De besøgende roser Besættelsesmuseet

I de måneder i 2020, hvor Besættelsesmuseet var åbent, blev der gennemført publikumsundersøgelser på museet. Vi er både glade og stolte over at kunne sige, at undersøgelserne viser, at de besøgende er rigtigt glade for museet.

Vores mål med den nye udstilling på Besættelsesmuseet er, at den skal sætte tanker i gang om de svære valg, der var dengang. Den skal nuancere historien og give viden om besættelsen i Aarhus, og den skal engagere de besøgende. Vi har lavet disse publikumsundersøgelser for at undersøge, om museet virkede efter de intentioner, vi havde med den nye udstilling. Undersøgelserne blev også lavet for, at vi kan blive inspireret til hvilke justeringer, der evt. kan forbedre udstillingen.

Den ene af de i alt tre publikumsundersøgelser, der blev gennemført i oktober og november 2020, var et spørgeskema, som i alt 100 besøgende besvarede. 89 % af de adspurgte svarede, at de havde lært noget nyt ved at besøge museer.

I undersøgelse blev der også spurgt ind til, hvad den besøgende særligt havde lagt mærke til. Det, som flest fremhævende som noget de godt kunne lide, var udstillingen i det hele taget. Andet, som de adspurgte særligt synes om, var de interaktive elementer i udstillingen og de legitimationskort, som alle besøgende får udleveret. Gennem legitimationskortet kan den besøgende få et indblik i en persons mulige liv. Denne persons historie og skæbne fører den besøgende gennem krigens historie og gennem de temaer, som udstillingen fortæller om. 95 % af de adspurgte have brugt legitimationskortet og 85% af dem synes godt om dette element i udstillingen. De besøgende meldte også tilbage, at de havde læst teksterne i udstillingen og 85 % af dem var positive omkring den måde, teksterne var skrevet på. Det er vi, der har lavet udstillingen, glade for. Legitimationsskortet er et element, vi har arbejdet meget med, så det både teknisk var nemt at bruge og fortællermæssigt blev fængende. Vi har også arbejdet meget med at lave enkle informative tekster, som det er nemt at skimme og nemt at læse op for sine børn og andre, man besøger museet med.

Hvis du vil læse hele undersøgelsen, kan du gøre det her: Publikumsundersøgelsen Besættelsesmuseet oktober-november 2020.

Det blev også gennemført en mere kvalitativ undersøgelse, hvor syv besøgende blev interviewet om deres besøg på museet. Flere af dem, der blev interviewet, fremhævede at de syntes, besættelsestiden blev relevant gennem udstillingen, og at de under deres besøg kunne trække paralleller til budskaber og dilemmaer i dagens samfund. Noget andet, som blev fremhævet, var at udstillingen blev nærværende ved at der i den blev fortalt personlige historier.

Den ene interviewede fortalte for eksempel:

”Det, som tændte os, var det med, at man kom tæt på menneskernes personlige oplevelser. De personlige dilemmaer. Det gjorde det meget relevant. Man kunne sætte sig ind i, hvad var det, de mennesker havde oplevet og hvorfor gjorde de, som de gjorde. Og det gjorde, at jeg synes, at det blev en meget nærværende oplevelse.”

– Ole

Legitimationskortet var også noget, som blev fremhævet i interviewene:

”Altså jeg synes det var rigtigt spændende og rigtigt interessant, at der var blevet lavet de der kort, så man skulle følge én bestemt person og ligesom deres liv, igennem de her år. Fordi man kan så tage derind igen og få et nyt kort og et andet perspektiv, og det gør, at man også har lyst til at komme igen.”

– Caroline

Der er lavet en rapport, som fortæller mere om denne undersøgelses resultater. Den kan læses her: Kvalitativ brugerundersøgelse omkring refleksioner over besøg på Besættelsesmuseet.

Den sidste publikumsundersøgelse på museet blev lavet i et samarbejde med Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet. Undersøgelsen bestod blandt andet i, at de samme spørgsmål blev stillet på to forskellige tidspunkter. Den første gang var i februar 2018 lige før museet lukkede for at blive ombygget. Der deltog 51 besøgende i undersøgelsen. De samme spørgsmål blev besvaret af 133 gæster i oktober 2020 efter, at museet var genåbnet med de nye udstillinger. Denne undersøgelse giver os derfor mulighed for at se, om synet på museet har ændret sig efter ombygningen. Og det har det. Undersøgelsen viser, at de besøgende nu synes bedre om museet. I 2018 svarede lidt over halvdelen (58%), at deres vurdering af museet var meget positiv, og yderligere 26% var delvist positive. I 2020 svarede 91 % at deres vurdering af museet var meget positiv og derudover var 9 % delvist positive. Efter Besættelsesmuseet åbnede med en ny udstilling, var der ingen som svarede, at de havde en neutral eller negativ vurdering at museet.

I undersøgelsen blev de besøgende også bedt om at bedømme museet. Den bedømmelse. som det nye Besættelsesmuseet fik var, at det først og fremmest er en nytænkende udstilling og et folkeligt museum, der henvender sig til et bredt og mangfoldigt publikum. I undersøgelsen var det også muligt at skrive, hvis man særligt ville fremhæve noget fra oplevelsen af Besættelsesmuseet. Her er nogle af svarene:

  • ”At der på forholdsvis lidt plads er lavet så flot og spændende udstilling.”
  • ”Giver et godt billede af, hvordan livet var i Aarhus under besættelsen.”
  • ”En nuanceret fremstilling med dilemmaer, der satte gang i tankerne.”
  • ”Godt lavet med legitimationskort og godt med videoklippene rundt om i museet. Spændende, at der var indrettet en lejlighed, forhørslokale og torturrum.”
  • ”At der også var fokus på den tyske side af historien, så fortællingen blev helstøbt og man forstod hele billedet.”
  • ”En fantastisk oplevelse – gode effekter som gør historien mere livagtig. Det fungerer rigtig godt med de udleverede id-kort og den persona, man følger. At museet ligger i de gamle lokaler, der rent faktisk var i brug under 2. Verdenskrig, tilføjer yderligere til oplevelsen. Vi har besøgt mange museer rundt i Europa, som handler om 2. Verdenskrig, og vi må sige at Besættelsesmuseet trods sin lille størrelse virkelig kan være med på internationalt niveau.”

Center for Kulturevaluering har lavet en kommenteret datarapport, der også sammenligner publikumsundersøgelsen fra 2018 med publikumsundersøgelsen lavet efter at Besættelsesmuseet åbnede med den nye udstilling. Datarapporten kan læses her: Publikums oplevelse af Besættelsesmuseet – kommenteret datarapport.

Gennem de tre undersøgelser blev vi bekræftet i, at museets nye udstilling i høj grad opfylder de mål, vi havde sat os. Det er vi meget glade for.

Hvis du ikke selv har besøgt museet endnu, så genåbner det i dag, efter at have være lukket ned på grund af covid-19 restriktionerne. Vi håber, når du kommer, at du også vil blive glad og oplyst – på samme måde, som de besøgende har tilkendegivet, at de blev det sidste år.

Link:

Publikumsundersøgelsen Besættelsesmuseet oktober-november 2020

Kvalitativ brugerundersøgelse omkring refleksioner over besøg på Besættelsesmuseet

Publikums oplevelse af Besættelsesmuseet – kommenteret datarapport

Besættelsesmuseet udgiver en avis! – Nye undervisningsmaterialer på vej

En vigtig ambition med det nye Besættelsesmuseum er at få historien ud til de yngre generationer. Sideløbende med udstillingsarbejdet har Besættelsesmuseet derfor også udviklet helt nyt undervisningsmateriale om besættelsen i tre forskellige formater for grundskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne. Projektmedarbejder Maria Juul Pedersen har været ankerperson for udviklingsarbejdet.

Besættelsesmuseets nye avis består af udvalgte artikler fra perioden 1939-1945.

Ny avis med artikler fra besættelsesårene

Et af elementerne i materialet består af en nytrykt avis med nyheder fra Aarhus, Danmark og verden i perioden 1939-1945. Inspirationen kommer fra to aviser fra 1927 og 1974, som Den Gamle By tidligere har udgivet i tilknytning til museets to 1900-tals bykvarterer.

Besættelsesmuseets avis er på tilsvarende måde sammensat af artikler, reklamer og annoncer fra perioden 1939-45. Forsiden omhandler krigsudbruddet, hvert af de følgende opslag omhandler et af de fem besættelsesår, og bagsiden omhandler retsopgøret efter besættelsen. Indholdet i avisen er fra den aarhusianske, socialdemokratiske avis Demokraten, der udkom fra 1884 til 1974. I tilknytning til avisen er der udarbejdet arbejdsspørgsmål, som eleverne kan besvare på baggrund af avisen. For at kunne bruge avisen i undervisningssammenhæng, har det været nødvendigt at tilføje datoer og årstal ved hver artikel, men det er gjort i tråd med det gamle layout fra 1940’erne.

Fokusgruppe af lærere har bidraget

For at gøre undervisningsmaterialet bedst muligt, har vi med Maria som tovholder samarbejdet med en gruppe af historielærere fra både grundskolen og gymnasiet:

”Deres hjælp har været uvurderlig, fordi vi på den måde har kunnet tilpasse materialet til virkeligheden ude på skolerne og kravene i de bekendtgørelser, som lærernes undervisning skal kunne indfri. Fx står arbejdet med historiske kilder, kildekritik og historiebrug centralt i kravene til historieundervisning både i grundskole og gymnasiet. Her er avisartikler helt oplagte, da eleverne selv skal finde svarene, fortolke det, der står i avisen og afdække ændringer i avisens måde at beskrive begivenhederne på over tid. Lærerne har også kunnet give os en pejling på elevernes faglige niveau på de forskellige trin.”

Avisformatet er desuden en god måde at give eleverne et basalt kronologisk overblik over de store linjer i perioden. Mange børn og unge har nemlig ingen eller kun begrænset forhåndsviden om emnet.

Hverdagen under besættelsen

Eksempler på varemangel.

Noget af det sjoveste ved at finde artiklerne til avisen, har for Maria været at kunne komme helt tæt på aarhusianernes hverdag og de ændringer besættelsen medførte:

”For eksempel er det karakteristisk, hvordan situationen med mangel på dagligdags fornødenheder efterhånden kom til udtryk i avisen i takt med, at varemanglen tiltog. For eksempel begyndte producenter af skindvarer at eksperimentere med helt nye skindtyper. Efterspørgslen på kaniner steg betydeligt, da både skindet og kødet kunne udnyttes. Det måtte tilmed indskærpes i avisen, at kun herreløse katte, og altså ikke katte holdt som kældedyr, måtte indfanges.”

Også manglen på tobak gjorde mange desperate: “Vi har fundet en annonce, hvor en radiohandler simpelt hen tilbyder en radio i bytte for cigaretter.”

Nogle gange må man også prøve at læse mellem linjerne i den officielle fremstilling af begivenhederne, for at forstå, hvad der i virkeligheden foregik:

“Det er en indsigt, som kan give eleverne bedre forståelse både for undertrykkelsen under besættelsen og for den undertrykkelse, der foregår i forskellige lande i nutiden. For eksempel er en så vigtig begivenhed som augustoprøret i 1943 stort set ikke nævnt på grund af pressecensuren.”

Pga. pressecensuren var der mange emner, medierne ikke kunne skrive kritisk om, deriblandt forbuddet mod kommunister.

Et andet eksempel på pressecensuren er en artikel om vedtagelsen af kommunistloven i august 1941, der gjorde det ulovligt at være kommunist. For at undgå kritiske røster forbød tyskerne, at nyheden blev omtalt. Så bortset fra den neutrale overskrift og billedtekst, der faktuelt formidler selve nyheden, er hele artiklens indhold en stærkt hånende nedgørelse af den danske nazist Frits Clausen, tilsyneladende uden nogen som helst sammenhæng med den egentlige nyhed i overskriften.

Testklasser har prøvet materialet af

Alle tre formater af undervisningsmaterialer er blevet testet af en håndfuld testklasser. Her testes avisen af 9. kl. på Lisbjerg Skole.

For at finde ud af, hvordan avisen fungerede i praksis, og om den kunne engagere og motivere eleverne, har flere lærere tilbudt at teste den i undervisningen i deres egne klasser med Den Gamle Bys og Besættelsesmuseets medarbejdere som gæstelærere og ”fluer på væggen”. Det har ifølge Maria været meget lærerigt:

”At få fornemmelse for, hvordan materialet konkret bruges i en undervisningssituation har været guld værd. Det var virkelig dejligt se eleverne engagere sig og fordybe sig i avisen. Vi blev bekræftet i, at selve det gammeldags analoge format, som en avis jo er, var med til at styrke elevernes evne til at forestille sig, hvordan det må have været dengang. Og det gav dem også en klar fornemmelse af, at det var virkelige artikler, som engang var blevet trykt og udgivet. De fremhævede specifikt, at det netop var en fordel, at avisen ikke var digital. Nogle af arbejdsspørgsmålene har vi til gengæld justeret en del til efter elevernes tilbagemeldinger, ligesom vi også er endt med færre spørgsmål, end vi begyndte med, så eleverne bedre kan nå i dybden med deres refleksioner.”

Dilemmaspillet testes af 2. g. på Aarhus Katedralskole.

Dilemmaspil og kildesæt 

Ud over avisen er yderligere to formater af undervisningsmateriale udviklet, nemlig et dilemmaspil og et antal kildesæt. Begge dele er afledte resultater af det store researcharbejde, som er gjort undervejs for at skabe indholdet i udstillingen.

Legitimationskort for et antal fiktive personer danner i udstillingen udgangspunkt for, at gæsterne kan tage stilling til virkelige dilemmaer fra besættelsestiden. Nogle af personhistorierne benyttes samtidig til et dilemmaspil.

Dilemmaspillet baserer sig på et udstillingselement, hvor man med udgangspunkt i et legitimationskort følger en fiktiv person i besættelsestidens Aarhus. Personen bliver undervejs stillet over for nogle ganske svære dilemmaer, som virkelige personer har stået i, og man får som museumsgæst mulighed for at vælge, hvad man selv ville have gjort i samme situation. Nogle af disse personhistorier fra udstillingen og deres dilemmaer er siden omdannet til et kortspil, der kan bruges både i historieundervisningen på skolerne og i helt almindelige familier med hang til historie.

Kildesættene er sammensat af mange af de historiske kilder, som ligger til grund for hele udstillingens indhold. Det kan fx være avisartikler, bekendtgørelser fra værnemagten, propagandaplakater, dagbøger, erindringer, fotos, afhøringsrapporter, retsdokumenter og meget andet. Og ligesom til avisen er der udarbejdet arbejdsspørgsmål til hvert kildesæt.

Også til dilemmaspillet og kildesættene har både lærere og elever bidraget med anbefalinger, idéer, konkret test af materialet i undervisningen og efterfølgende evaluering.

Undervisningsforløb – på museet og ude på skolerne

De tre former for undervisningsmateriale kan både benyttes sammenhængende i ét forløb eller enkeltvis. På den måde vil det være meget fleksibelt for lærerne at tilrettelægge undervisningen om besættelsen.

Undervisningsmaterialerne kan også benyttes både med og uden et besøg på Besættelsesmuseet. Det ville selvfølgelig være optimalt, hvis alle klasser kunne komme ind og få en rundvisning på museet. Men i virkelighedens verden vil mange skoler, især de, der ligger et stykke væk, ikke kunne nå at tage turen frem og tilbage på en dag. Dem kommer vi i stedet til at kunne nå med undervisningsmaterialet.

Både udstillingen og undervisningsmaterialet er støttet af Nordea-Fonden.

Juleaften o hvor er du sød, så skal alle folk ha’ sagogrød

Som Anden Verdenskrig skred frem blev varemanglen og rationeringen mere omfattende. Krigen havde medført et sammenbrud af verdenshandlen, hvilket betød, at import af vare var ekstremt begrænset.

Kolonialvarer, såsom sukker, kaffe, chokolade, appelsiner osv., måtte man pludselige kigge langt efter, og de varer, man kunne købe, kostede næsten dobbeltpris.

At julen var genstand for mange bekymringer og spekulationer kan derfor ikke overraske – for hvordan fejrer man jul, når der er mangel på alt?

Heldigvis var bøger, blade og aviser fulde af gode erstatnings- og sparerråd til landets borgere om, hvordan man klarede alt fra julemad til julegaver.

Julemad og varemangel

Det var i forvejen vanskeligt at få husholdningen til at køre rundt, og at få rationeringsmærkerne til at stemme overens med husstandens behov – juletiden gjorde det ikke lettere. I Aarhus-avisen Demokraten blev husmødrenes udfordringer ved juletid beskrevet således:

Vi tæller Rationeringsmærkerne endnu engang. Vi haaber at kunne faa lidt fra til Julebagningen; men det ser sløjt ud med Beholdningen. Kan vi ikke knibe et eller andet Sted? – Det var nu rart, om vi kunne bage lidt Smaakager, f. Eks. Vaniliekranse – av! Opskriften siger ½ kg Mel og ½ kg Margarine – en saga blott!” (dec. 1942)

Aarhusianske RENA tilbød en kemisk løsning på mangelsituationen i juletiden. (Hjemmet, 1942)

Svesker, rosiner, chokolade og andre eksotiske varer forsvandt næsten helt fra butikkerne. Derfor var danskerne nødt til at finde på erstatninger, så man stadig kunne tilfredsstille familien og – i hvert fald nogenlunde – lave de gode gamle juleopskrifter.

Men hvordan laver man f.eks. et godt julebrød, når det er vanskeligt at skaffe sukat og rosiner? Løsningen skulle findes i køkkenhaven og blev kaldt rabarberrosiner.

Rabarberrosiner
Rabarber skylles, flækkes paa langs 2-4 Gange og skæres i smaa Terninger.
Til 1 Kg. Rabarber beregnes:
300-500 g. Sukker.5 g. Citronsyre.1 g. Benzoesyre.
Sukker, Citronsyre og Benzoesyre blandes grundigt, og Rabarberne neddrysses lagvist med Blandingen, som henstaar til næste Dag.
Bemærk Saften skal staa over ”Rosinerne”.

I det hele taget var julebagning vanskeligt. Hvedemel, sukker, smør og margarine var alt sammen rationeret. I Aarhus havde man heldigvis Frøken Gottlieb Hansen, som under Besættelsen afholdt kurser for husmødrene i, hvordan man kunne klare sig med en beskeden husholdning. Her er hendes bud på en billig

honningkage:

Billig Honningkage
250 g. Sirup eller Kunsthonning, ½ kg. Rugsigtemel eller Hvedemel, ½ kg Havregryn og ½ kg Bygmel, 1 Liter Kærnemælk, 2 Æg, 4 Topskefulde Natron, 1 Tskf. Nelliker,   2 Tskf. Kanel (eller erstatningskanel), 1 Tskf. Allehånd,
1 Tskf. Ingefær (eller erstatningsingefær),
½ kg Puddersukker, Rabarberrosiner.
Sirup eller Honning varmes op, til det er flydende, irøres derefter Kærnemælk og sammenpiskede Æg. Mel, Natron og Krydderier sigtes sammen og røres i Dejen skiftevis med Havregrynene. Rababerrosiner vendes i lidt af Melet og røres i til sidst.Bages i Bradepande ved jævn varme i ¾-1 Time.
Kagen bliver bedre af at ligge i 8-14 Dage, saa det er ikke saa meget for tidligt at bage den nu.

Desværre må man jo tænke sig til chokoladeovertrækket.

Juleaften er fyldt med traditioner. Vi fylder maverne med dejlig julemad, og der er klare forventninger til, hvad denne mad består af – om end det varierer lidt fra husstand til husstand. Men risengrød, risalamande og selvfølgelig en masse julegodter, kan da ikke undværes. Og ligesådan tænkte man da også under besættelsen.

Desværre var både ris og fløde mangelvarer. Ris var stort set udgået af markedet i 1942, så i mange danske hjem, kunne man blive nødt til at stille sig tilfreds med f.eks. sagogrød eller havegrød i stedet for risengrøden. Og som dessert juleaften måtte det gå an med en ”Byg á l’amande” – ifølge avisens madplan i december 1942.

Juleknaset må heller ikke mangle. Heldigvis kunne man i avisen finde en opskrift på marcipanerstatning, som kunne klares med selv den mest beskedne husholdning.

Marcipanerstatning

Hertil kan man simpelthen bruge en melet, godt dampet Kartoffel, der moses fint ud og æltes op med sigtet Flormelis, til det bliver som smeltet Dejg. Mandelessensen tilsættes efter smag, og der formes forskellige Smaastykker heraf. (dec. 1942)

Man kan have sin tvivl om, hvor stor begejstring denne marcipan har vagt i de små hjem. Men heldigvis står, den kære, Kirsten Hüttemeier altid klar med en god opskrift, for som hun skriver i 1945: ”Lidt Kræs skal der frem!

Dejlig billig Konfekt
50 g Smør, 1 Spsk. Sirup (Maltsirup), 100 g Puddersukker,  100 g Havregryn, Smør, Sukker og Sirup smeltes i en Gryde. Grynene røres i, og med 2 Teskeer sættes Guffet i smaa Toppe paa en smurt Bageplade for at tørre. Naar de har staaet nogle Minutter et koldt Sted, tages de af Pladen med en Kniv og serveres.
De smager herligt og er lavet i Løbet af Nul-Komma-Fem.

Hjemmelavede julegaver

Julegaver var også forbundet med store bekymringer. I damebladet Mønster Tidende blev det beskrevet således:

 ”Julegaver er – i Aar mere end nogen Sinde – et Problem, der sikkert trykker mange Mennesker. Julen er jo dyr nok i Forvejen, og der er meget faa Penge at raade over. Med andre Ord, Fantasien og Opfindsomheden maa mobiliseres særlig kraftigt, hvis man skal klare sig. For der er jo alligevel noget trist ved slet ingen Ting at skænke bort. […] De fleste voksne er da heldigvis saadan indstillede, at de bliver lige saa rørte over en lille Gave, der har kostet mere Ulejlighed end Penge, som de vilde bliver over noget kostbart færdigkøbt. Vi er jo alle i samme Baad. Med Børnene er Vanskeligere; de smaa Hjerner begriber ikke saa let, at der ikke kan købes ind som sædvanlig; de venter, og de glæder sig, og de er saa svære at skuffe.” (dec. 1942)

Heldigvis var der mange gode råd og idéer til hjemmelavede julegaver i de danske dameblade. Her er idéer til julegaver til hele familien.

Måske nogle af dem kunne bruges i dag?

Hvad med at lave tøj og sengetøj til datterens dukke? Brug de stof- og granrester, som alligevel er for små til, at de kan bruges til andet. En ekstra fin detalje er, at brodere dukkens navn på sengetøjet – det er den slags, som gør lykke hos en mindreårig dukke-moder.

En hjemmelavet dukkeseng. (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Til sønnen kan man lave en legevogn ud af en tom cigarkasse, hvorpå der monteres fire halve garntrisser som hjul. Kassen bliver gjort festlig med en gang maling eller tapetrester, som klippes i figurer og limes på.

Hjemmelavet legevogn af cigarkasse.  (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Manden skal da heller ikke snydes for en hjemmelavet julegave. Den fingrefærdige husmoder kan heldigvis bruge sine stofrester til at lave en patchwork toiletrulle-holder eller en æske til kraveknapperne – som han jo aldrig kan finde. Til æsken skal man bare bruge en tom og rengjort crème-bøtte. Den lakeres i festlige farver og på låget males små kraveknapper. Ovenpå limes en forknap som håndtag og bøtten fyldes til randen med kraveknapper.

Æske til forknapper lavet en en crème-bøtte. (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Den gode veninde kunne man jo overraske med en træsko. Ganske vist i den allermindste størrelse – ifølge Mønster Tidende kan de nemlig købes for en rimelig pris i alle trævareforretninger. Alle veninderne fra syklubben får man til at skrive deres navne derpå med blyant, som man senere trækker op med tusch. Og så kan man jo dekorere skoen med lidt blomstermotiver. Som prikken over i’et kan man komme lidt hjemmelavet konfekt ned i skoen. ”saa kan De tro, det er en nydelig Gave.”

En træsko med godter og autografer.  (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Ej heller at forglemme sin moder og svigermoder. Til dem kan man lave den yndigste lille tændstiks-hylde. Hertil skal bruges en tom osteæske, hvor de to dele – æsken og låget – skæres til, så de ikke er så dybe. Dernæst betrækkes de to dele med en stump mønstret voksdug og limes sammen. I toppen montres en gardinring, så hylden kan hænges op.

Voilà, så er julegaverne på plads.

Tændstiks-hylde af osteæske. (Hjemmet, 8. december 1942)

Hjerternes fest

På trods af hårde tider, krig og varemangel blev det alligevel jul i de små danske hjem. Når man læser i aviserne og magasinerne fra besættelsen, er det helt gennemgående, at man var bestemt ved, at julen skulle blive god og hyggelig, for: ”hvor der er Hjertevarme, er der Julestemning”.

Et budskab som stadig er vigtigt at huske på i dag, når julestresset raser.

Og mon ikke også nogle enkelte af de gode gamle opskrifter på julemad og hjemmelavede julegaver kunne fortjene en renæssance?

Sabotage på lokomotivfabrikken Frichs – For 75 år siden trængte sabotører ind på fabrikken i Aarhus

Følgende artikel er forfattet af Asger Christiansen, der er frivillig medarbejder i Den Gamle By, hvor han især arbejder med lokalhistoriske emner. Asger har udgivet flere bøger og artikler om dansk jernbanehistorie og har denne gang skrevet om lokomotivfabrikken Frichs under besættelsen. Stor tak til Asger for at dele ud af sin viden her. 

Maskinfabrikken Frichs i Åbyhøj begyndte at bygge lokomotiver i 1914.
Ca. 1955. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Under Besættelsen måtte lokomotivfabrikken Frichs i Århus acceptere ordrer fra de tyske jernbaner, Deutsche Reichsbahn DR. Det drejede sig om 10 store damplokomotiver af såkaldt type 44ÜK samt en del komponenter til andre lokomotivtyper. De delvist færdige lokomotiver blev saboteret i efteråret 1944.

Ordre på lokomotiver til Tyskland

Allerede få måneder efter tyskernes besættelse af Danmark fremsatte tyskerne i juni 1940 ønske om, at Frichs leverede en del dieselmotorer til ubåde samt 15-20 damplokomotiver om året. Ubådsmotorer ønskede Frichs ikke at bygge, da man var nervøse for, at det kunne udløse engelske flyangreb mod fabrikken, men en mindre serie lokomotiver måtte man nødtvunget sige ja til. Efter lange forhandlinger blev 10 lokomotiver type 44ÜK noteret i Frichs ordrebog i november 1942. Tyskerne mente, at de nødvendige materialer samt kul, olie m.m. kunne leveres fra Tyskland i løbet af 8 måneder, og der ville gå et års tid med bygningen af maskinerne.

Type 44ÜK var store godstogslokomotiver med fem drivhjul samt en fireakslet tender (kulvogn). Under 2. Verdenskrig blev typen bygget i mere end tusind eksemplarer. De blev bygget i flere lande, bl.a. Frankrig, Østrig og Danmark, da de tyske fabrikker havde rigeligt at gøre med at fremstille andre lokomotiver i tusindvis. Med en længde på næsten 23 meter og en tjenestevægt på hele 183 tons blev 44ÜK’erne de største damplokomotiver nogensinde fremstillet i Danmark.

Arbejdet indledes i Aarhus

Tegningerne til lokomotiverne modtog Frichs fra Tyskland. I efteråret 1943 begyndte man at samle maskinerne i Aarhus. Ingeniør Hans Bendsberg fra Deutsche Reichsbahn kom til Århus for at kontrollere arbejdet. Da det åbenbart gik noget langsomt, sendte Reichsbahn endnu en mand herop. Den danske ingeniør William Bay var i den periode ansat i lokomotivværkstedet som værkmesterassistent. Bay fortalte senere, at Bendsberg var en tiltalende mand, mens den anden tyske ingeniør, Hans Worm, “var ubehagelig og gik ustandselig i vejen, mens han lavede en masse vrøvl”. William Bay har også fortalt, at Frichs “forsinkede leverancen helt eventyrligt. Således var 30 meget svære flanger til kraftdamprørene totalt borte, da de skulle monteres. Men de dukkede pludselig frem igen, da erstatningerne for dem var fremstillet og anbragt”. I flere tilfælde smuglede ansatte smådele ud af fabrikken, når de gik hjem. Stumperne blev smidt i Aarhus Å, blot 50 meter fra hovedindgangen til Frichs.

Overingeniør Rudolf Zeitz Floor var ansat på Frichs i 40 år, bl.a. som leder af lokomotivafdelingen
Foto: Privateje.

I drejeværkstedet fremstilledes metaldæksler til kobbelstængerne (der forbinder drivhjulene), men flere gange var dækslerne forsvundet, når personalet mødte næste morgen. Så kunne man begynde forfra. Drivhjulssættene, det vil sige i alt 50 aksler med hjul, blev fremstillet i Tyskland, men skulle afdrejes og færdigbearbejdes i Danmark. Det skete på statsbanernes store centralværksted i Aarhus.

Lederen af lokomotivafdelingen på Frichs, overingeniør Rudolf Zeitz Floor, og underdirektør Jens Due-Petersen (søn af Frichs-direktør Peter Due-Petersen og engelsk gift) havde blandt de ansatte ord for at være tyskfjendtlige. Måske vidste nogen, at Rudolf Floor var medlem af den illegale organisation “Ringen”. Senere blev han medlem af Frihedsrådets lokalkomite i Aarhus.

Det første af de tyske lokomotiver under bygning i en af hallerne på Frichs, foråret 1944
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Frichs ønskede ikke at forsyne lokomotiverne med hagekors eller andre tyske nationalitetsmærker. Tyskerne protesterede, men Frichs ændrede ikke beslutning. Man ønskede heller ikke at montere de sædvanlige Frichs byggeplader på siden af cylindrene. Der blev dog anbragt et lille ovalt messingskilt på kedlernes bagvæg ud mod førerpladsen, og her var angivet kedelnumre, som Frichs havde en særlig nummerserie for. Hvis man ønskede at se, hvor et lokomotiv var bygget, var det nødvendigt at fjerne hjulskærmen over et hjul på højre side. Bag skærmen var ordet Frichs indhugget i rammen. Det var eneste gang, at Frichs benyttede den procedure.

I september 1944 var samlingen af det første lokomotiv så fremskredent, at dampkedlen kunne opvarmes og de tre cylindre som afprøvning blæses igennem med damptryk. Dette arbejde blev udført af ingeniør William Bay, der mange år senere fortalte: ”Med et lokomotiv fra Hammelbanen – der stod for rangeringen til og fra Frichs – blev det tyske lokomotiv rangereret, så det stod ude i det fri. Lokomotivet blev opfyret med rigtige kul og opvarmet til det største tilladte tryk, 16 atmosfære. Jeg havde den ret tvivlsomme ære at at skulle udblæse maskinen. Der var nemlig ingen glidere eller stempler i de tre cylindre. Det var et ret så slidsomt job, da åbningen af damptilførslen jo ikke havde været betjent, så jeg husker de kræfter, der skulle bruges. Også det meget voldsomme brag, da den indespærrede damp udløstes”.

Det stod klart for de fleste, at lokomotiverne snart skulle sendes til Tyskland. Om status for de ti lokomotiver har William Bay senere beskrevet: ”Alle 10 kulvogne var helt færdige og stod i grå bemaling udenfor. De næste to lokomotiver, altså ud over det trykprøvede, havde deres kedler i kedelsmedjen. Kedlerne var monteret på ramme og hjul, og de var altså næsten færdige. Med hensyn til de øvrige syv lokomotiver stod de som undervogne i lokomotivhallen. Alle de ni førerhuse var ligeledes samlede, hvorimod de øvrige dele til de ni lokomotiver kun fandtes som ikke-monterede dele”.

Fabriksgården på Frichs, september 1944. Der gøres klar til første prøveopfyring af tysk lokomotiv
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Sabotage, september 1944

I de illegale kredse var man velinformeret om, hvor langt bygningen af lokomotiverne var nået. Lederen af modstandsbevægelsens nordjyske Region I, nedkastningschef Anton Toldstrup, gav ordre til at sprænge drejeskiven, der lå midt i fabriksgården. Hvis det lykkedes, blev det vanskeligt at få de tyske lokomotiver ud fra værkstedshallerne og derfra væk fra Frichs og videre ud på jernbanenettet. På Kong Christian Xs fødselsdag, den 26. september 1944, dukkede fire delvist maskerede mænd op i en taxa ved porten til Frichs. De knapt 1.000 ansatte havde netop da frokostpause. To af sabotørerne var lærlinge på Frichs, men som følge af deres illegale virksomhed havde de nogle måneder levet i skjul i Aalborg, og de arbejdede derfor ikke længere på fabrikken.

Den ene sabotør, maskinlærling 20-årige Werner Clausen, ventede sammen med en elektrikerlærling i taxaen, mens aktionen fandt sted. Portneren på Frichs havde ord for at være tyskvenlig, og man turde derfor ikke tage chancen for at blive genkendt af ham. Den ene af de to mænd, der gik ind og anbragte sprængladninger, var en aalborgensisk politibetjent Poul, der også levede under jorden. Inden aktionen blev han instrueret af Werner Clausen om fabrikkens indretning og drejeskivens placering. Først sprængtes en lille sprængladning, hvilket fik alle ansatte til at søge dækning i virksomhedens beskyttelsesrum. Derefter anbragtes en større sprængladning under drejeskiven. Det illegale ugeblad “Budstikken” skrev:

“Tirsdag middag blev drejeskiven på gårdspladsen i Frichs fabrikker ødelagt ved sabotage. Portneren blev i middagspausen holdt op af fire revolverbevæbnede mænd, der anbragte to bomber, en brand- og en sprængbombe, under drejeskiven. Ved eksplosionerne blev sporene på drejeskiven slynget højt op i vejret og understellet sprængt i stykker, så der vil gå mindst et par uger, før drejeskiven atter kan bruges. Det vil betyde, at lokomotiver og det øvrige jernbanemateriel, der står færdige til aflevering, ikke kan komme ud af fabrikken”.

Den ganske ødelagte drejeskive fotograferet dagen efter sabotagen. Alle værkstedernes ruder er blæst ud.
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Efter sprængningen kørte sabotørerne bort i den ventende taxa. De fleste af værkstedshallernes og administrationsbygningens ruder blev blæst ud – det skete også i de nærliggende villaer. Drejeskiven var totalt ødelagt, og som nævnt var det på grund af dens placering nu umuligt at køre jernbanemateriel væk fra fabrikken. DSB skaffede dog en anden drejeskive efter blot tre dage; den blev installeret i løbet af kort tid. Drejeskivens betonfundament havde nemlig ikke taget synderlig skade. Sabotagen udsatte altså kun i mindre grad leveringen af lokomotiverne, og derfor blev Frichs blot en uge senere målet for endnu en sabotageaktion.

 

Endnu en sabotage

En af fabrikkens lærlinge, den 20-årige Henrik Alexander Gulstad, var med i modstandsbevægelsen sammen med andre ansatte fra Frichs. De holdt skydeøvelser i fabrikkens kælder, for der var så meget larm fra værkstederne, at ingen kunne høre skudene. Henrik Gulstad henvendte sig til underdirektør Jens Due-Petersen for at høre, om man måtte sprænge fyrkasserne på de tre næsten færdige, tyske lokomotiver. De var monterede med kedler og førerhuse men manglede bl.a. kobbelstænger mellem drivhjulene. To maskiner stod i lokomotivværkstedet, et andet stod i det nye malerværksted. Underdirektør Jens Due-Petersen var indforstået med planen, der blev udført om aftenen den 2. oktober 1944.

Frichs-lærling Henrik Alexander Gulstad anbragte sprængladningerne på tre tyske lokomotiver
Foto: Vejlby-Risskov Lokalarkiv

Frichs-lærling Werner Clausen, der som tidligere nævnt levede under jorden, fremstillede de nødvendige sprængladninger. Dagen før aktionen gav Werner Clausen sprængstoffet til Henrik Gulstad, da de to unge mænd mødtes i købstadsmuseet Den Gamle By. Næste aften anbragte Henrik Gulstad det plastiske sprængstof i fyrkasserne på tre lokomotiver. Sprængstoffet skulle antændes af såkaldte sprængblyanter, der udløste eksplosionerne med en vis forsinkelse. Næste dag skrev de lokale aviser (det blev ikke nævnt, at der var tale om lokomotiver til Tyskland):

 “Atter i aftes lød tre vældige drøn over Aarhus. Det var denne gang Frichs fabrikker, det var gået ud over. De første to bomber eksploderede klokken 19.58 i færdigmonteringshallen, og ved denne eksplosion ødelagdes fyrboksene på to lokomotiver. Den tredje bombe eksploderede først ved 21.20-tiden i prøvecentralen, og denne gang ødelagdes fyrboksene på et tredje lokomotiv.

Kun nattevagten befandt sig på fabrikken. Han havde netop afsluttet sin runde og havde intet mistænkeligt bemærket. Ved eksplosionerne blev hallernes øverste stokværk, der er af glas, ødelagt, ligesom fyrboksene på de tre lokomotiver er revet op. Man er ikke klar over, hvordan bomberne er blevet anbragt i lokomotiverne. Da arbejderne mødte i morges, varede det noget, inden arbejdet kom igang, fordi man først måtte undersøge, om der var flere bomber rundt om i virksomheden”.

Da eksplosionerne lød, blev direktør Peter Due-Petersen og hans søn, underdirektør Jens Due-Petersen straks kaldt til fabrikken. De boede begge på Bakke Alle i Åbyhøj og har givet hørt bragene fra eksplosionerne. Ingeniør Erik Jensen har beskrevet, at to lokomotiver stod klar i malerværkstedet til den såkaldte koldtvandsprøve. “Der var blevet lagt plastisk tidsindstillet sprængstof på indersiden af fyrkassen på lokomotiverne, og vi så nu vandet fosse ud og løbe ned i graven mellem skinnerne. Jeg husker endnu, at Peter Due-Petersen kravlede op ad lejderen til førerrummet, og sønnen Jens råbte til sin far om at lade være. Jeg tror, de spillede for galleriet, de har sikkert begge vidst, at noget sådant kunne ske”. Foruden skaderne på lokomotiverne, var tusindvis af ruder blæst ud i virksomhedens mange bygninger.

Maskinlærling Henrik Gulstad måtte allerede dagen efter gå under jorden og leve i skjul. Han fortsatte sit virke i modstandsbevægelsen et par måneder indtil januar 1945, hvor han mistede livet ved en aktion i Nørresundby. Mere om det senere.

 

Skader på en fyrkasse på tysk lokomotivet – det kunne derefter ikke fyres op og var nærmest ubrugeligt, indtil en omfattende reparation var udført
Foto: Frichssamlingen, NSJK

Tyske soldater besætter Frichs

Efter sabotagen lå arbejdet med de tyske lokomotiver stille i to måneder. Ingen af maskinerne havde endnu været ude at køre, skønt ordren var aftalt mere end tre år forinden. På et af lokomotiverne afmonterede man førerhuset, så skaderne på fyrkasse (hvor kul afbrændes) og kedel kunne inspiceres. Fyrkasserne var beskadigede, og en skade på så central en del af et lokomotiv gjorde det umuligt at gøre lokomotivet køreklart uden endog meget omfattende reparationer.

Lørdag eftermiddag den 25. november 1944 blev Frichs besat af 120 tyske soldater. De erklærede, at besættelsen skulle opretholdes, indtil lokomotiverne var sendt til Tyskland, selvom de ikke kunne køre ved egen kraft. Soldaterne, der besatte Frichs, havde vagtstue i en godsvogn placeret lige uden for fabriksporten, hvorfra de patruljerede omkring virksomheden. En sjælden gang gik de ind i værkstederne. De blandede sig dog ikke i arbejdet, men deres nysgerrighed irriterede mange af de ansatte. En medarbejder i støberiet blev så vred, at han smækkede porten i for næsen af en af soldaterne. Frichs-ansatte gjorde nu de ufærdige lokomotiver nødtørftigt klar til afsendelse. Til trods for den stærke bevogtning lykkedes det for modstandsbevægelsen at sprænge en samleskinne (uden for fabriksområdet) til fabrikkens elektricitetsværk.

Syv lokomotiver var kun delvist samlede. Et enkelt lokomotiv havde fået kedlen monteret, men de resterende seks maskiner var ikke samlede. Dog var rammer og hjul samlet, således at de kunne sammenkobles og køres bort, trukket af et lokomotiv. Kedlerne og de øvrige maskindele inklusive de færdige førerhuse blev læsset på godsvogne. Ifølge ingeniør William Bay drejede det sig om ca. 20 lukkede og et antal åbne godsvogne. De 10 bogietendere (kulvogne) var alle færdige og gråmalede.

 

Lokomotiverne afsendes

Allerede efter tre dages besættelse af Frichs sendte DSB et telegram til de berørte parter om afsendelse “af 10 ufærdige lokomotiver til Tyskland via Padborg”. Af telegrammet fremgik, at trækkraften for et antal transporter skulle være tyske lokomotiver (der kørte en del i Jylland). Ifølge brev sendt den 28. november fra “Der Bahnbevollmächtigte der Deutschen Reichsbahn für Dänemark”, med kontorer i Ny Banegårdsgade 55 i Aarhus, at DSB skulle stille et rangerlokomotiv til rådighed i perioden fra den 29. november til den 12. december. Rangerlokomotivet skulle hver morgen kl. 7.00 ”pünktlich” være klar ved Frichs for at rangere 6-10 enheder til Aarhus godsbanegård, således at transporter kunne afgå mod syd fra godsbanegården kl. 9.00.

Første sending bestående af to 44ÜK-lokomotiver, en mandskabsvogn med soldater, tre lukkede og to åbne godsvogne blev hentet på Frichs om morgenen den 29. november. Sporforbindelsen til fabrikken var et 700 m langt sidespor, det såkaldte Åbyspor. Sporet gik fra Hammelbanens egen station i Carl Blochs Gade og ud langs nordsiden af Søren Frichsvej til lokomotivfabrikken vest for Ringgaden. Åbysporets skinner kunne ikke holde til de tunge, tyske lokomotiver, skulle det vise sig. I sidesporets kurve nær Hammelbanegården afsporedes det første lokomotiv med flere hjul, fordi to skinner knækkede under maskinen. Den tyske transport holdt derfor natten over ved Søren Frichsvej under bevogtning af tyske soldater. Næste dag opdagede jernbanefolk to sprængladninger ved det nærmeste sporskifte. Danskerne nægtede at arbejde, før en tysk sprængningskommando havde demonteret sprængladningerne. Det afsporede lokomotiv blev delvist løftet med donkrafte, hvorefter tyskerne forstærkede sporet ved hjælp af specialfremstillede kiler, der svejsedes på den yderste skinne i kurven.

Den 1. december – altså to dage efter afsporingen – kunne de to lokomotiver og seks godsvogne afsendes fra Aarhus til Padborg. Særtogene blev som oftest fremført af tyske lokomotiver, der allerede befandt sig i Jylland. To dage senere afsendtes yderligere to lokomotiver og en mandskabsvogn. Så vidt vides blev der afsendt ni transporter med delvist færdige lokomotiver og komponeter; den sidste transport fandt sted den 9. december. Ifølge et brev den 20. december 1944 fra Hammelbanen var alle 10 lokomotiver nu afsendt. Der havde bl.a. været benyttet “11 lukkede mandskabsvogne til befordring af mandskab til vagttjeneste m.m.” 

Ifølge korrespondance efter Besættelsen mellem Frichs og Handelsministeriet i København skulle lokomotiverne sendes til “Stargard i Reichsbahncentralamt Pommern for at færdigbygges der”. Byen Stargard med et stort lokomotivdepot og værksted var tysk, men efter verdenskrigens grænseændringer blev Stargard og den nærliggende by Stettin indlemmet i Polen.

 

Sabotørernes skæbne

Frichs-lærling Werner Clausen, der stod for sabotagen mod drejeskiven, blev i slutningen af 1944 arresteret af det tyske Gestapo i Vejle, hvor han med andre sabotører ville sprænge en fabrik. Utroligt nok lykkedes det Werner Clausen at snakke sig ud af problemerne under et tre timer langt forhør, og han blev løsladt. Herefter beordrede modtandsbevægelsens ledelse, at Werner skulle flygte til Sverige med en fiskerbåd fra Sæby. Werner Clausen vendte tilbage til Danmark sammen med Den danske Brigade straks efter Danmarks Befrielse den 5. maj 1945. Nogen tid senere genoptog han sit arbejde på Frichs, hvor han blev færdiguddannet som maskinarbejder. Derefter var han i en årrække ansat ved DSB’s Centralværksted i Aarhus. Werner Clausen døde i 2016 i en alder af 91 år.

Maskinlærlig Henrik Alexander Gulstad med dæknavnet ”Søren” blev opfordret til at flygte til Sverige, men han blev i Jylland og fortsatte det illegale arbejde efter sabotagen på Frichs. Modstandsbevægelsen beordrede, at Henrik Gulstad flyttede til Aalborg sammen med en anden ung modstandsmand, Ib Rickmann Olsen. I Aalborg blev de to unge mænd en del af en modstandsgruppe, der omtaltes som Dagdriverbanden. Henrik og Ib havde kendt hinanden siden deres fælles skoletid på Forældreskolen i Aarhus. Om formiddagen den 12. januar 1945 var Henrik og Ib i Nørresundby sammen med andre sabotører i en aktion, hvor de ved hjælp af brandbomber satte ild til bygninger og et stort, tysk kul- og halmlager ved Østasiatisk Kompagnis nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej. Under aktionen blev sabotørerne opdaget af en dansk vagtmand. Han var medlem af det danske nazistparti, bar grå uniform, men skønt han var bevæbnet med både riffel og pistol, havde han ikke fået nogen skydetræning.

Vagtmanden skød efter en af sabotørerne, Ib Rickmann Olsen, der blev såret og indlagt på sygehuset i Aalborg. Her blev han befriet af modtandsfolk og straks skjult under falsk navn på hospitalet i Dronninglund, hvor han døde nogle dage senere. Ib Rickmann Olsens gravsted findes endnu på Nordre Kirkegård i Aarhus.

Vagtmanden skød også efter Henrik Gulstad, men var ikke klar over, om han ramte Henrik. Det viste sig, at Henrik blev ramt af et skud, der var øjeblikkeligt dræbene. Henriks lig blev dog først fundet næste formiddag, idet han var faldet ned bag nogle kasserede rør på lagerpladsen.

Henriks forældre, Otto og Anna Gulstad, Risskov, satte den 19. januar en dødsannonce i avisen, hvoraf det fremgik, at ”begravelsen har fundet sted”. Henrik, der var 20 år gammel, blev begravet på Risskov Kirkegård. I juli 1945 blev en mindeplakette monteret på Henrik Gulstads gravsten ved en ceremoni, hvor Henriks far, afdelingslæge Gulstad, bevæget takkede for anerkendelsen af sin søn. Messingplaketten har indskriptionen ”Faldne i Danmarks Frihedskamp, 1940-1945”. Gulstads gravsted og gravsten findes stadig på Risskov Kirkegård.

Efter Besættelsen blev den danske vagtmand fra Aalborg sigtet for drab på de to sabotører, og han blev i juli 1946 idømt livsvarigt fængsel. Dommen blev anket, og den ændredes af landsretten i januar 1947 til 16 års fængsel.

 

Mindetavler for Henrik Gulstad

Den 4. maj 1946 blev der opsat en stor mindesten for Henrik Gulstad og Ib Ricmann Olsen ved den nedlagte cementfabrik på Stigsborgvej i Nørresundby. I Aarhus blev der opsat tre mindeplader for Henrik Gulstad, den første var den nævnte på Risskov Kirkegård. Som ungt menneske havde Henrik taget realeksamen på Forældreskolen på Marselis Boulevard i Aarhus. I skolegården blev der i januar 1947 opsat en mindeplade på hovedbygningen for Henrik. Pladen med indskriptionen ”Tak for din indsats i Frihedskampen”, var skænket af skolens elevforening, og pladen sidder stadig på skolebygningen. Mens Henrik var maskinlærling havde Henrik fulgt undervisning på Teknisk Skole ved hjørnet af Ingerslevs Plads og N.J. Fjordsgade. Også her blev en mindeplade sat op. Det skete i september 1945.

Mindeplade opsat 1947 på Forældreskolen, Marselis Boulevard, Århus
Foto: Asger Christiansen

På lokomotivfabrikken Frichs opsatte man en mindeplade i receptionen i Frichs administrationsbygning, der ligger ud mod Søren Frichs Vej. Pladen opremser navne på 45 ansatte, der var med i fabrikkens vagtværn fra oktober 1944. En særskilt plade blev opsat til minde om Henrik Alexander Gulstad, der som nævnt anbragte sprængladningerne i lokomotivernes fyrkasser. Pladen med Henriks navn har indgraveret et citat fra den norske digter Nordal Grieg: ”De beste bli aldri vor fremtid, de beste har nok med å dø”.

Lokomotivfabrikken Frichs gik konkurs i 1977, bygningerne blev solgt, og fra 1986 ombygget til erhvervspark med kontor- og butikslokaler under navnet Frichsparken. Mindepladen for Henrik Gulstad sidder nu på vestgavlen af den tidligere administrationsbygning, der nu benævnes Bygning 36.

Frichs overingeniør Rudolf Zeitz Floor blev arresteret af tyskerne den 15. marts 1945 i sit hjem Ydunsvej 31 i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Floor blev senere ført til internering i Frøslevlejren nær Padborg i Sønderjylland, hvor han sad indtil befrielsen. Rudolf Floor fortsatte på Frichs indtil 1964, hvor han gik på pension efter 40 års ansættelse på lokomotivfabrikken.

Mindepladen for Henrik Gulstad sidder endnu på Frichs tidligere administrationsbygning i Frichsparken
Foto: Asger Christiansen

Lokomotiverne samles i Østtyskland

Med afsendelsen fra Aarhus i december 1944 forsvinder “sporet” efter lokomotiverne. I hvert fald for en tid. Næste oplysninger daterer sig til slutningen af 1948, hvor de ufærdige maskiner befandt sig på Volkseigene Betriebe Lokomotivbau-Elektrotechnische Werke “Hans Beimler” i forstaden Hennigsdorf i den nordlige udkant af Berlin. Efter krigsafslutningen lå fabrikken i Berlins sovjetiske besættelsessektor. I oktober året efter – altså 1949 – blev Deutsche Demokratische Republik (Østtyskland) oprettet som selvstændig stat under et kommunistisk styre.

På samme tid var man ved at bygge Frichs-lokomotiverne færdige i Berlin. Det første kunne prøvekøres i december 1948. I oktober 1949 afholdtes den første østtyske Leipziger Messe, hvor man udstillede produkter fremstillet i den nyoprettede stat. Et af lokomotiverne fra Frichs var udstillet som eksempel på den socialistiske industris formåen. Men i hovedsagen var der altså tale om dansk arbejde fra Aarhus. De 10 Frichs-lokomotiver var i drift i Østtyskland i næsten 40 år som trækkraft for tunge godstog og i enkelte tilfælde persontog. Det sidste lokomotiv blev udrangeret og derefter hugget op i Berlin i foråret 1988.

Et de Frichs-byggede lokomotiver blev i 1949 vist frem på Leiziger Messen og præsenteret som en øst-tysk produktion
– arkiv Dietrich Kutschik

Da politiet blev taget – Operation Möve

Om formiddagen 19. september 1944 genlød gaderne af støvletramp. Nysgerrige aarhusianere kunne følge med i, hvordan tyske politisoldater tog opstilling ved vejkryds og på byens pladser. I Mejlgade blev politistationen omringet, og da klokken slog elleve begyndte luftvarselssirenerne at hyle. Det var signalet til, at ”Operation Möwe” kunne gå i gang. Svært bevæbnede tyske soldater trængte hurtigt ind i politistationen, hvor de rettede våbnene mod de overraskede aarhusianske politifolk.

Politistationen i Mejlgade/Domkirke Plads fotograferet kort efter befrielsen i maj 1945.  (Besættelsesmuseet)

Politiet interneret

Operation Möwe (Måge) var kodeordet for den landsdækkende aktion, der have til hensigt at sætte det danske politi ud af funktion. Ca. 2000 af i alt 8000 danske betjente og politiansatte blev interneret med henblik på deportation til Tyskland. Baggrunden for aktionen var, at politiet nu endegyldigt havde udspillet sin rolle som brugbart værktøj for besættelsesmagten. Politiet havde bl.a. nægtet at stille mandskab til rådighed for tyskerne i forbindelse med diverse bevogtningsopgaver. Samtidigt havde tyskerne mistanke om, at modstandsbevægelsen havde infiltreret det danske politi på en række områder. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne nu så de danske politifolk som en potentiel sikkerhedsrisiko. Mistroen bryggede på erfaringer fra den franske hovedstad, Paris, hvor det ellers så tysk-loyale franske politi havde skiftet side og var faldet tyskerne i ryggen. Man frygtede ganske enkelt, at noget lignende ville ske, hvis det kom til en allieret inversion af Danmark.

Samarbejde med besættelsesmagten

Det danske politi havde ellers i lang tid, i tyskernes øjne, ydet en udmærket indsats i bekæmpelsen af illegal virksomhed, og i sommeren 1941 havde de, på tyskernes forlangende, arresterede hundredevis af danske kommunister.

Samarbejdet mellem det danske politi og besættelsesmagten var resultatet af den særlige samarbejdspolitik, som de danske politikere førte indtil august 1943 og som fortsatte under lidt andre former frem til befrielsen. Regeringen pålagde politiet at opklare forbrydelser begået mod besættelsesmagtens interesser, ligesom det var politiets pligt at finde frem til de personer, som begav sig af med at producere og distribuere illegale skrifter og blade.

Aarhus Politi var også underlagt disse bestemmelser og deltog i arrestationerne af ledende aarhusianske kommunister, bl.a. byrådsmedlem Thomas Dyhr Christensen (1883-1952), der senere blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof i det nuværende Polen.

Overassistent Viggo Emil Hansen (1901-1944) Foto: Privateje

I efteråret 1942 arresterede Aarhus Politi overassistent ved Aarhus Kommune, Viggo Emil Hansen (1901-1944), der var under mistanke for at drive redaktion og trykkeri for en række illegale blade, herunder ”Frit Danmark”. Den ellers konservative overassistent blev idømt en fem måneders fængselsstraf ved byretten i Aarhus for produktion og distribution af kommunistisk propaganda. En række andre personer blev dømt, og for en kort periode lykkedes det Aarhus Politi at sætte en stopper for bladproduktionen i byen. Efter at have afsonet sin straf, fortsatte Hansen sit illegale arbejde. I februar 1944 blev han atter arresteret, men denne gang af Gestapo, der kendte til Hansens aktiviteter fra dansk politi. Viggo Emil Hansen døde i tysk koncentrationslejr i november 1944.

Aarhus politi deltog også aktivt i optrævlingen af de første sabotagegrupper, herunder den såkaldte Gunnar Gram-gruppe. I september 1942 havde gruppen forsøgt at ødelægge et skrædderi, der reparerede uniformer for tyskerne. Politimester Einar Hoeck (1891-1970) indrykkede en annonce i Aarhus-aviserne, hvor der blev udlovet en dusør på 1000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaringen af den stedfundne brandstiftelse. Den senere så berygtede stikker, Grethe Bartram (1924-2017), angav herefter sin storebrors gruppe til Aarhus Politi, der hurtigt fandt frem til de fleste af Gunnar Gram-gruppens medlemmer. Brandstiftelsens politiske dimension fik tyskerne til at kræve, at afsoningen skulle finde sted i tyske tugthuse.

En svær balance

Det at være politiansat under besættelsen var en kompliceret sag. Foruden kravet om samarbejde med besættelsesmagten, skulle betjentene også forholde sig til et væld af cirkulærer, særlig forordninger, særlove og krisebestemmelser, der ikke ligefrem gjorde dem populære hos befolkningen. Her kan f.eks.  nævnes kontrol med mørklægning og legitimationskort, men også håndhævning af de mange bestemmelser i forhold til hamstring, rationering osv. Derudover var det også politiet, der skulle håndhæve de upopulære udgangsforbud i forbindelse med spærretid.

I sommeren 1941 indførtes legitimationskort i det meste af Jylland for alle personer over 15 år, der færdedes i det offentlige rum. (Besættelsesmuseet)

Rigtig svært blev det, når det kom til sikring af almindelig tryghed og lov og orden i samfundet, hvor politiet ofte blev tvunget til at gå tyskerens ærinde. Dette afspejles tydeligt i de mere end 1600 sager fra Aarhus Købstad, hvor politi og besættelsesmagten skulle afgøre, hvad der skulle ske med borgere, der havde været i karambolage med tyskerne. Her ses det tydeligt, hvor magtesløse politiet var, når det kom til at opklare overfald og overgreb begået af tyske soldater. Helt anderledes let gik det, når det var tyskerne, der var den forurettede part.

Der er massevis af sager, hvor Aarhus Politi blev tvunget til at arrestere borgere, der havde optrådt fornærmende overfor tyskerne på den ene eller anden måde. Var fornærmelsen politisk motiveret kunne konsekvenserne være vidtrækkende og ende med deportation. I småtingsafdelingen blev fornærmende udtalelser overfor danske kvinder i selskab med tyskere takseret til 14 dages fængsel.

I sommermånederne og august 1943 opstod der i Aarhus folkestrejke og oprørslignende tilstande. Politiet gjorde en ihærdig indsats for at lægge en dæmper på urolighederne gennem et væld af forbud. I sidste ende måtte politiet rykke ud og bryde oprøret med magt, fordi man frygtede, at tyskerne ellers ville åbne ild. Befolkningen havde kun ringe forståelse for politiets ageren, og mange opfattede det som om, at politiet stod skulder ved skulder med besættelsesmagten.

Optøjer i Amaliegade, august 1943. (Besættelsesmuseet)

Politimester Hoeck var dybt bekymret og frygtede, at alle disse forhold ville gøre uoprettelig skade på politiets omdømme og føre til tab af borgernes tillid. Mange politifolk delte deres chefs bekymring og fandt det tillige ydmygende, at man så ofte måtte gå besættelsesmagtens ærinde. Betjentene håndterede den svære balancegang forskelligt. Nogle valgte at følge ordrene blindt, mens andre begyndte at ”sjuske” på jobbet eller direkte modarbejde tyskerne – især når det kom til sager, der antog politiske dimensioner.

Andre valgte side og fik kontakt med illegale kredse, der havde hårdt brug for kontakter hos politiet, bl.a. til fremstilling af falske papirer af den ene eller anden art. Andre engagerede sig i sabotagearbejdet. Mest kendte er betjentene Einar Sørensen (1914-1945) og Henrik W. Platou (1918-1945), som påtog sig frihedskampens nok tungeste job, nemlig stikkerlikvideringerne. Allerede fra 1943 havde de to betjente samarbejdet med den kommunistiske sabotage-gruppe, Samsing-Gruppen, som i perioder var meget aktive på Aarhus Havn.

Som i andre dele af det danske samfund fandtes enkelte, som var overbevidste nazister. En af dem var kriminalassistent Peder Sandhøj, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen 12. august 1944.

I tyske koncentrationslejre

Efter at tyskerne havde afvæbnet Aarhus Politi blev kolonnen af betjente og politiansatte sat til at marchere fra politistationen i Mejlgade til den tyskbesatte kaserne i Vester Allé. De talte lidt mere end 100 mand, hvilket svarede til ca. en tredjedel af den samlede aarhusianske politistyrke.

Betjentene overnattede på kasernens høloft, og om morgenen den 20. september blev en mindre gruppe ældre og ledende politifolk løsladt. Ingen kvindelige politiansatte var blandt de internerede.

I dagene efter den 19. september 1944 blev de 2000 internerede politifolk fra hele landet sendt afsted til Tyskland. 109 af dem tilhørte politiet i Aarhus og blev i kreaturvogne fragtet til den nyoprettede fangelejr Frøslev, hvorfra de blev sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme, som ligger lidt sydvest for Hamborg. Politifolkene var fanger i her i ca. 14 dage, inden de blev sendt videre til deres endelige bestemmelsessted, KL-Buchenwald ved Weimar i Thüringen.

I de tyske lejre stiftede politiet bekendtskab med kz-systemets mange rædsler – med dets udmagrende arbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme.

Koncentrationslejren Buchenwald ved Weimar. (Frihedsmuseet)

De danske politifolk havde i modsætning til de øvrige fanger et stærkt fællesskab, hvilket formentligt forbedrede deres chancer for at overleve. Måske endnu mere afgørende var det, at de danske fanger modtog ekstra madrationer via Røde Kors. På trods af det mistede ca. 90 politifolk livet i de tyske lejre. Fem af dem tilhørte Aarhus Politi.

Lovløshed

Hvad sker der med et mørklagt samfund præget af varemangel, når den eneste politimyndighed er det tyske sikkerhedspoliti?

Den kriminelle foretagsomhed eksploderede. Det blev nærmest umuligt for ordentlige folk at færdes i fred i byen efter mørkets frembrud, hvor gaderne hurtigt befolkedes af skumle sortbørshandlere og overfaldsmænd. Unge kvinder blev advaret mod at opholde sig i offentlige beskyttelsesrum, og aviserne proklamerede, at folk skulle holde vinduer og døre lukkede. Samtidigt bragte aviserne en fast spalte – ”Gabestokken”, hvor der blev advaret mod kendte lovovertrædere med navn og adresse.

For at dæmme op for den værste lovløshed oprettede flere bykvarterer egne vagtværn, og snart efter fik kommunen tilladelse fra staten til at oprette et eget vagtværn. Byvagten, som det blev kaldt af aarhusianerne, talte ca. 150 mand, som hver var bevæbnet med en fløjte og en gummiknippel.

Det fortælles, at Byvagten normalt ordnede mindre sager med ”et par på skrinet”, og at de på den vis fik lagt en dæmper på de mindre seriøse slynglers aktiviteter. Men på trods af denne fremgangsmåde noterede byvagten i de otte måneder, den eksisterede, intet mindre end 6.491 lovovertrædelser, hvoraf mange var grove lovovertrædelser som f.eks. ”revolver-hold-ups”, vold og overfald. Der blev desuden begået 55 drab, der ofte kunne tilskrives den krig, som modstandsfolkene og Gestapo udkæmpede i byens gader.

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de ca. 6500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

 

Politiet og freden

Siden 1943 havde modstandsbevægelsen indsamlet oplysninger om personer, man mente var landsforrædere og skulle stilles til ansvar, når krigen var forbi. Frihedsrådets arrestationsudvalg havde for Aarhus udarbejdet et arrestationskatalog med navne og adresser ca. 1500 personer.

Stemningen i foråret 1945 var hadsk og mange var klar over, at opgørets time snart var forestående. Overalt i det befriede Europa skete der, i kølvandet på det tyske sammenbrud, en uhyggelig lynjustits, hvor de befriede befolkninger tog hævn for den tyske undertrykkelse ved at lade det gå ud over kollaboratørerne, dvs. værnemagerne, tyskerpigerne, stikkerne osv.

I Danmark ønskede modstandsbevægelsen at undgå den slags, og i Aarhus fik modstandsbevægelsen kontakt til de betjente, der var gået under jorden efter politiet internering. Kriminalassistent Niels Laursen (1889-1946) havde arbejdet på at organisere de ”underjordiske” betjente i en særlig politigruppe, der skulle træde i funktion, når freden kom. Formålet var at dæmme op for de værste uroligheder og sørge for nogenlunde ro og orden. Det var lykkedes Laursen at organisere 163 betjente ud af de ca. 200, der havde undgået interneringen.

I foråret 1945 blev de 163 betjente fordelt blandt fire såkaldte militære ventegrupper, hvis samlede styrke var på ca. 2000 mand. Politifolkene var udset til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med internereingen af de personer, man mistænkte for at have haft for tætte relationer til besættelsesmagten.

Det lå i kortene, at de skulle lægge en dæmper på befolkningens hævntrang, men også sørge for, at arrestationerne forgik efter bogen, dvs. uden overdreven magtanvendelse fra modstandsbevægelsens side.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Det kom alligevel til klipning og ydmygelser af tyskerpigerne, ligesom der også forekom tilfælde, hvor personer blev udsat for unødvendig vold i forbindelse med anholdelse. På trods af det må man konkludere, at Niels Laursens politigruppe var med til at sikre, at freden i Aarhus kom til at forløbe nogenlunde ordnet, dvs. uden et stort antal vilkårlige voldshandlinger og overgreb.

Efterspil

Efter befrielsen ventede et enormt opklaringsarbejde fra den politiløse tid. Hertil kom selve retsopgøret, hvor politiet skulle opklare forbrydelser, der kunne være begået flere år tidligere og hvor mange af vidnerne var døde eller forsvundet. Det blev en kompliceret proces, der kom til at lægge beslag på især kriminalpolitiets ressourcer langt ind i 1950’erne. Alt dette arbejde skulle varetages af en politistyrke, hvoraf en tredjedel af betjentene havde været i koncentrationslejr og led af eftervirkningerne heraf.

Der var hårdt brug for alt mandskab, og mange af de deporterede betjente var tilbage i tjenesten med udgangen af maj 1945. Efterfølgende søgte ca. 70 betjente om sygeorlov, ligesom flere fik anerkendt kz-syndrom og måtte opgive tjenesten helt.

Da Aarhus Politi officielt genoptog sit virke d. 13. maj 1945 kunne politimester Hoeck og hans folk glæde sig over, at befolkningen hilste dem velkommen tilbage med betydelig entusiasme. Med undtagelse af nogle få opportunistiske kriminelle ønskede ingen at leve i et samfund uden politi.

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

 

Aarhus Sporveje ramt af katastrofe

Frivillig i Den Gamle By John E. Nielsen fortæller her om en katastrofe, der ramte Aarhus Sporveje for 75 år siden. John er tidligere buschauffør og bivognsfører ved Aarhus Sporveje. Den Gamle By nyder godt af Johns store viden om den aarhusianske sporvogns- og bustrafik.


Aarhus Sporveje blev for 75 år siden ramt af den største katastrofe i selskabets historie, da den berygtede Petergruppe slog til natten mellem den 21. og 22. august 1944.

Lidt over midnat trængte en flok revolverbevæbnede mænd ind i Aarhus Sporvejes remise på Dalgas Avenue, hvor nattevagten og rengøringspersonalet fik besked om at forsvinde, hvis de ikke ville ryge en tur i luften. Herefter placerede mændene nogle bomber i remisen, der blev detoneret.

Eksplosionen var så kraftig, at dele røg helt over i administrationsbygningen, hvor sporvejsdirektør Falk også havde sin bolig.

Alle 25 sporvogne, 21 bivogne og 14 opklodsede trambusser samt værkstedet i remisen blev sprængt i luften. Alt gik op i flammer med undtagelse af en enkelt bivogn og en tårnvogn, der stod uden for. Bivognen er senere bygget om til en slippevogn, som stadig kan ses på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Nu stod Århus Sporveje tilbage med blot 17 trambusser, som stod i garagen på Dollerupvej og en bunke forvredet jern på Dalgas Avenue.

Alt blev sat ind for at genoprette driften. Trambusserne der stod i garagen på Dollerupvej, kom til at trække det store læs, med alle de vanskeligheder der fulgte med.  Det var ikke muligt at låne sporvogne, hverken fra København eller Odense, da sporvidden ikke var den samme som i Aarhus. De muligheder, der var for at låne busser strandede blandt andet på mangel på dæk. Det samme var tilfældet for de Trolleybusser, som det en overgang var muligt at låne fra NESA. Desuden krævede det også, at der skulle ændres på ledningsnettet.

Det blev en svær tid for Aarhus Sporveje, hvor der ingen sporvogne var. Nogle af de fastansatte blev sat til at rydde op efter schalburgtagen, andre fik midlertidig job andre steder i kommunen. Ud over det var en katastrofe for sporvejene, var det også for de løst ansatte. De blev fyret, men nogle af dem fik ansættelse igen efter krigen.

Sporvejsudvalget skulle se nærmere på gerningsstedet, efter at sprængningen var sker. Her deltog direktør Juel-Hansen, værkstedbestyrer Møller og overværkmester Lund, der alle var fra Københavns Sporveje. De undersøgte sammen resterne af de nedbrændte sporvogne og mente, at det var teknisk muligt at genopbygge 12 motorvogne og 12 bivogne. Direktør Juel-Hansen tilbød, at Københavns Sporveje var villig til at tegne en moderne sporvogn, med alle de tekniske fremskridt der skulle til i Århus. Den 27. september 1944 lykkedes det at få undervognsrester fra en motor og bivogn sendt til København til genopbygning.

Den 25. september 1944 var der ved forhandlinger mellem Aarhus Sporveje, Scandia i Randers og Frichs fabrikker. Her vedtog parterne en arbejdsfordeling om genopbygningen, efter tegninger som Københavns Sporveje leverede. Frichs skulle rette 11 undervogne til motor og bivogne, 10 motorer skulle omvikles af Titan i København.

Hvad var Scandias opgave? Allerede den gang diskuterede man om sporvognene skulle nedlægges. Det skete ikke af den simple grund, at det ikke var muligt at anskaffe det nødvendige antal nye busser, inden for overskuelig tid.

11 måneder efter schalburgtagen kørte der atter sporvogne i Aarhus. Aarhus Sporveje fik 12 genopbyggede/nye sporvogne og bivogne, og byens borgere modtog dem med blomster og hurraråb.

Interview med en vognstyrer – 10 år efter.
I anledning af Aarhus Sporvejes 50 års jubilæum ti år efter ulykken, gav vognstyrer Søren Christensen, kaldt Tykke Søren, den 7. juli 1954 et interview til avisen Demokraten:

”De oplevede schalburgtagen der ødelagde næsten alt materialet?”

”Ja vi var lige gået i seng den aften, da vi hørte knaldene og stod op og trak gardinet op. Der er ikke noget, sagde jeg. Jo, der er ild sagde mor (Laura hans Kone). Jeg bedømte det til at være tyskernes barakker ved stranden, men min søn mente, at det var det store briketlager ved Assensgade.

Min kone tog frakken på og gik ned på gaden. Et øjeblik efter kom hun grædefærdig op og fortalte, at det var remisen.  Jeg blev lidt lang i ansigtet, fortæller Søren, vores søn tog ned for at høre, hvad der var sket, han kom hjem og fortalte, at det hele var væk og at brandvæsnet og politiet var dernede.

På vej til remisen næste morgen mødte jeg en kollega, der havde en mægtig fart på. Du behøver ikke at skynde dig, sagde jeg, det hele er brændt! Han troede ikke rigtigt på mig. Han blev ved med at trække sit ur frem og sige, at vi skulle skynde os, ellers nåede han ikke at køre den første vogn frem til tiden. Det behøver du ikke at bekymre dig om, sagde jeg, der bliver ingen kørsel i dag. Men han ville ikke tro på det. Han blev ved med at stoppe op og spørge mig, om jeg lavede grin med ham. Nej, hvad fornøjelse skulle jeg ha’ af det sagde jeg.”

Søren Christensen forsætter med at fortælle:
”Dage efter schalburgtagen stod en del sporvognsfolk henne ved stakittet ved skoven uden for den nedbrændte remise. Mens vi var samlet der, så vi pludselig en tysk bil komme kørende hen mod os. En tysk officer sprang ud og præsenterede sig for direktør Falk, idet han sagde, at han kom fra sikkerhedspolitiet.

Direktør Falk vendte sig langsomt imod ham OG SAGDE:
Ja, det er en ringe sikkerhed, I kan give os her!

Og direktør Falk vendte derpå ryggen til tyskeren, der hurtigt forsvandt efter den salut.
Vi var lige ved at råbe hurra!” Slutter Søren Christensen.

(Fotografen er ukendt, hvis ikke andet er anført.)

 

 

De frivillige på Besættelsesmuseet

Besættelsesmuseet er beriget med en stor forening af frivillige. De bidrager hver og en med et stort stykke arbejde, et altid godt humør og en kæmpe viden om besættelsestiden – enkelte kan endda dele ud af egne erindringer fra tiden.

At lave et nyt museum, er et omfattende arbejde. Derfor er motiverede frivillige en forudsætning for, at projektet overhovedet kan lykkes. De frivillige på Besættelsesmuseet hjælper til i arbejdet med registrering og klargøring af museumsgenstande, rundvisninger, undervisning i skoler og meget mere.

Da Besættelsesmuseet lukkede i 2018 og skulle tømmes, for at gøre plads til renovation, mødte en stor flok frivillige op og sørgede for at ALT blev pakket ned og flyttet på rekordtid.

Vi er dybt afhængige af de frivilliges arbejdskraft – uden dem ville åbningen af det nye Besættelsesmuseum have lange udsigter.

Helle og Niels er frivillige på Besættelsesmuseet. Her ses de sammen med historiker, Maria Juul, igang med at registrere et croquis-maleri af storstikkeren, Grethe Bartram, til museets samling.

I denne artikel vil vi gerne synliggøre vores frivillige, som gør en stille men uundværlige indsats på Besættelsesmuseet. I de følgende afsnit fortæller to af museets frivillige, Anne-Birthe og Niels, om deres arbejde på Besættelsesmuseet.

Anne-Birthe arbejder med registrering og genstandshåndtering

I foråret 2018 fik jeg mulighed for at blive frivillig på Besættelsesmuseet. Når man som jeg gennem flere år har haft en stor interesse for Anden Verdenskrig, er det en gave at få lov til at arbejde med denne del af historien, hvor man også får genstande fra tiden i hænderne.

Anne-Birthe har arbejdet som sygeplejerske. Hun har flere års erfaring med registreringsarbejde fra både museums- og arkivverdenen.

Før vi kan registrere, har vores historikere udvalgt genstandene og lagt informationer om dem frem til os. At arbejde med at registrere genstande betyder, at genstandene skal fotograferes, måles, registreres på computeren og pakkes. Vi er instrueret i, hvordan man omgås genstandene korrekt med handsker og bruger det nensomme greb, når de historiske genstande flyttes og håndteres.

Den direkte kontakt med genstandene kan sommetider gøre, at hårene rejser sig på armene. Det sætter mange tanker i gang om, hvad de personer, som har haft genstandene, har været igennem. Og hvorfor de har gemt genstande, som andre måske ville have kasseret.

Vi arbejder sammen to og to. Og det er vigtigt at vi har et godt samarbejde, hvilket gør at det hele glider meget nemmere. Og jeg er så heldig at have en fantastisk samarbejdspartner i Sverre, som er meget vidende på området. Han har oplevet krigen, hvilket jeg ikke har, så der falder mange guldkorn af fra ham, som jeg kan suge til mig. Og så er det jo et tillægsgode, at vi snakker og griner godt sammen.

Jeg er fuld af beundring for vores historikere, som altid har tid til en snak, hvis vi har brug for det. Maria, som er den person, der direkte arbejder med os frivillige, sørger for at alt ligger parat til os, når vi kommer. Vi kan altid ringe til hende, hvis vi er i tvivl, og vi føler ikke, vi er til ulejlighed, når vi gør det. Hun møder os altid med et stort smil og venlighed.

Faktisk føler jeg, at vores frivillige arbejde bliver rigtig godt modtaget. Et andet tillægsgode er, at vi lige nu er placeret i Den Gamle By, som det er dejligt at gå rundt i.

Niels formidler for folkeskoleklasser

Jeg blev pensioneret i 2016. I 2017 blev jeg ansat som frivillig på besættelsesmuseet. Som efterkrigsbarn – årgang 1951- har perioden 1939 – 1945 altid interesseret mig, så det er derfor utroligt spændende at være tilknyttet Besættelsesmuseet og være med til de mangeartede opgaver, der er følge af renovering og fornyelse af museet.

Niels har arbejdet ved Aarhus Kommune som chefkonsulent. Foruden sit arbejde på museet, har han spillet en stor rolle i projektet “Krigens sidste stemmer”.

Mens museet er under ombygning kan der ikke tilbydes rundvisninger eller besøg på museet. I stedet tilbydes skolerne, at museets guider kommer ud på skolerne og fortælle om Danmark under besættelsen.

Jeg har siden museet blev lukket været ude adskillige gange. Hver gang har det været en yderst positiv oplevelse. Museet anbefaler, at det er fra 6. klassetrin og opefter. Første gang skulle jeg stå overfor en 8.klasse. Selvom formidling i forsamlinger af forskellige størrelse har været en del af mit aktive arbejdsliv, var jeg alligevel meget spændt. Måske lå der lidt fordomme inde bag hjernebarken og lurede: ”Ukoncentrerede teenagere, der overhovedet ikke gider høre om noget, der ligger så mange år tilbage.”

Men de fordomme blev i særdeleshed gjort til skamme. Denne og alle efterfølgende gange har jeg kun mødt disciplinerede, interesserede, lyttende og spørgende unge mennesker, der gør formidling af stoffet til en oplevelse i sig selv.

En af de store oplevelser, jeg har haft, var, da jeg var ude på Skæring Skole sammen med en af de sidste frivillige, der har oplevet besættelsen. Poul er født den 9. april og blev 13 år i 1940. At se og høre Poul, der trods sin alder er frisk og rørig og stod ret op og ned under hele foredraget, kan man kun blive ydmyg og rørt over. Vi delte foredraget på den måde at han fortalte om sine personlige oplevelser under besættelsen på Fyn, hvorefter jeg tog over og fortalte om, hvad der skete i Aarhus. Der er ingen tvivl om, at Pouls autenticitet fastholdt vores unge publikum. Den autenticitet må vi andre ”årsunger” så kompensere for ved at fortællingen bliver så levende som muligt – men altid sandfærdig!

Som det formentlig er fremgået, har besøgene på de forskellige skoler i Østjylland indtil nu været en ren fornøjelse.

De tyske troppetransporter til Norge

De tyske troppetransporter til Norge

Siden besættelsen har det har været  kendt, at Aarhus havn fra oktober 1942 blev en vigtig udskibningshavn for de tyske troppetransporter til Norge. Men hvor mange soldater blev der sejlet mellem Aarhus og Norge? Og hvor mange konvojer sejlede der ud fra Aarhus?

Detaljerne om de tyske udskibninger til Norge har siden besættelsen været omgærdet af mystik. Det skyldes ikke mindst, at besættelsesmagten holdt kortene tæt ind til kroppen. Havnen blev bevogtet nidkært og alle Krigsmarinens dokumenter blev hemmeligstemplet. For et par år siden skete der dog et mindre gennembrud på området.

Spioner på havnen

En række spionagerapporter åbnede døren til tyskernes aktiviteter på klem. Modstandsbevægelsen havde skaffet sig vigtig viden om havnemiljøet, og det var lykkedes dem at producere nogle ganske detaljerede rapporter om nogle af de tyske ind- og udsejlinger i Aarhus.

Det banebrydende materiale gav os et indblik i Værnemagtens aktiviteter på havnen, og dækkede endda hele 1944 og frem til befrielsen. Vigtigst af alt underbyggede rapporterne tesen om Aarhus havns store betydning for tyskerne.

Notater om hvilke skibe der sejlede ind og ud af havnen og sporadiske oversigter over hvor mange, og hvilke soldater der var på gennemrejse i Aarhus tegnede et billede af en Krigsmarine, der havde travlt med at sejle soldater og gods til Norge, Finland, Letland, Polen og Tyskland.

Tyske skibe i havnen. Fotografiet er taget fra Rådhustårnet i 1942. (Besættelsesmuseet)

På opdagelse i arkiverne

Spionagerapporterne gav os blod på tanden og vi begyndte derfor at finkæmme både danske og tyske arkiver for materiale om den tyske Krigsmarines aktiviteter i Aarhus. Vi ledte især efter oversigter over sejladserne, der måske kunne skabe et samlet overblik over de tyske troppesejladser fra Aarhus. På det tyske Bundesarkivs militærarkiv i Freiburg faldt vi over et materiale, som vi vidste potentielt kunne kaste lys over omfanget af tyske troppetransporter til Norge.

Da tyskerne gjorde Aarhus til deres primære transithavn til Norge blev der oprettet et særskilt tjenestested, der skulle overse de mange troppetransporter. Det var dette tjenestesteds krigsdagbog vi var faldet over.

Selv kaldte de dagbogen for Kriegstagebuch der Kriegsmarinedienststelle Kopenhagen, Zweigstelle Aarhus (red. Krigsdagbogen for Krigsmarinens afdeling i Aarhus). Dagbøgerne dækkede perioden fra oktober 1942 til februar 1945, og selvom vi ikke kunne vide nøjagtigt, hvad materialet indeholdt antydede titlen på dagbogen, at vi måske kunne få besvaret nogle af vores mange spørgsmål om den tyske tilstedeværelse i Aarhus.

Forsiden på den tyske krigsdagbog. (Besættelsesmuseet)

Koordinering forud for transporterne

I starten af oktober 1942 kom afdelingens leder, Kapitänleutnant Freidrich Wilhelm Lübke til Aarhus for at iværksætte de kommende troppetransporter.

I løbet af måneden koordinerede han med hjælp fra blandt andet havnekommandenten fra Aalborg, Korvettenkapitän Blauert, sejlplanerne og strukturen omkring de mange kommende transporter. Det primære formål var at få fragtet soldater og gods videre til Norge, Finland, Tyskland, Polen og Letland. Det ambitiøse projekt krævede dog hjælp fra flere kanter.

Krigsmarinens andre skibes arbejde var en forudsætning for, at man i det hele taget kunne sejle tropper til og fra Norge. Blokadebrydere, mineryddere, forpostbåde og sikringsskibe fungerede alle individuelt, men samtidig som en samlet enhed der skulle sikre de tyske troppetransporter såvel som krigsskibe fri adgang og støtte i de forskellige farvande.

På land tog bykommandanten i Aarhus, Major Carl-Hans Kruse, fat i Aarhus kommune for at få anvist en byggeplads til en stor gennemgangslejr bestående af murstensbarakker. Han bad samtidig om indkvartering til 3300 soldater, der foruden de tropper der allerede var tilstede, skulle ligge fast i byen.

Resultatet blev, at både Læssøesgades, Samsøgades, og Nørrebrogades skole blev beslaglagt af besættelsesmagten. Det viste sig imidlertid ikke at være nok.
Da gymnastiksalene på Samsøgades skole midlertidigt blev afsat til de gennemrejsende soldater beslaglagde tyskerne også gymnastiksalene på Fjordgades skole og den ene gymnastiksal på Marselisborg Gymnasium.

Troppetransporterne fik altså væsentlig betydning for antallet af tyske beslaglæggelser og nyopførsler.

Dør på Læssøesgades Skole efter befrielsen. Mest fremtrædende er jernkorset, men ser man godt efter finder man også en vis utilfredshed med ledelsen gennem små udsagn som Tot über Göring og Adolf von Stalin såvel som det mere ikoniske udtryk Heim ins Reich. (Besættelsesmuseet)

Protester og forsøg på forhandlinger fra kommunens side var forgæves. Man fandt tyskernes krav uoverskueligt store og den voksende tyske tilstedeværelse problematisk.

For tyskerne derimod faldt alt på plads og den 18.10.1942 sejlede det første store godsskib under det nye tjenestested mod Norge. Disse kom krigen igennem til at fylde mindst lige så meget som troppetransporterne og forsynede Værnemagten med materiel og brændsel og forplejning på østfronten og i Norge, ligesom der også blev fragtet flæsk, sukker og andet gods til Tyskland.

De første troppetransporter

Med alt på plads kunne værnemagten iværksætte deres første transporter. Den 22.10.1942 sejlede skibene MS Lappland og MS Telde mod Oslo med 1528 mand og 19 køretøjer. Med sig havde de Sperrbrecher nr 131 og to forpostbåde, der fungerede som sikringsskibe i konvojen.

Nogle få af de tyske Sperrbrechere i Aarhus. Oversat betyder navnet blokadebrydere, men i praksis fungerede skibene som stifindere gennem minefelterne og var derfor afgørende for at sikre de mange soldater på troppetransporterne. (Besættelsesmuseet)

Den 28.10.1942 vendte skibene tilbage fra Oslo og begyndte straks af- og pålæsning. Hvad og hvor meget skibene i troppetransporterne medbragte til Aarhus fremgår ikke af dagbøgerne før oktober 1943.

Den første transport blev startskuddet til et helt fast indslag i den aarhusianske dagligdag under besættelsen. Allerede dagen efter MS Lappland og MS Telde var sejlet i havn, var de atter sejlet afsted igen.

Men selvom troppetransporterne var præget af den rutine, som den slags logistik nu kræver for at fungere effektivt, hændte det da også, at Lübke havde noget særligt at nedfælde i krigsdagbogen.

Belgierne

I november 1942 fik man på Krigsmarinens tjenestested en melding om, at der var et antal tilfangetagne belgiere på vej til Aarhus. Det blev anført i dagbogen, at der i Luftwaffes gennemgangslejr i Büchen, eller DULAG Büchen, var blevet konstateret, at belgierne var slemt inficerede med lus.

Ikke desto mindre forsatte man med at fragte belgierne mod Aarhus, hvor de skulle videre til Norge, formodentlig for at udføre fangearbejde for det tyske statslige entreprenørforetagende Organisation Todt.

Op imod 150.000 mennesker af forskellig nationalitet blev fragtet til Norge som Krigsfanger, politiske fanger, og tvangsarbejder mellem 1941-1945. Hvor mange der blev fragtet igennem Aarhus vides ikke. Langt de fleste fanger kom fra Østeuropa og Balken og mange af disse blev sejlet via Stettin. På billedet ses to tidligere sovjetiske krigsfanger efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Lusene var dog reelt det mindste af besættelsesmagtens problemer med belgierne. Da belgierne ankom til Aarhus formåede de og den danske civilbefolkning at få kontakt med hinanden. Ifølge dagbogen lykkedes det belgierne at forbrødre sig med den indfødte befolkning, hvilket gjorde dem svære at kontrollere, uden at det dog nærmere anførtes, hvad det indebar i de tyske skrivelser.

Men går man i den daværende fuldmægtige for byrådet Keld Jardes arkiv finder man et brev skrevet på vegne af belgierne. Her takker de og beder borgmester Einar Stecher Christensen være forvisset om, at den modtagelse og støtte de havde fået af befolkningen, havde været et stor moralsk støtte.

Vrede hos Transportkommandanturen

Transportkommandanturen i Aarhus var utilfredse og befalede, at alle fanger i fremtiden skulle lastes direkte fra tog til skib. Tyskerne stod i en svær situation. I Danmark var der andre spilleregler end i resten af Europa. De kunne ikke bare behandle deres fanger som de ville og løsningen blev derfor at forsøge, at undgå al kontakt mellem fangerne og lokalbefolkningen.

Det skulle dog ikke lykkedes for dem. I starten af 1943 vandt byen og 250 ukrainske piger hinandens hjerter. Befolkningen støttede pigerne med blandt andet cigaretter og mad. De ukrainske piger var internerede på Fjordsgades skole inden de skulle videre til Norge, men det lykkedes dem, at smugle en række små notater ud til en dansk russisk mand, der siden blev anholdt. Notaterne fortalte blandt andet om, at pigerne sultede, og at nogle af dem blev anbragt i en kold arrest og derved blev alvorligt syge.

Senere samme år kom nordmanden Inge Marie Jensen igennem Aarhus. Hun var blandt de ca. 2.400 norske fanger, der blev transporteret via Aarhus i 1943-1944. Inge Marie huskede den aarhusianske lokalbefolknings venlighed så godt, at hun siden donerede en stor samling figurer hun havde lavet efter sin tid som fange i koncentrationslejren Ravensbrück.

Museets tidligere udstilling om Inge Marie Jensen Ravensbrücks rædsler. (Besættelsesmuseet)

De mange aflusninger

Alle skibene måtte med jævne mellemrum afluses, det var nemlig ikke kun fangerne der medbragte lus og andet utøj. I december 1942 var det endda så galt, at man måtte tage skibet MS Monte Rosa ud af drift indtil man kunne få desinficeret hele skibet.

MS Monte Rosa var et af de mest brugte tyske skibe til troppetransporterne. Inden krigsudbruddet var skibet en del af det nazistiske Kraft durch Freude program, der blandt andet skulle sikre billige ferier til hele befolkningen og derved promovere det nazistiske projekt. Her ses det på vej ud af Aarhus havn i 1944. (Besættelsesmuseet)

Skibet var overrendt af lus og man måtte tage hårde midler i brug. Det foreslåede gas man skulle bruge havde man imidlertid ikke på lager i Aarhus, og man måtte derfor bestille det i Hamborg og væbne sig med tålmodighed. I mere end en uge var skibet ude af drift indtil man fra Hamborg modtog pesticidet Cyklon B, der i dag mest af alt er kendt som det middel man brugte til at gasse jøder og andre uønskede med i udryddelseslejrene. Efter skibet var blevet gasset måtte det udluftes i tre dage inden besætningen atter kunne genoptage transporterne.

Oktober 1943

Som krigen skred frem gik antallet af troppetransporter kun en vej Fra oktober 1943 voksede antallet af og størrelsen på troppetransporterne voldsomt.

Tysk troppetransport og militærorkester på banegården. De fleste troppetransporter kom med tog til godsbaneterrænet og gik derfra. Datoen er ukendt. (Besættelsesmuseet)

Allerede i december 1943 skulle man dog opleve den måned med det største antal soldater, der blev sejlet til og fra Norge. I alt blev der fragtet 59.176 tropper mellem Aarhus og Norge, et tal der står tilbage som vidnesbyrd om, hvor vigtig en transitby Aarhus var for tyskernes indsats i Norge og Finland.

Ser vi tallene i et større perspektiv taler de endda et endnu tydeligere sprog. Mellem oktober 1943 og februar 1945, en periode på et år og fire måneder blev der fragtet 544.433 tropper, kvinder og civile. Langt de fleste af disse var soldater af forskellig karakter, mens antallet af civile kun beløb sig til 84 for perioden.

Troppeskib i havnen. Over havneterrænet ses spærreballoner, der skulle beskytte havn og skibe fra fjendtlige angreb. (Besættelsesmuseet)

Daglige sejladser

Det krævede to store konvojer med mellem tre og fire troppeskibe og alle de relevante sikringsskibe der arbejdede i døgndrift. Når først skibene var tømt blev det lastet øjeblikkeligt og udskibet så hurtigt som muligt. For hele dagbogens løbetid løb det op i 817 konvojer med enten gods, tropper eller begge dele, svarende til næsten en konvoj dagligt, der enten sejlede fra eller lagde til i Aarhus havn.

Tallene er dog stadig blot en del af historien. Medtaget i dagbogens opgørelser er ikke de mange lazaretskibe, der kom til Aarhus med sårede soldater fra østfronten. Til netop det åbner spionagerapporterne til gengæld døren til fortiden på klem.

Nogen egentlig oversigt over, hvor mange krigsfanger der blev fragtet gennem byen rummer dagbøgerne heller ikke. Tilsyneladende var det ikke det specifikke tjenestesteds opgave at føre fast dagbog for de områder eller også var antallet ikke større end, at de blev medtaget i den samlede optælling af tropper.

Det videre arbejde

Ikke desto mindre har materialet fra den tyske Krigsmarine vist sig væsentlig for vores forståelse af den tyske tilstedeværelse og det tyske arbejde i Aarhus. Arbejdet med den omfangsrige dagbog er dog for længst ikke afsluttet. For hvert spørgsmål materialet besvarer, rejser der sig et nyt. Flere af spørgsmålene kræver supplerende materiale, men der er ingen tvivl om, at Krigsmarinens dagbog fra Aarhus har givet os et klarere indblik i, hvordan den nazistiske besættelsesmagt opererede fra Danmarks næststørste by.

I den nye udstilling vil vi præsentere publikum for den nye viden vi får om besættelsesmagten. Indtil da kan du følge med her på bloggen, hvor vi løbende vil fortælle om de nyeste arkivfund, og hvordan de bidrager, underbygger eller forandrer historien om Aarhus under besættelsen.

Oplevelsen af personfortællinger

Praktikforløb med tests af formidlingsidéer
af Johanne Christensen

I august 2018 startede en ny praktikant i et praktikforløb på Besættelsesmuseet. Johanne studerer Oplevelsesøkonomi på sin Kandidat ved Aarhus Universitet. Dertil har hun en baggrund som Bachelor i Kunsthistorie og Museumsstudier. Under praktikforløbet er Johannes opgave, at udvikle og afprøve tests og brugerundersøgelser, som skal være med til at optimere museets formidling i de nye udstillinger.

Johanne Christensen, på sin kontorplads i Den Gamle By

Johanne interviewer gæsterne i Den Gamle By, uanset vind og vejr.

I dette blogindlæg fortæller Johanne om de metoder hun arbejder med, når der laves brugerundersøgelser med prototyper til udviklingen af udstillingselementer.

Persona-elementet
Hovedopgaven i min praktik er at undersøge en udstillingsidé om et persona-element i Besættelsesmuseets nye udstilling, som åbner i foråret 2020. Persona-elementet skal være gennemgående i hele museet, men stadig fungere uafhængigt af den øvrige udstilling. Det foregår således, at gæsten ved indgangen får udleveret et legitimationskort med én bestemt persona-fortælling. Det kan f.eks. være en modstandsmand, en husmor eller en politimand. Igennem museet vil du som gæst støde på nogle kortlæserstationer, hvorpå du kan lægge dit legitimationskort. Herved udløses dit personas fortælling. Du får et unikt indblik i et menneskets umiddelbare tanker, handlinger og oplevelser i hans eller hendes samtid. Gæsten introduceres for datidens både store og små dilemmaer, lige fra varemangel og rationering til likvideringer og landsforræderi.

Sådan forestiller vi os, at Besættelsesmuseets fremtidige kortaflæserstationer eventuelt kommer til at se ud.

Min opgave er at undersøge brugervenligheden af dette formidlingselement ud fra et oplevelsesøkonomisk perspektiv. De næste afsnit giver eksempler på, hvordan jeg arbejder mig frem til indsigter i gæstens perspektiv, og overfører dette til produktudviklingen af persona-elementet.

Oplevelsesøkonomi og ny museologi
Kandidaten i Oplevelsesøkonomi er en relativ ny uddannelse, da den blev oprettet i 2007 på Aarhus Universitet. Kort fortalt handler det om, at skabe merværdi for mennesket gennem oplevelser. Det gøres ved at udfordre, udvikle og undersøge forskellige kulturelle praksisser. De redskaber, vi arbejder med, kommer fra fag som antropologi, design, entreprenørskab, kommunikation og marketing.

I kraft af min baggrund i Kunsthistorie og Museologiske Studier retter jeg mit praktikforløb mod en kobling mellem museumsarbejdet og Oplevelsesøkonomi. Når jeg tester formidlingsideer, er mit udgangspunkt hele tiden museumsgæstens oplevelse. Mit formål er, at skabe brugervenlighed for gæsten, og forstå og undersøge gæstens adfærd og præferencer til det spændende museumsbesøg.

Håndskrevet illustration af mine refleksioner over min designproces som praktikant hos Besættelsesmuseet.

Anskuelsen af det spændende museumsbesøg har ændret sig markant de seneste årtier. Museerne har som vidensinstitutioner udviklet sig i takt med ny teknologi. Denne udvikling kendes som Ny Museologi og hænger uomtvisteligt sammen med designarbejdet i udstillingsopbygning.

Udviklingen i Ny Museologi betyder, at viden sker i en konstant interaktion med museumsgæsten. Museet holder fast i de fysiske rammer i udstillingsopsætningen, men gør det i relation til det mere teknologiske og digitale design. Samtidig anvendes teknologier heri til at skabe en aktiv deltagelse for museumsgæsten. Det kan eksempelvis anses i tilknytning til mit praktikforløb, hvor jeg tester, hvordan de digitale kortaflæserstationer kan være med til at igangsætte refleksioner og aktivitet hos gæsterne.

Den sociale deltagelse og brugervenlighed er hermed designets formål i vidensinstitutioner i dag. Det er i denne kobling af det fysiske rums design og det faglige indhold, at jeg undersøger brugervenligheden i Besættelsesmuseets formidlingsoplevelser.

Test af formidlingsformer
Jeg arbejder med 5 temaer, som skal udvikles indenfor persona-elementet: Koncept og identifikation, abstraktionsniveau, formidlingsform, formidlingsindhold og visualisering. Temaerne tager alle udgangspunkt i museumsgæstens møde med persona-elementet.

Først og fremmest skal det undersøges hvorvidt hver af de seks digitale stationer skal formidles med tekst, højtlæsning eller begge dele. Ved testen af dette har jeg udarbejdet to prototyper, som er analog ”klippe-klister” papirudgaver af, hvordan kortaflæserstationerne kunne se ud.

Prototyperne, som ses på billederne nedenfor, er to modsætninger, hvoraf den ene form baseres på mulighederne for tekst og højtlæsning, og den anden på fotos og højtlæsning. Min bevæggrund for at dele prototypen op i de to modsætninger er, at skarpt opdelte tests i udsnit, typisk giver de mest tydelige svar.

Analog prototype, som fremhæver konkrete formidlings virkemidler. Disse fotos er udelukkende forbeholdt tests, og skal ikke anvendes til persona-elementet eller anses som en del af de fiktive personfortællinger.

Prototypen som arbejdsredskab er her anvendt på 3 måder; som repræsentationer for en idé, dernæst som repræsentation for opdelte aspekter af idéen, og prototypen kan derved bruges som kickstarter for en materiel diskussion. En formidlingsform kan dermed testes, før man har det færdigudviklede produkt. Dette afhænger dog af, at prototypens indhold kan efterligne digitale skærmes forestillede indhold. Heldigvis vil de museumsgæster, som jeg interviewer, gerne være med til at bruge fantasien og forestille sig alle de muligheder og funktioner, som kan ses ud fra et stykke illustreret papir.

Den næste klippe-klister-prototype, jeg tester, er anvendelse og forståelsen af en mulig ”Vidste du…”-funktion i de fremtidige kortaflæserstationer. Her vil jeg anvende en kobling af observationer og spørgsmål til gæsten for at undersøge, hvorvidt indholdet rent faktisk bruges og huskes i overensstemmelse med funktionerne. Prototypen nedenfor indeholder; et følelsesbetonet brev, ”Vidste du…” med mange tal-fakta og to kontekst-fotos.

Endnu et eksempel på en analog prototype. Disse fotos er igen udelukkende anvendt til testen, og er derfor ikke tilpasset indholdet.

Prototypen er brugt til kvantitativt at undersøge, hvad museumsgæsten foretrækker af disse tre dele, hvis de f.eks. skulle vide mere om KZ-lejrer. Under mine samtaler med museumsgæster, udtrykte de fleste, at de gerne ville have det følelsesbetonede brev fremvist på en skræm; altså den personlige beretning. Dog gerne suppleret med fotos og ”Vidste du…”-funktionen. Derved kan vi arbejde videre med, at mange gæster foretrækker den personlige beretning som primær fortælling. Samtidig ser de gerne dette understøttet af kort og præcis fakta og originale fotos. Det leder desuden op til en overvejelse om, hvorvidt det skal være muligt for gæsterne selv at vælge, hvordan de får deres viden. F.eks. om fakta-bokse skal være obligatoriske eller en valgfri funktion i elementet.

Desuden blev prototypen brugt som et materielt springbræt til at tale om digitale stationer mere generelt. Museumsgæsterne, jeg interviewede, udtrykte et ønske om, at kunne trykke sig ind på mere og mere opdagelse af ny viden. Muligheden for overblikket ved illustrationer var også populært. Sidst, men ikke mindst, blev også personfortællinger via digitale skærme rost højt, og det var endda uden en intro til persona-elementet.

Workshop som kvalitativ kvalificering
Med et behov for at undersøge mere dybdegående omkring oplevelsen af persona-elementet organiserede jeg 2 workshops på 2 timer; en for det faglige personale, og en for eksterne interesserede deltagere. Begge gange med 7-8 deltagere.

Formålet med workshoppen var at undersøge, hvordan refleksion, identifikation og forståelse skete ved få et legitimationskort udleveret, og derefter følge en personfortælling. Under workshoppen var det min opgave, at observere deltagernes adfærd omkring de opstillede aktiviteter. På baggrund af dette afsluttedes workshoppen med en åben debat, hvor deltagerne fik mulighed for, at komme med konstruktiv kritik og udviklingsforslag til persona-elementet.

Fotos fra opstillingen til workshoppen. Hvert bord indeholder små konkrete opgaver, som skal hjælpe til refleksion og forståelse af de virkemidler vi anvender i persona-elementet.

Et eksempel på workshoppens anvendelighed som metode er, at deltagerne udtrykker, hvad de synes er interessant, irrelevant, let forståeligt eller for svært. Det betyder, at vi i udviklingen af elementet får en tydelig retning at gå efter, så vi kan lave den bedst mulige formidling. Workshoppen som test viste, hvad deltagerne reagerede på og italesatte, og derved hvad der er det væsentligste at arbejde videre med. Diskussionerne fik især synliggjort en udfordring i at formidle balancen mellem drama og det daglige, og heri balancen mellem det følelsesmæssige og det historiske fakta.

Hensigten i persona-elementet, er blandt andet konfrontationen med et dilemma, som gæsten skal tage stilling til undervejs. Dilemmaerne vil være baseret på virkelige begivenheder, men formidlet via et fiktivt persona. Under workshoppen blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan dette formidles mest levende og informationsrigt. Hvordan formidler man autenticiteten i en dramatiseret fortælling? Det er netop dette, som en diskussion under workshoppen kan være med til at afklare. Ved at stå over for dilemmaet medførtes en nysgerrighed omkring de virkelig hændelser under besættelsen. Workshop-deltagerne følte desuden at de fik ”indblik i en selv”, når de stod over for et valg mellem det moralske rigtige og konsekvenserne heraf. Dermed har diskussion om dilemmaet under workshoppen været med til at tydeliggøre de væsentligste aspekter ved denne formidling.

I det nye Besættelsesmuseum bliver der lagt vægt på den sociale oplevelse, hvor dialog og refleksion er i centrum for gæstens oplevelse.

Den overordnede konklusion fra workshoppen var, at oplevelsen ikke kan standardiseres. Hver især får man sit eget individuelle udbytte af en persona, afhængigt af hvilke erfaringer, man selv kommer med som gæst. Vi kan som formidlere af elementet derved fokuserer på, at udvikle rammerne omkring den individuelle identifikation og refleksion. Konkluderende var alle deltagere til begge workshops meget positive overfor persona-elementet som formidlingsform.

Dette er et eksempel på en station i workshoppen, hvor deltagerne selv skulle matche fotos og historier. Den fik positiv feedback, som formidlingsvirkemiddel.

Den sidste del af praktikforløbet
Under mit praktikforløb har jeg erfaret, at Oplevelsesøkonomi som faglighed kan supplere udstillingsarbejdet med kvalifikationer af idéer både i teori og praksis. Faget er særdeles anvendeligt under processens idéstadie, hvor form og deltaljer udvikles og besluttes. Når man vil formidle en hel masse og involvere museumsgæsten, er Oplevelsesøkonomiske designmetoder med til at sikre brugervenligheden i formidlingen.

Med denne bevidsthed arbejder jeg i den sidste del af mit praktikforløb videre med prototyper til undersøgelser af både form og indhold ved persona-elementet. Eksempelvis har jeg fået sammensat en ordliste, som kan klarlægge hvilke begreber fra perioden, som er mere eller mindre forståelige for Hr. og Fru Danmark. Således kan Besættelsesmuseet arbejde videre med at imødekomme dette i formidlingen, uden at gå på kompromis med periodens autenticitet. Derudover arbejder jeg videre med observationer af museumsgæster, når de bevæger sig rundt blandt skilte, digitale skærme og museumsgenstande. Mit formål er fortsat undersøgelsen af, hvordan vi sikrer det mest spændende og reflekterende museumsbesøg for gæsterne.

Til slut vil jeg sige et stort tak til de mange museumsgæster i Den Gamle By og de frivillige, som har bidraget med deres tid og observationer til mine undersøgelser.

 

Henvisninger
Dalsgaard, Peter; Dindler, Christian & Eriksson, Eva. (2008): Designing for participation in public knowledge institutions i: Proceedings of the 5th Nordic conference on Human-computer interaction: building bridges, NordiCHI ’08

Lim, Youn-Kyung; Stolerman, EriK & Tenenberg, Josh. (2008): The Anatomy of Prototypes: Prototypes as Filters, Prototypes as Manifestations of Design Ideas. i: ACM Transactions on Computer-Human Interaction, Vol. 15, No. 2, Article 7.

Genstande fra Helvede

Et Smugkig i Besættelsesmuseets Samling 

I perioden 1941-45 blev omtrent 300 aarhusianere deporteret til kz-lejre og tugthuse både inden- og uden for Danmarks grænser. Efter deres ophold i lejrene bragte mange fanger forskellige genstande med sig hjem. I dag er mange af disse genstande endt i Besættelsesmuseets samling. De fortæller hver især en historie om savnet, afmagten og frygten, som prægede fangskabet. I dette blogindlæg diskuteres nogle af de overvejelser, der opstår når Besættelsesmuseet skal udvælge og formidle de genstande, som gemmer på særligt personfølsomme og ubehagelige historier om aarhusianerne i kz-lejre.

Skitsetegning fra de sidste dage i Neuengamme, april 1945. Blandt Besættelsesmuseets arkivalier har vi en stor samling af skitsetegninger, lavet af Victor Glysing Jensen under sit ophold i kz-lejren Neuengamme. De danske og norske fanger var fortrinsvist placeret i ”Stenbygningen”, som der refereres til nederst på tegningen. (Besættelsesmuseet)

Vores personlige ejendele repræsenterer hvem vi er og associeres ofte til bestemte minder. Men hvad sker der når disse private ejendele og minder pludseligt bliver til offentligt eje; når de kommer på museum og bliver en del af vores fælles kulturarv? Hvordan kan museer dele det enkelte individs traumer og glæder og kan nutidens mennesker overhovedet relatere til minder om kz-lejre, tortur og menneskelig nedbrydelse?

Tavshed og Skam
I bogen Selv Stjernerne Frøs fortæller den aarhusianske fotograf Børge Venge (1918-2012) om erindringerne fra livet i kz-lejren. Forfatteren og initiativtageren bag erindringsbogen, Knud Esmann, skriver således i forordet:

Resten af livet martredes han ved rædslen for ikke at blive troet af familie, venner og alle andre, hvis han fortalte, hvad han havde oplevet. […] Angsten for at blive afvist og latterliggjort, lå som et låg over kz-lejr erfaringerne. […] Da vi lavede aftalen om erindringsbogen, tøvede han med at sige ja til mit gentagne forslag. Afvisningen blev ikke mildnet snarere skærpet med tiden. Det stod på i årevis. Tæppet var sænket, og derved skulle det blive. […] Da han endelig brød sin selvpålagte tavshed […], skete det ud fra troen på, at alle har ret til at blive hørt, uanset hvem og hvor mange, der har magten.”

Portræt af Børge Venge. Tegnet af russisk medfange under opholdet i kz-lejren Sachsenhausen. (Besættelsesmuseet)

Dette citat viser netop dobbeltheden i, at historier kan være både sårbare, forbundet med skam og ønskes skjult, men også at der er et behov for at få dem fortalt. Igennem kz-fangernes erindringer, souvenirers og efterbearbejdelser kan vi måske forsøge at forstå fortiden – eller endnu vigtigere, at lære af den?

Følsomme Genstande

Ifølge den amerikanske museolog og museumsinspektør, Nina Simon, har iscenesættelsen af genstande en direkte sammenhæng med gæstens opfattelse af en udstillings budskab. Dvs. at genstande kan tillægges en social rolle, når de formidles. Denne sociale rolle kan eksistere i flere former:

  • Personlige genstande, som har en tydelig historie bag sig, og f.eks. refererer til et bestemt minde, person eller periode.
  • Aktive genstande, som indbyder til aktivitet og samtale ved at opfordre til fysisk handling eller som tiltrækker opmærksomhed ved selv at være fysiske.
  • Provokerende genstande, som kan frastøde, chokere eller overraske og derved lede til debat.
  • Relationelle genstande, som inviterer folk til at socialisere med hinanden, eller som skaber tilknytning mellem genstanden og gæsten.

Kort og godt er sociale genstande altså objekter, som igangsætter en reaktion hos museumsgæsten og derved indbyder til indlevelse og refleksion. En og samme genstand kan dog høre under flere kategorier. Det afgøres udelukkende af, hvordan formidleren iscenesætter genstanden. At håndtere sociale genstande medfører derfor et stort ansvar fra formidlerens side, og det kræver at vi nøje overvejer genstandens potentiale og præcist hvilken historie den skal fortælle. Det giver formidleren en stor magt ift. at bestemme, hvilket budskab gæsten skal have med fra sit museumsbesøg.

Illustration af grundideerne til formidlingen i den nye udstilling på Besættelsesmuseet, som åbner i foråret 2020. I udstillingen lægges der stor vægt på personfortalte beretninger, hvor mennesket er i centrum. Dette afspejles ligeledes i udvælgelsen af de genstande, som skal indgå i udstillingen. (Besættelsesmuseet)

I Besættelsesmuseets kommende udstilling om Aarhusianere i kz-lejre arbejder vi med genstande, som både kan anses som personlige, provokerende og relationelle. F.eks. en genstand som, i kraft af sin direkte tilknytning til en bestemt person, kan chokere, men også skabe indlevelse. Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse, men man kan argumentere for, at historiefortællingen om kz-lejrene har indpodet sig så dybt i vores kollektive erindring, at alene ordet ”kz” giver associationer til udryddelseslejre, sult og tortur. Genstandenes ophav antænder dermed i sig selv følelser, associationer og refleksion. Derfor placerer vi denne unikke genstandsgruppe under en ny kategori: følsomme genstande.

Børges Maleri
Året er 1943 og den nygifte, aarhusianske amatørfotograf, Børge Venge, føres fra sit hjem i Guldsmedegade af Gestapo. Anklagen lyder på ”Hetz mod det Stortyske Rige”. Venge har fotograferet de store tyske militærskibe og straffen herfor var arbejdsfængsel. Venge sendes først til Frøslevlejren, derefter til kz-lejren Sachsenhausen og til sidst til kz-lejren Neuengamme. Han kom hjem i foråret 1945 med De Hvide Busser. Da Børge vendte hjem havde han dette maleri med sig.

(Besættelsesmuseet)

Kunstneren bag var Venges medfange og ven, som gik under pseudonymet H. Dorn. Det er et bestillingsarbejde udført i kz-lejren Sachsenhausen. Det udtrykker, hvordan kunstneren forestillede sig, at et hjem i Århus ville se ud. Dorn var schweizer og døde i lejren. Helt udsædvanligt fik Venge lov til at hænge maleriet op i barakken under sit ophold. Det var således det første han så om morgenen, når han vågnede og det sidste han så om aftenen, når han gik i seng. Maleriet var et forsøg på at dulme hjemveen og savnet til familien. Det var en flugt fra den uhyrlige virkelighed han nu befandt sig i. Men da han kom hjem og atter fik hægt maleriet op, syntes han alligevel ikke, at farverne var helt rigtige; det havde været en illusion, som nu havde mistet sin betydning. Derfor gav han maleriet videre til sin ældre broder.

At finde trøst i et motiv, der i så liden grad minder om Aarhus, afslører hvor desperat Venge har været efter, at få en flugt fra den virkelighed han befandt sig i. Et så desperat forsøg på at dulme savn og hjemve vækker empati. Det fortæller os noget om de håb og drømme, som gav fangerne mod på at fortsætte kampen for livet i en ellers håbløs tilværelse. Ligeledes fortæller det os noget om kammeratskabet og sammenholdet, som Venge oplevede i kz-lejren. Det fortæller os noget om den uretfærdighed og tilfældighed, der herskede og som kunne være afgørende for liv og død – Venge kom hjem, men Dorn døde i lejren, hvorfor? Sidst men ikke mindst fortæller maleriet os en del om manden, Børge Venge. En mand som bevarede sin interesse for kunst og skønhed, selv i de mest uhyggelige omgivelser, en mand som helt usædvanligt formåede at få Blokbestyrerens tilladelse til, at hænge maleriet op i lejren.

Formidlingen af dette maleri kræver, at vi forsøger at forstå Børge Venge ud fra hans daværende livsverden. Maleriet fortjener ikke at blive udstillet som et smukt kunststykke eller som en kz-souvenir. For Venge har maleriet udelukkende haft en betydning under opholdet i lejren. Det har været et overlevelsesredskab og det er dén historie vi vil belyse.

Byttevare og taknemmelighedsgaver
Umiddelbart efter Værnemagtens internering af Kommunisterne i sommeren 1941, organiserede de danske myndigheder hjælp til kz-fanger. Hjælpen bestod bl.a. i levnedsmiddel- og tøjpakker til fager i fængsler, tugthuse og kz-lejre. I takt med den stigende internering fra 29. august 1943 og interneringen af politikfolk og grænsegendarmer i 1944, kom hjælpepakkerne til at omfatte omkring 6000 fanger. Forsendelsen af 2-3 pakker pr. mand pr. måned foregik via Dansk Røde Kors.

(Besættelsesmuseet)

Dette bestik har været benyttet af Erik Hansen (1917-1997) under hans ophold i kz-lejren Neuengamme. Hansen var arkitekt i Skive og kurér for Toldstrup. Han gik under dæknavnet Knold i sit arbejde for modstandsbevægelsens modtagegruppe i Nordjylland. Hansen blev arresteret i foråret 1944, indsat i Vestre Fængsel og deporteret til Neuengamme. Han kom hjem med De Hvide Busser i april 1945.

Bestikket er fremstillet af en sovjetisk krigs- og medfange og blev givet til Hansen i bytte for cigaretter, som han havde fra Røde Kors Pakkerne. Selvom denne historie egentlig ikke har en kobling til Aarhus er den et klassisk eksempel på, hvordan danske kz-fanger har benyttet Røde Kors Pakkerne. Denne historie taler egentlig ikke til vores følelser. Den illustrerer mest af alt en historie om Røde Kors Pakkerne som en valuta i kz-lejrene.

Kammen, som ses nedenfor, har tilhørt Carl G. Munch Hansen (1910-?), som var politibetjent i Aarhus. Munch Hansen blev tilfangetaget og interneret i Buchenwald i september 1944. Den er fremstillet af en medfange – en sigøjner – og givet som tak for, at Munch Hansen havde delt sin mad fra Røde Kors Pakkerne med ham.

(Besættelsesmuseet)

Med denne historie er kammen ikke længere bare et redskab, men et symbol på fællesskab og sammenhold, på trods hårde levevilkår og forskellig nationalitet – en alliance. Derudover understøtter kammens historie, at Røde Kors Pakkerne virkelig var en central del af de Skandinaviske kz-fangers vilkår og overlevelse i lejrene.

Tilsammen illustrerer de to genstande, at livet i kz-lejrene både var præget af sammenhold og medmenneskelighed, men også at der var opbygget et kommercielt system for at sikre det enkelte individs vilkår og overlevelse. De viser også, at Røde Kors Pakkerne ikke kun var livsbevarende, men også fungerede som byttevarer i lejrene. I dette tilfælde kan man altså se, at det ikke kun er valget af genstande og historier, som er vigtigt ift. det budskab vi søger at formidle. Det er i høj grad også fravalget af genstande, som er med til at tegne et sandfærdigt billedet af livet i kz-lejrene.

Leos Fangedragt
Den 13. januar 1944 trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraa (1905-2003) og hans hustru Doris’ villa i Risskov. Gestapo åbnede ild mod døren til det værelse, hvor parret opholdte sig sammen med deres 7 årige søn. Doris Kæraa, der stod nærmest døren blev ramt og dræbt på stedet. Leo Kæraa overlevede et maveskud, men blev ført bort af Gestapo. Anklagen lød på, at Kæraa skulle have givet nedskutte flyvere og faldskærmsmænd logi i sin praksis. Han blev først indsat i Vestre Fængsel i København, dernæst sendt til Frøslevlejren og siden deporteret til kz-lejren Neuengamme.

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendt videre til kz-lejren Neuengamme. (Besættelsesmuseet)

Fangedragten, som Leo Kæraa hjembragte fra Neuengamme, er i dag en del af Besættelsesmuseets samling. På jakken ses fangenummeret og resterne fra den røde trekant, som markerede at han var politisk fange.

(Besættelsesmuseet)

Fangedragten er ganske enestående, fordi den står så stærkt i sit fysiske udtryk. Den skaber indlevelse med det samme og får alle, der ser på den, til at stoppe op og reflektere. Går man i detaljen gemmer der sig et hav af historier. Det elendige materiale, som dragten er lavet af fortæller i sig selv en historie om inhumane forhold og frihedsberøvelse. Fangenummeret, fortæller en historie om frarøvelsen af den enkelte fanges identitet og den røde trekant er en fortælling om kriminaliseringen af minoritetsgrupper og opponenter. Endnu en faktor, som gør netop denne genstand særligt følsom er, at beklædningsdele er noget af det mest kropsnære som vi mennesker beskæftiger sig med. Når noget så normalt som en trøje og et par bukser bliver knyttet til noget så uhyggeligt som kz-lejre, kan det ikke undgå at skabe en reaktion.

Håndtering af Følsomme Genstande
Disse genstande er få eksempler på de mange spændende og kuriøse genstande, som gemmer sig i Besættelsesmuseets samling.

Der findes desværre ingen faste retningslinjer for, hvordan man skal håndtere sådanne følsomme genstande. Det skyldes at hver genstand er lige så unik, som historierne og personerne bag dem. I nogle tilfælde må vi lade genstanden tale for sig selv, andre gange er det alene historien bag genstanden, som gør den interessant. Vigtigheden ligger i, at vi altid formidler genstanden ud fra dens egen kontekst. Hvis vi tillægger genstande elementer fra nutidens synspunkter, risikerer vi at tolke på genstanden, og dermed gøre den til noget den ikke er. Kun ved at være tro mod genstadens samtid sikrer vi den mest autentiske forståelse af historien og håndterer den personfølsomme fortælling mest respektfuldt.

Der er mange spændende genstande fra kz-lejrene i Besættelsesmuseets samling. Vi er i øjeblikket i gang med en større gennemgang og registreringsproces, så genstandene kan blive klar til åbningen af det nye museum. Håndteringen af genstandene kræver stor forsigtighed, derfor bruges altid handsker.

Henvisninger
Esmann, Knud (2014) Selv Stjernerne Frøs: Børge Venge – en Skæbnefortælling, Forlaget Ådalen.

Simon, Nina (2010) The Participatory Museum.