen fra Aarhus i december 1944 forsvinder “sporet” efter lokomotiverne. I hvert fald for en tid. Næste oplysninger daterer sig til slutningen af 1948, hvor de ufærdige maskiner befandt sig på Volkseigene Betriebe Lokomotivbau-Elektrotechnische Werke “Hans Beimler” i forstaden Hennigsdorf i den nordlige udkant af Berlin. Efter krigsafslutningen lå fabrikken i Berlins sovjetiske besættelsessektor. I oktober året efter – altså 1949 – blev Deutsche Demokratische Republik (Østtyskland) oprettet som selvstændig stat under et kommunistisk styre.

På samme tid var man ved at bygge Frichs-lokomotiverne færdige i Berlin. Det første kunne prøvekøres i december 1948. I oktober 1949 afholdtes den første østtyske Leipziger Messe, hvor man udstillede produkter fremstillet i den nyoprettede stat. Et af lokomotiverne fra Frichs var udstillet som eksempel på den socialistiske industris formåen. Men i hovedsagen var der altså tale om dansk arbejde fra Aarhus. De 10 Frichs-lokomotiver var i drift i Østtyskland i næsten 40 år som trækkraft for tunge godstog og i enkelte tilfælde persontog. Det sidste lokomotiv blev udrangeret og derefter hugget op i Berlin i foråret 1988.

Et de Frichs-byggede lokomotiver blev i 1949 vist frem på Leiziger Messen og præsenteret som en øst-tysk produktion
– arkiv Dietrich Kutschik

Da politiet blev taget – Operation Möve

Om formiddagen 19. september 1944 genlød gaderne af støvletramp. Nysgerrige aarhusianere kunne følge med i, hvordan tyske politisoldater tog opstilling ved vejkryds og på byens pladser. I Mejlgade blev politistationen omringet, og da klokken slog elleve begyndte luftvarselssirenerne at hyle. Det var signalet til, at ”Operation Möwe” kunne gå i gang. Svært bevæbnede tyske soldater trængte hurtigt ind i politistationen, hvor de rettede våbnene mod de overraskede aarhusianske politifolk.

Politistationen i Mejlgade/Domkirke Plads fotograferet kort efter befrielsen i maj 1945.  (Besættelsesmuseet)

Politiet interneret

Operation Möwe (Måge) var kodeordet for den landsdækkende aktion, der have til hensigt at sætte det danske politi ud af funktion. Ca. 2000 af i alt 8000 danske betjente og politiansatte blev interneret med henblik på deportation til Tyskland. Baggrunden for aktionen var, at politiet nu endegyldigt havde udspillet sin rolle som brugbart værktøj for besættelsesmagten. Politiet havde bl.a. nægtet at stille mandskab til rådighed for tyskerne i forbindelse med diverse bevogtningsopgaver. Samtidigt havde tyskerne mistanke om, at modstandsbevægelsen havde infiltreret det danske politi på en række områder. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne nu så de danske politifolk som en potentiel sikkerhedsrisiko. Mistroen bryggede på erfaringer fra den franske hovedstad, Paris, hvor det ellers så tysk-loyale franske politi havde skiftet side og var faldet tyskerne i ryggen. Man frygtede ganske enkelt, at noget lignende ville ske, hvis det kom til en allieret inversion af Danmark.

Samarbejde med besættelsesmagten

Det danske politi havde ellers i lang tid, i tyskernes øjne, ydet en udmærket indsats i bekæmpelsen af illegal virksomhed, og i sommeren 1941 havde de, på tyskernes forlangende, arresterede hundredevis af danske kommunister.

Samarbejdet mellem det danske politi og besættelsesmagten var resultatet af den særlige samarbejdspolitik, som de danske politikere førte indtil august 1943 og som fortsatte under lidt andre former frem til befrielsen. Regeringen pålagde politiet at opklare forbrydelser begået mod besættelsesmagtens interesser, ligesom det var politiets pligt at finde frem til de personer, som begav sig af med at producere og distribuere illegale skrifter og blade.

Aarhus Politi var også underlagt disse bestemmelser og deltog i arrestationerne af ledende aarhusianske kommunister, bl.a. byrådsmedlem Thomas Dyhr Christensen (1883-1952), der senere blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof i det nuværende Polen.

Overassistent Viggo Emil Hansen (1901-1944) Foto: Privateje

I efteråret 1942 arresterede Aarhus Politi overassistent ved Aarhus Kommune, Viggo Emil Hansen (1901-1944), der var under mistanke for at drive redaktion og trykkeri for en række illegale blade, herunder ”Frit Danmark”. Den ellers konservative overassistent blev idømt en fem måneders fængselsstraf ved byretten i Aarhus for produktion og distribution af kommunistisk propaganda. En række andre personer blev dømt, og for en kort periode lykkedes det Aarhus Politi at sætte en stopper for bladproduktionen i byen. Efter at have afsonet sin straf, fortsatte Hansen sit illegale arbejde. I februar 1944 blev han atter arresteret, men denne gang af Gestapo, der kendte til Hansens aktiviteter fra dansk politi. Viggo Emil Hansen døde i tysk koncentrationslejr i november 1944.

Aarhus politi deltog også aktivt i optrævlingen af de første sabotagegrupper, herunder den såkaldte Gunnar Gram-gruppe. I september 1942 havde gruppen forsøgt at ødelægge et skrædderi, der reparerede uniformer for tyskerne. Politimester Einar Hoeck (1891-1970) indrykkede en annonce i Aarhus-aviserne, hvor der blev udlovet en dusør på 1000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaringen af den stedfundne brandstiftelse. Den senere så berygtede stikker, Grethe Bartram (1924-2017), angav herefter sin storebrors gruppe til Aarhus Politi, der hurtigt fandt frem til de fleste af Gunnar Gram-gruppens medlemmer. Brandstiftelsens politiske dimension fik tyskerne til at kræve, at afsoningen skulle finde sted i tyske tugthuse.

En svær balance

Det at være politiansat under besættelsen var en kompliceret sag. Foruden kravet om samarbejde med besættelsesmagten, skulle betjentene også forholde sig til et væld af cirkulærer, særlig forordninger, særlove og krisebestemmelser, der ikke ligefrem gjorde dem populære hos befolkningen. Her kan f.eks.  nævnes kontrol med mørklægning og legitimationskort, men også håndhævning af de mange bestemmelser i forhold til hamstring, rationering osv. Derudover var det også politiet, der skulle håndhæve de upopulære udgangsforbud i forbindelse med spærretid.

I sommeren 1941 indførtes legitimationskort i det meste af Jylland for alle personer over 15 år, der færdedes i det offentlige rum. (Besættelsesmuseet)

Rigtig svært blev det, når det kom til sikring af almindelig tryghed og lov og orden i samfundet, hvor politiet ofte blev tvunget til at gå tyskerens ærinde. Dette afspejles tydeligt i de mere end 1600 sager fra Aarhus Købstad, hvor politi og besættelsesmagten skulle afgøre, hvad der skulle ske med borgere, der havde været i karambolage med tyskerne. Her ses det tydeligt, hvor magtesløse politiet var, når det kom til at opklare overfald og overgreb begået af tyske soldater. Helt anderledes let gik det, når det var tyskerne, der var den forurettede part.

Der er massevis af sager, hvor Aarhus Politi blev tvunget til at arrestere borgere, der havde optrådt fornærmende overfor tyskerne på den ene eller anden måde. Var fornærmelsen politisk motiveret kunne konsekvenserne være vidtrækkende og ende med deportation. I småtingsafdelingen blev fornærmende udtalelser overfor danske kvinder i selskab med tyskere takseret til 14 dages fængsel.

I sommermånederne og august 1943 opstod der i Aarhus folkestrejke og oprørslignende tilstande. Politiet gjorde en ihærdig indsats for at lægge en dæmper på urolighederne gennem et væld af forbud. I sidste ende måtte politiet rykke ud og bryde oprøret med magt, fordi man frygtede, at tyskerne ellers ville åbne ild. Befolkningen havde kun ringe forståelse for politiets ageren, og mange opfattede det som om, at politiet stod skulder ved skulder med besættelsesmagten.

Optøjer i Amaliegade, august 1943. (Besættelsesmuseet)

Politimester Hoeck var dybt bekymret og frygtede, at alle disse forhold ville gøre uoprettelig skade på politiets omdømme og føre til tab af borgernes tillid. Mange politifolk delte deres chefs bekymring og fandt det tillige ydmygende, at man så ofte måtte gå besættelsesmagtens ærinde. Betjentene håndterede den svære balancegang forskelligt. Nogle valgte at følge ordrene blindt, mens andre begyndte at ”sjuske” på jobbet eller direkte modarbejde tyskerne – især når det kom til sager, der antog politiske dimensioner.

Andre valgte side og fik kontakt med illegale kredse, der havde hårdt brug for kontakter hos politiet, bl.a. til fremstilling af falske papirer af den ene eller anden art. Andre engagerede sig i sabotagearbejdet. Mest kendte er betjentene Einar Sørensen (1914-1945) og Henrik W. Platou (1918-1945), som påtog sig frihedskampens nok tungeste job, nemlig stikkerlikvideringerne. Allerede fra 1943 havde de to betjente samarbejdet med den kommunistiske sabotage-gruppe, Samsing-Gruppen, som i perioder var meget aktive på Aarhus Havn.

Som i andre dele af det danske samfund fandtes enkelte, som var overbevidste nazister. En af dem var kriminalassistent Peder Sandhøj, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen 12. august 1944.

I tyske koncentrationslejre

Efter at tyskerne havde afvæbnet Aarhus Politi blev kolonnen af betjente og politiansatte sat til at marchere fra politistationen i Mejlgade til den tyskbesatte kaserne i Vester Allé. De talte lidt mere end 100 mand, hvilket svarede til ca. en tredjedel af den samlede aarhusianske politistyrke.

Betjentene overnattede på kasernens høloft, og om morgenen den 20. september blev en mindre gruppe ældre og ledende politifolk løsladt. Ingen kvindelige politiansatte var blandt de internerede.

I dagene efter den 19. september 1944 blev de 2000 internerede politifolk fra hele landet sendt afsted til Tyskland. 109 af dem tilhørte politiet i Aarhus og blev i kreaturvogne fragtet til den nyoprettede fangelejr Frøslev, hvorfra de blev sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme, som ligger lidt sydvest for Hamborg. Politifolkene var fanger i her i ca. 14 dage, inden de blev sendt videre til deres endelige bestemmelsessted, KL-Buchenwald ved Weimar i Thüringen.

I de tyske lejre stiftede politiet bekendtskab med kz-systemets mange rædsler – med dets udmagrende arbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme.

Koncentrationslejren Buchenwald ved Weimar. (Frihedsmuseet)

De danske politifolk havde i modsætning til de øvrige fanger et stærkt fællesskab, hvilket formentligt forbedrede deres chancer for at overleve. Måske endnu mere afgørende var det, at de danske fanger modtog ekstra madrationer via Røde Kors. På trods af det mistede ca. 90 politifolk livet i de tyske lejre. Fem af dem tilhørte Aarhus Politi.

Lovløshed

Hvad sker der med et mørklagt samfund præget af varemangel, når den eneste politimyndighed er det tyske sikkerhedspoliti?

Den kriminelle foretagsomhed eksploderede. Det blev nærmest umuligt for ordentlige folk at færdes i fred i byen efter mørkets frembrud, hvor gaderne hurtigt befolkedes af skumle sortbørshandlere og overfaldsmænd. Unge kvinder blev advaret mod at opholde sig i offentlige beskyttelsesrum, og aviserne proklamerede, at folk skulle holde vinduer og døre lukkede. Samtidigt bragte aviserne en fast spalte – ”Gabestokken”, hvor der blev advaret mod kendte lovovertrædere med navn og adresse.

For at dæmme op for den værste lovløshed oprettede flere bykvarterer egne vagtværn, og snart efter fik kommunen tilladelse fra staten til at oprette et eget vagtværn. Byvagten, som det blev kaldt af aarhusianerne, talte ca. 150 mand, som hver var bevæbnet med en fløjte og en gummiknippel.

Det fortælles, at Byvagten normalt ordnede mindre sager med ”et par på skrinet”, og at de på den vis fik lagt en dæmper på de mindre seriøse slynglers aktiviteter. Men på trods af denne fremgangsmåde noterede byvagten i de otte måneder, den eksisterede, intet mindre end 6.491 lovovertrædelser, hvoraf mange var grove lovovertrædelser som f.eks. ”revolver-hold-ups”, vold og overfald. Der blev desuden begået 55 drab, der ofte kunne tilskrives den krig, som modstandsfolkene og Gestapo udkæmpede i byens gader.

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de ca. 6500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

 

Politiet og freden

Siden 1943 havde modstandsbevægelsen indsamlet oplysninger om personer, man mente var landsforrædere og skulle stilles til ansvar, når krigen var forbi. Frihedsrådets arrestationsudvalg havde for Aarhus udarbejdet et arrestationskatalog med navne og adresser ca. 1500 personer.

Stemningen i foråret 1945 var hadsk og mange var klar over, at opgørets time snart var forestående. Overalt i det befriede Europa skete der, i kølvandet på det tyske sammenbrud, en uhyggelig lynjustits, hvor de befriede befolkninger tog hævn for den tyske undertrykkelse ved at lade det gå ud over kollaboratørerne, dvs. værnemagerne, tyskerpigerne, stikkerne osv.

I Danmark ønskede modstandsbevægelsen at undgå den slags, og i Aarhus fik modstandsbevægelsen kontakt til de betjente, der var gået under jorden efter politiet internering. Kriminalassistent Niels Laursen (1889-1946) havde arbejdet på at organisere de ”underjordiske” betjente i en særlig politigruppe, der skulle træde i funktion, når freden kom. Formålet var at dæmme op for de værste uroligheder og sørge for nogenlunde ro og orden. Det var lykkedes Laursen at organisere 163 betjente ud af de ca. 200, der havde undgået interneringen.

I foråret 1945 blev de 163 betjente fordelt blandt fire såkaldte militære ventegrupper, hvis samlede styrke var på ca. 2000 mand. Politifolkene var udset til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med internereingen af de personer, man mistænkte for at have haft for tætte relationer til besættelsesmagten.

Det lå i kortene, at de skulle lægge en dæmper på befolkningens hævntrang, men også sørge for, at arrestationerne forgik efter bogen, dvs. uden overdreven magtanvendelse fra modstandsbevægelsens side.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Det kom alligevel til klipning og ydmygelser af tyskerpigerne, ligesom der også forekom tilfælde, hvor personer blev udsat for unødvendig vold i forbindelse med anholdelse. På trods af det må man konkludere, at Niels Laursens politigruppe var med til at sikre, at freden i Aarhus kom til at forløbe nogenlunde ordnet, dvs. uden et stort antal vilkårlige voldshandlinger og overgreb.

Efterspil

Efter befrielsen ventede et enormt opklaringsarbejde fra den politiløse tid. Hertil kom selve retsopgøret, hvor politiet skulle opklare forbrydelser, der kunne være begået flere år tidligere og hvor mange af vidnerne var døde eller forsvundet. Det blev en kompliceret proces, der kom til at lægge beslag på især kriminalpolitiets ressourcer langt ind i 1950’erne. Alt dette arbejde skulle varetages af en politistyrke, hvoraf en tredjedel af betjentene havde været i koncentrationslejr og led af eftervirkningerne heraf.

Der var hårdt brug for alt mandskab, og mange af de deporterede betjente var tilbage i tjenesten med udgangen af maj 1945. Efterfølgende søgte ca. 70 betjente om sygeorlov, ligesom flere fik anerkendt kz-syndrom og måtte opgive tjenesten helt.

Da Aarhus Politi officielt genoptog sit virke d. 13. maj 1945 kunne politimester Hoeck og hans folk glæde sig over, at befolkningen hilste dem velkommen tilbage med betydelig entusiasme. Med undtagelse af nogle få opportunistiske kriminelle ønskede ingen at leve i et samfund uden politi.

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

 

Aarhus Sporveje ramt af katastrofe

Frivillig i Den Gamle By John E. Nielsen fortæller her om en katastrofe, der ramte Aarhus Sporveje for 75 år siden. John er tidligere buschauffør og bivognsfører ved Aarhus Sporveje. Den Gamle By nyder godt af Johns store viden om den aarhusianske sporvogns- og bustrafik.


Aarhus Sporveje blev for 75 år siden ramt af den største katastrofe i selskabets historie, da den berygtede Petergruppe slog til natten mellem den 21. og 22. august 1944.

Lidt over midnat trængte en flok revolverbevæbnede mænd ind i Aarhus Sporvejes remise på Dalgas Avenue, hvor nattevagten og rengøringspersonalet fik besked om at forsvinde, hvis de ikke ville ryge en tur i luften. Herefter placerede mændene nogle bomber i remisen, der blev detoneret.

Eksplosionen var så kraftig, at dele røg helt over i administrationsbygningen, hvor sporvejsdirektør Falk også havde sin bolig.

Alle 25 sporvogne, 21 bivogne og 14 opklodsede trambusser samt værkstedet i remisen blev sprængt i luften. Alt gik op i flammer med undtagelse af en enkelt bivogn og en tårnvogn, der stod uden for. Bivognen er senere bygget om til en slippevogn, som stadig kan ses på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Nu stod Århus Sporveje tilbage med blot 17 trambusser, som stod i garagen på Dollerupvej og en bunke forvredet jern på Dalgas Avenue.

Alt blev sat ind for at genoprette driften. Trambusserne der stod i garagen på Dollerupvej, kom til at trække det store læs, med alle de vanskeligheder der fulgte med.  Det var ikke muligt at låne sporvogne, hverken fra København eller Odense, da sporvidden ikke var den samme som i Aarhus. De muligheder, der var for at låne busser strandede blandt andet på mangel på dæk. Det samme var tilfældet for de Trolleybusser, som det en overgang var muligt at låne fra NESA. Desuden krævede det også, at der skulle ændres på ledningsnettet.

Det blev en svær tid for Aarhus Sporveje, hvor der ingen sporvogne var. Nogle af de fastansatte blev sat til at rydde op efter schalburgtagen, andre fik midlertidig job andre steder i kommunen. Ud over det var en katastrofe for sporvejene, var det også for de løst ansatte. De blev fyret, men nogle af dem fik ansættelse igen efter krigen.

Sporvejsudvalget skulle se nærmere på gerningsstedet, efter at sprængningen var sker. Her deltog direktør Juel-Hansen, værkstedbestyrer Møller og overværkmester Lund, der alle var fra Københavns Sporveje. De undersøgte sammen resterne af de nedbrændte sporvogne og mente, at det var teknisk muligt at genopbygge 12 motorvogne og 12 bivogne. Direktør Juel-Hansen tilbød, at Københavns Sporveje var villig til at tegne en moderne sporvogn, med alle de tekniske fremskridt der skulle til i Århus. Den 27. september 1944 lykkedes det at få undervognsrester fra en motor og bivogn sendt til København til genopbygning.

Den 25. september 1944 var der ved forhandlinger mellem Aarhus Sporveje, Scandia i Randers og Frichs fabrikker. Her vedtog parterne en arbejdsfordeling om genopbygningen, efter tegninger som Københavns Sporveje leverede. Frichs skulle rette 11 undervogne til motor og bivogne, 10 motorer skulle omvikles af Titan i København.

Hvad var Scandias opgave? Allerede den gang diskuterede man om sporvognene skulle nedlægges. Det skete ikke af den simple grund, at det ikke var muligt at anskaffe det nødvendige antal nye busser, inden for overskuelig tid.

11 måneder efter schalburgtagen kørte der atter sporvogne i Aarhus. Aarhus Sporveje fik 12 genopbyggede/nye sporvogne og bivogne, og byens borgere modtog dem med blomster og hurraråb.

Interview med en vognstyrer – 10 år efter.
I anledning af Aarhus Sporvejes 50 års jubilæum ti år efter ulykken, gav vognstyrer Søren Christensen, kaldt Tykke Søren, den 7. juli 1954 et interview til avisen Demokraten:

”De oplevede schalburgtagen der ødelagde næsten alt materialet?”

”Ja vi var lige gået i seng den aften, da vi hørte knaldene og stod op og trak gardinet op. Der er ikke noget, sagde jeg. Jo, der er ild sagde mor (Laura hans Kone). Jeg bedømte det til at være tyskernes barakker ved stranden, men min søn mente, at det var det store briketlager ved Assensgade.

Min kone tog frakken på og gik ned på gaden. Et øjeblik efter kom hun grædefærdig op og fortalte, at det var remisen.  Jeg blev lidt lang i ansigtet, fortæller Søren, vores søn tog ned for at høre, hvad der var sket, han kom hjem og fortalte, at det hele var væk og at brandvæsnet og politiet var dernede.

På vej til remisen næste morgen mødte jeg en kollega, der havde en mægtig fart på. Du behøver ikke at skynde dig, sagde jeg, det hele er brændt! Han troede ikke rigtigt på mig. Han blev ved med at trække sit ur frem og sige, at vi skulle skynde os, ellers nåede han ikke at køre den første vogn frem til tiden. Det behøver du ikke at bekymre dig om, sagde jeg, der bliver ingen kørsel i dag. Men han ville ikke tro på det. Han blev ved med at stoppe op og spørge mig, om jeg lavede grin med ham. Nej, hvad fornøjelse skulle jeg ha’ af det sagde jeg.”

Søren Christensen forsætter med at fortælle:
”Dage efter schalburgtagen stod en del sporvognsfolk henne ved stakittet ved skoven uden for den nedbrændte remise. Mens vi var samlet der, så vi pludselig en tysk bil komme kørende hen mod os. En tysk officer sprang ud og præsenterede sig for direktør Falk, idet han sagde, at han kom fra sikkerhedspolitiet.

Direktør Falk vendte sig langsomt imod ham OG SAGDE:
Ja, det er en ringe sikkerhed, I kan give os her!

Og direktør Falk vendte derpå ryggen til tyskeren, der hurtigt forsvandt efter den salut.
Vi var lige ved at råbe hurra!” Slutter Søren Christensen.

(Fotografen er ukendt, hvis ikke andet er anført.)

 

 

Aarhus Besat

Himmelen over Aarhus, 9. april 1940 (Besættelsesmuseet)

Den 9. april 1940 vågnede aarhusianerne ved 5-tiden til lyden af brummende flyvemaskiner. Formationer af tyske fly fløj over byen i en nordlig retning.

Kl 6.30 modtog Aarhus Politi besked fra kollegerne i Sønderjylland om, ”at tyske Hærmasser havde overskredet den danske Grænse.” I Aarhus gik der vilde rygter om, at en hel sværm af tyske maskiner var landet på det militære øvelsesterræn på Skejby Mark.

Nødlandet tysk flyvemaskine på Skejby Mark. Formentlig en Junkers 88. (Besættelsesmuseet)

 

Politikommissær P. N. Pedersen tog affære og drog med tre betjente ud for at efterforske sagen. På Skejby Mark stod dog kun en enkelt mindre maskine, der ved 7-tiden havde foretaget en nødlanding. Den var løbet tør for brændstof, og landingen havde været ganske udramatisk. Maskinen og de to besætningsmedlemmer var uskadte. Politiet tog kontrol over situation og opsatte en afspærring omkring maskinen, så de mange nysgerrige ikke kom for tæt på.

I Rådhuset på Domkirkepladsen herskede en trykket stemning. Borgmester H.P. Christensen var i København, så det var viceborgmester E. Stecher Christensen, der havde indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde. Mødet indledes med, at viceborgmesteren oplæste den tyske general von Kaupitsch ”Oprop til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!”. Herefter diskuteredes, hvordan man skulle håndtere situationen. Mødet endte med, at byrådet tildelte borgmesteren (i dette tilfælde dennes stedfortræder) og budgetudvalget særlige kompetencer, så de hurtigt og effektivt kunne træffe nødforanstaltninger uden om de sædvanlige afstemninger.

 

Herefter satte man sig til at vente på tyskerne. Der var løbende kontakt mellem rådhuset, byens kaserne og politiet. Lidt op ad formiddagen bekendtgjorde politiet, at der beordret mørklægning. Endvidere måtte aarhusanerne nu stifte bekendtskab med den første af mange begrænsninger på den personlige frihed – nemlig retten til at bevæge sig frit i byen. Fænomenet der hurtigt blev kendt som spærretid betød, at det var forbudt at færdes i byrummet mellem 23.00 og kl 06.00 om morgenen, men mindre man var læge, jordemoder eller havde et andet væsentligt offentligt erhverv. Derudover indførtes en række andre forbud, bl.a. et mod salg og udskænkning af alkoholiske drikke. Udgangsforbuddet varede en hel uge til stor fortrydelse for byens borgere, der rasede over, at der ikke eksisterede et lignende forbud i København.

Lidt før middagstid havde den tyske fortrop passeret Horsens, og ca. ved 13-tiden rullede de første motoriserede, tyske afdelinger ind i Aarhus. Forrest kørte en afdeling motorcykler, der dirigerede kolonnen gennem byen. Herefter fulgte et halvhundrede lastbiler og pansrede kørertøjer. Ifølge den socialdemokratiske avis Demokraten var tusindevis af aarhusianere strømmet ud på gaderne, hvor de ”alvorlige og tavse” var vidner til besættelsen af deres by. En god del af de motoriserede, tyske styrker fortsatte gennem Aarhus mod Randers uden at gøre ophold.

Tysk motoriseret kolonne passerer Harald Jensens Plads, 9. april 1940. (Aage FredsLund Andersen, Besættelsesmuseet)

Lidt ud på eftermiddagen ankom tre mindre Kriegsmarine-fartøjer til Aarhus Havn. Kort efter mødte to tyske marineofficerer op hos havneingeniøren og beordrede, at al’ trafik fra havnen blev indstillet øjeblikkeligt. Samtidigt oplyste de havneingeniøren om, at der en af de nærmeste dage ville komme en tysk havnekaptajn, der skulle dirigere havnens trafik fremover. Det var alt, der hændte den 9. april 1940. Aarhus var besat – helt uden at der var blevet affyret så meget som et enkelt skud.

Først d. 10. april tog tyskerne officiel kontakt til byen igennem en Major von Heesch fra Luftwaffe, der meddelte, at han skulle bruge indkvartering til 30 officerer og henved 200 mand. Hotel Regina blev beslaglagt til kontorer for enheden og officererne blev midlertidigt anbragt hotel Royal.

Den stilfærdige begyndelse kom til at stå i stærk kontrast situationen fem år senere, hvor der befandt sig så mange som 20.000 tyske soldater og flygtninge i Aarhus.

Hagekorset vejrer over Hotel Royal. (Besættelsesmuseet)

Helt nyt Besættelsesmuseum på vej

Den 18. januar offentliggjorde vi nyheden om, at Nordea-fonden har bevilget 8.376.000 kr. til udvikling og opbygning af et helt nyt Besættelsesmuseum i Aarhus.

Det var helt fantastiske nyheder, og vi er allerede i fuld sving med de indledende øvelser til det spændende projekt. Dette indlæg indeholder en kort beskrivelse af selve projektet, økonomi/tidsplaner og selvfølgelig lidt om, hvad I kan forvente af de nye udstillinger.

Koncepttegning for cellegangen. Her bliver historien om det tyske sikkerhedspoliti, deres arbejdesmetoder og ikke mindst ofre formidlet: (Besættelsesmuseet).

Det nye museum åbner i museets eksisterende bygninger, som under besættelsen var hovedkvarter for Gestapo, det frygtede tyske sikkerhedspoliti. Det sker i forbindelse med 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen i april/maj 2020.

Foruden de nye udstillinger vil museet også tilbyde en spændende række arrangementer, og der udvikles helt nyt undervisningsmateriale til brug for skoler, ungdomsuddannelser m.fl. Mange af vores arrangementer vil blive til i samarbejde med Kvindemuseet, som vi deler bygning med.

Foruden Nordea-fonden er de øvrige bidragsydere Aarhus Kommune, der har støttet med 1.590.000 kr. til renovering af bygning og udstillingslokaler. Museets støtteforening Besættelsesmuseets Venner har bidraget med 100.000 kr. Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat med 50.000 kr. Det samme har Fabrikant Albert Nielsens og hustru Anna Nielsens Fond. Med Den Gamle Bys egenfinansiering har projektet et samlet budget på 11.829.000 kr.

Hvorfor et nyt Besættelsesmuseum?

Har man besøgt museet for nylig, vil man vide, at lokalerne trænger til en større renovering. Det samme kan siges om vores udstillinger, der ikke blot tænger til en opdatering, men også en nytænkning, så de bedre kan opleves af et nutidigt publikum, der ikke levede under besættelsen.

De seneste år er der kommet megen ny viden om besættelsestiden og ikke mindst Aarhus under besættelsen. Det gør os i stand til at fortælle nye, stærke historier og samtidigt tegne et langt mere nuanceret billede af tiden. Vi tror på, at det vil gøre museet relevant for endnu flere besøgende.

Den nye udstilling tager udgangspunkt i Aarhus’ dramatiske besættelseshistorie med særlig fokus på dagligdag, modstandskamp og den nazistiske undertrykkelse og terror, der især ramte Aarhus i krigens sidste to år. Det var en tid, hvor vores demokratiske institutioner, kultur, fællesskab og sammenhængskraft blev sat på hårde prøvelser.

Demokratiet eksisterede kun så længe, politikerne var villige til at tilpasse sig besættelsesmagtens krav, og samtidigt oplevede de fleste borgere, hvordan der konstant kom nye restriktioner på den personlige frihed. Både politikere og almindelige borgere blev før eller siden stillet overfor svære valg, hvor de blev tvunget til at vælge mellem egen og andres sikkerhed eller gøre ting, der stred mod deres etiske eller demokratiske værdier. Det var med andre ord en tid, hvor svære dilemmaer trængte sig på og afkrævede en eller anden form for stillingtagen, som let kunne få uoverskuelige konsekvenser – for staten og det enkelte individ.

Når det kommer til begreber som frihed og demokrati, er det noget, mange i dag tager for givet. Kigger man ud i verden – og slet ikke så langt endda, så er det tydeligt, at besættelsestidens dilemmaer og spørgsmål har et slægtskab med en række nutidige problematikker. Oplagte eksempler er begrænsninger på ytringsfrihed, radikalisering, flygtninge, forfølgelse af politiske eller religiøse minoriteter osv. Vi lever i en verden, hvor konflikter, politiske strømninger og politisk propaganda (dvs. fake news) er med til at sætte vores demokratiske værdier under pres. Vi håber, at vi med den nye udstilling, kan være med til at skabe en platform, hvor både fortidens og nutidens dilemmaer kan perspektiveres og diskuteres.

Hvad vil vi fortælle?

Det nye museum bliver indrettet i vores nuværende lokaler i Aarhus’ gamle rådhus og politistation fra 1857. En bygning vi deler med Kvindemuseet.

Huset blev i november 1944 beslaglagt af det tyske sikkerhedspoliti, der indrettede et lokalt hovedkvarter. Det var herfra at bekæmpelsen af modstanden i store dele af Jylland blev dirigeret. Vi ved, at vold og decideret tortur var en fast del af sikkerhedspolitiets arbejdsmetoder. Hovedkvarteret var også udgangspunkt for en del af de uhyggelige terroraktioner, der hjemsøgte de større jyske byer i 1944-45. Derfor bliver historien om den tyske bekæmpelse af modstanden og undertrykkelsen af civilbefolkningen en væsentlig del af museets formidling.

Besættelsesmuseet og Kvindemuseets bygningen sådan som de tog sig ud ved befrielsen 1945. Det tyske sikkerhedspoliti frygtede angreb på hovedkvarteret fra modstandsbevægelsen og havde derfor forskanset bygningen med bunkere, pigtråd og miner. (Besættelsesmuseet)

Helt overordnet kommer museet til at beskæftige sig med tre hovedtemaer: Undertrykkelsen, Modstandskampen og Dagligdagen. Derudover vil man også kunne følge et mindre Kronologisk overblik med eksempler på begivenheder fra Aarhus, Danmark og resten af verden under Anden Verdenskrig.

Undertrykkelsen

Temaet undertrykkelsen tager udgangspunkt i husets egen historie som Gestapos hovedkvarter for Midt- og Nordjylland. Vi møder nogle af Gestapo-folkene og deres danske agenter og forbundsfæller. Temaet beskriver Gestapos arbejdsmetoder og den terror, som besættelsesmagten udøvede mod byen og civilbefolkningen i krigens sidste år. Ofrene for volden præsenteres også. Temaet indeholder desuden historien om Aarhus som vigtigt transitcenter for tyske troppetransporter og som hovedkvarter for den tyske krigsmarine i Danmark. Man vil også møde nogle af de mange tyske soldater, som levede og bevægede sig igennem byen i løbet af de fem år, byen var besat.

Modstandskampen

I temaet om modstandskampen fortælles om de mange typer af modstand, der eksisterede i Aarhus: sabotage, våbenmodtagelse, produktion af illegale blade, efterretningsvirksomhed, illegale værtsroller, stikkerlikvideringer osv. Vi møder nogle af de mange mænd og kvinder, der satte livet på spil, og de fortæller, hvordan det foregik og ikke mindst, hvorfor de gjorde det. Flere aspekter af modstandskampen problematiseres, f.eks. stikkerlikvideringerne, der i flere tilfælde blev foretaget på et spinkelt grundlag.

Dagligdagen

Temaet dagligdagen viser de mange begrænsninger på livets udfoldelse, som besættelsen betød: varemangel, erstatningsprodukter, mørklægning, rationering, spærretid osv. Her vil det blive understreget, hvordan den tyske besættelse udviklede sig fra at være ganske ufarlig til noget, der kunne minde om en reel krigssituation.

I det sidste år af besættelsen blev dagligdagen præget af, at krigen var rykket tættere på. Aarhusianerne fik en uhyggelig forsmag på, hvad krig ville sige d. 4. juli 1944, da et tysk lager af ammunition eksploderede og lagde området omkring kornpieren i ruiner. Mere en 30 personer mistede livet den dag. (Besættelsesmuseet)

Vi arbejder med en række principper for formidlingen, som bygger på Den Gamle Bys erfaringer med den Aarhus Fortæller, der åbnede i april 2017. Det er derfor et mål, at en del af vores historier skal formidles gennem personhistorier, da det er med til at skabe identifikation. Vores udstillingsrum skal være varierede i deres formsprog og formidling, så det ikke bliver for ensartet. Der skal være aktiverende elementer, hvor gæsterne får mulighed for at røre ting og undersøge skabe og skuffer. Vi vil også skabe stemningsfylde rum og oplevelser bl.a. igennem audiovisuelle virkemidler. Endelig skal der være mulighed for fordybelse og steder, hvor de særlig interesserede gæster kan få lov at dykke ned i historierne.

Udstillingen kommer helt overordnet til at fortælle om, hvordan Anden Verdenskrig og besættelsen ramte og påvirkede helt almindelige menneskers liv og dagligdag. Aarhus og nærmeste Østjylland udgør rammen for vores fortællinger, men vil udmærket kunne bruges som eksempel på, hvordan livet var i en større dansk by under besættelsen.

Kronologisk overblik

I det kronologiske tema formidles bl.a. historien om det allierede luftangreb på det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkarter på universitetskoillegierne den 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Det kronologiske overblik viser et udvalg af begivenheder under besættelsen primært i Aarhus, men med perspektivering til Danmark og verden. Det handler bl.a. om at understrege sammenhængen mellem krigens udvikling og hjemlige, danske forhold. Der planlægges fem zoner, der er fordelt på hvert besættelsesår. Der trækkes tråde til krigsudbruddet i 1939. Overblikket afsluttes med befrielsen d. 5. maj 1945, med en afstikker til krigsafslutningen med Japans kapitulation i september 1945.

Den personlige vinkel

Et bærende formidlingsprincip er anvendelse af personfortalt formidling. Vi tror på, at formidlingen bliver langt mere vedkommende, når den fortælles af en person. Vi fortæller altså ikke om undertrykkelsen, dagligdagen eller modstanden ud fra strukturer eller organisationer, men fra de mennesker, der var en del af dem. Dette går igen i hele udstillingen.

Besættelsesmuseet har gennem årene indsamlet et stort, righoldigt beretningsmateriale, ligesom vi har gennemført flere dokumentationsprojekter, hvor vi har optaget interviews med personer, der levede i Aarhus under besættelsen.

Materialet anvendes bl.a. i forbindelse med udstillingens gennemgående tema der sætter personhistorier i centrum. Museets gæster bliver i billetsalget udstyret med et legitimationskort tilhørende en fiktiv person, hvis historie er baseret på kildemateriale og vil være fuldkommen realistisk og repræsentativ.

Ved at placere legitimationskortet på en kortlæser, kommer personhistorien til syne på en skærm. Den personlige historie sættes herved i sammenhæng med den historiske periode og det udstillingsmiljø, som gæsten opholder sig i.

Alle gæster bliver ved ankomsten til Besættelsesmuseet forsynet med et legitimatioskort, hvortil der hører en personhistorie. Gæsten vil herefter opleve museets historier udfra en personlig vinkel. Eksemplaret har har tilhørt en sabotør.

Kortet er forsynet en lille baggrundshistorie: Nogle vil være modstandsfolk, mens andre vil få tildelt rollen som tysk soldat, en tyskerpige eller måske en værnemager. Andre vil være almindelige aarhusianere, der blot prøver at få hverdagen til at hænge sammen i en tid med mørklægning, varemangel og skud i natten.

 Formidlingsstationerne til person-elementet er placeret i hvert af museets temarum, så gæsten oplever, hvordan deres persona ville forholde sig til museets overordnede fortællinger. Sagt på en lidt anden måde bliver gæsterne ført ind i museet temaer gennem øjnene på deres jeg-fortællende person. Historierne får derved en subjektiv synsvinkel, som kan være både interessant, morsom, skræmmende og tankevækkende. Her er blot en enkel smagsprøve:

Den 37-årige husmor Ellen, der forholder sig til temaet modstanden:

”Jeg håber virkelig at min mand holder sig væk fra den slags. Det er slemt nok, at han har ”Budstikken” [illegalt blad] med hjem fra arbejdet og lader det ligge og flyde, hvor børnene kan se det. Jeg kan godt sige dig, at der vanker, hvis han får sat nogle dumme idéer i knægtens hoved!”

 Hver person er forsynet med mindst én særlig historie, hvor gæsten bliver tvunget til at træffe et valg, der kan få indflydelse på, hvordan deres person kommer igennem besættelsen og oplever befrielsen. Valgene eller dilemmaerne vil typisk være af moralsk karakter, hvor gæstes opfordres til at leve sig ind i den historiske problemstilling og vælge ud fra sin persons synsvinkel.

Gæsterne må agere ud fra deres egen virkelighed og moralske kompas, og det kan udmærket ske, at gæsten vælger noget umiddelbart moralsk rigtigt, som spillet (og den historiske virkelighed) straffer hårdt f.eks. med fangenskab og deportation. Og på samme vis kan det ske, at person-elementet viser, at amoralsk opførsel kan være den sikreste vej. Det, vi gerne vil med elementet er, at gæsterne drager deres egne konklusioner om moral og retfærdighed og taler med hinanden om det. Samtidig formidler elementet et billede af en historisk virkelighed, hvor selv de moralsk rigtige valg på det forkerte tidspunkt kunne få forfærdelige og uoverskuelige konsekvenser for dig selv og dine omgivelser.

Inspirationen til denne type formidling kommer fra fra open air museet Bokrijk i Belgien, hvor man i deres 1960’er-udstilling bliver introduceret til livet i perioden gennem personfortalt formidling. Vi samarbejder med kollegerne i Belgien om at udvikle videre på deres idé og tilpasse den, så den passer med vores personhistorier, geografi og periode. (Besættelsesmuseet).

Fortsættelse følger

Besættelsesmuseet havde sidste åbningsdag søndag den 18. februar. Den Gamle Bys bevaringsafdeling er i samarbejde med Besættelsesmuseets frivillige medarbejdere i fuld sving med at pakke museet ned, så det kan bliver klar til, at håndværkerne kan komme i gang med renoveringsarbejdet.

Jeg vil i kommende artikler skrive meget mere om vores ideer til de faste arrangementer og events, som planlægges som en del at det nye Besættelsesmuseum. Derudover kan man her og på Besættelsesmuseets Facebook-side kunne følge udstillingsarbejdet og læse meget mere om, hvordan vi har tænkt os at formidle vores overordnede temaer.

Maj 1945 – Opgørets time

Da Aarhus vågnede op d. 5. maj, var det med lette tømmermænd efter gårsdagens spontane fejring af befrielsen. Nyheden om befrielsen blev kommunikeret til folket via det engelske BBC’s dansksprogede radioudsendelse.

Fra morgenstunden vrimlede det med bevæbnede frihedskæmpere, som tog opstilling på strategiske steder rundt om i byen. Mange nysgerrige samledes omkring Bispetorv, hvor Koncertpalæet i Kannikegade tilsyneladende var indrettet som en slags kommandocentral for modstandsbevægelsen.

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Skyderi i gaderne

Humøret var højt, og ikke engang regnvejret kunne tynde ud i trængslen på torvet. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da det pludselig kom til skyderi mellem en tyske patrulje og frihedskæmperne i Koncertpalæet. Skudvekslingen, som er gået over i historien som ”Kampen på Bispetorv”, varede flere timer og kostede fire frihedskæmpere og en civil livet.

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Men der var også skyderier andre steder i byen, men disse nævnes sjældent, da begivenhederne på Bispetorv har det med at løbe med al opmærksomheden. Et eksempel på en af de glemte historier er den voldsomme nedskydning af to frihedskæmpere på Kystvejen ved Skolegyde, hvor tyske marinesoldater åbnede ild uden varsel. Et andet er dramaet ved Rådhuset, hvor en frihedskæmper fra modstandsbevægelsens stabskompagni blev dræbt af skud afgivet fra den tyskbesatte kaserne på Vester Allé. På Poul Martin Møllers Vej måtte en tolvårig dreng meningsløst lade livet, da der faldt tilfældige skud fra en forbipasserende tysk lastvogn.

I alt dræbtes 13 danske civile og frihedskæmpere d. 5. maj, og to døde et par dage efter af deres sår. Hvor mange tyskere, som mistede livet i befrielsesdagene vides ikke. I øvrigt fortsatte skyderierne i Aarhus langt hen i maj, hvor der flere gange blev vekslet skud mellem tyske marinesoldater og de frihedskæmpere, som havde vagttjeneste på havneområdet.

468

I befrielsesdagene var der ofte bud efter lægehjælp. Her er redningsmandskabet på vej til kampen på Bispetorvet den 5. maj. (Besættelsesmuseet)

Modstandsbevægelsen i Aarhus ved befrielsen

Ved befrielsen var der ca. 2000 bevæbnede frihedskæmpere i Aarhus fordelt på fem enheder, kaldet kolonner. Alle kolonnerne blev ledet af danske officerer og var underlagt et stabskompagni under byledelsen. Denne ledelse var underordnet en regionsledelse, der igen var underlagt jyllandslederen oberstløjtnant Vagn Bennike, som i befrielsesdagene residerede på Hotel Ritz.

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

1.- 4. kolonne tilhørte de såkaldte militære ventegrupper, hvis hovedopgave var at støtte en eventuel allieret invasion af landet. Helt konkret betød det, at man skulle forhindre tyskerne i at ødelægge vigtig infrastruktur, som f.eks. elektricitetsværker, havneanlæg mm. Det lå også i kortene, at det kunne komme til egentlig bykamp mod de voldsomt overlegne tyske styrker. Den femte modstandskolonne var speciel i det henseende, at den primært havde fungeret som sabotagegruppe, og det var også i denne gruppe, at de meste erfarne modstandsfolk befandt sig.

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Arrestationerne

Idet befrielsen, på trods af ovennævnte skudepisoder, foregik relativt fredelig, blev modstandskolonnernes primære opgave at opretholde lov og orden. Derudover skulle de foretage arrestation og internering af personer, som man mistænkte at have haft for tætte forbindelser til besættelsesmagten.

Interneringerne er et besættelsestidens mange kontroversielle emner, og allerede i befrielsesdagene opstod der kritik af frihedskæmpernes fremfærd. Dels på grund af den noget voldsomme behandling af arrestanterne, men også fordi man mente, at den slags skulle overlades på politiet. Politiet genoptog først officielt deres arbejde d. 13. maj. Indtil da var det modstandsbevægelsen, som foretog anholdelserne.

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for "landssvigervirksomhed". En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for “landssvigervirksomhed”. En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

For de almindelige aarhusianere så anholdelserne ud til at foregå efter tilfældighedens princip, men det var på ingen måde tilfældet. I Aarhus foregik arrestationerne efter et nøje udarbejdet arrestationskatalog, som byggede på efterretninger indsamlet siden 1943.

På de aarhusianske lister var opført navne på ca. 1500 personer. Det var en stor opgave og heldigvis fik man hjælp af ca. 150 politifolk fra Aarhus Politi, som kort før befrielsen blev indrulleret i de militære ventegrupper. Tilstedeværelsen af disse uofficielle politifolk var sikkert medvirkende til, at anholdelserne skete under nogenlunde ordnede forhold.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

På trods af det er der desværre masser af eksempler på, at mistænkte fik en hård medfart i forbindelse med anholdelserne. Dertil kom at anholdelserne foregik under fuld offentlighed, hvilket betød, at eventuelle fejlanholdelser kunne have vidtrækkende sociale konsekvenser for de uheldige arrestanter. Disse ting ændrede sig ikke ved, at mange var bedre stillet ved at havne i fangenskab hos modstandsbevægelsen end hos den hævnlystne befolkning. Det gjorde sig især gældende for tyskerpigerne, som uden frihedskæmpernes beskyttelsesarrestation risikerede at blive overfaldet.

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

De fleste tilfangetagne blev interneret på Marselisborg Gymnasium, og de særligt farlige fanger blev indsat i arresten på Vester Allé. Det er senere kommet frem, at fangerne på Marselisborg Gymnasium i de første dage, i vidt omfang, blev udsat for psykisk og fysisk vold. En af fangerne blev dræbt på gymnasiet, da han greb ud efter en af frihedskæmpernes maskinpistoler. Byrådspolitikerne i Aarhus var dybt bekymrede over tilstandene på gymnasiet, og det varede da heller ikke længe, før modstandsbevægelsen udskiftede en del af vagtmandskabet på internatet. Dertil kom, at modstandsbevægelsens ledelse hurtigt ekskluderede de medlemmer, som ikke kunne holde disciplinen.

Fanger på Marselisborg Gymnasium.

Fanger på Marselisborg Gymnasium. (Besættelsesmuseet)

Status

Selvom flere ting gik galt, må man overordnet set opfatte befrielsen af Aarhus Aarhus som en nogenlunde civiliseret affære. Modstandsbevægelsen havde godt styr på sine tropper og med samarbejdet politiet sikrede man, at der ikke opstod samme uhyggelige lynjustits, som man oplevede mange andre stedet i det befriede Europa. Årsagen til det skal findes i den grundighed, hvormed freden var forberedt.

Aarhus og Danmark var nu atter frit.

Tidslinje

  • Fredag d. 4. maj
    • 20.36 – BBC’s nyhedsudsendelse. Den tyske kapitulation proklameres.
  • Lørdag d. 5. maj
    • 08.00 – Kapitulationen træder i kræft. Modstandsbevægelsen overtager ansvaret for opretholdelse af ro og orden. De tyske soldater forbliver under våben i deres stillinger.
    • Byens kirkeklokker ringer freden ind mellem 8 og 9.
    • kl. 09.30 – Ildkamp bryder ud ved Bispetorv mellem modstandsfolk og tyske soldater. Kampen varer indtil middagstid.
  • Søndag d. 6. maj
    • Søndagen præges af selvtægt over for tyske medløbere og sympatisører. Det går især går det ud over tyskerpigerne, også kaldet ”feltmadrasserne”.
  • Tirsdag d. 8. maj
    • Englænderne ankommer til Aarhus
    • Englænderne hyldes.
    • Tyskerne begynder at forlade Aarhusegnen.
  • Søndag d. 13. maj
    • Politiet genindsættes i tjeneste.
  • Torsdag d. 17. maj
    • Århusianske KZ-fanger vender hjem til Aarhus efter ophold i Sverige.
  • Lørdag d. 14. juli
    • Eksplosionskatastrofe på Godsbanegaarden. Tre personer mister livet og ca. 100 såres.

 

April 1945 – Voldens Måned

I april 1945 syntes freden og friheden næsten inden for rækkevidde. De vestlige allierede stod klar ved Elben, og i øst indledte russerne Slaget om Berlin. De fleste var klar over, at det kun var et spørgsmål om uger, måske dage, før krigen var forbi.

På trods af den lovende forårsprognose var stemningen trykket. Dagligt genlød byens gader af eksplosioner og skud, og mange almindelige mennesker oplevede før eller siden at blive hvirvlet ind i den rasende duel, som frihedskæmperne og Gestapo udkæmpede i besættelsens sidste uger.

Voldsspiralen

Gennemgår man Aarhus Byvagts rapporter for april 1945 ses det tydeligt, at volden var ved at løbe løbsk. Modstandsbevægelsen dræbte otte personer, som de mistænkte for at arbejde for Gestapo eller et af de andre tyske politiorganer.

Lige før kl 18.00 d. 26. april blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mande vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Lige før kl 18.00 d. 26. april 1945 blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mange vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning, han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne svarede igen med drab og bombeattentater, som i de fleste tilfælde gik ud over civile mål. Beslutninger om, hvor de tyske repressalier skulle ramme blev taget af Gestapo-chefen, Rudolf Renner, som på dette fremskredne tidspunkt holdt sig kørende på en cocktail af alkohol og amfetamin. Det fortælles, at han flere gange i raseri beordrede Aarhus borgmester Ejnar Stecher-Christensen skudt. Den 11. april gav han ordre til drab på 10  medlemmer af Aarhus Byvagt, som han mente var i ledtog med modstandsbevægelsen.

Ordren blev heldigvis ikke efterkommet til fulde, og Renners mordere opgav det beskidte foretagende efter at have skudt Peter R. Nielsen og Erik V. Petersen på Lille Torv. Ved ufatteligt lykketræf og dygtigt lægearbejde af overlæge Malmros overlevede Erik Petersen og kunne efter krigen vidne mod de tre gerningsmænd. Peter Nielsen var dræbt på stedet.

I tillæg til disse planlagte drab opstod der ganske mange episoder, hvor nervøse tyske soldater åbnede ild mod tilfældige civile, som de følte sig truet af. Status var, at der i Aarhus i april 1945 blev dræbt eller myrdet en eller flere personer om dagen.

Flammende had

Nerverne var tyndslidte, og at hadet til tyskerne og deres danske håndlangere var til at tage og føle på. Det blev ikke bedre af, at Aarhus efterhånden blev oversvømmet af tyske flygtninge og sårede soldater, som det blev byens opgave at huse og brødføde.

Tyske flygtninge indkvarteres på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

Tyske flygtninge flytter ind på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

De illegale blade var ikke sene til at puste til ilden og berettede om, hvordan flygtningene var smittebærere af tyfus og i øvrigt ødelagde kommuneskolerne ved at bruge inventaret som brændsel. Man kunne desuden læse, at flygtningene ”døde som Fluer”, men at man ikke skulle have ondt af dem, da de selv var skyld i deres ulykke. Var man modstander af dette synspunkt, forstod man at holde det for sig selv. På Vester Kirkegård kan man i et hjørne finde gravene med 619 tyske flygtninge, hvoraf mange er børn under tre år.

Volden, angsten og den accelererende råhed, hvormed modstandsbevægelsen og Gestapo bekæmpede hinanden var med til at skabe en afstumpehed, som smittede af på befolkningen. Var man klar til at hade forsvarsløse flygtninge, var det intet at regne mod voldsomme had, som man følte overfor de danskere, som havde taget tyskernes parti.

Opgøret

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Fra modstandsbevægelsens styrende organer var man udmærket klar over, at hadet i befolkningen let kunne løbe løbsk, når freden kom. Modtagerne af vreden var naturligvis tyskerpigerne, de hjemlige nazister, værnemagerne og alle dem, som på anden vis havde taget tyskernes parti.

Det havde man set andre steder i det befriede Europa, og ingen steder var det kønt. Da Frihedsbudskabet strømmede fra radiohøjtalerne d. 4. maj kl. 20.36 mobiliserede modstandsbevægelsen over hele landet de såkaldte Militære ventegrupper, hvis opgave var at sørge for ro og orden. Man holdt vejret og håbede på det bedste.

I maj kommer det sidste afsnit i serien om Aarhus 1944-45.

Marts 1945 – Forfærdeligt forår

 

Billede ø

Aarhus rådhus efter schalburgtagen d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Foråret 1945 var en underlig tid. Alle var klar over, at krigen snart ville være forbi og udfaldet kunne ingen være i tvivl om. På trods af det, var folk påpasselige med at tage glæden på forskud – måske fordi man havde på fornemmelsen, at den sidste tid kunne blive farlig.

Præcis hvor farligt fandt man ud af den 13. marts kl. 22.10, hvor en bombe eksploderede under Risskovtoget i nærheden af den Permanente Badeanstalt. Der befandt sig 30 personer i motortogets enlige vogn og heraf blev 25 sårede og måtte indlægges. En yngre kvinde blev dræbt øjeblikkeligt, mens to andre senere døde af deres kvæstelser.

Attentatet mod motortoget blev foretaget af terrorbanden Peter-gruppen og var formentligt hævn for de sprængninger, som den aarhusianske sabotagegruppe, 5. kolonne, havde foretaget mod tyske togforbindelser dagen før. Blandt gerningsmændene var aarhusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som også havde deltaget i bombeattentaterne d. 22. februar, hvor syv personer blev dræbt i Guldsmedgade og Nørregade.

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Rådhuset

Få timer efter attentatet mod Risskovtoget var Peter-gruppen atter i aktion, og denne gang var det Aarhus Rådhus, som skulle ødelægges. Tyskerne havde allerede forsøgt at sprænge rådhuset måneden før, men den moderne jernbetonskonstruktion havde modstået bombernes kraft. Denne gang skulle det gå anderledes, og Peter-gruppen medbragte derfor intet mindre en 60 kg. plastisk sprængstof, som skulle placeres indvendigt i rådhuset ved foden af tårnet.

Aarhus Rådhus i dagene efter terrorattentatet d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Aarhus Rådhus var centrum for forskellige modstandsaktiviteter, og da tyskerne opdagede det, sendte de Peter-gruppens terrorister i aktion. Rådhuset blev udsat for attentater i februar og 14. marts. (Besættelsesmuseet)

Til held for rådhuset og byen udeblev nogle af terroristerne fra nattens arbejde. Peter-gruppens chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, opgav derfor at trænge ind i selve rådhuset, og beordrede i stedet Bothildsen Nielsen til at placere bomberne på parksiden der, hvor den høje administrationsbygning og den lave med Folkeregistret møder hinanden. Kufferterne med de 60 kg. sprængstof blev stillet tæt sammen op ad en af de store gavlvinduer, hvorefter en fem meters lunte blev antændt.

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Eksplosionens voldsomhed skabe omfattende ødelæggelser. Hele betonpiller blev slået i stykker og overalt flød det med knust glas, forvredne metalstykker og andre bygningsmaterialer. Kontorerne i den lave bygning var fuldkommen ødelagte og møbelarkitekt Hans Wegners smukke møbler slået til pindebrænde. I befrielsessommeren blev skaderne opgjort til 2 millioner kr., hvilket svarer til ca. 44 millioner i dag.

Hvorfor rådhuset

På sin vis var det ikke nogen overraskelse, at rådhuset blev valgt som mål for terrorbomberne. Man var udmærket klar over, at det tyske sikkerhedspolitis chef i Aarhus, SS-Hauptsturmführer Rudolf Renner, havde et godt øje til rådhuset.

Dels pga. det heroiske modspil som han mødte fra borgmester Ejnar Stecher Christensen og kommunens folk, men mest af alt pga. den mangfoldige modstandsaktivitet, som var centreret omkring rådhuset. Under en razzia på rådhuset havde Gestapo fundet en duplikator og en anseelig mængde illegale blade, der blot ventede på at blive distribueret. På et senere tidspunkt havde man fået et tip om, at modstandsbevægelsen brugte rådhuset som depot for våben og sprængstoffer. Det gjorde man også, men et tilsvarende tip til modstandsbevægelsen havde sørget for, at våbnene nu lå sikkert skjult på bryggeriet Ceres, vistnok i gærkælderen.

Efter besættelsen kom det frem, at rådhusets kælder desuden havde været brugt som skydebane, hvor frihedskæmperne kunne teste de nedkastede våben. Rådhusforvalter Herluf Halding sammen med sin kone hjulpet op mod 50 engelske flyvere med at flygte til Sverige. Og endelig udstedte flere af Folkeregistrets ansatte falske legitimationskort til medlemmer af modstandsbevægelsen.

 Det spidser til  

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Aarhus under Besættelsen)

Efter Peter-gruppens attentat mod rådhuset var det roligt en stund, men d. 26. var de tilbage i byen. Her bombede de atter Risskovtoget og indledte en serie af clearingmord og drabsforsøg. Peter-gruppens sidste terrorhandling i Aarhus var clearingmordet på Aarhus Stiftstidendes redaktør Børge Schmidt, som blev myrdet i sit hjem på Rosenvej 48 i Risskov. Det var blandt andre Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som affyrede de dræbende skud.

 

 

 

 

Oversigt

13: Bombeattentat mod Risskovtoget, 3 dræbte og mange sårede

14: Drabsforsøg på byrådsfuldmægtig Keld Jarde

14: Bombeattentat mod Aarhus Rådhus

26: Clearingmord på banenæstformand Carl Egon Sejr

28: Bombeattentat mod Hammelbanen, 11 sårede

28: Bombeattentat mod Risskovtoget, 8 sårede

29: Drabsforsøg på telefondirektør Wallmann

29: Drabsforsøg på baneingeniør Leo Sørensen

29: Clearingmord på redaktør Børge Schmidt

Den 28. marts udførte Peter-gruppen deres sidste togattentat. Denne gang gik det ud over Hammelbanen. 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Peter-gruppen og Bothildsen Nielsen udførte en række togattentater, som krævede mange menneskeliv. Den 28. marts slog de til mod Hammelbanen, hvor 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Februar 1945 – Rædselsnatten i Guldsmedgade

I februar 1945 beordrede den tyske terror-chef i Danmark, SS-Standartenführer Otto Bovensiepen, iværksættelsen af besættelsens hidtil hårdeste terrorkampagne. Nu skulle danskerne en gang for alle forstå, hvad der ville ske, hvis man satte sig op mod besættelsesmagten.

Århusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen (1919-1947) var medlem af den nazistiske terrorenhed, Peter-Gruppen, som stod bag bombeattentaterne i Aarhus d. 22. februar 1945. Efter krigen blev han dømt til døden for for meddelagtighed ved mere end 50 drab og over 100 bombeattentater. (Besættelsesmuseet)

Århusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen (1919-1947) var medlem af den nazistiske terrorenhed, Peter-Gruppen, som stod bag bombeattentaterne i Aarhus d. 22. februar 1945. Efter krigen blev han dømt til døden for for meddelagtighed ved mere end 50 drab og over 100 bombeattentater. (Besættelsesmuseet)

Bovensiepens særlige form for pædagogik var denne gang rettet mod befolkningen i provinsens større byer. De udpegede terrormål var især forretningsgader, avisredaktioner og teatre. Derudover var der et krav om, at et antal civile personer skulle myrdes.

Terror-chefens primære værktøj til udførsel af det beskidte arbejde var den hemmelige enhed, Unternehmung Peter, på dansk Peter-Gruppen. Enheden bestod af danske og tyske medlemmer af SS – de var alle håndplukkede for deres koldblodighed og kompromisløse nazistiske overbevisning. En af mændene var den 25-årige århusianer Kaj Henning Bothildsen Nielsen.

Odense

Terrorkampagnen startede ud i Odense d. 19. februar. I løbet af de næste to dage myrdede Peter-Gruppen syv personer. Derudover ødelagdes, vha. beslaglagt engelsk sprængstof, Fyns Stiftstidende og 11 ejendomme i byens forretningskvarter.

Fra Odense kørte Peter-Gruppen til Aarhus, hvor de om eftermiddagen d. 21. myrdede købmand Kaj Schmidt i hans forretning ved Skt. Pauls Kirkeplads. Bothildsen Nielsen brugte sit lokalkendskab i Aarhus til at udpege forretningen for sine medsammensvorne. Herfra tog gruppen til det lokale Gestapo-hovedkvarter i Aarhus politistationen i Mejlgade, hvor de blev indkvarteret. Kort efter gik Bothildsen Nielsen og hans nærmeste chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, på spadseretur i byen med det formål at planlægge ruten for nattens storstilede terroraktion.

På Gestapo-hovedkvarteret i Mejlgade var resten af gruppens medlemmer i færd med at bygge bomber. Ingredienserne til bomberne bestod af beslaglagt sabotagemateriel, heriblandt forskellige typer af plastisk sprængstof, som blev æltet sammen til bomber på mellem tre og fem kilo. Meget tyder på, at noget af sprængstoffet var særligt kraftigt og muligvis også brandfarligt.

Rædselsnatten

Ved 1-tiden natten til den 22. februar kørte gruppen først til Ryesgade, hvor de placerede to sække med i alt 16 kg. sprængstof ved Lems Bolighus. Bomberne var forsynet med tidsindstillede sprængblyanter, som ville gå af efter ca. 10 minutter. Herfra kørte bilen til Guldsmedgade, hvor der blev placeret en række bomber foran indgangsdørene til forretningerne på stykket mellem Lille Torv og Klostergade.

Lems Bolighus på Hjørnet af Rosenkrantzgade og Ryesgade var det første stop for Peter-Gruppens terrorister d. 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Lems Bolighus på Hjørnet af Rosenkrantzgade og Ryesgade var det første stop for Peter-Gruppens terrorister d. 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

I Guldsmedgade blev terroristerne forstyrret af et par vagter fra Guldsmedgades Private Vagtværn, som dog hurtigt forduftede, da der blev trukket pistoler. Efter at have antændt en langsomtbrændende lunte kørte bilen videre til Nørregade, hvor de placerede bomber ved en beboelsesejendom og en skotøjsforretning.

På vej tilbage til Gestapo-hovedkvarteret hørte terroristerne de første eksplosioner. Aktionen havde varet mindre end 20 minutter. Samme nat sprængte ukendte terrorister, formodentligt Gestapo-folk, Aarhus Teater.

I Guldsmedgade og Nørregade herskede der kaos. Bomberne eksploderede med så voldsom kraft, at de ikke nøjedes med at smadre forretningerne på gadeniveau. Der opstod brand flere steder – ilden fik muligvis næring fra ødelagte gasledninger, og flere ejendomme udbrændte fuldstændigt.

Flere bygninger på Nørregade fik også besøg af Peter-Gruppen. Her er det gået ud over frugthandler Nielsens ejendom på hjørnet af Hjelmensgade og Nørregade. (Besættelsesmuseet)

Flere bygninger på Nørregade fik også besøg af Peter-Gruppen. Her er det gået ud over frugthandler Nielsens ejendom på hjørnet af Hjelmensgade og Nørregade. (Besættelsesmuseet)

Katastrofens omfang

Ejendommen nr. 27 var fuldstændigt prisgivet flammerne, men heldigvis fik beboerne reddet sig ud. Værre gik det i gadens anden ende, hvor ejendommene 3-9 også brændte. Her boede der ca. 50 mennesker og desværre nåede alle ikke ud. Blandt de ulykkelige var sagfører Olaf Holmark, hustruen Betty og deres 6-årige datter Vivian. Der gik flere dage før redningsfolkene fandt familien i ruinerne, og det var først efter tandundersøgelser, at deres identitet kunne fastslås. I nr. 9 sprang to unger kvinder ud fra 4. sal i et desperat forsøg på at redde sig fra flammerne. Den ene blev dræbt på stedet, og den anden blev så hårdt kvæstet, at hun døde dagen efter.

I alt 7 mennesker mistede livet i Guldsmedgade og Nørregade den nat. Blandt de overlevende var mange forbrændte og på anden vis sårede og traumatiserede. En stor del havde mistet deres hjem og alt, hvad de ejede.

Et enkelt lyspunkt i tragikken var den solidaritet, som byen og dens borgere udviste overfor ofrene i dagene efter katastrofen. I hvert fald kunne kommunens hjælpekontor hurtigt konstatere, at der var meget ringe efterspørgsel på mad og nødhjælp fra beboerne af den enkle årsag, at private borgere allerede havde trådt til.

Redningsfolk fra det meste af Østjylland blev tilkaldt for at få kontrol over den voldsomme brand som truede med at sprede sig til kvarteret omkring Guldsmedgade natten til den 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Redningsfolk fra det meste af Østjylland blev tilkaldt for at få kontrol over den voldsomme brand som truede med at sprede sig til kvarteret omkring Guldsmedgade natten til den 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Terroren fortsætter

Bothildsen Nielsen og de øvrige medlemmer af Peter-Gruppen evaluerede som regel deres vellykkede aktioner ved at gå på druk. Det har sikkert også været tilfældet denne nat, men dog er der noget, som tyder på, at det var nødvendigt med mådehold. Terror-tournéen var nemlig på ingen måde forbi.

I dagene efter terrornatten d. 22. februar slog gruppen til mod en række forretninger i Søndergade, hvorefter de fortsatte til Silkeborg og Randers, hvor de bl.a. ødelagde teatrene. Terror-tournéen blev afsluttet d. 24. februar med bombeattentatet mod passagertoget Jyllandsekspressen, hvor Bothildsen Nielsen havde skjult en kuffert stoppet med sprængstof i en tætpakket kupe. Bomben eksploderes lidt nord for Hobro og krævede 10 dødsofre.

Guldsmedgade set mod Klostertorvet. Ødelæggelserne var på omfattende, at man i Aarhus ikke magtede at genopbygge gaden før Føtex kom til i 1960. (Besættelsesmuseet)

Guldsmedgade set mod Klostertorvet. Ødelæggelserne var på omfattende, at man i Aarhus ikke magtede at genopbygge gaden før Føtex kom til i 1960. (Besættelsesmuseet)

Tysk terror og clearingmord i Aarhus, februar 1945:

Terror:

21.02.1945 Bombeattentat mod Aarhus Rådhus. Udført af Gestapo

22.02.1945 Bombeattentat mod forretning i Ryesgade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod Guldsmedgade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod forretning og bolig i Nørregade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod Aarhus Teater. Formodentligt udført af Gestapo

24.02.1945 Bombeattentat mod en række forretninger i Søndergade. Udført af Peter-Gruppen

Clearingdrab:

21.02.1945 Købmand Kaj Schmidt myrdet af Peter-Gruppen

22.02.1945 Former Osvald E. Wejling Christensen myrdet af Peter-Gruppen

23.02.2015 Handelsrejsende Sofus Chr. Sølling Fynboe myrdet af Gestapo

Januar 1945 – Vennelyst i ruiner

I januar 1945 var det tydeligt for enhver, at Tyskland ville tabe krigen. Der var derfor grund til optimisme, og i det lokale illegale blad, “Aarhus Ekko”, kunne man læse, at 1945 med sikkerhed ville blive ”Befrielsens Aar”. Tidligere ville mange nok afvise den slags bombastiske udmeldinger som den rene ønsketænkning, men nu måtte selv de mest inkarnerede pessimister erkende, at det tyske nederlag syntes lige om hjørnet.

Samme illegale blad advarede dog imod at tage glæden på forskud og forudså, at det nazistiske Tysklands forbitrede dødskamp let kunne komme til at koste byen dyrt. Tilbage var nu spørgsmålet: Hvor lang tid vil det tage, og hvor slemt bliver det?

Det fik århusianerne en forsmag på natten til den 12. januar. Ved halv et-tiden hørtes over det indre Aarhus bragene fra en række voldsomme eksplosioner. Kort tid efter farvedes nattehimlen ved ø-gadekvarteret af et kraftigt ildskær. Det populære folkelige forlystelsessted, Vennelyst Teater, stod i flammer.

Det folkelige forlystelsessted Vennelyst Teater blev natten til 12. januar 1945 totalt ødelagt af tyske terrorbomber. (Besættelsesmuseet)

Klokken 23.45 var en gruppe maskerede og bevæbnede mænd fra den tyske terrorbande ”Peter-Gruppen” trængt ind i Vennelysts restaurant, hvor de gennede personalet sammen i et mindre selskabslokale, kaldet ”Gummicellen”. De bevæbnede mænd afbrød her medlemmerne af ”Aarhusegnens selskabelige Forening”, der var i gang med årets første bestyrelsesmøde. Mødet havde varet adskillige timer, og et øjeblik var det ved at gå rigtigt galt, da de godt beduggede foreningsfolk troede det hele var en morsomhed. Den fornøjelige stemning forduftede dog hurtigt, da det gik op for forsamlingen, at de maskerede mænd havde tænkt sig at sprænge bygningen.

Tyskerne og deres danske hjælpere havde allerede udført flere lignende attentater mod det århusianske forlystelsesliv. Senest mod Haandværkerforeningen i Paradisgade og Molles Kro i Kannikegade. Blandt de maskerede mænd, der nu stod i ”Gummicellen” var den fhv. SS-soldat fra Frikorps Danmark, Aage Mariegaard, der også havde være med, da Peter-gruppen sprængte Aarhus-Hallen. Her blev fem mennesker dræbt, heriblandt en seksårig pige.

Med attentatet afsluttedes en lang tradition med morskab i Vennelyst Parken. Alene oprydningsopgaven syntes uoverskuelig og byrådet besluttede ikke at genopføre teatret. (Besættelsesmuseet)

Med attentatet afsluttedes en lang tradition med morskab i Vennelyst Parken. Alene oprydningsopgaven syntes uoverskuelig og byrådet besluttede ikke at genopføre teatret. (Besættelsesmuseet)

En tjener mandede sig op og fortalte, at der var indrettet værelser til personalet oppe under loftet. Her lå nogle og sov, bl.a. teaterdirektørens 12-årige datter. Direktøren og hans kone var til selskab på den modsatte side af gaden. De sovende blev vækket og ført ned i lokalet til de øvrige.

I mellemtiden var der ankommet en bil fra Gestapo-hovedkvarteret i politistationen i Mejlgade. Føreren var attentatmændenes næstkommanderende, den tyske SS-mand Poul Lensing, der medbragte sprængstoffet. Der var i alt 40 kg. plastisk sprængstof, mere end rigeligt til at forvandle det store teaterkompleks til ruiner. To sække med sprængstof blev placeret på selve scenen og andre rundt om i teatersalen. Sækkene var forbundet med en hurtigbrændende lunte, så de ville gå af samtidigt. Hele herligheden blev forsynet med en 4 meter langsomtbrændende tændsnor, så gerningsmændene kunne regne med et par minutter til at komme derfra.

Da alt var klart, blev gidslerne frigivet efter at være blevet truet til ikke at afgive signalement af gerningsmændene. ”Peter-Gruppens” leder, SS-kaptajnen Horst Issel, tændte personligt tændsnoren, hvorefter han og gruppens øvrige medlemmer vendte tilbage til Gestapo-hovedkvarteret.

Dagen efter rejste gruppen videre til andre jyske byer, hvor de fortsatte terroren. Der gik en måned før de vendte tilbage til Aarhus, og denne gang blev ingen skånet.

Når modstandsbevægelsen saboterede tyske interesser hævnede de sig ved bl.a. at ødelægge århusianske forlystelsessteder. Den 30. september gik det ud over Aarhus-Hallen, hvor fem mennesker mistede livet. (Besættelsesmuseet)

Når modstandsbevægelsen saboterede tyske interesser hævnede de sig ved bl.a. at ødelægge aarhusianske forlystelsessteder. Den 30. september gik det ud over Aarhus-Hallen, hvor fem mennesker mistede livet. (Besættelsesmuseet)