Kategoriarkiv: Dagligdag i gartneriet

Fiskelugtende læderslanger, gældsfængsel og frøpirateri

Den af

Thea Windfeldt Rahner har været i praktik i Den Gamle By fra museologiske studier ved Aarhus Universitet og har skrevet dette blogindlæg med glimt af haveslangens kulturhistorie.

Jeg vidste ikke, at man havde haveslanger i 1880’erne. Selvom jeg har svært ved at forestille mig en gummihaveslange i 1888, så står den alligevel dér så tydeligt på græsplænen på fotografiet. Der er vist ikke noget at tage fejl af. Billedet optræder i bogen Aarhus Flashback og viser, hvordan kendte steder i Aarhus så ud før og i dag.

Men hvornår opfandt man egentlig haveslangen? Og var det almindeligt på det tidspunkt at have én til at vande sin græsplæne eller sine kål med? Undersøgelsen tog mig på en rejse til Holland, over Atlanten, til Sydøstasien og tilbage igen. Den indebar, for blot at nævne et par eksempler: et nedbrændt rådhus, frøpirateri og en dybt forgældet opfinder.

Hav- og haveudsigt fra Jægergården, hvor en haveslange og en cykel muligvis er ligeså opstillede som familiemedlemmerne. Jægergaarden lå på hjørnet af M.P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade, som den har lagt navn til.

Rådhuset brænder!
 Allerede i 1600-tallet var man ret interesseret i at opfinde en slange, der var vandtæt og kunne klare højt tryk. Ikke til at vande sin urtegård med, men til at slukke de mange brande, der hærgede byerne. I 1652 brændte Amsterdams rådhus. Man prøvede efter bedste evne at slukke branden med tidens teknologi: spande, stiger og lange stokke. Stokkene var til for til at vælte de brændende mure, før de gjorde det af sig selv. Men det var helt umuligt og rådhuset brændte ned, kun bevaret på de mange tegninger og tryk af begivenheden.

Da Amsterdams rådhus brændte i 1652, havde man kun spande, stiger og stokke til slukningsarbejdet. En brandslange ville måske have været mere effektiv.

Brandslukning med spande er bare ikke ligeså smart, som hvis man under tryk kan skyde en vandstråle 20 meter op i luften – eller endnu bedre: hvis man kan transportere vandet i slanger og angribe ilden fra flere sider.

I Toldboden i Den Gamle By finder man nogle smukke brandspande af læder. Udenpå er de malet røde og indvendigt er de tætnet med beg.

Maleren opfinder brandslangen
Jan van der Heyden (1637-1712) havde set den håbløse kamp mod flammerne under branden på Amsterdams rådhus, da han var 15 år gammel, og i 1672 revolutionerede hans opfindelse af brandsprøjten brandslukningsteknologien. Det var netop vandslangerne, der var det nye og smarte.  Han udgav sidenhen en hel bog (Brandspuitenboek, 1690, brandsprøjtebogen) om sin opfindelse  – fuld af detaljerede illustrationer.

Tidligere havde man haft teknologi til at sprøjte vand ud under tryk, opfundet af Hans Hautsch (1595-1670) i 1650, men da der ikke hørte nogen slange til, skulle maskineriet stå farligt tæt på branden for at nytte noget. Samtidig havde den en vandbeholder, der manuelt skulle fyldes med vand fra spande.

Jan van der Heyden har her lavet en illustration af sin egen smarte brandsprøjte (til højre) med tilhørende slanger; både én til at suge vand op fra kanalen og én til at skyde vand på ilden. Den er tydeligvis meget mere fleksibel end Hautschs vandpumpe (til venstre).

Jan van der Heyden har illustreret en vellykket brandslukning udført med de fleksible brandslanger. Skyer af vanddamp står over sæbefabrikken og den nederste del af illustrationen viser hvor vandpumperne skal placeres.

Læderslanger og fiskeolie
Jan van der Heyden var, udover opfinder, også en kendt maler i Holland. Derfor kunne han selv illustrere hvor smart hans nye opfindelse var – og hvor meget mindre smart Hans Hautschs slangeløse vandpumpe var.

Vandslangen, der hørte til Heydens system, var lavet af læder, der var syet sammen. Læderet var stærkt og vandtæt, men tungt og svært at vedligeholde. Og det kunne stadig ske, at vandslangen på grund af tryk sprak midt i en brandslukning…

En væsentlig forbedring af slangen kom først i starten af 1800-tallet. Et par amerikanske brandmænd fra Philadelphia fandt på at nitte læderslangen sammen i stedet for at sy den, hvilket holdt en del bedre. Det overvandt dog ikke problemet med vedligeholdelsen af læderet. De amerikanske brandmænd skulle stadig først tømme slangen for vand efter endt brug og smøre den med fedt eller fiskeolie. Det må have lugtet rimelig fælt!

Garvet gummi på fallittens rand
Gummi fremstilles af den flydende latex – gummitræets mælkesaft – som det ’bløder’, når man skærer dybe snit i barken. Træerne skal være minimum seks år gamle, før man kan tappe gummi og man kan fortsætte tapningen i ca. 25 år, hvis man vel at mærke er forsigtig. Skær man for dybe snit i barken og tapper for intensivt, dør træet. Gummi i sin uforarbejdede form har den ulempe, at det bliver klistret, når det er varmt og skørt og sprækker, når det er koldt.

Vi skal helt op til 1839, før gummi kommer på tale til fremstilling af vandslanger og dæk. Opfinderen Charles Goodyear havde på fornemmelsen, at man kunne forarbejde gummiet til at hærde og samtidig forblive smidigt, ligesom man kan garve læder til at blive blødt. Han opdagede ved et af sine mere eller mindre tilfældige forsøg, at en blanding af gummi og svovl kan gøre gummiet modstandsdygtig over for varme og kulde.

Det tog ham mange år og endnu flere penge at finpudse det, der kom til at hedde ”vulkanisering” af gummi. Faktisk kostede det ham så mange penge, at han blev fængslet for gæld. På det tidspunkt var gældsfængsel en almindelig procedure for at få skyldneren eller dennes familie til at betale gælden. Ved sin død i 1860 efterlod Charles Goodyear sin kone og sine børn med over 200.000$ i banklån og ubetalte regninger.

Goodrichs gummisucces
En mere succesfuld mand med et meget enslydende navn, Dr. Benjamin Franklin Goodrich, skabte ti år senere en strålende forretning baseret på det vulkaniserede gummi. Goodrich oprettede den første gummifabrik i Akron, Ohio i 1870, hvis første produkt blev en gummislange! (Og vi er tilbage på sporet af historien!)

Flere hundrede gummifirmaer skød op i Akron i de følgende tiår. De producerede blandt andet bildæk til den boomende bilindustri.

Postkort med B. F. Goodrich Rubber Company fra 1930-1945 siger lidt om, hvor god en forretning produktionen af gummiprodukter var.

Selvom Goodyears gummieksperimenter aldrig indbragte ham selv nogen penge, blev et stort gummiselskab opkaldt efter ham i 1890. Goodyear Tire And Rubber Co. producerede primært bildæk. På det tidspunkt var der hundredvis af gummiselskaber i Akron.

Men hvor kom alt gummiet fra? I 1874 blev der skrevet rapporter om de døende gummitræer i Amazonjunglen. Gummitræerne kunne ikke producere nok gummi til at følge med den stigende efterspørgsel.

Frøpiraten
Det havde briten Henry Wickham en plan for. I 1876 smuglede han i titusindvis af gummifrø fra Brasilien til England. Frø der siden blev sejlet til europæiske kolonier som Sri Lanka, Malaysia og Indonesien. Hans biopirateri kom til at vende op og ned på gummiindustrien. Indtil da havde man kun kunnet dyrke gummitræer i Brasiliens regnskov, hvor træerne havde mange naturlige fjender som skimmel og diverse skadedyr. I Sydøstasien kunne man derimod roligt plante gummitræerne tæt i plantager, og udbyttet var imponerende. De fleste havde opgivet at konkurrere med de asiatiske gummiplantager, indtil Henry Ford, ophavsmanden til samlebåndsproduktionen af biler, besluttede sig for at søsætte et vanvittigt projekt.

Den knap så dygtige botaniker Henry Ford
I 1920’erne startede Henry Ford sin egen gummiplantage i Brasilien – det var en hel landsby under navnet Fordlândia, med squaredance og sygesikring for de brasilianske arbejdere. Da Henry Ford producerede biler, var han bekymret for ikke selv at have kontrol over de råmaterialer, der gik til produktionen. I dette tilfælde bekymrede det europæiske gummi-kartel ham. Henry Ford var ingeniør – ikke botaniker eller gartner. Det gjorde ikke den store forskel for ham, for han havde alligevel aldrig givet så meget for ekspertviden. Det gik nu hverken værre eller bedre end, at gummitræerne ikke trivedes i tætte rækker i den brasilianske regnskov. De var konstant plagede af skadedyr og skimmel. Henry Ford opgav ikke sin amerikanske drøm om en ”Midwestern town” midt i Amazonjunglen før 1945. Det var mildest talt en fiasko.

(Se, læs, lyt mere på https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/)

’Comet’, ’Water Witch’ og ’Flexcilla Garden Hose’
Selvom gummiproduktionen eksploderer i slutningen af 1800-tallet, og man har fundet på en måde at lave det til holdbare dæk og vandslanger på, er det så ensbetydende med, at de danske gartnere dropper vandkander og vandvogne til fordel for den nye teknologi?

Tilbage til fotografiet af familien på den nyvandede græsplæne. Jeg kan i hvert fald slå fast, at gummivandslangen var opfundet i 1888 og at mine øjne ikke bedrager mig. Er det mon blot en tilfældighed, at gartneren har glemt vandslangen efter at have vandet, eller er det netop meningen, at vandslangen skal vises frem på billedet som et statussymbol?

I de amerikanske frøkataloger fra samme tid bliver vandslangerne solgt under navne som ”Comet” og ”Water Witch”(det gør de forresten stadigvæk!), og det er svært at se forskel på vandingssystemer og kunstfærdige springvand. ”Flexzilla Garden Hose” står på listen over bedste haveslanger i 2018 i The New York Magazine med kommentaren: ”This brand has survived my husband, water pressure, animals, southern heat, etc.”

I et amerikansk frøkatalog fra 1899 kan man finde sprinklere med navne som “The Comet”, “Common Sense” og “Water Witch”. De er næsten mere kunstfærdige end springvand!

Overtog gummislangen handelsgartneriet?
I Nordisk Illustreret havebrugsleksikon fra 1920, 50 år efter gummislangens opfindelse, kan man læse sig til, at de også på dette tidspunkt er en investering, og at man til handelsgartnere stadigvæk anbefaler vandingssystemer af jernrør til vanding af store arealer (Skinners System se billede) eller simpelthen vandkander til mindre havebrug og drivhusdyrkning. ”I Handelsgartnerier anvender man, for at spare paa de dyre Gummislanger, almindelige Vandrør af Jærn, som paaskrues Opstanderne og lægges ovenpaa Jorden saa nær som muligt det Sted, man vil vande.” (s. 510) Og senere slås det fast at, ”Vandkande er et i Haver uundværligt Redskab.”(s. 510)

Derfor var vandslangen på Jægergårdens græsplæne højst sandsynligt et statussymbol. Det har i hvert fald ikke været nogen billig vare i Danmark på det tidspunkt. Selvom gummivandslangen blev opfundet omkring 1870 og jeg kan finde den på et fotografi fra 1888, er det nok de færreste handelsgartnere eller haveejere, der har smidt vandkanderne og spænet ud for at investere i dyre gummihaveslanger.

Skinners System var et populært vandingssystem af jernrør. Det var den økonomiske løsning for mange handelsgartnere.

Vandkander og store overarme i Den Gamle By
Her ender min rejse og jeg er tilbage i Den Gamle By, hvor gartnerne stadig går til den med håndkraft og vandkander. Vandkanderne egner sig godt til vanding i drivhusene, fordi man kan vande potterne individuelt og lettere kan styre hvor meget vand den enkelte plante får. De mange forskellige planter, der vokser i Den Gamle Bys drivhuse, har forskellige behov for vand og pleje og derfor er vandkander her det perfekte redskab. Uden for drivhuset kan det dog blive et meget tidskrævende arbejde at vande med vandkander. Det blev til mange kander vand og store overarme under sidste sommers tørre hede. Men i princippet havde det været muligt for et velhavende slotsgartneri at vande med gummislanger i 1885.

 

Gartner Astrid i Den Gamle By vander Pelargonier i paradedrivhuset.

 

Kilder:

Baker, Emma and Hare, Rebecca, Rubber Tires, Omaha in the Anthropocene. Hentet 4. April 2019 fra http://steppingintothemap.com/anthropocene/items/show/24.

Bhatia, Kabir (d. 7. marts, 2019) Why Did Rubber Come To Akron, WOSU Public Media, besøgt d. 3.04.19 på https://radio.wosu.org/post/why-did-rubber-come-akron#stream/0

Haurum, Gunnar, brandmateriel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It%2c_teknik_og_naturvidenskab/Teknik/Brandv%C3%A6sen_og_ildebrande/brandmateriel

Helweg, L. (1920-21), Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon 2. Bind, G. E. C. Gads forlag, København, s. 509-510

Hvilsted, Søren, vulkanisering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/vulkanisering

Hvilsted, Søren og Johansen, Hans Chr., gummi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/gummi

Mathiassen, Tove Engelhardt og Connie Jantzen (2011) Aarhus Flashback. Klematis, side 44-47

Panati, Charles (2016), Panati’s Extraordinary Origins of Everyday Things, Chartwell Books, Secaucus, New Jersey, USA, s. 164-166

Master Dutch painter revolutionised fire-fighting, Dutch News, d. 26. februar, 2014

https://www.dutchnews.nl/features/2014/02/master_dutch_painter_revolutio/

Redaktørerne (11. September, 2018), The Best Garden Hoses on Amazon, According to Hyperenthusiastic Reviewers, New York Magazine, The Strategist, Hentet d. 4. April 2019 fra: http://nymag.com/strategist/article/best-garden-hose.html)

Podcastserien 99% invisible’s afsnit om Fordlândia, 03.06.2018: https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/

http://www.nycfiremuseum.org/

Illustrationer af Jan de Baen og Jan van der Heyden hentet fra: https://www.rijksmuseum.nl

 

 

 

Efterårets komme…..

Den af

Gartnerhuset fra Stenalt iklædt en flot rød efterårs farvet vildvin. Og gartnerelev Erik med en hækklipper i hånden.

Vi har mange forskellige arbejdsopgaver i gartner afdelingen, og de ændrer lidt karakterer som efteråret indtræffer. Blandt andet bliver bladene gule, røde og brune og falder af. Det sker i takt med at træet suger næring fra bladene og ned i roden til oplagring. Og de visne og nedfaldne blade, samler vi sammen i en stor stak, bag ved gartnerhuset fra Stenalt. Her formulder de delvist over vinteren, og i februar marts måned, kører vi hele stakken hen for enden af drivhudet, i en halv meter høj, aflang firkantet “bed”, og her på placerer vi de 3 løse trærammer, som udgør en mistbænk. Så tilfører vi 10-15 cm muld, som vi sår frø i eller planter små planter ud i. Det giver en utrolig kraftig vækst-muld. På samme vis som hestegødning.

Olieplante, Ricinus communis. To planter der har vokset sig kæmpe store i mistbænken, som blev lavet i marts måned, med hestemøg som underlag.

 

Olieplante, Ricinus communis. De samme 2 planter set fra en anden vinkel.

 

Olieplante. Ricinus communis. 2 planter som vokser i Skolemesterens have. De blev plantet samtidig som de 2 kæmper i mistbænken. Her ser man betydningen af at planter får noget at vokse af.

Nu er det også tid til at tage sårbare planter indenfor, før frosten tager dem. I sommers har vi prøvet at sætte alle vore Klivia ud i haven, langs en skyggefuld husmur, direkt på jorden. Så er ideen at Kliviaerne får den “kulde” periode, som de behøver, for at danne blomst til foråret. I mange hjem står der planter, som er svære at få i blomst, fordi der er 20 graders varme døgnet og året rundt. En del af oldemors planter stammede fra subtroperne, og de har behov for en “vinterhvile”, og det kan vi give dem ved at sætte dem ud i haven i sommertiden. Så vil de lettere kvittere med blomstring det kommende forår. Og det gælder bla for Kliviaen.

Klivia på rad og række, taget frem fra husmuren, ses efter for snegle og pudses rene for gule blade og ukrudt, lige klar til at sætte ind under bordet på den bare jord i Formeringsdrivhuset.

 

Clivia nobilis, har smallere blade og lidt anderledes blomst end Clivia miniata, som har en kraftigere blomst og er mere udbredt som potteplante.

En anden speciel plante som har haft godt af at være plantet ud i jorden her i sommer, er nelliken Souvenir de la Malmaison. En flot gammel nellikesort, der siges at være tiltrukket af frø i Frankrig i 1857. Den Gamle Bys eksemplarer af sorten stammer fra den navnkundige, nu afdøde planteskolegartner P.C.O. Nørgaard fra Mors. Han fortalte, at i 1920erne, og måske længere tilbage, fandtes den på næsten alle gårde på Mors, Thy og Salling, og den var sikkert også udbredt over det øvrige land.

Nelliken Souvinir de la Malmaison, graves op og sættes i lerpotter, som tages ind før nattefrosten kommer.

 

Nogle af de samme nelliker set tættere på. Man kan se, de har trivedes godt udendørs.

Det er også tid til at sætte hyasintløg på glas, hvis man vil have de flotte, lange, hvide rødder, til at fylde glasset. Det kan være meget svært at finde de rigtig præparerede løg, som skulle kunne drives frem med rødder, blade og blomsten på en flot stilk. Jeg tillader mig at købe helt alm hyasintløg til at sætte i haven, vel vidende, at de ikke når at få stilk på blomsten. Ofte vil blomsten fremkomme helt nede imellem bladene, uden blomsterstilken. Det ses også tit på Klivia, og det er nettop fordi planten mangler en varme eller kuldeperiode. Det flotte og forventningsfulde, er netop glasset med de hvide rødder og den hemlighedsfulde hætte på toppen. Når vi så kommer hen i nærheden af julen, kan man købe hyasintløg med blomst i plastikpotte med jord. Denne sættes i en kold spand vand i et par timer, eller natten over, så kan jorden forsigtig skyldes af, og med endnu større forsigtighed, lempes ned i hyasintglasset, og vupti, så er vi klar til jul. Min gartneriske stolthed vakler lidt ved denne tilståelse. Men af skuffelser bliver man opfindsom.

Skønne hyasintglas, som også kaldes ved det poetiske navn zwibelglas.

 

PLANTEUDSALG i efterårsferien uge 42, fra lørdag d 14. okt til og med søndag d 22. okt alle dage kl 12 til kl 16.

Salget foregår fra Formeringsdrivhuset, og priserne vil være 30 kr pr stk eller 4 for 100 kr. Vi er simpelthen nødt til at sælge hårdt og brutalt ud, da vi lige efter efterårsferien, skal have sat fortsatsruder i Formeringsdrivhuset, og flyttet alle moderplanterne fra Paradedrivhuset over i Formeringsdrivhusets beskyttende varme.

Laurits vil stå klar til at ekspedere.

Gartnerafdelingen vil også gerne vise hvordan man hænger tobaksblade til tørre i Tobaksladen.

Det bliver også i efterårsferien uge 42, tirdag, onsdag og torsdag, fra kl 10 til 14.

Som frøene drysser

Den af

Nu er vi atter ved den tid hvor havens fine planter kaster deres frø. Blomsterne har haft besøg af bierne igennem sommeren og nu står frøkapslerne åbne og igang med at smide sine frø. Vi gartnere i Den Gamle By har derfor været rundt og samle ind af diverse frø, som til næste år skal bruges til salg og udplantning.

Bronzefennikel’s frø, snart modne nok til at høste

Vi har samlet frø fra slutningen af august til sidst i september og står nu med utallige poser fyldt med tørre frøkapsler. Der høstes først når frøkapslerne er tørre og brune, helst lige inden planten selv vil smide dem. Vi samler frø på en varm og tør dag så frøene er helt tørre. Dette giver det bedste resultat, da våde frø kan påbegynde spiringen når de kommer ind i varmen eller begynde at rådne. Frøene samles ind over flere omgange, efter som frøene dannes og modner på planterne. Selv samme plante vil få flere besøg af os, da dele af den blomstrer hurtigere end resten. For eksempel blomstrer stokrosen først nederst på blomster stilken og sidst øverst, som resultere i at frøene modner i samme rækkefølge, og ikke på samme tid.

Stokrose frø klar til høstning mens toppen stadigt er i blomst

Frøkapslerne bliver klippet af planterne og lagt i en brun papirpose. Posen er med til at slippe eventuel fugt ud og derved holde frøene tørre. Ved brug af plastikbøtter eller glas skal man være helt sikker på at alt er helt tørt, da fugt kan ødelægge dine frø. Poserne bliver markeret med plantenavn og dato, så de senere kan pakkes, sorteres og rengøres. Datoen er vigtig, så vi i fremtiden kan se hvor friske frøene er og eventuelt smide ældre frø ud. En tommelfinger regel er at frø holder mellem 3-6 år, men det kan variere meget fra plante til plante. Hvis vi er i tvivl, laver vi en spire prøve i drivhuset.

Poserne stilles derefter ind i vores frørum, som er dejlig tørt og uden varme. Her bliver frøene stående indtil vi en kold regnvejrsdag har brug for at komme lidt indenfor. For så skal frøene renses og pakkes.

Rengøring af frøene sker indenfor på et bord med skåle og si. Frøene sidder som regel i en hård frøkapsel, hvor måske ikke alle er åbne. De skal åbnes og frøene skal sorteres fra alt det andet. Også små blade og andet skidt der kom med under indsamlingen skal fjernes. En si kan bruges til at sortere frøene fra resten. Frøene kommer tilbage i sin pose og resten smides ud. Hvis frøene ikke renses kan der opstå mug og frøkapsler og blade kan indeholde skadelige insekter og svampe.

Valmuens frøkapsler, klar til at blive rengjort

Når vi så møder dårligt vejr igen kan vi også begynde at pakke frøene i vores små plastikposer, så de er klar til salg. I Den Gamle By bruger vi små gennemsigtige plastikposer til frøsalg, med navn, billede og beskrivelse af planten. Frøposerne hænges op i det lille drivhus når der igen åbnes for drivhus salg til maj. Frøposerne koster 25 kroner. Alle frøene er indsamlet af Den Gamle Bys gartnere.

Frø til salg i det lille drivhus

Skrevet af Erik

Handelsgartneriet er åbnet for salg !!!

Den af

1. maj blev der åbnet for salg i det lille formerings-drivhus fra 1880erne. Her sælges mange forskellige historiske potteplanter med vægt på pelargonier, specielt duftpelargonier og -geranier, hvoraf rosengeranien, også kaldet ørepineplante, er den mest kendte. Men også dufte som pebermynte, appelsin og citron er repræsenteret. På salgsbordene er der også væddeløber, bladkaktus, paletblad, de 12 apostle, stuegran, missionærplante, præstehavre, jødeskæg og mange andre sjove planter.

Mikkel er en af de gartnere, der stiller op i 1880er tøj og er klar til at fortælle og sælge planter.

Åbningstiden er fra kl. 12 til 16 alle dage, og i børnenes sommerferie med 2 timer ekstra til kl. 18.

På bordet udenfor sælges der krydderurt og lægeplanter fra Apotekerhaven. Også lidt sommerblomster og gamle sorter af grøntsagsplanter sælges. Eksempelvis palmekål, jordbærspinat, kardon, vinterportulak, vintersar, salvie, kinesisk purløg, mynte og fransk syre.

Vi har allerede haft en del besøgende i gartneriet, blandt andet kommer gåse-parret jævnligt på besøg.

Gasen listede sig ind i det store drivhus, sikkert for at beundre de mange flotte moder-planter, som vi tager stiklinger fra til salg og til at pryde de mange vinduskarme i Den Gamle By.

Og til sidst listede gasen ud igen, efter at han lige havde dyppet næbbet i vandkanden.

Vi glæder os til at få besøg af dig!

Husk havedage i Den Gamle By Kristi Himmelfartesferien d. 25.-26.-27. og 28. maj. Se nærmere på hjemmesiden.

Vinter og vår

Den af

Gartnerne har også deres arbejde at passe vinter og vår. Museet har potteplanter rundt om i vinduerne, og de skal selvfølgelig vandes og passes hele året. Der er mange vinduer i Den Gamle By og derfor også mange potteplanter, så det tager sin tid at komme hele vejen rundt.
Men alle gartnerne kan jo ikke gå rundt og vande blomster hele dagen og hele ugen igennem, og hvad er der så at lave, når sneen falder og dækker jorden, mens tagene bliver hvide?

 

Sneen falder over byen og Borgmestergårdens have

Når det sker, er det faktisk deres arbejde at rydde sne og strø grus, så man ikke glider og falder på brostenene. Men der kan også være en del arbejde med beskæring og oprydning rundt omkring; det er dejligt, at buske og træer trives, men de kan brede sig så meget, at det bliver nødvendigt at holde dem i ave. Den slags havearbejde kan udføres om vinteren, også mens der ligger sne.

Frank og Mikkel beskærer buske og rydder op i Frk. Wahlstrøms have

Gartneriet Bernstorff har to drivhuse, det mindste: formeringsdrivhuset, med salg af potteplanter og blomsterfrø, og det større: paradedrivhuset med udstillingen ’Oldemors Potteplanter’. Plantesalget og udstillingen åbner en af de første dage i maj og lukker sidst i september. En stor del af udstillings-planterne fra det store drivhus flyttes over i det lille, hvor de så står om vinteren i en passende temperatur, og hvor det også er lettere at passe dem. Andre planter kan overvintre i det store drivhus, hvor temperaturen ikke kommer under 5 grader. Når solen skinner, kan det blive noget varmt, men udsvinget giver ikke de store problemer.

 

Paradedrivhuset en dag i marts

En del af planterne fra paradedrivhuset, bliver nu også flyttet af en helt anden grund: Der skal gøres plads til julesalg. I den tid, museet viser juleudstillinger, kan man her købe mange forskellige varer så som: frugt, nødder, potteplanter, juledekorationer, gran og kviste af mistelten og andet godt, som et handelsgartneri ville have haft i årene før 1900. Der er også åbent for salg i weekenderne, så weekend-salget er en del af gartnernes arbejde i vinterhalvåret.
Om foråret og sommeren kan der blive meget varmt i drivhusene, og derfor bliver de kalket – den hvide farve afviser noget af lyset og dermed varmen. I år har Gitte Røn, museets gartnerformand, allerede været i gang med at kalke. Vejret var godt, og vi snakkede lidt om, hvor dejligt det var, at solen skinnede fra en blå himmel. 5 minutter efter øsede det ned, og efter et øjeblik begyndte bygen for alvor at tromme mod ruderne, regnen var blandet med hagl. Arbejdet var afbrudt, og den friske kalk blev vasket væk. Så dagen efter blev der kalket igen, og sådan kan en gartner få lidt ekstra arbejde på denne tid af året.
I det lille drivhus skal potteplanterne vandes og passes vinteren igennem, de skal ikke bare holdes med vand, men også nippes og klippes, så de holder sig pæne og fri for sygdomme.

 

Gitte nipper og klipper

Her i marts begynder et arbejde ud over den almindelige vanding og pasning af blomsterne. Planter skal pottes om, og der skal sættes stiklinger til nye potteplanter. Desuden skal det kontrolleres, om der er gået lus eller andre udyr i alt det grønne.

 

Gitte arbejder i det lille drivhus en martsdag

 

Der pottes om

 

Potteplanterne bliver undersøgt for lus

Det er svært at undgå det, men udyrene kan heldigvis bekæmpes med nogle små rovinsekter, som ikke gør skade – bortset fra, at de gør skade på lusene, og hvem de nu ellers slår ned på.

 

Biologisk bekæmpelse. Der er leveret bladlussnyltehvepse med posten, de kommer som en blanding af kokoner og voksne snyltehvepse. Her ses kokoner sammen med noget granulat. Det drysses ud på bladene.

 

Her ses en kokon, som der snart kommer en levende bladlussnyltehveps ud af. De lever af bladlus, og lægger æg i bladlusene, så der igen udvikles kokoner.

 

Her ser man benene af snyltehvepsen, der snart kommer frem, klar til at spise bladlusene.

Og endelig skal vi da ikke glemme, at hvis man er så heldig at få et kig ind i drivhusene på denne årstid, kan der være smukke blomster, selv om der ikke er så mange af dem.

 

Duftgeranien Clorinda, der er en af de første til at blomstre. Bladene dufter frugtagtigt.

Erantis og vintergæk er vinterblomster, der kan klare sig i sne og frost. I marts dukker krokus op, og der kan også dukke nogle martsvioler op. De sidste er selvfølgelig vilde, men hvis vi er heldige, står der en klynge et sted i byen.

 

Et kig ned i en hvid krokus

 

En klynge martsvioler i solskinnet

Og så kan vi begynde at glæde os til andre blomster. Sidste år, da sommer- og høstblomsterne var visne, blev jorden ryddet, og der blev lagt blomsterløg. Nu har tulipaner, påske- og pinseliljer for længst stukket bladene op af jorden, og så kan vi se forventningsfuldt på dem, indtil blomsterne springer ud.

 

Mon ikke det bliver smukt, når tulipanerne står i blomst?

 

Og vi kan glæde os til både påske- og pinseliljer

Området mellem drivhusene er inddelt i bænke, og når man ser ud over dem, ses det tydeligt, at vi ikke er nået ret langt hen på året endnu, selv om der er lidt grønt rundt omkring. I baggrunden ligger der nogle trærammer til nye drivbænke.

 

Et udsnit af gartneriet i marts

Gartnerne vil anlægge varmebænke, ligesom de gjorde sidste år, dvs. drivbænke hvor jorden er varmere end den omgivende jord. Det opnås ved, at man under jorddækket har et lag plantemateriale, eventuelt også staldgødning; her i Den Gamle By vil det sige hestemøg. Så kan man opnå en kraftig kompostering og dermed varmeudvikling.

 

Hestemøg til tre varmebænke. Det stammer fra hestestalden i Købmandsgården

Da der blev anlagt varmebænke sidste år, lagde gartnerne først et tykt lag visne blade på jorden og stampede dem sammen, så de ikke lå for løst.

 

Et tykt lag visne blade til kompostering

 

Bladene trampes sammen, så de ikke ligger for løst

Oven på de visne blade blev der lagt hestemøg, og så blev trærammerne eller selve bænkene anbragt øverst. I bænkene blev der spredt et lag jord, og så kunne man vente på, at temperaturen steg. Det varede naturligvis nogle dage, før processen kom i gang, så da det havde været frost natten efter anlæggelsen af vamebænkene, så de ikke spor varme ud.

 

Der er lagt et lag møg over bladene, drivbænkene er lagt på, og der fyldes jord i dem

 

I begyndelsen er varmebænkene kolde

Og endelig skal det nævnes, at en af gartnerne også er historiker. Om vinteren tilbringer han en del af sin tid med at studere handelsgartneriernes historie og samler viden med henblik på forandringer og fornyelser i Gartneriet Bernstorff, f.eks. interesserer han sig for, hvordan man anlagde varmebænke. Senere på året kan man somme tider træffe ham i det lille drivhus, hvor han sælger honning og potteplanter.

 

Laurits sælger blomster i formeringsdrivhuset en sommerdag