Jul i London

Ved et tilfælde faldt jeg over to reportageartikler i avisen Dags-Telegraphen fra julen i London i 1871 og 1872. Artiklerne blev bragt henholdsvis 6. januar 1872 og 11. januar 1873 og er interessante, både fordi de viser, hvordan kendskabet til engelske juletraditioner var på tidspunktet, og fordi de sætter fokus på skribentens opfattelse af den danske jul. Desværre fremgår det ikke, hvem skribenten var, men de to artikler afslører, at det var en mand, som boede hos et engelsk værtspar i London. I 1871 blev han inviteret med til den julefest, som hans vært og værtinde holdt med deres familie. Året efter handler reportagen mere generelt om julen i London.

To af de juletraditioner, som danskerne har importeret fra England, er julekort og mistelten. Det første julekort blev trykt i England i 1854, og mod slutningen af 1800-tallet bredte traditionen sig til Danmark. Misteltenen har sammen med f.eks. kristtjørn en lang historie som grøn julepynt i de engelske stuer. Traditionen, der knytter den til kys, stammer formentligt fra 1700-tallet, hvor der var stor interesse for den keltiske historie. Baggrunden findes efter sigende i, at misteltenen i de keltiske sagn havde en særlig funktion som lægeplante, og at der knyttede sig helt særlige ritualer omkring indsamlingen af den. Herfra udviklede traditionen om kys under misteltenen sig.

I den sidste del af 1800-tallet blev julekort en populær tradition i Danmark.

Om sammenligningen mellem London og Danmark skriver den udsendte medarbejder, at juleaften ikke som i Danmark er en højtidsaften, men en dag forbeholdt forberedelserne til den følgende dag. Han konkluderer: ”Hvert land har jo sin måde at holde jul på, og Englands juleglæder er som en følge deraf noget forskellige fra de danske.”

Skribenten fortæller om butikkernes ”pragtfulde udsmykning med alle slags herlige sager” og fremhæver, hvordan det først er juleaften, at den travle londoner har tid til at beskæftige sig med indkøbene. Her ser han en klar forskel mellem byens kvarterer, idet arbejderne naturligvis ikke kunne foretage indkøb i løbet af dagen. Samtidig er der også en klar forskel i forhold til Danmark, idet det særligt er mændene, der stod bag juleindkøbene. ”Man ser de værdige city-mænd drage hjemad, overbebyrdede med pakker, blandt hvilke en kalkun eller gås i almindelighed indtager den mest fremragende plads. Det slags indkøb besørges nemlig i almindelighed af mændene – i mange cityhuse er det endog skik, at chefen ved juletid forærer hver af sine undergivne en julekalkun – og ingen gentleman behøver at undse sig ved at bære et sådant fjerkræ.” Her adskiller London sig fra København, og skribenten fortsætter: ”I den henseende er man mindre fordomsfuld end i København, hvor man vist ikke finder mange husfædre, der ville holde af at bære en kalkun gennem Østergade.” At medarbejderne får en kalkun til jul af deres chef, optræder også i ”Et juleeventyr” af Charles Dickens fra 1843. I Danmark ses en parallel i de julekurve med f.eks. vin, chokolade og andre specialiteter, som i nogle virksomheder udgør firmajulegaven.  

Omtalen af traditionen med julekort bærer ikke præg af, at de endnu er velkendte i Danmark. Dette passer meget godt med, at julekortet først bliver udbredt i Danmark i løbet af 1870´erne og 1880´erne, hvor danske forlag begynder at trykke kort med motiver tegnet af danske kunstnere.

Nisser er et populært motiv på danske julekort som dette fra 1892 tegnet af O.A. Hermansen.

Om julekortene beretter skribenten ”Man har også travlt med at sende julekort, prydede med symbolske billeder og ”Glædelig jul” og ”Love to all” afsted til slægt og venner, en skik, der bevirker, at postmændene vist er de eneste, som ikke hilser julemorgen med et glad ansigt. For alle andre er den nemlig en af de få fridage om året på hvilken de har lov til at more sig frit og ubundet.” Første juledag som en fridag går igen i begge artikler. Nok går englænderne i kirke julemorgen, men om eftermiddagen ”kan man både danse og synge så galt man vil.” 2. juledag er de fleste ude og besøger for eksempel Londons zoologiske have, teatre og musikhaller.

Skribenten overvejer om den megen aktivitet skyldes, at det er en dyr fornøjelse at blive hjemme 2. juledag på ”Boxing Day”, som den kaldes i England. På denne dag ”bliver man nemlig rendt på dørene af folk, som af alle mulige og umulige grunde bede en om lidt til deres Christmas Box, og man kan ikke godt undslå sig for at give dem noget.”

Artiklerne kommer også ind på forskelle mellem de velhavende og de fattige indbyggere i London. I de fattigere kvarterer er det f.eks. pantelånerbutikkerne og værtshusene, der er mest besøgt, og skribenten beskriver, hvordan slagsmål og skænderi præger værtshusene. Her er det kvinderne, der gør sig mest bemærkede. ”Med størst råhed optræder fruentimmerne, de gør mest spektakel, de skændes mest, og de slås mest, hvormed dog ikke skal være sagt, at mændene give dem synderlig meget efter.” Reportagen fra 1873 slutter med en opremsning af alle de forfærdelige sager, der dukker op efter 2. juledag som følge af ”den overdrevne nydelse af stærke drikke i juletiden”. Skribenten nævner 11 forskellige eksempler på overskrifter fra dagens aviser, bl.a. ”En vild kvinde”, ”Dobbeltmordet i Belfast”, ”Forsøg på at myrde en hustru” og ”Tiltale for mord.” Artiklen slutter: ”Disse og mange andre beretninger kunne give et begreb om skyggesiderne ved den måde, hvorpå man holder jul i England.”

I artiklen fra 1872 indleder skribenten med at konkludere, at der ikke er så stor forskel på julemiddagen i London og i Danmark. ”Når det ikke var, fordi man hørte et fremmed tungemål, kunde man godt bilde sig ind, at det var et dansk familieselskab” Ser man på menuen, er den dog anderledes end den danske og består af mange retter, fisk, oksesteg, kalkun og forskellige slags buddinger, hvoraf skribenten fremhæver den ”for de fleste danske uspiselige plumbudding”.

Udover maden bliver mistelten en af de traditioner, som skribenten får lejlighed til at gøre sig helt tæt bekendt med til festen, og ved at være med i kyssene under misteltenen kommer han til at deltage i festen på lige fod med de øvrige inviterede.

”Under loftet hænger der selvfølgelig en mistelten. Denne plante spiller, som det måske er læseren bekendt, en meget betydelig rolle ved juletid i England. Den findes ophængt i ethvert hus, og når en dame passerer under den, har herren ret til at kysse hende. Mangen en undersvend venter alene af den grund med længsel på juletid for under misteltenens beskyttelse at kunne trykke de første kys på den unge piges læber, der i løbet af året har vundet hans kærlighed, men for hvem han ikke har haft mod til at udtrykke sine følelser.” Således ser skribenten det som misteltenens fortjeneste, at der til jul knyttes flere bånd mellem unge mænd og kvinden end resten af året.

Misteltenen er en del af julepynten i arbejderparrets lejlighed i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Under julefesten griber skribenten chancen og kysser en ung kvinde under misteltenen. ”Man spurgte forbavset, om det også var skik og brug i Danmark, og da jeg benægtede det, udtalte man sin beundring for den hurtighed, med hvilken jeg forstod at sætte mig ind i engelske forhold. Nu var isen imidlertid brudt”. Resten af aftenen gik med pantelege, te, dans, aftensmad og mere dans og sådan fortsatte det til ”langt ud på natten”. Skribenten konkluderer, at julefesten havde meget tilfælles med en gammel dansk jul på landet, og han havde næsten ”ondt ved at tro, at det var midt i det ellers så stive og tvungne London.”

Mon ikke skribenten her tænker på de gamle julestuer, som fejredes på landet fra 1. juledag til Helligtrekonger med lege og dans, øl og brændevin? Men heller ikke i København var julefesterne nødvendigvis stive og kedelige. Peter Faber skriver i sin julesang Sikke voldsom trængsel og alarm fra 1848 om 1. juledag, hvor der bl.a. også leges pantelege. Faber slutter: ”Unge pige, lad os lege skjul – giv mig kun et kys, det er jo jul.” Selv uden mistelten kunne der godt falde et ekstra kys af i anledning af højtiden.

Adventskransen og kongehuset

I en artikel i Den Gamle Bys årbog har jeg i år undersøgt adventskransens historie, og en af de historier jeg har set på, er forbindelsen mellem adventskransen og kongehuset. I researcharbejdet er jeg stødt på flere forskellige udgaver af historien om, hvordan dronning Alexandrine, der kendte traditionen med adventskransen fra sin barndom i Tyskland, indførte den i kongefamilien og på den måde inspirerede danskerne til at tage adventskransen op. Men historien bliver fortalt med så store forskelle, at jeg var nødt til at undersøge sagen. For hvad var den rigtige historie?

I Den Gamle By binder gartnerne grankranse til de mange adventskranse i hjemmene. Førhen bandt mange husmødre selv deres adventskranse, og en halmkrans som på billedet kunne gemmes og genbruges år efter år.

Her vil jeg bare nævne tre varianter.

På Kongehusets hjemmeside lyder historien: ”Omkring 1940 bragte et ugeblad en reportage om den kongelige families julegøremål med billeder af Dronning Alexandrines adventskrans. Det blev derved kendt, at Dronning Alexandrine havde indført adventskransen som en del af familiens højtideligholdelse af advents- og juletiden.”

Danske Kongelige Slotte fortæller en anden udgave, der handler om en jul på Marselisborg i 1905: ”Ved festlighederne præsenterede den tyskfødte Alexandrine adventskransen for første gang. Hun havde bestilt dekorationen hos blomsterhandler Abel på Store Torv i Århus. Kransen blev pyntet i dannebrogsfarver med fire hvide lys og røde bånd. Blomsterhandleren lavede kransen i god tid og hang den i sit vindue. Derefter strømmede bestillingerne ind, for sådan en skulle de fine damer i byen også have!” Historien her henviser også til billedreportagen i 1940, som skulle være fra Billed-Bladet.

En tredje version findes i Claus Ib Olsens bog Glædelig jul, hvor Olsen skriver, at dronning Alexandrine i 1919 tændte den første royale adventskrans på Amalienborg, og at den derefter blev folkeeje.

Det siger sig selv, at alle tre udgaver af historien vanskeligt kan være rigtige, da de både springer i tid og sted. I en gennemgang af Billed-Bladet fra november og december 1940 har jeg ganske rigtigt fundet en fyldig reportage om kongehusets jul. Men hverken tekst eller billeder i reportagen fortæller noget om en adventskrans, og en udvidet undersøgelse af Billedbladet i november og december 1938, 1939, 1941 og 1942 gav heller ikke noget resultat. Historien om at en reportage i Billed-Bladet har inspireret danskerne til at indføre adventskransen kan altså ikke bekræftes. Det er dog muligt, at billedreportagen i stedet blev bragt i et andet blad, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde den.

Blomsterhandler Leonard Abel, der skulle stå bag adventskransen på Marselisborg, blev ganske rigtigt Kongelig Hof Blomsterhandler i 1914, så forretningen havde forbindelse til kongehuset. Men forestiller man sig en situation, som beskrevet ovenfor, hvor bestillinger strømmer til, og hvor en ny juletradition spredes i Aarhus, burde det have sat sig spor i tidens aviser. Ikke mindst fordi det ville være god reklame for butikken. Men i perioden mellem 1902, hvor dronning Alexandrine og Christian X som prins og prinsesse overtog Marselisborg, og 1920 findes der intet i aviserne om en adventskrans i Abels forretning, og ingen af forretningens annoncer op til jul omtaler adventskranse.

Sådan kunne en adventskrans se ud i 1927. Dekorationen med seks lys er en mellemform, hvor adventsperioden som helhed og ikke de fire søndage er i fokus. Til julen 2022 har museets gartnere bundet en krans som denne til hjemmet i Havbogade i Den Gamle Bys 1927 kvarter.

Dernæst viser det sig, at parret ikke har holdt jul på Marselisborg i perioden fra 1902 til 1920. Denne information kan findes i tidens aviser, der hvert år omtaler julen ved hoffet. Af artiklerne fremgår, at Alexandrine og Christian typisk var på Amalienborg i juledagene, og at de enkelte gange har fejret jul på Sorgenfri Slot og på Fredensborg Slot.

Det ser altså ud til, at dronning Alexandrine hverken har haft en adventskrans på Marselisborg eller fået en sådan fremstillet hos blomsterhandler Abel i Aarhus, ligesom hendes adventskrans ikke ses i reportager i Billed-Bladet 1938-1942.

Adventskrans i kongehuset i 1918

Men ad anden vej er det lykkedes at finde historien om en tidlig adventskrans i kongehuset. I en lille artikel skriver sognepræst Aage Bundgaard nemlig om adventskransens historie baseret på et radioforedrag i november 1960. Bundgaard takker arveprins Knud for oplysninger om adventskransen i Christian X og dronning Alexandrines hjem og skriver: ”Dronningen, der kendte adventskransen fra sin barndom, indførte den i 1918 på Sorgenfri. Anledningen var, at Storhertug Friedrich Franz af Mecklenburg-Schwerin med familie netop omkring advent 1918 kom til København og af sin søster Alexandrine fik overladt Sorgenfri Slot til bolig.Og fra da af har adventskransen hvert år haft sin faste plads hos den danske kongefamilie.

Traditionen med adventskrans i kongehuset startede altså efter denne beretning i 1918 på Sorgenfri Slot. Det betyder, at adventskransen meget vel kan have været med til jul på Amalienborg i 1919. Det er også muligt at en billedserie fra kongefamiliens jul inspirerede danskerne til at tage traditionen op omkring 1940, men det lader til, at adventskransen på det tidspunkt allerede var en gammel tradition i kongehuset. Samtidigt var der masser af inspiration at hente til adventskransen i tidens aviser, så en evt. inspiration fra kongehuset har ikke stået alene i at drive udbredelsen af adventskransen.

Hvordan adventskransen blev brugt i kongefamilien, og om der knyttede sig særlige traditioner til dens udseende melder historien desværre ikke noget om. Arveprins Knud nævner den desværre ikke i sine erindringer, hvor han ellers flere gange kommer ind på julen i kongefamilien. Heller ikke grev Ingolf fortæller om adventskransen i sine erindringer om barndommens jul på Sorgenfri og hos dronning Alexandrine, der var hans farmor. Muligvis kan andre erindringer fra kongefamilien fortælle mere om traditionen.

Adventskransen i svære tider

Det synes i øvrigt som en kærlig og betænksom gestus, at dronning Alexandrine som en glæde i en svær tid pyntede op til sin brors familie med en adventskrans, som var en del af hendes og broderens fælles barndomsminder. Broderen, storhertug Friedrich Franz, var abdiceret og med sin familie rejst ud af Tyskland i forbindelse den tyske revolution, der afskaffede det tyske monarki. Alexandrine tog naturligvis imod familien, og Horsens Avis beskriver 18. november 1918 ankomsten. ”Lørdag formiddag rejste dronning Alexandrine … sin bror i møde, og med det stærkt forsinkede aftentog ankom den tidligere fyrstelige familie hertil. Storhertugparret var ledsaget af deres 8- og 6-årige sønner, og hele familien gjorde et meget alvorligt indtryk ved ankomsten. De var kun ledsaget af et ganske lille følge, men medførte en hel pakvogn med bagage. Foreløbig vil kongefamiliens gæster bo på Sorgenfri, og sandsynligheden taler for at opholdet bliver af længere varighed.” Det er tydeligt, at det har været trygt for storhertugfamilien at komme til Danmark fra de urolige tider i Tyskland.

Bundgaard kæder det, at Alexandrine brugte adventskransen til at byde broderens familie velkommen, sammen med adventskransens udbredelse under Anden Verdenskrig og skriver, at det ikke er ukendt, at ”de ydre usikre forhold kalder på samling om hjemmets bedste traditioner. Mange danskes første møde med adventskransen skriver sig sikkert fra besættelsestiden. Og mange, der så den første gang i disse mørke og usikre år, kom til at holde af den og virkede med til, at skikken spredte sig med vældig hast.” Traditionens rolle som en opmuntring i svære tider kendes også fra Aabenraa i 1914. Her købte en overlægefrue, der huskede adventskransen fra sin barndom i Tyskland, en adventskrans, mens hendes mand var ved fronten under Første Verdenskrig, og hun selv følte sig ”knuget af ensomhed og stor ængstelse”. Hun fortalte, at fra 1915 havde Sct. Nikolaj Kirke i Aabenraa også en adventskrans, men at ingen brugte adventskrans i Aabenraa før 1914. I anden halvdel af 1920’erne dukker adventskransen op i aviserne, og i 1930’erne udbredes brugen af den i hele Danmark. Adventskransens popularitet bliver stor under Anden Verdenskrig, og da adventskransen i 1946 kommer på årets julemærke, er den så kendt blandt danskerne, at traditionen ikke behøver nærmere forklaring.

Når man kender adventskransen, ligner julekronen, som ses på billedet, en udvidet adventskrans. Egentligt er det omvendt, idet adventskransen er den yngste af de to traditioner, og adventskransen er dermed en forenkelt julekrone. Julekronen stammer fra Tyskland, hvor der er en lang tradition for at markere julen med grønt og lys. Udover juletræet og julekronen kunne det f.eks. være kransetræer og julepyramider. Billedet fra 1927 stammer fra en dansk blomsterbinderfagbog. Bogen anbefaler julekronen her til ophængning i en større hall eller stue. Den store dekoration krævede plads, og prisen har nok også været derefter. Den enkle adventskrans var til gengæld nem at passe ind i hjem af alle typer og størrelser, og for mange var den overkommelig at lave selv.

Jul i en krisetid – oliekrisen 1973

Prisstigningerne i kølvandet på krigen i Ukraine fylder lige nu meget i danskernes hverdag, og der er stor fokus på at spare på energien. Danskerne skruer ned for varmen, sætter vasken over om natten, når strømmen er billig og deler sparetips som aldrig før. Men faktisk er det ikke så længe siden, danskerne sidst var i en lignende situation. Under oliekrisen i 1973 skulle der også spares på energien, og det er hverken første gang danske skolebørn møder op til kolde klasseværelser, eller første gang vi har oplevet tyveri af brændsel på grund af prisstigninger. Her skal vi se nærmere på oliekrisen i 1973, og på hvordan danskerne i holdt jul midt i den.

I oktober 1973 udbrød Yom Kippur-krigen, hvor Syrien og Egypten angreb Israel. Krigen varede kun 18 dage, men udløste alligevel oliekrisen. Oliekrisen opstod, da de olieproducerende lande satte olieprisen op og olieproduktionen ned som modsvar på amerikansk og vestlig støtte til Israel. I Danmark fik oliekrisen stor betydning, da 90 procent af energiforbruget var baseret på olie. Alle måtte vænne sig til, at petroleum, olie og gas blev rationeret, at man ikke måtte køre bil om søndagen, at hastigheden på vejene skulle sættes ned, og at der blev færre afgange i den kollektive trafik.

Det var en ny tanke, at der skulle spares på energien, og det var nødvendigt, at danskerne også tog tråden op derhjemme. Danskerne gik derfor i gang med sænke temperaturen i stuerne og montere forsatsruder, og de nøjedes med at opvarme enkelte rum, tog koldere og kortere bade mv.

Handelsministeriets bekendtgørelse om brug af elektricitet til bl.a. julebelysning trådte i kraft 21. november 1973.

I starten gik man frivillighedens vej med henstillinger og spareråd. Men i november 1973 bekendtgjorde Handelsministeriet, at ingen måtte bruge elektricitet til lysskilte, facadebelysning og reklamebelysning, og at butikslokaler og vinduer ikke måtte være oplyste uden for åbningstid. Apoteker, banker og guldsmede var dog undtaget af hensyn til faren for indbrud. Samtidig blev udendørs julebelysning hos både private og erhvervsdrivende forbudt.

Overtrædelser af forbuddet kunne straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil to år. 3. december kunne Horsens Folkeblad fortælle, at politiet i Horsens stadig oplevede butiksindehavere, der havde for meget lys tændt, og at politiet snart ville udskrive bøder, hvis forbuddet ikke blev overholdt.

Den manglende julebelysning betød, at julestemningen måtte finde andre veje. I Sønderborg, hvor der var julearrangementer i gaderne på søndagene før jul, blev folk trukket til med musik, balloner og en julemand, der uddelte godter til børnene. Gadeforeningen ”Strøget” udleverede stearinlys til beboerne i handelsgaderne og opfordrede dem til at sætte tændte lys i vinduerne de pågældende søndage – så der alligevel kom lidt julelys på strøget.

Juletræet kunne også hentes hjem med alternative transportmidler i december 1973. Foto venligst udlånt af Nakskov Lokalhistoriske Arkiv. Fotograf Thomas Hald.

Andre steder blev der arrangeret juleoptog. I Grenå blev optoget ledsaget af lokale spejdere med fakler, mens julemanden kørte miljørigtigt i hestevogn. I København var der fortsat juletræ på Rådhuspladsen men uden lys. Også i Nørre Snede havde byens forretninger og pengeinstitutter arrangeret juleoptog som erstatning for den manglende juleudsmykning i byen. Optoget fandt sted på en af de bilfri søndage, så trafikken ikke blev generet. En nissefamilie uddelte godter og små gaver til børnene, som også kunne aflevere deres ønskeseddel til julemanden. Andre steder holdt man fast i granguirlanderne som pynt i gaderne, bare uden lys.

Borgere i Holbæk udfylder ansøgninger til kørselstilladelse på de bilfrie søndage tre dage før de trådte i kraft 25. november 1973. Lillejuleaften var dog undtaget for kørselsrestriktioner, så juletrafikken nemmere kunne afvikles. Foto venligst udlån af Holbæk Stadsarkiv. Fotograf Steen Rasmussen.

I Hammel sørgede Handelsstandsforeningen for fakler, som brugte spildolie, og Aarhuus Stiftstidende mente, at Hammel således kunne bryste sig af at være den eneste by i Danmark med julebelysning. Foreningen havde ansat to mand til at tænde og slukke de 250 lysstandere, så det var en stor opgave at sørge for den alternative julebelysning.

Også andre steder i samfundet slog kravet om energibesparelser igennem.

Århus Kommune henstillede i november til de kommunale skoler, at el- og varmeforbruget skulle skæres ned med 25 procent. Kommunen opfordrede bl.a. til at holde døre og vinduer lukkede, til at sænke temperaturen og til at tage keramikovne i formningslokalerne ud af brug. Også byens kommunale biblioteker var ramt af nedskæringer på grund af energikrisen, og flere filialer blev helt lukket hen over jul og nytår. På samme måde blev Ringsted Svømmehal lukket i weekenderne for at spare på energien til opvarmning af vandet. Skoleeleverne i Ringsted måtte både undvære badet efter idræts-undervisningen, og juleafslutningen på sidste skoledag, som blev aflyst for at spare opvarmning på den traditionelt meget korte skoledag før ferien.

Også i sportshaller blev der skruet ned for varmen. Halinspektøren i Nørre Snede Hallen sænkede temperaturen helt ned til 10-12 grader i starten af december. Horsens Folkeblad beskrev, hvordan det havde været helt ulideligt koldt i hallen ved et indefodboldstævne, hvor hverken spillere, dommere eller stævneledere kunne holde varmen. Da der samtidig var lukket for det varme vand, var det heller ikke muligt for spillerne at få varmen med et varmt bad efter kampene. Halinspektøren mente dog, at hallens brugere var klar over situationens alvor og fremhævede, hvor overbærende de var, så de løste den udfordrende kombination af en kold vinter og oliekrise med ekstra overtrækstøj.

Gåtur på Silkeborgvej i Herning på en bilfri søndag i vinteren 1973-1974. Foto venligst udlånt af Lokalhistorisk Arkiv i Herning. På de bilfri søndage var der god tid til at være sammen med familien, og i Hjørring oplevede man endda en stigning i fødselstallet i september 1974 i kølvandet på oliekrisen. Et af de børn, der blev født var Oline. ”Havde vi ikke haft oliekrise, var hun ikke blevet født”, fortalte Olines mor i Vendsyssel Tidende. Avisen kunne også fortælle om en lignende stigning i Tyskland, men fødselstallene for hele Danmark viser ikke en særlig generation af ”oliekrisebørn”. I 1973 blev der født 72.416 børn, mens tallet var 71.762 i 1974. Tak til Historisk Arkiv Hjørring for lån af avisomtalen.

Også tyveri af brændsel var et stort tema i 1973. Avisen Sønderjyden Aktuelt skrev, at der blev stjålet petroleum ”som aldrig før”, og avisen kunne 22/11 fortælle om et frækt petroleumstyveri, der gik ud over to pensionister. Fru Sørensen på 80 år mistede 150 liter petroleum, og da hun på grund af dårligt hjerte ikke kunne tåle at fryse, var det en alvorlig situation. Hun fortalte i avisen ”Vi har ellers selv vist samfundssind bl.a. ved kun at brænde stearinlys om aftenen. Det luner også lidt. Vi bor i en gammel lejlighed, der snart skal saneres, og hvor der er skrækkeligt fodkoldt.” Fru Sørensen fik dog heldigvis hjælp til at holde varmen fra sin hjemmehjælp og den lokale brændselssælger.

Brændselstyvene fandt også vej til de mange udendørs olietanke, da prisen for 1.000 liter fyringsolie blev næsten fordoblet – fra 690 kr. til 1.330 kr.

Når det gjaldt de bilfri søndage accepterede langt de fleste vilkårene, og i Tjørring ved Herning blev den lokale grundejerforening inspireret af situationen og inviterede medlemmerne til fælles spadseretur ad de snedækkede, billøse veje.  Hele 100 børn og voksne mødte op til arrangementet. Personer med kritiske funktioner og enkelte erhvervsdrivende kunne få tilladelse til at bruge bilen erhvervsmæssigt, men måtte ikke bruge bilen til familiebesøg eller andet. Horsens Folkeblad fortalte, at folk, der ønskede køretilladelse, ikke altid havde de bedste argumenter. En af dem var en landmand, som ønskede tilladelse til at køre en orne til bedækning. ”Den kan kun om søndagen” hævdede han – og fik afslag. Også et brudepar, der søgte om tilladelse til at tage bilen med på bryllupsrejse i Jylland, og en mand der påstod, at han ville blive gjort arveløs, hvis han ikke hentede sine forældre ved Billund Lufthavn fik ifølge avisen Sønderjyden Aktuelt afslag på en særlig køretilladelse. Der blev dog også givet dispensation til kørsel, f.eks. fik to billister fra Horsens lov til at køre ud i forbindelse med et dødsfald. Efter den anden bilfri søndag 2. december kunne Horsens Folkeblad fortælle, at 20 personer blev noteret for søndagskørsel, efter at de ”med overlæg tog chancen for at hente morgenbrød”.

Mariane og Niemann Larsen, der her ses sammen med deres tre børn, fejrede sølvbryllupsfest søndag d. 2. december. Dagen var en af de bilfri søndage, og gæsterne måtte derfor gå eller køre i taxa til morgensangen. Til selve festen, der blev holdt i et forsamlingshus, var der sørget for buskørsel, så mærkedagen blev fejret trods de udfordringer, som oliekrisen foranledigede. Foto venligst udlånt af Gærum Lokalhistoriske Forening og Arkiv.

Under oliekrisen skortede det ikke på spareråd fra kommunale værker og energiselskaber rundt om i landet. I en avisannonce havde Århus Kommunale Værker f.eks. gode råd til at spare på varmen med godt humør – og opfordrede til et kondiprogram eller en svingom. Som der stod i annoncen ”De behøver ikke at spare på Deres egen energi – kun på den De køber.” Andre gode råd handlede om altid at koge i den mindste gryde, at sænke temperaturen og at opvarme færre rum, kun at koge det vand man skulle bruge, at tætne vinduerne, at lave en hel kande kaffe ad gangen og hælde den på termokande samt at nøjes med at vaske op en gang om dagen. Også Handelsministeriets Energi-Spareudvalg annoncerede med gode råd under sloganet ”Nu skruer Danmark ned for blusset”. Et af dem handlede om at lukke dørene og undgå træk mellem uopvarmede og opvarmede rum. Et andet lød: ”Hvis De fryser, når termometret står under 21 grader, skulle De tage et par ture på trappen. Eller en løbetur. Brug benene, til de bliver forpustet. Men hold op, før De bliver svedt.”

Og danskerne gik i gang. De monterede forsatsruder, skruede ned for varmen, tog korte brusebade i stedet for karbade, satte tykke gardiner op, der kunne tage trækket fra vinduerne mv. 21. december kunne Århus Stiftstidende fortælle, at århusianerne havde været så dygtige til at spare på gassen, at gastrykket kunne sættes op mellem kl. 12 og kl. 18 juleaftensdag, så julestegene kunne blive klar i rette tid.

Samlet set betød energisparetiltagene, at energiforbruget i 1974 var 10 procent lavere end i 1973. 19. februar 1974 var olieforsyningen tilbage på det tidligere niveau, og restriktionerne kunne løftes. Den sidste bilfri søndag var 19. februar 1974. I julen 1974 var julebelysningen tilbage på tidligere niveau.

Også i Den Gamle By har vi i år taget konsekvensen af energikrisen. Derfor bliver julebelysningen i år først tændt, når mørket falder på. På den måde kan gæsterne stadig nyde julelysene, når det bliver mørkt, og vi er med til at skære ned på energiforbruget.

Nedtælling til jul – kalenderlyset fylder 80 år

Julen 2022 byder på en særlig fødselsdag. Det er nemlig 80 år siden, at firmaet Asp-Holmblad sendte Danmarks første fabriksfremstillede kalenderlys på markedet. Kalenderlys no. 1, som firmaet senere døbte lyset, har kunnet købes siden 1942, og ser stadig ud som dengang. Det er sjældent, at juletraditioner kan dateres så præcist, og når man ser på lysets historie, bliver det også klart, at opfindelsen af kalenderlyset er ældre end det. At det samme lys er blevet solgt i 80 år uden at ændre designet, viser hvor stor danskernes traditionsbevidsthed er, når det kommer til julen. Samtidig ser det ud til, at kalenderlyset var medvirkende til, at julen blev udbredt til hele december, og der er derfor mange grunde til, at det er interessant at se nærmere på kalenderlysets historie i anledning af fødselsdagen.

I Den Gamle Bys 1974-kvarter pynter vi hvert år hjemmene op med juledekorationer, sådan som familierne brugte det dengang. Her er det dekorationen med kalenderlys hos Per og hans mor Anna-Lise i Huset i Havnegade.

De første kalenderlys

At kalenderlys, eller datolys som man kaldte dem i begyndelsen, skulle blive en handelsvare var ellers ikke givet. Lyset, der giver børn og barnlige sjæle en hyggelig måde at tælle ned til jul på, begyndte nemlig sin tilværelse som et gør-det-selv projekt. Fingernemme forældre købte et stort lys og inddelte det med streger eller tal til hjemmelavede kalenderlys, så børnene kunne følge med i, hvor mange dage, der var til jul. Ideen beskrives af Lis Byrdal i bogen ”Smaa fester – glade gæster” fra 1935, og Asp-Holmblad var hurtige til at tage ideen op, så et færdigt lys allerede i 1942 var klar til julesalget. I Byrdals udgave lyder ideen: ”De ved da, at man selv kan male på lys både med oliefarve og tusch? Man kan altså med en tynd pensel og sikker hånd skrive hele julehilsner eller vers, der så brændes op bid for bid. En idé til børnene er at dele et lille tykt lys med 23 tynde, sorte tuschcirkler, som man kan lægge Farver imellem, hvis man vil. Hver aften lige fra d. 1. december brænder man så et stykke ned – hele tiden til den næste streg. Den dag lyset brænder ud, er det jul – og træet tændes.” Asp-Holmblad har ikke oplysninger om, hvem der tegnede Kalenderlys no. 1, men designet er blevet en klassiker, som firmaet holder ved, lige som designet på æskerne med juletræslys.

En lille pige tænder her kalenderlys i 1973. Foto venligst udlånt af Nakskov lokalhistoriske Arkiv. Fotograf Bent L. Hansen.

Jakobslys

Som tidligere juleinspektør Jens Ingvordsen har nævnt på julebloggen i dette indlæg https://blog.dengamleby.dk/julehistorier/2018/12/01/saa-taender-vi/ så blev Kalenderlys no. 1 først markedsført under navnet Jakobslys. Navnet slog dog ikke an, og det blev derfor omdøbt til Kalenderlys no. 1. At det blev en succes ses af, at der på de 80 år, hvor det har været på markedet, er solgt over 10 millioner lys af denne type. 

Kalenderlys no. 1 på danske ambassader

Administrerende direktør i Asp-Holmblad Mette Poulsen fortæller, at lyset stadig er populært i dag, selvom der ikke sælges så mange af dem som tidligere. Det skyldes, at mens der tidligere var ganske få varianter af kalenderlys, er der i dag et bredt udvalg, som forbrugerne kan vælge imellem. Alene Asp-Holmblad producerer til julen 2022 80 forskellige kalenderlys i varierende størrelser og typer. At mange stadig vælger Kalenderlys no. 1 viser, hvor tæt traditioner er knyttet til julen, som skal ligne sig selv år for år. Kalenderlys no. 1 har en helt særlig kundekreds blandt danskere bosat i udlandet, og Asp-Holmblad sender hvert år kalenderlys og de klassiske juletræslys til bl.a. danske ambassader og kirker i udlandet. Produktionen starter allerede i årets første måneder, så de er klar i god tid før jul.

Julemåneden som tradition

Kalenderlyset er for mange blevet en fast tradition, der hører julen til lige som juletræ og julemad. Kalenderlyset var med til at sætte skub i bevægelsen frem mod, at julen kom til at begynde tidligere og blev udbredt til resten af december.

Daells Varehus som via postordre solgte til mange danske hjem, udvidede sortimentet med et kalenderlys i 1960. Seks år efter kunne kunderne vælge mellem tre forskellige slags. Opslaget her er fra julekataloget i 1976, hvor Daells Varehus også solgte lys med julemotiver.

Det ser ud til, at skiftet begyndte i 1930´erne. I en anden bog med juleideer opfordrede Lis Byrdal i 1936 til at begynde ”julen rigtig tidligt”. Som hun skrev: ”Før jul er en dejlig travl og forhåbningsfuld tid, der flyver som vinden med muntre forberedelser. Et par dage før jul sætter jeg granguirlander over alle mine døre, livet op af små blomster-julestjerner af papir, som jeg gemmer fra år til år. Bag billederne sætter jeg også gran, og små uldnisser lader jeg kigger frem alle vegne, for børnene vil gerne have syn for, at nisserne virkelig er på færde overalt. Og hele december brænder vi et overnaturligt tykt lys på middagsbordet for ikke et øjeblik at tabe den store og vidunderlige fest af tankerne.

Byrdals beskriver her på linje med sin ide med kalenderlyset, at et lys kan bruges til at markere december, og hun fortæller interessant nok også, hvordan julepynten først hænges op et par dage før jul. Det lader altså til, at december her i midten af 1930´erne endnu ikke er en måned, hvor alt er i julens tegn. Dette passer meget godt med, at danske blomsterhandlere samme år i deres medlemsblad bragte en artikel, der skulle sætte fokus på, om branchen fik nok ud af julen, fordi sæsonen startede så tæt op mod jul – kun fjorden dage før. Skribenten mente, at der var potentiale til at brede julen ud til resten af december, så blomsterhandlerne kunne nå at sælge flere blomstervarer.

Kalenderlys no. 1 kan købes i museumsbutikken i Den Gamle By, så det er muligt at tælle ned til jul som i 1942.

Flere måder at tælle ned til jul

Bevægelsen henimod at gøre december til en julemåned er interessant, ikke mindst da den går igen i historien bag brugen af julekalendere i Danmark. Julekalenderne kom nemlig også frem i Danmark i 1930´erne som en måde at tælle ned til julen på. Flere erindringer fra 1930´erne nævner hjemmelavede julekalendere i papir, ligesom færdige julekalendere kom i handlen i dette årti. Tendensen ses også med adventskransen, der var en anden måde at markere tiden frem mod jul, og som i 1930’erne og første halvdel af 1940’erne blev populær i Danmark. I takt med velstandsstigningen efter Anden Verdenskrig blev december for alvor til en julemåned. Julekalendere blev udvidet til pakkekalendere og tv-julekalendere, og frem mod år 2000 kom skrabejulekalendere, gourmetjulekalendere, beauty julekalendere og mange andre kalender-produkter på markedet til alt fra kæledyr til portvinselskere. Skal man tro udbuddet af forskellige typer kalenderlys, lader lystraditionens popularitet dog til at være usvækket, selvom kalenderlyset i dag kun er en af flere måder at tælle ned til julen på.

Fatter Jul – en tidlig julemand

Ordet julemand kommer ifølge Ordbog over det danske sprog næppe til Danmark før år 1900, men alligevel kan man i anden halvdel af 1800-tallet finde julemandslignende figurer i litteraturen og i avisernes annoncer og omtaler af juleudstillinger.

Roeskilde Avis og Avertissementstidende annoncerer således allerede 22. december 1856 for ”Julemænd, smaa Krandsekurve og Kager, franske Deviser, Confecter, Hamborger Pebernødder samt flere Gjenstande passende til at hænge paa Juletræer” De mange spændende sager til juletræet kunne købes hos sukkerbrødsbager Chr. Martin Wolffhechel, der også i de følgende år annoncerer med spiselig juletræspynt. I 1861 er hans udvalg f.eks. udvidet med Altheabolcher. Ifølge en artikel fra Roskilde Museum måtte Wolffhechel som sukkerbrødsbager ikke bage brød af gær, og han var derfor specialiseret i kager og sukkerstads som bolcher og sukkerfigurer, der var oplagt som juletræspynt.

I Aalborg kunne byens børn i 1870 nyde en juleudstilling hos konditor Jørgensen, som lader til at have været ganske bemærkelsesværdig, da forretningens smukt pyntede vinduer rummer ”en rigtig Julenisse, der med et jovialt Griin modtager al den Opmærksomhed, som ydes ham af det unge Danmark, der er ikke langt fra at slaae Ruderne ind for at komme i umiddelbar Berørelse med et Væsen, der er i saa nært Familieskab med den kjære Julemand”.

I Boghandlerens julevindue i Den Gamle Bys 1927-kvarter pynter en mekanisk julemand.

I 1877 fortæller en annonce i Lolland-Falsters Stifts-Tidende om Edvard Lassens julebazar i Nykøbing, som også lader til at have været et besøg værd. Her findes ”det største Udvalg i Legetøj og Galanteri: Elegante Albums, Skrivemapper, Skrivetøier, Journal- & Brevmapper, Portemonnaier, Punge, Tegnebøger, Cigaretuier, Syetuier, Syæsker, Dametasker & Kurve, engelsk, fransk, tysk og dansk Legetøj fra 20 Øre indtil 16 Kroner Stykket, Byggekasser i alle Størrelser, Juletræspynt m.m, en stor Julemand og Julenisser til Toppen i Juletræet.”

I Den Gamle Bys julesamling findes denne nisse eller julemandsfigur til toppen af juletræet. Toppynten blev købt i 1885 af et bybud på 10 år. Måske var det samme type, som kunne købes i Edvard Lassens bazar.

Julemanden er altså at finde i Danmark før 1900, og går man til tidens julelitteratur, kan man også møde på ham – dog under andre navne. I Peters jul optræder figuren Den gamle jul helt fra første udgave fra 1866, som ham, der sørger for den rigtige julestemning. Den gamle jul bærer et lys på sin hue, og de steder, hvor børnene har opført sig godt, tænder han lysene på juletræet, så de får en særlig klar og dejlig flamme, men de steder, hvor børnene har været slemme, får lysene et dårligt skin og slukkes af sig selv.

Den gamle jul minder altså om julemanden derhen, at han holder øje med om børnene er artige og kan belønne deres opførsel med julestemning, men han er ikke en julemand, der kommer med gaver. Johan Krohn, der skrev Peters jul, kom senere som bidragyder til forskellige julehæfter til at skrive flere julehistorier. En af dem ”Fatter Jul i Granskoven” handler også om en julemandsfigur. Historien er fra 1891 og blev trykt i julehæftet Børnenes Juleroser, som Johan Krohn var redaktør for fra 1884 til 1906.

Krohn skriver; ”Du kender jo nok Fatter Jul, for hvem kender ikke ham? Selv om Folk ikke tænke synderligt meget paa ham i den øvrige Del af Aaret, maa alle dog tænke paa ham ved Juletid; da kommer hans Portræt jo frem alle Vegne; i Boghandlerens store Billedvindue ser man ham paa Julekort og Glansbilleder, og tit troner han midt i Vinduet saa stor, at man kan glæde sig over ham langt hen i Gaden, og i Chokoladebutikken staar han lige saa sikkert, og Konditor og Bager lave ham nok saa net af Kagedej, og Urtekræmmeren sælger ham i Massevis i Sæbe.” Som annoncerne også viste, er julemandsfiguren absolut et fast indslag i butikkerne op mod jul. Krohns beskrivelse af Fatter Jul afslører også, hvor tæt på nutidens julemand han er. Han er iklædt en lang pels med hætte, røde uldne vanter samt vinterstøvler, har et venligt ansigt med glade, røde kinder og langt hvidt skæg. Lommerne er fulde af legetøj ligesom den sæk, han bærer på ryggen. Fatter Jul medbringer også et juletræ og et ris. Riset optræder ikke i historien om Fatter Jul, men dets funktion må være, at de uartige børn sættes det i udsigt i stedet for legetøjet. En ting mangler dog i forhold til den moderne julemand, nemlig den røde hue.

Tom Petersens illustration af Fatter Jul fra 1891.

Den lille historien handler i øvrigt om drengen Peter Lassen, der på en skovtur om sommeren møder Fatter Jul imellem grantræerne. Fatter Jul fortæller om, hvordan han passer på træerne og velsigner dem, så de kan blive gode juletræer og bringe glæde til familierne. Krohn tager fat i to elementer, som man også kender fra senere historier om julemanden. Den ene handler om, at Fatter Jul er en ”ægte Vintermand”, der om sommeren rejser ”mod Nord, helt op til de allerkoldeste Lande, hvor han altid kan stampe om i Sne”. I Krohns udlægning er dette dog en fejlslutning, da Fatter Jul passer på grantræerne året rundt og derfor ikke rejser nordpå. Det andet element er julemandens magiske evner, som Krohn giver to eksempler på. Nemlig at Fatter Jul samler en grankogle op, der straks skinner forgyldt, og at han kan gøre sig usynlig. Der er altså klare ligheder mellem Fatter Jul og den moderne julemand. Historien rummer dog også en forskel, idet Fatter Jul er i forbundet med juleenglene, som tager sig af de familier, der er ramt af sorg i julen. Samtidigt omtaler historien stjernen i toppen som Betlehemsstjernen, så det kristne budskab går her hånd i hånd med julemandsfiguren, hvor der i dag ikke længere er en forbindelse mellem kristendommen og julemanden.

Julekys

Kys, kærlighed og jul er tema for mange af julens popsange, og det er ikke så underligt, for der er tætte bånd mellem de tre emner.

Wham hittede med juleklassikeren Last Christmas i 1984. Ifølge DR indtjener sangen hvert år ca. 4 millioner kr. i rettigheder.  Sangen er fast inventar på de fleste juleplaylister og juleopsamlinger, som denne fra julecd fra 2006.

Tilbage i 1600- og 1700-tallet blev julen fejret med mad, øl, lys og fællesskab. Der var fokus på det kristne budskab, men fejringen var vævet tæt sammen med mere løsslupne løjer og festligheder. 

En af tidens juleskikke, som siden er gledet ud, var at lægge halm på gulvet, så husstanden kunne sove sammen i halmen julenat for at mindes Jesu leje i krybben i stalden i Bethlehem. Umiddelbart kan det lyde uskyldigt, men den fælles seng i halmen gav mulighed for, at unge ugifte kunne komme meget tæt på hinanden. Det gav en overhyppighed af uægte fødsler i september, og den kristne kirke prøvede at komme traditionen til livs.

Julen hos en velhavende familie 1625. Forrest ses biblen, som dengang kun var noget de rigeste havde hjemme, da en bibel kostede det samme som en god ko. Biblen markerer forbindelsen til den religiøse fejring, mens halmen, der anes på gulvet i baggrunden, var en del af de folkelige juletraditioner.

Kirken var heller ikke begejstret for julestuerne, som blev holdt i juletiden fra 2. juledag til Helligtrekonger, 6. januar, eller nogle steder helt indtil Kyndelmisse, 2. februar. Julestuerne var fester med rigeligt øl og brændevin, hvor de unge morede sig med forskellige lege. Nogle af legene er i dag blevet til sanglege for børn, som f.eks. Bro, bro brille og Blindebuk. Andre var knap så uskyldige og involverede kys og afklædning. Det gælder f.eks. huelegen, som var en sangleg med mange vers. Hvert vers endte med en linje som “til mine strømper falder af” eller “til mit skørt falder af”, og i løbet af sangen blev deltagerne klædt mere og mere af. En anden meget fysisk leg var “Ælte bolledej”, hvor en karl og en pige blev lagt ovenpå hinanden på et bord. Herefter tog resten af selskabet fat på at ælte dem sammen. Allerede i 1683 forsøgte man at komme julestuerne til livs gennem lovgivning. Danske Lov byder således; “al forargelig legen om julen…forbydes strengeligt og bør alvorligt at straffes.” Forbuddet havde ikke megen virkning, og i 1724 skrev Ludvig Holberg stykket “Jule-stue“, som en satire over forholdene ved julestuerne. Heri lader han borgmester Jeronimus udtale sig om julestuerne:

Gid jeg havde en Daler

for hver Piges Jomfruedom

der er gaaet af Stabelen

ved saadanne Lejligheder.

Det er altså ganske tydeligt, at der kunne ske et og andet til julestuerne. Det oplyste borgerskab gik i løbet af 1700-tallet væk fra julestuerne, men på landet holdt traditionen med julestuer op i 1800-tallet, og i fødselsstatistikker fra Sverige kunne man i 1840´erne stadig se ekstra mange fødsler i september.

Når der blev holdt julestue, satte man tønden med det gode juleøl ind, så
alle frit kunne forsyne sig. Det gav anledning til udtrykket ”at have smagt
juletønden”, som betød at være beruset.

Hvis man var den heldige finder af mandlen i grøden, kunne det også udløse et julekys. Denne tradition spredtes i Danmark i 1800-tallet, men før det kendes den ved hoffet, tilsyneladende med inspiration fra den franske kage la galette des rois, der spises Helligtrekongers aften. I kagen blev gemt en lille mønt, en figur eller en bønne, og den, der fandt mønten, blev konge for en aften og fik flere privilegier. F.eks. måtte andre deltagere i festen kun drikke, når kongen drak, og kongen kunne give sig selv ret til et kys fra alle kvinder i selskabet. 

Kys kunne også vindes i pantelege, som det nævnes i Peter Fabers “Sikken voldsom trængsel og alarm” fra 1848: 

“Gud velsigne den, der først opfandt

det at lege jul og give pant;

unge pige! Lad os lege skjul, 

giv mig kun et kys, det er jo jul”

Pantelegen bestod f.eks. i, at deltagerne hver afleverede en lille ting. For at indløse pantet og få tingen igen, skulle deltageren udføre en opgave, f.eks. give en anden deltager et kys, eller svare på et spørgsmål. På sin vis en leg der minder om teenagetidens leg Sandhed eller konsekvens, som også kendes som S, P eller K.

I den mere uskyldige ende er bogen Peters jul udgivet1866, hvor mor og far fejrer nytåret med et kys: 

“Når glædeligt nytår, vi har sagt

og alle hinanden hånden rakt

så kommer Karen herind i stuen

og siger, hun takker herren og fruen

Så siger far, at jeg skal i seng

hvert år må man blive en bedre dreng

Han banker mig lidt med piben på panden

og han og mor de kysser hinanden”

At stå under en mistelten kan også kaste julekys af sig. Traditionen er mest udbredt i Storbritannien og USA, men med The Julekalender kom udtrykket “Oluf, a står under a mistelten” på alles læber og gjorde den landskendt. Planten var tidligere almindelig i Danmark, men i dag vokser den sjældent vildt og er fredet. Udover sin rolle i julen er mistelten kendt fra nordisk mytologi, hvor det er en pil af mistelten, der dræber Balder, men planten er også blevet brugt som lægemiddel. For kelterne var misteltenen hellig og blev brugt af druiderne, der var kelternes præster. Druiderne høstede misteltenen under helt særlige former, hvor misteltenen bl.a. ikke måtte røre jorden. Druiden Miraculix´ omhyggelighed med at høste mistelten i tegneserien om Asterix og Obelix er inspireret af disse historier. At misteltenen giver adgang til et julekys, er en tradition, der formentligt er opstået i 1700-tallet, hvor briterne var meget optagede af kelternes historie og traditioner.   

I Den Gamle By vokser der mistelten i Apotekerhaven, og der er brugt mistelten til at oppyntning i Motorcompaniet og som her i arbejderparrets hjem i 1974-kvarteret.

Den ultimative sang om julekys er måske “Jeg så julemanden kysse mor“. Den stammer fra en amerikansk version ”I Saw Mommy Kissing Santa Claus” fra 1952. Sangen er lavet i et hav af coverversioner og oversat til mange andre sprog end dansk. Den første danske version kom i 1953.

Hvem skal du kysse til jul?

Peters jul – børnebog til generationer

Til de mest elskede danske julehistorier hører klassikeren Peters jul, som i vers og billeder giver en opskrift på julen, som den så ud i midten af 1800-tallet. Men hvad er egentlig baggrunden for bogen, og hvordan blev den modtaget, da den udkom? De spørgsmål skal vi dykke ned i her, hvor vi ser nærmere på børnebogen, der er blevet grundbogen til den danske jul.

Peters jul i førsteudgaven fra 1866.

En klassiker bliver til

Da Johan Jacob Krohn (1841-1925) i 1863 digtede de første vers til Peters jul, var det ikke givet, at bogen ville blive et hit. Faktisk var det meget tæt på, at den slet ikke var kommet til salg. Det skyldtes, at Johan og de to tegnere, Johans bror Pietro og brødrenes ven Otto Haslund, der lavede illustrationerne, var så oprørte over, hvordan bogen så ud, at de gav udgiveren forbud mod at sælge den.

Hvad det præcis var, at Johan, Pietro og Otto var så utilfredse med ved bogen, fremgår ikke klart, men i et bevaret brev til Fru Conradsen, en bekendt hvem Johan Krohn tilsendte et eksemplar af førsteudgaven, skrev han om det: ”Men i Julen er det en travl Tid for Lithograferne, og derfor kom Bogen i Hænderne paa et rigtigt Svin (undskyld Udtrykket!) af en Lithograf. Da vi kom op for at see Værket, vare vi nær besvimede alle tre over det, vi saae. Bogen var ødelagt, fortegnet, formalet, trykt og indbundet som en 2 Skillingsbog! Kort og godt, dens Kjælderudseende gjorde, at vi nedlagde Protest og nægtede, at Bogen maatte see Dagens Lys i den Kostume.” 

Senere i brevet gav Johan Krohn fru Conradsen det gode råd, at hun gjorde klogt i at gemme bogen: ”i den brændende Kakkelovn eller paa Bunden af en dyb Skuffe…” Ikke ligefrem opskriften på en succes.

Pietro Krohn og Otto Haslund havde sammen kort inden lavet tegninger til en anden børnebog, Brevet til Christusbarnet, der udkom i 1863 og havde vers af Dr. H. Schou. Brevet til Christusbarnet kom til salg i december 1863 i stift bind og til 72 skilling (altså var den ikke en 2 skillings-bog) Avisen Fædrelandet kaldte tegningerne nydelige, og bogen er nogle større og mere stilrent sat op end førsteudgaven af Peters jul. Det kan have været noget af det, som trekløveret reagerede på.

Sidste side i Brevet til Christusbarnet fra 1863, som Otto Haslund og Pietro Krohn lavede illustrationer til.

Tegningerne, der er gengivet i større format end tegningerne i førsteudgaven af Peters jul, viser tydeligt, at Otto og Pietro havde godt greb om både at illustrere bogens vers og at lave tegninger, hvis detaljer kunne fange børn. Bogen handler om en lille fattig pige, der skriver til Christusbarnet for at bede om, at hun og hendes mor, der ligger syg, kommer til at opleve juleglæden. Måske var det her, Johan blev inspireret til at skrive om julen i sit barndomshjem set fra barnets synspunkt.

Første udgave

På grund af ophavsmændenes modvilje mod den, blev bogen lagt på lager efter trykning. Året efter gik forlæggeren fallit, og brødrene Krohn og Otto Haslund gav ham lov til at sælge oplaget til julen 1866. Dermed kom bogen på gaden. Prisen blev 24 skilling, og Peters jul var dermed noget billigere end Brevet til Christusbarnet.

Selvom ophavsmændene græmmede sig over bogen, fik Peters jul rosende omtale, og ser man bogen med nutidige øjne, er der noget moderne over den. Bogens form er usædvanlig, idet den øverste kant af bogen er buet. På bogens sider bruges dette format til at danne en fast ramme for opsætningen med illustrationerne øverst og versene nederst. Omslaget forestiller en julemandsfigur, som i Peters jul hedder Den gamle jul. På forsiden ses han forfra, og på bagsiden bagfra. Sammenlignet med de store tegninger i Brevet til Christusbarnet kan tegningerne virke lidt gnidrede og sammentrængte, men til gengæld var Peters jul trykt i farver, som nok har kunnet fange de unge læsere. Førsteudgaven af Peters jul er i dag meget sjælden. Det er dog uvist, hvor stort det oprindelige oplag var. Bogen blev ikke udsolgt i julen 1866 og kom i handlen igen året efter.

Omslaget til førsteudgaven, 1866. Bogens udformning er kraftigt inspireret af bogen King Winther, der udkom anonymt i Hamborg ca. 1859.

Blandt anmelderne finder man 16. december 1866 Illustreret Tidende, der skriver, at bogen ”ikke alene indeholder ret heldige Vers, men ogsaa ved sit originale Ydre gjør sig bemærket.” Også avisen Dags-Telegraphen var begejstret og konkluderede sin anmeldelse et par dage senere ”Peters Jul er en baade med Hensyn til Udstyrelse, Illustrationer og Tekst lige passende Julegave”. 

Nye udgaver

Efter førsteudgaven kom på markedet, gik Johan Krohn i gang med at gennemskrive versene med henblik på en ny udgave. Han tilføjede også enkelte nye vers som besøget af den fattige Rasmus og historien om, hvad der skete med juletræet, efter at julen var ovre. Illustrationerne stod Pietro alene for, og en livlig korrespondance fra Johan til Pietro fortæller om samarbejdet. Johan bad f.eks. Pietro om, at gåsen på tegningen blev pyntet med flag, grankrans om livet og manchetter om benene, så det passede til teksten, og han foreslog, at det sidste digt kunne ”give Anledning til en deilig Tegning”. Johan skrev også om sine tanker om at lægge navn til versene og bad sin bror overveje, om han kunne være versene bekendt. Det må have været med en vis nervøsitet, at han sendte bogen til udgivelse op til jul 1870.

Da andenudgave udkom, blev Peters jul anmeldt igen, og bogen fik meget ros. Illustreret Tidende skrev blandt andet: ”Den rette barnlige Tone træder En imøde paa hvert af Bogens Blade, og et sandt aandeligt Slægtskab lader sig her tilsyne hos de to Brødre, der have anvendt deres Talent paa at skaffe Børn en fornøielig Juleunderholdning.” Berlingske Tidende skrev, at Bogen sikkert ville ”blive modtaget med almindelig Velvilje, og vi ville håber, at den må finde megen Udbredelse til den forestaaende Jul. Teksterne er særdeles tiltalende, og Billederne bære et bestemt præg af, at de skyldes en kunstner.” Dagens Nyheder roste bogen for at være af både kunstnerisk og poetisk værdi.

Også H.C: Andersen var begejstret for bogen. Johan Krohn sendte den til ham, og Andersen svarede kort før jul 1870: ”De vil forstaa hvor megen Glæde jeg føler ved at modtage “Peters Juul” og han roste bogen for, at dens tekst og billede sluttede sig ”saa smukt sammen”.

Når vi i Den Gamle By pynter Købmandsgården op til jul, bruger vi andenudgaven af Peters jul som forlæg. Her er der en stork i toppen, som i tredie udgave er blevet til en stjerne. Storken i toppen af træet minder om julen som en fødselsfest.  I maleren P.C. Skovgaards familie var det i øvrigt også skik med en stork i toppen af træet i 1860´erne.

I 1889 havde Peters jul været udsolgt i nogle år, og det blev anledningen til endnu en ny udgave. Frants Henningsen gentegnede Pietros illustrationer til anden udgave og farvelagde dem, så der kom farver på alt fra juletræ og æbleskivepande til legetøj og gåsesteg. Tredje udgave fik også en positiv modtagelse. Aalborg Stiftstidende konkluderede: ”kønnere Gave for Smaabørn eksisterer ikke” i en forsinket omtale 3. januar 1890, og Sorø Amts-Tidende skrev om bogen 11. december 1889, at den ”da den i halvfjerdserne første Gang udkom, for længst har vundet hævd som en af vore bedste Børnebøger, og den har været højt savnet de sidste Aar, hvor den har været udsolgt”. Avisen roste også forlæggeren for ”en række gode, danske Børnebøger af blivende værd”.

Siden er bogen blevet genudgivet mange gange, og flere illustratorer har sat nye billeder på versene som Herluf Jensenius i 1942 og Mads Stage i 2002. Gennem tiden har bogen været julelæsning for mange generationer, og genkendelsens glæde har i dag tag i både oldeforældre, bedsteforældre, forældre og børn, der er vokset op med de kendte vers som “Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid“.

Tegningerne af Peters juletræ i henholdsvis Pietro Krohns originale streg med stork fra anden udgave fra 1870 og Frants Henningsens omtegnede og farvelagte med topstjerne fra tredje udgave fra1889.

”Som Far kun faa der findes, men ikke en som Mor”

De første vers til Peters jul blev som nævnt til i 1863. Johan Krohn var da 22 år og studerende. I en dedikation til sin far skrev han i 1866: ”Med Tak dig være Bogen bragt, Thi aldrig skal jeg glemme: Hvad jeg i denne Bog har lagt, Det har jeg lært herhjemme, Jeg har det lært herhjemme, ja, når du vil Bogen skue, du træffer mangt et minde fra, vor egen Julestue”. Det fremgår altså ganske tydeligt, at Johan Krohn i bogen trækker på julen i sit barndomshjem. Sammenholder man dedikationen med indledningen fra Peters jul fra 1870, er der noget, der tyder på, at det særligt er sin mor, han har i tankerne. Indledningen starter ”Det er den danske Moder, hvem Bogen bliver sendt” og slutter ”thi end bestandig gælder, de gamle gyldne Ord, som Far kun få der findes, men ikke en som Mor

Johan Krohn har altså taget sin barndomsjul med sig, som den ”rigtige” måde at holde jul på, og på den måde er julefejringen i en velstillet københavnsk borgerfamilie kommet til at få ret stor betydning for danskernes opfattelse af idealet om den rigtige gammeldags jul. Men for forfatteren selv har der nok været en helt særlig grund til at mindet om barndomsjulen havde en speciel plads i hans hjerte. Johan mistede nemlig sin mor som 11-årig i 1853. Familien boede i en lejlighed i Nyhavn, og udover Johan og forældrene bestod hjemmet ved folketællingen i 1850 af fire brødre, en søster, en plejebror og to tjenestepiger. Det var altså en stor familie, som fejrede julen sammen i Johans barndomshjem.

Johan selv fik ingen stor familie. I 1879 giftede han sig med Cecilie Margrethe Petersen, men Cecilie døde tidligt, og parret fik ingen børn. Børn fyldte dog alligevel Johans tilværelse i hans arbejde som lærer og skoleleder og som målgruppe for de bøger og julehæfter, som han efterfølgende skrev og redigerede. Ingen af de andre værker har dog fået lige så stor betydning for den danske jul som Peters jul. Mange danskere kan citere flere af bogens vers, og bogen er kilde til traditioner som juleklip, mandlen i grøden, godter, julegaver, julemaden og meget mere. Det er derfor helt på sin plads at følge Sorø Amts-Tidende og kategorisere Peters jul som et værk af blivende værdi.

Sådan når du det hele til jul – inkl. frisør og frokost

Der er nok at se til i julen. Alle forberedelser skal være på plads, så julen bliver, som den skal være. Gaverne skal være købt og pakket ind, maden forberedt, juletræet hentet, pynten flettet og klejnerne vredet.

I 1966 lavede ugebladet Alt for damerne en praktisk julekalender for husmoderen, så tiden op til jul ikke blev helt så travl, og så man var sikker på at nå det hele.

Kalenderen, som også blev kaldt en ”huskekalender” er desværre ikke med låger. Til gengæld starter den allerede i november, d. 24., hvor dette gode råd gives: ”Endnu er der en hel måned til jul, så der er masser af tid til alt det, der skal nås, hvis De blot fordeler det med lidt hver dag. Og glem ikke Dem selv i travlheden, bestil allerede nu tid hos frisøren.”

De gode råd fortsætter med et nyt for hver dag. 28. november minder kalenderen om hele tre ting, nemlig børnenes julefotografering og kalenderlyset, samt at ”finde småting til børnenes julekalender.” Modsat i dag var det ikke en mulighed at købe gaverne til pakkekalenderen samlet og indpakkede, så det var alene op til forældrenes fantasi at finde små gaver at pakke ind. Skal man tro Alt for damerne, var opgaven mødrenes. Fra en pakkekalender i museets samling ved vi, at en mor få senere valgte gaver som en pixibog, en karamel, en klementin, en blyant eller lignende.

Alt for damerne inddrog dog også kvindernes ægtefæller i juleopgaverne. 10. december lyder rådet: ”Hvis både De og Deres mand holder fri om lørdagen, er det en rar dag at få ordnet alle julegaveindkøbene på – mon De ikke også skulle tænke på at spise frokost ude i dag?

Dagen efter opfordrer bladet til, at man gennemgår juletræspynten, så der er overblik over behovet for reparationer og for at kreere nyt. Rådet opfølges 13. december med følgende ”I dag finder De anvisninger på juletræspynt i Alt for damerne, ideer til gaveindpakning, bordpynt og så videre, mon ikke der er noget, De kan bruge?” Rådene er altså timet, så det passer med indholdet af bladets julenumre.

I bladet der udkom 29. november var der opskrifter på alskens julebag. Helsidesannoncen viser ideer til ønskesedlen.

Kalenderen giver også råd om at besøge en ”ensom gammel”. Her kan man medbringe hjemmebagte småkager og en juledekoration. Har man fulgt et tidligere råd, er materialet til dekorationen allerede i hus. 27. november er der nemlig en tur på programmet: ”De skulle tage hele familien med på en rask travetur i skoven – det er ikke for tidligt at samle kogler og kønne grene til juledekorationerne – sørg for et godt tebord ved hjemkomsten og tænd det første lys i adventskransen.”

Gran til dekorationer kunne også købes i forretningerne, som her i Føtex i Aarhus, hvor der også er færdige dekorationer til salg. Foto: Per Allan, 1968.

De mange opgaver i kalenderen kan give indtryk af, at Alt for damerne forfølger et ideal om, at husmoderen skal ligge vandret i julen, men bladet slår faktisk til lyd for at gøre mindre og tage tid til sig selv som i eksemplet med opfordringen til at spise frokost ude og rådet om at bestille frisørtid. På samme måde er der både d. 5. og d. 19. december fokus på ikke at overgøre de praktiske opgaver. 5. december lyder rådet: ”De ved vel, at det der med julerengøringen er et afskaffet begreb? Det er tilstrækkeligt med en grundig ”afpudsning”. Men synes De, nypudsede vinduer og nyvaskede gardiner hører til Deres jul, kan De roligt bestille vinduespudser og vaske gardiner nu”. Og 19. december følges der op med ”Selv om De ikke skal slide i det med julerengøring, må messing- og kobberting nu gerne skinne, puds dem nu og gør ellers, hvad De synes er strengt nødvendigt i huset.” Selvom den store julerengøring er aflyst, er der fortsat nok at gøre, men målet synes at være at nå frem til juledagene, uden at husmoderen er lagt ned af arbejdsbyrden, og hvor det har været hyggeligt undervejs.

Juleoppyntningen af hjemmet er omtalt flere steder i kalenderen. Alt for damernes bud på oppyntning er at tage det i etaper. 8. december foreslår kalenderen, at man tænder et levende lys på morgenbordet, og at man ”finder enkelte juleting frem og pynter med dem.” 18. december pyntes hele huset op til jul. Samme dag er der i øvrigt meget på programmet: ”Send Deres mand og børnene ud at hente juletræet og gør imens klar til at alle kan lave julekonfekt. … Skriv de sidste julekort og breve i aften.”

Århusianerne kunne i 1967 bl.a. købe juletræet på Bispetorv. Foto: Per Allan.
Nogle af de mange opskrifter på julekonfekt for hele familien.

Kalenderen kommer omkring alle tænkelige juletraditioner fra tiden, kalenderlys, julefrokost, adventskrans, pakkekalender, juledekorationer, hjemmebagte småkager, sammenskudsgilde med gløgg og meget andet. Følger man alle kalenderens gode råd, bliver opgaverne spredt ud, så man når det hele til jul uden alt for meget juletravlhed.

Alt for Damernes sidste råd bærer præg af andre åbningstider i butikkerne og andre priser på opkald end dem, vi kender i dag: ”På forhånd: God jul, men husk, at der kommer 2 helligdage, så sørg for at have mælk og brød nok. Hvis De ringer julehilsner til familie og venner, så husk, at telefontaksterne er lavest mellem klokken 18 og 8.”

Valgte læseren at sende julehilsnerne som kort, gav Alt for damerne ideer til, hvordan børnene i familien kunne dekorere julekortene.

Om kalenderen virkelig er blevet brugt til at organisere de hjemlige opgaver i den travle juletid, er svært at vide, men den er uanset et godt indblik i, hvordan opskriften på den ”rigtige” jul blev formidlet. Samtidigt er det tydeligt, at Alt for damerne brugte kalenderen som salgsstrategi, for flere af tipsene er koordineret med, at ugens eksemplar af bladet kunne hjælpe med lige præcis det.

Det allerbedste juleråd bringer bladet dog 13. december i sektionen ”Breve til Alt og alle”. Her skriver A.M: ”Det var en søndag før jul. Vi skulle gerne i skoven, men jeg syntes ikke, at jeg havde tid. Der var så mange ting, der skulle fra hånden den eftermiddag. Nå, mor skulle nu helst med … Vi gik i granskoven … og samlede grangrene, kogler og mos, og det blev til meget, for set med barnets øjne var der ikke den ting i skoven, som ikke netop kunne bruges til jul. Det var skumring, da vi kom hjem, friske af turen og endnu med duften af skov hængende i næseborene. Så hyggede vi os med kakao, boller og julekage, tændte adventskransen og sang en julesalme. Og tro mig: der var bestemt ingen, der tænkte på det, mor ikke nåede den juleaften.” Juletempoet kan selv for en rutineret husmor blive for højt, og det er vigtigt at huske på, hvad der egentligt er det væsentlige i julen.

Til slut er der bare tilbage at ønske alle husmødre m/k en glædelig juletid uden julestress.

Også Lis Byrdal var i bogen ”Små fester. Glade gæster” fra 1964 inde på betydningen af planlægningen i julen. Byrdal foreslår, at man anskaffer sig en bog til planlægningen af julens aktiviteter og videregiver dette gode råd: ”Sætter De f.eks. brune kager, kvædebrød og ”skrive julekort” på en mandag, skal De fredagen forinden notere sirup, krydderier, julemærker, kvæder og krystalsukker – for så står De rustet og spilder ingen tid.”. Byrdal tilføjer: ”Hvis man alligevel henunder den tyvende bli´r lidt febrilsk er det, fordi man trods at kun er et menneske, der udfører ti elefanters arbejder.”

Julens inderste væsen

Drikke jul. Æde jul. Lege jul. Opskriften på jul har siden vikingetiden været velkendt. Men et enkelt ord mangler, nemlig sammen. Fælleskabet er julens inderste væsen, og det ville ikke være jul, hvis vi ikke netop var et fællesskab.

Der er ikke meget sjov ved ”læg nu smukt din hånd i min”, hvis man ikke er mindst to. Der mangler noget, hvis man ikke har nogen at give gaverne til. Og julegudstjenesten forudsætter deltagelse af andre, før elementerne har deres virkning. Nogen skal læse juleevangeliet og fortolke det for andre. Salmernes virkning er størst, når orglet højtideligt ledsager flere stemmers sang. Julesangene hyggeligst, når man synger i kor.

I en corona-tid skal vi være sammen hver for sig, og juletraditionerne er derfor udfordret af, at netop fællesskabet skal finde nye veje. Men andre før os har holdt jul i en krisetid, og julen har det med at finde vej, uanset hvad den stilles over for. Måske fordi fællesskaber kan opstå alle steder – og fordi de er levedygtige trods afstand og kan holdes intakte på trods, når man har viljen til det. Det samme gælder julen og dens traditioner, som egentlig er ret elastiske – selv om vi ynder, at de er gået uforandrede gennem hundreder af år.

I 1973 ramte julen midt i oliekrisen, og Folketinget vedtog forbud mod belysning i butiksvinduerne. Julelysene i gaderne blev flere steder slukket, og Fredericia Dagblad skrev: ”Traditionen tro plejer der første søndag i advent at være det store myldreliv i Fredericias gader. Men det udeblev i år, hvor restriktionerne med manglende julebelysning og illumination af forretningsvinduerne samt bilfri søndag lagde en kraftig dæmper på udendørsaktiviteterne.” I år er den store juletrængsel erstattet af enkeltmands-indkøb og nethandel.

Stemningen var anderledes alvorlig under Anden Verdenskrig, hvor ønsket om fred kunne aflæses på årets julemærke allerede i julen 1940, hvor motivet på julemærket var en fredsdue. Freden kom som bekendt først i 1945, og i de fem år blev uvisheden hverdag med censur, rationering, beslaglæggelser af skoler og soldater i gaderne. Som i dag blev elever henvist til alternativ skolegang – fordi tyskerne brugte skoler til indkvartering eller militær undervisning, og børnenes undervisning kom til at foregå mange alternative steder. Efter krigen beskrev en elev i Aarhus, hvordan det var at komme tilbage til skolen med ordene ”Vi var hjemme – og vi følte, et mareridt var ovre.” Mon ikke denne følelse kommer til at gå igen, når de elever, der nu er sendt hjem af corona-hensyn, igen er tilbage?

Under besættelsen måtte man undvære julelys i gaderne.

Mens vi i dag kan nyde julelysene i gaderne for fuld udblæsning, satte krigens mørklægning sit præg på julen i gadebilledet. Lys fik en helt særlig betydning, hvilket også ses i, at Asp Holmblad i 1942 lancerede de første kalenderlys, som kunne købes færdige. Modsætningen mellem lys og mørke kom til at symbolisere krigen. Historiker Hans Ellekilde beskrev det sådan i 1943: ”I årene før 2. Verdenskrig var julen så overordentligt smuk her i København. Hvem mindes ikke med glæde storbyens fælles juletræ på Rådhuspladsen, strålende med tusinder af lys de aftenstunder imod jul, hvor man gik på juleindkøb til sine kære. Hvem glemmer nogensinde de strålende oplyste gader med broer af julegran og julelys over strøggaderne, og hvor savnes det bitterligt i disse skumle år, hvor vi må famle i bælgmørke gennem Københavns nu så skumle og uhyggefyldte gader.” Hans Ellekildes fokus på savnet af lyset i den julepyntede by giver et godt billede af julen før krigen, men viser også at fællesskabet spiller ind i oplevelsen. Ellekilde nævner det fælles juletræ, at købe gaver til sine kære og fællesskabet i det vi, som nu famler rundt i den mørke by.

Anden Verdenskrig påvirkede også smagen af julen. Rationeringer satte fart i husmødrenes kreativitet, når det kom til konfekt og søde sager. Det gav os havregrynskuglen, der, trods det at den kom til verden som et erstatningsprodukt, i dag er en fast juletradition for mange. Erstatningsmarcipan lavet på moste kartofler, slog dog ikke an. Man lærte at nøjes med lidt, som en erindring om appelsiner fra en dreng født i 1935 viser. ”Det var et stort øjeblik, når en appelsin blev delt. Vi dyppede den i sukker og fik en skive eller to hver. Det var som om en anden verden rykkede ind i stuen.

Krigen var også en tid med frygt og uvished, og under krigen måtte nogle danskere holde jul steder, hvor julehygge og -samvær umiddelbart virker usandsynlig som f.eks. i interneringslejren Frøslevlejren. Her fejrede fængslede modstandsfolk jul i 1944, og Kjeld Feilberg fortæller, hvordan det foregik. Efter julemåltidet med flæskesteg og æblekage blev der holdt jul på stuerne. Modstandsfolkene havde lavet primitiv julepynt af de forhåndenværende materialer, og lys var blevet smuglet ind. Modstandsfolkene supplerede med hjemmelavede julelys af voks fra osteskorper. På Kjeld Feilbergs stue blev der skålet i indsmuglet snaps, og der var også skaffet et lille juletræ. Festen var beskeden, men alle bidrog med lidt, og Feilberg kaldte juleaften ”en af lejrens største oplevelser.” At julen foregik i en periode med mange transporter til tyske lejre, understreger, i hvor høj grad fællesskabet var en støtte for de internerede og en måde at få alvoren lidt på afstand.

Også i skyttegravene under Første verdenskrig var julens fællesskab nærværende på trods. Historien om de engelske og tyske soldater, som sammen sang julen ind juleaften 1914 er et gribende eksempel på, hvordan et fællesskab i julen overskrider grænser, der ellers skiller os.

En dansk soldat, der deltog i 1. verdenskrig på allieret side, berettede i et brev til sin søster om julen 1915: ”Juleaften var jeg jo lidt beklemt om hjertet. Lykkeligvis var jeg alene i mit telt, så jeg kunne have alle mine tanker hjemme hos Eder, kære, og jeg glemte ikke mine julesalmer.” Fællesskabet med soldatens familie ligger her i tankerne og i de salmer, som han vidste, at familien sang derhjemme. På den måde kunne fællesskabet tilgås i tankerne og dermed overskride fysisk adskillelse.

For de sønderjyske familier, som havde måttet sige farvel til fædre, brødre og sønner, der blev sendt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, prægede krigen naturligvis julen. Som en dreng født 1910 erindrer ”Far havde hidtil været heldig med at få juleorlov, men i 1917 lykkedes det ikke. Den jul gik han nede i fæstningen Neu Breisach vest for Rhinen på højde med Freiburg og måtte nøjes med at sende tankerne hjem. 1917 – det var den jul, mor græd. Vores tapre mor.

Når alt kommer til alt, bærer fællesskabet julen, men fællesskabet kan heldigvis tilgås på mange måder. Når vi i år skal være sammen hver for sig, må vi indstille os på nye veje for fællesskabet og for julen og huske på, at julens fællesskab, dens inderste væsen, har det med at finde en vej uanset.

Rigtig glædelig jul.

Tak til Aarhus Stadsarkiv for citatet om skolegang under krigen og til Museerne i Fredericia for citatet om julebelysning under oliekrisen.

 

Butiksjulen 1974

I Den Gamle Bys 1974-kvarter er det let at få øje på julepynten i gaderne og butikkerne, men hvordan formede julen i butikkerne sig ellers? Og hvad gjorde man for at trække kunder og den attraktive julehandel til? En god kilde til det er ugeavisen ”Tilbuds-avisen”, som Aarhus Stiftstidende udgav i 1974. ”Tilbuds-avisen” var en klassisk ugeavis, som kom i forskellige udgaver, der dækkede forskellige dele af Aarhus. At gamle nyheder af og til kan være mere spændende end nye, er almen viden for historikere. Og ser man på Tilbudsavisen for Århus Nord fra november og december 1974 finder man mange gode historier fra butiksjulen 1974. Nogle af dem skal vi se på her.

Jul i Den Gamle Bys gågade anno 1974.

Indkøb – en oplevelse

Traditionelt siger man, at julen i 1970´erne var præget af, at handelsstands- og cityforeninger for alvor havde fået øjnene op for nye måder at trække kunder til butikkerne. Gågader var kommet til på forsøgsbasis i 1960´erne, og det viste sig hurtigt, at kunderne var glade for den nye måde at handle på. Randers gjorde i 1963 gaden Houmeden til den første permanente gågade i Danmark og derefter fulgte mange byer trop. I 1969 dukkede Jyllands første butikscenter VERI Center op i Vejlby-Risskov nord for Aarhus. Derefter åbnede der butikscentre op over hele landet såsom Rosengårdcentret i Odense i 1971 og Sædding Centret, der blev Esbjergs første butikscenter i 1977. Indkøbsoplevelsen blev i højere grad set som en helhed, og det er en tendens, som også præger detailbranchen i dag.

Butiks- og storcentrene havde gode muligheder for at lave indendørs aktiviteter til jul. Her er det juleudstillingen i 1973 i Gellerup Center, det nuværende City Vest i det vestlige Aarhus. Gellerup Center åbnede i november 1972. Foto: Billedarkivet, Den Gamle By.

Gode tilbud

En del af strategien for at trække kunder til i julen 1974 var naturligvis de gode tilbud. Allerede i slutningen af november annoncerede Kvickly og Brugsen i ”Tilbuds-avisen” med gode priser på margarine og smør til julebagningen – ligesom der var ”fryserabat” på en halv gris, som kunne udskæres efter kundens ønske, så den var klar til dybfryseren. For de udearbejdende husmødre kunne FDB-butikkerne også hjælpe med færdig brunkagedej på frost, som var klar til brug. Også Marienlunds Bageri var klar til at hjælpe med småkagerne – de annoncerede med et tilbud om at fylde småkagedåserne for 18 kr. pr. kilo.

 

Hos supermarkedet Nordland Trica var der både tilbud på ekstra gode julevarer som fløde, vin, gløgg, dessertis, ost og kaffe – og på hverdagsvarer som skyllemiddel, æg og forloren skildpadde på dåse. I december gik jagten på kunderne yderligere ind med juletilbud på ænder, julemedister og ribbensteg, som nok kunne trække kunder inden for dørene.

 

Julelotteri

Et af de populære tiltag i 1970´erne var julelotterier i forretningerne, som ”Tilbuds-avisen” har mange eksempler på. I Tordenskjoldsgade på Trøjborg var 70 specialforretninger gået sammen om et julelotteri, som man kunne deltage i, når man købte varer i forretningerne. For hver 10 kr. kunderne købte for, fik de udleveret en brik, der skulle påklæbes en spilleplade med 12 felter. Når spillepladen var fuld, skulle den indleveres og hver tirsdag i december blev der trukket en vinder. Hovedpræmien var et B&O Beovision 26” farve-tv til en værdi af 8.000 kr. En af forretningerne, der var med i lotteriet, var Foto-borgen, som er genskabt i Den Gamle Bys 1974-kvarter. Julehittet hos ”de rare foto-julemænd”, som forretningen omtaler medarbejderne, var et lommekamera til 129 kr.

Foto-borgen er genskabt i Den Gamle Bys 1974-kvarter og pyntes hvert år til jul, som den blev det på Trøjborg. I 1974 udleverede forretningen gratis julekalendere til alle børn som reklame.

Også hos Chevron var der julelotteri, hvor alle bilister fik udleveret en lodseddel, så de kunne deltage i lodtrækningen om laks og chokolade. Derudover kunne billisterne få gratis batteritest og kølervæskekontrol. Blandt juletilbuddene var ratovertræk i læder og en triptæller, så benzinforbruget kunne kontrolleres. Oliekrisen i vinteren 1973-1974 med bilfri søndage og restriktioner på julebelysningen i forretningerne i julen 1973 var stadig i frisk erindring. I forlængelse heraf havde Palle Koch tilbud på klar plast i mange farver og på tætningslister under overskriften ”Stop kulde – spar varme”, så der kunne laves forsatsruder og lignende.

”Tilbuds-avisens” annonce om julelotteriet i Tordenskjoldsgade.

Hos Nordland Trica var der dagligt lotteri i december, hvor man kunne vinde julemiddagen – nemlig en stor and og 1,5 liter rødvin. Her fik kunderne et lod, hver gang de købte for 25 kr.

Der trækkes en vinder af købmand Jessens julelotteri i Høje Taastrup i 1973. Hovedpræmien var en rejse til Rhodos. Foto: Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune

Udover mad og drikke var julegaveideer et oplagt sted for butikkerne at annonce. Flere steder udnyttede forskellige butikker hinandens nicher til at kunne annonce samlet med julegaver til hele familien. Butikkerne i Lystrup annoncerede således samlet. Årets hits var her fløjlsbukser til både børn og voksne, elboremaskine og selvfølgelig legetøj til børnene; Airfix modeller, Skildpaddedukker og indianere og cowboyfigurer i malet plast.

Palle Koch havde bud på julegaver til hele familien.

I Tordenskjoldsgade på Trøjborg mente forretningen Gottlieb – gardiner og udstyr, at julegaveideerne skulle findes mellem kalenderviskestykker til 9,85 kr. og strygefri sengesæt til 98 kr. Andre forretninger nævnte spillet Master Mind, der var årets nyhed, hjemmesko og sportsudstyr som bordtennisbats og fjerbolde til badminton. Andre tidstypiske gaveideer var sømandsstrik, originale islændersweatre, ørkenstøvler og kassettebånd til børnene med Kaj og Andrea eller Sørøver Sally.

I kernefamiliens hjem i 1974-kvarteret pynter et kalenderviskestykke i køkkenet.

Arrangementer, udflugter og juletræssalg

Ønskede læserne af ”Tilbuds-avisen” at komme lidt ud i julemåneden var der også mulighed for det. Århus Hjælpebrigade holdt Julekoncert i Kongreshuset, hvor man både kunne opleve Malernes Sangkor, skuespillerne Gotha Andersen og Grethe Thordahl, festtale ved borgmester Orla Hyldested og brassbandet Senex. I Vejlby-Risskov holdt husmoderforeningen julestue med juleklip, og i Skødstrup var der julebanko i forsamlingshuset, hvor der blev spillet om seks kvarte grise med kaffe som sidegevinster.

Juletræssalget blev i 1974 i høj grad foretaget af foreninger. Ved Veri Centret var det Skovbakkens brydeafdeling, der for 6. gang stod for juletræssalget. Foreningens medlemmer fældede selv træerne på Mols og ved Silkeborg. De forventede at sælge 2000-3000 træer i julemåneden. I en annonce 11. december reklamerer klubben med normannsgran, nobilis, blå og rødgran samt om lodtrækning om 10 juleænder.

Kreativiteten for at lokke kunder til var generelt stor. Hos Smedens lavpris-salg i Hasselager var der arrangeret julebus fra det centrale Aarhus, gratis kaffe i udstillingen og tilbud på håndmadder på Hasselager Kro, så der var basis for en længere udflugt. Forretningens julegaveideer rummede alt fra tandkrus og termostater over toiletbørster, badeforhæng og blandingsbatterier, så vi er her i den mere praktiske del af julegaverne.

Et par nye briller blev anbefalet som ”helt uventet” julegave.

En gruppe forretningsdrivende i Viby i det sydlige Aarhus gik den anden vej. Som kunsthandler Frank Erlykke udtalte: ”Julen er efterhånden blevet en tand for kommerciel. For mange forretningsfolk gælder det efterhånden kun om at få kunderne inden for døren. Nu vil vi prøve om vi kan få lidt af den gamle julestemning frem igen.” ”Fra min side er det en protest mod at julen efterhånden er sunket ned til at blive et spørgsmål om kolde kontanter i pengekassen. Den stemning som vi kendte engang er forsvundet. Selvfølgelig skal der skillinger i kassen til jul, men hyggen må ikke glemmes.” Sammen med andre forretninger arrangerede Frank Erlykke derfor fortovskoncert på Viby Torv med Jellebakkeskolens kor 17. december.

Også Minimagasinet havde blik for hyggen og reklamerede for at man selv kunne lave julestads med karton, stjernestrimler, glanspapir, guldfolie og silkepapir.

Allerede 30.december annoncerer flere forretninger for at udsalget starter torsdag 2. januar. At julen knap er overstået, før udsalget starter, er bestemt ikke noget nyt. Om julesalget slog rekorder i 1974 vides ikke, men ”Tilbuds-avisen” fortæller sin tydelige historie om, at de forretningsdrivende i avisens forskellige områder gjorde deres for at tilskynde kunderne til at lægge juleindkøbene netop hos dem.