Kategoriarkiv: Sabotage

Sabotage på lokomotivfabrikken Frichs – For 75 år siden trængte sabotører ind på fabrikken i Aarhus

Den af

Følgende artikel er forfattet af Asger Christiansen, der er frivillig medarbejder i Den Gamle By, hvor han især arbejder med lokalhistoriske emner. Asger har udgivet flere bøger og artikler om dansk jernbanehistorie og har denne gang skrevet om lokomotivfabrikken Frichs under besættelsen. Stor tak til Asger for at dele ud af sin viden her. 

Maskinfabrikken Frichs i Åbyhøj begyndte at bygge lokomotiver i 1914.
Ca. 1955. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Under Besættelsen måtte lokomotivfabrikken Frichs i Århus acceptere ordrer fra de tyske jernbaner, Deutsche Reichsbahn DR. Det drejede sig om 10 store damplokomotiver af såkaldt type 44ÜK samt en del komponenter til andre lokomotivtyper. De delvist færdige lokomotiver blev saboteret i efteråret 1944.

Ordre på lokomotiver til Tyskland

Allerede få måneder efter tyskernes besættelse af Danmark fremsatte tyskerne i juni 1940 ønske om, at Frichs leverede en del dieselmotorer til ubåde samt 15-20 damplokomotiver om året. Ubådsmotorer ønskede Frichs ikke at bygge, da man var nervøse for, at det kunne udløse engelske flyangreb mod fabrikken, men en mindre serie lokomotiver måtte man nødtvunget sige ja til. Efter lange forhandlinger blev 10 lokomotiver type 44ÜK noteret i Frichs ordrebog i november 1942. Tyskerne mente, at de nødvendige materialer samt kul, olie m.m. kunne leveres fra Tyskland i løbet af 8 måneder, og der ville gå et års tid med bygningen af maskinerne.

Type 44ÜK var store godstogslokomotiver med fem drivhjul samt en fireakslet tender (kulvogn). Under 2. Verdenskrig blev typen bygget i mere end tusind eksemplarer. De blev bygget i flere lande, bl.a. Frankrig, Østrig og Danmark, da de tyske fabrikker havde rigeligt at gøre med at fremstille andre lokomotiver i tusindvis. Med en længde på næsten 23 meter og en tjenestevægt på hele 183 tons blev 44ÜK’erne de største damplokomotiver nogensinde fremstillet i Danmark.

Arbejdet indledes i Aarhus

Tegningerne til lokomotiverne modtog Frichs fra Tyskland. I efteråret 1943 begyndte man at samle maskinerne i Aarhus. Ingeniør Hans Bendsberg fra Deutsche Reichsbahn kom til Århus for at kontrollere arbejdet. Da det åbenbart gik noget langsomt, sendte Reichsbahn endnu en mand herop. Den danske ingeniør William Bay var i den periode ansat i lokomotivværkstedet som værkmesterassistent. Bay fortalte senere, at Bendsberg var en tiltalende mand, mens den anden tyske ingeniør, Hans Worm, “var ubehagelig og gik ustandselig i vejen, mens han lavede en masse vrøvl”. William Bay har også fortalt, at Frichs “forsinkede leverancen helt eventyrligt. Således var 30 meget svære flanger til kraftdamprørene totalt borte, da de skulle monteres. Men de dukkede pludselig frem igen, da erstatningerne for dem var fremstillet og anbragt”. I flere tilfælde smuglede ansatte smådele ud af fabrikken, når de gik hjem. Stumperne blev smidt i Aarhus Å, blot 50 meter fra hovedindgangen til Frichs.

Overingeniør Rudolf Zeitz Floor var ansat på Frichs i 40 år, bl.a. som leder af lokomotivafdelingen
Foto: Privateje.

I drejeværkstedet fremstilledes metaldæksler til kobbelstængerne (der forbinder drivhjulene), men flere gange var dækslerne forsvundet, når personalet mødte næste morgen. Så kunne man begynde forfra. Drivhjulssættene, det vil sige i alt 50 aksler med hjul, blev fremstillet i Tyskland, men skulle afdrejes og færdigbearbejdes i Danmark. Det skete på statsbanernes store centralværksted i Aarhus.

Lederen af lokomotivafdelingen på Frichs, overingeniør Rudolf Zeitz Floor, og underdirektør Jens Due-Petersen (søn af Frichs-direktør Peter Due-Petersen og engelsk gift) havde blandt de ansatte ord for at være tyskfjendtlige. Måske vidste nogen, at Rudolf Floor var medlem af den illegale organisation “Ringen”. Senere blev han medlem af Frihedsrådets lokalkomite i Aarhus.

Det første af de tyske lokomotiver under bygning i en af hallerne på Frichs, foråret 1944
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Frichs ønskede ikke at forsyne lokomotiverne med hagekors eller andre tyske nationalitetsmærker. Tyskerne protesterede, men Frichs ændrede ikke beslutning. Man ønskede heller ikke at montere de sædvanlige Frichs byggeplader på siden af cylindrene. Der blev dog anbragt et lille ovalt messingskilt på kedlernes bagvæg ud mod førerpladsen, og her var angivet kedelnumre, som Frichs havde en særlig nummerserie for. Hvis man ønskede at se, hvor et lokomotiv var bygget, var det nødvendigt at fjerne hjulskærmen over et hjul på højre side. Bag skærmen var ordet Frichs indhugget i rammen. Det var eneste gang, at Frichs benyttede den procedure.

I september 1944 var samlingen af det første lokomotiv så fremskredent, at dampkedlen kunne opvarmes og de tre cylindre som afprøvning blæses igennem med damptryk. Dette arbejde blev udført af ingeniør William Bay, der mange år senere fortalte: ”Med et lokomotiv fra Hammelbanen – der stod for rangeringen til og fra Frichs – blev det tyske lokomotiv rangereret, så det stod ude i det fri. Lokomotivet blev opfyret med rigtige kul og opvarmet til det største tilladte tryk, 16 atmosfære. Jeg havde den ret tvivlsomme ære at at skulle udblæse maskinen. Der var nemlig ingen glidere eller stempler i de tre cylindre. Det var et ret så slidsomt job, da åbningen af damptilførslen jo ikke havde været betjent, så jeg husker de kræfter, der skulle bruges. Også det meget voldsomme brag, da den indespærrede damp udløstes”.

Det stod klart for de fleste, at lokomotiverne snart skulle sendes til Tyskland. Om status for de ti lokomotiver har William Bay senere beskrevet: ”Alle 10 kulvogne var helt færdige og stod i grå bemaling udenfor. De næste to lokomotiver, altså ud over det trykprøvede, havde deres kedler i kedelsmedjen. Kedlerne var monteret på ramme og hjul, og de var altså næsten færdige. Med hensyn til de øvrige syv lokomotiver stod de som undervogne i lokomotivhallen. Alle de ni førerhuse var ligeledes samlede, hvorimod de øvrige dele til de ni lokomotiver kun fandtes som ikke-monterede dele”.

Fabriksgården på Frichs, september 1944. Der gøres klar til første prøveopfyring af tysk lokomotiv
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Sabotage, september 1944

I de illegale kredse var man velinformeret om, hvor langt bygningen af lokomotiverne var nået. Lederen af modstandsbevægelsens nordjyske Region I, nedkastningschef Anton Toldstrup, gav ordre til at sprænge drejeskiven, der lå midt i fabriksgården. Hvis det lykkedes, blev det vanskeligt at få de tyske lokomotiver ud fra værkstedshallerne og derfra væk fra Frichs og videre ud på jernbanenettet. På Kong Christian Xs fødselsdag, den 26. september 1944, dukkede fire delvist maskerede mænd op i en taxa ved porten til Frichs. De knapt 1.000 ansatte havde netop da frokostpause. To af sabotørerne var lærlinge på Frichs, men som følge af deres illegale virksomhed havde de nogle måneder levet i skjul i Aalborg, og de arbejdede derfor ikke længere på fabrikken.

Den ene sabotør, maskinlærling 20-årige Werner Clausen, ventede sammen med en elektrikerlærling i taxaen, mens aktionen fandt sted. Portneren på Frichs havde ord for at være tyskvenlig, og man turde derfor ikke tage chancen for at blive genkendt af ham. Den ene af de to mænd, der gik ind og anbragte sprængladninger, var en aalborgensisk politibetjent Poul, der også levede under jorden. Inden aktionen blev han instrueret af Werner Clausen om fabrikkens indretning og drejeskivens placering. Først sprængtes en lille sprængladning, hvilket fik alle ansatte til at søge dækning i virksomhedens beskyttelsesrum. Derefter anbragtes en større sprængladning under drejeskiven. Det illegale ugeblad “Budstikken” skrev:

“Tirsdag middag blev drejeskiven på gårdspladsen i Frichs fabrikker ødelagt ved sabotage. Portneren blev i middagspausen holdt op af fire revolverbevæbnede mænd, der anbragte to bomber, en brand- og en sprængbombe, under drejeskiven. Ved eksplosionerne blev sporene på drejeskiven slynget højt op i vejret og understellet sprængt i stykker, så der vil gå mindst et par uger, før drejeskiven atter kan bruges. Det vil betyde, at lokomotiver og det øvrige jernbanemateriel, der står færdige til aflevering, ikke kan komme ud af fabrikken”.

Den ganske ødelagte drejeskive fotograferet dagen efter sabotagen. Alle værkstedernes ruder er blæst ud.
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Efter sprængningen kørte sabotørerne bort i den ventende taxa. De fleste af værkstedshallernes og administrationsbygningens ruder blev blæst ud – det skete også i de nærliggende villaer. Drejeskiven var totalt ødelagt, og som nævnt var det på grund af dens placering nu umuligt at køre jernbanemateriel væk fra fabrikken. DSB skaffede dog en anden drejeskive efter blot tre dage; den blev installeret i løbet af kort tid. Drejeskivens betonfundament havde nemlig ikke taget synderlig skade. Sabotagen udsatte altså kun i mindre grad leveringen af lokomotiverne, og derfor blev Frichs blot en uge senere målet for endnu en sabotageaktion.

 

Endnu en sabotage

En af fabrikkens lærlinge, den 20-årige Henrik Alexander Gulstad, var med i modstandsbevægelsen sammen med andre ansatte fra Frichs. De holdt skydeøvelser i fabrikkens kælder, for der var så meget larm fra værkstederne, at ingen kunne høre skudene. Henrik Gulstad henvendte sig til underdirektør Jens Due-Petersen for at høre, om man måtte sprænge fyrkasserne på de tre næsten færdige, tyske lokomotiver. De var monterede med kedler og førerhuse men manglede bl.a. kobbelstænger mellem drivhjulene. To maskiner stod i lokomotivværkstedet, et andet stod i det nye malerværksted. Underdirektør Jens Due-Petersen var indforstået med planen, der blev udført om aftenen den 2. oktober 1944.

Frichs-lærling Henrik Alexander Gulstad anbragte sprængladningerne på tre tyske lokomotiver
Foto: Vejlby-Risskov Lokalarkiv

Frichs-lærling Werner Clausen, der som tidligere nævnt levede under jorden, fremstillede de nødvendige sprængladninger. Dagen før aktionen gav Werner Clausen sprængstoffet til Henrik Gulstad, da de to unge mænd mødtes i købstadsmuseet Den Gamle By. Næste aften anbragte Henrik Gulstad det plastiske sprængstof i fyrkasserne på tre lokomotiver. Sprængstoffet skulle antændes af såkaldte sprængblyanter, der udløste eksplosionerne med en vis forsinkelse. Næste dag skrev de lokale aviser (det blev ikke nævnt, at der var tale om lokomotiver til Tyskland):

 “Atter i aftes lød tre vældige drøn over Aarhus. Det var denne gang Frichs fabrikker, det var gået ud over. De første to bomber eksploderede klokken 19.58 i færdigmonteringshallen, og ved denne eksplosion ødelagdes fyrboksene på to lokomotiver. Den tredje bombe eksploderede først ved 21.20-tiden i prøvecentralen, og denne gang ødelagdes fyrboksene på et tredje lokomotiv.

Kun nattevagten befandt sig på fabrikken. Han havde netop afsluttet sin runde og havde intet mistænkeligt bemærket. Ved eksplosionerne blev hallernes øverste stokværk, der er af glas, ødelagt, ligesom fyrboksene på de tre lokomotiver er revet op. Man er ikke klar over, hvordan bomberne er blevet anbragt i lokomotiverne. Da arbejderne mødte i morges, varede det noget, inden arbejdet kom igang, fordi man først måtte undersøge, om der var flere bomber rundt om i virksomheden”.

Da eksplosionerne lød, blev direktør Peter Due-Petersen og hans søn, underdirektør Jens Due-Petersen straks kaldt til fabrikken. De boede begge på Bakke Alle i Åbyhøj og har givet hørt bragene fra eksplosionerne. Ingeniør Erik Jensen har beskrevet, at to lokomotiver stod klar i malerværkstedet til den såkaldte koldtvandsprøve. “Der var blevet lagt plastisk tidsindstillet sprængstof på indersiden af fyrkassen på lokomotiverne, og vi så nu vandet fosse ud og løbe ned i graven mellem skinnerne. Jeg husker endnu, at Peter Due-Petersen kravlede op ad lejderen til førerrummet, og sønnen Jens råbte til sin far om at lade være. Jeg tror, de spillede for galleriet, de har sikkert begge vidst, at noget sådant kunne ske”. Foruden skaderne på lokomotiverne, var tusindvis af ruder blæst ud i virksomhedens mange bygninger.

Maskinlærling Henrik Gulstad måtte allerede dagen efter gå under jorden og leve i skjul. Han fortsatte sit virke i modstandsbevægelsen et par måneder indtil januar 1945, hvor han mistede livet ved en aktion i Nørresundby. Mere om det senere.

 

Skader på en fyrkasse på tysk lokomotivet – det kunne derefter ikke fyres op og var nærmest ubrugeligt, indtil en omfattende reparation var udført
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Tyske soldater besætter Frichs

Efter sabotagen lå arbejdet med de tyske lokomotiver stille i to måneder. Ingen af maskinerne havde endnu været ude at køre, skønt ordren var aftalt mere end tre år forinden. På et af lokomotiverne afmonterede man førerhuset, så skaderne på fyrkasse (hvor kul afbrændes) og kedel kunne inspiceres. Fyrkasserne var beskadigede, og en skade på så central en del af et lokomotiv gjorde det umuligt at gøre lokomotivet køreklart uden endog meget omfattende reparationer.

Lørdag eftermiddag den 25. november 1944 blev Frichs besat af 120 tyske soldater. De erklærede, at besættelsen skulle opretholdes, indtil lokomotiverne var sendt til Tyskland, selvom de ikke kunne køre ved egen kraft. Soldaterne, der besatte Frichs, havde vagtstue i en godsvogn placeret lige uden for fabriksporten, hvorfra de patruljerede omkring virksomheden. En sjælden gang gik de ind i værkstederne. De blandede sig dog ikke i arbejdet, men deres nysgerrighed irriterede mange af de ansatte. En medarbejder i støberiet blev så vred, at han smækkede porten i for næsen af en af soldaterne. Frichs-ansatte gjorde nu de ufærdige lokomotiver nødtørftigt klar til afsendelse. Til trods for den stærke bevogtning lykkedes det for modstandsbevægelsen at sprænge en samleskinne (uden for fabriksområdet) til fabrikkens elektricitetsværk.

Syv lokomotiver var kun delvist samlede. Et enkelt lokomotiv havde fået kedlen monteret, men de resterende seks maskiner var ikke samlede. Dog var rammer og hjul samlet, således at de kunne sammenkobles og køres bort, trukket af et lokomotiv. Kedlerne og de øvrige maskindele inklusive de færdige førerhuse blev læsset på godsvogne. Ifølge ingeniør William Bay drejede det sig om ca. 20 lukkede og et antal åbne godsvogne. De 10 bogietendere (kulvogne) var alle færdige og gråmalede.

 

Lokomotiverne afsendes

Allerede efter tre dages besættelse af Frichs sendte DSB et telegram til de berørte parter om afsendelse “af 10 ufærdige lokomotiver til Tyskland via Padborg”. Af telegrammet fremgik, at trækkraften for et antal transporter skulle være tyske lokomotiver (der kørte en del i Jylland). Ifølge brev sendt den 28. november fra “Der Bahnbevollmächtigte der Deutschen Reichsbahn für Dänemark”, med kontorer i Ny Banegårdsgade 55 i Aarhus, at DSB skulle stille et rangerlokomotiv til rådighed i perioden fra den 29. november til den 12. december. Rangerlokomotivet skulle hver morgen kl. 7.00 ”pünktlich” være klar ved Frichs for at rangere 6-10 enheder til Aarhus godsbanegård, således at transporter kunne afgå mod syd fra godsbanegården kl. 9.00.

Første sending bestående af to 44ÜK-lokomotiver, en mandskabsvogn med soldater, tre lukkede og to åbne godsvogne blev hentet på Frichs om morgenen den 29. november. Sporforbindelsen til fabrikken var et 700 m langt sidespor, det såkaldte Åbyspor. Sporet gik fra Hammelbanens egen station i Carl Blochs Gade og ud langs nordsiden af Søren Frichsvej til lokomotivfabrikken vest for Ringgaden. Åbysporets skinner kunne ikke holde til de tunge, tyske lokomotiver, skulle det vise sig. I sidesporets kurve nær Hammelbanegården afsporedes det første lokomotiv med flere hjul, fordi to skinner knækkede under maskinen. Den tyske transport holdt derfor natten over ved Søren Frichsvej under bevogtning af tyske soldater. Næste dag opdagede jernbanefolk to sprængladninger ved det nærmeste sporskifte. Danskerne nægtede at arbejde, før en tysk sprængningskommando havde demonteret sprængladningerne. Det afsporede lokomotiv blev delvist løftet med donkrafte, hvorefter tyskerne forstærkede sporet ved hjælp af specialfremstillede kiler, der svejsedes på den yderste skinne i kurven.

Den 1. december – altså to dage efter afsporingen – kunne de to lokomotiver og seks godsvogne afsendes fra Aarhus til Padborg. Særtogene blev som oftest fremført af tyske lokomotiver, der allerede befandt sig i Jylland. To dage senere afsendtes yderligere to lokomotiver og en mandskabsvogn. Så vidt vides blev der afsendt ni transporter med delvist færdige lokomotiver og komponeter; den sidste transport fandt sted den 9. december. Ifølge et brev den 20. december 1944 fra Hammelbanen var alle 10 lokomotiver nu afsendt. Der havde bl.a. været benyttet “11 lukkede mandskabsvogne til befordring af mandskab til vagttjeneste m.m.” 

Ifølge korrespondance efter Besættelsen mellem Frichs og Handelsministeriet i København skulle lokomotiverne sendes til “Stargard i Reichsbahncentralamt Pommern for at færdigbygges der”. Byen Stargard med et stort lokomotivdepot og værksted var tysk, men efter verdenskrigens grænseændringer blev Stargard og den nærliggende by Stettin indlemmet i Polen.

 

Sabotørernes skæbne

Frichs-lærling Werner Clausen, der stod for sabotagen mod drejeskiven, blev i slutningen af 1944 arresteret af det tyske Gestapo i Vejle, hvor han med andre sabotører ville sprænge en fabrik. Utroligt nok lykkedes det Werner Clausen at snakke sig ud af problemerne under et tre timer langt forhør, og han blev løsladt. Herefter beordrede modtandsbevægelsens ledelse, at Werner skulle flygte til Sverige med en fiskerbåd fra Sæby. Werner Clausen vendte tilbage til Danmark sammen med Den danske Brigade straks efter Danmarks Befrielse den 5. maj 1945. Nogen tid senere genoptog han sit arbejde på Frichs, hvor han blev færdiguddannet som maskinarbejder. Derefter var han i en årrække ansat ved DSB’s Centralværksted i Aarhus. Werner Clausen døde i 2016 i en alder af 91 år.

Maskinlærlig Henrik Alexander Gulstad med dæknavnet ”Søren” blev opfordret til at flygte til Sverige, men han blev i Jylland og fortsatte det illegale arbejde efter sabotagen på Frichs. Modstandsbevægelsen beordrede, at Henrik Gulstad flyttede til Aalborg sammen med en anden ung modstandsmand, Ib Rickmann Olsen. I Aalborg blev de to unge mænd en del af en modstandsgruppe, der omtaltes som Dagdriverbanden. Henrik og Ib havde kendt hinanden siden deres fælles skoletid på Forældreskolen i Aarhus. Om formiddagen den 12. januar 1945 var Henrik og Ib i Nørresundby sammen med andre sabotører i en aktion, hvor de ved hjælp af brandbomber satte ild til bygninger og et stort, tysk kul- og halmlager ved Østasiatisk Kompagnis nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej. Under aktionen blev sabotørerne opdaget af en dansk vagtmand. Han var medlem af det danske nazistparti, bar grå uniform, men skønt han var bevæbnet med både riffel og pistol, havde han ikke fået nogen skydetræning.

Vagtmanden skød efter en af sabotørerne, Ib Rickmann Olsen, der blev såret og indlagt på sygehuset i Aalborg. Her blev han befriet af modtandsfolk og straks skjult under falsk navn på hospitalet i Dronninglund, hvor han døde nogle dage senere. Ib Rickmann Olsens gravsted findes endnu på Nordre Kirkegård i Aarhus.

Vagtmanden skød også efter Henrik Gulstad, men var ikke klar over, om han ramte Henrik. Det viste sig, at Henrik blev ramt af et skud, der var øjeblikkeligt dræbene. Henriks lig blev dog først fundet næste formiddag, idet han var faldet ned bag nogle kasserede rør på lagerpladsen.

Henriks forældre, Otto og Anna Gulstad, Risskov, satte den 19. januar en dødsannonce i avisen, hvoraf det fremgik, at ”begravelsen har fundet sted”. Henrik, der var 20 år gammel, blev begravet på Risskov Kirkegård. I juli 1945 blev en mindeplakette monteret på Henrik Gulstads gravsten ved en ceremoni, hvor Henriks far, afdelingslæge Gulstad, bevæget takkede for anerkendelsen af sin søn. Messingplaketten har indskriptionen ”Faldne i Danmarks Frihedskamp, 1940-1945”. Gulstads gravsted og gravsten findes stadig på Risskov Kirkegård.

Efter Besættelsen blev den danske vagtmand fra Aalborg sigtet for drab på de to sabotører, og han blev i juli 1946 idømt livsvarigt fængsel. Dommen blev anket, og den ændredes af landsretten i januar 1947 til 16 års fængsel.

 

Mindetavler for Henrik Gulstad

Den 4. maj 1946 blev der opsat en stor mindesten for Henrik Gulstad og Ib Ricmann Olsen ved den nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej i Nørresundby. I Aarhus blev der opsat tre mindeplader for Henrik Gulstad, den første var den nævnte på Risskov Kirkegård. Som ungt menneske havde Henrik taget realeksamen på Forældreskolen på Marselis Boulevard i Aarhus. I skolegården blev der i januar 1947 opsat en mindeplade på hovedbygningen for Henrik. Pladen med indskriptionen ”Tak for din indsats i Frihedskampen”, var skænket af skolens elevforening, og pladen sidder stadig på skolebygningen. Mens Henrik var maskinlærling havde Henrik fulgt undervisning på Teknisk Skole ved hjørnet af Ingerslevs Plads og N.J. Fjordsgade. Også her blev en mindeplade sat op. Det skete i september 1945.

Mindeplade opsat 1947 på Forældreskolen, Marselis Boulevard, Århus
Foto: Asger Christiansen

På lokomotivfabrikken Frichs opsatte man en mindeplade i receptionen i Frichs administrationsbygning, der ligger ud mod Søren Frichs Vej. Pladen opremser navne på 45 ansatte, der var med i fabrikkens vagtværn fra oktober 1944. En særskilt plade blev opsat til minde om Henrik Alexander Gulstad, der som nævnt anbragte sprængladningerne i lokomotivernes fyrkasser. Pladen med Henriks navn har indgraveret et citat fra den norske digter Nordal Grieg: ”De beste bli aldri vor fremtid, de beste har nok med å dø”.

Lokomotivfabrikken Frichs gik konkurs i 1977, bygningerne blev solgt, og fra 1986 ombygget til erhvervspark med kontor- og butikslokaler under navnet Frichsparken. Mindepladen for Henrik Gulstad sidder nu på vestgavlen af den tidligere administrationsbygning, der nu benævnes Bygning 36.

Frichs overingeniør Rudolf Zeitz Floor blev arresteret af tyskerne den 15. marts 1945 i sit hjem Ydunsvej 31 i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Floor blev senere ført til internering i Frøslevlejren nær Padborg i Sønderjylland, hvor han sad indtil befrielsen. Rudolf Floor fortsatte på Frichs indtil 1964, hvor han gik på pension efter 40 års ansættelse på lokomotivfabrikken.

Mindepladen for Henrik Gulstad sidder endnu på Frichs tidligere administrationsbygning i Frichsparken
Foto: Asger Christiansen

Lokomotiverne samles i Østtyskland

Med afsendelsen fra Aarhus i december 1944 forsvinder “sporet” efter lokomotiverne. I hvert fald for en tid. Næste oplysninger daterer sig til slutningen af 1948, hvor de ufærdige maskiner befandt sig på Volkseigene Betriebe Lokomotivbau-Elektrotechnische Werke “Hans Beimler” i forstaden Hennigsdorf i den nordlige udkant af Berlin. Efter krigsafslutningen lå fabrikken i Berlins sovjetiske besættelsessektor. I oktober året efter – altså 1949 – blev Deutsche Demokratische Republik (Østtyskland) oprettet som selvstændig stat under et kommunistisk styre.

På samme tid var man ved at bygge Frichs-lokomotiverne færdige i Berlin. Det første kunne prøvekøres i december 1948. I oktober 1949 afholdtes den første østtyske Leipziger Messe, hvor man udstillede produkter fremstillet i den nyoprettede stat. Et af lokomotiverne fra Frichs var udstillet som eksempel på den socialistiske industris formåen. Men i hovedsagen var der altså tale om dansk arbejde fra Aarhus. De 10 Frichs-lokomotiver var i drift i Østtyskland i næsten 40 år som trækkraft for tunge godstog og i enkelte tilfælde persontog. Det sidste lokomotiv blev udrangeret og derefter hugget op i Berlin i foråret 1988.

Et de Frichs-byggede lokomotiver blev i 1949 vist frem på Leiziger Messen og præsenteret som en øst-tysk produktion
– arkiv Dietrich Kutschik

August 1943 – Sammenstød i luften

Den af

August 1943 blev en af de mest skelsættende måneder under besættelsen. Det var her store dele af befolkningen bød besættelsesmagten trods, regeringen gik af i protest og den tyske linje blev langt hårdere og mere nådesløs end i de første år af besættelsen.

I blandt andet Esbjerg, Odense og Aalborg gik det i løbet af måneden vildt for sig og hverdagen bød på sabotager, vold, provokationer og opstand. Hidtil har historien været, at Aarhus i den henseende slap nådigt, men nye arkivstudier har vist at Aarhus ikke var en undtagelse, og at august i høj grad blev på voldens præmisser her i byen.

Vores spændende fund fortæller blandt andet historien om en by, der i hele august er præget af en anspændt atmosfære, hævntørst, nervøsitet, frygt og kaos. Især dagene op til undtagelsestilstanden og regeringens afgang den 29. august var byen på den anden ende.

Derfor vil du fra den 26.-28. august kunne læse døgnrapporter der giver et indblik i en befolkning, der havde fået nok, og en besættelsesmagt der ikke var blege for at tage til genmæle for at genoprette orden.

En måned i sabotørernes kløer
August skulle først og fremmest blive en måned, hvor den kommunistiske modstandsbevægelse og især Samsinggruppen gjorde sit til at bekæmpe besættelsesmagtens tyranni. Faktisk blev August 1943 den måned under besættelsen, hvor der skete næstflest sabotager i Aarhus. Det var den måned, hvor det for alvor tog fart og de forskellige modstandsgrupper begik intet mindre end 26 sabotager, svarende til næsten det samlede antal af sabotager der var begået siden sabotagernes begyndelse i maj 1942.

01.08.1943: Risskov Lufttørringsvaskeri, Enebærvej/Tulipanvej, Risskov
08.08.1943: DSBs 30 tons hjælpekran
08.08.1943: Lokomotiv, Remisen, Sonnesgade
10.08.1943: Ib Nielsens Maskinsnedkeri, Lystrupvej, Risskov
10.08.1943: Tysk barak ved Brendstrupgaard
10.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
11.08.1943: N. C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
11.08.1943: Tysk depot, Østergade 25
11.08.1943: Aarhus Yachtværft, Lystbådehavnen
11.08.1943: R. M. Iversens Sadelmagerværksted, Studsgade 15
11.08.1943: Tysk godsvogn på Østbaneterrænet
13.08.1943: Transformerstation ved Langelandsgades Kaserne
15.08.1943: Højspændingsmaster i Universitetsparken
15.08.1943: Jydsk Telefon Aktieselskabs fordelercentral, Sct. Pauls Gade/Skt. Pauls Kirkeplads
15.08.1943: D.N.S.A.P’s kiosk og kontor, Aaboulevarden 59
15.08.1943: Den Østjydske Længdebane
18.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
18.08.1943: Missionshotellet Tabor, Åbyhøj
18.08.1943: Tysk Barak, Viby
20.08.1943: Transformerstationer i Hasle og på Søren Frichs Vej
22.08.1943: Thomassens Autoværksted, Højbjerg
25.08.1943: Transformator, Lystbådehavnen
26.08.1943: N.C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
26.08.1943: Chr. Ni. Winthers Tømrer- og Snedkerværksteder, Mindegade 6
26.08.1943: Tysk administrationsbygning, A/S Aarhus Oliefabrik, M.P. Bruunsgade 27
28.08.1943: Rosenvangsskolen, Rosenvangs Allé 49, Viby

Hjælp fra englænderne

Midlerne til sabotagerne var samtidig af hidtil uset styrke og karakter. Special Operations Executive (SOE), der var sat i verden ”for at sætte Europa i brand”, som den britiske Premierminister Winston Churchill udtrykte det, leverede sprængstoffer til modstandslommer rundt i Europa. Dette kom blandt andet Samsinggruppen til gode, der i løbet af aftenen og natten den 10.-11. august foretog ikke mindre end otte sabotager, herunder flere, der var rettet direkte mod værnemagten.

Samsinggruppen nåede under besættelsen at udføre over 50 sabotageaktioner i Aarhus, men blev arresteret den 30. juni 1944 og siden deporteret til lejre i Tyskland. Her resterne af de tyske barakker de sprang den 10.08.1943. Besættelsesmuseet.

Foruden de mange sabotager, var mage daglige provokationer, overfald, tyverier og magtdemonstrationer fra både dansk og tysk side med til at skabe spændinger. Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår bægeret ville flyde over.

Benzin på bålet

Da aarhusianske Poul Edvin Kjær Sørensen blev anholdt den 18. august. Han blev fragtet til Aarhus, og dømt til døden ved den tyske krigsret i en beslaglagt lejlighed på Sønder Allé den 25. august.

I løbet af aftenen spredte nyheden om sig som en steppebrand og den første tyske dødsdom i Danmark, bragte for alvor sindene i kog. Allerede dagen efter indledtes der strejker mange stedet i byen. I spidsen gik Aarhus Oliemølle, hvor Sørensens far arbejdede.

Hele august havde fagbevægelsen, ført an ved socialdemokraten Leonhard Hansen, forsøgt at undgå arbejdsnedlæggelser, men besættelsesmagtens forsøg på at opretholde ro og orden ved at demonstrere deres magt til fulde blev for meget for byens borgere.

Politiet forsøgte i dagene at sikre ro og orden, men nåede ofte ikke frem før sammenstødene var i fuld gang og slukkede reelt set flere ildebrande end de forhindrede.

Bekendtgørelse fra Politimester Einar Hoeck, der advarer om de konsekvenser sammenstimlen kunne have. Besættelsesmuseet.

Ordensmagten på overarbejde

Som måneden gik på hæld måtte ordensmagten flere gange trække stavene mod civilbefolkningen for at få opløst både store og små opløb. Politiet arbejdede på højtryk i forsøget på at følge med de mange konflikter og samtidig var de under et voldsomt politisk pres. Dels fik politiet i skarpe vendinger fra den tyske bykommandant Major Kruse besked på at få styr på optøjerne, dels frygtede man fra politiets side, hvad værnemagtens repressalier ville være, hvis man ikke fik tøjlet befolkningens vrede. Tilstanden var lovløs, kaotisk og hævntørsten var at spore fra alle sider.

Politibetjente ude på march under fredeligere omstændigheder end dem der mødte dem under Augustoprørene 1943. Besættelsesmuseet.

Ingen er sikre

Hverken den tyske byledelse eller de tyske soldater var tilfredse med den drejning måneden havde taget og det var tydeligt, at nerverne sad uden på tøjet. Sammenstødene mellem tyske soldater og danske civile fortsatte med at tage til. Da bølgerne gik højest var det et rent lotteri om de tyske soldater holdt sig til slagsmål eller trak deres skydevåben mod civilbefolkningen, der heller ikke holdt sig tilbage når det kom til at opsøge konfrontationen.

En tysk soldat i undertal. Utryg ved situationen står han klar til at afsikre sin pistol. Besættelsesmuseet.

Et ægtepar slap med skrækken da de blev overfaldet og væltet af deres cykler af en flok tyske soldater. Deres råb om hjælp sendte utroligvis soldaterne på flugt, et held, der sjældent var ofrene forundt. Oftest var overfaldene fra tysk side voldelige, og ofte lykkedes det dem samtidig at stikke af fra gerningsstedet. Ved et umotiveret overfald på en dansk mand, nægtede en tysk soldat foran flere tyske officerer at legitimere sig over for det danske politi, der valgte at tage rapport og gå videre til den tyske kommando, der dog ikke ville gøre mere ved sagen.  Noget tyder altså på, at den orden de tyske officerer havde søgt at opretholde blandt deres egne i de første besættelsesår i denne måned blandt visse var blevet afløst af et voldens fripas – man havde fra tysk side fået nok.

Efterspillet

Den nærmest lovløse tilstand stoppede ikke trods undtagelsestilstandens indførelse. Et godt stykke ind i september fortsatte de mere voldsomme overfald, inden der atter faldt mere ro på.

Bekendtgørelse fra de tyske myndigheder i byen med de udstedte forholdsregler til befolkningen. Besættelsesmuseet.

Danske kvinder med deres tyske kærester blev forsat antastet og truet med klipning, og soldaternes svar på tiltale var fortsat ofte vold. Den 2. september blev en mand såret da han blev skudt i hovedet af tyske soldater, der havde bedt ham flytte sig fra Ringgadebroen. Den ældre herre med dårlig hørelse var sig ikke bevidst om, at man ikke måtte gøre ophold på broen.

Hvor man tidligere havde set, at de tyske soldater havde bedt ham flytte sig eller havde tilkaldt det danske politi, lå efterdønningerne af oprørets måned stadig luften. En hverdag som før august 1943 kunne ikke komme på tale igen. Voldsspiralen fortsatte og den mere afstumpede og brutale vold var kommet for at blive.

Følg med på søndag, hvor du kan læse den første af i alt tre døgnrapporter om dagene op til den 29. august.

 

 

August 1944 – Øje for Øje

Den af

Det så sort ud for modstandsarbejdet i sommeren 1944. Det tyske sikkerhedspoliti havde vha. deres netværk af stikkere haft held til at optrævle store dele af det jyske modstandsmiljø og dermed sat en effektiv stopper for sabotagen, ikke blot i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Den Jyske Rejsegruppe

Modstandsfolkenes engelske allierede, SOE (Special Operations Executive), ønskede sabotagen genoptaget så hurtigt som muligt, og for at imødekomme dette ønske oprettedes der en rejsende sabotagegruppe under den erfarne sabotør Jens Lillelund, som havde været tilknyttet den københavnske organisation Holger Danske.  Ideen med Rejsegruppen var, at sabotørerne skulle rejse fra by til by og udføre især fabrikssabotage. Man håbede, at de mobile sabotører ville være sværere at finde, da de kun opholdte sig på samme sted i kort tid.

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

Rejsegruppen bestod hovedsageligt af folk fra det midtjyske og blev samlet i Aarhus i juli/august 1944. Det var derfor også naturligt, at flere af Rejsegruppens folk blev involveret i opbyggelsen af en ny og senere særdeles slagkraftig århusiansk sabotagegruppe, der blev kendt under navnet 5. kolonne.

Så går det atter løs 

Rejsegruppens sabotager i Aarhus begyndte med en håndfuld mindre aktioner i juli måned. I august tog det for alvor fart med en række vellykkede aktioner mod autoværksteder, der reparerede biler og motorcykler for tyskerne. I løbet af efteråret udførte Rejsegruppen og 5. kolonne knap 80 vellykkede sabotageaktioner, og Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, der i juni selvsikkert havde meddelt sine chefer i København, at Aarhus var ”renset” for sabotører, fik nu igen brug for sit korps af stikkere.

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Fra København indløb der snart rasende ordrer om, at sabotørernes frækhed måtte gengældes med terror, og til det formål valgte terror-chefen i København, SS-obersten Otto Bovensiepen, at oprette en særlig Aarhus-afdeling af den senere så berygtede terrorbande Peter-gruppen. Gruppe flyttede ind hos Gestapo på universitetskollegierne, hvor de boede i nogle kælderrum, der snart blev døbt ”Bunkeren”.

Aarhus-afsnittets leder var SS-majoren Philip Schmitt, som havde en uhyggelig fortid som kommandør for koncentrationslejren Breendonk i det tyskbesatte Belgien. Han havde blandt andet haft ansvaret for deportationen af de belgiske jøder tilbage i 1941 og var på ingen måde en person, som havde moralske skrupler, når det kom til udøvelse af magt.

Tysk hævnakt

Aarhus-gruppens første terror-aktion fandt sted 28. juli og var rettet mod DSB’s garageanlæg ved rutebilstationen. Her blev fem uerstattelige rutebiler ødelagt. Det næste terror-anslag var også rettet mod den kollektive trafik og fandt sted natten mellem 21. og 22. august, hvor Schmitts gruppe trængte ind på Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads, hvor de med trukne pistoler jog nattevagten og rengøringsfolkene væk. Herefter placerede de rigeligt med sprængstof rundt om på remiseanlægget og snart efter fulgte en enorm eksplosion efterfulgt af to mindre. Aktionen skulle angiveligt være tyskernes svar på sabotagen mod Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej.

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Bombeattentatet mod remisen kostede heldigvis ingen menneskeliv, men satte en stopper for det meste af den kollektive sporvognstrafik i Aarhus. Fra tyskernes side var meningen tydelig: Hvis I ødelægger vores transportmuligheder, så ødelægger vi jeres. Man måtte snart sande, at samme uhyggelige øje for øje-logik var gældende, når det kom til hævnaktioner for modstandsbevægelsens drab på tyskernes danske allierede.

Maj 1944 – Ordrer fra England

Den af

Lyttede man til BBC’s danske udsendelse i dagene op til 1. maj 1944 hørte man særmeldingen ”Hilsen til Marie”. Denne tilsyneladende uskyldige hilsen betød, at inderkredsen af det århusianske modstandsmiljø fik meget travlt med at planlægge den hidtil mest ødelæggende sabotageaktion i byens historie.

På et hemmeligt møde på Frederikshøj Kro kunne den nyudnævnte leder af modstanden i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, fortælle sine folk, at man fra engelsk side havde beordret ødelæggelsen af livsvigtige elektriske anlæg i Jylland. I Aalborg var målet elektricitetsnettet, mens det i Aarhus var selve elektricitetsværket, der skulle ødelægges.

07B0900001

Lige før 1. maj 1944 var ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland ved at få erstatningskaffen galt i halsen, da de via BBC’s danske radioudsendelse modtog ordre om at ødelægge elforsyningen i store dele af Jylland. Fotografiet stammer fra befrielsesdagene og viser Jyllandsleder oberstløjtnant Vagn Bennike (i midten). (Besættelsesmuseet)

En sådan ordre havde man kun forventet at modtage i tilfælde af en allieret landgang i Jylland, og da der ikke var tegn på noget sådant, gav det anledning til en del forvirring. Niels Aage Nielsen, der på det tidspunkt var koordinator af sabotagen i Midtjylland, var forfærdet over ordren og fremførte, at sabotagen mest ville ramme civilbefolkningen og kun genere tyskerne en smule, da de var i besiddelse af egne generatorer. Hertil svarede oberstløjtnant Bennike, at ”En ordre er en ordre!”.

På et senere møde hos Stadsingeniør A. J. Rambøll, der også var tilknyttet modstandsmiljøet, fremlagde direktøren for belysningsvæsenet, C. R. Wegener, tegninger af elektricitetsværket og pegede på en placering, hvor en kraftig bombe ville have størst effekt. Wegener, der var blevet helt bleg ved tanken om at medvirke til ødelæggelsen af sin egen virksomhed, oplyste desuden, at aktionen i værste fald ville betyde, at århusianerne måtte undvære strøm i op til 3-4 år efter krigens afslutning!

Det var således med største ulyst, at Niels Aage Nielsen gik i gang med at skaffe folk og sprængstof til opgaven. Til sin rådighed havde han, den i efterkrigstiden så berømte Samsing-gruppe, der var ledet af den kommunistiske sabotør Willy Samsing.

Man havde aftalt at mødes ved badeanstalten Spanien, hvor sabotørerne ville få udleveret en nøgle til elektricitetsværket. Nu opstod der en diskussion om, hvorvidt man overhovedet skulle udføre sabotagen. Willy Samsing havde skrubler og påpegede overfor sin gruppe, at den engelske ordre ville ramme civilbefolkningen urimeligt hårdt, og at en sådan aktion på sigt kunne være med til at vende befolkningen mod sabotørerne.

Det endte med, at Samsing afblæste aktionen med det påskud, at de ikke havde sprængstof nok. Snart efter modtog sabotageledelsen i Aarhus besked fra Aalborg om, at man heller ikke her havde fulgt ordren.

elværk

I maj 1944 var Aarhus tæt på miste elforsyningen, da en gruppe garvede sabotører modtog ordre om at sprænge det kommunale elværks store maskinhal. Var aktionen blevet gennemført, havde århusianerne stået uden strøm i resten af krigen. Maskinhallen ses til venstre foran gastanken. (Den Gamle By)

Militærfolkene blev naturligvis rasende over, at de kommunistiske sabotører ikke makkede ret. Det hjalp dog en hel del på stemningen, da det kom frem, at englænderne med deres ordre var gået udenom Frihedsraadet, der ellers var den danske modstands øverste ledelse.

Episoden udstillede uenighederne mellem Frihedsraadet og deres engelske allierede, og det er uhyggeligt at tænke på, at mere end 100.000 århusianere let kunne være taget som gidsler i en aldeles absurd magtkamp.

April 1944 – Optræk til ballade

Den af

Her kommer en “let” forsinket artikel om april 1944.

Når Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, fra sit hovedkvarter på universitetet spejdede ned over Aarhus, var han klar over, at det var fjendeland, han betragtede. Tiden, hvor danskerne blev anset som venligtsindede, var for længst forbi.

Schwitzgebel havde siden sin ankomst, i efteråret 1943, tilføjet frihedskæmperne det ene sviende nederlag efter det andet. På mindre end et halvt år havde han arresteret mere end 100 modstandsfolk og bl.a. knust den illegale våbenmodtagelse.

Forstærket modstandsvilje

Via sit netværk af informanter, de såkaldte stikkere, holdt Schwitzgebel sig underrettet om folkestemningen i Aarhus. Og havde han levet under den forestilling, at den skærpede kurs overfor frihedskæmperne kunne knække modstandsviljen, var de indkomne efterretninger slemt skuffende. Hvor mange århusianere før havde været skeptiske overfor sabotagen og mente, at den skadede Danmark, var holdningen nu helt anderledes positiv. Sabotørerne blev i det skjulte betragtet som helte. Krigens udvikling ude i verden spillede en afgørende rolle for stemningsudviklingen. Hjemme i dagligstuerne blev der fulgt nøje med i fronternes forskydninger, og optimismen og dumdristigheden tog til i takt med de mange tyske tilbagetog.

Fotografiet her stammer fra foråret 1941 og stammer fra en tid, hvor tyske soldater kunne færdes ugeneret i byens gader. Efter oprøret i august 1943 var den tid forbi og politiets rapporter er fulde af historier om sammenstød mellem tyskerne og byens unge mænd. (Besættelsesmuseet)

I april måned blev to tyske officerer udsat for en kollektiv hån, da de var gået ombord i en af byens sporvogne. Vognstyreren bad tyskerne om at trække bagud i vognen, så der var plads til flere passagerer. Da tyskerne ikke reagerede på anmodningen, råbte en dame pludseligt, at tyskerne ”da ellers var eksperter i tilbagetog.”. De øvrige passagerer i den overfyldte sporvogn brød ud i en voldsom hånlatter, hvorefter de rasende tyskere forlod sporvognen. Episoder som denne, var langt fra enestående.

Optræk til ballade

Ude på gaden var stemningen også blevet ond, og tyskerne kunne ikke længere bevæge sig rundt i byen uden at blive mødt af fjendtlige blikke eller decideret chikane. Eksempelvis modtog politiet i Aarhus en klage fra tyskerne om, at især de yngre århusianske mænd havde en mani med at spytte på fortovet, når en tysker gik forbi. Politiets rapporter er fulde af episoder, hvor man forsøgte at skride ind overfor dumdristige århusianere, der generede tyskerne på den ene eller anden måde. Politiet blev ofte tvunget til at tage tyskernes parti, hvilket på ingen måde gavnede deres ry i befolkningen. Det kom i øvrigt også ofte til slagsmål mellem unge mænd og deres tyske modstykker i det århusianske restaurationsliv. Om konflikterne handlede om damebekendtskaber, patriotisme eller måske begge dele, kan ikke uden videre afgøres.

251

Århusianeren blev mere og mere dristige i takt med at de tyske nederlag på slagmarken. Markering af årsdagen for Danmarks besættelse, d. 9. april med flagen på halvt og offentlig stilhed er et eksempel på, hvordan man åbenlyst markerede sin antipati overfor besættelsesmagten. (Besættelsesmuseet)

Hvorvidt Gestapo-chefen bekymrede sig om århusianernes tiltagende frækhed vides ikke, men det kan i hvert fald konstateres, at tyskernes kommende terrormål bl.a. talte Aarhus Sporvejes remise samt en række beværtninger og forlystelsessteder, så helt upåvirket har han sikkert ikke været.

Marts 1944 – Hvidstengruppen og Aarhus

Den af

Det var lidt ud på eftermiddagen den 11. marts 1944, da en lille kolonne tyske kørertøjer ankom til arresten på Vester Allé. I den forreste bil sad Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og betragtede, hvordan hans seneste fangst af østjyske modstandsfolk blev ført ind i fængselsbygningen.

Tidligere på dagen havde Schwitzgebel stået i spidsen for anholdelsen af den landskendte ejer af Hvidsten Kro Marius Fiil. Sønnen Niels, svigersønnen Peter og døtrene Tulle og Gerda var også blandt de anholdte. Aktionen var nøje planlagt, og vi ved i dag, at Schwitzgebels agenter havde holdt øje med kroen gennem længere tid. Gruppens resterende medlemmer blev fanget den 17. marts med undtagelse af to, som det lykkedes at gå under jorden.

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 70 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 71 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Afhøringer i Aarhus

Arrestanterne blev i dagene efter anholdelserne fragtet til afhøring på universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde indrettet hovedkvarter. For medlemmerne af Hvidstengruppen blev det hurtigt klart, at tyskerne vidste stort alt om gruppens arbejde med våben- og sprængstofmodtagelse. Der var derfor ingen grund til at benægte anklagerne.

Afhøringerne blev afsluttet i løbet af maj, hvorefter gruppen overførtes til Horserødlejren og Vestre Fængsel. Den 26. juni 1944 dømtes otte af gruppens medlemmer til døden ved en tysk krigsret, heriblandt Marius Fiil, hans søn og svigersøn. De øvrige straffe lød på langvarige tugthusstraffe i tyske fængsler. Dommen blev eksekveret allerede tre dage efter.

Større end Hvidsten

Man glemmer ofte, at gruppen omkring Hvidsten Kro ikke var den eneste modtagegruppe, der forsynede de østjyske sabotører med våben og sprængstoffer. Da Gestapo-chefen i januar 1944 iværksatte den store oprulningen af den jyske modtageorganisation, var Hvidstengruppen altså en blandt flere modtagegrupper, som Schwitzgebel havde i kikkerten.

I Østjylland blev også Hornsletgruppen taget. Det samme skete ved Viborg, på Fyn og så langt væk som Lolland. Det anslås, at op mod 200 modstandsfolk blev pågrebet. Af dem blev 25 henrettet og mange deporteret til fængsler i Tyskland.

Katastrofe for sabotagen

For sabotagegrupperne, ikke bare i Østjylland, men i store dele af landet var det en katastrofe, at modtageorganisation blev oprullet. Uden regelmæssig tilførsel af sabotagemateriel var det nærmest umuligt at udføre sabotager. Det blev bestemt ikke bedre af, at tyskerne opdagede og beslaglagde en del depoter.

At det var et hårdt slag for sabotagen i Aarhus ses tydeligt ved, at de før så aktive sabotører i forårsmånederne 1944 holdt særdeles lav profil. I marts, april og maj begrænsede sabotagen sig til en aktion mod et maskinsnedkeri i Højbjerg og en sprængning af en elektrisk samleskinne på jernbaneterrænet i Viby.

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, kunne hermed melde til sine overordnede i København, at han var kommet et godt stykke i bestræbelserne på at komme sabotage-uvæsnet til livs. Nu havde man taget deres våben – næste skridt var at fange dem!

Den Jyske Rejsegruppe og Universalfabrikkerne

Den af

Nu, hvor september måned synger på sidste vers, kommer her en kort status over den voldsomme modstandsaktivitet, der fandt sted i denne måned for 70 år siden. Samtidigt fortæller denne lille artikel om Den Jyske Rejsegruppe, der foretog en stor del af aktionerne og var med til at genstarte sabotagen efter, at det tyske sikkerhedspoliti havde tilintetgjort den vigtigt århusianske sabotageorganisation, Samsing-Gruppen.

Rejsegruppen i Aarhus

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

I sensommeren 1944 ankom den erfarne sabotør, Jens Lillelund, til Aarhus fra København. Her havde han været medlem af den senere så legendariske modstandsgruppe, Holger Danske, hvor han var kendt for at være en dygtig organisator. I Aarhus fik han til opgave at oprette en mobil sabotagegruppe, der kunne rejse rundt i Jylland og lave industrisabotage. Man forestillede sig, at gruppen skulle forsvinde fra byen, så snart jobbet var udført. På den måde håbede man at undgå, at Gestapo fik færten af gruppen. Rejsegruppen blev dog i Aarhus i et stykke tid, hvor den lærte sig sabotagehåndværket og samtidigt ledtog i opbyggelsen af den senere så slagkraftige århusianske sabotagegruppe 5. kolonne.

De to grupper var i aktion 8-10 gange i juli og august måned, og i september tog det for alvor fart, da man gennemførte hele 12 vellykkede sabotageaktioner. Målene var fabrikker og især automobilværksteder, der arbejdede for tyskerne.

 

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var mål en for Rejsegruppens mange sabotager mod automobilværksteder i august måned.

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var bolt et af mange autoværksteder, som Rejsegruppen og 5.kolonne ødelagde i august og september 1944. (Besættelsesmuseet).

Universalfabrikkerne

Rejsegruppen og 5. kolonne slog i fællesskab til imod den nazistiske ingeniør Olaf Schmidts kontor og fabrik, kaldet Universalfabrikkerne. Første aktion mod Schmidt fandt sted allerede d. 9. september, hvor man brød ind i Universalfabrikkerens kontorlokaler på Park Allé. Her fandt man en del kompromitterende dokumenter, der beviste at Schmidt var leder af Schalburgkorpsets Aarhus-afsnit og samtidigt udførte krigsvigtigt arbejde for tyskerne. Herefter anstiftede man en brand og placerede et par bomber, der dog ikke eksploderede.

På baggrund af oplysningerne fra kontoret planlagde Rejsegruppen og 5.kolonne en fælles aktion, skulle gå over i historien som en af de bemærkelsesværdige sabotageaktioner, der blev foretaget i byen under besættelsen.

 

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset, det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Den 12. september gik man i aktion mod Universalfabrikkerens fabriksbygninger på Fredens Torv, der kun lå få hundrede meter fra det tyske hovedkvarter i Østergades Hotel. Med hjælp fra fabrikkens lagerforvalter, Jørgen Illum, fik man placeret en meget kraftig bombe (35 kg. plastisk sprængstof) i fabrikkens forhus, hvor Schalburgkorpset Aarhus-afsnit havde lokaler. Bomben eksploderede kl 0.13 og smadrede hele forhuset og noget af naboejendommen. Utrolig nok kom ingen til skade ved den voldsomme eksplosion.

 

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Få dage efter, den 17. september, tog man sig af bagbygningen. Lagerforvalteren havde informeret om, at der om søndagen ingen sabotagevagter ville være på området. Det var derfor en let sag for sabotørerne at forcere ruinerne af forhuset og anbringe bomberne i baghuset. Herefter skyndte sabotørerne sig tilbage over murbrokkerne mens de samtidigt råbte til de nysgerrige århusianere, der havde tage opstilling uden for fabriksområdet, at fabrikken snart ville ryge i luften. Folk tog benene på nakken og forsvandt i alle retninger. En tysk officer blev tiltrukket af den megen uro og gav sig til at løbe efter sabotørerne. Der gik nu en vild jagt gennem byen, som endte med, at det lykkedes for sabotørerne at slippe væk ved at skjule sig i en biograf.

 

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Selv om det havde været et ”close call” for gruppen, gik der ikke mere end fire dage før byen atter gav genlyd af sabotørernes bomber. Universalfabrikkerne kom aldrig til at genoptage krigsproduktionen. Olaf Schmidt selv, kom til at betale den ultimative pris for sin alliance med besættelsesmagten. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen foran sit hjem på Harald Jensens Plads d. 13. november 1944.

 

 

Sabotage mod havnen

Den af

Den 10. oktober 1944 gik elektriker Hans Thomsen roligt hen ad kajen på Aarhus Havn. I kraft af sit fag, havde han skaffet sig arbejde på havnen og kunne med det tilhørende tyske Ausweiss færdes frit på havneområdet. Uden at blive antastet af vagten, gik Hans om bord på den tyske damper Scharnhörn. Med sig havde han sin værktøjskasse, der i dagens anledning vejede 15 kg. ekstra pga. sprængladningen, der lå gemt mellem værktøjet.  

Hans fandt hurtigt frem til det sted, hvor han mente, at bomben ville gøre mest skade. Resolut klemte han sprængblyanten sammen, så syreampullen knustes. I løbet af de næste 12 timer ville syren ætse aftrækkerlinen, hvorefter bomben ville detonere.  Efter endt arbejde kunne han gå ligeså uantastet fra borde, som han var kommet om bord.

Hans Thomsen Sabotage

Hans Thomsen fortæller her om den farefulde sabotageaktion under et besøg på Besættelsesmuseet engang i 1980erne. (Besættelsesmuseet)

Bomben eksploderede allerede efter otte timer. De engelske sprængblyanter var meget følsomme overfor varme, og den stærke hede fra skibets fyrrum havde fået syren til at virke hurtigere end normalt. Skibets gik til bunds, men heldigvis var Hans over alle bjerge.

Scharnhörn på bunden af Aarhus Havn efter den vellykkede sabotageaktion d. 10. oktober 1944. (Besættelsesmuseet.)

“Havnegruppen”

Hans Thomsen var medlem af sabotage organisationen 5. Kolonne, der kom til verden i forbindelse med den store omorganisering, som de aarhusianske modstandsgrupper undergik i løbet af sommeren og efteråret 1944. En af undergrupperne var ”Havnegruppen”, der under Walther Andersens ledelse, fik til opgave at udøve sabotage mod tyske interesser på netop havneområdet. Foruden pakhuse og virksomheder, var det især skibe, der skulle rammes af sabotørernes bomber. I løbet tre kvart år udførte ”Havnegruppen” 30 store sabotager, heriblandt sænkningen af tre tyske skibe.

Sabotagenatten, august 1943

Den af

August-oprøret, 1 del.

Præcis kl. 23.00 d. 10. august 1943 begyndte bomberne at sprænge. Snart genlød natten af sirener og frustrerede råb fra brandfolk, der forsøgte at dæmmet op for ødelæggelserne.Det blev en nat, som brandfolkene sent skulle glemme.

 

Jernbane, sabotage, brand, Aarhus

Brandfolk fra Aarhus Brandvæsen ved slukningsarbejde efter en sabotage mod jernbanen. Lokalhistorisk Samling.

I ly af det tiltagende kaos bevægede en lille gruppe mænd sig rundt i byen. De var velforberedte, og med sig havde de små pakker med spræng- og brandbomber, som var modtaget fra engelske allierede i SOE (Special Operations Executive). For at sikre, at brandvæsnet ikke kunne nå at slukke brandene indtelefoneredes en række falske brandalarmer til myndighederne. Målene for sabotørernes bomber var værksteder og virksomheder, der arbejdede for tyskerne.

Fortegnelse over alarmer 10.-11. august 1943:

  • Kl. 23.00 begyndte maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby at brænde
  • Kl. 23.57 var turen kommen til en tysk bus i et værksted på Trøjborg
  • Kl. 24.00 antændtes en voldsom brand i et af værnemagtens lagre i Østergade
  • Kl. 00.30 brand i modelsnedkeriet i Knudris Gade
  • Kl. 00.38 brand i Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen
  • Kl. 01.30 mindre brand i et sadelmagerværksted i Studsgade
  • Kl. 04.20 brand i en tysk godsvogn ved Østbanegården
  • kl. (ukendt) sprængtes to tyske militærbarakker ved Brendstrupgaard

Maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby efter værkstedet udbrændte som følge af sabotagen d. 10. august 1943. Maskinsnedkeriet var det første af i alt otte sabotagemål den nat. Besættelsesmuseet.

Direkte angreb på tyskerne

Sabotørerne, der planlagde og udførte natten aktioner havde i løbet af foråret og sommeren opbygget en betydelig erfaring med den slags arbejde. De var nu blevet så dristige, at de ville angribe besættelsesmagten direkte. Tidligere havde sabotagen bl.a. på grund af mangel på effektive sabotagemidler mest begrænset sig til lettere hærværk og ildspåsættelse, men med hjælp fra SOE, var der kommet helt anderledes og kraftige boller på suppen.

Et medlem af gruppen havde tidligere forsøgt sig mod tyske barakker ved Langelandsgades kaserne, hvor en hjemmelavet bombe på sekunder havde forvandlet bygningen til pindebrænde og samtidigt såret tre soldater alvorligt. Tyskerne havde svaret igen med at indføre militær undtagelsestilstand med udgangsforbud og tvangslukning af restauranter og biografer.

Denne gang var målet den tyske forlægning ved Brendstrupgaard tæt ved det nuværende Randersvej. Her var det ved at gå galt, da sprængladningerne gik af for tidligt og alarmerede den tyske vagtpost, der straks åbnede ild mod de flygtende sabotører. Det lykkedes dog at ødelægge to barakker totalt og alle sabotører slap uskadt.

sabotage, tysk, barak, Besættelsesmuseet

Resterne af de tyske barakker ved Brendstrupgaard. Besættelsesmuseet.

Lidt tidligere på natten have gruppen udset sig Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen, hvor det lykkedes sabotørerne at starte en mægtig brand, der kunne ses over det meste af byen. Målet for sabotagebranden var den tyske krigsmarines hurtigbåde, der var under konstruktion på værftet. Aktionen var en overvældende succes for sabotørerne, der kunne rapportere til deres engelske allierede, at de nu havde ødelagt to helt nybyggede motortorpedobåde samt to andre både, der var under arbejde. I tillæg lykkedes det at forhindre brug af værftets bedding en tid.

Ulmende oprør

Tyskerne skummede af raseri og varslede alvorlige repressalier som hævn for sabotørernes frækhed. I det hele tage var tyskernes tålmodighed ved at være sluppet op. Sommeren have være urolig med tiltagende sammenstød mellem fortrinsvist unge aarhusianere og medlemmer af besættelsesmagten. De illegale blade opfordrede til modstand, og det var efterhånden klart for enhver, at besættelsestidens første fredelige år, var ved at være forbi.

I løbet af august måned tiltog sabotagen i Aarhus og i hele landet. Stemningen blev ond, og de før så servile danskere sluttede i stigende grad op om det oprør, der kulminerede med regerings afgang d. 29. august 1943.

 

Aarhus, Besættelsen, 1943

Uroligheder på Banegårdsplads, august 1943. Lokalhistorisk Samling.

Hvem var sabotørerne?

Mændene, der helt bogstaveligt havde tændt ilden tilhørte den sabotageorganisation, der i eftertiden blev døbt Samsing-gruppen. Navnet henviser til gruppens leder jord- og betonarbejder Villy Samsing (dæknavn Frandsen), der sammen med sine brødre Harry, Alandy og Jens var gået ind i modstandsarbejdet. Villy Samsing var tidligere formand af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) afdeling på Trøjborg og gruppens mandskab var af overvejende kommunistisk politisk observans. Foruden Samsing-brødrene havde gruppen et mindre fast mandskab på ca. 10 mand samt en del løst affilerede folk.

Samsing

Villy Samsing (1902-1945) var den meget dynamiske leder af en kommunistiske sabotagegruppe, der i eftertiden blev kendt som Samsing-gruppen. Mellem Jyske Modstandsfolk af Niels Aage Nielsen.

Samsing-gruppen var en af de mest effektive  tidlige sabotagegruppen. Frem til deres arrestation d. 30. juni 1944 udførte de godt 50 store og små sabotageaktioner i og omkring Aarhus. Gruppen blev optrævlet af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bl.a. på baggrund af angiveri af den berygtede stikkerske Grethe Bartram. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Det lykkedes gruppen at holde sig i live indtil de blev evakueret med De Hvide Busser d. 18. april 1945. Under opholdet i KZ-Neuengamme blev Villy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Villy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.