Julegrisens sidste grynt

Det er ikke rart at være en gris. På landsplan blev der i Danmark i hele året 2017 slagtet omkring 17,3 mio. grise. I mere end 1000 år har vi her i Danmark hver eneste jul med slet skjult fryd svælget i alle de lækkerier, der kan tillaves af en slagtet julegris.

Jo mere sul på kroppen, jo bedre var det. Postkort stemplet 1916, tegner Henrik Larsen

Jo mere sul på kroppen, desto bedre. Postkort stemplet 1916.

Når familien Danmark bænker sig omkring det veldækkede bord i juledagene, behøver forberedelserne ikke at have stået på igennem lang tid. Julen er nemlig blevet outsourcet! De forskellige indkøb, der er nødvendige til det traditionelle julebord, kan man nu om stunder ret beset foretage i løbet af én eneste formiddag. Det lokale supermarked er nemlig leveringsdygtig i alle former for mad- og drikkevarer, som vi kræver til denne årets mest specielle højtid. Hvor noget er færdiglavet, skal andet blot pakkes ud og varmes eller blandes eller skæres. Og vi nyder det hele!

Det gælder om at holde godt fast i julegrisen, når først den er indfanget. Postkort stemplet 1913, tegner Helga Tesch

Julegrisens indfanges.  Postkort stemplet 1913

For et par hundrede år siden tog forberedelserne noget længere tid, men da var situationen også en ganske anden. Supermarkedet var der ikke, og næsten alle mad- og drikkevarer blev tilberedt inden for hjemmets fire vægge.

Julegrisens sidste gåtur. Postkort stemplet 1925, tegner HB

Julegrisens sidste gåtur. Postkort stemplet 1925

Om efteråret blev der indsamlet korn, nødder, bær, ærter og frugter. Alt blev gemt på loftet til julehøjtiden – og resten af vinteren. Æbler og pærer blev tørret, tranebær og tyttebær syltede, nødder indsamlet fra have og hegn, og fisk saltet eller røget. Det var vigtigt at få forrådslagrene fyldt så meget op som muligt. På samme tid indsamlede man kvas og brænde, så der var noget til både køkken og stue.

Nissen har allerede fået lavet en kødpølse. Postkort stemplet 1914, usigneret

Denne julegris har resigneret, mens nissen stolt bærer en kødpølse. Postkort stemplet 1914

De sidste par måneder inden jul var en travl tid. Alt skulle være parat til den store højtid, men som nævnt også til resten af vinteren.

Julegrisens slagtes. Illustreret Tidende

Julegrisens slagtes. Illustreret Tidende

November måned blev tidligere kaldt Slagtemåneden. Man slagtede ganske enkelt de husdyr, som man alligevel ikke havde tilstrækkeligt med foder til vinteren over.

At slagte og tilberede kødet fra både julegrisen og julekoen var tidkrævende. Man sørgede altid for ikke at slagte på samme dag som naboen, da nabokonerne ofte hjalp hinanden med både udskæring og tilberedning.

Så er der serveret! Postkort stemplet 1912, usigneret

Så er der serveret! Postkort stemplet 1912

Overalt herskede der travlhed. Som regel fik man slagteren til at stå for selve slagtningen. Sulekarrene blev renskuret, mængder af vand blev kogt for at skolde grisen samt rense tarmene og mavesækken. Blodet skulle røres flittigt. Der skulle laves både pølser og blodpølser. Mange kødvarer skulle røges, saltes eller tørres for at kunne holde sig vinteren over. Medisterpølsen blev nedsmeltet i fedt eller henkogt.

Varsomhed var påkrævet, ellers kunne man komme grueligt galt af sted. Helt galt gik det i landsbyen Brabrand om aftenen den 3. december 1849. Mens folkene efter endt slagtning sad i stuen og nød lidt øl og lidt brændevin, stod den store gryde ude i bryggerset. Flom og talg sydede lystigt i gryden, men ak!, der gik ild i grydens indhold. Ilden bredte sig og hærgede landsbyen. Hele syv gårde, tre boelssteder og 13 huse nedbrændte, og hele 24 familier blev husvilde. Kun tre våningshuse og et udhus undgik flammernes rasen.

Denne gris undgik massakren og synes meget tilfreds med situationen. Postkort stemplet 1953, tegner HCP

Denne gris undgik massakren og nyder livet i godt selskab. Postkort stemplet 1953

Når man var færdig, holdt man ofte pølsegilde, hvor en del af det ferske kød blev spist. Forude ventede vinteren, der både kunne blive lang og kold. Fadeburet skulle være fyldt. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Juleaftensdag gjorde man rent ude og inde, og til sidst gjorde man sig selv ren. Og så gik man ellers i gang med sulebordets lækkerier. De kommende dage udførte man kun det arbejde, der var strengt nødvendigt, for eksempel at malke køerne. Ellers blev man helst inden døre, hvor alle nød resultatet af anstrengelser i køkken, bryggers og bagers.

Marcipanform fra 1920'erne fra Chokoladefabrikken Elvirasminde i Aarhus

Marcipanform fra 1920’erne fra Chokoladefabrikken Elvirasminde i Aarhus

Der kan ikke herske tvivl om, at november og december er de farligste måneder for enhver gris. Lykkelig var den gris, der undgik at blive lavet til pølser og sylte, frikadeller og steg!

Tre lykkelige grise på vej mod nye eventyr. Postkort stemplet 1909

Unge pige, lad os lege skjul

 

Julefrokostens fristelser #1.

Mange familier arrangerer julefrokost i disse dage, og alt efter temperament kan man være så heldig eller uheldig at nå både tre og fire julefrokoster imellem jul og nytår hos diverse familiemedlemmer.

Julefrokosten er en ægte dansk tradition, der dog ikke er særlig gammel. Det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten. Ideen var den enkle, at man på sin arbejdsplads mødtes til en gang fællesspisning, hvor man hyggede sig på tværs af faggrænserne og ønskede hinanden Glædelig jul, inden man drog hver til sit for at fejre julen i familiens skød. Den fælles spisning før juleferien styrkede sammenholdet både indenfor og udenfor murene, men gav efterfølgende tit både kollegiale og familiære tømmermænd. Springet til familiejulefrokosten er ikke langt. Allerede i 1950’erne er såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Den traditionelle julefrokost i dag viser, hvor inspirationen til frokostbordet egentligt stammer fra. Flertallet af de produkter og retter, der i dag serveres, var i århundreder resultatet af den sædvanlige slagtning i Slagtemåneden, altså november, hvor julegrisen blev slagtet og lavet til lækkerier. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Af lækkerier bliver der i dag sædvanligvis serveret forskellige slags sild, panerede rødspættefileter, lun leverpostej, lun flæskesteg, mørbradbøffer med løg, frikadeller, æbleflæsk, surrib, sylte, forskellige slags pølser og pålæg, remoulade, peberrodsflødeskum, agurkesalat, krydderfedt, sky, italiensk salat, skinkesalat, skaldyrssalat, kyllingesalat, frugtsalat og diverse oste. Alt behørigt skyllet ned med vand, sodavand, julebryg og snaps. Det hele kan købes i supermarkedet, men en julefrokost bringer tit den gode kok op i de fleste af os. Hvad er en julefrokost uden fruens stegte sild, farmors sylte og svigermors frugtsalat?

Julefrokostens fristelser #2

Julefrokostens forløber er julestuen, der har dybe rødder tilbage til middelalderen. En af de ældste omtaler af en julestue er fra 1563, hvor den fynske biskop Niels Jespersen visiterede Fuglse herred på Lolland. Biskoppen nævner i sin visitatsberetning: Høje fester er udi stor vanbrug med verdslig bestilling, frådseri og drukkenskab om juleaften og den ganske julehøjtid med juleleg og andet ugudeligt væsen. Hvad enten vi vil indrømme det eller ej, så hører mængder af mad og drikke og andet ugudeligt væsen uløseligt til det danske juleunivers. Her kan jeg slet ikke lade være med at citere biskop Erich Pontoppidan, der i 1736 knyttede følgende ord til julestuerne: Det var den muntreste årstid, da alt var fuldt af dans og lystighed; man havde ret til helt at give vellysterne tøjlen, og det var en forseelse ikke at svømme i floder af stærkt øl og flommefedt; thi man troede i gamle dage, at jo mere umådeholdent man i julefesten gjorde sin vom til gode, des frugtbarere et år blev man lyksaliggjort med.

Julestuens højtid ligger i perioden 1600-1800. Man begyndte oftest først anden juledag, men så blev man også ved lige til helligtrekongers aften. Festen blev holdt på skift hver anden eller tredje aften og nat hele juletiden. Der var rigeligt med især øl og snaps, mad og kortspil til de ældre, mens de unge morede sig dans og små mere eller mindre uanstændige julelege i julestuerne. Hvad der kunne være følgerne af en julestue, kan læses i et bryllupsdigt fra 1701: Og før der kan råbes: Et barn i min sæk, da, om ret jeg mindes, går mødommen væk. Maden betød mindre end legene. Til gengæld drak man tæt. Tønden med julebrygget blev sat ind i stuen til fri afbenyttelse. Det gik ofte galt! Fæstebonden Christen Andersen i Nørre Tulstrup sogn noterede tredje juledag 1786 således i sin dagbog: Lå mest og var gildesyg, thi vi drak for meget.

Julefrokostens fristelser #3.

At lege Julelege betød, at man underholdt sig selv og hinanden med sange, lege eller små komedier. Mere end 130 forskellige julelege kendes. Julelegene kunne være ret vovede. Og hvis man i dag synes, at man mangler en god undskyldning for at opføre sig anderledes i højtiden, skal man blot gribe fat i Johan Ludvig Heibergs komedie Julespøg og Nytårsløjer fra 1816. Heri lader han ingen ringere end ærkeenglen Gabriel sige: Det jul og nytår er, nu har lystighed sit spil; enhver har lov at gøre sig så gal som han vil.

En populær juleleg var At nippe strå, hvor man kun med læberne skulle forsøge at fange et lille halmstrå, som modparten holdt mellem læberne. Legen blev leget på den måde, at de deltagende personer stillede sig skiftevis karl og pige ud på gulvet i en lang række. Alle holdt ved et langt reb. Den første i rækken holdt halmstrået imellem læberne. Mens alle deltagerne trak frem og tilbage i rebet, skulle person nummer to forsøge – kun med læberne – at fange halmstrået holdt af person nummer et. Legen sluttede, når halmstrået var nået hele rækken igennem.

Julefrokostens fristelser #4. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.

Når man legede Huelegen, dansede karlene i kreds rundt om pigerne, der sang verset:

Pigerne ride i Sandet, alt saa trøstelig,

hold paa mig, jeg slaar paa dig.

Hold paa mig saa trøstelig,

Til min Hue falder af.

Når første vers var slut, sloges karlene og pigerne på skrømt om huerne. Når alle huerne var blevet revet af, begyndte dansen og sangen på ny, men nu handlede pigernes vers om et af de andre klædningsstykker. Sidste linie i et par af versene lød: Til mit skørt falder af, og Til mine strømper falder af. Så står det ellers enhver frit for at fundere på, hvordan og hvornår denne Hueleg egentligt sluttede!

En leg hed Trille julekage, Bage brød eller Ælte dej. Her blev en karl og en pige af det øvrige selskab fanget og lagt sammen på et bord, hvorefter de andre deltagere æltede dem sammen, bogstaveligt, fysisk og seksuelt. Som det blev skrevet i 1825: Det kan jo ikke nægtes, at somme julelege var usømmelige, f. eks. den eksercits, at karle og piger det ene par efter det andet kyssedes liggende på bordet. Denne leg var vistnok i højeste grad uanstændig.

Juleleg og kys hører uløseligt sammen: Jeg vil deres kyssen ej nævne engang, som ellers i julestuen nok går i svang, som det hedder i bryllupsdigtet fra 1701. Julelegen At falde i brønden er en slags panteleg, hvor pantet skal indløses med kys. En karl bliver dømt til at falde i brønden, hvorefter han straks falder om på gulvet og foregiver, at han er faldet i brønden. Han bliver spurgt om, hvor mange alen han ligger nede. Efter at have svaret på dette spørgsmål, bliver han spurgt om, hvem der skal hjælpe ham op. Den pige, hvis navn han nævner, skal hjælpe ham op og give ham lige så mange kys, som antallet af de alen, han er faldet ned.

Julefrokostens fristelser #5

Adskillige af de mange julelege havde et klart erotisk islæt. Det fremgår særdeles tydeligt hos Ludvig Holberg, som i 1724 offentliggjorde komedien Jule-Stue. I komedien lader han den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft udtale: Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom der er gået af stabelen ved sådanne lejligheder.

Herefter burde yderligere ord om de gamle julestuer være aldeles overflødig!

Kirken var en arg modstander af disse julestuer med deres små julelege, som fandt sted på højtidsdage. Om julestuen sagde kirken anklagende, at den medførte både drukkenskab og løsagtighed, hor og ufortræd, og at den forførte deltagerne til drik, spil, sværmen, banden og letfærdig dans.

Kirke og Stat kæmpede altså imod folkets julestuer. Men det var ikke kun folket, som legede lystigt i juledagene. Også hoffet tog del i løjerne. Christian IV opstillede 19. juni 1632 hele 18 anklagepunkter i skilsmissesagen mod sin hustru til venstre Kirsten Munk, som hun blot skulle besvare med et ja eller et nej. Spørgsmål to lød: Om hun ikke dansede, legede jul og gjorde sig lystig med Riin: (der menes Pfalzgreven af Rhin, grev Otto Ludwig af Salm) og andre, mens vi lå for fjenden og blev skudt udi armen? Ja eller nej, Kirsten Munk!

Men allerede tre år før havde Christian IV i sin forordning af 27. marts 1629 bekendtgjort, at al forargelig leg i løbet af julen forbydes strengt og bør straffes alvorligt. Hele tiden måtte øvrigheden dog indskærpe forbuddet.

Trods gentagne forbud levede julestuerne videre til langt op i 1800-tallet i store dele af samfundet. Den senere telegrafdirektør Peter Faber skrev i julesangen Julestemning (i dag bedre kendt som Sikken voldsom trængsel og alarm), der er fra efter 1850, således:

Men om aft’nen er der fint kalas.

Gud velsigne den, som først opfandt

Det at lege jul og give pant.

Unge pige, lad os lege skjul,

Giv mig kun et kys, det er jo jul

Den meget lovlydige og dannede Peter Faber var altså fuldt fortrolig med julestuerne og deres indhold mere end 200 år efter, at de første gang blev forbudt. Mange har den mening, at de gamle julestuers sande arvtager vist kun kan være de mange firma- og familiejulefrokoster landet over – med deres utal af fristelser!

Julefrokostens fristelser #6.