Hvorfor er der så mørkt i Den Gamle By?

De fleste gæster mærker en særlig stemning i Den Gamle By med ro og fred i museets gader, haver og baggårde. Når mørket falder på, bliver det for alvor tydeligt, at museet er noget andet end den omgivende by. For mange giver mørket en ekstra oplevelse, for med gadelys, billygter og reklameskilte er det sjældent rigtigt mørkt, hvis man ikke bor på landet. Vi skal nu se nærmere på mørket og hvorfor, der egentligt er så mørkt i Den Gamle By.

Den lille buket med gran kaster en stor skygge i det sparsomme lys. Skulle man færdes i gaderne efter mørkets frembrud, var det nødvendigt med en lygte. Lyset fra boligerne trængte kun i meget begrænset omfang ud i gaderne.

Før elektrisk lys, neonreklamer og blinkende julepynt var vinteren mørk. Lys var dyrt, så det skulle der spares på. Dagen sluttede tidligt, og man samledes om lyset med hvert sit arbejde. Gottlieb Andreas Jensen f. 1838 i Aarhus fortæller ”Til daglig skulle læsningen passes, så sad vi omkring bordet med et tællelys. Moder hørte os i vers og tabel, samtidig med at hun passede sin rok”. Lys var en luksus, som var med til at markere forskellen på hverdag og fest, og til jul tændte man så mange lys, som der var råd til. Lys i gaderne kendte man kun i begrænset omfang, og udendørs julepynt slet ikke.

København fik for eksempel sine første gadelygter i 1679, men det var de færreste byer, der havde gadelys i 1700-tallet. I løbet af 1800-tallet kom der en form for gadelys i de fleste kødstæder, men helt op i 1800-tallet var gadelys en luksus, og man tændte f.eks. ikke lamperne ved fuldmåne for at spare, hvilket giver en god fornemmelse af, hvordan lys var en udgift.

Vinteren var mørk uden det lyshav, vi kender i dag. En enkelt gadelampe rakte ikke langt.

I dag opfatter vi lys som noget, der kommer mere eller mindre af sig selv, men tidligere skulle der en indsats til for at have lys. De første gadelygter var tranlamper, som skulle vedligeholdes for at give det bedste lys. Lampeglasset skulle pudses, vægerne skulle klippes til, og der skulle hældes tran i lamperne. Det arbejde stod vægterne for, så det var tydeligt, at gadelyset ikke kom af sig selv. For at sikre adgang til lamperne, havde lygtepælene eller ophængene gerne en tværarm, hvor vægterens stige kunne hvile.

I midten af 1800-tallet kom gaslygter til, hvilket må have været en stor forandring fra tranlamperne, der ikke gav meget lys fra sig. Da man i 1868 i Paris eksperimenterede med at gøre gaslygterne endnu bedre, gjorde det indtryk i Frederiksborg Amts Tidende; ”Det rene hvide lys er så stærkt, at man i en afstand af 25 skridt med stor lethed kan læse i en trykt bog og skelne de fineste nuancer af farver

Der varede dog længe, før gadelamperne i Danmark nåede det niveau. Samtidigt var der stor forskel på gadelyset i mindre og større byer, og gadelys blev kun langsomt udbredt. F.eks. valgte Thisted, Frederikssund og Maribo at opkøbe de gammeldags tranlygter fra Helsingør og København, da man her skiftede fra tran til gas. Skulle Den Gamle By fortælle den historie, er der derfor i virkeligheden slet ikke mørkt nok i 1864 kvarteret på museet. Det fortæller meget godt, hvor meget lys vi er vant til.

Det gælder ikke mindst julelys, hvor gågaderne og butikkerne i dag – sammenlignet med tidligere – udgør et lyshav, og private haver, som de senere år i stigende grad er blevet pyntet med julelys i alverdens former og farver. Til sammenligning skrev Peter Faber i 1848 om julehandlen i København ”se butikken hvor den stråler smukt”, så det må trods alt have været en oplevelse at se på butikker i julemørket. Det handler nok om, at der dengang var så mørkt, at det var lettere at se butikkens lys, og at der derfor ikke skulle så meget til.

Først i 1914 blev det første udendørs juletræ tændt, nemlig Politikens juletræ i København. Herefter fik købstænder over hele landet juletræ på Torvet, og i 1920´erne og 1930´erne kom guirlander og lys på gaden til. I 1927 beskrev aviserne bl.a. butikkernes julepynt sådan ”Butikkerne stråler som eventyrhaver fulde af kostelige skatte” og ”Samtidig brød et skrapt elektrisk lys ud fra butiksvinduerne over hele byen. Det var et flimrende, glitrende lyshav”. De store moderne butiksruder gjorde indtryk.

Under besættelsen måtte julelysene i gaderne i øvrigt undværes på grund af mørklægningen. Som en historiker skrev i 1943: ”I årene før den anden verdenskrig var julen så overordentlig smuk her i København. Hvem mindes ikke med glæde storbyens fælles juletræ på Rådhuspladsen, strålende med tusinder af lys de aftenstunder mod jul, hvor man gik på juleindkøb med sine kære. Hvem glemmer nogensinde de strålende oplyste gader med broer af julegran og julelys over strøggaderne, og hvor savnes det bitterligt i disse sidste år, hvor vi må famle i bælgmørke gennem Københavns nu så skumle og uhyggefyldte gader.” Lyset gør sig bedst i kontrast til mørket.

De julepyntede butikker i 1927-kvarteret kaster masser af lys ud i gaden gennem de store, moderne butiksruder.

I Den Gamle By kan man gå igennem gaderne og på egen krop opleve udviklingen i lyset og juleoppyntningen i gaderne. Fra ingen pynt og sparsom belysning i den ældste del af museet, over julelys, guirlander og store butiksruder i 1927-kvarteret og til en 1974-gågade, der næsten ligner det vi kender i dag, men en overflod af lys både inde og ude.

Julestemningen i byens rum kan fortsat opleves i Den Gamle By efter de nye coronaretningslinjer. Se mere på https://www.dengamleby.dk/jul/ hvor du også kan booke din billet.

Historien om Den Gamle Bys peberkage

Mad og drikke har alle dage været tæt knyttet til fejringen af julen. Traditionerne omkring krydderier og tilberedning er mange, men ligesom juletraditionerne i det hele taget ikke er statiske, har opskrifter og smagsfavoritter også udviklet sig i takt med især importmuligheder, teknologi og lokale forhold. Det gælder for eksempel julebag, nærmere bestemt peberkager eller brunkager, som vi skal se nærmere på her.

Peberkage, brunkage, honningkage, sirupskage – kært barn har mange navne

I Den Gamle By bager vi hvert år julens kager, som de så ud i en købmandsgård i 1864, hos bageren i 1885, hos en husmor i 1927 og i et konditori anno 1974. Personlig smag spiller naturligvis en rolle, men ser man på julekagerne over tid, er der klare forskelle.

Arbejdet med at sikre at museets gæster kan smage på historien og opleve tidligere tiders smage, er lagt i hænderne på dygtige kolleger i museets afdeling for mad og drikke. De dedikerede kokke og bagere får hjælp af Den Gamle Bys madhistoriker Christian Rasmussen, som til julen 2020 har gravet sig ned i historien om brunkager, sirupskager, honningkager og peberkager for at sikre, at julekagerne hos bageren fra 1885 bliver helt, som de skal være.

Den Gamle Bys nye peberkage er inspireret af de klassiske peberkager i den tyske by Aachen. Her er peberkagerne en vigtig del af bagernes juleudstillinger. Der findes et hav af varianter af de tyske peberkager, lyse og brune, tynde og seje samt mere lette og luftige varianter, og kager der minder den danske honningkage.

Opgaven startede med, at vi havde brug for en ny opskrift på peberkager. Bagerne havde udfordringer med den gamle. De syntes, at dejen var svær at arbejde med, og de var ikke tilfredse med resultatet. Desuden vidste ingen, hvor opskriften stammede fra”, fortæller Christian og fortsætter: ”Ret hurtigt fandt jeg dog ud af, at der var tale Madam Mangors opskrift på brune peberkager fra 1838. Vi gik ingredienserne og opskriften igennem, og vi blev ved med at undre os over kombinationen af øl i dejen og det at kagerne skulle rulles meget tyndt ud og bages hårdt. Det lød mest som en sprød småkage – ja faktisk mindede det mere om en hybrid mellem en brunkage og en peberkage…

Og det skulle vise sig, at det var lige hvad det var. Jagten på peberkagens historie førte Christian rundt til det meste af Europa.

De første peberkager

Christian opsporede peberkagens rødder til et kloster i Dinant i Belgien. Her spiste munkene kagen i de mange fasteperioder, hvor de ikke måtte spise kød og mælkeretter. Peberkagerne blev bagt hårdt for at få en lang holdbarhed. De var sødet med honning og krydret med mange krydderier, som man kendte det fra bagværk i Antikkens Grækenland og det gamle Ægypten. Noget tyder derfor på, at munkene har fået inspiration til kagerne herfra.

Christian uddyber: ”Efterhånden som klostre skød op langs handelsveje og ved byer i Europa, spredte peberkagen sig. Den udviklede sig forskelligt efter lokale forhold og fik nye navne undervejs. På den måde er peberkagen i familie med de engelske gingerbread, franske Pain d’epice og speculaas/speculoos fra Holland og Belgien.” Særligt i Tyskland blev peberkagen en succes, og mange kender dem fra nutidens julemarkeder. Den tyske udgave blev kendt under navnene Pfefferkuchen (Peberkage), Lebkuchen (der betyder noget i retning af ”brødkage”) og Honigkuchen (honningkage).

Er der peber i peberkage?

Jagten på den oprindelige peberkage førte også Christian til svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der er peber i peberkager. Med de mange forskellige udgaver af kagerne, kan svaret både være ja og nej, men forklaringen på navnet skal findes i den måde, hvorpå ordet peber blev brugt tidligere.

Testsmagning af den første prøvebagning af den nye peberkage.

Selve navnet ”peberkage” hentyder til de mange forskellige krydderier, som kagen kan indeholde”, forklarer Christian; ”Så nej, det er ikke et must, at der skal være peber i. Og indeholder opskriften peber, er der typisk tale om hvid peber.” Samme brug af ordet peber findes i pebernødder, som dukker op i Danmark i 1500-tallet nogenlunde samtidigt med peberkagerne, og i ordet pebersvend og det afledte pebermø. Mens det i dag betegner ugifte over 30 år, var pebersvend tidligere betegnelsen for en, der handlede med krydderier. Udover peber kunne det være kanel, kardemomme, nelliker, ingefær, koriander, muskatblomme, anis og allehånde. ”Brug af krydderier var førhen en måde at vise sin rigdom på, og da krydderier samtidigt kunne kamuflere, hvis maden ikke var helt frisk, og da de blev brugt som lægeplanter, var krydderier populære. Ikke alle de nævnte blev brugt på én og samme gang i peberkagerne, men der blev gerne brugt flere forskellige, og dejen blev også krydret med stykker af enten sukat, pomerans eller kandiseret citronskal”, fortæller Christian. Oprindeligt blev dejen sødet med honning, men senere begyndte man at bruge sirup fra sukker.

Danske peberkager

De tidligste kilder nævner peberkager i Danmark i 1500-tallet, hvor de blev solgt på markeder. Pebernødder dukker som nævnt op samtidigt, men pebernødderne kunne folk selv lave. I slutningen af 1700-tallet dukkede honningkagerne fra Christiansfeld op. ”Helt kort fortalt blev Christiansfeld bygget til den Herrnhutiske Brødremenighed fra Tyskland. Byens indbyggere kom derfor sydfra”, fortæller Christian; ”Det gjaldt også byens første to bagere, som startede et pfefferküchlerei (peberkagebageri). Det siges, at honningkagerne i starten blev kaldt lebkager som i Tyskland. Forbindelsen til de tyske peberkage-typer er tydelig, men kagerne bliver alligevel kendt i Danmark som honningkager”.

Da støbejernskomfuret blev udbredt fra midten af 1800-tallet, revolutionerede det måden at lave mad på. I de private køkkener kunne der nu bages et væld af nye julesmåkager som jødekager, vaniljekranse, specier – og brunkager. Her er det husmoderen i Havbogadehjemme 1927, der er i gang med julesmåkagerne.

Støbejernskomfurets indtog i de danske hjem fra 1850 og frem, var det næste, der påvirkede peberkagens danske udvikling. I de nye komfurer var der bageovn, og med den fik den brede befolkning mulighed for selv at bage småkager – ikke mindst til jul. At der blev bagt, ved vi blandt andet fra Peters jul fra 1863:

Og mor har peberkager bagt

Jeg ved det, jeg har selv dem smagt

Da de var ganske varme

En anden kildegruppe er de mange kogebøger, der blev udgivet i anden halvdel af 1800-tallet. Her opdagede Christian noget interessant: ”I konditorfagets håndbøger kan man se, at de kender til de oprindelige peberkager og varianter fra hele Europa, men det er helt anderledes i de kogebøger, som blev brugt rundt om i de danske hjem. Heri kaldes peberkager både brune peberkager og brune sirupskager, men på et tidspunkt forsvinder ”peber” og ”sirup” fra opskrifterne.” Christian har fundet den tidligste opskrift med navnet ”bruunkager” i Nyeste Kogebog af Eulalia Ussings fra 1860. Og det var ikke kun navnet, der var ændret: ”Opskriften er nu med væsentligt færre forskellige krydderier og der er tilført smør og mandler i dejen, hvor mandler tidligere kun blev brugt til pynt på peberkager. Dejen skal rulles tyndt ud, og det giver os altså den sprøde brunkage, som vi kender den i dag”.

Selvom de private husholdninger glemte de tyske peberkagevarianter, var de formentligt velkendte hos konditorer og bagere frem mod år 1900. Den Gamle Bys bager fra 1885 sælger i forvejen honninghjerter og brunkager, og med den nye peberkage kan man som gæst nu for alvor smage sig igennem peberkagens udvikling i Danmark.

Frem mod år 1900 bliver forvandlingen til brunkagen komplet. Den gamle peberkagetype går de fleste steder i glemmebogen, mens honningkagen og brunkagen går sejrsgang gennem landet ikke mindst som julebagværk. Alle tre typer er en del af historien om julens kager. De er bagt, som man kunne have gjort det dengang, og de kan smages i Den Gamle Bys bager fra 1885.

Nu er det jul igen, nu er det jul igen, og julen varer hele året

Starten af november måned er en særlig tid for juleinspektøren i Den Gamle By. Det er nemlig tid til at pynte op til jul. For at få det hele på plads starter vi i god tid. Ja faktisk starter juleforberedelserne allerede i starten af året, når julen pakkes ned. Alting skal gåes efter og pakkes omhyggeligt ned, så det er klar til næste jul. Pynt, der skal repareres eller rengøres, tages fra, sådan så det kan ordnes i god tid før oppyntningen starter.

Julestemning i Den Gamle By

Jul med traditioner og historie – og god afstand

I 2020 har forberedelserne til julen dog set noget anderledes ud, da de medarbejdere, der plejer at arbejde med julen, blev hjemsendt fra marts til august som følge af corona-krisen. Men selvom COVID-19 fortsat præger vores hverdag og alting absolut ikke er som det plejer, så bliver julen i Den Gamle By næsten som den plejer. Vi vil fortsat fortælle alle de gode julehistorier, og vi vil fortsat give mulighed for at museets gæster kan smage på julens traditioner – som f.eks. øl, æbleskiver og bagværk og julespecialiteter fra det salte køkken – og opleve julens traditioner og historier, der binder os sammen på tværs af tid og sted.

Når alle detaljer er på plads, oser det af julestemning i Den Gamle Bys mange julepyntede hjem – som her i Huset i Havnegade.

Julealsangen, som mange gæster vil kende fra tidligere år, gennemføres med corona-retningslinierne in mente, og kommer til at hedde Jule-fællessang med inspiration fra fællessangen under nedlukningen i foråret. Jule-fællessangen foregår i anlægget to gange om eftermiddagen hver lørdag og søndag fra 21. november.

For at museets gæster kan opleve julen som de plejer, har museet indført et system til booking af billetter, så man på forhånd booker sin plads og køber billet hjemmefra. Dette gælder for alle gæster, også børn under 18 år samt årskortholdere. Det medfører,  at vi kan holde antallet af gæster på et niveau, hvor Jul i Den Gamle By bliver en god og sikker oplevelse – ganske som det plejer. Heldigvis har Den Gamle By mange kvadratmeter at sprede gæsterne og julen på, så kødannelse og trængsel kan minimeres. Billetsalget er startet på  www.dengamleby.dk

Nyt i julesamlingen

Selvom arbejdet med julen har været særligt udfordret i år, så er der alligevel blevet arbejdet med julesamlingen. Året rundt får museet henvendelser fra venlige mennesker, der tilbyder os interessante juleting, og i løbet af det seneste år, har vi endnu engang modtaget flere spændende julesager til samlingen.

 

Her starter julemanden fra Haderslev sin rejse til Den Gamle Bys magasin.

En mekanisk julemand

I december 2019 hentede museet f.eks. en mekanisk julemand, som har været en fast del af juletraditionerne i blomsterforretningen Clausen Bellis i Haderslev i mere end 25 år. Parret Birthe og Verner Dalstrup, der havde butikken fra 1977 til 2005, havde fået den gode ide at holde ”Julestue” i butikken op til jul. Her lavede blomsterdekoratørerne juledekorationer, og kunderne kunne få et glas gløgg, mens de så på julevarerne og fik inspiration til deres egen jul. Julestuerne lå typisk tæt på 1. søndag i advent, så man kunne få inspiration til adventskransen.

Blomsterdekoratørerne i Clausen Bellis med et udvalg af forretningens bud på advents- og juledekorationer samt kalenderlys ca. 1991. Fra venstre Anita, Birthe Dalstrup, Lykke og Majbritt.

Traditionen med julestuerne startede Clausen Bellis i 1978. Verner Dalstrup fortæller: ”Det var simpelthen utroligt. Der kom så mange mennesker… Dengang havde vi annonceret i det meste af Sønderjylland, og det fik folk til at komme fra Sønderborg og Aabenraa – ja, selv fra Tønder strømmede folk til.” Julen var ikke mindst på grund af julestuerne en travl tid i forretningen, og i 1998 blev der f.eks. købt fem tons ler til at lave dekorationer af. Den store succes førte til, at den mekaniske julemand blev købt i 1989. Julemanden var en større investering til hele 30.000 kr., men han var umådeligt populær og i brug indtil 2004, så han var et godt køb. Birthe Dalstrup fortæller, at det var tydeligt at se, at tiden i 2004 var løbet fra julemanden, og børnene var ikke helt så interesserede i ham længere. Det ændrer dog ikke ved, at han de første mange år var et tilløbsstykke, og han viste sig at være en god investering. Sammen med julemanden blev forretningen pyntet med guirlander på facaden og mange lys sammen med  julestuen blev en fast del af mange kunders juletradition.

Julemanden i blomsterbutikken Clausen Bellis 1993. Julemandens bevægelser er synkroniseret, så øjenbevægelser og bladren passer til oplæsningen.

Den mekaniske julemand var koblet til en bilradio, der kunne gemmes under den kurvestol, som han sad i, og på den måde kunne han ”læse” historier højt for børnene. Med tiden blev det en tradition, at børnehaver og andre børnegrupper kom på besøg og hørte historier, mens de spiste deres madpakker. Clausen Bellis indkøbte 50 små plastikstole og Verner og Birthe syntes, at det var så hyggeligt, når børnehavebørnene fra byen kom på besøg i julen.

Julenisser

Nisserne i julevinduet hos Frits Hansen Kaffe, Lille Torv 4, Aarhus, julen 1985.

To andre butiksnisser modtog Den Gamle By i september. De to nisser, der oprindeligt var ud af en nisseflok på fire, stammer fra Frits Hansens Kaffe på Lille Torv 4 i Aarhus. De blev købt til forretningen i 1920´erne eller 1930´erne og var været brugt i butikkens julepynt helt op til 1980´erne. Giver, der er barnebarn til Frits Hansen kan fra sin barndom i 1950´erne huske, at butikkens kunder hvert år spurgte hvornår nisserne kom op – og at det var et trækplaster, når nisserne stod i det julepyntede vindue.

Julepynt anno 2020

Det seneste skud på stammen er en helt ny og meget tidstypisk ting, som juleinspektøren lavede aftale om at få allerede i starten af september, nemlig en julekugle, der forestiller julemanden med mundbind. Julekuglen er importeret fra USA, og firmaet Mark og Waldorf er et af de eneste danske firmaer, der forhandler den. Marlene Waldorf kunne 7. september fortælle, at der allerede da var solgt 2000 stk.  Marlene fortæller: ”Da vi så julemanden med mundbind første gang tænkte vi at det var en sjov og sød reminder på en tid og ikke mindst et år, som vi alle husker. Uanset hvad – så har COVID-19 influeret på alles liv og hverdag, og det er der vist ingen der bare lige glemmer. Vi har rigtig mange kunder som hvert år køber et stykke julepynt/julekugle til træet, eller som køber et stykke til deres barnebarn – en sød og hyggelig tradition, som vi også selv bruger herhjemme. Der er ingen tvivl om at vi i år skal have julemanden som det ene stykke helt særlige julepynt – vi tænker slet ikke at det er trist, men blot en konstatering af, at COVID-19 er her, og det kan vi vist ikke lige lave om på.”

Mark og Waldorfs julekugle med julemanden med mundbind bliver en del af Den Gamle Bys julesamling, så den fremover kan være med til at fortælle historien om julen 2020.

At COVID-19 til en vis grad sætter dagsordenen, er ikke til at komme uden om, men i Den Gamle By vil vi gøre vores til at julen 2020 bliver helt som julen plejer, selvom der er meget, som slet ikke er som det plejer.

Julen varer længe – i Den Gamle By varer den hele året

Lørdag d. 23. november åbner julen i Den Gamle By. Den første julestemning har så småt indfundet sig blandt kollegerne, og travlheden op til åbningen er på sit højeste. For mig som juleinspektør er perioden op til åbningen en særlig tid, hvor alt andet sættes til side for at få julen på plads.

Juleinspektøren pynter et af de mange historiske juletræer.

Julen varer (som bekendt) længe – især i Den Gamle By, hvor juleplanlægningen som regel går i gang i starten af året. Jeg og flere andre ansatte juler derfor mere eller mindre hele året. Alligevel er der noget helt specielt over juletiden. Ikke mindst fordi den involverer kolleger fra alle afdelinger. Der skal nemlig mange hænder til for at få alle ender til at nå sammen.

Åbningen af julen lørdag d. 23. november er kulminationen på lang tids arbejde, og i år markeres dagen med udgivelsen af en ny billedguide om julen. Udgivelsen af billedguiden er støttet af Nordea-fonden.

Billedguiden JUL kan købes fra lørdag d. 23.  november.

Billedguiden om julen er baseret på fotografier fra museet. Bogen fortæller samtidigt om julens traditioner og kan både bruges som en guide til juleudstillingerne, som forberedelse til et besøg på museet, og som en måde at forlænge besøget bagefter. Som en hilsen til de gamle julehæfter gemmer billedguiden et brætspil på indersiden af opslaget, ligesom der er inspiration til julepynt og bagværk. Billedguiden om julen er blevet til henover sommeren, og arbejdet med den har trods tidspunktet været fyldt af julestemning.

Juleinspektøren i Den Gamle Bys Julebutik.

Julen rummer mange gode historier, og fra lørdag d. 23. november kan historierne igen opleves på museet – og nu kan de gode historier også komme med museets gæster hjem i bogform.

En af julens gode historier handler om det ældst kendte juletræ i København. I 1811 pyntede familien Lehmann juletræ i St. Kongensgade og målløse naboer satte stiger til vinduerne for at afgøre, om det virkelig var sandt, at der var et træ med lys på grenene i stuen. I Den Gamle By har nysgerrige gæster mulighed for at opleve historien på egen krop og kigge ind til Lehmanns genskabte træ i Møllesalen. Lehmanns juletræ er pyntet som de tidligst kendte juletræer med blandt andet lys og spiselig pynt.

Et nyt element ved julen i Den Gamle By i år er juletræet på Torvet, som kommer til at se ud som juletræet ved rådhuset i Horsens gjorde i 1950´erne og 1960´erne. Selve træet pyntes med lys og rundt om stilles indsamlingsnisser, der er tro kopier af de indsamlingsnisser, der blev brugt i Horsens. Den Gamle Bys indsamlingsnisser er nemlig lavet efter de originale, som blev lånt på Horsens Museum.

Den Gamle Bys udstillingsmedarbejder Niels Rahbæk lægger sidste hånd på kopien af indsamlingsnissen. Originalen fra Horsens Museum ses til venstre.

I 1914 blev der tændt et udendørs juletræ på Rådhuspladsen i København. Initiativet kom fra Politiken, men skikken bredte sig til mange byer, hvor det blev tradition at tænde byens juletræ på en central plads i byen. Hvilket år Horsens fik sit første juletræ ved rådhuset på Søndergade står ikke klart, men byens juletræ er omtalt i avisen Horsens Social-Demokrat i december 1926. Senest i 1937 fik juletræet selskab af en indsamlingsnisse. Nissen samlede ind til støtte for fattige familier. På fotos fra 1950´erne og 1960´erne ses det, at der nu er kommet flere nisser til. De nyere nisser er klædt i rødt, mens den ældste har grå trøje på.

Juletræet foran Horsens Rådhus, Søndergade 26, i starten af 1960’erne. Fotografiet er venligst udlånt af www.horsensbilleder.dk

Indsamling til støtte for mindrebemidlede i julen kendes fra mange byer, og selv om det nok er de færreste, der i dag går med mønter i lommen, har vi i Den Gamle By valgt at lade indsamlingsnisserne være i funktion. Ved at donere en mønt gennem en indsamlingsnisses mund kan man støtte Julemærkefondens arbejde for børn, der trænger til støtte for at bekæmpe mistrivsel.

Det første julemærke fra 1903. Julemærkefonden blev oprettet efter, at Einar Holbøll opfandt julemærket i 1903.

I 1911 var der indsamlet penge nok til at åbne et tuberkulosesanatorium, hvor fattige børn fik gratis behandling mod tuberkulose. Året efter åbnede to Julemærkehjem, hvor børn, der var syge eller på anden måde havde det svært, kunne komme på rekreation. I dag tager Julemærkehjemmene årligt imod knap 1.000 børn i alderen 7 til 14 år, som får hjælp til at bearbejde mistrivsel, der skyldes mobning, ensomhed og lavt selvværd.

Før det blev moderne med byens juletræ og juleudsmykning i gaden var julen og vinteren mørk. I den del af Den Gamle By, hvor historien før 1900 fortælles, er mørket derfor en del af oplevelsen af julen. Her er ingen blinkende reklamer og øjnene må vænne sig til mørket, så man kan se, hvor man går. De mørke, brostensbelagte gader står i kontrast til lyshavet i 1974-gågaden Sønderbrogade.

Julen i Den Gamle By er åben hver dag fra lørdag 23. november til søndag 5. januar. Se hvad du kan opleve på www.dengamleby.dk/jul

Gågaden Sønderbrogade i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Før gadelys, neonskilte og oplyste butikker var vinteren og julen mørk.

Tak for alt!

Endnu et helt år er gået. Julesæsonen 2018 i Den Gamle By er slut for denne gang. Julen 2018 bød på mange dejlige stunder og oplevelser.

I går aftes blev Helligtrekongers lyset tændt

Siden lørdag den 17. november 2018 har hele 162.584 besøgende lagt vejen forbi Den Gamle By.  Det er ganske enkelt det højeste antal gæster, der nogensinde har kigget forbi Den Gamle By i julesæsonen. Topsæsonen julen 2016 med 162.455 gæster er hermed slået. Det er et besøgstal, der virkelig kun kan vække stor glæde og dyb taknemmelighed.

Når jeg har talt med nogle af gæsterne, er det tydeligt, at de er kommet hertil af vidt forskellige årsager.

Nogle har givet udtryk for, at det da ikke kan blive jul, før man har set museets traditionsrige udstillingsrække, der i tid spænder fra 1625 til 1974. Nogle er kommet, fordi man lige skulle en tur forbi Museumsbutikken eller i Julebutikken for at købe et par julegaver eller noget af det fine, tyske glaspynt til træet. Nogle skal bare hvert år nyde et glas glögg, en vaniljekrans eller en gammeldags æbleskive samt tage en god spadseretur hånd i hånd rundt i de gamle gader, gyder og stræder.

Uanset hvad der har fået de mange gæster til at besøge Den Gamle By, håber jeg, at I har fået en god oplevelse med hjem. Vi har i al fald stræbt efter at gøre jeres ophold her så varmt og velkomment som muligt.  Af hele mit hjerte: Tusind tak til hver og en af jer!

Det er dog også med megen vemod, at jeg poster dette indlæg. Det er nemlig det sidste indlæg, som jeg skriver til denne blog. Jeg har været juleinspektør her i Den Gamle By siden julen 2005. Efter 14 år på denne herlige post er det så endegyldigt slut nu. Her må det være på sin plads at citere Johan Krohn, der i sidste kapitel af Peters Jul, denne vidunderlige facitliste til den danske jul, skriver:

See, nu er da Julen strax forbi,

Det er Helligtrekongersaften!

Saa ender den rare Jul, men vi

Er glade, at vi har havt den.

Tre Lys har vi tændte, tænk engang,

For Kongerne, de som bragte

Jesusbarnet en Julepresent;

Vi veed det, for Faaer har sagt det.

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

 

Jeg kan ikke slutte her uden også at rette en stor tak til alle de, der igennem årenes løb har været forbi julebloggen for at se eller læse de forskellige indlæg. Og tak for alle jeres kommentarer og bemærkninger til de forskellige indlæg!

Det er med ro i sindet, at jeg både takker af og byder hjerteligt velkommen til min efterfølger og gode kollega, Anna Wowk Vestergaard. Jeg ved, at den danske juls historie fremover vil være i de bedste hænder!

Tak for alt!

 

Det er ikke nytårsløjer…

Til alle tider har man markeret skiftet fra det ene år til det andet år, overgangen fra det gamle år til det nye år. Tidligere var der ingen ende på de løjer, som folk satte i værk nytårsaften. Et af formålene var at drille hinanden på en gemytlig og harmløs måde. Et andet formål med nytårsløjerne var at drille den nabo eller den genbo, der måske havde optrådt lidt uheldigt i løbet af det forgangne år.

Det er sjovest at lave nytårsløjer med mennesker, som man kender. Det kan godt være lidt svært i dag i vort fortravlede samfund, hvor vi dårligt nok ved, hvem vore naboer er. Springet fra nytårsløjer til hærværk kan i så tilfælde være forbløffende kort.

De udendørs nytårsløjer er så godt som ikke-eksisterende mere. Tidligere brugte man at smide lerpotter på yderdøre eller stentrapper, at bortføre kaffekanden fra køkkenet, at hejse aflagte juletræer op i flagstangen eller at bortføre skraldespande og dørriste. I min barndom var det meget almindeligt at smide et par blå lyn ned ad kældertrappen. Sikke et drøn sådan et par kinesere kunne levere i sådan en betonkonstruktion!

Som barn havde jeg også meget fornøjelse ud af at drille mine forældres gode naboer Asta og Børge i nummer 16. I skjul af mørket bandt man en ståltråd fast til nedløbsrøret (der i ‘de gode, gamle dage’ ikke var lavet af pvc) og strammede den godt til, Så sad man ellers der i skjul bag buskene og trak en grovfil hen over ståltråden. Det larmede så meget, at det inden døre på det nærmeste rungede over det hele.

Blev man grebet på fersk gerning af Børge, var det nu ikke så galt igen. Straffen for unoderne var som regel et par stykker hjemmelavet konfekt eller et par æbleskiver ledsaget af en Valash-sodavand eller et glas med Peters Sommerdrik!

Det hedder jo at skyde nytåret ind. Vi knægte på Jagtvej havde omkring 1960 lommerne fyldt med kinesere, eller Camel’er eller Blå lyn. Og de forskellige kinesere blev brugt flittigt! Tidligere tog nogen sætningen ‘at skyde nytåret ind’ helt for pålydende. Min farbror havde den (u-)skik at gå ud på den nærmeste mark for at tømme pistolen op mod den mørke nattehimmel, hvorefter han pænt gik til ro. Han var gammel modstandsmand fra Aarsgruppen, og pistolen var den gang endnu ikke blevet afleveret til ordensmagten.

Dét nummer var aldrig gået i Nakskov i 1898. Her indskærpede politiet, og det med hævet pegefinger, at alle former for nytårsskyderi på det strengeste var forbudt ifølge politivedtægten. Formastelige syndere kunne straffes med bøder helt op til 100 kroner.

Netop derfor var der i årene efter 1900 en gevaldig opblomstring af spøg og skæmt artikler mest til brug inden døre. Der var ingen ende på de besynderlige genstande, som man kunne erhverve og drille værtsparret med: Fransk nysepulver eller negermasker, anarkistbomber eller uartige grise, blækklatter eller patteflasker… Illustrationerne med spøg og skæmt artiklerne til dette indlæg er alle hentet fra Importørens imponerende Hovedkatalog 1913.

Nytårsaften er i dag noget ganske andet end nytårsløjer. Den store fest sammen med vennerne starter allerede lidt i 18, så alle kan være parat til Dronningens nytårstale. Derefter går man til bords (iført en engangs marokkansk fez) og spiser en lækker middag. Af og til brændes der et par bordbomber af midt på det fint dækkede bord (med det resultat at der selvfølgelig er konfetti både i glas og på tallerken, og at værtinden bliver lidt småsur over, at konfettien også ender i sauceskålen) eller der smides en række serpentinere hen over hovedet på deltagerne i det hævdvundne nytårsritual. Og når klokken ringer det nye år ind, går de, der stadig er vågne, på gaden for at tænde de dyrt indkøbte batterier, ønske Godt Nytår til alle forbipasserende, alt imens man nyder vinen med bobler og papirstykker. Herefter følger man salmens ord

Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to.

 

Og det var så det… Godt nytår til jer alle!

Et veldækket julefrokostbord

Jeg har her på denne juleblog tidligere haft fat i den danske julefrokost. I et indlæg den 26. december 2013 nævnte jeg således, at det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten, og at springet derfra til familiejulefrokosten ikke kunne være så langt igen. Jeg skrev dengang, at allerede i 1950’erne var såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Man kan dog med sindsro rykke dateringen af familiens julefrokost længere tilbage i tiden. Jeg har fundet to forslag til en menu til familiens julefrokost. Det ene forslag er fra 1922, og det anden fra 1932.

Menuforslag til familiens julefrokost 1922

Menuforslag til familiens julefrokost 1922

I det herlige hæfte Vore Damers Jul, årgang 1922, bringes der et forslag til en komplet menu til familiens julefrokost grundigt beskrevet af forstanderinde Martha Sahl. Denne frk. Sahl havde i 1920’erne egen Fagskole for Husholdning. Indslaget gør tydeligt læserne opmærksom på, at alle retterne, og det gælder også for kagerne, skal opstilles på bordet. I menuen er der indeholdt to portionsanretninger. Dem anbringer man ganske enkelt ved hver kuvert sammen med øl, glas og lignende. De forskellige salater og pålæg kan man anrette på mindre fade og placere på en sådan måde, at hver gæst let kan forsyne sig.

Og hvad bestod menuen så af i 1922? Man kan blive ganske sulten af at læse menuen. Her er menuen 1922 til familiens julefrokost:

Juleskinke med cumberlandsauce og garniture af grøntsager

Juleskinke med cumberlandsauce

Asparges med indisk remoulade

Asparges med indisk remoulade

Ananassalat

Ananassalat

Grønkål anglaise

Grønkål anglaise

Frugtsalat med selleri og flødeost

Frugtsalat

Forskellige former for pålæg

Forskellige former for pålæg

Flødekage og små honningtærter til kaffen

Flødekage og små honningtærter til kaffen

Ti år senere får vi i Vore Damers Jul 1932 at vide, at traditioner er en god ting, og at traditioner bør overholdes. Naar man mødes til Frokosten 1. Juledag, skal man derfor ikke vente Overraskelser – de kan arrangeres ved saa uendelig mange Lejligheder i Aarets Løb – men skal kunne nikke godkendende til de forskellige Retter, og blot konstatere om de er ligesaa gode, som de plejer at være.

Bordet kunne man pynte med en juleløber, gran eller andet, der hører julen til. På bordet blev alle retterne anbragt, igen så hver gæst let kunne forsyne sig.

Menuen til familiens julefrokost 1. juledag i 1932 bød på lækkerier såsom spegesild med løg, skysylte med rødbeder, leverpostej med asie og pickles, gåsefedt med salt kød, farserede æg med remouladesauce, karrysalat (eventuelt erstattet af en råkostsalat), kold gås eller and med æbler og svedsker, samt forskellige slags oste med radiser. Hvis man tillige ønskede at servere en varm ret, var forslaget i 1932 gratineret fisk, fyldte tomater, eller bouillon. Menuforslaget er forfattet af Sita Lassen, der et andet sted i bladet benævnes som Sitta Lasson.

Sita Lassen gør tydeligt opmærksom på, at hun med dette forslag til en menu ikke udelukkende har tænkt på gæsterne, men også på den sikkert lidt trætte, men gæstfri Husmoder, der Dagen efter Juleaften atter samler Gæster omkring sig. Alle Retterne kan nemlig enten laves helt færdige Dagen før eller i hvert Fald tilberedes saa meget, saa Ulejligheden samme Dag bliver ganske forsvindende. Paa den Maade faar Husmoderen ogsaa en rar hyggelig Frokost, hvor Maden er, som den skal være, og hun selv ikke træt eller forjaget.

I 1932 bringes der også et menuforslag til En funkis-anrettet Festmiddag til 12 personer til 2. juledag. Det er dog for sent at gøre noget ved denne festmiddag, da vi allerede er nået til 3. juledag. Måske kan menuen give inspiration til julen 2019? Menuen indeholder Gelerand med fisk, østers, trøfler og remouladesauce, Soufflefars med ristede champignon og champignonsauce, Spinattoppe med brunede gulerødder og ristet brød, Dyreryg med pommes parisienne og krustader med gele og æblemos, Ostekugler med radiser og blegselleri samt Karamelis med valnødder og isbrød. 

Velbekomme!

Hvad de ønskede –

Findes der noget så dejligt som at pakke julegaver op? Hele december måned er gået med at drømme og tænke og fantasere og fabulere og spekulere: Mon man nu får den frimærkelup eller den Tekno-bil eller det fort fra Det vilde vesten, som man nu så brændende har ønsket sig?

Her er alle de gaver, som man kan drømme om: Dampmaskine, hund, dukke, racerbil, damplokomotiv og en flyvemaskine

Her er alle de gaver, som man i ugevis kan drømme om: Dampmaskine, hund, dukke, racerbil, damplokomotiv og en flyvemaskine

Alligevel har de fleste af os vist også på et eller andet tidspunkt i livet oplevet en juleaften, der rent gavemæssigt ikke helt levede op til forventningerne. Vi kan faktisk godt blive så skuffede over julegaven fra Faster Else eller Onkel Henrik, at det kan være mere end svært at holde masken. Så er det jo meget heldigt, at der findes noget, som hedder Store-Byttedag mellem jul og nytår.

Vore Damers Jul er et herligt hæfte. Her er julenummeret fra 1927

Vore Damers Jul er et herligt hæfte. Her er julenummeret fra 1927

Temaet med de bristede forventninger blev i 1927 taget op af hæftet Vore Damers Jul. Her gør man på bedste måde rede for, hvad forskellige mennesker (!) ønskede sig – og hvad de fik. De nedenstående fire billeder og den tilhørende tekst er alle hentet fra Vore Damers Jul 1927.

Babs ønskede sig et dejligt Kødben - og fik en Mundkurv

Babs ønskede sig et dejligt Kødben – og fik en Mundkurv

Mogens ønskede sig en Masse Legetøj – og fik en Skolemappe

Han ønskede sig et Julegratiale – og fik en Opsigelse

Hun ønskede sig en Mand – og fik et Barn

Ak ja! Sådan kan det gå. Jeg forstår til fulde, at Mogens godt kan føle sig skuffet. Han ønskede sig et væld af legetøj, men fik en skoletaske, så han kunne være velforberedt til første skoledag efter jul. Sikke en nedtur! Hun ønskede sig en mand, men fik et barn. Ja, det var ingenlunde nogen dans på roser at være enlig forsøger i 1927 – men heldigvis ser hun da ikke ud til at være på grådens rand!

Dog er det vigtigt at huske på, at gaver er givet af mennesker, som rent faktisk holder af én og gerne vil glæde én. Inderst inde ved vi det jo godt: Den største glæde er at glæde andre.

Juleaften, o hvor er du sød…

I aften er det juleaften. De sidste forberedelser skal lige klares. Har alle gaver nu også fået et Til-og-Fra kort? Og hvor er mon hæfterne med julens dejlige salmer og sange? Når anden nu skal langtidssteges, og gerne skal være færdig klokken 19, hvornår mon den så skal i ovnen? Ja, og inden da skal den jo først lige tjekkes efter, og dernæst fyldes med æbler og svedsker. Den søde ris á l’amande byder ikke på problemer i dag, da den blev lavet færdig i går aftes.

Mens alle ser Disney’s Juleshow, begynder der at sprede sig en herlig duft af and. Nu er det altså lige før…

Jernbane, ugeblade og tv er de tre væsentligste årsager til, at Danmark er blevet bundet så tæt sammen, som landet egentligt er. Vi følger de samme traditioner. Vi fejrer alle sammen jul på den samme måde. Eller gør vi nu også det? Der er faktisk store forskelle imellem den måde, vi danskere fejrer julen på, når man kigger julen nærmere efter i sømmene. Lad os kigge på lidt julestatistik… (og for en stund glemme sætningen Jeg tror ikke på en statistik, som jeg ikke selv har forfalsket, som sir Winston Churchill menes at have sagt i 1946).

I 84 % af alle danske hjem er dette hovedmenuen

I 84 % af alle danske hjem er dette hovedmenuen

Lad os starte med den traditionsrige andesteg, der netop nu syder i ovnen. Her gik man og troede, at alle danskere spiste and juleaften. Sådan forholder det sig slet ikke. Den stegte and står på 84 % af alle danske juleborde i aften. Nogle steder får anden følgeskab af en flæskesteg, der spiser med velbehag af 74 % af os. Gåsen er jo den traditionelt set ’ægte’ julespise. Ikke desto mindre står der kun gås på bordet hos 5 % af vi danskere juleaften. Det kan der være flere forskellige årsager til. Vigtigst er vel, at en gåsesteg altså er ret stor. Og sidder man kun fire personer omkring julebordet, så… Andre steder hører der også stegt medisterpølse til julemenuen. Hele 39 % af alle fynboer har også medisterpølse på bordet juleaften. Sjællændere og bornholmere er ikke så vilde med medisterpølse juleaften, så kun 10 % her nyder en god medisterpølse i aften.

Et u-undværligt tilbehør til den stegte and - hos nogle af os

Kun 50 % af alle sjællændere er enige i, at franske kartoffel-chips er et u-undværligt tilbehør til andestegen

Hvad er så tilbehøret? Traditionelt set hører både hvide og sukkerbrunede kartofler samt franske kartofler til på julebordet. Statistik kan bruges til lidt af hvert. Statistikken fortæller os således, at 97 % af danskere spiser sukkerbrunede kartofler juleaften, 92 % af os får også hvide kartofler. Og så er der jo lige det med de franske kartoffel-chips som tilbehør. De deler vandene lidt. 50 % af alle sjællændere bruger franske kartoffel-chips som tilbehør juleaften. Tallene for Sønderjylland siger 75 %, for Midtjylland 78 %, for Fyn 79% og for Nordjylland hele 87 %.

Ris a la mande står på bordet i 97 % af alle danske hjem i aften

I 97 % af alle danske hjem står ris á l’amande står på bordet  i aften

Desserten? Hvad med den? Her er vi danskere mere enige. Hele 97 % af alle danskere spiser ris á l’amande juleaften. Risengrød er der efterhånden kun et forsvindende antal danskere, der sætter til livs juleaften. Blot 3 %!

47 % af os griber selv fat i øksen eller saven, når det helt rigtige juletræ skal hentes hjem

47 % af os griber selv fat i øksen eller saven, når det helt rigtige juletræ skal hentes hjem

Og juletræet! Er der her forskelle? Jo da! 3 % har slet ikke noget juletræ. 47 % af os fælder det selv i skoven, mens resten køber juletræet i en forretning, eller hos en velgørende institution.

27 % af os møder denne mand juleaften

27 % af os møder denne mand juleaften

Efter dansen omkring træet, som kun 9 % af alle danskere ikke deltager i, er det tid til uddeling af julegaver. I godt en fjerdedel af alle danske hjem, nærmere bestemt 27 %, kommer julemanden på besøg.

Vaniljekranse sættes i ovnen

48 % af os bager selv vore småkager til julen

Når alt dette er overstået, er det tid til en kop kaffe eller et glas vin, alt imens vi lige skal smage på småkagerne eller på marcipankonfekten. Der er en vis chance for, at småkagen er købt hos bageren eller i supermarkedet. Blot 48 % af os bager selv vore julesmåkager. Og konfekten? 56 % køber marcipankonfekten, og vi er således kun 44 %, der – og det med fryd – selv laver konfekten.

46 % af os fjerner juletræet før nytårsaften

Og når julen er overstået, fjerner vi alt julepynten. Men hvornår gør vi det? 54 % af danskere lader julepynten hænge til ind i det nye år, mens 46 % af os fjerner det inden den 31. december.

Hele 100 % af alle danske børn og barnlige sjæle glæder sig i denne tid…

Selvom vi fejrer julen på vidt forskellige måder, kan vi da alle blive enige om, at ’Juleaften, o hvor er du sød…’

 

Mellem himmel og jord

Før i tiden var det kutyme, at man i de små hjem selv fremstillede det meste af den papirpynt, der hvert år prydede juletræet. Der blev klippet og klistret og flettet og samlet både kurve og kræmmerhuse, hjerter og stjerner, engle og –  jakobstiger.

Juletræet i Borgmestergårdens 1848-stue med en kopi af Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir

Juletræet i Borgmestergårdens 1848-stue med en kopi af Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir

Hvert år i juletiden pryder en Jakobsstige juletræet i Borgmestergårdens 1848-stue. Det er en kopi af den Jakobsstige, der blev klippet af premierløjtnant ved vejvæsenet Tønne Bloch i Rødby. Stigen er hele 211 cm. lang, men blot 10 cm. bred, og lavet af sammenlimede stykker bøttepapir. I hvilket år Tønne Bloch lavede denne Jakobsstige er ukendt. Man ved imidlertid, at han døde i år 1837. Dermed er Jakobsstigen ikke bare en Jakobsstige, men Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir.

Jakobsstigen er et udpræget religiøst billede, der symboliserer menneskets vej fra jord til himmel – og til Gud. Stigen har sin rod i Den Gamle Testamente, hvor patriarken Jakob en nat drømmer om en stige, der danner forbindelse mellem himmel og jord:

I drømme så han en stige, der stod på jorden, den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og ned ad stigen. (1. Mosebog, 28, 12).

Jakobsstigen er blevet flittigt brugt i kunstens verden. Således nævner Helge Rode den i 1921 i Som en rejselysten flåde, der er et hyldestdigt til vort land. I tredje vers hedder det:

Lærken klatrer fra sin seng

I den morgenvåde eng

Ad sin jakobsstige.

I 1825 nævnes den implicit i Grundtvigs vidunderlige salme Velkommen igen, Guds engle små. Salmens syvende vers indledes med ordene Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige. Når menigheden synger denne salme, rækker tonerne helt til himlen, hvor Vorherre selv siger Guds Fred.

I Paradisets Have, som H. C. Andersen fik udgivet i 1839, er Jakobsstigen også omtalt og der var Jacobs Drøm, hvor Stigen gik lige ind i Himlen, og Englene med store Vinger svævede op og ned.

Den ualmindeligt flotte staude Jakobsstige (polemonium caeruleum)

Den ualmindeligt flotte staude Jakobsstige, polemonium caeruleum (wikipedia.commons)

Inden for floraens verden findes der også en staude med navnet Jakobsstige. Det er en meget smuk plante med lavendelblå blomster og gule støvknapper, der dog kun bliver op til ca. 50-80 cm. høj. Navnet Jakobsstige stammer sikkert fra den kendsgerning, at stauden har et væld af mange, regelmæsigt anbragte små blade, som kan minde om trin på en stige.

Vestsiden af Bath Abbey med de to Jakobsstiger

Vestsiden af Bath Abbey med de to Jakobsstiger (wikipedia.commons)

Jakobstigen er også blevet anvendt som dekoration inden for arkitekturens verden. Således pryder to Jakobsstiger vestsiden af  Bath abbey fra ca. 1499-1539, den sidste af de store middelalderlige katedraler, der blev bygget i England.

Jakobsstige eller tusmørkestråler ved skumringstid

Jakobsstige eller tusmørkestråler ved skumringstid

Jakobsstigen er også et vejrfænomen. Stigen dannes, når stråler af sollys tilsyneladende tager deres udgangspunkt ét bestemt sted på himlen og nærmest vifteformet spreder sig ud. Fænomenet kalder man ofte for tusmørkestråler, da det ofte ses ved skumringstid. Jakobsstigen kan af og til ses i Nordvestjylland ved midsommertid, hvilket har forbindelse med solens stilling i forhold til fjeldene i det sydlige Norge.

Brugen af Jakobsstigen på vore moderne juletræer er så godt som gået i glemmebogen. Eller er den? Af og til støder man på navnet Jakobsstige om både en musetrappe og en guirlande eller kæde lavet af ringe af glanspapir samlet led for led for led. Der findes vel næppe den børnehave i dag, hvor julepynt af denne art ikke bliver lavet hvert år i december. Pynten tages med hjem til mor og far, der troligt hænger podernes kunstfærdige frembringelser op på juletræet.

Jakobstigen som motiv på en tysk julekalender fra ca. 1925

Jakobstigen som motiv på en tysk julekalender fra ca. 1925