Skønt arbejds-vejr for gartnerfolket.

Denne vinter har været god ved det udendørs arbejdende folkefærd. Mild og til tider let frost. Derfor har gartnerafdelingen været i gang længe. Efter et par ugers oprydning og bortskaffelse af julen, blev der tid til beskæring. I første omgang gik Mikkel og Frank i gang med at skære 3 hasselbuske helt ned til jorden, og udtynde i de resterende. Vi har planer om at plante flere bærbuske, her på skråningen ved Køkkenhaven 1864.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mikkel saver hele hasselbusken ned.

Grenene fra hasselbuskene og andre buske, bliver brugt til at fylde risgærdet bag ved Eilschous Boliger, op, og forny nogle af pælene. Det sker hver vinter, fordi gæret falder sammen i løbet af året. Det er en god måde at få sine grene brugt på, og et dejligt sted for fugle og småkravl.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Frank og Mikkel fylder på risgærdet.

Det har været nødvendigt med hjælp udefra, til lidt større beskæring. Ca hvert 2. eller 3. vinter, kommer “Klatremanden”, enten med lift, eller også kravler han op i træerne med motorsav, og beskærer dem. De 2 store hængepil, er nødt til at få alt den vægt fjernet, så de ikke er til fare for nogen. Og midt sommer, er de nye grene allerede meter lange.

Lindetræerne er vi nødt til at holde lidt ned, så man har udsyn til husene, og luft omkring dem. Man skal også huske, at sådanne voldsomme beskæringer, er ikke noget nyt. Tilbage i barokken, beskar man træer, som man kaldte kandelabber, da grenene kunne ligne lysestager. Ses bla i Rådhusparken i Aarhus.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der er voldsomt meget gren-affald, når det kommer ned på jorden.

Et helt andet projekt, har været, at fjerne møgingen fra Købmands gårdrum. Stenhugger pladsen er nedlagt, og da det ligger lige nedenfor Købmandsgårdens køkkenhaven, var det oplagt at bruge pladsen i sommer, til et mistbænke areal. Der skal fyldes ca 15 cm jordblanding oven på møgstakken, så der er lidt for frø at spire i. Mistbænkene skal indeholde urter og andet godt, som Købmandsgårdens køkken og Traktørstedet, får godt af.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mikkel planere møgstakken, der damper af varme, pga omsætningen.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Efter at mistbænkene er sat plane, smører Frank dem med “gartnerkit” (mudder, som blot er for en syns skyld).

Et tredje projekt, er opsætning af nye humlestager, både ved Bryggeriet og i Eilschous Have. Hvert anden vinter skal granrafterne skiftes, da de ikke kan klare at stå så længe i jorden. Før i tiden har man sikkert også lagt stagerne ned, når der skulle høstes humle. Der har været mange måder at lade humlerankerne vokse op på. Nogle steder har man brugt et gammel udtjent træhjul. Andre igen, har bare ladet humlene vokse direkte op ad rafterne

DSC00421

Mikkel og Erik er ved at rejse rafterne med reb, til humlen at vokse op af. Her er det tæt ved Bryggeriet.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Eilschous Haves 3 humlestager, er nu på plads, og klar til humlenes voldsomme vækst, som kan komme helt op til 10 cm om dagen, når de vokser mest.

 

Ideer til tilbehør til julefrokosterne

 

For tiden er der en trend med selv at tilberede sin mad som ‘slowfood’ i stedet for at købe alting færdigt. Jeg vil her gerne give lidt (tidskrævende) inspiration til hjemmelavet tilbehør til en god julefrokost efter et besøg i Den Gamle Bys mange juleudstillinger. Ideerne stammer fra Stephan Nyelands bog ”Køkkenhavedyrkning samt Køkkenurternes Opbevaring og Anvendelse” fra 1896. Nyeland grundlagde i 1875 Vilvorde Havebrugsskole i Charlottenlund. Her uddannede han flere generationer af gartnere frem til 1905. Skolen havde stor søgning både fra Norge og Danmark, og Nyeland underviste de unge gartnere i bedre kostvaner og mere brug af frugt og grøntsager.

Tallerkensmækker fra købmandsgårdens have.

Tallerkensmækker fra købmandsgårdens have.

I købmandsgårdens nyttehave 1864 dyrker vi mange forskellige køkkenurter. Denne her kender de fleste som tallerkensmækker; men i 1896 havde den også et andet navn. Stephan Nyeland brugte nemlig betegnelsen ’Bærkarse’. Det er ikke så underligt, fordi han giver anvisninger til, hvordan man kan bruge plantens grønne bær. Alle, der har smagt dem, vil sikkert også nikke genkendende til en karseagtig smag. Om den høje type ‘Tropæolum majus’ og frugternes opbevaring skriver Nyeland, at man skal høste de grønne og fuldt udviklede frugter og lægge dem i saltlage i 24 timer. Så skal de skylles godt og overhældes med en meget varm kryddereddike. Efter otte dage skal eddiken have endnu et opkog og hældes over frugterne, som nu er på glas. Han fortsætter: ”Glassene, hvori Frugterne skal opbevares, tilbindes derpaa, saasnart de ere afkølede. De have en meget behagelig krydret Smag og anvendes til Ragout og Saucer.” – Så mon ikke han har tænkt på oksebryst og den slags kødtyper? Det vil jeg tro. – I langt nyere bøger har jeg set syltede tallerkensmækkere sammenlignet med kapers.

Havesyre er en anden køkkenurt, som man kan se i købmandsgården køkkenhave.

Havesyre, som den ser ud i maj måned.

Havesyre, som den ser ud i maj måned.

Nyeland skriver, at man med held kan stuve syre, eller man kan koge bladene, passere dem gennem en sigte og bruge dem til suppe. Ideen med suppe af syre er helt ny i 1896, kan jeg læse ud af hans ordvalg. Derudover beskriver Nyeland saltning af syre og henkogningen. Det er henkogningen, som jeg vil fortælle jer om. Nyeland skriver: ”Syre henkoges nemt om Efteraaret, naar man kan vente, at Frosten vil ødelægge dem. De samles, Ribberne pilles af Bladene, og disse koges med Vand og lidt Salt, derpaa hakkes de, om fornødent, fyldes i Krukker og trykkes fast i disse. Krukkerne maa være godt opvarmede. Naar de ere fyldte til en god Fingersbredde fra Kanten, overhældes de med smeltet Smør eller Fedt.” – Funktionen af fedtlaget var at forhindre iltning af den henkogte syre. Hvis der kom ilt til, ville den blive fordærvet. Før fryseren var det nødvendigt med mange forskellige metoder til at bevare fødevarerne. – Nyeland skriver ikke, hvad den henkogte havesyre ville egne sig til; men jeg vil tro, at den kunne være passende til røget kød.

God fornøjelse og velbekomme.

 

Haverne sover vintersøvn

Sidste uges snevejr dækkede de fleste haver i landet med hvide dyner. Også her i Den Gamle Bys haver er det stadig den hvide farve der dominerer, selvom temperaturen i de sidste dage har sneget sig op over frysepunktet. Men der er nogle planter, der trodser kulden, som bladbederne her i Købmandsgårdens Køkkenhave, der stadig stikker de friskgrønne blade frem af sneen.

I forgrunden er det Frk. Wahlstrøms lille køkkenhave, der sover vintersøvn. Haven knytter sig til Lemvighuset, hvor man i den forreste del finder modisten Hedvig Wahlstrøms modeforretning. Huset har en central rolle i gartnerafdelingen, idet den bagerste del af huset for nuværende benyttes til gartnerkontor-og bibliotek. Og det er bag de grønmalede vinduer, at bl.a. denne blog formes.

Ovenfor Frk. Wahlstrøms have ligger køkkenhaven, der hører til Købmandsgården, som ses i baggrunden. Her i vintertiden er køkkenhaven under sneen dækket med halm og staldgødning fra kapervognenes heste, som holder til i bygningen, der vender gavlen til.

I forlængelse af køkkenhaven ligger Købmandsgårdens Prydhave, hvor rødderne under staudernes visne toppe overlever vinteren for på ny at give liv til sommerens planter. Mens den lave buksbomhæk og porcelænsblomsterne, som kanter staudebedene, holder sig grønne hele året. I baggrunden ses Helsingør Teater, og den gule bygning er Kerteminde Skole.

Borgmesterhaven rummer to haver, en renæssancehave, som skimtes til højre, og en romantisk del, som ligger til venstre. Nu er der ikke mange turister, der vover sig ind for at nyde frokosten ved møllestensbordet, og det kan være svært at forestille sig samme motiv til sommer, hvor de opstammede slyngroser vil stå i fuldt flor blandt myldrende turister.

Apotekerhavens 91 bede ligger stille hen, kun de stedsegrønne buksbomhække står skarpt mod alt det hvide. Mod gaden afgrænses haven af apotekets bagside. Butikken i apoteket kaldes officinet. Det er det ældste og bedst bevarede af sin art i Danmark, og stammer fra Ludvig Holbergs tid midt i 1700-tallet.

Umiddelbart efter Apotekerhaven ligger Handelsgartneriet med de gamle drivhuse. På det lange udendørs pottebord er der stadig spor af julen med en række af sukkertop-gran, som hvert år bruges i juleudstillingen i et af husene.

I en af karmene mellem drivhusene står et mini-drivhus og venter på bedre og varmere tider, og julens gran bruges til at vinterdække de nedgravede potter.

Udenfor drivhusets dør ligger misteltenen i selskab med en enkelt nellike og ilex-gren, – kasseret og smidt ud  i kulden. Trods den hårde medfart holder den sig stadig frisk og grøn. Julen er slut.

Det store drivhus er nu tømt for julesalgets planter. Der er ryddet op og pakket ned.

Vi venter på forår.

 

 

Mens vi venter . . .

Vinterhårdføre lavendler i Frk. Wahlstrøms have.

Her i Den Gamle By har vinteren endnu ikke sluppet sit tag, og i haverne binder frosten stadig jorden. Men under alt det hvide ved vi, at noget andet hvidt venter.

Den har været fremme, men er blevet snedækket et par gange. Ja, vi taler om forårsbebuderen, som vi alle kender, Galanthus nivalis – Vintergækken.

 

Vintergækker Galanthus nivalis i Købmandsgårdens prydhave.

Med vintergækken begynder de første spæde forårsfornemmelser så småt at melde sig. Sådan var det også i gamle dage, hvor de unge lagde en vintergæk i de gækkebreve, som de sendte til hinanden. Kunne modtageren ikke gætte, hvem der havde sendt brevet, kunne gevinsten være et kys. Traditionen med gækkebreve er noget helt specielt for Danmark. Men det er nok kun de lidt ældre, der husker traditionen med at lægge en lille vintergæk ved gækkebrevet, men mange kender nok det lille vers:

” En vintergæk en sommernar

en fugl foruden vinger

en lille ven som fik dig kær

en kærlig hilsen bringer “

I helt gamle dage hed vintergækken bl.a. kyndelmisselilje. Først i 1800-tallet dukkernavnet vintergæk op, hvor det konkurrerer bl.a. med navnet sommergæk, som stammer fra H.C. Andersens fortælling “Sommergækken” fra 1866. Her beskrives gækken som følgende “med hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk”, som solstrålerne får til at åbne sig helt, så “den stod i hvid Kjortel med grønne Bånd og priste Sommer”.

Men som bekendt blev det navnet vintergæk, der løb af med sejren.

Farvel vinter!

Paradedrivhuset fra ca.1850 stammer fra Bernstorff Slot i Nordsjælland.

Forhåbentlig har vi sagt farvel til vinterens sidste sne, og kan snart hilse forårsblomsterne velkommen.

Gartner Gitte Røn under forårskalkningen. Paradedrivhuset består af en bagmur, hvorfra glasset skråner ud mod syd for at fange solen. Drivhuset blev genopført i Den Gamle By i 1954.

Et af det spirende forårs gøremål er at kalke de gamle drivhuse for at skabe skærmende skygge for planterne.