Jul i London

Ved et tilfælde faldt jeg over to reportageartikler i avisen Dags-Telegraphen fra julen i London i 1871 og 1872. Artiklerne blev bragt henholdsvis 6. januar 1872 og 11. januar 1873 og er interessante, både fordi de viser, hvordan kendskabet til engelske juletraditioner var på tidspunktet, og fordi de sætter fokus på skribentens opfattelse af den danske jul. Desværre fremgår det ikke, hvem skribenten var, men de to artikler afslører, at det var en mand, som boede hos et engelsk værtspar i London. I 1871 blev han inviteret med til den julefest, som hans vært og værtinde holdt med deres familie. Året efter handler reportagen mere generelt om julen i London.

To af de juletraditioner, som danskerne har importeret fra England, er julekort og mistelten. Det første julekort blev trykt i England i 1854, og mod slutningen af 1800-tallet bredte traditionen sig til Danmark. Misteltenen har sammen med f.eks. kristtjørn en lang historie som grøn julepynt i de engelske stuer. Traditionen, der knytter den til kys, stammer formentligt fra 1700-tallet, hvor der var stor interesse for den keltiske historie. Baggrunden findes efter sigende i, at misteltenen i de keltiske sagn havde en særlig funktion som lægeplante, og at der knyttede sig helt særlige ritualer omkring indsamlingen af den. Herfra udviklede traditionen om kys under misteltenen sig.

I den sidste del af 1800-tallet blev julekort en populær tradition i Danmark.

Om sammenligningen mellem London og Danmark skriver den udsendte medarbejder, at juleaften ikke som i Danmark er en højtidsaften, men en dag forbeholdt forberedelserne til den følgende dag. Han konkluderer: ”Hvert land har jo sin måde at holde jul på, og Englands juleglæder er som en følge deraf noget forskellige fra de danske.”

Skribenten fortæller om butikkernes ”pragtfulde udsmykning med alle slags herlige sager” og fremhæver, hvordan det først er juleaften, at den travle londoner har tid til at beskæftige sig med indkøbene. Her ser han en klar forskel mellem byens kvarterer, idet arbejderne naturligvis ikke kunne foretage indkøb i løbet af dagen. Samtidig er der også en klar forskel i forhold til Danmark, idet det særligt er mændene, der stod bag juleindkøbene. ”Man ser de værdige city-mænd drage hjemad, overbebyrdede med pakker, blandt hvilke en kalkun eller gås i almindelighed indtager den mest fremragende plads. Det slags indkøb besørges nemlig i almindelighed af mændene – i mange cityhuse er det endog skik, at chefen ved juletid forærer hver af sine undergivne en julekalkun – og ingen gentleman behøver at undse sig ved at bære et sådant fjerkræ.” Her adskiller London sig fra København, og skribenten fortsætter: ”I den henseende er man mindre fordomsfuld end i København, hvor man vist ikke finder mange husfædre, der ville holde af at bære en kalkun gennem Østergade.” At medarbejderne får en kalkun til jul af deres chef, optræder også i ”Et juleeventyr” af Charles Dickens fra 1843. I Danmark ses en parallel i de julekurve med f.eks. vin, chokolade og andre specialiteter, som i nogle virksomheder udgør firmajulegaven.  

Omtalen af traditionen med julekort bærer ikke præg af, at de endnu er velkendte i Danmark. Dette passer meget godt med, at julekortet først bliver udbredt i Danmark i løbet af 1870´erne og 1880´erne, hvor danske forlag begynder at trykke kort med motiver tegnet af danske kunstnere.

Nisser er et populært motiv på danske julekort som dette fra 1892 tegnet af O.A. Hermansen.

Om julekortene beretter skribenten ”Man har også travlt med at sende julekort, prydede med symbolske billeder og ”Glædelig jul” og ”Love to all” afsted til slægt og venner, en skik, der bevirker, at postmændene vist er de eneste, som ikke hilser julemorgen med et glad ansigt. For alle andre er den nemlig en af de få fridage om året på hvilken de har lov til at more sig frit og ubundet.” Første juledag som en fridag går igen i begge artikler. Nok går englænderne i kirke julemorgen, men om eftermiddagen ”kan man både danse og synge så galt man vil.” 2. juledag er de fleste ude og besøger for eksempel Londons zoologiske have, teatre og musikhaller.

Skribenten overvejer om den megen aktivitet skyldes, at det er en dyr fornøjelse at blive hjemme 2. juledag på ”Boxing Day”, som den kaldes i England. På denne dag ”bliver man nemlig rendt på dørene af folk, som af alle mulige og umulige grunde bede en om lidt til deres Christmas Box, og man kan ikke godt undslå sig for at give dem noget.”

Artiklerne kommer også ind på forskelle mellem de velhavende og de fattige indbyggere i London. I de fattigere kvarterer er det f.eks. pantelånerbutikkerne og værtshusene, der er mest besøgt, og skribenten beskriver, hvordan slagsmål og skænderi præger værtshusene. Her er det kvinderne, der gør sig mest bemærkede. ”Med størst råhed optræder fruentimmerne, de gør mest spektakel, de skændes mest, og de slås mest, hvormed dog ikke skal være sagt, at mændene give dem synderlig meget efter.” Reportagen fra 1873 slutter med en opremsning af alle de forfærdelige sager, der dukker op efter 2. juledag som følge af ”den overdrevne nydelse af stærke drikke i juletiden”. Skribenten nævner 11 forskellige eksempler på overskrifter fra dagens aviser, bl.a. ”En vild kvinde”, ”Dobbeltmordet i Belfast”, ”Forsøg på at myrde en hustru” og ”Tiltale for mord.” Artiklen slutter: ”Disse og mange andre beretninger kunne give et begreb om skyggesiderne ved den måde, hvorpå man holder jul i England.”

I artiklen fra 1872 indleder skribenten med at konkludere, at der ikke er så stor forskel på julemiddagen i London og i Danmark. ”Når det ikke var, fordi man hørte et fremmed tungemål, kunde man godt bilde sig ind, at det var et dansk familieselskab” Ser man på menuen, er den dog anderledes end den danske og består af mange retter, fisk, oksesteg, kalkun og forskellige slags buddinger, hvoraf skribenten fremhæver den ”for de fleste danske uspiselige plumbudding”.

Udover maden bliver mistelten en af de traditioner, som skribenten får lejlighed til at gøre sig helt tæt bekendt med til festen, og ved at være med i kyssene under misteltenen kommer han til at deltage i festen på lige fod med de øvrige inviterede.

”Under loftet hænger der selvfølgelig en mistelten. Denne plante spiller, som det måske er læseren bekendt, en meget betydelig rolle ved juletid i England. Den findes ophængt i ethvert hus, og når en dame passerer under den, har herren ret til at kysse hende. Mangen en undersvend venter alene af den grund med længsel på juletid for under misteltenens beskyttelse at kunne trykke de første kys på den unge piges læber, der i løbet af året har vundet hans kærlighed, men for hvem han ikke har haft mod til at udtrykke sine følelser.” Således ser skribenten det som misteltenens fortjeneste, at der til jul knyttes flere bånd mellem unge mænd og kvinden end resten af året.

Misteltenen er en del af julepynten i arbejderparrets lejlighed i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Under julefesten griber skribenten chancen og kysser en ung kvinde under misteltenen. ”Man spurgte forbavset, om det også var skik og brug i Danmark, og da jeg benægtede det, udtalte man sin beundring for den hurtighed, med hvilken jeg forstod at sætte mig ind i engelske forhold. Nu var isen imidlertid brudt”. Resten af aftenen gik med pantelege, te, dans, aftensmad og mere dans og sådan fortsatte det til ”langt ud på natten”. Skribenten konkluderer, at julefesten havde meget tilfælles med en gammel dansk jul på landet, og han havde næsten ”ondt ved at tro, at det var midt i det ellers så stive og tvungne London.”

Mon ikke skribenten her tænker på de gamle julestuer, som fejredes på landet fra 1. juledag til Helligtrekonger med lege og dans, øl og brændevin? Men heller ikke i København var julefesterne nødvendigvis stive og kedelige. Peter Faber skriver i sin julesang Sikke voldsom trængsel og alarm fra 1848 om 1. juledag, hvor der bl.a. også leges pantelege. Faber slutter: ”Unge pige, lad os lege skjul – giv mig kun et kys, det er jo jul.” Selv uden mistelten kunne der godt falde et ekstra kys af i anledning af højtiden.

Julekys

Kys, kærlighed og jul er tema for mange af julens popsange, og det er ikke så underligt, for der er tætte bånd mellem de tre emner.

Wham hittede med juleklassikeren Last Christmas i 1984. Ifølge DR indtjener sangen hvert år ca. 4 millioner kr. i rettigheder.  Sangen er fast inventar på de fleste juleplaylister og juleopsamlinger, som denne fra julecd fra 2006.

Tilbage i 1600- og 1700-tallet blev julen fejret med mad, øl, lys og fællesskab. Der var fokus på det kristne budskab, men fejringen var vævet tæt sammen med mere løsslupne løjer og festligheder. 

En af tidens juleskikke, som siden er gledet ud, var at lægge halm på gulvet, så husstanden kunne sove sammen i halmen julenat for at mindes Jesu leje i krybben i stalden i Bethlehem. Umiddelbart kan det lyde uskyldigt, men den fælles seng i halmen gav mulighed for, at unge ugifte kunne komme meget tæt på hinanden. Det gav en overhyppighed af uægte fødsler i september, og den kristne kirke prøvede at komme traditionen til livs.

Julen hos en velhavende familie 1625. Forrest ses biblen, som dengang kun var noget de rigeste havde hjemme, da en bibel kostede det samme som en god ko. Biblen markerer forbindelsen til den religiøse fejring, mens halmen, der anes på gulvet i baggrunden, var en del af de folkelige juletraditioner.

Kirken var heller ikke begejstret for julestuerne, som blev holdt i juletiden fra 2. juledag til Helligtrekonger, 6. januar, eller nogle steder helt indtil Kyndelmisse, 2. februar. Julestuerne var fester med rigeligt øl og brændevin, hvor de unge morede sig med forskellige lege. Nogle af legene er i dag blevet til sanglege for børn, som f.eks. Bro, bro brille og Blindebuk. Andre var knap så uskyldige og involverede kys og afklædning. Det gælder f.eks. huelegen, som var en sangleg med mange vers. Hvert vers endte med en linje som “til mine strømper falder af” eller “til mit skørt falder af”, og i løbet af sangen blev deltagerne klædt mere og mere af. En anden meget fysisk leg var “Ælte bolledej”, hvor en karl og en pige blev lagt ovenpå hinanden på et bord. Herefter tog resten af selskabet fat på at ælte dem sammen. Allerede i 1683 forsøgte man at komme julestuerne til livs gennem lovgivning. Danske Lov byder således; “al forargelig legen om julen…forbydes strengeligt og bør alvorligt at straffes.” Forbuddet havde ikke megen virkning, og i 1724 skrev Ludvig Holberg stykket “Jule-stue“, som en satire over forholdene ved julestuerne. Heri lader han borgmester Jeronimus udtale sig om julestuerne:

Gid jeg havde en Daler

for hver Piges Jomfruedom

der er gaaet af Stabelen

ved saadanne Lejligheder.

Det er altså ganske tydeligt, at der kunne ske et og andet til julestuerne. Det oplyste borgerskab gik i løbet af 1700-tallet væk fra julestuerne, men på landet holdt traditionen med julestuer op i 1800-tallet, og i fødselsstatistikker fra Sverige kunne man i 1840´erne stadig se ekstra mange fødsler i september.

Når der blev holdt julestue, satte man tønden med det gode juleøl ind, så
alle frit kunne forsyne sig. Det gav anledning til udtrykket ”at have smagt
juletønden”, som betød at være beruset.

Hvis man var den heldige finder af mandlen i grøden, kunne det også udløse et julekys. Denne tradition spredtes i Danmark i 1800-tallet, men før det kendes den ved hoffet, tilsyneladende med inspiration fra den franske kage la galette des rois, der spises Helligtrekongers aften. I kagen blev gemt en lille mønt, en figur eller en bønne, og den, der fandt mønten, blev konge for en aften og fik flere privilegier. F.eks. måtte andre deltagere i festen kun drikke, når kongen drak, og kongen kunne give sig selv ret til et kys fra alle kvinder i selskabet. 

Kys kunne også vindes i pantelege, som det nævnes i Peter Fabers “Sikken voldsom trængsel og alarm” fra 1848: 

“Gud velsigne den, der først opfandt

det at lege jul og give pant;

unge pige! Lad os lege skjul, 

giv mig kun et kys, det er jo jul”

Pantelegen bestod f.eks. i, at deltagerne hver afleverede en lille ting. For at indløse pantet og få tingen igen, skulle deltageren udføre en opgave, f.eks. give en anden deltager et kys, eller svare på et spørgsmål. På sin vis en leg der minder om teenagetidens leg Sandhed eller konsekvens, som også kendes som S, P eller K.

I den mere uskyldige ende er bogen Peters jul udgivet1866, hvor mor og far fejrer nytåret med et kys: 

“Når glædeligt nytår, vi har sagt

og alle hinanden hånden rakt

så kommer Karen herind i stuen

og siger, hun takker herren og fruen

Så siger far, at jeg skal i seng

hvert år må man blive en bedre dreng

Han banker mig lidt med piben på panden

og han og mor de kysser hinanden”

At stå under en mistelten kan også kaste julekys af sig. Traditionen er mest udbredt i Storbritannien og USA, men med The Julekalender kom udtrykket “Oluf, a står under a mistelten” på alles læber og gjorde den landskendt. Planten var tidligere almindelig i Danmark, men i dag vokser den sjældent vildt og er fredet. Udover sin rolle i julen er mistelten kendt fra nordisk mytologi, hvor det er en pil af mistelten, der dræber Balder, men planten er også blevet brugt som lægemiddel. For kelterne var misteltenen hellig og blev brugt af druiderne, der var kelternes præster. Druiderne høstede misteltenen under helt særlige former, hvor misteltenen bl.a. ikke måtte røre jorden. Druiden Miraculix´ omhyggelighed med at høste mistelten i tegneserien om Asterix og Obelix er inspireret af disse historier. At misteltenen giver adgang til et julekys, er en tradition, der formentligt er opstået i 1700-tallet, hvor briterne var meget optagede af kelternes historie og traditioner.   

I Den Gamle By vokser der mistelten i Apotekerhaven, og der er brugt mistelten til at oppyntning i Motorcompaniet og som her i arbejderparrets hjem i 1974-kvarteret.

Den ultimative sang om julekys er måske “Jeg så julemanden kysse mor“. Den stammer fra en amerikansk version ”I Saw Mommy Kissing Santa Claus” fra 1952. Sangen er lavet i et hav af coverversioner og oversat til mange andre sprog end dansk. Den første danske version kom i 1953.

Hvem skal du kysse til jul?

Den lille lortespire

Misteltenen har fået godt fat i et æbletræ

Misteltenen har fået godt fat i et æbletræ i apotekerhaven i Den Gamle By

Misteltenen er en af havens mærkværdigste planter. Den kan med egne rødder ikke vokse i jord, men er tvunget til at halvsnylte sig på et træ, for eksempel frugttræer, tjørn, birk eller poppel. Mistelten kan spredes ved hjælp af fugle, der spiser de klæbrige, hvide bær. For at befri næbbene for den klæbrige masse kører fuglene næbbet frem og tilbage på træets grene. Dette gør det muligt for et bær at hæfte sig. Med tiden borer rødderne sig ind under barken. Bærret kaldes også fuglelim, da det er særdeles klistret. Der skal både han- og hunplanter til for at danne de små, undseelige blomster og efterfølgende bær.

Misteltenen i apotekerhaven i Den Gamle By

Misteltenen med de snehvide bær

Tidligere kunne man finde den vildtvoksende mistelten adskillige steder i de sydlige dele af Danmark. Den er nu yderst sjælden, og vokser i vild tilstand kun få steder på Sydsjælland.

Under en julefest på landet i 1791 kysses der godt og grundigt under misteltenen yderst til højre

Under en julefest på landet ved årsskiftet 1790/91 kysses der igennem under misteltenen yderst til højre (Brown: The Keeping of Christmas 1760-1840)

Julen er jo traditionernes holdeplads. En af juletraditionerne er at hænge en misteltengren op i hjemmet, eller på arbejdspladsen, og kysse den person, der nu tilfældigvis eller helt bevidst måtte stå under misteltenen.

Under misteltenen kysses der her på hånd, mens drengene i baggrunden med snebolde åbenbart er i færd med at skyde til måls efter det unge pars hatte. Nytårskort

Under misteltenen kysses der her på hånd, mens drengene i baggrunden med snebolde åbenbart er i færd med at skyde til måls efter det unge pars hatte. Nytårskort

 

Denne juleskik er oprindelig en engelsk tradition, som nu har spredt sig til det meste af Europa. At kysse hinanden under misteltenen kan føres tilbage til oldgamle keltiske frugtbarhedsritualer. For kelterne var misteltenen hellig, og mystikken omkring denne plante har holdt sig gennem tiderne.

Der festes igennem (William Sandys: Christmastide, ca. 1860)

En engelsk julefest (William Sandys: Christmastide, ca. 1860)

Traditionen med kombinationen af mistelten og kys møder vi på dansk grund i slutningen af 1880’erne. Juleaften måtte man kysse enhver pige, der kom ind under en mistelten hængende i loftet, i en lysekrone eller over døren. Hurtigt blev reglerne løsnet lidt, så man også kunne uddele kys igennem hele julen.

Så skal der atter kysses

Så skal der atter kysses

Det er nu alligevel en mærkelig kyssetradition. Især da hvis man tænker på, at de to angelsaksiske ord mistel og ten ret beset betyder noget så utiltalende som den lille lortespire eller den lille møgklat på grenen. Navnet hænger selvfølgelig sammen med den kendsgerning, at fugle, der spiser bærrene, efterfølgende klatter på grene i nærheden.

Som Eckersberg i 1817 forestillede sig Balders død (commons.wikipedia.org)

Som C. W. Eckersberg i 1817 forestillede sig Balders død (wikipedia.commons)

Misteltenen spiller en vigtig rolle i den nordiske mytologi, hvor den forbindes med Balders død. Balders mor Frigg havde fået alt levende og alt dødt i hele verden til at love, at ingen ville skade eller dræbe Balder.

Hun glemte dog at tage misteltenen i råd, fordi den voksede højt oppe i trækronerne, og derfor var godt gemt af vejen. Det benyttede Loke sig af. Han sørgede for, at Balder blev dræbt af en pil skåret af en mistelten. Måske er det derfor, vi i dag hænger en mistelten op lige over døren, så vi aldrig mere skal miste den af syne?

Mistelten

Misteltenen, Viscum album, er en gammel lægeplante. Man anvendte pulveriserede stængler og grene og blade

Misteltenen mentes at være virksom mod mange legemlige skavanker såsom astma, betændelser, epilepsi, feber, forstoppelse, gigt, hjertebesvær, hovedpine, kramper, lungeblødninger, tandsmerter, svimmelhed, urolig mave, vattersot, åreforkalkning og åreknuder. Ydermere var pulveret beroligende, blodstillende, sensibilitetsdæmpende hos børn og unge fruentimmere, og stimulerede i det hele taget både bugspytkirtlen og galdeproduktionen. I folkemunde havde misteltenen adskillige navne, blandt andet fuglelim, mestertjene og tjørnekørvel.

Apoteksflaske med pulveriseret misteltenrod fra

Apoteksflaske fra omkring år 1900 med pulveriseret misteltenrod fra Nørresundby apotek

Hvis man selv ønsker at dyrke mistelten i haven, er det med at væbne sig med en god portion tålmodighed. Når misteltenen først har fået sat sig fast på et træ, går der som regel omkring 5 år, før planten i det hele taget kan ses. Hvis man også går og drømmer om at se misteltenen både blomstre og sætte bær, går der yderligere omkring 6-7 år.

Mistelten (Asterix- Lus i skindpelsen) 001

At sanke mistelten til de gæve galleres trylledrik plejer ellers at være en opgave for troldmanden Miraculix, men i albummet Lus i skindpelsen har Obelix påtaget sig jobbet. Han bliver dog her forstyrret ved synet af en masse herlige romere (wikipedia.commons)

 

8 grader Spendrup

Teolog og brændevinsbrænder Peter Mathias Spendrup, født 1747, død 1828.

Teolog og brændevinsbrænder Peter Mathias Spendrup, født 1747, død 1828.

I 1810 modtog teolog og brændevinsbrænder (hvilken herlig kombination!) Peter Mathias Spendrup en guldmedalje af Videnskabernes Selskab. Årsagen var, at han i 1808 eller 1809 havde konstrueret et alkoholmeter. Fra 1810 og frem til 1844 blev Spendrups gradinddeling anvendt af det danske toldvæsen som en officiel målestok for alkoholstyrken i dansk brændevin.

8 grader Spendrup modsvarer for eksempel den moderne alkoholprocent på 47, som er styrken på årets Aalborg Jule Akvavit.

Julen er spækket med gode traditioner. Et af julens faste holdepunkter er, når De Danske Spritfabrikker udsender deres Aalborg Jule Akvavit, der er blevet produceret siden 1982. Firmaets julesnaps er blevet en uundværlig klassiker, når julebordet kræver en ægte luksus-akvavit. Jule Akvavit årgang 2015 er nummer 34 i rækken.

Aalborg Jule Akvavit årgang 2015 (netpris.dk)

Aalborg Jule Akvavit årgang 2015 (netpris.dk)

Akvavitten bliver hvert år lavet efter den samme opskrift. Jule Akvavittens fyldige smag bærer præg af, at den er krydret med et destillat af frø fra kommen, dild og fennikel. Julestemningen fuldendes med en svag, men herlig smag af både kanel og appelsin.

Misteltenen pryder julesnapsen årgang 2007 (packobserver,dk

Misteltenen pryder julesnapsen årgang 2007 (packobserver.dk)

Den specialdesignede flaske bliver hvert år leveret i en ny og elegant indpakning, der emmer af jul og hygge. De gyldne julesymboler på glassets grønligsorte baggrund er netop et udtryk for den blanding af fortid og nutid, som årets Jule Akvavit rummer.

Indholdet er det samme år for år, men hvert tredje år plejer flasken at skifte form. Ja, Aalborg Jule Akvavit er ligefrem kendt for det nærmest skulpturelle design af flaskerne, som lige fra starten i 1982 har gjort årets Jule Akvavit til et eftertragtet samlerobjekt.

Årgang 2014 med den unikke form på flasken (pressefoto)

Årgang 2014 med den unikke form på flasken (pressefoto)

Når det er sagt, skal det her nævnes, at Jule Akvavitten 2014 var ganske unik. Flasken var nemlig en enlig svale, der markerede 150-året for Stormen på Dybbøl samt den senere forbrødring på tværs af grænselinjen. Flaskens blide, runde former og glasmassens mørke nuance er tydeligt inspireret af brændevinsflasker fra midten af 1800-tallet.

Aalborg Jule Akvavit har siden starten i 1982 været én lang succeshistorie. Kun en enkelt gang har julesnapsefolket våndet sig, nemlig i 2010. Som en steppebrand bredte nyheden sig landet over: Ingen Aalborg Jule Akvavit til julefrokosten i år! Hele produktionen blev nemlig kaldt tilbage. Det var usikkert, om et farvestof i proppen muligvis kunne være sundhedsskadeligt – og måske ligefrem trænge ned i snapsen.

Den uheldige årgang 2010 (pressefoto)

Den uheldige årgang 2010 (pressefoto)

Produktionen var på lidt under 100.000 flasker til det danske marked; alle blev trukket tilbage. Omkring 5.000 af flaskerne nåede dog at blive solgt videre fra detailforretninger, restauranter, hoteller og grænsebutikker i Danmark, samt toldfrie forretninger i Europa. Da Aalborg Jule Akvavit i forvejen er et yndet samlerobjekt, er der ikke noget at sige til, at de få 2010-flasker, som nåede at blive solgt, i dag forhandles til ret så høje priser.

I dag samles vi med familie og venner omkring det traditionelle julefrokostbord – med årets Aalborg Jule Akvavit i centrum.

Men hvor er årets juleakvavit, selve indbegrebet af det traditionsrige danske julefrokostbord, så fremstillet? I april 2015 blev den sidste Aalborg Akvavit hældt på flaske i Aalborg, hvorefter produktionen blev flyttet til et område udenfor Oslo i Norge. Ak ja – således forgår alverdens herlighed!

Og her er så en tegning af Spendrups vidunder

Skål! – med måde!