Forfatterarkiv: Søren Tange Rasmussen

Om Søren Tange Rasmussen

Museumsinspektør og leder af Besættelsesmuseet i Aarhus.

December 1944 – Den sidste krigsjul?

Den af

I december-udgaven af artikelserien om Aarhus i 1944 ville det nok være naturligt at bringe en hyggelig julehistorie. Vi har gravet i arkiverne efter et lyspunkt, men vi har desværre kunne konstatere, at det var meget småt med julehyggen i Aarhus for 70 år siden.

Årsagen til det, skal findes i, at verdenskrigen var rykket tættere på, og forholdene nu kunne minde om dem, som herskede i de øvrige tyskbesatte lande.

Mangel på alt

De nye skærpede forhold kunne først og fremmest mærkes i hjemmene, hvor knapheden nu for alvor satte igennem. Stadigt flere fødevare-grupper var rationerede eller helt forsvundet fra forretningerne. I det mørke og kolde efterår kom man for alvor til at mærke manglen på ordentligt vintertøj, og det blev ikke bedre af, at man havde svært ved at opvarme hjemmet med de magre brændselskvoter.

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Selvom rationeringssystemet fungerede udmærket og sørgede for, at der i princippet var nok mad til alle, betød prisstigningerne, at det blev dyrt. Men kunne derfor sagtens opleve, at en familie havde nok rationeringsmærker, men ikke penge at købe for. Staten forsøgte ganske vidst at regulere priserne, så alle familier havde råd til mad og tøj, men på trods af det, var det særdeles krævende at få husholdningsregnskabet til at gå op. I julen var det helt slemt, og mange familier havde ganske enkelt ikke råd til at købe det ekstra, som forventedes i den søde juletid – i hvert ikke fald hvis der også skulle gaver under træet til jul.

Angsten

Det værste ved året 1944 var dog, hverken kulden og eller den tiltagende mangelsituation. Det værste var den snigende angst, der løbet af året havde rodfæstet sig i de fleste. Almindelige folk færdedes kun på gaden efter mørkets frembrud, hvis det var absolut nødvendigt. Bankede det på døren om aftenen, lukkede man ikke op.

Mod slutningen af 1944 kunne igen længere vide sig sikker, og mange fuldkommen uskyldige aarhusianere blev før eller siden hvirvlet ind i opgøret mellem frihedskæmperne og tyskerne. Enten som vidne, pårørende eller offer for den vold, som nu hørte til dagens orden. Mod udgangen af 1944 spidsede det for alvor til, da modstandsbevægelsens intensiverede aktivitetsniveau fik tyskerne til at svare igen med terror og drab. Og havde man haft forhåbninger om, at december ville blive en rolig måned, kom man til at tage grueligt fejl.

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbi kørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. Det var ”Peter-gruppen” som stod bag drabet, og det var formodentligt Morten Sørensens erhverv, som bragte ham i tyskernes søgelys. (Aarhus under Besættelsen)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbikørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Allerede d. 1. december indledte tyskerne en bølge af bombeattentater mod det aarhusianske restaurationsmiljø, hvorved man hurtigt fik lagt en dæmper på folks lyst til at deltage ved diverse julefrokoster og fester. Ved attentatet mod Håndværkerforeningens selskabslokale blev en servitrice dræbt og to tjenere såret. Den 7. og 20 december myrdede den tyske terrorbande ”Peter-gruppen” i alt fire personer, der var udvalgt mere eller mindre tilfældigt. Årets sidste offer for den forøgede tyske repressaliepolitik var journalisten Morten Sørensen, der blev dræbt at en salve fra en lyddæmpet maskinpistol, da han var på vej på arbejde på Aarhus Amtstidende. Modstandsbevægelsen sørgede dog for at få det sidste ord, da de på årets sidste dag skød og dræbte en mand, som arbejdede for Gestapo.

Lys forude

Det er intet under, at danskerne var storforbrugere af kulørte blade og romanhæfter, der tilbød en tiltrængt flugt fra den triste og uhyggelige hverdag. Alternativt kunne man hente trøst i de illegale blade, hvor man kunne følge med i de stadig mere opløftende nyheder om krigens gang. Ved årsskiftet 1944/45 var der igen godt nyt, da det blev meddelt, at tyskernes store offensiv ved Ardennerne i Belgien var gået i stå. Man konkluderede derfor, at århusianerne havde fejret den sidste krigsjul. Der var med andre ord lys forude.

November 1944 – På voldens Præmisser

Den af

November er for mange en af de måneder, der bare skal overstås. Den er mørk og trist, og i 1944 var den tilmed farlig. Efter tyskerne havde opløst det danske politi d. 19. september 1944 og deporteret mange af betjentene til koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, var borgerne i landets større byer overladt til sig selv.

Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro blev ødelagt ved at bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Volden antog mange former i November 1944. Her er det gået ud over Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro. Bygningen blev ødelagt ved et bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Over hele landet, og i Aarhus oprettedes kommunale vagtværn, der fik til opgave at dæmme op for den værste kriminalitet. Allerede få dage efter Aarhus Byvagts oprettelse, måtte de uerfarne vagtmænd rykke ud til de første tilfælde af manddrab. Læser man Byvagtens rapporter fra november 1944, er det slående, hvor ekstremt voldelig tiden var:

Ser man bort fra overfald og bombeattentater og koncentrerer sig om nedskydninger, er der alene i november registreret 14 tilfælde, hvor de ni havde dødelig udgang. Kun et af drabene kan karakteriseres som almindeligt, da der var tale om et rovmord. De resterende nedskydninger var alle afledt af besættelsen og den efterhånden stærkt tilspidsede situation, der herskede i krigens sidste trekvarte år.

En håndfuld af nedskydningerne blev udført af tyske soldater, der var berusede eller på anden måde optrådte uforsigtigt i omgangen med deres våben. Ofrene for disse mere eller mindre forsætlige drab var alle fuldkommen uskyldige og var blot uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Drabene og tyske soldaters tiltagende brutale adfærd i byrummet var stærkt medvirkende til, at den sidste rest af sympati for besættelsesmagten forsvandt.

Politiske drab

Den vold, der gjorde størst indtryk på århusianerne, var de drab og drabsforsøg, som optræder i Byvagtens rapporter som politiske drab. Disse drab var enten udført af modstandsfolk eller medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti, heriblandt den berygtede Peter-gruppe. Bag disse drab skimtes en uhyggelig dynamik, der byggede på øje-for-øje princippet. Helt konkret betød det, at når modstandsfolk dræbte en dansker, de mente var til fare for deres arbejde, så ville tyskerne gengælde drabet ved at skyde en århusianer, der havde fanget deres opmærksomhed på den ene eller anden måde.

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Blandt ofrene for denne uhyggelige voldsspiral var ingeniør Sven Aage Spelling, der den 24. november blev dræbt af en serie skud i entreen til sin lejlighed i Ny Munkegade. Gerningsmændene var medlemmer af Peter-gruppen og handlede efter ordre fra Gestapo-chefen i Aarhus, Rudolf Renner. Spelling havde i sin ungdom være kommunist og foretaget en studierejse til Sovjetunionen, hvilket må formodes at være årsagen til, at han var havnet i tyskernes søgelys. Der er intet, som tyder på, at Spelling havde forbindelser til modstandsbevægelsen.

Efter krigen kom det frem, at drabet på Spelling var hævn for en eller flere af de drab på tyskvenlige danskere, som modstandsbevægelsen havde udført i løbet af måneden. Mest sandsynligt er det, at der var tale om gengældelse for drabet på den nazistiske ingeniør og Schalburg-leder, Olaf Schmidt, som blev dræbt af modstandsmanden Ejnar Sørensen 13. november. Også her skimtes den fordrejede logik: En ingeniør for en ingeniør.

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

Oktober 1944 – Luftangrebet på universitetet

Den af

Den 31. oktober klokken 11.41 er det 71 år siden det britiske Royal Air Force bombede kollegium 4 og 5 på Aarhus Universitet.

Målet for de britiske bomber var ikke en samling søvndrukne specialestuderende, men i stedet det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkvarter, der siden efteråret 1943 havde haft til huse i universitetskollegierne. Herfra havde Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel med stor dygtighed dirigeret det ene anslag efter det andet mod frihedskæmperne, ikke bare i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Baggrunden for Luftangrebet

I sommeren og efteråret 1944 så det sort ud for modstandsarbejde i Jylland. I Aarhus havde Gestapo med hjælp fra stikkeren Grethe Bartram optrævlet og tilintetgjort den før så slagkraftige kommunistiske sabotageorganisation, og i den sønderjyske modstandsregion blev modstanden stærkt decimeret, da 145 frihedskæmpere blev arresteret. Virkeligt katastrofalt blev det, da Gestapo tidligt i oktober fik fingrene i to kurerer, der arbejdede for den jyske modstands absolutte inderkreds.

Den ene af kurererne, Ruth Phillipsen, blev taget d. 7. oktober og straks efter indkaldte modstandschefen i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, til krisemøde. Man var udmærket klar over Gestapos arbejdsmetoder og frygtede, at Ruth Phillipsen ville ”knække” under afhøringerne. På mødet fremlagdes først en plan, der i al sin enkelthed gik ud på at storme Gestapo-hovedkvarteret og forsøge at befri hende. Ideen blev dog hurtigt forkastet, da kollegierne var godt bevogtede. Desuden lå der to kaserner med tyske soldater i universitetets umiddelbare nærhed.

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

I stedet afsendte Bennike følgende telegram til sine britiske allierede: ”Undergrunden i Jylland er ved at blive revet op af Gestapo […] Jeg beder indtrængende om, at kollegium 4 og 5, må blive ødelagt ved luftangreb.”

En kalkuleret risiko

Bennike afsendte anmodningen d. 15. oktober og efter lidt kommunikation frem og tilbage gik det endelig op for briterne, hvor alvorlig situationen var. Herefter samledes et hold af piloter, der havde erfaring med de såkaldte pin point raids, dvs. præcisionsbombninger, og gik i gang med forberedelserne.

Det siger sig selv, at det at gennemføre et luftangreb i et tætbebygget område var en krævende opgave, der let kunne gå galt. Bombemaskinerne skulle flyve meget lavt og i høj fart hen mod målet og hvis timingen kiksede det mindste, kunne det i værste fald betyde, at man jævnede Kommunehospitalet med jorden. Det var med andre ord en kalkuleret risiko, som modstandsbevægelsens Jyllandsledelse løb, da de afsendte nødråbet til deres britiske allierede.

Selve luftangrebet

Den 31. oktober lidt i ni om formiddagen, efter blot 16 dages forberedelser, gik 25 Mosquito jagerbombere på vingerne fra RAF-basen i Swanton Morley i Norfolk. Med sig havde de sårbare jagerbombere en gruppe Mustang-jagere, som skulle levere beskyttelse mod tyske kampfly.

Jagerbomberne var inddelt i fire angrebsbølger og første bølge passerede den danske kyst kl. 11.20. Blot 21 minutter senere var de fremme ved universitetet, hvor de begyndte angrebet.

288

Laveflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. (Besættelsesmuseet)

Flyene i de to første bølger medbragte sprængbomber, mens de sidste to hovedsageligt var udstyret med brandbomber. Strategien var, at man ville stikke ild til bygningerne efter, at de første angrebsbølger havde sprængt dem i stykker. Formålet var dels at dræbe så mange Gestapo-folk som muligt, men også at ødelægge det omfattende efterretningsarkiv, som tyskerne havde skabt i løbet af det år, de havde brugt kollegierne som hovedkvarter.

Resultatet

Angrebet var en succes og bliver almindeligvis betegnet som et af RAF’s mest vellykkede præcisionsbombninger under Anden Verdenskrig. Kollegium 4 og 5 ramtes meget præcist og missionens sekundære mål, kasernen på Langelandsgade blev også svært beskadiget.

Der var indkvarteret et stort antal tyske soldater på Langelandgades Kaserne. (Besættelsesmuseet)

Langelandsgades Kaserne var et naturligt sekundært mål, da der var indkvarteret et stort antal tyske soldater. (Besættelsesmuseet)

I de illegale blade kunne man efterfølgende læse, at luftangrebet havde kostet tyskerne 150 dræbte og flere hundrede sårede. Antallet var voldsomt overdrevet, hvilket snart blev klart, da der begyndte at sive oplysninger fra mere officiel side. Efter dagevis af oprydningsarbejde konkluderede tyskerne selv i en intern undersøgelse, at luftangrebet havde kostet dem 37 dræbte på kollegierne og 20 på kasernen. Blandt de dræbte var selveste Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og en håndfuld af hans meste effektive medarbejdere, heriblandt Hermann Rothenberg, der havde været stikkeren Grethe Bartrams kontaktperson.

Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, var blandt ofrene for de britiske bomber. Den forhadte Gestapo-chef blev begravet i det tyske afsnit på Vestre Kirkegård i København. (Besættelsesmuseet)

Tysk politiskilt og let forkullet visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Tysk politiskilt og let forkullet visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Ud over de militære mål ramte bomberne også universitets hovedbygning og aula, hvor en gruppe bygningshåndværkere blev dræbt. En enkelt vildfaren bombe smadrede ned i en villa på en sidevej til Paludan Müllers Vej, hvor en kvinde blev dræbt. Med disse civile ofre kan det samlede antal dræbte opregnes til ca. 65 personer.

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Maria Pedersen blev dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Marie Paaske Pedersen dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

Fangernes skæbne

Kureren Ruth Philipsen var til afhøring hos to Gestapo-folk på et lille kollegieværelse, da første angrebsbølge nåede universitetet. Ved et ufatteligt lykketræf overlevede hun eksplosionerne og kunne, da støvet havde lagt sig, kravle uskadt ud ad ruinerne. Det lykkedes hende at søge tilflugt i et hus i nærheden, hvor hun gemte sig i to uger inden hun blev hjulpet i sikkerhed i Sverige.

En lignende historie udspillede sig for pastor Harald Sandbæk, der også var til afhøring hos Gestapo. Han var dog knap så heldig og blev alvorligt såret. I forvirringen blev han forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og blev derfor indlagt på Kommunehospitalet uden bevogtning. Her fik han hjælp af sygehuspersonalet, der forfalskede en dødsattest og sendte ham i skjul inden han kunne overføres til Sverige. En tredje fange, Carl M. Thøgersen overlevede ikke.

Videre læsning

Kristensensen, Henrik Skov: Luftkrigen og Århus i antologien: Århus besat. Århus byhistoriske Fond 2005.

Kristensen, Kofoed, Weber (den selvsamme som lektorweber?): Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig. Aarhus Universitetsforlag 1988.

Kristensen, Kofoed, Weber: Bomber over Danmark – Vestallierede luftangreb over under 2.verdenskrig. Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck. 2012.

 

September 1944 – Da politiet blev taget

Den af

Om formiddagen d. 19. september 1944 genlød gaderne af støvletramp. Nysgerrige aarhusianere kunne følge med i, hvordan tyske politisoldater tog opstilling ved vejkryds og på byens pladser. I Mejlgade blev politistationen omringet, og da klokken slog elleve begyndte luftvarselssirenerne at tude. Det var signalet til, at ”Operation Möwe” kunne gå i gang. De svært bevæbnede tyskere trængte hurtigt ind i politistationen, hvor de rettede våbnene mod de overraskede aarhusianske politifolk.

Politibetjent Oskar Sepstrup, der her ses på politigårdens hittegodskontor, var en af de 109 århusianske politiansatte, der blev taget d. 19. september 1944. Han overlevede det tyske fangenskab, men var mærket resten af livet. (Besættelsesmuseet)

Politibetjent Oskar Sepstrup, der her ses på politigårdens hittegodskontor, var en af de 109 aarhusianske politiansatte, der blev taget d. 19. september 1944. Han overlevede det tyske fangenskab, men var mærket resten af livet. (Besættelsesmuseet)

Politiet arresteret!

Operation Möwe (Måge) var kodeordet for den landsdækkende aktion, der have til hensigt at sætte det danske politi ud af funktion. Ca. 2000 af i alt 8000 danske betjente og politiansatte blev interneret med henblik på deportation til Tyskland. Baggrunden for aktionen var, at politiet nu endegyldigt havde udspillet sin rolle som brugbart værktøj for besættelsesmagten. Politiet havde bl.a. nægtet at stille mandskab til rådighed for tyskerne i forbindelse med diverse bevogtningsopgaver. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne nu så de danske politifolk som en potentiel sikkerhedsrisiko. Mistroen bryggede på bitre erfaringer fra den franske hovedstad, Paris, hvor det ellers så tysk-loyale franske politi havde skiftet side og var faldet tyskerne i ryggen. Man frygtede ganske enkelt, at noget lignende ville ske, hvis det kom til en allieret inversion af Danmark.

Samarbejde med besættelsesmagten

Det danske politi havde ellers i lang tid, i tyskernes øjne, ydet en udmærket indsats i bekæmpelsen af illegal virksomhed, ligesom de i sommeren 1941, på tyskernes forlangende, arresterede hundredevis af danske kommunister. Vi ved i dag, at politiet i Aarhus flere gange arresterede kommunister og andre modstandsfolk, som senere mistede livet i tyskernes varetægt.

Politiet fik pga. samarbejdspolitikken tvunget til at gå tyskernes ærinde. En af opgaverne var at holde styr på befolkningen, bl.a. gennem kontrol af legitimationskort.(Besættelsesmuseet)

Politiet fik pga. samarbejdspolitikken tvunget til at gå tyskernes ærinde. En af opgaverne var at holde styr på befolkningen, bl.a. gennem kontrol af legitimationskort.(Besættelsesmuseet)

Samarbejdet mellem det danske politi og besættelsesmagten var resultatet af den særlige samarbejdspolitik, som de danske politikere førte under besættelsen. Regeringen pålagde med andre ord politiet at opklare forbrydelser begået mod besættelsesmagtens interesser, ligesom det var politiets pligt at finde frem til de personer, som begav sig af med at producere og distribuere illegale skrifter og blade.

Nogle politifolk gjorde det velvilligt, mens andre tog afstand fra samarbejdet og begyndte at ”sjuske” på jobbet. Fra 1943 søgte flere og flere direkte kontakt med illegale kredse, og der findes masser af eksempler på, at aarhusianske politifolk tog aktiv del i modstandsarbejdet. Mest kendte er havnebetjentene Ejnar Sørensen og Henrik W. Platou, som påtog sig frihedskampens nok tungeste job, nemlig stikkerlikvideringerne. Før det samarbejde de to havnebetjente med den kommunistiske sabotage-gruppe, Samsing-Gruppen, som i perioder var meget aktive på Aarhus Havn.

Som i andre dele af det danske samfund fandtes enkelte, som var overbevidste nazister. En af dem var kriminalassistent Peder Sandhøj, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen 12. august 1944.

I tyske koncentrationslejre

I dagene efter den 19. september 1944 blev de 2000 internerede politifolk sendt afsted til Tyskland. 109 af dem tilhørte politiet i Aarhus og blev i kreaturvogne fragtet til den nyoprettede fangelejr Frøslev, hvorfra de blev sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme, som ligger lidt sydvest for Hamborg. Politifolkene var fanger i Neuengamme i ca. 14 dage inden de blev sendt videre til deres endelige bestemmelsessted, KL-Buchenwald ved Weimar i Thüringen. I de tyske lejre stiftede politiet bekendtskab med kz-systemets mange rædsler med dets udmagrende arbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme.

De danske politifolk havde i modsætning til de øvrige fanger et stærkt fællesskab, hvilket formentligt forbedrede deres chancer for at overleve. Måske endnu mere afgørende var det, at de danske fanger modtog ekstra madrationer via Røde Kors i Danmark. På trods af det mistede ca. 90 politifolk livet i de tyske lejre, og fem af dem tilhørte Aarhus Politi.

Det rene vilde vesten

Hvad sker der med et mørklagt samfund præget af varemangel, når den eneste politimyndighed er det tyske sikkerhedspoliti?

Den kriminelle foretagsomhed eksploderede. Det blev nærmest umuligt for ordentlige folk at færdes i fred i byen efter mørkets frembrud, hvor gaderne hurtigt befolkedes af sortbørshandlere og potentielle overfaldsmænd. Unge kvinder blev advaret mod at opholde sig i offentlige beskyttelsesrum, og aviserne proklamerede at folk skulle holde vinduer og døre lukkede. Samtidigt bragte aviserne en fast spalte – ”Gabestokken”, hvor der blev advaret mod kendte lovovertrædere med navn og adresse.

For at dæmme op for den værste lovløshed oprettede flere bykvarterer egne vagtværn, og snart efter fik kommunen tilladelse fra staten til at oprette et kommunalt vagtværn.

I ren desperation oprettede flere århusianske forretningsgader private vagtværk efter, at politiet blev sat ud af funktion d. 19. september 1944. (Besættelsesmuseet)

I ren desperation oprettede flere århusianske forretningsgader private vagtværk efter, at politiet blev sat ud af funktion d. 19. september 1944. (Besættelsesmuseet)

Byvagten, som det blev kaldt af aarhusianerne, talte ca. 150 mand, som hver var bevæbnet med en fløjte og en gummiknippel. Det fortælles, at Byvagten normalt ordnede mindre sager med ”et par på skrinet”, og at de på den vis fik lagt en dæmper på de mindre seriøse slynglers aktiviteter. Men på trods af denne fremgangsmåde noterede byvagten i de otte måneder, den eksisterede, intet mindre end 6.491 lovovertrædelser, hvoraf mange var grove lovovertrædelser som f.eks. ”revolver-hold-ups”, vold og overfald. Der blev desuden begået 55 drab, der ofte kunne tilskrives den krig, som modstandsfolkene og Gestapo udkæmpede i byens gader.

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de knap 7500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de knap 6500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

Da Aarhus Politi genoptog sit virke d. 13. maj 1945 ventede et enormt opklaringsarbejde, der kom til at strække sig et stykke ind i 1950’erne.

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

August 1944 – Øje for Øje

Den af

Det så sort ud for modstandsarbejdet i sommeren 1944. Det tyske sikkerhedspoliti havde vha. deres netværk af stikkere haft held til at optrævle store dele af det jyske modstandsmiljø og dermed sat en effektiv stopper for sabotagen, ikke blot i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Den Jyske Rejsegruppe

Modstandsfolkenes engelske allierede, SOE (Special Operations Executive), ønskede sabotagen genoptaget så hurtigt som muligt, og for at imødekomme dette ønske oprettedes der en rejsende sabotagegruppe under den erfarne sabotør Jens Lillelund, som havde været tilknyttet den københavnske organisation Holger Danske.  Ideen med Rejsegruppen var, at sabotørerne skulle rejse fra by til by og udføre især fabrikssabotage. Man håbede, at de mobile sabotører ville være sværere at finde, da de kun opholdte sig på samme sted i kort tid.

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

Rejsegruppen bestod hovedsageligt af folk fra det midtjyske og blev samlet i Aarhus i juli/august 1944. Det var derfor også naturligt, at flere af Rejsegruppens folk blev involveret i opbyggelsen af en ny og senere særdeles slagkraftig århusiansk sabotagegruppe, der blev kendt under navnet 5. kolonne.

Så går det atter løs 

Rejsegruppens sabotager i Aarhus begyndte med en håndfuld mindre aktioner i juli måned. I august tog det for alvor fart med en række vellykkede aktioner mod autoværksteder, der reparerede biler og motorcykler for tyskerne. I løbet af efteråret udførte Rejsegruppen og 5. kolonne knap 80 vellykkede sabotageaktioner, og Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, der i juni selvsikkert havde meddelt sine chefer i København, at Aarhus var ”renset” for sabotører, fik nu igen brug for sit korps af stikkere.

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Fra København indløb der snart rasende ordrer om, at sabotørernes frækhed måtte gengældes med terror, og til det formål valgte terror-chefen i København, SS-obersten Otto Bovensiepen, at oprette en særlig Aarhus-afdeling af den senere så berygtede terrorbande Peter-gruppen. Gruppe flyttede ind hos Gestapo på universitetskollegierne, hvor de boede i nogle kælderrum, der snart blev døbt ”Bunkeren”.

Aarhus-afsnittets leder var SS-majoren Philip Schmitt, som havde en uhyggelig fortid som kommandør for koncentrationslejren Breendonk i det tyskbesatte Belgien. Han havde blandt andet haft ansvaret for deportationen af de belgiske jøder tilbage i 1941 og var på ingen måde en person, som havde moralske skrupler, når det kom til udøvelse af magt.

Tysk hævnakt

Aarhus-gruppens første terror-aktion fandt sted 28. juli og var rettet mod DSB’s garageanlæg ved rutebilstationen. Her blev fem uerstattelige rutebiler ødelagt. Det næste terror-anslag var også rettet mod den kollektive trafik og fandt sted natten mellem 21. og 22. august, hvor Schmitts gruppe trængte ind på Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads, hvor de med trukne pistoler jog nattevagten og rengøringsfolkene væk. Herefter placerede de rigeligt med sprængstof rundt om på remiseanlægget og snart efter fulgte en enorm eksplosion efterfulgt af to mindre. Aktionen skulle angiveligt være tyskernes svar på sabotagen mod Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej.

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Bombeattentatet mod remisen kostede heldigvis ingen menneskeliv, men satte en stopper for det meste af den kollektive sporvognstrafik i Aarhus. Fra tyskernes side var meningen tydelig: Hvis I ødelægger vores transportmuligheder, så ødelægger vi jeres. Man måtte snart sande, at samme uhyggelige øje for øje-logik var gældende, når det kom til hævnaktioner for modstandsbevægelsens drab på tyskernes danske allierede.

Juli 1944 – Da det regnede med stål

Den af

Det var egentlig en skøn sommerdag med høj sol og skyfri himmel. Alligevel endte den 4. juli 1944 som en af de mørkeste dage i byens historie.

Kl. 13.37 hørtes overalt i Aarhus-området braget fra en kæmpe eksplosion. Lyden kom fra havnen, hvor en skibspram lastet med knap 200 tons tysk ammunition pludselig eksploderede. En anden ammunitionspram, som lå fortøjet ved siden af, blev slynget op af havnebassinet, hvor den smadrede gennem taget på et pakhus og samtidigt knuste en godsvogn. Havneområdet ved kornpieren forvandledes på sekunder til et inferno af ild. Det tørre foderstof ved Korn- og Foderstofkompagniets silo antændtes, og der udvikledes en voldsom brand, som brandfolkene kæmpede imod i dagevis. Overalt lå granater, bunker af knust beton og forvredne jernstykker.

Selve epicentret for eksplosionsulykken. De to ammunitionspramme lå fortøjet i bassinet forrest i billedet. Til venstre ses resterne af KfK’s silo. Ni af de 25 personer, der var på arbejde den dag, blev dræbt. (Besættelsesmuseet).

Selve epicentret for eksplosionsulykken. De to ammunitionspramme lå fortøjet i bassinet forrest i billedet. I centrum af billede ses resterne af KfK’s silo. Ni af de 25 personer, der var på arbejde den dag, blev dræbt. (Besættelsesmuseet).

I den indre by, måtte folk springe for livet, da det pludselig haglede ned med glødende jern- og stålstykker. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at det meste af nedfaldet bestod af mere eller mindre intakte 88mm antiluftskytsgranater. De glohede granatfragmenter var livsfarlige og kunne uden problemer skære sig igennem tagkonstruktioner og mindre solide bygninger. Ved stranden nord for havnen blev en ung mor alvorligt såret og ved Vor Frue Kirke i Ryesgade blev en tysk soldat dræbt på stedet, da han blev ramt i hoved af en granat.

Dette lille mejeriudsalg var blot en af de mange forretninger og private hjem, der blev raseret af nedfaldende granatfragmenter. Alene lufttrykket fra eksplosionen gjorde det af med tusinder af byens butiksruder. (Besættelsesmuseet)

Dette lille mejeriudsalg var blot en af de mange forretninger og private hjem, der blev raseret af nedfaldende granatfragmenter. Alene lufttrykket fra eksplosionen gjorde det af med tusinder af byens butiksruder. (Besættelsesmuseet)

Også lufttrykket fra eksplosionen forårsagede en del skader på bygninger og personer. Mange handlende blev sårede af splintret glas, og ikke så få måtte behandles for knoglebrud efter at være blevet blæst af cyklen. Værst gik det ud over dem, som blev ramt af skorstene og teglsten, som væltede af bygningerne.

Heltemod

Hvad der allerede var en forfærdelig ulykke kunne let have udviklet sig til en fuldkommen uoverskuelig katastrofe. En håndfuld granater var gået igennem Aarhus Belysningsvæsens store gasbeholder, der forsynede elværket og byens husholdninger med gas. Gennem nedslagshullerne stod meterhøje stikflammer, og det var klart for enhver, at en gaseksplosion var nært forestående. På trods af faren klatrede en lille gruppe stålsatte folk fra belysningsvæsenet op på beholderen, hvor de med kulsyresne fik kølet overfladen nok til, at de med våde sække, ler og metalplader kunne slukke stikflammerne. Samme mandskab begav sig herefter ind til selve ulykkesstedet, hvor de deltog i redningsarbejdet til langt ud på natten.

En medarbejder fra Aarhus Belysningsvæsen besigtiger skaderne på den store gastank. (Besættelsesmuseet)

En medarbejder fra Aarhus Belysningsvæsen besigtiger skaderne på den store gastank. (Besættelsesmuseet)

En lignende heltedåd fandt sted i havnebassinet ved ulykkesstedet, hvor det tyske fragtskib ”Scharnhörn”, der var tungt lastet med ammunition, var brudt i brand. Kaptajnen ombord på Aarhus Havns slæbebåd ”Hermes” besluttede at slæbe det brændende tyske skib ud ad havnen for at afværge en endnu større eksplosion. I relativ sikkerhed lykkedes det Hermes’ besætning at slukke branden, hvorefter de vendte tilbage til kornpieren, hvor de deltog i slukningsarbejdet med skibets kraftige brandsprøjter.

Redningsarbejdet

I tillæg til de to ovennævnte aktioner skal også nævnes de mange folk, som deltog i det ufatteligt krævende redningsarbejde. Redningsarbejdet var besværet af, at eksplosionen havde forvandlet kajområdet til et månelandskab af ødelagte bygninger. Heden fra branden var uudholdelig, og faren for nye eksplosioner fra de vidt spredte granater var overhængende.
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at der foruden de officielle instanser som brandvæsnet, CB’erne (værnepligtigt katastrofeberedskab) og politiet også deltog en stor mængde privatpersoner i redningsarbejdet.  Heriblandt et par læger, der tilfældigvis var på ferie i byen og pludselig dukkede op på ulykkesstedet, hvor de ydede livsvigtig førstehjælp. Derudover bistod byens vognmænd og endda cykelbude med longjohns ambulancerne med at bringe de mange sårede til byens hospitaler.

På skadestuerne på byens hospitaler kunne man snart melde om fulde huse. De fleste sårede blev bragt til kommunehospitalet, hvor man måtte tage en af græsplænerne i brug som venteværelse. (Besættelsesmuseet)

På skadestuerne på byens hospitaler kunne man snart melde om fulde huse. De fleste sårede blev bragt til Kommunehospitalet, hvor man måtte tage en af græsplænerne i brug som venteværelse. (Besættelsesmuseet)

Årsagen til ulykken

Der blev efterfølgende spekuleret meget i, hvad der var årsag til ulykken. I dag er der almindelig enighed om, at eksplosionen var en ulykke forårsaget af enten uforsigtighed eller defekt ammunition – eller måske en kombination af de to ting.

Det er i hvert fald konklusionen i den danske politirapport, som blev udarbejdet efter ulykken. Rapporten bygger blandt på omfattende afhøringer af de mennesker, som arbejdede i området. Vi ved derfor, at i alt otte danske havnearbejdere var beskæftiget med at laste prammene med ammunitionskasser. Ammunitionen kom fra godsvogne på kajområdet, som blev læsset på sækkevogne og kørt til kajkanten. Her blev kasserne enkeltvis sendt ned i prammen via en slidske, og ikke vha. en kran, som man kan læse andre steder. Der arbejdede fire mand i godsvognen og fire mand i prammen, men præcist hvordan arbejdsfordelingen var, kan vi intet sige om, da ingen af de otte overlevede. Arbejdet var overvåget af tyske vagter, og det fortælles endvidere, at den ansvarshavende tyske major flere gange manede til forsigtighed ved arbejdet.

Tyskerne udmeldte sidst i juli, at deres undersøgelser havde vist, at der var tale om en kommunistisk sabotageaktion. Dette må nok anses som ren propaganda, da tyskernes egne dokumenter viser, at de reelt mente, at eksplosionen var en ulykke.

Tyske officerer besigtiger skaderne. Billedet viser skaderne efter at prammen ved eksplosionen er slynget ud ad havnebassinet og er landet i en godsvogn. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne i færd med at undersøge ulykkens omfang. Fotografiet viser resterne af den ene ammunitionspram, som er landet i en godsvogn. (Besættelsesmuseet)

Den tyske version af sandheden var muligvis med til at give næring til en del fantasifulde og særdeles sejlivede historier om, at det var modstandsbevægelsen, som stod bag eksplosionen. I forhold til det, må man huske på, at Gestapo havde arresteret
Aarhus ellers så effektive kommunistiske sabotagegruppe. (Læs evt. bloggen fra juni for mere info).

Tabene

Antallet af danske sårede var vanskeligt at gøre op. Det kaos, der opstod på hospitalerne medførte, at mange ikke blev registreret korrekt, men det anslås at mere end 200 personer modtog behandling her. Af de i alt 33 danskere, som omkom ved katastrofen, kunne 12 ikke identificeres.

Den 29. juli 1944 afholdtes en stor mindehøjtidelighed i Domkirken, hvor borgmester E. Stecher Christensen holdt en bevægende tale. Herefter fulgte tusinder af århusianere i et sørgeoptog til Vestre Kirkegård, hvor fællesurnen med de uidentificeredes aske blev begravet.

Den 29. juli 1944 afholdtes en stor mindehøjtidelighed i Domkirken, hvor borgmester E. Stecher Christensen holdt en bevægende tale. Herefter fulgte tusinder af århusianere i et sørgeoptog til Vestre Kirkegård, hvor fællesurnen med de uidentificeredes aske blev begravet.

De tyske tab begrænsede sig til 5 dræbte og henved 40 sårede. De dræbte tyskere blev begravet i Frederikshavn.

Juni 1944 – Taget af tyskerne

Den af

Den 6.juni 1944 blev den kommunistiske sabotør og medlem af Samsing-gruppen, Otto Christensen, arresteret af Gestapo og ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter på kollegierne i Universitetsparken. Da Otte Christensen ikke ville snakke, blev han i lænker slæbt op på loftet. Her blev han væltet omkuld og kunne intet gøre for at værne sig mod de spark og slag, som politifolkene tildelte ham. Da han stadig ikke ville snakke, klædte de ham af, hvorefter en Gestapomand gav sig til at tampe løs på ham med en lang pisk.

Da Otto Christensen senere kom til sig selv i arresten på Vester Allé, havde han åbne sår på ryg og bagdel. Han kunne knap bevæge sig og var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at ”holde tæt”. Han besluttede derfor at tage sit eget liv. Med et lille søm, han fandt i cellen, forsøgte han at flå pulsåren over.  Foretaget mislykkedes, og herefter gik der måneder med afhøringer, hvor der ofte indgik tortur og mishandling før, Otto Christensen blev ført til fangelejren i Frøslev og senere til den tyske koncentrationslejr KL-Neuengamme.

kz

De fleste deporterede århusianere havnede i koncentrationslejren Neuengamme eller i en af dens mange mindre arbejdslejre/udelejre. I krigens sidste tid var lejren voldsomt overbefolket, og risikoen for at pådrage sig en dødelig sygdom som f.eks. tyfus var stor. (Frihedsmuseet)

En af mange

Otto Christensen var en af mange kommunistiske modstandsfolk, som blev taget i juni 1944. Arrestationerne skete som et led i en større operation, der på sin vis var startet allerede i december 1943, hvor det lykkedes tyskerne at optrævle den del af modstandsbevægelsen, der stod for modtagelse af våben og sprængstoffer.

Nu var turen altså kommet til de kommunistiske sabotagegrupper, og det blev snart uhyggeligt klart, at Gestapo havde et indgående kendskab til modstandsfolkenes dæknavne og skulesteder. Foruden de to sabotagegrupper, Samsing-gruppen og Morten Ruge-gruppen, blev også den kommunistiske bladgruppe, som stod bag det illegale blad, ”Aarhus Ekko”, taget. Derudover blev en række illegale værter/værtinder, som havde åbnet deres hjem for de kommunistiske modstandsfolk, arresteret. Blandt Gestapos mere prominente fangster var kommunistlederen David Hejgaard, der havde en koordinerende rolle for det illegale arbejde i Jylland.

Med udgangen af juni var stort set hele den kommunistiske modstandsorganisation i Aarhus-området rykket op med rode, og i løbet af sommeren fremtvang Gestapo mere end 30 tilståelser. Status var herefter, at Gestapo havde sat en stopper for sabotagen i Aarhus. De få tilbageværende modstandsfolk var i chok og har ganske sikkert spurgt hinanden: hvordan kunne det overhovedet ske?

En stikker i blandt os

Forklaringen på katastrofen var uhyggeligt simpel. Man havde en stikker i sine rækker, og hendes navn var Grethe Bartram. Hun var opvokset i det kommunistiske miljø og var her en person, man stolede på. Præcist hvorfor hun valgte at gå til fjenden er aldrig blevet forklaret til fulde.

Grethe_Bartram01

Grethe Bartram – kommunist og meddeler for Gestapo (Besættelsesmuseet)

Efter krigen blev hun dømt for at have angivet 53 personer til Gestapo, hvoraf 26 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Heraf kom ni personer aldring hjem igen. Grethe Bartram blev under retsopgøret idømt livsstraf (dvs. dødsstraf) for angiveri, men modtog benådning på livsvarigt fængsel. Hun afsonede 11 år frem til sin løsladelse i 1956, hvorefter hun bosatte sig herefter i Sverige.

Om Samsing-Gruppen

Kommunistisk sabotagegruppe ledet af jord- og betonarbejder Willy Samsing, der var formand for DKP på Trøjborg. Gruppen bestod foruden Willy Samsings tre brødre af en hård kerne på 10-12 mand. Gruppen var den første effektivt arbejdende sabotagegruppe i Aarhus og udførte mellem marts 1943 og frem til deres arrestation i juni/juli 1944 mere end 50 små og store aktioner. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Under fangenskabet i KZ-Neuengamme blev Willy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Willy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

 

 

Maj 1944 – Ordrer fra England

Den af

Lyttede man til BBC’s danske udsendelse i dagene op til 1. maj 1944 hørte man særmeldingen ”Hilsen til Marie”. Denne tilsyneladende uskyldige hilsen betød, at inderkredsen af det århusianske modstandsmiljø fik meget travlt med at planlægge den hidtil mest ødelæggende sabotageaktion i byens historie.

På et hemmeligt møde på Frederikshøj Kro kunne den nyudnævnte leder af modstanden i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, fortælle sine folk, at man fra engelsk side havde beordret ødelæggelsen af livsvigtige elektriske anlæg i Jylland. I Aalborg var målet elektricitetsnettet, mens det i Aarhus var selve elektricitetsværket, der skulle ødelægges.

07B0900001

Lige før 1. maj 1944 var ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland ved at få erstatningskaffen galt i halsen, da de via BBC’s danske radioudsendelse modtog ordre om at ødelægge elforsyningen i store dele af Jylland. Fotografiet stammer fra befrielsesdagene og viser Jyllandsleder oberstløjtnant Vagn Bennike (i midten). (Besættelsesmuseet)

En sådan ordre havde man kun forventet at modtage i tilfælde af en allieret landgang i Jylland, og da der ikke var tegn på noget sådant, gav det anledning til en del forvirring. Niels Aage Nielsen, der på det tidspunkt var koordinator af sabotagen i Midtjylland, var forfærdet over ordren og fremførte, at sabotagen mest ville ramme civilbefolkningen og kun genere tyskerne en smule, da de var i besiddelse af egne generatorer. Hertil svarede oberstløjtnant Bennike, at ”En ordre er en ordre!”.

På et senere møde hos Stadsingeniør A. J. Rambøll, der også var tilknyttet modstandsmiljøet, fremlagde direktøren for belysningsvæsenet, C. R. Wegener, tegninger af elektricitetsværket og pegede på en placering, hvor en kraftig bombe ville have størst effekt. Wegener, der var blevet helt bleg ved tanken om at medvirke til ødelæggelsen af sin egen virksomhed, oplyste desuden, at aktionen i værste fald ville betyde, at århusianerne måtte undvære strøm i op til 3-4 år efter krigens afslutning!

Det var således med største ulyst, at Niels Aage Nielsen gik i gang med at skaffe folk og sprængstof til opgaven. Til sin rådighed havde han, den i efterkrigstiden så berømte Samsing-gruppe, der var ledet af den kommunistiske sabotør Willy Samsing.

Man havde aftalt at mødes ved badeanstalten Spanien, hvor sabotørerne ville få udleveret en nøgle til elektricitetsværket. Nu opstod der en diskussion om, hvorvidt man overhovedet skulle udføre sabotagen. Willy Samsing havde skrubler og påpegede overfor sin gruppe, at den engelske ordre ville ramme civilbefolkningen urimeligt hårdt, og at en sådan aktion på sigt kunne være med til at vende befolkningen mod sabotørerne.

Det endte med, at Samsing afblæste aktionen med det påskud, at de ikke havde sprængstof nok. Snart efter modtog sabotageledelsen i Aarhus besked fra Aalborg om, at man heller ikke her havde fulgt ordren.

elværk

I maj 1944 var Aarhus tæt på miste elforsyningen, da en gruppe garvede sabotører modtog ordre om at sprænge det kommunale elværks store maskinhal. Var aktionen blevet gennemført, havde århusianerne stået uden strøm i resten af krigen. Maskinhallen ses til venstre foran gastanken. (Den Gamle By)

Militærfolkene blev naturligvis rasende over, at de kommunistiske sabotører ikke makkede ret. Det hjalp dog en hel del på stemningen, da det kom frem, at englænderne med deres ordre var gået udenom Frihedsraadet, der ellers var den danske modstands øverste ledelse.

Episoden udstillede uenighederne mellem Frihedsraadet og deres engelske allierede, og det er uhyggeligt at tænke på, at mere end 100.000 århusianere let kunne være taget som gidsler i en aldeles absurd magtkamp.

April 1944 – Optræk til ballade

Den af

Her kommer en “let” forsinket artikel om april 1944.

Når Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, fra sit hovedkvarter på universitetet spejdede ned over Aarhus, var han klar over, at det var fjendeland, han betragtede. Tiden, hvor danskerne blev anset som venligtsindede, var for længst forbi.

Schwitzgebel havde siden sin ankomst, i efteråret 1943, tilføjet frihedskæmperne det ene sviende nederlag efter det andet. På mindre end et halvt år havde han arresteret mere end 100 modstandsfolk og bl.a. knust den illegale våbenmodtagelse.

Forstærket modstandsvilje

Via sit netværk af informanter, de såkaldte stikkere, holdt Schwitzgebel sig underrettet om folkestemningen i Aarhus. Og havde han levet under den forestilling, at den skærpede kurs overfor frihedskæmperne kunne knække modstandsviljen, var de indkomne efterretninger slemt skuffende. Hvor mange århusianere før havde været skeptiske overfor sabotagen og mente, at den skadede Danmark, var holdningen nu helt anderledes positiv. Sabotørerne blev i det skjulte betragtet som helte. Krigens udvikling ude i verden spillede en afgørende rolle for stemningsudviklingen. Hjemme i dagligstuerne blev der fulgt nøje med i fronternes forskydninger, og optimismen og dumdristigheden tog til i takt med de mange tyske tilbagetog.

Fotografiet her stammer fra foråret 1941 og stammer fra en tid, hvor tyske soldater kunne færdes ugeneret i byens gader. Efter oprøret i august 1943 var den tid forbi og politiets rapporter er fulde af historier om sammenstød mellem tyskerne og byens unge mænd. (Besættelsesmuseet)

I april måned blev to tyske officerer udsat for en kollektiv hån, da de var gået ombord i en af byens sporvogne. Vognstyreren bad tyskerne om at trække bagud i vognen, så der var plads til flere passagerer. Da tyskerne ikke reagerede på anmodningen, råbte en dame pludseligt, at tyskerne ”da ellers var eksperter i tilbagetog.”. De øvrige passagerer i den overfyldte sporvogn brød ud i en voldsom hånlatter, hvorefter de rasende tyskere forlod sporvognen. Episoder som denne, var langt fra enestående.

Optræk til ballade

Ude på gaden var stemningen også blevet ond, og tyskerne kunne ikke længere bevæge sig rundt i byen uden at blive mødt af fjendtlige blikke eller decideret chikane. Eksempelvis modtog politiet i Aarhus en klage fra tyskerne om, at især de yngre århusianske mænd havde en mani med at spytte på fortovet, når en tysker gik forbi. Politiets rapporter er fulde af episoder, hvor man forsøgte at skride ind overfor dumdristige århusianere, der generede tyskerne på den ene eller anden måde. Politiet blev ofte tvunget til at tage tyskernes parti, hvilket på ingen måde gavnede deres ry i befolkningen. Det kom i øvrigt også ofte til slagsmål mellem unge mænd og deres tyske modstykker i det århusianske restaurationsliv. Om konflikterne handlede om damebekendtskaber, patriotisme eller måske begge dele, kan ikke uden videre afgøres.

251

Århusianeren blev mere og mere dristige i takt med at de tyske nederlag på slagmarken. Markering af årsdagen for Danmarks besættelse, d. 9. april med flagen på halvt og offentlig stilhed er et eksempel på, hvordan man åbenlyst markerede sin antipati overfor besættelsesmagten. (Besættelsesmuseet)

Hvorvidt Gestapo-chefen bekymrede sig om århusianernes tiltagende frækhed vides ikke, men det kan i hvert fald konstateres, at tyskernes kommende terrormål bl.a. talte Aarhus Sporvejes remise samt en række beværtninger og forlystelsessteder, så helt upåvirket har han sikkert ikke været.

Marts 1944 – Hvidstengruppen og Aarhus

Den af

Det var lidt ud på eftermiddagen den 11. marts 1944, da en lille kolonne tyske kørertøjer ankom til arresten på Vester Allé. I den forreste bil sad Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og betragtede, hvordan hans seneste fangst af østjyske modstandsfolk blev ført ind i fængselsbygningen.

Tidligere på dagen havde Schwitzgebel stået i spidsen for anholdelsen af den landskendte ejer af Hvidsten Kro Marius Fiil. Sønnen Niels, svigersønnen Peter og døtrene Tulle og Gerda var også blandt de anholdte. Aktionen var nøje planlagt, og vi ved i dag, at Schwitzgebels agenter havde holdt øje med kroen gennem længere tid. Gruppens resterende medlemmer blev fanget den 17. marts med undtagelse af to, som det lykkedes at gå under jorden.

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 70 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 71 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Afhøringer i Aarhus

Arrestanterne blev i dagene efter anholdelserne fragtet til afhøring på universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde indrettet hovedkvarter. For medlemmerne af Hvidstengruppen blev det hurtigt klart, at tyskerne vidste stort alt om gruppens arbejde med våben- og sprængstofmodtagelse. Der var derfor ingen grund til at benægte anklagerne.

Afhøringerne blev afsluttet i løbet af maj, hvorefter gruppen overførtes til Horserødlejren og Vestre Fængsel. Den 26. juni 1944 dømtes otte af gruppens medlemmer til døden ved en tysk krigsret, heriblandt Marius Fiil, hans søn og svigersøn. De øvrige straffe lød på langvarige tugthusstraffe i tyske fængsler. Dommen blev eksekveret allerede tre dage efter.

Større end Hvidsten

Man glemmer ofte, at gruppen omkring Hvidsten Kro ikke var den eneste modtagegruppe, der forsynede de østjyske sabotører med våben og sprængstoffer. Da Gestapo-chefen i januar 1944 iværksatte den store oprulningen af den jyske modtageorganisation, var Hvidstengruppen altså en blandt flere modtagegrupper, som Schwitzgebel havde i kikkerten.

I Østjylland blev også Hornsletgruppen taget. Det samme skete ved Viborg, på Fyn og så langt væk som Lolland. Det anslås, at op mod 200 modstandsfolk blev pågrebet. Af dem blev 25 henrettet og mange deporteret til fængsler i Tyskland.

Katastrofe for sabotagen

For sabotagegrupperne, ikke bare i Østjylland, men i store dele af landet var det en katastrofe, at modtageorganisation blev oprullet. Uden regelmæssig tilførsel af sabotagemateriel var det nærmest umuligt at udføre sabotager. Det blev bestemt ikke bedre af, at tyskerne opdagede og beslaglagde en del depoter.

At det var et hårdt slag for sabotagen i Aarhus ses tydeligt ved, at de før så aktive sabotører i forårsmånederne 1944 holdt særdeles lav profil. I marts, april og maj begrænsede sabotagen sig til en aktion mod et maskinsnedkeri i Højbjerg og en sprængning af en elektrisk samleskinne på jernbaneterrænet i Viby.

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, kunne hermed melde til sine overordnede i København, at han var kommet et godt stykke i bestræbelserne på at komme sabotage-uvæsnet til livs. Nu havde man taget deres våben – næste skridt var at fange dem!